Det norske Folks Historie/2/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon Jarls Undergang og Olaf Tryggvesſøns Ophøjelſe paa Norges Kongetrone aabner et nyt Tidspunkt i Norges indre Liv, idet Chriſtendommen, der hidtil kun ligeſom ængſtelig og med Forſigtighed vovede at viſe ſig i Norge, nu rejſte ſig i ſin Vælde, og underſtøttet af Kongemagten ſelv, ſtred ſin ſidſte, ſejrrige Kamp med Hedendommen, der bukkede under, for aldrig mere at hæve ſit Hoved. Olaf Tryggvesſøns korte Regjering, i hvilken Begyndelſen ſkede til denne Kamp, faar derved en Betydning, ſom den ellers umuligt kunde have faaet. Hans hele Fremtræden i Norge er ſaa fuldſtændigt betinget af og forbunden med hans Virken ſom Chriſtendommens Forkynder; denne ene Tanke, Chriſtendommens Udbredelſe i Fædrelandet, gjennemtrængte ſaaledes hans hele Sjæl og opfyldte ſaaledes hans hele Liv, at hans Hiſtorie tillige bliver den egentlige Begyndelſe til Chriſtendommens Hiſtorie i Norge. Vi vilde derfor neppe engang ret kunne opfatte og bedømme hans Færd og Virkſomhed, uden at betragte den fra denne Side, og tillige nærmere at lære de Vilkaar, under hvilke han begyndte ſit ſtore Verk, at kjende. Førend vi derfor ſkride til at beſkjeftige os med Olafs Bedrifter ſom Norges Konge, ville vi kaſte et Tilbageblik paa Chriſtendommens daværende Tilſtand i Almindelighed, og Nordmændenes Forhold til den i Særdeleshed.

Chriſtendommen havde paa Olafs Tid i mere end et Par Aarhundreder været Nordboerne bekjendt. Allerede mod Slutningen af det 6te Aarhundrede prædikede St. Auguſtin førſte Gang Chriſtendommen for Anglerne; et Aarhundrede derefter var allerede England ſaa fuldſtændigt chriſtnet, at det kunde udſende Misſionærer til Tydſkland og Norden, blandt dem St. Wilbrord, der mellem Aarene 690 og 700 allerførſt prædikede Chriſtendommen for Danerne[1]. “ Irland, Skotland og de omliggende Øer vare endnu tidligere end England blevne chriſtne, og Icolmkill paa Syderøerne var endog et Centralpunkt for chriſtelig Lære og Misſionsvæſen. Da vore Forfædre ſaaledes i anden Halvdeel af det 8de Aarhundrede begyndte at drage i Viking til fjernere Lande, og fornemmelig til Veſterhavets Øer, fandt de Chriſtendommen overalt herſkende. Var den end paa den Tid endnu for ung i hine Lande til at dens herlige Virkninger fuldſtændigt kunde ſpores paa de omvendte Nationers Charakteer og Leveviis, ſaa var dog det, den allerede havde udrettet, ſtort nok til at fylde den opmerkſomme Iagttager — og vore Forfædre vare ſkarpe Iagttagere — med Forbauſelſe. Denne Forbauſelſe tiende nu viſtnok udøve en forſkjellig Virkning; fanatiſke Hedninger og vilde Krigere kunde vel betragte den ved Chriſtendommen fremkaldte ſtørre Fredelighed, Blidhed i Omgang og Dannelſe ſom en væmmelig, fra Syden indkommen, Blødagtighed og Overforfinelſe; men dybere følende og frommere Sjæle maatte dog ſinde ſig tiltrukne ved den Lære, der prædikede Fred i Stedet for Blodsudgydelſe, Fordragelighed i Stedet for Trætte, Tilgivelſe i Stedet for Hevn; og baade Chriſtendommens Fiender og dens Beundrere maatte være enige om at erkjende dens vældige Magt, en Erkjendelſe, der vel ogſaa netop forøgede Hedningernes Vildhed og fanatiſke Iver for at bekæmpe den, for at tilintetgjøre dens Forkyndere, og ødelægge dens ydre Tegn. Man kan være forvisſet om, at de Nordboer, der endog hadede den „Hvide-Chriſt“, ſom de kaldte ham, dog ogſaa frygtede ham; og i denne Frygt var allerede Betingelſen for Chriſtendommens endelige Sejr given. Endog de Tilſætninger, den oprindelige chriſtelige Lære i hine Tider gjennem ſyv Aarhundreders Traditioner havde faaet, maatte være dens Udbredelſe, iſær blandt Nordens Hedninger, gunſtige. Læren om Helgener og Mirakler, overhoved de mere materielle og anthropomorfiſtiſke Anſkuelſer om Forholdet mellem Gud og Menneſkerne, ledſagede af Billeder og andet Tilbehør, der talte til Sandſerne, maatte gjøre et ſterkere Indtryk paa den raa Aaſadyrker og lettere bane Chriſtendommen Indgang hos ham, end en fra alle ſlige Tilbehør renſet, ſtrengt monotheiſtiſk Lære, der forſmaaede at benytte ſig af ſandſelige Indtryk. Derfor tale og vore Sagaer om den Virkning, ſom den katholſk-chriſtelige Ritus, Synet af de prægtige Chordragter, Røgelſens ſøde Lugt, Klokkernes og Sangens Vellyd udøvede paa Hedningernes Gemytter[2]. Aaſadyrkeren var ſaa vant til polytheiſtiſke Foreſtillinger, at der ej kunde være Tanke om, ſtrax at faa dem udryddede hos ham, men man maatte for det førſte kun ſe til at ſaa dem ombyttede med andre. I Stedet for Odin og Alfader kom nu de Chriſtnes Gud eller Chriſtus ſelv; i Erkeenglerne og de fornemſte Helgener fandt man Væſener, der i det mindſte i de førſte Nysomvendtes Tanker — Omvendelſen beſtod jo dog ſom ofteſt ikke i andet end i Daaben ſelv, og Oplærelſen i at fremſige Trosartiklerne og Fader Vor paa Latin — kunde træde i Stedet for de øvrige Guder[3]. Og man maa heller ikke foreſtille ſig, at de Nysomvendte, fordi de antoge Chriſtendommen, ophørte at tro paa de hedenſke Guddommes Tilværelſe — denne betvivledes neppe endog af de chriſtne Gejſtlige ſelv —; men Æſerne fornedredes kun til at blive onde Væſener i Stedet for at de hidtil havde været betragtede ſom gode; Preſterne lærte, og troede vel endog ſelv, at Djævelen og de øvrige Mørkheds Aander i Æſerne havde aabenbaret ſig, og der opſtod endog Sagn om, hvorledes de viſte ſig blandt Menneſkerne, og ſøgte at beſnære og fordærve Chriſtendommens Talsmænd[4]. Vare nu end disſe Foreſtillinger fejlagtige, ſaa banede de dog Chriſtendommen Vej; efter at Chriſtendommen engang var antagen og befæſtet, ophørte de efterhaanden af ſig ſelv, men uden dem ſkulde Norden maaſke endnu i flere Aarhundreder have befundet ſig i Hedenſkabens Mørke.

Under disſe Omſtændigheder forſtaar man lettelig, hvorledes det gik til, at baade flere af de Nordmænd, der i Skotland og Irland lærte Chriſtendommen at kjende, virkelig antoge den, og at derimod andre, ſom det i de gamle Skrifter beder, og ſom vi allerede have omtalt, vare hvad der kaldtes blandede i Troen, f. Ex. Helge magre, der troede paa Chriſtus og kaldte ſin Gaard Kriſtnes, men dog plejede at paakalde Thor ved Sørejſer og alle Slags Foretagender, hvor det kom an paa Styrke og Haardførhed[5]. Man havde maaſke et Slags Tanke om, at da de Chriſtnes Gud var fredelig og ikke yndede Blodsudgydelſe, betragtede han ogſaa Krig i Almindelighed, naar den ikke foretoges til Chriſtendommens egen Udbredelſe, med Ugunſt, og at iſær Vikingetog vare ham imod: da man dog endnu ikke kunde eller vilde lade Vikingelivet fare, maatte man ſøge at holde Venſkab med begge Religioners Guddomme, de Chriſtnes Gud og de krigerſke Æſer. Dette var vel ogſaa Aarſagen, hvorfor vi oftere finde det omtalt, at Vikinger og Farmænd paa deres Tog og Handelsrejſer lode ſig primſigne, ſom det hed, eller modtoge Korſets Betegnelſe, hvorved de bleve Katechumener, uden dog ganſke at indlemmes i de Chriſtnes Samfund ved Daaben[6]. Mange ſaadanne Halvchriſtne, tilbagekomne fra Vikingetog i Veſten, fandtes viſt allerede ved det 9de Aarhundredes Begyndelſe i Norge.

Den nærmere Berørelſe, hvori Nordmændene kom med det frankiſke Rige ved Oprettelſen af det nordmanniſke Kongedømme i Sønderjylland, maatte ogſaa være Chriſtendommens Fremgang i Norge gunſtig, thi mellem Heidaby og Kaupangen i Skiringsſal, ſaavelſom ſenere med Tunsberg, var der viſtnok, ſom vi have ſeet, et livligt Samkvem[7]. Men ikke nok hermed: det nordmanniſke Rige i Sønderjylland blev ſelv Hovedſædet for den førſte Chriſtendom i Norden. Harald, Sønderjyllands Konge, der i Aaret 813 ſom det udtrykkeligt heder, undertvang Veſtfold, antog ſelv, fordreven fra ſit Rige, Chriſtendommen i Aaret 826, og under hans Frænde og Modſtander Erik, Gudrød Veidekonges Søn og Halfdan ſvartes ældre Broder, fremſtod Nordens Apoſtel Ansgár fra Corvey, Erkeſtiftet i Hamburg oprettedes (834) med ſtadigt Henſyn til Nordens Omvendelſe, og ſaa fiendſk Erik endog i Førſtningen var Chriſtendommen, lykkedes det dog tilſidſt Ansgar at vinde hans Venſkab og bevæge ham til at tilſtede Opførelſen af Kirken i Slesvig[8]. Chriſtendommen havde ſaaledes allerede paa en Viis fundet Beſkyttelſe hos Ynglinge-Ætten, og under disſe Omſtændigheder bliver det ſaare begribeligt, hvorledes Harald Haarfagre kunde komme til at lægge de renſede halvchriſtelige Begreber for Dagen, ſom vi allerede ovenfor have omtalt[9]. Hans Svigerfader, Kong Erik den yngre, var ligeledes Chriſtendommen gunſtig.

Men Ansgars Virkſomhed indſkrænkede ſig ikke til Sønderjylland alene. Ogſaa i det dengang med Sønderjylland nøje forbundne Svithjod ſøgte han at vinde Tilhængere for Chriſtendommen, og da det udtrykkelig nævnes om at han foretog ſin førſte Rejſe til Sverige, fordi et Sendebud herfra i flere Landsmænds Navn hos Kejſer Ludvig den fromme havde udbedt ſig chriſtne Lærere, er det tydeligt nok at Chriſtendommen der allerede før hans Ankomſt var kjendt og yndet af flere. End mere maa dette have været Tilfældet i Viken Ansgar, ledſaget af ſin forrige Kloſterbroder Witmar, kom omkring 830 til Birk eller Sigtuna, fandt her en velvillig Modtagelſe hos Kong Bjørn paa Hauge, og vandt flere Proselyter, hvoriblandt Høvdingen Hergeir, der paa egen Bekoſtning opbyggede en Kirke[10]. Ansgar opholdt ſig i Svithjod halvandet Aar, og ikke længe efter hans Tilbagerejſe udnævntes endog en Biſkop, Gautbert, for Svithjod (837). Vel blev denne og hans Følgeſvende ſiden dræbte[11], men dog kunde Chriſtendommen ſelv, endog i Nærheden af det fornemſte Aaſa-Tempel i hele Norden, ikke udryddes; nye Misſionærer indfandt ſig, og Ansgar ſelv beſøgte endnu engang (omkring 852) Svithjod før ſin Død (865)[12]. Fra Svithjod maatte Chriſtendommen ligeledes, om end med kun Langſomhed, udbrede ſig til Viken og maaſke tildeels til Oplandene.

Da nu desuden Viken lige ſiden den lodbrokſke Tidsalder regnedes til Danevældet i vidtløftig Forſtand, idet mindſte af Danerne ſelv, og i det hele taget ſtod i nærmere Forbindelſe med Danmark og Gautland end med det egentlige, nordenfjeldſke Norge, har man Grund til at antage, at den Virkſomhed, ſom Erkeſædet i Hamburg, eller, ſiden Foreningen af Stifterne Hamburg og Bremen 858, Erkeſædet i Bremen[13], udviklede til de nordiſke Hedningers Omvendelſe, ogſaa omfattede Viken, og at flere af de udſendte Misſionærer ogſaa kom hid, om end ikke de hiſtoriſke Optegnelſer indeholde ſtort derom. Endnu i Ansgars Levetid byggedes Kirken i Ribe. Hans Eftermand, Rembert, gjorde hyppige Rejſer ind i Danmark og een til Sverige[14]; Rejſer, ſom viſt heller ikke have været uden Indflydelſe paa Chriſtendommen i Viken. Urolighederne ſtrax før og efter Gorm den gamles Fremtræden maa have været den unge Chriſtendom til Skade, og om Gorm fortælles det udtrykkeligt, at han raſede mod Chriſtendommens Tilhængere. Men den tydſke Konge Henrik Fuglefængers Tog til Danmark ſikrede atter Chriſtendommens Udbredelſe. Gorm blev ſelv ydmyget. Han ſelv eller hans Søn Knut maatte lade ſig døbe (934), og lige indtil Hjertet af Danmark og Hedendommen trængte den tydſke Konges Indflydelſe, da den gamle gotiſke Offerkultus i Hleidra blev tilintetgjort[15]. Den nidkjære, virkſomme Erkebiſkop Unni berejſte med ſit Preſteſkab endog de danſke Øer, vandt Harald Gormsſøn for Chriſtendommen, indſatte Preſter ved flere danſke Kirker, og beſøgte endelig Svithjod, hvor han døde i Birk (936)[16]. Under hans Eftermand Adaldag (936—988) gjorde Chriſtendommen overordentlige Fremſkridt. Han indviede i Aaret 948 de tre førſte danſke Biſkopper, Harald, Ljafdag og Reginbrand, til Biſkopsſtolene i Slesvig Ribe og Aaros, anbefalende dem tillige, ſom det heder, Kirkerne hiinſides Havet, i Fyen, Sjæland, Skaane, og Sverige[17]. Altſaa fandtes der nu Kirker paa hine danſke Øer og i Skaane, om hvis Oprettelſe der dog ingenſteds tidligere har været Tale, og man kan ſaaledes heller ikke vide, om ej Misſionsverket har ſtrakt ſig længer nordefter langs Kyſten. At det naaede Viken, ſynes man at maatte ſlutte af Mag. Adams Ord, hvor han fortæller at den for omtalte Ljafdag udmerkede ſig fremfor alle ſine Kolleger ved at prædike Evangelium hiinſides Havet, nemlig i Sverige eller Norge; dette kan neppe forſtaaes om andet end de mod hinanden grændſende Dele af Sverige og Norge, Gautland og Viken[18]. Om Partierne i Danmark under Harald Gormsſøn er der allerede talt, og det er viiſt, hvorledes deels politiſke Henſyn, deels den tydſke Konges Magtſprog, deels vel ogſaa perſonlig Tilbøjelighed, bragte Harald Gormsſøn til formeligt at antage Chriſtendommen (966). Endelig ſe vi, hvorledes Harald Gormsſøn, efter ſin uheldige Kamp med Otto II, ogſaa overliſtede Haakon Jarl, og tvang ham til at lade ſig døbe, ſkjønt til liden Baade for Chriſtendommen, ligeſom det og udtrykkelig meldes, at Harald, eller Kong Otto, eller begge i Fællesſkab, ſendte to tydſke Jarler til Viken for at chriſtne den. Ved denne Lejlighed døbtes en Mængde, og uagtet, ſom det ſiges, mange ſidenefter faldt fra og atter vendte tilbage til Hedendommen, ſlaar det dog ikke Fejl, at en ſtor Deel af Vikværingerne mod Slutningen af det 10de Aarhundrede bekjendte ſig til Chriſtendommen.

Men det var dog ikke fra Tydſkland, eller gjennem Danmark og Viken, at Chriſtendommen ſkulde faa ſit egentlige Indpas i Norge, ligeſaa lidt ſom Viken endnu paa hiin Tid udgjorde en væſentlig Deel af det egentlige Noregsvelde. Dette indbefattede nemlig nærmeſt det Nordenfjeldſke, og det var her, og fra Veſten, deels fra Syderøerne, fornemmelig Icolmkill, og fra Irland, deels, og i Særdeleshed, fra England, at den chriſtne Kirke i Norge oprettedes og varigt befæſtedes. Paa Syderøerne og Irland havde, ſom oftere omtalt, de mange Vikinger og Udvandrere paa Harald Haarfagres Tid lært Chriſtendommen at kjende. Endnu førend nogen norſk Fod havde betraadt Island, havde irſke Gejſtlige eller Paper opholdt ſig der, ja de fandtes der maaſke endog ved Nordmændenes Ankomſt[19]. Paa Orknøerne boede, førend Nordmændene bebyggede dem, chriſtne Pikter, om hvilke ej alene enkelte af Øernes Navne minde, men fra hvis Tid den ærværdige Kirke paa Egilsø med ſit runde Taarn endnu er en umiddelbar Levning[20]. Allerede her gaves der ſaaledes en Mængde Anledninger ſer vore Forfædre til at komme i den nærmeſte Berørelſe med Chriſtendommen og dens Bekjendere, og det var naturligviis endnu mere Tilfældet paa Suderøerne og Irland. Vi læſe ſaa ofte om irſke eller ſkotſke Trælle, ſom Vikingerne havde røvet og bragt hjem med ſig[21]; vi erfare derhos af fremmede Forfatteres Beſkrivelſer over de nordiſke Vikingers Færd, at de af dem røvede Menneſker udgjorde en væſentlig Deel af deres Bytte. Alle ſlige ranede Menneſker, de være nu fra Veſterhavets Øer eller fra det frankiſke Faſtland, vare alle uden Undtagelſe Chriſtne. Uagtet tilfældige Omſtændigheder have foraarſaget at deslige fremmede Trælle ofteſt nævnes paa Island, kan man dog være vis paa, at en betydelig Deel ogſaa fandtes i Norge, og da Nordmændenes Vikingetog fornemmelig gjaldt Skotland og Irland, kan man og være forvisſet om, at de fleſte af disſe Trælle vare ſkotſke eller irſke. Og blandt en ſaa ſtor Mængde maa der ogſaa i det mindſte have været nogle, og det ej ſaa faa, der lode det være ſig magtpaaliggende at vinde deres Herrer for Chriſtendommen. Hvorledes en ſtor Deel af Landnamsmændene paa Island vare chriſtne, have vi allerede ſeet, og der ſkal ikke mangle ſaa meget i, at Forholdene i Norge tildeels vare de ſamme, eller at Chriſtendommen virkelig paa Harald Haarfagres Tid havde fundet en Indgang hos de højere Klasſer, der endog var ſtørre end i de nærmeſt paafølgende Generationer. Og fra denne Tid ſynes ogſaa fornemmelig den ſtørre Humanitet at have gjort ſig gjeldende i Vikingelivet[22], hvortil der findes enkelte Antydninger, ſaavelſom det Fritænkeri, der viſte, at Aaſareligionen egentlig havde udſpilt ſin Rolle, og at den ej længer kunde byde ſine Tilhængere nogen ſand Trøſt: begge Dele middelbare Virkninger af Chriſtendommen.

Om Haakon den godes Opdragelſe i England og hans uheldige Forſøg paa at indføre Chriſtendommen i Norge have vi forhen talt[23]. Det ſtrandede, ſom det ſynes, ej ſaameget paa nogen egentlig religiøs Fanatisme ſom paa Høvdingernes Frygt for Chriſtendommens forfinende og blødgjørende Virkninger, og paa Almuens Uvillighed til at underkaſte ſig de ſtrenge Regler for Faſte og Helligdagshold, ſom de chriſtne Lærere i den Tid foreſkreve. Chriſtendommen var ogſaa endnu for lidet bekjendt, og Folket endnu ej paa langt nær modent til dens Indførelſe; og dertil kom at den mægtige Sigurd Jarl, ſelv en ivrig Blotmand, med megen Klogſkab ſynes at have modarbejdet den. Imidlertid fik dog Haakon, ſom det udtrykkeligt fortælles, flere af ſine Venner til at lade ſig døbe med med det gode, og andre til i det mindſte at ophøre med Blotene, ligeſom han og fik Hedningerne til at forlægge deres Juul fra Hugge- eller Midvinter-Natten til de Chriſtnes Juletid. Af disſe og flere Omſtændigheder[24] ſynes man at kunne ſlutte, at de chriſtelige Raadgivere, han havde medbragt fra England, handlede efter de Grundſætninger, Pave Gregorius den ſtore i ſin Tid havde indſkærpet de førſte Chriſtendomsforkyndere i England, da han bød, „at Afgudstemplerne ej ſkulde nedrives, men kun de i dem værende Afgudsbilleder tilintetgjøres og Templerne ſelv renſes med Vievand og indvies til chriſtelige Kirker, for at Folket fremdeles kunde komme og forrette ſin Andagt paa de tilvante Steder; og at de Ofringer af Kvæg, der tidligere plejede at finde Sted ved Blotfeſterne, ej ganſke ſkulde afſkaffes, men kun forandres derhen, at der paa de kirkelige Højtidsdage ſkulde holdes feſtlige Gilder ved de nu til Kirker forvandlede Templer, hvor Kvæg ſkulde ſlagtes og fortæres til Guds Ære og med Tak til alle gode Gavers Giver: alt ſammen, ſom det heder, for at Folket, naar enkelte ydre Glæder fremdeles bibeholdtes for dem, ſkulde deſto villigere give ſit Samtykke til de indre, og fordi det var umuligt, paa een Gang at betage de haarde Hjerter alt, medens man derimod maatte gaa frem med Lempe og gradeviis“[25]. Med Haakons Beſtræbelſer for Chriſtendommens Fremme have viſt ogſaa hans Lovgivningsarbejder ſtaaet i en nøjere Forbindelſe, end det udtrykkeligt ſiges, ſaa at hans Verk, om det juſt ikke førte lige til Maalet, dog ej blev uden gode Frugter. Fra Haakon den gode af vare Norges Konger eller Regenter, med Undtagelſe af Haakon Jarl, chriſtne. Allerede Erik Blodøxe lod ſig efter ſin Forjagelſe fra Norge døbe i England med ſin Huſtru og Børn, ligeſom ogſaa Nordmændene i Dublin omtrent paa ſamme Tid ſkulle have antaget Chriſtendommen[26]. Ved deres Tilbagekomſt til Norge bekjendte Gunnhild og hendes Sønner ſig fremdeles til Chriſtendommen, og viſte ſig endog ivrige for at udbrede den; kun Skade, at de, under deres lange Ophold i Danmark oplærte i den tydſke Omvendelſesſkole, og rimeligviis omgivne af tydſke Misſionærer, der iſær ſiden de ſaxiſke Kejſeres Fremtræden ſynes at have yndet voldſomme Forholdsregler, undlode at følge hine humane Forſkrifter, ſom Gregorius havde indſkærpet, men derimod lode ſig det iſær være magtpaaliggende at nedbryde Hovene og forſtyrre Blotene, uden at virke ſaa meget paa Individerne ſelv[27]. Derved ſkadede de Chriſtendommen mere end de gavnede den, og da nu derefter Blotmanden Haakon Jarl kom til Roret, forfaldt den visſelig endnu mere.

Hvorledes Chriſtendommen bekjendtes, ja endog Kirker oprettedes af flere Landnamsmænd paa Irland, er allerede omtalt[28]. Men i det hele taget forfaldt Chriſtendommen der i de nærmeſt paafølgende Generationer. Saaledes ſer man at den ſyderøiſke, og viſtnok chriſtne, Landnamsmand Kalmans Søn Sturla endog var Gode, og førſt dennes Søn antog igjen Chriſtendommen paa Grund af et Løfte[29]. Kun i faa Slægter vedligeholdt Chriſtendommen ſig, navnlig i Ørlyg den gamles, og i Aasulf Alſkiks og der ſynes heller ikke i lang Tid at have været Gejſtlige paa Øen for at gjenoplive den. At der dog fandtes flere Chriſtne, om de juſt ikke nævnes, maa anſees ſom afgjort. Man ſkulde næſten ogſaa formode, at disſe enkeltſtaaende Chriſtne juſt ſom ſaadanne vare ſandere Chriſtne og mere gjennemtrængte af Chriſtendommens Aand, end mange af dem, der et Aarhundrede ſenere, efter at Chriſtendommen var bleven offentligt antagen, bekjendte ſig til den. Et ſmukt Exempel paa ſandt Chriſtenſind hos en ſaadan enkeltſtaaende Chriſtendommens Bekjender, og den Beundring, det endog vakte hos Hedningerne, er os opbevaret. En Chriſten, ved Navn Thorleif, boede paa Krosſavik, i den mægtige og anmasſende Broddhelges Diſtrikt[30]. Han var Handelsmand, og kom engang hjem tilſammen med en rig Nordmand, ſom blev dræbt under ſit Ophold paa Island. Broddhelge og hans Svoger Geite gjorde Fordring paa hans efterladte Gods, men uden at ændſe dette tog Thorleif det i ſin Varetægt ſom den Afdødes Fælligsmand, og bragte det den følgende Vaar til hans retmæsſige Arvinger i Norge. Ved hans Tilbagekomſt ſøgte Broddhelge at velte ſig ind paa ham, og blev derfor meget glad, da hans Frændkone Steinvar, der ſom Hovgydje foreſtod Hoved-Hovet, klagede over at Thorleif den chriſtne ej vilde betale Hovtold ſom alle andre[31]. Broddhelge anmodede en vis Ketil om at ſagſøge Thorleif for Hovtolden og ſtevne ham til Things. Ketil paatog ſig det, ſkjønt ugjerne, og rejſte ſelv 10de til Krosſavik, hvor den gjeſtfrie Thorleif, der juſt var ude, ſtrax indbød dem til at blive. Ketil ſagde at det var for tidligt at ſlaa ſig til Ro i ſaagodt Vejr, og at hans egentlige Ærende var at kræve Hovtolden. Thorleif negtede at yde den, ikke, ſom han ſagde, af noget Overmod, men kun fordi han anſaa de Penge ſlet anvendte. Ketil fandt det meget daarligt af ham at tro ſig klogere end andre, og negte at yde ſlige lovmæsſige Afgifter Thorleif ſvarede at han ej brød ſig om hvad Ketil ſagde, og denne ſtevnede ham til Things. I Stedet for at vredes herover, bad Thorleif ham endnu at blive, da Vejret tegnede ſig ſlet. Ketil vilde dog, ſom rimeligt var, afſted, men Thorleif ſagde at han endelig maatte vende om igjen og komme til ham, hvis Vejret blev for haardt. Der indtraf virkelig et Uvejr, og Ketil maatte med ſine Mænd ty tilbage til Tborleif, hos hvem de bleve liggende vejrfaſte i to Dage, og nøde den gjeſtfrieſte Behandling. Da Ketil endelig kom afſted, ſagde han, at Thorleif havde opført ſig ſom en Hædersmand, og at han vilde lade Sagen falde, men være hans Ven fra denne Dag af. „Paa dit Venſkab ſætter jeg megen Priis“, ſvarede Thorleif, „men om Sagen falder eller ikke, er mig aldeles ligegyldigt, da jeg paakalder den Ven, ſom ikke lader ſligt vorde mig til Skade“[32].

Som middelbart udſprungne af Chriſtendommen maa vel ogſaa de rene og ophøjede Begreber anſees, hvilke Ingulfs Sønneſøn, den oftere omtalte Lovſigemand Thorkell Maane lagde for Dagen; hvorfor han ogſaa i Sagaerne ſelv ſættes ved Siden af de bedſte Chriſtne[33]. Men i hans Embedstid (970—985) var ogſaa Chriſtendommen for førſte Gang bleven formeligt prædiket paa Island. Dette ſkyldtes den ædle og nidkjære Thorvald Kodraansſøn, kaldet Vidfarle, hvilken vi allerede tidligere have haft Anledning til at nævne[34]. Hans Fader Kodraan paa Giljaa havde i hans Opvæxt altid foretrukket ſin anden Søn Orm for ham, og Thorvald havde godvilligen fundet ſig deri. Da traf det ſig engang at den berømte Thordis Spaakone var i Beſøg hos Kodraan, og overtalte denne til at behandle Thorvald med ſtørre Agtelſe og give ham nogle Penge, hvormed han kunde drage paa Handelsrejſer. Han fulgte nu for det førſte Thordis hjem til Spaakonefell, og efter at have opholdt ſig nogen Tid hos hende, drog han udenlands, og tog Tjeneſte hos Sven Tjugeſkegg ſom ovenfor nævnt. Det er forhen omtalt, hvorledes han i al den Tid, han var hos Sven, udmerkede ſig ved ſin Tapperhed, Troſkab, Ædelmodighed og Menneſkekjærlighed, og hvorledes han derved engang ſattes iſtand til at frelſe Sven fra Fangenſkab, da man intet vilde have kunnet udrette med Magt. Siden drog Thorvald vide om i Sydlandene, og blev i Saxland kjendt med en Biſkop ved Navn Frederik, der fik ham til at antage Chriſtendommen og døbte ham. Thorvald bad derpaa Biſkop Frederik at følge med ham til Island for ogſaa at prædike Chriſtendommen for hans Fader, Moder og Frænder, og om muligt, bringe dem til at modtage Daaben Biſkoppen føjede ham deri, og de kom heldigt til Island, hvor Kodraan tog venligt imod dem, og hvor de tilbragte den førſte Vinter hos ham[35]. Allerede denne Vinter lykkedes det dem at vinde flere for Chriſtendommen, ſkjønt Biſkoppen endnu ej kunde tale det norſke Sprog, men maatte bruge Thorvald ſom Tolk, og mange af Landets Folk med Mishag betragtede dem og den nye Lære, de prædikede. Ved Thorvalds Overtalelſer lod omſider Kodraan ſig bevæge til at modtage Daaben med ſin Huſtru Jarngerd og hele ſit Huus, undtagen Sønnen Orm, ſom endnu ikke vilde lade ſig døbe[36]. Siden egtede Thorvald en Datter af Olaf paa Haukagil, med hvis anden Datter (maaſke Ingulf Thorſteinsſøns Enke?) Thorkell Kravla var gift. Thorvald nedſatte ſig paa Løkjamot i Videdalen, og gjorde derfra flere Udflugter om i Landet med Biſkoppen. I et Gilde paa Haukagil, — efter en Beretning ſkal det have været Thorvalds eget Bryllup — hvor ogſaa Thorkell Kravla var tilſtede, men Thorvald tilligemed Biſkoppen og de øvrige Chriſtne maatte ſidde for ſig ſelv i en anden Stue, ſkal Biſkoppen, ſom man troede paa en overnaturlig Maade, have faaet to anmasſende Berſerker, der forſtyrrede Lagets Fred, bragte af Dage. Thorkell Kravla havde lovet at antage Chriſtendommen, hvis dette lykkedes, men, beder det, uagtet det lykkedes, og ſkjønt han nok troede at det var den ſande Gud, ſom Biſkoppen forkyndte, kunde han dog ikke finde ſig i at døbes eller renſes i Vand, og vilde ikke underkaſte ſig denne Skik; derimod ſyntes han at hans gamle Svigerfader Olaf, der allerede var ſengeliggende af Alderdom, kunde lade ſig døbe Dette ſkede ogſaa, og Olaf døde kort Tid derefter i de hvide Daabsklæder (hvilket man anſaa for en ſikker Vej til Himmerige); Thorkell lod ſig indtil videre kun primſigne[37]. Thorvalds og Biſkop Frederiks Beſtræbelſer vare dog i det hele taget ikke ſynderligt heldige. Meeſt udrettede de paa Nordlandet, hvor flere Høvdinger lode ſig døbe, og mange andre, om de end ikke modtoge Daaben, dog troede paa Chriſtus, forſagede Afguder og Blot, og undſloge ſig for at betale Hovtold. Blandt de døbte Høvdinger var der endog een, Thorvard Spak-Bødvarsſøn paa Aas i Hjaltedal, der lod opføre en Kirke paa ſin Gaard; denne Kirke ſøgte hans egne Brødre at opbrænde, men det lykkedes dem ej[38]. Paa Veſterlandet fik Thorvald og Frederik ingen Tilhængere. De bleve venſkabeligt modtagne paa Hvamm af Huusfruen Fridgerd, medens hendes Mand, Thorarin Filsenne, Thord Gelles Søn, var paa Althinget. Men medens Thorvald ſtod lide og prædikede for Folket, gik Fridgerd inde i Hovet og blotede, ſaa at de begge kunde høre hverandres Ord; da nu ogſaa hendes Søn ſpottede Thorvald, blev denne vred og kvad et Vers, hvori han klagede over at ingen vilde høre ham, og bad Gud forfølge hiin Gydje, der ſang fra den hedenſke Stalle. En Sommer indfandt Thorvald og Biſkoppen ſig paa Althinget, hvor den førſte, ſom ſædvanligt, med Nidkjærhed forkyndte Chriſtendommen Men Folket forhærdede ſine Hjerter imod ham, iſær paavirket af den mægtige Hedin fra Svalbard i Eyjafjorden, der var beſvogret med Eyjulf Valgerdsſøn. Hedin ſvarede Thorvald med mange ondſkabsfulde Ord, og fik Hadet ſaaledes oppuſtet mod ham, at man omſider gav nogle Skalde Penge for at digte Nidviſe om ham og Biſkoppen. I denne Viſe forekom blandt andet:

Ni Børn baaret
Biſkoppen haver,
til dem alle er
Thorvald Fader.

Dette var mere end Thorvald kunde taale[39]; han blev ſaa opbragt, at han dræbte de to Skalde, ſom havde digtet Viſen hvorover. Biſkoppen ſatte ham haardt til Rette[40]. Det var viſtnok heller ikke noget godt Exempel, Thorvald her gav, og man kunde vel ſlutte heraf, at ikke engang han med al ſin Iver og ſin ædle Charakteer var ret moden til at optræde ſom Chriſtendommens Forkynder. Det var derfor heller intet Under at dette Foretagende mislykkedes. Høvdingerne ærgrede ſig iſær over at Hovtolden udeblev, og de ophidſede igjen deres Thingmænd mod Thorvald og Biſkoppen. Saaledes ſteg Hadet mod dem mere og mere. Engang, da de vilde beſøge Vaarthinget paa Hegranes, modtog hele Thingalnmen dem med Raab og Steenkaſt, og truede dem endog med Vaaben ſaa at de maatte tage Flugten. De droge hjem til Løkjamot og opholdt ſig her om Sommeren, hvor ſenere hen, efter Althingets Slutning, en Deel hedenſke Høvdinger med en ſtor Skare Folk vilde brænde dem inde, uden at dog dette Anſlag lykkedes[41]. Aaret efter (988) forlode de Island, og rejſte førſt over til Norge, hvor det traf ſig, at den for omtalte Chriſtendomsfiende Hedin af Svalbard kom til at lægge ind i ſamme Havn. Denne Friſtelſe til at tage Hevn for lidte Fornærmelſer kunde Thorvald ikke modſtaa. Han pasſede paa, da Hedin var gaaet op i en Skov for at hugge Tømmer, gik efter ham med ſin Træl, og lod denne dræbe ham. Da han kom tilbage til Skibet og fortalte Biſkoppen hvad der var ſkeet, vilde denne ikke længer blive hos ham, fordi han havde ſaa vanſkeligt for at afholde ſig fra Manddrab. Biſkoppen vendte tilbage til Saxland, og Thorvald drog førſt paa Handelsrejſer, ſiden til Konſtantinopel og videre til Jeruſalem, ſandſynligviis for afbede ſine Forſeelſer. Han ſkal have nydt megen Anſeelſe af Kejſeren i Konſtantinopel, og endelig være rejſt opad Dneprfloden til Rusland, hvor han oprettede et Kloſter i Nærheden af Polotzk, i hvilket han ſelv lod ſig indklæde og forblev til ſin Død[42].

Flere Forſøg paa at indføre Chriſtendommen enten i Norge eller paa Island, omtales ikke før Olaf Tryggvesſøns Tilbagekomſt, og der har viſt heller ingen flere fundet Sted. Haakon Jarls Regjeringstid var intet heldigt Tidspunkt dertil, og i Danmark var der viſtnok i de ſidſte Aar af Harald Gormsſøns Regjering, og under Erik Sejrſæl, alt for megen Uro og Strid til at Chriſtendommens Forkyndelſe i Landet ſelv, end ſige udenfor, nu kunde have nogen ſynderlig Fremme. Kunde man altſaa end ſige, at Olaf Tryggvesſøn ej fandt Gemytterne ganſke uforberedede paa Chriſtendommen, ſaa var dog dennes Forberedelſe temmelig ſvag, og hans Mod og Kraft i at begynde det ſtore Verk ſaare beundringsværdig.

  1. Se ovf. 1ſte B. S. 282, 283.
  2. Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga Cap. 131.
  3. Vi have ſaaledes ſeet, hvorledes Fagrſkinna lader Jomsvikingerne drikke Bragafull, medens Kongeſagaerne tale om Chriſts og Michaels Minde.
  4. I Olaf Tryggvesſøns Saga ſelv forekomme flere ſlige Legender om, hvorledes Thor eller Odin i menneſkelig Skikkelſe ſøgte at ſkade eller forlokke Olaf, og her udtale ſig utvetydigt de herſkende Foreſtillinger om de hedenſke Guders virkelige Tilværelſe. En Forklaring om Afgudernes Oprindelſe, omtrent fra Aar 900, og hvori der tillige tages Henſyn til Æſerne, findes ogſaa i den i Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie for 1846, S.67, optagne angliſke Homili, hvor ogſaa nogle af Nordens Guder findes nævnte. Da Synden var kommen i Verden, heder det, og Kæmperne (entas) havde forſøgt at bygge Babels Taarn, men vare blevne adſplittede ved forſkjellige Sprog, blev Menneſkeſlægten forlokket af den gamle Djævel, ſom for beſveg Adam, ſaa at de gjorde ſig Afguder, Solen, Maanen, Stjernerne, Ilden, Vandet, Jorden, ogſaa forſkjellige Jetter og Menneſker, nemlig Saturnus paa Kreta, hans Søn Jovis (Juppiter), der kaldes Thor blandt nogle Folk, og iſær agtes højeſt af Danerne; dennes Søn Mars, Krigsguden, Merkurius, ſom Danerne kalde Odin, Venus, af Danerne kaldet Frigg o. ſ. v.
  5. Se ovf. 1ſte B. S. 534, 563.
  6. Primſigning, af det Latinſke prima signatio, Korſets Betegnelſe paa Katechumenerne. Olaf Tryggvesſøn blev ſaaledes, ſom det heder (Olaf Tryggv. Saga Cap. 77) primsignaðr undir jútning heilagrar trúar (primſignet under Løftet om at antage den hellige Tro). Foreſtillingen om Primſigningens Betydning aabenbarer ſig maaſke bedſt i den for øvrigt fabelagtige Fortælling om Toke Tokeſøn, Fornm. Sögur V. S. 303; Toke ſiger: „jeg er primſignet og ikke døbt, fordi jeg har været af og til mellem Hedninger og Chriſtne; dog tror jeg paa Hvide-Chriſt“. Se og Remberts Vita Ansgarii Cap. 21, hvoraf det fremgaar at flere forbeholdt ſig at lade ſig døbe paa ſit Yderſte, for at være deſto ſikrere paa at komme ſtrax i Himmerige.
  7. Se ovf. 1ſte B. S. 381.
  8. Se alt dette 1ſte B. S. 391—396.
  9. Se ovf. 1ſte B. S. 462, 463, 606.
  10. Remberts Vita Ansgarii Cap. 9, 10. jvfr. Mag. Adam. I. 17.
  11. Rembert, Vita Ansgarii Cap. 17. Mag.Adam, I. 23.
  12. Rembert, Vita Ansgarii, Cap. 26,. jvfr. Mag. Adam, I. 28. Denne Rejſe henføres af nogle urigtigt til 861 (efter Chron. Corbeiense) uagtet Rembert udtrykkeligt fortæller at den ſkede før K. Eriks Død 854, med hvis Jærtein Ansgar var forſynet.
  13. Om de vidtløftige Forhandlinger i denne Anledning, ſe Remberts Vita Ansgarii og Mag. Adam I. 20—26.
  14. Mag. Adam I. 42, 43.
  15. Se ovenfor, 1ſte B. S. 7—16, dette B. S. 66.
  16. Mag. Adam, I. 60—64.
  17. Mag. Adam, II. 4.
  18. Mag. Adams Ord (II. 22) ere merkelige nok: Ceterorum vero episcoporum vix aliquem sic clarum antiquitas prodit præter Ljafdagum Ripensem, quem dicunt et miraculis celebrem transmarina prædicasse, hoc est in Sueonia vel Norvegia.
  19. Se ovenfor 1ſte B. S. 418, 447.
  20. Navne ſom „Papø“ (ſtørre og mindre, nu Papa-Westrey og Papa Stronsey), Papley (Papyli),Rinansey (St. Ringans eller Rinians T) og Daminsø (St. Damians Ø) og endelig ſelve Navnet „Egilsø“ paa den Ø, hvor den ovennævnte Kirke ſtaar, vidne nokſom“ om den ældre piktiſke Chriſtendom paa Orknøerne. Det ſidſte Navn udledes neppe med Rette af det oldn. Mandsnavn „Egil“ men den førſte Deel af Navnet „Egils“, ſynes ſnareſt at være en Gjengivelſe af den irſke Form eclais (ecclesia), hvilken Nordboerne, ſom udannede Folk ofte pleje, have ſøgt at give en i deres eget Sprog forſtaaelig Etymologi. Kirken paa Øen med ſit høje Taarn maatte gjøre den til „Kirkeøen“ fremfor de øvrige. Denne Kirke ſynes ifølge ſit Udſeende at være ſamtidig med de gamle irſke Kirker fra det 6te, 7de og 8de Aarhundrede (Wilsons Archæol. S. 591). Ogſaa paa Hjaltland findes flere Øer af Navnet Papø. Ja endog til Viken ſynes Paperne at være komne, da en af Hvalserne hed Papey, nu „Paperø.“
  21. F. Ex. Hjørleifs Trælle, der ſiden dræbte ham, og efter hvilke Veſtmannaøerne fik Navn.
  22. F. Ex. at Ølve Barnakarl ej vilde kaſte Smaabørn paa Spydsodde, ſom Fridthjof fordum, ſ. 1 B. S. 451.
  23. 1ſte B. S. 719—726.
  24. Navnlig hvad der ovenfor (S. 720) er meddeelt om den ſandſynligviis af Haakon ej ſaameget foreſkrevne ſom bibeholdte „Ølgerd“ eller Forpligtelſen til at holde Feſtgilde, eller at medbringe Kontributioner til det fælles Feſtgilde, hvilket vi af Ytringerne om Sigurd Jarl hos Snorre (Haak. god. S. Cap. 16) ſe ogſaa i Hedendommen var Skik og Brug. I det her ovenfor omtalte Brev af Pave Gregor, hvor der nævnes om de Sammenkomſter, der i Stedet for de tidligere Ofringer ved Templerne ſkulde ſinde Sted ved de ſamme nu til Kirker forandrede Templer, heder det at de Beſøgende paa de angivne Helligdage ſkulde indrette ſig Hytter eller Telte af Grene, og i religiøſe Gilder højtideligholde Feſterne, uden længere at ofre Dyr til Djævelen, men kun ſlagtende dem til Guds Ære o. ſ. v. Da man nu ved hine ſaakaldte „Øl“ eller Feſtgilder, hvortil Ølgerd var paabuden, viſtnok ogſaa ſlagtede og fortærede Kvæg, viſer deres Identitet med de angliſke Kirkefeſter ſig deſto tydeligere. Vore ældre Love nævne egentlig tre ſlige Øl, der paa nærmeſte ſvare til de tre hedenſke Feſter: Juleøl (Æld. Gulath. Cap. 7), ſvarende til Juleblot; Øl før Allehelgens Dag (Gul. 6) ſvarende til Vinternatsblot, og St. Hans- eller Jonsoks-Øl (Ol. Tr. S. II. 21), ſvarende om juſt ikke ganſke, ſaa dog nogenledes til Sommerblot. Jvfr. 1. B. S. 78.
  25. Brevet, ſkrevet 17de Juni 601 til Abbed Mellitus, er meddeelt hos Beda hist. eccl. gentis angl. I. 30, Mon. hist. Britt. I. S. 141.
  26. Se ovf. 1 B. S. 703.
  27. Se ovf. S. 5.
  28. 1ſte B. S. 563.
  29. Landnáma II. 1. Kalmans Sønneſøn Bjarne var i Trætte med Rolf, Illuges Fader, om en Landtunge, og han lovede at antage Chriſtendommen, hvis han vandt; da brød Hvitaa ſig et andet Leje, ſaa at Tungen blev landfaſt med Bjarnes Ejendom, og han overholdt, heder det, Chriſtendommen godt til ſin Død.
  30. Om Broddhelge og hans Svoger Geite, ſe ovf. S. 183.
  31. Om Hovtold, ſe ovf. 1ſte B. S. 564.
  32. Vaapnfirdingaſaga, S. 641. Olaf Tryggv. Saga Cap. 228. Da Broddhelge ifølge Annalerne blev dræbt 974, og Thorleif dog endnu levede da Chriſtendommen indførtes paa Island (1000) maa den her omtalte Begivenhed have fundet Sted omtrent mellem 960 og 970.
  33. Se om Thorkell Maane ovf. S. 158, Not., og Landn. I. 10, Olaf Tryggv. Saga Cap. 118.
  34. Se ovf. S. 223, 224.
  35. Denne Vinter henføres i Fortællingen om Thorvald (Olaf Tryggv. Saga Cap. 138) til 981, eller 106 Aar efter at Island begyndte at bebygges (874, eller efter nogles Regning 875); Kriſtniſaga Cap. 1 nævner 100 eller 107 Aar efter Bebyggelſen, og opregner desuden disſe fornemſte Høvdinger ſom ſamtidige dermed: paa Nordlandet: Eyjulf Valgerdsſøn, Viga-Glum, Arnor Kerlingarnef, Starre i Guddale, Thorkell Kravla; paa Veſtlandet: Are Maarsſøn, Aasgeir Knattsſøn, Eyjulf den graa, Geſt Oddleifsſøn, Olaf Paa, Viga-Styr, Snorre Gode, der var 18 Aar og juſt havde taget ved Boet paa Helgafell; Thorſtein Egilsſøn, Illuge den røde; paa Sydlandet: Thorkell Maane, Thorodd Gode, Gisſur hvite, Aasgrim Ellidagrimsſøn, Hjalte Skeggeſøn, Valgard den graa, Runolf Ulfsſøn, og Sønnerne af Ørnulf i Skoge; paa Øſtlandet: Thord Freysgodes Sønner, Sidu-Hall, Helge Aasbjørnsſøn, Bjarne Broddhelgesſøn og Geite Lytingsſøn. Hvis det nu ellers har ſin Rigtighed med denne Angivelſe, maa, ſom vi allerede have viiſt (S. 172, 173, 223), Thorvalds Ankomſt ſættes ſenere end 984, da Snorre ikke naaede ſit 18de Aar førend 982 eller 983, og i det mindſte Thorkell Kravla ej blev Høvding førend efter 983. Og da nu tillige Vatnsdølaſaga (Cap. 46) udtrykkeligt omtaler Thorkell Kravlas Nærværelſe ved Gildet, hvor Frederik overvandt Berſerkerne, ſynes det ſom om Kriſtniſagas Opregning virkelig har ſin Rigtighed, og at følgelig Thorvalds og Frederiks førſte Vinter paa Island maa henføres til 983—984.
  36. Fortællingen om Thorvald Kodraansſøn (Olaf Tryggv. Saga Cap. 13l) indeholder her en fabelagtig, legendariſk Hiſtorie om, hvorledes Kodraan priſte ſin ſaakaldte Spaamand, der boede i en Steen i Nærheden, imod Thorvalds Spaamand d. e. Biſkoppen, og hvorledes denne ved Vievand og Bønner fik den i Stenen boende urene Aand til at fly; hvorved Kodraan, der allerede havde glædet ſig ved at høre Klokkeklang og Kirkeſang, og lugte Røgelſen, blev bevæget til at lade ſig døbe.
  37. Dette fortælles noget forſkjelligt. Thorvald Kodraansſøns Thaatt (Olaf Tryggv. Saga Cap. 131) fortæller det aldeles legendariſk; det er her Thorvalds Bryllup; begge Partier, de Chriſtne og Hedningerne, ſidde ſammen i en Skaale, kun adſkilte ved en tvers gjennem Skaalen løbende Bæk. Berſerkerne, der begge hede Hauk, udfordre Biſkoppen til en Styrkeprøve, hvorfor denne ej undſlaar ſig, men lader ſtore Baal tænde langs ad Gulvet; han indvier Baalet, og indbyder nu Berſerkerne til at gaa gjennem Ilden; de prøve derpaa, men omkomme; ſelv gaar han derimod uſkadt igjennem. I Vatnsdølaſaga Cap. 46 fortælles dette paa en langt ſandſynligere Maade. Berſerkerne udfordre ej Biſkoppen, men komme kun og forſtyrre Laget; Biſkoppen raader vel til at gjøre Ild op, men prøver ikke ſelv paa at gaa igjennem den; derimod falder det af ſig ſelv at Berſerkerne, efter Berſerkervane, ſkulle vade Ildene, ſom det hed. At de nu brændte ſig til Skade, var rimeligt nok og behøver ej at tilſkrives Vievandet. De falde ifølge denne Saga ikke døde ned, men blive bankede til døde med Stokke af haandfaſte Mænd, ſom Biſkoppen havde ladet opſtille paa Bænkene. Vatnsdølaſaga nævner ej at Thorkell lod ſig primſigne, kun at han erkjendte de Chriſtnes Gud, men vægrede ſig ved at modtage Daaben. Primſignelſen omtales derimod i Kriſtniſaga Cap. 2, og i Grettes-Saga, Cap. 15, hvor tillige Thorvald og Biſkop Frederik i Forbigaaende omtales. Fortællingen om Thorvald nævner ikke engang Thorkell Kravla.
  38. Her fortælles atter en Legende om et Mirakel, hvorved Kirken reddedes, idet de, der vilde brænde den, førſte Gang ſyntes at ſe Ildsluer ſtaa ud af alle Glugger, og anden Gang, da en af dem bøjede ſig ned for at blæſe til Ilden, to Pile kom, den ene efter den anden, og ſloge ned i Gulvet ſaa nær ved ham, at han ſkyndte ſig bort og ej vilde oppebie den tredie.
  39. Vittigheden ſkulde vel beſtaa i at Biſkoppen i ſin Ornat ſkulde ligne en Kvinde; men i hine Tider anſaa man ſlig Spøg, ſom denne, for overmaade ærerørig og nærgaaende.
  40. I Fortællingen om Thorvald ſiges der, at førend denne kom ind til Biſkoppen efter Drabet, kom der to Bloddraaber paa Bogen, ſom Biſkoppen havde for ſig, til Tegn paa at Thorvald var beſmittet med Blod. Denne Fabel udelades i Kriſtniſaga.
  41. Her fortælles fremdeles et Mirakel: en Mængde Fugle fløj op ved Siden af de angribende Heſte, og gjorde dem ſkye, ſaa at nogle af Folkene faldt af, andre brøde deres Arme, Been, eller ſaaredes paa deres egne Vaaben.
  42. Dette fortælles i Kriſtniſaga, Cap. 12 med den nærmere Angivelſe, at Thorvalds Død ikke indtraf førend en Stund efter Svoldrſlaget.