Det norske Folks Historie/2/34

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Da Olaf paa denne Maade havde faaet Thrøndelagen christnet, drog han atter sydefter for at udføre en Plan, hvilken han, som man maa formode, i længere Tid havde haft paa Hjerte, og kun tilsidesat i Anledning af sit saagodt som tvungne Giftermaal med Gudrun, hvis Ophævelse derfor vistnok var ham særdeles velkommen. Denne Plan var at erhverve den mægtige svenske Enkedronning Sigrid Storraades Haand. Det er allerede tidligere fortalt, at hendes Mand, Kong Erik Sejrsæl, havde skilt sig ved hende, men at hun desuagtet havde saa store Privatbesiddelser[1], at hun betragtedes som et særdeles ønskeligt Parti, og overhængtes af mange Friere, der forvoldte hende saa meget Bryderi, at hun idet mindste een Gang, da Harald grønske og den russiske Vsevolod bejlede til hende, skilte sig af med dem ved at lade dem indebrænde[2], et Middel, hun maaske oftere har anvendt. Efter hendes Mands Død var hun maaske endog endnu mægtigere end før, thi hun udøvede stor Indflydelse over sin Søn, Kong Olaf svenske, og hvis man kan tro en enkelt Beretning, skal hun endog tilligemed sin anden Søn Emunde have bestyret Gautland[3]. Paa denne Viis kunde hun næsten kaldes den, der havde meest at sige saavel i Danmark som i Sverige. Da nu den dansk-svenske Konge var den farligste Prætendent til Viken, hvilket Olaf nu atter havde forenet med Norges Rige, maatte det være ham særdeles magtpaaliggende at sikre sig fra den Kant, og alene af denne Aarsag maatte et Giftermaal med Sigrid være ham vigtigt, om han ikke engang derved kom i Besiddelse af de store Rigdomme, hun ejede. Hun opholdt sig for det meste paa sine store Gaarde, der især synes at have ligget i Gautland[4].

Olaf tiltraadte ikke Rejsen til Viken førend ud paa Sommeren, henimod Høsten[5], og drog heller ikke meget hurtigt afsted, thi paa flere Steder tog han Veitsler, og undersøgte tillige, hvor han kom, hvorledes Christendommen overholdtes. Han bødede, siges der, paa Bøndernes Tro, og forbedrede deres Sæder, hvor han fandt at det behøvedes. Saaledes kom han ej til Viken førend hen imod Vinterens Begyndelse[6]. Her sendte han, saa snart det var muligt, et Budskab til Dronning Sigrid, for at bejle til hende, og hiin optog hans Frieri vel. Der gik, siges der, Mænd imellem dem med disse Ærender, og det aftaltes, at de endnu samme Vinter strax efter Julen skulde mødes i Kongehelle ved Rigsgrændsen. Ved denne Lejlighed sendte Olaf hende til Foræring den store Guldring, som han havde ladet tage fra Døren til Hovet paa Lade. Sigrid fandt Ringen prægtig, roste Olafs Gavmildhed, og lod den gaa rundt i Hallen, for at hendes Mænd kunde se den. De beundrede den ogsaa alle, undtagen hendes to Guldsmede; de vejede den i Haanden, og sagde intet til dens Ros, men hviskede derimod til hinanden. Dronningen merkede det, og spurgte om de havde noget at udsætte paa Ringen. De vilde i Førstningen ikke ud med Sproget, men hun paastod at de skulde og maatte sige, hvad de havde bemerket. De sagde da, at Ringen ej var egte. Hun lod den bryde over, og man fandt virkelig, at den indvendig var af Kobber, men kun udentil belagt med Guld. Derover blev hun meget vred og sagde, at Olaf nok ogsaa kunde skuffe hende i andre Stykker[7].

Heri var der maaske og noget sandt. Vi have seet, hvorledes Sven Tjugeskegg, efter at Olaf havde slaaet Haanden af ham i England, strax efter, ved det længe forønskede Budskab om Erik Sejrsæls Død, drog hjem til Danmark, for at vinde det paany, og at dette ogsaa lykkedes ham, medens Olaf svenske opholdt sig i Sverige[8]. Men det er ligeledes nævnt, hvorledes Olaf svenske ikke længe efter nødsagede ham til, paany at forlade sit Fædrenerige, som Olaf atter forenede med Sverige[9]. Hvis det nu lykkedes Olaf Tryggvessøn at vinde Sigrid Storraades Haand og saaledes at komme i Svogerskab og den nærmeste Forbindelse med deri mægtige Sviakonge, da var al sandsynlig Udsigt for Sven tabt til nogensinde at vinde Danmark tilbage. Men paa den anden Side var der for Sven ingen rimeligere Udsigt dertil end ved selv at blive Sigrids Mand. Hendes Forbindelse med Olaf, som desuden var hans personlige Fiende, var ham derfor i dobbelt Henseende ubelejlig og det maalte under alle Omstændigheder være ham saare magtpaaliggende at forhindre den. Derpaa skal han da ogsaa virkelig have forsøgt ved at bruge sin egen Syster Thyre som Lokkemiddel. Thyre, Styrbjørns Enke, var, som tidligere nævnt, ved det nødtvungne Forlig, Sven havde indgaaet med Sigvalde og Mieczyslav af Polen eller maaske rettere hans Søn Boleslav, bleven fæstet til denne, ligesom hans Syster Gunnhild var bleven Sven paatvungen[10]. Thyre var meget misfornøjet hermed, vel ikke, som det i vore Sagaer heder, fordi Boleslav baade var gammel og hedensk, thi han var paa denne Tid i sine bedste Aar og ivrig Christen; men han var en raa, voldsom Kriger, agtede kun lidet de egteskabelige Forhold, og havde i det hele taget et slet Lov[11], hvad hun saa meget mere maatte kjende til, som hun i sit Egteskab med Styrbjørn havde været i Jomsborg. Hun negtede derfor ganske at ville egte ham, og opholdt sig i Danmark. Saaledes gik en Tid hen. Mieczyslav døde (992) og Boleslav blev Konge. Sven forskød hans Stifter Gunnhild, som egtede Erik Sejrsæl, hvorved Boleslav traadte i nærmere Forbindelse med denne, men derimod fjernedes fra Sven, og rimeligviis ogsaa fra hans Syster, thi vist er det, at det paatænkte Egteskab endnu en Tidlang ikke kom istand. Thyre forblev boende paa de store Gaarde, hendes Fader Harald i sin Tid havde skjenket hende paa Falster, Fyen og Bornholm, og som ved hendes Egteskab med Boleslav skulde have været overdragne til Gunnhild, imod at Thyre fik Godser af tilsvarende Værd i Vendland[12]. Sven, som paa denne Tid fremdeles synes at have sværmet om paa Tog, fornemmelig i de vestlige Farvande[13], skal have ladet to af sine Hirdmænd drage til Olaf, under Skin af at de maatte frelse sig ved Flugten, fordi Sven vilde lade dem tage af Dage. Olaf tog venligt imod dem og beholdt dem hos sig; disse skulle nu have talt saaledes for ham om Thyres Skjønhed og Elskværdighed, at han fik større Lyst til at egte hende, end Sigrid[14]. Det er imidlertid et Spørgsmaal, hvor vidt Olafs forandrede Giftermaalsplaner ene skyldes Svens Intriger; thi da vi erfare at Thyre paa denne Tid virkelig, som snart skal omtales, flygtede til Olaf og egtede ham, synes det mere at have været Skjæbnen, som her var Sven gunstig, medens han derimod maaske snarere har søgt at paavirke Sigrid Storraade. Dertil kom, at Olaf rimeligviis allerede under Opholdet i Vendland havde lært Thyre at kjende, da hun var gift med Styrbjørn. Medens Sigrid begyndte at fatte Mistanke mod Olaf, synes altsaa denne paa sin Side virkelig at være bleven vaklende i sin Beslutning, at egte hende. Imidlertid fandt Mødet Sted til bestemt Tid. Olaf fordrede som en ufravigelig Betingelse, at Sigrid skulde antage Christendommen. Derved vægrede hun sig paa det bestemteste; hun vilde ikke forsage den Tro, hendes Frænder havde haft for hende, men meente ogsaa, at Olaf kunde tro paa den Gud, han fandt for godt. Da, fortælles der, blev Olaf vred, og slog hende i Ansigtet med sin Handske, idet han sagde: „hvorfor skulde jeg ogsaa have dig, gamle Rynkeskind, som er saa hedensk i Bund og Grund!“ Opbragt over denne Fornærmelse, stod Sigrid op og gik vort med de Ord: „dette tør maaske volde din Død!“ Olaf skal ej have ladet det blive derved. Da hun skulde gaa ombord i sit Fartøj, skal han have ladet det Bret, der var lagt ud fra Land, drage bort, mens hun befandt sig paa det, saa at hun styrtede i Vandet, idet Olafs tilstedeværende Mænd, for at haane hende end mere, efterlignede Heste-Vrinsken. Med Nød og neppe kom hun op; og hvilke Følelser med Hensyn til Olaf der nu besjælede hendes stolte og hevnlystne Sind, kan man let forestille sig[15]. Der kunde ej være nogen belejligere Tid for Sven til at fremkomme med sit eget Frieri. Imidlertid havde Thyre selv begivet sig til Norge. Det angives som Grund, at Boleslav endelig langt om længe havde fordret det sluttede Forlig opfyldt, og i manglende Fald truet med Krig; og at Sven som en Følge deraf havde sendt hende til Vendland, hvor Boleslav strax holdt Bryllup med hende, men at hun af Bedrøvelse hverken vilde smage Mad eller Drikke, og endelig efter en Uges Forløb tog Flugten, først til Danmark, og siden til Norge[16]. Men da Sven endnu ikke var kommen i Besiddelse af Danmark, er det sandsynligere, at han i sin Nød, og gribende ethvert Middel for at skaffe sig Hjelp, atter bar nærmet sig Boleslav, og maaske tilbudt sig at lade det ældre, aldrig ret opfyldte Forlig blive til Virkelighed: da Thyres Flugt og Sigrid Storraades Forhaanelse ved Olaf Tryggvessøn gav ham en endnu bedre Udsigt til at forbedre sine Kaar[17]. Alene paa denne Maade bliver det nogenledes forklarligt, hvorledes Olaf kunde egte Thyre, uden derved at komme i Fiendskab med Boleslav, som derimod ved hans senere Besøg i Vendland viste ham den største Venlighed og Forekommenhed. Thi naar Sven engang havde brudt med Boleslav og sluttet sig til den svenske Konge, var Giftermaalet med Thyre heller ikke af nogen Interesse for hiin.

Strax[18] efter at Olaf havde holdt det uheldige Møde med Sigrid Storraade, traf han Thyre, der med sin Fosterfader, Assur Agesøn, og flere andre Mænd just var kommen fra Danmark. Hun fortalte Olaf, i hvilken Nød hun var stædt, og bad om at maatte faa Beskyttelse i hans Rige. Maaske at hun ogsaa henvendte sig til ham, fordi hun kjendte ham fra tidligere Dage. Skjønt hun ej længer var ung, og neppe yngre end Sigrid Storraade – hun havde nemlig været gift med Styrbjørn allerede for mere end 14 Aar tilbage – var hun dog endnu smuk og af et indtagende Væsen, og Olaf, der, som vi have seet, maaske allerede paa Forhaand var indtagen for hende, spurgte strax om hun vilde gifte sig med ham. Saa vel hendes hjelpeløse Stilling, som Olafs personlige Elskværdighed og udmerkede Egenskaber bragte hende til at modtage Tilbudet, og hun fæstede sig ham; kort derefter, endnu samme Vinter, holdt de Bryllup i Tunsberg[19]. Ikke længe efter – enten i det samme eller det følgende Aar – holdt ogsaa Sven Tjugeskegg Bryllup med Sigrid Storraade[20]. Den umiddelbare Følge deraf var, at han omsider fik Danmark tilbage, hvilket Olaf svenske nu overlod ham, siden han var bleven gift med hans Moder; eller rettere, Sigrid selv, som beherskede sin Søn, foreskrev ham vel ogsaa dette Skridt. Dog synes det, som om Sven tillige bar maattet vinde det christne Parti i Danmark, der paa denne Tid vistnok var det hedenske langt overlegent, ved aldeles at forsage Hedendommen, og love oprigtig Hengivenhed for Christendommen[21]. Mellem Olaf svenske og ham oprettedes nu der Sigrids Ledning en saare venlig Forbindelse. At denne fornemmelig var rettet mod Olaf Tryggvessøn, deels for at hevne den Sigrid tilføjede Fornærmelse, deels ogsaa for at skaffe Sven de Besiddelser i Norge, hvorpaa han havde Arvefordringer[22], er let at begribe, og sandsynligviis var det og ved at give Olaf svenske Udsigt til at erhverve Dele af Norge, at Sigrid og Sven fik ham overtalt til at give Slip paa Danmark[23]. Det var naturligt, at ogsaa Haakon Jarls Sønner, Erik Jarl og Sven, sluttede sig til dette Forbund, der gav dem Udsigt til Hevn for deres Faders Drab. Erik havde allerede tidligere traadt i nærmere personlig Forbindelse med Sven, ved at egte hans Datter Gyda, da han, Aaret efter sin Faders Død, og medens Sven just opholdt sig i Danmark, kom tilbage fra et Austervegs-Tog (996)[24]. Og ikke længe efter egtede Sven Haakonssøn Olaf svenskes Syster, Sigrids Datter Holmfrid[25]. Saa nøje forbundne med hinanden vare altsaa de mægtige Fyrster, der alle havde det fælles Maal at styrte Olaf Tryggvessøn, og som end mere ophidsedes dertil af den hevnlystne Sigrid Storraade, der nu næsten kunde siges at have Nordens Skjæbne i sine Hænder.

  1. ↑ Se ovf. S. 127, hvor der tillige handles om hendes Privatejendomme, den saakaldte Sigridlev.
  2. ↑ Se ovf. S. 130.
  3. ↑ Olafs S. helga, udg. af Keyser og Unger, S. 4, jvf. Odd Munk, Cap. 28. Saxo, 10de B. 497, siger udtrykkeligt, at Olaf herskede under Moderens Ledning (regnum materno arbitrio subjectum habebat).
  4. ↑ At den saakaldte Sigridlev i det mindste laa i Østergautland og Smaaland, synes man at kunne slutte af Navnene paa de Gaarde, der i Valdemar d. 2dens Jordebog (Langebek Scr. rer. Dan. VII. 529) nævnes som tilhørende denne Konge i Sverige, og som synes at have udgjort en Deel af Sigridlev, der her udtrykkelig nævnes. De, som man har gjenkjendt, ligge deels i Østergautland, deels i Smaaland.
  5. ↑ Ol. Tr. S. Cap. 189.
  6. ↑ Ol. Tr. S. Cap. 192.
  7. ↑ Olaf Tre S. Cap. 193. Snorre Cap. 66.
  8. ↑ Se ovf. S. 284, 385.
  9. ↑ Dette siges udtrykkeligt af Mag. Adam, II. 37.
  10. ↑ Om dette Forlig, se ovf. S. 125, 126.
  11. ↑ Boleslav skal være fød ved 967, altsaa paa den Tid, da Forliget sluttedes, kun 20 Aar gammel, og i 997 30 Aar. Hvor slet Lov han havde, sees af Thietmar IV. 35), hvor han omtaler hans Fødsel: „Hun (Dobrava), den gode Moder, fødte en fra hende meget vanslægtende Søn, og mange Mødres Fordærvelse (sic), hvilken hun efter sin Broder kaldte Boleslav, den samme, der mod hende aabenbarede sin iboende Ondskab, og siden rasede mod sit eget Kjød og Blod“. Hans Ondskab i det hele taget og Ustadighed i Giftermaal omtales i IV. 37. Ágrip (Cap. 17) nævner ikke Boleslav, kun „en Hertug i Vendland“.
  12. ↑ Fagrskinna Cap. 52, 53.
  13. ↑ Om Svens Bedrifter i Mellemtiden fra hans sidste Forjagelse fra Danmark ved Olaf svenske indtil hans Tilbagekomst efter Giftermaalet med Sigrid nævnes intet i Sagaerne: man veed ej med Vished, om han var i Vesten, eller i Østen. Vi erfare kun af de allerede forhen omtalte engelske og britiske Annaler, at der i det mindste ikke nævnes noget dansk Herjetog enten i England eller Wales, mellem 995 og 997; i denne Tid har vel altsaa Sven været hjemme i Danmark, hvilket ogsaa passer med hvad vore egne Efterretninger antyde (f. Ex. at Erik Jarl netop i 996 egtede Svens Datter Gyda); og da vi nu sinde Herjetog atter omtalte fra 997 til 999 (se Chron. Sax. og Brut y Tywysogion ved disse Aar) ligesom ogsaa Sven, udtrykkeligt omtalt 995, efter 1002 fremdeles nævnes og ligesom forudsættes som Danernes Anfører, bliver det overmaade sandsynligt, at Sven fra 997 atter tilbragte Tiden med Herjetog paa England, og muligt endog havde Fredland i Nordmandie, hvor den danske Flaade i det mindste i Aaret 1000 drog hen, og hvor Sven i alle Fald senere fandt Tilflugt (se Villjam af Jumièges, V. 7).
  14. ↑ Dette fortælles kun af Saxo, 10de B. S. 502; ogsaa Odd Munk (Cap. 35) fortæller om en Aake danske, der havde taget Tjeneste hos Olaf, og stedse roste Thyre.
  15. ↑ Historien om Handsken fortælles i Olaf Tryggv. Saga Cap. 194, og af Snorre Cap. 68, samt hentydes til i Fagrskinna Cap. 74; den anden, om hendes Neddukning, hos Saxo, 10de B. S. 503. Den er slet ikke saa usandsynlig, kun har Saxo vistnok Uret i at lade Dukningen foregaa, førend hun betraadte Kongens Skib, hvor Samtalen skulde finde Sted. Den er snarere foregaaet efter, eller og ved hendes Overfart til den svenske Side. Det heder vel i Sagaen, at Samtalen skede i Kongehelle, men da det tidligere heder, at den berammedes til at finde Sted „i Elven, ved Landemerket“, er det ej usandsynligt, at den virkelig har fundet Sted ombord, teet ved Kongehelle.
  16. ↑ Olaf Tryggv. Saga Cap. 195. Snorre Cap. 99, 100. Odd Munk, Cap. 42 fortæller Udtrykkeligt efter en „Prest Rufus’s“ Vidnesbyrd, at Boleslav godvillig sendte hende tilbage.
  17. ↑ Uagtet Sagaerne, som ovenfor anført, virkelig omtale Dronning Gunnhilds Død, maa man dog næsten antage, at hun endnu paa denne Tid har været i Live, da Encomium Emmæ reginæ (Langebek Script. rer. Dan. II. Cap. 479, udtrykkeligt beretter, at Svens Sønner, Knut og Harald efter hans Død droge til Vendland (Sclavonia) og bragte deres der levende Moder derfra tilbage. Sagaernes Nedskrivere have saaledes øjensynligt kun forudsat, at hun maatte være død. Under disse Omstændigheder er det meget rimeligt at Sven kan have tilbudt Boleslav en Fornyelse af Traktaten.
  18. ↑ Saaledes Olaf Tryggv. Saga Cap. 193. Snorre sætter Thyres Ankomst senere, nemlig i 999, skjønt en Forvirring her er indtraadt. Odd Munk (Cap. 35) siger at Thyre havde haft Besiddelser i Viken, navnlig et Sted kaldet Þyrileif; dette er dog vist alene en uheldig Gisning, hentet fra Navnet Fyrileif (nu Ferløv i Haaby Sogn, inderst i Gudmarsfjorden), hvilket Navn kun betyder „Fjærens“ (d. e. Ebbens) Levning, opsvømmet Land.
  19. ↑ Olaf Tryggv. Saga Cap. 195. Snorre Cap. 99. Fagrskinna Cap. 74. Odd Munk, Cap. 42. At Brylluppet stod i Tunsberg, eller maaske rettere paa den nærliggende Kongsgaard Sæim (nu Jarlsberg), siges blot i Olaf Tryggv. Saga; Snorre, der henfører Brylluppet til en senere Tid, omtaler kun et Thing i Tunsberg, hvor Sejdmændene lystes fredløse. – Ogsaa Mag. Adam (II 34) omtaler Olafs Giftermaal med Thyre, hvilken han kalder Thyre; han siger dog ej, at hun var Svens Syster, men kun at hun var fra Danmark, og kalder hende „en overmodig Kvinde, efter hvis Opeggelser han paaførte Danerne Krig“. Saxo gjør Thyre til Svens Datter, og synes ikke at vide noget om, at Olaf egtede hende.
  20. ↑ Naar Sven egtede Sigrid, er uvist. Vel staar der i Sagaerne, at det skede strax efter at Olaf egtede Thyre, dog er dette temmelig usikkert, ligesom alle de nærmere Omstændigheder ved disse Giftermaal. At det skede før Svoldrslaget i Aaret 1000, er naturligviis afgjort, da Sven ej kunde deeltage i dette Slag, førend han havde erhvervet Danmark tilbage. Baade Mag. Adam og Saxo ere ligeledes enige om at Giftermaalet skede før Svoldrslaget; den første siger ogsaa udtrykkeligt, at Sven giftede sig endnu førend han havde faaet Danmark tilbage, hvilket netop var en Følge af dette Giftermaal. Men da han tillige, som vi have seet, sammenblander Gunnhild, Boleslavs Syster, med Sigrid, sætter han Svens Giftermaal med denne alt for langt tilbage i Tiden, nemlig til hans Ophold i Danmark strax efter Erik Sejrsæls Død, og paa en Tid, da Olaf Tryggvessøn endnu ikke havde friet til hende. Det sandsynligste er virkelig, at Sven ikke egtede Sigrid førend i Aaret 999, mellem hvilket og Aaret 1001 der var en Mellemfrist i de Danskes engelske Krigstog, som Sven har benyttet til at stride mod Olafs og det Forbund, som alle dennes Fiender sluttede med hinanden, er ogsaa vistnok indgaaet umiddelbart før Aaret 1000.
  21. ↑ Saxo (S. 497–500) taler meget om, hvorledes Sven endelig omvendte sig og blev en oprigtig Christen, forbedret i Modgangens Skole. Men han lægger til, at han derved udsatte sig for det hedenske Folks Had: hvilket passer paa de fornemmere Høvdingers, ej paa det egentlige Folks Stemning. Ogsaa Mag. Adam (II 37) taler om at Sven gik i sig selv, omvendte sig og sluttede et fast Forbund med den svenske Konge til Christendommens Befordring. Hovedhensigten Var snarest den verdslige, at styrte Olaf Tryggvessøn, thi hvor vidt Sviakongen allerede paa denne Tid var christnet – hvad rigtignok flere antage, se Reuterdahls Kirkehistorie I. S. 333–325 – er et stort Spørgsmaal.
  22. ↑ Fagrsk. Cap. 74 nævner udtrykkeligt som Aarsagerne til Svens Fiendskab mod Olaf, at han havde egtet Thyre, og at han „havde sat sig fast i hans Skatland, Norges Rige, som Svens Fader Harald havde lagt under sig“. Omtrent de samme Aarsager lægger Olaf Tryggv. Saga Cap. 244 Sigrid Storraade i Munden, hvor hun ophidser Sven mod Olaf Tryggvessøn.
  23. ↑ Om man ej kunde skjønne dette af andet, saa fremgaar det deraf, at Olaf svenske efter Svoldrslaget virkelig fik Besiddelser i Norge. Transaktionen var i Grunden den samme, som den, Haakon Jarl i sin Tid havde foreslaaet med Hensyn til Guldharald. Det er neppe at vente at Olaf svenske, hvor meget han end gik i sin Moders Ledebaand, dog uden mindste Erstatning skulde have opgivet Danmark.
  24. ↑ Olaf Tryggv. Saga Cap. 243. Snorre Cap. 97. Fagrsk. Cap. 68.
  25. ↑ Ved denne Lejlighed viser det sig atter, hvorledes Ordet mágr, der kan betyde baade Svoger, Svigerfader, Svigersøn, Stiffader og Stifsøn, giver Anledning til Vaklen i Angivelser, ligesom ved Mieczyslav og Olaf Kvaran. Holmfrid kaldes nemlig Olaf svenskes Datter hos Snorre, i hans Olaf Tryggv. Saga Cap. 123 og i hans Olaf den helliges Saga Cap. 89, ligesom i det tilsvarende Sted i Olaf den helliges Saga i Kongesagaerne Cap. 84; hvorimod hun kaldes Olafs Syster i Olaf Tryggv. Saga Cap. 260 (der svarer til det førstnævnte Sted hos Snorre) saa vel som i Olaf den helliges Saga Cap. 43, hvor det endog udtrykkeligt siges at hiin var Datter af Erik Sviakonge. Nu er det vel intet i Vejen for at antage, at Olaf svenske ogsaa kan have haft en Datter ved Navn Holmfrid; men saa meget er vist, at Sven Jarl umuligt kan have været gift med hende omkring Aaret 1000, da hendes Bedstemoder Sigrid endnu var saa ung at hun kunde føde Sven en Datter, den bekjendte Æstrid. Desuden siger Mag. Adam udtrykkeligt (III. 11) om Svens og Holmfrids Datter Gunnhild, der var gift med Sven Ulfssøn, at hun var hans „consobrina“, d. e. Søskendebarn, hvilket alene passer, naar hendes Moder, Holmfrid, og Svens Moder Æstrid vare Søskende eller Halvsøskende. Dertil kommer endelig, at Gunnhild først, som det synes, var gift med den svenske Konge Anund Jakob (Adam af Bremen Schol. 67, jvfr. Langebeks Script. rer. Dan. III. S. 335),
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/34&oldid=71236»