Det norske Folks Historie/2/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En Vikingehøvding der optraadte med ſaa ſtor Magt og Anſeelſe ſom Olaf, maatte være berømt over hele Norden, og hans Ry maatte for længe ſiden have naaet Norge. Allerede under hans Ophold i Gardarike kan det ej ſlaa Fejl at han har ſtødt paa flere Landsmænd, og fortalt dem ſin Herkomſt; paa hans Tog i Øſterſøen ſluttede, ſom det udtrykkeligen fortælles, Nordmænd ſig til ham foruden Gauter og Daner; under Opholdet i Vendland og Jomsborg maatte han ligeledes have Lejlighed til at ſe mange Nordmænd, og dette maa endnu mere have været Tilfældet i England. Af Islændinger omtales i det mindſte een, der ſluttede ſig til Olaf allerede under hans Ophold i Veſten, nemlig Stefne Thorgilsſøn fra Kjalarnes, en Sønneſøns Søn af den mægtige Landnamsmand Helge Bjola. Stefne havde ſom Yngling forladt ſit Fædreland, og i Danmark antaget Chriſtendommen, ſiden havde han truffet ſin Landsmand Thorvald Vidfarle, der nu ogſaa var bleven døbt, og havde med ham rejſt vide omkring og beſøgt de hellige Steder i Syden og fornemme Høvdinger. Paa Tilbagevejen til Norden traf han Olaf Tryggvesſøn i England eller Irland, og blev hans Mand. Af de Skildringer, Sagaerne ſaa omſtændeligt have efterladt os af Olafs ſværmerſke og enthuſiaſtiſke Sind, kunne vi ogſaa, om det end ikke ſagdes i udtrykkelige Ord, lettelig forſtaa, at Erhvervelſen af hans Fædrene-Rige, under alle Omſkiftelſer i hans urolige og omflakkende Liv, ſtod for ham ſom det Maal, hvortil han ſtræbte, og ſom han aldrig tabte af Sigte. Ved Siden af dette ſtillede der ſig ogſaa ſnart et andet, Norges Omvendelſe til Chriſtendommen; det trængte endog maaſke det førſte for ſaa vidt i Baggrunden ſom dette ej længer blev den endelige Henſigt, men kun Middelet, hvorved det andet ſkulde opnaaes. Dog, hvad enten det ene eller det andet var hans Hovedformaal, maatte det nødvendigviis bringe ham til at ſøge alle Nordmænd, der kunde give ham Efterretninger fra Hjemmet, til at udfritte dem om Forholdene, vel og tildeels at lade ſig forlyde med med, hvo han var, hvad Henſigter han havde, hvad Haab han nærede om at kunne faa dem udførte[1]. Og ſaaledes kunde det neppe undgaaes, at Haakon Jarl ej alene erfoer, at han var til, men ogſaa fik Nys om hans Planer Olaf ſkal viſtnok, efter hvad nogle fortælle, have ſkjult ſit rette Navn og kaldt ſig Ole eller Aale den gerdſke; denne Forſigtighed har han maaſkee brugt ved et Par enkelte, ſæregne Lejligheder, naar det gjaldt ham om at udfritte Landsmænd paa en mere end almindelig forſigtig Maade; men at han forreſten ogſaa i England ſædvanligviis gik under ſit rette Navn Olaf, derom vidner nokſom den Omſtændighed, at han kaldes Olaf (Anláf) i de ſamtidige engelſke Beretninger om hans Bedrifter der i Landet.

Haakon Jarl lyttede til Efterretningerne om Olaf Tryggvesſøn med en Ængſtelighed, ſom man neppe ſkulde have ventet hos ham, paa en Tid da hans Magt maatte anſees grundfæſtet i Norge. Den ſtore Sejr over de farlige og mægtige Jomsvikinger havde bragt ham Hæder og gjort ham populær; hans Iver for Hedendommen ſikrede ham desuden Hedningernes Venſkab — og deres Antal var endnu det overvejende i Landet — Aaringerne vare gode, Landet blomſtrede, med Nabokongerne, endog med Erik Sejrſæl i Sverige, ſynes der at have herſket Fred[2]: for Haakon ſkulde det derfor ſynes ſom om intet var at befrygte. Men han kjendte Nordmændenes Hengivenhed for Harald Haarfagres Kongeæt; den betragtedes allerede ſom odelsbaaren til Riget, medens Haaleyge-Ætten, hvor anſeet den end var, i det højeſte blot kunde anſees ſom arveberettiget til Thrøndelagen; han maatte føle, at han, om han end var nok ſaa meget yndet og adlydt, dog kun var yndet og adlydt af perſonlige Grunde, ej ved det Trylleri, Bevidſtheden om en Regents lovlige og arvelige Adkomſt til Riget, iſær i hine Tider, udøvede paa Gemytterne endog uden Henſyn til hans Perſonlighed Og dobbelt uſikker maatte han føle ſig, da han begyndte at merke, at den perſonlige Hengivenhed, Folket hidtil havde næret for ham, var i Aftagende, og det ved hans egen Brøde. Ved Haakons Charakteer var der nemlig flere ſlette Sider, hvilke han, ſaa længe han arbejdede paa at ſikre og befæſte ſit Herredømme, havde haft Klogſkab og Kraft nok til at bekæmpe, ſaa at de ej traadte frem for hans Omgivelſer i et ſynderligt ſterkt Lys, og uagtet hans Færd i den guldharaldſke Sag viſtnok maatte have lagt for Dagen, at Samvittighed, Tro og Love ej vare ham meget hellige, dækkedes dog disſe Pletter let med Patriotismens Kaabe. Men efter at han havde erhvervet Magten, og endelig troede ſig ſikker, ſynes det ſom om hans ſlette Tilbøjeligheder traadte frem med deſto ſtørre Styrke, jo mere han hidtil havde holdt dem tilbage, og ſom om han ikke engang længer formaaede at bekæmpe dem. Af flere Træk, der fortælles om ham, ſer man at han begyndte at viſe ſig ſnæverhjertet, uædelmodig og gruſom, Fejl, der paa de Tider fremfor alle andre vare ſkikkede til at fremkalde Misnøje og fjerne Hjerterne fra en Fyrſte. Det er allerede fortalt, hvor uædelmodig han viſte ſig mod de fangne Jomsvikinger, og hvilken henſynsløs Haardhed han viſte mod Njaalsſønnerne. Da Thraain havde udført hans farlige Hverv, at overvinde og fælde Vikingen Kol, vilde Haakon, ſom det ſynes, have ladet det bero ved den blotte Tak, hvis ikke Erik Jarl havde ſagt, at Thraains Daad var mere værd end Ord alene: da førſt forærede han ham Skibet Gammen[3]. Alt ſaadant bidrog naturligviis til at formindſke hans Popularitet. Men hvad der iſær vakte Uvilje, var hans overhaandtagende Uſædelighed. Det gik tilſidſt ſaa vidt, ſiger Snorre, at Jarlen lod tage mægtige Mænds Koner og Døtre og føre hjem til ſig, beholdt dem hos ſig en Uge eller to, og ſendte dem derpaa tilbage; herover blev han meget forhadt hos disſe Kvinders Frænder, og Bønderne begyndte at knurre. Dette ſkal iſær have været Tilfældet i Throndhjem, hvor han havde ſit Hovedſæde, og hvor man altſaa led meeſt ved hans Uvæſen; Thrønderne beſkrives derhos ſom meget tilbøjelige til at give Ondt af ſig, naar noget mishagede dem[4]. Her, i Haakons egentlige Ætteherredømme, og hvor han fornemmelig ſkulde ſøge ſin Støtte, ſkede det det førſte Omſlag i Folkemeningen til hans Skade. Under ſaadanne Omſtændigheder er det ej at undres over, at Olaf Tryggvesſøns Ry fyldte ham med Ængſtelſe, og at han gjorde Forſøg paa deels at udlokke af ham, hvad Henſigter han nærede med Henſyn til Norge, deels, om muligt, endog at rydde ham af Vejen.

Til ſit Redſkab og fortrolige Sendebud i denne Forretning valgte Jarlen en af ſine nærmeſte Venner, ved Navn Thore Klakka. Denne Mand havde faret meget omkring i fremmede Lande, deels i Viking, deels paa Kjøbmandſkab; han var kjendt vidt og bredt. Jarlen bad ham nu for et Syns Skyld at gjøre en Kjøbmandsrejſe til Dublin, hvilket dengang var meget almindeligt, for under ſit Ophold der at efterſpore, hvorledes det egentlig forholdt ſig med Olaf Tryggvesſøn eller hiin Ole den gerdſke, ſom han ſkulde have kaldt ſig; var det ham muligt, ſkulde han ſe til at lokke ham til Norge, eller at faa ham dræbt. Thore drog ſtrax afſted og kom til Dublin, hvor Olaf juſt opholdt ſig hos Kongen, ſin Svoger. Thore, der efter en enkelt Beretning i tidligere Dage ſkal have kjendt Olaf og været i Handels-Fællig med ham[5], vidſte ſnart at ſkaffe ſin Adgang til ham. Olaf ſpurgte ham nøje ud øm Forholdene i Norge; førſt, ſiges der, om Oplændingekongerne og andre mægtige Mænd, hvo der var i Live og hvad Rige de havde, og derpaa om Haakon Jarl, hvor vidt han var yndet af Folket. Thore ſvarede at Jarlen var ſaa mægtig, at ingen vovede at modſætte ſig ham, men at dette kun kom deraf, at man ingen anden havde at holde ſig til, hvorimod ſaavel de fornemmere ſom Almuen intet heller ønſkede, end at en Ætling af Harald Haarfagre vilde fremſtaa og gjøre Fordring paa Riget: da vilde de ſtrax ſlutte ſig til ham. Olaf betroede nu Thore, hvo han egentlig var, og ſpurgte ham, hvorledes han vel tænkte at Bønderne vilde tage imod ham, om han kom til Norge. Thore gav ham de bedſte Forhaabninger, og opmuntrede ham ſaa indſtændigt til at rejſe, at han ej længer kunde modſtaa Lyſten dertil, men drog afſted med fem Skibe. I hans Følge var Stefne Thorgilsſøn og flere Gejſtlige, om hvilke vi ſiden komme til at tale. Thore fulgte ogſaa med. Olaf tog Vejen om Syderøerne og nordenom Skotland. Men Pettlandsfjorden var paa denne Aarstid (ved Vaarens Begyndelſe)[6] ikke farbar, og han lagde derfor med ſine Skibe ind i Havnen Aasmundarvaag paa den ſydøſtlige Kant af Haaø, en af Orknøerne, ſandſynligviis for at gaa gjennem et af de roligere Løb mellem Ragnvaldsø og Noſsø. Tilfældigviis laa juſt Orknøernes mægtige Jarl, Sigurd, med tre Skibe i den ſamme Vaag; han agtede ſig over til Katanes. Denne gode Lejlighed til at ſkaffe ſig Sigurds Anerkjendelſe ſom hans Overherre, og at tvinge ham til at antage Chriſtendommen lod Olaf ej ſlippe ſig af Hænderne. Han havde Overmagten, og det kunde derfor ikke nytte Sigurd at prøve nogen Modſtand. Olaf lod ham kalde over til ſit Skib, og Sigurd indfandt ſig ſtrax. Olaf navngav ſig ſtrax ſom hans Lensherre, og fordrede at han ſkulde antage Chriſtendommen; i dette Tilfælde ſkulde han beholde Jarldømmet; hvis ikke, ſkulde han miſte Livet. Jarlen valgte det førſte; efter en Beretning ſkal han have gjort Vanſkeligheder, men Olaf ſkal da have grebet hans Søn, der var fulgt med ham, og truet med at nedſtøde denne for hans Øjne, hvis han ikke ſtrax føjede ſig efter det ſtrenge Bud; dette ſkal have haft den tilſigtede Virkning. Sigurd og alle hans Folk bleve nu døbte, derpaa gik han Olaf til Haande, og bekræftedes af denne i ſin Forlening ſom Øernes Jarl. Men ſom Gisſel og Underpant paa ſin Troſkab maatte han overlevere Kongen ſin nysnævnte Søn, en Dreng ved Navn Hvalp eller Hunde[7], hvilken Olaf lod døbe under Navnet Lødve, og tog ham med ſig til Norge. Efter at have ladet nogle Preſter blive tilbage hos Jarlen for at underviſe og døbe hans Underſaatter, fortſatte Olaf ſin Rejſe, fik god Vind, og landede endelig ved Øen Moſter paa Hørdeland. Her gik han ſtrax i Land, og lod ſynge Mesſe for ſig i et Telt, hvor han ſiden ogſaa ſkal have ladet bygge en Kirke, den ældſte i Norge. Thore Klakka gav ham det Raad, at han for det førſte ſlet ikke ſkulde aabenbare nogen af Landets Indbyggere, hvo han var, men ſkynde ſig nordefter ſaa hurtigt ſom muligt, for at komme uforvarende over Haakon Jarl, inden denne endnu havde faaet det mindſte Nys om hans Ankomſt. Dette Raad fulgte Olaf, og ſejlede nordefter Dag og Nat, ſaa hurtigt Vind og Vejr tillode det, uden at Nogen fik mindſte Anelſe om, at han var kommen. Endelig ſtandſede han i Nærheden af Agdenes ved Indløbet til Throndhjemsfjorden, nær ved et Sted, kaldet Thjalfahelle eller Thjalves Hule. Men de Efterretninger, han her fik om Tilſtanden i det Throndhjemſke, vare langt anderledes end Thore havde ventet, og ſtemmede derimod meget mere med den opdigtede Beſkrivelſe, han havde givet Olaf, for at lokke ham til Landet. Der var virkelig fuld Opſtand mod Haakon inde i Thrøndelagen, og Forræderen Thore var fangen i ſine egne Garn. Olaf kunde allerede paa Forhaand næſten være ſikker paa, at han alene behøvede at viſe ſig i Throndhjem, for at Bønderne ſkulde antage ham til Konge.

I denne Beretning om Maaden, hvorpaa Olaf lokkedes til Norge, have vi fulgt Snorre Sturlaſøn[8], fordi han, idet mindſte tilſyneladende, undgaar de fleſte Uſandſynligheder. Det ſædvanlige og viſtnok ſaare gamle Sagn herom indeholder langt flere Biomſtændigheder, der alle ere mere eller mindre uſandſynlige. Ifølge dette lod Haakon Jarl det ikke bero med at ſende Thore Klakka, men for at Olaf ſkulde fæſte ſaameget mere Tiltro til dennes Forſikringer, befalede han ogſaa Olafs Morbrødre Joſtein og Karlshoved, Erik Bjodaſkalles Sønner og anſeede Mænd fra Viken, at følge med for at ſande Thores Ord. De vægrede ſig naturligviis i Førſtningen ved at ſvige deres Frænde, men Jarlen truede dem med en gruſom Død, hvis de ikke føjede ſig efter hans Vilje; der var ſaaledes tilſidſt ingen anden Udvej for dem end at paatage ſig dette Hverv, og de maatte endog under Ed love at udføre det ſamvittighedsfuldt. Dog ſkulde det ſtaa dem frit for, naar Olaf for førſte Gang ſatte Foden paa Norges Faſtland, at aabenbare ham Sagens rette Sammenhæng, thi da, meente Jarlen, kunde han altid finde Raad: Hovedſagen var at lokke Olaf til Landet. De fulgte altſaa med Thore og ſandede hans Fremſtilling af Forholdene i Norge, ſkjønt juſt ikke meget gjerne eller med mange Ord; dog det var nok for Olaf til at ſtole paa, hvad Thore fortalte, og han drog til Norge paa den ovenfor omtalte Maade, med Thore, Joſtein og Karlshoved i ſit Følge, tvang paa Vejen Sigurd Orknø-Jarl til at hylde ham og lade ſig døbe, landede ved Moſter, og ſejlede i Haſt og Stilhed videre nordefter. Ankomne til Agdanes, ved Thjalfahelle, fik de høre at det ſtod anderledes til i Throndhjem end Thore havde tænkt, og Thore beſluttede derfor ved Liſt at rydde Olaf afvejen, førend han kunde komme til Throndhjem og viſe ſig for Bønderne. Denne Liſt var ſaaledes anlagt, at han vilde anmode Olaf om en Samtale i Eenrum et Stokke oppe fra Søen, tæt ved en Skov; i denne ſkulde to bevæbnede Mænd ſkjule ſig, og paa et givet Tegn fra Thore ſtyrte frem og gjennembore Olaf. Denne Plan betroede Thore til Joſtein og Karlshoved; men disſe, hvis Ed til Haakon ej længer bandt dem, gik ſorgfulde til Olaf, bekjendte Forræderiet, og gave ſig ham i Vold paa Naade og Unaade. Han tilgav dem ſtrax alt, og de gave ham nu det Raad at holde gode Miner med Thore og begive ſig til Mødet, men imidlertid lade dem ſelv lægge ſig i Baghold i Skoven, for at de paa et Tegn fra Kongen kunde bryde frem og forekomme de af Thore udſatte Mordere. Kongen fulgte deres Raad; ved det aftalte Tegn fra Kongen, der beſtod i at han rakte ſin Handſke i Vejret, brød Joſtein og Karlshoved frem og dræbte Thore, førend de andre, der nu ogſaa viſte ſig, kunde hindre det; de ſtandſede raadvilde, men Joſtein og Karlshoved vendte ſig imod dem og fældte dem, hvorefter Thores øvrige Mænd gik Olaf til Haande og ſvore ham Troſkabsed[9].

Meget heraf er, ſom det ſynes, laant af den legendariſke Fortælling om Olafs Liv, hvilken dog tilføjer endnu langt flere og utroligere Ting. Ifølge denne ſender Haakon Thore til Olaf for at lokke ham til Norge ved den uſande Beretning, at Haakon Jarl var død og at hele Folket ønſkede Olaf til Konge. Joſtein og Karlshoved tvinges til at følge med og underſtøtte Thore, ſaaledes ſom ovenfor nævnt. De drage til England, men erfare her, at Olaf er rejſt til Gardarike. De opſøge ham nu her, og Thore begynder ſine Overtalelſer, der ogſaa have forønſket Virkning. De tilbringe Vinteren i Gardarike hos Olaf, og om Vaaren drager han afſted med 6 Skibe og en Mængde Koſtbarheder; Thore, Joſtein og Karlshoved følge ham med tre Skibe. De lande ved Thjalfahelle, hvor Joſtein og Karlshoved aabenbare Forræderiet, og faa Olafs Tilgivelſe. Han beder dem at finde paa Raad. De anbefale ham at raadſpørge en Finn, der boede paa et Fjeld i Nærheden. Olaf ſamtykker heri, ſkjønt heel nødigt, de vandre afſted i Mørket om Natten, Olaf ſynker dybt ned i en Myr og kalder dette en Straf fordi han vil raadſpørge en Finn, men de andre kalde det et godt Varſel. De finde frem til Finnens Hytte; han tillader ikke Olaf at komme ind, fordi hans Natur ej kunde taale de guddommelige Aander, der ledſagede Olaf, men beder ham melde udenfra, hvad han vil. Olaf beder Finnen ſige ham, hvorledes han nu ſkal bære ſig ad. Finnen giver ham det Raad at lægge to af ſine Mænd i Baghold for at forekomme Thores Anſlag, han ſpaar ham tillige at han ſkal blive Konge over Landet og forkynde en ny Tro, men forbeholder ſig ſelv at maatte ſlippe for at tvinges til at antage den; han lover derimod at helbrede Kongens Hund, hvis den bliver ſaaret. Olaf og hans Morbrødre vende nu tilbage til Skibene, og alt gaar, efterſom Finnen har ſagt, og ſom det ovenfor er berettet. Sigurd Jarls Omvendelſe til Chriſtendommen omtales ej førend efter at Haakon Jarl er ſtyrtet og Olaf har været Konge eet Aar; da, heder det, gjør Olaf en Rejſe til England med 5 Skibe, og vender om Høſten tilbage til Norge, medbringende flere Preſter; paa Vejen chriſtner han Sigurd Jarl, ſaaledes ſom det ſædvanligviis fortælles, lander i Norge ved Moſter, og holder der det Thing med Bønderne angaaende Chriſtendommens Antagelſe, ſom vi i det Følgende ſkulle omtale[10].

En ſkarp Modſætning til disſe omſtændelige Beretninger danne de kortfattede, deels i den paalidelige norſke Bearbejdelſe af Kongeſagaerne, deels i det oftere omtalte Udtog; begge nævne kun med faa Ord Olafs Ankomſt til Landet, idet de dog udtrykkeligt tilføje at han kom fra England; de ytre intet om, at han var lokket til Norge, og det lader til at de betragte hans Komme juſt paa denne Tid, da Haakon var bleven uenig med Bønderne, ſom et aldeles tilfældigt, uforudſeet og uforberedt Lykketref[11].

Nu er det viſtnok meget i den vidtløftige Beretning, ſom klinger uſandſynligt. Hvis Jarlen førſt fandt det nødvendigt at efterſtræbe Olafs Liv, var det rimeligere at han havde givet Thore det Hverv at dræbe ham i Irland, end at han ſkulde vove det farlige Spil at lokke ham til Norge; og med.den Længſel efter at erhverve ſit Fædrenerige, der beſjælede Olaf, behøvede han neppe nogen Opmuntring eller Lokkelſe for at drage derhen. End mindre ſandſynligt er det, at Olafs egne Morbrødre ſkulde have villet hjelpe til at ſvige ham, om de end havde været tvungne til at love det under Ed, og lige ſaa uovereensſtemmende er det med Jarlens ſædvanlige Liſtighed, at han ſkulde have haft en ſaadan Tillid til dem, ej at tale om, at de ſom Vikværinger ej ſtode under Jarlens Herredømme, og heller ikke ſtrax kunde være ved Haanden, om Jarlen ønſkede deres Nærværelſe i Throndhjem. At Jarlen, opmerkſom og ængſtelig ved de ſtigende Rygter om Olafs Magt og Anſeelſe, ſendte Spioner, ja maaſke endog Snigmordere til ham, er heel ſandſynligt, men ikke, at han ſkulde ønſke at lokke ham til Norge. End mindre Rimelighed er der i den hele, næſten barnslige Fortælling om Thores Mordplan ved Thjalfahelle. Naar man ſer hen til, at alt dette fortælles omſtændeligſt, og tillige med ſtørſt indbyrdes Sammenhæng og eensformigſt Foredrag, i den legendariſke Saga, ſkulde man næſten formode at de fleſte af hine Enkeltheder egentlig høre hjemme i denne, og at de ere laante herfra i de andre Fremſtillinger, hvis Nedſkriver har udeladt mere eller mindre, efterſom han fandt det mere eller mindre uſandſynligt[12]. Men antages dette, maa man egentlig blive mistænkelig mod altſammen. Thi naar man overvejer, hvilke aabenbare Urigtigheder den legendariſke Beretning indeholder, navnlig om at Olaf opſøgtes i og kom fra Gardarike, ikke England, og om hans Beſøg hos Finnen, opſtaar let den Tanke, at det øvrige ikke hviler paa bedre Hjemmel. Endog den ſtørre Sandſynlighed, der ved førſte Øjekaſt ſynes at udmerke Snorres Fremſtilling, faar ved nærmere Betragtning lidet at betyde, thi man overbeviſer ſig let om, at Fremſtillingen ikke fra førſt af var ſaa lidet udpyntet, men at Snorre virkelig har haft den vidtløftigere Beretning for ſig, og kun udeladt hvad han fandt mindre rimeligt[13]; ja hans Fremſtilling er endog ved disſe Udeladelſer bleven mangelfuld og inkonſekvent. Thi Joſtein og Karlshoved ere aabenbart nødvendige, deels til at underſtøtte, deels til at afſløre Thores Svig; hos Snorre lades vi i Uvidenhed om, hvorledes Olaf opdager og undgaar Forræderiet, og vi erfare intet om Thores Skjæbne, aabenbart fordi den ej kan fortælles, uden at der tillige er Tale om Olafs Morbrødre. Vil man altſaa tage Fortællingen om Thore ſom hiſtoriſk, maa man og tage Joſtein og Karlshoved med, og ſlaar man en Streg over de ſidſte, maa man ogſaa udelade den førſte.

Fortællingen er imidlertid meget gammel, i det mindſte i den Skikkelſe, hvori den forekommer i Kongeſagaerne, uden nogen Tale om Tilbagerejſen til Rusland. Allerede Thjodrek Munk, der ſkrev henved 1180, ikke mere end 180 Aar efter Olafs Død, meddeler den i det Væſentlige ligelydende, og da han aabenbart har overſat ældre Sagaer, tør man med Beſtemthed paaſtaa, at den allerede var til i denne Form omkring 1150, om ej tidligere. Denne Ælde ſynes dog at vidne om, at noget deraf maa være ſandt. Hertil kommer, at vi jo, ſom ovenfor viiſt[14], virkelig finde Joſtein omtalt ſom Olafs Krigskammerat og Deeltager i Traktaten med Ædhelred i 994; hans Nærværelſe i England, juſt paa denne Tid, er ſaaledes hævet over enhver Tvivl. Men da han var Olafs Morbroder, og Olafs Ry, ſom vi have ſeet, nødvendigviis maa have naaet Norge, ligger den Formodning nærmeſt, at han tilligemed ſin Broder Karlshoved har begivet ſig til England, ikke efter nogen Opfordring af Olafs Fiender, men af egen Drift, fordi de havde Lyſt til at beſøge deres berømte Frænde. Da vi ſe Joſtein optræde ſom Vikingehøvding, er det endog ſand;ſynligt, at han har udruſtet eet eller flere Vikingeſkibe, og med dem ſtødt til Olafs Flaade. Han hørte til en af de mægtigſte Ætter i Viken, og det var derfor viſtnok i ſin Orden, at han, ſom andre Høvdinger, tilbragte endeel af ſine yngre Aar paa Vikingetog. Da han og hans to Brødre Karlshoved og Thorkell Dyrdill ſom ofteſt nævnes under eet, og tildeels ſom jevnaldrende, og vi derhos finde den ſidſte omtalt endnu paa Magnus den godes Tid[15], har man Grund til at antage, at disſe Sønner af Erik Bjodaſkalle vare meget yngre end Aaſtrid, Olafs Moder, og Sigurd, hans Redningsmand i Gardarike, men derimod jevnaldrende med Olaf; ſandſynligviis vare de endog Aaſtrids og Sigurds Halvbrødre, og der er ſaaledes intet uſandſynligt i at de ſtillede ſig under hans Befaling. Joſteins og Karlshoveds Nærværelſe i England forklares altſaa ſimpleſt og rimeligſt paa den ovennævnte Maade, nemlig ſaaledes, at de ved Efterretningen om Olafs Bedrifter, maaſke ogſaa efter hans Opfordring, ere dragne over til ham med en Deel Krigere, have herjet en Stund i Fællesſkab med ham, og endelig ledſaget ham over til Norge. At de have opfordret ham til at forſøge ſin Lykke i Hjemmet, og foreſtillet ham at Tiden dertil juſt nu var belejlig, da Haakon Jarl havde lagt ſig ud med Thrønderne ved ſin Haardhed og Uſædelighed, er i og for ſig ſelv ſaa rimeligt og ſaa ganſke hvad man maatte vente af deres Forhold til Olaf og af de Tiders Opfatning af Forholdene, at man ingenlunde behøver at ſætte deres Optræden hos Olaf i Forbindelſe med Haakon Jarls liſtige Planer.

At Haakon derimod har udſendt Thore Klakka ſom en Spion eller Agent, og at Thore har næret forræderſke Anſlag mod Olaf, er igjen paa den anden Side ſaa rimeligt, at der ej ſynes at være nogen Grund til at forkaſte Beretningen derom. Vel nævne de gamle Kvad, endog Rekſtefja, intet om Thore, men de nævne heller ikke noget om Joſtein, der dog, ſom vi nys have ſeet, virkelig var hos Olaf ſtrax førend han gjorde Toget til Norge. Kvadenes Taushed beviſe her ſaaledes intet. Hvad ſom derimod er en Overdrivelſe, det er den ſtore Indflydelſe, ſom tillægges Thores Foreſtillinger, og maaſke endnu mere, Farligheden af det af ham anlagte Forræderi, og Maaden hvorpaa det opdagedes. Efterretningen om Stemningen og Forholdene i Norge paa denne Tid i Forbindelſe med Joſteins og Karlshoveds Opmuntringer maatte være nok til at vække Olafs Lyſt til at gjenſe Fædrelandet og erhverve Kongemagten derover, uden at Thores Overtalelſer behøvedes; iſær da det, ſom vi allerede have viiſt, under de daværende Forhold endog maatte være ubelejligt for Jarlen, at Olaf kom til Norge. Der var desuden andre Omſtændigheder, ſom maatte gjøre Olaf Opholdet i Veſten mindre behageligt Han havde ſluttet Forlig med Ædhelred, og kunde altſaa ikke længer herje i England. Sven Tjugeſkegg vovede, efter at Olaf havde forladt ham, for det førſte ikke at forurolige England, og vendte ſtrax derpaa tilbage til Danmark; Ædhelred havde ſaaledes neppe engang Brug for Olaf og hans Hær. I England var følgelig intet mere for Olaf at gjøre, og han ledſagede rimeligviis, ſom vi have nævnt, ſin Svoger Sigtrygg til Dublin, da denne henimod Slutningen af Aaret 994 fordrev Ivar og ſatte ſig i Beſiddelſe af Riget. Men endnu ſamme Aar blev Sigtrygg fordreven paany, og Olaf maa naturligviis have deelt Skjæbne med ham. Da han altſaa intet blivende Sted havde, enten i England eller Irland, er det heel naturligt, at han tænkte paa at beſøge Norge. Hertil kommer, at man efter hans Rejſe fra Irland eller England ikke hører et Ord mere om hans Huſtru Gyda; hun maa altſaa kort før den Tid være død, og ligeſom Geira’s Død forhen gjorde ham Opholdet i Vendland modbydeligt, ſaaledes er det ikke uſandſynligt, at Guders Død, i Forbindelſe med anden Modgang, har givet ham Lede til de veſtlige Lande.

At enkelte Omſtændigheder ved Olafs Tog til Norge, navnlig Thore Klakkas Sendelſe og paatænkte Forræderi, have kunnet forvanſkes eller overdrives ved at fortælles fra Mund til Mund, er ikke andet, end hvad vi allerede ſaa ofte have ſeet Exempler paa ved de paa denne Maade overleverede Sagafortællinger. Hvad nu ſærſkilt Beretningerne om Olaf Tryggvesſøn, tildeels og om Haakon Jarl, angaar, da meddeler Snorre Sturlasſøn ſelv i Indledningen til ſit Verk nogle Vink om, hvorledes de ere blevne bevarede og forplantede. Are frode, ſiger han, ſkrev, ſom han ſelv bevidner, norſke Kongers Levnetshiſtorier efter hvad Sidu-Halls Sønneſøn Odd Kollsſøn berettede, og denne havde igjen faaet ſin Kundſkab fra en vis Thorgeir Afraadskoll, en viis Mand, der var ſaa gammel, at han boede paa Nidarnes, hvor Staden Nidaros ſiden blev anlagt, allerede da Haakon Jarl blev dræbt[16]. Denne Thorgeir Afraadskolls Fortællinger er det vel altſaa, der nærmeſt ligge til Grund for hvad Kongeſagaerne berette om Haakon Jarls Død, om Olafs Ankomſt til Norge og øvrige Bedrifter. Men vi vide, hvorledes Begivenheder ofte endog for Samtidige fremſtille ſig i et urigtigt Lys, og det er ikke engang ſandſynligt, at Thorgeir Afraadskoll ſkulde have vidſt fuldkommen Beſked om den nærmeſte Anledning til at Olaf forlod Irland og drog til Norge. Thorgeir var Øjevidne til hvad der ſkede i Thrøndelagen; han kjendte maaſke Thore Klakka, og vidſte Beſked om hans Sendelſe. Men hvad der ellers var foregaaet i England, Irland, Orknø, paa Moſter, ved Agdenes, kunde han alene have erfaret af Andres Meddelelſer. Alt dette fortalte han om igjen, efter ſin Opfatning, og ſom en ældgammel Mand, til Odd Kollsſøn; denne igjen til Are; Ares Fremſtilling kjende vi nu ej umiddelbart, men den ligger, ſom man af Snorres Ord maa formode, til Grund for de nu forhaanden værende Sagaer. Disſes Uovereensſtemmelſer indbyrdes og de ſildigere Legendeſagn, ſom de mere eller mindre have indflikket, viſe imidlertid, at de ere langt fra at gjengive endog Ares Fremſtilling i dens oprindelige Reenhed. Og ſaaledes kan man let forſtaa, hvorledes enkelte mindre vigtige Biomſtændigheder ere blevne utilbørligt fremdragne paa Hovedomſtændighedernes Bekoſtning, hvorledes man har tillagt dem en Vegt, de ej fortjene, og udmalet dem ved Fantaſiens Hjelp.

Skulde vi altſaa forſøge at opſtille, hvad der efter en omhyggelig Sammenholden af alle de forſkjellige Saga-Beretninger, og alt andet hvad vi for øvrigt vide om Olafs Livsforhold paa den her omhandlede Tid, maatte anſees for at være den ſandſynligſte Sammenhæng med hans Tog til Norge, maatte det blive følgende. Han havde allerede i lang Tid, maaſke ſiden 986, opholdt ſig i de veſtlige Farvande, herjet paa Skotland, England og Irland, modtaget Daaben, og egtet Gyda, Sigtrygg Silkeſkeggs Syſter, da hans Ry ogſaa naaede Norge, og flere af hans Faders fordums Venner og hans egne Frænder, hvoriblandt Joſtein og Karlshoved, ſøgte til ham og forſterkede hans Hær. Men ogſaa Haakon Jarl blev opmerkſom og ængſtelig, og ſendte Thore Klakka afſted for at holde Øje med ham, ja muligviis endog rydde ham af Vejen. Thore Klakka fandt ham i Dublin, juſt ſom han nys var kommen did med Sigtrygg efter at have ſluttet Freden med Ædhelred og ſkilt ſig fra Sven Tjugeſkegg Paa denne Tid var Olafs Huſtru Gyda netop død, eller hiin døde ſtrax efter. Denne Omſtændighed bidrog allerede til at gjøre Olaf Opholdet i Veſten mindre behageligt. Da nu dertil kom, at hans Svoger Sigtrygg, og følgelig ogſaa han ſelv, bleve fordrevne fra Dublin af Ivar, og han i England ikke længer havde noget at gjøre, beſluttede han, opmuntret af ſine Morbrødre Joſtein og Karlshoved, at forſøge ſin Lykke i Norge, hvorhen ogſaa hans Iver for Chriſtendommen kaldte ham. Paa Rejſen derhen var han heldig nok til at overrumple Sigurd Jarl, og optraadte da allerede ſom Norges Konge, idet han lod Jarlen ſværge ſig Troſkabsed og tvang ham til at lade ſig døbe. Da han var landet ved Moſter[17], maatte Klogſkaben ſelv tilſige ham at holde ſin Ankomſt ſkjult, for at han kunde komme uforvarende over Jarlen. Ved hans Ankomſt til Agdenes er det ſlet ikke uſandſynligt, at Thore Klakka ved Snigmord har ſøgt at ſkille ſin Herre Jarlen af med en ſaa ubelejlig Gjeſt, thi paa Rejſen var der ikke Anledning dertil, da Olaf og Thore vare hver paa ſit Skib. Men Thores Anſlag opdagedes vi bragte ham ſelv Døden. Og nu fortſatte Olaf ſin Rejſe ind ad Throndhjemsfjorden.

  1. Olaf Tr. S. Cap. 91, fortæller udtrykkeligt om Olafs Efterſpørgſler fra Norge, navnligen at han ſkulde have erfaret meget af Vagn Aakeſøns Foſterfader, Bjørn fra Bretland, der vendte tilbage til ſit Fædreland fra Jomsvikingetoget.
  2. Odd Munks Bearbejdelſe af Olaf Tr. Saga fortæller, hvad der ogſaa tidligere er omtalt, at Erik Sejrſæl egtede Haakons Datter Aude. Hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for denne Beretning, hvilken Odd forreſten urigtigt henfører til den Tid, da Olaf Tryggvesſøn var et Barn, maa Giftermaalet have foregaaet efter at Erik havde forſkudt Sigrid Storraade.
  3. Se Njaals S. Cap. 83.
  4. Snorres Ol. Tr. S. Cap. 50. Foruden de her meddeelte Træk af Haakons Uelſkværdigheder er der og en heel beſynderlig, temmelig vidtløftig Fortælling om en islandſk Skald ved Navn Thorleif Raudfeldsſøn, ſom han havde lagt for Had, fordi denne ej vilde ſælge ham af de Varer, han havde bragt, og hvis Skib han derfor i hans Fraværelſe plyndrede og opbrændte, hvorhos han lod hans Mænd hænge. Thorleif ſkal have hevnet ſig ved at ſnige ſig forklædt til Jarlen og digte en Nidviſe om ham, der dog ikke egentlig ſkulde have indeholdt noget fornærmeligt, men derimod udøve en trolddomsagtig Indflydelſe paa Jarlen, der efter førſt at Vare betagen af en ulidelig Kløe faldt i Afmagt, og vaagnede med Haar og Skjæg bortraadnet paa den ene Side. Jarlen ſkal ſiden have ſendt en Træmand, hvori Thorgerd Hølgabrud og Irp havde hevet Liv, ud til Island for at dræbe Thorleif, hvilket ogſaa lykkedes (Ol. Tr. S. III. s.) Noget ſandt maa der være i dette Æventyr, da Thorleif er en virkelig hiſtoriſk Perſon (ſe Svarfd. Saga Cap. 11, 18. Landn. III, 13), og hans Viſer, navnlig det ſaakaldte Jarlsnid, vare til efter hans Tid, og citeres ſaavel af Snorre (Ol. Tr. S. 56) ſom i Olaf Trs. S. Cap. 104.
  5. Olaf Tr. Saga hos Odd Munk, Cap. 16. „En gammel Forræder“ kalder Thjodrek Munk ham.
  6. Om Aarstiden ſe nedenfor § 27.
  7. Om den formodede rette (keltiſke) Form af Navnet „Hvalp“ eller „Hunde“ ſe ovenfor. S. 134.
  8. Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 51, 52.
  9. Olaf Tr. Saga i Fornm. S. Cap. 93, 94, 99, 100.
  10. Odd Munks Ol. Tr. Saga Cap. 16, 23, 24. Thjodrek Munk, Cap. 7—10.
  11. Fagrſkinna, Cap. 70, jvfr. 66, 67. Ágrip Cap. 16, jvfr. 11.
  12. Herom vidner iſær Olaf Tryggvesſøns Saga i Flatøbogen (Skaalholt-Udgavens Text), hvor hele det eventyrlige Sagn om Finnen er indtaget.
  13. Han nævner desuden ſenere Joſtein og Karlshoved, ſe hans Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 58.
  14. Se ovf. S. 241.
  15. Se Magnus den godes Saga, Cap. 43.
  16. Snorre Sturlasſ. Indl. Cap. 2. „afráðskollr“ betyder „ypperligt Hoved“ et Navn, viſtnok tillagt ham for hans Viisdom.
  17. Ved Odd Munks urimelige Beretning, at Olaf ſkulde være vendt tilbage til Gardarike, og at han herfra ſkulde have gjort Rejſen til Norge, behøve vi ej engang at opholde os; det ſtrider desuden mod Kvadenes udtrykkelige Udſagn, at Olaf fra England kom til Norge.