Det norske Folks Historie/2/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Olaf paa denne Maade havde faaet Thrøndelagen chriſtnet, drog han atter ſydefter for at udføre en Plan, hvilken han, ſom man maa formode, i længere Tid havde haft paa Hjerte, og kun tilſideſat i Anledning af ſit ſaagodt ſom tvungne Giftermaal med Gudrun, hvis Ophævelſe derfor viſtnok var ham ſærdeles velkommen. Denne Plan var at erhverve den mægtige ſvenſke Enkedronning Sigrid Storraades Haand. Det er allerede tidligere fortalt, at hendes Mand, Kong Erik Sejrſæl, havde ſkilt ſig ved hende, men at hun desuagtet havde ſaa ſtore Privatbeſiddelſer[1], at hun betragtedes ſom et ſærdeles ønſkeligt Parti, og overhængtes af mange Friere, der forvoldte hende ſaa meget Bryderi, at hun idet mindſte een Gang, da Harald grønſke og den rusſiſke Vſevolod bejlede til hende, ſkilte ſig af med dem ved at lade dem indebrænde[2], et Middel, hun maaſke oftere har anvendt. Efter hendes Mands Død var hun maaſke endog endnu mægtigere end før, thi hun udøvede ſtor Indflydelſe over ſin Søn, Kong Olaf ſvenſke, og hvis man kan tro en enkelt Beretning, ſkal hun endog tilligemed ſin anden Søn Emunde have beſtyret Gautland[3]. Paa denne Viis kunde hun næſten kaldes den, der havde meeſt at ſige ſaavel i Danmark ſom i Sverige. Da nu den danſk-ſvenſke Konge var den farligſte Prætendent til Viken, hvilket Olaf nu atter havde forenet med Norges Rige, maatte det være ham ſærdeles magtpaaliggende at ſikre ſig fra den Kant, og alene af denne Aarſag maatte et Giftermaal med Sigrid være ham vigtigt, om han ikke engang derved kom i Beſiddelſe af de ſtore Rigdomme, hun ejede. Hun opholdt ſig for det meſte paa ſine ſtore Gaarde, der iſær ſynes at have ligget i Gautland[4].

Olaf tiltraadte ikke Rejſen til Viken førend ud paa Sommeren, henimod Høſten[5], og drog heller ikke meget hurtigt afſted, thi paa flere Steder tog han Veitſler, og underſøgte tillige, hvor han kom, hvorledes Chriſtendommen overholdtes. Han bødede, ſiges der, paa Bøndernes Tro, og forbedrede deres Sæder, hvor han fandt at det behøvedes. Saaledes kom han ej til Viken førend hen imod Vinterens Begyndelſe[6]. Her ſendte han, ſaa ſnart det var muligt, et Budſkab til Dronning Sigrid, for at bejle til hende, og hiin optog hans Frieri vel. Der gik, ſiges der, Mænd imellem dem med disſe Ærender, og det aftaltes, at de endnu ſamme Vinter ſtrax efter Julen ſkulde mødes i Kongehelle ved Rigsgrændſen. Ved denne Lejlighed ſendte Olaf hende til Foræring den ſtore Guldring, ſom han havde ladet tage fra Døren til Hovet paa Lade. Sigrid fandt Ringen prægtig, roſte Olafs Gavmildhed, og lod den gaa rundt i Hallen, for at hendes Mænd kunde ſe den. De beundrede den ogſaa alle, undtagen hendes to Guldſmede; de vejede den i Haanden, og ſagde intet til dens Ros, men hviſkede derimod til hinanden. Dronningen merkede det, og ſpurgte om de havde noget at udſætte paa Ringen. De vilde i Førſtningen ikke ud med Sproget, men hun paaſtod at de ſkulde og maatte ſige, hvad de havde bemerket. De ſagde da, at Ringen ej var egte. Hun lod den bryde over, og man fandt virkelig, at den indvendig var af Kobber, men kun udentil belagt med Guld. Derover blev hun meget vred og ſagde, at Olaf nok ogſaa kunde ſkuffe hende i andre Stykker[7].

Heri var der maaſke og noget ſandt. Vi have ſeet, hvorledes Sven Tjugeſkegg, efter at Olaf havde ſlaaet Haanden af ham i England, ſtrax efter, ved det længe forønſkede Budſkab om Erik Sejrſæls Død, drog hjem til Danmark, for at vinde det paany, og at dette ogſaa lykkedes ham, medens Olaf ſvenſke opholdt ſig i Sverige[8]. Men det er ligeledes nævnt, hvorledes Olaf ſvenſke ikke længe efter nødſagede ham til, paany at forlade ſit Fædrenerige, ſom Olaf atter forenede med Sverige[9]. Hvis det nu lykkedes Olaf Tryggvesſøn at vinde Sigrid Storraades Haand og ſaaledes at komme i Svogerſkab og den nærmeſte Forbindelſe med deri mægtige Sviakonge, da var al ſandſynlig Udſigt for Sven tabt til nogenſinde at vinde Danmark tilbage. Men paa den anden Side var der for Sven ingen rimeligere Udſigt dertil end ved ſelv at blive Sigrids Mand. Hendes Forbindelſe med Olaf, ſom desuden var hans perſonlige Fiende, var ham derfor i dobbelt Henſeende ubelejlig og det maalte under alle Omſtændigheder være ham ſaare magtpaaliggende at forhindre den. Derpaa ſkal han da ogſaa virkelig have forſøgt ved at bruge ſin egen Syſter Thyre ſom Lokkemiddel. Thyre, Styrbjørns Enke, var, ſom tidligere nævnt, ved det nødtvungne Forlig, Sven havde indgaaet med Sigvalde og Mieczyſlav af Polen eller maaſke rettere hans Søn Boleſlav, bleven fæſtet til denne, ligeſom hans Syſter Gunnhild var bleven Sven paatvungen[10]. Thyre var meget misfornøjet hermed, vel ikke, ſom det i vore Sagaer heder, fordi Boleſlav baade var gammel og hedenſk, thi han var paa denne Tid i ſine bedſte Aar og ivrig Chriſten; men han var en raa, voldſom Kriger, agtede kun lidet de egteſkabelige Forhold, og havde i det hele taget et ſlet Lov[11], hvad hun ſaa meget mere maatte kjende til, ſom hun i ſit Egteſkab med Styrbjørn havde været i Jomsborg. Hun negtede derfor ganſke at ville egte ham, og opholdt ſig i Danmark. Saaledes gik en Tid hen. Mieczyſlav døde (992) og Boleſlav blev Konge. Sven forſkød hans Stifter Gunnhild, ſom egtede Erik Sejrſæl, hvorved Boleſlav traadte i nærmere Forbindelſe med denne, men derimod fjernedes fra Sven, og rimeligviis ogſaa fra hans Syſter, thi viſt er det, at det paatænkte Egteſkab endnu en Tidlang ikke kom iſtand. Thyre forblev boende paa de ſtore Gaarde, hendes Fader Harald i ſin Tid havde ſkjenket hende paa Falſter, Fyen og Bornholm, og ſom ved hendes Egteſkab med Boleſlav ſkulde have været overdragne til Gunnhild, imod at Thyre fik Godſer af tilſvarende Værd i Vendland[12]. Sven, ſom paa denne Tid fremdeles ſynes at have ſværmet om paa Tog, fornemmelig i de veſtlige Farvande[13], ſkal have ladet to af ſine Hirdmænd drage til Olaf, under Skin af at de maatte frelſe ſig ved Flugten, fordi Sven vilde lade dem tage af Dage. Olaf tog venligt imod dem og beholdt dem hos ſig; disſe ſkulle nu have talt ſaaledes for ham om Thyres Skjønhed og Elſkværdighed, at han fik ſtørre Lyſt til at egte hende, end Sigrid[14]. Det er imidlertid et Spørgsmaal, hvor vidt Olafs forandrede Giftermaalsplaner ene ſkyldes Svens Intriger; thi da vi erfare at Thyre paa denne Tid virkelig, ſom ſnart ſkal omtales, flygtede til Olaf og egtede ham, ſynes det mere at have været Skjæbnen, ſom her var Sven gunſtig, medens han derimod maaſke ſnarere har ſøgt at paavirke Sigrid Storraade. Dertil kom, at Olaf rimeligviis allerede under Opholdet i Vendland havde lært Thyre at kjende, da hun var gift med Styrbjørn. Medens Sigrid begyndte at fatte Mistanke mod Olaf, ſynes altſaa denne paa ſin Side virkelig at være bleven vaklende i ſin Beſlutning, at egte hende. Imidlertid fandt Mødet Sted til beſtemt Tid. Olaf fordrede ſom en ufravigelig Betingelſe, at Sigrid ſkulde antage Chriſtendommen. Derved vægrede hun ſig paa det beſtemteſte; hun vilde ikke forſage den Tro, hendes Frænder havde haft for hende, men meente ogſaa, at Olaf kunde tro paa den Gud, han fandt for godt. Da, fortælles der, blev Olaf vred, og ſlog hende i Anſigtet med ſin Handſke, idet han ſagde: „hvorfor ſkulde jeg ogſaa have dig, gamle Rynkeſkind, ſom er ſaa hedenſk i Bund og Grund!“ Opbragt over denne Fornærmelſe, ſtod Sigrid op og gik vort med de Ord: „dette tør maaſke volde din Død!“ Olaf ſkal ej have ladet det blive derved. Da hun ſkulde gaa ombord i ſit Fartøj, ſkal han have ladet det Bret, der var lagt ud fra Land, drage bort, mens hun befandt ſig paa det, ſaa at hun ſtyrtede i Vandet, idet Olafs tilſtedeværende Mænd, for at haane hende end mere, efterlignede Heſte-Vrinſken. Med Nød og neppe kom hun op; og hvilke Følelſer med Henſyn til Olaf der nu beſjælede hendes ſtolte og hevnlyſtne Sind, kan man let foreſtille ſig[15]. Der kunde ej være nogen belejligere Tid for Sven til at fremkomme med ſit eget Frieri. Imidlertid havde Thyre ſelv begivet ſig til Norge. Det angives ſom Grund, at Boleſlav endelig langt om længe havde fordret det ſluttede Forlig opfyldt, og i manglende Fald truet med Krig; og at Sven ſom en Følge deraf havde ſendt hende til Vendland, hvor Boleſlav ſtrax holdt Bryllup med hende, men at hun af Bedrøvelſe hverken vilde ſmage Mad eller Drikke, og endelig efter en Uges Forløb tog Flugten, førſt til Danmark, og ſiden til Norge[16]. Men da Sven endnu ikke var kommen i Beſiddelſe af Danmark, er det ſandſynligere, at han i ſin Nød, og gribende ethvert Middel for at ſkaffe ſig Hjelp, atter bar nærmet ſig Boleſlav, og maaſke tilbudt ſig at lade det ældre, aldrig ret opfyldte Forlig blive til Virkelighed: da Thyres Flugt og Sigrid Storraades Forhaanelſe ved Olaf Tryggvesſøn gav ham en endnu bedre Udſigt til at forbedre ſine Kaar[17]. Alene paa denne Maade bliver det nogenledes forklarligt, hvorledes Olaf kunde egte Thyre, uden derved at komme i Fiendſkab med Boleſlav, ſom derimod ved hans ſenere Beſøg i Vendland viſte ham den ſtørſte Venlighed og Forekommenhed. Thi naar Sven engang havde brudt med Boleſlav og ſluttet ſig til den ſvenſke Konge, var Giftermaalet med Thyre heller ikke af nogen Interesſe for hiin.

Strax[18] efter at Olaf havde holdt det uheldige Møde med Sigrid Storraade, traf han Thyre, der med ſin Foſterfader, Asſur Ageſøn, og flere andre Mænd juſt var kommen fra Danmark. Hun fortalte Olaf, i hvilken Nød hun var ſtædt, og bad om at maatte faa Beſkyttelſe i hans Rige. Maaſke at hun ogſaa henvendte ſig til ham, fordi hun kjendte ham fra tidligere Dage. Skjønt hun ej længer var ung, og neppe yngre end Sigrid Storraade — hun havde nemlig været gift med Styrbjørn allerede for mere end 14 Aar tilbage — var hun dog endnu ſmuk og af et indtagende Væſen, og Olaf, der, ſom vi have ſeet, maaſke allerede paa Forhaand var indtagen for hende, ſpurgte ſtrax om hun vilde gifte ſig med ham. Saa vel hendes hjelpeløſe Stilling, ſom Olafs perſonlige Elſkværdighed og udmerkede Egenſkaber bragte hende til at modtage Tilbudet, og hun fæſtede ſig ham; kort derefter, endnu ſamme Vinter, holdt de Bryllup i Tunsberg[19]. Ikke længe efter — enten i det ſamme eller det følgende Aar — holdt ogſaa Sven Tjugeſkegg Bryllup med Sigrid Storraade[20]. Den umiddelbare Følge deraf var, at han omſider fik Danmark tilbage, hvilket Olaf ſvenſke nu overlod ham, ſiden han var bleven gift med hans Moder; eller rettere, Sigrid ſelv, ſom beherſkede ſin Søn, foreſkrev ham vel ogſaa dette Skridt. Dog ſynes det, ſom om Sven tillige bar maattet vinde det chriſtne Parti i Danmark, der paa denne Tid viſtnok var det hedenſke langt overlegent, ved aldeles at forſage Hedendommen, og love oprigtig Hengivenhed for Chriſtendommen[21]. Mellem Olaf ſvenſke og ham oprettedes nu der Sigrids Ledning en ſaare venlig Forbindelſe. At denne fornemmelig var rettet mod Olaf Tryggvesſøn, deels for at hevne den Sigrid tilføjede Fornærmelſe, deels ogſaa for at ſkaffe Sven de Beſiddelſer i Norge, hvorpaa han havde Arvefordringer[22], er let at begribe, og ſandſynligviis var det og ved at give Olaf ſvenſke Udſigt til at erhverve Dele af Norge, at Sigrid og Sven fik ham overtalt til at give Slip paa Danmark[23]. Det var naturligt, at ogſaa Haakon Jarls Sønner, Erik Jarl og Sven, ſluttede ſig til dette Forbund, der gav dem Udſigt til Hevn for deres Faders Drab. Erik havde allerede tidligere traadt i nærmere perſonlig Forbindelſe med Sven, ved at egte hans Datter Gyda, da han, Aaret efter ſin Faders Død, og medens Sven juſt opholdt ſig i Danmark, kom tilbage fra et Auſtervegs-Tog (996)[24]. Og ikke længe efter egtede Sven Haakonsſøn Olaf ſvenſkes Syſter, Sigrids Datter Holmfrid[25]. Saa nøje forbundne med hinanden vare altſaa de mægtige Fyrſter, der alle havde det fælles Maal at ſtyrte Olaf Tryggvesſøn, og ſom end mere ophidſedes dertil af den hevnlyſtne Sigrid Storraade, der nu næſten kunde ſiges at have Nordens Skjæbne i ſine Hænder.

  1. Se ovf. S. 127, hvor der tillige handles om hendes Privatejendomme, den ſaakaldte Sigridlev.
  2. Se ovf. S. 130.
  3. Olafs S. helga, udg. af Keyſer og Unger, S. 4, jvf. Odd Munk, Cap. 28. Saxo, 10de B. 497, ſiger udtrykkeligt, at Olaf herſkede under Moderens Ledning (regnum materno arbitrio subjectum habebat).
  4. At den ſaakaldte Sigridlev i det mindſte laa i Øſtergautland og Smaaland, ſynes man at kunne ſlutte af Navnene paa de Gaarde, der i Valdemar d. 2dens Jordebog (Langebek Scr. rer. Dan. VII. 529) nævnes ſom tilhørende denne Konge i Sverige, og ſom ſynes at have udgjort en Deel af Sigridlev, der her udtrykkelig nævnes. De, ſom man har gjenkjendt, ligge deels i Øſtergautland, deels i Smaaland.
  5. Ol. Tr. S. Cap. 189.
  6. Ol. Tr. S. Cap. 192.
  7. Olaf Tre S. Cap. 193. Snorre Cap. 66.
  8. Se ovf. S. 284, 385.
  9. Dette ſiges udtrykkeligt af Mag. Adam, II. 37.
  10. Om dette Forlig, ſe ovf. S. 125, 126.
  11. Boleſlav ſkal være fød ved 967, altſaa paa den Tid, da Forliget ſluttedes, kun 20 Aar gammel, og i 997 30 Aar. Hvor ſlet Lov han havde, ſees af Thietmar IV. 35), hvor han omtaler hans Fødſel: „Hun (Dobrava), den gode Moder, fødte en fra hende meget vanſlægtende Søn, og mange Mødres Fordærvelſe (sic), hvilken hun efter ſin Broder kaldte Boleſlav, den ſamme, der mod hende aabenbarede ſin iboende Ondſkab, og ſiden raſede mod ſit eget Kjød og Blod“. Hans Ondſkab i det hele taget og Uſtadighed i Giftermaal omtales i IV. 37. Ágrip (Cap. 17) nævner ikke Boleſlav, kun „en Hertug i Vendland“.
  12. Fagrſkinna Cap. 52, 53.
  13. Om Svens Bedrifter i Mellemtiden fra hans ſidſte Forjagelſe fra Danmark ved Olaf ſvenſke indtil hans Tilbagekomſt efter Giftermaalet med Sigrid nævnes intet i Sagaerne: man veed ej med Vished, om han var i Veſten, eller i Øſten. Vi erfare kun af de allerede forhen omtalte engelſke og britiſke Annaler, at der i det mindſte ikke nævnes noget danſk Herjetog enten i England eller Wales, mellem 995 og 997; i denne Tid har vel altſaa Sven været hjemme i Danmark, hvilket ogſaa pasſer med hvad vore egne Efterretninger antyde (f. Ex. at Erik Jarl netop i 996 egtede Svens Datter Gyda); og da vi nu ſinde Herjetog atter omtalte fra 997 til 999 (ſe Chron. Sax. og Brut y Tywysogion ved disſe Aar) ligeſom ogſaa Sven, udtrykkeligt omtalt 995, efter 1002 fremdeles nævnes og ligeſom forudſættes ſom Danernes Anfører, bliver det overmaade ſandſynligt, at Sven fra 997 atter tilbragte Tiden med Herjetog paa England, og muligt endog havde Fredland i Nordmandie, hvor den danſke Flaade i det mindſte i Aaret 1000 drog hen, og hvor Sven i alle Fald ſenere fandt Tilflugt (ſe Villjam af Jumièges, V. 7).
  14. Dette fortælles kun af Saxo, 10de B. S. 502; ogſaa Odd Munk (Cap. 35) fortæller om en Aake danſke, der havde taget Tjeneſte hos Olaf, og ſtedſe roſte Thyre.
  15. Hiſtorien om Handſken fortælles i Olaf Tryggv. Saga Cap. 194, og af Snorre Cap. 68, ſamt hentydes til i Fagrſkinna Cap. 74; den anden, om hendes Neddukning, hos Saxo, 10de B. S. 503. Den er ſlet ikke ſaa uſandſynlig, kun har Saxo viſtnok Uret i at lade Dukningen foregaa, førend hun betraadte Kongens Skib, hvor Samtalen ſkulde finde Sted. Den er ſnarere foregaaet efter, eller og ved hendes Overfart til den ſvenſke Side. Det heder vel i Sagaen, at Samtalen ſkede i Kongehelle, men da det tidligere heder, at den berammedes til at finde Sted „i Elven, ved Landemerket“, er det ej uſandſynligt, at den virkelig har fundet Sted ombord, teet ved Kongehelle.
  16. Olaf Tryggv. Saga Cap. 195. Snorre Cap. 99, 100. Odd Munk, Cap. 42 fortæller Udtrykkeligt efter en „Preſt Rufus’s“ Vidnesbyrd, at Boleſlav godvillig ſendte hende tilbage.
  17. Uagtet Sagaerne, ſom ovenfor anført, virkelig omtale Dronning Gunnhilds Død, maa man dog næſten antage, at hun endnu paa denne Tid har været i Live, da Encomium Emmæ reginæ (Langebek Script. rer. Dan. II. Cap. 479, udtrykkeligt beretter, at Svens Sønner, Knut og Harald efter hans Død droge til Vendland (Sclavonia) og bragte deres der levende Moder derfra tilbage. Sagaernes Nedſkrivere have ſaaledes øjenſynligt kun forudſat, at hun maatte være død. Under disſe Omſtændigheder er det meget rimeligt at Sven kan have tilbudt Boleſlav en Fornyelſe af Traktaten.
  18. Saaledes Olaf Tryggv. Saga Cap. 193. Snorre ſætter Thyres Ankomſt ſenere, nemlig i 999, ſkjønt en Forvirring her er indtraadt. Odd Munk (Cap. 35) ſiger at Thyre havde haft Beſiddelſer i Viken, navnlig et Sted kaldet Þyrileif; dette er dog viſt alene en uheldig Gisning, hentet fra Navnet Fyrileif (nu Ferløv i Haaby Sogn, inderſt i Gudmarsfjorden), hvilket Navn kun betyder „Fjærens“ (d. e. Ebbens) Levning, opſvømmet Land.
  19. Olaf Tryggv. Saga Cap. 195. Snorre Cap. 99. Fagrſkinna Cap. 74. Odd Munk, Cap. 42. At Brylluppet ſtod i Tunsberg, eller maaſke rettere paa den nærliggende Kongsgaard Sæim (nu Jarlsberg), ſiges blot i Olaf Tryggv. Saga; Snorre, der henfører Brylluppet til en ſenere Tid, omtaler kun et Thing i Tunsberg, hvor Sejdmændene lyſtes fredløſe. — Ogſaa Mag. Adam (II 34) omtaler Olafs Giftermaal med Thyre, hvilken han kalder Thyre; han ſiger dog ej, at hun var Svens Syſter, men kun at hun var fra Danmark, og kalder hende „en overmodig Kvinde, efter hvis Opeggelſer han paaførte Danerne Krig“. Saxo gjør Thyre til Svens Datter, og ſynes ikke at vide noget om, at Olaf egtede hende.
  20. Naar Sven egtede Sigrid, er uviſt. Vel ſtaar der i Sagaerne, at det ſkede ſtrax efter at Olaf egtede Thyre, dog er dette temmelig uſikkert, ligeſom alle de nærmere Omſtændigheder ved disſe Giftermaal. At det ſkede før Svoldrſlaget i Aaret 1000, er naturligviis afgjort, da Sven ej kunde deeltage i dette Slag, førend han havde erhvervet Danmark tilbage. Baade Mag. Adam og Saxo ere ligeledes enige om at Giftermaalet ſkede før Svoldrſlaget; den førſte ſiger ogſaa udtrykkeligt, at Sven giftede ſig endnu førend han havde faaet Danmark tilbage, hvilket netop var en Følge af dette Giftermaal. Men da han tillige, ſom vi have ſeet, ſammenblander Gunnhild, Boleſlavs Syſter, med Sigrid, ſætter han Svens Giftermaal med denne alt for langt tilbage i Tiden, nemlig til hans Ophold i Danmark ſtrax efter Erik Sejrſæls Død, og paa en Tid, da Olaf Tryggvesſøn endnu ikke havde friet til hende. Det ſandſynligſte er virkelig, at Sven ikke egtede Sigrid førend i Aaret 999, mellem hvilket og Aaret 1001 der var en Mellemfriſt i de Danſkes engelſke Krigstog, ſom Sven har benyttet til at ſtride mod Olafs og det Forbund, ſom alle dennes Fiender ſluttede med hinanden, er ogſaa viſtnok indgaaet umiddelbart før Aaret 1000.
  21. Saxo (S. 497—500) taler meget om, hvorledes Sven endelig omvendte ſig og blev en oprigtig Chriſten, forbedret i Modgangens Skole. Men han lægger til, at han derved udſatte ſig for det hedenſke Folks Had: hvilket pasſer paa de fornemmere Høvdingers, ej paa det egentlige Folks Stemning. Ogſaa Mag. Adam (II 37) taler om at Sven gik i ſig ſelv, omvendte ſig og ſluttede et faſt Forbund med den ſvenſke Konge til Chriſtendommens Befordring. Hovedhenſigten Var ſnareſt den verdslige, at ſtyrte Olaf Tryggvesſøn, thi hvor vidt Sviakongen allerede paa denne Tid var chriſtnet — hvad rigtignok flere antage, ſe Reuterdahls Kirkehiſtorie I. S. 333—325 — er et ſtort Spørgsmaal.
  22. Fagrſk. Cap. 74 nævner udtrykkeligt ſom Aarſagerne til Svens Fiendſkab mod Olaf, at han havde egtet Thyre, og at han „havde ſat ſig faſt i hans Skatland, Norges Rige, ſom Svens Fader Harald havde lagt under ſig“. Omtrent de ſamme Aarſager lægger Olaf Tryggv. Saga Cap. 244 Sigrid Storraade i Munden, hvor hun ophidſer Sven mod Olaf Tryggvesſøn.
  23. Om man ej kunde ſkjønne dette af andet, ſaa fremgaar det deraf, at Olaf ſvenſke efter Svoldrſlaget virkelig fik Beſiddelſer i Norge. Transaktionen var i Grunden den ſamme, ſom den, Haakon Jarl i ſin Tid havde foreſlaaet med Henſyn til Guldharald. Det er neppe at vente at Olaf ſvenſke, hvor meget han end gik i ſin Moders Ledebaand, dog uden mindſte Erſtatning ſkulde have opgivet Danmark.
  24. Olaf Tryggv. Saga Cap. 243. Snorre Cap. 97. Fagrſk. Cap. 68.
  25. Ved denne Lejlighed viſer det ſig atter, hvorledes Ordet mágr, der kan betyde baade Svoger, Svigerfader, Svigerſøn, Stiffader og Stifſøn, giver Anledning til Vaklen i Angivelſer, ligeſom ved Mieczyſlav og Olaf Kvaran. Holmfrid kaldes nemlig Olaf ſvenſkes Datter hos Snorre, i hans Olaf Tryggv. Saga Cap. 123 og i hans Olaf den helliges Saga Cap. 89, ligeſom i det tilſvarende Sted i Olaf den helliges Saga i Kongeſagaerne Cap. 84; hvorimod hun kaldes Olafs Syſter i Olaf Tryggv. Saga Cap. 260 (der ſvarer til det førſtnævnte Sted hos Snorre) ſaa vel ſom i Olaf den helliges Saga Cap. 43, hvor det endog udtrykkeligt ſiges at hiin var Datter af Erik Sviakonge. Nu er det vel intet i Vejen for at antage, at Olaf ſvenſke ogſaa kan have haft en Datter ved Navn Holmfrid; men ſaa meget er viſt, at Sven Jarl umuligt kan have været gift med hende omkring Aaret 1000, da hendes Bedſtemoder Sigrid endnu var ſaa ung at hun kunde føde Sven en Datter, den bekjendte Æſtrid. Desuden ſiger Mag. Adam udtrykkeligt (III. 11) om Svens og Holmfrids Datter Gunnhild, der var gift med Sven Ulfsſøn, at hun var hans „consobrina“, d. e. Søſkendebarn, hvilket alene pasſer, naar hendes Moder, Holmfrid, og Svens Moder Æſtrid vare Søſkende eller Halvſøſkende. Dertil kommer endelig, at Gunnhild førſt, ſom det ſynes, var gift med den ſvenſke Konge Anund Jakob (Adam af Bremen Schol. 67, jvfr. Langebeks Script. rer. Dan. III. S. 335),