Det norske Folks Historie/2/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi forlode Olaf Tryggvesſøn, da han ſom et lidet Barn var kommen til Svithjod, hvorhen hans Moder Aaſtrid og hans Foſterfader Thorolf havde bragt ham, forat han kunde undgaa Gunnhild Kongemoders Efterſtræbelſer[1]. Da de havde opholdt ſig her i to Aar, fik Aaſtrid, ſom det fortælles, Lyſt til at drage til ſin Broder Sigurd, der ſtod i den rusſiſke Storfyrſte Valdemars eller Vladimirs Tjeneſte og nød ſtor Anſeelſe af ham. Det er muligt, at hun for en ſtor Deel beſtemtes dertil af Frygt for at Haakon Jarl, ſom nu var bleven Herre i Norge, vilde fornye Efterſtræbelſerne efter Olaf, der maatte være lige ſaa farlig for ham, ſom for Gunnhilds Sønner[2]. Haakon den gamle, hos hvem hun opholdt ſig, ſkaffede hende med Søn og Følge Plads paa et Kjøbmandsſkib, der ſkulde til Gardarike. Men paa Overfarten bleve de overfaldne af Vikinger fra Eſtland, der bemægtigede ſig Skibet med Gods og Folk. Af Folkene dræbte de nogle, de øvrige ſkiftede de mellem ſig tilligemed Godſet, for at bruge eller ſælge dem ſom Trælle. Paa denne Maade bleve Moder og Søn ſkilte fra hinanden. Aaſtrid var i Førſtningen for ſaa vidt den heldigſte, ſom hun blev bragt til et Trællemarked i Eſtland, eller ſom det ogſaa berettes, i Vendland, hvor en rig og højbyrdig Kjøbmand fra Viken, ved Navn Lodin, gjenkjendte hende trods hendes flette Klæder og forgræmmede Udſeende, og løskjøbte hende paa den Betingelſe at hun ſkulde egte ham, hvori hun gjerne ſamtykkede[3]. Olaf, hans Foſterfader Thorolf og dennes Søn Thorgils tilfaldt en af Vikingerne, ved Navn Klerkon, ſom dræbte Thorolf, der ſyntes ham for gammel til at han kunde have nogen Nytte af ham, men bragte begge Drengene til Eſtland og bortbyttede dem her til en Mand ved Navn Klerk for en god Buk. Ikke længe efter bortbyttede igjen Klerk dem for en god Trøje eller Kappe til en tredie Mand ved Navn Reas, hvis Huſtru hed Rekon, og hvis Søn hed Rekni[4]. Den Omhyggelighed og Nøjagtighed, hvormed den gamle Beretning har opbevaret disſe Navne, viſer hvilken Vegt man lagde paa alle, endog de ubetydeligſte Omſtændigheder, der vedkom Olaf Tryggvesſøns Barndoms- og Ungdoms-Hiſtorie, og borger tillige paa en vis Maade for Beretningens egen Troværdighed. Reas ſkal have viiſt Olaf megen Godhed, og holdt ham i lige ſaa megen Agt ſom ſin egen Søn, medens derimod Thorgils blev ſat til at forrette Trællearbejde. Sex Aar ſkal Olaf paa denne Maade have tilbragt hos Reas. Da, heder det, traf det ſig juſt, at hans Morbroder Sigurd Eriksſøn kom til Eſtland i Kong Valdemars Ærende for at indkræve Skat. Da Sigurd en Dag red med et ſtort Følge forbi Reas’s Gaard, fik han Øje paa Olaf, der legede med andre Smaadrenge paa Torvet. Hans Udſeende paafaldt Sigurd ſom udenlandſk. Han red hen til ham og ſpurgte ham om hans Navn. Olaf ſagde ham fuldſtændig Beſked, og da Sigurd ſaaledes erfoer at Drengen var hans Syſterſøn, beſluttede han ſtrax at løskjøbe ham. Olaf fordrede, at han ogſaa ſkulde kjøbe hans Foſtbroder Thorgils, og Sigurd føjede ham deri. Han tog dem med ſig til Holmgard, og beholdt dem hos ſig, uden for det førſte at aabenbare noget om Olafs Fædreneæt. Men han kunde ikke længe holde den hemmelig. En Dag var Olaf ude paa Torvet, og havde en liden Øxe i Haanden. Da fik han ſe Klerkon, der havde dræbt hans Foſterfader, gjenkjendte ham ſtrax, gik hen til ham og ſatte Øxen i Hovedet paa ham, ſaa at den kløvede hans Isſe. Den offentlige Fred overholdtes ſaa ſtrengt i Holmgard, at der var Dødsſtraf for hver den, ſom dræbte udømt Mand. Alle de Tilſtedeværende ſtimlede derfor ſammen for at gribe Olaf og dræbe ham, men han løb hjem til Sigurd ſaa haſtigt ſom muligt, og Sigurd bragte ham ſtrax til Dronningen, hvis Navn var Allogia, med Bøn øm at hun vilde beſkytte ham. Hun lovede det, og ſagde at det var ſtor Synd at dræbe en ſaa ſmuk Dreng. Hun bad ſtrax alle ſine Mænd væbne ſig, og ſamle ſig i hendes Gaard. Folkehoben fik ſnart at vide, at den unge Drabsmand var hos Dronningen; ikke deſto mindre fordrede de ham udleveret, og det vilde være kommet til Blodsudgydelſe, hvis ikke Kongen havde blandet ſig i Sagen og beroliget Folket ved at love dem Bøder før Drabet. Disſe udredede Dronningen, og Olaf forblev indtil videre hos hende. Men der var, heder det, den Lov i Gardarike, at ingen kongebaaren Mand maatte opholde ſig der uden Kongens Vidende og Samtykke. Sigurd var derfor nødt til at aabenbare Dronningen den rette Sammenhæng med Olafs Fødſel og Maaden, hvorpaa han var kommen did, idet han tillige bad hende lægge et godt Ord ind for ham hos Kongen. Dronningen opfyldte hans Bøn, og Kongen tog ham nu til ſig, opdrog ham ſom en Kongeſøn, og lod ham oplære i alle ridderlige Øvelſer. Olafs tilkommende Herlighed havde imidlertid oftere været forudſagt. Gardekongen Valdemars gamle, fremſynede Moder havde allerede kort efter Olafs Fødſel ſagt, at der i Norge var fød en Kongeſøn, ſom ſkulde blive opdragen i Gardarike og naa ſtor Berømmelſe; og da han kom til Landet, ſkulle mange Spaamænd have forkyndt, at en ung Udlændings Fylgjer vare komne, og at det klare Lys, der ſkinnede over ham, ſkulde brede ſig over hele Gardarike og Verdens øſtlige Deel. Disſe Udſagn ſkulle fornemmelig have bevæget Dronningen til at tage ſig af ham. Allerede i ſit 12te Aar ſkal Olaf have anmodet ſin Foſterfader Kong Valdemar om at faa Folk og Skibe til at drage i Leding; Kongen ſkal have opfyldt hans Begjæring, og Olaf tilbageerobrede nu, heder det, flere Hereder og Borge, der havde løsrevet ſig fra Valdemars Herredømme. Hans Folk gave ham efter den ſædvanlige Vikingeſkik Kongenavn; han tilbragte flere Aar i Leding, vandt rigt Bytte, og værnede kraftigt om Valdemars Rige. Men, heder det, det gik her ſom ſaa ofte, hvor Udlændinger komme til ſtor Anſeelſe, at de faa mange Misundere; Olaf fik ogſaa ſine, der foreſtillede Kongen, at han var alt for mægtig, og desuden havde altid ſaa meget at tale med Dronningen om[5]. Kongen laante Øre til deres Tale, og blev uvenlig mod Olaf; denne merkede det, klagede til Dronningen derover, og ſagde at han helſt vilde drage tilbage til de nordiſke Lande, hvor hans Frænder havde boet før ham. Dronningen gav ham Medhold heri; han gjorde ſine Skibe rede, og forlod Gardarike, 18 Aar gammel. Han landede ved Bornholm, gjorde Landgang, overvandt Indbyggerne, ſom ſamlede ſig mod ham, og vandt ſtort Bytte. En Storm drev ham derfra til Vendland, hvor han foer fredeligt frem og blev godt modtagen. Kongen, Burislav, havde tre Døtre, Geira, Gunnhild og Aaſtrid; den førſte havde været gift, men var nu Enke, og herſkede der ſom Dronning efter ſin Mand. Hendes Hovedborg, hvor hun boede, var ikke langt fra det Sted, hvor Olaf laa med ſine Skibe. Efter ſin fornemſte Raadgiver Dixins Raad indbød hun Olaf, der kaldte ſig Ole den gerdſke, til ſig for hele Vinteren med alle hans Folk. Han modtog Indbydelſen. Han og Geira taltes ofte ved; de ſyntes godt om hinanden, og Enden blev, at han bejlede til hende og fik hende. Flere Borge, der hørte til hendes Rige, vare faldne fra; han undertvang dem alle i Løbet af Vinteren. Den følgende Sommer gjorde han et Vikingetog til Skaane og Gotland, hvor han erobrede et Kjøbſkib, der tilhørte Jemterne, og overvandt ſiden Goterne. Siden fulgte han ſin Svigerfader Burislav, da denne, paa Kejſer Ottos Opfordring, drog til Slesvig for at deeltage i Kampen mod Kong Harald Gormsſøn. Og ved denne Lejlighed ſkal Olaf, der fremdeles kaldte ſig Ole, have givet Kejſeren det Raad at opbrænde Danevirke. Den følgende Sommer drog han paa Vikingetog til Saxland, Frisland og Flandern. Da han havde tilbragt den tredie Vinter i Vendland, blev hans Huſtru Geira ſyg og døde. Dette voldte ham ſaa ſtor Sorg, at han ikke længer kunde bolde ud at blive i Vendland. Han gik atter til Søs, førſt til Danmark, hvor han tog Strandhug og nær var bleven fangen af Indbyggerne, hvis han ej, ſkjønt endnu en Hedning, havde frelſt ſig ved at lægge ſig ned paa Jorden og betegne ſig og ſine Mænd med Korſets Tegn, hvilket, ſom det ſiges, hindrede Forfølgerne fra at blive dem var. Undkommen herfra drog han tilbage til Gardarike, hvor Kongen og Dronningen toge venligt imod ham, og hvor han tilbragte Vinteren. En Drøm bød ham her at drage til Grækenland, før at lære Chriſtendommen at kjende og ſiden at kunne udbrede den blandt andre Folk. Han lod Drømmens Bud, ſejlede til Grækenland, blev primſignet eller betegnet med Korſets Tegn, og fik en Biſkop, ved Navn Paal, til at følge med ſig tilbage til Gardarike, hvor Valdemar og Dronning Allogia paa Olafs Foreſtillinger lode ſig chriſtne. Efter at dette var udrettet, forlod Olaf Gardarike for ſtedſe, drog til Danmark, England, Northumberland, Skotland, Syderøerne og Man, derfra til Valland (det veſtlige Frankrige), og endelig til England, 4 Aar efter at han forlod Vendland. Men paa Vejen drev Vinden ham til Syllingerne (Sorlingues eller Scilly-Øerne), hvor han hørte at der boede en gammel Eremit, der kunde forudſige tilkommende Ting. Olaf fik Lyſt til at ſætte ham paa Prøve, og bød en af ſine Mænd, den højeſte og ſmukkeſte i hele Skaren, at gaa til Eremitten og udgive ſig for Ole den gerdſke, ſom han endnu ſtedſe kaldte ſig ſelv. Manden fremſtillede ſig for Eremitten, men denne ſagde ſtrax: „du er ikke Kongen, dog raader jeg dig at være din Konge tro“. Da Olaf fik dette Svar at vide, tvivlede han ej paa Eremittens Spaadomsevne, men begav ſig ſelv hen til ham, og ſpurgte ham om ſin Fremtid, for at faa at vide, hvor vidt noget Rige eller anden Lykke var ham beſkikket. Eremitten ſagde at han ſkulde blive en berømmelig Konge, udføre mangen Stordaad, og omvende mange til Chriſtendommen; til Tegn paa at Spaadommen var ſikker, forudſagde han ham, at han, naar han kom tilbage til Skibene, ſkulde blive overfaldt af Fiender, miſte flere Folk, og ſelv blive farligt ſaaret, ſaa at han maatte bæres paa et Skjold ned til Skibet, dog ſkulde han komme ſig ganſke om 7 Dage. Det gik, ſom Eremitten havde forudſagt; Olaf blev overfaldt og ſaaret, men kom ſig igjen. Dette gav ham end ſtørre Lyſt til at underholde ſig med Eremitten, hvilken han nu atter opſøgte, og af hvem han erfoer mange merkelige Ting. Efter hans Overtalelſer lod han ſig med alle ſine Mænd døbe af en Abbed i et Kloſter der paa Øerne. Abbeden forudſagde ham, at han ſkulde blive Konge i Norge. Da var Olaf, tilføjes det, i ſit 25de Aar. Om Høſten drog han til England, hvor han foer fredeligt frem. Han laa juſt med ſine Skibe i en Havn, da der kom Bud, at alle ſkulde indfinde ſig til Things. Olaf, eller, ſom han endnu kaldtes, Ole, drog ogſaa derhen. Thinget var ſammenkaldt af en Dronning ved Navn Gyda, Syſter af den irſke Konge Olaf Kvaran. Hun havde været gift med en Jarl, ſom herſkede over denne Deel af Landet. En Mand i hendes Rige, ved Navn Alfvine, en ſtor Kæmpe og Holmgangsmand, havde bejlet til hende, men hun havde ſvaret, at hun ſelv vilde vælge ſig en Mand, derfor var dette Thing ſtevnet. Alle Høvdinger og mægtige Mænd i Riget vare tilſtede, blandt dem Alfvine, prægtigt klædt. Olaf havde kun ſine Rejſeklæder og ovenpaa dem en lodden Kappe med en Hætte, hvilken han havde draget ned over Øjnene: han ſtod afſides med ſine Mænd. Gyda gik omkring og betragtede Enhver, der ſaa noget mandig ud. Hun kom ogſaa til Olaf, betragtede ham paa alle Kanter, løftede Hætten, ſaa ham i Anſigtet, og ſpurgte hvo han var. Han ſagde at han hed Ole, og var en Udlænding. „Vil du have mig“, ſagde hun, „ſaa vælger jeg dig til Mand“. Hun var ung og ſmuk, og Olaf ſagde ikke nej. Saaledes ſluttedes Fæſtemaalet. Men Alfvine blev heel vred, og æſkede Olaf til Holmgang. Det afgjordes, at hver af dem ſkulde møde ſelv tolvte. Olaf gav dem, der ſkulde følge ham, ſtore Øxer og bød dem bære ſig ad ſom han. Da de mødtes, vilde Alfvine hugge til Olaf med Sverdet, men Olaf ſlog det af Haanden paa ham med Øxen, gav ham derpaa et Slag, ſaa han faldt i Svime, og bandt ham godt. Det ſamme gjorde hans Mænd ved deres Modſtandere, og de bleve alle bragte bundne til Olafs Herberge. Her ſlap Olaf ham og hans Mænd løs paa den Betingelſe, at han aldrig ſkulde komme tilbage til England; hans Ejendomme tilfaldt Olaf, ſom tog dem i Beſiddelſe. Derpaa egtede han Gyda, og opholdt ſig en Tidlang i England, ſtundom ogſaa i Irland[6].

Vi have her fuldſtændigt meddeelt den gamle Beretning om Olaf, ſaadan ſom den findes i de fleſte Kongeſagaer, fordi dens Ælde og Visheden om at vore Forfædre troede derpaa ſom om den var hævet over enhver Tvivl, giver den en Ærværdighed, ſom den i ſig ſelv ikke fortjener. Allerede ved førſte Øjekaſt ſer man nemlig, at den indeholder en Mængde Uſandſynligheder og bærer de kjendeligſte Spor af ſenere Tilſætninger; og dette bliver endnu mere iøjnefaldende, naar man underkaſter den en nærmere Granſkning. Olaf, den førſte blandt Norges Konger, der ret med Iver og Kraft forkyndte Chriſtendommen, betragtedes, efter at denne havde rodfæſtet ſig, næſten ſom en Helgen; det var ikke langt fra, at man ſatte ham ved Siden af Olaf den hellige, og ſenere Slægters fromme Iver har udſmykket hans Liv ikke mindre end St. Olafs med en Mængde Legender, der indflettedes i hans Hiſtorie, og hvis Modſigelſer mod de oprindelige Efterretninger og Tidsregningen Chronologer og Sagaſkrivere ſiden ſøgte at udjevne ſom de bedſt kunde, uden at det dog ret lykkedes dem. Hvor nøje man her har taget Henſyn til den en Gang opſtillede Tidsregning der dog i ſig ſelv var fejlagtig, og ſaaledes alene kunde lede til nye Fejl, viſe de Tidsangivelſer, Beretningen ſelv indeholder. Man antog Olaf for at være fød 968 eller 969; man troede fuldt og faſt, at han var med Kejſer Otto ved Danevirke, og dette Tog henførte man ligeledes urigtigt til 988; følgelig maatte Olaf være kommen til Vendland et Aars Tid i Forvejen: paa denne Maade fik man ud, at han da kun var 18 eller i ſit 18de Aar. Man vidſte at han kom til Norge 995, følgelig maatte der være omtrent fire Aar mellem hans Rejſe fra Vendland og hans Ankomſt til England; man vidſte at han noget ſenere blev døbt i England; følgelig maatte han ved ſin Daab være henimod 25 Aar gammel. At disſe Tillempninger ere vilkaarlige, og ſenere Tiders Verk, ſluttes allerede deraf, at Tidsregningen ſelv, der ligger til Grund for dem, er urigtig, thi Toget mod Danevirke foregik, ſom vi allerede have ſeet, ej i 988, men i 975, og Olaf kan ej være fød 969, men i det allerſildigſte 963. Den oprindelige legendariſke Fremſtilling af hans Liv tog lidet eller intet Henſyn til de chronologiſke Data; derom overbeviſer man ſig let ved at ſammenligne en legendariſk Bearbejdelſe af Olaf Tryggvesſøns Saga, der endnu er os levnet[7], med den ſædvanlige. Ifølge hiin var det, ſom allerede nævnt, Haakon Jarl, der forfulgte Olaf i Sverige, thi man behagede ſig i at betragte Haakon, Hedendommens Repræſentant, ſom Olafs, Chriſtendomsforkynderens, Fiende lige fra dennes Fødſel, og i at lade dem ſtøde ſammen ſaa ofte ſom muligt. Den gamle Garde-Dronnings Spaadom, Olafs Rejſe fra Sverige, Ankomſt til Eſtland, og Gjenkjendelſen af Morbroderen omtales paa det nærmeſte ſom ovenfor; Olaf gjenkjender 9 Aar gammel Klerkon og dræber ham, dog vel at merke kun ved Sigurds Hjelp, idet denne lader Klerkon gribe, føre udenfor Borgen, og holde faſt, medens Olaf hugger hans Hoved af. Der er ingen Tale om Flugt og Forfølgelſe, men Dronning Allogia lader ſammenkalde Folk fra alle Hereder i Nærheden, fordi Viismænd havde ſagt hende at der var kommen en Mand til Gardarike, hvis Ry ſkulde naa vidt og bredt i Verden, og denne Mand vilde hun finde. Ved at ſe Olaf i Øjnene ſkjønner hun at dette er ham og ingen anden, og tager ham til ſig. Nu fortælles der om hans Krigsbedrifter, ſaaledes ſom det ovenfor i Korthed er nævnt, ligeledes om hans Modbydelighed for at blote til Afguder, om hans Afrejſe fra Gardarike, Ankomſt til Vendland, og Giftermaal med Geira. Ligeledes berettes der vidt og bredt om de Borge, han ſkulde have indtaget, og om den ene af dem heder det, at Folk antoge den for at have været Jomsborg. Men der tales, vel at merke, intet om hans Tog til Bornholm, og om hans Kamp med Kjøbmændene fra Jemteland. Efter tre Aars Ophold i Vendland forlader han dette paa Grund af Geiras Død, herjer i Danmark og kommer i hiin Fare, fra hvilken han frelſer ſig ved Korſets Tegn; derfra vender han tilbage til Gardarike, gaar til Grækenland, lader ſig primſigne, og omvender Kong Valdemar, ſaaledes ſom ovenfor nævnt. Mærkelige Sagn om Eremitten paa Syllingerne kalde ham derpaa did. Men Eremitten og Abbeden, ſom døbte Olaf, gjøres her til een og ſamme Mand, og der tales intet om Spaadommen. I England bliver Olaf kjendt med en Sigurd Jarl af Northumberland, og forener ſig med ham om at herje mod Vikinger og Ransmænd. Derpaa drager han til Kejſer Otto den røde (Otto II) der ſtrider mod Harald Gormsſøn og Haakon Jarl ved Danevirke; Olaf tilbyder ſin Tjeneſte, og kommer ſaaledes anden Gang i Berørelſe med Haakon Jarl. Han giver Kejſeren Anſlag paa at ſætte Ild paa Danevirke, vender ſiden tilbage til England, herjer i Forening med Sigurd Jarl blandt Briter, Skoter og Irer, og bliver endelig gift med Gyda paa den førhen omtalte Viis; dog ſiges hendes Broder Olaf Kvaran her at være Skoternes Konge, og Omſtændighederne ved Holmgangen med Alfvine fortælles lidt anderledes[8].

Snorre Sturlaſøn, der allerede anvender Kritik, følger den i Kongeſagaerne opſtillede Tidsregning, men udelader de meeſt uſandſynlige Dele af Fortællingen. Han omtaler Olafs Ophold i Eſtland og Gardarike paa ſædvanlig Maade, nævner noget om at han allerede fra ſit tolvte Aar deeltog i Krigsforetagender og af Valdemar ſattes over de Krigerſkarer, der ſkulde værge Landet, fortæller om hans Rejſe fra Gardarike, Kamp paa Bornholm, Ankomſt til Vendland og Giftermaal med Geira, lader ham betvinge de vendiſke Borge, ſtride med Jemter og Goter, og deeltage i Kampen ved Danevirke. Derpaa omtales Geiras Død, tre Aar efter Olafs Ankomſt, og nu lader Snorre ham førſt foretage hiint ovennævnte Tog til Saxland, Frisland og Flandern, uden dog med et eneſte Ord at omtale hans æventyrlige Tilbagerejſe til Gardarike, og hans endnu æventyrligere Beſøg i Grækenland, der havde Kong Valdemars Omvendelſe til Følge. Han ſiger kun, at Olaf fra Flandern begav ſig til England, herjede paa Northumberland, Skotland, Syderøerne, Man, Irland, Bretland og Kumraland, og efter 4 Aars Forløb kom til Syllingerne, hvor han traf Eremitten, prøvede hans Spaadomsgave og blev døbt, ſaaledes ſom det ovenfor er berettet; derpaa fortælles Olafs Giftermaal med Gyda aldeles paa ſamme Maade, ſom i Kongeſagaerne[9]. Kort, Snorre har aabenbart benyttet disſe, men udeladt, hvad han fandt alt for æventyrligt. Alt hvad han har udeladt, er, vel at merke, hvad Kongeſagaerne have tilfælles med, eller ligefrem laant af Legende-Sagaen.

Det gamle Udtog af de norſke Kongeſagaer, ſom vi oftere have haft Lejlighed til at nævne, fortæller i Korthed at Olaf blev fanget af Eſter udenfor Øſel, ſolgt ſom Træl, udløſt af ſin Frænde og bragt til Holmgard, at han der, 12 Aar gammel, dræbte ſin Foſterfaders Drabsmand, og flygtede til Dronningen, der tog ſig af ham, at han blev holdt i ſtor Agt og Ære, fik Skibe og drog i Viking, at Nordmænd, Gauter og Daner ſluttede ſig til ham, at han herjede paa Vendland, Flandern, England, Skotland, Irland og andenſteds, men opholdt ſig om Vinteren i Jomsborg; at han en Gang etſteds i England traf den før omtalte Eremit, ſatte ham paa Prøve, og lod ſig af ham overtale til at antage Chriſtendommen, ſom forhen berettet. Om Toget til Grækenland og Danevirke nævnes intet, ej engang om Giftermaalet med Gyda[10].

Munken Thjodrek, der omtrent 1180 ſkrev ſit Uddrag af Norges Hiſtorie, nævner kun i Korthed, at Olaf blev opdragen hos Valdemar i Rusland, berører Legenden om hans Fare i Danmark, lader ham derfra drage til Irland og ſaa til Syllingerne, hvor han bliver døbt af en Abbed Bernhard; fra Syllingerne lader han ham gaa til England og opholde ſig her en Stund. Andre af hans Bedrifter omtaler han ej[11].

Den ſelvſtændigſte og paalideligſte norſke Bearbejdelſe af Kongeſagaerne veed øjenſynlig intet om Olafs mere æventyrlige Bedrifter, men ſiger kun ſimpelt hen og korteligen, at han ſom Barn fulgte ſin Moder til fremmede Lande, blev opfoſtret hos Kong Valdemar den gamle i Holmgard, tiltog med Aarene i Kræfter og Anſeelſe, hædredes af Kongen og indſattes af ham til Høvding inden Hirden, og til at ſtyre de Hærmænd, der vogtede Kongens Land og ſtyrkede hans Rige; at han udførte mange og ſtore Bedrifter i Gardarike og ellers i Auſterveg, i Sydlandene (Tydſkland) og Veſterlandene, at han var to Gange gift, nemlig med Geira den vendiſke og Gyda den engelſke, at han kriſtnedes i Syllingerne, og kom fra England til Norge. Den omtaler vidtløftigt Kejſer Ottos Kamp ved Danevirke, men nævner her aldeles intet om Olaf; for øvrigt anfører den et Stykke af Skalden Hallfreds Kvad om Olaf, hvor hans Bedrifter omtales fra den Tid, han forlod Gardarike og indtil han kom til Irland[12].

Denne Sammenſtilling af de forſkjellige Beretninger er allerede tilſtrækkelig til at viſe, at hvad der heraf gaar udenfor de allerſimpleſte og rimeligſte Fakta, ej kan gjøre nogen Paaſtand paa Troværdighed; at alt hvad man oprindelig har vidſt om Olafs tidligere Hændelſer, har været ſaare lidet, men at Trangen til at forherlige den yndede Nationalhelts Bedrifter har i Tidens Løb fremkaldt en Mængde Tilſætninger; og at man i at beſtemme, hvad der er ſandt og hvad der er Digt, ſaavel ſom i at faſtſætte Chronologien, alene kan tage Henſyn til de Vidnesbyrd, hvis Paalidelighed ere hævede over enhver Tvivl. Men af dem er der ej mange. De indenlandſke findes næſten udelukkende i ſamtidige Skaldekvad, de udenlandſke i paalidelige Annaler.

Blandt de Skalde, der have beſunget Olaf Tryggvesſøns Bedrifter, og hvis Kvad for en Deel eller ganſke ere opbevarede, er det kun Hallfred Ottarsſøn, kaldet Vandrædaſkald, hvis Samtidighed med Olaf er vis, og hvis Paalidelighed derfor maa anſees hævet over enhver Tvivl. Han var, ſom vi allerede have nævnt, en Søn af Ottar Thorvaldsſøn[13], og vi ville i det Følgende erfare, hvorledes han blev Olafs Hirdmand og Skald. Om hans Kvad ſiger Snorre udtrykkeligt, at han derfra har hentet de fleſte ſikre Efterretninger om Kong Olaf[14]. Viſtnok havde Hallfred ej været med Olaf paa hans Omflakken, førend han kom til Norge, men han havde dog Anledning til at tale med Folk, ſom vidſte god Beſked, og har vel derhos erfaret endeel af Olaf ſelv; at denne kan have overdrevet et og andet, er vel muligt, men meget ſtore kunne dog Afvigelſerne fra Sandheden neppe have været. Snorre og Kongeſagaerne anføre ſaa hyppigt Vers af Hallfreds fornemſte Kvad, at der ſkal ikke ſkille ſaa meget paa at vi beſidde det fuldſtændigt. De Begivenheder, dette Kvad omhandler, ere i deres Række følgende: Strid i Gardarike, Kampen ved Holmen (Bornholm); Strid med Jemter, Vender og Goter, Herjetog paa Skaane, en Kamp i Danmark ſøndenfor Heidaby, (Slesvig), Herjetog i Saxland, Frisland, Flandern, Northumberland, Skotland, Man, Syderøerne, Irland, Bretland og Kumraland, eller ſom der ogſaa læſes, Valland. Her nævnes intet Perſonsnavn, ikke engang Valdemars; Vendland nævnes vel, men ikke Burislav eller Geira; og hvad man har brugt ſom Vidnesbyrd om at Olaf deeltog i Kampen ved Danevirke, er kun det Udſagn, at han ſtred i Danmark ſøndenfor Heidaby[15].

Foruden dette Kvad er der ogſaa et andet, ſom tillægges Hallfred[16], og ſom er ſærſkilt opbevaret, men ſom ingenſteds paaberaabes i Sagaerne. Dets Egthed er derfor mindre ſikker; imidlertid er der intet i dets Sprog eller Tankegang, der gjør det uſandſynligt at det hidrører fra Hallfred, om hvem man veed, at Olaf ſaa ſtadigt opfyldte hans Tanker, at han nok kunde have digtet flere Draaper om ham. I dette Kvad nævnes Olafs Ungdom i Gardarike, derpaa omtales hans Tog til England, Irland og Skotland.

En anden Digter, hvis Kvad oftere paaberaabes, er en vis Stein der ſædvanligviis kaldes Hallarſtein, og ſom efter al Sandſynlighed er den ſamme ſom Skalden Stein Herdiſeſøn, Einar Skaaleglams Ætling i 3die Led, der levede paa Harald Haardraades og Olaf Kyrres Tid, eller omkring 1070, og ſom foruden flere Kvad om disſe Konger ogſaa har efterladt et om Olaf Tryggvesſøn, kaldet Rekſtefja, der endnu er til[17]. Da han ikke levede længere efter Olaf, end at han i ſin Ungdom endnu kunde have Anledning til at tale med flere af dennes Samtidige, og da desuden Beretningerne om Olaf overhoved endnu ikke paa hans Tid kunne have været ſynderligt forvanſkede, maa man tillægge hans Udſagn megen Vegt, om de end ikke kunne anſees fuldt ſaa ſikre ſom Hallfreds. Man har i det mindſte al Grund til at antage, at naar han forbigaar en Begivenhed, der, hvis den virkelig havde fundet Sted, maatte anſees ſom ſærdeles vigtig, da er det fordi han ikke kjendte den, eller med andre Ord, at den paa hans Tid endnu ej var bleven opdigtet. Han omtaler Olafs Opdragelſe i Gardarike, og Indtagelſen af de vendiſke Borge, men nævner intet om Grækenlandsfarten, om Danevirke, eller om Olafs Giftermaal. Derimod omtaler han Olafs Tog til Veſtlandene, ſom om det ſkede umiddelbart fra Gardarike efter Krigen i Vendland; han ſiger ogſaa, at Olaf hevnede ſin Fader i Veſten og derefter herjede paa England, Irland og Skotland.

Ved Siden af Kvadene maa der dog, ſom vi ovenfor paapegede, have holdt ſig enkelte Sagn, ældre og paalideligere end de legendariſke; hvad der taler for deres Troværdighed er blandt andet den Omhu, hvormed de have opbevaret enkelte Navne, hvis Tilværelſe man ellers ikke kunde kjende, ſom de eſtiſke, Reas, Rekon, Rekni, Klerkon; de vendiſke, Geira og Dixin, de engelſke, Gyda og Alfvine. Hvor vidt derimod de Navne, om hvis Tilværelſe man andenſteds fra vidſte Beſked, fra førſt af have været nævnte i Sagnet, er tvivlſomt; ja man kan endog paapege virkelige Fejltagelſer, ſom derved ere begangne. Saaledes var det en bekjendt Sag, at Vladimir herſkede i Rusland, da Olaf Tryggvesſøn kom tilbage til Norge[18], men deraf har man taget Anledning til allerede at gjøre ham og hans Huſtru Allogia ſamtidige med Olafs Fødſel, hvilket bliver urigtigt, om denne end regnes til 969. Om Burislav eller Boleslav er allerede talt; ſaavel ved denne ſom ved andre Anledninger har man ladet hans Regjering begynde tidligere, end det virkelig var Tilfældet. Det bliver altſaa et ſtort Spørgsmaal, hvor vidt Vladimirs og Boleſlavs Navne oprindeligen have forekommet i Sagnene om Olaf. Det maa ej glemmes, at den Konge, der herſkede i Gardarike ſamtidigt med Olafs Fødſel (963), nemlig Svjatoſlav, virkelig havde en gammel, for ſin Viisdom bekjendt Moder, den berømte Olga (ſ. o. S. 84)[19] og det ſer altſaa ud til, at i det mindſte her Vladimirs Navn er ſat ind i Stedet for Svjatoſlavs, med andre Ord at Vladimirs Navn kun er benyttet, fordi Sagaſkriveren ingen ældre rusſiſke Konger kjendte, eller for hvilken ſom helſt rusſiſk Storfyrſtes Navn. Paa ſamme Maade ſkulde man næſten formode, at Olgas Navn foreſvævede ham, da han nævnte Allogia, ſkjønt han gjorde hende til Vladimirs Kone, ej hans Farmoder[20]. For øvrigt er det i ſig ſelv ſlet ikke uſandſynligt, at Olaf har opholdt ſig hos Vladimir. Vi erfare af de rusſiſke Annaler, at denne allerede i Aaret 970 fik Novgorod eller Holmgard af ſin Fader Svjatoſlav at beſtyre, og forblev her til 977, da han blev forjaget af ſin Broder Jaropolk og nødt til at drage over Havet (Øſterſøen) for at ſøge Hjelp, at han kom tilbage 980, og endnu ſamme Aar fældte ſin Broder, erobrede Kijev, og opſlog her ſom Overkonge ſin Reſidens. Olaf kan meget gjerne være kommen til Vladimir 9 Aar gammel (972), eller efter andres Udſagn 12; det er i ſaa Fald rimeligt, at Vladimirs Forjagelſe 977 ogſaa har nødſaget ham til at drage bort, i ſit 15de eller 18de Aar. Den Tidsregning ſom henfører Olafs Fødſel til 969, kommer her ganſke til kort, da Olaf i ſit 9de Aar (978) ej længer vilde finde Vladimir i Novgorod[21]. Hvor vidt Vladimir allerede 972 var gift, kan man ej af de rusſiſke Annaler ſe. Der tales ikke om hans Børn eller Huſtru, før 978; men det ſiges paa et andet Sted, at han havde mange Koner og Friller; nærmere kan man ikke komme denne Sag paa Spor. Den Mulighed bliver jo viſtnok altid for Haanden, at Olafs Rolle af Sagnfortællerne er gjort mere glimrende end den virkelig var, og at han ſaaledes maaſke ſlet ikke har ſtaaet under Vladimirs og dennes Huſtrus ſærſkilte Varetægt, men kun opholdt ſig i Novgorod ſom en anſeet Værings i en vis Kreds maaſke meget hædrede, men af Kongen og Dronningen ſelv ſlet ikke bemerkede, Frænde. Hvad Vladimirs Omvendelſe til Chriſtendommen angaar, da er det nokſom bekjendt, at han i Aaret 988 antog Chriſtendommen, bevæget dertil af ſin Huſtru, den byzantinſke Kejſerdatter Anna. En dunkel Foreſtilling om denne Begivenhed har maaſke foreſvævet Legendefortællerne, naar de lode Olaf „ſejle“ fra Holmgard til Grækenland og derfra bringe Biſkop Paal for at chriſtne Vladimir og hans Dronning Men endogſaa Kongeſagaernes Nedſkriver føler ſig ſaa uſikker hvad dette Punkt angaar, at han ſom et Slags Hjemmel anfører en Ytring af et udenlandſk Skrift, der vidner om at Rusſer, Polaner og Ungarer chriſtnedes i Otto den 3dies Dage[22]. Dette viſer nokſom, at hverken Kvad eller Oldſagn have indeholdt det mindſte derom, og at Beretningen er ſildigere Tiders Verk.

Hvad Olafs Ophold i Vendland angaar, da ſynes det at have ſin Rigtighed, ſaa vel ſom at han virkelig egtede en fornem Enke ved Navn Geira eller Geila, og fik enkelte Beſiddelſer med hende, men hvor vidt hun for øvrigt var Datter af Boleſlav, eller rettere hans Fader Mieczyſlav, eller overhoved af nogen Konge, er heel tvivlſomt. Af Rekſtefja ſkulde det ſynes, ſom om Toget til Vendland kun var en Udflugt fra Gardarike, ſiden det derefter heder, at Olaf med ſine Skibe drog fra Gardarike til Veſterlandene. At Mieczyſlav for Reſten efter al Sandſynlighed var med ved Danevirke, er forhen viiſt, men Olaf kan i alle Fald da (975) ej have ledſaget ham. Dog er det ikke umuligt, at Olaf kan have været med paa et andet Tog, der i Tidens Løb er blevet forvexlet med hiint. Mag. Adam af Bremen fortæller, at Kong Erik Sejrſæl, der havde ſat ſig i Beſiddelſe af Danmark, antog Chriſtendommen, men ſiden faldt fra, og ſkal have været overvunden i en Krig med Otto III, — det vil da ſige med hans Lensfyrſter i Nordtydſkland, da Otto ſelv endnu var et Barn[23]. De tydſke Forfattere omtale flere Tog hiinſides Elben mod Venderne imellem Aarene 989 og 995, et af disſe Tog kan og have gjeldt Danmark, og at Olaf kan have deeltaget deri, er ej utænkeligt, ſkjønt han for øvrigt paa den Tid allerede ſynes at have gjort England og overhoved de veſtlige Farvande til ſit fornemſte Opholdsſted. Han ſtred, ſiger Hallfred udtrykkeligt, i Danmark ſøndenfor Heidaby, han fejdede i Saxland og Frisland: han kan altſaa lettelig have taget Deel i nordtydſke Fejder.

Ifølge Rekſtefja (Str. 5) ſkal Olaf have hevnet ſin Fader i de veſtlige Farvande Derom indeholde Sagaerne intet, men da de heller ikke melde noget om Ragnfreds, Erik Blodøxes Søns, Død, medens de dog, ſom det nedenfor vil ſees, fortælle om et Tog, dennes Broder gjorde til Norge, er det ej uſandſynligt, at den Hevn, Olaf tog, beſtod i at fælde Ragnfred. At han herjede i England, Skotland og Irland, er utvivlſomt, deels fordi Hallfreds og Hallarſteins Kvad udtrykkeligt vidne derom, deels fordi hans Navn forekommer i de engelſke Aarbøger. Her omtales nemlig en Anlaf eller Olaf, og det paa den Maade at der ej kan være nogen Tvivl om, at det er Olaf Tryggvesſøn, ſom menes. Og dette er det eneſte ſikre, vi vide om Olafs Bedrifter i England. De Angreb paa Englands Kyſter, hvori Olaf tog Deel, ſynes allerede at have begyndt 988, ſkjønt Olafs Navn ej forekommer førend ſenere. I 988 plyndredes Wecedport (Watchet) i Somerſet, og Goda, en Thegn i Devonſhire, blev dræbt med en Mængde Folk. I Aaret 99l ødelagdes Ipswich. Et enkelt Haandſkrift, ſom henfører denne Begivenhed til 993, nævner udtrykkeligt Olaf ſom Vikingernes Høvding og beretter, at han allerførſt var landet med 93 Skibe ved Staines, hvor han herjede Omegnen, at han ſiden beſøgte Sandwich i Kent, og da endelig drog til Ipswich. Fra Ipswich drog han til Maldon, hvor Befalingsmanden (Ealdorman) Brihtnodh kom ham imøde med en Hær, men blev ſlagen og faldt[24]. I dette Aar, heder det, beſluttede man efter Erkebiſkop Sigerics Raad for førſte Gang at betale Danerne Skat, det ſaakaldte Danegeld, formedelſt den ſtore Forfærdelſe, de udbredte langs Kyſten; den førſte Sum var 10000 Pund. Kongen og alle hans Witan beſluttede nu at alle Skibe, der duede til noget, ſkulde ſamles ved London, og han overgav Befalingen over Landtropperne til Ealdormauden Ælfric, ſin Svigerfader Thord (dette har viſt været en Dane) og to Biſkopper, paalæggende dem, om muligt, at indſlutte Vikingehæren; men Ælfric viſte ſig ſom Forræder, han gav Fienden hemmelig Advarſel om Faren, og ſneg ſig bort paa Slagdagen. Derved lykkedes det Vikingerne at undſlippe; de tabte kun et Skib, hvis Beſætning blev dræbt; men ſiden mødte de Skibene fra Oſtangel og London, ſom anrettede et ſtort Nederlag iblandt dem, og erobrede Ælfrics Skib, fuldt udruſtet og bevæbnet[25]. I det følgende Aar (993) blev Bamborough i Northumberland indtaget og plyndret; Vikingehæren ſejlede op ad Humberen, og gjorde megen Skade ſaavel paa Lindſey ſom i Northumberland. En ſtor Hær ſamlede ſig for at fordrive Fienden, men da Slaget ſkulde begynde, flygtede Anførerne, ved Navn Fræna, Godwine og Fridhegiſt, allerførſt. I Aaret 994 kom Olaf og Sven, ſom nu for førſte Gang nævnes, til London med 94 Skibe paa vor Frues Fødſelsdag (8de Septbr.) De vilde have ſat Ild paa Staden, men, heder det, de lede mere Skade end de troede det muligt at Borgerne kunde tilføje dem, og den hellige Guds Moder viſte Borgerne ſin Miſkun, idet hun befriede dem fra deres Fiender. Disſe anrettede imidlertid megen Ødelæggelſe i Omegnen; de ſkjendte og brændte i Esſex, Kent, Susſex og Hampſhire, ſkaffede ſig Heſte, rede op i Landet ſaa langt de vilde, og gjorde uſigelig Skade. Da beſluttede Kongen og hans Witan at tilbyde dem Skat og Levnetsmidler, hvis de kun vilde afſtaa fra at plyndre. De gik ind herpaa, og deres hele Hær opſlog nu ſit Vinterkvarteer i Southampton, hvor alle Indbyggerne af Wesſex maatte bidrage til deres Underholdning. En Sum af 16000 Pund i Penge blev dem udbetalt. Derpaa, heder det, ſendte Kongen Biſkop Ælfeah og Ealdormanden Ædhelweard (ſandſynligen den ovenfor oftere omtalte Krønikeſkriver) efter Kong Olaf, og de ledſagede ham, efter at der var ſtillet Giſler og disſe vare bragte ombord paa Skibene, med ſtor Hæder til Kongen i Andover. Kongen modtog ham af Biſkoppens Haand, det vil ſige, biſtod ved hans Konfirmation, og gav ham kongelige Gaver. Olaf lovede til Gjengjeld, hvad han ogſaa holdt, at han aldrig ſiden ſkulde komme med Ufred til England[26].

Dette er de ældſte engelſke Annalers Beretning om Olafs Bedrifter i England. Beretningen er i ſig ſelv noget uklar, paa Grund af Haandſkrifternes Afvigelſer fra hinanden indbyrdes. Man erfarer ikke deraf, om Olaf var Anfører for de Vikingen ſom allerede nævnes 988, eller hvor længe han og Sven herjede i Forening. Af den Omſtændighed, at der i 991 tales om Danegeld, ſkulde man viſtnok formode, at Sven allerede da var med, hvilket ogſaa Antallet af Skibene i 991 og 994 ſynes at beſtyrke[27]. Dette hindrer imidlertid ikke, at han tidligere kan have herjet paa egen Haand, navnlig i 988. Men derimod er det tydeligt, at hvor Sven og Olaf optræde i Fællesſkab, der viſer Olaf ſig ſom den øverſte Høvding. Dette er en Omſtændighed, hvortil man nøje maa lægge Merke. Det beſtyrker nemlig det Udſagn hos Saxo, at Sven ſom Flygtning kom til Olaf. Det viſer at Sven har ſluttet ſig ſom Underordnet til ham, ikke omvendt.

Vi ere endnu i Beſiddelſe af det Forlig, ſom Olaf ſluttede. Overſkriften lyder ſaaledes: „Dette er de Fredsmaal og den Aftale, ſom Kong Ædhelred eg alle hans Witan ſluttede med Hæren, hvorved Anlaf, Juſtin og Gudmund Stegitas Søn vare tilſtede“[28]. Forliget begynder med at der ſkal være Fred mellem Ædhelred og alle hans Folk paa den ene Side, og „Hæren“ paa den anden, efter den Aftale, Erkebiſkop Sigeric og Ealdormændene Ædhelweard og Ælfric gjorde, da de fik Kongens Tilladelſe til at kjøbe ſig Fred for de Stykker af Landet, de i Kongens Navn beſtyrede. Her ſigtes baade til den førſte Overeenskomſt i 991, og til den ſenere i 994. Den Omſtændighed, at den ene af Medkontrahenterne paa Vikingernes Side hed Joſtein, viſer at Olaf ſelv ej kan være nogen anden end Olaf Tryggvesſøn, thi vi erfare af vore egne Sagaer, at hans Morbroder hed Joſtein, og juſt paa denne Tid ſkal have været ſendt ud til ham af Haakon Jarl, ſaaledes ſom vi nedenfor ville ſe. Det er ſaare merkeligt, at Svens Navn aldeles ikke forekommer i Traktaten. Dette viſer at Olaf bar ſluttet en Separatfred, hvori Sven ej var indbefattet; og da Fredstraktaten tillige indeholder den Betingelſe, at Olaf og hans Mænd, ſaa længe de forbleve i Landet, ſkulde underſtøtte Ædhelred mod hvilken ſom helſt „Skibshær“, der angreb England, maa følgelig et fiendtligt Forhold have opſtaaet mellem Olaf og Sven. Dette ſtemmer nøje med Saxos Udſagn, at Olaf bortviſte Sven, da denne anraabte ham om Hjelp. Sven ſkal derpaa ifølge Mag. Adams og Saxos Udſagn førſt have ſøgt Tilflugt hos Ædhelred, men forgjæves, derpaa hos den ſkotſke Konge, med bedre Held. Saa meget er viſt, at vi i 994 finde ham i de ſkotſk-irſke Farvande, da han i dette Aar herjede Man[29].

Olaf blev, ſom det heder, modtagen af Kongen ſelv fra Biſkoppens Haand i Andover. Dette vil ikke ſige, at Kongen ſtod Fadder til hans Daab, men at han var tilſtede ved hans Konfirmation, og løſte det hellige Bind af hans Pande[30]. Altſaa var Olaf virkelig allerede døbt, førend han ſluttede Forliget, og Sagaernes Beretning, at han blev døbt i Syllingerne, bliver ſaaledes meget ſandſynlig[31]. Man tør maaſke endog antage, at hans Iver for Chriſtendommen har gjort ham tilgængeligere for de engelſke Fredsforſlag, og mindre venligt ſtemt mod den fra Chriſtendommen frafaldne Sven.

Det ſynes viſtnok noget underligt, at hverken Sagaerne eller Skaldene omtale disſe hans Bedrifter i England, eller i alle Fald kun løſeligt berøre dem. Men denne Taushed eller Ufuldſtændighed kan ikke opveje de engelſke Aarbøgers ſamtidige Beretninger, og man har desuden ogſaa ved andre Lejligheder Exempler paa, at Skalde og Sagaer kun løſeligt og unøjagtigt have berørt de Bedrifter, deres Helte udførte i fremmede Lande.

Olafs Giftermaal med Gyda kan ikke betvivles, iſær da en virkelig eller foregiven Søn af dette Giftermaal, Tryggve, ſenere fremtræder. Men at hun ſkulde være en Syſter af den gamle, i 980 afdøde, Olaf Kvaran, er uſandſynligt, og aldeles umuligt er det, hvad Sagaerne fortælle, at Olaf ſkal have opholdt ſig hos Olaf Kvaran i Dublin. Olaf Kvarans Søn Sigtrygg er viſt her forveclet med ſin Fader, hvortil et eller andet Skalde-Udtryk om .Olaf, f. Ex. „Kvarans Maag“ e. a. d. let kan have givet Anledning. Sigtrygg var i Landflygtighed, maaſke i England, indtil 994, da han vendte tilbage til Dublin. Han har i Forvejen ſandſynligviis opholdt ſig hos Olaf Tryggvesſøn, der igjen har fulgt ham til Dublin.

Efter ſaaledes at have prøvet de forſkjellige mere eller mindre ſagnmæsſige Beretninger om Olaf Tryggvesſøns tidligere Liv, kunne vi udkaſte følgende Billede deraf, ſom grundet paa ſikre eller i alle Fald ſandſynlige Data. Opdragen til ſit 9de eller 12te Aar hos Reas i Eſtland er han bleven løskjøbt af ſin Morbroder og bragt til Holmgard omkring 972. Her har Kong Vladimir maaſke (men ogſaa kun maaſke) taget ſig af ham, efter at han ved Drabet paa Klerkon havde lagt en ikke ringe Grad af Kjækhed, og en efter de Tiders Anſkuelſer rosværdig Kjærlighed til ſin Foſterfaders Minde for Dagen. Efter at have udført flere Krigsbedrifter i Rusland er han dragen i Viking har herjet ved Bornholm, Skaane og Gotland, og har ved Giftermaal erhvervet Beſiddelſer i Vendland, hvor han ligeledes har deeltaget i Fejder. Da hans Ophold i Vendland efter den rimeligſte Tidsregning (983—986) falder netop i den ſtyrbjørnſke Tid, er det ej uſandſynligt, at Olaf enten har ſluttet ſig til Styrbjørn, eller efter hans Fald, ſom det virkelig heder i enkelte Beretninger, haft et Tilhold i Jomsborg; maaſke ogſaa en Deel af Jomsvikingerne have ſluttet ſig til ham. I denne Tid var der ogſaa allerede Anledning for ham til at blive kjendt med Sven Tjugeſkegg. Efter ſin Huſtrues Død har han forladt Vendland, herjet i Danmark, Saxland, Frisland og Flandern, og maaſke deeltaget i et Tog mod Kong Erik Sejrſæl. Endelig er han kommen til England, hvor han førſt herjede paa Northumberland, og ſiden fulgte Kyſten nordefter til Skotland, ſamt videre mod Veſt til Syderøerne, Man, Irland, Bretland og Kumraland (Cornwall?). Derfra er han dragen ud til Syllingerne, hvor han har ladet ſig døbe, og tilbagekommen herfra har han for Alvor begyndt at hjemſøge England. Paa denne Tid maa Sven Haraldsſøn være kommen til ham, fordreven af Erik Sejrſæl, for at bede ham om Hjelp. Olaf har ogſaa ſluttet Forbund med Sven, og de have herjet i Fællesſkab, deels i det ſydlige England, deels paa Øſtkyſten, indtil Forliget 994 ſkilte dem ad. Imidlertid er Olaf bleven gift med Gyda, enten en Syſter eller en Datter af Olaf Kvaran, og har maaſke med hendes Haand faaet nogle Beſiddelſer i det ſydveſtlige England, hvilke Beſiddelſer vel endog fornemmelig have ſat ham iſtand til at optræde med den Kraft og Overlegenhed, han øjenſynligt lagde for Dagen. Efter Forliget 994 har Ædhelred ſendt Ealdormanden Ædhelweard og Biſkop Ælfeah til ham for at indbyde ham til et venſkabeligt Møde i Andover. Olaf har modtaget Indbydelſen, dog kun efter førſt at have ſikret ſig ved Giſler; ved dette Møde er Venſkabet mellem ham og Ædhelred knyttet end faſtere, og Olaf er i hans Nærværelſe bleven konfirmeret.. Efter et kort Ophold i England har Olaf derpaa ſandſynligviis ledſaget ſin Svoger Sigtrygg Silkeſkegg til Dublin, og opholdt ſig her, indtil han, ſom vi ſnart ſkulle ſe, omſider vendte tilbage til ſit Fædreland[32].

De i Forliget mellem Olaf og Ædhelred tagne Beſtemmelſer ere ſaare merkelige, for ſaa vidt ſom de ſynes at vidne om, at Olaf har haft Beſiddelſer, uafhængige af Ædhelred, hvilke Beſiddelſer alene kunne have været i England eller Irland, da Olaf paa den Tid endnu ikke var bleven Konge i Norge. Af disſe Beſtemmelſer udhæve vi følgende:

1) Hvis nogen Skibshær (sciphere)[33] herjer paa England, ſkal Ædhelred have Olafs og alle hans Mænds Biſtand, og imidlertid ſkaffe dem Føde, ſaa længe de ere ſammen med ham.

2) Ethvert „Land“, der freder den (d. e. giver ham fredeligt Ophold)[34], ſom herjer paa England, ſkal være utlægt for (d. e. i Fiendſkab med) Kong Ædhelred og hele Hæren (Olafs Hær).

3) Ethvert Kjøbmandsſkib, om end ufredt (d. e. tilhørende et fiendtligt Rige) ſkal, om det løber ind i en Flodmunding (múðe d. e. Havn) have Fred, naar det kun ikke er „drevet“[35]. Er det drevet, men flygter til en ſaakaldt Fredborg, og Mandſkabet ſlipper ind i denne Borg, da ſkulle Mændene og hvad de medbringe, have Fred[36].

4) Enhver af dem, der ere i Fred med nogen af Kontrahenterne[37], ſkal have Fred ſaa vel til Lands ſom til Vands, ſaa vel inden Havn ſom uden. Kommer Kong Ædhelreds Fredmand til et ufredt Land, og Hæren (d. e. Olafs Hær) kommer did, da ſkal hans Skib og alt hans Gods have Fred, ligeſaa om han har draget ſit Skib paa Land eller gjort et Skuur[38] eller ſlaaet Tjeld. Men har han bragt ſit Gods op i et Huus ſammen med Ufredmænds Gods, da miſter han ſit Gods, men nyder Fred og Liv for ſin Perſon, for ſaa vidt han angiver ſig ſom Fredmand. End flygter han, eller ſætter ſig til Modværge, eller vil ej give ſig tilkjende, og bliver dræbt, ligger han ugild. Hvis nogen (Fredmand) berøves ſit Gods, og han veed af hvilket Skib, da ſkal Styremanden enten udlevere hans Gods, eller ſelv femte aflægge Ed paa at han tog Godſet med Rette.

5) Hvis en engelſk Fri-Mand dræber en danſk[39] Fri-Mand, bøde ham med 30 Pund, eller ogſaa vorde udleveret, ligeſaa hvis en danſk Fri-Mand dræber en engelſk. Hvis en Engelſkmand dræber en danſk Træl, bøde ham med et Pund, ligeſaa omvendt. Hvis 8 Mænd ere dræbte, da er det Fredbrud, inden eller udenfor Borgen. Under 8 Mænd bødes fuld Mandebod.

6) Er kredbrud begaaet indenfor Borgen, ſkulle Borgerne ſelv fare til og tage Banemændene, levende eller døde, eller deres nærmeſte Frænder, Hoved for Hoved. Ville de ej, da ſkal Ealdormanden; vil han ej, ſkal Kongen; vil han ej, da ſkal hele Ealdordømmet ligge i Ufred[40].

7) Ethvert Drab, enhver Herjen og enhver Skade, begaaet for denne Fred ſluttedes, ſkal ej tages i Betragtning, og ingen ſkal enten hevne det eller æſke Bod derfor. Og ingen af Parterne ſkal modtage den andens Wealh[41], eller Tyv eller Fiende.

8) Angiver nogen en Landsmand (Engelſkmand) for at have ſtjaalet Kvæg eller dræbt en Mand, og een Skeidmand[42] og een Landsmand bekræfte det, da er hiin ej berettiget til at benegte det. Hvis nogen af Skeidmændene dræber kongeligt Kvæg, da ere de utlæge baade blandt dem ſelv og for Kongen og Ubodemænd.

9) For Freden blev der betalt til Hæren 22000 Pund Guld og Sølv af England[43].

Af denne Traktat, den eneſte i ſit Slags, ſom vi beſidde[44], erfare vi nøje Olafs og hans Hærs Stilling i England. Han havde ikke, ſom Gudrum i ſin Tid, og Rolf i Nordmandie, til Henſigt at gjøre England til ſit Hjem. Viſtnok havde han Beſiddelſer, enten der eller i Nærheden, men hans Hovedbeſkjeftigelſe var dog endnu at ſværme om paa Vikingetog, og de Beſtemmelſer, Traktaten indeholder, ſigte fornemmeligen til at ſikre Ædhelreds Underſaatter og øvrige ſaakaldte Fredmænd for Overfald af Olafs Krigere. Disſe vedblive at kaldes „Hæren“ eller „Skeidmændene“; at de drage om paa Havet og ſøge at opbringe Skibe, endog Kjøbmandsſkibe, forudſættes ſom det ſædvanlige. Uagtet Chriſten, og, ſom vi ville erfare, en meget ivrig Chriſten, var dog Olaf altſaa endnu lige fuldt Viking og Søkonge i Ordets egentligſte Forſtand. Saa lidet formaaede Chriſtendommen endnu at formilde Sæderne og opklare Begreberne.

Olafs Magt og Anſeelſe maa have været meget ſtor, ſiden han kunde foreſkrive Ædhelred ſaadanne Betingelſer. Han optræder ſom hans Ligemand. Hans Skibe vare berettigede til at forfølge fremmede Kjøbmandsſkibe lige ind i en engelſk Havn, og om det end lykkedes Beſætningen at flygte ind i nærmeſte By, kunde dette dog ikke redde Skibet. Hvis en Engelſkmand beſkyldte en af Olafs Skibsſtyrere for at have taget Gods fra ham med Urette, kunde denne fri ſig ved at beſværge ſelv femte eller med flere af ſine Skibsfolk, at han tog det med Rette Og Drabet af 8 Vikinger regnedes for Fredbrud; hvis Ealdormanden eller Kongen da enten ikke vilde eller kunde fremſkaffe Gjerningsmændene eller deres Frænder — eller, tør man vel og tillægge, udrede Bøder ſaa vel for Drabene ſom for Fredsbrudet — var det hele Diſtrikt ikke længer Fredland: da kunde Vikingerne frit herje der uden at Freden derfor var brudt med de øvrige Dele af Landet. Og alle disſe Rettigheder havde Ædhelred maattet tilſtaa Olafs Hær, efter at have udbetalt 26000 Pund. At Ædhelred kunde bekvemme ſig til et ſaadant Forlig, viſer, hvor England var gaaet tilbage i Magt ſiden hans Faders, den dygtige Eadgars, Tid. Man kan vel ogſaa ſige, at med Erkebiſkop Dunſtan, der døde 988[45], faldt Landets ſidſte Værn mod indre Forfald og ydre Vold. Dertil kom, at Ædhelred netop i den ſidſte Tid, førend Olaf angreb ham, havde ført en blodig og for de engelſke Vaaben meget uheldig Krig med Hertug Richard af Nordmandie. Denne Krig tilendebragtes kun efter Pave Johannes den 16des Mægling, ved en Fredsſlutning i Rouen den 1ſte Marts 991[46]. I det ſamme Aar viſte Olaf ſig ved Ipswich og Maldon.

  1. Se ovf. S. 23. Dette ſkulde have været i Aaret 964; Aaret i Forvejen (963) var Olaf fød, ſamme Aar, hans Fader Tryggve blev dræbt, ifølge den ſædvanlige Angivelſe i Kongeſagaerne; dog maa det ej overſees, at Ágrip ved hans Faders Død lader ham være 3 Aar gammel (Cap. 14); han ſkulde i ſaa Fald være fød 960.
  2. Hist. Norv. fol. 9a. ſiger udtrykkeligt, at det var Haakon, ſom efterſtræbte Olaf.
  3. Olaf Tryggv. Saga Cap. 92; hos Snorre Cap. 58.
  4. I Odd Munks Olaf Tr. Saga, Cap. 1 heder Husbonden Eres, Konen Rechon, og Sønnen Reas.
  5. Saavel Olaf Tryggv. Saga Cap. 58, ſom Snorre Cap. 21 tale her om at det ved flere Hoffer var Skik og Brug, at Kongen og Dronningen holdt hver ſin Deel af Hirden; dette var og Tilfældet i Holmgard; Kongen og Dronningen kappedes med hinanden om al have de dygtigſte Hirdmænd, og dette ſkulde være Aarſagen, hvorfor hun ſøgte at drage Olaf til ſig.
  6. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 46, 47, 57—59, 70—80.
  7. Den ſaakaldte Odd Munks Saga, trykt i Fornmanna Sögur, 10de B.
  8. Odd Munk, Ol. Tr. S. Cap. 3—14.
  9. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 5—7; 21—26; 30—35.
  10. Ágrip, Cap. 14—16. Hermed ſtemmer Historia norvegiæ, fol. 9.
  11. Theodor. Mon. Cap. 7.
  12. Fagrſkinna, Cap. 68, 69.
  13. Se ovenfor S. 175, 176.
  14. Snorre Ol. Tr. S. Cap. 90.
  15. Snorre, Cap. 22, 25, 30, 31. Ol. Tr. Saga Cap. 50, 70, 73, 77. Fagrſkinna, Cap. 69. Denne ſætter, viſtnok urigtigt, Halvverſet om Gardarike mellem dem, der handle om Friſer og Flæminger.
  16. Se Munchs og Ungers Oldn. Læſebog, S. 120.
  17. Rekſtefja er heelt aftrykt i Script. histor. Isl. III. S. 243 flg., hvor Sv. Egilsſøn tillige har forudſkikket en Indledning, i hvilken han beviſer, at Hallarſtein neppe kan være nogen anden end Stein Herdiſeſøn.
  18. I Eyjulf Dadaſkalds „Bandadrapa“, ſom han digtede om Erik Jarl, heder det om dennes Herjetog i Rusland omtr. 996, at han hjemſøgte „Valdemars Land“. (Snorre, Ol. .Tr. S. Cap. 97.)
  19. Svjatoſlavs Moder Olga, gift, med Igor i Aaret 903, død 969. Hun maa da altſaa have været meget gammel. (Se Neſtor ved disſe Aar).
  20. Overhoved ere, ſom det ſynes, Sagaſkriverne tilbøjelige til at anvende en enkelt Fyrſtes Navn ſom Repræſentant for Landet ſelv, uden Henſyn til om han virkelig herſkede paa den Tid, hvorom der er Spørgsmaal. Saaledes nævnes Valdemar eller Vladimir for Rusland, Buriſlav eller Boleſlav for Pommern, og, ſom vi nedenfor ville finde, Olaf Kvaran for Dublin; Mattull for Finmarken have vi allerede tidligere bemerket. Dudo, der ogſaa ſkriver i Sagaſtiil, er tilbøjelig til det ſamme, ſaaledes nævner han Henrik af Tydſkland i Stedet for Otto.
  21. Se Neſtor ved de her nævnte Aar.
  22. Se Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur Cap. 76. Sagaens Ord ere følgende: „Det, ſom nu er ſagt om Olaf Tryggvesſøns Chriſtendomsforkyndelſe i Gardarike, er ej utroligt, thi en ypperlig og ſandfærdig Bog, ved Navn Imago mundi, beretter klarligen, at de Folk, der kaldes Rusſer, Polaner og Ungarer, chriſtnedes i Kejſer Otto den 3dies Dage; og nogle Bøger ſige, at Kejſer Otto ſelv drog i Auſterveg tilligemed Olaf Tryggvesſøn, og tvang Folk til at antage Chriſtendommen“. Bedre Vidnesbyrd end dette behøves ej om, hvor ſvag Grund Beretningen hviler paa.
  23. Adam Brem. II Bog, Cap. 86. Mag. Adam ſiger her, at Efterretningen om at Kong Erik havde antaget Chriſtendommen, havde han faaet af Kong Sven Ulfsſøn; at han derimod ſkulde have ført Krig mod Otto III og været overvunden af ham, nævnte Sven intet om, men det havde han hørt af andre. Dette ſkal vel betyde ſaa meget, ſom at han ej er ſikker paa Beretningens Troværdighed.
  24. Slaget ved Maldon er beſunget i et eget Digt, hvoraf et Brudſtykke endnu findes, ſeneſt aftrykt i Thorpes Analecta Anglosaxonica, 2den Udg. S. 131—141. Striden foregik ifølge dette ved en Bro over Elven Spante, nu Blackwater, i Esſex. Brihtnodh, heder det, var paa Jagt, da Budſkabet kom om at Fienden var landet. Han lod ſtrax Høgen flyve, og ilede til Kampen, ledſaget af Eadric, Wulfſtan, Ælfhere og Maccus (det er altſaa nu 3die Gang dette beſynderlige Navn forekommer); de tre ſidſte ſkulde forſvare Broen. Der nævnes flere angliſke Krigere, men ingen af de norſke eller danſke.
  25. Dette er ſaaledes gjengivet i Medhold af Florents’s Overſættelſe og Matthæus af Weſtminſter, ſaa vel ſom og paa Grund af den Omſtændighed, at den til Fienden overgangne Ælfrics Skib ſiges at vare taget. Thi af Chron. Sax. kan man ej ſe, om det var den engelſke Flaade, eller Vikingerne, ſom vandt. Henrik af Huntigdon derimod i ſin engelſke Hiſtorie (l. V. Mon. hist. Britt. S. 749) lader „Danerne“ være de ſejrende og dræbe mange af Londonerne.
  26. Chron. Saxonicum, i Monumenta hist. Brit. I. S. 400—403. Her maa det dog bemerkes, at de to forſkjellige Klasſer af Haandſkrifter afvige indbyrdes, ſaa vel med Henſyn til Vidtløftighed, ſom i Tidsregningen Det ældſte og bedſte Haandſkrift, der fra 891 ſynes at være fortſat ſamtidigt Aar efter Aar, men efter 925 kun har faa Antegnelſer, indeholder intet for Aarene 985 til 993, og heller ikke fra 995 til 1001, men ſammentrænger i 993 og 994 Begivenhederne for flere Aar. Saaledes beretter den 993: I dette Aar kom Olaf (Unlaf) med 93 Skibe til Staines, herjede det udentil, foer derfra til Sandwich, derfra til Ipswich, ſom han overrendte, og ſaa til Maldon, hvor han ſtred med Brihtnodh o. ſ. v.; ſiden ſluttede man Fred med ham, og Kongen modtog ham af Biſkoppens Haand ved Canterbury-Biſkoppen Sigerics og Wincheſter-Biſkoppen Ælfeahs Medvirkning. For 994 berettes kun Sigerics Død og hans Eftermand Ælfrics Ophøjelſe til Erkeſtolen. Til dette Haandſkrift (Cambridge-Haandſkr.) ſlutter ſig et andet (Cotton, Otho B. XI. 2) ligeledes, ſom det lader, temmelig gammelt, da det nemlig ender ved 1001. De øvrige Haandſkrifter, af hvilke dog det ældſte er ſkrevet med een og ſamme Haand lige til 1046, hvilket viſer, at Begivenhederne før dette Tidspunkt ej ere ſamtidigt nedtegnede, omtale Watchets Plyndring, Godas Drab og Dunſtans Død 988, Sigerics Ophøjelſe til Erkeſtolen 990, Ipswichs Plyndring og Brihtnodhs Fald ved Maldon — hvorved dog, vel at merke, Olafs Navn ej nævnes — ſamt det førſte Danegeld af 10000 Pund, ved 991, Flaadens Samling ved London og Ælfrics Forræderi 992, Stormen paa Bamborough, Herjingen ved Humber i Lindsey og Northumberland m. m. 993, og endelig Olafs og Svens Ankomſt til London med 94 Skibe, ſamt den vidtløftigere Beretning om hans Beſøg hos Kongen i Andover m. m. 994. Til 995 henføres Sigerics Død. — Ere nu end ikke disſe Beretninger ſamtidige, ſaa maa de dog viſtnok anſees paalidelige, da en Nedſkriver i 1046 endnu godt kunde erfare Begivenheder fra 990—1000 af Øjevidner, ligeſom det vel og er ſandſynligt, at han har afſkrevet ældre Originaler. Dertil kommer, at ſamtidige Diplomer udtrykkelig omtale Sigeric endnu i 995, hvilket viſer, at det ældre Haandſkrift urigtigt henfører hans Død til 994. Den Omſtændighed, at det ældſte Haandſkrift kun en ſjælden Gang antegner Begivenheder, gjør det rimeligere at antage, at dets Nedſkriver ej har benyttet ældre Kilder, og at hans Hukommelſe derfor lettere kan have ſlaaet ham Fejl. Da det nu er dette Haandſkrift, ſom nævner Olaf ved Angrebet paa Ipswich, til ſamme Tid ſom det omtaler hans Fredsſlutning, medens de øvrige Haandſkrifter førſt omtale Olaf 994, bliver det viſtnok altid muligt, at hiint med Urette kan have tillagt Olaf de før 994 udførte Bedrifter; dog, da Fredstraktaten mellem Ædhelred og Olaf (ſe nedf.) udtrykkelig paaberaaber ſig det ældre Forlig, altſaa det af 991, maa Olaf følgelig ogſaa have været den, ſom ſluttede dette. Den ældſte engelſke Annaliſt efter Chron. Sax., Florents af Worceſter († 1118), fortæller at de „Daner“, der plyndrede Ipswich og fældte Brihtnodh ved Maldon, vare Joſtein og Gudmund Stegita’s Søn. (Mon. hist. Brit. I. S. 580). Men da Florents’s Notitſer hovedſageligen kun ere Overſættelſer fra Chron. Sax., bliver denne Angivelſe mistænkelig, og man ledes til den Formodning, at han alene har hentet Joſteins og Gudmunds Navn fra Fredstraktaten. Florents ſiger og i Anledning af Olafs Konfirmation, at Kongen adopterede ham ſom Søn, hvilket Tillæg vel alene kan betragtes ſom en mægtig Forſkjønnelſe af Udtrykkene i Chron. Sml. Endelig tilføjer han, at Olaf Sommeren efter det ſluttede Forlig rejſte hjem til ſit Fædreland. Da heller ikke dette Tillæg findes i Chron. Sax., tør man ej anſe det for aldeles paalideligt, efterſom Florents ogſaa her kan have ladet ſig forlede til at udvide Originalens ſimple Udtryk, „at Olaf holdt ſit Løfte, aldrig at ville komme med Ufred til England“. Men da dog altid den Mulighed er forhaanden, at Florents virkelig kan have benyttet et vidtløftigere Haandſkrift, end det, vi nu kjende, eller for øvrigt haſt andre Oplysninger, bliver Tillægget merkeligt nok, og vilde, hvis det var ſikkert, end mere beſtyrke, at Annalernes Olaf er Olaf Tryggvesſøn. — Fra Florents ere de nævnte Tillæg komne ind hos Simeon af Durham (Twysden, S. 162, 163), og Henrik af Huntingdons Annaler (Savile S. 428).
  27. Hvad for øvrigt Skibenes Antal angaar, da ſynes den Omſtændighed, at de Haandſkrifter, der henføre Angrebet til 993, nævne 93 Skibe, medens de, ſom henføre det til 994, nævne 91, at vidne om at man her vilkaarligt har rettet Tallet efter Aarstallet. Man erfarer altſaa kun, at Skibenes Antal var meget ſtort.
  28. Thorpe’s udg. af.de gamle engelſke Love, S. 121. At „Juſtin“ er „Joſtein“, kan ikke betvivles, og Navnet Stegita, der efter den norſke Udtale ſkulde være „Steiti“, ſynes urigtigt opfattet; man ſkulde næſten antage det for en Fejlſkrift i Stedet for Igstan, angl. Form for Eysteinn.
  29. Brut y Tywysogiun, S. 851. Caradoc fortæller noget mere om Svens Bedrifter, idet han tillige lader ham herje Wales, men ved Sammenligning med Brut y Tywysogion ſer man, at han alene vilkaarligt har ſammenkjedet dettes afbrudte og ikke indbyrdes ſammenhængende Notitſer.
  30. Florents (S. 582) har udtrykkeligt confirmari ab episcopo fecit.
  31. Naar Thjodrek Munk her forreſten nævner Abbed Bernhard ſom den, der døbte Olaf, ſynes han at have hentet dette ved en Misforſtaaelſe fra Mag. Adam, II. 51, 55.
  32. Paa dette Sted er det af Vigtighed at lægge Merke til, hvad Odd Munks, eller den legendariſke, Olaf Tryggvesſøns Saga i Cap. 22 anfører om Tidsregningen fra hans Fødſel til hans Hjemrejſe. Viſtnok er denne Bearbejdelſe for øvrigt den upaalideligſte af dem alle, men da den i dette Capitel kun omhandler Chronologien, og udtrykkeligt beraaber ſig paa Are og Sæmund Frode, hvis Optegnelſer man paa den Tid altſaa maaſke har haft, danner det, ſom her anføres, en Undtagelſe. „Are Frode“, heder det, „og mange andre ſige at Olaf var 22 (efter et andet Haandſkrift 32) Aar, da han kom til Landet, og at han regjerede i 5 Aar. Andre derimod paaſtaa at han, da han tog ved Riget, var 32 (efter det andet Haandſkrift 22) Aar gammel. Vi ſkulle nu underſøge Beregningen. De ſige, at ved Tryggves Død var Olaf endnu ej fød, men blev fød i ſamme Aar, var den førſte Vinter hos ſin Morfader, og ſiden i 2 Aar hos Haakon den gamle i Svithjod, drog derfra 3 Aar gammel, var i Trældom 6 Aar, i Gardarike 11 (efter det andet Haandſkrift 9) Aar, i Vendland 3 Aar, i de veſtlige Lande 9 Aar; derpaa drog han fra England, og var da 33 Aar gammel“. Beregningen er, ſom man ſer, i det andet Haandſkrift ikke nøjagtig, da Olaf ifølge dette bliver 30, ej 32 Aar, da han forlod England. Men denne Fejl kan dog let forklares (ved IX i Stedet for XI); vanſkeligere er det at beſtemme, hvilket Haandſkrift har Ret, naar det ene lader Are angive Olafs Alder til 22, det andet til 32 Aar. Vi erfare dog heraf ſaa meget, at der i det 13de Aarhundrede, da denne Saga blev ført i Pennen, var flere, ſom angave Olafs Alder 995 til 32, Aars og at dette maaſke er Ares egen Mening. Dette beſtyrker altſaa i høj Grad den af os fulgte Tidsregning, hvorved Olaf bliver fød 963. „Disſe Mænd“, vedbliver Sagaen, „Sæmund og Are, ſamtykke deri, at Haakon Jarl ſtyrede Riget i 33 Aar efter Harald Graafelds Fald, hvilket ſynes os at ſtemme meget godt med hiint Udſagn“. Dette er nu viſtnok urigtigt, da de 33 Aar ſkulle regnes fra Sigurd Jarls Fald; men da denne Notits aabenbart kun er indført for derefter at beregne Olafs Fødſelsaar, ſe vi dog ſaa meget, at baade Are og Sæmund maa have antaget det for at ligge i Nærheden baade af Haralds Fald og Haakons Tiltrædelſe til ſit Fædrenerige. „Der ſiges“, heder det endvidere, „at Olaf Tryggvesſøn har haft 3 Tider i ſine Dage, den førſte da han var i Vanhæder og Trældom, den anden da hans Liv var glimrende og heldigt, den tredie da det var berømmeligt, men fuldt af Bekymringer. „Men“, ſiges der, „det er muligt at Einar Thambeſkelver eller Olafs Syſter Aaſtrid ej have regnet de 9 eller 10 Aar, han var i Trældom, og mange antoge ham død; thi da han blev funden af ſine Frænder, var han ſom oprejſt af Døden, og regnede de ham da kun 27 (efter det andet Haandſkrift 26) Aar gammel“. Det ſidſte Tal er forvanſket i begge Haandſkrifter, og ſkal naturligviis læſes 22, ſom ovenfor (XXII for XXVII). Ifølge denne Beregning til 32 Aar ſkulde altſaa Olaf være fød 963, kommen til Eſtland 966, til Rusland 972, til Vendland 983 (hvor han har været under Vladimirs Fraværelſe bliver uoplyſt), og til de veſtlige Egne 986. Denne Beregning er ingenlunde uſandſynlig. Kunde man nu ogſaa antage den Angivelſe, at han ved ſin Daab var 25 Aar gammel, for rigtig og ej for en Frugt af ſenere Beregninger, ſkulde altſaa hiin Begivenhed være indtruffen 988, tre Aar førend hans Angreb paa Ipswich. Og i disſe 3 Aar falde da hans Giftermaal med Gyda, ſom maa have haft ſit Hjem et Sted i det ſydveſtlige England.
  33. Ved „Hær“ (here) eller „Skibshær“ forſtaaes altid „Vikingehær“.
  34. Her bruges Udtrykket friðigian, det oldn. friða, d. e. tilſtaa Fred, ſaa at Landet for vedkommende Vikingehær bliver „Fredland“.
  35. Ved „drevet“ (gedrifen) forſtaaes her tydeligt nok „forfulgt“, nemlig af et Skib, der hørte til Olafs Flaade.
  36. Borg (burh) kaldtes i England, ligeſom hos os, i den ældſte Tid Stæder, der vare omringede med en Muur. „Fredborg“ er en Stad, der tilhørte det Diſtrikt, fem havde Fred for Vikingerne og tilſtod dem fredeligt Ophold.
  37. Der ſtaar „älc ágenra friðmanna“, hvilket maaſke nærmeſt gaar paa Ædhelreds Underſaatter. Dette ſynes at viſe, at flere af dem ej vare „Fredmænd“, eller altſaa ſtrede mod de Fremmede paa egen Haand.
  38. I Texten ſtaar hule d. e. Hytte.
  39. Dette bekræfter, hvad ogſaa Sagaerne melde, at der i Olafs Hær var mange Daner. Disſe have vel endog udgjort den overvejende Deel, thi Olaf havde endnu ikke været hjemme i Norge, og ſaa vel i Øſterſøen, ſom ved England maa de danſke Vikingers Antal paa denne Tid have været ſtørſt. Erindres maa det, at han havde opholdt ſig 3 Aar i Vendland, ja efter fleres Sigende endog været i Jomsborg, og at ſaaledes flere Jomsvikinger kunne have ſluttet ſig til ham, ikke at tale om hans Forbund med Kong Sven.
  40. D. e. da ſkulde Olaf og hans Mænd have Ret til at herje der.
  41. Wealh ɔ: Walliſer, Briter, Indbyggere af Wales. Det bruges her i Stedet for „Træl“, hvilket tydeligt nok viſer, at Trællene paa den Tid fornemmelig vare Kelter.
  42. Her bruger Texten det oldn. Ord sceiðman d. e. hørende til Vikingeſkeiderne.
  43. Ifølge Chron. Sax. betaltes førſt 10000, ſiden 16000 Pund, altſaa tilſammen 26000; denne Uovereensſtemmelſe kan maaſke forklares derved at Krøniken nøje angiver Summen („i Penge“), Traktaten derimod Vegten, ſaaledes at hvad der betaltes deels i Guld, deels i Sølv, nok vejede 22000 Pund, men i Værdi beløb ſig til 26000 Pund Sterling. — De følgende to Artikler, der i Udgaven anføres under Forliget (S. 123, 124) høre aabenbart ej dertil; her tales om Beſtemmelſer af „Witan“, for det hele Land, uden at de Fremmede endog i mindſte Maade omtales.
  44. Vi have viſtnok ogſaa Ælfreds og Edwards to Traktater med Gudrum, men deels ere disſe ſluttede med en danſk, ikke en norſk, Fyrſte, deels angaa de en formelig Nedſættelſe i Landet, ikke midlertidigt Ophold af en Vikingehærs heller ikke omtale de ſaadanne, alene af Vikingebedrift opſtaaende Tilfælde, ſom Traktaten af 994. Denne kan derfor visſelig kaldes eneſte i ſit Slags.
  45. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. S. 400.
  46. Denne Krig ſamt Fredsſlutning, der kun omtales af Villjam af Malmesbury, II. (Savile S. 64), antages af nogle for den ſamme ſom den, Villjam af Jumièges V. 4 (Duchêne S. 250) henfører til Richard d. 2dens Tid, ſe Lappenberg Geſch. Englands I. S. 421-423, II. S. 32. Villjams beſtemte Udſagn lader ſig dog kun vanſkeligt bortviſe. Lappenberg henter ſit Hovedargument derfra, at hvis Krigen, ſom Villjam ſiger, ſkede efter Ædhelreds Giftermaal med Richards Datter Emma, maatte den have foregaaet i 1003, da Ædhelred ej egtede Emma førend i 1002, efter Chron. Sax.’s Udſagn, og i denne Tid havde han ſaa meget at beſtille med Krigen mod Danerne, at han ej kunde tænke paa nogen Angrebskrig paa Nordmandie. Men herved er at merke, at Angivelſen i Chron. Sax. er urigtig, da man har et Brev fra Emma ſom Dronning (hun kalder ſig Ælfgyna Ymma regina) allerede fra 997 (Kemble, Cod. Dipl. ævi anglos. III S. 279). Krigen kan altſaa være fort i Aarene 997—1000.