Det norske Folks Historie/2/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Olaf havde chriſtnet Viken begyndte han om Vaaren (996) en Fart langs Kyſten fra Fylke til Fylke, for ligeledes her at paabyde Chriſtendommen. Førſt drog han til Agder, i hvilket tyndt befolkede Fylke han ej fik nogen ſynderlig Modſtand, da ingen vovede at ſætte ſig op imod ham. Alle bleve ſaaledes her døbte. Fra Agder drog han til Rogaland og Sundhordeland. Her vare mange mægtige Mænd af den forhen omtalte Hørde-Kaares Æt. Blandt dem nævntes paa den Tid fornemmelig Ølmod den gamle, og den unge Erling Skjalgsſøn paa Sole, paa Jæderen[1]. Erlings Fader Thorolf Skjalg ſkal have været en Sønneſøn af Horde-Kaare, op være bleven indebrændt af Ragnvald, en Søn af Lodin paa Ærvik ved Stad, fordi han, og viſtnok med Rette, anſaaes for at have dræbt denne paa forræderſk Viis[2]. Erling maa da have været et Barn, thi Ragnvald, der førſt efter Drabet paa Thorolf tiltraadte ſin Fædrenegaard, nævnes under Navnet „Ragnvald af Ærvik“ ſom en af de fornemſte Deeltagere i Jomsvikingeſlaget[3]. Erling Skjalgsſøn ſelv nævnes allerførſt i Aaret 981, da Snorre Gode fra Island opholdt ſig hos ham en Vinter og nød megen Venlighed af ham, fordi Hørde-Kaare og Snorres Oldefader Thorolf Morſtrarſkegg havde været gode Venner[4]. Erling maa omtrent have været jevnaldrende med Snorre: han var altſaa paa den Tid, da Olaf kom til Norge, i ſine bedſte Aar, lidt over 30 Aar gammel[5]. Ved Efterretningen om at Olaf nærmede ſig med Chriſtendoms-Paabud, ſamlede Erling og hans mægtige Frænder ſig for at aftale, hvad der i denne Anledning var at gjøre, da de ikke vilde lade ſig tvinge til at antage den nye Religion mod deres Vilje. De bleve da enige om at indfinde ſig alle tilſammen mandſterke til Gulathing hvor de ogſaa lode Kong Olaf vide, at han kunde treffe dem. Imidlertid ſtevnede Kongen de øvrige Bønder af Rogaland og Søndhordeland[6] til Thing paa Moſter, hvor de indfandt ſig i ſtort Antal og fuldt bevæbnede, i den beſtemte Henſigt at gjøre ham Modſtand[7]. Men da det kom til Stykket, ſvigtede Modet dem; de udſeede Talere bleve forknytte, og Enden blev, at alle underkaſtede ſig Kongens Bud, og lode ſig døbe. Olaf ſkal have efterladt Thangbrand for at døbe alle dem paa Hordeland, der endnu ikke for hans Afrejſe havde modtaget Daaben. Paa Moſter grundlagde han en Kirke paa det ſelvſamme Sted, hvor han allerførſt ved ſin Ankomſt fra England var landet og lod ſynge Mesſe for ſig; han ſatte Arbejdsmænd i Verk med at bygge den, lagde Gods dertil, og overdrog dens Varetægt til Thangbrand. Derfra drog han til Gulathing hvor han traf en talrig Forſamling. Han henvendte ſig førſt til Høvdingerne, og bød dem antage Chriſtendommen. En af de mægtigſte blandt dem ſvarede, at hvis han vilde bruge Vold og Tvang mod dem og gjøre Brud paa Lov og Ret, da vare de blevne enige øm at ſtaa ham imod med al Magt; vilde han derimod viſe dem nogen Villighed, da ſtod det kun til ham at ſikre ſig deres Troſkab og Lydighed. Olaf ſpurgte nu, hvad det da var, de ønſkede at han ſkulde gjøre for at de kunde blive vel forligte og gode Venner. De ſvarede at han ſkulde give Erling Skjalgsſøn ſin Syſter Aaſtrid til egte; Erling kunde, meente de, med Rette anſees for den vakreſte unge Mand i hele Norge. Olaf havde intet at indvende mod Giftermaalet, hvilket han i alle Dele fandt ſømmeligt, da Erling var rig, højbyrdig og ſmuk; dog maatte han førſt høre Aaſtrids egen Mening om Sagen. Han ſpurgte hende derfor, om hun vilde tage Erling til Mand. Men den ſtolte Pige fandt ikke Erling fornem nok. „Det kommer mig lidet til gode“, ſagde hun, „at jeg baade er Kongedatter og en Konges ſambaarne Syſter, hvis jeg ſkal blive gift med en Mand uden Tign[8]; heller vil jeg da vente nogle Aar paa et andet Tilbud“. Olaf ærgrede ſig over dette Svar, og til et Tegn derpaa ſendte han hende en Høg, ſom hun ejede, efter førſt at have ladet alle Fjedrene plukke af den[9]. Da ſagde hun: „nu er min Broder vred“; ſtod ſtrax op, gik til ham, og bad ham beſtemme om hendes Giftermaal, ſom han vilde. „Jeg tænkte ogſaa“, ſagde Kongen, „at jeg havde Magt til at give hvilken ſom helſt Mand Tign, jeg vilde, her i Landet“. Erling og hans Frænder bleve nu kaldte til, og Aaſtrid blev feſtet ham[10]. Derpaa lod Kongen Thinget ſætte og bød Bønderne at lade ſig chriſtne. Da nu Erling og hans mægtige Frænder gjorde fælles Sag med Kongen og ſtemmede for Chriſtendommens Antagelſe, vovede ingen af de mindre anſeede Bønder[11] at hæve ſin Røſt til Modſigelſe; de bleve alle døbte, og kort efter holdt Erling Bryllup med Aaſtrid. Olaf, ſom var tilſtede, tilbød Erling Jarlsnavn. Men han ſvarede ſtolt: „Herſer have mine Frænder været for mig, og jeg vil ikke bære højere Navn end de; derimod vil jeg gjerne tage imod at blive den ypperſte Herſe i Landet“. Dette tilſagde Kongen ham, og gav ham alle Fylkerne lige fra Sognſøen til Lindesnes, altſaa Hordafylke, Rygjafylke og det veſtlige af Agder, i Forlening paa ſamme Vilkaar, ſom Harald Haarfagre havde givet ſine Sønner Len at beſtyre[12].

  1. Om Forvirringen i Angivelſen af Hørde-Kaares Ætlinger ſe ovf. 1ſte B. S. 577, Not. Det eneſte, vi vel med nogen Sikkerhed kunne antage, er at Erling nedſtammmede fra Hørde-Kaare. Det er for øvrigt kun Snorre og Odd, der udtrykkeligt omtaler Ølmod ſom levende paa denne Tid og deeltagende i Forhandlingerne paa Gulathing. Olaf Tryggv. Saga nævner kun „en anſeet Høvding“. Ølmod var, heder det, en Farfader af Aslak Fitjaſkalle; denne Green af Ætten har altſaa boet paa Fitje, paa Stordøen. Vi erfare ſenere, at yngre Medlemmer af Ætten ejede Gerde og Stødla i Etne, ſaa vel ſom Finnø i Buknfjord; heraf ſees nokſom, at Ætten egentlig hørte hjemme i Rogaland og Søndhordeland.
  2. Herom er der en vidtløftig, men desværre med mange Legender og Uſandſynligheder indvævet Beretning. Olaf Tryggv. Saga Cap. 145, 146.
  3. Se ovf. S. 116.
  4. Eyrbyggjaſaga Cap. 13. Se ovf. S. 172.
  5. Snorre var fød 965.
  6. Rogaland nævnes ikke udtrykkeligt paa dette Sted i Olaf Tryggv. Saga Cap. 141, men derimod hos Snorre, Cap. 61, ſaa vel ſom ſenere i Olaf Tryggv. Saga Cap. 149. At ogſaa Bønderne paa Søndhordeland vare med, kan man ſlutte endog blot af den Omſtændighed, at Thinget ſtod paa Moſter.
  7. Dette Thing lader Odd Munk (Cap. 24) ſinde Sted, da Olaf lander paa Moſter, efter ſin Tilbagekomſt fra Rejſen til England. Dette forholder ſig nu viſtnok ikke ſaa; men vi ere dog deraf berettigede til, ſaaledes ſom her er ſkeet, at henføre Kirkens Opbyggelſe og Thangbrands Anſættelſe til dette andet Beſøg paa Moſter, ej det førſte, flygtige, da Olaf, ſom ſkyndte ſig nordefter og ej engang ønſkede at hans Ankomſt ſkulde blive bekjendt, umuligt kunde give ſig Tid til at anlægge nogen Kirke. Dog henfører Olaf Tryggv. Saga Cap. 99 Kirkeanlægget og Thangbrands Udnævnelſe, aabenbart urigtigt, hertil, medens Snorre (Cap. 52) rigtigere ſiger at Olaf lod ſynge Mesſe i et Telt „paa det Sted, hvor Kirken ſiden blev bygget“. Ved at omtale Thinget med Rygerne (Cap. 61) nævner Snorre ikke udtrykkeligt Moſter, men fortæller dog Begivenhederne paa Thinget ſelv næſten aldeles ſaaledes ſom Olaf Tryggv. Saga Cap. 141 og Odd Munk Cap. 24. Denne Fortælling er ganſke legendariſk, hvorfor den ovenfor er udeladt. St. Martin aabenbarer ſig for Olaf om Natten, og lover ham Hjelp; næſte Dag, da Thinget ſkal ſtaa, og de af Bønderne udvalgte tre Talere beſvare Olafs Paabud, faar den førſte ſaadan Hoſte, den anden bliver ſaa ſtam, og den tredie ſaa hæs, at ingen kan høre, hvad de tale, hvorover de øvrige tabe Modet. At et Lokalſagn har været forbundet hermed, ſees af hvad der i Olaf Tryggv. Saga ſiges, at der endnu paa det Bjerg, hvor Olaf og hans Mænd ſtode under dette Thing, ſkulde være at ſe Spor af Spydſkaftene, hvortil de ſtøttede ſig, ligeſom ſmaa Koppe; og derhos Olafs Fodſpor, aftrykte i Bjerget ligeſom i kram Sne. Ágrip har haft en noget forſkjellig Kilde; det ſiger at Olaf fremſatte ſit førſte Chriſtendomspaabud paa Thinget i Moſter, „og tog der Folket ved Troen, og Olaf ved Riget“.
  8. Ved „Tign“ forſtodes fyrſtelig Værdighed, hvilken kun tilkom Konge- og Jarle-Titlen; Konger og Jarler kaldtes tignir, de øvrige útignir menn. De „tigne Mænds“ Huſtruer kaldtes „Dronninger“.
  9. Dette ſkulde vel betegne hendes forladte Tilſtand, hvis Olaf ſlog Haanden af hende; jvfr. 1ſte B. S. 235.
  10. Odd Munk lader i ſin Bearbejdelſe denne Begivenhed gaa forud for Olafs Ankomſt til Viken, og Hyrnings og Thorgeirs Giftermaal. Han nævner ligefrem Ølmod, Søn af Hørde-Kaare („der var ſaa mægtig at han overvandt 9 Konger“) ſom den, der førte Ordet, og rimeligviis er det herfra, at Snorre har hentet hans Navn. Odd Munk udgiver ogſaa Aaſtrid, der egtede Erling, for en Datter af Lodin, og ſaaledes kun en Halvſyſter af Olaf. Da han tidligere nævner Aaſtrid tilligemed Einar Thambeſkelver i Anledning af de forſkjellige Meninger om Tidsregningen (ſe ovf. S. 244) er det ikke uſandſynligt, at Aaſtrid har varet en af dem, hvis Beretninger om Olaf ligge til Grund for de ſenere Beſkrivelſer af hans Levnet.
  11. Disſe maa nærmeſt have været Nordhordlændinger.
  12. Ganſke de ſamme kunde dog ikke Vilkaarene være, for ſaa vidt Odelen ej længer tilhørte Kongen; Meningen var vel kun, at Erling ſkulde oppebære de halve kongelige Indtægter. Jvfr. ovf. 1ſte B. S. 386. Olaf Tryggv. Saga Cap. 147. Snorre Cap. 62—64.