Det norske Folks Historie/2/37
Efter dette Omvendelsestog til Haalogaland og Naumdalen kunde Olaf med en vis Ret siges at have christnet sit hele Rige, thi lige fra Viken ind til Amd paa Haalogaland vare alle Fylker langs Kysten christnede, og kun i de indre Dele af Landet eller de egentlige Oplande havde han endnu ikke været. Var end Manges Omvendelse langt fra at være oprigtig og Christendommen temmelig overfladisk, saa var den dog allerede paa en vis Maade bleven Statsreligion, og dette siger meget. Hedendommen havde allerede faaet Dødsstødet, og om den end hist og her endnu engang kunde rejse Hovedet i Vejret, var dette dog kun ligesom den sidste Opblussen af Lampen, førend den aldeles gaar ud. Christendommen vilde ikke være hvad den er, hvis den ej havde den Egenskab at den, engang rodfæstet i et Land, aldrig mere kan udryddes, men derimod stedse maa vinde flere og flere Proselyter fra Hedendommen. Om Olafs Bestræbelser for at vedligeholde Christendommen paa de Steder, hvor han først fik den indført, tales der ikke meget. Det heder kun at han, som vi have seet, paa sin anden Rejse sydefter undersøgte, hvorledes Christendommen overholdtes, bødede paa Bøndernes Tro, og rettede paa hvad der behøvedes. Til slige Bestræbelser for at vedligeholde den engang indførte Christendom kunne vi maaske ogsaa regne en Begivenhed, der rigtignok kun fortælles i den legendariske Saga, og her sættes forud for Jernskegges Drab og Thrøndernes egentlige Omvendelse, men paa den anden Side ogsaa sættes efter Toget til Haalogaland, og i sig selv ej indeholder nogen Urimelighed. Han merkede, siges det, at de Thrønder, der havde været med ham i Haalogaland, endnu troede meget paa Guderne, især paa Frey. Han dadlede dem derfor, men de modsagde ham, og det forekom ham som om de vilde kapro med ham for at komme før ham til Land, der siges ikke hvor. Dog kom Kongen dem i Forkjøbet, og fandt et Hov, hver han brød alle Gudebillederne sønder, paa Freys nær: det tog han med sig paa sit Skib, og da Thrønderne kom imod ham, brød han det lige for deres Øjne i smaa Stykker. Dette bragte dem paa bedre Tanker, saa at de aldeles lode den gamle Tro fare[1].
Men medens Olaf christnede det egentlige Norge, havde han heller ikke været ledig med Hensyn til de øvrige Lande, der vare beboede af Nordmænd, hvad enten de lode under Norges Højhed eller ej. Hans store Formaal var at udbrede Christendommen saa langt som det norske Navn strakte. Til dette Maal arbejdede han med utrættelig Iver, og uagtet hans Herredømme kun varede i faa Aar, havde han dog den Tilfredsstillelse at se sit Verk kronet med Held. Orknøerne og Hjaltland havde han allerede paa sin Rejse til Norge faaet christnede ved at tvinge Jarlen selv til at antage Christendommen, og om det end kunde synes, som om det ej var en nødvendig Følge af Jarlens Omvendelse, at ogsaa Øernes øvrige Indbyggere bleve christne, og uagtet det udtrykkeligt heder, at Sigurd Jarl efter sin Søn Hundes Død ikke viste ham nogen Lydighed, men derimod sluttede sig nærmere til Skotland, faa er det dog vist, at der fra den Tid af ikke længer er Tale om Hedendom paa Orknøerne og Hjaltland. Man skulde næsten formode, at Mængden af Indbyggerne paa Grund af deres stadige Samkvem med Skotland allerede bekjendte sig til Christendommen, og at Hedendommen endnu kun havde vedligeholdt sig i Jarlens egen og nogle faa andre fornemmere Slægter[2].
Efter Orknøerne og Hjaltland kom Raden til Færøerne. Det gjaldt her for Olaf, ligesom ved hine, ej alene at christne dem, men ogsaa at bringe dem til at erkjende hans Herredømme. Var det første end for ham det vigtigste, saa var dog ogsaa det andet ham saare magtpaaliggende, om end kun som en Betingelse for at det første kunde ske. Aldrig saa snart havde derfor Olaf christnet Throndhjem, førend han sendte Bud til Sigmund Brestessøn, Færøernes Lensherre, med den Befaling, at han skulde komme til ham, og med det Løfte, at han skulde nyde stor Hæder og fremdeles blive den største Mand paa Færøerne, hvis han vilde gaa Kongen til Haande. Sigmund adlød Anmodningen, og drog fra Færøerne tilligemed sin Frænde Thore Beinessøn. Han landede ved Søndmøre ud paa Sommeren (997), just som Olaf opholdt sig der og tog Veitsle hos en mægtig Bonde paa sin Rejse sydefter til Viken, da han vilde bejle til Sigrid Storraade[3]. Olaf tog meget venligt mod Sigmund. Han ytrede at det just var i sin Orden, om de sluttede sig nærmere til hinanden, da deres Skjæbne havde saa meget tilfælles, thi begge havde de som Børn været solgte i Trældom langt fra deres Fædreland og Frænder, og først efter megen Omflakken og mange Æventyr erhvervet deres fædrene Besiddelser tilbage. Han haabede saa meget mere at Sigmund vilde antage den rette Tro, som han havde erfaret, at han aldrig havde blotet Afguderne; han tilbød ham sit Venskab og stor Anseelse, hvis han vilde antage Christendommen. Sigmund svarede, at skjønt han havde fundet sig vel som Undermand af Haakon Jarl, der, skjønt grum og svigefuld mod sine Uvenner, dog var huld, omhyggelig, gavmild og blid mod sine Venner, saa havde han dog aldrig fundet Behag i Jarlens Gudsdyrkelse og derfor havde han heller ikke villet ofre til Afguderne, skjønt han dog ikke kjendte nogen bedre Tro. Olaf blev meget glad ved at Sigmund optog hans Anmodning saa vel og viste sig saa føjelig. Sigmund blev døbt med hele sit Følge, og opholdt sig en Stund hos Olaf, medens denne lod ham og hans Mænd undervise i Christendommen. Ud paa Høsten[4] sagde Kongen til ham, at han vilde sende ham ud til Færøerne for at han kunde christne de der boende Folk. Sigmund gjorde i Begyndelsen Vanskeligheder, men erklærede sig dog tilsidst beredt til at opfylde Kongens Ønske. Kongen udnævnte ham nu til sin Befalingsmand over Færøerne, og medgav ham Lærere til at døbe og undervise Folket. Saa snart Sigmund var kommen hjem, sammenkaldte han Bønderne til et Thing paa Straumsø. En Mængde mødte frem, og da Thinget var sat, forkyndte Sigmund allerførst, at han havde været i Norge om Sommeren, og at Kong Olaf havde beskikket ham til Befalingsmand over alle Øerne. De fleste Bønder optoge dette vel. Nu rykkede han frem med sit egentlige Ærende. Han sagde at han selv havde antaget Christendommen, og at han havde modtaget det Hverv af Kong Olaf, at indføre den paa Øerne. Da rejste Thrond i Gøta sig, og sagde at dette var en vanskelig Sag, hvorom Bønderne maatte raadslaa mellem sig selv indbyrdes. Heri vare de øvrige Bønder enige, og gik med Thrond hen til den ene Side af Thingvolden for at overlægge derom. Thrond raadede dem til, strax paa det bestemteste at sige nej, og bragte det ved sine Overtalelser dertil, at de besluttede dette eenstemmigt. Da Sigmund nu saa, at alle Bønderne sluttede sig til Thrond, og at der ingen flere var tilbage hos ham selv end hans egne Mænd, der havde antaget Christendommen, udbrød han: „for megen Magt har jeg nu givet Thrond“. Hedningerne vendte nu tilbage til det Sted, hvor Sigmund sad. De hævede deres Vaaben og bare sig heelt ufredeligt ad. Sigmund og hans Mænd sprang op imod dem. Men Thrond, der nu opførte sig som den egentlige Herre, bad Folk sætte sig ned og ikke være saa hidsige; han gav Sigmund paa Bøndernes Vegne det Svar, at de aldeles ikke vilde vide af nogen Trosforandring, men at de derimod strax vilde angribe og dræbe ham, hvis han ikke lod den hele Sag fare, og gav det faste Løfte, aldrig mere at bringe den paa Bane. Da Sigmund intet kunde udrette mod Overmagten, var han nødt til at give dette Løfte vidnesfast og med Haandslag, og derpaa skiltes Thinget ad. Sigmund drog hjem til Skuvø, og tilbragte Vinteren der, meget ilde tilmode over at være bleven trodset og kuet af Bønderne. Han betragtede naturligviis den trædske Thrond som den egentlige Ophavsmand dertil, og mod ham rettede han derfor ogsaa nærmest sin Hevn. Dog lod han sig ikke merke med noget, saa længe Vinteren varede.
Den næste Vaar (998), paa den Tid, da Havet var meest uroligt og Strømmene mellem Øerne voldsomst, saa at man næsten ansaa dem ufarbare, forlod Sigmund Skuvø med 30 Mand paa to Skibe, sigende at han enten vilde udføre Kongens Ærinde eller dø. De styrede lige til Østerø, og kom did aldeles uventet i Dagbrækningen. De stødte Døren op til den Skemme, hvor Thrond sov, grebe ham, og førte ham ud. „Nu“, sagde Sigmund, „er det saa som det ofte gaar, at Lykken vexler; ifjor Høst kuede du mig og satte mig to haarde Vilkaar; nu vil jeg ligeledes sætte dig to højst ulige Vilkaar, enten at du antager Christendommen og lader dig døbe, eller at du strax bliver dræbt“. Thrond svarede først, at han ikke vilde forsage sine gamle Venner. Da befalede Sigmund en af sine Mænd at dræbe Thrond og gav ham en stor Øxe i Haanden. Da Thrond saa, at det var Alvor, og at Manden nærmede sig ham med hævet Øxe, sagde han: „hug mig dog ej saa snart, Mand! jeg vil først tale noget med min Frænde Sigmund, hvis han endnu er her“. „Her er jeg“, sagde Sigmund. „Du skal ene raade imellem os“, sagde Thrond, „og jeg vil antage den Tro, du forkynder!“ „Hug du ham Mand“, sagde Thore, uden at bekymre sig om Thronds glatte Ord; men Sigmund sagde at han for denne Gang skulde slippe. Thore forestillede Sigmund, at det vilde blive hans og hans Venners Bane, om Thrond ogsaa nu undgik Døden. Sigmund svarede at han dog nok vilde vove det, og saaledes fik Thrond beholde Livet, men maatte strax lade sig døbe med alle Mænd paa Gaarden. Sigmund tog ham med sig og drog rundt om til alle Øerne, uden at holde op førend alt Folket var christnet (998). Om Sommeren gjorde han sig rejsefærdig for at drage til Norge og bringe Kongen Skatten af Øerne. Thrond skulde følge med. Dette vilde han nødig, og bad meget øm at maatte slippe, men det hjalp ej; da der kom Bør, lod Sigmund Landtougene løse, og satte afsted. Men de vare ikke komne langt, førend Strøm og Storm drev dem tilbage, saa at de lede Skibbrud og mistede alt Godset, medens dog de fleste af Folkene bleve bjergede, hvoriblandt Thrond, hvilken Sigmund selv reddede foruden mange andre. Thrond sagde at det ej vilde gaa godt, naar de førte ham bort mod hans Vilje. Sigmund svarede at han skulde følge med, hvad han saa end syntes derom, tog et andet Skib, og erstattede den forliste Skat af sit eget Gods, da han var rig paa Løsøre. Anden Gang satte de ud, men kom ikke længer end før; Modvind drev dem tilbage, og Skibet skadedes. Da Sigmund undrede sig over den store Vanskelighed, der nu var forbunden med at komme bort fra Øerne, gjentog Thrond sit forrige Udsagn, at saaledes vilde det altid gaa, naar de førte ham bort med Tvang[5]. Da besluttede Sigmund sig endelig til at slippe Thrond løs, men han maatte sværge den dyreste Ed paa, at han skulde holde fast ved Christendommen, være Kong Olaf og Sigmund tro, ikke gjøre nogen Mand paa Øerne Fortræd, og adlyde, fremme og understøtte saavel dette Paabud fra Kong Olaf, som hver anden Befaling, denne maatte sende til Færøerne. Derpaa drog hver til sit, Thrond til Gøta, og Sigmund til sin Gaard paa Skuvø, hvor han ogsaa tilbragte denne Vinter (998–999), og lod imidlertid udbedre det Skib, han havde haft ved sin sidste uheldige Udfart. Vaaren efter tiltraadte han Rejsen paany, og denne Gang uden Thrond. Rejsen var nu heldig; han traf Kongen i Nidaros, udbetalte ham Skatterne for begge Aar, og fortalte ham, hvorledes det var gaaet ham med Thrond Kongen beklagede, at Thrond ej var kommen til ham, eller var bleven forjagen fra Øerne, da han vistnok var et af de værste Mennesker, som fandtes i hele Norden. Sigmund opholdt sig længe hos Kongen denne Vaar, og nød meget Venskab af ham. De prøvede deres Legemsfærdigheder med hinanden, og skal det have været erkjendt, at Sigmund var den blandt alle Nordmænd, der kom Olaf nærmest i alskens Idrætter, skjønt han dog ikke ganske kunde naa ham. Mod Slutningen af Sigmunds Ophold hos Olaf indtraf der dog en Omstændighed, der til en vis Grad kjølnede Venskabet mellem dem. Som de en Gang sad og drak, blev Kongen var den store Guldring paa Sigmunds Arm, som han havde faaet af Haakon Jarl, og som denne havde taget af Thorgerd Hølgabruds Billede. Kongen bad om at maatte se paa den, og da Sigmund rakte ham den, spurgte han, om han vilde give ham den. Sigmund svarede at han havde lovet, ej at stille sig ved den. Kongen tilbød ham en anden lige saa god Ring i Stedet, men Sigmund svarede at han havde givet Haakon Jarl det hellige Løfte, aldrig at afhænde den, og at den hidtil havde bragt ham Lykke. blev Kongen ganske blodrød i Ansigtet, og sagde at Ringen tvertimod en Gang vilde volde hans Bane, og at det var for at frelse ham derfra, ej af nogen Begjærlighed efter Guld, at han havde bedet om den. Der blev ikke talt mere om den Sag, men Olaf var siden efter ikke saa venlig mod Sigmund som før. Dog skiltes de venskabeligen ad, da Sigmund ved Sommerens Begyndelse vendte tilbage til Færøerne (999). De saaes ikke oftere[6]. Vi ville siden se, hvorledes Olafs Spaadom med Hensyn til Ringen gik i Opfyldelse. Imidlertid havde han dog faaet sit Ønske opfyldt, hvad Christendommen angaar; thi det erfares ikke, at Færøerne siden efter faldt tilbage til Hedendommen. Endog Thrond, den ondskabsfulde Hedning Thrond, skal have omfattet Christendommen saa oprigtigt, at han digtede flere Vers af religiøst Indhold, af hvilke enkelte endnu ere opbevarede ved mundtlig Overlevering[7].
- ↑ Odd Munk Cap. 43.
- ↑ Hvorledes Christendommen allerede for Nordmændenes Ankomst herskede paa Orknøerne, se ovenfor, S. 274, 275. At derfor Massen af de norske Kolonister allerede tidligt omvendtes til Christendommen, synes heel rimeligt.
- ↑ Se ovenfor S. 309.
- ↑ Flatøbogen lader Sigmund opholde sig hos Olaf hele Vinteren, og først den følgende Vaar drage tilbage til Færøerne, hvorved de paafølgende Begivenheder alle falde et Aar sildigere, og Kongens sidste Afsked med Sigmund falder 1000, ej 909. Men da det ej er sandsynligt at Sigmund skulde have opholdt sig saa længe hos Olaf, og isaafald endog have fulgt ham til Viken, uden at man havde hørt mere fra ham, er det rimeligere hvad Olaf Tr. Saga i Fornm. Sögur fortæller, at Sigmunds Hjemrejse og første uheldige Forsøg paa at indføre Christendommen skede endnu i tamme Høst 997. I denne Bearbejdelse ere ogsaa Episoderne i Sigmunds Historie saaledes indskudte mellem de øvrige Begivenheder af Olafs Liv, at Tidsregningen falder bedre i Øjnene, hvilket derimod ej er Tilfældet i Flatøbogen.
- ↑ Om nu virkelig Sigmund tilfældigviis tvende Gange har lidt Skibbrud, eller om en Opdigtelse eller Overdrivelse her har fundet Sted, maa naturligviis staa ved sit Værd. Sagafortælleren har her aabenbart villet antyde, at Thronds Tryllekyndighed har været Aarsagen.
- ↑ Om alle disse Begivenheder, se Færeyingasaga Cap. 28–33; Olaf Tr. S. Cap. 187, 189–191, 205, 207.
- ↑ Se Fortalen til Færeyingasaga, S. IV.]] Det merkeligste er Thronds saakaldte Credo, der forekommer i Flatøbogen (se Fær. S. Cap. 56) og tillige er opbevaret paa Færøerne i en fuldstændigere Form.
høj lys Dag turde træde os under Øjne“: Den tredie Beretning, som indføres paa samme Sted, er om tvende Hirdmænd, som en Aften, da Kongen laa ved Naumdal, hemmelig gik op fra Skibene, fordi de havde hørt, at der i Naumdal var mere Troldegang end andensteds i Norge, og derfor nu gjerne vilde prøve, om de kunde merke noget dertil. De skulle have fundet en Hule, fuld af Trold, der sad og beklagede sig over den Skade, Kong Olaf gjorde dem, og fortalte hinanden hvor uheldigt det var gaaet dem i deres forskjellige Forsøg paa at overliste ham. Siden skulle Hirdmændene have fortalt alt dette til Kongen, der bekræftede Sandheden deraf, men forbød dog sine Mænd, oftere at gaa alene op i Land for at tilfredsstille slig Nysgjerrighed; han skal derpaa med Biskoppen have befaret alle de nærmeste Bygder og ladet Vievand stænke om paa Bjerge og Dale, for at rense Egnen for de urene Aander. (Olaf Tr. S. Cap. 213. Odd Munk Cap. 56).