Det norske Folks Historie/2/38

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 333-358).

Vi have allerede nævnt, at Kong Olafs Omvendelses-Iver strakte sig til alle de af Nordmænd beboede Lande, om de end ikke stode under hans Herredømme. Det er derfor naturligt, at han ogsaa lod det være sig saare magtpaaliggende at skaffe Christendommen Overhaand paa Island, hvor den endnu, ligesom hidtil i Norge, kæmpede med Hedendommen, og hvis Indflydelse paa Moderlandet i aandelig Henseende allerede da vistnok var saa stor, at Christendommen neppe kunde ansees sikret i dette, førend den var vedtagen og rodfæstet i hiint^[1]. Thorvald Kodraanssøns og Biskop Frederiks Forsøg paa at prædike Christendommen paa Island var, som vi have seet, i det hele taget uheldigt, skjønt det vistnok ikke ganske var uden gode Frugter^[2]. Stemningen med Hensyn til Christendommen var meget forskjellig blandt Hedningerne paa Island. Nogle havde meget imod den, maaske især af politiske Grunde, andre, som den ædle Njaal og den forstandige Hall paa Sida, vare den gunstigt stemte^[3] Der fortælles, at da der en Gang i Njaals Paahør taltes om Religionsforandringen i Norge, og flere sagde at det dog var en Skam, saaledes at forkaste sin gamle Tro, skal Njaal have svaret: „mig forekommer det som om den nye Tro er meget bedre end den gamle, og at den er lyksalig, som antager den: kommer der Mænd hid for at forkynde den, da skal jeg paa bedste Maade understøtte den“^[4]. Njaal var vel allerede i og for sig fredeligsindet nok til at erkjende Christendommens Fordele for Hedenskaben, men usandsynligt er det ej, at han ogsaa kan have været paavirket af sin Svigersøn Kaare Salmudssøn, der som Syderøing vistnok allerede har bekjendt sig til Christendommen.

Allerede i det følgende Aar efter sin Tronbestigelse^[5] gjorde Olaf et Forsøg paa at christne Island ved at sende Stefne Thorgilssøn derhen ledsaget af flere Lærere. Olaf valgte ham, fordi han var indfød i Landet og beslægtet med de fornemste Høvdinger. Stefne dulgte ej sin Frygt for at Sendelsen vilde faa et daarligt Udfald, da hans Frænder Islændingerne, som han sagde, vare haarde og sene til at lade fare, hvad de engang havde vedtaget. Dog erklærede han sig villig til at prøve, hvorledes det vilde gaa, og drog om Sommeren (996) til sin Fædreneø, hvor han efter en kort Overrejse landede i Gufaaroos i Borgarfjorden kort før Althinget. Han begyndte strax aabenlyst at forkynde Christendommen, men fandt den meest fiendtlige Modtagelse, og de værste blandt alle vare hans Frænder. Uforfærdet drog han selv 10de om, baade paa Vest- og Sydkanten af Landet, hvor Christendommen hidtil havde haft mindst Fremgang, men ingen vilde lytte til hans Forestillinger. Da blev han vred, og begyndte, understøttet af sine Mænd, at nedbryde Hov og Horger, og brænde Gudebillederne. Hedningerne forsvarede naturligviis deres Templer, og flokkede sig sammen mod ham, saa at han kun med Nød og neppe undkom til Kjalarnes, hvor han opholdt sig om Vinteren hos sine Frænder, af hvilke flere, som man maa formode, endnu bekjendte sig til et Slags Christendom^[6]. Det traf sig just den Vaar, at sterk Flom drev Stefnes Skib ud til Havs fra Gufaaroos, hvor det var sat paa Land. Hedningerne sagde strax, at dette var et tydeligt Tegn paa Gudernes Vrede, men kort Tid efter drev dog Skibet ind til Land igjen uden at have lidt synderlig Skade. Hedningernes Harme over hans Forsøg gik endog saa vidt, at der paa Althinget 996 blev vedtaget en Lov, ifølge hvilken enhver den, der lastede Guderne eller gjorde dem noget Meen eller Vanære, skulde blive fredløs, og Søgsmaalet desangaaende skulde endog paatales af deres nærmeste Frænder, fordi Hedningerne kaldte det en Skam for den hele Æt, naar et enkelt Medlem deraf blev christen. Efter denne Lov handlede ogsaa Stefnes Frænder, nemlig flere Sønner af hiin Usvifer Helgessøn paa Lauge i Sælingsdalen ved Breidafjorden, hvis Udtydning af Thorstein Surts Drøm ovenfor (S. 158) er omtalt. De anklagede Stefne paa det følgende Althing – den femte Broder Uspak vilde dog ej deeltage deri – og fik ham erklæret fredløs (997). Stefne svarede dem, at Fredløsheden ej vilde blive hans Skade, men at derimod de selv om faa Aar vilde lide megen Ulempe af denne Sag. Stefne forlod nu Landet, og begav sig tilbage til Olaf, hvilken han traf i Throndhjem, kort førend han tiltraadte Rejsen til Viken. Han fortalte, hvor megen Modgang han havde haft, og sagde at det nok vilde gaa seent med at faa Christendommen indført paa Island^[7].

Kongen havde imidlertid ogsaa selv hjemme i Norge været meget virksom for Islændingernes Omvendelse, deels ved at overtale flere af de Islændinger, der besøgte Norge, til at lade sig døbe, deels ogsaa ved at beholde enkelte af dem, især de mægtigste Mænds Børn, hos sig, for derved at tvinge deres hjemmeværende Frænder til at føje sig efter hans Ønske. I det første Aar af sin Regjering da han fornemmelig opholdt sig i Viken og endnu ikke havde begyndt Omvendelsesverket i det Throndhjemske, synes han ej at være kommen i synderlig Berørelse med Islændinger, da disse, især de som hørte til de fornemste Familier“, nu ventelig i en lang Række af Aar havde været vante til at søge til Throndhjem som Landets fornemste Deel, eller som det Sted, hvor dets fornemste Mand havde sit Sæde. Paa denne Maade kunne vi ogsaa forklare, hvorledes det gik til, at flere af de Islændinger, der i Aaret 996 kom til Norge, endnu, som der siges, intet havde hørt om at Olaf Tryggvessøn var bleven Konge i Norge, og forkyndte den nye Tro^[8]. Blandt deres Tal var den forhen omtalte Skald Hallfred Ottarssøn, der efter en uheldig Kjærlighedsforstaaelse med den smukke Kolfinna^[9], en Datter af hans Faders Fostbroder Aavalde, havde begivet sig paa Rejser og allerede var bleven antagen som Hirdmand hos Haakon Jarl, efter at have digtet et Kvæde om ham. Da Hallfred om Sommeren 996 kom fra Island, og lagde til ved Agdenes, erfoer han at Haakon Jarl var død og at Olaf Tryggvessøn var bleven Konge og paabød Christendommen. Dette fandt Hallfred og hans Skibskammerater saa betænkeligt, at de besluttede at gjøre Løfter til Guderne, for at faa Bør til at undkomme fra Norge til hedenske Lande. De lovede Frey baade Gods og tre Saald Øl, hvis de kunde komme til Sverige, og Thor eller Odin lige saa meget, om de kunde komme hjem til Island. Men de fik ingen Bør, og maatte, saa nødig de vilde, styre ind ad Fjorden før at komme i Havn. Da de naaede en Havn, kunde de dog ikke komme ind i Skibslejet, fordi det allerede var optaget af en Deel Langskibe. De vidste ikke den Gang, at disse Skibe tilhørte Kongen, som just var kommen tilbage fra sit første uheldige Forsøg paa at gjeste Haalogaland. De maatte derfor lægge sig langt ude, paa et meget ubelejligt Sted, hvor hele Hav-Stormen og Søen stod paa, og hvor Skibet den hele Nat huggede forfærdeligt, saa at de hvert Øjeblik ventede at Ankertouget vilde springe, Men ud paa Morgenen kom der en Baad roende ud til dem fra Langskibene; den styredes af en høj Mand „i en grøn Trøje, og denne tilbød dem meget venligt sin Hjelp for at bringe dem ind i et bedre og sikrere Leje. I samme Øjeblik sprang et af Ankertougene, men Manden i den grønne Trøje styrtede sig i Søen, fik grebet Enden af Touget, og bragte den op i Skibet; de droge nu Ankerne op, og lodsedes derpaa af Folkene i Baaden ind i Havn. De fik siden vide, at Manden i den grønne Trøje ikke var nogen anden end Kong Olaf Tryggvessøn selv, og skjønt de ej endnu havde stiftet nærmere Bekjendtskab med ham, havde de dog paa denne Maade allerede lært at betragte ham i et elskværdigere Lys end hidtil^[10]. Han fortsatte strax efter sin Vej til Lade, og lagde sine Skibe i Nidarosen, hvor ogsaa Hallfred strax efter ankom. Omtrent paa samme Tid kom flere Islændinger af fornem Æt, blandt hvilke Brand den ørve eller gavmilde, en Søn af den forhen omtalte Høvding Vermund mjove^[11]. Kongen anmodede dem strax om at lade sig døbe, og da de vægrede sig derved, nedlagde han Forbud mod deres Hjemrejse, saa at de altsaa mod deres Vilje og til deres store Misfornøjelse maatte blive liggende^[12]. De besluttede dog, ej at lade sig tvinge ved Magt, og indgik et Forbund med hinanden om at de alle som een vilde modsætte sig Kongens Christendomspaabud. Medens Sagerne stod saaledes, ankom Kjartan, en Søn af den berømte Olaf Paa fra Hjardarholt og Thorgerd Egilsdatter^[13]. Kjartan nævnes som den skjønneste, talentfuldeste og elskværdigste af alle sine Samtidige paa Island. Mellem ham og hans Fætter Bolle Thorleikssøn, der opfostredes paa Hjardarholt, herskede det fortroligste Venskab Kjartan var tidligt kommen i en Kjærlighedsforstaaelse med den skjønne, men hevngjerrige og intrigante Gudrun, en Datter af Usvifer paa Lauge; hun havde allerede inden sit 20de Aar haft to Mænd, af hvilke hun havde skilt sig ved den første, den anden var omkommen paa Søen. Man ansaa hende som den fagreste og forstandigste blandt alle de Kvinder, der i den Tid fandtes paa Island, og det hed, at alt, hvad de øvrige Kvinder havde i Stads, kun var ligesom Børneflitter i Sammenligning med hendes pragtfulde Dragt. Olaf Paa, Kjartans Fader, spaaede sig intet godt af denne Kjærlighedsforstaaelse, men hans Advarsler frugtede intet, og da Kjartan nu skulde drage udenlands, blev det bestemt mellem ham og Gudrun, at hun skulde bie paa ham i tre Aar, inden hun bortgav sin Haand til nogen anden. Han kjøbte halft Skib med Kalf Aasgeirssøn, en Sønnesøn af Audun Skakul fra Videdalen^[14], og sejlede afsted, ledsaget af Bolle og flere andre Venner. Ankomne til Agdenes, erfore ogsaa de, at Olaf Tryggvessøn var bleven Konge og paabød Christendommen. De fandt dette en temmelig betænkelig Sag, men lode sig dog ej deraf afholde fra at drage videre, og styre ind til Nidaros, hvor de tidligere ankomne Islændinger, fornemmelig Brand, toge imod dem med stor Glæde. De opfordrede Kjartan til at slutte sig til deres Forbund. Herpaa gav han for det første intet bestemt Svar, men sagde kun at han vilde samtykke i hvad alle fandt raadeligst. Det var just paa den Tid, da Olaf havde ladet Byanlægget ved Nidaros paabegynde, saa at der var mange Folk tilstede, og Havnen med dens Omgivelser afgav et livligt Skue. En Godvejrsdag om Høsten, da flere af Byfolkene fornøjede sig med at svømme, foreslog Kjartan sine Landsmænd at gaa hen og se paa dem. De gjorde saa; enkelte af dem deeltoge ogsaa i Svømningen. De bemerkede især en Mand, som svømmede med større Færdighed end alle de øvrige. Kjartan opfordrede baade Hallfred Ottarssøn og sin Frænde Bolle til at maale sig med ham, men ingen af dem vovede det. „Da skal jeg selv forsøge derpaa“, sagde Kjartan, kastede Klæderne af sig og sprang ned i Elven. Han styrede hen til hiin Mand, der svømmede saa godt, greb fat i ham, dukkede under med ham, og holdt ham en Stund under Vandet, for at sætte hans Dygtighed som Dykker paa Prøve. Efter en Stund tog Bymanden til Gjengjeld fat paa Kjartan, dukkede under med ham, og forblev nede med ham saa længe at Kjartan syntes det var paa høj Tid, da han slap ham op igjen. Ikke længe efter dukkede han atter ned med ham, og holdt ham under Vandet i saa lang Tid, at Kjartan ej skjønnede, hvorledes dette vilde løbe af, og tyktes aldrig forhen at have været i en saadan Knibe. Endelig kom de op igjen, og svømmede nu til Land, for at klæde sig paa. Hidtil havde de ej vexlet et eneste Ord sammen. Nu spurgte Bymanden, hvad Kjartan hed. Denne nævnte sit Navn. „Du svømmer godt“, sagde Bymanden, „er du ligesaa dygtig i andre Idrætter?“ „Hjemme paa Island hed det at jeg var den ypperste i alt saadant“, svarede Kjartan, „men nu har jo dette intet at betyde.“ „Det kommer dog an paa, med hvem du har prøvet din Færdighed,“ sagde Bymanden, „hvorfor spørger du mig ej om mit Navn“? Kjartan svarede at det var ham det samme, hvad han hed. „Du er en dygtig Mand, men ogsaa meget stolt“, sagde Bymanden; „mit Navn skal du dog vide, jeg er Kong Olaf Tryggvessøn, og jeg tror ikke du vil have nogen Skam af at være kommen tilkort mod mig“. Kjartan svarede intet, men gik bort i sin Skarlagens-Kjortel, uden Kappe. „Bi dog lidt“, sagde Kongen, „og gaa ikke saa hurtigt bort“. Kjartan’ gik tilbage, skjønt just ikke meget gjerne. Kongen tog sin Kappe af, og gav ham den, for at han, som han sagde, ej skulde gaa uden Kappe til sine Kammerater; han bad ham og betragte den Kappestrid, de havde haft, kun som Spøg og Morskab. Kjartan takkede Kongen for Gaven og gik hjem til sine Mænd, der roste Kappen som meget herlig og kostbar. Men de øvrige Islændinger syntes meget ilde om at han havde modtaget denne Foræring, da han derved ligesom havde stiftet Venskab med Kongen og givet sig i hans Vold^[15].

Længer ud paa Høsten blev der en skarp Frost, med haardt Vejr, hvilket Hedningerne tilskreve Gudernes Vrede over at Kong Olaf vilde indføre en anden Tro. Dog blev Vejret efter nogen Tid bedre, og der tom nu mange Folk til Byen fra de nærmeste Hereder. Islændingerne lejede sig et fælles Herberge i Been til Vinterophold. Kjartan betragtedes som deres Formand. En Dag hørte de Kongen holde en Tale til en Deel forsamlede Bønder ude paa Ørene, for at faa dem til at lade sig christne. Han begyndte, som sædvanligt, med gode og venlige Ord, men truede tilsidst med Dødsstraf og anden haard Behandling, hvis de ej adløde ham; mange af Bønderne lode sig og derved bevæge til at antage Christendommen. Da Islændingerne kom hjem til deres Herberge om Aftenen og havde sat sig til Drikkebordet, talte de meget højrøstet om denne Begivenhed. Kjartan spurgte Bolle, hvad han tyktes om den nye Tro. Bolle fandt den blødagtig og daarlig. Kjartan var ikke ganske enig med ham deri, men spurgte derpaa, om de ej havde lagt Merke til, at Kongen fremførte Trusler mod de Gjenstridige. „Jo visselig“, svarede Bolle, „deraf kunde man ej tage Fejl“. „Min Beslutning“, sagde Kjartan, „er nu den, at jeg ikke vil lade mig tvinge af nogen Mand, saa længe jeg kan fore Vaaben, jeg finder det derhos at være en Skam for en rask Karl at blive dræbt eller fangen som et Lam i en Sti eller en Melrakke i Gildre; naar man alligevel skal dø, er det dog bedre, først at udføre en Daad, der længe vil mindes“. „Hvad tænker du da at gjøre“, sagde Bolle. „Det er snart sagt“, svarede Kjartan, „at brænde Kongen inde“. „Det kan jeg kalde et stort Anslag“, sagde Bolle, „men jeg tror neppe det lykkes, da Kongen altid har meget Held med sig, og desuden Dag og Nat er omgiven af sterk Vagt“. „Jeg vidste nok, at de fleste af Eder vilde finde dette Forslag betænkeligt, hvor dygtige Karle I end ere“, sagde Kjartan, „og jeg nævnede det ogsaa meest for at sætte Eder paa Prøve“. Bolle meente at det var uvist, hvo der vilde vise størst Modløshed ved et saadant Foretagende, og da mange fandt denne Tale heel unødig, lod man den fare. Men i Herberget havde der ogsaa været Udsendinger fra Kongen for hemmelig at lytte til Islændingernes Tale, og siden at give ham Beretning om, hvad Ord der faldt. Morgenen efter lod han sammenkalde et Thing, og lod ogsaa Islændingerne tilsige at indfinde sig. Da Thinget var sat, takkede han alle de Tilstedeværende for deres Nærværelse, hvis de vilde være hans Venner og tage ved Troen. Han henvendte sig særskilt til Islændingerne med den Anmodning, at de skulde tro paa den sande Gud og lade sig døbe. Da de ingen Beredvillighed viste dertil, spurgte han, hvo af dem det var, som havde foreslaaet at brænde ham inde. Da sagde Kjartan; „I tror nok, Herre, at den, der har sagt det, ej har Mod til at staa derved; men nu kan jeg sige Eder at det er mig, som bragte det paa Bane“. „Det er ingen smaa Raad, du befatter dig med“, svarede Kongen; „men neppe vil det lykkes dig at faa Bugt med mig; strengt taget havde du allerede gjort dig fortjent til at jeg sørge for du ej kom til at foreslaa flere Kongers Indebrænding; men siden du saa kjekt stod ved dine Ord, og det desuden ikke er vist, at du meente dem alvorligt, skal jeg denne Gang skjenke dig Livet. Det er og heel rimeligt, at du siden vil komme til at overholde Troen saa meget bedre, som du nu taler heftigt imod den, og hvis du først lader dig døbe med din gode Vilje, da ville vist mange af dine Landsmænd følge dit Exempel, ligesom ogsaa Eders Frænder og Venner paa Island ville lytte sterkt til dine Ord; jeg nærer tillige den bestemte Overbeviisning, at du har en bedre Tro, naar du forlader Norge, end du havde, da du kom hid. Farer nu alle herfra i Fred; jeg skal dennesinde ikke bruge nogen Tvang med Eder; thi Gud vil ej at nogen skal komme nødtvungen til ham“. Kjartan takkede Kongen paa hans egne og Landsmænds Vegne for hans Naade og Venlighed. Han undskyldte sig med at de vare ophidsede af Ølet, og at Islændingerne desuden plejede at være uvørne i Ord og Tale; de havde ogsaa, tilføjede han, Ord for at de heller lode sig lede med det Gode end tvinge med det Onde; han ytrede tilsidst, at det nok kunde hænde at han i Norge tog ved Troen, saa at han agtede Thor lidet, naar han kom tilbage til Island. Kongen smilede og sagde: „jeg ser tydeligt paa dit hele Væsen, Kjartan, at du stoler mere paa din Styrke og Legemsfærdighed, end paa Thor eller Odin“. Derpaa hævedes Thinget. Flere raadede Kongen at tvinge Kjartan og Islændingerne til at antage Christendommen, og advarede ham mod at taale saa mange Hedninger samlede i sin Nærhed, men han afviste alle slige Ytringer med Uvilje, og sagde at Kjartan og hans Kammerater vare Hædersmænd, og bedre end mange Christne^[16].

Kort efter holdt Kongen det forhen omtalte 8 Fylkers Thing paa Frosten, hvorved det bestemtes, at han skulde indfinde sig ved Midvinterblotet paa Mæren. Imidlertid fortsattes Bygningsarbejderne i Byen med Raskhed, og lidt før Juul var Klemenskirken ganske færdig, saa at Biskoppen kunde holde Messe der om Julenatten. Kjartan foreslog sine Landsmænd at gaa hen og høre paa, hvorledes de Christne bare sig ad. Mange samtykkede deri, hvoriblandt Bolle og Hallfred Ottarssøn. De hørte nu Klokkernes Lyd og den smukke Sang, og lugtede Røgelsens Vellugt. Kongen holdt selv en Tale, hvori han gjorde Rede for Julefestens Betydning, og sagde at den Høvding, som de alle skulde tro paa, var fød i denne Nat. Islændingerne forbleve der til efter Højmesse. Da de kom hjem, samtalede de om hvad de havde seet og hørt, og bedømte det paa forskjellig Maade. Men paa Kjartan havde Kongens Tale gjort et saadant Indtryk, at han erklærede at han for sin Deel snarest muligt vilde lade sig døbe, og haabede at alle hans Skibsfæller vilde gjøre det samme. Bolle erklærede sig strax villig, ligesaa de øvrige. Hvad der afholdt dem fra at melde sig hos Kongen den Dag, var kun, at de vidste at han nu sad til Bords. Men Islændingernes Tale blev ham endnu samme Dag berettet af hans fortrolige Kundskabsmænd, og han glædede sig saare derover. Den følgende Dag, anden Juledag, lod han Kjartan kalde til sig, og foreslog ham at lade sig døbe. Kjartan var strax villig dertil, paa den Betingelse at Kongen vilde skjenke ham sit Venskab. Dette tilsagde Kongen ham med Glæde, og nu blev han døbt tilligemed Bolle og alle sine Skibsfæller. Han beholdt ham og Bolle hos sig i Julegilde, og skal have udnævnt ham til sin Hirdmand den Dag, de afførte sig de hvide Daabsklæder^[17].

Kort Tid efter mødte Kongen Hallfred Ottarssøn paa Gaden. Han spurgte ham om hans Navn, og da han erfoer at han var Skalden Hallfred, anmodede han ham ligeledes om at lade sig døbe. Hallfred samtykkede deri paa den Betingelse, at Kongen selv vilde staa Fadder til ham. Dette lovede Kongen, og nu blev Hallfred døbt. Kongen lod sine Morbrødre Karlshoved og Jostein lære ham Credo og Pater noster. Ved samme Lejlighed blev Brand den ørve og flere anseede Islændinger døbte. Alle de Islændinger, som havde modtaget Daaben, fulgte med Kongen til Mæren, da han lod Jernskegge dræbe og fik Thrønderne christnede. Kjartan og Bolle opholdt sig ved Kongens Hird den hele Vinter, og Kjartan var saa afholdt, at han ikke havde en eneste Avindsmand. Skalden Hallfred Ottarssøn bad Kongen en Dag om at høre et Kvad, han havde digtet til hans Ære. Kongen vægrede sig derved, sandsynligviis fordi han vidste at dette Kvad, som Kvæderne i Almindelighed, indeholdt mange Hentydninger til den hedenske Gudelære. Men Hallfred truede med, at hvis Kongen ikke vilde høre ham, da vilde han til Gjengjeld ogsaa søge at glemme, hvad Kongen havde ladet ham lære. „Du er en vanskelig Skald (vandræðaskáld)“, sagde Kongen, „og jeg faar da vel høre dit Kvad“. Da Kvadet var fremsagt, roste Kongen det, og tilbød Hallfred at blive hans Mand. „Jeg var forhen Haakon Jarls Hirdmand“, svarede Hallfred, „og vil ikke gaa dig til Haande, uden at du lover mig, hvad der end hændes, aldrig at jage mig bort“. „Men om du nu begaar en Handling, jeg ikke kan taale“, sagde Kongen. „Saa dræb mig heller“, svarede Hallfred. „I Sandhed du er vanskelig Skald“, sagde Kongen, „men min Mand skal du nu være. „Jeg modtager det Tilnavn, du har givet mig (vandræðaskáld)“, svarede Hallfred, „men hvad giver du mig i Navnfæste?“ Kongen gav ham et Sverd, men uden Skede, og bad ham digte et Vers derom, saaledes at Ordet „Sverd“ forekom i hver Verselinje. Hallfred kvad:

Et Sverd blandt alle Sverde
sverde-rig mig gjorde;
For Sverd-Svingeren vorder
snart nu Færd af Sverde.
Sverd-Mangel vil ej vorde,
værd er jeg trende Sverde,
var der af Træ kun i Verden
værdig Skede til Sverdet.

Der er jo ikke „Sverd“ i hver Linje, sagde Kongen, idet han dog gav ham Skeden. Men der er „tvende Sverd“ i en af dem, svarede Hallfred, og dermed lod Kongen sig nøje. Hallfred maatte ellers oftere høre ilde af Kongen, fordi han, som ivrig Skald, ej kunde overtale sig til at udelukke de gamle Guders Navn af sine Kvad, og fordi han ej vilde laste dem, idet han syntes det var nok, ej at tro paa dem. Man beskyldte ham for at ofre hemmeligt til et lidet Thorsbillede, han bar i sin Pung; hans Avindsmænd, der misundte ham den Yndest, hvori han stod hos Kongen, bagvaskede ham, og Kongen skal omsider, for at straffe ham eller sætte ham paa Prøve, have sendt ham i det farlige Ærende til den mægtige Thorleif spake, Erik Jarls Fosterfader, enten at dræbe eller blinde ham, fordi han ej vilde antage Christendommen, et Ærende, som Hallfred kun halvt udførte, da han efter at have stukket det ene Øje ud paa Thorleif lod ham beholde det andet, og i Stedet derfor stak Øjet ud paa en af sine Bagvaskere. Kongen skal dog ej have taget Hallfred dette ilde op, og Hallfred sluttede sig nu til Kongen med en sværmerisk Kjærlighed. Han digtede flere Kvad om Kongen, og hvad der af disse Kvad er os opbevaret, indeholder, som vi allerede ovenfor have nævnt, de sikreste og meest authentiske Efterretninger, vi have om Olaf Tryggvessøns Livs- og Regjerings-Historie^[18].

Om Vaaren, da Skibsfarten igjen begyndte (997), agtede Kjartan Olafssøn sig til England, men bad Kongen først om Orlov. Kongen foreslog ham heller at drage ud til Island for at bringe Folket der til at antage Christendommen; under anden Betingelse vilde han ikke give Slip paa ham. Kjartan valgte da heller at blive, hvorover Kongen ytrede megen Glæde. Det er tydeligt nok, at han ønskede at beholde denne højbaarne Yngling for at sikre sig hans mægtige Frænders Hjelp. Derimod fik Hallfred Vandrædaskald Tilladelse til at gjøre en Handelsrejse syd til Haløre i Danmark, og Kalf Aasgeirssøn, Kjartans Stalbroder, drog til England for at handle paa begges Vegne. Længer ud paa Sommeren kom Stefne Thorgilssøn tilbage fra sin uheldige Missionsrejse, saaledes som det forhen er nævnt Olaf besluttede nu at sende den stridbare Prest Thangbrand i hans Sted. Thangbrand var, som vi have seet, beskikket af Olaf til Prest ved den nys opførte Kirke paa Moster, og sandsynligviis for at have Overopsigt med Christendommen i hele Gulathingslagen^[19]. Men Thangbrand, som gjerne vilde holde sine Mænd godt, og ej forstod at spare, kom strax tilkort med de Indtægter, Kongen havde lagt til Kirken, og før at skaffe sig det Nødvendige begyndte han nu at herje og røve hos den hedenske Deel af Befolkningen. Dermed var Kongen naturligviis meget misfornøjet, thi han havde ladet strenge Forbud udgaa mod Vold og Hærfærd indenlands. Han lod Thangbrand kalde til sig i Throndhjem, irettesatte ham haardt for hans lidet christelige og end mindre prestelige Færd, og truede med at jage ham bort fra Riget. Thangbrand tilstod sine Fejl, men bad Kongen heller at paalægge ham et eller andet vanskeligt Hverv, hvorved han kunde afsone hans Vrede, end at jage ham bort. Da sagde Kongen, at han skulde rejse til Island og forkynde Christendommen der. Thangbrand erklærede sig villig dertil, skjønt han ej var vis paa, hvorledes det vilde lykkes. Olaf skaffede nu Thangbrand et godt Skib, og medgav ham et Følge af baade lærde og ulærde Mænd^[20].

Thangbrand landede paa Østkysten af Island, lidt nordenfor Melrakkenes ved Indløbet til Alftefjorden^[21]. I Følge med ham var ogsaa en til Christendommen omvendt Islænding, den haardføre og stridbare Gudleif, Søn af Are Maarssøn, Sønnesøns Søn af Ulf skjaalge^[22]. To mægtige Brødre, der boede i Nærheden, forbøde alle de nærmest boende at have noget Samkvem eller Kjøb med dem. Dette hørte den af os oftere omtalte Høvding Sidu-Hall, der heller ikke boede langt borte, nemlig paa Thvaattaa, eller som det dengang kun kaldtes, Aa, ved Alftefjorden; han begav sig strax til Thangbrand, indbød ham til sig, og skaffede hans Skib ind i en god Havn. Efter en Beretning skal Thangbrand endog have haft Hilsen med fra Olaf til Hall, med Bøn om, at han vilde tage sig af ham, hvis han landede i hans Naboskab^[23]. Hall viste Thangbrand og hans Følge den største Gjestfrihed; han indrettede endog et Telt ude paa Tunet for ham til at holde Messe i. Dagen for St. Michaels Dag ophørte Thangbrand og hans Mænd med Arbejde allerede fra Middag af. Hall spurgte om Aarsagen dertil. Thangbrand forklarede ham at Morgendagen var en af Kirkens største Fester, og fortalte ham om Engelen Michaels Magt og Undergjerninger. Hall fik herved Lyst til at høre Gudstjenesten den næste Dag, og indfandt sig derved med alle sine Folk. Den behagede ham meget, og han sagde til Thangbrand, at han nok kunde ønske sig St. Michael til Ven. Thangbrand svarede at det ogsaa kunde ske, hvis han vilde lade sig døbe. Hall lovede det, paa Vilkaar at St. Michael skulde være hans Skytsengel. Herom gav Thangbrand ham Tilsagn, og Hall lod sig døbe med hele sit Huus, dog ikke strax, men først det følgende Aars Paaskeaften (16de April 998). Siden den Tid kaldtes Aaen, hvori de døbtes, og den hele Gaard ej længer Aa, men Thvaattaa^[24]. Om Sommeren fulgte Thangbrand med Hall til Althinget, og døbte paa Vejen flere Høvdinger med deres Huusfolk En Mand, ved Stavn Thorkell paa Stavafell, var en saa ivrig Modstander af Christendommen, at han udfordrede Thangbrand til Holmgang. Den stridbare Thangbrand modtog Udfordringen, lod et Krucifix sætte foran paa sit Skjold, og fældte sin Fiende. Paa Svinafell blev den mægtige Flose Thordssøn primsignet. De toge ind paa Kirkebø, hvis Beboere lige siden Landnamsmanden Ketils Tid havde været christne. Da de rede derfra, brast Jorden under Thangbrands Hest, saa at den sank ned, men han selv fik kastet sig af og frelst sig op paa Kanten af Svælget. Denne Begivenhed, der finder tilstrækkelig Forklaring i Øens vulkanske Natur, ansaa man paa hiin Tid som Virkningen af et Blot, som en vis Galdra-Hedin efter flere Hedningers Foranstaltning havde anstillet til Thangbrands Fordærvelse. For at hevne det, dræbte Thangbrands Ven Gudleif Aressøn Galdrahedin. De kom nu til Fljotslid, hvori Særdeleshed Skalden Vetrlide søgte at lægge dem Hindringer i Vejen, og spottede Gud; men dette hevnede Thangbrand og Gudleif ved at dræbe Vetrlide. De toge ind paa Bergthorshval hos Njaal, der, som han havde lovet, lod sig døbe med sit hele Huus. Valgard den graa og hans Søn Mørd vilde derimod ej lade sig døbe, og gjorde Christendommen megen Modstand. En anden Skald, Thorvald Veile, digtede ligeledes Nidvise om Thangbrand og lagde sig i Baghold for at dræbe ham, men blev selv gjennemboret af Thangbrands Spyd. Blandt de Høvdinger paa Sønderlandet, som Thangbrand denne Sommer døbte, var ogsaa Gissur hvite paa Skaalholt og hans Svigersøn Hjalte Skeggessøn i Thjorsaadal. Paa Thinget vilde Thorvald Veiles Frænder angribe Thangbrand, men Njaal og Østfjordingerne forsvarede ham^[25]. Da han efter Thinget var kommen tilbage til Østerlandet, gjorde han en Rejse langs Østkysten heelt til Nordfjerdingen, efter Anmodning af flere, der ønskede at blive døbte. Han kom nord til Øxarfjorden og døbte mange; men Eyjafjordens Beboere vilde ikke tillade ham at komme længere mod Vest end til Skjalvandefljot. Uagtet han saaledes vistnok vandt ikke faa Tilhængere for Christendommen, mødte han dog i det hele taget saa megen Modstand, at han, kjed og mismodig, besluttede at forlade Landet den samme Høst. Han sejlede ogsaa afsted, men heftige Storme og Modvinde dreve ham tilbage igjen. Ogsaa her besluttede Heredets Folk at forbyde alle og enhver at kjøbslaa med ham. Da Thangbrand saaledes etsteds ej kunde faa Mad kjøbt, tog han den med Magt, og lagde Betalingen efter sig. Manden paa Gaarden beklagede sig derover for Høvdingen Skeggbjørn paa Hytarnes, og denne begav sig med et bevæbnet Følge til Thangbrand for at kræve Bøder af ham. Thangbrand vægrede sig, og Skeggbjørn angreb ham, men maatte, selv 9de, bide i Græsset; af Thangbrands Folk faldt tvende Mænd^[26]. Da Gissur hvite hørte dette, indbød han Thangbrand til sig, og denne tilbragte saaledes den anden Vinter hos ham paa Skaalholt Hans Skib „Visunden“, af Hedningerne kaldet „Jernmeisen“ d. e. Jernkurven, blev sat paa Land, men Storm og Flom drev det atter ud, saa at det led megen Skade“^[27]. Om Vaaren forsøgte han sin Lykke i de vestlige Dele af Øen. Paa denne Rejse traf han Steinnun eller Steinvar, Skalden Revs Moder, og Hedendommen ivrigt hengiven. Hun søgte endog at omvende Thangbrand til Hedendommen og talte længe for ham. Thangbrand søgte at vise hende det vildfarende i hendes Mening, men forgjæves. „Har du ikke hørt“, sagde han, „at Thor engang udfordrede Christus til Holmgang, men at Christus ej turde slaas med Thor?“ „Jeg har derimod hørt“, sagde Thangbrand, „at Thor ej var andet end Muld og Aske, hvis Gud ej vilde at han skulde leve“. Hun spurgte da om han vidste, hvo der havde voldt at hans Skib havde lidt Skade. Da han svarede, at han ej vidste det, kvad hun et Par Vers, hvori hun tilkjendegav at det var Thor^[28]. Thangbrand drog heelt hen til Bardestrand, hvor han en Tid opholdt sig hos den vise Gest Oddleifssøn, der lod sig primsigne, efter at en Berserk, som udfordrede Thangbrand til Styrkeprøve, havde maattet bukke under^[29]. Gest fraraadede Thangbrand at drage videre vestover, da Indbyggerne der, som han sagde, vare haarde og slemme at have at bestille med, desuden, tilføjede han., var det ej at vente at Christendommen kunde have nogen Fremgang i Landet, med mindre den formeligt blev lovtagen paa Althinget. Thangbrand sagde at han allerede havde forsøgt at prædike Troen paa Thinget, men kun med daarligt Held. „Du har dog forberedt det meste“, svarede Gest, „om det end først bliver andre forundt at tilendebringe Verket; Træet falder desuden ikke ved det første Hug“. Gest gav Thangbrand ved Afskeden gode Gaver, og denne tiltraadte nu Tilbagerejsen sydefter. Paa denne Rejse tog han blandt andre Steder ogsaa ind paa Haukadal, hvor han døbte Drengen Hall Thorariussøn^[30], som den Gang kun var 3 Aar gammel; denne Hall er merkelig fordi han siden som Olding opfostrede den bekjendte Are frode fra hans 7de til hans 14de Aar, og meddeelte ham mange Efterretninger, som han siden benyttede til sine Optegnelser. Han var en saare viis og forstandig Mand, og buskede endnu godt i sin høje Alderdom, at Thangbrand døbte ham. Thangbrand tog ligeledes ind hos Njaal paa Bergthorshval, lod sit Skib istandsætte, og forlod Landet tilligemed Gudleif, efter at man paa Althinget havde lyst ham fredløs. Samtidigt nødsagedes ogsaa Hjalte Skeggessøn til at forlade Island. Han fremsagde paa Althinget et Halvvers, hvori han spottede Guderne og kaldte saavel Freyja som Odin en Tæve^[31]. Den ivrige Blotmand, Goden Runolf Ulfssøn, Harald Hildetands Ætling^[32], anklagede ham. Hjalte var saa afholdt, at Runolf ej kunde faa nogen Dom nedsat over ham, førend han satte den paa Øxaraa Bro, og stillede bevæbnede Mænd ved begge Broender; da blev Hjalte dømt Fjørbaugsmand, eller til tre Aars Fredløshed, og forlod endnu samme Sommer Landet. Endnu paa Rejsen ned til Skibet blev han overfaldt af en Mand, som Runolf havde sendt for at dræbe ham, men Manden blev greben, og Hjalte skjenkede ham Livet, ja optog ham endog i sit Følge. Hjaltes Svigerfader Gissur hvite ledsagede ham i hans Landflygtighed. De styrede til Norge, og landede ved Nidaros strax efter at Olaf var kommen tilbage fra Haalogaland. Da Olaf hørte at de vare christne, tog han meget venligt imod dem.

Imidlertid vare ogsaa flere anseede Islændinger komne til Nidaros, navnlig Halldor, en Søn af Gudmund rike, Kolbein Thordssøn, en Broder af Flose paa Svinafell, Sverting, „en Søn af Runolf Gode, der saa heftigt havde forfulgt Hjalte Skeggessøn, og den raske Farmand Thorarin Nevjulfssøn. De vare alle Hedninger, og søgte derfor at komme bort, strax efter at Kongen var kommen tilbage fra sit Haalogalandstog. De lagde ud af Elven, og sejlede ud efter Fjorden, men Modvind drev dem tilbage til Nidarholm. Kongen fik nu ogsaa at vide, at de havde til Hensigt at undfly ham, og sendte derfor Bud til dem, at de strax skulde komme tilbage og ikke understaa sig at rejse. De vovede ikke at trodse dette Bud, og vendte tilbage til Nidaros, men holdt sig stedse rejsefærdige, uden at losse deres Skibe^[33]. Endelig kom Thangbrand, og gav Kongen en fuldstændig, vel og noget overdreven Beretning om den slette Behandling, han havde maattet døje af Islændingerne. „Nogle“, sagde han, „digtede Nidviser om mig, andre vilde dræbe mig, og tilsidst blev jeg dømt fredløs paa Althinget; af det Folk bliver der vistnok kun meget faa, som antage Christendommen“. Da Kongen hørte dette, blev han saa opbragt, at han strax lod alle de Islændinger, som fandtes i Byen, kalde til Things, og gav her den Befaling, at de af dem, som endnu ikke vare døbte, skulde kastes i Fængsel og lemlæstes eller dræbes: saaledes, sagde han, skulde han gjengjelde deres Fædre at de saa foragteligen havde optaget hans Budskab. Men de tilstedeværende christne Islændinger, nemlig Kjartan, Gissur, Hjalte o. fl., gik nu til Kongen, og bad for sine Landsmænd. De forestillede ham, at Thangbrand ej havde faret frem med tilbørlig Lempe og Forsigtighed. „I husker jo selv, Herre“, sagde de, „hvorledes Thangbrand bar sig ad her hos Eder; ude paa Island gik han frem paa samme Maade, med Haardhed og Voldsomhed, og dræbte dem, af hvem han troede at være fornærmet: dette kunde man ej taale“. De erindrede ligeledes Kongen om hans en Gang givne Løfte, at hvad end Nogen havde gjort ham imod, vilde han dog tage ham til Naade, hvis han lod sig døbe; dertil, sagde de, vilde de tilstedeværende hedenske Islændinger ikke være uvillige; selv lovede de at finde paa Raad til at skaffe Christendommen Fremgang paa Island, hvilket neppe vilde blive saa vanskeligt, naar de mægtigste Mænds Sønner vare døbte. Kongen lod sig formilde ved denne vise Tale, især da Gissur var temmelig nær beslægtet med ham paa mødrene Side^[34], og lod Kongen vide, at han især for dette Slægtskabs Skyld havde taget sig af Thangbrand i hans Nød. Kongen sagde, at hvis Gissur og Hjalte vilde love ham at anvende al deres Omhu og Indflydelse for at skaffe Christendommen Antagelse paa Island, skulde alle de tilstedeværende Islændinger, efter at være døbte, faa drage bort i Fred, paa fire nær, der skulde blive tilbage som Gisler, nemlig Kjartan Olafssøn, Halldor Gudmundssøn, Kolbein Thordssøn og Sverting Runolfssøn“^[35]. Herpaa gik Gissur og Hjalte ind, men bad ham dog at behandle Gislerne godt. En af de tilstedeværende gjorde Kongen opmerksom paa at Sverting, for hvem Hjalte nu indlagde Forbøn, var en Søn af den Mand, der havde sagsøgt Hjalte og paadraget ham Fredløshedsdom. Thangbrand sagde, at det var Hjaltes og Gissurs Sædvane at lønne Ondt med Godt^[36]. De hedenske Islændinger, som rimeligviis allerede før dette Møde havde bestemt sig til at give efter, og overladt Gissur og Hjalte til at handle, som dem syntes bedst, bleve nu alle døbte. De fleste rejste hjem, paa de fire Gisler nær, og Gissur og Hjalte, der efter Kongens Indbydelse tilbragte Vintren hos ham^[37].

Den følgende Vaar (1000) gjorde Gissur og Hjalte sig rejsefærdige for at drage til Island og opfylde deres Løfte. Flere fraraadte Hjalte det, som fredløs, men forgjæves Sverting Runolfssøn, en af Gislerne, gjorde ogsaa sit Skib rede, i Haab om at faa Tilladelse til at rejse, men Kongen bød ham i Vrede at forblive hvor han var, og sagde at det var tilpas for Blotmanden, at hans Søn ej fik Lov til at opholde sig hvor han vilde. Med Gissur og Hjalte fulgte en Prest, ved Navn Thormod, hvilken Kongen medgav dem, saa vel som nogle andre Gejstlige. Han gav dem ogsaa tilhugget Tømmer til en Kirke, som han bød dem opføre hvor de først landede. Efter en noget langvarig Overrejse kom de lidt før Althingstiden til Islands sydlige Kyst, ved Durholmaosen i Nærheden af Myrdalsjøkul og Solheimasand. De landede ikke, men der kom Folk roende ud til dem for at høre Nyt fra Norge, og af hine fik igjen Høvdingen Flose Thordssøn, der just var paa Vejen til Althinget, høre at Hjalte var ombord og at hans Broder Kolbein selv holdtes som Gissel tilbage i Norge. Flose fortalte igjen disse Nyheder paa Althinget. Omtrent paa samme Tid landede Gissur og Hjalte ved Horgaøre paa Vestmannaøerne, hvor der stod et hedensk Tempel^[38]; det nedbrøde de, for at bygge Kirken i Stedet. Efter at have opholdt sig to Dage paa Øerne, og opført Kirkens Grundvold, styrede de over til Eyjasand strax vestenfor Eyjafjeldsjøklen, men ingen af Egnens Beboere vovede at skaffe dem Heste eller paa nogen anden Maade at komme dem til Hjelp, fordi dette var Runolf Ulfssøns Gode-Distrikt. De maatte derfor sejle videre langs Kysten, indtil de kom til Haaf ved Udløbet af Thjorsaa; der boede en Mand, hvis Søn var gift med Hjaltes Syster, og han gav dem hvad de behøvede^[39]. De kunde saaledes tiltræde Rejsen til Althinget, som just nu var begyndt. De gave sig ikke megen Tid til at losse Skibet, men salte strax afsted. Da de kom til Laugardal, ikke langt fra Haaf, overtalte dog Gissur og de øvrige Hjalte som fredløs til at forblive der selv tolfte, indtil Gissur havde skaffet ham Fred. Gissur havde hørt, at hans Fiender med Vaabenmagt vilde hindre ham fra at komme paa Thingvolden. Da han derfor var kommen til et Sted, kaldet Vellankatla, ved Ølvusvand, gjorde han Holdt, og sendte Bud til alle dem af sine Frænder og Venner, der vare paa Althinget, at de skulde komme ham imøde for at staa ham bi. De kom ogsaa, og udgjorde en betydelig Skare. Førend de rede videre, kom Hjalte efter dem. Hans Iver tillod ham ikke at holde sig rolig: han vilde, sagde han, vise Hedningerne at han ej var ræd for dem.

De Christnes Skare nærmede sig Thingvolden i fuld Kampfylking, og styrede hen mod Aasgrim Ellidagrimssøns Bod, da han var Gissurs Frænde. Hedningerne havde ligeledes stillet sig i Fylking for at modtage dem, og nær var det kommet til Kamp, dog skede det ej, da Hedningerne, som det heder, følte nogen Frygt, og flere desuden søgte at overholde Freden, saa længe det var muligt. Dagen efter holdt Presten Thormod Messe i Nærheden af Vestfjordingernes Boder, hvorefter alle de Christne begave sig til Lagberget, de Gejstlige i Spidsen, i fuld Ornat; foran dem blev der baaret to Kors, der endnu lang Tid efter opbevaredes paa Island: det ene angav Olaf Tryggvessøns, det andet Hjalte Skeggessøns Højde. De Gejstlige lagde Røgelse paa Gløder, og de sværmerske Christne troede at bemerke, at Vellugten udbredte sig lige saa meget mod, som med Vinden^[40]. Stilhed herskede nu rundt omkring. Da fremstod Hjalte og Gissur, og opfordrede i veltalende og begejstrede Foredrag deres Landsmænd til at antage Christendommen. De berettede hvad der var hendt dem; de fremførte i djærve Udtryk Kong Olafs Anmodning, men afholdt sig ganske fra Trusler, derimod søgte de kun med blide og venlige Ord at virke paa deres Tilhørere. Alle undredes, heder det, hvor veltalende de vare; og der stod en saadan Skræk af deres Ord, at deres Uvenner ej vovede at tale imod dem. Man kunde imidlertid ej komme til nogen Enighed. Der opstod Tummel og heftig Ordvexling; endelig kom det saa vidt, at de Christne og Hedningerne gjensidigt, som det fortælles, sagde sig ud af Loven med hinanden, med andre Ord, at de skilte sig ad i to forskjellige, af hinanden ganske uafhængige Statssamfund. Medens der endnu taltes og larmedes herom, kom der Bud til Thorodd Gode^[41] om at et Udbrud af underjordisk Ild havde fundet Sted i Nærheden af hans Gaard ved Ølvus, og at den nedflydende Lava truede med at brænde Gaarden op. En af Hedningerne sagde da strax, at dette var et Tegn paa Gudernes Vrede over hvad der nu gik for flg. Men den kloge Snorre Gode^[42], skjønt selv en Hedning, svarede med dette merkelige Spørgsmaal: „Hvad mon Guderne vare vrede over, da Jorden brandt, her hvor vi nu staa“? Lagberget er nemlig selv en Lavastrækning, meget ældre end Islands Bebyggelse.

Begge Partier forlode nu Lagberget. De Christne vendte tilbage til deres Boder, og valgte Sidu-Hall til deres Lovsigemand. Han skulde altsaa nu forkynde de nye Lovbestemmelser, som Christendommen gjorde nødvendige. Men da han indsaa, at det vilde lede til Fordærvelse for et saa tyndt befolket Land, som Island, om dets Beboere skulde splitte sig i to Statsforbund, henvendte han sig, sandsynligviis med de fleste christne Høvdingers Samtykke, til den egentlige Lovsigemand, Thorgeir Gode fra Ljosavatn paa Nordlandet, der nu allerede i 13 Aar siden Thorkell Maanes Død (985) havde beklædt dette Embede^[43], og bød ham en Pengegave^[44], om han næste Dag vilde forkynde tre Lovbestemmelser, som Gissur, Hjalte og Hall foreskreve ham: disse Bestemmelser skulde naturligviis gjøre Christendommen til Statsreligion. Dette var den eneste Vej til at faa den antagen med det Gode, thi da Thorgeir selv var en Hedning, kunde de øvrige Hedninger neppe have noget imod at overlade det Hele til hans Afgjørelse. Thorgeir modtog Gaven, og lovede at opfylde Halls Begjæring. Det er vistnok ikke usandsynligt, at Gaven har bidraget noget til at gjøre ham saa føjelig. Men paa den anden Side er det højst rimeligt, at han, selv en meget klog og beregnende Mand, allerede indsaa, at Christendommen ej længer vilde kunne undertrykkes, medens derimod Hedendommen mere og mere nærmede sig sin Undergang; at der altid var mere Udsigt til at Hedningerne vilde lade sig christne, end at de Christne vilde gaa tilbage til Hedendommen, og at man derfor af to Onder i Hedningernes Øjne heller burde vælge det mindste, nemlig Christendommens Indførelse, end det andet, Statssamfundets Opløsning. Det var imidlertid en saare farlig Rolle, han saaledes havde paataget sig at spille, og man kan ikke undres over, at han, som det fortælles, lagde sig ned i sin Thingbod med en Kappe over sit Hoved, og forblev liggende saaledes hele den følgende Dag uden at mæle et eneste Ord. Imidlertid kom Hedningernes Høvdinger sammen, for at raadslaa om, hvorledes de skulde kunne modstaa Christendommen. De enedes blandt andet om at ofre to Mænd af hver Fjerding til Guderne for at faa deres Bistand. Da Gissur og Hjalte hørte dette, sammenkaldte de paa deres Side de Christne, og Hjalte foreslog dem, ligesom Hedningerne havde valgt to Mænd af hver Fjerding til at blote, saaledes og paa sin Side at udvælge to Mænd af hver Fjerding, som ved et reent og dydigt Liv skulde hellige sig den eneste sande Gud og søge at vinde hans Naade. For Sydfjerdingen tilbød han sig selv og sin Svigerfader Gissur. Dette Forslag vandt de Øvriges Bifald. Saaledes valgtes for Østfjerdingen Hall paa Sida og den forhen omtalte Thorleif christne fra Krossavik. For Nordfjerdingen tilbøde sig Hlenne af Saurbø i Eyjafjorden, og Thorvard Spakbødvarssøn af Skagafjorden; for Vestfjerdingen var der ingen at faa uden Gest Oddleifssøn, indtil Thorvald Vidfarles Broder, Orm Kodraanssøn, som den Gang opholdt sig paa Gilsbakke ved Borgarfjorden, tilbød sig; han var rigtignok endnu kun primsignet og ikke døbt, men blev strax døbt ved denne Lejlighed^[45].

Den følgende Dag lod Thorgeir Gode alle Thingmænd saavel Christne som Hedninger, kalde til Lagberget. Da alle vare komne til Sæde og der var blevet Stilhed, stod han op og udviklede paa det tydeligste, hvor fordærveligt det vilde blive for Landet, om Indbyggerne ej bekjendte sig til een og samme Lov og Religion, thi da vilde der være forbi med al Fred og Enighed, hvilket man dog fremfor alt maatte lægge Vind paa at vedligeholde. Han erindrede dem om en Begivenhed, der rigtignok nu ej nævnes andensteds, nemlig hvorledes den norske Kong Tryggve og den danske Kong Dag engang i Fortiden længe havde ført Krig med hinanden, indtil begge Landes Høvdinger mod Kongernes Vilje sluttede Fred mellem Landene, hvilken Fred dog havde til Følge, at omsider Kongerne selv bleve gode Venner^[46]. Deraf burde de, sagde han, tage Exempel, og han spurgte dem derfor, baade Christne og Hedninger, om de vilde vedtage de Lovbestemmelser, han efter bedste Skjøn agtede at forkynde. Alle lovede det, thi, som det heder, Hedningerne ventede at det, han forkyndte, vilde stemme med deres Ønske, da han selv var Hedning, medens de Christne troede, at han vilde handle efter Aftalen med Hall^[47]. Han fordrede Ed og bestemt Forpligtelse af dem derpaa: de føjede ham ogsaa heri. Da fremsagde han følgende Bestemmelser, som Gissur, Hjalte og Hall havde foreskrevet ham: 1) At ethvert Menneske paa Island skulde være christent og lade sig døbe; 2) at alle Hov og Gudebilleder skulde være vanhellige og tilintetgjøres; 3) at det skulde straffes med Fjorbaugsgard eller den mindre Fredløshed, om Nogen vidnesfast blotede til Guderne. „Men“, tilføjede han, „da det maaske kan forekomme Christendommens ivrigste Modstandere betænkeligt, hvorledes man skal kunne faa opfødt alle de Børn, der komme til Verden, og dog negte Almuen at benytte sig af det kraftigste og meest nærende Fødemiddel (nemlig Hestekjød); saa forkynder jeg, at de hidtil gjeldende Love om Børns Udsættelse og Hestekjøds Spiisning fremdeles skulle gjelde^[48], ligesom heller ikke nogen skal sagsøges, om han bloter hemmeligt. Ligeledes skulle alle de ældre Love gjelde, som ej ligefrem stride mod Christendommen“. Denne Afgjørelse kom vistnok mange Hedninger uventet, og de paastode derfor ogsaa at Thorgeir havde sveget dem^[49]. Men i det hele taget var man tilfreds dermed^[50], især da den jo ikke paa een Gang og med et Magtsprog afskaffede alle de Skikke, hvortil man nu i saa lang Tid havde været vant, og som man havde vundet kjære. Og saaledes blev da Christendommen lovtagen paa Island. Overhoved er det øjensynligt, at Thorgeir og de øvrige Hedninger betragtede det Hele mere fra den politiske, end fra den religiøse Side. Men Hovedsagen, Christendommens Indførelse som Statsreligion, var dog bragt til Udførelse, og dit gik siden, som man let kunde forudse, og som Gissur og Hjalte vist ogsaa forudsaa, da de fandt sig i at gjøre Hedningernes Fordomme de ovennævnte Indrømmelser, at de hemmelige Ofringer, Børne-Udsættelsen og Hestekjøds-Spiisningen efter faa Aars Forløb ophørte af sig selv;^[51]. Det sidste var vel i og for sig uskyldigt, men det betragtedes nu en Gang som en af Hedendommens Vederstyggeligheder, og sattes ganske ved Siden af Ofring til Guderne^[52].

Allerede paa Thinget bleve mange døbte, og de øvrige primsignede. Aarsagen, hvorfor ikke alle Thingfolkene strax lode sig døbe, var den, at Nordfjordingerne og Østfjordingerne ej vilde lade sig neddukke i koldt Vand, men foretrak at lade sig døbe ved de varme Kilder, som findes hist og her paa Øen. Mange af dem bleve døbte ved det varme Bad paa Reyke strax søndenfor Ølvusvand. Hjalte Skeggessøn stod selv Fadder til sin forrige Fiende Runolf Gode, og sagde spøgende: „nu lære vi den gamle Gode at bide i det sure Æble“. Da Thingmændene kom hjem, hver i sit Hered, blev ogsaa Almuen døbt overalt, og ingen gjorde Modstand. Blandt dem, der især toge sig af den unge Christendom i Vestfjordene, var Snorre Gode. Han lod bygge en Kirke paa Helgafell, ligesom hans Svigerfader Vigastyr lod bygge en paa sin Gaard Raun. De fleste Høvdinger rundt om i Landet lode ligeledes bygge Kirker paa deres Gaarde, og hvad der meest ansporede dem dertil, var, som det fortælles, Presternes Forsikring at Enhver, der lod opføre en Kirke, skulde i det andet Liv kunne fordre Plads for lige saa mange Mænd i Himmerige, som der kunde faa Plads i den af ham byggede Kirke. Paa den Maade rejste der sig snart saa mange Kirker, at der ikke paa langt nær var Prester nok til at forrette Gudstjenesten i dem^[53].

Olaf Tryggvessøns Iver og Kraft, og den Klogskab og Nidkjærhed, hvormed Gissur og Hjalte udrettede hans Ærende, havde altsaa her i en utrolig kort Tid fuldført et Verk, om hvis heldige Udførelse man lige indtil det sidste næsten fortvivlede. Dog maa man erkjende, at ogsaa Thangbrand, hvad der end kan siges om ham og hans Ferd, havde lagt en god Grundvold, og at Gest Oddleifssøn vistnok havde Ret, naar han sagde at han havde gjort det meste. Gemytterne vare allerede bearbejdede; og mange af de klogere havde vistnok allerede lært at indse, at Christendommen ej længer lod sig fortrænge, og at man, for at undgaa Statssamfundets Opløsning, lige saa godt først som sidst burde bekvemme sig til at antage den^[54]. Thangbrands Iver og Nidkjærhed var, om end i flere Stykker forfejlet, dog oprigtig, og skjønt der rigtignok ankedes over at han foer frem med Kamp og Haardhed, er det dog et stort Spørgsmaal, om han ikke, naar det kom til Stykket, just derved vandt manges Agtelse. Han maa derfor stedse betragtes som en merkelig Personlighed, og hans Navn bør finde en hæderlig Omtale. Paa Island erindrede man ham dog mere som den myndige Voldsmand, end som den ivrige Religionsforkynder. Endnu 277 Aar derefter, da en fra Norge afsendt Prest bragte den norske Konges Budskab, der sigtede til at indskrænke Biskoppernes Anmasselser, sagde de islandske Gejstlige at det nok var Thangbrand, som anden Gang var kommen til Island^[55]. Overhoved veltede man alt det odiøse ved den hele Sag over paa Thangbrand, medens man derimod vænnede sig til at mindes Olaf Tryggvessøn, fra hvem dog alt egentligen udgik, og som i sin Tid havde været haard nok mod Islændingerne i Norge, mere som en Helgen eller et guddommeligt Væsen, end som et Menneske, der kan begaa Fejl; man smykkede ham med alle mulige Dyder og herlige Egenskaber, og omfattede hans Minde med en Kjærlighed, der neppe i hans levende Live blev ham til Deel^[56].

Det var et glædeligt Budskab for Olaf, som de første Skibe, der kom fra Island strax efter Althingstiden, bragte, nemlig at Christendommen var antagen paa Øen^[57]. Han lod strax blæse til Huusthing, og forkyndte Gislerne og de øvrige Islændinger, der endnu vare i Norge, at det nu stod dem frit for at vende tilbage. Kjartan takkede ham herfor i fine Landsmænds Navn. Olaf svarede, at han ej vilde tage sine Ord tilbage, men at han dog ej dermed egentlig havde tænkt paa ham, da han inderligt ønskede at beholde ham hos sig. Kongen lod sig ogsaa forstaa med, at, om han vilde blive i Norge, skulde han skaffe ham et bedre Giftermaal, end han kunde faa paa Island. Hermed sigtede Kongen maaske til sin egen Syster Ingebjørg, der under Kjartans mere end treaarige Ophold i Norge havde vundet ham kjær, skjønt der rigtignok paa denne Tid (se nedf. S. 369) allerede var indledet Underhandlinger om hendes Giftermaal med Ragnvald Jarl i Gautland. Men Kjartan længtede efter sin elskede Gudrun: han havde nu desuden saa meget mere Grund til at skynde sig hjem, som de tre Vintre, hun havde lovet at ville oppebie ham, allerede med Vinteren 998–999 vare omme. Han gjorde sig derfor rejsefærdig. Hans Kammerat Kalf Aasgeirssøn var allerede Sommeren forud kommen tilbage fra England med deres Skib og de for begges Regning indkjøbte Varer. Da alt var færdigt, og de skulde rejse, gik Kjartan til Ingebjørg for at tage Afsked. Hun dulgte ikke sit Misnøje med at han vilde forlade hende, men gav ham dog til Afmindelse et prægtigt hvidt guldindvævet Hovedtøj, forvaret i en Purpurpose, med de Ord, at han skulde skjenke det som Brudegave til Gudrun Usvifersdatter, naar han egtede hende, for at Kvinderne paa Island kunde se, at den Kvinde, han i Norge havde været kjendt med, ej var af Trælleæt. Kjartan kyssede hende til Afsked, og man paastod, at det gik dem meget nær til Hjerte at skilles ad. Derpaa gik Kjartan til Kongen, som fulgte ham til Skibet, gav ham et herligt Sverd, og bad ham ved Afskeden at holde vel ved Troen. Da Kjartan var kommen ud paa Skibet, saa Kongen en Stund efter ham, og sagde: „Kjartan er i Sandhed rigt udstyret af Forsynet, og det er ofte haardt at tænke paa, at man ikke paa Forhaand kan lede et Menneskes Skjæbne“. Han anede de Trængsler og Farer, for hvilke Kjartan ved Hjemkomsten til Island vilde blive udsat. Da Kjartan efter en kort Overrejse landede ved Hvitaa i Borgarfjorden hørte han strax, at hans Fostbroder Bolle, der var fulgt tilbage med Gissur og Hjalte^[58], havde benyttet sig af hans Fraværelse over den bestemte Frist til at indbilde Gudrun, at han ikke længer tænkte paa hende, men derimod skulde egte Kong Olafs Syster Ingebjørg, saa at Gudrun, skjønt først efter mange Betænkeligheder og næsten truet af sin Fader og sine Brødre, havde rakt Bolle sin Haand^[59]. Heraf udspandt sig igjen Stridigheder, der baade kostede Kjartan og Bolle Livet, som det siden skal vises.

1. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 142 lægger Olaf følgende merkelige Ord i Munden, der, om de end ej have været udtalte af ham, dog viser hvorledes man paa Island selv et Par Aarhundreder senere betragtede Forholdene… „jeg skal søge af al Iver, at føre til Gud de Folk, der bebo Island og andre nordlige Lande, som ligge til dette vort Rige med Hensyn til Kjøbferd og Tilførsel af de gode Ting, vi ej kunne savnes men – end mindre kunne hine Lande savne enkelte af de Ting, som flyttes herfra; og det er dog ikke passende, at christne Mænd saaledes besmitte sin Tro, at de have Kjøb og andet venskabeligt Samkvem med Hedninger, som med Brødre“.
2. Olaf Tr. S. Cap. 225 og 226 fortæller to smukke Træk af den forhen omtalte, til Christendommen omvendte Thorvard Bodvarssøn paa Aas, og Hedningen Arnor Kerlingarnef; begge frelste de en Mængde Fattige, Gamle og Svage, som man formedelst Hunger og Dyrtid, kort efter Biskop Frederiks Bortrejse havde besluttet at aflive. Men Fortællingerne have et legendarisk Præg, og ere derfor neppe ganske paalidelige.
3. Om Njaal og Hall, se ovf. S. 183, flg.
4. Njaals S. Cap. 101.
5. Jeg følger her fremdeles Tidsregningen i Olaf Tr. Saga, der er den eneste, med hvilken man ej kommer til kort, og som desuden bedst stemmer med Are frodes Angivelser. Denne siger Cap. 7, at Thangbrand opholdt sig 1 eller 2 Vintre paa Island, og kom tilbage til Norge samme Sommer, som ogsaa Gissur hvite og Hjalte Skeggssøn kom til Norge, efter at den sidste var bleven fredløs; at Aaret efter blev Christendommen vedtagen paa Island, samme Sommer som Kong Olaf siden faldt ved Svoldr. Hermed stemmer Olaf Tr. Saga, som lader Stefne blive afsendt 996, komme tilbage 997, Thangbrand blive afsendt 997, komme tilbage 999, og Christendommen blive lovtagen Aar 1000. Kristnisaga derimod lader Stefne blive afsendt i Olafs første Sommer, altsaa 995, komme tilbage 996, Thangbrand blive afsendt 996, opholdt sig tre Vintre paa Island, og ej komme tilbage førend 999, se ovf. S. 286. Om Laxdølasagas Afvigelser er der paa samme Sted talt, og vil der siden blive handlet nærmere.
6. Det maa erindres, at Ørlyg, „Helge Bjolas Frænde, havde bygget en Kirke ved Esjuberg i Nærheden af Kjalarnes, og at hans Efterkommere troede paa St. Columba, se ovf. 1 B. S. 513.
7. Olaf Tr. S. Cap. 139, 142, 187. Kristnisaga Cap. 6.
8. Det er dog ogsaa heel rimeligt, at der strax efter Thronskiftet var lagt Forbud paa Sejlads til og fra Island, ligesom ved en tidligere Lejlighed, se ovf. 1. B. S. 734.
9. Herom se Ol. Tr. S. Cap. 153. Om Hallfred se ellers ovf. S. 176.
10. Olaf Tr. S. Cap. 154.
11. Om Vermund mjove, Viga-Styrs Broder, se ovf. S. 172, 173.
12. Odd Munk (Cap. 36) der tillige veed at fortælle, at Islændingerne havde store Ladninger af Vaadmaal og Pelsværk, siger at de 3 Gange havde forsøgt at komme bort, men aldrig kunde komme udenfor Agdenes Dette skal vel atter være et af Olaf Tryggvessøn bevirket Mirakel.
13. Om Olaf Paa se ovf. S. 10, 168.
14. Om Audun Skakul, se ovf. 1. B. S. 358, 529, dette B. S. 129.
15. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 160. Laxdølasaga, Cap. 40.
16. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 162. Laxdølasaga, Cap. 40.
17. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 161. Laxdølasaga, Cap. 40. Det er allerede ovenfor nævnt, at Odd Munk fortæller disse Begivenheder lidt forskjelligt fra de øvrige, og den, som her er fulgt. Men paa en vis Maade kan Snorres Beretning ansees endnu mere afvigende, idet han nemlig ikke lader Kjartan komme til Norge førend samme Høst, Olaf var kommen tilbage fra Haalogaland (999); herved nødtes han til at sammentrænge altsammen i et kortere Tidsrum, idet han nemlig lader de Islændinger, der virkelig kom 999, (se nedf. S. 318) som Halldor Gudmundssøn, Sverting Runolfssøn, Gissur hvite, Hjalte Skeggessøn o. fl. ankomme omtrent samtidigt med Kjartan, og tillige lader Kjartan blive døbt strax efter Mikkelsdag, ikke efter Juul, ligesom det hos Snorre er Mikkelsdagens, ikke Juledagens Gudstjeneste, hvortil Kjartan lytter. Urigtigheden heraf fremgaar saavel af hvad der ovenfor er udviklet om Tidsregningen, som af Kjartans hele Historie, der fortælles udførligt i Laxdølasaga, thi det var just hans lange Ophold i Norge, (996–1000), som havde en saa afgjørende Indflydelse paa hans senere Skjæbne. Krtstnisaga, Cap. 10 stemmer merkeligt nok, i dette Stykke meest med Snorre, men ogsaa dens Tidsregning er, som ovenfor viist, fejlagtig.
18. Beretningen om Hallfreds Daab og hans første Forhandlinger med Kongen fortælles i Olaf Tryggvessøns Saga, Cap, 165, 170–172. Den er rigelig udfyldt med Vers, som Hallfred skal have digtet, og hvoraf flere mishagede Kongen, fordi de indeholdt saa mange Hentydninger til de gamle Guder; det meste deraf maa vel derfor være paalideligt, skjønt Snorres kortere Beretning Cap. 90, der kun handler om Hallfreds Daab, Optagelse i Hirdmændenes Tal og Kvad om Sverdet uden Skede, har et mere naturligt Præg og er mere tiltrækkende. Hvad Historien om Thorleif spake angaar, da maa den, som den fortælles i Olaf Tryggvessøns Saga, vistnok være meget udsmykket, men i Hovedsagen er den dog nok sandfærdig, thi der hentydes ogsaa andensteds til at Hallfred stak Øjet ud paa Thorleif spake, f. Ex. i Orkneyingasaga (S. 108 Magn. Barfods S. C. 23) hvor Kol Kalesøns Forfædre opregnes, og Stamfaderen Thorleif omtales som „den Thorleif spake, hvilken Hallfred mishandlede“.
19. Se ovenfor S. 295.
20. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 188.
21. Om Thangbrands Ophold paa Island, er der flere Beretninger, nemlig i Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 197–206, Kristnisaga, Cap. 7, 8; Njálssaga, Cap. 101–104 og Laxdølasaga, Cap. 41. Alle disse Beretninger stemme med hinanden i Hovedsagen, men Njálssaga afviger i enkelte Dele fra de øvrige, og indeholder tillige flere interessante Detaljer; den er imidlertid noget forvirret og paa flere Steder aabenbart fejlagtig, saa at den ikke ubetinget kan følges. Kristnisagas Hovedfejl er her, at den lader Thangbrand opholde sig tre Vintre paa Island. Alle disse Beretninger knytte sig, som man tydeligt ser, til gamle Lokalsagn og Stedsnavne. Det er Olafssaga, Kristnisaga og Laxdølasaga, som lade Thangbrand lande i Alftefjorden; de to første nævne „Selvaag i nordre Alftefjord“ og Kristnisaga tilføjer „nordenfor Melrakkenes“. Njálssaga nævner Gautavik i Berufjorden; men da Berufjorden netop gaar ind strax nordenfor Melrakkenes, har Afvigelsen ikke stort at betyde.
22. Om Ulf skjaalge, se ovf. 1 B. S. 527. Om Are Maarssøn, se nedenfor.
23. Njálssaga lader Hall drage til Thangbrand i den bestemte Hensigt at indbyde ham til sig; Olaf Tryggv. Saga og Kristnisaga lade ham derimod tilfældigviis paa en Hjemrejse fra Fljotsdalshered støde paa ham. Hilsenen fra Olaf nævnes i Olaf Tryggv. Saga og Kristnisaga.
24. Njálssaga lader, som det synes, Hall strax blive døbt; men den anden Angivelse er saa bestemt, at den her synes at burde have Fortrinet. Derimod fortæller Olaf Tryggv. Saga, at Hall, førend han blev døbt, bad Thangbrand forsøge, om to gamle sængeliggende Kvinder, der opholdt sig i hans Huus, vilde blive raskere ved at døbes; at Thangbrand føjede ham deri, og at Kvinderne bleve meget bedre og aldeles smertesrie; dette er sikkert en Lgende, som senere er opkommen. Jeg har i Fremstillingen af alt dette saa meget som muligt søgt at forene Njálssagas Udsagn med de øvrige Sagaers.
25. I Fremstillingen af alle disse Enkeltheder er især Njálssaga fulgt. Om Thangbrands Nærværelse paa Althinget nævner Kristnisaga lidet og OlafTryggv. S. intet. Gissurs og Hjaltes Daab omtales udtrykkeligt i Kristnisaga, og hentydes til i Olaf Tryggv. Saga.
26. Om denne Begivenhed taler kun Kristnisaga.
27. Om Stedet, hvor Skibet led Skade, er der forskjellige Angivelser. Njálssaga, der synes at antyde, at Skibet skadedes, da Thangbrand maatte søge tilbage for Modvind, og som ej synes at kjende noget til den Ulykke, der senere overgik det, nævner Bulandsnes paa Østerlandet. Kristnisaga lader ham komme i Land ved Hytaraa i Borgarfjorden og der sætte op sit Skib, der senere drives ud og kommer i Land søndenfor Kalvaløk. Olaf Tryggv. Saga lader ham lande i Hafn i Borgarfjorden nærved Hvitaa. Kr. Saga lader ham ved den endelige Afrejse drage sydefter til Havn og lægge ind i Vaagen for at vente paa Bør til at komme ud i Havet; det Sted heder, tilføjer den, sidenefter Jærnmeishøvde og ligger mellem Havn og Belgsholt. Da Kr. Saga her saa nøjagtigt angiver de enkelte Omstændigheder, og desuden siger at Stedet, hvor Thangbrand kom i Land, siden kaldtes Thangbrandsrov, ligesom og at man endnu da Sagaen blev skreven, paaviste hans Fæstesteen, maa man her skjenke den meest Tiltro.
28. Denne charakteristiske Beretning meddeles kun af Njaals Saga.
29. Ifølge Njaals Saga dræbte Thangbrand Berserken. Olaf Tryggv. Saga og Kristnisaga fortælle Begivenheden paa en mere legendarisk Maade.
30. Ifølge Njaals Saga og Kristnisaga skulde Hall være bleven døbt Aaret forud, men Are frode (Islendingabok C. 9) siger udtrykkeligt, at det skede Aaret førend Christendommen blev lovtagen paa Island, altsaa 999.
31. Verset, der ej godt kan oversættes, lyder saa:

    spari ek eigi god geyja:
    grey þykkir mér Freyja;
    æ mun annattveggja
    Óðinn grey eða Freyja.

    Om Hjalte kvad det paa Thinget 998 eller 999, kan ej ganske tydeligt sees.

32. Runolf nedstammede fra Harald Hildetand gjennem Ravn heimske, se ovenfor 1 B. S. 277, 523. Runolfs Fader Ulf Aurgode var en Broder af Valgard den graa, og Runolf selv saaledes en Fætter af Mørd Valgardssøn.
33. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 217. Laxdøla Saga, Cap. 41. Snorre og Kristnisaga lade, som vi allerede have seet, de her nævnte Islændinger, saa vel som Gissur og Hjalte, komme samtidigt med Kjartan.
34. Om Slægtskabsforholdet mellem Gissur hvite og Olaf Tryggvessøns Morfader Erik Bjodaskalle, se ovenfor 1 B. S. 677. Gissur hvite var selv en Søn af Teit, Søn af Ketilbjørn paa Mosfell (se ovenfor 1 B. S. 541). Hans Moder var Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn og Erik Bjodafkalles Broder.
35. Det er øjensynligt, at Kongen lagde an paa at faa en Gissel fra hver Fjerding af Landet. Kjartan tilhørte den vestlige, Halldor den nordlige, Kolbein den østlige og Sverting den sydlige.
36. Dette er den sidste Gang, Thangbrand omtales. Hvor der siden blev af ham, om han forblev hos Olaf, eller maatte forlade ham, vides ikke. Thjodrek Munk, Cap. 12, siger at Olaf irettesatte Thangbrand, fordi han mindre godt havde udført sit Hverv.
37. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 218. Kristnisaga, Cap. 10. Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 91. Odd Munk, Cap. 37. Njaals Saga, Cap. 104. Laxdøla Saga Cap. 41. Are Frode, Cap. 17. Beretningerne ere paa de her nævnte Steder alle lidt forskjellige, dog ikke i Hovedsagen. Vi have ovenfor i Særdeleshed fulgt Olaf Tryggvessøns Saga.
38. Are frode siger i sin Islendingabok, Cap. 7, at hans Fosterfader Teit, Gissur hvites Sønnesøn, fortalte ham, efter hvad han igjen havde hørt af et Øjenvidne, rimeligviis en af Gissurs egne Folk, at denne tilligemed Hjalte ankom til Vestmannaøerne, da 10 Uger vare forløbne af Sommeren, altsaa netop paa den Tid, da Althinget begyndte, thi Aaret i Forvejen (999) var det just vedtaget at Althinget ej, som før, skulde begynde ved den 9de, men ved den 10de Sommeruges Ende. Denne Uge sluttede i Aaret 1000 med Onsdagen den 19de Juni; Thorsdagen den 30de var det altsaa, at Gissur og Hjalte landede ved Vestmannaøerne.
39. Njaals Saga, Cap. 105 lader dem strax komme til Ørebakke, hvilket neppe er rigtigt. Olaf Tryggv. Saga og Kristnisaga ere her saa omstændelige og stemme desuden saa godt med Are frode, at man neppe kan tvivle om deres Paalidelighed. Njaals Saga nævner Reydarmule som det Sted, hvor Hjalte lovede at oppebie nærmere Bud fra Gissur; men ogsaa Are frode har „Laugardal“. Runolf Ulfssøn boede i Dal strax østenfor Markarfljot; det Distrikt, hvor hans Thingmænd boede, strakte sig lige til Rangaa.
40. Dette omtales kun i Olaf Tryggv. Saga og Kristnisaga.
41. Thorodd Gode paa Ølvus er ovenfor omtalt S. 184.
42. Om Snorre Gode, se ovenfor S. 171–175.
43. Thorgeir paa Ljosavatn nedstammede paa fædrene Side fra Ketil Høng, paa mødrene fra Landnamsmanden Baard Bjørnssøn, se ovenfor 1 B. S. 536.
44. Summens Størrelse angives forskjelligt. Odd Munk (Cap. 37) nævner kun ½ Mark S., Njaals Saga 3 Mrk. S., Olaf Tryggv. Saga og Kr. Saga ½ Hundrede i Sølv, hvilket sunde svare til 10 Ører eller 1¼ Mark Sølv. Under alle Omstændigheder synes Summen heel liden efter vore nuværende Begreber, selv om man antager det største angivne Beløb (3 Mark) for det rette, og forudsætter at Pengenes Værdi i hiin Tid var ti Gange saa stor som nu. Thi en Sum af 240 Spd., hvortil de 3 Mark eller 24 Ører, Thorgeir fik, i saa Fald vilde svare, var dog en temmelig ubetydelig Bestikkelsessum for en af Landets mægtigste Høvdinger og den fungerende Lovsigemand. Man maa følgelig formode, hvad vi og nedenfor have antydet, at Pengehensynet var det mindste, som her gjorde sig gjeldende hos ham.
45. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 228. Kr. Saga, Cap. 11. Islendingabok Cap. 7. Af de ovenfor omtalte Christne, der tilbøde sig som Ofre for Christendommen, vare Hlenne af Saurbø og Thorvard allerede blevne døbte af Biskop Frederik, da han opholdt sig i Landet tilligemed Thorvald Vidfarle, se Olaf Tryggv. Saga, Cap. 133. Hlenne var Søskendebarn af Thorgeir Lovsigemand: maaske ogsaa dette har bidraget til at stemme Thorgeir gunstigt for Christendommen. Orm Kodraanssøn var bleven primsignet, men ej døbt, da Kodraan og hans hele Huus lod sig døbe af Biskop Frederik. Se ovenfor S. 281, 282. Om Thorleif den christne i Krossavik, se ovenfor S. 278.
46. Denne Hentydning til danske og norske Konger forekommer allerede i Islendingabok, Cap. 7; ligesaa i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229, og hos Odd Munk, Cap. 37. Men alene Kr. Saga, Cap. 11, nævner Navnene Tryggve og Dag.
47. Odd Munk, Cap. 37.
48. Njaals Saga, Cap. 106 siger, aabenbart urigtigt, at Børne-Udsættelse og Hestkjøds-Spiisning ligeledes forbødes.
49. Njaals Saga, Cap. 106.
50. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229, siger, at Thorgeirs Tale rostes af alle.
51. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229.
52. Se herom ogsaa ved Haakon den godes Historie, ovenfor 1 B. S. 722.
53. Eyrbyggja Saga, Cap. 49. De Høvdinger, om hvem det for Resten udtrykkeligt omtales, at de byggede Kirker paa deres Gaarde, ere først og fremst Gissur hvite, der byggede en Kirke paa Skaalholt, der siden blev Biskopssæde; Skatte Thoroddssøn paa Ølvus (Floaman. Saga, Cap. 34), Thorstein Egilssøn paa Borg (Laxdøla Saga, Cap. 51), Grim paa Mosfell, Egil Skallagrimssøns Svigersøn; ved denne Kirke blev Egils Lig begravet (Egils Saga, Cap. 89); Thorodd Skattkaupande paa Frodaa (Eyrb. Saga, Cap. 49)3 Maar, Vigaglums Søn, i Fornhage ved Eyjafjorden; ved denne Kirke blev Glum begraven 1003 (Vigaglums Saga, Cap. 28); Thorkell Kravla i Vatnsdalen (Vatnsdøla Saga, Cap. 46).
54. Thjodrek Munk, Cap. 12, har alene en kort Beretning om Christendommens Antagelse paa Island, hvori han dvæler meest ved Thangbrands Færd, og siden tilskriver Thormods Prædiken, ikke Gissurs og Hjaltes Virksomhed, at Christendommen blev antagen paa Althinget. Blandt dem, der døbtes af Thangbrand, nævner han en Thorgils af Ølvus. Hvo dette er, er vanskeligt at sige, maaske han mener Thorodd paa Ølvus. Det kan neppe være Thorgils Thordssøn, se ovenfor S. 136, da han ej boede paa Ølvus; dog blev han vistnok døbt, enten af Thangbrand eller af Stefne Thorgilssøn Prest (se ovf. S. 136, jvfr. Floamanna Saga, Cap. 20). Kanske det kunde være Thorgils Arsesøn I Reykhole, en Broder af Gudleif, Thangbrands Stalbroder.
55. Biskop Arnes Saga, Cap. 18.
56. Dette Minde, siger Odd Munk, (Cap. 37), have Mand paa Island efter Kong Olaf Tryggvessøn, at han har christnet Landet.
57. I Forbindelse med hvad der ovenfor er berettet om Christendommens Indførelse paa Island, er det ogsaa af Interesse, nærmere at bestemme Tiden og Dagen, naar dette skede, og naar Olaf kunde have Bud tilbage til Norge derom. Vi have seet, at Althinget i Aaret 1000 begyndte Thorsdagen den 20de Juni. Samme Dag kom Gissur og Hjalte til Vestmannaøerne. De forbleve der i to Dage, altsaa til den 22de. Rejsen fra Eyjasand til Haaf medtog neppe mere end een Dag, eller den 23de. Fra Haaf drog altsaa Gissur afsted den 24de og kom vistnok om Aftenen til Vellankatla, hvorfra han strax sendte Bud til sine Venner paa Thinget, der rimeligviis indfandt sig hos ham henimod Morgenen. Den 25de red hele Skaren paa Thingpladsen, og Forhandlingerne om Christendommens Indførelse aabnedes Dagen efter, den 26de. Den følgende Dag laa Thorgeir Lagmand i sin Sæng under dyb Grublen. Den 28de maa han have fremstaaet og forkyndt den nye Lov, og det bliver altsaa den 28de Juni 1000, der maa ansees som den rette Dag, da Christendommen indførtes. Forsaavidt noget Skib afgik fra Ørebakke eller andre nærliggende Havne i de første Dage af Juli, hvad der ej er usandsynligt, kunde Olaf saaledes godt have Efterretningen henimod Midten af Juli Maaned.
58. Saaledes fortæller Laxdøla Saga udtrykkeligt, men da den, som forhen viist, er usikker i Tidsregningen, idet den ej lader Kjartan forlade Norge før 1001, eller ogsaa Gissur og Hjalte drage til Island allerede 999, turde det nok være muligt, at Bolle allerede var dragen hjem i sidstnævnte Aar, da Kongen frigav Islændingerne, paa de 4 Gisler nær. Paa den anden Side synes det, som om Kjartan i saa Fald maatte have erfaret Gudruns Giftermaal, førend han forlod Norge.
59. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 233. Laxdøla Saga, Cap. 41.