Det norske Folks Historie/2/27

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 260-268).

Haakon Jarl havde imidlertid selv fremskyndt sin Undergang. Paa den samme Tid, da Olaf kom til Norge, var han paa Veitsler i Gauldalen, medens hans Skibe laa ude ved Viggen, under Tilsyn af hans Søn Erlend, en meget haabefuld Yngling. Haakon foer frem paa sin vante Viis, idet han, som det heder, tog sig lige Ret til alle Kvinder, hvad enten de vare gifte eller ugifte, højbaarne eller ringe, uden Hensyn til hvis Mødre, Koner eller Systre de vare, og for øvrigt viste sig haard og grum, uden at ville overholde Lov og Ret. En Aften sendte han sine Mænd til den mægtige og meget afholdte Gauldøling Brynjulfs Gaard, for at de skulde bringe ham dennes smukke Kone. Brynjulf var allerede gaaen til Sængs, da Jarlens Mænd kom og fremførte deres Ærende. Han bad dem pakke sig saa fort de kunde, hvis de ej vilde faa baade Skam og Skade, og da de kun vare faa, vovede de ikke at binde an med ham, men vendte tilbage til Jarlen med uforrettet Sag. Jarlen sagde at Brynjulf enten skulde overlade ham sin Kone eller dø; han sendte anden Gang en saa stor Skare af sine Mænd til Brynjulfs Gaard, at denne ikke saa nogen Udvej til at gjøre dem Modstand. Han maatte derfor lade dem drage afsted med Konen, men spaaede Jarlen Vanære og Ulykke af slig Udaad, væbnede sig, og gik bort i stor Vrede. Han drog om i Bygden, kaldte flere Bønder sammen, fortalte dem, hvad han havde maattet lide, og opfordrede dem til at stevne Folk sammen og angribe Jarlen, for at hevne den Overlast, de maatte døje. Alle de forsamlede Bønder bifaldt hans Tale, og det var ikke langt fra, at de allerede strax havde gjort Opstand; de ventede kun, som det synes, paa en bekvem Lejlighed^[1]. Den fik de snart. Haakon var strax efter til Gjestebud paa Medalhuus. Derfra sendte han sine Trælle til Bunes^[2], hvor den mægtige Bonde Orm Lyrgja boede. Deres Ærende var at hente hans smukke Hustru Gudrun, Datter af Bergthor paa Lunde^[3], og formedelst sin Skjønhed kaldet „Lundesol“. Da Trællene fremførte deres Ærende, holdt Orm først gode Miner og bød dem Natverd; imidlertid sendte han Bud om til Nabogaardene efter Folk, og da Trællene havde spiist, var der saa umage Mænd tilstede, at det ikke kunde nytte dem at bruge Magten. De maatte gaa bort uden Gudrun, og denne raabte endog spottende efter dem, da de droge af Gaarde: „Hils Jarlen og sig, at jeg ikke kommer til ham, uden at han sender Thora paa Rimul efter mig“. Denne Thora var en mægtig Huusfrue og en af Jarlens Kjærester. Trællene truede baade Orm og Gudrun med at de næste Gang skulde komme saa mandsterke, at de nok vilde angre deres Overmod og være glade til at føje sig efter Jarlens Vilje. Men Orm skar Hærør op, og sendte den til alle fire Kanter i Bygden med det Budskab, at alle Mand skulde væbne sig og fare mod Haakon Jarl; han sendte ogsaa Bud til en anden mægtig Bonde, Halldor paa Skerdingstedja^[4], der ligeledes lod Hærør gaa^[5]. Der samlede sig nu en stor Hob, og stevnede ud mod Medalhuus. Jarlen, ved de hjemkomne Trælles Budskab havde begivet sig paa Vejen med sine Mænd opad Dalen, for selv at tvinge Orm til Lydighed, fik nu vide, at en overlegen, hevnlysten Skare nærmede sig, og fandt det ikke raadeligt at møde den. Han trak sig med sine Mænd hen til en dyb, afsidesliggende Dal, der siden kaldtes Jarlsdalen^[6], hvor de holdt sig skjulte den Dag, idet de dog den hele Tid havde Øje med Bondehæren. Bønderne adspredte sig ad alle Veje, og ilede ud efter Dalen, i den Tro at Jarlen var frugtet til Skibene. Men da det var Nat, og den største Deel af Bondehæren vel var dragen forbi, bød han sine Mænd at adsprede sig, og over Skovene i Hølandet at drage ud til Orkedalen. „Eder“, sagde han, „vil ingen gjøre noget, naar jeg ikke er tilstede; send Bud til Erlend, at han sejler ud efter Fjorden med Skibene, saa skulle vi treffes paa Møre, thi did skal jeg begive mig, naar kun Bondehæren har opløst sig noget; imidlertid finder jeg vel altid et eller andet Skjulested her i Nærheden, saa længe de ere samlede og søge efter os paa det hidsigste“. Dette skede; hans Mænd droge hver til sin Kant, nogle ud til Erlend, andre til deres Gaarde. Jarlen beholdt kun sin Træl Thormod Kark tilbage hos sig. Kart skal have været af samme Alder som Jarlen, og allerede været skjenket ham i Tandgave^[7], da han var et Barn; derfor ansaa han sig vel ogsaa sikker paa hans Troskab. Ledsaget af Kark red Jarlen afsted for at søge Skjul. Hans Hensigt var at ty til den føromtalte Thora, hvis Gaard Rimul^[8] laa paa den anden Side af Gaulelven. Denne var iislagt, men fuld af Vaager, da det var om Vaaren. I en saadan Vaag stødte Jarlen sin Hest ned, og lod sin Kappe og sit Sverd blive tilbage ved Iisranden, for at det skulde se ud som om han var falden ned der og druknet; derpaa gik han med Kark tilfods op paa den anden Bred, og ind i en Hule, som siden kaldtes Jarlshulen. Der laa de en Stund og sov. Kark bar sig ilde i Søvne, og sagde, da han vaagnede, at han havde drømt at en sort og fæl Mand kom henimod Hulen, saa at han frygtede at han vilde komme ind, men at han standsede ved Indgangen, og sagde: „nu er Ulle død“, hvorefter han vendte om og gik op til Fjelds. „Da er vist min Søn Erlend dræbt“, sagde Jarlen. Anden Gang sovnede Kark, og lod atter ilde i Søvne: paa Jarlens Spørgsmaal, hvad han havde drømt, svarede han, at det forekom ham som om den samme Mand skred ned ad Fjeldliden indtil han kom til Hulen, og sagde her: „sig Jarlen, at nu ere alle Sund lukte“. „Dette bebuder os begge et stakket Liv“, svarede Jarlen. Strax efter stod han op, forlod Hulen, og gik op til Rimul. Han sendte Kark ind for at bede Thora om at komme ud til ham i al Hemmelighed. Hun kom, og Jarlen bad hende nu skjule ham i nogle Dage, indtil Bondehæren havde opløst sig. Hun forestillede ham, at hans Uvenner efter al Rimelighed netop vilde lede efter ham paa hendes Gaard, baade ude og inde, da de kjendte hendes Forhold til ham; „dog“, sagde hun, „er der eet Sted her paa Gaarden, hvor man neppe kunde falde paa at søge efter en saa stor Høvding som dig, nemlig et Svinebøle“. Thora fulgte ham derhen: det var under en stor Steen. „Dette Skjulested er godt udtænkt“, svarede Jarlen, „og jeg vil strax benytte mig deraf; Livet maa først og fremst bevares, uden Hensyn til om Stedet just ikke er saa prægtigt“. Kark maatte nu grave en dyb Grav tæt ved Stenen. Imidlertid fortalte hun Jarlen, hvad hun havde hørt, at Olaf Tryggvessøn var kommen ind i Fjorden og havde dræbt hans Søn Erlend. Da Graven var færdig, steg Haakon og Kark ned i den; Thora gav dem Mad, Drikke, Lys og hvad de forresten behøvede; siden tildækkede hun Graven med Bræder, sopede Muld og Møg derpaa, drev Svinene derover, og gik saa op igjen paa Gaarden.

Den sørgelige Efterretning, som Thora havde meddeelt Haakon om Olafs Ankomst og Erlends Død, og hvorom Karks Drømme allerede havde givet ham en Forudanelse, var kun alt for sand. Olaf styrede, som vi ovenfor have nævnt, efter Thore Klakkas Drab med sine fem Skibe fra Agdenes indad Fjorden. Her mødte han Erlend, der efter sin Faders Befaling sejlede udad Fjorden, for at komme til Møre. Da Erlend saa de fremmede Skibe, anede han at der var Ufred paa Færde, og da han kun havde tre Skibe, men Olaf fem, vendte han strax mod Land. Olaf, som ved Synet af Langskibene troede, at det var Haakon Jarl selv, der kom sejlende, bød sine Mænd ro efter dem saa hurtigt de kunde. Da Erlend ikke var langt fra Land, kom hans Skibe paa Grund, og han selv og alle hans Mænd sprang overbord for at svømme ind til Stranden. I det samme kom Olafs Skive til. Blandt de svømmende lagde Olaf især Merke til en meget smuk Mand: dette var Erlend selv. Han greb Rorstangen og kastede den efter ham: den traf Erlend i Hovedet, saa Hjerneskallen brast, og han opgav Aanden. Af de øvrige bleve mange dræbte, nogle undkom, enkelte bleve og fangne; dem skjenkede Olaf Livet, og fik af dem at vide, at den unge Mand, han havde dræbt med Rorstangen, var Jarlens Søn Erlend, men at Jarlen selv havde maattet flygte for Bønderne, og havde ladet sine Mænd adsprede sig. Strax efter at Olaf var landet, kom Bønderne til ham, og da de fik at vide hvo han var, modtoge de ham med stor Glæde, sluttede Forbund med ham, og toge ham til Konge over sig^[9]. De enedes om, at man først og fremst skulde lede efter Haakon Jarl. De droge alle tilsammen op i Gauldalen, i den rimelige Formodning, at Jarlen havde taget sin Tilflugt til Thora, og gjemt sig etsteds paa Rimul. Da de kom til Gaul-Elven, fandt de Jarlens Kappe i Vaagen og hans Hest dreven ind paa en Øre længer nede. Nogle troede nu virkelig, at han var druknet i Elven, og at man ej behøvede at lede længer efter ham, men en gammel Mand sagde at han kjendte Jarlen bedre, og at dette kun var en List, hvorved han vilde skuffe dem. De droge derfor videre til Rimul, hvor de gjennemsøgte hvert Huus, og ledte efter Jarlen baade ude og inde, som Thora havde spaaet, men uden at finde ham. Olaf lød nu alle de tilstedeværende kalde sammen, og holdt et Huusthing ude paa Gaarden, hvor han steg op paa den store Steen lige ved det Sted hvor Jarlen laa skjult, og forkyndte med høj Røst, at han vilde give den en stor Belønning, som tog Haakon Jarl af Dage. Derpaa forlod han Gaarden med den hele Skare, og drog ud til Lade, hvor han for det første slog sig til Ro.

Jarlen og Kark hørte i deres Skjulested tydeligt, hvad Olaf forkyndte fra Stenen. Ved det Lys, de havde hos sig, saa Jarlen Kark tydeligt skifte Farve, og spurgte ham: „hvi er du stundom saa bleg, og stundom saa sort som Jord? Er det ikke saa, at du vil svige mig?“ „Nej“ svarede Kark, „Vi vare begge fødde i een og samme Nat“, sagde Jarlen, „og der bliver heller ikke langt mellem vor Død“. Da Natten nærmede sig, spiste de sammen, og drak begge af eet Kar. Jarlen søgte at holde sig vaagen, da han ikke havde ret Tillid til Kark. Denne sov en Stund og lod ilde i Søvne. Da vækkede Jarlen ham, og spurgte hvad han drømte. „Jeg drømte“, svarede Kark, „at vi vare begge paa eet Skib, og at jeg skulde styre“. „Dette betyder vel“, sagde Jarlen, „at du raader baade for dit og og mit Liv; vær mig derfor tro, som det sømmer sig, saa skal jeg lønne dig godt naar bedre Dage komme“. Atter sovnede Kart og bar sig ilde; paa Jarlens Spørgsmaal, hvad han drømte, svarede han da han vaagnede: „det forekom mig at jeg var paa Lade, og at Olaf Tryggvessøn lagde et Guldsmykke om min Hals“. „Det betyder“, sagde Jarlen, at Olaf Tryggvessøn vil lade lægge en rød Ring om din Hals^[10], hvis du kommer til ham: vogt dig altsaa før ham, og vær mig tro, da skal du nyde godt af mig, som før“. Det var let at skjønne, hvilke Tanker der nu foregik i Trællens Sind. De vaagede begge, siges der, som om de indbyrdes passede paa hinanden. Men ud paa Natten, mod Morgenen, overvældedes Jarlen af Mødighed og faldt i Søvn. Hans Søvn var urolig. Han skreg højt, og skød snart Nakken, snart Hælene under sig, som om han vilde staa op. Da blev Kark forfærdet, grelt en stor og hvas Kniv, som hang ved hans Belte, stødte den i Jarlens Strube, og skar den ud. Dette blev Haakon Jarls Endeligt^[11]. At det ej alene var Rædsel men ogsaa Udsigt til Belønning, som bragte Kark til at myrde sin Herre, kan man deels slutte af hans Drømme, deels deraf, at han efter Drabet skar Hovedet af Jarlen, løb bort dermed, og bragte det længer ud paa Dagen til Lade, hvor han gjorde Fordring paa den lovede Belønning, og sortalte alle de nærmere Omstændigheder ved Jarlens Flugt og ved Drabet. Men Jarlen havde spaaet rigtigt; Kongen lod ham halshugge^[12] som en Forræder mod sin Herre. Jarlens og Karls Hoveder lod Olaf hænge i en Galge, som stod paa Nidarholmen (nu Munkholmen), hvilken i den Tid brugtes til Rettersted for Tyve og andre Misdædere. En Mængde Bønder ledsagede ham derud, kastede under Skrig og Raab Stene paa Hovederne, og sagde at der kunde den ene Niding hænge med den anden. Der blev sendt Bud op i Gauldalen til Rimul efter Jarlens hovedløse Krop, som blev brændt, da de fik fat paa den. Hadet mod Jarlen var nu saa stort, at Thrønderne ikke vilde høre om andet Navn paa Haakon, end Haakon den ille (onde), og denne Benævnelse blev, som det siges, almindelig baade inden- og udenlands. Saa stor en Omskiftelse var der foregaaet i den Yndest, hvori han for ikke mange Aar tilbage havde staaet hos Folket. Efter Sejren over Jomsvikingerne var han afholdt, hædret og anseet som en Konge; ni Aar efter hængtes hans Hoved i Nidingsgalgen og lystes der Forbandelser over hans Minde^[13].

„Det maa man dog“, heder det i Kongesagaerne, „med Sandhed sige om Haakon Jarl, at han havde meget, der gjorde ham skikket til at være Høvding; først høj Byrd, dernæst Klogskab og Indsigt i at sysle med Herredømmet, Raskhed i Slag til at vinde Sejren, og derhos Lykke til at fælde sine Fiender. Han var gavmild mod sine Mænd, og en lang Tid vennesæl, men hans uheldige Stjerne vilde, at Tiden nu var kommen, da Hedendom og Blotskab skulde forgaa, og den hellige Tro og rette Sæder komme i Stedet, og for at dette kunde ske, maatte han lide en Død, som var en saadan Høvding uværdig“. I disse Ord er Haakons Stilling og hans Forhold til sit Folk og „sin Tid nøjagtigt skildret. Flere af Haakons Charakteerfejl, som vi have lært at kjende, hans Troløshed og Underfundighed, vilde man maaske have tilgivet ham i Betragtning af hans andre store Egenskaber. Men han blev forhadt ved sin Grusomhed, sin Usædelighed, sin – man kan tydeligt iagttage det – tiltagende Barskhed og Uelskværdighed; endog hans saa meget priste Gavmildhed aftog og gik over til Smaalighed. Denne Vending i hans Charakteer var aabenbart en Følge af hans indre Uro og Ufred med sig selv. Han passede ej længer for sin Tid. Han var, hvad der da vistnok var en stor Sjældenhed, især i de højere Kredse, en oprigtig Hedning og Blotmand. Vel herskede Hedendommen endnu i Norge, fornemmelig i Throndhjem, og den havde endnu i flere Aar ivrige Tilhængere. Men de fleste hang dog nu ved Hedendommen mere af gammel Vane og af Had til Christendommen end af sand Overbeviisning. Haakon derimod troede fuldt og fast paa de hedenske Guder. For at vinde deres Bistand ofrede han endog sin egen Søn. Meente han end derved at have gjort en fortjenstlig Handling, maatte dog Erindringen derom plage ham. Han maatte se, hvorledes Christendommen rundt om tiltog med sterke Skridt, hvorledes Hedendommen mere og mere nærmede sig sin Ende, hvorledes Lunkenhed og Ligegyldighed for de gamle Guder, som hos Sigmund Brestessøn^[14], mere og mere greb om sig. Alt dette maatte fylde hans Sind med Mismod, gjøre ham mørk og indesluttet i sig selv, vække hans onde Lidenskaber, og fjerne Folkets Hjerter fra ham. Hvo veed og, om han ej, trods sit Had til Christendommen og sin Kjærlighed til de hedenske Guder, dog nærede en overtroisk Frygt for at de Christnes Gud vilde straffe hans Frafald, og om ej dette ængstede og formørkede hans Sind. Det kan altsaa med fuld Føje siges,at Christendommen, eller det Lys, den udbredte foran sig før sin Ankomst, voldte Haakons Undergang. Haakon var Hedenoldens Mand, han var, kan man sige, Norges sidste virkelige Hedning. Over hans Lig maatte Christendommen berede sig Vej.

Haakon har vel den Fortjeneste at have forsvaret Landets Uafhængighed mod Danekongens Fordringer, men reen Patriotisme kan man dog neppe tilskrive denne hans Daad; da han fandt det fordeelagtigt at erkjende Danekongens Højhed, hyldede han ham uden Betænkelighed, og hans senere Frafald synes især at være bevirket ved Misfornøjelse over at være overlistet, ved Ærgjerrighed, og ved Hensyn til personlig Fordeel. Han var i Grunden den hele Tid mere Jarl i Throndhjem end Herre over Norge. Og heller ikke stod hele Norge under hans Herredømme.

At Haakon blev dræbt og Olaf Tryggvessøn kom til Norge i Aaret 995, derom ere alle de paalideligste Kilder enige, og det bestyrkes desuden af fremmede Skrifter^[15]. Derimod findes der kun paa to Steder nogen bestemt Angivelse af hvad Tid paa Aaret det skede. Det før omtalte Udtog af Kongesagaerne siger nemlig udtrykkeligt: „det var om Vaaren, at Haakon døde“ og Kristnisaga, at Olaf kom til Norge i Begyndelsen af Goe-Maaned (d. e. ved 15 Feb.^[16]. Dette bestyrkes deraf, at Gaulelven siges at have været iislagt, men fuld af aabne Steder, og at Pettlandsfjorden var ufremkommelig, da Olaf drog vestenfra.

Haakon var ved sin Død 58 Aar gammel^[17]. Af alle hans Sønner synes kun Erik Jarl og Sven at have overlevet ham. Han efterlod tillige Datteren Bergljot, samt maaske ogsaa den før omtalte Ragnhild eller Ingebjørg, der havde været gift med Tidende-Skofte. Erik Jarl, der aldrig havde levet paa nogen ret venskabelig Fod med sin Fader, var rimeligviis paa den Tid, han blev dræbt, i Viken eller paa Raumarike, som sædvanligt, og heller ikke Sven kan have været tilstede i Thrøndelagen, da han ellers maatte have været nævnt under Striden mellem Haakon og Bønderne^[18]. Saavel Erik som Sven og deres Frænder og Venner forlode Landet ved Efterretningen om Jarlens Fald, og toge deres Tilflugt til Sverige. Der var Erik Sejrsæl nys død, og hans unge Søn Olaf bleven Konge efter ham^[19]. Olaf tog venligt mod dem begge; de gik ham til Haande, og det berettes at de fik Forleninger af ham til at underholde deres Folk; han gav Sven endog sin Syster Holmfrid til Egte^[20]. Dette venskabelige Forhold tyder hen paa, at Erik Jarl i den sidste Tid har erkjendt hans Fader Erik Sejrsæl, der jo ogsaa da var baade Sveriges og Danmarks Konge, for sin Lensherre.

1. Ifølge Odd Munk (Cap. 7) drog Brynjulfs Flok lige til Jarlen paa Lade, men dette er ikke sandsynligt, som det nedenfor skal vises; Odd udelader Fortællingen om Gudrun.
2. Bunes, der i de fleste Haandskrifter af Kongesagaerne urigtigt skrives Býnes, er det nuværende Bunes i Støren, se Munthe i Not. til Aalls Snorre I. S. 117, jvfr. Aslak Bolts Jordebog p. 67. Det hørte til den saakaldte „Øfste Skibrede“ i Gauldalen. Lyrgja, Orms Tilnavn, er neppe Gaardsnavn.
3. Lunde (Lundar) er vistnok det samme som Lundr i Haslabrekka Skibrede, nu Lunde i Horg Sogn. Gudruns Moder skal ifølge Odd Munk (Cap. 50) have været en Syster af Thorodd Gode af Ølvus.
4. Skerdingstedja, i Aslak Bolts Jordebog 62 kaldet Skerdingstaðir, i Vigleikstada Skibrede, er det nuværende Skerdingstad lidt søndenfor Meelhuus eller Medalhuus.
5. Om Hærør eller Krigsbudstikke er allerede ovenfor talt (1ste B. S. 150). Ifølge en Bestemmelse i den ældre Frostathingslov (IV. 50, 51), en Bestemmelse, der vist hidrører fra de ældste Tider, vare Bønderne, hvis en Konge eller Jarl gjorde voldeligt Angreb paa Ens Gods eller Huusfred, endog forpligtede til at opskære Hærør, naar det var en Konge, i alle Fylker, naar det var en Jarl, i fire, efter hvilket Opbud man skulde samle sig, angribe ham og dræbe eller forjage ham. Denne Bestemmelse fulgte Gauldøliugerne bogstaveligt.
6. Dens Beliggenhed kjendes ikke.
7. Tandgave (tannfé) kaldtes den Gave, man skjenkede Børn, naar de fik Tænder.
8. Navnet skrives ogsaa Ræmul; det udtales nu Romul. Gaarden ligger omtrent lige over for Meelhuus.
9. Efter Thjodrek Munk, Cap. 10 skulde det være ved Lade, at Olaf landede. Men dette kan ej være rigtigt, da Jarlens Skibe, som vi have seet, laa ved Viggen i Gulosen, førend Erlend sejlede udad Fjorden med dem, og mødte Olaf. Sammenstødet har altsaa været udenfor, eller idet mindste ikke indenfor Viggen, og da Erlends Drab foregik tæt ved Land, og hans Mænd vel endog forfulgtes lige til Kysten, maa Olaf saaledes være landet paa det samme Sted; maaske ved Byneset.
10. Hermed sigtes naturligviis til at Olaf skulde vilde lade Kark henrette. Olaf Tr. Saga tilføjer ogsaa, at Kalk skulde have drømt om at Olaf skjenkede ham en Hest, hvilket Haakon udtydede saaledes, at han vilde lade ham hænge. Dette udelades dog af Snorres Odd Munk nævner alene om Hesten, ej om Ringen.
11. Saaledes fortælles den hele Begivenhed, ligefra Haakons første Uenighed med Bønderne og indtil hans Død, i Olaf Tryggv. Saga i Kongesagaerne, Cap. 101–104, og med enkelte Udeladelser og Forkortninger, hos Snorre, Cap. 53–55. Beretningen er saa godt sammenhængende og sandsynlig, at den vistnok i det hele taget maa ansees troværdig, skjønt det jo, hvad ogsaa Sagaerne antyde, alene kan være efter Karks egen Fortælling, at man veed hvad der tildrog sig mellem ham og Jarlen, da de vare ene i Jarlehulen og i Graven paa Rimul, og dette maa da staa ved sit Værd. Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga afviger, som sædvanligt, i flere Enkeltheder, men Afvigelserne ere dog ikke store og angaa ej Hovedsagen. For Fuldstændigheds Skyld hidsættes de her. Haakon, heder det (Cap. 17), sendte Bud efter Brynjulfs Hustru, og denne maatte anden Gang lade hende gaa, men samlede Folk og drog med dem over Gaularaasen mod Lade, hvor Jarlens Hovedgaard og Hovedhov stod. Jarlen flygtede i Hast med sin Søn Erlend og faa Folk paa to Skibe udefter Fjorden, men mødte Olaf, der kom med ni. Jarlen roede da til Land ubemerket i en liden Baad, skjulte sig i en Skov, og flygtede derfra op i Gauldalen. Olafs Skibe omringede Erlends; denne løb overbord, men dræbtes af Olaf med Rorstangen. Den øvrige Besætning underkastede sig med Glæde Olaf, og gik i Forening med hans Mænd i Land for at lede efter Jarlen. Denne flygtede videre, hans Mænd adspredte sig og alene hans Træl Kark blev tilbage hos ham. Da han gik over en Aa, kastede han sin Silkekappe ned i den. Han kom til Gauldalen og til Gaarden Rimul, hvor der boede en god og gjæv Kone; hun skjulte ham ved at lade sine Trælle grave en Grav i Svinehuset, hvor han og Kark stege ned, og hvis Aabning siden tildækkedes. Derpaa kom Olaf, lod søge efter Jarlen, og udraabte en Belønning for den, som dræbte ham. Nu fortælles alle Drømmene, Kark havde, saavel de to i Jarlshulen, som de to sidstes de henføres alle til Skjulestedet paa Rimul; derpaa berettes Jarlens Drab o. s. v. (Cap. 18). Ágrip (Cap. 11) stemmer i det hele taget med Kongesagaerne, undtagen at den ej nævner om Brynjulf og heller ikke om andre Drømme end dem i Jarlshulen; derimod heder det, at da en Flok kom til Rimul og forgjæves ledte efter Haakon, truede den med at brænde Gaarden op, hvorpaa Haakon, for at undgaa en smertelig Død, bød Kark at skjære Struben over paa ham; og endte, heder det, denne Skjørlevner saaledes sit Liv i et sølet Huus. Hovedet, siges der, blev ført til Kaupangen (d. e. hvor Nidaros siden blev anlagt) og da man kom ned med det fra Steenbjergene, var hele Fjorden fuld af Skibe, der paa Opbudet havde samlet sig for at dræbe ham. Fagrskinna (Cap. 66, 67) siger kun at Bønderne, misfornøjede med Haakons Utilbørligheder, angrebe ham, da han var paa Rimul i Gauldal, og at han der blev dræbt af sin Træl „Skofte Kark“, men at hans Søn Erlend blev fældt med en Rorstang, da han løb overbord.
12. Olafs Løfte betragtedes vistnok som alene vedkommende Frimænd; Trællene havde intet dermed at gjøre.
13. Olaf Tr. Saga Cap. 104. Hos Snorre Cap. 56. Om et (maaske) gammelt Sagn om Ormen paa Bones, Lundesola og Jarlen, der dog i enkelte Stykker synes lidt mistænkeligt, se Fayes Saga S. 161 jvfr. Klüwers Mindesmerker S. 107.
14. Denne troede, som han sagde, kun paa sin Lykke og Styrke, s. o. S. 146.
15. Om disse Beretninger er forhen talt, S. 12, Not. Med Hensyn til Tiden for Olafs Tilbagereise til Norge, og følgelig for Haakons Død, bliver det altid merkeligt nok, hvad Florents af Worcester (s. o. S. 241) udtrykkeligt fortæller, at han Aaret efter Forliget 994 drog hjem til sit Fædreneland; thi skjønt dette Tillæg til Chron Sax. ej er at stole paa, kunde det dog nok være muligt at han har hentet det fra en anden sikker, men nu ubekjendt, Kilde. Sigtrygg Silkeskeggs Fordrivelse fra Dublin kommer ogsaa her i Betragtning.
16. Ágrip, Cap. 12. Kristnisaga Cap. 6.
17. Dette siges udtrykkeligt i Ol. Tr. S. Cap. 104 („nu manglede han to Aar i 60“).
18. Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga Cap. 17, siger ligefrem, at Erik og Sven ej vare hjemme i Landet, da Bønderne gjorde Opstand mod Haakon. Men man kan desværre ikke stole synderligt paa denne Bearbejdelses Udsagn.
19. Det er allerede ovenfor (S. 103) omtalt, at Erik Sejrsæls Død maa henføres til 995, altsaa Begyndelsen af dette Aar, siden Erik Jarl om Vaaren eller strax efter fandt hans Søn Olaf som Sveriges Konge. Om Olafs Forhold til Sven Tjugeskegg vil der i det følgende blive talt. En enkelt Beretning (Tillægget til Hervararsaga Cap. 20) fortæller at Olaf ved sin Faders Død kun var et Barn, saa at Sviarne maatte bære ham, hvorfor han kaldtes „Skautkonung“ (Skjodkonge). Dette Udsagn maa dog grunde sig paa en Misforstaalse, da Olaf i 995 umuligt kan have været et Skjødebarn, eftersom han allerede i 1000 deeltog i Svaldrslaget, og i 1018 havde to voxne Døtre. Enten har nu Tilnavnet „Skautkonung“ en anden Oprindelse end den angivne, og den i Beretningen angivne Forklaring er kun gjettet – i Vestgøtalagens Tillæg kaldes han ikke sketkononger der vilde svare til skautkonunger, men skotkononger (Skattekonge); – eller ogsaa har Erik Sejrsæl allerede i sin Levetid, maaske da han forskjød hans Moder, givet ham Kongenavn medens han endnu var et Barn.
20. Olaf Tr. Saga Cap. 109, 160, 242.