Det norske Folks Historie/2/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter dette Omvendelſestog til Haalogaland og Naumdalen kunde Olaf med en vis Ret ſiges at have chriſtnet ſit hele Rige, thi lige fra Viken ind til Amd paa Haalogaland vare alle Fylker langs Kyſten chriſtnede, og kun i de indre Dele af Landet eller de egentlige Oplande havde han endnu ikke været. Var end Manges Omvendelſe langt fra at være oprigtig og Chriſtendommen temmelig overfladiſk, ſaa var den dog allerede paa en vis Maade bleven Statsreligion, og dette ſiger meget. Hedendommen havde allerede faaet Dødsſtødet, og om den end hiſt og her endnu engang kunde rejſe Hovedet i Vejret, var dette dog kun ligeſom den ſidſte Opblusſen af Lampen, førend den aldeles gaar ud. Chriſtendommen vilde ikke være hvad den er, hvis den ej havde den Egenſkab at den, engang rodfæſtet i et Land, aldrig mere kan udryddes, men derimod ſtedſe maa vinde flere og flere Proselyter fra Hedendommen. Om Olafs Beſtræbelſer for at vedligeholde Chriſtendommen paa de Steder, hvor han førſt fik den indført, tales der ikke meget. Det heder kun at han, ſom vi have ſeet, paa ſin anden Rejſe ſydefter underſøgte, hvorledes Chriſtendommen overholdtes, bødede paa Bøndernes Tro, og rettede paa hvad der behøvedes. Til ſlige Beſtræbelſer for at vedligeholde den engang indførte Chriſtendom kunne vi maaſke ogſaa regne en Begivenhed, der rigtignok kun fortælles i den legendariſke Saga, og her ſættes forud for Jernſkegges Drab og Thrøndernes egentlige Omvendelſe, men paa den anden Side ogſaa ſættes efter Toget til Haalogaland, og i ſig ſelv ej indeholder nogen Urimelighed. Han merkede, ſiges det, at de Thrønder, der havde været med ham i Haalogaland, endnu troede meget paa Guderne, iſær paa Frey. Han dadlede dem derfor, men de modſagde ham, og det forekom ham ſom om de vilde kapro med ham for at komme før ham til Land, der ſiges ikke hvor. Dog kom Kongen dem i Forkjøbet, og fandt et Hov, hver han brød alle Gudebillederne ſønder, paa Freys nær: det tog han med ſig paa ſit Skib, og da Thrønderne kom imod ham, brød han det lige for deres Øjne i ſmaa Stykker. Dette bragte dem paa bedre Tanker, ſaa at de aldeles lode den gamle Tro fare[1].

Men medens Olaf chriſtnede det egentlige Norge, havde han heller ikke været ledig med Henſyn til de øvrige Lande, der vare beboede af Nordmænd, hvad enten de lode under Norges Højhed eller ej. Hans ſtore Formaal var at udbrede Chriſtendommen ſaa langt ſom det norſke Navn ſtrakte. Til dette Maal arbejdede han med utrættelig Iver, og uagtet hans Herredømme kun varede i faa Aar, havde han dog den Tilfredsſtillelſe at ſe ſit Verk kronet med Held. Orknøerne og Hjaltland havde han allerede paa ſin Rejſe til Norge faaet chriſtnede ved at tvinge Jarlen ſelv til at antage Chriſtendommen, og om det end kunde ſynes, ſom om det ej var en nødvendig Følge af Jarlens Omvendelſe, at ogſaa Øernes øvrige Indbyggere bleve chriſtne, og uagtet det udtrykkeligt heder, at Sigurd Jarl efter ſin Søn Hundes Død ikke viſte ham nogen Lydighed, men derimod ſluttede ſig nærmere til Skotland, faa er det dog viſt, at der fra den Tid af ikke længer er Tale om Hedendom paa Orknøerne og Hjaltland. Man ſkulde næſten formode, at Mængden af Indbyggerne paa Grund af deres ſtadige Samkvem med Skotland allerede bekjendte ſig til Chriſtendommen, og at Hedendommen endnu kun havde vedligeholdt ſig i Jarlens egen og nogle faa andre fornemmere Slægter[2].

Efter Orknøerne og Hjaltland kom Raden til Færøerne. Det gjaldt her for Olaf, ligeſom ved hine, ej alene at chriſtne dem, men ogſaa at bringe dem til at erkjende hans Herredømme. Var det førſte end for ham det vigtigſte, ſaa var dog ogſaa det andet ham ſaare magtpaaliggende, om end kun ſom en Betingelſe for at det førſte kunde ſke. Aldrig ſaa ſnart havde derfor Olaf chriſtnet Throndhjem, førend han ſendte Bud til Sigmund Breſtesſøn, Færøernes Lensherre, med den Befaling, at han ſkulde komme til ham, og med det Løfte, at han ſkulde nyde ſtor Hæder og fremdeles blive den ſtørſte Mand paa Færøerne, hvis han vilde gaa Kongen til Haande. Sigmund adlød Anmodningen, og drog fra Færøerne tilligemed ſin Frænde Thore Beinesſøn. Han landede ved Søndmøre ud paa Sommeren (997), juſt ſom Olaf opholdt ſig der og tog Veitſle hos en mægtig Bonde paa ſin Rejſe ſydefter til Viken, da han vilde bejle til Sigrid Storraade[3]. Olaf tog meget venligt mod Sigmund. Han ytrede at det juſt var i ſin Orden, om de ſluttede ſig nærmere til hinanden, da deres Skjæbne havde ſaa meget tilfælles, thi begge havde de ſom Børn været ſolgte i Trældom langt fra deres Fædreland og Frænder, og førſt efter megen Omflakken og mange Æventyr erhvervet deres fædrene Beſiddelſer tilbage. Han haabede ſaa meget mere at Sigmund vilde antage den rette Tro, ſom han havde erfaret, at han aldrig havde blotet Afguderne; han tilbød ham ſit Venſkab og ſtor Anſeelſe, hvis han vilde antage Chriſtendommen. Sigmund ſvarede, at ſkjønt han havde fundet ſig vel ſom Undermand af Haakon Jarl, der, ſkjønt grum og ſvigefuld mod ſine Uvenner, dog var huld, omhyggelig, gavmild og blid mod ſine Venner, ſaa havde han dog aldrig fundet Behag i Jarlens Gudsdyrkelſe og derfor havde han heller ikke villet ofre til Afguderne, ſkjønt han dog ikke kjendte nogen bedre Tro. Olaf blev meget glad ved at Sigmund optog hans Anmodning ſaa vel og viſte ſig ſaa føjelig. Sigmund blev døbt med hele ſit Følge, og opholdt ſig en Stund hos Olaf, medens denne lod ham og hans Mænd underviſe i Chriſtendommen. Ud paa Høſten[4] ſagde Kongen til ham, at han vilde ſende ham ud til Færøerne for at han kunde chriſtne de der boende Folk. Sigmund gjorde i Begyndelſen Vanſkeligheder, men erklærede ſig dog tilſidſt beredt til at opfylde Kongens Ønſke. Kongen udnævnte ham nu til ſin Befalingsmand over Færøerne, og medgav ham Lærere til at døbe og underviſe Folket. Saa ſnart Sigmund var kommen hjem, ſammenkaldte han Bønderne til et Thing paa Straumsø. En Mængde mødte frem, og da Thinget var ſat, forkyndte Sigmund allerførſt, at han havde været i Norge om Sommeren, og at Kong Olaf havde beſkikket ham til Befalingsmand over alle Øerne. De fleſte Bønder optoge dette vel. Nu rykkede han frem med ſit egentlige Ærende. Han ſagde at han ſelv havde antaget Chriſtendommen, og at han havde modtaget det Hverv af Kong Olaf, at indføre den paa Øerne. Da rejſte Thrond i Gøta ſig, og ſagde at dette var en vanſkelig Sag, hvorom Bønderne maatte raadſlaa mellem ſig ſelv indbyrdes. Heri vare de øvrige Bønder enige, og gik med Thrond hen til den ene Side af Thingvolden for at overlægge derom. Thrond raadede dem til, ſtrax paa det beſtemteſte at ſige nej, og bragte det ved ſine Overtalelſer dertil, at de beſluttede dette eenſtemmigt. Da Sigmund nu ſaa, at alle Bønderne ſluttede ſig til Thrond, og at der ingen flere var tilbage hos ham ſelv end hans egne Mænd, der havde antaget Chriſtendommen, udbrød han: „for megen Magt har jeg nu givet Thrond“. Hedningerne vendte nu tilbage til det Sted, hvor Sigmund ſad. De hævede deres Vaaben og bare ſig heelt ufredeligt ad. Sigmund og hans Mænd ſprang op imod dem. Men Thrond, der nu opførte ſig ſom den egentlige Herre, bad Folk ſætte ſig ned og ikke være ſaa hidſige; han gav Sigmund paa Bøndernes Vegne det Svar, at de aldeles ikke vilde vide af nogen Trosforandring, men at de derimod ſtrax vilde angribe og dræbe ham, hvis han ikke lod den hele Sag fare, og gav det faſte Løfte, aldrig mere at bringe den paa Bane. Da Sigmund intet kunde udrette mod Overmagten, var han nødt til at give dette Løfte vidnesfaſt og med Haandſlag, og derpaa ſkiltes Thinget ad. Sigmund drog hjem til Skuvø, og tilbragte Vinteren der, meget ilde tilmode over at være bleven trodſet og kuet af Bønderne. Han betragtede naturligviis den trædſke Thrond ſom den egentlige Ophavsmand dertil, og mod ham rettede han derfor ogſaa nærmeſt ſin Hevn. Dog lod han ſig ikke merke med noget, ſaa længe Vinteren varede.

Den næſte Vaar (998), paa den Tid, da Havet var meeſt uroligt og Strømmene mellem Øerne voldſomſt, ſaa at man næſten anſaa dem ufarbare, forlod Sigmund Skuvø med 30 Mand paa to Skibe, ſigende at han enten vilde udføre Kongens Ærinde eller dø. De ſtyrede lige til Øſterø, og kom did aldeles uventet i Dagbrækningen. De ſtødte Døren op til den Skemme, hvor Thrond ſov, grebe ham, og førte ham ud. „Nu“, ſagde Sigmund, „er det ſaa ſom det ofte gaar, at Lykken vexler; ifjor Høſt kuede du mig og ſatte mig to haarde Vilkaar; nu vil jeg ligeledes ſætte dig to højſt ulige Vilkaar, enten at du antager Chriſtendommen og lader dig døbe, eller at du ſtrax bliver dræbt“. Thrond ſvarede førſt, at han ikke vilde forſage ſine gamle Venner. Da befalede Sigmund en af ſine Mænd at dræbe Thrond og gav ham en ſtor Øxe i Haanden. Da Thrond ſaa, at det var Alvor, og at Manden nærmede ſig ham med hævet Øxe, ſagde han: „hug mig dog ej ſaa ſnart, Mand! jeg vil førſt tale noget med min Frænde Sigmund, hvis han endnu er her“. „Her er jeg“, ſagde Sigmund. „Du ſkal ene raade imellem os“, ſagde Thrond, „og jeg vil antage den Tro, du forkynder!“ „Hug du ham Mand“, ſagde Thore, uden at bekymre ſig om Thronds glatte Ord; men Sigmund ſagde at han for denne Gang ſkulde ſlippe. Thore foreſtillede Sigmund, at det vilde blive hans og hans Venners Bane, om Thrond ogſaa nu undgik Døden. Sigmund ſvarede at han dog nok vilde vove det, og ſaaledes fik Thrond beholde Livet, men maatte ſtrax lade ſig døbe med alle Mænd paa Gaarden. Sigmund tog ham med ſig og drog rundt om til alle Øerne, uden at holde op førend alt Folket var chriſtnet (998). Om Sommeren gjorde han ſig rejſefærdig for at drage til Norge og bringe Kongen Skatten af Øerne. Thrond ſkulde følge med. Dette vilde han nødig, og bad meget øm at maatte ſlippe, men det hjalp ej; da der kom Bør, lod Sigmund Landtougene løſe, og ſatte afſted. Men de vare ikke komne langt, førend Strøm og Storm drev dem tilbage, ſaa at de lede Skibbrud og miſtede alt Godſet, medens dog de fleſte af Folkene bleve bjergede, hvoriblandt Thrond, hvilken Sigmund ſelv reddede foruden mange andre. Thrond ſagde at det ej vilde gaa godt, naar de førte ham bort mod hans Vilje. Sigmund ſvarede at han ſkulde følge med, hvad han ſaa end ſyntes derom, tog et andet Skib, og erſtattede den forliſte Skat af ſit eget Gods, da han var rig paa Løsøre. Anden Gang ſatte de ud, men kom ikke længer end før; Modvind drev dem tilbage, og Skibet ſkadedes. Da Sigmund undrede ſig over den ſtore Vanſkelighed, der nu var forbunden med at komme bort fra Øerne, gjentog Thrond ſit forrige Udſagn, at ſaaledes vilde det altid gaa, naar de førte ham bort med Tvang[5]. Da beſluttede Sigmund ſig endelig til at ſlippe Thrond løs, men han maatte ſværge den dyreſte Ed paa, at han ſkulde holde faſt ved Chriſtendommen, være Kong Olaf og Sigmund tro, ikke gjøre nogen Mand paa Øerne Fortræd, og adlyde, fremme og underſtøtte ſaavel dette Paabud fra Kong Olaf, ſom hver anden Befaling, denne maatte ſende til Færøerne. Derpaa drog hver til ſit, Thrond til Gøta, og Sigmund til ſin Gaard paa Skuvø, hvor han ogſaa tilbragte denne Vinter (998—999), og lod imidlertid udbedre det Skib, han havde haft ved ſin ſidſte uheldige Udfart. Vaaren efter tiltraadte han Rejſen paany, og denne Gang uden Thrond. Rejſen var nu heldig; han traf Kongen i Nidaros, udbetalte ham Skatterne for begge Aar, og fortalte ham, hvorledes det var gaaet ham med Thrond Kongen beklagede, at Thrond ej var kommen til ham, eller var bleven forjagen fra Øerne, da han viſtnok var et af de værſte Menneſker, ſom fandtes i hele Norden. Sigmund opholdt ſig længe hos Kongen denne Vaar, og nød meget Venſkab af ham. De prøvede deres Legemsfærdigheder med hinanden, og ſkal det have været erkjendt, at Sigmund var den blandt alle Nordmænd, der kom Olaf nærmeſt i alſkens Idrætter, ſkjønt han dog ikke ganſke kunde naa ham. Mod Slutningen af Sigmunds Ophold hos Olaf indtraf der dog en Omſtændighed, der til en vis Grad kjølnede Venſkabet mellem dem. Som de en Gang ſad og drak, blev Kongen var den ſtore Guldring paa Sigmunds Arm, ſom han havde faaet af Haakon Jarl, og ſom denne havde taget af Thorgerd Hølgabruds Billede. Kongen bad om at maatte ſe paa den, og da Sigmund rakte ham den, ſpurgte han, om han vilde give ham den. Sigmund ſvarede at han havde lovet, ej at ſtille ſig ved den. Kongen tilbød ham en anden lige ſaa god Ring i Stedet, men Sigmund ſvarede at han havde givet Haakon Jarl det hellige Løfte, aldrig at afhænde den, og at den hidtil havde bragt ham Lykke. blev Kongen ganſke blodrød i Anſigtet, og ſagde at Ringen tvertimod en Gang vilde volde hans Bane, og at det var for at frelſe ham derfra, ej af nogen Begjærlighed efter Guld, at han havde bedet om den. Der blev ikke talt mere om den Sag, men Olaf var ſiden efter ikke ſaa venlig mod Sigmund ſom før. Dog ſkiltes de venſkabeligen ad, da Sigmund ved Sommerens Begyndelſe vendte tilbage til Færøerne (999). De ſaaes ikke oftere[6]. Vi ville ſiden ſe, hvorledes Olafs Spaadom med Henſyn til Ringen gik i Opfyldelſe. Imidlertid havde han dog faaet ſit Ønſke opfyldt, hvad Chriſtendommen angaar; thi det erfares ikke, at Færøerne ſiden efter faldt tilbage til Hedendommen. Endog Thrond, den ondſkabsfulde Hedning Thrond, ſkal have omfattet Chriſtendommen ſaa oprigtigt, at han digtede flere Vers af religiøſt Indhold, af hvilke enkelte endnu ere opbevarede ved mundtlig Overlevering[7].

    høj lys Dag turde træde os under Øjne“: Den tredie Beretning, ſom indføres paa ſamme Sted, er om tvende Hirdmænd, ſom en Aften, da Kongen laa ved Naumdal, hemmelig gik op fra Skibene, fordi de havde hørt, at der i Naumdal var mere Troldegang end andenſteds i Norge, og derfor nu gjerne vilde prøve, om de kunde merke noget dertil. De ſkulle have fundet en Hule, fuld af Trold, der ſad og beklagede ſig over den Skade, Kong Olaf gjorde dem, og fortalte hinanden hvor uheldigt det var gaaet dem i deres forſkjellige Forſøg paa at overliſte ham. Siden ſkulle Hirdmændene have fortalt alt dette til Kongen, der bekræftede Sandheden deraf, men forbød dog ſine Mænd, oftere at gaa alene op i Land for at tilfredsſtille ſlig Nysgjerrighed; han ſkal derpaa med Biſkoppen have befaret alle de nærmeſte Bygder og ladet Vievand ſtænke om paa Bjerge og Dale, for at renſe Egnen for de urene Aander. (Olaf Tr. S. Cap. 213. Odd Munk Cap. 56).

  1. Odd Munk Cap. 43.
  2. Hvorledes Chriſtendommen allerede for Nordmændenes Ankomſt herſkede paa Orknøerne, ſe ovenfor, S. 274, 275. At derfor Masſen af de norſke Koloniſter allerede tidligt omvendtes til Chriſtendommen, ſynes heel rimeligt.
  3. Se ovenfor S. 309.
  4. Flatøbogen lader Sigmund opholde ſig hos Olaf hele Vinteren, og førſt den følgende Vaar drage tilbage til Færøerne, hvorved de paafølgende Begivenheder alle falde et Aar ſildigere, og Kongens ſidſte Afſked med Sigmund falder 1000, ej 909. Men da det ej er ſandſynligt at Sigmund ſkulde have opholdt ſig ſaa længe hos Olaf, og iſaafald endog have fulgt ham til Viken, uden at man havde hørt mere fra ham, er det rimeligere hvad Olaf Tr. Saga i Fornm. Sögur fortæller, at Sigmunds Hjemrejſe og førſte uheldige Forſøg paa at indføre Chriſtendommen ſkede endnu i tamme Høſt 997. I denne Bearbejdelſe ere ogſaa Epiſoderne i Sigmunds Hiſtorie ſaaledes indſkudte mellem de øvrige Begivenheder af Olafs Liv, at Tidsregningen falder bedre i Øjnene, hvilket derimod ej er Tilfældet i Flatøbogen.
  5. Om nu virkelig Sigmund tilfældigviis tvende Gange har lidt Skibbrud, eller om en Opdigtelſe eller Overdrivelſe her har fundet Sted, maa naturligviis ſtaa ved ſit Værd. Sagafortælleren har her aabenbart villet antyde, at Thronds Tryllekyndighed har været Aarſagen.
  6. Om alle disſe Begivenheder, ſe Færeyingaſaga Cap. 28—33; Olaf Tr. S. Cap. 187, 189—191, 205, 207.
  7. Se Fortalen til Færeyingaſaga, S. IV.]] Det merkeligſte er Thronds ſaakaldte Credo, der forekommer i Flatøbogen (ſe Fær. S. Cap. 56) og tillige er opbevaret paa Færøerne i en fuldſtændigere Form.