Det norske Folks Historie/2/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Viken var det førſte Landſkab, hvor Olaf Tryggvesſøn forkyndte Chriſtendommen; deels fordi han vel følte ſig ſikreſt der, deels vel og fordi Chriſtendommen der allerede havde de fleſte Tilhængere. Olaf kaldte Lodin, hans Svigerſønner, og ſine Morbrødre til ſig, aabenbarede ſin Henſigt, at paabyde Chriſtendommen over det hele Land, om det ſaa ſkulde koſte ham hans Liv, og bad dem være ſig behjelpelige dertil. „Jeg ſkal“, ſagde han, „gjøre Eder alle til ſtore og mægtige Mænd, thi Eder tror jeg bedſt formedelſt Frændſkab og andre Forbindelſer“. Flere af dem vare viſtnok allerede Chriſtne, idetmindſte maa dette have været Tilfældet med Joſtein og Karlshoved, Olafs Vaabenbrødre i Veſterviking, og det er derfor ej at undres over, at de villigen lovede at ſtaa ham bi med alle deres afhængige. Derfor tilſagde de ham deres Biſtand, og han forkyndte nu for Almuen i Øſtre-Viken, at alle og enhver ſkulde antage Chriſtendommen. Og da han allerede havde ſikret ſig de mægtiges Biſtand, havde han ingen Vanſkelighed ved at faa dette Bud ſat igjennem; thi de øvrige vovede ej at modſætte ſig. Saaledes bleve alle paa den Kant, nemlig det egentlige Øſter-Viken eller Ranarike, døbte. Fra Øſterviken drog Olaf til det nordre eller indre Viken, nemlig Egnene omkring Folden, hvor han ligeledes lod ſin Befaling udgaa til alle om at antage Chriſtendommen. Her mødte han imidlertid ſtørre Modſtand, ſandſynligviis af den Grund, at de tydſke Jarlers Virkſomhed, hvilken vi ovenfor have omtalt, ej havde naaet ſaa tungt ſom hid, og Chriſtendommen derfor heller ikke havde vundet ſaamange Tilhængere der. Men, ſiger Thjodrek Munk[1], Olaf, ſom ſaa, at Barbarernes Hjerter vare forhærdede, at de alene med en kraftig Haand kunde renſes fra Vantroens indgroede Dorſkhed og Ureenhed og den ligeſom medfødde eller med Modersmelken inddrukne Tilbedelſe af onde Aander, og at de ikke bevægedes ſynderligt ved Ordet, tilføjede hyppigt ogſaa Hug og Slag[2], efterlignende ſin Herre, der gød Olje og Viin i den Saaredes Vunder, og tillige hiint Evangeliets Udſagn: „nød dem til at komme ind, for at mit Huus kan blive fuldt“. Og derfor, ſom det heder hos en anden Chroniſt, underkaſtede han dem, hvilke Biſkoppen ej formaaede at overvinde med det aandelige Sverd, Chriſti Herredømme ved det legemlige, den Fornemme ſom den Ringe, det diende Barn ſaa vel ſom Oldingen[3]. Dette var nu juſt ikke efter Gregorius’s humane Grundſætninger, hvilke Haakon Adelſteensfoſtres Raadgivere ſynes at have fulgt, men det er vel og højſt ſandſynligt, at uden haardere Midlers Anvendelſe vilde Olaf neppe have udrettet ſtort. Han var ſelv heftig og ivrig, og det var nu engang Tidens Aand at forkynde Chriſtendommen blandt Hedningerne paa den Maade. Det fortælles derfor, at alle de i nordre Viken, der vovede at modſætte ſig hans Bud, bleve haardt revſede; nogle bleve dræbte, andre lemlæſtede eller jagne ud af Landet. Og derved bragte han det ſaa vidt, at ogſaa Nord-Viken chriſtnedes og at ſaaledes hele det Rige, hans Fader Tryggve havde haft, blev vundet for Chriſtendommen[4].

Det er dog heel rimeligt, at Olafs Fremfærd ogſaa for en ſtor Deel ſkyldes Paavirkningen af de Gejſtlige, ſom vare om ham. Af disſe har iſærdeleshed een erhvervet Navnkundighed ved ſin Heftighed, Voldſomhed og Stridbarhed, og han var, vel at merke, ingen Englænder, men en Saxer, og ſaaledes oplært i de tydſke Kejſeres Omvendelſes-Skole. Hans Navn var Thangbrand, og han udgives for at have været en Søn af en Wilibald, Greve af Bremen. Om Maaden, paa hvilken Olaf blev kjendt med ham, fortælles følgende Hiſtorie, der dog i flere Henſeender er mindre ſandſynlig, og ſaaledes maa ſtaa ved ſit Verd. Biſkop Albert eller Adalbert, der i Harald Gormsſøns Dage ſendtes fra Bremen til den nys oprettede Biſkopsſtol i Aaros[5], havde Thangbrand hos ſig ſom ſin Diſcipel og Klerk. Engang, da Thangbrand allerede var voxen, beſøgte Adalbert Biſkop Hagbert af Kanterborg, og i hans Følge var ogſaa Thangbrand. Ved Afſkeden gav Hagbert Adalbert og hans Følge Foræringer. Thangbrand fik et Skjold med den korsfæſtede Chriſti Billede, fordi, ſom Hugbert ſagde, han havde Sind og Væſen ſom en Ridder; men Billedet ſkulde betegne hans gejſtlige Stand. Kort efter ſtødte Thangbrand og Olaf ſammen under dennes Ophold i Vendland. Olaf ſyntes ſaare godt om Skjoldet, ſpurgte Thangbrand, hvad det ſkulde foreſtille, og fik nøjagtig Forklaring derover. Olaf ſpurgte ham, om han vilde ſælge Skjoldet. Thangbrand forærede ham det, men Olaf lod ham dog dets Værdi udbetale, lovede ham ſit Venſkab, og bad ham henvende ſig til ham, hvis han var i Nød For de modtagne Penge kjøbte Thangbrand en ung ſmuk irſk Pige, og havde hende hjem med ſig; men da hændte det ſig, at en Tydſker, hvilken Kejſer Otto havde ſendt ſom Gisſel, vilde tage Pigen fra ham. Da Thangbrand ej vilde give Slip paa hende, udfordrede Tydſkeren ham til Tvekamp. Thangbrand modtog Udfordringen og fældte ſin Fiende, og da han paa Grund heraf ikke længer kunde opholde ſig i Danmark, tyede han til Olaf, ſom imidlertid var kommen til England og var bleven døbt. Olaf tog vel imod ham, og lod ham indvie til ſin Hirdpreſt. En ſaa verdsligſindet og krigerſk Mand var neppe ſkikket til at ſtemme Olaf til mildere Forholdsregler, og vi ville i det følgende ſe, hvorledes han fremdeles viſte ſig haard og ſtridbar, og i flere Henſeender vakte Forargelſe[6].

Men Olaf medbragte ogſaa en engelſk Gejſtlig, der ſynes at have været en langt anden Mand end Thangbrand, og lige ſaa meget gjennemtrængt af Chriſtendommens milde Aand ſom Thangbrand var fremmed for den. Denne Mand var Sigurd eller ſom han ogſaa kaldes, rimeligviis med Kloſternavn, Johannes eller Jon[7]; han kaldes Olafs Hirdbiſkop, og var, ſom det ſiges, indviet til at forkynde Ordet for Hedningerne. Af hans Navn Sigurd ſkulde man formode, hvad der og i ſig ſelv er rimeligt, at han nedſtammede fra de nordiſke Beboere af England, og at Olaf iſær har valgt ham, fordi han var Norges Sprog mægtig. Allerede Mag. Adam af Bremen omtaler ham. Efter nemlig at have løſeligen nævnt om nogle Gejſtlige, uden dog at navngive dem, fra Erkebiſkop Adaldags Tid, hvilke efter hans Død (988) prædikede i Norge og Sverige og omvendte flere, blandt dem ogſaa, efter nogles Sigende, Olaf Tryggvesſøn, til Chriſtendommen, tilføjer han, at Olaf, fordreven fra Norge, kom til England, og antog der Chriſtendommen, hvilken han allerførſt førte tilbage med ſig i ſit Fædreland; og at efter andres Sigende ſaa vel han, ſom hine øvrige omvendte, døbtes af nogle Biſkopper eller Preſter, der uddroge fra England for at udbrede Evangelium, af hvilke den fornemſte var Johannes. Om denne ſiger han ogſaa paa et andet Sted, at han bar den førſte Biſkop, der kom til Norge fra England, og at han døbte den til Chriſtendommen omvendte Konge tilligemed hans Folk[8]. Mag. Adam helder, ſom man altſaa ſer, tydeligt til den Mening at de, ſom under Olaf Tryggvesſøn udbredte Chriſtendommen, ej vare bremiſke Gejſtlige fra Adaldags Tid, men derimod engelſke, ſom havde ledſaget Olaf Tryggvesſøn ved hans Hjemrejſe til Norge; og han fejler kun i at nævne Johannes ſom den, der døbte Olaf, da Olafs Daab, ſom vi have ſeet, var foretagen af hiin Abbed paa Syllingerne, hvilken neppe ſynes at have været den ſamme ſom Johannes eller Sigurd[9]. Denne, der i vore Sagaer fører Tilnavnet „hinn rike“ (den mægtige) — et Tegn paa den Anſeelſe, han nød[10], — viſte ſig efter de gamle Beretningers udtrykkelige Vidnesbyrd ſom en human og egte chriſteligſindet Mand[11], og hans Indflydelſe paa Olaf maa derfor have været meget heldbringende, om det juſt ikke altid lykkedes ham at ſtyre hans Heftighed[12]. En tredie af de Gejſtlige, Olaf medbragte, hed Thormod; ogſaa han ſynes at have været af nordiſk Herkomſt.

Olafs egen Chriſtendomskundſkab kan vel heller ikke have været betydelig, og hans Iver maa i alle Fald have været langt ſtørre. Mag. Adam fortæller om ham med den ſtørſte Beſtemthed ſom et almindeligt Udſagn, at han var kyndig i Spaadomme, plejede at lægge Merke til Forvarſler, og i denne Henſigt fornemmelig iagttog Fuglenes Lader, hvorfor han ogſaa fik Tilnavnet „Kraakebein“. Han lægger til, at han af Hengivenhed for magiſke Kunſter holdt ſig itide med alle de Seidmænd, der i ſaa ſtor Mængde fandtes i Norge, og døde, bedragen af deres Vildfarelſe. Ja han ſiger endog, at han efter enkeltes Foregivende forſagede Chriſtendommen[13]. Noget lignende fortæller Saxo, der ſiger at Olaf lagde ſaadan Vind paa at tage Varſler, at han, ſkjønt døbt, og efter at have tilegnet ſig „en Deel af Religionslærens Begyndelſesgrunde“, alligevel ikke kunde afholdes fra at lytte til Spaamændenes Ord og udforſke Fremtiden ved Fugle-Iagttagere[14]. Er der nu end en Overdrivelſe i alt dette, fornemmelig i hvad der angaar hans foregivne Venſkab med Seidmændene, hvilke han tvertimod forfulgte paa det ivrigſte[15], og kan man end meget godt forklare denne Overdrivelſe af det Had til Olaf, ſom Mag Adams Hjemmelsmand, Kong Sven Ulfsſøn, fra ſin Morfader Sven Tjugeſkegg havde arvet: ſaa maa der dog paa den anden Side være noget ſandt deri, iſær da Tilnavnet „Kraakebein“, om end givet ham af hans Fiender, ej ſynes at kunne være uegte, og desuden de Fremſtillinger af hans Liv, vore Sagaer indeholde, mere kunne kaldes Lovtaler end upartiſke Levnetsbeſkrivelſer. Og hvad der fortælles om det Beſøg, ſom han, ſkjønt viſtnok under betydelige Samvittighedsbebrejdelſer, ſkulde have aflagt hos hiin finſke Spaamand ſtrax efter ſin Ankomſt til Agdenes[16], tyder hen paa, at man heller ikke her i Norge har ſavnet Sagn om hans Overtro. Af en Vikingehøvding, der havde levet ſin meſte Tid ſom Hedning og under Krigstummel, og kun for faa Aar ſiden var omvendt til Chriſtendommen, var heller ikke ſtort andet at vente.

  1. Thjodr. M. Cap. 11.
  2. Her er et uoverſætteligt Ordſpil: et quia minus movebantur ad verba, addidit frequenter verbera.
  3. Histor. Norv, fol. 10, b.
  4. Ol. Tr. Saga, Cap. 110. Snorre Cap. 56. Odd Munk omtaler ikke Viken.
  5. Saaledes Kriſtniſaga, Cap. 5. Olaf Tr. S. Cap. 74, 81, lader derimod Albert være Biſkop i Bremen. Albert var forreſten neppe heller Biſkop i Aaros, men derimod i Slesvig fra 990—1010 (ſe Lappenbergs Anm. til Mag. Adam II. 23). Heller ikke var der nogen Erkebiſkop Hubert i Canterbury omkring 990; derimod nævnes rigtignok Underbiſkopper der indtil 1071, ſe Anm. til Kriſtniſaga, S. 28, 29. Dog efter 990 havde Olaf forladt Vendland, og den hele Hiſtorie, ſom ſagt, ſynes heel problematiſk.
  6. Thjod Munk, (Cap. 8) kalder Thangbrand Theobrandus og ſiger at han var af flamſk Herkomſt.
  7. Han kaldes alene Sigurd hos Snorre; i Olaf Tr. Saga kaldes han for det meſte Sigurd, navnlig paa det førſte Sted (Cap. 107), hvor det ſiges at han var Olafs Hirdbiſkop og havde fulgt ham fra England; paa et Sted (i Tillægget om Halldor Snorresſøn Cap. 3, Fornm. S. III. 163) kaldes han „Jon Sigurd“. Odd Munk kalder ham ſom ofteſt Jon, iſær paa 1ſte Sted (Cap. 23), hvor der ſiges at Olaf bragte Jon Biſkop og mange Preſter, Thangbrand og Thormod, o. fl., fra Englands i Cap. 25 og 76 ſiges der, at han ogſaa hed Sigurd. Hist. Norvegiæ fol. 10a., der nævner ham og Thangbrand, kalder ham Johannes Thjodrek (Cap. 8) kalder ham Sigurd (Sigwardus), og ſiger, at han var ordineret til at prædike Ordet for Hedningerne, ſamt at Olaf medbragte tillige Thangbrand, Thormod (Thermo) og nogle Diakoner; dette gjentages i Ágrip Cap. 16.
  8. Mag. Adam, II. 34, 35. IV. 33.
  9. Mag Adams Udſagn, at Olaf Tryggvesſøn var fordreven fra ſit Fædreland, kan paa en vis Maade ſiges at være rigtigt, naar man forklarer det derved, at han var fordreven i ſin Barndom; i denne Betydning ſynes han vel ikke at have taget det, men Fejltagelſen er dog i ſaa Fald ikke af de groveſte. Hvad det angaar, at Johannes ſkulde have døbt Olaf, da er ogſaa Fortællingen om dennes Daab paa Syllingerne ſaa uſikker, at for den Sags Skyld Mag. Adams Hjemmelsmænd gjerne kunde have Net; for øvrigt laa den Tanke for dem, der ej kjendte Omſtændighederne nøjere, meget nær, at den ſamme Biſkop, der fulgte Olaf til Norge, ogſaa havde døbt ham. Saxo (S. 500) giver at forſtaa, at Olaf i Norge ſelv døbtes af Englænderen Bernhard, der ſiden døbte den ſvenſke Konge Olaf, og ligger begraven i Lund; men han har her viſtnok henført den af Mag. Adam (II. 53, 55) omtalte Bernhard til en urigtig Tid, og den ſamme Fejltagelſe ſynes Thjodrek at have begaaet, hvor han giver den Abbed af Syllingerne, der døbte Olaf, Navnet Bernhard.
  10. Hinn ríki kaldes Sigurd ſaavel i Olaf Tryggv. Saga Cap. 107, ſom i Landnamsbogen III. 19, hvor det fortælles, at han engang i Sogn indviede en Knarr for den islandſke Farmand Thore, af hvilken Knarr ſiden to Dørſtolper gjordes til en Gaard paa Island; disſe Dørſtolper vare, heder det, Vejrſpaaende.
  11. Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga Cap. 208.
  12. Hvor vidt Sigurd var den ſamme ſom den bekjendte St. Sigfrid, Sveriges Apoſtel, ſe nedenfor, og tillige Dr. Reuterdahls Sv. Kyrkans hiſtoria, S. 314—337.
  13. Mag. Adam, II. 38.
  14. Saxo, 10de Bog, S. 501.
  15. Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 195. Jvfr. nedenfor S. 317.
  16. Se ovf. S. 254.