Det norske Folks Historie/2/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede nævnt, at Kong Olafs Omvendelſes-Iver ſtrakte ſig til alle de af Nordmænd beboede Lande, om de end ikke ſtode under hans Herredømme. Det er derfor naturligt, at han ogſaa lod det være ſig ſaare magtpaaliggende at ſkaffe Chriſtendommen Overhaand paa Island, hvor den endnu, ligeſom hidtil i Norge, kæmpede med Hedendommen, og hvis Indflydelſe paa Moderlandet i aandelig Henſeende allerede da viſtnok var ſaa ſtor, at Chriſtendommen neppe kunde anſees ſikret i dette, førend den var vedtagen og rodfæſtet i hiint[1]. Thorvald Kodraansſøns og Biſkop Frederiks Forſøg paa at prædike Chriſtendommen paa Island var, ſom vi have ſeet, i det hele taget uheldigt, ſkjønt det viſtnok ikke ganſke var uden gode Frugter[2]. Stemningen med Henſyn til Chriſtendommen var meget forſkjellig blandt Hedningerne paa Island. Nogle havde meget imod den, maaſke iſær af politiſke Grunde, andre, ſom den ædle Njaal og den forſtandige Hall paa Sida, vare den gunſtigt ſtemte[3] Der fortælles, at da der en Gang i Njaals Paahør taltes om Religionsforandringen i Norge, og flere ſagde at det dog var en Skam, ſaaledes at forkaſte ſin gamle Tro, ſkal Njaal have ſvaret: „mig forekommer det ſom om den nye Tro er meget bedre end den gamle, og at den er lykſalig, ſom antager den: kommer der Mænd hid for at forkynde den, da ſkal jeg paa bedſte Maade underſtøtte den“[4]. Njaal var vel allerede i og for ſig fredeligſindet nok til at erkjende Chriſtendommens Fordele for Hedenſkaben, men uſandſynligt er det ej, at han ogſaa kan have været paavirket af ſin Svigerſøn Kaare Salmudsſøn, der ſom Syderøing viſtnok allerede har bekjendt ſig til Chriſtendommen.

Allerede i det følgende Aar efter ſin Tronbeſtigelſe[5] gjorde Olaf et Forſøg paa at chriſtne Island ved at ſende Stefne Thorgilsſøn derhen ledſaget af flere Lærere. Olaf valgte ham, fordi han var indfød i Landet og beſlægtet med de fornemſte Høvdinger. Stefne dulgte ej ſin Frygt for at Sendelſen vilde faa et daarligt Udfald, da hans Frænder Islændingerne, ſom han ſagde, vare haarde og ſene til at lade fare, hvad de engang havde vedtaget. Dog erklærede han ſig villig til at prøve, hvorledes det vilde gaa, og drog om Sommeren (996) til ſin Fædreneø, hvor han efter en kort Overrejſe landede i Gufaaroos i Borgarfjorden kort før Althinget. Han begyndte ſtrax aabenlyſt at forkynde Chriſtendommen, men fandt den meeſt fiendtlige Modtagelſe, og de værſte blandt alle vare hans Frænder. Uforfærdet drog han ſelv 10de om, baade paa Veſt- og Sydkanten af Landet, hvor Chriſtendommen hidtil havde haft mindſt Fremgang, men ingen vilde lytte til hans Foreſtillinger. Da blev han vred, og begyndte, underſtøttet af ſine Mænd, at nedbryde Hov og Horger, og brænde Gudebillederne. Hedningerne forſvarede naturligviis deres Templer, og flokkede ſig ſammen mod ham, ſaa at han kun med Nød og neppe undkom til Kjalarnes, hvor han opholdt ſig om Vinteren hos ſine Frænder, af hvilke flere, ſom man maa formode, endnu bekjendte ſig til et Slags Chriſtendom[6]. Det traf ſig juſt den Vaar, at ſterk Flom drev Stefnes Skib ud til Havs fra Gufaaroos, hvor det var ſat paa Land. Hedningerne ſagde ſtrax, at dette var et tydeligt Tegn paa Gudernes Vrede, men kort Tid efter drev dog Skibet ind til Land igjen uden at have lidt ſynderlig Skade. Hedningernes Harme over hans Forſøg gik endog ſaa vidt, at der paa Althinget 996 blev vedtaget en Lov, ifølge hvilken enhver den, der laſtede Guderne eller gjorde dem noget Meen eller Vanære, ſkulde blive fredløs, og Søgsmaalet desangaaende ſkulde endog paatales af deres nærmeſte Frænder, fordi Hedningerne kaldte det en Skam for den hele Æt, naar et enkelt Medlem deraf blev chriſten. Efter denne Lov handlede ogſaa Stefnes Frænder, nemlig flere Sønner af hiin Uſvifer Helgesſøn paa Lauge i Sælingsdalen ved Breidafjorden, hvis Udtydning af Thorſtein Surts Drøm ovenfor (S. 158) er omtalt. De anklagede Stefne paa det følgende Althing — den femte Broder Uſpak vilde dog ej deeltage deri — og fik ham erklæret fredløs (997). Stefne ſvarede dem, at Fredløsheden ej vilde blive hans Skade, men at derimod de ſelv om faa Aar vilde lide megen Ulempe af denne Sag. Stefne forlod nu Landet, og begav ſig tilbage til Olaf, hvilken han traf i Throndhjem, kort førend han tiltraadte Rejſen til Viken. Han fortalte, hvor megen Modgang han havde haft, og ſagde at det nok vilde gaa ſeent med at faa Chriſtendommen indført paa Island[7].

Kongen havde imidlertid ogſaa ſelv hjemme i Norge været meget virkſom for Islændingernes Omvendelſe, deels ved at overtale flere af de Islændinger, der beſøgte Norge, til at lade ſig døbe, deels ogſaa ved at beholde enkelte af dem, iſær de mægtigſte Mænds Børn, hos ſig, for derved at tvinge deres hjemmeværende Frænder til at føje ſig efter hans Ønſke. I det førſte Aar af ſin Regjering da han fornemmelig opholdt ſig i Viken og endnu ikke havde begyndt Omvendelſesverket i det Throndhjemſke, ſynes han ej at være kommen i ſynderlig Berørelſe med Islændinger, da disſe, iſær de ſom hørte til de fornemſte Familier“, nu ventelig i en lang Række af Aar havde været vante til at ſøge til Throndhjem ſom Landets fornemſte Deel, eller ſom det Sted, hvor dets fornemſte Mand havde ſit Sæde. Paa denne Maade kunne vi ogſaa forklare, hvorledes det gik til, at flere af de Islændinger, der i Aaret 996 kom til Norge, endnu, ſom der ſiges, intet havde hørt om at Olaf Tryggvesſøn var bleven Konge i Norge, og forkyndte den nye Tro[8]. Blandt deres Tal var den forhen omtalte Skald Hallfred Ottarsſøn, der efter en uheldig Kjærlighedsforſtaaelſe med den ſmukke Kolfinna[9], en Datter af hans Faders Foſtbroder Aavalde, havde begivet ſig paa Rejſer og allerede var bleven antagen ſom Hirdmand hos Haakon Jarl, efter at have digtet et Kvæde om ham. Da Hallfred om Sommeren 996 kom fra Island, og lagde til ved Agdenes, erfoer han at Haakon Jarl var død og at Olaf Tryggvesſøn var bleven Konge og paabød Chriſtendommen. Dette fandt Hallfred og hans Skibskammerater ſaa betænkeligt, at de beſluttede at gjøre Løfter til Guderne, for at faa Bør til at undkomme fra Norge til hedenſke Lande. De lovede Frey baade Gods og tre Saald Øl, hvis de kunde komme til Sverige, og Thor eller Odin lige ſaa meget, om de kunde komme hjem til Island. Men de fik ingen Bør, og maatte, ſaa nødig de vilde, ſtyre ind ad Fjorden før at komme i Havn. Da de naaede en Havn, kunde de dog ikke komme ind i Skibslejet, fordi det allerede var optaget af en Deel Langſkibe. De vidſte ikke den Gang, at disſe Skibe tilhørte Kongen, ſom juſt var kommen tilbage fra ſit førſte uheldige Forſøg paa at gjeſte Haalogaland. De maatte derfor lægge ſig langt ude, paa et meget ubelejligt Sted, hvor hele Hav-Stormen og Søen ſtod paa, og hvor Skibet den hele Nat huggede forfærdeligt, ſaa at de hvert Øjeblik ventede at Ankertouget vilde ſpringe, Men ud paa Morgenen kom der en Baad roende ud til dem fra Langſkibene; den ſtyredes af en høj Mand „i en grøn Trøje, og denne tilbød dem meget venligt ſin Hjelp for at bringe dem ind i et bedre og ſikrere Leje. I ſamme Øjeblik ſprang et af Ankertougene, men Manden i den grønne Trøje ſtyrtede ſig i Søen, fik grebet Enden af Touget, og bragte den op i Skibet; de droge nu Ankerne op, og lodſedes derpaa af Folkene i Baaden ind i Havn. De fik ſiden vide, at Manden i den grønne Trøje ikke var nogen anden end Kong Olaf Tryggvesſøn ſelv, og ſkjønt de ej endnu havde ſtiftet nærmere Bekjendtſkab med ham, havde de dog paa denne Maade allerede lært at betragte ham i et elſkværdigere Lys end hidtil[10]. Han fortſatte ſtrax efter ſin Vej til Lade, og lagde ſine Skibe i Nidaroſen, hvor ogſaa Hallfred ſtrax efter ankom. Omtrent paa ſamme Tid kom flere Islændinger af fornem Æt, blandt hvilke Brand den ørve eller gavmilde, en Søn af den forhen omtalte Høvding Vermund mjove[11]. Kongen anmodede dem ſtrax om at lade ſig døbe, og da de vægrede ſig derved, nedlagde han Forbud mod deres Hjemrejſe, ſaa at de altſaa mod deres Vilje og til deres ſtore Misfornøjelſe maatte blive liggende[12]. De beſluttede dog, ej at lade ſig tvinge ved Magt, og indgik et Forbund med hinanden om at de alle ſom een vilde modſætte ſig Kongens Chriſtendomspaabud. Medens Sagerne ſtod ſaaledes, ankom Kjartan, en Søn af den berømte Olaf Paa fra Hjardarholt og Thorgerd Egilsdatter[13]. Kjartan nævnes ſom den ſkjønneſte, talentfuldeſte og elſkværdigſte af alle ſine Samtidige paa Island. Mellem ham og hans Fætter Bolle Thorleiksſøn, der opfoſtredes paa Hjardarholt, herſkede det fortroligſte Venſkab Kjartan var tidligt kommen i en Kjærlighedsforſtaaelſe med den ſkjønne, men hevngjerrige og intrigante Gudrun, en Datter af Uſvifer paa Lauge; hun havde allerede inden ſit 20de Aar haft to Mænd, af hvilke hun havde ſkilt ſig ved den førſte, den anden var omkommen paa Søen. Man anſaa hende ſom den fagreſte og forſtandigſte blandt alle de Kvinder, der i den Tid fandtes paa Island, og det hed, at alt, hvad de øvrige Kvinder havde i Stads, kun var ligeſom Børneflitter i Sammenligning med hendes pragtfulde Dragt. Olaf Paa, Kjartans Fader, ſpaaede ſig intet godt af denne Kjærlighedsforſtaaelſe, men hans Advarſler frugtede intet, og da Kjartan nu ſkulde drage udenlands, blev det beſtemt mellem ham og Gudrun, at hun ſkulde bie paa ham i tre Aar, inden hun bortgav ſin Haand til nogen anden. Han kjøbte halft Skib med Kalf Aasgeirsſøn, en Sønneſøn af Audun Skakul fra Videdalen[14], og ſejlede afſted, ledſaget af Bolle og flere andre Venner. Ankomne til Agdenes, erfore ogſaa de, at Olaf Tryggvesſøn var bleven Konge og paabød Chriſtendommen. De fandt dette en temmelig betænkelig Sag, men lode ſig dog ej deraf afholde fra at drage videre, og ſtyre ind til Nidaros, hvor de tidligere ankomne Islændinger, fornemmelig Brand, toge imod dem med ſtor Glæde. De opfordrede Kjartan til at ſlutte ſig til deres Forbund. Herpaa gav han for det førſte intet beſtemt Svar, men ſagde kun at han vilde ſamtykke i hvad alle fandt raadeligſt. Det var juſt paa den Tid, da Olaf havde ladet Byanlægget ved Nidaros paabegynde, ſaa at der var mange Folk tilſtede, og Havnen med dens Omgivelſer afgav et livligt Skue. En Godvejrsdag om Høſten, da flere af Byfolkene fornøjede ſig med at ſvømme, foreſlog Kjartan ſine Landsmænd at gaa hen og ſe paa dem. De gjorde ſaa; enkelte af dem deeltoge ogſaa i Svømningen. De bemerkede iſær en Mand, ſom ſvømmede med ſtørre Færdighed end alle de øvrige. Kjartan opfordrede baade Hallfred Ottarsſøn og ſin Frænde Bolle til at maale ſig med ham, men ingen af dem vovede det. „Da ſkal jeg ſelv forſøge derpaa“, ſagde Kjartan, kaſtede Klæderne af ſig og ſprang ned i Elven. Han ſtyrede hen til hiin Mand, der ſvømmede ſaa godt, greb fat i ham, dukkede under med ham, og holdt ham en Stund under Vandet, for at ſætte hans Dygtighed ſom Dykker paa Prøve. Efter en Stund tog Bymanden til Gjengjeld fat paa Kjartan, dukkede under med ham, og forblev nede med ham ſaa længe at Kjartan ſyntes det var paa høj Tid, da han ſlap ham op igjen. Ikke længe efter dukkede han atter ned med ham, og holdt ham under Vandet i ſaa lang Tid, at Kjartan ej ſkjønnede, hvorledes dette vilde løbe af, og tyktes aldrig forhen at have været i en ſaadan Knibe. Endelig kom de op igjen, og ſvømmede nu til Land, for at klæde ſig paa. Hidtil havde de ej vexlet et eneſte Ord ſammen. Nu ſpurgte Bymanden, hvad Kjartan hed. Denne nævnte ſit Navn. „Du ſvømmer godt“, ſagde Bymanden, „er du ligeſaa dygtig i andre Idrætter?“ „Hjemme paa Island hed det at jeg var den ypperſte i alt ſaadant“, ſvarede Kjartan, „men nu har jo dette intet at betyde.“ „Det kommer dog an paa, med hvem du har prøvet din Færdighed,“ ſagde Bymanden, „hvorfor ſpørger du mig ej om mit Navn“? Kjartan ſvarede at det var ham det ſamme, hvad han hed. „Du er en dygtig Mand, men ogſaa meget ſtolt“, ſagde Bymanden; „mit Navn ſkal du dog vide, jeg er Kong Olaf Tryggvesſøn, og jeg tror ikke du vil have nogen Skam af at være kommen tilkort mod mig“. Kjartan ſvarede intet, men gik bort i ſin Skarlagens-Kjortel, uden Kappe. „Bi dog lidt“, ſagde Kongen, „og gaa ikke ſaa hurtigt bort“. Kjartan’ gik tilbage, ſkjønt juſt ikke meget gjerne. Kongen tog ſin Kappe af, og gav ham den, for at han, ſom han ſagde, ej ſkulde gaa uden Kappe til ſine Kammerater; han bad ham og betragte den Kappeſtrid, de havde haft, kun ſom Spøg og Morſkab. Kjartan takkede Kongen for Gaven og gik hjem til ſine Mænd, der roſte Kappen ſom meget herlig og koſtbar. Men de øvrige Islændinger ſyntes meget ilde om at han havde modtaget denne Foræring, da han derved ligeſom havde ſtiftet Venſkab med Kongen og givet ſig i hans Vold[15].

Længer ud paa Høſten blev der en ſkarp Froſt, med haardt Vejr, hvilket Hedningerne tilſkreve Gudernes Vrede over at Kong Olaf vilde indføre en anden Tro. Dog blev Vejret efter nogen Tid bedre, og der tom nu mange Folk til Byen fra de nærmeſte Hereder. Islændingerne lejede ſig et fælles Herberge i Been til Vinterophold. Kjartan betragtedes ſom deres Formand. En Dag hørte de Kongen holde en Tale til en Deel forſamlede Bønder ude paa Ørene, for at faa dem til at lade ſig chriſtne. Han begyndte, ſom ſædvanligt, med gode og venlige Ord, men truede tilſidſt med Dødsſtraf og anden haard Behandling, hvis de ej adløde ham; mange af Bønderne lode ſig og derved bevæge til at antage Chriſtendommen. Da Islændingerne kom hjem til deres Herberge om Aftenen og havde ſat ſig til Drikkebordet, talte de meget højrøſtet om denne Begivenhed. Kjartan ſpurgte Bolle, hvad han tyktes om den nye Tro. Bolle fandt den blødagtig og daarlig. Kjartan var ikke ganſke enig med ham deri, men ſpurgte derpaa, om de ej havde lagt Merke til, at Kongen fremførte Truſler mod de Gjenſtridige. „Jo visſelig“, ſvarede Bolle, „deraf kunde man ej tage Fejl“. „Min Beſlutning“, ſagde Kjartan, „er nu den, at jeg ikke vil lade mig tvinge af nogen Mand, ſaa længe jeg kan fore Vaaben, jeg finder det derhos at være en Skam for en raſk Karl at blive dræbt eller fangen ſom et Lam i en Sti eller en Melrakke i Gildre; naar man alligevel ſkal dø, er det dog bedre, førſt at udføre en Daad, der længe vil mindes“. „Hvad tænker du da at gjøre“, ſagde Bolle. „Det er ſnart ſagt“, ſvarede Kjartan, „at brænde Kongen inde“. „Det kan jeg kalde et ſtort Anſlag“, ſagde Bolle, „men jeg tror neppe det lykkes, da Kongen altid har meget Held med ſig, og desuden Dag og Nat er omgiven af ſterk Vagt“. „Jeg vidſte nok, at de fleſte af Eder vilde finde dette Forſlag betænkeligt, hvor dygtige Karle I end ere“, ſagde Kjartan, „og jeg nævnede det ogſaa meeſt for at ſætte Eder paa Prøve“. Bolle meente at det var uviſt, hvo der vilde viſe ſtørſt Modløshed ved et ſaadant Foretagende, og da mange fandt denne Tale heel unødig, lod man den fare. Men i Herberget havde der ogſaa været Udſendinger fra Kongen for hemmelig at lytte til Islændingernes Tale, og ſiden at give ham Beretning om, hvad Ord der faldt. Morgenen efter lod han ſammenkalde et Thing, og lod ogſaa Islændingerne tilſige at indfinde ſig. Da Thinget var ſat, takkede han alle de Tilſtedeværende for deres Nærværelſe, hvis de vilde være hans Venner og tage ved Troen. Han henvendte ſig ſærſkilt til Islændingerne med den Anmodning, at de ſkulde tro paa den ſande Gud og lade ſig døbe. Da de ingen Beredvillighed viſte dertil, ſpurgte han, hvo af dem det var, ſom havde foreſlaaet at brænde ham inde. Da ſagde Kjartan; „I tror nok, Herre, at den, der har ſagt det, ej har Mod til at ſtaa derved; men nu kan jeg ſige Eder at det er mig, ſom bragte det paa Bane“. „Det er ingen ſmaa Raad, du befatter dig med“, ſvarede Kongen; „men neppe vil det lykkes dig at faa Bugt med mig; ſtrengt taget havde du allerede gjort dig fortjent til at jeg ſørge for du ej kom til at foreſlaa flere Kongers Indebrænding; men ſiden du ſaa kjekt ſtod ved dine Ord, og det desuden ikke er viſt, at du meente dem alvorligt, ſkal jeg denne Gang ſkjenke dig Livet. Det er og heel rimeligt, at du ſiden vil komme til at overholde Troen ſaa meget bedre, ſom du nu taler heftigt imod den, og hvis du førſt lader dig døbe med din gode Vilje, da ville viſt mange af dine Landsmænd følge dit Exempel, ligeſom ogſaa Eders Frænder og Venner paa Island ville lytte ſterkt til dine Ord; jeg nærer tillige den beſtemte Overbeviisning, at du har en bedre Tro, naar du forlader Norge, end du havde, da du kom hid. Farer nu alle herfra i Fred; jeg ſkal denneſinde ikke bruge nogen Tvang med Eder; thi Gud vil ej at nogen ſkal komme nødtvungen til ham“. Kjartan takkede Kongen paa hans egne og Landsmænds Vegne for hans Naade og Venlighed. Han undſkyldte ſig med at de vare ophidſede af Ølet, og at Islændingerne desuden plejede at være uvørne i Ord og Tale; de havde ogſaa, tilføjede han, Ord for at de heller lode ſig lede med det Gode end tvinge med det Onde; han ytrede tilſidſt, at det nok kunde hænde at han i Norge tog ved Troen, ſaa at han agtede Thor lidet, naar han kom tilbage til Island. Kongen ſmilede og ſagde: „jeg ſer tydeligt paa dit hele Væſen, Kjartan, at du ſtoler mere paa din Styrke og Legemsfærdighed, end paa Thor eller Odin“. Derpaa hævedes Thinget. Flere raadede Kongen at tvinge Kjartan og Islændingerne til at antage Chriſtendommen, og advarede ham mod at taale ſaa mange Hedninger ſamlede i ſin Nærhed, men han afviſte alle ſlige Ytringer med Uvilje, og ſagde at Kjartan og hans Kammerater vare Hædersmænd, og bedre end mange Chriſtne[16].

Kort efter holdt Kongen det forhen omtalte 8 Fylkers Thing paa Froſten, hvorved det beſtemtes, at han ſkulde indfinde ſig ved Midvinterblotet paa Mæren. Imidlertid fortſattes Bygningsarbejderne i Byen med Raſkhed, og lidt før Juul var Klemenskirken ganſke færdig, ſaa at Biſkoppen kunde holde Mesſe der om Julenatten. Kjartan foreſlog ſine Landsmænd at gaa hen og høre paa, hvorledes de Chriſtne bare ſig ad. Mange ſamtykkede deri, hvoriblandt Bolle og Hallfred Ottarsſøn. De hørte nu Klokkernes Lyd og den ſmukke Sang, og lugtede Røgelſens Vellugt. Kongen holdt ſelv en Tale, hvori han gjorde Rede for Julefeſtens Betydning, og ſagde at den Høvding, ſom de alle ſkulde tro paa, var fød i denne Nat. Islændingerne forbleve der til efter Højmesſe. Da de kom hjem, ſamtalede de om hvad de havde ſeet og hørt, og bedømte det paa forſkjellig Maade. Men paa Kjartan havde Kongens Tale gjort et ſaadant Indtryk, at han erklærede at han for ſin Deel ſnareſt muligt vilde lade ſig døbe, og haabede at alle hans Skibsfæller vilde gjøre det ſamme. Bolle erklærede ſig ſtrax villig, ligeſaa de øvrige. Hvad der afholdt dem fra at melde ſig hos Kongen den Dag, var kun, at de vidſte at han nu ſad til Bords. Men Islændingernes Tale blev ham endnu ſamme Dag berettet af hans fortrolige Kundſkabsmænd, og han glædede ſig ſaare derover. Den følgende Dag, anden Juledag, lod han Kjartan kalde til ſig, og foreſlog ham at lade ſig døbe. Kjartan var ſtrax villig dertil, paa den Betingelſe at Kongen vilde ſkjenke ham ſit Venſkab. Dette tilſagde Kongen ham med Glæde, og nu blev han døbt tilligemed Bolle og alle ſine Skibsfæller. Han beholdt ham og Bolle hos ſig i Julegilde, og ſkal have udnævnt ham til ſin Hirdmand den Dag, de afførte ſig de hvide Daabsklæder[17].

Kort Tid efter mødte Kongen Hallfred Ottarsſøn paa Gaden. Han ſpurgte ham om hans Navn, og da han erfoer at han var Skalden Hallfred, anmodede han ham ligeledes om at lade ſig døbe. Hallfred ſamtykkede deri paa den Betingelſe, at Kongen ſelv vilde ſtaa Fadder til ham. Dette lovede Kongen, og nu blev Hallfred døbt. Kongen lod ſine Morbrødre Karlshoved og Joſtein lære ham Credo og Pater noster. Ved ſamme Lejlighed blev Brand den ørve og flere anſeede Islændinger døbte. Alle de Islændinger, ſom havde modtaget Daaben, fulgte med Kongen til Mæren, da han lod Jernſkegge dræbe og fik Thrønderne chriſtnede. Kjartan og Bolle opholdt ſig ved Kongens Hird den hele Vinter, og Kjartan var ſaa afholdt, at han ikke havde en eneſte Avindsmand. Skalden Hallfred Ottarsſøn bad Kongen en Dag om at høre et Kvad, han havde digtet til hans Ære. Kongen vægrede ſig derved, ſandſynligviis fordi han vidſte at dette Kvad, ſom Kvæderne i Almindelighed, indeholdt mange Hentydninger til den hedenſke Gudelære. Men Hallfred truede med, at hvis Kongen ikke vilde høre ham, da vilde han til Gjengjeld ogſaa ſøge at glemme, hvad Kongen havde ladet ham lære. „Du er en vanſkelig Skald (vandræðaskáld)“, ſagde Kongen, „og jeg faar da vel høre dit Kvad“. Da Kvadet var fremſagt, roſte Kongen det, og tilbød Hallfred at blive hans Mand. „Jeg var forhen Haakon Jarls Hirdmand“, ſvarede Hallfred, „og vil ikke gaa dig til Haande, uden at du lover mig, hvad der end hændes, aldrig at jage mig bort“. „Men om du nu begaar en Handling, jeg ikke kan taale“, ſagde Kongen. „Saa dræb mig heller“, ſvarede Hallfred. „I Sandhed du er vanſkelig Skald“, ſagde Kongen, „men min Mand ſkal du nu være. „Jeg modtager det Tilnavn, du har givet mig (vandræðaskáld)“, ſvarede Hallfred, „men hvad giver du mig i Navnfæſte?“ Kongen gav ham et Sverd, men uden Skede, og bad ham digte et Vers derom, ſaaledes at Ordet „Sverd“ forekom i hver Verſelinje. Hallfred kvad:

Et Sverd blandt alle Sverde
ſverde-rig mig gjorde;
For Sverd-Svingeren vorder
ſnart nu Færd af Sverde.
Sverd-Mangel vil ej vorde,
værd er jeg trende Sverde,
var der af Træ kun i Verden
værdig Skede til Sverdet.

Der er jo ikke „Sverd“ i hver Linje, ſagde Kongen, idet han dog gav ham Skeden. Men der er „tvende Sverd“ i en af dem, ſvarede Hallfred, og dermed lod Kongen ſig nøje. Hallfred maatte ellers oftere høre ilde af Kongen, fordi han, ſom ivrig Skald, ej kunde overtale ſig til at udelukke de gamle Guders Navn af ſine Kvad, og fordi han ej vilde laſte dem, idet han ſyntes det var nok, ej at tro paa dem. Man beſkyldte ham for at ofre hemmeligt til et lidet Thorsbillede, han bar i ſin Pung; hans Avindsmænd, der misundte ham den Yndeſt, hvori han ſtod hos Kongen, bagvaſkede ham, og Kongen ſkal omſider, for at ſtraffe ham eller ſætte ham paa Prøve, have ſendt ham i det farlige Ærende til den mægtige Thorleif ſpake, Erik Jarls Foſterfader, enten at dræbe eller blinde ham, fordi han ej vilde antage Chriſtendommen, et Ærende, ſom Hallfred kun halvt udførte, da han efter at have ſtukket det ene Øje ud paa Thorleif lod ham beholde det andet, og i Stedet derfor ſtak Øjet ud paa en af ſine Bagvaſkere. Kongen ſkal dog ej have taget Hallfred dette ilde op, og Hallfred ſluttede ſig nu til Kongen med en ſværmeriſk Kjærlighed. Han digtede flere Kvad om Kongen, og hvad der af disſe Kvad er os opbevaret, indeholder, ſom vi allerede ovenfor have nævnt, de ſikreſte og meeſt authentiſke Efterretninger, vi have om Olaf Tryggvesſøns Livs- og Regjerings-Hiſtorie[18].

Om Vaaren, da Skibsfarten igjen begyndte (997), agtede Kjartan Olafsſøn ſig til England, men bad Kongen førſt om Orlov. Kongen foreſlog ham heller at drage ud til Island for at bringe Folket der til at antage Chriſtendommen; under anden Betingelſe vilde han ikke give Slip paa ham. Kjartan valgte da heller at blive, hvorover Kongen ytrede megen Glæde. Det er tydeligt nok, at han ønſkede at beholde denne højbaarne Yngling for at ſikre ſig hans mægtige Frænders Hjelp. Derimod fik Hallfred Vandrædaſkald Tilladelſe til at gjøre en Handelsrejſe ſyd til Haløre i Danmark, og Kalf Aasgeirsſøn, Kjartans Stalbroder, drog til England for at handle paa begges Vegne. Længer ud paa Sommeren kom Stefne Thorgilsſøn tilbage fra ſin uheldige Misſionsrejſe, ſaaledes ſom det forhen er nævnt Olaf beſluttede nu at ſende den ſtridbare Preſt Thangbrand i hans Sted. Thangbrand var, ſom vi have ſeet, beſkikket af Olaf til Preſt ved den nys opførte Kirke paa Moſter, og ſandſynligviis for at have Overopſigt med Chriſtendommen i hele Gulathingslagen[19]. Men Thangbrand, ſom gjerne vilde holde ſine Mænd godt, og ej forſtod at ſpare, kom ſtrax tilkort med de Indtægter, Kongen havde lagt til Kirken, og før at ſkaffe ſig det Nødvendige begyndte han nu at herje og røve hos den hedenſke Deel af Befolkningen. Dermed var Kongen naturligviis meget misfornøjet, thi han havde ladet ſtrenge Forbud udgaa mod Vold og Hærfærd indenlands. Han lod Thangbrand kalde til ſig i Throndhjem, iretteſatte ham haardt for hans lidet chriſtelige og end mindre preſtelige Færd, og truede med at jage ham bort fra Riget. Thangbrand tilſtod ſine Fejl, men bad Kongen heller at paalægge ham et eller andet vanſkeligt Hverv, hvorved han kunde afſone hans Vrede, end at jage ham bort. Da ſagde Kongen, at han ſkulde rejſe til Island og forkynde Chriſtendommen der. Thangbrand erklærede ſig villig dertil, ſkjønt han ej var vis paa, hvorledes det vilde lykkes. Olaf ſkaffede nu Thangbrand et godt Skib, og medgav ham et Følge af baade lærde og ulærde Mænd[20].

Thangbrand landede paa Øſtkyſten af Island, lidt nordenfor Melrakkenes ved Indløbet til Alftefjorden[21]. I Følge med ham var ogſaa en til Chriſtendommen omvendt Islænding, den haardføre og ſtridbare Gudleif, Søn af Are Maarsſøn, Sønneſøns Søn af Ulf ſkjaalge[22]. To mægtige Brødre, der boede i Nærheden, forbøde alle de nærmeſt boende at have noget Samkvem eller Kjøb med dem. Dette hørte den af os oftere omtalte Høvding Sidu-Hall, der heller ikke boede langt borte, nemlig paa Thvaattaa, eller ſom det dengang kun kaldtes, Aa, ved Alftefjorden; han begav ſig ſtrax til Thangbrand, indbød ham til ſig, og ſkaffede hans Skib ind i en god Havn. Efter en Beretning ſkal Thangbrand endog have haft Hilſen med fra Olaf til Hall, med Bøn om, at han vilde tage ſig af ham, hvis han landede i hans Naboſkab[23]. Hall viſte Thangbrand og hans Følge den ſtørſte Gjeſtfrihed; han indrettede endog et Telt ude paa Tunet for ham til at holde Mesſe i. Dagen for St. Michaels Dag ophørte Thangbrand og hans Mænd med Arbejde allerede fra Middag af. Hall ſpurgte om Aarſagen dertil. Thangbrand forklarede ham at Morgendagen var en af Kirkens ſtørſte Feſter, og fortalte ham om Engelen Michaels Magt og Undergjerninger. Hall fik herved Lyſt til at høre Gudstjeneſten den næſte Dag, og indfandt ſig derved med alle ſine Folk. Den behagede ham meget, og han ſagde til Thangbrand, at han nok kunde ønſke ſig St. Michael til Ven. Thangbrand ſvarede at det ogſaa kunde ſke, hvis han vilde lade ſig døbe. Hall lovede det, paa Vilkaar at St. Michael ſkulde være hans Skytsengel. Herom gav Thangbrand ham Tilſagn, og Hall lod ſig døbe med hele ſit Huus, dog ikke ſtrax, men førſt det følgende Aars Paaſkeaften (16de April 998). Siden den Tid kaldtes Aaen, hvori de døbtes, og den hele Gaard ej længer Aa, men Thvaattaa[24]. Om Sommeren fulgte Thangbrand med Hall til Althinget, og døbte paa Vejen flere Høvdinger med deres Huusfolk En Mand, ved Stavn Thorkell paa Stavafell, var en ſaa ivrig Modſtander af Chriſtendommen, at han udfordrede Thangbrand til Holmgang. Den ſtridbare Thangbrand modtog Udfordringen, lod et Krucifix ſætte foran paa ſit Skjold, og fældte ſin Fiende. Paa Svinafell blev den mægtige Floſe Thordsſøn primſignet. De toge ind paa Kirkebø, hvis Beboere lige ſiden Landnamsmanden Ketils Tid havde været chriſtne. Da de rede derfra, braſt Jorden under Thangbrands Heſt, ſaa at den ſank ned, men han ſelv fik kaſtet ſig af og frelſt ſig op paa Kanten af Svælget. Denne Begivenhed, der finder tilſtrækkelig Forklaring i Øens vulkanſke Natur, anſaa man paa hiin Tid ſom Virkningen af et Blot, ſom en vis Galdra-Hedin efter flere Hedningers Foranſtaltning havde anſtillet til Thangbrands Fordærvelſe. For at hevne det, dræbte Thangbrands Ven Gudleif Aresſøn Galdrahedin. De kom nu til Fljotslid, hvori Særdeleshed Skalden Vetrlide ſøgte at lægge dem Hindringer i Vejen, og ſpottede Gud; men dette hevnede Thangbrand og Gudleif ved at dræbe Vetrlide. De toge ind paa Bergthorshval hos Njaal, der, ſom han havde lovet, lod ſig døbe med ſit hele Huus. Valgard den graa og hans Søn Mørd vilde derimod ej lade ſig døbe, og gjorde Chriſtendommen megen Modſtand. En anden Skald, Thorvald Veile, digtede ligeledes Nidviſe om Thangbrand og lagde ſig i Baghold for at dræbe ham, men blev ſelv gjennemboret af Thangbrands Spyd. Blandt de Høvdinger paa Sønderlandet, ſom Thangbrand denne Sommer døbte, var ogſaa Gisſur hvite paa Skaalholt og hans Svigerſøn Hjalte Skeggesſøn i Thjorsaadal. Paa Thinget vilde Thorvald Veiles Frænder angribe Thangbrand, men Njaal og Øſtfjordingerne forſvarede ham[25]. Da han efter Thinget var kommen tilbage til Øſterlandet, gjorde han en Rejſe langs Øſtkyſten heelt til Nordfjerdingen, efter Anmodning af flere, der ønſkede at blive døbte. Han kom nord til Øxarfjorden og døbte mange; men Eyjafjordens Beboere vilde ikke tillade ham at komme længere mod Veſt end til Skjalvandefljot. Uagtet han ſaaledes viſtnok vandt ikke faa Tilhængere for Chriſtendommen, mødte han dog i det hele taget ſaa megen Modſtand, at han, kjed og mismodig, beſluttede at forlade Landet den ſamme Høſt. Han ſejlede ogſaa afſted, men heftige Storme og Modvinde dreve ham tilbage igjen. Ogſaa her beſluttede Heredets Folk at forbyde alle og enhver at kjøbſlaa med ham. Da Thangbrand ſaaledes etſteds ej kunde faa Mad kjøbt, tog han den med Magt, og lagde Betalingen efter ſig. Manden paa Gaarden beklagede ſig derover for Høvdingen Skeggbjørn paa Hytarnes, og denne begav ſig med et bevæbnet Følge til Thangbrand for at kræve Bøder af ham. Thangbrand vægrede ſig, og Skeggbjørn angreb ham, men maatte, ſelv 9de, bide i Græsſet; af Thangbrands Folk faldt tvende Mænd[26]. Da Gisſur hvite hørte dette, indbød han Thangbrand til ſig, og denne tilbragte ſaaledes den anden Vinter hos ham paa Skaalholt Hans Skib „Viſunden“, af Hedningerne kaldet „Jernmeiſen“ d. e. Jernkurven, blev ſat paa Land, men Storm og Flom drev det atter ud, ſaa at det led megen Skade“[27]. Om Vaaren forſøgte han ſin Lykke i de veſtlige Dele af Øen. Paa denne Rejſe traf han Steinnun eller Steinvar, Skalden Revs Moder, og Hedendommen ivrigt hengiven. Hun ſøgte endog at omvende Thangbrand til Hedendommen og talte længe for ham. Thangbrand ſøgte at viſe hende det vildfarende i hendes Mening, men forgjæves. „Har du ikke hørt“, ſagde han, „at Thor engang udfordrede Chriſtus til Holmgang, men at Chriſtus ej turde ſlaas med Thor?“ „Jeg har derimod hørt“, ſagde Thangbrand, „at Thor ej var andet end Muld og Aſke, hvis Gud ej vilde at han ſkulde leve“. Hun ſpurgte da om han vidſte, hvo der havde voldt at hans Skib havde lidt Skade. Da han ſvarede, at han ej vidſte det, kvad hun et Par Vers, hvori hun tilkjendegav at det var Thor[28]. Thangbrand drog heelt hen til Bardeſtrand, hvor han en Tid opholdt ſig hos den viſe Geſt Oddleifsſøn, der lod ſig primſigne, efter at en Berſerk, ſom udfordrede Thangbrand til Styrkeprøve, havde maattet bukke under[29]. Geſt fraraadede Thangbrand at drage videre veſtover, da Indbyggerne der, ſom han ſagde, vare haarde og ſlemme at have at beſtille med, desuden, tilføjede han., var det ej at vente at Chriſtendommen kunde have nogen Fremgang i Landet, med mindre den formeligt blev lovtagen paa Althinget. Thangbrand ſagde at han allerede havde forſøgt at prædike Troen paa Thinget, men kun med daarligt Held. „Du har dog forberedt det meſte“, ſvarede Geſt, „om det end førſt bliver andre forundt at tilendebringe Verket; Træet falder desuden ikke ved det førſte Hug“. Geſt gav Thangbrand ved Afſkeden gode Gaver, og denne tiltraadte nu Tilbagerejſen ſydefter. Paa denne Rejſe tog han blandt andre Steder ogſaa ind paa Haukadal, hvor han døbte Drengen Hall Thorariusſøn[30], ſom den Gang kun var 3 Aar gammel; denne Hall er merkelig fordi han ſiden ſom Olding opfoſtrede den bekjendte Are frode fra hans 7de til hans 14de Aar, og meddeelte ham mange Efterretninger, ſom han ſiden benyttede til ſine Optegnelſer. Han var en ſaare viis og forſtandig Mand, og buſkede endnu godt i ſin høje Alderdom, at Thangbrand døbte ham. Thangbrand tog ligeledes ind hos Njaal paa Bergthorshval, lod ſit Skib iſtandſætte, og forlod Landet tilligemed Gudleif, efter at man paa Althinget havde lyſt ham fredløs. Samtidigt nødſagedes ogſaa Hjalte Skeggesſøn til at forlade Island. Han fremſagde paa Althinget et Halvvers, hvori han ſpottede Guderne og kaldte ſaavel Freyja ſom Odin en Tæve[31]. Den ivrige Blotmand, Goden Runolf Ulfsſøn, Harald Hildetands Ætling[32], anklagede ham. Hjalte var ſaa afholdt, at Runolf ej kunde faa nogen Dom nedſat over ham, førend han ſatte den paa Øxaraa Bro, og ſtillede bevæbnede Mænd ved begge Broender; da blev Hjalte dømt Fjørbaugsmand, eller til tre Aars Fredløshed, og forlod endnu ſamme Sommer Landet. Endnu paa Rejſen ned til Skibet blev han overfaldt af en Mand, ſom Runolf havde ſendt for at dræbe ham, men Manden blev greben, og Hjalte ſkjenkede ham Livet, ja optog ham endog i ſit Følge. Hjaltes Svigerfader Gisſur hvite ledſagede ham i hans Landflygtighed. De ſtyrede til Norge, og landede ved Nidaros ſtrax efter at Olaf var kommen tilbage fra Haalogaland. Da Olaf hørte at de vare chriſtne, tog han meget venligt imod dem.

Imidlertid vare ogſaa flere anſeede Islændinger komne til Nidaros, navnlig Halldor, en Søn af Gudmund rike, Kolbein Thordsſøn, en Broder af Floſe paa Svinafell, Sverting, „en Søn af Runolf Gode, der ſaa heftigt havde forfulgt Hjalte Skeggesſøn, og den raſke Farmand Thorarin Nevjulfsſøn. De vare alle Hedninger, og ſøgte derfor at komme bort, ſtrax efter at Kongen var kommen tilbage fra ſit Haalogalandstog. De lagde ud af Elven, og ſejlede ud efter Fjorden, men Modvind drev dem tilbage til Nidarholm. Kongen fik nu ogſaa at vide, at de havde til Henſigt at undfly ham, og ſendte derfor Bud til dem, at de ſtrax ſkulde komme tilbage og ikke underſtaa ſig at rejſe. De vovede ikke at trodſe dette Bud, og vendte tilbage til Nidaros, men holdt ſig ſtedſe rejſefærdige, uden at losſe deres Skibe[33]. Endelig kom Thangbrand, og gav Kongen en fuldſtændig, vel og noget overdreven Beretning om den ſlette Behandling, han havde maattet døje af Islændingerne. „Nogle“, ſagde han, „digtede Nidviſer om mig, andre vilde dræbe mig, og tilſidſt blev jeg dømt fredløs paa Althinget; af det Folk bliver der viſtnok kun meget faa, ſom antage Chriſtendommen“. Da Kongen hørte dette, blev han ſaa opbragt, at han ſtrax lod alle de Islændinger, ſom fandtes i Byen, kalde til Things, og gav her den Befaling, at de af dem, ſom endnu ikke vare døbte, ſkulde kaſtes i Fængſel og lemlæſtes eller dræbes: ſaaledes, ſagde han, ſkulde han gjengjelde deres Fædre at de ſaa foragteligen havde optaget hans Budſkab. Men de tilſtedeværende chriſtne Islændinger, nemlig Kjartan, Gisſur, Hjalte o. fl., gik nu til Kongen, og bad for ſine Landsmænd. De foreſtillede ham, at Thangbrand ej havde faret frem med tilbørlig Lempe og Forſigtighed. „I huſker jo ſelv, Herre“, ſagde de, „hvorledes Thangbrand bar ſig ad her hos Eder; ude paa Island gik han frem paa ſamme Maade, med Haardhed og Voldſomhed, og dræbte dem, af hvem han troede at være fornærmet: dette kunde man ej taale“. De erindrede ligeledes Kongen om hans en Gang givne Løfte, at hvad end Nogen havde gjort ham imod, vilde han dog tage ham til Naade, hvis han lod ſig døbe; dertil, ſagde de, vilde de tilſtedeværende hedenſke Islændinger ikke være uvillige; ſelv lovede de at finde paa Raad til at ſkaffe Chriſtendommen Fremgang paa Island, hvilket neppe vilde blive ſaa vanſkeligt, naar de mægtigſte Mænds Sønner vare døbte. Kongen lod ſig formilde ved denne viſe Tale, iſær da Gisſur var temmelig nær beſlægtet med ham paa mødrene Side[34], og lod Kongen vide, at han iſær for dette Slægtſkabs Skyld havde taget ſig af Thangbrand i hans Nød. Kongen ſagde, at hvis Gisſur og Hjalte vilde love ham at anvende al deres Omhu og Indflydelſe for at ſkaffe Chriſtendommen Antagelſe paa Island, ſkulde alle de tilſtedeværende Islændinger, efter at være døbte, faa drage bort i Fred, paa fire nær, der ſkulde blive tilbage ſom Giſler, nemlig Kjartan Olafsſøn, Halldor Gudmundsſøn, Kolbein Thordsſøn og Sverting Runolfsſøn“[35]. Herpaa gik Gisſur og Hjalte ind, men bad ham dog at behandle Giſlerne godt. En af de tilſtedeværende gjorde Kongen opmerkſom paa at Sverting, for hvem Hjalte nu indlagde Forbøn, var en Søn af den Mand, der havde ſagſøgt Hjalte og paadraget ham Fredløshedsdom. Thangbrand ſagde, at det var Hjaltes og Gisſurs Sædvane at lønne Ondt med Godt[36]. De hedenſke Islændinger, ſom rimeligviis allerede før dette Møde havde beſtemt ſig til at give efter, og overladt Gisſur og Hjalte til at handle, ſom dem ſyntes bedſt, bleve nu alle døbte. De fleſte rejſte hjem, paa de fire Giſler nær, og Gisſur og Hjalte, der efter Kongens Indbydelſe tilbragte Vintren hos ham[37].

Den følgende Vaar (1000) gjorde Gisſur og Hjalte ſig rejſefærdige for at drage til Island og opfylde deres Løfte. Flere fraraadte Hjalte det, ſom fredløs, men forgjæves Sverting Runolfsſøn, en af Giſlerne, gjorde ogſaa ſit Skib rede, i Haab om at faa Tilladelſe til at rejſe, men Kongen bød ham i Vrede at forblive hvor han var, og ſagde at det var tilpas for Blotmanden, at hans Søn ej fik Lov til at opholde ſig hvor han vilde. Med Gisſur og Hjalte fulgte en Preſt, ved Navn Thormod, hvilken Kongen medgav dem, ſaa vel ſom nogle andre Gejſtlige. Han gav dem ogſaa tilhugget Tømmer til en Kirke, ſom han bød dem opføre hvor de førſt landede. Efter en noget langvarig Overrejſe kom de lidt før Althingstiden til Islands ſydlige Kyſt, ved Durholmaoſen i Nærheden af Myrdalsjøkul og Solheimaſand. De landede ikke, men der kom Folk roende ud til dem for at høre Nyt fra Norge, og af hine fik igjen Høvdingen Floſe Thordsſøn, der juſt var paa Vejen til Althinget, høre at Hjalte var ombord og at hans Broder Kolbein ſelv holdtes ſom Gisſel tilbage i Norge. Floſe fortalte igjen disſe Nyheder paa Althinget. Omtrent paa ſamme Tid landede Gisſur og Hjalte ved Horgaøre paa Veſtmannaøerne, hvor der ſtod et hedenſk Tempel[38]; det nedbrøde de, for at bygge Kirken i Stedet. Efter at have opholdt ſig to Dage paa Øerne, og opført Kirkens Grundvold, ſtyrede de over til Eyjaſand ſtrax veſtenfor Eyjafjeldsjøklen, men ingen af Egnens Beboere vovede at ſkaffe dem Heſte eller paa nogen anden Maade at komme dem til Hjelp, fordi dette var Runolf Ulfsſøns Gode-Diſtrikt. De maatte derfor ſejle videre langs Kyſten, indtil de kom til Haaf ved Udløbet af Thjorsaa; der boede en Mand, hvis Søn var gift med Hjaltes Syſter, og han gav dem hvad de behøvede[39]. De kunde ſaaledes tiltræde Rejſen til Althinget, ſom juſt nu var begyndt. De gave ſig ikke megen Tid til at losſe Skibet, men ſalte ſtrax afſted. Da de kom til Laugardal, ikke langt fra Haaf, overtalte dog Gisſur og de øvrige Hjalte ſom fredløs til at forblive der ſelv tolfte, indtil Gisſur havde ſkaffet ham Fred. Gisſur havde hørt, at hans Fiender med Vaabenmagt vilde hindre ham fra at komme paa Thingvolden. Da han derfor var kommen til et Sted, kaldet Vellankatla, ved Ølvusvand, gjorde han Holdt, og ſendte Bud til alle dem af ſine Frænder og Venner, der vare paa Althinget, at de ſkulde komme ham imøde for at ſtaa ham bi. De kom ogſaa, og udgjorde en betydelig Skare. Førend de rede videre, kom Hjalte efter dem. Hans Iver tillod ham ikke at holde ſig rolig: han vilde, ſagde han, viſe Hedningerne at han ej var ræd for dem.

De Chriſtnes Skare nærmede ſig Thingvolden i fuld Kampfylking, og ſtyrede hen mod Aasgrim Ellidagrimsſøns Bod, da han var Gisſurs Frænde. Hedningerne havde ligeledes ſtillet ſig i Fylking for at modtage dem, og nær var det kommet til Kamp, dog ſkede det ej, da Hedningerne, ſom det heder, følte nogen Frygt, og flere desuden ſøgte at overholde Freden, ſaa længe det var muligt. Dagen efter holdt Preſten Thormod Mesſe i Nærheden af Veſtfjordingernes Boder, hvorefter alle de Chriſtne begave ſig til Lagberget, de Gejſtlige i Spidſen, i fuld Ornat; foran dem blev der baaret to Kors, der endnu lang Tid efter opbevaredes paa Island: det ene angav Olaf Tryggvesſøns, det andet Hjalte Skeggesſøns Højde. De Gejſtlige lagde Røgelſe paa Gløder, og de ſværmerſke Chriſtne troede at bemerke, at Vellugten udbredte ſig lige ſaa meget mod, ſom med Vinden[40]. Stilhed herſkede nu rundt omkring. Da fremſtod Hjalte og Gisſur, og opfordrede i veltalende og begejſtrede Foredrag deres Landsmænd til at antage Chriſtendommen. De berettede hvad der var hendt dem; de fremførte i djærve Udtryk Kong Olafs Anmodning, men afholdt ſig ganſke fra Truſler, derimod ſøgte de kun med blide og venlige Ord at virke paa deres Tilhørere. Alle undredes, heder det, hvor veltalende de vare; og der ſtod en ſaadan Skræk af deres Ord, at deres Uvenner ej vovede at tale imod dem. Man kunde imidlertid ej komme til nogen Enighed. Der opſtod Tummel og heftig Ordvexling; endelig kom det ſaa vidt, at de Chriſtne og Hedningerne gjenſidigt, ſom det fortælles, ſagde ſig ud af Loven med hinanden, med andre Ord, at de ſkilte ſig ad i to forſkjellige, af hinanden ganſke uafhængige Statsſamfund. Medens der endnu taltes og larmedes herom, kom der Bud til Thorodd Gode[41] om at et Udbrud af underjordiſk Ild havde fundet Sted i Nærheden af hans Gaard ved Ølvus, og at den nedflydende Lava truede med at brænde Gaarden op. En af Hedningerne ſagde da ſtrax, at dette var et Tegn paa Gudernes Vrede over hvad der nu gik for flg. Men den kloge Snorre Gode[42], ſkjønt ſelv en Hedning, ſvarede med dette merkelige Spørgsmaal: „Hvad mon Guderne vare vrede over, da Jorden brandt, her hvor vi nu ſtaa“? Lagberget er nemlig ſelv en Lavaſtrækning, meget ældre end Islands Bebyggelſe.

Begge Partier forlode nu Lagberget. De Chriſtne vendte tilbage til deres Boder, og valgte Sidu-Hall til deres Lovſigemand. Han ſkulde altſaa nu forkynde de nye Lovbeſtemmelſer, ſom Chriſtendommen gjorde nødvendige. Men da han indſaa, at det vilde lede til Fordærvelſe for et ſaa tyndt befolket Land, ſom Island, om dets Beboere ſkulde ſplitte ſig i to Statsforbund, henvendte han ſig, ſandſynligviis med de fleſte chriſtne Høvdingers Samtykke, til den egentlige Lovſigemand, Thorgeir Gode fra Ljoſavatn paa Nordlandet, der nu allerede i 13 Aar ſiden Thorkell Maanes Død (985) havde beklædt dette Embede[43], og bød ham en Pengegave[44], om han næſte Dag vilde forkynde tre Lovbeſtemmelſer, ſom Gisſur, Hjalte og Hall foreſkreve ham: disſe Beſtemmelſer ſkulde naturligviis gjøre Chriſtendommen til Statsreligion. Dette var den eneſte Vej til at faa den antagen med det Gode, thi da Thorgeir ſelv var en Hedning, kunde de øvrige Hedninger neppe have noget imod at overlade det Hele til hans Afgjørelſe. Thorgeir modtog Gaven, og lovede at opfylde Halls Begjæring. Det er viſtnok ikke uſandſynligt, at Gaven har bidraget noget til at gjøre ham ſaa føjelig. Men paa den anden Side er det højſt rimeligt, at han, ſelv en meget klog og beregnende Mand, allerede indſaa, at Chriſtendommen ej længer vilde kunne undertrykkes, medens derimod Hedendommen mere og mere nærmede ſig ſin Undergang; at der altid var mere Udſigt til at Hedningerne vilde lade ſig chriſtne, end at de Chriſtne vilde gaa tilbage til Hedendommen, og at man derfor af to Onder i Hedningernes Øjne heller burde vælge det mindſte, nemlig Chriſtendommens Indførelſe, end det andet, Statsſamfundets Opløsning. Det var imidlertid en ſaare farlig Rolle, han ſaaledes havde paataget ſig at ſpille, og man kan ikke undres over, at han, ſom det fortælles, lagde ſig ned i ſin Thingbod med en Kappe over ſit Hoved, og forblev liggende ſaaledes hele den følgende Dag uden at mæle et eneſte Ord. Imidlertid kom Hedningernes Høvdinger ſammen, for at raadſlaa om, hvorledes de ſkulde kunne modſtaa Chriſtendommen. De enedes blandt andet om at ofre to Mænd af hver Fjerding til Guderne for at faa deres Biſtand. Da Gisſur og Hjalte hørte dette, ſammenkaldte de paa deres Side de Chriſtne, og Hjalte foreſlog dem, ligeſom Hedningerne havde valgt to Mænd af hver Fjerding til at blote, ſaaledes og paa ſin Side at udvælge to Mænd af hver Fjerding, ſom ved et reent og dydigt Liv ſkulde hellige ſig den eneſte ſande Gud og ſøge at vinde hans Naade. For Sydfjerdingen tilbød han ſig ſelv og ſin Svigerfader Gisſur. Dette Forſlag vandt de Øvriges Bifald. Saaledes valgtes for Øſtfjerdingen Hall paa Sida og den forhen omtalte Thorleif chriſtne fra Krosſavik. For Nordfjerdingen tilbøde ſig Hlenne af Saurbø i Eyjafjorden, og Thorvard Spakbødvarsſøn af Skagafjorden; for Veſtfjerdingen var der ingen at faa uden Geſt Oddleifsſøn, indtil Thorvald Vidfarles Broder, Orm Kodraansſøn, ſom den Gang opholdt ſig paa Gilsbakke ved Borgarfjorden, tilbød ſig; han var rigtignok endnu kun primſignet og ikke døbt, men blev ſtrax døbt ved denne Lejlighed[45].

Den følgende Dag lod Thorgeir Gode alle Thingmænd ſaavel Chriſtne ſom Hedninger, kalde til Lagberget. Da alle vare komne til Sæde og der var blevet Stilhed, ſtod han op og udviklede paa det tydeligſte, hvor fordærveligt det vilde blive for Landet, om Indbyggerne ej bekjendte ſig til een og ſamme Lov og Religion, thi da vilde der være forbi med al Fred og Enighed, hvilket man dog fremfor alt maatte lægge Vind paa at vedligeholde. Han erindrede dem om en Begivenhed, der rigtignok nu ej nævnes andenſteds, nemlig hvorledes den norſke Kong Tryggve og den danſke Kong Dag engang i Fortiden længe havde ført Krig med hinanden, indtil begge Landes Høvdinger mod Kongernes Vilje ſluttede Fred mellem Landene, hvilken Fred dog havde til Følge, at omſider Kongerne ſelv bleve gode Venner[46]. Deraf burde de, ſagde han, tage Exempel, og han ſpurgte dem derfor, baade Chriſtne og Hedninger, om de vilde vedtage de Lovbeſtemmelſer, han efter bedſte Skjøn agtede at forkynde. Alle lovede det, thi, ſom det heder, Hedningerne ventede at det, han forkyndte, vilde ſtemme med deres Ønſke, da han ſelv var Hedning, medens de Chriſtne troede, at han vilde handle efter Aftalen med Hall[47]. Han fordrede Ed og beſtemt Forpligtelſe af dem derpaa: de føjede ham ogſaa heri. Da fremſagde han følgende Beſtemmelſer, ſom Gisſur, Hjalte og Hall havde foreſkrevet ham: 1) At ethvert Menneſke paa Island ſkulde være chriſtent og lade ſig døbe; 2) at alle Hov og Gudebilleder ſkulde være vanhellige og tilintetgjøres; 3) at det ſkulde ſtraffes med Fjorbaugsgard eller den mindre Fredløshed, om Nogen vidnesfaſt blotede til Guderne. „Men“, tilføjede han, „da det maaſke kan forekomme Chriſtendommens ivrigſte Modſtandere betænkeligt, hvorledes man ſkal kunne faa opfødt alle de Børn, der komme til Verden, og dog negte Almuen at benytte ſig af det kraftigſte og meeſt nærende Fødemiddel (nemlig Heſtekjød); ſaa forkynder jeg, at de hidtil gjeldende Love om Børns Udſættelſe og Heſtekjøds Spiisning fremdeles ſkulle gjelde[48], ligeſom heller ikke nogen ſkal ſagſøges, om han bloter hemmeligt. Ligeledes ſkulle alle de ældre Love gjelde, ſom ej ligefrem ſtride mod Chriſtendommen“. Denne Afgjørelſe kom viſtnok mange Hedninger uventet, og de paaſtode derfor ogſaa at Thorgeir havde ſveget dem[49]. Men i det hele taget var man tilfreds dermed[50], iſær da den jo ikke paa een Gang og med et Magtſprog afſkaffede alle de Skikke, hvortil man nu i ſaa lang Tid havde været vant, og ſom man havde vundet kjære. Og ſaaledes blev da Chriſtendommen lovtagen paa Island. Overhoved er det øjenſynligt, at Thorgeir og de øvrige Hedninger betragtede det Hele mere fra den politiſke, end fra den religiøſe Side. Men Hovedſagen, Chriſtendommens Indførelſe ſom Statsreligion, var dog bragt til Udførelſe, og dit gik ſiden, ſom man let kunde forudſe, og ſom Gisſur og Hjalte viſt ogſaa forudſaa, da de fandt ſig i at gjøre Hedningernes Fordomme de ovennævnte Indrømmelſer, at de hemmelige Ofringer, Børne-Udſættelſen og Heſtekjøds-Spiisningen efter faa Aars Forløb ophørte af ſig ſelv;[51]. Det ſidſte var vel i og for ſig uſkyldigt, men det betragtedes nu en Gang ſom en af Hedendommens Vederſtyggeligheder, og ſattes ganſke ved Siden af Ofring til Guderne[52].

Allerede paa Thinget bleve mange døbte, og de øvrige primſignede. Aarſagen, hvorfor ikke alle Thingfolkene ſtrax lode ſig døbe, var den, at Nordfjordingerne og Øſtfjordingerne ej vilde lade ſig neddukke i koldt Vand, men foretrak at lade ſig døbe ved de varme Kilder, ſom findes hiſt og her paa Øen. Mange af dem bleve døbte ved det varme Bad paa Reyke ſtrax ſøndenfor Ølvusvand. Hjalte Skeggesſøn ſtod ſelv Fadder til ſin forrige Fiende Runolf Gode, og ſagde ſpøgende: „nu lære vi den gamle Gode at bide i det ſure Æble“. Da Thingmændene kom hjem, hver i ſit Hered, blev ogſaa Almuen døbt overalt, og ingen gjorde Modſtand. Blandt dem, der iſær toge ſig af den unge Chriſtendom i Veſtfjordene, var Snorre Gode. Han lod bygge en Kirke paa Helgafell, ligeſom hans Svigerfader Vigaſtyr lod bygge en paa ſin Gaard Raun. De fleſte Høvdinger rundt om i Landet lode ligeledes bygge Kirker paa deres Gaarde, og hvad der meeſt anſporede dem dertil, var, ſom det fortælles, Preſternes Forſikring at Enhver, der lod opføre en Kirke, ſkulde i det andet Liv kunne fordre Plads for lige ſaa mange Mænd i Himmerige, ſom der kunde faa Plads i den af ham byggede Kirke. Paa den Maade rejſte der ſig ſnart ſaa mange Kirker, at der ikke paa langt nær var Preſter nok til at forrette Gudstjeneſten i dem[53].

Olaf Tryggvesſøns Iver og Kraft, og den Klogſkab og Nidkjærhed, hvormed Gisſur og Hjalte udrettede hans Ærende, havde altſaa her i en utrolig kort Tid fuldført et Verk, om hvis heldige Udførelſe man lige indtil det ſidſte næſten fortvivlede. Dog maa man erkjende, at ogſaa Thangbrand, hvad der end kan ſiges om ham og hans Ferd, havde lagt en god Grundvold, og at Geſt Oddleifsſøn viſtnok havde Ret, naar han ſagde at han havde gjort det meſte. Gemytterne vare allerede bearbejdede; og mange af de klogere havde viſtnok allerede lært at indſe, at Chriſtendommen ej længer lod ſig fortrænge, og at man, for at undgaa Statsſamfundets Opløsning, lige ſaa godt førſt ſom ſidſt burde bekvemme ſig til at antage den[54]. Thangbrands Iver og Nidkjærhed var, om end i flere Stykker forfejlet, dog oprigtig, og ſkjønt der rigtignok ankedes over at han foer frem med Kamp og Haardhed, er det dog et ſtort Spørgsmaal, om han ikke, naar det kom til Stykket, juſt derved vandt manges Agtelſe. Han maa derfor ſtedſe betragtes ſom en merkelig Perſonlighed, og hans Navn bør finde en hæderlig Omtale. Paa Island erindrede man ham dog mere ſom den myndige Voldsmand, end ſom den ivrige Religionsforkynder. Endnu 277 Aar derefter, da en fra Norge afſendt Preſt bragte den norſke Konges Budſkab, der ſigtede til at indſkrænke Biſkoppernes Anmasſelſer, ſagde de islandſke Gejſtlige at det nok var Thangbrand, ſom anden Gang var kommen til Island[55]. Overhoved veltede man alt det odiøſe ved den hele Sag over paa Thangbrand, medens man derimod vænnede ſig til at mindes Olaf Tryggvesſøn, fra hvem dog alt egentligen udgik, og ſom i ſin Tid havde været haard nok mod Islændingerne i Norge, mere ſom en Helgen eller et guddommeligt Væſen, end ſom et Menneſke, der kan begaa Fejl; man ſmykkede ham med alle mulige Dyder og herlige Egenſkaber, og omfattede hans Minde med en Kjærlighed, der neppe i hans levende Live blev ham til Deel[56].

Det var et glædeligt Budſkab for Olaf, ſom de førſte Skibe, der kom fra Island ſtrax efter Althingstiden, bragte, nemlig at Chriſtendommen var antagen paa Øen[57]. Han lod ſtrax blæſe til Huusthing, og forkyndte Giſlerne og de øvrige Islændinger, der endnu vare i Norge, at det nu ſtod dem frit for at vende tilbage. Kjartan takkede ham herfor i fine Landsmænds Navn. Olaf ſvarede, at han ej vilde tage ſine Ord tilbage, men at han dog ej dermed egentlig havde tænkt paa ham, da han inderligt ønſkede at beholde ham hos ſig. Kongen lod ſig ogſaa forſtaa med, at, om han vilde blive i Norge, ſkulde han ſkaffe ham et bedre Giftermaal, end han kunde faa paa Island. Hermed ſigtede Kongen maaſke til ſin egen Syſter Ingebjørg, der under Kjartans mere end treaarige Ophold i Norge havde vundet ham kjær, ſkjønt der rigtignok paa denne Tid (ſe nedf. S. 369) allerede var indledet Underhandlinger om hendes Giftermaal med Ragnvald Jarl i Gautland. Men Kjartan længtede efter ſin elſkede Gudrun: han havde nu desuden ſaa meget mere Grund til at ſkynde ſig hjem, ſom de tre Vintre, hun havde lovet at ville oppebie ham, allerede med Vinteren 998—999 vare omme. Han gjorde ſig derfor rejſefærdig. Hans Kammerat Kalf Aasgeirsſøn var allerede Sommeren forud kommen tilbage fra England med deres Skib og de for begges Regning indkjøbte Varer. Da alt var færdigt, og de ſkulde rejſe, gik Kjartan til Ingebjørg for at tage Afſked. Hun dulgte ikke ſit Misnøje med at han vilde forlade hende, men gav ham dog til Afmindelſe et prægtigt hvidt guldindvævet Hovedtøj, forvaret i en Purpurpoſe, med de Ord, at han ſkulde ſkjenke det ſom Brudegave til Gudrun Uſvifersdatter, naar han egtede hende, for at Kvinderne paa Island kunde ſe, at den Kvinde, han i Norge havde været kjendt med, ej var af Trælleæt. Kjartan kysſede hende til Afſked, og man paaſtod, at det gik dem meget nær til Hjerte at ſkilles ad. Derpaa gik Kjartan til Kongen, ſom fulgte ham til Skibet, gav ham et herligt Sverd, og bad ham ved Afſkeden at holde vel ved Troen. Da Kjartan var kommen ud paa Skibet, ſaa Kongen en Stund efter ham, og ſagde: „Kjartan er i Sandhed rigt udſtyret af Forſynet, og det er ofte haardt at tænke paa, at man ikke paa Forhaand kan lede et Menneſkes Skjæbne“. Han anede de Trængſler og Farer, for hvilke Kjartan ved Hjemkomſten til Island vilde blive udſat. Da Kjartan efter en kort Overrejſe landede ved Hvitaa i Borgarfjorden hørte han ſtrax, at hans Foſtbroder Bolle, der var fulgt tilbage med Gisſur og Hjalte[58], havde benyttet ſig af hans Fraværelſe over den beſtemte Friſt til at indbilde Gudrun, at han ikke længer tænkte paa hende, men derimod ſkulde egte Kong Olafs Syſter Ingebjørg, ſaa at Gudrun, ſkjønt førſt efter mange Betænkeligheder og næſten truet af ſin Fader og ſine Brødre, havde rakt Bolle ſin Haand[59]. Heraf udſpandt ſig igjen Stridigheder, der baade koſtede Kjartan og Bolle Livet, ſom det ſiden ſkal viſes.

  1. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 142 lægger Olaf følgende merkelige Ord i Munden, der, om de end ej have været udtalte af ham, dog viſer hvorledes man paa Island ſelv et Par Aarhundreder ſenere betragtede Forholdene… „jeg ſkal ſøge af al Iver, at føre til Gud de Folk, der bebo Island og andre nordlige Lande, ſom ligge til dette vort Rige med Henſyn til Kjøbferd og Tilførſel af de gode Ting, vi ej kunne ſavnes men — end mindre kunne hine Lande ſavne enkelte af de Ting, ſom flyttes herfra; og det er dog ikke pasſende, at chriſtne Mænd ſaaledes beſmitte ſin Tro, at de have Kjøb og andet venſkabeligt Samkvem med Hedninger, ſom med Brødre“.
  2. Olaf Tr. S. Cap. 225 og 226 fortæller to ſmukke Træk af den forhen omtalte, til Chriſtendommen omvendte Thorvard Bodvarsſøn paa Aas, og Hedningen Arnor Kerlingarnef; begge frelſte de en Mængde Fattige, Gamle og Svage, ſom man formedelſt Hunger og Dyrtid, kort efter Biſkop Frederiks Bortrejſe havde beſluttet at aflive. Men Fortællingerne have et legendariſk Præg, og ere derfor neppe ganſke paalidelige.
  3. Om Njaal og Hall, ſe ovf. S. 183, flg.
  4. Njaals S. Cap. 101.
  5. Jeg følger her fremdeles Tidsregningen i Olaf Tr. Saga, der er den eneſte, med hvilken man ej kommer til kort, og ſom desuden bedſt ſtemmer med Are frodes Angivelſer. Denne ſiger Cap. 7, at Thangbrand opholdt ſig 1 eller 2 Vintre paa Island, og kom tilbage til Norge ſamme Sommer, ſom ogſaa Gisſur hvite og Hjalte Skeggsſøn kom til Norge, efter at den ſidſte var bleven fredløs; at Aaret efter blev Chriſtendommen vedtagen paa Island, ſamme Sommer ſom Kong Olaf ſiden faldt ved Svoldr. Hermed ſtemmer Olaf Tr. Saga, ſom lader Stefne blive afſendt 996, komme tilbage 997, Thangbrand blive afſendt 997, komme tilbage 999, og Chriſtendommen blive lovtagen Aar 1000. Kriſtniſaga derimod lader Stefne blive afſendt i Olafs førſte Sommer, altſaa 995, komme tilbage 996, Thangbrand blive afſendt 996, opholdt ſig tre Vintre paa Island, og ej komme tilbage førend 999, ſe ovf. S. 286. Om Laxdølaſagas Afvigelſer er der paa ſamme Sted talt, og vil der ſiden blive handlet nærmere.
  6. Det maa erindres, at Ørlyg, „Helge Bjolas Frænde, havde bygget en Kirke ved Esjuberg i Nærheden af Kjalarnes, og at hans Efterkommere troede paa St. Columba, ſe ovf. 1 B. S. 513.
  7. Olaf Tr. S. Cap. 139, 142, 187. Kriſtniſaga Cap. 6.
  8. Det er dog ogſaa heel rimeligt, at der ſtrax efter Thronſkiftet var lagt Forbud paa Sejlads til og fra Island, ligeſom ved en tidligere Lejlighed, ſe ovf. 1. B. S. 734.
  9. Herom ſe Ol. Tr. S. Cap. 153. Om Hallfred ſe ellers ovf. S. 176.
  10. Olaf Tr. S. Cap. 154.
  11. Om Vermund mjove, Viga-Styrs Broder, ſe ovf. S. 172, 173.
  12. Odd Munk (Cap. 36) der tillige veed at fortælle, at Islændingerne havde ſtore Ladninger af Vaadmaal og Pelsværk, ſiger at de 3 Gange havde forſøgt at komme bort, men aldrig kunde komme udenfor Agdenes Dette ſkal vel atter være et af Olaf Tryggvesſøn bevirket Mirakel.
  13. Om Olaf Paa ſe ovf. S. 10, 168.
  14. Om Audun Skakul, ſe ovf. 1. B. S. 358, 529, dette B. S. 129.
  15. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 160. Laxdølaſaga, Cap. 40.
  16. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 162. Laxdølaſaga, Cap. 40.
  17. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 161. Laxdølaſaga, Cap. 40. Det er allerede ovenfor nævnt, at Odd Munk fortæller disſe Begivenheder lidt forſkjelligt fra de øvrige, og den, ſom her er fulgt. Men paa en vis Maade kan Snorres Beretning anſees endnu mere afvigende, idet han nemlig ikke lader Kjartan komme til Norge førend ſamme Høſt, Olaf var kommen tilbage fra Haalogaland (999); herved nødtes han til at ſammentrænge altſammen i et kortere Tidsrum, idet han nemlig lader de Islændinger, der virkelig kom 999, (ſe nedf. S. 318) ſom Halldor Gudmundsſøn, Sverting Runolfsſøn, Gisſur hvite, Hjalte Skeggesſøn o. fl. ankomme omtrent ſamtidigt med Kjartan, og tillige lader Kjartan blive døbt ſtrax efter Mikkelsdag, ikke efter Juul, ligeſom det hos Snorre er Mikkelsdagens, ikke Juledagens Gudstjeneſte, hvortil Kjartan lytter. Urigtigheden heraf fremgaar ſaavel af hvad der ovenfor er udviklet om Tidsregningen, ſom af Kjartans hele Hiſtorie, der fortælles udførligt i Laxdølaſaga, thi det var juſt hans lange Ophold i Norge, (996—1000), ſom havde en ſaa afgjørende Indflydelſe paa hans ſenere Skjæbne. Krtſtniſaga, Cap. 10 ſtemmer merkeligt nok, i dette Stykke meeſt med Snorre, men ogſaa dens Tidsregning er, ſom ovenfor viiſt, fejlagtig.
  18. Beretningen om Hallfreds Daab og hans førſte Forhandlinger med Kongen fortælles i Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap, 165, 170—172. Den er rigelig udfyldt med Vers, ſom Hallfred ſkal have digtet, og hvoraf flere mishagede Kongen, fordi de indeholdt ſaa mange Hentydninger til de gamle Guder; det meſte deraf maa vel derfor være paalideligt, ſkjønt Snorres kortere Beretning Cap. 90, der kun handler om Hallfreds Daab, Optagelſe i Hirdmændenes Tal og Kvad om Sverdet uden Skede, har et mere naturligt Præg og er mere tiltrækkende. Hvad Hiſtorien om Thorleif ſpake angaar, da maa den, ſom den fortælles i Olaf Tryggvesſøns Saga, viſtnok være meget udſmykket, men i Hovedſagen er den dog nok ſandfærdig, thi der hentydes ogſaa andenſteds til at Hallfred ſtak Øjet ud paa Thorleif ſpake, f. Ex. i Orkneyingaſaga (S. 108 Magn. Barfods S. C. 23) hvor Kol Kaleſøns Forfædre opregnes, og Stamfaderen Thorleif omtales ſom „den Thorleif ſpake, hvilken Hallfred mishandlede“.
  19. Se ovenfor S. 295.
  20. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 188.
  21. Om Thangbrands Ophold paa Island, er der flere Beretninger, nemlig i Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 197—206, Kriſtniſaga, Cap. 7, 8; Njálsſaga, Cap. 101—104 og Laxdølaſaga, Cap. 41. Alle disſe Beretninger ſtemme med hinanden i Hovedſagen, men Njálsſaga afviger i enkelte Dele fra de øvrige, og indeholder tillige flere interesſante Detaljer; den er imidlertid noget forvirret og paa flere Steder aabenbart fejlagtig, ſaa at den ikke ubetinget kan følges. Kriſtniſagas Hovedfejl er her, at den lader Thangbrand opholde ſig tre Vintre paa Island. Alle disſe Beretninger knytte ſig, ſom man tydeligt ſer, til gamle Lokalſagn og Stedsnavne. Det er Olafsſaga, Kriſtniſaga og Laxdølaſaga, ſom lade Thangbrand lande i Alftefjorden; de to førſte nævne „Selvaag i nordre Alftefjord“ og Kriſtniſaga tilføjer „nordenfor Melrakkenes“. Njálsſaga nævner Gautavik i Berufjorden; men da Berufjorden netop gaar ind ſtrax nordenfor Melrakkenes, har Afvigelſen ikke ſtort at betyde.
  22. Om Ulf ſkjaalge, ſe ovf. 1 B. S. 527. Om Are Maarsſøn, ſe nedenfor.
  23. Njálsſaga lader Hall drage til Thangbrand i den beſtemte Henſigt at indbyde ham til ſig; Olaf Tryggv. Saga og Kriſtniſaga lade ham derimod tilfældigviis paa en Hjemrejſe fra Fljotsdalshered ſtøde paa ham. Hilſenen fra Olaf nævnes i Olaf Tryggv. Saga og Kriſtniſaga.
  24. Njálsſaga lader, ſom det ſynes, Hall ſtrax blive døbt; men den anden Angivelſe er ſaa beſtemt, at den her ſynes at burde have Fortrinet. Derimod fortæller Olaf Tryggv. Saga, at Hall, førend han blev døbt, bad Thangbrand forſøge, om to gamle ſængeliggende Kvinder, der opholdt ſig i hans Huus, vilde blive raſkere ved at døbes; at Thangbrand føjede ham deri, og at Kvinderne bleve meget bedre og aldeles ſmerteſrie; dette er ſikkert en Lgende, ſom ſenere er opkommen. Jeg har i Fremſtillingen af alt dette ſaa meget ſom muligt ſøgt at forene Njálsſagas Udſagn med de øvrige Sagaers.
  25. I Fremſtillingen af alle disſe Enkeltheder er iſær Njálsſaga fulgt. Om Thangbrands Nærværelſe paa Althinget nævner Kriſtniſaga lidet og OlafTryggv. S. intet. Gisſurs og Hjaltes Daab omtales udtrykkeligt i Kriſtniſaga, og hentydes til i Olaf Tryggv. Saga.
  26. Om denne Begivenhed taler kun Kriſtniſaga.
  27. Om Stedet, hvor Skibet led Skade, er der forſkjellige Angivelſer. Njálsſaga, der ſynes at antyde, at Skibet ſkadedes, da Thangbrand maatte ſøge tilbage for Modvind, og ſom ej ſynes at kjende noget til den Ulykke, der ſenere overgik det, nævner Bulandsnes paa Øſterlandet. Kriſtniſaga lader ham komme i Land ved Hytaraa i Borgarfjorden og der ſætte op ſit Skib, der ſenere drives ud og kommer i Land ſøndenfor Kalvaløk. Olaf Tryggv. Saga lader ham lande i Hafn i Borgarfjorden nærved Hvitaa. Kr. Saga lader ham ved den endelige Afrejſe drage ſydefter til Havn og lægge ind i Vaagen for at vente paa Bør til at komme ud i Havet; det Sted heder, tilføjer den, ſidenefter Jærnmeishøvde og ligger mellem Havn og Belgsholt. Da Kr. Saga her ſaa nøjagtigt angiver de enkelte Omſtændigheder, og desuden ſiger at Stedet, hvor Thangbrand kom i Land, ſiden kaldtes Thangbrandsrov, ligeſom og at man endnu da Sagaen blev ſkreven, paaviſte hans Fæſteſteen, maa man her ſkjenke den meeſt Tiltro.
  28. Denne charakteriſtiſke Beretning meddeles kun af Njaals Saga.
  29. Ifølge Njaals Saga dræbte Thangbrand Berſerken. Olaf Tryggv. Saga og Kriſtniſaga fortælle Begivenheden paa en mere legendariſk Maade.
  30. Ifølge Njaals Saga og Kriſtniſaga ſkulde Hall være bleven døbt Aaret forud, men Are frode (Islendingabok C. 9) ſiger udtrykkeligt, at det ſkede Aaret førend Chriſtendommen blev lovtagen paa Island, altſaa 999.
  31. Verſet, der ej godt kan overſættes, lyder ſaa:

    spari ek eigi god geyja:
    grey þykkir mér Freyja;
    æ mun annattveggja
    Óðinn grey eða Freyja.

    Om Hjalte kvad det paa Thinget 998 eller 999, kan ej ganſke tydeligt ſees.

  32. Runolf nedſtammede fra Harald Hildetand gjennem Ravn heimſke, ſe ovenfor 1 B. S. 277, 523. Runolfs Fader Ulf Aurgode var en Broder af Valgard den graa, og Runolf ſelv ſaaledes en Fætter af Mørd Valgardsſøn.
  33. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 217. Laxdøla Saga, Cap. 41. Snorre og Kriſtniſaga lade, ſom vi allerede have ſeet, de her nævnte Islændinger, ſaa vel ſom Gisſur og Hjalte, komme ſamtidigt med Kjartan.
  34. Om Slægtſkabsforholdet mellem Gisſur hvite og Olaf Tryggvesſøns Morfader Erik Bjodaſkalle, ſe ovenfor 1 B. S. 677. Gisſur hvite var ſelv en Søn af Teit, Søn af Ketilbjørn paa Mosfell (ſe ovenfor 1 B. S. 541). Hans Moder var Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn og Erik Bjodafkalles Broder.
  35. Det er øjenſynligt, at Kongen lagde an paa at faa en Gisſel fra hver Fjerding af Landet. Kjartan tilhørte den veſtlige, Halldor den nordlige, Kolbein den øſtlige og Sverting den ſydlige.
  36. Dette er den ſidſte Gang, Thangbrand omtales. Hvor der ſiden blev af ham, om han forblev hos Olaf, eller maatte forlade ham, vides ikke. Thjodrek Munk, Cap. 12, ſiger at Olaf iretteſatte Thangbrand, fordi han mindre godt havde udført ſit Hverv.
  37. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 218. Kriſtniſaga, Cap. 10. Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 91. Odd Munk, Cap. 37. Njaals Saga, Cap. 104. Laxdøla Saga Cap. 41. Are Frode, Cap. 17. Beretningerne ere paa de her nævnte Steder alle lidt forſkjellige, dog ikke i Hovedſagen. Vi have ovenfor i Særdeleshed fulgt Olaf Tryggvesſøns Saga.
  38. Are frode ſiger i ſin Islendingabok, Cap. 7, at hans Foſterfader Teit, Gisſur hvites Sønneſøn, fortalte ham, efter hvad han igjen havde hørt af et Øjenvidne, rimeligviis en af Gissurs egne Folk, at denne tilligemed Hjalte ankom til Vestmannaøerne, da 10 Uger vare forløbne af Sommeren, altſaa netop paa den Tid, da Althinget begyndte, thi Aaret i Forvejen (999) var det juſt vedtaget at Althinget ej, ſom før, ſkulde begynde ved den 9de, men ved den 10de Sommeruges Ende. Denne Uge ſluttede i Aaret 1000 med Onsdagen den 19de Juni; Thorsdagen den 30de var det altſaa, at Gisſur og Hjalte landede ved Veſtmannaøerne.
  39. Njaals Saga, Cap. 105 lader dem ſtrax komme til Ørebakke, hvilket neppe er rigtigt. Olaf Tryggv. Saga og Kriſtniſaga ere her ſaa omſtændelige og ſtemme desuden ſaa godt med Are frode, at man neppe kan tvivle om deres Paalidelighed. Njaals Saga nævner Reydarmule ſom det Sted, hvor Hjalte lovede at oppebie nærmere Bud fra Gisſur; men ogſaa Are frode har „Laugardal“. Runolf Ulfsſøn boede i Dal ſtrax øſtenfor Markarfljot; det Diſtrikt, hvor hans Thingmænd boede, ſtrakte ſig lige til Rangaa.
  40. Dette omtales kun i Olaf Tryggv. Saga og Kriſtniſaga.
  41. Thorodd Gode paa Ølvus er ovenfor omtalt S. 184.
  42. Om Snorre Gode, ſe ovenfor S. 171—175.
  43. Thorgeir paa Ljoſavatn nedſtammede paa fædrene Side fra Ketil Høng, paa mødrene fra Landnamsmanden Baard Bjørnsſøn, ſe ovenfor 1 B. S. 536.
  44. Summens Størrelſe angives forſkjelligt. Odd Munk (Cap. 37) nævner kun ½ Mark S., Njaals Saga 3 Mrk. S., Olaf Tryggv. Saga og Kr. Saga ½ Hundrede i Sølv, hvilket ſunde ſvare til 10 Ører eller 1¼ Mark Sølv. Under alle Omſtændigheder ſynes Summen heel liden efter vore nuværende Begreber, ſelv om man antager det ſtørſte angivne Beløb (3 Mark) for det rette, og forudſætter at Pengenes Værdi i hiin Tid var ti Gange ſaa ſtor ſom nu. Thi en Sum af 240 Spd., hvortil de 3 Mark eller 24 Ører, Thorgeir fik, i ſaa Fald vilde ſvare, var dog en temmelig ubetydelig Beſtikkelſesſum for en af Landets mægtigſte Høvdinger og den fungerende Lovſigemand. Man maa følgelig formode, hvad vi og nedenfor have antydet, at Pengehenſynet var det mindſte, ſom her gjorde ſig gjeldende hos ham.
  45. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 228. Kr. Saga, Cap. 11. Islendingabok Cap. 7. Af de ovenfor omtalte Chriſtne, der tilbøde ſig ſom Ofre for Chriſtendommen, vare Hlenne af Saurbø og Thorvard allerede blevne døbte af Biſkop Frederik, da han opholdt ſig i Landet tilligemed Thorvald Vidfarle, ſe Olaf Tryggv. Saga, Cap. 133. Hlenne var Søſkendebarn af Thorgeir Lovſigemand: maaſke ogſaa dette har bidraget til at ſtemme Thorgeir gunſtigt for Chriſtendommen. Orm Kodraansſøn var bleven primſignet, men ej døbt, da Kodraan og hans hele Huus lod ſig døbe af Biſkop Frederik. Se ovenfor S. 281, 282. Om Thorleif den chriſtne i Krosſavik, ſe ovenfor S. 278.
  46. Denne Hentydning til danſke og norſke Konger forekommer allerede i Islendingabok, Cap. 7; ligeſaa i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229, og hos Odd Munk, Cap. 37. Men alene Kr. Saga, Cap. 11, nævner Navnene Tryggve og Dag.
  47. Odd Munk, Cap. 37.
  48. Njaals Saga, Cap. 106 ſiger, aabenbart urigtigt, at Børne-Udſættelſe og Heſtkjøds-Spiisning ligeledes forbødes.
  49. Njaals Saga, Cap. 106.
  50. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229, ſiger, at Thorgeirs Tale roſtes af alle.
  51. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229.
  52. Se herom ogſaa ved Haakon den godes Hiſtorie, ovenfor 1 B. S. 722.
  53. Eyrbyggja Saga, Cap. 49. De Høvdinger, om hvem det for Reſten udtrykkeligt omtales, at de byggede Kirker paa deres Gaarde, ere førſt og fremſt Gisſur hvite, der byggede en Kirke paa Skaalholt, der ſiden blev Biſkopsſæde; Skatte Thoroddsſøn paa Ølvus (Floaman. Saga, Cap. 34), Thorſtein Egilsſøn paa Borg (Laxdøla Saga, Cap. 51), Grim paa Mosfell, Egil Skallagrimsſøns Svigerſøn; ved denne Kirke blev Egils Lig begravet (Egils Saga, Cap. 89); Thorodd Skattkaupande paa Frodaa (Eyrb. Saga, Cap. 49)3 Maar, Vigaglums Søn, i Fornhage ved Eyjafjorden; ved denne Kirke blev Glum begraven 1003 (Vigaglums Saga, Cap. 28); Thorkell Kravla i Vatnsdalen (Vatnsdøla Saga, Cap. 46).
  54. Thjodrek Munk, Cap. 12, har alene en kort Beretning om Chriſtendommens Antagelſe paa Island, hvori han dvæler meeſt ved Thangbrands Færd, og ſiden tilſkriver Thormods Prædiken, ikke Gisſurs og Hjaltes Virkſomhed, at Chriſtendommen blev antagen paa Althinget. Blandt dem, der døbtes af Thangbrand, nævner han en Thorgils af Ølvus. Hvo dette er, er vanſkeligt at ſige, maaſke han mener Thorodd paa Ølvus. Det kan neppe være Thorgils Thordsſøn, ſe ovenfor S. 136, da han ej boede paa Ølvus; dog blev han viſtnok døbt, enten af Thangbrand eller af Stefne Thorgilsſøn Preſt (ſe ovf. S. 136, jvfr. Floamanna Saga, Cap. 20). Kanſke det kunde være Thorgils Arseſøn I Reykhole, en Broder af Gudleif, Thangbrands Stalbroder.
  55. Biſkop Arnes Saga, Cap. 18.
  56. Dette Minde, ſiger Odd Munk, (Cap. 37), have Mand paa Island efter Kong Olaf Tryggvesſøn, at han har chriſtnet Landet.
  57. I Forbindelſe med hvad der ovenfor er berettet om Chriſtendommens Indførelſe paa Island, er det ogſaa af Interesſe, nærmere at beſtemme Tiden og Dagen, naar dette ſkede, og naar Olaf kunde have Bud tilbage til Norge derom. Vi have ſeet, at Althinget i Aaret 1000 begyndte Thorsdagen den 20de Juni. Samme Dag kom Gisſur og Hjalte til Veſtmannaøerne. De forbleve der i to Dage, altſaa til den 22de. Rejſen fra Eyjaſand til Haaf medtog neppe mere end een Dag, eller den 23de. Fra Haaf drog altſaa Gisſur afſted den 24de og kom viſtnok om Aftenen til Vellankatla, hvorfra han ſtrax ſendte Bud til ſine Venner paa Thinget, der rimeligviis indfandt ſig hos ham henimod Morgenen. Den 25de red hele Skaren paa Thingpladſen, og Forhandlingerne om Chriſtendommens Indførelſe aabnedes Dagen efter, den 26de. Den følgende Dag laa Thorgeir Lagmand i ſin Sæng under dyb Grublen. Den 28de maa han have fremſtaaet og forkyndt den nye Lov, og det bliver altſaa den 28de Juni 1000, der maa anſees ſom den rette Dag, da Chriſtendommen indførtes. Forſaavidt noget Skib afgik fra Ørebakke eller andre nærliggende Havne i de førſte Dage af Juli, hvad der ej er uſandſynligt, kunde Olaf ſaaledes godt have Efterretningen henimod Midten af Juli Maaned.
  58. Saaledes fortæller Laxdøla Saga udtrykkeligt, men da den, ſom forhen viiſt, er uſikker i Tidsregningen, idet den ej lader Kjartan forlade Norge før 1001, eller ogſaa Gisſur og Hjalte drage til Island allerede 999, turde det nok være muligt, at Bolle allerede var dragen hjem i ſidſtnævnte Aar, da Kongen frigav Islændingerne, paa de 4 Gisler nær. Paa den anden Side ſynes det, ſom om Kjartan i ſaa Fald maatte have erfaret Gudruns Giftermaal, førend han forlod Norge.
  59. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 233. Laxdøla Saga, Cap. 41.