Det norske Folks Historie/2/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf Tryggvesſøn lod det ikke bero med at chriſtne Island Ogſaa til det fjerne Grønland, ſom førſt nylig var blevet opdaget og bebygget fra Island, udſtrakte han ſin Omvendelſesiver. Vi kunne imidlertid ikke omtale Olafs Beſtræbelſer i denne Henſeende, uden tillige at kaſte et Blik tilbage paa de nærmere Omſtændigheder, der bevirkede Grønlands Opdagelſe og Bebyggelſe, og paa de øvrige merkelige Begivenheder, ſom dermed ſtode i Forbindelſe.

Mellem den nordveſtligſte Deel af Island og den nærmeſte, mod Øſten fremſpringende Deel af Grønland er der ikke ſtort ſtørre Afſtand end omtrent 45 geografiſke Mile. Det var ſaaledes næſten uundgaaeligt, at flere af de Skibe, der under Landnamstiden og ſenere ſøgte hen til Veſtkyſten af Island, ogſaa under ſterke Øſten- og Sydøſtenvinde kom til at nærme ſig Grønlands Kyſt, ſaaledes at man fik dets Jøkler i Sigte, ja vel endog landede ved dets Øer eller Forbjerge. Saaledes fortælles om en Gunnbjørn, Søn af Ulf Kraaka-Reidarsſøn og nedſtammende fra Øxna-Thore, at han, ved at blive dreven veſtenfor Island, kom til nogle Skjær eller Øer, ſom efter ham kaldtes Gunnbjørnsſker, hvilke ſandſynligviis maa være nogle af de mange Øer, der ligge nær ved Grønland omtrent under 65 eller 66° nordlig Brede[1]. Hans Sønner Gunnſtein og Halldor toge Land ved Iſafjorden paa Islands Nordveſtkyſt, hvoraf man maaſke kan ſlutte, at ſaa vel de, ſom deres Fader, have haft meget i disſe Farvande at gjøre. Vi ſe ogſaa heraf, ſaa vel ſom af den Omſtændighed, at Gunnbjørns Broder Grimkell ligeledes omtales ſom Landnamsmand, at Opdagelſen af Gunnbjørnsſker er at henføre til omkring 870[2]. Ikke fuldt et hundrede Aar ſenere droge to Islændingen Snæbjørn og Rolf, hen at lede efter Gunnbjørnsſker. Snæbjørn var en Sønneſøns Søn af Eyvind Auſtmand; hans Farfader, der og hed Snæbjørn, havde ligeledes taget Land i det inderſte af Iſafjorden. Snæbjørn den yngre havde en Tid opholdt ſig hos Tange-Odd, og hevnet hans Datters Drab paa hendes Mand, der hug Hovedet af hende, fordi hun, ſom ej kunde udſtaa ham, ikke vilde følge ham til hans Huus. Dette ſynes at have nødſaget Snæbjørn til at drage bort. Den ovennævnte Rolf kjøbte Halvdelen af hans Skib, og gjorde Følge med ham. Hver af dem medbragte 11 Mænd, og fandt virkelig Gunnbjørnsſker. Da de kom, var det Aften, og Snæbjørn forbød ſtrengeligen ſine Mænd at gaa i Land og underſøge Stedet førend næſte Dag. Dette Forbud overtraadtes imidlertid af en af Rolfs Mænd, ved Navn Styrbjørn. Han ſneg ſig i Land, og fandt i en Steendysſe en Pengepung, der ſandſynligviis havde tilhørt en eller anden Skibbruden, ſom her havde endt ſine Dage. Styrbjørn ſkjulte Pungen, men da Snæbjørn ſiden ſlog til ham med en Øxe, rimeligviis for at ſtraffe ham for Overtrædelſen af Forbudet, faldt Pungen ned. De gjorde ſig en Skaale, ſom ſnart blev nedſneet; førſt i Gormaaned (omtrent i Midten af Februar), kom der Tø, ſaa at de kunde grave ſig ud. Da gik nogle paa Jagt, medens Snæbjørn ſtellede med Skibet og Styrbjørn tilligemed nogle andre bleve tilbage i Skaalen. De kunde ikke holde ſig enige; den urolige Styrbjørn, ſom vel den hele Tid havde pønſet paa Hevn over Snæbjørn, dræbte ham i Forening med Rolf. Ogſaa en anden af Snæbjørns Mænd faldt for Styrbjørns Haand. Snæbjørns øvrige Rejſefæller maatte ſværge Rolf og Styrbjørn Tausheds-Ed, for at faa beholde Livet. De rejſte nu alle bort, kom til Haalogaland, og førſt derfra til Island, hvor Rolf og Styrbjørn ſiden dræbtes af Snæbjørns Frænder[3].

Lidt ſenere (ved 980) blev Are Maarsſøn, en Sønneſøns Søn af Landnamsmanden Ulf ſkjaalge, og Fader til den ovenfor omtalte Gudleif Aresſøn, Thangbrands ivrige Ven og Forſvarer, ved Storm fordreven til et Land langt i Veſten, ſom man kaldte Irland det ſtore eller Hvitramannaland (d. e. de hvide Mænds Land), rimeligviis fordi Beboerne bare hvide Klæder. Sandſynligviis var dette Land Florida eller de nærmeſt tilgrændſende Egne af Nordamerika. Senere Rejſende ſkulle ogſaa have kommet derhen og truffet Are, ſom nød megen Anſeelſe der, men dog ikke fik Tilladelſe til at drage bort[4].

Endelig opdagedes Grønlands Faſtland. Thorvald Osvaldsſøn, ligeledes en Ætling af Øxna-Thore, maatte tilligemed ſin Søn Erik røde formedelſt en Drabsſag forlade Jæderen i Norge, hvor de boede, og flyttede til Island, ſom da allerede for det meſte var bebygget, ſaa at de kun fik taget Land paa Drange, paa de ſaakaldte Hornſtrande, eller Islands nordveſtligſte Kyſtſtrækning. Der døde Thorvald. Erik opholdt ſig en Stund ved Haakon Jarls Hof, hvor han blandt andre traf Thorgils Thordsſøn, og ſtiftede et fortroligt Venſkab med ham[5]. Beliggenheden af Eriks Bolig paa Island ved den øde Nordveſtkyſt, ſom kun en kort Havſtrækning ſkilte fra de hemmelighedsfulde Gunnbjørnsſker, og hvor der viſtnok herſkede en Mængde Sagn om dem, kunde neppe andet end vække hans Lyſt til ſelv at opdage og underſøge dem; og denne Lyſt maatte vel end mere forøges ved hans Giftermaal med Ulf ſkjaalges Sønnedatter Thjodhild, der bragte ham i Svogerſkab med Are Maarsſøn, og ſatte ham iſtand til, fra førſte Haand at indſamle alle de Beretninger, der gik om dennes æventyrlige Fart til Hvitramannaland. Siden flyttede han til Haukadal ved Breidafjorden, men formedelſt et Drab blev han forviiſt herfra. Han opſlog nu ſin Bolig paa nogle Øer i Breidafjorden, og forblev her en Stund, indtil en ny Drabsſag bragte ham under Forfølgelſe paa Thorsnesthing. Uagtet Erik underſtøttedes af Viga-Styr, fik dog hans Fiender, der underſtøttedes af Thord Gelles Sønner, Overhaand, og Erik blev dømt fredløs. Han havde imidlertid udruſtet ſit Skib til en længere Rejſe. Efter Thinget droge hans Fiender ud paa Øerne for at opſøge ham, men en af hans Beſkyttere ſkjulte hans Skib i en afſides Vaag. Her ſtødte Styr og flere til ham, og ledſagede ham paa Baade, indtil han var kommen ſaa langt ud paa Søen, at der ej længer var nogen Fare for ham. Han ſagde nu ved Afſkeden til ſine Venner, at han vilde opſøge Gunnbjørnsſker, men lovede at hvis han fandt dem, ſkulde han komme tilbage igjen. Fra Surfjeldsnes holdt han lige mod Veſt, og kom til Øſtkyſten af Grønland ved en Jøkel, ſom han kaldte Midjøkel, men ſom ſenere fik Navnet Blaaſerk[6]. Derfra ſtyrede han ſydefter langs Kyſten for at finde beboeligt Land, hvilket, ſom bekjendt, ej findes paa Grønlands Øſtkyſt. Den førſte Vinter tilbragte han paa en Ø, ſom han kaldte Eriksø, omtrent i Midten af den ſiden ſaakaldte øſtre Bygd. Om Vaaren drog han ind i den Fjord, ved hvis Munding Eriksø var beliggende, og ſom han kaldte Eriksfjord[7]. Her udſaa han ſig Bolig, og drog om Sommeren længer mod Nordveſt, indtil han kom til den ſenere ſaakaldte veſtre Bygd, hvor han gav mange Steder Navn. Mod Høſten ſejlede han atter ſydefter lige til Forbjerget Hvarf ved Indløbet til Ravnsfjorden[8], hvor han opholdt ſig om Vintren paa de ſaakaldte Eriksholmer; drog ſiden om Sommeren ind ad Ravnsfjorden lige til dens Bund ved Snæfell, vendte atter tilbage og tilbragte igjen en Vinter paa Eriksø. Derfra vendte han om Sommeren efter ſit Løfte tilbage til Island, og landede i Breidafjorden, kæmpede ſiden med ſin Hovedfiende, men forligtes med ham, og begyndte nu, ſamme Sommer (985), ordentligt at bebygge det nys opdagede Land[9]. Han kaldte det Grønland, fordi, ſom han ſagde, Folk vilde faa Lyſt til at flytte derhen, naar Landet havde et godt Navn[10]. Det var heller ikke ſaa faa, ſom lode ſig lokke, thi allerede den Sommer ſkulle 25 Skibe være dragne fra Breidafjorden og Borgarfjorden over til Grønland, ſkjønt rigtignok kun 14 af dem naaede derhen: de øvrige bleve enten drevne tilbage, eller forliſte. Erik ſelv opſlog ſin Bolig paa et Sted, han kaldte Brattelid, mellem Eriksfjorden og Einarsfjorden[11].

Landets Beſkaffenhed var dengang ſom nu. Jøkler begrændſede alle Dalene, af hvilke kun en ubetydelig Deel op fra Fjordbundene vare beboelige. Var Polhøjden end ſydligere end Islands, ſaa var Klimatet dog meget barſkere. Vi have endnu i det gamle Skrift „Kongeſpejlet“ en udførlig Skildring af Grønlands Naturforhold, ſom de vare i det 12te Aarhundrede, og denne Skildring maa i det Væſentlige ogſaa pasſe paa Forholdene, ſom de vare et Par Aarhundreder tidligere[12]. Det er, ſiges der, kun en ringe Deel af Landet, ſom er fri for Iis, og Folk vide ikke engang om Landet er ſtort eller lidet, fordi alle Fjeldſtrækninger og Dale ere bedækkede med Iis, ſaa at man ingenſteds finder nogen Aabning. Kun faa Folk bo i Landet, thi blot lidet heraf er ſaa optidnet at det kan bebygges. Af Korn frembringer det ikkun lidet, thi der har alene været enkelte af de mægtigſte, der ſaaede Korn for et Forſøgs Skyld: Mængden i Landet veed ikke hvad Brød er, den ſaa aldrig Brød. Men der er gode Græsgange, og ſtore Gaarde, hvor man holder mange Kvæg og Sauder, ſaa at der beredes meget Smør og Oſt, hvoraf Folket for en ſtor Deel lever, ſaa vel ſom af Kjød af Kvæg og af Dyr, fangne paa Jagt, ſom Rener, Hvale, Sæler, Bjørne o. ſ. v. Der er en ſtor Mængde vilde Dyr, ſom Harer, Ulve, Rener, og iſær Hvidbjørne. Kulden, ſiges der end videre, har faaet overvættes Magt, og ſaa vel Havet ſom Landet vidner om, at Froſten og Kuldens Styrke har Overhaand. Naar Solen ſtaar højeſt, har den vel overflødig Kraft til Skin og Lysning, men kun liden til Varme og Hede; dog formaar den at varme den optidnede Jord ſaa vidt, at den kan give gode og vellugtende Urter, ſaa at man derfor vel kan bebo den optidnede Deel, der rigtignok kun er ringe. Naar Uvejr indtræffer, ſom dog ej ſker ſaa ofte, da er det voldſommere end andenſteds, baade med Henſyn til Storme, Froſt og Sne. Dette, ſiges der, foraarſages af Jøklens Natur, da den ſelv ſtedſe udſkyder en kold Guſt, der driver alle Uvejr fra den, og ſom ofteſt holder Luften klar over dens Hoved. Derimod maa de nærmeſte Granner undgjelde det, thi de faa Uvejret over ſig, ſom Jøklen driver bort“. — Endogſaa Iſen og Kulden paa Island tillægges Grønlands Naboſkab. Om det ſtormfulde, med Driviis opfyldte Hav, der omgav Grønland, og dets Farefuldhed for den Søfarende, havde man ligeledes meget at fortælle. Stundom, heder det, hænder det ſig endog at Havets Bølger optaarne ſig ſom Gjerder (Havgjerder) omkring Skibet og opſluge det[13]; forfærdelige Søuhyrer[14] vilde man af og til have ſeet. Alt dette maatte, trods det vellydende Navn, Erik røde havde givet Landet, ſnarere afſkrække Nybyggere fra at komme, end lokke dem. De fleſte Nybyggere have derfor viſtnok været fredløſe, ligeſom Erik, eller misfornøjede, eller urolige i deres Sind og flyttelyſtne. Saaledes nævnes ſom en af de førſte Beboere Helge, en Søn af hiin Veſtein Veſteinsſøn, der dræbtes af Thorgrim, Snorre Godes Fader. Udſat for Fare baade i Norge og paa Island, maatte han drage til Grønland, hvor han ſiden omkom paa Jagten[15]. En anden anſeet og rig Islænding, Thorbjørn Vivilsſøn, drog med ſin Datter, den ſmukke Gudrid, til Grønland, da han formedelſt Pengemangel havde været nødſaget til at ſælge ſin Ejendom paa Island[16]. Forreſten var Erik røde ſelv virkſom i at lokke Nybyggere til Landet ved alſkens gode Løfter Blandt dem, ſom ſaaledes lod ſig lokke, men ſom ſiden angrede derpaa, var hans gamle Bekjendt Thorgils Thordsſøn[17]. Naar vi erfare, at de mægtige Thorbrandsſønner fra Alftafjorden ved Breidafjorden, Snorre og Thorleif Kimbe, droge ud til Grønland, var det vel deels Venſkab for Erik, ſom drev dem afſted, men viſtnok ogſaa Misfornøjelſe over at have maattet indgaa Forlig med den vældige Steinthor paa Øre efter en Kamp, hvori de kom tilkort[18]. For øvrigt ſynes det iſær at have været enkelte Familier paa Islands Veſt- og Nordveſt-Kyſt, der afgave Nybyggerne og underholdt Forbindelſen med Grønland[19].

De førſte Nybyggere paa Grønland fandt hiſt og her Spor af Menneſkers Ophold, Brudſtykker af Baade og Steenredſkaber[20]; dog ſynes det, ſom om de i Førſtningen ej traf de eſkimoiſke Beboere ſelv. Senere ſtødte de oftere paa dem, og antoge dem, ſom det lader, allerførſt for Trolde[21].

Det blev dog ſnart almindeligt, at kalde dem Skrælinger, det er ſmaa, fortørrede Folk[22].

Saa vidt man kan ſkjønne, vare de belivede Dele af Landet allerede temmelig fuldſtændigt optagne inden Eriks Død, noget efter Aarhundredets Ende. Man inddeelte dem i to Hovedbygden den øſtre, ſom tillige var den ſtørſte, ſtrax veſtenfor Hvitſerk eller Kap Farvel, til henimod 61°, og den veſtre, eller egentlig nordre, ſom var den ſtørſte, omtrent det nuværende Godthaabs Diſtrikt. længer inde i Baffinsbugten. De fleſte Fjorde havde da faaet Navn, fornemmelig efter de førſte Landnamsmænd, ſom Einarsfjord efter en Einar, Ravnsfjord efter en Ravn; Snorre Thorbrandsſøn opkaldte ſin Hjemſtavn, Alftafjord. Erik ſynes ſelv at have tilegnet ſig en Høvdings Værdighed, og uddeelt Land til Nybyggerne. Alle vare naturligviis i Førſtningen hedenſke, og en høj Grad af Overtro ſynes at have herſket i Landet[23].

Eriks ældſte Søn Leif, en dygtig og foretagelſeslyſten Mand, blev Redſkabet til Chriſtendommens Indførelſe. Han ſynes allerede ved Faderens Udflytning at have været voxen, og ligget paa Rejſer[24]. Saaledes fortælles der, at han en Gang, efter hvad man maa formode omkring 987, kom til Syderøerne, hvor han opholdt ſig nogen Tid, og ſtiftede en Kjærlighedsforſtaaelſe med en fornem Kvinde ved Navn Thorgunna, der ved hans Afrejſe endog vilde følge med ham, men ej fik dette Ønſke opfyldt, da Leif, ved at høre, at hendes Frænder intet vidſte derom, ikke vilde man ſkulde ſige om ham, at han havde hærtaget en Kvinde af ſaa ſtor Æt[25]. Thorgunna fødte ham ſtrax efter en Søn, Thorgils, der ſiden kom til Grønland; ſelv havde hint nok ogſaa til Henſigt at opſøge Leif, thi hun begav ſig til Island, rimeligviis for herfra at drage videre; men hun døde her endnu ſamme Høſt (1000) hos Thurid paa Frodaa, Snorre Godes Syſter, der havde indbudt hende til ſig, og der taltes ſiden om en Mængde Spøgerier, ſom ſkulde have fundet Sted efter hendes Død[26]. I Aaret 999 gjorde Leif en Rejſe til Norge, og kom til Nidaros noget efter at Kong Olaf var vendt tilbage fra ſin Haalogalands-Rejſe. Leif gjorde ſtrax Kongen ſin Opvartning, og denne anmodede ham, ſom ſædvanligt med alle hedenſke Mænd, om at lade ſig døbe. Leif havde heller ikke noget herimod at indvende, og blev døbt med hele ſit Skibsmandſkab. Han forblev nu den hele Vinter hos Kongen, der viſte ham megen Godhed. Da han om Vaaren ſkulde rejſe tilbage igjen, bad Olaf ham om at forſøge paa at chriſtne Grønland. Leif lovede det, ſkjønt han ej negtede at det var en vanſkelig Sag. Kongen medgav ham da en Preſt og nogle andre Gejſtlige[27]. Han ſkal ligeledes have ſkjenket ham to ſkotſke Hurtigløbere[28]. Da Leif var kommen hjem, begyndte han efter Kong Olafs Bud ſtrax at forkynde Chriſtendommen. Hans Moder Thjodhild og hans Brødre og flere af Indbyggerne antoge Chriſtendommen ſtrax[29]; men Erik vilde ikke vide deraf. Han var meget misfornøjet med at Leif havde bragt Skademanden, ſaa kaldte han Preſten, til Landet[30]. Han ſynes i det hele taget at have været meget overtroiſk, ſaa at han endog ſkal have viiſt en Hvidbjørn et Slags Tilbedelfe[31]. Thjodhild derimod viſte en ſaadan Iver for Chriſtendommen, at hun ikke vilde have nogen Omgang med Erik, ſaa længe han var hedenſk, og derfor, ſom det ſynes, flyttede til det noget bortliggende Thjodhildeſtad, hvor hun lod en Kirke opføre. I denne holdt hun og de til Chriſtendommen Omvendte deres Bønner. Imidlertid lykkedes det dog Leif tilſidſt at faa Chriſtendommen fuldkommen antagen paa Grønland, men ikke førend flere Aar vare hengangne dermed. Ogſaa Erik ſkal tilſidſt være bleven døbt[32], ſkjønt det ej var at vente, at hans Chriſtendom kunde være oprigtig. Det heder derfor ogſaa paa et andet Sted, at han døde før Chriſtendommen[33], det vil ſige enten førend Chriſtendommen var almindeligt antagen, eller førend han ſelv var bleven chriſtnet; man har altſaa i ethvert Fald betragtet ham ſom Hedning.

Uagtet nu Chriſtendommens fuldſtændige Indførelſe paa Grønland førſt fandt Sted flere Aar efter Olaf Tryggvesſøns Tid, har man dog af den Omſtændighed, at Leif efter hans Anmodning lod ſig døbe og ſiden forkyndte Chriſtendommen blandt ſine Landsmænd, taget Anledning til at give Olaf den egentlige Ære for dette Verk. Derfor heder det ſædvanligt, at Olaf chriſtnede fem Lande, Norge, Orknøerne, Færøerne, Island og Grønland[34]. Men i alle Fald oplevede ikke Olaf ſelv at ſe Grønland chriſtnet, om endog Fortjeneſten, at have givet det førſte Stød dertil, tilkommer ham.

  1. Jvfr. 1 B. S. 552. Under 65°20' ligge nogle af Danell 1652 beſøgte og af Graah i 1830 gjenſeede Øer, der ifølge „Grønlands Hiſt. Mindesm.“ III S. 846 nærmeſt ſynes at maatte antages for Gunnbjørnsſker. Naar Gunnbjørnsſker i de gamle Optegnelſer ſiges at ligge midt imellem Island og Grønland, ſaa menes kun hermed, at de laa halvvejs mellem Island og deri beboede Deel af Grønland veſtenfor Hvitſerk eller Kap Farvel.
  2. Landnáma, II. 8, 14, 29.
  3. Landn. II. 30. Da Tungeodd døde 965, maa denne Begivenhed have fundet Sted noget tidligere, maaſke omkring 960. Der findes herom ogſaa nogle andre Beretninger, meddeelte af Bjørn af Skardsaa, ſamt aftrykte i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“ I. S. 88 flg.; uagtet det heder at de ere tagne fra „Landnáma“, ſynes de dog kun at være upaalidelige Varianter af den ovenfor anførte Beretning.
  4. Landnáma, II. 22. Om Ulf ſkjaalge, Kong Hjørleifs Ætling, ſ. ovf. 1. B. S. 527, 530. „Hvitramannaland“ antages i Thorfinn Karlsevnes Saga Cap. 13 at have faaet dette Navn, fordi Skrælingerne (Eſkimoerne) fortalte om dets Beboere, at de gik i hvide Klæder, plejede at lade fligede Faner bære for ſig, og iſtemme høje Skrig. Dette ſynes at ſigte til Folk, beſlægtede med Mexikanerne. Naar Landn. fortæller at Are blev døbt i Hvitramannaland, ſaa er dette naturligviis en Misforſtaaelſe Som Hjemmelsmænd anfører Landn. en Ravn Hlymreksfarer (Limericksfarer), der længe havde været i Limerik paa Irland; ligeſom og Thorkell Geitesſøn, der ſkulde have hørt andre islandſke Mænd fortælle at de igjen havde hørt Thorfinn Jarl paa Orknø ſige, at Are var bleven gjenkjendt i Hvitramannaland, hvor han nød ſtor Anſeelſe, men ej fik Lov til at rejſe bort. Muligt, at der i det ſaakaldte Hvitramannaland virkelig fandtes endeel ved Storm derhen fordrevne Islændere.
  5. Floamanna Saga, Cap. 15, S. 436. Om Erik rødes Herkomſt, ſ. ovf. 1. B. S. 552. Om Thorgils ſ. ovf. S. 136.
  6. Denne Jøkel er ſandſynligviis et højt ſneløſt Fjeld i Nærheden af Øen Atuik under 64° 18′ 50″, ſe Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker III. 848.
  7. Eriksfjord er den nuværende Tunnudluarbik, og Eriksø enten Tuktotok eller en anden ved Indløbet liggende Ø.
  8. Hvarf er Kangek yderſt paa Øen Sermerſok; Ravnefjord er egentlig et Syſtem af flere Fjorde, hvis Indløb er veſtenfor Sermerſok.
  9. Are frode, Cap. 6. Landn. II. 14. Erik rødes Saga, Thorfinn Karlsevnes Saga, Eyrbyggja Saga Cap. 1.
  10. Are frode ſiger, beraabende ſig paa hvad hans Farbroder Thorkell Gellesſøn hørte af en Mand, der ſelv havde ledſaget Erik til Grønland, at denne Rejſe ſkede 14 eller 15 Vintre før Chriſtendommen blev lovtagen paa Island, altſaa 986 eller 985; det førſte Aar opgives i Annalerne, dog tale de fleſte Grunde for at antage 985.
  11. Einarsfjorden er det nuværende Igalikko, hvis inderſte nordveſtlige Deel kun ved et ſmalt Ejd ſkilles fra Eriksfjorden, og derfor regnes til dens Diſtrikt; der tror man endnu at kunne paaviſe Brattelid i Ruinerne af en Gaard, hvis fjerde Væg ſees at være dannet ved en brat Lid eller Klippeſide; ſe Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker III. S. 869.
  12. Se Kongeſpejlet, Cap. 17—19.
  13. Disſe Havgjerdinger omtales vidtløftigt i Kongeſpejlet. De beſkrives ſom tre uhyre ſtore Bølger, der ligeſom Fjelde omgjerde Skibet i en Trekant, uden at frembyde nogen Aabning. De antages at have været de Malſtrømme, Havſvælg og Iisſvælg, ſom findes hiſt og her ved Grønlands Kyſter, ſe Grønl. hiſt. Mindesmerker III. S. 377. Der nævnes i Erik rødes Saga om en chriſten ſyderøiſk Mand, der var med Herjulf, en af de førſte Nybyggere, og digtede en ſaakaldt Havgerdingsdraape, hvori han bad Chriſtus bevare ham, rimeligviis mod Havgerdinger.
  14. Kongeſpejlet nævner: Havſtramb,Margyge,Havguva, jvfr. Hist. norv. fol. 2. b.
  15. Se ovf. S. 171. Helge og hans Broder Berg havde forladt Island paa Grund af Thorkell Sursſøns Drab, men i Norge blev Berg dræbt af Thorkells og Giſles Broder Are, ſom var bleven tilbage der, og Styrmanden paa det Skib, hvormed Helge var kommen, vidſte nu ej bedre Raad end at ſende ham til Grønland.
  16. Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 2. 3. Thorbjørn var en af dem, der havde underſtøttet Erik, da han blev dømt fredløs, og ſom fulgte ham et Stykke til Søs.
  17. Se Floamanna Saga. Mere herom i det Følgende.
  18. Eyrbyggja Saga, Cap. 46—48.
  19. Vi have allerede ſeet, at Erik røde var en. Frænde af Gunnbjørn, Opdageren af Gunnbjørnsſker. Eriks Huſtru Thjodhild var et Søſkendebarn til Are Maarsſøn, der drog til Hvitramannaland. Gunnbjørn havde en Broder ved Navn Grimkell, hvis Svigerdatter Jorunns Broderſønner Thorkell og Sumarlide ledſagede Sneebjørn til Gunnbjørnsſker. Gunnbjørns Sønneſøns Søn, den berømte Thormod Kolbrunarſkald, der i det følgende ofte vil blive omtalt, beſøgte Grønland og udførte mange Bedrifter der.
  20. Are frode, Cap. 5.
  21. Se Floamanna Saga, Cap. 24. Man troede dette ſaa meget mere, ſom man plejede at kalde hine nordlige Egne, hvor Iſen ligeſom lukkede Havet, Trollebotnene.
  22. Hist. norveg. fol. 1. h. ſiger om Skrælingerne: De findes af Jægerne hiinſides Grønlændingerne, og have den Egenſkab, at naar de ſaares levende, hvidne deres Saar uden Blodudſtrømmen, men naar de ere døde, ophører neppe Blodet at rinde; de mangle Jern, og bruge Hvaltænder til Pileodder, Stene til Knive.
  23. Herom vidner iſær Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 3, hvor der fortælles om Volven Thorbjørg, der havde haft 9 Syſtre, alle Spaakoner, og ſom plejede at rejſe om til Gilder hos Folk, der ønſkede at vide deres Skjæbne forud. Her beſkrives nøjagtigt alle de Ceremonier, hvormed hun anſtillede Sejd for at udfinde, naar et Uaar, der trykkede Landet, ſkulde ophøre. Der tales desuden meget om Gjengangere; Erik redes overtroiſke Tilbedelſe af en Iisbjørn nævnes i Floamanna Sagas hvorledes Eſkimoer antoges for Trolde, er ovenfor omtalt. Grønlands Naturbeſkaffenhed var ogſaa meget ſkikket til at fremavle og vedligeholde Overtro.
  24. Da Erik døde ſom en meget gammel Mand i de førſte Aar efter 1000, og Leifs Søn allerede omtales ſom Høvding omkring 1021, ſynes det, ſom Leif ſelv ej kan være fød ſenere end 970, men ſnarere før, ſom ved 960. Det heder ogſaa i Erik rødes Saga, at denne giftede ſig ſtrax efter ſin Faders Død, medens han endnu boede paa Hornſtrandene, og fik Sønnen Leif.
  25. Dette fortælles i Thorfinn Karlsevnes Saga ſaaledes, at Leif beſøgte Syderøerne og lærte Thorgunna at kjende paa ſamme Rejſe, paa hvilken han ſiden kom til Norge. Ifølge Eyrbyggja Saga, Cap. 50—53, kom Thorgunna, henved 50 Aar gammel, til Island ſamme Aar Chriſtendommen blev lovtagen, altſaa 1000, døde endnu i ſamme Aar, og blev efter ſin udtrykkelige Beſtemmelſe begraven ved Kirken paa Skaalholt. De lærde Udgivere af Grønl. hiſt. Mindesmerker have af den Omſtændighed, at Skaalholts Kirke efter deres Beregning ikke byggedes førend 1002, faa vel ſom deraf, at Sagaen lader Leif ſtifte Bekjendtſkab med hende paa den ſamme Rejſe og i det ſamme Aar, han beſøger Olaf Tryggvesſøn, altſaa 999, fundet ſig foranledigede til at henføre Thorgunnas Ankomſt til Island og Død til Aaret 1019. Da det imidlertid udtrykkeligt ſiges, at Kjartan var en Dreng paa 13—14 Aar ved hendes Ankomſt; da denne Omſtændighed er et væſentligt Moment i Beretningen, og da desuden Bonden Thorodd paa Frodaa, der bragte hendes Lig til Skaalholt og druknede ſtrax efter, var død længe før 1010 (ſe Eyrb. S. Cap. 56): maa man dog antage Eyrbyggjas Angivelſe for rigtig, iſær da det ej alene er muligt, men endog meget ſandſynligt, at en Kirke, om juſt ikke den ſamme, ſom ſiden opførtes, allerede ſtrax efter Chriſtendommens Antagelſe rejſtes paa dette Sted. Var Thorgunna ſaaledes henved 50 Aar ved 1000, maa hendes Bekjendtſkab med Leif falde mindſt 14 Aar tidligere, eller henved 986, ſtrax efter at Erik var flyttet til Grønland. Og ſaaledes maa Leifs Beſøg paa Syderøerne have fundet Sted ved en anden Lejlighed, og langt tidligere end hans Rejſe til Norge 999. For øvrigt er det vel et ſtort Spørgsmaal, om den Angivelſe af Thorgunnas Alder, ſom findes i Eyrbyggja Saga, eller de nærværende Haandſkrifter deraf, er den rette.
  26. Dette er de ſaakaldte Frodaa-Undere, omtalte i Eyrbyggjaſaga Cap. 50—53 og i Annalerne.
  27. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 221, 233; Snorre Cap. 104. Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 4.
  28. Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 7.
  29. Dette ſees ved at ſammenholde flere Udſagn, fornemmelig i Erik rødes Saga Cap. 3, og Karlsevnes Saga Cap. 4 med hinanden.
  30. Olaf Tr. Saga, Cap. 23l. Dette ſkal Erik have ſagt, efter at Leif var kommen tilbage fra Viinland og havde bjerget et forulykket Skibsmandſkab; Eriks Ord ſkulle have været disſe, at denne gode Handling og den anden ſlette, at han havde bragt Skademanden (Skemannin) til Landet, omtrent kunde gaa op imod hinanden. Aarſagerne, hvorfor vi her have afveget fra den ſædvanlige Beretning, der lader Viinlands Opdagelſe ſke paa Leifs Hjemrejſe Aar 1000, ville i det Følgende, hvor Opdagelſen af Viinland omhandles, blive nævnte.
  31. Se Floamannaſaga Cap. 25.
  32. Olaf Tr. Saga, Cap. 231.
  33. Erik rødes Saga, Cap. 3.
  34. Undertiden opregnes ogſaa 6 Lande, idet Hjaltland nævnes ſærſkilt. Allerede Hallarſtein (Rekſtefja V. II), nævner Island, Grønland, „Øerne“ og Hjaltland, ſom chriſtnet af Olaf.