Det norske Folks Historie/2/32
Efter at den sydlige Deel af Gulathingslagen paa en saa let Maade var bleven christnet, stevnede Olaf Indbyggerne af de fire Fylker, Sogn, Fjordene, Søndmøre og Raumsdal, til et Thing paa Drags-Eidet (paa Stadland) endnu samme Høst, for at underhandle med dem om Christendommens Antagelse. Selv indfandt han sig der med en talrig Skare, thi foruden den Flok, han havde haft med sig fra Østlandet, sluttede ogsaa flere sig til ham fra Rogaland og Hørdeland. Han bød de forsamlede Bønder at antage Christendommen, og da det syntes ham, som om de ikke havde videre Lyst dertil, forelagde han dem to Vilkaar, enten at lade sig døbe, eller at holde Slag med ham. Da de ej saa sig istand til det sidste, valgte de det første, og lode sig døbe.
Vi have allerede omtalt, hvilken kraftig Virkning Læren om Helgener og deres Relikvier udøvede med Hensyn til Christendommens Udbredelse i hine Tider og dens Besættelse blandt Hedningerne. Med denne Lære maatte naturligviis Forestillingerne om det fortjenstlige i Valfarter til de hellige Steder, hvor Helgenernes jordiske Levninger hvilede, staa i den nøjeste Forbindelse. Den vækkende Virkning, slige Valfarter udøvede paa Sindet, overgik alt, hvad indtrængende Tale og pragtfuld Gudstjeneste formaaede at udrette; og ligesom det er naturligt for det opvakte Sind og følende Hjerte, at betragte ethvert historisk merkeligt Sted og enhver udmerket Mands Grav med Interesse og Ærefrygt, saaledes hvilede der over hine hellige Steder en saa mange Gange mere forhøjet Glands, som en af Gud selv udvalgt Helgen troedes at staa over Støvets almindelige Børn; og denne Glands bidrog ej alene til at vække og vedligeholde det fromme Sind og den religiøse Stræben hos dem, der boede i den umiddelbare Nærhed, men virkede med magisk Trylleri i videre Kredse over det hele Land, og vakte en Forestilling om at selve Landet tilligemed dets Folk og Styrere stode under den hellige Mands særegne Beskyttelse, hvis Levninger Gud havde forundt at lade hvile i dets Skjød. De Gejstlige, der fulgte med Olaf Tryggvessøn, maatte derfor glæde sig over enhver Lejlighed der tilbød sig for dem til ogsaa at kunne erhverve en Lokal- eller National-Helgen for Norge. Og denne Lejlighed udeblev ej. En Begivenhed, der skulde have indtruffet i Haakon Jarls Dage just i den Egn, hvor Olaf Tryggvessøn nys havde holdt Thing, og der i og for sig selv, alle legendariske Udsmykninger fraregnede, ogsaa ret vel kan antages virkelig at have fundet Sted, gav Anledning til, at Norge fik sin første Nationalhelgen, den unge Christendom i Norge sit første Holdpunkt, og maaske ogsaa Kongen selv en aandelig Støtte, som han hidtil havde savnet.
Legenden lyder saaledes: I Kejser Otto den førstes Dage var der i Irland en fager Kongedatter, ved Navn Sunniva, der tidligt udmerkede sig ved sin Forstandighed og christelige Fromhed. Efter hendes Faders Død styrede hun Riget, og foregik sine Undersaatter med det herligste Exempel paa dydig Vandel. Rygtet om hendes Skjønhed og Elskværdighed kom ogsaa for en hedensk Hærkonge, som bejlede til hende; og da hun saa meget mindre vilde egte en Hedning, som hun havde bestemt sig til slet ikke at gifte sig, men tjene Gud i jomfrueligt Levnet, gav hun ham Afslag. Til Hevn begyndte han derfor at herje i hendes Rige, og truede ganske at lægge det øde, hvis hun ej bønhørte ham. Hun foretrak efter Overlæg med sine Frænder og Venner at forlade Landet, og drog bort, ledsaget af en talrig Skare Mænd, Kvinder og Børn, paa tre Skibe uden Sejl, Aarer, Ror, og Vaaben, overladende sig ganske til Guds Styrelse. Vinden drev dem mod Norden, henimod Norges Kyst, hvor Sunniva med den større Deel landede ved den lille Ø Selja eller Sellø nærved Stadland, og de øvrige ved Øen Kinn i Søndfjord. Disse Øer vare dengang ubeboede, og brugtes kun, ligesom de øvrige Ud-Øer, til Græsgang for Fæ. Sunniva og hendes Ledsagere søgte Ly i de store Huler, der findes i Fjeldet paa Vestsiden af Selja; i disse Huler boede de længe, ernærende sig ved Fiskeri, og dyrkende Gud. Men da Indbyggerne paa Fastlandet bleve var, at der var kommet Folk paa Øerne, antoge de dem for Vikinger eller Ugjerningsmænd, og tilskreve dem Skylden for, at flere Stykker Kvæg oftere savnedes. De henvendte sig derfor til Haakon Jarl med Bøn om at han vilde hjelpe dem til at fælde disse Ransmænd, og Jarlen begav sig i den Hensigt med en Skare Bevæbnede til Selja. Da Sunniva og hendes Følge saa de Bevæbnede komme for at angribe dem, gik de ind i Hulerne, bedende Gad øm en salig Død, og om at forskaane deres Legemer for at falde i Hedningernes Vold. Deres Bøn blev hørt, thi store Klippestykker faldt ned for de Huler, hvor de havde skjult sig, og Jarlens Mænd fandt ikke et Menneske. En Stund efter, da Haakon Jarl nys var dræbt, hændte det sig, at to anseede Bønder[1] fra Søndfjord vilde til Throndhjem for at tale med Jarlen, hvis Død de endnu ej havde erfaret. Ved at drage tæt forbi Selja saa de, siges der, et underligt Lys hæve sig lige fra Stranden til Himlen; de lagde til Lands, for at undersøge Aarsagen, og fandt et straalende Menneskehoved, der gav den sødeste Lugt fra sig; forundrede herover, toge de Hovedet med, for at bringe Jarlen det. Paa Søndmøre fik de vide at Haakon var dræbt og Olaf kommen i hans Sted, men de fortsatte dog Rejsen til Lade, bleve godt modtagne af Olaf, lode sig paa hans Anmodning døbe, og viste ham det medbragte Hoved. Da Kongen og Biskop Sigurd saa det, sagde de strax at det maatte tilhøre en Helgen, og bevarede det omhyggeligt. Efter Thinget paa Dragseid spurgte Kongen dem, der boede Selja nærmest, om de i den senere Tid havde seet underlige Tegn paa Øen. De sagde, at de oftere havde seet en Lysning over den. Kongen, Biskop Sigurd, og mange andre Folk begave sig nu ud til Selja, og bemerkede, at de Klipper, der laa foran de store Huler paa Vestsiden, for ikke mange Aar siden maatte være nedstyrtede. Ved at lede blandt Klippestykkerne fandt de Menneskebeen med en herlig Lugt, og endelig, da de kom til en Hule, hvor Klippestykket nys var styrtet fra Mundingen fandt de Sunnivas eget Lig aldeles heelt og uskadt, som om hun nys var død. Der blev strax bygget en Kirke, hvor alle disse hellige Levninger opbevaredes[2]. Siden opkom det Sagn, at Sunnivas Broder Albanus havde fulgt hende og ligeledes ladet sit Liv der i en af Hulerne, og vist er det, at det prægtige Kloster, som senere oprettedes, blev helliget St. Albanus: dog er dette sandsynligviis kun Englands bekjendte Protomartyr, der døde allerede i Kejser Diokletians Dage[3]. Ogsaa paa Kinn skal der, som der fortælles, have været seet underlige Tegn, men hvorledes de hellige Mænd, som landede der, kom af Dage, fortælles ej. At der paa Selja visselig har været forefundet saadanne Been, som de her omtalte, maa vel antages som afgjort, og en from List, hvilken man i de Dage til et saa godt Øjemed ansaa tilladelig, har gjort det øvrige[4]. Vist er det, at Kirken og Helligdommen paa Selja, om ej strax, saa dog ikke lang Tid efter, blev Moder- og Centralkirken for Christendommen i hele Gulalhingslagen, og er at betragte som Grundvolden for den senere oprettede bergenske Biskopsstol[5]. De saakaldte Seljemænds, eller Sunnivas og hendes Følges Dødsdag, der henførtes til d. 8de Juli, blev en Festdag for hele Norge, og kjendes endnu paa mange Steder af Almuen[6].
- ↑ Legenden kjender deres Navne: Thord Egileifssøn og Thord Jorunnssøn. Det er allerede forhen (S. 18) bemerket, at naar Odd Munk taler om to Mænd, Thord Ingileifssøn (i det opr. Hdskr. maaske kun J.son) og Thord Egileifssøn, der ej vilde svige Tryggve ved Veggesund, men forlode Gudrøds Hær, da menes aabenbart de her nævnte, hvilke den legendariske Fortæller allerede ved denne Lejlighed vil forherlige. – Odd Munk fortæller (Cap. 26) ogsaa om en anden Bonde, der ved at søge efter sin Hoppe paa Selja opdagede et Lys over Klipperne.
- ↑ I Flatøbogens Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga (Skaalhalt udg. II. S. 9) siges der, at foran Hulen byggedes Kirken, og foran denne igjen lod Kong Olaf opføre en Steenmuur,faa høj og fast som det sterkeste Virke, og at dette er et beundringsværdigt Arbejde; ligeledes at Klosteret opførtes længer nede, foran Muren. Denne Muur synes at være de opmurede Terrasser, 21 Alen brede, 14 lange og 12–14 Alen høje, hvorom Klüwer taler i sin Beskrivelse af Ruinerne (Norske Mindesmerker S. 135), og som ere anførte paa den ledsagende Grundtegning.
- ↑ Allerede i Ol. Trygg. S. Cap. 108 ansees det rimeligt, at denne Albanus er den bekjendte engelske St. Albanus, og at det kun er hans Hoved, som skulde findes paa Sellø. Maaske det der fundne Hoved, hvorom Legenden taler, senere er udgivet for St. Albanus’s. Odd Munk Cap. 27 fortæller naturligviis at Albanus var med.
- ↑ Om denne Legende se foruden de forhen nævnte Steder ogsaa Beretningen i Missalerne for Nidaros og Aabo, meddeelte i Langebeks Scr. rer. Dan. IV. S. 14 og 21. Spørgsmaalet bliver altid, hvorledes Beretningen allerførst er opkommen, om maaske Olaf selv har medbragt Sagnet om en Sunnivas Afrejse fra Irland, og troet at gjenkjende hende og hendes Følge i de forefundne Levninger. Thi af disse selv kunde man jo ej erfare, hvorfra de hidrørte.
- ↑ Se Langes Tidsskrift, 5te B. S. 12–13.
- ↑ Den kaldtes Seljumannavaka. Hvorledes Bygningernes Antal paa Selja siden tiltog og St. Sunnivas Levninger endelig flyttedes til Bergen, skal senere omtales.