Det norske Folks Historie/2/30

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 288-293).

Viken var det første Landskab, hvor Olaf Tryggvessøn forkyndte Christendommen; deels fordi han vel følte sig sikrest der, deels vel og fordi Christendommen der allerede havde de fleste Tilhængere. Olaf kaldte Lodin, hans Svigersønner, og sine Morbrødre til sig, aabenbarede sin Hensigt, at paabyde Christendommen over det hele Land, om det saa skulde koste ham hans Liv, og bad dem være sig behjelpelige dertil. „Jeg skal“, sagde han, „gjøre Eder alle til store og mægtige Mænd, thi Eder tror jeg bedst formedelst Frændskab og andre Forbindelser“. Flere af dem vare vistnok allerede Christne, idetmindste maa dette have været Tilfældet med Jostein og Karlshoved, Olafs Vaabenbrødre i Vesterviking, og det er derfor ej at undres over, at de villigen lovede at staa ham bi med alle deres afhængige. Derfor tilsagde de ham deres Bistand, og han forkyndte nu for Almuen i Østre-Viken, at alle og enhver skulde antage Christendommen. Og da han allerede havde sikret sig de mægtiges Bistand, havde han ingen Vanskelighed ved at faa dette Bud sat igjennem; thi de øvrige vovede ej at modsætte sig. Saaledes bleve alle paa den Kant, nemlig det egentlige Øster-Viken eller Ranarike, døbte. Fra Østerviken drog Olaf til det nordre eller indre Viken, nemlig Egnene omkring Folden, hvor han ligeledes lod sin Befaling udgaa til alle om at antage Christendommen. Her mødte han imidlertid større Modstand, sandsynligviis af den Grund, at de tydske Jarlers Virksomhed, hvilken vi ovenfor have omtalt, ej havde naaet saa tungt som hid, og Christendommen derfor heller ikke havde vundet saamange Tilhængere der. Men, siger Thjodrek Munk^[1], Olaf, som saa, at Barbarernes Hjerter vare forhærdede, at de alene med en kraftig Haand kunde renses fra Vantroens indgroede Dorskhed og Ureenhed og den ligesom medfødde eller med Modersmelken inddrukne Tilbedelse af onde Aander, og at de ikke bevægedes synderligt ved Ordet, tilføjede hyppigt ogsaa Hug og Slag^[2], efterlignende sin Herre, der gød Olje og Viin i den Saaredes Vunder, og tillige hiint Evangeliets Udsagn: „nød dem til at komme ind, for at mit Huus kan blive fuldt“. Og derfor, som det heder hos en anden Chronist, underkastede han dem, hvilke Biskoppen ej formaaede at overvinde med det aandelige Sverd, Christi Herredømme ved det legemlige, den Fornemme som den Ringe, det diende Barn saa vel som Oldingen^[3]. Dette var nu just ikke efter Gregorius’s humane Grundsætninger, hvilke Haakon Adelsteensfostres Raadgivere synes at have fulgt, men det er vel og højst sandsynligt, at uden haardere Midlers Anvendelse vilde Olaf neppe have udrettet stort. Han var selv heftig og ivrig, og det var nu engang Tidens Aand at forkynde Christendommen blandt Hedningerne paa den Maade. Det fortælles derfor, at alle de i nordre Viken, der vovede at modsætte sig hans Bud, bleve haardt revsede; nogle bleve dræbte, andre lemlæstede eller jagne ud af Landet. Og derved bragte han det saa vidt, at ogsaa Nord-Viken christnedes og at saaledes hele det Rige, hans Fader Tryggve havde haft, blev vundet for Christendommen^[4].

Det er dog heel rimeligt, at Olafs Fremfærd ogsaa for en stor Deel skyldes Paavirkningen af de Gejstlige, som vare om ham. Af disse har isærdeleshed een erhvervet Navnkundighed ved sin Heftighed, Voldsomhed og Stridbarhed, og han var, vel at merke, ingen Englænder, men en Saxer, og saaledes oplært i de tydske Kejseres Omvendelses-Skole. Hans Navn var Thangbrand, og han udgives for at have været en Søn af en Wilibald, Greve af Bremen. Om Maaden, paa hvilken Olaf blev kjendt med ham, fortælles følgende Historie, der dog i flere Henseender er mindre sandsynlig, og saaledes maa staa ved sit Verd. Biskop Albert eller Adalbert, der i Harald Gormssøns Dage sendtes fra Bremen til den nys oprettede Biskopsstol i Aaros^[5], havde Thangbrand hos sig som sin Discipel og Klerk. Engang, da Thangbrand allerede var voxen, besøgte Adalbert Biskop Hagbert af Kanterborg, og i hans Følge var ogsaa Thangbrand. Ved Afskeden gav Hagbert Adalbert og hans Følge Foræringer. Thangbrand fik et Skjold med den korsfæstede Christi Billede, fordi, som Hugbert sagde, han havde Sind og Væsen som en Ridder; men Billedet skulde betegne hans gejstlige Stand. Kort efter stødte Thangbrand og Olaf sammen under dennes Ophold i Vendland. Olaf syntes saare godt om Skjoldet, spurgte Thangbrand, hvad det skulde forestille, og fik nøjagtig Forklaring derover. Olaf spurgte ham, om han vilde sælge Skjoldet. Thangbrand forærede ham det, men Olaf lod ham dog dets Værdi udbetale, lovede ham sit Venskab, og bad ham henvende sig til ham, hvis han var i Nød For de modtagne Penge kjøbte Thangbrand en ung smuk irsk Pige, og havde hende hjem med sig; men da hændte det sig, at en Tydsker, hvilken Kejser Otto havde sendt som Gissel, vilde tage Pigen fra ham. Da Thangbrand ej vilde give Slip paa hende, udfordrede Tydskeren ham til Tvekamp. Thangbrand modtog Udfordringen og fældte sin Fiende, og da han paa Grund heraf ikke længer kunde opholde sig i Danmark, tyede han til Olaf, som imidlertid var kommen til England og var bleven døbt. Olaf tog vel imod ham, og lod ham indvie til sin Hirdprest. En saa verdsligsindet og krigersk Mand var neppe skikket til at stemme Olaf til mildere Forholdsregler, og vi ville i det følgende se, hvorledes han fremdeles viste sig haard og stridbar, og i flere Henseender vakte Forargelse^[6].

Men Olaf medbragte ogsaa en engelsk Gejstlig, der synes at have været en langt anden Mand end Thangbrand, og lige saa meget gjennemtrængt af Christendommens milde Aand som Thangbrand var fremmed for den. Denne Mand var Sigurd eller som han ogsaa kaldes, rimeligviis med Klosternavn, Johannes eller Jon^[7]; han kaldes Olafs Hirdbiskop, og var, som det siges, indviet til at forkynde Ordet for Hedningerne. Af hans Navn Sigurd skulde man formode, hvad der og i sig selv er rimeligt, at han nedstammede fra de nordiske Beboere af England, og at Olaf især har valgt ham, fordi han var Norges Sprog mægtig. Allerede Mag. Adam af Bremen omtaler ham. Efter nemlig at have løseligen nævnt om nogle Gejstlige, uden dog at navngive dem, fra Erkebiskop Adaldags Tid, hvilke efter hans Død (988) prædikede i Norge og Sverige og omvendte flere, blandt dem ogsaa, efter nogles Sigende, Olaf Tryggvessøn, til Christendommen, tilføjer han, at Olaf, fordreven fra Norge, kom til England, og antog der Christendommen, hvilken han allerførst førte tilbage med sig i sit Fædreland; og at efter andres Sigende saa vel han, som hine øvrige omvendte, døbtes af nogle Biskopper eller Prester, der uddroge fra England for at udbrede Evangelium, af hvilke den fornemste var Johannes. Om denne siger han ogsaa paa et andet Sted, at han bar den første Biskop, der kom til Norge fra England, og at han døbte den til Christendommen omvendte Konge tilligemed hans Folk^[8]. Mag. Adam helder, som man altsaa ser, tydeligt til den Mening at de, som under Olaf Tryggvessøn udbredte Christendommen, ej vare bremiske Gejstlige fra Adaldags Tid, men derimod engelske, som havde ledsaget Olaf Tryggvessøn ved hans Hjemrejse til Norge; og han fejler kun i at nævne Johannes som den, der døbte Olaf, da Olafs Daab, som vi have seet, var foretagen af hiin Abbed paa Syllingerne, hvilken neppe synes at have været den samme som Johannes eller Sigurd^[9]. Denne, der i vore Sagaer fører Tilnavnet „hinn rike“ (den mægtige) – et Tegn paa den Anseelse, han nød^[10], – viste sig efter de gamle Beretningers udtrykkelige Vidnesbyrd som en human og egte christeligsindet Mand^[11], og hans Indflydelse paa Olaf maa derfor have været meget heldbringende, om det just ikke altid lykkedes ham at styre hans Heftighed^[12]. En tredie af de Gejstlige, Olaf medbragte, hed Thormod; ogsaa han synes at have været af nordisk Herkomst.

Olafs egen Christendomskundskab kan vel heller ikke have været betydelig, og hans Iver maa i alle Fald have været langt større. Mag. Adam fortæller om ham med den største Bestemthed som et almindeligt Udsagn, at han var kyndig i Spaadomme, plejede at lægge Merke til Forvarsler, og i denne Hensigt fornemmelig iagttog Fuglenes Lader, hvorfor han ogsaa fik Tilnavnet „Kraakebein“. Han lægger til, at han af Hengivenhed for magiske Kunster holdt sig itide med alle de Seidmænd, der i saa stor Mængde fandtes i Norge, og døde, bedragen af deres Vildfarelse. Ja han siger endog, at han efter enkeltes Foregivende forsagede Christendommen^[13]. Noget lignende fortæller Saxo, der siger at Olaf lagde saadan Vind paa at tage Varsler, at han, skjønt døbt, og efter at have tilegnet sig „en Deel af Religionslærens Begyndelsesgrunde“, alligevel ikke kunde afholdes fra at lytte til Spaamændenes Ord og udforske Fremtiden ved Fugle-Iagttagere^[14]. Er der nu end en Overdrivelse i alt dette, fornemmelig i hvad der angaar hans foregivne Venskab med Seidmændene, hvilke han tvertimod forfulgte paa det ivrigste^[15], og kan man end meget godt forklare denne Overdrivelse af det Had til Olaf, som Mag Adams Hjemmelsmand, Kong Sven Ulfssøn, fra sin Morfader Sven Tjugeskegg havde arvet: saa maa der dog paa den anden Side være noget sandt deri, især da Tilnavnet „Kraakebein“, om end givet ham af hans Fiender, ej synes at kunne være uegte, og desuden de Fremstillinger af hans Liv, vore Sagaer indeholde, mere kunne kaldes Lovtaler end upartiske Levnetsbeskrivelser. Og hvad der fortælles om det Besøg, som han, skjønt vistnok under betydelige Samvittighedsbebrejdelser, skulde have aflagt hos hiin finske Spaamand strax efter sin Ankomst til Agdenes^[16], tyder hen paa, at man heller ikke her i Norge har savnet Sagn om hans Overtro. Af en Vikingehøvding, der havde levet sin meste Tid som Hedning og under Krigstummel, og kun for faa Aar siden var omvendt til Christendommen, var heller ikke stort andet at vente.

1. Thjodr. M. Cap. 11.
2. Her er et uoversætteligt Ordspil: et quia minus movebantur ad verba, addidit frequenter verbera.
3. Histor. Norv, fol. 10, b.
4. Ol. Tr. Saga, Cap. 110. Snorre Cap. 56. Odd Munk omtaler ikke Viken.
5. Saaledes Kristnisaga, Cap. 5. Olaf Tr. S. Cap. 74, 81, lader derimod Albert være Biskop i Bremen. Albert var forresten neppe heller Biskop i Aaros, men derimod i Slesvig fra 990–1010 (se Lappenbergs Anm. til Mag. Adam II. 23). Heller ikke var der nogen Erkebiskop Hubert i Canterbury omkring 990; derimod nævnes rigtignok Underbiskopper der indtil 1071, se Anm. til Kristnisaga, S. 28, 29. Dog efter 990 havde Olaf forladt Vendland, og den hele Historie, som sagt, synes heel problematisk.
6. Thjod Munk, (Cap. 8) kalder Thangbrand Theobrandus og siger at han var af flamsk Herkomst.
7. Han kaldes alene Sigurd hos Snorre; i Olaf Tr. Saga kaldes han for det meste Sigurd, navnlig paa det første Sted (Cap. 107), hvor det siges at han var Olafs Hirdbiskop og havde fulgt ham fra England; paa et Sted (i Tillægget om Halldor Snorressøn Cap. 3, Fornm. S. III. 163) kaldes han „Jon Sigurd“. Odd Munk kalder ham som oftest Jon, især paa 1ste Sted (Cap. 23), hvor der siges at Olaf bragte Jon Biskop og mange Prester, Thangbrand og Thormod, o. fl., fra Englands i Cap. 25 og 76 siges der, at han ogsaa hed Sigurd. Hist. Norvegiæ fol. 10a., der nævner ham og Thangbrand, kalder ham Johannes Thjodrek (Cap. 8) kalder ham Sigurd (Sigwardus), og siger, at han var ordineret til at prædike Ordet for Hedningerne, samt at Olaf medbragte tillige Thangbrand, Thormod (Thermo) og nogle Diakoner; dette gjentages i Ágrip Cap. 16.
8. Mag. Adam, II. 34, 35. IV. 33.
9. Mag Adams Udsagn, at Olaf Tryggvessøn var fordreven fra sit Fædreland, kan paa en vis Maade siges at være rigtigt, naar man forklarer det derved, at han var fordreven i sin Barndom; i denne Betydning synes han vel ikke at have taget det, men Fejltagelsen er dog i saa Fald ikke af de groveste. Hvad det angaar, at Johannes skulde have døbt Olaf, da er ogsaa Fortællingen om dennes Daab paa Syllingerne saa usikker, at for den Sags Skyld Mag. Adams Hjemmelsmænd gjerne kunde have Net; for øvrigt laa den Tanke for dem, der ej kjendte Omstændighederne nøjere, meget nær, at den samme Biskop, der fulgte Olaf til Norge, ogsaa havde døbt ham. Saxo (S. 500) giver at forstaa, at Olaf i Norge selv døbtes af Englænderen Bernhard, der siden døbte den svenske Konge Olaf, og ligger begraven i Lund; men han har her vistnok henført den af Mag. Adam (II. 53, 55) omtalte Bernhard til en urigtig Tid, og den samme Fejltagelse synes Thjodrek at have begaaet, hvor han giver den Abbed af Syllingerne, der døbte Olaf, Navnet Bernhard.
10. Hinn ríki kaldes Sigurd saavel i Olaf Tryggv. Saga Cap. 107, som i Landnamsbogen III. 19, hvor det fortælles, at han engang i Sogn indviede en Knarr for den islandske Farmand Thore, af hvilken Knarr siden to Dørstolper gjordes til en Gaard paa Island; disse Dørstolper vare, heder det, Vejrspaaende.
11. Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga Cap. 208.
12. Hvor vidt Sigurd var den samme som den bekjendte St. Sigfrid, Sveriges Apostel, se nedenfor, og tillige Dr. Reuterdahls Sv. Kyrkans historia, S. 314–337.
13. Mag. Adam, II. 38.
14. Saxo, 10de Bog, S. 501.
15. Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 195. Jvfr. nedenfor S. 317.
16. Se ovf. S. 254.