Det norske Folks Historie/2/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hvad der nu nærmeſt laa Olaf paa Hjerte, var Haalogalands Omvendelſe til Chriſtendommen. Dette tilligemed Naumdal var den eneſte Deel af Norges Kyſtland, ſom endnu ikke var chriſtnet. De mægtige Høvdinger i dette Fylke havde hindret Olafs førſte Forſøg paa at omvende det, og egentlig var Olaf endnu ikke engang anerkjendt ſom Konge i denne Deel af Landet, da han hidtil kun havde ladet ſig hylde i de Fylker, der laa ſøndenfor Throndhjemsfjorden. Det er derfor at antage, at han med det nysnævnte Folke-Opbud fra Viken ogſaa havde til Henſigt at ſkaffe ſig en Styrke, hvormed han kunde kue de overmodige Haaleyger. Dog forſmaaede han heller ikke at bruge Liſt: et tydeligt Tegn paa at disſe haaleygſke Høvdinger vare mægtigere og farligere at binde an med, end nogen af dem, med hvilke Olaf hidtil havde haft at beſtille.

Da Olaf paa ſin Rejſe nordefter var kommen til Nordmøre, traf han, fortælles der, to Bønder fra Haalogaland, ved Navn Sigurd og Hauk, unge og ſterke Mænd, der laa meget paa Rejſer for at drive Kjøbmandsſkab. De vare juſt komne tilbage fra en Rejſe til England. Da Kongen fik vide at et haalogalandſk Skib var landet, hvis Styremænd endnu vare Hedninger, lod han disſe kalde til ſig og ſpurgte, om de vilde antage Chriſtendommen. De vægrede ſig derved, og han lettede dem paa Liv eller Lemmer, men forgjæves. Han lod dem lægge i Jern, og tog dem med ſig ſom Fanger til Throndhjem, hvor han fremdeles holdt dem i Fangenſkab, og ofte talte for dem, idet han ſnart forſøgte at vinde dem med Løfter om ſtore Æresbeviisninger, ſnart at ſkræmme dem med Truſler om haarde Piinſler, uden at dog noget af Delene frugtede. Men en Morgen bleve de pludſelig ſavnede i Fængſlet, uden at nogen kunde ſkjønne, hvorledes de vare komne bort, thi Fjetterne eller Fodblokkene laa ganſke hele og ubrudte efter. Man undrede ſig derover; Kongen ſelv talte ikke ſtort derom, men lod det bero med at give Vogterne en ubetydelig Iretteſættelſe. Man ſøgte efter Flygtningerne, men de fandtes ingenſteds. Endelig fik man om Høſten høre, at de vare komne til Haarek paa Thjøtta, og opholdt ſig hos ham.

Haarek var, ſom man maa antage, den mægtigſte Mand paa Haalogaland i denne Tid. Han var af høj Byrd, thi hans Fader var Eyvind Skaldeſpilder, der, ſom vi forhen have nævnt, paa fædrene Side nedſtammede fra Berdlu-Kaare og paa mødrene fra Harald Haarfagre[1]. Eyvind Skaldeſpilder var ved Dyrtiden under Gunnhilds Sønner og maaſke ved andre tilſtødende Uheld kommen i ſmaa Omſtændigheder[2], ſaa at Haarek kun havde meget lidet at begynde med. Han kjøbte ſig førſt en liden Gaard paa Thjøtta, hvor der den Gang boede temmelig mange Smaabønder; men da han var en meget klog Mand, ſom forſtod at ſamle Penge, havde han i faa Aar ogſaa ſkaffet ſig de øvrige Gaarde, og faaet alle Smaabønderne bort, ſaa at han nu var Ene-Ejer af Øen, hvor han lod opføre en ſtor Hovedgaard[3]. Han blev en meget rig Mand, og var rimeligviis allerede nu, enten ene, eller i Fællesſkab med flere, forlenet med Finnefærden og den kongelige Sysſel i Finmarken, der ogſaa var meget indbringende[4]. Vi have ſeet, hvorledes han ved Olaf Tryggvesſøns førſte Forſøg paa at gjeſte Haalogaland var en af dem, der ſtillede ſig i Spidſen for Bønderne, ſom med væbnet Haand vilde modſætte ſig ham; vi ville ogſaa ſenere ſaa at ſe, hvorledes han paa ſamme Maade ſatte ſig i Spidſen for de Bønder, der gjorde Opſtand mod Olaf den hellige. Selvraadighed, Egennyttighed og Stivſind, parret med Trædſkhed, ſynes at have været de fornemſte Træk i hans Charakteer. Hans Modſtand mod Olaf ſkede aabenbart ikke for Hedendommens Skyld, men fordi han helſt ønſkede at være ſin egen Herre.

Til denne Mand var det at Sigurd og Hauk havde taget deres Tilflugt, ſom den, der villigſt og kraftigſt kunde beſkytte dem mod Kongen. Haarek tog ogſaa meget godt imod dem, og de forbleve hos ham den hele Vinter i bedſte Velgaaende. Ud paa Vaaren (999) hændte det ſig en Godvejrs-Dag, at Haarek var hjemme og kun faa Mænd hos ham paa Gaarden, ſaa at han kjedede ſig. Sigurd og Hauk foreſloge ham til Tidsfordriv at gjøre en Sejlfart. Haarek ſyntes godt derom. De gik nu ned til Stranden, og droge en Sexæring frem. Haarek gik ud i Baaden for at lægge Roret i Lag, medens Sigurd og Hauk toge Maſt og Sejl ud af Nauſtet, kaſtede nogle Smørlob og en Bundt med Brød ombord, og bare en ſtor Bytte Øl ud mellem ſig, uden at Haarek lagde Merke dertil, fordi han havde noget at beſtille agter ved Roret. Det var ham heller ikke paafaldende, at Brødrene vare fuldt bevæbnede, thi de plejede altid at gaa med Vaaben hjemme paa Gaarden. De roede fra Land; det var næſten ſtille, kun luftede det lidt fra Norden. De hejſede derfor Sejl, og fjernede ſig ſnart fra Øen. Haarek ſad ved Roret. Brødrene gik agter til ham og ſpurgte, hvor han tænkte at ſtyre hen. Han ſagde at han vilde over til den nærmeſte-Ø (Mindland?). Da ſagde Sigurd: „Vælg nu, Bonde, mellem to Vilkaar; enten at du lader os Brødre raade for Rejſen og ſtyrede Roret, eller at vi binde eller maaſke dræbe dig“. Haarek ſom vidſte, at han neppe kunde ſtaa ſig mod een af Brødrene, end lige mod dem begge, om det gjaldt at prøve Kræfter, valgte ſtrax at lade dem raade for Rejſen, og lovede under Ed, at holde ſig rolig. Sigurd gik da til Roret, og ſtyrede ſydefter langs Landet. De pasſede det ſaaledes, at de ej traf ſammen med Folk, og da der var god og jevn Bør, kom de paa den Maade uhindret ligetil Nidaros hvor de fandt Kong Olaf. Denne lod Haarek kalde til ſig og bød ham at lade ſig døbe. Haarek vægrede ſig. Kongen beholdt ham hos ſig i flere Dage og talte idelig for ham, ſtundom i Manges Paahør, ſtundom i Eenrum, om at antage Chriſtendommen, men forgjæves. Endelig ſagde Kongen, at han vel ſkulde ſlippe for denne Gang, og faa Lov at drage hjem uden videre Fortræd, deels fordi der var ſaa ſtort Frændſkab mellem dem, deels fordi man kunde ſige, at han var fangen med Svig; men til Sommeren, ſagde Kongen, vilde han ſelv komme til Haalogaland, og da ſkulde Haaleygerne nok faa ſe, om han ej kunde refſe dem, der modſtode Chriſtendommen. Han gav Haarek til Rejſen en god Skude, der roedes af 10 til 12 Mænd, forſynede den paa det bedſte med alle Fornødenheder, og medgav ham desforuden et Følge af 30 raſke og vel udruſtede Mænd. Saaledes ſkiltes Haarek og Kongen i det hele taget venſkabeligt ad. Sigurd og Hauk bleve tilbage hos Kongen, og lode ſig døbe.

Da Haarek kom hjem til Thjøtta, ſendte han ſtrax Bud til ſin Ven Eyvind Kinnriva og lod ham vide, at han havde været hos Kongen, men ikke ladet ſig tvinge til at antage Chriſtendommen. Han underrettede ham derhos om, at Kongen var ventende til Sommeren, og anmodede i den Anledning Eyvind om at komme til ham i Thjøtta ſaa ſnart ſom muligt. Eyvind ſkyndte ſig afſted paa en Løbeſkude, og blev venligt modtagen af Haarek, ſom ſtrax bad ham følge med ſig bagom Huſene, for at de der kunde ſamtale i Eenrum. Men de havde ikke talt længe ſammen, førend de kongelige Mænd, der havde fulgt Haarek, brøde frem, grebe Eyvind, og førte ham ned til Fartøjet. De ſejlede afſted med ham lige til Nidaros, hvor Eyvind blev fremſtillet for Kongen. Olaf bød ham, ligeſom Haarek, at lade ſig døbe, men han negtede det ſtandhaftigt. Kongen bød ham ſtore Gaver og Forleninger, hvis han vilde antage Chriſtendommen, og truede ham i modſat Fald med Pinsler eller Død, men altſammen forgjæves. Da lod Kongen bringe ind et Bækken fuldt af Gløder og lægge paa hans Mave, ſaa at denne braſt og Eyvind opgav Aanden. Eyvind ſkal for ſin Død have ſagt, at det var en Umulighed for ham at antage Chriſtendommen, da han ikke egentlig var et Menneſke, men en ond Aand, ſom tryllekyndige Finner havde indmanet i et menneſkeligt Legeme, for at ſkaffe hans Forældre Børn, ſom de indtil da ej havde kunnet faa; hans Forældre havde til Gjengjeld maatte love Finnerne at hellige ham til Thor og Odin, og dette Løfte havde han ſelv fornyet. Det er ſlet ikke uſandſynligt, at en vild og overtroiſk Fanatiker, ſom Eyvind ſynes at have været, virkelig har troet, hvad han her foregav; og endnu rimeligere er det, at Kongen troede det. Men dette undſkylder dog ikke Kongens Gruſomhed, der, i hvilket Lys vi end betragte den, og om vi end ſkrive meget paa Tidsaandens og den herſkende Overtros Regning, altid maa blive oprørende.

At Haarek af Thjøtta begik et ſkammeligt Forræderi mod ſin Ven Eyvind, er viſt, men mindre klart er det, om han igjen er bleven ſvegen af Sigurd og Hauk. At disſe allerede under deres førſte Ophold i Nidaros vare blevne vundne af Kongen, at deres Vægring ved at antage Chriſtendommen kun var en Maſke, de paatoge ſig, og at deres Flugt og Kongens Harme derover kun var et forud aftalt Spil mellem dem og Kongen, ſees tydeligt nok. Derimod er det meget vanſkeligt at ſige, om de virkelig have overliſtet Haarek og tvunget ham til at gjøre Rejſen til Nidaros mod ſin Vilje, eller om de allerede under Vinterens Løb i Stilhed have vundet Haarek ved hemmelige Løfter fra Kongen, ſaa at han egentlig godvillig fulgte med dem, og den hele Hiſtorie om hans tvungne Rejſe ſaaledes var en Opdigtning ſom de efter fælles Aftale udſpredte ved Ankomſten til Nidaros, og hvis Rigtighed ingen kunde prøve, da der under det hele foregivne Optrin i Baaden ikke var et eneſte Vidne tilſtede[5]. Naar Haarek, ſom vi ſe, kunde forſtilte ſig og ſpille den Overliſtedes Rolle efter Ankomſten til Nidaros og ſenere, kunde han ogſaa gjøre det lige fra det Øjeblik, da han tiltraadte Rejſen.

Olaf Tryggvesſøn forſmaaede viſtnok ej, naar det gjaldt, at anvende Liſt, men til ſaa ſlette og underfundige Midler, ſom de, han ved denne Lejlighed anvendte, ſe vi ham dog ellers ikke at nedlade ſig. Vi kunne maaſke heraf ſlutte, at de haalogalandſke Høvdinger have været mægtigere og farligere at binde an med i aabenbar Kamp, end de, med hvilke han hidtil havde haft at beſtille. Det ſkulde visſelig meget til før en Mand med Olafs viſtnok heftige og voldſomme, men dog ogſaa ærlige og ridderlige Sind — ſaaledes fremſtille i alle Fald Sagaerne ham — at aftale en Plan, hvor det i den Grad kom an paa Forſtillelſe og Nidingsfærd. Men Religionsiveren beroligede her Samvittigheden og det heldige Udfald af hans Fremgangsmaade maatte tilſidſt endog lade denne ſynes fortjenſtlig i hans Øjne, i hvilket Lys ogſaa Sagaſkriverne ſynes at have betragtet den. Det lykkedes ham ogſaa virkelig at betage det haalogalandſke Høvdingeforbund hele dets Farlighed ved at vinde Haarek og overliſte Eyvind Kinnriva[6].

Længer ud paa Vaaren, eller rettere i Begyndelſen af Sommeren, drog Kongen med en betydelig Styrke til Haalogaland. Han ſelv ſtyrede Tranen, en ſmuk 30rummet Snekke, ſom han havde ladet bygge ved Nidaros om Vinteren kort efter at Thrøndelagen var chriſtnet[7]. Han drog langs med Kyſten, og hvor han lagde til Land, hvilket vel i det mindſte ſtede en Gang hver Dag, holdt han Thing og bød Folket at lade ſig chriſtne. Ingen vovede at gjøre ham Modſtand, og ſaaledes chriſtnedes da Landet overalt hvor han kom. Det maa følgelig bade været ved denne Lejlighed, at den nordlige Deel af Nordmøre og Naumdølafylke blev chriſtnet. Paa Thjøtta modtog Haarek ham med et Gjeſtebud, lod ſig døbe med alle ſine Folk, og blev hans Mand; til Gjengjeld gav Kongen ham ſtore Forleninger, — ſandſynligviis over Finmarken — og Lendermands-Titel. Der lagdes altſaa ikke længer noget Dølgsmaal paa den gode Forſtaaelſe, ſom herſkede mellem dem[8].

Den tredie af de forbundne Høvdinger paa Haalogaland, og, ſom det ſynes, den mægtigſte af dem alle, var Thore Hjort i Vaagen. Ved Efterretningen om Kong Olafs Nærmelſe ſamlede han Folk og Skibe for at møde ham. Det ſamme gjorde hans fortrolige Ven Raud den ramme, en mægtig Høvding, der boede paa Godø eller Knaplundø[9] i Saltenfjorden, og havde meeſt at ſige i denne Fjord. Raud var en ivrig Blotmand og anſaaes tillige for tryllekyndig. Foruden at han holdt mange Huuskarle, plejede han og at være omgiven af en Mængde Finner. Han ejede et ſtort, prægtigt, 30rummet Drageſkib, hvis Hoved var ſmykket med Guld. Thore og Raud droge i Forening ſydefter med den Styrke, de havde ſamlet, og ſtødte omſider ſammen med Olaf, det ſiges ikke hvor[10]. Det kom her til et heftigt Slag, hvor Mandfaldet dog ſnart vendte ſig paa Hedningernes Side, ſaa at de toge Flugten. Raud ſtyrede ud til Havs med ſin Drage, og kom i god Behold hjem til Godø[11]. Thore Hjort flygtede derimod ind til Landet, og løb op fra Skibene med ſine Mænd, forfulgt af Olaf og hans Krigere, der joge dem foran ſig og dræbte den ene efter den anden. Kongen ſelv ſatte efter Thore Hjort, ledſaget af ſin ypperlige Hund Vige, ſom han i ſin Tid havde faaet af en Bonde paa Irland, fordi han ſparede hans Kvæg, hvilke Vige forſtod at udſkille af en heel Mængde, ſom Olafs Mænd engang, da de behøvede Strandhug dreve ned til Skibene[12]. Thore var meget rap til Fods, men Olaf raabte til ſin Hund: „Vige, tag du Hjorten!“ Strax tog Vige fat paa ham, ſaa at han maatte ſtandſe, og hug forbitret med ſit Sverd til Hunden, ſom fik et dybt Saar. Men i ſamme Øjeblik gjennemboredes han af Kongens Keſje, ſaa at han ſtyrtede død ned. Vige blev baaren ſaaret ned til Skibene, men Kongen fik en dygtig Læge til at helbrede ham, ſaa at han kom ſig igjen. Alle dem af de Overvundne, der bade om Fred, og lovede at antage Chriſtendommen, ſkjenkede Kongen Livet[13].

Efter denne Sejr fortſatte Kongen ſit Tog nordefter Landet, og chriſtnede Folket hvor han kom. Da han kom til Saltenfjorden, vilde han ſejle ind til Godø for at hjemſøge Raud, men Uvejr og Kaſtevinde raſede inde i Fjorden, medens der udenfor var der bedſte Bør til at ſejle nordefter. Saaledes holdt det ved en heel Uge, i hvilken Kongen ventede paa Forandring i Vejret, men forgjæves. Han foretrak derfor indtil videre at ſejle nordefter, og drog lige til Amd, eller Heredet omkring Throndenes, hvor alle Indbyggerne lode ſig chriſtne. Derpaa vendte han tilbage og drog ſydefter. Da han kom til Indløbet af Saltenfjorden, vilde han atter ſtyre ind til Godø, men det ſkal denne Gang været gaaet ſom forrige Gang, at Uvejr og Storme hindrede ham fra at løbe ind. Denne Omſtændighed tilſkrev man naturligviis Rauds Tryllekyndighed. Det maa dog merkes, at hele denne Fortælling, ſaadan ſom den er os opbevaret, viſer ſig ſaa fuldkommen legendariſk og opfyldt med Overnaturligheder, at det er vanſkeligt at vide hvad der er ſandt og hvad der er Digt deraf. Efter at Kongen atter havde tilbragt nogle Dage og Nætter, forgjæves ventende paa bedre Vejr, bad han, fortælles der, Biſkop Sigurd om at hitte paa et Raad. Sigurd ſkal da have ladet et Chriſtusbillede, omgivet af tændte Kjerter, oprejſe i Forſtavnen paa Kongens Skib Tranen, og ſelv i fuldt Mesſeſkrud have læſt Evangelium og mange Bønner, og ſtænket Vievand rundt om Skibet, hvorefter han bød Kongen at lade tage Tjeldingerne af, og ro ind efter Fjorden. Kongen lod raabe til de andre Skibe, at de ſkulde følge efter ham, og nu, heder det, ſporedes der aldeles ingen Vind paa Tranen eller umiddelbart i dens Kjølvand, hvor de øvrige Skibe fulgte ligeſom i en Rende; men paa begge Sider ſtod Sø-Røken ſaa tyk, at man ikke engang kunde ſe Fjeldene. Saaledes, ſiges der, roede de frem hele Dagen og Natten efter, indtil de lidt før Dag kom ind til Godø, hvor de ſaa Rauds ſtore Drageſkib liggende udenfor hans Gaard. Endog Angivelſen af den Tid, der ſkal være medgaaet inden Kongen naaede Godø, nemlig en heel Dag og en Nat, røber Opdigtelſe, thi fra Indløbet af Salten til Godø er der neppe to norſke Mile. Det hele har maaſke beſtaaet i, at Olaf har ſøgt at pasſere en af de farlige Strømme i Saltenfjorden for at komme til den indre Side af Godø, og i denne Fart haft flere Vanſkeligheder at beſtaa[14]. Olaf gik ſtrax op paa Gaarden, hvor Raud endnu laa og ſov. Raud ſelv blev fangen og bunden, og hans Mænd deels dræbte, deels fangne. Kongen lovede Raud at han ſkulde beholde Liv og Ejendom, og dertil faa hans Venſkab, hvis han vilde antage Chriſtendommen. Men Raud negtede dette med Raab og Beſpottelſer, og Kongen ſagde at han til Straf ſkulde lide den værſte Død. Han ſkal, fortælles der, have ladet ham binde til en Bjelke og hans Mund ſperre op med et Stykke Træ; derpaa ſkal han have ladet ſin Ludr, eller, ſom det og fortælles, en huul Hvanne-Stilk, ſætte i Munden paa ham; gjennem denne ſkal han ved et gloende Jern have ladet en Orm tvinge til at arbejde ſig ind i hans Mund og Svælg og videre ned, indtil den ſkar ſig ud gjennem hans Side, ſaa at han opgav Aanden. At Kongen har ladet Raud dræbe paa en gruſom Maade, er viſt ikke ſaa uſandſynligt, men den her angivne lader dog til at være opdigtet[15]. Olaf gjorde i Rauds Gaard et rigt Bytte af alle Slags Koſtbarheder, hvoriblandt og mange herlige Vaaben. Men det bedſte Klenodie af dem alle var dog det ſmukke Drageſkib. Det var langt ſtørre og ſmukkere end Tranen; paa Forſtavnen var et Dragehoved; Bagſtavnen gik ud i en lang Spids, der ſnoede ſig ſom en Dragehale; ſaavel Hovedet, ſom Halſen og Halen var prydet med Guld. Naar Sejlet var oppe, ſyntes det at foreſtille Dragens Vinge. Dette Skib gjorde nu Kongen til ſit eget, og kaldte det Ormen; det anſaaes for det ſmukkeſte i hele Norge De af Rauds Mænd, der vilde lade ſig døbe, beholdt Liv og Frihed; de øvrige bleve dræbte eller haardt ſtraffede. Olaf chriſtnede nu hele Saltenfjorden, og fortſatte derpaa ſin Rejſe ſydefter, indtil han kom tilbage til Nidaros, hvor han agtede at tilbringe Vinteren. Der er for øvrigt en Mængde Legender om Æventyr, ſom Olaf paa denne Rejſe ſkal have beſtaaet med Trold og Uvætter, ja endog med Thor ſelv, der ſøgte at friſte ham[16].

    Menneſkebeen i den ſtørre, og Kobeen i den mindre. Ol. Tr. Saga Cap. 198, 199. Odd Munk, Cap. 39, 40. Snorre Cap. 71. Om Agvald ſe ovf. 1ſte B. S. 265.

  1. Se ovf. 1ſte B. S. 761, jvfr. 575.
  2. Se ovf. S. 8, 9.
  3. Olaf den hell. S. Cap. 99.
  4. Paa nysnævnte Sted i Olaf den hell. S. heder det, at han allerede da (omtr. 1020), havde i lang Tid haft Finnefærden m. m. Hans Fader Eyvind levede endnu, ſom vi have ſeet, (985) men det er ingenſteds ſagt, at Haarek førſt begyndte ſin Virkſomhed efter Faderens Død.
  5. Odd Munk ſiger vel (Cap. 41) at der var flere Folk i Baaden, og at Brødrenes Tilhængere overvældede Haareks. Men dette er en aabenbar Urigtighed eller Urimelighed, da Hauk og Sigurd kom uden noget Følge til Haarek, og derfor heller ikke kunde medbringe noget Følge i Baaden. Heller ikke taler Odd om nogen Samtale, ſom ſkulde have fundet Sted i Baaden, men ſiger kun, at Sigurd og Hauk og deres Mænd toge haardt ved Aarerne uden at aflade, førend de kom til Throndhjem. Ogſaa dette kunde rigtignok være et aftalt Spil.
  6. Olaf Tr. Saga Cap. 199, 204. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 81—83. Odd Munk, Cap. 38, 41. Denne fremſtiller, ſom allerede ovenfor antydet, Sagen paa en noget forſkjellig og langt mindre ſandſynlig Maade. Ifølge Odd ſkal Kongen have tilbudt Haarek, for at faa ham til at antage Chriſtendommen, førſt to Fylker at raade over, hvorved det tilføjes at Nordmændene ved „Fylke“ forſtaa „et Landſkab, hvoraf 12 fuldt udruſtede Skibe kunde udredes med 60 eller 70 Mand paa hvert Skib“. Da Haarek negtede at lade ſig chriſtne, ſkal Kongen have budt tre Fylker, og endelig fire, hvilket Haarek modtog og ſtrax lod ſig døbe. Da Haalogaland ſelv ej er mere end eet Fylke, og der heller ikke kan paaviſes, hvilke øvrige Fylker Haarek kunde have faaet eller virkelig fik, indſees let det overdrevne i denne Beretning. Paa ſamme Maade ſkal Kongen ifølge Odd have budt Eyvind Kinnriva fem Fylker, ſaa at Haarek og han tilſammen ſkulde komme til at beſidde ni.
  7. Olaf Tr. S. Cap. 169. Snorre Cap. 79. Odd Munk Cap. 35. Han ſiger kun at Olaf lod bygge Tranen i ſit Riges 2den Sommer.
  8. Olaf Tr. S. Cap. 209. Snorre, Cap. 84. At de Forleninger, Haarek nu fik var Finmarken og Finneſkatten, ſaaledes ſom Thorolf Kveldulfsſøn havde den fordum, er allerede ovenfor antydet. Hans Søn Einar Fluga havde den ogſaa efter ham. Odd Munk har intet om Gildet hos Haarek, der hos ham døbes allerede I Nidaros.
  9. Uagtet Olaf Tr. S. og Snorre i Førſtningen nævne „Godø“ ſom det Sted, hvor Raud boede, kalde de det dog ſiden „Godøerne“, og tillægge, at han ejede to Øer af dette Navn tilſammen, men ſom enkeltviis hed Gilling og Hæring, og at Godøſtrømmen laa mellem dem og Faſtlandet. Da nu Gaarden Godø ligger paa den indre Side af den nuværende Knaplundø, og den Strøm, der adſkiller Knaplundøen fra det nordre Faſtland, endnu kaldes Godøſtrømmen (ſe Sommerfeldts Beſkr. over Saltdalen S. 11), kan der ej være nogen Tvivl om at denne er den ene af Øerne, og at Gaarden Godø, hvor der desuden findes Gravhøje (ſe Krafts Beſkr. VI. S. 310) var Rauds Bolig. Den anden Ø maa derfor være den ſtørre, veſtenfor Knaplundø liggende Strømø. Men hvilken af dem der kaldes Gilling, og hvilken Hæring, bliver altid uſikkert. Der er en Gaard ved Navn Gillesvaag, fordum Gellingsvaag, ved Elvsfjorden, der ſkærer ſig ind lige ved Sydſiden af Strømmen; muligt derfor, at denne var Gilling og Knaplundøen Hæring.
  10. Slaget maa have ſtaaet etſteds mellem Thjottø og Salten, og, ſiden der tales om flere Bygder ſom chriſtnedes inden Olaf naaede denne, ſnareſt i Nærheden af Thjottø, maaſke udenfor Radund eller Ranen.
  11. Ifølge Beretningen i Olaf Tr. Saga og hos Snorre ſkal den tryllekyndige Raud ſelv have ſkaffet ſig god Bør, hvilket altid ſtod i hans Magt. Dette antog man viſt endog paa Snorres Tider ikke uſandſynligt
  12. Om hvorledes Olaf fik Vige, ſe Olaf Tr. S. Cap. 82. Snorre Cap. 35. Odd Munk Cap. 13.
  13. Olaf Tr. Saga Cap. 309. Snorre Cap. 85. Odd Munk Cap. 41. Ifølge Odds æventyrlige Beretning ſkal ikke Kongen ſelv, men en af hans Mænd have fældet Thore, hvorefter en Hjort ſkal have faret ud af hans Hoved, og være bleven dræbt af Hunden, dog ikke førend den havde ſtanget denne et farligt Saar. Og ſaa vel Odd, ſom Flatøbogen, der omhandle Olafs fabelagtige Beſøg hos hiin Finn i Nærheden af Thjalfahelle, kort før Thore Klakkas Drab (ſ. ovf. S. 254) lade ham ogſaa nu ſende Hunden til ham for at helbredes.
  14. Den egentlige Saltenfjord dannes af Bodø-Faſtlandet paa Nordſiden, og de omtalte Øer Strøms og Knaplundø ſamt Godønesſet paa den ſydlige og øſtlige Side. Men indenfor disſe Øer er igjen den brede og lange Skjerſtadfjord, der forenes med Saltfjorden, hvis Fortſættelſe den er, ved de tre Strømme, Godøſtrømmen mellem Knaplundø og Godønesſet, Storſtrømmen eller Saltſtrømmen mellem Knaplundø og Strømø, og Sundſtrømmen mellem Strømø og Valnes. Den hele Strækning paa Sydſiden af Strømø og Godø danner egentlig en ſmal, med Saltfjorden parallel Fjord, da det ſydlige Faſtland ſtrækker ſig langs med Øerne indtil lige overfor Godø. Fra denne ſmale Fjord gaar igjen Elvsfjorden ind mod Øſt. Da nu Godøſtrømmen er meget grund og neppe farbar for ſtørre Skibe, medens derimod Saltſtrømmen er overmaade farlig, er det ikke uſandſynligt, at Olaf har pasſeret Sundſtrømmen, men ogſaa her haft ſtore Vanſkeligheder at kæmpe med. Om Saltſtrømmen tales der hos Kraft VI. 350: „med en utrolig Kraft, og en Torden lignende Bulder, der kan høres i ¼ Miils Afſtand, trænger Havet ind eller ud og optaarner de rædſomſte Bølger, mellem hvilke Afgrunden ſynes at aabne ſig i Alt til ſig rivende Hvirvler“. Om nu end Sundſtrømmen ej er ſaa farlig, pasſer dog viſt meget af hiin Beſkrivelſe ogſaa paa denne.
  15. Det er vel et ſtort Spørgsmaal, hvor vidt en Orm paa den Maade kan dræbe noget Menneſke.
  16. Olaf Tr. Saga Cap. 211-213. Snorre Cap. 86, 87. Odd Munk veed intet om Raud, men fortæller derimod paa et tidligere Sted (Cap. 38) om en Blotmand i Godø, ved Navn Roald, der ved Hexeri tilvejebragte Modvind imod Kongen, men endelig blev fangen og hængt, i Olafs 2det Regjeringsaar. Skibet Ormen lod Olaf ifølge Odd (Cap. 47) ſelv bygge i ſit 3die Aar, ſtrax før Toget til Haalogaland. Der tales (Cap. 51) om er anden Roald i Moldefjorden, der ligeledes var en Blotmand og blev henrettet. Legenderne om Olafs Æventyr paa Hjemrejſen fortælles vidtløftigt i Olaf Tr. S. Cap. 212, 213, og tildeels, ſkjønt henførte til en anden Tid, af Odd, Cap. 55, 56. Snorre derimod nævner dem kun i Forbigaaende (Cap. 88) og ſiger udtrykkeligt, at han heller vil fortælle om andre Begivenheder, end om dem. Flere af disſe Legender ere dog viſt meget gamle, og ligne ſaare meget dem, der endnu fortælles om St. Olaf. En af Legenderne, om en ſtor Mand i en Baad, hvilken Kongen ſøgte at indhente, og ſom tilſidſt hvælvede Baaden over ſig og ſtrax forſvandt, indeholder endog Vers (Olaf Tr. S. Cap. 212). En anden, nemlig den der handler om Thor, er ikke uden Interesſe, for ſaa vidt ſom den viſer, hvilke Foreſtillinger man maaſke endog kort før Chriſtendommens Indførelſe gjorde ſig om Guden Thor. En Dag i ſmukt Vejr, heder det, da Kongen ſejlede ſydefter, ſaa man en Mand ſtaa paa en Bjerghammer og bede indſtændigt om at maatte komme med. Olaf ſtyrede Ormen mod Bjerget og lod ham ſtige ombord. Det var en ung, høj, ſmuk og rødſkjegget Mand. Han gav ſig til at ſpøge og brydes med Kongens Mænd, der fandt ham haard at lege med, naar man ſkulde prøve Styrke. Under denne Spøg ſagde man hinanden gjenſidig mange drillende Ord; ſaaledes ſagde han til Kongens Mænd at de vare Uslinger og ej værd at følge en ſaa herlig Konge, eller at bemande et ſaa ſmukt Skib. De ſpurgte ham, om han kunde fortælle gamle Sagn; dertil ſagde han ja: der var intet ſaadant, uden han vidſte Beſked derom. De førte ham nu frem for Kongen, ſigende at han vidſte mangt og meget. Kongen bad ham fortælle nogle gamle Begivenheder. Han begyndte da ſaaledes: „dette Land, forbi hvilket vi nu ſejle, var i fordums Dage bebygget af nogle Riſer, men de døde alle pludſeligt, paa to Koner nær. Siden begyndte Mænd fra Øſterlandene at bebygge dette Land, men de lede megen Ulempe af de to ſtore Koner, indtil de anraabte dette mit røde Skjeg om Biſtand. Da tog jeg min Hammer frem af min Serk, og ſlog Konerne ihjel. Siden den Tid har Landets Folk i al ſin Nød paakaldt mig, indtil du, Konge, næſten har ødelagt alle mine Venner, hvilket visſelig fortjente Hevn“. I det ſamme vendte han ſig om, ſmilede lumſk til Kongen og hoppede ud af Skibet iSøen, ſaa hurtigt, ſom man ſkyder en Kolv, og de ſaa ham aldrig ſiden. „Der kan I ſe“, ſagde Kongen, „hvor djerv Djævelen nu var, ſiden han aabenlyſt og ved