Det norske Folks Historie/2/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter at den ſydlige Deel af Gulathingslagen paa en ſaa let Maade var bleven chriſtnet, ſtevnede Olaf Indbyggerne af de fire Fylker, Sogn, Fjordene, Søndmøre og Raumsdal, til et Thing paa Drags-Eidet (paa Stadland) endnu ſamme Høſt, for at underhandle med dem om Chriſtendommens Antagelſe. Selv indfandt han ſig der med en talrig Skare, thi foruden den Flok, han havde haft med ſig fra Øſtlandet, ſluttede ogſaa flere ſig til ham fra Rogaland og Hørdeland. Han bød de forſamlede Bønder at antage Chriſtendommen, og da det ſyntes ham, ſom om de ikke havde videre Lyſt dertil, forelagde han dem to Vilkaar, enten at lade ſig døbe, eller at holde Slag med ham. Da de ej ſaa ſig iſtand til det ſidſte, valgte de det førſte, og lode ſig døbe.

Vi have allerede omtalt, hvilken kraftig Virkning Læren om Helgener og deres Relikvier udøvede med Henſyn til Chriſtendommens Udbredelſe i hine Tider og dens Beſættelſe blandt Hedningerne. Med denne Lære maatte naturligviis Foreſtillingerne om det fortjenſtlige i Valfarter til de hellige Steder, hvor Helgenernes jordiſke Levninger hvilede, ſtaa i den nøjeſte Forbindelſe. Den vækkende Virkning, ſlige Valfarter udøvede paa Sindet, overgik alt, hvad indtrængende Tale og pragtfuld Gudstjeneſte formaaede at udrette; og ligeſom det er naturligt for det opvakte Sind og følende Hjerte, at betragte ethvert hiſtoriſk merkeligt Sted og enhver udmerket Mands Grav med Interesſe og Ærefrygt, ſaaledes hvilede der over hine hellige Steder en ſaa mange Gange mere forhøjet Glands, ſom en af Gud ſelv udvalgt Helgen troedes at ſtaa over Støvets almindelige Børn; og denne Glands bidrog ej alene til at vække og vedligeholde det fromme Sind og den religiøſe Stræben hos dem, der boede i den umiddelbare Nærhed, men virkede med magiſk Trylleri i videre Kredſe over det hele Land, og vakte en Foreſtilling om at ſelve Landet tilligemed dets Folk og Styrere ſtode under den hellige Mands ſæregne Beſkyttelſe, hvis Levninger Gud havde forundt at lade hvile i dets Skjød. De Gejſtlige, der fulgte med Olaf Tryggvesſøn, maatte derfor glæde ſig over enhver Lejlighed der tilbød ſig for dem til ogſaa at kunne erhverve en Lokal- eller National-Helgen for Norge. Og denne Lejlighed udeblev ej. En Begivenhed, der ſkulde have indtruffet i Haakon Jarls Dage juſt i den Egn, hvor Olaf Tryggvesſøn nys havde holdt Thing, og der i og for ſig ſelv, alle legendariſke Udſmykninger fraregnede, ogſaa ret vel kan antages virkelig at have fundet Sted, gav Anledning til, at Norge fik ſin førſte Nationalhelgen, den unge Chriſtendom i Norge ſit førſte Holdpunkt, og maaſke ogſaa Kongen ſelv en aandelig Støtte, ſom han hidtil havde ſavnet.

Legenden lyder ſaaledes: I Kejſer Otto den førſtes Dage var der i Irland en fager Kongedatter, ved Navn Sunniva, der tidligt udmerkede ſig ved ſin Forſtandighed og chriſtelige Fromhed. Efter hendes Faders Død ſtyrede hun Riget, og foregik ſine Underſaatter med det herligſte Exempel paa dydig Vandel. Rygtet om hendes Skjønhed og Elſkværdighed kom ogſaa for en hedenſk Hærkonge, ſom bejlede til hende; og da hun ſaa meget mindre vilde egte en Hedning, ſom hun havde beſtemt ſig til ſlet ikke at gifte ſig, men tjene Gud i jomfrueligt Levnet, gav hun ham Afſlag. Til Hevn begyndte han derfor at herje i hendes Rige, og truede ganſke at lægge det øde, hvis hun ej bønhørte ham. Hun foretrak efter Overlæg med ſine Frænder og Venner at forlade Landet, og drog bort, ledſaget af en talrig Skare Mænd, Kvinder og Børn, paa tre Skibe uden Sejl, Aarer, Ror, og Vaaben, overladende ſig ganſke til Guds Styrelſe. Vinden drev dem mod Norden, henimod Norges Kyſt, hvor Sunniva med den ſtørre Deel landede ved den lille Ø Selja eller Sellø nærved Stadland, og de øvrige ved Øen Kinn i Søndfjord. Disſe Øer vare dengang ubeboede, og brugtes kun, ligeſom de øvrige Ud-Øer, til Græsgang for Fæ. Sunniva og hendes Ledſagere ſøgte Ly i de ſtore Huler, der findes i Fjeldet paa Veſtſiden af Selja; i disſe Huler boede de længe, ernærende ſig ved Fiſkeri, og dyrkende Gud. Men da Indbyggerne paa Faſtlandet bleve var, at der var kommet Folk paa Øerne, antoge de dem for Vikinger eller Ugjerningsmænd, og tilſkreve dem Skylden for, at flere Stykker Kvæg oftere ſavnedes. De henvendte ſig derfor til Haakon Jarl med Bøn om at han vilde hjelpe dem til at fælde disſe Ransmænd, og Jarlen begav ſig i den Henſigt med en Skare Bevæbnede til Selja. Da Sunniva og hendes Følge ſaa de Bevæbnede komme for at angribe dem, gik de ind i Hulerne, bedende Gad øm en ſalig Død, og om at forſkaane deres Legemer for at falde i Hedningernes Vold. Deres Bøn blev hørt, thi ſtore Klippeſtykker faldt ned for de Huler, hvor de havde ſkjult ſig, og Jarlens Mænd fandt ikke et Menneſke. En Stund efter, da Haakon Jarl nys var dræbt, hændte det ſig, at to anſeede Bønder[1] fra Søndfjord vilde til Throndhjem for at tale med Jarlen, hvis Død de endnu ej havde erfaret. Ved at drage tæt forbi Selja ſaa de, ſiges der, et underligt Lys hæve ſig lige fra Stranden til Himlen; de lagde til Lands, for at underſøge Aarſagen, og fandt et ſtraalende Menneſkehoved, der gav den ſødeſte Lugt fra ſig; forundrede herover, toge de Hovedet med, for at bringe Jarlen det. Paa Søndmøre fik de vide at Haakon var dræbt og Olaf kommen i hans Sted, men de fortſatte dog Rejſen til Lade, bleve godt modtagne af Olaf, lode ſig paa hans Anmodning døbe, og viſte ham det medbragte Hoved. Da Kongen og Biſkop Sigurd ſaa det, ſagde de ſtrax at det maatte tilhøre en Helgen, og bevarede det omhyggeligt. Efter Thinget paa Dragseid ſpurgte Kongen dem, der boede Selja nærmeſt, om de i den ſenere Tid havde ſeet underlige Tegn paa Øen. De ſagde, at de oftere havde ſeet en Lysning over den. Kongen, Biſkop Sigurd, og mange andre Folk begave ſig nu ud til Selja, og bemerkede, at de Klipper, der laa foran de ſtore Huler paa Veſtſiden, for ikke mange Aar ſiden maatte være nedſtyrtede. Ved at lede blandt Klippeſtykkerne fandt de Menneſkebeen med en herlig Lugt, og endelig, da de kom til en Hule, hvor Klippeſtykket nys var ſtyrtet fra Mundingen fandt de Sunnivas eget Lig aldeles heelt og uſkadt, ſom om hun nys var død. Der blev ſtrax bygget en Kirke, hvor alle disſe hellige Levninger opbevaredes[2]. Siden opkom det Sagn, at Sunnivas Broder Albanus havde fulgt hende og ligeledes ladet ſit Liv der i en af Hulerne, og viſt er det, at det prægtige Kloſter, ſom ſenere oprettedes, blev helliget St. Albanus: dog er dette ſandſynligviis kun Englands bekjendte Protomartyr, der døde allerede i Kejſer Diokletians Dage[3]. Ogſaa paa Kinn ſkal der, ſom der fortælles, have været ſeet underlige Tegn, men hvorledes de hellige Mænd, ſom landede der, kom af Dage, fortælles ej. At der paa Selja visſelig har været forefundet ſaadanne Been, ſom de her omtalte, maa vel antages ſom afgjort, og en from Liſt, hvilken man i de Dage til et ſaa godt Øjemed anſaa tilladelig, har gjort det øvrige[4]. Viſt er det, at Kirken og Helligdommen paa Selja, om ej ſtrax, ſaa dog ikke lang Tid efter, blev Moder- og Centralkirken for Chriſtendommen i hele Gulalhingslagen, og er at betragte ſom Grundvolden for den ſenere oprettede bergenſke Biſkopsſtol[5]. De ſaakaldte Seljemænds, eller Sunnivas og hendes Følges Dødsdag, der henførtes til d. 8de Juli, blev en Feſtdag for hele Norge, og kjendes endnu paa mange Steder af Almuen[6].

  1. Legenden kjender deres Navne: Thord Egileifsſøn og Thord Jorunnsſøn. Det er allerede forhen (S. 18) bemerket, at naar Odd Munk taler om to Mænd, Thord Ingileifsſøn (i det opr. Hdſkr. maaſke kun J.son) og Thord Egileifsſøn, der ej vilde ſvige Tryggve ved Veggeſund, men forlode Gudrøds Hær, da menes aabenbart de her nævnte, hvilke den legendariſke Fortæller allerede ved denne Lejlighed vil forherlige. — Odd Munk fortæller (Cap. 26) ogſaa om en anden Bonde, der ved at ſøge efter ſin Hoppe paa Selja opdagede et Lys over Klipperne.
  2. I Flatøbogens Bearbejdelſe af Olaf Tr. Saga (Skaalhalt udg. II. S. 9) ſiges der, at foran Hulen byggedes Kirken, og foran denne igjen lod Kong Olaf opføre en Steenmuur,faa høj og faſt ſom det ſterkeſte Virke, og at dette er et beundringsværdigt Arbejde; ligeledes at Kloſteret opførtes længer nede, foran Muren. Denne Muur ſynes at være de opmurede Terrasſer, 21 Alen brede, 14 lange og 12—14 Alen høje, hvorom Klüwer taler i ſin Beſkrivelſe af Ruinerne (Norſke Mindesmerker S. 135), og ſom ere anførte paa den ledſagende Grundtegning.
  3. Allerede i Ol. Trygg. S. Cap. 108 anſees det rimeligt, at denne Albanus er den bekjendte engelſke St. Albanus, og at det kun er hans Hoved, ſom ſkulde findes paa Sellø. Maaſke det der fundne Hoved, hvorom Legenden taler, ſenere er udgivet for St. Albanus’s. Odd Munk Cap. 27 fortæller naturligviis at Albanus var med.
  4. Om denne Legende ſe foruden de forhen nævnte Steder ogſaa Beretningen i Misſalerne for Nidaros og Aabo, meddeelte i Langebeks Scr. rer. Dan. IV. S. 14 og 21. Spørgsmaalet bliver altid, hvorledes Beretningen allerførſt er opkommen, om maaſke Olaf ſelv har medbragt Sagnet om en Sunnivas Afrejſe fra Irland, og troet at gjenkjende hende og hendes Følge i de forefundne Levninger. Thi af disſe ſelv kunde man jo ej erfare, hvorfra de hidrørte.
  5. Se Langes Tidsſkrift, 5te B. S. 12—13.
  6. Den kaldtes Seljumannavaka. Hvorledes Bygningernes Antal paa Selja ſiden tiltog og St. Sunnivas Levninger endelig flyttedes til Bergen, ſkal ſenere omtales.