Det norske Folks Historie/2/25

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 225-248).

Vi forlode Olaf Tryggvessøn, da han som et lidet Barn var kommen til Svithjod, hvorhen hans Moder Aastrid og hans Fosterfader Thorolf havde bragt ham, forat han kunde undgaa Gunnhild Kongemoders Efterstræbelser^[1]. Da de havde opholdt sig her i to Aar, fik Aastrid, som det fortælles, Lyst til at drage til sin Broder Sigurd, der stod i den russiske Storfyrste Valdemars eller Vladimirs Tjeneste og nød stor Anseelse af ham. Det er muligt, at hun for en stor Deel bestemtes dertil af Frygt for at Haakon Jarl, som nu var bleven Herre i Norge, vilde fornye Efterstræbelserne efter Olaf, der maatte være lige saa farlig for ham, som for Gunnhilds Sønner^[2]. Haakon den gamle, hos hvem hun opholdt sig, skaffede hende med Søn og Følge Plads paa et Kjøbmandsskib, der skulde til Gardarike. Men paa Overfarten bleve de overfaldne af Vikinger fra Estland, der bemægtigede sig Skibet med Gods og Folk. Af Folkene dræbte de nogle, de øvrige skiftede de mellem sig tilligemed Godset, for at bruge eller sælge dem som Trælle. Paa denne Maade bleve Moder og Søn skilte fra hinanden. Aastrid var i Førstningen for saa vidt den heldigste, som hun blev bragt til et Trællemarked i Estland, eller som det ogsaa berettes, i Vendland, hvor en rig og højbyrdig Kjøbmand fra Viken, ved Navn Lodin, gjenkjendte hende trods hendes flette Klæder og forgræmmede Udseende, og løskjøbte hende paa den Betingelse at hun skulde egte ham, hvori hun gjerne samtykkede^[3]. Olaf, hans Fosterfader Thorolf og dennes Søn Thorgils tilfaldt en af Vikingerne, ved Navn Klerkon, som dræbte Thorolf, der syntes ham for gammel til at han kunde have nogen Nytte af ham, men bragte begge Drengene til Estland og bortbyttede dem her til en Mand ved Navn Klerk for en god Buk. Ikke længe efter bortbyttede igjen Klerk dem for en god Trøje eller Kappe til en tredie Mand ved Navn Reas, hvis Hustru hed Rekon, og hvis Søn hed Rekni^[4]. Den Omhyggelighed og Nøjagtighed, hvormed den gamle Beretning har opbevaret disse Navne, viser hvilken Vegt man lagde paa alle, endog de ubetydeligste Omstændigheder, der vedkom Olaf Tryggvessøns Barndoms- og Ungdoms-Historie, og borger tillige paa en vis Maade for Beretningens egen Troværdighed. Reas skal have viist Olaf megen Godhed, og holdt ham i lige saa megen Agt som sin egen Søn, medens derimod Thorgils blev sat til at forrette Trællearbejde. Sex Aar skal Olaf paa denne Maade have tilbragt hos Reas. Da, heder det, traf det sig just, at hans Morbroder Sigurd Erikssøn kom til Estland i Kong Valdemars Ærende for at indkræve Skat. Da Sigurd en Dag red med et stort Følge forbi Reas’s Gaard, fik han Øje paa Olaf, der legede med andre Smaadrenge paa Torvet. Hans Udseende paafaldt Sigurd som udenlandsk. Han red hen til ham og spurgte ham om hans Navn. Olaf sagde ham fuldstændig Besked, og da Sigurd saaledes erfoer at Drengen var hans Systersøn, besluttede han strax at løskjøbe ham. Olaf fordrede, at han ogsaa skulde kjøbe hans Fostbroder Thorgils, og Sigurd føjede ham deri. Han tog dem med sig til Holmgard, og beholdt dem hos sig, uden for det første at aabenbare noget om Olafs Fædreneæt. Men han kunde ikke længe holde den hemmelig. En Dag var Olaf ude paa Torvet, og havde en liden Øxe i Haanden. Da fik han se Klerkon, der havde dræbt hans Fosterfader, gjenkjendte ham strax, gik hen til ham og satte Øxen i Hovedet paa ham, saa at den kløvede hans Isse. Den offentlige Fred overholdtes saa strengt i Holmgard, at der var Dødsstraf for hver den, som dræbte udømt Mand. Alle de Tilstedeværende stimlede derfor sammen for at gribe Olaf og dræbe ham, men han løb hjem til Sigurd saa hastigt som muligt, og Sigurd bragte ham strax til Dronningen, hvis Navn var Allogia, med Bøn øm at hun vilde beskytte ham. Hun lovede det, og sagde at det var stor Synd at dræbe en saa smuk Dreng. Hun bad strax alle sine Mænd væbne sig, og samle sig i hendes Gaard. Folkehoben fik snart at vide, at den unge Drabsmand var hos Dronningen; ikke desto mindre fordrede de ham udleveret, og det vilde være kommet til Blodsudgydelse, hvis ikke Kongen havde blandet sig i Sagen og beroliget Folket ved at love dem Bøder før Drabet. Disse udredede Dronningen, og Olaf forblev indtil videre hos hende. Men der var, heder det, den Lov i Gardarike, at ingen kongebaaren Mand maatte opholde sig der uden Kongens Vidende og Samtykke. Sigurd var derfor nødt til at aabenbare Dronningen den rette Sammenhæng med Olafs Fødsel og Maaden, hvorpaa han var kommen did, idet han tillige bad hende lægge et godt Ord ind for ham hos Kongen. Dronningen opfyldte hans Bøn, og Kongen tog ham nu til sig, opdrog ham som en Kongesøn, og lod ham oplære i alle ridderlige Øvelser. Olafs tilkommende Herlighed havde imidlertid oftere været forudsagt. Gardekongen Valdemars gamle, fremsynede Moder havde allerede kort efter Olafs Fødsel sagt, at der i Norge var fød en Kongesøn, som skulde blive opdragen i Gardarike og naa stor Berømmelse; og da han kom til Landet, skulle mange Spaamænd have forkyndt, at en ung Udlændings Fylgjer vare komne, og at det klare Lys, der skinnede over ham, skulde brede sig over hele Gardarike og Verdens østlige Deel. Disse Udsagn skulle fornemmelig have bevæget Dronningen til at tage sig af ham. Allerede i sit 12te Aar skal Olaf have anmodet sin Fosterfader Kong Valdemar om at faa Folk og Skibe til at drage i Leding; Kongen skal have opfyldt hans Begjæring, og Olaf tilbageerobrede nu, heder det, flere Hereder og Borge, der havde løsrevet sig fra Valdemars Herredømme. Hans Folk gave ham efter den sædvanlige Vikingeskik Kongenavn; han tilbragte flere Aar i Leding, vandt rigt Bytte, og værnede kraftigt om Valdemars Rige. Men, heder det, det gik her som saa ofte, hvor Udlændinger komme til stor Anseelse, at de faa mange Misundere; Olaf fik ogsaa sine, der forestillede Kongen, at han var alt for mægtig, og desuden havde altid saa meget at tale med Dronningen om^[5]. Kongen laante Øre til deres Tale, og blev uvenlig mod Olaf; denne merkede det, klagede til Dronningen derover, og sagde at han helst vilde drage tilbage til de nordiske Lande, hvor hans Frænder havde boet før ham. Dronningen gav ham Medhold heri; han gjorde sine Skibe rede, og forlod Gardarike, 18 Aar gammel. Han landede ved Bornholm, gjorde Landgang, overvandt Indbyggerne, som samlede sig mod ham, og vandt stort Bytte. En Storm drev ham derfra til Vendland, hvor han foer fredeligt frem og blev godt modtagen. Kongen, Burislav, havde tre Døtre, Geira, Gunnhild og Aastrid; den første havde været gift, men var nu Enke, og herskede der som Dronning efter sin Mand. Hendes Hovedborg, hvor hun boede, var ikke langt fra det Sted, hvor Olaf laa med sine Skibe. Efter sin fornemste Raadgiver Dixins Raad indbød hun Olaf, der kaldte sig Ole den gerdske, til sig for hele Vinteren med alle hans Folk. Han modtog Indbydelsen. Han og Geira taltes ofte ved; de syntes godt om hinanden, og Enden blev, at han bejlede til hende og fik hende. Flere Borge, der hørte til hendes Rige, vare faldne fra; han undertvang dem alle i Løbet af Vinteren. Den følgende Sommer gjorde han et Vikingetog til Skaane og Gotland, hvor han erobrede et Kjøbskib, der tilhørte Jemterne, og overvandt siden Goterne. Siden fulgte han sin Svigerfader Burislav, da denne, paa Kejser Ottos Opfordring, drog til Slesvig for at deeltage i Kampen mod Kong Harald Gormssøn. Og ved denne Lejlighed skal Olaf, der fremdeles kaldte sig Ole, have givet Kejseren det Raad at opbrænde Danevirke. Den følgende Sommer drog han paa Vikingetog til Saxland, Frisland og Flandern. Da han havde tilbragt den tredie Vinter i Vendland, blev hans Hustru Geira syg og døde. Dette voldte ham saa stor Sorg, at han ikke længer kunde bolde ud at blive i Vendland. Han gik atter til Søs, først til Danmark, hvor han tog Strandhug og nær var bleven fangen af Indbyggerne, hvis han ej, skjønt endnu en Hedning, havde frelst sig ved at lægge sig ned paa Jorden og betegne sig og sine Mænd med Korsets Tegn, hvilket, som det siges, hindrede Forfølgerne fra at blive dem var. Undkommen herfra drog han tilbage til Gardarike, hvor Kongen og Dronningen toge venligt imod ham, og hvor han tilbragte Vinteren. En Drøm bød ham her at drage til Grækenland, før at lære Christendommen at kjende og siden at kunne udbrede den blandt andre Folk. Han lod Drømmens Bud, sejlede til Grækenland, blev primsignet eller betegnet med Korsets Tegn, og fik en Biskop, ved Navn Paal, til at følge med sig tilbage til Gardarike, hvor Valdemar og Dronning Allogia paa Olafs Forestillinger lode sig christne. Efter at dette var udrettet, forlod Olaf Gardarike for stedse, drog til Danmark, England, Northumberland, Skotland, Syderøerne og Man, derfra til Valland (det vestlige Frankrige), og endelig til England, 4 Aar efter at han forlod Vendland. Men paa Vejen drev Vinden ham til Syllingerne (Sorlingues eller Scilly-Øerne), hvor han hørte at der boede en gammel Eremit, der kunde forudsige tilkommende Ting. Olaf fik Lyst til at sætte ham paa Prøve, og bød en af sine Mænd, den højeste og smukkeste i hele Skaren, at gaa til Eremitten og udgive sig for Ole den gerdske, som han endnu stedse kaldte sig selv. Manden fremstillede sig for Eremitten, men denne sagde strax: „du er ikke Kongen, dog raader jeg dig at være din Konge tro“. Da Olaf fik dette Svar at vide, tvivlede han ej paa Eremittens Spaadomsevne, men begav sig selv hen til ham, og spurgte ham om sin Fremtid, for at faa at vide, hvor vidt noget Rige eller anden Lykke var ham beskikket. Eremitten sagde at han skulde blive en berømmelig Konge, udføre mangen Stordaad, og omvende mange til Christendommen; til Tegn paa at Spaadommen var sikker, forudsagde han ham, at han, naar han kom tilbage til Skibene, skulde blive overfaldt af Fiender, miste flere Folk, og selv blive farligt saaret, saa at han maatte bæres paa et Skjold ned til Skibet, dog skulde han komme sig ganske om 7 Dage. Det gik, som Eremitten havde forudsagt; Olaf blev overfaldt og saaret, men kom sig igjen. Dette gav ham end større Lyst til at underholde sig med Eremitten, hvilken han nu atter opsøgte, og af hvem han erfoer mange merkelige Ting. Efter hans Overtalelser lod han sig med alle sine Mænd døbe af en Abbed i et Kloster der paa Øerne. Abbeden forudsagde ham, at han skulde blive Konge i Norge. Da var Olaf, tilføjes det, i sit 25de Aar. Om Høsten drog han til England, hvor han foer fredeligt frem. Han laa just med sine Skibe i en Havn, da der kom Bud, at alle skulde indfinde sig til Things. Olaf, eller, som han endnu kaldtes, Ole, drog ogsaa derhen. Thinget var sammenkaldt af en Dronning ved Navn Gyda, Syster af den irske Konge Olaf Kvaran. Hun havde været gift med en Jarl, som herskede over denne Deel af Landet. En Mand i hendes Rige, ved Navn Alfvine, en stor Kæmpe og Holmgangsmand, havde bejlet til hende, men hun havde svaret, at hun selv vilde vælge sig en Mand, derfor var dette Thing stevnet. Alle Høvdinger og mægtige Mænd i Riget vare tilstede, blandt dem Alfvine, prægtigt klædt. Olaf havde kun sine Rejseklæder og ovenpaa dem en lodden Kappe med en Hætte, hvilken han havde draget ned over Øjnene: han stod afsides med sine Mænd. Gyda gik omkring og betragtede Enhver, der saa noget mandig ud. Hun kom ogsaa til Olaf, betragtede ham paa alle Kanter, løftede Hætten, saa ham i Ansigtet, og spurgte hvo han var. Han sagde at han hed Ole, og var en Udlænding. „Vil du have mig“, sagde hun, „saa vælger jeg dig til Mand“. Hun var ung og smuk, og Olaf sagde ikke nej. Saaledes sluttedes Fæstemaalet. Men Alfvine blev heel vred, og æskede Olaf til Holmgang. Det afgjordes, at hver af dem skulde møde selv tolvte. Olaf gav dem, der skulde følge ham, store Øxer og bød dem bære sig ad som han. Da de mødtes, vilde Alfvine hugge til Olaf med Sverdet, men Olaf slog det af Haanden paa ham med Øxen, gav ham derpaa et Slag, saa han faldt i Svime, og bandt ham godt. Det samme gjorde hans Mænd ved deres Modstandere, og de bleve alle bragte bundne til Olafs Herberge. Her slap Olaf ham og hans Mænd løs paa den Betingelse, at han aldrig skulde komme tilbage til England; hans Ejendomme tilfaldt Olaf, som tog dem i Besiddelse. Derpaa egtede han Gyda, og opholdt sig en Tidlang i England, stundom ogsaa i Irland^[6].

Vi have her fuldstændigt meddeelt den gamle Beretning om Olaf, saadan som den findes i de fleste Kongesagaer, fordi dens Ælde og Visheden om at vore Forfædre troede derpaa som om den var hævet over enhver Tvivl, giver den en Ærværdighed, som den i sig selv ikke fortjener. Allerede ved første Øjekast ser man nemlig, at den indeholder en Mængde Usandsynligheder og bærer de kjendeligste Spor af senere Tilsætninger; og dette bliver endnu mere iøjnefaldende, naar man underkaster den en nærmere Granskning. Olaf, den første blandt Norges Konger, der ret med Iver og Kraft forkyndte Christendommen, betragtedes, efter at denne havde rodfæstet sig, næsten som en Helgen; det var ikke langt fra, at man satte ham ved Siden af Olaf den hellige, og senere Slægters fromme Iver har udsmykket hans Liv ikke mindre end St. Olafs med en Mængde Legender, der indflettedes i hans Historie, og hvis Modsigelser mod de oprindelige Efterretninger og Tidsregningen Chronologer og Sagaskrivere siden søgte at udjevne som de bedst kunde, uden at det dog ret lykkedes dem. Hvor nøje man her har taget Hensyn til den en Gang opstillede Tidsregning der dog i sig selv var fejlagtig, og saaledes alene kunde lede til nye Fejl, vise de Tidsangivelser, Beretningen selv indeholder. Man antog Olaf for at være fød 968 eller 969; man troede fuldt og fast, at han var med Kejser Otto ved Danevirke, og dette Tog henførte man ligeledes urigtigt til 988; følgelig maatte Olaf være kommen til Vendland et Aars Tid i Forvejen: paa denne Maade fik man ud, at han da kun var 18 eller i sit 18de Aar. Man vidste at han kom til Norge 995, følgelig maatte der være omtrent fire Aar mellem hans Rejse fra Vendland og hans Ankomst til England; man vidste at han noget senere blev døbt i England; følgelig maatte han ved sin Daab være henimod 25 Aar gammel. At disse Tillempninger ere vilkaarlige, og senere Tiders Verk, sluttes allerede deraf, at Tidsregningen selv, der ligger til Grund for dem, er urigtig, thi Toget mod Danevirke foregik, som vi allerede have seet, ej i 988, men i 975, og Olaf kan ej være fød 969, men i det allersildigste 963. Den oprindelige legendariske Fremstilling af hans Liv tog lidet eller intet Hensyn til de chronologiske Data; derom overbeviser man sig let ved at sammenligne en legendarisk Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Saga, der endnu er os levnet^[7], med den sædvanlige. Ifølge hiin var det, som allerede nævnt, Haakon Jarl, der forfulgte Olaf i Sverige, thi man behagede sig i at betragte Haakon, Hedendommens Repræsentant, som Olafs, Christendomsforkynderens, Fiende lige fra dennes Fødsel, og i at lade dem støde sammen saa ofte som muligt. Den gamle Garde-Dronnings Spaadom, Olafs Rejse fra Sverige, Ankomst til Estland, og Gjenkjendelsen af Morbroderen omtales paa det nærmeste som ovenfor; Olaf gjenkjender 9 Aar gammel Klerkon og dræber ham, dog vel at merke kun ved Sigurds Hjelp, idet denne lader Klerkon gribe, føre udenfor Borgen, og holde fast, medens Olaf hugger hans Hoved af. Der er ingen Tale om Flugt og Forfølgelse, men Dronning Allogia lader sammenkalde Folk fra alle Hereder i Nærheden, fordi Viismænd havde sagt hende at der var kommen en Mand til Gardarike, hvis Ry skulde naa vidt og bredt i Verden, og denne Mand vilde hun finde. Ved at se Olaf i Øjnene skjønner hun at dette er ham og ingen anden, og tager ham til sig. Nu fortælles der om hans Krigsbedrifter, saaledes som det ovenfor i Korthed er nævnt, ligeledes om hans Modbydelighed for at blote til Afguder, om hans Afrejse fra Gardarike, Ankomst til Vendland, og Giftermaal med Geira. Ligeledes berettes der vidt og bredt om de Borge, han skulde have indtaget, og om den ene af dem heder det, at Folk antoge den for at have været Jomsborg. Men der tales, vel at merke, intet om hans Tog til Bornholm, og om hans Kamp med Kjøbmændene fra Jemteland. Efter tre Aars Ophold i Vendland forlader han dette paa Grund af Geiras Død, herjer i Danmark og kommer i hiin Fare, fra hvilken han frelser sig ved Korsets Tegn; derfra vender han tilbage til Gardarike, gaar til Grækenland, lader sig primsigne, og omvender Kong Valdemar, saaledes som ovenfor nævnt. Mærkelige Sagn om Eremitten paa Syllingerne kalde ham derpaa did. Men Eremitten og Abbeden, som døbte Olaf, gjøres her til een og samme Mand, og der tales intet om Spaadommen. I England bliver Olaf kjendt med en Sigurd Jarl af Northumberland, og forener sig med ham om at herje mod Vikinger og Ransmænd. Derpaa drager han til Kejser Otto den røde (Otto II) der strider mod Harald Gormssøn og Haakon Jarl ved Danevirke; Olaf tilbyder sin Tjeneste, og kommer saaledes anden Gang i Berørelse med Haakon Jarl. Han giver Kejseren Anslag paa at sætte Ild paa Danevirke, vender siden tilbage til England, herjer i Forening med Sigurd Jarl blandt Briter, Skoter og Irer, og bliver endelig gift med Gyda paa den førhen omtalte Viis; dog siges hendes Broder Olaf Kvaran her at være Skoternes Konge, og Omstændighederne ved Holmgangen med Alfvine fortælles lidt anderledes^[8].

Snorre Sturlasøn, der allerede anvender Kritik, følger den i Kongesagaerne opstillede Tidsregning, men udelader de meest usandsynlige Dele af Fortællingen. Han omtaler Olafs Ophold i Estland og Gardarike paa sædvanlig Maade, nævner noget om at han allerede fra sit tolvte Aar deeltog i Krigsforetagender og af Valdemar sattes over de Krigerskarer, der skulde værge Landet, fortæller om hans Rejse fra Gardarike, Kamp paa Bornholm, Ankomst til Vendland og Giftermaal med Geira, lader ham betvinge de vendiske Borge, stride med Jemter og Goter, og deeltage i Kampen ved Danevirke. Derpaa omtales Geiras Død, tre Aar efter Olafs Ankomst, og nu lader Snorre ham først foretage hiint ovennævnte Tog til Saxland, Frisland og Flandern, uden dog med et eneste Ord at omtale hans æventyrlige Tilbagerejse til Gardarike, og hans endnu æventyrligere Besøg i Grækenland, der havde Kong Valdemars Omvendelse til Følge. Han siger kun, at Olaf fra Flandern begav sig til England, herjede paa Northumberland, Skotland, Syderøerne, Man, Irland, Bretland og Kumraland, og efter 4 Aars Forløb kom til Syllingerne, hvor han traf Eremitten, prøvede hans Spaadomsgave og blev døbt, saaledes som det ovenfor er berettet; derpaa fortælles Olafs Giftermaal med Gyda aldeles paa samme Maade, som i Kongesagaerne^[9]. Kort, Snorre har aabenbart benyttet disse, men udeladt, hvad han fandt alt for æventyrligt. Alt hvad han har udeladt, er, vel at merke, hvad Kongesagaerne have tilfælles med, eller ligefrem laant af Legende-Sagaen.

Det gamle Udtog af de norske Kongesagaer, som vi oftere have haft Lejlighed til at nævne, fortæller i Korthed at Olaf blev fanget af Ester udenfor Øsel, solgt som Træl, udløst af sin Frænde og bragt til Holmgard, at han der, 12 Aar gammel, dræbte sin Fosterfaders Drabsmand, og flygtede til Dronningen, der tog sig af ham, at han blev holdt i stor Agt og Ære, fik Skibe og drog i Viking, at Nordmænd, Gauter og Daner sluttede sig til ham, at han herjede paa Vendland, Flandern, England, Skotland, Irland og andensteds, men opholdt sig om Vinteren i Jomsborg; at han en Gang etsteds i England traf den før omtalte Eremit, satte ham paa Prøve, og lod sig af ham overtale til at antage Christendommen, som forhen berettet. Om Toget til Grækenland og Danevirke nævnes intet, ej engang om Giftermaalet med Gyda^[10].

Munken Thjodrek, der omtrent 1180 skrev sit Uddrag af Norges Historie, nævner kun i Korthed, at Olaf blev opdragen hos Valdemar i Rusland, berører Legenden om hans Fare i Danmark, lader ham derfra drage til Irland og saa til Syllingerne, hvor han bliver døbt af en Abbed Bernhard; fra Syllingerne lader han ham gaa til England og opholde sig her en Stund. Andre af hans Bedrifter omtaler han ej^[11].

Den selvstændigste og paalideligste norske Bearbejdelse af Kongesagaerne veed øjensynlig intet om Olafs mere æventyrlige Bedrifter, men siger kun simpelt hen og korteligen, at han som Barn fulgte sin Moder til fremmede Lande, blev opfostret hos Kong Valdemar den gamle i Holmgard, tiltog med Aarene i Kræfter og Anseelse, hædredes af Kongen og indsattes af ham til Høvding inden Hirden, og til at styre de Hærmænd, der vogtede Kongens Land og styrkede hans Rige; at han udførte mange og store Bedrifter i Gardarike og ellers i Austerveg, i Sydlandene (Tydskland) og Vesterlandene, at han var to Gange gift, nemlig med Geira den vendiske og Gyda den engelske, at han kristnedes i Syllingerne, og kom fra England til Norge. Den omtaler vidtløftigt Kejser Ottos Kamp ved Danevirke, men nævner her aldeles intet om Olaf; for øvrigt anfører den et Stykke af Skalden Hallfreds Kvad om Olaf, hvor hans Bedrifter omtales fra den Tid, han forlod Gardarike og indtil han kom til Irland^[12].

Denne Sammenstilling af de forskjellige Beretninger er allerede tilstrækkelig til at vise, at hvad der heraf gaar udenfor de allersimpleste og rimeligste Fakta, ej kan gjøre nogen Paastand paa Troværdighed; at alt hvad man oprindelig har vidst om Olafs tidligere Hændelser, har været saare lidet, men at Trangen til at forherlige den yndede Nationalhelts Bedrifter har i Tidens Løb fremkaldt en Mængde Tilsætninger; og at man i at bestemme, hvad der er sandt og hvad der er Digt, saavel som i at fastsætte Chronologien, alene kan tage Hensyn til de Vidnesbyrd, hvis Paalidelighed ere hævede over enhver Tvivl. Men af dem er der ej mange. De indenlandske findes næsten udelukkende i samtidige Skaldekvad, de udenlandske i paalidelige Annaler.

Blandt de Skalde, der have besunget Olaf Tryggvessøns Bedrifter, og hvis Kvad for en Deel eller ganske ere opbevarede, er det kun Hallfred Ottarssøn, kaldet Vandrædaskald, hvis Samtidighed med Olaf er vis, og hvis Paalidelighed derfor maa ansees hævet over enhver Tvivl. Han var, som vi allerede have nævnt, en Søn af Ottar Thorvaldssøn^[13], og vi ville i det Følgende erfare, hvorledes han blev Olafs Hirdmand og Skald. Om hans Kvad siger Snorre udtrykkeligt, at han derfra har hentet de fleste sikre Efterretninger om Kong Olaf^[14]. Vistnok havde Hallfred ej været med Olaf paa hans Omflakken, førend han kom til Norge, men han havde dog Anledning til at tale med Folk, som vidste god Besked, og har vel derhos erfaret endeel af Olaf selv; at denne kan have overdrevet et og andet, er vel muligt, men meget store kunne dog Afvigelserne fra Sandheden neppe have været. Snorre og Kongesagaerne anføre saa hyppigt Vers af Hallfreds fornemste Kvad, at der skal ikke skille saa meget paa at vi besidde det fuldstændigt. De Begivenheder, dette Kvad omhandler, ere i deres Række følgende: Strid i Gardarike, Kampen ved Holmen (Bornholm); Strid med Jemter, Vender og Goter, Herjetog paa Skaane, en Kamp i Danmark søndenfor Heidaby, (Slesvig), Herjetog i Saxland, Frisland, Flandern, Northumberland, Skotland, Man, Syderøerne, Irland, Bretland og Kumraland, eller som der ogsaa læses, Valland. Her nævnes intet Personsnavn, ikke engang Valdemars; Vendland nævnes vel, men ikke Burislav eller Geira; og hvad man har brugt som Vidnesbyrd om at Olaf deeltog i Kampen ved Danevirke, er kun det Udsagn, at han stred i Danmark søndenfor Heidaby^[15].

Foruden dette Kvad er der ogsaa et andet, som tillægges Hallfred^[16], og som er særskilt opbevaret, men som ingensteds paaberaabes i Sagaerne. Dets Egthed er derfor mindre sikker; imidlertid er der intet i dets Sprog eller Tankegang, der gjør det usandsynligt at det hidrører fra Hallfred, om hvem man veed, at Olaf saa stadigt opfyldte hans Tanker, at han nok kunde have digtet flere Draaper om ham. I dette Kvad nævnes Olafs Ungdom i Gardarike, derpaa omtales hans Tog til England, Irland og Skotland.

En anden Digter, hvis Kvad oftere paaberaabes, er en vis Stein der sædvanligviis kaldes Hallarstein, og som efter al Sandsynlighed er den samme som Skalden Stein Herdisesøn, Einar Skaaleglams Ætling i 3die Led, der levede paa Harald Haardraades og Olaf Kyrres Tid, eller omkring 1070, og som foruden flere Kvad om disse Konger ogsaa har efterladt et om Olaf Tryggvessøn, kaldet Rekstefja, der endnu er til^[17]. Da han ikke levede længere efter Olaf, end at han i sin Ungdom endnu kunde have Anledning til at tale med flere af dennes Samtidige, og da desuden Beretningerne om Olaf overhoved endnu ikke paa hans Tid kunne have været synderligt forvanskede, maa man tillægge hans Udsagn megen Vegt, om de end ikke kunne ansees fuldt saa sikre som Hallfreds. Man har i det mindste al Grund til at antage, at naar han forbigaar en Begivenhed, der, hvis den virkelig havde fundet Sted, maatte ansees som særdeles vigtig, da er det fordi han ikke kjendte den, eller med andre Ord, at den paa hans Tid endnu ej var bleven opdigtet. Han omtaler Olafs Opdragelse i Gardarike, og Indtagelsen af de vendiske Borge, men nævner intet om Grækenlandsfarten, om Danevirke, eller om Olafs Giftermaal. Derimod omtaler han Olafs Tog til Vestlandene, som om det skede umiddelbart fra Gardarike efter Krigen i Vendland; han siger ogsaa, at Olaf hevnede sin Fader i Vesten og derefter herjede paa England, Irland og Skotland.

Ved Siden af Kvadene maa der dog, som vi ovenfor paapegede, have holdt sig enkelte Sagn, ældre og paalideligere end de legendariske; hvad der taler for deres Troværdighed er blandt andet den Omhu, hvormed de have opbevaret enkelte Navne, hvis Tilværelse man ellers ikke kunde kjende, som de estiske, Reas, Rekon, Rekni, Klerkon; de vendiske, Geira og Dixin, de engelske, Gyda og Alfvine. Hvor vidt derimod de Navne, om hvis Tilværelse man andensteds fra vidste Besked, fra først af have været nævnte i Sagnet, er tvivlsomt; ja man kan endog paapege virkelige Fejltagelser, som derved ere begangne. Saaledes var det en bekjendt Sag, at Vladimir herskede i Rusland, da Olaf Tryggvessøn kom tilbage til Norge^[18], men deraf har man taget Anledning til allerede at gjøre ham og hans Hustru Allogia samtidige med Olafs Fødsel, hvilket bliver urigtigt, om denne end regnes til 969. Om Burislav eller Boleslav er allerede talt; saavel ved denne som ved andre Anledninger har man ladet hans Regjering begynde tidligere, end det virkelig var Tilfældet. Det bliver altsaa et stort Spørgsmaal, hvor vidt Vladimirs og Boleslavs Navne oprindeligen have forekommet i Sagnene om Olaf. Det maa ej glemmes, at den Konge, der herskede i Gardarike samtidigt med Olafs Fødsel (963), nemlig Svjatoslav, virkelig havde en gammel, for sin Viisdom bekjendt Moder, den berømte Olga (s. o. S. 84)^[19] og det ser altsaa ud til, at i det mindste her Vladimirs Navn er sat ind i Stedet for Svjatoslavs, med andre Ord at Vladimirs Navn kun er benyttet, fordi Sagaskriveren ingen ældre russiske Konger kjendte, eller for hvilken som helst russisk Storfyrstes Navn. Paa samme Maade skulde man næsten formode, at Olgas Navn foresvævede ham, da han nævnte Allogia, skjønt han gjorde hende til Vladimirs Kone, ej hans Farmoder^[20]. For øvrigt er det i sig selv slet ikke usandsynligt, at Olaf har opholdt sig hos Vladimir. Vi erfare af de russiske Annaler, at denne allerede i Aaret 970 fik Novgorod eller Holmgard af sin Fader Svjatoslav at bestyre, og forblev her til 977, da han blev forjaget af sin Broder Jaropolk og nødt til at drage over Havet (Østersøen) for at søge Hjelp, at han kom tilbage 980, og endnu samme Aar fældte sin Broder, erobrede Kijev, og opslog her som Overkonge sin Residens. Olaf kan meget gjerne være kommen til Vladimir 9 Aar gammel (972), eller efter andres Udsagn 12; det er i saa Fald rimeligt, at Vladimirs Forjagelse 977 ogsaa har nødsaget ham til at drage bort, i sit 15de eller 18de Aar. Den Tidsregning som henfører Olafs Fødsel til 969, kommer her ganske til kort, da Olaf i sit 9de Aar (978) ej længer vilde finde Vladimir i Novgorod^[21]. Hvor vidt Vladimir allerede 972 var gift, kan man ej af de russiske Annaler se. Der tales ikke om hans Børn eller Hustru, før 978; men det siges paa et andet Sted, at han havde mange Koner og Friller; nærmere kan man ikke komme denne Sag paa Spor. Den Mulighed bliver jo vistnok altid for Haanden, at Olafs Rolle af Sagnfortællerne er gjort mere glimrende end den virkelig var, og at han saaledes maaske slet ikke har staaet under Vladimirs og dennes Hustrus særskilte Varetægt, men kun opholdt sig i Novgorod som en anseet Værings i en vis Kreds maaske meget hædrede, men af Kongen og Dronningen selv slet ikke bemerkede, Frænde. Hvad Vladimirs Omvendelse til Christendommen angaar, da er det noksom bekjendt, at han i Aaret 988 antog Christendommen, bevæget dertil af sin Hustru, den byzantinske Kejserdatter Anna. En dunkel Forestilling om denne Begivenhed har maaske foresvævet Legendefortællerne, naar de lode Olaf „sejle“ fra Holmgard til Grækenland og derfra bringe Biskop Paal for at christne Vladimir og hans Dronning Men endogsaa Kongesagaernes Nedskriver føler sig saa usikker hvad dette Punkt angaar, at han som et Slags Hjemmel anfører en Ytring af et udenlandsk Skrift, der vidner om at Russer, Polaner og Ungarer christnedes i Otto den 3dies Dage^[22]. Dette viser noksom, at hverken Kvad eller Oldsagn have indeholdt det mindste derom, og at Beretningen er sildigere Tiders Verk.

Hvad Olafs Ophold i Vendland angaar, da synes det at have sin Rigtighed, saa vel som at han virkelig egtede en fornem Enke ved Navn Geira eller Geila, og fik enkelte Besiddelser med hende, men hvor vidt hun for øvrigt var Datter af Boleslav, eller rettere hans Fader Mieczyslav, eller overhoved af nogen Konge, er heel tvivlsomt. Af Rekstefja skulde det synes, som om Toget til Vendland kun var en Udflugt fra Gardarike, siden det derefter heder, at Olaf med sine Skibe drog fra Gardarike til Vesterlandene. At Mieczyslav for Resten efter al Sandsynlighed var med ved Danevirke, er forhen viist, men Olaf kan i alle Fald da (975) ej have ledsaget ham. Dog er det ikke umuligt, at Olaf kan have været med paa et andet Tog, der i Tidens Løb er blevet forvexlet med hiint. Mag. Adam af Bremen fortæller, at Kong Erik Sejrsæl, der havde sat sig i Besiddelse af Danmark, antog Christendommen, men siden faldt fra, og skal have været overvunden i en Krig med Otto III, – det vil da sige med hans Lensfyrster i Nordtydskland, da Otto selv endnu var et Barn^[23]. De tydske Forfattere omtale flere Tog hiinsides Elben mod Venderne imellem Aarene 989 og 995, et af disse Tog kan og have gjeldt Danmark, og at Olaf kan have deeltaget deri, er ej utænkeligt, skjønt han for øvrigt paa den Tid allerede synes at have gjort England og overhoved de vestlige Farvande til sit fornemste Opholdssted. Han stred, siger Hallfred udtrykkeligt, i Danmark søndenfor Heidaby, han fejdede i Saxland og Frisland: han kan altsaa lettelig have taget Deel i nordtydske Fejder.

Ifølge Rekstefja (Str. 5) skal Olaf have hevnet sin Fader i de vestlige Farvande Derom indeholde Sagaerne intet, men da de heller ikke melde noget om Ragnfreds, Erik Blodøxes Søns, Død, medens de dog, som det nedenfor vil sees, fortælle om et Tog, dennes Broder gjorde til Norge, er det ej usandsynligt, at den Hevn, Olaf tog, bestod i at fælde Ragnfred. At han herjede i England, Skotland og Irland, er utvivlsomt, deels fordi Hallfreds og Hallarsteins Kvad udtrykkeligt vidne derom, deels fordi hans Navn forekommer i de engelske Aarbøger. Her omtales nemlig en Anlaf eller Olaf, og det paa den Maade at der ej kan være nogen Tvivl om, at det er Olaf Tryggvessøn, som menes. Og dette er det eneste sikre, vi vide om Olafs Bedrifter i England. De Angreb paa Englands Kyster, hvori Olaf tog Deel, synes allerede at have begyndt 988, skjønt Olafs Navn ej forekommer førend senere. I 988 plyndredes Wecedport (Watchet) i Somerset, og Goda, en Thegn i Devonshire, blev dræbt med en Mængde Folk. I Aaret 99l ødelagdes Ipswich. Et enkelt Haandskrift, som henfører denne Begivenhed til 993, nævner udtrykkeligt Olaf som Vikingernes Høvding og beretter, at han allerførst var landet med 93 Skibe ved Staines, hvor han herjede Omegnen, at han siden besøgte Sandwich i Kent, og da endelig drog til Ipswich. Fra Ipswich drog han til Maldon, hvor Befalingsmanden (Ealdorman) Brihtnodh kom ham imøde med en Hær, men blev slagen og faldt^[24]. I dette Aar, heder det, besluttede man efter Erkebiskop Sigerics Raad for første Gang at betale Danerne Skat, det saakaldte Danegeld, formedelst den store Forfærdelse, de udbredte langs Kysten; den første Sum var 10000 Pund. Kongen og alle hans Witan besluttede nu at alle Skibe, der duede til noget, skulde samles ved London, og han overgav Befalingen over Landtropperne til Ealdormauden Ælfric, sin Svigerfader Thord (dette har vist været en Dane) og to Biskopper, paalæggende dem, om muligt, at indslutte Vikingehæren; men Ælfric viste sig som Forræder, han gav Fienden hemmelig Advarsel om Faren, og sneg sig bort paa Slagdagen. Derved lykkedes det Vikingerne at undslippe; de tabte kun et Skib, hvis Besætning blev dræbt; men siden mødte de Skibene fra Ostangel og London, som anrettede et stort Nederlag iblandt dem, og erobrede Ælfrics Skib, fuldt udrustet og bevæbnet^[25]. I det følgende Aar (993) blev Bamborough i Northumberland indtaget og plyndret; Vikingehæren sejlede op ad Humberen, og gjorde megen Skade saavel paa Lindsey som i Northumberland. En stor Hær samlede sig for at fordrive Fienden, men da Slaget skulde begynde, flygtede Anførerne, ved Navn Fræna, Godwine og Fridhegist, allerførst. I Aaret 994 kom Olaf og Sven, som nu for første Gang nævnes, til London med 94 Skibe paa vor Frues Fødselsdag (8de Septbr.) De vilde have sat Ild paa Staden, men, heder det, de lede mere Skade end de troede det muligt at Borgerne kunde tilføje dem, og den hellige Guds Moder viste Borgerne sin Miskun, idet hun befriede dem fra deres Fiender. Disse anrettede imidlertid megen Ødelæggelse i Omegnen; de skjendte og brændte i Essex, Kent, Sussex og Hampshire, skaffede sig Heste, rede op i Landet saa langt de vilde, og gjorde usigelig Skade. Da besluttede Kongen og hans Witan at tilbyde dem Skat og Levnetsmidler, hvis de kun vilde afstaa fra at plyndre. De gik ind herpaa, og deres hele Hær opslog nu sit Vinterkvarteer i Southampton, hvor alle Indbyggerne af Wessex maatte bidrage til deres Underholdning. En Sum af 16000 Pund i Penge blev dem udbetalt. Derpaa, heder det, sendte Kongen Biskop Ælfeah og Ealdormanden Ædhelweard (sandsynligen den ovenfor oftere omtalte Krønikeskriver) efter Kong Olaf, og de ledsagede ham, efter at der var stillet Gisler og disse vare bragte ombord paa Skibene, med stor Hæder til Kongen i Andover. Kongen modtog ham af Biskoppens Haand, det vil sige, bistod ved hans Konfirmation, og gav ham kongelige Gaver. Olaf lovede til Gjengjeld, hvad han ogsaa holdt, at han aldrig siden skulde komme med Ufred til England^[26].

Dette er de ældste engelske Annalers Beretning om Olafs Bedrifter i England. Beretningen er i sig selv noget uklar, paa Grund af Haandskrifternes Afvigelser fra hinanden indbyrdes. Man erfarer ikke deraf, om Olaf var Anfører for de Vikingen som allerede nævnes 988, eller hvor længe han og Sven herjede i Forening. Af den Omstændighed, at der i 991 tales om Danegeld, skulde man vistnok formode, at Sven allerede da var med, hvilket ogsaa Antallet af Skibene i 991 og 994 synes at bestyrke^[27]. Dette hindrer imidlertid ikke, at han tidligere kan have herjet paa egen Haand, navnlig i 988. Men derimod er det tydeligt, at hvor Sven og Olaf optræde i Fællesskab, der viser Olaf sig som den øverste Høvding. Dette er en Omstændighed, hvortil man nøje maa lægge Merke. Det bestyrker nemlig det Udsagn hos Saxo, at Sven som Flygtning kom til Olaf. Det viser at Sven har sluttet sig som Underordnet til ham, ikke omvendt.

Vi ere endnu i Besiddelse af det Forlig, som Olaf sluttede. Overskriften lyder saaledes: „Dette er de Fredsmaal og den Aftale, som Kong Ædhelred eg alle hans Witan sluttede med Hæren, hvorved Anlaf, Justin og Gudmund Stegitas Søn vare tilstede“^[28]. Forliget begynder med at der skal være Fred mellem Ædhelred og alle hans Folk paa den ene Side, og „Hæren“ paa den anden, efter den Aftale, Erkebiskop Sigeric og Ealdormændene Ædhelweard og Ælfric gjorde, da de fik Kongens Tilladelse til at kjøbe sig Fred for de Stykker af Landet, de i Kongens Navn bestyrede. Her sigtes baade til den første Overeenskomst i 991, og til den senere i 994. Den Omstændighed, at den ene af Medkontrahenterne paa Vikingernes Side hed Jostein, viser at Olaf selv ej kan være nogen anden end Olaf Tryggvessøn, thi vi erfare af vore egne Sagaer, at hans Morbroder hed Jostein, og just paa denne Tid skal have været sendt ud til ham af Haakon Jarl, saaledes som vi nedenfor ville se. Det er saare merkeligt, at Svens Navn aldeles ikke forekommer i Traktaten. Dette viser at Olaf bar sluttet en Separatfred, hvori Sven ej var indbefattet; og da Fredstraktaten tillige indeholder den Betingelse, at Olaf og hans Mænd, saa længe de forbleve i Landet, skulde understøtte Ædhelred mod hvilken som helst „Skibshær“, der angreb England, maa følgelig et fiendtligt Forhold have opstaaet mellem Olaf og Sven. Dette stemmer nøje med Saxos Udsagn, at Olaf bortviste Sven, da denne anraabte ham om Hjelp. Sven skal derpaa ifølge Mag. Adams og Saxos Udsagn først have søgt Tilflugt hos Ædhelred, men forgjæves, derpaa hos den skotske Konge, med bedre Held. Saa meget er vist, at vi i 994 finde ham i de skotsk-irske Farvande, da han i dette Aar herjede Man^[29].

Olaf blev, som det heder, modtagen af Kongen selv fra Biskoppens Haand i Andover. Dette vil ikke sige, at Kongen stod Fadder til hans Daab, men at han var tilstede ved hans Konfirmation, og løste det hellige Bind af hans Pande^[30]. Altsaa var Olaf virkelig allerede døbt, førend han sluttede Forliget, og Sagaernes Beretning, at han blev døbt i Syllingerne, bliver saaledes meget sandsynlig^[31]. Man tør maaske endog antage, at hans Iver for Christendommen har gjort ham tilgængeligere for de engelske Fredsforslag, og mindre venligt stemt mod den fra Christendommen frafaldne Sven.

Det synes vistnok noget underligt, at hverken Sagaerne eller Skaldene omtale disse hans Bedrifter i England, eller i alle Fald kun løseligt berøre dem. Men denne Taushed eller Ufuldstændighed kan ikke opveje de engelske Aarbøgers samtidige Beretninger, og man har desuden ogsaa ved andre Lejligheder Exempler paa, at Skalde og Sagaer kun løseligt og unøjagtigt have berørt de Bedrifter, deres Helte udførte i fremmede Lande.

Olafs Giftermaal med Gyda kan ikke betvivles, især da en virkelig eller foregiven Søn af dette Giftermaal, Tryggve, senere fremtræder. Men at hun skulde være en Syster af den gamle, i 980 afdøde, Olaf Kvaran, er usandsynligt, og aldeles umuligt er det, hvad Sagaerne fortælle, at Olaf skal have opholdt sig hos Olaf Kvaran i Dublin. Olaf Kvarans Søn Sigtrygg er vist her forveclet med sin Fader, hvortil et eller andet Skalde-Udtryk om .Olaf, f. Ex. „Kvarans Maag“ e. a. d. let kan have givet Anledning. Sigtrygg var i Landflygtighed, maaske i England, indtil 994, da han vendte tilbage til Dublin. Han har i Forvejen sandsynligviis opholdt sig hos Olaf Tryggvessøn, der igjen har fulgt ham til Dublin.

Efter saaledes at have prøvet de forskjellige mere eller mindre sagnmæssige Beretninger om Olaf Tryggvessøns tidligere Liv, kunne vi udkaste følgende Billede deraf, som grundet paa sikre eller i alle Fald sandsynlige Data. Opdragen til sit 9de eller 12te Aar hos Reas i Estland er han bleven løskjøbt af sin Morbroder og bragt til Holmgard omkring 972. Her har Kong Vladimir maaske (men ogsaa kun maaske) taget sig af ham, efter at han ved Drabet paa Klerkon havde lagt en ikke ringe Grad af Kjækhed, og en efter de Tiders Anskuelser rosværdig Kjærlighed til sin Fosterfaders Minde for Dagen. Efter at have udført flere Krigsbedrifter i Rusland er han dragen i Viking har herjet ved Bornholm, Skaane og Gotland, og har ved Giftermaal erhvervet Besiddelser i Vendland, hvor han ligeledes har deeltaget i Fejder. Da hans Ophold i Vendland efter den rimeligste Tidsregning (983–986) falder netop i den styrbjørnske Tid, er det ej usandsynligt, at Olaf enten har sluttet sig til Styrbjørn, eller efter hans Fald, som det virkelig heder i enkelte Beretninger, haft et Tilhold i Jomsborg; maaske ogsaa en Deel af Jomsvikingerne have sluttet sig til ham. I denne Tid var der ogsaa allerede Anledning for ham til at blive kjendt med Sven Tjugeskegg. Efter sin Hustrues Død har han forladt Vendland, herjet i Danmark, Saxland, Frisland og Flandern, og maaske deeltaget i et Tog mod Kong Erik Sejrsæl. Endelig er han kommen til England, hvor han først herjede paa Northumberland, og siden fulgte Kysten nordefter til Skotland, samt videre mod Vest til Syderøerne, Man, Irland, Bretland og Kumraland (Cornwall?). Derfra er han dragen ud til Syllingerne, hvor han har ladet sig døbe, og tilbagekommen herfra har han for Alvor begyndt at hjemsøge England. Paa denne Tid maa Sven Haraldssøn være kommen til ham, fordreven af Erik Sejrsæl, for at bede ham om Hjelp. Olaf har ogsaa sluttet Forbund med Sven, og de have herjet i Fællesskab, deels i det sydlige England, deels paa Østkysten, indtil Forliget 994 skilte dem ad. Imidlertid er Olaf bleven gift med Gyda, enten en Syster eller en Datter af Olaf Kvaran, og har maaske med hendes Haand faaet nogle Besiddelser i det sydvestlige England, hvilke Besiddelser vel endog fornemmelig have sat ham istand til at optræde med den Kraft og Overlegenhed, han øjensynligt lagde for Dagen. Efter Forliget 994 har Ædhelred sendt Ealdormanden Ædhelweard og Biskop Ælfeah til ham for at indbyde ham til et venskabeligt Møde i Andover. Olaf har modtaget Indbydelsen, dog kun efter først at have sikret sig ved Gisler; ved dette Møde er Venskabet mellem ham og Ædhelred knyttet end fastere, og Olaf er i hans Nærværelse bleven konfirmeret.. Efter et kort Ophold i England har Olaf derpaa sandsynligviis ledsaget sin Svoger Sigtrygg Silkeskegg til Dublin, og opholdt sig her, indtil han, som vi snart skulle se, omsider vendte tilbage til sit Fædreland^[32].

De i Forliget mellem Olaf og Ædhelred tagne Bestemmelser ere saare merkelige, for saa vidt som de synes at vidne om, at Olaf har haft Besiddelser, uafhængige af Ædhelred, hvilke Besiddelser alene kunne have været i England eller Irland, da Olaf paa den Tid endnu ikke var bleven Konge i Norge. Af disse Bestemmelser udhæve vi følgende:

1) Hvis nogen Skibshær (sciphere)^[33] herjer paa England, skal Ædhelred have Olafs og alle hans Mænds Bistand, og imidlertid skaffe dem Føde, saa længe de ere sammen med ham.

2) Ethvert „Land“, der freder den (d. e. giver ham fredeligt Ophold)^[34], som herjer paa England, skal være utlægt for (d. e. i Fiendskab med) Kong Ædhelred og hele Hæren (Olafs Hær).

3) Ethvert Kjøbmandsskib, om end ufredt (d. e. tilhørende et fiendtligt Rige) skal, om det løber ind i en Flodmunding (múðe d. e. Havn) have Fred, naar det kun ikke er „drevet“^[35]. Er det drevet, men flygter til en saakaldt Fredborg, og Mandskabet slipper ind i denne Borg, da skulle Mændene og hvad de medbringe, have Fred^[36].

4) Enhver af dem, der ere i Fred med nogen af Kontrahenterne^[37], skal have Fred saa vel til Lands som til Vands, saa vel inden Havn som uden. Kommer Kong Ædhelreds Fredmand til et ufredt Land, og Hæren (d. e. Olafs Hær) kommer did, da skal hans Skib og alt hans Gods have Fred, ligesaa om han har draget sit Skib paa Land eller gjort et Skuur^[38] eller slaaet Tjeld. Men har han bragt sit Gods op i et Huus sammen med Ufredmænds Gods, da mister han sit Gods, men nyder Fred og Liv for sin Person, for saa vidt han angiver sig som Fredmand. End flygter han, eller sætter sig til Modværge, eller vil ej give sig tilkjende, og bliver dræbt, ligger han ugild. Hvis nogen (Fredmand) berøves sit Gods, og han veed af hvilket Skib, da skal Styremanden enten udlevere hans Gods, eller selv femte aflægge Ed paa at han tog Godset med Rette.

5) Hvis en engelsk Fri-Mand dræber en dansk^[39] Fri-Mand, bøde ham med 30 Pund, eller ogsaa vorde udleveret, ligesaa hvis en dansk Fri-Mand dræber en engelsk. Hvis en Engelskmand dræber en dansk Træl, bøde ham med et Pund, ligesaa omvendt. Hvis 8 Mænd ere dræbte, da er det Fredbrud, inden eller udenfor Borgen. Under 8 Mænd bødes fuld Mandebod.

6) Er kredbrud begaaet indenfor Borgen, skulle Borgerne selv fare til og tage Banemændene, levende eller døde, eller deres nærmeste Frænder, Hoved for Hoved. Ville de ej, da skal Ealdormanden; vil han ej, skal Kongen; vil han ej, da skal hele Ealdordømmet ligge i Ufred^[40].

7) Ethvert Drab, enhver Herjen og enhver Skade, begaaet for denne Fred sluttedes, skal ej tages i Betragtning, og ingen skal enten hevne det eller æske Bod derfor. Og ingen af Parterne skal modtage den andens Wealh^[41], eller Tyv eller Fiende.

8) Angiver nogen en Landsmand (Engelskmand) for at have stjaalet Kvæg eller dræbt en Mand, og een Skeidmand^[42] og een Landsmand bekræfte det, da er hiin ej berettiget til at benegte det. Hvis nogen af Skeidmændene dræber kongeligt Kvæg, da ere de utlæge baade blandt dem selv og for Kongen og Ubodemænd.

9) For Freden blev der betalt til Hæren 22000 Pund Guld og Sølv af England^[43].

Af denne Traktat, den eneste i sit Slags, som vi besidde^[44], erfare vi nøje Olafs og hans Hærs Stilling i England. Han havde ikke, som Gudrum i sin Tid, og Rolf i Nordmandie, til Hensigt at gjøre England til sit Hjem. Vistnok havde han Besiddelser, enten der eller i Nærheden, men hans Hovedbeskjeftigelse var dog endnu at sværme om paa Vikingetog, og de Bestemmelser, Traktaten indeholder, sigte fornemmeligen til at sikre Ædhelreds Undersaatter og øvrige saakaldte Fredmænd for Overfald af Olafs Krigere. Disse vedblive at kaldes „Hæren“ eller „Skeidmændene“; at de drage om paa Havet og søge at opbringe Skibe, endog Kjøbmandsskibe, forudsættes som det sædvanlige. Uagtet Christen, og, som vi ville erfare, en meget ivrig Christen, var dog Olaf altsaa endnu lige fuldt Viking og Søkonge i Ordets egentligste Forstand. Saa lidet formaaede Christendommen endnu at formilde Sæderne og opklare Begreberne.

Olafs Magt og Anseelse maa have været meget stor, siden han kunde foreskrive Ædhelred saadanne Betingelser. Han optræder som hans Ligemand. Hans Skibe vare berettigede til at forfølge fremmede Kjøbmandsskibe lige ind i en engelsk Havn, og om det end lykkedes Besætningen at flygte ind i nærmeste By, kunde dette dog ikke redde Skibet. Hvis en Engelskmand beskyldte en af Olafs Skibsstyrere for at have taget Gods fra ham med Urette, kunde denne fri sig ved at besværge selv femte eller med flere af sine Skibsfolk, at han tog det med Rette Og Drabet af 8 Vikinger regnedes for Fredbrud; hvis Ealdormanden eller Kongen da enten ikke vilde eller kunde fremskaffe Gjerningsmændene eller deres Frænder – eller, tør man vel og tillægge, udrede Bøder saa vel for Drabene som for Fredsbrudet – var det hele Distrikt ikke længer Fredland: da kunde Vikingerne frit herje der uden at Freden derfor var brudt med de øvrige Dele af Landet. Og alle disse Rettigheder havde Ædhelred maattet tilstaa Olafs Hær, efter at have udbetalt 26000 Pund. At Ædhelred kunde bekvemme sig til et saadant Forlig, viser, hvor England var gaaet tilbage i Magt siden hans Faders, den dygtige Eadgars, Tid. Man kan vel ogsaa sige, at med Erkebiskop Dunstan, der døde 988^[45], faldt Landets sidste Værn mod indre Forfald og ydre Vold. Dertil kom, at Ædhelred netop i den sidste Tid, førend Olaf angreb ham, havde ført en blodig og for de engelske Vaaben meget uheldig Krig med Hertug Richard af Nordmandie. Denne Krig tilendebragtes kun efter Pave Johannes den 16des Mægling, ved en Fredsslutning i Rouen den 1ste Marts 991^[46]. I det samme Aar viste Olaf sig ved Ipswich og Maldon.

1. Se ovf. S. 23. Dette skulde have været i Aaret 964; Aaret i Forvejen (963) var Olaf fød, samme Aar, hans Fader Tryggve blev dræbt, ifølge den sædvanlige Angivelse i Kongesagaerne; dog maa det ej oversees, at Ágrip ved hans Faders Død lader ham være 3 Aar gammel (Cap. 14); han skulde i saa Fald være fød 960.
2. Hist. Norv. fol. 9a. siger udtrykkeligt, at det var Haakon, som efterstræbte Olaf.
3. Olaf Tryggv. Saga Cap. 92; hos Snorre Cap. 58.
4. I Odd Munks Olaf Tr. Saga, Cap. 1 heder Husbonden Eres, Konen Rechon, og Sønnen Reas.
5. Saavel Olaf Tryggv. Saga Cap. 58, som Snorre Cap. 21 tale her om at det ved flere Hoffer var Skik og Brug, at Kongen og Dronningen holdt hver sin Deel af Hirden; dette var og Tilfældet i Holmgard; Kongen og Dronningen kappedes med hinanden om al have de dygtigste Hirdmænd, og dette skulde være Aarsagen, hvorfor hun søgte at drage Olaf til sig.
6. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 46, 47, 57–59, 70–80.
7. Den saakaldte Odd Munks Saga, trykt i Fornmanna Sögur, 10de B.
8. Odd Munk, Ol. Tr. S. Cap. 3–14.
9. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 5–7; 21–26; 30–35.
10. Ágrip, Cap. 14–16. Hermed stemmer Historia norvegiæ, fol. 9.
11. Theodor. Mon. Cap. 7.
12. Fagrskinna, Cap. 68, 69.
13. Se ovenfor S. 175, 176.
14. Snorre Ol. Tr. S. Cap. 90.
15. Snorre, Cap. 22, 25, 30, 31. Ol. Tr. Saga Cap. 50, 70, 73, 77. Fagrskinna, Cap. 69. Denne sætter, vistnok urigtigt, Halvverset om Gardarike mellem dem, der handle om Friser og Flæminger.
16. Se Munchs og Ungers Oldn. Læsebog, S. 120.
17. Rekstefja er heelt aftrykt i Script. histor. Isl. III. S. 243 flg., hvor Sv. Egilssøn tillige har forudskikket en Indledning, i hvilken han beviser, at Hallarstein neppe kan være nogen anden end Stein Herdisesøn.
18. I Eyjulf Dadaskalds „Bandadrapa“, som han digtede om Erik Jarl, heder det om dennes Herjetog i Rusland omtr. 996, at han hjemsøgte „Valdemars Land“. (Snorre, Ol. .Tr. S. Cap. 97.)
19. Svjatoslavs Moder Olga, gift, med Igor i Aaret 903, død 969. Hun maa da altsaa have været meget gammel. (Se Nestor ved disse Aar).
20. Overhoved ere, som det synes, Sagaskriverne tilbøjelige til at anvende en enkelt Fyrstes Navn som Repræsentant for Landet selv, uden Hensyn til om han virkelig herskede paa den Tid, hvorom der er Spørgsmaal. Saaledes nævnes Valdemar eller Vladimir for Rusland, Burislav eller Boleslav for Pommern, og, som vi nedenfor ville finde, Olaf Kvaran for Dublin; Mattull for Finmarken have vi allerede tidligere bemerket. Dudo, der ogsaa skriver i Sagastiil, er tilbøjelig til det samme, saaledes nævner han Henrik af Tydskland i Stedet for Otto.
21. Se Nestor ved de her nævnte Aar.
22. Se Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur Cap. 76. Sagaens Ord ere følgende: „Det, som nu er sagt om Olaf Tryggvessøns Christendomsforkyndelse i Gardarike, er ej utroligt, thi en ypperlig og sandfærdig Bog, ved Navn Imago mundi, beretter klarligen, at de Folk, der kaldes Russer, Polaner og Ungarer, christnedes i Kejser Otto den 3dies Dage; og nogle Bøger sige, at Kejser Otto selv drog i Austerveg tilligemed Olaf Tryggvessøn, og tvang Folk til at antage Christendommen“. Bedre Vidnesbyrd end dette behøves ej om, hvor svag Grund Beretningen hviler paa.
23. Adam Brem. II Bog, Cap. 86. Mag. Adam siger her, at Efterretningen om at Kong Erik havde antaget Christendommen, havde han faaet af Kong Sven Ulfssøn; at han derimod skulde have ført Krig mod Otto III og været overvunden af ham, nævnte Sven intet om, men det havde han hørt af andre. Dette skal vel betyde saa meget, som at han ej er sikker paa Beretningens Troværdighed.
24. Slaget ved Maldon er besunget i et eget Digt, hvoraf et Brudstykke endnu findes, senest aftrykt i Thorpes Analecta Anglosaxonica, 2den Udg. S. 131–141. Striden foregik ifølge dette ved en Bro over Elven Spante, nu Blackwater, i Essex. Brihtnodh, heder det, var paa Jagt, da Budskabet kom om at Fienden var landet. Han lod strax Høgen flyve, og ilede til Kampen, ledsaget af Eadric, Wulfstan, Ælfhere og Maccus (det er altsaa nu 3die Gang dette besynderlige Navn forekommer); de tre sidste skulde forsvare Broen. Der nævnes flere angliske Krigere, men ingen af de norske eller danske.
25. Dette er saaledes gjengivet i Medhold af Florents’s Oversættelse og Matthæus af Westminster, saa vel som og paa Grund af den Omstændighed, at den til Fienden overgangne Ælfrics Skib siges at vare taget. Thi af Chron. Sax. kan man ej se, om det var den engelske Flaade, eller Vikingerne, som vandt. Henrik af Huntigdon derimod i sin engelske Historie (l. V. Mon. hist. Britt. S. 749) lader „Danerne“ være de sejrende og dræbe mange af Londonerne.
26. Chron. Saxonicum, i Monumenta hist. Brit. I. S. 400–403. Her maa det dog bemerkes, at de to forskjellige Klasser af Haandskrifter afvige indbyrdes, saa vel med Hensyn til Vidtløftighed, som i Tidsregningen Det ældste og bedste Haandskrift, der fra 891 synes at være fortsat samtidigt Aar efter Aar, men efter 925 kun har faa Antegnelser, indeholder intet for Aarene 985 til 993, og heller ikke fra 995 til 1001, men sammentrænger i 993 og 994 Begivenhederne for flere Aar. Saaledes beretter den 993: I dette Aar kom Olaf (Unlaf) med 93 Skibe til Staines, herjede det udentil, foer derfra til Sandwich, derfra til Ipswich, som han overrendte, og saa til Maldon, hvor han stred med Brihtnodh o. s. v.; siden sluttede man Fred med ham, og Kongen modtog ham af Biskoppens Haand ved Canterbury-Biskoppen Sigerics og Winchester-Biskoppen Ælfeahs Medvirkning. For 994 berettes kun Sigerics Død og hans Eftermand Ælfrics Ophøjelse til Erkestolen. Til dette Haandskrift (Cambridge-Haandskr.) slutter sig et andet (Cotton, Otho B. XI. 2) ligeledes, som det lader, temmelig gammelt, da det nemlig ender ved 1001. De øvrige Haandskrifter, af hvilke dog det ældste er skrevet med een og samme Haand lige til 1046, hvilket viser, at Begivenhederne før dette Tidspunkt ej ere samtidigt nedtegnede, omtale Watchets Plyndring, Godas Drab og Dunstans Død 988, Sigerics Ophøjelse til Erkestolen 990, Ipswichs Plyndring og Brihtnodhs Fald ved Maldon – hvorved dog, vel at merke, Olafs Navn ej nævnes – samt det første Danegeld af 10000 Pund, ved 991, Flaadens Samling ved London og Ælfrics Forræderi 992, Stormen paa Bamborough, Herjingen ved Humber i Lindsey og Northumberland m. m. 993, og endelig Olafs og Svens Ankomst til London med 94 Skibe, samt den vidtløftigere Beretning om hans Besøg hos Kongen i Andover m. m. 994. Til 995 henføres Sigerics Død. – Ere nu end ikke disse Beretninger samtidige, saa maa de dog vistnok ansees paalidelige, da en Nedskriver i 1046 endnu godt kunde erfare Begivenheder fra 990–1000 af Øjevidner, ligesom det vel og er sandsynligt, at han har afskrevet ældre Originaler. Dertil kommer, at samtidige Diplomer udtrykkelig omtale Sigeric endnu i 995, hvilket viser, at det ældre Haandskrift urigtigt henfører hans Død til 994. Den Omstændighed, at det ældste Haandskrift kun en sjælden Gang antegner Begivenheder, gjør det rimeligere at antage, at dets Nedskriver ej har benyttet ældre Kilder, og at hans Hukommelse derfor lettere kan have slaaet ham Fejl. Da det nu er dette Haandskrift, som nævner Olaf ved Angrebet paa Ipswich, til samme Tid som det omtaler hans Fredsslutning, medens de øvrige Haandskrifter først omtale Olaf 994, bliver det vistnok altid muligt, at hiint med Urette kan have tillagt Olaf de før 994 udførte Bedrifter; dog, da Fredstraktaten mellem Ædhelred og Olaf (se nedf.) udtrykkelig paaberaaber sig det ældre Forlig, altsaa det af 991, maa Olaf følgelig ogsaa have været den, som sluttede dette. Den ældste engelske Annalist efter Chron. Sax., Florents af Worcester († 1118), fortæller at de „Daner“, der plyndrede Ipswich og fældte Brihtnodh ved Maldon, vare Jostein og Gudmund Stegita’s Søn. (Mon. hist. Brit. I. S. 580). Men da Florents’s Notitser hovedsageligen kun ere Oversættelser fra Chron. Sax., bliver denne Angivelse mistænkelig, og man ledes til den Formodning, at han alene har hentet Josteins og Gudmunds Navn fra Fredstraktaten. Florents siger og i Anledning af Olafs Konfirmation, at Kongen adopterede ham som Søn, hvilket Tillæg vel alene kan betragtes som en mægtig Forskjønnelse af Udtrykkene i Chron. Sml. Endelig tilføjer han, at Olaf Sommeren efter det sluttede Forlig rejste hjem til sit Fædreland. Da heller ikke dette Tillæg findes i Chron. Sax., tør man ej anse det for aldeles paalideligt, eftersom Florents ogsaa her kan have ladet sig forlede til at udvide Originalens simple Udtryk, „at Olaf holdt sit Løfte, aldrig at ville komme med Ufred til England“. Men da dog altid den Mulighed er forhaanden, at Florents virkelig kan have benyttet et vidtløftigere Haandskrift, end det, vi nu kjende, eller for øvrigt hast andre Oplysninger, bliver Tillægget merkeligt nok, og vilde, hvis det var sikkert, end mere bestyrke, at Annalernes Olaf er Olaf Tryggvessøn. – Fra Florents ere de nævnte Tillæg komne ind hos Simeon af Durham (Twysden, S. 162, 163), og Henrik af Huntingdons Annaler (Savile S. 428).
27. Hvad for øvrigt Skibenes Antal angaar, da synes den Omstændighed, at de Haandskrifter, der henføre Angrebet til 993, nævne 93 Skibe, medens de, som henføre det til 994, nævne 91, at vidne om at man her vilkaarligt har rettet Tallet efter Aarstallet. Man erfarer altsaa kun, at Skibenes Antal var meget stort.
28. Thorpe’s udg. af.de gamle engelske Love, S. 121. At „Justin“ er „Jostein“, kan ikke betvivles, og Navnet Stegita, der efter den norske Udtale skulde være „Steiti“, synes urigtigt opfattet; man skulde næsten antage det for en Fejlskrift i Stedet for Igstan, angl. Form for Eysteinn.
29. Brut y Tywysogiun, S. 851. Caradoc fortæller noget mere om Svens Bedrifter, idet han tillige lader ham herje Wales, men ved Sammenligning med Brut y Tywysogion ser man, at han alene vilkaarligt har sammenkjedet dettes afbrudte og ikke indbyrdes sammenhængende Notitser.
30. Florents (S. 582) har udtrykkeligt confirmari ab episcopo fecit.
31. Naar Thjodrek Munk her forresten nævner Abbed Bernhard som den, der døbte Olaf, synes han at have hentet dette ved en Misforstaaelse fra Mag. Adam, II. 51, 55.
32. Paa dette Sted er det af Vigtighed at lægge Merke til, hvad Odd Munks, eller den legendariske, Olaf Tryggvessøns Saga i Cap. 22 anfører om Tidsregningen fra hans Fødsel til hans Hjemrejse. Vistnok er denne Bearbejdelse for øvrigt den upaalideligste af dem alle, men da den i dette Capitel kun omhandler Chronologien, og udtrykkeligt beraaber sig paa Are og Sæmund Frode, hvis Optegnelser man paa den Tid altsaa maaske har haft, danner det, som her anføres, en Undtagelse. „Are Frode“, heder det, „og mange andre sige at Olaf var 22 (efter et andet Haandskrift 32) Aar, da han kom til Landet, og at han regjerede i 5 Aar. Andre derimod paastaa at han, da han tog ved Riget, var 32 (efter det andet Haandskrift 22) Aar gammel. Vi skulle nu undersøge Beregningen. De sige, at ved Tryggves Død var Olaf endnu ej fød, men blev fød i samme Aar, var den første Vinter hos sin Morfader, og siden i 2 Aar hos Haakon den gamle i Svithjod, drog derfra 3 Aar gammel, var i Trældom 6 Aar, i Gardarike 11 (efter det andet Haandskrift 9) Aar, i Vendland 3 Aar, i de vestlige Lande 9 Aar; derpaa drog han fra England, og var da 33 Aar gammel“. Beregningen er, som man ser, i det andet Haandskrift ikke nøjagtig, da Olaf ifølge dette bliver 30, ej 32 Aar, da han forlod England. Men denne Fejl kan dog let forklares (ved IX i Stedet for XI); vanskeligere er det at bestemme, hvilket Haandskrift har Ret, naar det ene lader Are angive Olafs Alder til 22, det andet til 32 Aar. Vi erfare dog heraf saa meget, at der i det 13de Aarhundrede, da denne Saga blev ført i Pennen, var flere, som angave Olafs Alder 995 til 32, Aars og at dette maaske er Ares egen Mening. Dette bestyrker altsaa i høj Grad den af os fulgte Tidsregning, hvorved Olaf bliver fød 963. „Disse Mænd“, vedbliver Sagaen, „Sæmund og Are, samtykke deri, at Haakon Jarl styrede Riget i 33 Aar efter Harald Graafelds Fald, hvilket synes os at stemme meget godt med hiint Udsagn“. Dette er nu vistnok urigtigt, da de 33 Aar skulle regnes fra Sigurd Jarls Fald; men da denne Notits aabenbart kun er indført for derefter at beregne Olafs Fødselsaar, se vi dog saa meget, at baade Are og Sæmund maa have antaget det for at ligge i Nærheden baade af Haralds Fald og Haakons Tiltrædelse til sit Fædrenerige. „Der siges“, heder det endvidere, „at Olaf Tryggvessøn har haft 3 Tider i sine Dage, den første da han var i Vanhæder og Trældom, den anden da hans Liv var glimrende og heldigt, den tredie da det var berømmeligt, men fuldt af Bekymringer. „Men“, siges der, „det er muligt at Einar Thambeskelver eller Olafs Syster Aastrid ej have regnet de 9 eller 10 Aar, han var i Trældom, og mange antoge ham død; thi da han blev funden af sine Frænder, var han som oprejst af Døden, og regnede de ham da kun 27 (efter det andet Haandskrift 26) Aar gammel“. Det sidste Tal er forvansket i begge Haandskrifter, og skal naturligviis læses 22, som ovenfor (XXII for XXVII). Ifølge denne Beregning til 32 Aar skulde altsaa Olaf være fød 963, kommen til Estland 966, til Rusland 972, til Vendland 983 (hvor han har været under Vladimirs Fraværelse bliver uoplyst), og til de vestlige Egne 986. Denne Beregning er ingenlunde usandsynlig. Kunde man nu ogsaa antage den Angivelse, at han ved sin Daab var 25 Aar gammel, for rigtig og ej for en Frugt af senere Beregninger, skulde altsaa hiin Begivenhed være indtruffen 988, tre Aar førend hans Angreb paa Ipswich. Og i disse 3 Aar falde da hans Giftermaal med Gyda, som maa have haft sit Hjem et Sted i det sydvestlige England.
33. Ved „Hær“ (here) eller „Skibshær“ forstaaes altid „Vikingehær“.
34. Her bruges Udtrykket friðigian, det oldn. friða, d. e. tilstaa Fred, saa at Landet for vedkommende Vikingehær bliver „Fredland“.
35. Ved „drevet“ (gedrifen) forstaaes her tydeligt nok „forfulgt“, nemlig af et Skib, der hørte til Olafs Flaade.
36. Borg (burh) kaldtes i England, ligesom hos os, i den ældste Tid Stæder, der vare omringede med en Muur. „Fredborg“ er en Stad, der tilhørte det Distrikt, fem havde Fred for Vikingerne og tilstod dem fredeligt Ophold.
37. Der staar „älc ágenra friðmanna“, hvilket maaske nærmest gaar paa Ædhelreds Undersaatter. Dette synes at vise, at flere af dem ej vare „Fredmænd“, eller altsaa strede mod de Fremmede paa egen Haand.
38. I Texten staar hule d. e. Hytte.
39. Dette bekræfter, hvad ogsaa Sagaerne melde, at der i Olafs Hær var mange Daner. Disse have vel endog udgjort den overvejende Deel, thi Olaf havde endnu ikke været hjemme i Norge, og saa vel i Østersøen, som ved England maa de danske Vikingers Antal paa denne Tid have været størst. Erindres maa det, at han havde opholdt sig 3 Aar i Vendland, ja efter fleres Sigende endog været i Jomsborg, og at saaledes flere Jomsvikinger kunne have sluttet sig til ham, ikke at tale om hans Forbund med Kong Sven.
40. D. e. da skulde Olaf og hans Mænd have Ret til at herje der.
41. Wealh ɔ: Walliser, Briter, Indbyggere af Wales. Det bruges her i Stedet for „Træl“, hvilket tydeligt nok viser, at Trællene paa den Tid fornemmelig vare Kelter.
42. Her bruger Texten det oldn. Ord sceiðman d. e. hørende til Vikingeskeiderne.
43. Ifølge Chron. Sax. betaltes først 10000, siden 16000 Pund, altsaa tilsammen 26000; denne Uovereensstemmelse kan maaske forklares derved at Krøniken nøje angiver Summen („i Penge“), Traktaten derimod Vegten, saaledes at hvad der betaltes deels i Guld, deels i Sølv, nok vejede 22000 Pund, men i Værdi beløb sig til 26000 Pund Sterling. – De følgende to Artikler, der i Udgaven anføres under Forliget (S. 123, 124) høre aabenbart ej dertil; her tales om Bestemmelser af „Witan“, for det hele Land, uden at de Fremmede endog i mindste Maade omtales.
44. Vi have vistnok ogsaa Ælfreds og Edwards to Traktater med Gudrum, men deels ere disse sluttede med en dansk, ikke en norsk, Fyrste, deels angaa de en formelig Nedsættelse i Landet, ikke midlertidigt Ophold af en Vikingehærs heller ikke omtale de saadanne, alene af Vikingebedrift opstaaende Tilfælde, som Traktaten af 994. Denne kan derfor visselig kaldes eneste i sit Slags.
45. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. S. 400.
46. Denne Krig samt Fredsslutning, der kun omtales af Villjam af Malmesbury, II. (Savile S. 64), antages af nogle for den samme som den, Villjam af Jumièges V. 4 (Duchêne S. 250) henfører til Richard d. 2dens Tid, se Lappenberg Gesch. Englands I. S. 421-423, II. S. 32. Villjams bestemte Udsagn lader sig dog kun vanskeligt bortvise. Lappenberg henter sit Hovedargument derfra, at hvis Krigen, som Villjam siger, skede efter Ædhelreds Giftermaal med Richards Datter Emma, maatte den have foregaaet i 1003, da Ædhelred ej egtede Emma førend i 1002, efter Chron. Sax.’s Udsagn, og i denne Tid havde han saa meget at bestille med Krigen mod Danerne, at han ej kunde tænke paa nogen Angrebskrig paa Nordmandie. Men herved er at merke, at Angivelsen i Chron. Sax. er urigtig, da man har et Brev fra Emma som Dronning (hun kalder sig Ælfgyna Ymma regina) allerede fra 997 (Kemble, Cod. Dipl. ævi anglos. III S. 279). Krigen kan altsaa være fort i Aarene 997–1000.