Det norske Folks Historie/2/33

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 299-308).

Efter saaledes ej alene med et sjeldent Held at have christnet hele Viken- og Gulathingslagen, men ogsaa at have grundlagt en Nationalhelligdom og Moderkirke, og derhos med megen Klogskab at have stiftet Venskab og Svogerskab med de mægtigste Mænd baade paa Østlandet og Vestlandet, vendte Olaf tilbage til Throndhjem, i det Haab, at han nu ligeledes kunde begynde Omvendelsesverket i dette Landskab, det fornemste i Riget og hidtil Hedendommens Hovedsæde. Saa længe Throndhjem endnu var hedensk, havde Christendommen i de øvrige Dele af Landet kun lidet at betyde. Det vilde i alle Fald kun lede til en Adsplittelse mellem den nordlige og sydlige Deel af Riget, hvis hiin fremdeles vedblev at være hedensk, medens den sidste var christen, især da den dansk-bremiske Gejstligheds Indflydelse i Viken nødvendigviis maatte begunstige Danekongernes gamle Fordringer paa dette Landskab. Det gjaldt saa at sige om at gjøre Christendommen national, og at faa dens Hovedsæde og Middelpunkt oprejst i Norden, i Rigets Hovedlandskab. At Olaf ikke strax ved sin Fremtræden i Thrøndelagen optraadte som den nye Læres Forkynder, var i sin Orden; først maatte han sikre sig Lydighed i Rigets øvrige Dele, og det var tillige naturligt, at han begyndte med det Landskab, hvor Christendommen allerede havde flere Tilhængere, og hvor han selv havde fleest Frænder. Men nu, da de fleste Kystfylker vare christnede, og da Rygtet om hans Færd vistnok allerede var gaaet forud for ham til Thrøndelagen, kunde Verket ej længer opsættes. Han opholdt sig derfor kun i Forbigaaende ved at christne Nordmøre, hvilket synes at have gaaet meget let fra Haanden. Det bestod vel og kun i at han holdt et eller et Par Thing, paa hvilke han aftvang Indbyggerne Løftet om at lade sig døbe. Derfra styrede han lige ind til Lade.

Det første, han her foretog sig, var at ødelægge Hovet, som stod der. Alle de Kostbarheder, som fandtes i det, lod han borttage, saa vel som al Stads fra Gudebillederne; han tog ligeledes en stor Guldring, som Haakon Jarl havde ladet gjøre, og som hang udenpaa Døren; derpaa lod han det nedbryde og opbrænde tilligemed Gudebillederne. Men allerede nu saa Olaf, hvad han kunde vente sig af Thrønderne, thi aldrig saa snart havde de erfaret at Templet var ødelagt, førend de skare Hærør op, lode den gaa om i de nærmeste Fylker, og opbøde en Hær, hvormed de agtede at angribe Kongen. Olaf fandt det raadeligst, endnu for det første at undgaa et Sammenstød med dem, og sejlede derfor med sit hele Følge atter ud af Fjorden, for at prøve sin Lykke paa Haalogaland. Men da han kom nordefter til Bjørnør, eller, som det ogsaa berettes, til Naumdal^[1], fik han høre, at man ogsaa paa Haalogaland var rede til at modtage ham med væbnet Haand og hindre ham fra at komme i Land, i hvilket Øjemed en Hær havde samlet sig under Anførsel af de tre mægtige Høvdinger, Thore Hjort fra Vaagen, Eyvind Kinnriva, og Haarek af Thjøtta, en Søn af Eyvind Skaldespilder. Han vendte derfor om igjen, og styrede atter ind i Throndhjemsfjorden, da han fik høre at Bønderne i Throndhjem havde adspredt sig ved Efterretningen om at han vilde gjeste Haalogaland.

Olaf eller hans Raadgivere indsaa formodentlig nu, at det ej var nok at tilintetgjøre Templet paa Lade, naar man ej tillige udslettede de Erindringer, som dertil knyttede sig, nemlig ved at oprette et nyt Kongesæde i Stedet for Jarlesædet, og en kongelig Kirke, der stod i samme Forhold til det nye Kongesæde, som Templet paa Lade havde staaet til Jarlesædet. Et saadant Kongsgaard- og Kirke-Anlæg vilde være et haandgribeligt Tegn paa den nye Tingenes Orden. Det vilde paa det nøjeste knytte sig til den unge Christendom, og ligesom være udgaaet fra denne. Men af endnu større Betydning vilde det være, naar det forbandtes med Anlægget af en By, der hævede sig i Ly af Kirken og Kongsgaarden Deels vilde en By være et end tydeligere Beviis paa at Hedendommens vilde Tider vare afløste af en ny, fredeligere og mere civiliseret Tidsalder; deels maatte de materielle Fordele, en Handelsstad bragte Omegnen, bidrage til at forsone dennes Beboere med Christendommen og den Civilisation, den bragte i sit Følge; og endelig maatte den altid tilstedeværende Befolkning i en saadan, af Kongen og Kirken afhængig, By, afgive et temmelig godt Værn mod ethvert Angreb af Hedningerne enten paa,den nye Kirke eller dens Forkæmpere, saa meget mere som man maa antage, at de første Beboere af en saadan Stad for en stor Deel vilde blive fremmede, især engelske, Kjøbmænd, i hvis egen Interesse det laa at slutte sig til Kongen og Kirken som en paalidelig Livvagt. Efter al Sandsynlighed har Biskop Sigurd og de øvrige engelske Gejstlige, som Olaf medbragte, raadet ham til et saadant Skridt, det bedste Værn mod de Farer, der nu truede ham fra Thrøndelagens Bønder. Og saaledes blev Nidaros anlagt (996). Pladsen dertil var saare skjønsomt valgt. Strax vestenfor Lade, mellem Lade-Hammeren og Fjeldet Graakallens yderste Fod, løber en Vig ind, der optager Elven Nid; denne Elv nærmer sig Vigens inderste, sydvestlige Krog (Ilsviken) paa omtrent 400 Alens Afstand, men bøjer derpaa pludselig atter mod Sydøst, gjør en betydelig Sving henimod den modsatte Side af Bugten, og falder endelig her i Søen, henimod 2500 Alen fra det Sted, hvor den gjør den første Bøjning. Derved kommer den til at danne en Halvø, forbunden med Fastlandet ved et smalt, kun 400 Alen bredt, Eid, men som udvider sig mod Østen til en Bredde af henimod 2000 Alen, og saaledes afgiver rundelig Plads, idet tillige Elvens sejlbare Udløb langs hele Østsiden af Halvøen danner en, i det mindste for hine Tider, tilstrækkelig Skibshavn. Paa denne Halvø, der følgelig maatte være let at forsvare mod Angreb enten fra Land- eller Sø-Siden, besluttede Olaf at anlægge Staden med Kongsgaard og Kirke. Halvøen selv, eller i det mindste dens yderste Deel, kaldtes paa den Tid Nidarnes. Efter nogles Sigende skal her kun have staaet en eneste Gaard^[2], der altsaa maa være den samme som den, hvor den forhen omtalte Thorgeir Afraadskoll boede; ifølge en anden Efterretning skal der dog ved Olafs Ankomst have staaet nogle faa Handelsmænds Huse ved det egentlige Nidaros eller Elvemundingen^[3], og dette er i sig selv ej usandsynligt, da Nærheden af Jarlesædet paa Lade altid maa have bevirket nogen større Handelsrørelse paa dette Sted, hvor ingen anden bekvem Havn fandtes, end Elve-Osen. Og disse Kjøbmandshuse, der maaske endog kun have været Skibsnaust, har man maaske ikke regnet som egentlige Gaarde. Da den yderste Deel af Halvøen, der vender mod Fjorden, netop danner hine Ører, paa hvilke det forhen omtalte Ørething holdtes, er det heller ikke usandsynligt, at der her bar staaet nogle Boder for Thingfolkene, saa at altsaa Halvøen maaske allerede paa denne Tid frembød Synet af en større Klynge Huse, end man ellers var vant ved at se samlede paa eet Sted.

Olaf begyndte med at grundlægge en Kongsgaard, temmelig langt ude, ved den saakaldte Skipakrok, der maa have været en i Løbet af de nyere Tider udjevnet Krog eller Vig af Elven strax indenfor Brat-Ørene eller den yderste Spids af Ørene. Strax ovenfor Kongsgaarden lod han, endnu samme Høst, Opførelsen af en Kirke paabegynde, og lod tillige Tomter afstikke til Huse langs Elvebredden, fra Skibekrogen og opover mod Syd; disse Tomter gav han dem, som vilde opføre Gaarde der. Stort var vel ikke Anlægget i Førstningen, men nogle Gaarde maa dog strax have været opførte, da der endnu samme Vinter tales om „Gaden“^[4]. Denne Gade har dog nok kun bestaaet af en meste Rad Huse langs Elven, med tilhørende Brygger, og den kan ej have strakt sig stort over fire hundrede Skridt ovenfor Kongsgaarden, da den endnu over 30 Aar senere neppe naaede længere^[5]. Kongsgaarden selv fik Olaf under Tag endnu samme Høst, saa at han allerede kunde bestemme sig til at tage Vinterophold der. Kirken blev færdig om Julen, og indviedes til St. Clemens, de Søfarendes Skytspatron, til hvilken ogsaa de i London bosatte Daners Kirke var indviet^[6], et Tegn mere, paa, at Indvirkning fra de i England nationaliserede Nordboer her gjorde sig gjeldende. Der siges, at Olaf havde mange Folk om sig og meget Arbejde fore: dette bliver og begribeligt, naar man ser hen til, hvor meget han allerede i denne første Høst fik udrettet. Navnet „Nidaros“ synes Byen ikke strax at have faaet, eller den blev i alle Fald ogsaa kaldet „Nidarnes“^[7], indtil den første Benævnelse blev den almindeligste. Men i Tidens Løb blev det meest sædvanligt, simpelt hen at kalde den „Kaupangen“ eller „Kjøbstaden“, eller „Kaupangen i Throndhjem“, og dette er Aarsagen til, at Navnet „Nidaros“ nuomstunder ganske er gaaet af Brug, og at Staden slet og ret benævnes „Throndhjem“^[8].

At ingen bosatte sig i Nidaros, uden at være Venner af Olaf og Christendommen kan man lettelig forstaa, og omringet af denne Skare kunde Olaf fra sin nye, forholdsviis trygt beliggende, Kongsgaard med Rolighed betragte Thrøndernes Misnøje, og med større Sikkerhed, end første Gang, gjentage sit Forsøg paa at udrydde Hedendommen. I Begyndelsen af Vinteren lod han derfor sende Bud rundt om i hele Throndhjem og stevnede alle 8 Fylkers Indbyggere til Thing paa Frosten. Men Bønderne forandrede, som det siges, Thingbudet til Hærør, og stevnede sammen Thegn og Træl fra hele Throndhjem. Da Kongen kom til Thinget, fandt han derfor den hele Bondehob fuldt bevæbnet. Imidlertid blev dog Thinget sat, og Kongen begyndte at forkynde Troen for Folket. Men han havde ikke talt længe, førend Bønderne raabte imod ham og bade ham tie, ellers, sagde de, vilde de angribe ham og jage ham af Landet; den samme Trusel havde de budt Haakon Adelsteensfostre, som derfor ogsaa havde maattet give efter, og de agtede ikke Olaf mere end ham. Da Kongen saa, hvor heftige Bønderne vare, og hvor stor Overmagt de havde, vendte han sin Tale saaledes, at han lod som om han var enig med dem. Han sagde, at han ej vilde vise sig utaknemmelig mod dem, der havde taget ham, en dem ubekjendt Mand, til Konge, og bryde den Ed, han havde svoret dem, eller stride med dem, men at han heller vilde indfinde sig ved deres fornemste Blotfest, for at se deres Skikke; siden kunde man da tage nærmere Bestemmelse med Hensyn til den Tro, alle tilsammen skulde have. Da Kongen talede saa sindigt og føjeligt til Bønderne, formildedes deres Sind. Alle deres øvrige Forhandlinger gik i al Venlighed fra Haanden, og det aftaltes; at Olaf skulde komme til det store Midvintersblot, der efter gammel Skik stod inde paa Mæren i Sparbuen, og hvorved alle de anseede Bønder i Thrøndelagen plejede at indfinde sig. Den, der egentlig førte Ordet for Bønderne paa dette Thing, og især ophidsede dem til at modsætte sig Kongens Ønsker, var den mægtige Skegge Aasbjørnssøn, sædvanligviis kaldet Jern-Skegge, fra Gaarden Upphaug paa Yrje (Ørlandet). Han var en Broder af hiin Aaluf, der var gift med Klypp Herse paa Hørdeland, og hvis Forførelse ved Kong Sigurd Sleva havde givet Anledning til dennes Drab; han og hans Frænde Styrkaar Reidarssøn fra Gimse havde været blandt Anførerne i Jomsvikinge-Slaget^[9]. Uagtet Skegges Gaard Upphaug egentlig laa paa Nordmøre, havde han dog, som vi saaledes erfare, mægtige Frænder i Throndhjem, hvilket i vidtløftig Forstand indbefattede alle de Bygder, der .omgave Fjorden lige til dens Munding, og dette var vel Aarsagen, hvorfor han her optraadte som Thrøndernes Talemand. Muligt er det og, at han ved Olafs Ankomst til Nordmøre for at christne dette Fylke har forladt sin Gaard og er dragen i Forvejen til Thrøndelagen for at bearbejde Gemytterne mod Kongen. Men nu lod han, saa vel som de øvrige, sig berolige ved Kongens Tale, og man forlod Thinget i Fred og Ro.

Mod Slutningen af Julen, kort før Blotet paa Mæren skulde begynde, indbød Olaf alle Høvdinger og Storbønder fra Strinden, Gauldalen og Orkedalen til et Gilde paa Lade, enten fordi Kongsgaarden endnu ikke var saa færdig, at han kunde modtage et talrigt Selskab der, eller fordi han maaske troede, at Forestillingen om at skulle opholde sig i Nidaros var de Indbudne mindre behagelig, og derfor vilde afskrække dem fra at komme^[10]. Men han havde 30 vel bemandede Skibe liggende i Nidelven, og var saaledes sikret mod enhver Fare. De Indbudne kom, og han tog vel imod dem og bevertede dem paa det bedste den første Aften, saa at de bleve temmelig drukne. Den næste Morgen lod han synge Messe for sig, og derefter blæse til Huusthing. Hans Mænd samlede sig fra Skibene, i et langt større Antal end de tilstedeværende Bønder. Her talte Kongen saaledes: „da vi sidst holdt Thing inde paa Frosten, bød jeg Bønderne, at de skulde lade sig døbe, men de fordrede tvertimod, at jeg skulde blote med dem, ligesom Haakon Adelsteensfostre fordum; jeg indvendte heller ikke noget derimod, men lovede at komme til Blotet inde paa Mæren. Dog, skal jeg endelig blote med Eder, da vil jeg anstille et Blot af det største Slags som nogensinde har været brugt. Jeg vil ikke dertil vælge Trælle eller Forbrydere, men derimod de fornemste Mænd og de mægtigste Bønder“. Som saadanne udseede Ofre nævnte han nu først sex af de tilstedeværende, nemlig Orm Lyrgja fra Medalhuus, Styrkaar af Gimse, Kaar af Gryting, Aasbjørn Thorbergssøn af Varnes, Orm af Lyren, og Haldor af Skerdingsstedja^[11]; siden, sagde han, vilde han nævne ser af Indthrønderne, og dem alle vilde han lade ofre for et godt Aar og Fred. Derpaa gav han sine Mænd Befaling at gribe dem. Da de aldeles vare i Kongens Vold, og saa, hvad hans Hensigt var, faldt de strax til Fode, og bade Kongen om Naade. Han skjenkede dem Livet, paa det Vilkaar,at de bekvemmede sig til at antage Daaben, og aflagde Ed paa at ville overholde den rette Tro og lade al Blotskab fare. Derpaa bleve de døbte, men Kongen beholdt dem dog hos sig, indtil de havde faaet hentet deres Sønner, Brødre eller andre Nærpaarørende, og stillet dem som Gisler.

Efterat Olaf saaledes paa en ret klog, men ikke synderligt hæderlig Maade havde overlistet Høvdingerne i Thrøndelagen, begav han sig strax efter Julen (997) til Mæren, hvor Midvinterblotet skulde staa. Man ser heraf at Haakon den godes Bestemmelse, som flyttede Midvinterblotet fra Huggenatten til de Christnes Juletid, ej længer overholdtes, men at det atter var flyttet tilbage til den gamle hedenske Juletid. Paa Mæren fandt Olaf alle de Høvdinger samlede, som især søgte at modsætte sig Christendommens Indførelse. Jern-Skegge var nu, som paa Frosten, deres Formand og Ordfører, og til dem sluttede sig ogsaa alle de Storbønder, der plejede at forestaa Blotene i dette Hov. Kongen lod strax kræve Thing, og saa vel hans Mænd, som Bønderne mødte her fuldt bevæbnede. I Førstningen var der saadan Tummel, at man intet kunde høre; da det blev noget stillere, talte Kongen og bød Forsamlingen at antage Christendommen. Jern-Skegge svarede paa Bøndernes Vegne, at de ej vilde tillade Kongen at bryde Loven for dem, men at han skulde blote, ligesom hans Formænd før ham. Bønderne bifaldt hans Ord med megen Larm og sagde at saa skulde det være, som Skegge havde sagt. Kongen svarede meget sagtmodigt, at han, efter den paa Frosten trufne Aftale, nu vilde gaa ind i Hovet og se deres Skikke og Fremgangsmaade ved Blotene. Dette syntes Bønderne godt om, og enkelte af dem saa vel som Kongen selv og nogle faa af hans Mænd gik til Hovet. Man maatte ej betræde Hovene med Vaaben, derfor gik alle ind vaabenløse, og Kongen havde kun en Stav med guldbeslagen Knap i Haanden^[12]. I Hovet var der flere Gudebilleder; Thor havde Hæderspladsen i deres Midte; hans Billede var stort, og overalt prydet med Guld og Sølv. Kongen bævede nu sin Stav, og slog til Thor saa at han faldt ned af Stallen og gik istykker. Dette var Tegnet for Kongens Mænd til at slaa alle de øvrige Gudebilleder ned. Og medens denne Ødelæggelse skede inde i Hovet, blev Jern-Skegge dræbt udenfor Døren af Kongens Følge. Det Hele var aabenbart aftalt i Forvejen, og maa have foregaaet i en saadan Hast, at Bønderne ej ret kunde besinde sig, førend det var for silde. Da Kongen kom ud igjen, bød han den forsamlede Skare sætte sig ned, og forelagde Bønderne som sædvanligt to Vilkaar, enten strak at lade sig døbe, eller at forsøge Kamp; dog forestillede han dem, at han var mandsterkere end de troede, og at han havde bestaaet mangen farligere Dyst, end at slaaes med Bønder og Thorpere i Throndhjem. Bønderne havde været vante til at Skegge stillede sig i Spidsen og førte Ordet for dem; da han nu var dræbt, var der ingen, de kunde holde sig til; de tabte Modet og gave sig Olaf i Vold. Han lod da alle dem af de Tilstedeværende, der endnu vare udøbte, døbe, og tog Gisler af dem paa at de skulde overholde Christendommen. Siden sendte han Prester, ledsagede af hans Mænd, om i hele Thrøndelagen forat døbe Folket, men drog selv tilbage til Nidaros. Saaledes havde han da paa en Viis ogsaa faaet Thrøndelagen christnet, og af alle Fylker langs Kysten stode kun Naumdølafylke og Haalogaland tilbage at christne. Man kan visselig ikke bifalde den Maade, paa hvilken Olaf her gik frem, thi strengt taget sveg han ej alene det Løfte, han i sin Tid havde givet Thrønderne, da de toge ham til Konge, men han skuffede endog den Tillid, de ved denne særegne Lejlighed viste ham. Dog, religiøse Hensyn undskyldte i hine Tider fuldkommen en saadan Ferd, og, besynderligt nok, ej engang de Høvdinger, som han saaledes overlistede, synes at have regnet ham det videre til Last.

Olaf skyldte imidlertid at betale Bøder for Drabet paa Skegge, der, som vi allerede have seet, havde mange mægtige Frænder, blandt hvilke Styrkaar paa Gimse. Kongen havde en Sammenkomst med dem, og tilbød dem Bøder og Forlig. Det kom og til et Forlig, hvorved det blandt andet bestemtes, at Olaf skulde egte Skegges efterladte Datter Gudrun. Brylluppet blev virkelig holdt, men allerede den første Nat, Olaf og Gudrun tilbragte sammen, og hun troede at han sov, tog hun en Kniv frem og vilde stikke ham ihjel med den, for saaledes at hevne sin Fader. Kongen var dog vaagen og merkede det, tog Kniven fra hende, gik op af Sængen, og fortalte sine Mænd, hvad der var skeet. Gudrun tog sine Klæder, og rejste hjem med alle dem, der havde fulgt hende. Det lader ikke til at Kongen tog nogen Straf over hende eller hendes Frænder for dette Mordforsøg^[13].

1. Dette fortælles i Olaf Tr. S. Cap. 150, som tillige har en vidtløftig, fabelagtig Fortælling om Kongens. Besøg hos Blot- og Troldmanden Raud, der der skal have boet paa Raudsø ved Naumdal, en Ø, der, hvis den ej, som man snarest skulde formode, er opdigtet, maaske kunde være en af Rødøerne i Nærheden af Oxbaasen, eller maaske en af de to store Øer Oterø (Otrey) og Jøen (Jóð), der ved Rødsund adskilles fra hinanden. Denne Raud, fortælles der, skulde egentlig være en Søn af Ragnvald fra Ærvik, hvilken Faderen selv havde sendt fra sig som Barn, fordi han ej skulde være et Vidne mod ham selv om Thorolf Skjalgs Indebrænding; Olaf skal ved Opholdet paa Dragseid have besøgt Ragnvald, og, da han ej vilde lade sig døbe, taget ham med sig som Fange; ligeledes skal han og, efter en Styrkeprøve med Thor, have taget Raud med sig; endelig skal det have lykkets ham at faa dem omvendte og indbyrdes forligte med hinanden. Det eneste sande heraf er neppe andet end at Ragnvald virkelig havde indebrændt Thorolf Skjalg, og at Olaf maaske fik ham omvendt til Christendommen.
2. Se Olaf den helliges Saga Cap. 53. Fagrskinna Cap. 72. Jvfr. Fortalen til Snorre (og til Olaf den helliges Saga), hvor det heder at Thorgeir boede i Nidarnes, paa det Sted, hvor Olaf siden lod anlægge Byen.
3. Thjodrek Munk, Cap. 10: profectus est (Olaf) in locum, qui dicitur Nidrosiensis, ubi tunc quidem pauculæ domus diversorum negotiatorum habebantur.
4. Gade (stræti) omtales saaledes allerede i Ol. Tr. S. Cap. 163. Julen efter at Anlægget var paabegyndt. Denne Gade maa have været kaupmannastræti, (Kjøbmandsgaden).
5. Dette vil vise sig nedenfor, hvor der handles om den første Begravelse af St. Olafs Lig. Den saakaldte Saurlid, omtrent halvvejs mellem Bratørene og Domkirken, laa dengang udenfor Byen.
6. Se Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i Engl. o. s. v. S. 38, 39. I St. Clemens’s Liv var der ogsaa meget, der mindede om Olafs Barndomshistorie. Ligesom Olaf i sin Barndom var bleven skilt fra sin Moder, saaledes var og Clemens skilt fra sin Moder Matidiana, og gjenfandt hende ej førend efter mange Eventyr.
7. Der gives en Mynt fra Harald Haardraades Tid, hvor endnu Navnet NIÐARNE(S) forekommer paa Bagsiden, s. Holmboes, das älteste Münzwesen Norwegens S. 37.
8. Ol. Tr. S. 133, 160, Sn. 77. Det er forhen (S. 285) omtalt, hvorledes Snorre lader Olaf rejse fra Haalogaland lige til Viken, og først senere, nemlig i Aaret C (997) komme tilbage til Throndhjem, christne Thrønderne ved Midsommertider, og om Høsten anlægge Throndhjem. Hvad der taler mod dette, er især den Omstændighed, at der nævnes om Midsommerblot paa Mæren, hvilket ellers ikke var almindeligt. Dertil kommer, at det maa have været magtpaaliggende for Olaf at sikre sig et nogenlunde trygt Tilflugtssted i Nidaros, førend han fornyede sit Forsøg paa at christne Thrønderne.
9. Om Skegge og hans Frænder, s. o. S. 31, 116.
10. Det er kun Snorre, Cap. 76, der her nævner Lade, og taler om de 30 Skibe, og det maa vistnok merkes, at han endnu ej har talt om Anlægget af Nidaros. Ol. Tr. S. Cap. 65 forudsætter Nidaros som Stedet. Imidlertid synes Snorres Angivelse meget rimelig, af de ovenfor nævnte Grunde. Odd Munk nævner ogsaa Lade, men henfører Begivenheden til en anden Lejlighed, som siden skal nævnes.
11. Af disse Navne ere Kaar af Gryting og Orm af Lyren noget mistænkelige, da de og nævnes 46 Aar tidligere, under Haakon den gode, se ovf. S. 723. Dog kunde det jo vistnok være muligt, at de vare Sønner af hiine, med samme Navne som deres Fædre. Aasbjørn maa have været en Søn af den paa samme Sted nævnte Thorberg af Varnæs (i Stjørdalen); i de fleste Haandskrifter staar paa nærværende Sted fejlagtigt Ørnes. Man ser forresten heraf, at der i Gildet ogsaa var Folk fra Stjørdalen. Orm Lyrgja og Halldor ere bekjendte fra Opstanden mod Haakon Jarl, men det siges ej, da Orm første Gang omtales, at han ejede Medalhuus; tvertimod var Jarlen netop til Gilde der, da han sendte sine Trælle til Bunes, for at hente Gudrun. Dog er det muligt, at han senere kan have erhvervet Medalhuus. Odd Munk kalder ham „Orm lygra af Bunes i Gauldal, gift med Gudrun, Datter af Bergthor, og Syster af Aasgaut paa Selvaag, hvis Moder var Thurid, Syster af Thorodd Gode paa Ølvus“. Det forhen omtalte Sagn fortæller om ham, at han skal have begravet den paa Rimul dræbte Jarls Lig, og at han siden af den Konge, der afskaffede Hedendommen, fik Tilbud om at blive hans Hirdmand, hvilket han dog ej vilde modtage, men flyttede fra Steine paa Bynesset, hvor han forhen boede, til Bunes, hvor han og hans Hustru siden døde paa samme Dag, 100 Aar gamle, og begroves af deres Børnebørn, der rejste to Bautastene over dem, af hvilken den ene endnu staar. Flere Omstændigheder ved dette Sagn, navnlig Formerne „Bynesset“ og „Rimul“ vidne om at det i alle Fald er blevet lempet efter, om ikke ligefrem opstaaet af Beretningen hos Snorre.
12. I Sagaerne kaldes denne Stav refði, hvilket Ord bruges eenstydigt med bryntröll (se Vallaljots S. Cap. 3 sammenholdt med Laxdølasaga Cap. 87); dette sidste Ord betegner undertiden og et Slags Vaaben, der nærmesst kan sammenlignes med en Stridskolbe eller Morgenstjerne; da dog Olafs refði ej betragtedes som et Vaaben, kan det neppe have været andet end en temmelig lang Stav med en svær Knap. eller Kolbe, og siden der tales om Guldbeslag, maa dette vistnok have været paa Knappen og maaske et Stykke nedover, hvor Haanden sluttede om den.
13. Olaf Tr. S. Cap. 162, 165–168. Snorre Cap. 72–78. Olaf Tr. Saga er her overalt mere ordrig end Snorre, især lægger den Kongen lange Taler i Munden, som han neppe nogensinde i Virkeligheden har holdt. Thjodrek Munk (Cap. 11) omtaler Kongens Besøg paa Mæren, men forvexler det aabenbart med den Beretning, som nedenfor vil blive meddeelt, nemlig om Sejdmændenes Indebrænding. – Odd Munk fortæller alt dette paa en forskjellig Maade. Først beretter han i Cap. 27 (i den trykte Udgave er her en Lakun) om Gildet paa Lade, hvor „Høvdingerne“ (det siges ikke hvad de hed, kun at de vare fra Throndhjem, endog de fjerneste Hereder) bleve tvungne til at lade sig døbe ved Truslen om Ofring; det omtales strax efter Hørdelands Omvendelse og Hyrnings og Thorgeirs Giftermaal, og strax før Beretningen om Sigrid Storraade. Men længe efter, nemlig i Cap. 50, siges der, at han i sit 4de Aar havde 8 Fylkers Thing paa Froste, hvor Jern-Skegge, Styrkaar Eindridesøn af Gimse, og Orm lygra af Bynes kom med deres Frænder, foruden mange andre. Jern-Skegge taler i Bøndernes Navn; Kongen lover, som ovenfor nævnt, at komme til „Hovedhovet“ paa Mæren; han begiver sig did paa Ormen lange, sinder 300 Mænd samlede, gaar ind i Hovet med en Bredøxe i Haanden, ledsaget af Bøndernes „Blotbiskop“, og slaar Thor ned, medens Skegge dræbes udenfor; derpaa siger han: lad os forøge Blotene idet vi ej blote Trælle eller Oldinger, men eders Konger og de fornemste Mænd“; derved blive Bønderne bange og lade sig døbe; der bliver i alt døbt 600. Om Gudrun heder det, at hun havde været hans Frille, indtil han blev gift med Thyre (hvilket her foregaar før nysnævnte Begivenhed); men at han derpaa lod hende fare; om Mordforsøget nævnes intet. – Om Skegges Lig fortælle baade Snorre (Cap. 79) og Olaf Tr. Saga (Cap. 169), at det blev højlagt ved Austraat paa Yrje.