Det norske Folks Historie/2/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſaaledes ej alene med et ſjeldent Held at have chriſtnet hele Viken- og Gulathingslagen, men ogſaa at have grundlagt en Nationalhelligdom og Moderkirke, og derhos med megen Klogſkab at have ſtiftet Venſkab og Svogerſkab med de mægtigſte Mænd baade paa Øſtlandet og Veſtlandet, vendte Olaf tilbage til Throndhjem, i det Haab, at han nu ligeledes kunde begynde Omvendelſesverket i dette Landſkab, det fornemſte i Riget og hidtil Hedendommens Hovedſæde. Saa længe Throndhjem endnu var hedenſk, havde Chriſtendommen i de øvrige Dele af Landet kun lidet at betyde. Det vilde i alle Fald kun lede til en Adſplittelſe mellem den nordlige og ſydlige Deel af Riget, hvis hiin fremdeles vedblev at være hedenſk, medens den ſidſte var chriſten, iſær da den danſk-bremiſke Gejſtligheds Indflydelſe i Viken nødvendigviis maatte begunſtige Danekongernes gamle Fordringer paa dette Landſkab. Det gjaldt ſaa at ſige om at gjøre Chriſtendommen national, og at faa dens Hovedſæde og Middelpunkt oprejſt i Norden, i Rigets Hovedlandſkab. At Olaf ikke ſtrax ved ſin Fremtræden i Thrøndelagen optraadte ſom den nye Læres Forkynder, var i ſin Orden; førſt maatte han ſikre ſig Lydighed i Rigets øvrige Dele, og det var tillige naturligt, at han begyndte med det Landſkab, hvor Chriſtendommen allerede havde flere Tilhængere, og hvor han ſelv havde fleeſt Frænder. Men nu, da de fleſte Kyſtfylker vare chriſtnede, og da Rygtet om hans Færd viſtnok allerede var gaaet forud for ham til Thrøndelagen, kunde Verket ej længer opſættes. Han opholdt ſig derfor kun i Forbigaaende ved at chriſtne Nordmøre, hvilket ſynes at have gaaet meget let fra Haanden. Det beſtod vel og kun i at han holdt et eller et Par Thing, paa hvilke han aftvang Indbyggerne Løftet om at lade ſig døbe. Derfra ſtyrede han lige ind til Lade.

Det førſte, han her foretog ſig, var at ødelægge Hovet, ſom ſtod der. Alle de Koſtbarheder, ſom fandtes i det, lod han borttage, ſaa vel ſom al Stads fra Gudebillederne; han tog ligeledes en ſtor Guldring, ſom Haakon Jarl havde ladet gjøre, og ſom hang udenpaa Døren; derpaa lod han det nedbryde og opbrænde tilligemed Gudebillederne. Men allerede nu ſaa Olaf, hvad han kunde vente ſig af Thrønderne, thi aldrig ſaa ſnart havde de erfaret at Templet var ødelagt, førend de ſkare Hærør op, lode den gaa om i de nærmeſte Fylker, og opbøde en Hær, hvormed de agtede at angribe Kongen. Olaf fandt det raadeligſt, endnu for det førſte at undgaa et Sammenſtød med dem, og ſejlede derfor med ſit hele Følge atter ud af Fjorden, for at prøve ſin Lykke paa Haalogaland. Men da han kom nordefter til Bjørnør, eller, ſom det ogſaa berettes, til Naumdal[1], fik han høre, at man ogſaa paa Haalogaland var rede til at modtage ham med væbnet Haand og hindre ham fra at komme i Land, i hvilket Øjemed en Hær havde ſamlet ſig under Anførſel af de tre mægtige Høvdinger, Thore Hjort fra Vaagen, Eyvind Kinnriva, og Haarek af Thjøtta, en Søn af Eyvind Skaldeſpilder. Han vendte derfor om igjen, og ſtyrede atter ind i Throndhjemsfjorden, da han fik høre at Bønderne i Throndhjem havde adſpredt ſig ved Efterretningen om at han vilde gjeſte Haalogaland.

Olaf eller hans Raadgivere indſaa formodentlig nu, at det ej var nok at tilintetgjøre Templet paa Lade, naar man ej tillige udſlettede de Erindringer, ſom dertil knyttede ſig, nemlig ved at oprette et nyt Kongeſæde i Stedet for Jarleſædet, og en kongelig Kirke, der ſtod i ſamme Forhold til det nye Kongeſæde, ſom Templet paa Lade havde ſtaaet til Jarleſædet. Et ſaadant Kongsgaard- og Kirke-Anlæg vilde være et haandgribeligt Tegn paa den nye Tingenes Orden. Det vilde paa det nøjeſte knytte ſig til den unge Chriſtendom, og ligeſom være udgaaet fra denne. Men af endnu ſtørre Betydning vilde det være, naar det forbandtes med Anlægget af en By, der hævede ſig i Ly af Kirken og Kongsgaarden Deels vilde en By være et end tydeligere Beviis paa at Hedendommens vilde Tider vare afløſte af en ny, fredeligere og mere civiliſeret Tidsalder; deels maatte de materielle Fordele, en Handelsſtad bragte Omegnen, bidrage til at forſone dennes Beboere med Chriſtendommen og den Civiliſation, den bragte i ſit Følge; og endelig maatte den altid tilſtedeværende Befolkning i en ſaadan, af Kongen og Kirken afhængig, By, afgive et temmelig godt Værn mod ethvert Angreb af Hedningerne enten paa,den nye Kirke eller dens Forkæmpere, ſaa meget mere ſom man maa antage, at de førſte Beboere af en ſaadan Stad for en ſtor Deel vilde blive fremmede, iſær engelſke, Kjøbmænd, i hvis egen Interesſe det laa at ſlutte ſig til Kongen og Kirken ſom en paalidelig Livvagt. Efter al Sandſynlighed har Biſkop Sigurd og de øvrige engelſke Gejſtlige, ſom Olaf medbragte, raadet ham til et ſaadant Skridt, det bedſte Værn mod de Farer, der nu truede ham fra Thrøndelagens Bønder. Og ſaaledes blev Nidaros anlagt (996). Pladſen dertil var ſaare ſkjønſomt valgt. Strax veſtenfor Lade, mellem Lade-Hammeren og Fjeldet Graakallens yderſte Fod, løber en Vig ind, der optager Elven Nid; denne Elv nærmer ſig Vigens inderſte, ſydveſtlige Krog (Ilsviken) paa omtrent 400 Alens Afſtand, men bøjer derpaa pludſelig atter mod Sydøſt, gjør en betydelig Sving henimod den modſatte Side af Bugten, og falder endelig her i Søen, henimod 2500 Alen fra det Sted, hvor den gjør den førſte Bøjning. Derved kommer den til at danne en Halvø, forbunden med Faſtlandet ved et ſmalt, kun 400 Alen bredt, Eid, men ſom udvider ſig mod Øſten til en Bredde af henimod 2000 Alen, og ſaaledes afgiver rundelig Plads, idet tillige Elvens ſejlbare Udløb langs hele Øſtſiden af Halvøen danner en, i det mindſte for hine Tider, tilſtrækkelig Skibshavn. Paa denne Halvø, der følgelig maatte være let at forſvare mod Angreb enten fra Land- eller Sø-Siden, beſluttede Olaf at anlægge Staden med Kongsgaard og Kirke. Halvøen ſelv, eller i det mindſte dens yderſte Deel, kaldtes paa den Tid Nidarnes. Efter nogles Sigende ſkal her kun have ſtaaet en eneſte Gaard[2], der altſaa maa være den ſamme ſom den, hvor den forhen omtalte Thorgeir Afraadskoll boede; ifølge en anden Efterretning ſkal der dog ved Olafs Ankomſt have ſtaaet nogle faa Handelsmænds Huſe ved det egentlige Nidaros eller Elvemundingen[3], og dette er i ſig ſelv ej uſandſynligt, da Nærheden af Jarleſædet paa Lade altid maa have bevirket nogen ſtørre Handelsrørelſe paa dette Sted, hvor ingen anden bekvem Havn fandtes, end Elve-Oſen. Og disſe Kjøbmandshuſe, der maaſke endog kun have været Skibsnauſt, har man maaſke ikke regnet ſom egentlige Gaarde. Da den yderſte Deel af Halvøen, der vender mod Fjorden, netop danner hine Ører, paa hvilke det forhen omtalte Ørething holdtes, er det heller ikke uſandſynligt, at der her bar ſtaaet nogle Boder for Thingfolkene, ſaa at altſaa Halvøen maaſke allerede paa denne Tid frembød Synet af en ſtørre Klynge Huſe, end man ellers var vant ved at ſe ſamlede paa eet Sted.

Olaf begyndte med at grundlægge en Kongsgaard, temmelig langt ude, ved den ſaakaldte Skipakrok, der maa have været en i Løbet af de nyere Tider udjevnet Krog eller Vig af Elven ſtrax indenfor Brat-Ørene eller den yderſte Spids af Ørene. Strax ovenfor Kongsgaarden lod han, endnu ſamme Høſt, Opførelſen af en Kirke paabegynde, og lod tillige Tomter afſtikke til Huſe langs Elvebredden, fra Skibekrogen og opover mod Syd; disſe Tomter gav han dem, ſom vilde opføre Gaarde der. Stort var vel ikke Anlægget i Førſtningen, men nogle Gaarde maa dog ſtrax have været opførte, da der endnu ſamme Vinter tales om „Gaden“[4]. Denne Gade har dog nok kun beſtaaet af en meſte Rad Huſe langs Elven, med tilhørende Brygger, og den kan ej have ſtrakt ſig ſtort over fire hundrede Skridt ovenfor Kongsgaarden, da den endnu over 30 Aar ſenere neppe naaede længere[5]. Kongsgaarden ſelv fik Olaf under Tag endnu ſamme Høſt, ſaa at han allerede kunde beſtemme ſig til at tage Vinterophold der. Kirken blev færdig om Julen, og indviedes til St. Clemens, de Søfarendes Skytspatron, til hvilken ogſaa de i London boſatte Daners Kirke var indviet[6], et Tegn mere, paa, at Indvirkning fra de i England nationaliſerede Nordboer her gjorde ſig gjeldende. Der ſiges, at Olaf havde mange Folk om ſig og meget Arbejde fore: dette bliver og begribeligt, naar man ſer hen til, hvor meget han allerede i denne førſte Høſt fik udrettet. Navnet „Nidaros“ ſynes Byen ikke ſtrax at have faaet, eller den blev i alle Fald ogſaa kaldet „Nidarnes“[7], indtil den førſte Benævnelſe blev den almindeligſte. Men i Tidens Løb blev det meeſt ſædvanligt, ſimpelt hen at kalde den „Kaupangen“ eller „Kjøbſtaden“, eller „Kaupangen i Throndhjem“, og dette er Aarſagen til, at Navnet „Nidaros“ nuomſtunder ganſke er gaaet af Brug, og at Staden ſlet og ret benævnes „Throndhjem“[8].

At ingen boſatte ſig i Nidaros, uden at være Venner af Olaf og Chriſtendommen kan man lettelig forſtaa, og omringet af denne Skare kunde Olaf fra ſin nye, forholdsviis trygt beliggende, Kongsgaard med Rolighed betragte Thrøndernes Misnøje, og med ſtørre Sikkerhed, end førſte Gang, gjentage ſit Forſøg paa at udrydde Hedendommen. I Begyndelſen af Vinteren lod han derfor ſende Bud rundt om i hele Throndhjem og ſtevnede alle 8 Fylkers Indbyggere til Thing paa Froſten. Men Bønderne forandrede, ſom det ſiges, Thingbudet til Hærør, og ſtevnede ſammen Thegn og Træl fra hele Throndhjem. Da Kongen kom til Thinget, fandt han derfor den hele Bondehob fuldt bevæbnet. Imidlertid blev dog Thinget ſat, og Kongen begyndte at forkynde Troen for Folket. Men han havde ikke talt længe, førend Bønderne raabte imod ham og bade ham tie, ellers, ſagde de, vilde de angribe ham og jage ham af Landet; den ſamme Truſel havde de budt Haakon Adelſteensfoſtre, ſom derfor ogſaa havde maattet give efter, og de agtede ikke Olaf mere end ham. Da Kongen ſaa, hvor heftige Bønderne vare, og hvor ſtor Overmagt de havde, vendte han ſin Tale ſaaledes, at han lod ſom om han var enig med dem. Han ſagde, at han ej vilde viſe ſig utaknemmelig mod dem, der havde taget ham, en dem ubekjendt Mand, til Konge, og bryde den Ed, han havde ſvoret dem, eller ſtride med dem, men at han heller vilde indfinde ſig ved deres fornemſte Blotfeſt, for at ſe deres Skikke; ſiden kunde man da tage nærmere Beſtemmelſe med Henſyn til den Tro, alle tilſammen ſkulde have. Da Kongen talede ſaa ſindigt og føjeligt til Bønderne, formildedes deres Sind. Alle deres øvrige Forhandlinger gik i al Venlighed fra Haanden, og det aftaltes; at Olaf ſkulde komme til det ſtore Midvintersblot, der efter gammel Skik ſtod inde paa Mæren i Sparbuen, og hvorved alle de anſeede Bønder i Thrøndelagen plejede at indfinde ſig. Den, der egentlig førte Ordet for Bønderne paa dette Thing, og iſær ophidſede dem til at modſætte ſig Kongens Ønſker, var den mægtige Skegge Aasbjørnsſøn, ſædvanligviis kaldet Jern-Skegge, fra Gaarden Upphaug paa Yrje (Ørlandet). Han var en Broder af hiin Aaluf, der var gift med Klypp Herſe paa Hørdeland, og hvis Forførelſe ved Kong Sigurd Sleva havde givet Anledning til dennes Drab; han og hans Frænde Styrkaar Reidarsſøn fra Gimſe havde været blandt Anførerne i Jomsvikinge-Slaget[9]. Uagtet Skegges Gaard Upphaug egentlig laa paa Nordmøre, havde han dog, ſom vi ſaaledes erfare, mægtige Frænder i Throndhjem, hvilket i vidtløftig Forſtand indbefattede alle de Bygder, der .omgave Fjorden lige til dens Munding, og dette var vel Aarſagen, hvorfor han her optraadte ſom Thrøndernes Talemand. Muligt er det og, at han ved Olafs Ankomſt til Nordmøre for at chriſtne dette Fylke har forladt ſin Gaard og er dragen i Forvejen til Thrøndelagen for at bearbejde Gemytterne mod Kongen. Men nu lod han, ſaa vel ſom de øvrige, ſig berolige ved Kongens Tale, og man forlod Thinget i Fred og Ro.

Mod Slutningen af Julen, kort før Blotet paa Mæren ſkulde begynde, indbød Olaf alle Høvdinger og Storbønder fra Strinden, Gauldalen og Orkedalen til et Gilde paa Lade, enten fordi Kongsgaarden endnu ikke var ſaa færdig, at han kunde modtage et talrigt Selſkab der, eller fordi han maaſke troede, at Foreſtillingen om at ſkulle opholde ſig i Nidaros var de Indbudne mindre behagelig, og derfor vilde afſkrække dem fra at komme[10]. Men han havde 30 vel bemandede Skibe liggende i Nidelven, og var ſaaledes ſikret mod enhver Fare. De Indbudne kom, og han tog vel imod dem og bevertede dem paa det bedſte den førſte Aften, ſaa at de bleve temmelig drukne. Den næſte Morgen lod han ſynge Mesſe for ſig, og derefter blæſe til Huusthing. Hans Mænd ſamlede ſig fra Skibene, i et langt ſtørre Antal end de tilſtedeværende Bønder. Her talte Kongen ſaaledes: „da vi ſidſt holdt Thing inde paa Froſten, bød jeg Bønderne, at de ſkulde lade ſig døbe, men de fordrede tvertimod, at jeg ſkulde blote med dem, ligeſom Haakon Adelſteensfoſtre fordum; jeg indvendte heller ikke noget derimod, men lovede at komme til Blotet inde paa Mæren. Dog, ſkal jeg endelig blote med Eder, da vil jeg anſtille et Blot af det ſtørſte Slags ſom nogenſinde har været brugt. Jeg vil ikke dertil vælge Trælle eller Forbrydere, men derimod de fornemſte Mænd og de mægtigſte Bønder“. Som ſaadanne udſeede Ofre nævnte han nu førſt ſex af de tilſtedeværende, nemlig Orm Lyrgja fra Medalhuus, Styrkaar af Gimſe, Kaar af Gryting, Aasbjørn Thorbergsſøn af Varnes, Orm af Lyren, og Haldor af Skerdingsſtedja[11]; ſiden, ſagde han, vilde han nævne ſer af Indthrønderne, og dem alle vilde han lade ofre for et godt Aar og Fred. Derpaa gav han ſine Mænd Befaling at gribe dem. Da de aldeles vare i Kongens Vold, og ſaa, hvad hans Henſigt var, faldt de ſtrax til Fode, og bade Kongen om Naade. Han ſkjenkede dem Livet, paa det Vilkaar,at de bekvemmede ſig til at antage Daaben, og aflagde Ed paa at ville overholde den rette Tro og lade al Blotſkab fare. Derpaa bleve de døbte, men Kongen beholdt dem dog hos ſig, indtil de havde faaet hentet deres Sønner, Brødre eller andre Nærpaarørende, og ſtillet dem ſom Giſler.

Efterat Olaf ſaaledes paa en ret klog, men ikke ſynderligt hæderlig Maade havde overliſtet Høvdingerne i Thrøndelagen, begav han ſig ſtrax efter Julen (997) til Mæren, hvor Midvinterblotet ſkulde ſtaa. Man ſer heraf at Haakon den godes Beſtemmelſe, ſom flyttede Midvinterblotet fra Huggenatten til de Chriſtnes Juletid, ej længer overholdtes, men at det atter var flyttet tilbage til den gamle hedenſke Juletid. Paa Mæren fandt Olaf alle de Høvdinger ſamlede, ſom iſær ſøgte at modſætte ſig Chriſtendommens Indførelſe. Jern-Skegge var nu, ſom paa Froſten, deres Formand og Ordfører, og til dem ſluttede ſig ogſaa alle de Storbønder, der plejede at foreſtaa Blotene i dette Hov. Kongen lod ſtrax kræve Thing, og ſaa vel hans Mænd, ſom Bønderne mødte her fuldt bevæbnede. I Førſtningen var der ſaadan Tummel, at man intet kunde høre; da det blev noget ſtillere, talte Kongen og bød Forſamlingen at antage Chriſtendommen. Jern-Skegge ſvarede paa Bøndernes Vegne, at de ej vilde tillade Kongen at bryde Loven for dem, men at han ſkulde blote, ligeſom hans Formænd før ham. Bønderne bifaldt hans Ord med megen Larm og ſagde at ſaa ſkulde det være, ſom Skegge havde ſagt. Kongen ſvarede meget ſagtmodigt, at han, efter den paa Froſten trufne Aftale, nu vilde gaa ind i Hovet og ſe deres Skikke og Fremgangsmaade ved Blotene. Dette ſyntes Bønderne godt om, og enkelte af dem ſaa vel ſom Kongen ſelv og nogle faa af hans Mænd gik til Hovet. Man maatte ej betræde Hovene med Vaaben, derfor gik alle ind vaabenløſe, og Kongen havde kun en Stav med guldbeſlagen Knap i Haanden[12]. I Hovet var der flere Gudebilleder; Thor havde Hæderspladſen i deres Midte; hans Billede var ſtort, og overalt prydet med Guld og Sølv. Kongen bævede nu ſin Stav, og ſlog til Thor ſaa at han faldt ned af Stallen og gik iſtykker. Dette var Tegnet for Kongens Mænd til at ſlaa alle de øvrige Gudebilleder ned. Og medens denne Ødelæggelſe ſkede inde i Hovet, blev Jern-Skegge dræbt udenfor Døren af Kongens Følge. Det Hele var aabenbart aftalt i Forvejen, og maa have foregaaet i en ſaadan Haſt, at Bønderne ej ret kunde beſinde ſig, førend det var for ſilde. Da Kongen kom ud igjen, bød han den forſamlede Skare ſætte ſig ned, og forelagde Bønderne ſom ſædvanligt to Vilkaar, enten ſtrak at lade ſig døbe, eller at forſøge Kamp; dog foreſtillede han dem, at han var mandſterkere end de troede, og at han havde beſtaaet mangen farligere Dyſt, end at ſlaaes med Bønder og Thorpere i Throndhjem. Bønderne havde været vante til at Skegge ſtillede ſig i Spidſen og førte Ordet for dem; da han nu var dræbt, var der ingen, de kunde holde ſig til; de tabte Modet og gave ſig Olaf i Vold. Han lod da alle dem af de Tilſtedeværende, der endnu vare udøbte, døbe, og tog Giſler af dem paa at de ſkulde overholde Chriſtendommen. Siden ſendte han Preſter, ledſagede af hans Mænd, om i hele Thrøndelagen forat døbe Folket, men drog ſelv tilbage til Nidaros. Saaledes havde han da paa en Viis ogſaa faaet Thrøndelagen chriſtnet, og af alle Fylker langs Kyſten ſtode kun Naumdølafylke og Haalogaland tilbage at chriſtne. Man kan visſelig ikke bifalde den Maade, paa hvilken Olaf her gik frem, thi ſtrengt taget ſveg han ej alene det Løfte, han i ſin Tid havde givet Thrønderne, da de toge ham til Konge, men han ſkuffede endog den Tillid, de ved denne ſæregne Lejlighed viſte ham. Dog, religiøſe Henſyn undſkyldte i hine Tider fuldkommen en ſaadan Ferd, og, beſynderligt nok, ej engang de Høvdinger, ſom han ſaaledes overliſtede, ſynes at have regnet ham det videre til Laſt.

Olaf ſkyldte imidlertid at betale Bøder for Drabet paa Skegge, der, ſom vi allerede have ſeet, havde mange mægtige Frænder, blandt hvilke Styrkaar paa Gimſe. Kongen havde en Sammenkomſt med dem, og tilbød dem Bøder og Forlig. Det kom og til et Forlig, hvorved det blandt andet beſtemtes, at Olaf ſkulde egte Skegges efterladte Datter Gudrun. Brylluppet blev virkelig holdt, men allerede den førſte Nat, Olaf og Gudrun tilbragte ſammen, og hun troede at han ſov, tog hun en Kniv frem og vilde ſtikke ham ihjel med den, for ſaaledes at hevne ſin Fader. Kongen var dog vaagen og merkede det, tog Kniven fra hende, gik op af Sængen, og fortalte ſine Mænd, hvad der var ſkeet. Gudrun tog ſine Klæder, og rejſte hjem med alle dem, der havde fulgt hende. Det lader ikke til at Kongen tog nogen Straf over hende eller hendes Frænder for dette Mordforſøg[13].

  1. Dette fortælles i Olaf Tr. S. Cap. 150, ſom tillige har en vidtløftig, fabelagtig Fortælling om Kongens. Beſøg hos Blot- og Troldmanden Raud, der der ſkal have boet paa Raudsø ved Naumdal, en Ø, der, hvis den ej, ſom man ſnareſt ſkulde formode, er opdigtet, maaſke kunde være en af Rødøerne i Nærheden af Oxbaaſen, eller maaſke en af de to ſtore Øer Oterø (Otrey) og Jøen (Jóð), der ved Rødſund adſkilles fra hinanden. Denne Raud, fortælles der, ſkulde egentlig være en Søn af Ragnvald fra Ærvik, hvilken Faderen ſelv havde ſendt fra ſig ſom Barn, fordi han ej ſkulde være et Vidne mod ham ſelv om Thorolf Skjalgs Indebrænding; Olaf ſkal ved Opholdet paa Dragseid have beſøgt Ragnvald, og, da han ej vilde lade ſig døbe, taget ham med ſig ſom Fange; ligeledes ſkal han og, efter en Styrkeprøve med Thor, have taget Raud med ſig; endelig ſkal det have lykkets ham at faa dem omvendte og indbyrdes forligte med hinanden. Det eneſte ſande heraf er neppe andet end at Ragnvald virkelig havde indebrændt Thorolf Skjalg, og at Olaf maaſke fik ham omvendt til Chriſtendommen.
  2. Se Olaf den helliges Saga Cap. 53. Fagrſkinna Cap. 72. Jvfr. Fortalen til Snorre (og til Olaf den helliges Saga), hvor det heder at Thorgeir boede i Nidarnes, paa det Sted, hvor Olaf ſiden lod anlægge Byen.
  3. Thjodrek Munk, Cap. 10: profectus est (Olaf) in locum, qui dicitur Nidrosiensis, ubi tunc quidem pauculæ domus diversorum negotiatorum habebantur.
  4. Gade (stræti) omtales ſaaledes allerede i Ol. Tr. S. Cap. 163. Julen efter at Anlægget var paabegyndt. Denne Gade maa have været kaupmannastræti, (Kjøbmandsgaden).
  5. Dette vil viſe ſig nedenfor, hvor der handles om den førſte Begravelſe af St. Olafs Lig. Den ſaakaldte Saurlid, omtrent halvvejs mellem Bratørene og Domkirken, laa dengang udenfor Byen.
  6. Se Worsaae, Minder om de Danſke og Nordmændene i Engl. o. ſ. v. S. 38, 39. I St. Clemens’s Liv var der ogſaa meget, der mindede om Olafs Barndomshiſtorie. Ligeſom Olaf i ſin Barndom var bleven ſkilt fra ſin Moder, ſaaledes var og Clemens ſkilt fra ſin Moder Matidiana, og gjenfandt hende ej førend efter mange Eventyr.
  7. Der gives en Mynt fra Harald Haardraades Tid, hvor endnu Navnet NIÐARNE(S) forekommer paa Bagſiden, ſ. Holmboes, das älteſte Münzweſen Norwegens S. 37.
  8. Ol. Tr. S. 133, 160, Sn. 77. Det er forhen (S. 285) omtalt, hvorledes Snorre lader Olaf rejſe fra Haalogaland lige til Viken, og førſt ſenere, nemlig i Aaret C (997) komme tilbage til Throndhjem, chriſtne Thrønderne ved Midſommertider, og om Høſten anlægge Throndhjem. Hvad der taler mod dette, er iſær den Omſtændighed, at der nævnes om Midſommerblot paa Mæren, hvilket ellers ikke var almindeligt. Dertil kommer, at det maa have været magtpaaliggende for Olaf at ſikre ſig et nogenlunde trygt Tilflugtsſted i Nidaros, førend han fornyede ſit Forſøg paa at chriſtne Thrønderne.
  9. Om Skegge og hans Frænder, ſ. o. S. 31, 116.
  10. Det er kun Snorre, Cap. 76, der her nævner Lade, og taler om de 30 Skibe, og det maa viſtnok merkes, at han endnu ej har talt om Anlægget af Nidaros. Ol. Tr. S. Cap. 65 forudſætter Nidaros ſom Stedet. Imidlertid ſynes Snorres Angivelſe meget rimelig, af de ovenfor nævnte Grunde. Odd Munk nævner ogſaa Lade, men henfører Begivenheden til en anden Lejlighed, ſom ſiden ſkal nævnes.
  11. Af disſe Navne ere Kaar af Gryting og Orm af Lyren noget mistænkelige, da de og nævnes 46 Aar tidligere, under Haakon den gode, ſe ovf. S. 723. Dog kunde det jo viſtnok være muligt, at de vare Sønner af hiine, med ſamme Navne ſom deres Fædre. Aasbjørn maa have været en Søn af den paa ſamme Sted nævnte Thorberg af Varnæs (i Stjørdalen); i de fleſte Haandſkrifter ſtaar paa nærværende Sted fejlagtigt Ørnes. Man ſer forreſten heraf, at der i Gildet ogſaa var Folk fra Stjørdalen. Orm Lyrgja og Halldor ere bekjendte fra Opſtanden mod Haakon Jarl, men det ſiges ej, da Orm førſte Gang omtales, at han ejede Medalhuus; tvertimod var Jarlen netop til Gilde der, da han ſendte ſine Trælle til Bunes, for at hente Gudrun. Dog er det muligt, at han ſenere kan have erhvervet Medalhuus. Odd Munk kalder ham „Orm lygra af Bunes i Gauldal, gift med Gudrun, Datter af Bergthor, og Syſter af Aasgaut paa Selvaag, hvis Moder var Thurid, Syſter af Thorodd Gode paa Ølvus“. Det forhen omtalte Sagn fortæller om ham, at han ſkal have begravet den paa Rimul dræbte Jarls Lig, og at han ſiden af den Konge, der afſkaffede Hedendommen, fik Tilbud om at blive hans Hirdmand, hvilket han dog ej vilde modtage, men flyttede fra Steine paa Bynesſet, hvor han forhen boede, til Bunes, hvor han og hans Huſtru ſiden døde paa ſamme Dag, 100 Aar gamle, og begroves af deres Børnebørn, der rejſte to Bautaſtene over dem, af hvilken den ene endnu ſtaar. Flere Omſtændigheder ved dette Sagn, navnlig Formerne „Bynesſet“ og „Rimul“ vidne om at det i alle Fald er blevet lempet efter, om ikke ligefrem opſtaaet af Beretningen hos Snorre.
  12. I Sagaerne kaldes denne Stav refði, hvilket Ord bruges eenstydigt med bryntröll (ſe Vallaljots S. Cap. 3 ſammenholdt med Laxdølaſaga Cap. 87); dette ſidſte Ord betegner undertiden og et Slags Vaaben, der nærmesſt kan ſammenlignes med en Stridskolbe eller Morgenſtjerne; da dog Olafs refði ej betragtedes ſom et Vaaben, kan det neppe have været andet end en temmelig lang Stav med en ſvær Knap. eller Kolbe, og ſiden der tales om Guldbeſlag, maa dette viſtnok have været paa Knappen og maaſke et Stykke nedover, hvor Haanden ſluttede om den.
  13. Olaf Tr. S. Cap. 162, 165—168. Snorre Cap. 72—78. Olaf Tr. Saga er her overalt mere ordrig end Snorre, iſær lægger den Kongen lange Taler i Munden, ſom han neppe nogenſinde i Virkeligheden har holdt. Thjodrek Munk (Cap. 11) omtaler Kongens Beſøg paa Mæren, men forvexler det aabenbart med den Beretning, ſom nedenfor vil blive meddeelt, nemlig om Sejdmændenes Indebrænding. — Odd Munk fortæller alt dette paa en forſkjellig Maade. Førſt beretter han i Cap. 27 (i den trykte Udgave er her en Lakun) om Gildet paa Lade, hvor „Høvdingerne“ (det ſiges ikke hvad de hed, kun at de vare fra Throndhjem, endog de fjerneſte Hereder) bleve tvungne til at lade ſig døbe ved Truſlen om Ofring; det omtales ſtrax efter Hørdelands Omvendelſe og Hyrnings og Thorgeirs Giftermaal, og ſtrax før Beretningen om Sigrid Storraade. Men længe efter, nemlig i Cap. 50, ſiges der, at han i ſit 4de Aar havde 8 Fylkers Thing paa Froſte, hvor Jern-Skegge, Styrkaar Eindrideſøn af Gimſe, og Orm lygra af Bynes kom med deres Frænder, foruden mange andre. Jern-Skegge taler i Bøndernes Navn; Kongen lover, ſom ovenfor nævnt, at komme til „Hovedhovet“ paa Mæren; han begiver ſig did paa Ormen lange, ſinder 300 Mænd ſamlede, gaar ind i Hovet med en Bredøxe i Haanden, ledſaget af Bøndernes „Blotbiſkop“, og ſlaar Thor ned, medens Skegge dræbes udenfor; derpaa ſiger han: lad os forøge Blotene idet vi ej blote Trælle eller Oldinger, men eders Konger og de fornemſte Mænd“; derved blive Bønderne bange og lade ſig døbe; der bliver i alt døbt 600. Om Gudrun heder det, at hun havde været hans Frille, indtil han blev gift med Thyre (hvilket her foregaar før nysnævnte Begivenhed); men at han derpaa lod hende fare; om Mordforſøget nævnes intet. — Om Skegges Lig fortælle baade Snorre (Cap. 79) og Olaf Tr. Saga (Cap. 169), at det blev højlagt ved Auſtraat paa Yrje.