Det norske Folks Historie/2/29
Da Haakon Jarl blev dræbt, havde Olaf Tryggvessøn allerede opslaaet sin Bolig paa Lade. Ved Efterretningen om Jarlens Drab søgte alle Høvdinger og anseede Mænd i Thrøndelagen til ham for at bede ham overtage Kongedømmet, da de trængte til en Høvding, som kunde forsvare dem mod Haakon Jarls stridbare Sønner, hvilke, som de troede, ej vilde forsømme at tage Hevn for Faderens Død. Olaf behøvede ej at lade sig bede herom, og der stevnedes et Thing paa Øren ved Nidelvens Udløb for de 8 trondhjemske Fylker. Paa dette Thing, det første, som udtrykkeligt nævnes under Navnet Ørething, blev Olaf nu tagen til Konge for det hele Land, saa vide, siges der, som Harald Haarfagre havde underkastet sig det, og fra denne Tid af udøvede Thrønderne altsaa den samme Forrettighed i Norge, som Sviarne i Sverige, nemlig at erkjende eller forjage det hele Riges Konge. Den hele Almue og Mængde løb op, og sagde at ingen anden skulde være Konge end Olaf Tryggvessøn. Landet blev ham tildømt efter gammel Lov; Bønderne lovede ham deres Understøttelse til at erhverve og forsvare Riget, og Kongen tilsagde dem igjen at overholde Lov og Landsret, og forsvare dem mod Haakon Jarls Sønner og alle andre, der vilde lade dem undgjelde deres Opstand mod Jarlen[1].
Det maatte nu først og fremst være Olaf magtpaaliggende at blive anerkjendt ogsaa i de øvrige Fylker af Landet. Han foretog derfor i Løbet af den første Vaar og Sommer[2] en Rejse gjennem det hele Land, fra Fylke til Fylke, lige til det sydligste af Viken, hvor Norge og Danmark grændsede sammen. Han blev, siges der, tagen til Konge paa hvert Lagthing, og alle Folk i Norge underkastede sig ham, endog de Høvdinger paa Oplandene eller øster i Viken, som havde haft Forleninger af Danekongen. Tidspunktet var meget belejligt for Olaf, thi Erik Sejrsæl var, som vi nys have seet, just død; hans Søn Olaf havde vel for det første nok at bestille med at holde sin Eriksgate i Sverige, medens Sven Tjugeskegg underkastede sig Danmark og da Olaf Svenske havde befæstet sig paa Sveriges Trone, angreb han og forjog han Sven, der endnu en Gang, men rigtignok kun paa en kort Tid, maatte forlade sit Fædreland. Der var saaledes ingen i Viken, som kunde gjøre Olaf Tryggvessøn Herredømmet stridigt, og hertil kommer ogsaa, at han just paa denne Kant af Landet havde sine fleste Frænder og Venner. Her boede hans Stiffader Lodin, og dennes Søn, Olafs Halvbroder Thorkell Nefja; her havde ligeledes Olafs Morbrødre Karlshoved, Jostein og Thorkell Dyrdill Gaarde; Lodins Døtre, Olafs Halvsystre, vare eller bleve paa denne Tid gifte med to storættede Brødre der i Egnen, Thorgeir og Hyrning[3]. Alle disse fornemme, rige og anseede Mænd vare de mægtigste i hele Viken, af hvis Indbyggere mange desuden havde Hengivenhed til Olaf for hans Fader Tryggves Skyld, der tidligere havde været deres Konge. Hele Vaaren, Sommeren og Høsten maa have gaaet den med disse Rejser. Olaf skal, som der udtrykkeligt siges, have taget Vejen over Land fra Throndhjem til Viken, og da han tillige berejste de øvrige Fylker, og lod sig hylde paa hvert Lagthing (altsaa Eidsivathing, Gulathing og maaske Haugathing ved Tunsberg,) er det rimeligt nok at den hele Sommer og Høst er medgaaet. Det er dog nok ellers et stort Spørgsmaal, hvorvidt den Angivelse, at han besøgte Oplandene, har sin Rigtighed. Thi med Undtagelse af en liden Rejse op til Ringerike, som han foretog under sit Vinterophold i Viken mellem 997 og 998, og hvorved Ringerike blev christnet tilligemed en Deel – vistnok kun den nærmest tilgrændsende – af Oplandene[4], finde vi ikke, at Olaf forresten havde noget med disse umiddelbart at bestille; han bereiste dem ej for at christne dem; de vare, da Olaf den hellige senere kom did, aldeles hedenske, og dertil siges det ligefrem i den legendariske Beretning om Olaf Tryggvessøn, at Fjeldbygderne ikke laa fuldkommen under de Norges Konger, der herskede langs Søkysten, men at Fylkeskongerne paa Oplandene adløde Sviakongen (der nu ogsaa var Danekonge)[5], ligesom det og paa et andet Sted heder, at Olaf christnede alle sine Landsmænd „i Kystfylkerne“[6]: hans Indflydelse strakte sig saaledes neppe over Oplandene. Det sandsynligste bliver derfor nok, at Olaf slet ikke besøgte Oplandene, men at han derimod drog fra Throndhjem langs Kysten fra Fylke til Fylke, indtil han kom til Viken.
De Konger, der paa denne Tid herskede paa Oplandene, hørte, som man senere erfarer, deels til den snefridske, deels til den alfhildske Æt af Harald Haarfagres Descendenter. En af de meest anseede var Sigurd Syr, en Søn af Halfdan, Sigurd Rises Søn; han boede paa Ringerike, hvor han dog snarere synes at have levet som en rig Godsejer, end at have udøvet noget Herredømme, skjønt han førte Kongenavn[7]. Han var nys bleven gift med Aasta Gudbrandsdatter, Harald Grønskes Enke, og dennes Søn, hans Stifsøn, Olaf opfostredes i hans Huus[8]. Det forholder sig vistnok ganske rigtigt saaledes, at alle disse Konger paa Oplandene nu adløde eller havde adlydt Sviakongen, thi siden Danmarks Undertvingelse ved Erik Sejrsæl var Sviakongen tillige Danekonge, og endnu var der ikke indtruffet noget, som havde kunnet gjøre nogen Forandring i dette Forhold. Ved Olaf Tryggvessøns Anerkjendelse som Konge i Viken bleve Oplændingekongerne for det første saa at sige sine egne Herrer.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur Cap. 105, hos Snorre, Cap. 57; Odd Munks Bearb. Cap. 40, Fagrskinna Cap. 70. Det er kun Odd Munk og Fagrskinna, som udtrykkeligt nævne Ørething; de øvrige nævne kun „Allsherjarthing“ for de 8 Fylker i Thrøndelagens dog er dette i sig selv eensbetydende dermed. Maaske at ogsaa det Thing, paa hvilket Haakon den gode blev tagen til Konge (se ovf. 1ste B. S. 709) var Ørething; dog siges det ikke udtrykkeligt. Jvfr. 1ste B. S. 471. Sviarnes Ret (Konge at tage og vrage for hele Sverige) nævnes i Uplandslagen.
- ↑ Om Tidsregningen for Olaf Tryggvessøns Regjeringstid er der nogen Uovereensstemmelse i Oldskrifterne, og er det derfor bedst, allerede her at omtale, hvad der i den Henseende er nødvendigt. Der er dog ikke Spørgsmaal om andre Oldskrifter end den egentlige Olaf Tryggv. Saga i Kongesaga-Rækken, og Snorres Bearbejdelse; thi Odd Munks legendariske Bearbejdelse kan alene ansees som en Anekdotsamling uden streng chronologisk Orden, og heller ikke Fagrskinna, end sige de øvrige mindre Skrifter indeholde chronologiske Bestemmelser.
Olaf Tryggv. Saga, hvis Chronologi for øvrigt er saa vel ordnet, at den næsten endog derved bliver mistænkelig, begynder den med en Selvmodsigelse. Den siger nemlig (Cap. 109), at han tilbragte den første Vinter og Sommeren efter at han var tagen til Konge i Throndhjem med at berejse og underkaste sig Landet, og lade sig hylde paa hvert Lagthing, lige til Viken, medens det i Cap. 140 og de følgende heder, at han hiin Vinter drog til Viken, forblev der til ud paa Vaaren, christnede den, og fortsatte derpaa sin Rejse langs Kysten lige til det nordlige Norge. Snorre (Cap. 57) lader ogsaa Olaf strax drage om i Landet, forblive om Sommeren i Viken (Cap. 59), christne den den første Sommer og Vinteren efter, og derpaa endelig tiltræde sin Kystrejse. Da nu ogsaa Fagrskinna (Cap. 71) omtaler Olafs Rejse rundt om i Landet strax efter hans Hylding, og vi derhos allerede have seet, at Olaf kom til Norge førend Vinteren endnu var endt, bortryddes Modsigelsen i Olaf Tryggv. Saga bedst ved her at følge Snorre, og antage at Olaf Tryggv. paa første Sted mener den Deel af Vinteren, som endnu var tilbage efter hans Ankomst, og paa andet Sted den følgende Vinter. Kalde vi nu altsaa dette første Aar, i hvilket Haakon styrtede og Olaf blev Konge, A, og de følgende B, C, o. s. v., fordeles Begivenhederne efter Olaf Tryggv. Saga saaledes:
A. Omrejsen og Hyldningen rundt om paa Thingene indtil Viken.
B. Viken christnet, Kongens Rejse og Paabud af Christendommen paa Agder, Hørdaland (Cap. 141) Erling Skjalgssøns Giftermaal (Cap. 117), Thinget paa Dragseid (Cap. 149), Ødelæggelsen af Hovet paa Lade, Rejsen til Naumdal, og Tilbagerejsen til Throndhjem (Cap. 150), Hallfreds Ankomst (155), Kjartans Ankomst (159), Anlægget af Nidaros (160), Frostathing og Christendomspaabud i Thrøndelagen (161), Kjartans Daab (164).
C. Kongens Besøg paa Mæren lidt efter Juul; Jernskegges Drab, Thrøndernes Daab (166–67), Giftermaal med Gudrun (168), Thangbrand sendt til Island (188), Kongens Rejse sydefter til Viken (192), Frieri til Sigrid Storraade (193), Ringerike christnet og St. Olaf døbt. (194).
D. Møde med Sigrid Storraade og dennes Giftermaal med Sven Tjugeskegg (194), Olafs Giftermaal med Thyre (195), Eyvind Keldas Drab, Olaf paa Agvaldsnes (199), Sigurd og Hauk hos Kongen og til Haarek (199).
C. Haarek christnet, Eyvind Kinnriva dræbt (204), Olafs Tog til Haalogaland (209–213), Harald Olafssøn fød (224), Kong Gudrøds Død (222), Ormen lange bygget (223).
F. Christendommen lovtagen paa Island (128–229), Olafs Tog til Vendland og Død (230 flg.)
Snorres Tidsregning er derimod følgende:
A. Omrejsen og Hyldningen. Viken christnet om Sommeren og følgende Vinter (Cap. 57, 59).
B. Olafs Tog og Christendomspaabud til Agder, Hørdaland (Cap. 60, 61), Erling Skjalgssøns Giftermaal (62–64), Thing paa Dragseid (65), Ødelæggelsen af Hovet paa Lade, Rejse til henimod Naumdal og tilbage igjen forbi Stad øster til Viken (65), Frieri til Sigrid Storraade (66), Ringerike christnet og St. Olaf døbt (67).
C. Mødet mellem Olaf og Sigrid (68), Eyvind Keldas Død (69, 70), Olaf paa Agvaldsnes (71), Thing i Throndhjem (72), Olaf paa Mæren, Jernskegge dræbt og Thrønderne christnede ved Midsommer (73–76), Nidaros anlagt (77), Olaf gift med Gudrun (78),Thangbrand til Island (80), Hauk og Sigurd til Danmark (81).
D. Haareks Daab og Eyvind Kinnrivas Død (82, 83).
E. Kongens Tog til Haalogaland (84–87), Kjartans Ankomst og Daab (ved Mikkelsdagstid), Thangbrand tilbage fra Island (91), Gudrød Erikssøns Død (94), Ormen Lange bygget (95), Olaf egter Thyre om Høsten (100), Harald fødes om Sommeren (105).
F. Island christnes (103), Olafs Tog til Vendland (106 flg.). Hermed maa sammenholdes, hvad saavel Olaf Tr. S. (Cap. 243 flg.), som Snorre (Cap.96, 97) melde, at Erik Jarl efter sin Faders Fald (A) flygtede til Svithjod, opholdt sig der næste Vinter, herjede den følgende Sommer (B) i Østersøen og egtede Sven Tjugeskeggs Datter Gyda, opholdt sig næste Vinter i Svithjod, gjorde derefter (C) et Tog til Gardarike, og tilbragte i det Hele taget 5 Somre (A, B, C, D, E) paa Vikingetog før Slaget ved Svoldr.
De sparsomme Antydninger til Chronologi, som findes hos Odd Munk, ere følgende:
Han raadede for Landet i 5 Vintre (Cap. 22).
Efter den første Vinter, altsaa i B, gjorde han Tog til Orknø (Cap. 23).
I sit andet Aar (B) holdt Olaf Thing paa Dragseid (Cap. 31, 32): her anføres Sæmund frode som Hjemmel. Til dette Aar henføres og, som det synes, Toget til Godø (Cap. 33, 34).
I det tredie Aar (C) byggedes Ormen korte (41), gjorde Olaf Toget til Haalogaland, og egtede Thyre.
I det fjerde Aar (D) byggedes Ormen lange (49), dræbtes Jernskegge (50) og christnedes Thrønderne.
I det femte Aar (E) smedede Sigurd Storraade o. fl. Planer mod Olaf (58).
Somren derefter (F) foretog han Toget til Vendland (60).
Hertil kommer at Kristnisaga (Cap. 6) melder at Olaf sendte Stefne til Island den første Sommer, han kom til Norge (A), og at han Somren efter (B) drog tilbage til Norge, at Thangbrand samme Sommer (B) drog til Island, opholdt sig der tre Vintre, og derpaa (E) drog tilbage til Norge (Cap. 8); at Gissur og Hjalte paa Thinget samme Sommer bleve fredløse (Cap. 9), droge til Norge og traf Olaf, der just var kommen tilbage fra Haalogaland (Cap. 10), og droge næste Aar (F) til Island, hvor Christendommen blev lovtagen (Cap. 1), samt at Svoldrslaget stod 10de Sept. samme Aar, nemlig 1000 e. Chr. (Cap. 12)
Laxdølasaga (Cap. 42 og 43), som dog her bliver af mindre Vegt, sætter Christendomsantagelsen paa Island Aaret før Kjartans Rejse til Island og følgelig før Olafs Tog til Vendland.
Af udenlandske Data have vi intet andet til Hjelp, end det før omtalte, ikke ret paalidelige, Udsagn af Florents, at Olaf drog hjem til Norge 995.
Svoldrslaget, der indtraf i Aaret F, henføres ej alene i Kristnisaga, men ogsaa i de isl. Annaler til 1000 (paa Hauk Erlendssøns Anm. nær, der henføre det til 999); ogsaa Are frode nævner 1000 (Isl. B. Cap. 7) og dette Aar bliver derfor vistnok det rette. A bliver saaledes 995, B 996, C 997, D 998, E 999 og F 1000. Da nu Snorre ved at angive Haralds Fødsel før Forældrenes Giftermaal viser sig mindre nøjagtig, tør man vel heller ikke stole saa meget paa den øvrige Deel af hans Tidsregning, medens vi med de Hjelpemidler, der nu staa os til Tjeneste, ej kunne paavise noget urigtigt i den større Kongesagas. Til denne maa vi derfor af Mangel paa sikrere Data holde os. - ↑ Ol. Tr. Saga Cap. 110 og Odd Munk lade Thorgeir og Hyrning først ved denne Lejlighed, og med Olafs Samtykke egte hans Halvsystre, samt til Gjengjeld love deres Hjelp ved Christendommens Udbredelse. Snorre (Cap. 58) omtaler dem som allerede forhen gifte.
- ↑ Dette siges ogsaa kun i Ol. Tr. S.; Snorre har intet om Oplandene.
- ↑ Odd Munk, Cap. 48.
- ↑ Histor. Norv. fol. 10 a.
- ↑ Dette vil i det følgende, hvor Olaf den helliges Historie behandles, blive viist.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 19, har en Fortælling om, hvorledes Gissur Gudbrandssøn, en Lendermand, og Sigurd Syr paa een Gang bejlede til Aasta, som raadspurgte sin Søn, den da 6aarige Olaf, og at denne da erklærede sig for Sigurd. Da nu, efter de bedste og sikreste Beretninger, Olaf var fød 995, maatte paa denne Maade Aastas Giftermaal først have fundet Sted 1001, hvilket paa det bestemteste strider mod Kongesagaernes Udsagn, at Olaf Tryggvessøn besøgte Sigurd og Aasta efter at de vare gifte. Enten maa dette altsaa ansees for en Opdigtning til St. Olafs Forherligelse, eller maa man antage denne for meget ældre, end det sædvanligt angives, nemlig saaledes, at Sagaernes Udsagn, at Harald grønskes Død indtraf Sommeren efter Jomsvikingeslaget, er rigtig, og at Harald altsaa er død 986, Olaf fød 987, og Aasta atter gift 903. Angivelserne af Olafs Fødselsaar ere i det hele taget vaklende, se Olafs Saga hins helga, udg. af Keyser og Unger, S. 98, 99.