Det norske Folks Historie/2/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Haakon Jarl blev dræbt, havde Olaf Tryggvesſøn allerede opſlaaet ſin Bolig paa Lade. Ved Efterretningen om Jarlens Drab ſøgte alle Høvdinger og anſeede Mænd i Thrøndelagen til ham for at bede ham overtage Kongedømmet, da de trængte til en Høvding, ſom kunde forſvare dem mod Haakon Jarls ſtridbare Sønner, hvilke, ſom de troede, ej vilde forſømme at tage Hevn for Faderens Død. Olaf behøvede ej at lade ſig bede herom, og der ſtevnedes et Thing paa Øren ved Nidelvens Udløb for de 8 trondhjemſke Fylker. Paa dette Thing, det førſte, ſom udtrykkeligt nævnes under Navnet Ørething, blev Olaf nu tagen til Konge for det hele Land, ſaa vide, ſiges der, ſom Harald Haarfagre havde underkaſtet ſig det, og fra denne Tid af udøvede Thrønderne altſaa den ſamme Forrettighed i Norge, ſom Sviarne i Sverige, nemlig at erkjende eller forjage det hele Riges Konge. Den hele Almue og Mængde løb op, og ſagde at ingen anden ſkulde være Konge end Olaf Tryggvesſøn. Landet blev ham tildømt efter gammel Lov; Bønderne lovede ham deres Underſtøttelſe til at erhverve og forſvare Riget, og Kongen tilſagde dem igjen at overholde Lov og Landsret, og forſvare dem mod Haakon Jarls Sønner og alle andre, der vilde lade dem undgjelde deres Opſtand mod Jarlen[1].

Det maatte nu førſt og fremſt være Olaf magtpaaliggende at blive anerkjendt ogſaa i de øvrige Fylker af Landet. Han foretog derfor i Løbet af den førſte Vaar og Sommer[2] en Rejſe gjennem det hele Land, fra Fylke til Fylke, lige til det ſydligſte af Viken, hvor Norge og Danmark grændſede ſammen. Han blev, ſiges der, tagen til Konge paa hvert Lagthing, og alle Folk i Norge underkaſtede ſig ham, endog de Høvdinger paa Oplandene eller øſter i Viken, ſom havde haft Forleninger af Danekongen. Tidspunktet var meget belejligt for Olaf, thi Erik Sejrſæl var, ſom vi nys have ſeet, juſt død; hans Søn Olaf havde vel for det førſte nok at beſtille med at holde ſin Eriksgate i Sverige, medens Sven Tjugeſkegg underkaſtede ſig Danmark og da Olaf Svenſke havde befæſtet ſig paa Sveriges Trone, angreb han og forjog han Sven, der endnu en Gang, men rigtignok kun paa en kort Tid, maatte forlade ſit Fædreland. Der var ſaaledes ingen i Viken, ſom kunde gjøre Olaf Tryggvesſøn Herredømmet ſtridigt, og hertil kommer ogſaa, at han juſt paa denne Kant af Landet havde ſine fleſte Frænder og Venner. Her boede hans Stiffader Lodin, og dennes Søn, Olafs Halvbroder Thorkell Nefja; her havde ligeledes Olafs Morbrødre Karlshoved, Joſtein og Thorkell Dyrdill Gaarde; Lodins Døtre, Olafs Halvſyſtre, vare eller bleve paa denne Tid gifte med to ſtorættede Brødre der i Egnen, Thorgeir og Hyrning[3]. Alle disſe fornemme, rige og anſeede Mænd vare de mægtigſte i hele Viken, af hvis Indbyggere mange desuden havde Hengivenhed til Olaf for hans Fader Tryggves Skyld, der tidligere havde været deres Konge. Hele Vaaren, Sommeren og Høſten maa have gaaet den med disſe Rejſer. Olaf ſkal, ſom der udtrykkeligt ſiges, have taget Vejen over Land fra Throndhjem til Viken, og da han tillige berejſte de øvrige Fylker, og lod ſig hylde paa hvert Lagthing (altſaa Eidſivathing, Gulathing og maaſke Haugathing ved Tunsberg,) er det rimeligt nok at den hele Sommer og Høſt er medgaaet. Det er dog nok ellers et ſtort Spørgsmaal, hvorvidt den Angivelſe, at han beſøgte Oplandene, har ſin Rigtighed. Thi med Undtagelſe af en liden Rejſe op til Ringerike, ſom han foretog under ſit Vinterophold i Viken mellem 997 og 998, og hvorved Ringerike blev chriſtnet tilligemed en Deel — viſtnok kun den nærmeſt tilgrændſende — af Oplandene[4], finde vi ikke, at Olaf forreſten havde noget med disſe umiddelbart at beſtille; han bereiſte dem ej for at chriſtne dem; de vare, da Olaf den hellige ſenere kom did, aldeles hedenſke, og dertil ſiges det ligefrem i den legendariſke Beretning om Olaf Tryggvesſøn, at Fjeldbygderne ikke laa fuldkommen under de Norges Konger, der herſkede langs Søkyſten, men at Fylkeskongerne paa Oplandene adløde Sviakongen (der nu ogſaa var Danekonge)[5], ligeſom det og paa et andet Sted heder, at Olaf chriſtnede alle ſine Landsmænd „i Kyſtfylkerne“[6]: hans Indflydelſe ſtrakte ſig ſaaledes neppe over Oplandene. Det ſandſynligſte bliver derfor nok, at Olaf ſlet ikke beſøgte Oplandene, men at han derimod drog fra Throndhjem langs Kyſten fra Fylke til Fylke, indtil han kom til Viken.

De Konger, der paa denne Tid herſkede paa Oplandene, hørte, ſom man ſenere erfarer, deels til den ſnefridſke, deels til den alfhildſke Æt af Harald Haarfagres Deſcendenter. En af de meeſt anſeede var Sigurd Syr, en Søn af Halfdan, Sigurd Riſes Søn; han boede paa Ringerike, hvor han dog ſnarere ſynes at have levet ſom en rig Godsejer, end at have udøvet noget Herredømme, ſkjønt han førte Kongenavn[7]. Han var nys bleven gift med Aaſta Gudbrandsdatter, Harald Grønſkes Enke, og dennes Søn, hans Stifſøn, Olaf opfoſtredes i hans Huus[8]. Det forholder ſig viſtnok ganſke rigtigt ſaaledes, at alle disſe Konger paa Oplandene nu adløde eller havde adlydt Sviakongen, thi ſiden Danmarks Undertvingelſe ved Erik Sejrſæl var Sviakongen tillige Danekonge, og endnu var der ikke indtruffet noget, ſom havde kunnet gjøre nogen Forandring i dette Forhold. Ved Olaf Tryggvesſøns Anerkjendelſe ſom Konge i Viken bleve Oplændingekongerne for det førſte ſaa at ſige ſine egne Herrer.

  1. Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur Cap. 105, hos Snorre, Cap. 57; Odd Munks Bearb. Cap. 40, Fagrſkinna Cap. 70. Det er kun Odd Munk og Fagrſkinna, ſom udtrykkeligt nævne Ørething; de øvrige nævne kun „Allsherjarthing“ for de 8 Fylker i Thrøndelagens dog er dette i ſig ſelv eensbetydende dermed. Maaſke at ogſaa det Thing, paa hvilket Haakon den gode blev tagen til Konge (ſe ovf. 1ste B. S. 709) var Ørething; dog ſiges det ikke udtrykkeligt. Jvfr. 1ſte B. S. 471. Sviarnes Ret (Konge at tage og vrage for hele Sverige) nævnes i Uplandslagen.
  2. Om Tidsregningen for Olaf Tryggvesſøns Regjeringstid er der nogen Uovereensſtemmelſe i Oldſkrifterne, og er det derfor bedſt, allerede her at omtale, hvad der i den Henſeende er nødvendigt. Der er dog ikke Spørgsmaal om andre Oldſkrifter end den egentlige Olaf Tryggv. Saga i Kongeſaga-Rækken, og Snorres Bearbejdelſe; thi Odd Munks legendariſke Bearbejdelſe kan alene anſees ſom en Anekdotſamling uden ſtreng chronologiſk Orden, og heller ikke Fagrſkinna, end ſige de øvrige mindre Skrifter indeholde chronologiſke Beſtemmelſer.
     Olaf Tryggv. Saga, hvis Chronologi for øvrigt er ſaa vel ordnet, at den næſten endog derved bliver mistænkelig, begynder den med en Selvmodſigelſe. Den ſiger nemlig (Cap. 109), at han tilbragte den førſte Vinter og Sommeren efter at han var tagen til Konge i Throndhjem med at berejſe og underkaſte ſig Landet, og lade ſig hylde paa hvert Lagthing, lige til Viken, medens det i Cap. 140 og de følgende heder, at han hiin Vinter drog til Viken, forblev der til ud paa Vaaren, chriſtnede den, og fortſatte derpaa ſin Rejſe langs Kyſten lige til det nordlige Norge. Snorre (Cap. 57) lader ogſaa Olaf ſtrax drage om i Landet, forblive om Sommeren i Viken (Cap. 59), christne den den førſte Sommer og Vinteren efter, og derpaa endelig tiltræde ſin Kyſtrejſe. Da nu ogſaa Fagrſkinna (Cap. 71) omtaler Olafs Rejſe rundt om i Landet ſtrax efter hans Hylding, og vi derhos allerede have ſeet, at Olaf kom til Norge førend Vinteren endnu var endt, bortryddes Modſigelſen i Olaf Tryggv. Saga bedſt ved her at følge Snorre, og antage at Olaf Tryggv. paa førſte Sted mener den Deel af Vinteren, ſom endnu var tilbage efter hans Ankomſt, og paa andet Sted den følgende Vinter. Kalde vi nu altſaa dette førſte Aar, i hvilket Haakon ſtyrtede og Olaf blev Konge, A, og de følgende B, C, o. ſ. v., fordeles Begivenhederne efter Olaf Tryggv. Saga ſaaledes:
    A. Omrejſen og Hyldningen rundt om paa Thingene indtil Viken.
    B. Viken chriſtnet, Kongens Rejſe og Paabud af Chriſtendommen paa Agder, Hørdaland (Cap. 141) Erling Skjalgsſøns Giftermaal (Cap. 117), Thinget paa Dragseid (Cap. 149), Ødelæggelſen af Hovet paa Lade, Rejſen til Naumdal, og Tilbagerejſen til Throndhjem (Cap. 150), Hallfreds Ankomſt (155), Kjartans Ankomſt (159), Anlægget af Nidaros (160), Froſtathing og Chriſtendomspaabud i Thrøndelagen (161), Kjartans Daab (164).
    C. Kongens Beſøg paa Mæren lidt efter Juul; Jernſkegges Drab, Thrøndernes Daab (166—67), Giftermaal med Gudrun (168), Thangbrand ſendt til Island (188), Kongens Rejſe ſydefter til Viken (192), Frieri til Sigrid Storraade (193), Ringerike chriſtnet og St. Olaf døbt. (194).
    D. Møde med Sigrid Storraade og dennes Giftermaal med Sven Tjugeſkegg (194), Olafs Giftermaal med Thyre (195), Eyvind Keldas Drab, Olaf paa Agvaldsnes (199), Sigurd og Hauk hos Kongen og til Haarek (199).
    C. Haarek chriſtnet, Eyvind Kinnriva dræbt (204), Olafs Tog til Haalogaland (209—213), Harald Olafsſøn fød (224), Kong Gudrøds Død (222), Ormen lange bygget (223).
    F. Chriſtendommen lovtagen paa Island (128—229), Olafs Tog til Vendland og Død (230 flg.)
     Snorres Tidsregning er derimod følgende:
    A. Omrejſen og Hyldningen. Viken chriſtnet om Sommeren og følgende Vinter (Cap. 57, 59).
    B. Olafs Tog og Chriſtendomspaabud til Agder, Hørdaland (Cap. 60, 61), Erling Skjalgsſøns Giftermaal (62—64), Thing paa Dragseid (65), Ødelæggelſen af Hovet paa Lade, Rejſe til henimod Naumdal og tilbage igjen forbi Stad øſter til Viken (65), Frieri til Sigrid Storraade (66), Ringerike chriſtnet og St. Olaf døbt (67).
    C. Mødet mellem Olaf og Sigrid (68), Eyvind Keldas Død (69, 70), Olaf paa Agvaldsnes (71), Thing i Throndhjem (72), Olaf paa Mæren, Jernſkegge dræbt og Thrønderne chriſtnede ved Midſommer (73—76), Nidaros anlagt (77), Olaf gift med Gudrun (78),Thangbrand til Island (80), Hauk og Sigurd til Danmark (81).
    D. Haareks Daab og Eyvind Kinnrivas Død (82, 83).
    E. Kongens Tog til Haalogaland (84—87), Kjartans Ankomſt og Daab (ved Mikkelsdagstid), Thangbrand tilbage fra Island (91), Gudrød Eriksſøns Død (94), Ormen Lange bygget (95), Olaf egter Thyre om Høſten (100), Harald fødes om Sommeren (105).
    F. Island chriſtnes (103), Olafs Tog til Vendland (106 flg.). Hermed maa ſammenholdes, hvad ſaavel Olaf Tr. S. (Cap. 243 flg.), ſom Snorre (Cap.96, 97) melde, at Erik Jarl efter ſin Faders Fald (A) flygtede til Svithjod, opholdt ſig der næſte Vinter, herjede den følgende Sommer (B) i Øſterſøen og egtede Sven Tjugeſkeggs Datter Gyda, opholdt ſig næſte Vinter i Svithjod, gjorde derefter (C) et Tog til Gardarike, og tilbragte i det Hele taget 5 Somre (A, B, C, D, E) paa Vikingetog før Slaget ved Svoldr.
     De ſparſomme Antydninger til Chronologi, ſom findes hos Odd Munk, ere følgende:
     Han raadede for Landet i 5 Vintre (Cap. 22).
     Efter den førſte Vinter, altſaa i B, gjorde han Tog til Orknø (Cap. 23).
     I ſit andet Aar (B) holdt Olaf Thing paa Dragseid (Cap. 31, 32): her anføres Sæmund frode ſom Hjemmel. Til dette Aar henføres og, ſom det ſynes, Toget til Godø (Cap. 33, 34).
     I det tredie Aar (C) byggedes Ormen korte (41), gjorde Olaf Toget til Haalogaland, og egtede Thyre.
     I det fjerde Aar (D) byggedes Ormen lange (49), dræbtes Jernſkegge (50) og chriſtnedes Thrønderne.
     I det femte Aar (E) ſmedede Sigurd Storraade o. fl. Planer mod Olaf (58).
    Somren derefter (F) foretog han Toget til Vendland (60).
     Hertil kommer at Kriſtniſaga (Cap. 6) melder at Olaf ſendte Stefne til Island den førſte Sommer, han kom til Norge (A), og at han Somren efter (B) drog tilbage til Norge, at Thangbrand ſamme Sommer (B) drog til Island, opholdt ſig der tre Vintre, og derpaa (E) drog tilbage til Norge (Cap. 8); at Gisſur og Hjalte paa Thinget ſamme Sommer bleve fredløſe (Cap. 9), droge til Norge og traf Olaf, der juſt var kommen tilbage fra Haalogaland (Cap. 10), og droge næſte Aar (F) til Island, hvor Chriſtendommen blev lovtagen (Cap. 1), ſamt at Svoldrſlaget ſtod 10de Sept. ſamme Aar, nemlig 1000 e. Chr. (Cap. 12)
     Laxdølaſaga (Cap. 42 og 43), ſom dog her bliver af mindre Vegt, ſætter Chriſtendomsantagelſen paa Island Aaret før Kjartans Rejſe til Island og følgelig før Olafs Tog til Vendland.
     Af udenlandſke Data have vi intet andet til Hjelp, end det før omtalte, ikke ret paalidelige, Udſagn af Florents, at Olaf drog hjem til Norge 995.
     Svoldrſlaget, der indtraf i Aaret F, henføres ej alene i Kriſtniſaga, men ogſaa i de isl. Annaler til 1000 (paa Hauk Erlendsſøns Anm. nær, der henføre det til 999); ogſaa Are frode nævner 1000 (Isl. B. Cap. 7) og dette Aar bliver derfor viſtnok det rette. A bliver ſaaledes 995, B 996, C 997, D 998, E 999 og F 1000. Da nu Snorre ved at angive Haralds Fødſel før Forældrenes Giftermaal viſer ſig mindre nøjagtig, tør man vel heller ikke ſtole ſaa meget paa den øvrige Deel af hans Tidsregning, medens vi med de Hjelpemidler, der nu ſtaa os til Tjeneſte, ej kunne paaviſe noget urigtigt i den ſtørre Kongeſagas. Til denne maa vi derfor af Mangel paa ſikrere Data holde os.
  3. Ol. Tr. Saga Cap. 110 og Odd Munk lade Thorgeir og Hyrning førſt ved denne Lejlighed, og med Olafs Samtykke egte hans Halvſyſtre, ſamt til Gjengjeld love deres Hjelp ved Chriſtendommens Udbredelſe. Snorre (Cap. 58) omtaler dem ſom allerede forhen gifte.
  4. Dette ſiges ogſaa kun i Ol. Tr. S.; Snorre har intet om Oplandene.
  5. Odd Munk, Cap. 48.
  6. Histor. Norv. fol. 10 a.
  7. Dette vil i det følgende, hvor Olaf den helliges Hiſtorie behandles, blive viiſt.
  8. Olaf den helliges Saga, Cap. 19, har en Fortælling om, hvorledes Gisſur Gudbrandsſøn, en Lendermand, og Sigurd Syr paa een Gang bejlede til Aaſta, ſom raadſpurgte ſin Søn, den da 6aarige Olaf, og at denne da erklærede ſig for Sigurd. Da nu, efter de bedſte og ſikreſte Beretninger, Olaf var fød 995, maatte paa denne Maade Aaſtas Giftermaal førſt have fundet Sted 1001, hvilket paa det beſtemteſte ſtrider mod Kongeſagaernes Udſagn, at Olaf Tryggvesſøn beſøgte Sigurd og Aaſta efter at de vare gifte. Enten maa dette altſaa anſees for en Opdigtning til St. Olafs Forherligelſe, eller maa man antage denne for meget ældre, end det ſædvanligt angives, nemlig ſaaledes, at Sagaernes Udſagn, at Harald grønſkes Død indtraf Sommeren efter Jomsvikingeſlaget, er rigtig, og at Harald altſaa er død 986, Olaf fød 987, og Aaſta atter gift 903. Angivelſerne af Olafs Fødſelsaar ere i det hele taget vaklende, ſe Olafs Saga hins helga, udg. af Keyſer og Unger, S. 98, 99.