Det norske Folks Historie/2/35
Olafs andet Besøg i Viken, der bar saa bitre Frugter for ham selv, fordi hans Hidsighed forledede ham til at fornærme Sigrid Storraade, var heldbringende for Christendommen, der ved hans ivrige Bestræbelser befæstedes og udbredtes videre. I Mellemtiden mellem hans Frieri til Sigrid Storraade, og hans uheldige Møde med hende ved Kongehelle, gjorde han en Rejse op til Ringerike, hvor han som sædvanligt bød Folket at lade sig christne, og med god Fremgang. Kong Sigurd Syr gjorde et Gilde for ham og lod sig døbe med sin Hustru Aasta og treaarige Stifsøn Olaf Haraldssøn, til hvilken Kong Olaf Tryggvessøn selv skal have staaet Fadder[1]. Det øvrige Ringerike fulgte deres Exempel, og en stor Deel af Oplandene skal ligeledes være christnet, dog er dette, som vi allerede forhen have ytret, neppe at forstaa om andet end de til Ringerike nærmest grændsende Bygder; thi Mellemtiden mellem Olafs Ankomst til Viken og hans Møde med Sigrid strax efter Juul (998) var for kort til at han skulde kunne have gjestet andre Dele af Oplandene end Ringerike, og, om det kom højt, Hadeland[2]. Her havde i sin Tid Kong Harald Haarfagres Søn, Ragnvald Rettilbeine; øvet Sejd, indtil han blev indebrændt af Erik Blodøxe; men han efterlod en Æt, der synes at have traadt i hans Fodspor. Thi hans Sønnesøn, Eyvind Kelda, var ikke alene selv paa denne Tid en stor Sejdmand, men nævnes endog som den fornemste af en heel Mængde Sejdmænd, der fandtes rundt om i Viken og de nærmeste Egne[3]. Slige Folk vare Olaf en Vederstyggelighed, og ved det samme Gilde i Tunsberg, hvor han holdt Bryllup med Thyre, forkyndte han derfor, at alle, saa vel Kvinder som Mænd, der fore med Trolddom og Hexeri, skulde forlade Landet. Siden lod han og ransage efter dem i de nærmeste Egne, og fik saaledes fat paa en heel Deel, hvoriblandt Eyvind Kelda. Olaf bad dem lade alt Hedenskab og alle slige Kunster fare, eller i modsat Fald forlade Landet. Eyvind svarede for dem alle, at de ej vilde forsage deres Fædres Tro. Olaf sagde intet videre hertil, men lod dem bringe ind i en stor Stue og beverte paa det rigeligste. De drak, uden at ane nogen Fare, saa vældigt, at de alle bleve berusede. Da lod Kongen sætte Ild paa Stuen, hvor de laa. De vaagnede ej, førend Ilden luede om dem, og de bleve alle indebrændte, paa Eyvind nær, der slap ud gjennem Ljoren og undkom. Da han var kommen et langt Stykke bort, traf han nogle Folk, som skulde til Kong Olaf. Han bad dem hilse Kongen, at Eyvind Kelda var sluppen ud af Ilden, og nok skulde passe det saaledes, at han ikke kom i Olafs Vold, men derimod vedblive med sin Sejd, som forhen. Kongen, siges der, tog sig nær af at Eyvind ej var omkommen. Uagtet denne Handling efter vore Begreber maatte kaldes en Nidingsdaad, er det dog saa langt fra at de gamle Sagaskrivere betragte den i dette Lys, at de meget mere fortælle den som en fortjenstfuld Handling[4].
Da Vaaren var kommen, opbød Kongen Folk rundt omkring i Viken, for at følge ham nord i Landet, hvor han vistnok endnu ikke var ret sikker paa de nys omvendte Indbyggeres Troskab. Selv drog han med Dronningen og sin Hird udefter Viken og tog Veitsler paa sine Gaarde i Agder og Rogaland. Paaskeaften kom han til Agvaldsnes paa Karmt, hvor et Paaskegilde var beredt for ham; han havde ikke færre end 300 Mand i sit Følge. Samme Nat kom Eyvind Kelda til Øen med et stort fuldt bemandet Langskib, i den Hensigt at overfalde og indebrænde Kongen. Hans Mandskab skal ene have bestaaet Sejdmænd og Folk, der fore med Troldskab. Men de toge Fejl af af Vejen i Mørket og Morgentaagen, og de bleve alle grebne af Kongens Mænd. Kongen lod dem bringe bundne ud paa et Skær, hvilket Søen gik over ved Flodtid, og her druknede de allesammen. Skæret blev siden kaldet Skratteskær[5].
- ↑ Olaf Tryggv. Saga Cap. 194. Snorre Cap. 67. Olaf den helliges Saga Cap. 20. Paa dette sidste Sted maa, efter hvad vi forhen have nævnt om den usandsynlige Beretning og Aastas tvende Friere, Olaf være meget over 6 Aar gammel, da han blev døbt. Dette passer dog aldeles ikke med de øvrige Angivelser i Sagaen, der aabenbart forudsætte den samme Alder for Olaf, som Snorre og Olaf Tryggv. Saga, nemlig at han ved sin Daab var 3 Aar gammel eller rettere i sit 3die Aar, da Olafs Fødsel nemlig henførtes til Sommeren, og navnlig til 29de Juli, der senere blev hans Festdag (se Udtoget af Breviar. Nidr. hos Langebek, Script. II. S. 539, hvor Olafs Festdag udtrykkelig kaldes „natalitium S. 0lavi“). Beretningen om Frieriet forekommer og i den legendariske Olafs helga Saga c. 6, hvor den anden Frier kaldes Gudbrand af Dalene, og hvor Olafs Daab sættes for Giftermaalet. Enkelte Legender lade Olaf ogsaa blive døbt i Rouen. Begge Meninger omtales hos Thjodrek, Cap. 13. Vi ville senere, hvor Olaf den helliges tidligere Liv omhandles, kommer til at ytre os nøjere herom.
- ↑ Se ovf. S. 287.
- ↑ Det er forhen (1ste B. S. 588) omtalt, at Ragnvald Rettilbeine boede paa Hadeland, efter Sagnet paa Gaarden Klauvastad. Rimeligviis har Eyvind, hans Sønnesøn, beboet den samme Gaard, og sandsynligt er det, at Olaf Tryggvessøn under sit Besøg paa Ringerike og maaske paa Hadeland selv fængslede ham.
- ↑ Thjodrek Munk (Cap. 11) lader Indebrændingen foregaa i Templet paa Mæren, uden dog udtrykkelig at nævne Eyvind; han siger at der indebrændtes 80 Sejdmænd, ligesom Odd Munk (Cap. 32) lader Indebrændingen foregaa i Throndhjem, idet nemlig alle Sejdmændene samles paa Nidarnes, og Olaf siden byder dem til Gilde. Saa vel han, som Olaf Tryggv. Saga ere forresten enige om at tilskrive Eyvinds Troldkyndighed, at han slap ud.
- ↑ Skratteskær (af „Skratte“ d. e. Troldmand) kunde maaske være det nuværende Fladeskær, i Nærheden af Agvaldsnes. Det siges hos Odd Munk at ligge nord fra Nesset, hvor Karmsund ender. Beretningen om Eyvind Kelda er forresten saa vel i Ol. Tr. S. og hos Snorre, som hos Odd. Munk opfyldt med Fabler. Efter de første skulde Eyvind have frembragt for sig og sin Skare en saakaldt Hulenshjalm eller et Taageslør, for at Kongen og hans Mænd ej skulde opdage dem; Taagesløret kom ogsaa, men i Sedet for at slaa Kongen og hans Folk, slog det ham selv og hans Skare med Blindhed, saa at de, som det heder, ikke saa bedre med Øjnene end med Nakken, og om Morgenen bleve fangne, idet de vankede om. Ol. Tr. S. Cap. 198. Snorre Cap. 70. Ifølge Odd Munk Cap. 41, bleve Eyvind og hans Mand blinde ved at se Kirken. Det Hele forklares dog saa let ved at Eyvind og hans Mænd, ukjendte i Egnen, fore aldeles vild i Morgentaagen. I Forbindelse med denne Beretning staar en anden, nemlig om et Besøg, Olaf samme Nat skulde have haft af en gammel eenøjet Mand med en sid Hat, der talede godt for sig og kunde fortælle om mange gamle Begivenheder, saa at Kongen fandt meget Behag i hans Tale; blandt andet, hvad den Gamle fortalte, var ogsaa dette, at Agvaldsnes havde sit Navn efter en Kong Agvald, der boede der paa Nesset, og lagde megen Elsk paa en Ko, som han altid havde med sig; at han troede det meget heldbringende at drikke dens Melk, og blotede til den; at han endelig faldt i et Slag mod en Kong Varia paa Skorestrand, og blev højlagt ikke langtfra Gaarden, ligesom og de Bautastene da bleve oprejste, der siden have staaet der: i den anden Høj blev Koen lagt. Ved slige Fortællinger fordrev den Gamle Tiden for Kongen hele Aftenen og langt ud paa Natten; da Kongen havde lagt sig, maatte han endnu sidde ved Sængen og tale med ham, indtil Biskoppen mindede Kongen om at det nu var Tid at sove; da gik Gjesten bort, og var siden ej at finde, men man erfoer at han havde været i Stegerset og sagt at det Kjød, man der stegte, var alt for daarligt og magert til en Konges Bord, hvorimod han skaffede to fede Slagtsider, som de nu beredede. Nu, heder det, skjønnede Kongen at dette var Djævelens List, og bød at alt det Kjød, den Gamle havde leveret, skulde kastes ud, da enhver, som nød deraf, strax vilde dø; den Fremmede, meente han, var ingen anden end Odin, Hedningernes Gud, som havde villet svige dem. Samme Nat kom Eyvind Kelda. Siden lod Olaf Højene aabne og der fandt man
hvilken dog neppe kan have haft sin Systerdatter, men vel sit Søskendebarn, til Egte.