Det norske Folks Historie/2/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon Jarl havde imidlertid ſelv fremſkyndt ſin Undergang. Paa den ſamme Tid, da Olaf kom til Norge, var han paa Veitſler i Gauldalen, medens hans Skibe laa ude ved Viggen, under Tilſyn af hans Søn Erlend, en meget haabefuld Yngling. Haakon foer frem paa ſin vante Viis, idet han, ſom det heder, tog ſig lige Ret til alle Kvinder, hvad enten de vare gifte eller ugifte, højbaarne eller ringe, uden Henſyn til hvis Mødre, Koner eller Syſtre de vare, og for øvrigt viſte ſig haard og grum, uden at ville overholde Lov og Ret. En Aften ſendte han ſine Mænd til den mægtige og meget afholdte Gauldøling Brynjulfs Gaard, for at de ſkulde bringe ham dennes ſmukke Kone. Brynjulf var allerede gaaen til Sængs, da Jarlens Mænd kom og fremførte deres Ærende. Han bad dem pakke ſig ſaa fort de kunde, hvis de ej vilde faa baade Skam og Skade, og da de kun vare faa, vovede de ikke at binde an med ham, men vendte tilbage til Jarlen med uforrettet Sag. Jarlen ſagde at Brynjulf enten ſkulde overlade ham ſin Kone eller dø; han ſendte anden Gang en ſaa ſtor Skare af ſine Mænd til Brynjulfs Gaard, at denne ikke ſaa nogen Udvej til at gjøre dem Modſtand. Han maatte derfor lade dem drage afſted med Konen, men ſpaaede Jarlen Vanære og Ulykke af ſlig Udaad, væbnede ſig, og gik bort i ſtor Vrede. Han drog om i Bygden, kaldte flere Bønder ſammen, fortalte dem, hvad han havde maattet lide, og opfordrede dem til at ſtevne Folk ſammen og angribe Jarlen, for at hevne den Overlaſt, de maatte døje. Alle de forſamlede Bønder bifaldt hans Tale, og det var ikke langt fra, at de allerede ſtrax havde gjort Opſtand; de ventede kun, ſom det ſynes, paa en bekvem Lejlighed[1]. Den fik de ſnart. Haakon var ſtrax efter til Gjeſtebud paa Medalhuus. Derfra ſendte han ſine Trælle til Bunes[2], hvor den mægtige Bonde Orm Lyrgja boede. Deres Ærende var at hente hans ſmukke Huſtru Gudrun, Datter af Bergthor paa Lunde[3], og formedelſt ſin Skjønhed kaldet „Lundeſol“. Da Trællene fremførte deres Ærende, holdt Orm førſt gode Miner og bød dem Natverd; imidlertid ſendte han Bud om til Nabogaardene efter Folk, og da Trællene havde ſpiiſt, var der ſaa umage Mænd tilſtede, at det ikke kunde nytte dem at bruge Magten. De maatte gaa bort uden Gudrun, og denne raabte endog ſpottende efter dem, da de droge af Gaarde: „Hils Jarlen og ſig, at jeg ikke kommer til ham, uden at han ſender Thora paa Rimul efter mig“. Denne Thora var en mægtig Huusfrue og en af Jarlens Kjæreſter. Trællene truede baade Orm og Gudrun med at de næſte Gang ſkulde komme ſaa mandſterke, at de nok vilde angre deres Overmod og være glade til at føje ſig efter Jarlens Vilje. Men Orm ſkar Hærør op, og ſendte den til alle fire Kanter i Bygden med det Budſkab, at alle Mand ſkulde væbne ſig og fare mod Haakon Jarl; han ſendte ogſaa Bud til en anden mægtig Bonde, Halldor paa Skerdingſtedja[4], der ligeledes lod Hærør gaa[5]. Der ſamlede ſig nu en ſtor Hob, og ſtevnede ud mod Medalhuus. Jarlen, ved de hjemkomne Trælles Budſkab havde begivet ſig paa Vejen med ſine Mænd opad Dalen, for ſelv at tvinge Orm til Lydighed, fik nu vide, at en overlegen, hevnlyſten Skare nærmede ſig, og fandt det ikke raadeligt at møde den. Han trak ſig med ſine Mænd hen til en dyb, afſidesliggende Dal, der ſiden kaldtes Jarlsdalen[6], hvor de holdt ſig ſkjulte den Dag, idet de dog den hele Tid havde Øje med Bondehæren. Bønderne adſpredte ſig ad alle Veje, og ilede ud efter Dalen, i den Tro at Jarlen var frugtet til Skibene. Men da det var Nat, og den ſtørſte Deel af Bondehæren vel var dragen forbi, bød han ſine Mænd at adſprede ſig, og over Skovene i Hølandet at drage ud til Orkedalen. „Eder“, ſagde han, „vil ingen gjøre noget, naar jeg ikke er tilſtede; ſend Bud til Erlend, at han ſejler ud efter Fjorden med Skibene, ſaa ſkulle vi treffes paa Møre, thi did ſkal jeg begive mig, naar kun Bondehæren har opløſt ſig noget; imidlertid finder jeg vel altid et eller andet Skjuleſted her i Nærheden, ſaa længe de ere ſamlede og ſøge efter os paa det hidſigſte“. Dette ſkede; hans Mænd droge hver til ſin Kant, nogle ud til Erlend, andre til deres Gaarde. Jarlen beholdt kun ſin Træl Thormod Kark tilbage hos ſig. Kart ſkal have været af ſamme Alder ſom Jarlen, og allerede været ſkjenket ham i Tandgave[7], da han var et Barn; derfor anſaa han ſig vel ogſaa ſikker paa hans Troſkab. Ledſaget af Kark red Jarlen afſted for at ſøge Skjul. Hans Henſigt var at ty til den føromtalte Thora, hvis Gaard Rimul[8] laa paa den anden Side af Gaulelven. Denne var iislagt, men fuld af Vaager, da det var om Vaaren. I en ſaadan Vaag ſtødte Jarlen ſin Heſt ned, og lod ſin Kappe og ſit Sverd blive tilbage ved Iisranden, for at det ſkulde ſe ud ſom om han var falden ned der og druknet; derpaa gik han med Kark tilfods op paa den anden Bred, og ind i en Hule, ſom ſiden kaldtes Jarlshulen. Der laa de en Stund og ſov. Kark bar ſig ilde i Søvne, og ſagde, da han vaagnede, at han havde drømt at en ſort og fæl Mand kom henimod Hulen, ſaa at han frygtede at han vilde komme ind, men at han ſtandſede ved Indgangen, og ſagde: „nu er Ulle død“, hvorefter han vendte om og gik op til Fjelds. „Da er viſt min Søn Erlend dræbt“, ſagde Jarlen. Anden Gang ſovnede Kark, og lod atter ilde i Søvne: paa Jarlens Spørgsmaal, hvad han havde drømt, ſvarede han, at det forekom ham ſom om den ſamme Mand ſkred ned ad Fjeldliden indtil han kom til Hulen, og ſagde her: „ſig Jarlen, at nu ere alle Sund lukte“. „Dette bebuder os begge et ſtakket Liv“, ſvarede Jarlen. Strax efter ſtod han op, forlod Hulen, og gik op til Rimul. Han ſendte Kark ind for at bede Thora om at komme ud til ham i al Hemmelighed. Hun kom, og Jarlen bad hende nu ſkjule ham i nogle Dage, indtil Bondehæren havde opløſt ſig. Hun foreſtillede ham, at hans Uvenner efter al Rimelighed netop vilde lede efter ham paa hendes Gaard, baade ude og inde, da de kjendte hendes Forhold til ham; „dog“, ſagde hun, „er der eet Sted her paa Gaarden, hvor man neppe kunde falde paa at ſøge efter en ſaa ſtor Høvding ſom dig, nemlig et Svinebøle“. Thora fulgte ham derhen: det var under en ſtor Steen. „Dette Skjuleſted er godt udtænkt“, ſvarede Jarlen, „og jeg vil ſtrax benytte mig deraf; Livet maa førſt og fremſt bevares, uden Henſyn til om Stedet juſt ikke er ſaa prægtigt“. Kark maatte nu grave en dyb Grav tæt ved Stenen. Imidlertid fortalte hun Jarlen, hvad hun havde hørt, at Olaf Tryggvesſøn var kommen ind i Fjorden og havde dræbt hans Søn Erlend. Da Graven var færdig, ſteg Haakon og Kark ned i den; Thora gav dem Mad, Drikke, Lys og hvad de forreſten behøvede; ſiden tildækkede hun Graven med Bræder, ſopede Muld og Møg derpaa, drev Svinene derover, og gik ſaa op igjen paa Gaarden.

Den ſørgelige Efterretning, ſom Thora havde meddeelt Haakon om Olafs Ankomſt og Erlends Død, og hvorom Karks Drømme allerede havde givet ham en Forudanelſe, var kun alt for ſand. Olaf ſtyrede, ſom vi ovenfor have nævnt, efter Thore Klakkas Drab med ſine fem Skibe fra Agdenes indad Fjorden. Her mødte han Erlend, der efter ſin Faders Befaling ſejlede udad Fjorden, for at komme til Møre. Da Erlend ſaa de fremmede Skibe, anede han at der var Ufred paa Færde, og da han kun havde tre Skibe, men Olaf fem, vendte han ſtrax mod Land. Olaf, ſom ved Synet af Langſkibene troede, at det var Haakon Jarl ſelv, der kom ſejlende, bød ſine Mænd ro efter dem ſaa hurtigt de kunde. Da Erlend ikke var langt fra Land, kom hans Skibe paa Grund, og han ſelv og alle hans Mænd ſprang overbord for at ſvømme ind til Stranden. I det ſamme kom Olafs Skive til. Blandt de ſvømmende lagde Olaf iſær Merke til en meget ſmuk Mand: dette var Erlend ſelv. Han greb Rorſtangen og kaſtede den efter ham: den traf Erlend i Hovedet, ſaa Hjerneſkallen braſt, og han opgav Aanden. Af de øvrige bleve mange dræbte, nogle undkom, enkelte bleve og fangne; dem ſkjenkede Olaf Livet, og fik af dem at vide, at den unge Mand, han havde dræbt med Rorſtangen, var Jarlens Søn Erlend, men at Jarlen ſelv havde maattet flygte for Bønderne, og havde ladet ſine Mænd adſprede ſig. Strax efter at Olaf var landet, kom Bønderne til ham, og da de fik at vide hvo han var, modtoge de ham med ſtor Glæde, ſluttede Forbund med ham, og toge ham til Konge over ſig[9]. De enedes om, at man førſt og fremſt ſkulde lede efter Haakon Jarl. De droge alle tilſammen op i Gauldalen, i den rimelige Formodning, at Jarlen havde taget ſin Tilflugt til Thora, og gjemt ſig etſteds paa Rimul. Da de kom til Gaul-Elven, fandt de Jarlens Kappe i Vaagen og hans Heſt dreven ind paa en Øre længer nede. Nogle troede nu virkelig, at han var druknet i Elven, og at man ej behøvede at lede længer efter ham, men en gammel Mand ſagde at han kjendte Jarlen bedre, og at dette kun var en Liſt, hvorved han vilde ſkuffe dem. De droge derfor videre til Rimul, hvor de gjennemſøgte hvert Huus, og ledte efter Jarlen baade ude og inde, ſom Thora havde ſpaaet, men uden at finde ham. Olaf lød nu alle de tilſtedeværende kalde ſammen, og holdt et Huusthing ude paa Gaarden, hvor han ſteg op paa den ſtore Steen lige ved det Sted hvor Jarlen laa ſkjult, og forkyndte med høj Røſt, at han vilde give den en ſtor Belønning, ſom tog Haakon Jarl af Dage. Derpaa forlod han Gaarden med den hele Skare, og drog ud til Lade, hvor han for det førſte ſlog ſig til Ro.

Jarlen og Kark hørte i deres Skjuleſted tydeligt, hvad Olaf forkyndte fra Stenen. Ved det Lys, de havde hos ſig, ſaa Jarlen Kark tydeligt ſkifte Farve, og ſpurgte ham: „hvi er du ſtundom ſaa bleg, og ſtundom ſaa ſort ſom Jord? Er det ikke ſaa, at du vil ſvige mig?“ „Nej“ ſvarede Kark, „Vi vare begge fødde i een og ſamme Nat“, ſagde Jarlen, „og der bliver heller ikke langt mellem vor Død“. Da Natten nærmede ſig, ſpiſte de ſammen, og drak begge af eet Kar. Jarlen ſøgte at holde ſig vaagen, da han ikke havde ret Tillid til Kark. Denne ſov en Stund og lod ilde i Søvne. Da vækkede Jarlen ham, og ſpurgte hvad han drømte. „Jeg drømte“, ſvarede Kark, „at vi vare begge paa eet Skib, og at jeg ſkulde ſtyre“. „Dette betyder vel“, ſagde Jarlen, „at du raader baade for dit og og mit Liv; vær mig derfor tro, ſom det ſømmer ſig, ſaa ſkal jeg lønne dig godt naar bedre Dage komme“. Atter ſovnede Kart og bar ſig ilde; paa Jarlens Spørgsmaal, hvad han drømte, ſvarede han da han vaagnede: „det forekom mig at jeg var paa Lade, og at Olaf Tryggvesſøn lagde et Guldſmykke om min Hals“. „Det betyder“, ſagde Jarlen, at Olaf Tryggvesſøn vil lade lægge en rød Ring om din Hals[10], hvis du kommer til ham: vogt dig altſaa før ham, og vær mig tro, da ſkal du nyde godt af mig, ſom før“. Det var let at ſkjønne, hvilke Tanker der nu foregik i Trællens Sind. De vaagede begge, ſiges der, ſom om de indbyrdes pasſede paa hinanden. Men ud paa Natten, mod Morgenen, overvældedes Jarlen af Mødighed og faldt i Søvn. Hans Søvn var urolig. Han ſkreg højt, og ſkød ſnart Nakken, ſnart Hælene under ſig, ſom om han vilde ſtaa op. Da blev Kark forfærdet, grelt en ſtor og hvas Kniv, ſom hang ved hans Belte, ſtødte den i Jarlens Strube, og ſkar den ud. Dette blev Haakon Jarls Endeligt[11]. At det ej alene var Rædſel men ogſaa Udſigt til Belønning, ſom bragte Kark til at myrde ſin Herre, kan man deels ſlutte af hans Drømme, deels deraf, at han efter Drabet ſkar Hovedet af Jarlen, løb bort dermed, og bragte det længer ud paa Dagen til Lade, hvor han gjorde Fordring paa den lovede Belønning, og ſortalte alle de nærmere Omſtændigheder ved Jarlens Flugt og ved Drabet. Men Jarlen havde ſpaaet rigtigt; Kongen lod ham halshugge[12] ſom en Forræder mod ſin Herre. Jarlens og Karls Hoveder lod Olaf hænge i en Galge, ſom ſtod paa Nidarholmen (nu Munkholmen), hvilken i den Tid brugtes til Retterſted for Tyve og andre Misdædere. En Mængde Bønder ledſagede ham derud, kaſtede under Skrig og Raab Stene paa Hovederne, og ſagde at der kunde den ene Niding hænge med den anden. Der blev ſendt Bud op i Gauldalen til Rimul efter Jarlens hovedløſe Krop, ſom blev brændt, da de fik fat paa den. Hadet mod Jarlen var nu ſaa ſtort, at Thrønderne ikke vilde høre om andet Navn paa Haakon, end Haakon den ille (onde), og denne Benævnelſe blev, ſom det ſiges, almindelig baade inden- og udenlands. Saa ſtor en Omſkiftelſe var der foregaaet i den Yndeſt, hvori han for ikke mange Aar tilbage havde ſtaaet hos Folket. Efter Sejren over Jomsvikingerne var han afholdt, hædret og anſeet ſom en Konge; ni Aar efter hængtes hans Hoved i Nidingsgalgen og lyſtes der Forbandelſer over hans Minde[13].

„Det maa man dog“, heder det i Kongeſagaerne, „med Sandhed ſige om Haakon Jarl, at han havde meget, der gjorde ham ſkikket til at være Høvding; førſt høj Byrd, dernæſt Klogſkab og Indſigt i at ſyſle med Herredømmet, Raſkhed i Slag til at vinde Sejren, og derhos Lykke til at fælde ſine Fiender. Han var gavmild mod ſine Mænd, og en lang Tid venneſæl, men hans uheldige Stjerne vilde, at Tiden nu var kommen, da Hedendom og Blotſkab ſkulde forgaa, og den hellige Tro og rette Sæder komme i Stedet, og for at dette kunde ſke, maatte han lide en Død, ſom var en ſaadan Høvding uværdig“. I disſe Ord er Haakons Stilling og hans Forhold til ſit Folk og „ſin Tid nøjagtigt ſkildret. Flere af Haakons Charakteerfejl, ſom vi have lært at kjende, hans Troløshed og Underfundighed, vilde man maaſke have tilgivet ham i Betragtning af hans andre ſtore Egenſkaber. Men han blev forhadt ved ſin Gruſomhed, ſin Uſædelighed, ſin — man kan tydeligt iagttage det — tiltagende Barſkhed og Uelſkværdighed; endog hans ſaa meget priſte Gavmildhed aftog og gik over til Smaalighed. Denne Vending i hans Charakteer var aabenbart en Følge af hans indre Uro og Ufred med ſig ſelv. Han pasſede ej længer for ſin Tid. Han var, hvad der da viſtnok var en ſtor Sjældenhed, iſær i de højere Kredſe, en oprigtig Hedning og Blotmand. Vel herſkede Hedendommen endnu i Norge, fornemmelig i Throndhjem, og den havde endnu i flere Aar ivrige Tilhængere. Men de fleſte hang dog nu ved Hedendommen mere af gammel Vane og af Had til Chriſtendommen end af ſand Overbeviisning. Haakon derimod troede fuldt og faſt paa de hedenſke Guder. For at vinde deres Biſtand ofrede han endog ſin egen Søn. Meente han end derved at have gjort en fortjenſtlig Handling, maatte dog Erindringen derom plage ham. Han maatte ſe, hvorledes Chriſtendommen rundt om tiltog med ſterke Skridt, hvorledes Hedendommen mere og mere nærmede ſig ſin Ende, hvorledes Lunkenhed og Ligegyldighed for de gamle Guder, ſom hos Sigmund Breſtesſøn[14], mere og mere greb om ſig. Alt dette maatte fylde hans Sind med Mismod, gjøre ham mørk og indeſluttet i ſig ſelv, vække hans onde Lidenſkaber, og fjerne Folkets Hjerter fra ham. Hvo veed og, om han ej, trods ſit Had til Chriſtendommen og ſin Kjærlighed til de hedenſke Guder, dog nærede en overtroiſk Frygt for at de Chriſtnes Gud vilde ſtraffe hans Frafald, og om ej dette ængſtede og formørkede hans Sind. Det kan altſaa med fuld Føje ſiges,at Chriſtendommen, eller det Lys, den udbredte foran ſig før ſin Ankomſt, voldte Haakons Undergang. Haakon var Hedenoldens Mand, han var, kan man ſige, Norges ſidſte virkelige Hedning. Over hans Lig maatte Chriſtendommen berede ſig Vej.

Haakon har vel den Fortjeneſte at have forſvaret Landets Uafhængighed mod Danekongens Fordringer, men reen Patriotisme kan man dog neppe tilſkrive denne hans Daad; da han fandt det fordeelagtigt at erkjende Danekongens Højhed, hyldede han ham uden Betænkelighed, og hans ſenere Frafald ſynes iſær at være bevirket ved Misfornøjelſe over at være overliſtet, ved Ærgjerrighed, og ved Henſyn til perſonlig Fordeel. Han var i Grunden den hele Tid mere Jarl i Throndhjem end Herre over Norge. Og heller ikke ſtod hele Norge under hans Herredømme.

At Haakon blev dræbt og Olaf Tryggvesſøn kom til Norge i Aaret 995, derom ere alle de paalideligſte Kilder enige, og det beſtyrkes desuden af fremmede Skrifter[15]. Derimod findes der kun paa to Steder nogen beſtemt Angivelſe af hvad Tid paa Aaret det ſkede. Det før omtalte Udtog af Kongeſagaerne ſiger nemlig udtrykkeligt: „det var om Vaaren, at Haakon døde“ og Kriſtniſaga, at Olaf kom til Norge i Begyndelſen af Goe-Maaned (d. e. ved 15 Feb.[16]. Dette beſtyrkes deraf, at Gaulelven ſiges at have været iislagt, men fuld af aabne Steder, og at Pettlandsfjorden var ufremkommelig, da Olaf drog veſtenfra.

Haakon var ved ſin Død 58 Aar gammel[17]. Af alle hans Sønner ſynes kun Erik Jarl og Sven at have overlevet ham. Han efterlod tillige Datteren Bergljot, ſamt maaſke ogſaa den før omtalte Ragnhild eller Ingebjørg, der havde været gift med Tidende-Skofte. Erik Jarl, der aldrig havde levet paa nogen ret venſkabelig Fod med ſin Fader, var rimeligviis paa den Tid, han blev dræbt, i Viken eller paa Raumarike, ſom ſædvanligt, og heller ikke Sven kan have været tilſtede i Thrøndelagen, da han ellers maatte have været nævnt under Striden mellem Haakon og Bønderne[18]. Saavel Erik ſom Sven og deres Frænder og Venner forlode Landet ved Efterretningen om Jarlens Fald, og toge deres Tilflugt til Sverige. Der var Erik Sejrſæl nys død, og hans unge Søn Olaf bleven Konge efter ham[19]. Olaf tog venligt mod dem begge; de gik ham til Haande, og det berettes at de fik Forleninger af ham til at underholde deres Folk; han gav Sven endog ſin Syſter Holmfrid til Egte[20]. Dette venſkabelige Forhold tyder hen paa, at Erik Jarl i den ſidſte Tid har erkjendt hans Fader Erik Sejrſæl, der jo ogſaa da var baade Sveriges og Danmarks Konge, for ſin Lensherre.

  1. Ifølge Odd Munk (Cap. 7) drog Brynjulfs Flok lige til Jarlen paa Lade, men dette er ikke ſandſynligt, ſom det nedenfor ſkal viſes; Odd udelader Fortællingen om Gudrun.
  2. Bunes, der i de fleſte Haandſkrifter af Kongeſagaerne urigtigt ſkrives Býnes, er det nuværende Bunes i Støren, ſe Munthe i Not. til Aalls Snorre I. S. 117, jvfr. Aslak Bolts Jordebog p. 67. Det hørte til den ſaakaldte „Øfſte Skibrede“ i Gauldalen. Lyrgja, Orms Tilnavn, er neppe Gaardsnavn.
  3. Lunde (Lundar) er viſtnok det ſamme ſom Lundr i Haſlabrekka Skibrede, nu Lunde i Horg Sogn. Gudruns Moder ſkal ifølge Odd Munk (Cap. 50) have været en Syſter af Thorodd Gode af Ølvus.
  4. Skerdingſtedja, i Aslak Bolts Jordebog 62 kaldet Skerdingstaðir, i Vigleikſtada Skibrede, er det nuværende Skerdingſtad lidt ſøndenfor Meelhuus eller Medalhuus.
  5. Om Hærør eller Krigsbudſtikke er allerede ovenfor talt (1ſte B. S. 150). Ifølge en Beſtemmelſe i den ældre Froſtathingslov (IV. 50, 51), en Beſtemmelſe, der viſt hidrører fra de ældſte Tider, vare Bønderne, hvis en Konge eller Jarl gjorde voldeligt Angreb paa Ens Gods eller Huusfred, endog forpligtede til at opſkære Hærør, naar det var en Konge, i alle Fylker, naar det var en Jarl, i fire, efter hvilket Opbud man ſkulde ſamle ſig, angribe ham og dræbe eller forjage ham. Denne Beſtemmelſe fulgte Gauldøliugerne bogſtaveligt.
  6. Dens Beliggenhed kjendes ikke.
  7. Tandgave (tannfé) kaldtes den Gave, man ſkjenkede Børn, naar de fik Tænder.
  8. Navnet ſkrives ogſaa Ræmul; det udtales nu Romul. Gaarden ligger omtrent lige over for Meelhuus.
  9. Efter Thjodrek Munk, Cap. 10 ſkulde det være ved Lade, at Olaf landede. Men dette kan ej være rigtigt, da Jarlens Skibe, ſom vi have ſeet, laa ved Viggen i Guloſen, førend Erlend ſejlede udad Fjorden med dem, og mødte Olaf. Sammenſtødet har altſaa været udenfor, eller idet mindſte ikke indenfor Viggen, og da Erlends Drab foregik tæt ved Land, og hans Mænd vel endog forfulgtes lige til Kyſten, maa Olaf ſaaledes være landet paa det ſamme Sted; maaſke ved Byneſet.
  10. Hermed ſigtes naturligviis til at Olaf ſkulde vilde lade Kark henrette. Olaf Tr. Saga tilføjer ogſaa, at Kalk ſkulde have drømt om at Olaf ſkjenkede ham en Heſt, hvilket Haakon udtydede ſaaledes, at han vilde lade ham hænge. Dette udelades dog af Snorres Odd Munk nævner alene om Heſten, ej om Ringen.
  11. Saaledes fortælles den hele Begivenhed, ligefra Haakons førſte Uenighed med Bønderne og indtil hans Død, i Olaf Tryggv. Saga i Kongeſagaerne, Cap. 101—104, og med enkelte Udeladelſer og Forkortninger, hos Snorre, Cap. 53—55. Beretningen er ſaa godt ſammenhængende og ſandſynlig, at den viſtnok i det hele taget maa anſees troværdig, ſkjønt det jo, hvad ogſaa Sagaerne antyde, alene kan være efter Karks egen Fortælling, at man veed hvad der tildrog ſig mellem ham og Jarlen, da de vare ene i Jarlehulen og i Graven paa Rimul, og dette maa da ſtaa ved ſit Værd. Odd Munks Bearbejdelſe af Olaf Tr. Saga afviger, ſom ſædvanligt, i flere Enkeltheder, men Afvigelſerne ere dog ikke ſtore og angaa ej Hovedſagen. For Fuldſtændigheds Skyld hidſættes de her. Haakon, heder det (Cap. 17), ſendte Bud efter Brynjulfs Huſtru, og denne maatte anden Gang lade hende gaa, men ſamlede Folk og drog med dem over Gaularaaſen mod Lade, hvor Jarlens Hovedgaard og Hovedhov ſtod. Jarlen flygtede i Haſt med ſin Søn Erlend og faa Folk paa to Skibe udefter Fjorden, men mødte Olaf, der kom med ni. Jarlen roede da til Land ubemerket i en liden Baad, ſkjulte ſig i en Skov, og flygtede derfra op i Gauldalen. Olafs Skibe omringede Erlends; denne løb overbord, men dræbtes af Olaf med Rorſtangen. Den øvrige Beſætning underkaſtede ſig med Glæde Olaf, og gik i Forening med hans Mænd i Land for at lede efter Jarlen. Denne flygtede videre, hans Mænd adſpredte ſig og alene hans Træl Kark blev tilbage hos ham. Da han gik over en Aa, kaſtede han ſin Silkekappe ned i den. Han kom til Gauldalen og til Gaarden Rimul, hvor der boede en god og gjæv Kone; hun ſkjulte ham ved at lade ſine Trælle grave en Grav i Svinehuſet, hvor han og Kark ſtege ned, og hvis Aabning ſiden tildækkedes. Derpaa kom Olaf, lod ſøge efter Jarlen, og udraabte en Belønning for den, ſom dræbte ham. Nu fortælles alle Drømmene, Kark havde, ſaavel de to i Jarlshulen, ſom de to ſidſtes de henføres alle til Skjuleſtedet paa Rimul; derpaa berettes Jarlens Drab o. ſ. v. (Cap. 18). Ágrip (Cap. 11) ſtemmer i det hele taget med Kongeſagaerne, undtagen at den ej nævner om Brynjulf og heller ikke om andre Drømme end dem i Jarlshulen; derimod heder det, at da en Flok kom til Rimul og forgjæves ledte efter Haakon, truede den med at brænde Gaarden op, hvorpaa Haakon, for at undgaa en ſmertelig Død, bød Kark at ſkjære Struben over paa ham; og endte, heder det, denne Skjørlevner ſaaledes ſit Liv i et ſølet Huus. Hovedet, ſiges der, blev ført til Kaupangen (d. e. hvor Nidaros ſiden blev anlagt) og da man kom ned med det fra Steenbjergene, var hele Fjorden fuld af Skibe, der paa Opbudet havde ſamlet ſig for at dræbe ham. Fagrſkinna (Cap. 66, 67) ſiger kun at Bønderne, misfornøjede med Haakons Utilbørligheder, angrebe ham, da han var paa Rimul i Gauldal, og at han der blev dræbt af ſin Træl „Skofte Kark“, men at hans Søn Erlend blev fældt med en Rorſtang, da han løb overbord.
  12. Olafs Løfte betragtedes viſtnok ſom alene vedkommende Frimænd; Trællene havde intet dermed at gjøre.
  13. Olaf Tr. Saga Cap. 104. Hos Snorre Cap. 56. Om et (maaſke) gammelt Sagn om Ormen paa Bones, Lundeſola og Jarlen, der dog i enkelte Stykker ſynes lidt mistænkeligt, ſe Fayes Saga S. 161 jvfr. Klüwers Mindesmerker S. 107.
  14. Denne troede, ſom han ſagde, kun paa ſin Lykke og Styrke, ſ. o. S. 146.
  15. Om disſe Beretninger er forhen talt, S. 12, Not. Med Henſyn til Tiden for Olafs Tilbagereiſe til Norge, og følgelig for Haakons Død, bliver det altid merkeligt nok, hvad Florents af Worceſter (ſ. o. S. 241) udtrykkeligt fortæller, at han Aaret efter Forliget 994 drog hjem til ſit Fædreneland; thi ſkjønt dette Tillæg til Chron Sax. ej er at ſtole paa, kunde det dog nok være muligt at han har hentet det fra en anden ſikker, men nu ubekjendt, Kilde. Sigtrygg Silkeſkeggs Fordrivelſe fra Dublin kommer ogſaa her i Betragtning.
  16. Ágrip, Cap. 12. Kriſtniſaga Cap. 6.
  17. Dette ſiges udtrykkeligt i Ol. Tr. S. Cap. 104 („nu manglede han to Aar i 60“).
  18. Odd Munks Bearbejdelſe af Olaf Tr. Saga Cap. 17, ſiger ligefrem, at Erik og Sven ej vare hjemme i Landet, da Bønderne gjorde Opſtand mod Haakon. Men man kan desværre ikke ſtole ſynderligt paa denne Bearbejdelſes Udſagn.
  19. Det er allerede ovenfor (S. 103) omtalt, at Erik Sejrſæls Død maa henføres til 995, altſaa Begyndelſen af dette Aar, ſiden Erik Jarl om Vaaren eller ſtrax efter fandt hans Søn Olaf ſom Sveriges Konge. Om Olafs Forhold til Sven Tjugeſkegg vil der i det følgende blive talt. En enkelt Beretning (Tillægget til Hervararſaga Cap. 20) fortæller at Olaf ved ſin Faders Død kun var et Barn, ſaa at Sviarne maatte bære ham, hvorfor han kaldtes „Skautkonung“ (Skjodkonge). Dette Udſagn maa dog grunde ſig paa en Misforſtaalſe, da Olaf i 995 umuligt kan have været et Skjødebarn, efterſom han allerede i 1000 deeltog i Svaldrſlaget, og i 1018 havde to voxne Døtre. Enten har nu Tilnavnet „Skautkonung“ en anden Oprindelſe end den angivne, og den i Beretningen angivne Forklaring er kun gjettet — i Veſtgøtalagens Tillæg kaldes han ikke sketkononger der vilde ſvare til skautkonunger, men skotkononger (Skattekonge); — eller ogſaa har Erik Sejrſæl allerede i ſin Levetid, maaſke da han forſkjød hans Moder, givet ham Kongenavn medens han endnu var et Barn.
  20. Olaf Tr. Saga Cap. 109, 160, 242.