Det norske Folks Historie/2/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olafs andet Beſøg i Viken, der bar ſaa bitre Frugter for ham ſelv, fordi hans Hidſighed forledede ham til at fornærme Sigrid Storraade, var heldbringende for Chriſtendommen, der ved hans ivrige Beſtræbelſer befæſtedes og udbredtes videre. I Mellemtiden mellem hans Frieri til Sigrid Storraade, og hans uheldige Møde med hende ved Kongehelle, gjorde han en Rejſe op til Ringerike, hvor han ſom ſædvanligt bød Folket at lade ſig chriſtne, og med god Fremgang. Kong Sigurd Syr gjorde et Gilde for ham og lod ſig døbe med ſin Huſtru Aaſta og treaarige Stifſøn Olaf Haraldsſøn, til hvilken Kong Olaf Tryggvesſøn ſelv ſkal have ſtaaet Fadder[1]. Det øvrige Ringerike fulgte deres Exempel, og en ſtor Deel af Oplandene ſkal ligeledes være chriſtnet, dog er dette, ſom vi allerede forhen have ytret, neppe at forſtaa om andet end de til Ringerike nærmeſt grændſende Bygder; thi Mellemtiden mellem Olafs Ankomſt til Viken og hans Møde med Sigrid ſtrax efter Juul (998) var for kort til at han ſkulde kunne have gjeſtet andre Dele af Oplandene end Ringerike, og, om det kom højt, Hadeland[2]. Her havde i ſin Tid Kong Harald Haarfagres Søn, Ragnvald Rettilbeine; øvet Sejd, indtil han blev indebrændt af Erik Blodøxe; men han efterlod en Æt, der ſynes at have traadt i hans Fodſpor. Thi hans Sønneſøn, Eyvind Kelda, var ikke alene ſelv paa denne Tid en ſtor Sejdmand, men nævnes endog ſom den fornemſte af en heel Mængde Sejdmænd, der fandtes rundt om i Viken og de nærmeſte Egne[3]. Slige Folk vare Olaf en Vederſtyggelighed, og ved det ſamme Gilde i Tunsberg, hvor han holdt Bryllup med Thyre, forkyndte han derfor, at alle, ſaa vel Kvinder ſom Mænd, der fore med Trolddom og Hexeri, ſkulde forlade Landet. Siden lod han og ranſage efter dem i de nærmeſte Egne, og fik ſaaledes fat paa en heel Deel, hvoriblandt Eyvind Kelda. Olaf bad dem lade alt Hedenſkab og alle ſlige Kunſter fare, eller i modſat Fald forlade Landet. Eyvind ſvarede for dem alle, at de ej vilde forſage deres Fædres Tro. Olaf ſagde intet videre hertil, men lod dem bringe ind i en ſtor Stue og beverte paa det rigeligſte. De drak, uden at ane nogen Fare, ſaa vældigt, at de alle bleve beruſede. Da lod Kongen ſætte Ild paa Stuen, hvor de laa. De vaagnede ej, førend Ilden luede om dem, og de bleve alle indebrændte, paa Eyvind nær, der ſlap ud gjennem Ljoren og undkom. Da han var kommen et langt Stykke bort, traf han nogle Folk, ſom ſkulde til Kong Olaf. Han bad dem hilſe Kongen, at Eyvind Kelda var ſluppen ud af Ilden, og nok ſkulde pasſe det ſaaledes, at han ikke kom i Olafs Vold, men derimod vedblive med ſin Sejd, ſom forhen. Kongen, ſiges der, tog ſig nær af at Eyvind ej var omkommen. Uagtet denne Handling efter vore Begreber maatte kaldes en Nidingsdaad, er det dog ſaa langt fra at de gamle Sagaſkrivere betragte den i dette Lys, at de meget mere fortælle den ſom en fortjenſtfuld Handling[4].

Da Vaaren var kommen, opbød Kongen Folk rundt omkring i Viken, for at følge ham nord i Landet, hvor han viſtnok endnu ikke var ret ſikker paa de nys omvendte Indbyggeres Troſkab. Selv drog han med Dronningen og ſin Hird udefter Viken og tog Veitſler paa ſine Gaarde i Agder og Rogaland. Paaſkeaften kom han til Agvaldsnes paa Karmt, hvor et Paaſkegilde var beredt for ham; han havde ikke færre end 300 Mand i ſit Følge. Samme Nat kom Eyvind Kelda til Øen med et ſtort fuldt bemandet Langſkib, i den Henſigt at overfalde og indebrænde Kongen. Hans Mandſkab ſkal ene have beſtaaet Sejdmænd og Folk, der fore med Troldſkab. Men de toge Fejl af af Vejen i Mørket og Morgentaagen, og de bleve alle grebne af Kongens Mænd. Kongen lod dem bringe bundne ud paa et Skær, hvilket Søen gik over ved Flodtid, og her druknede de alleſammen. Skæret blev ſiden kaldet Skratteſkær[5].

    hvilken dog neppe kan have haft ſin Syſterdatter, men vel ſit Søſkendebarn, til Egte.

  1. Olaf Tryggv. Saga Cap. 194. Snorre Cap. 67. Olaf den helliges Saga Cap. 20. Paa dette ſidſte Sted maa, efter hvad vi forhen have nævnt om den uſandſynlige Beretning og Aaſtas tvende Friere, Olaf være meget over 6 Aar gammel, da han blev døbt. Dette pasſer dog aldeles ikke med de øvrige Angivelſer i Sagaen, der aabenbart forudſætte den ſamme Alder for Olaf, ſom Snorre og Olaf Tryggv. Saga, nemlig at han ved ſin Daab var 3 Aar gammel eller rettere i ſit 3die Aar, da Olafs Fødſel nemlig henførtes til Sommeren, og navnlig til 29de Juli, der ſenere blev hans Feſtdag (ſe Udtoget af Breviar. Nidr. hos Langebek, Script. II. S. 539, hvor Olafs Feſtdag udtrykkelig kaldes „natalitium S. 0lavi“). Beretningen om Frieriet forekommer og i den legendariſke Olafs helga Saga c. 6, hvor den anden Frier kaldes Gudbrand af Dalene, og hvor Olafs Daab ſættes for Giftermaalet. Enkelte Legender lade Olaf ogſaa blive døbt i Rouen. Begge Meninger omtales hos Thjodrek, Cap. 13. Vi ville ſenere, hvor Olaf den helliges tidligere Liv omhandles, kommer til at ytre os nøjere herom.
  2. Se ovf. S. 287.
  3. Det er forhen (1ſte B. S. 588) omtalt, at Ragnvald Rettilbeine boede paa Hadeland, efter Sagnet paa Gaarden Klauvaſtad. Rimeligviis har Eyvind, hans Sønneſøn, beboet den ſamme Gaard, og ſandſynligt er det, at Olaf Tryggvesſøn under ſit Beſøg paa Ringerike og maaſke paa Hadeland ſelv fængſlede ham.
  4. Thjodrek Munk (Cap. 11) lader Indebrændingen foregaa i Templet paa Mæren, uden dog udtrykkelig at nævne Eyvind; han ſiger at der indebrændtes 80 Sejdmænd, ligeſom Odd Munk (Cap. 32) lader Indebrændingen foregaa i Throndhjem, idet nemlig alle Sejdmændene ſamles paa Nidarnes, og Olaf ſiden byder dem til Gilde. Saa vel han, ſom Olaf Tryggv. Saga ere forreſten enige om at tilſkrive Eyvinds Troldkyndighed, at han ſlap ud.
  5. Skratteſkær (af „Skratte“ d. e. Troldmand) kunde maaſke være det nuværende Fladeſkær, i Nærheden af Agvaldsnes. Det ſiges hos Odd Munk at ligge nord fra Nesſet, hvor Karmſund ender. Beretningen om Eyvind Kelda er forreſten ſaa vel i Ol. Tr. S. og hos Snorre, ſom hos Odd. Munk opfyldt med Fabler. Efter de førſte ſkulde Eyvind have frembragt for ſig og ſin Skare en ſaakaldt Hulenshjalm eller et Taageſlør, for at Kongen og hans Mænd ej ſkulde opdage dem; Taageſløret kom ogſaa, men i Sedet for at ſlaa Kongen og hans Folk, ſlog det ham ſelv og hans Skare med Blindhed, ſaa at de, ſom det heder, ikke ſaa bedre med Øjnene end med Nakken, og om Morgenen bleve fangne, idet de vankede om. Ol. Tr. S. Cap. 198. Snorre Cap. 70. Ifølge Odd Munk Cap. 41, bleve Eyvind og hans Mand blinde ved at ſe Kirken. Det Hele forklares dog ſaa let ved at Eyvind og hans Mænd, ukjendte i Egnen, fore aldeles vild i Morgentaagen. I Forbindelſe med denne Beretning ſtaar en anden, nemlig om et Beſøg, Olaf ſamme Nat ſkulde have haft af en gammel eenøjet Mand med en ſid Hat, der talede godt for ſig og kunde fortælle om mange gamle Begivenheder, ſaa at Kongen fandt meget Behag i hans Tale; blandt andet, hvad den Gamle fortalte, var ogſaa dette, at Agvaldsnes havde ſit Navn efter en Kong Agvald, der boede der paa Nesſet, og lagde megen Elſk paa en Ko, ſom han altid havde med ſig; at han troede det meget heldbringende at drikke dens Melk, og blotede til den; at han endelig faldt i et Slag mod en Kong Varia paa Skoreſtrand, og blev højlagt ikke langtfra Gaarden, ligeſom og de Bautaſtene da bleve oprejſte, der ſiden have ſtaaet der: i den anden Høj blev Koen lagt. Ved ſlige Fortællinger fordrev den Gamle Tiden for Kongen hele Aftenen og langt ud paa Natten; da Kongen havde lagt ſig, maatte han endnu ſidde ved Sængen og tale med ham, indtil Biſkoppen mindede Kongen om at det nu var Tid at ſove; da gik Gjeſten bort, og var ſiden ej at finde, men man erfoer at han havde været i Stegerſet og ſagt at det Kjød, man der ſtegte, var alt for daarligt og magert til en Konges Bord, hvorimod han ſkaffede to fede Slagtſider, ſom de nu beredede. Nu, heder det, ſkjønnede Kongen at dette var Djævelens Liſt, og bød at alt det Kjød, den Gamle havde leveret, ſkulde kaſtes ud, da enhver, ſom nød deraf, ſtrax vilde dø; den Fremmede, meente han, var ingen anden end Odin, Hedningernes Gud, ſom havde villet ſvige dem. Samme Nat kom Eyvind Kelda. Siden lod Olaf Højene aabne og der fandt man