Det norske Folks Historie/2/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Olaf Tryggvesſøn var beſkjeftiget med at udbrede Chriſtendommen i den nordlige Deel af Landet, og tillige traf Foranſtaltninger for at chriſtne Island, hjemſøgtes Viken af den ſidſte endnu overlevende Søn af Erik Blodøxe, nemlig Gudrød. Han maa paa denne Tid have været meget gammel. Der ſiges at han, ſiden Haakon Jarl fordrev ham fra Norge, havde været paa Vikingetog i de veſtlige Lande, og at han nu ſidſt kom fra England, med en Flaade af flere Hærſkibe. Han vilde endnu gjøre et ſidſte Forſøg paa at underkaſte ſig Norge. Da han var kommen under Kyſten, og erfoer at Olaf var nordpaa, ſtyrede han ſydefter. Han drog til Viken, og begyndte ſtrax at herje og tvinge Folket til Underkaſtelſe. Indbyggerne vovede i Førſtningen ej at binde an mod hans betydelige Styrke, eller at udſætte ſig for hans Herjen. De tilbøde ham derfor at ſende Thingbud omkring i Landet, for ſiden, naar Thinget var ſamlet, at tage ham til Konge. Gudrød gik ind paa dette Forſlag, men da det vilde vare længe, inden Thinget kom iſtand, maatte de finde ſig i at underholde ham og hans Hær, og han begyndte ſaaledes at rejſe om paa Vejtſler med en Deel af ſin Hær, medens de øvrige forbleve ved Skibene for at bevogte dem. Imidlertid ſendte Bønderne iilſomt Bud til Olafs Svogere Thorgeir og Hyrning, der i hans Fraværelſe vare Høvdinger over Viken, og underrettede dem om Gudrøds Ankomſt. De lode ſtrax Hærør udgaa til alle Kanter, ſamlede Folk om ſig, udruſtede Skibe og droge nord i Viken, hvor Gudrød for Øjeblikket befandt ſig. De kom ved Nattetid til den Gaard, hvor Gudrød var til Gjeſtebud, og angreb den baade med Ild og Vaaben. Der faldt Gudrød og de fleſte af hans Mænd. Siden vendte Thorgeir og Hyrning ſig mod den Deel af hans Hær, der var bleven tilbage ved Skibene; denne Skare blev deels dræbt, deels forjagen. Nu vare alle Eriksſønnerne døde, og fra denne Kant truedes Olaf derfor ikke længer af nogen Fare. Da han erfoer denne Tidende, blev han meget vel tilfreds, og takkede ſine Svogere meget for deres Raſkhed og Dygtighed[1].

Olaf ſyntes nu at være kommen i ſikker Beſiddelſe af Kongedømmet. Lige fra Gaut-Elven til Finmarken adlød Folket ham. Siden Haakon Adelſteensfoſtres Tid havde ikke ſaa betydelige Dele af Landet været forenede under een Konge. Hans Hovedformaal, Chriſtendommens Indførelſe, var allerede naaet eller nær ved at naaes; og trods den overdrevne Iver og Heftighed, hvormed han udførte dette Verk, var han dog yndet af Folket, ſom faa Konger enten før eller ſenere. Det er virkelig et Særſyn, at han kun efter ſaa faa Aars Regjering og tillige efter at have faret frem med ſaa ſtor Voldſomhed, kunde erhverve en ſaa ſtor Yndeſt. Man kan ikke forklare det, uden ved den overordentlige perſonlige Indtagenhed, han beſad, ved hans ridderlige Væſen og hans udmerkede Færdighed i alle de Slags Legems-Idrætter, hvorpaa man i hine Tider ſatte ſaa megen Priis. Han var, heder det, den ſtørſte Idrætsmand i Norge af alle dem, hvorom man veed at fortælle. Han var ſterkere og ſmidigere end de fleſte andre. Han kunde gaa frem og tilbage paa Aarerne udenbords, medens et Langſkib roedes, og imidlertid lege med tre Haand-Spyd, ſaa at eet altid var i Luften, og han greb dem ſtedſe i Fæſtet; han kunde bruge begge Hænder lige godt i Kamp, ſkød med to Spyd paa een Gang, var en ypperlig Bueſkytte, ſvømmede, ſom vi have ſeet, fortrinligt, og kunde ſaa godt klavre i Fjeld, at han en Gang, da en af hans Hirdmænd ifølge et Væddemaal havde ſøgt at beſtige Fjeldet Smalſarhorn (Hornelen) og hverken kunde komme frem eller tilbage, gik op, tog ham med ſig under den ene Arm, og bragte ham velbeholden ned igjen. Han beſkrives ſom overordentlig ſmuk, og iſær meget lig Haakon Adelſteensfoſtre, hvilket vel og bidrog meget til at vinde ham Folkets Hjerter. Han var munter, ſpøgſom, venlig og nedladende, gavmild og pragtelſkende: kort, han beſad alle de Egenſkaber, der vare ſkikkede til at vække et ærgjerrigt og ſtridbart Folks Beundring; endog Skyggeſiderne ved hans Charakteer, nemlig hans Heftighed, Iilſindethed, Voldſomhed og Gruſomhed, grundede ſig ej paa nogen kold, egoiſtiſk Beregnethed, men alene paa hans brændende Iver for hvad han anſaa for det Rette, og derfor ſynes man at have tilgivet ham dem. Der tillægges ham kun een virkelig gruſom Handling, hvilken endog Biſkop Sigurd ſelv misbilligede, og for hvilken han ſatte ham aabenbart Skrifte, nemlig at han lod ſin Hund Vige ſønderrive en Islænding, der havde dræbt hans Staller Grim ude paa Island[2].

Om Vinteren havde Olaf ſtedſe mange Folk hos ſig, og der gik lyſtigt og prægtigt til ved hans Hof. Men ingenſinde ſynes han at have haft en talrigere og mere glimrende Forſamling om ſig end om Vinteren 999—1000, efter at han var kommen tilbage fra Haalogaland. Aaret havde været ypperligt og Fred herſkede i Landet[3]. Hans Huſtru, Dronning Thyre, havde om Sommeren født ham en Søn og Arving, ſom fik Navnet Harald, og ſom de elſkede meget[4]. Hun og Kongens Syſter Ingebjørg vare de fornemſte Kvinder ved Hoffet. Der vare flere af de mægtigſte Islændinger, alle Kongens Gjeſter. Gisſur hvite havde Ærespladſen, indenfor Lendermændene. Med Gisſur var hans Svigerſøn Hjalte Af de fire islandſke Høvdingsſønner, hvilke Kongen havde holdt tilbage ſom Giſler, var Kjartan Olafsſøn meeſt anſeet, og nød, ſom vi ovenfor have nævnt, fornemmelig Kongens Syſter Ingebjørgs Yndeſt. Leif Eriksſøn, Grønlands tilkommende Høvding, var ligeledes Kongens Gjeſt. Den tro Hallfred Vandrædaſkald var ogſaa kommen tilbage. Han havde en Tid lang været borte efter den Handelsrejſe han foretog til Danmark; han havde beſøgt Sigvald Jarl og Olaf Sviakonge, kvædet Draaper for dem og faaet ſtore Gaver; han havde beſtaaet mange Farer, og endelig egtet en rig Enke i Gautland, med hvem han, dreven af ſin Længſel efter Kong Olaf Tryggvesſøn og Samvittighedsnag over at have opholdt ſig ſaa længe blandt Hedninger, drog til Nidaros, hvor hun lod ſig døbe, men til hans Sorg døde endnu ſamme Vinter[5]. Mange andre Gjeſter, ſkjønt her ikke nævnte, prydede Olafs Hof, blandt dem viſtnok flere af hans Frænder og Svogere. Der var megen Drik og megen Gammen. Hver Nat, ſiger Skalden, gik de gyldne Drikkehorn om mellem Olafs Hirdmænd, og den vidt berømte Herſker lærte ſine Mænd at ſkjønne paa Viin[6]. Han fandt iſær Behag i at udſpørge dem af ſine Mænd, der havde rejſt, om Nabohøvdingernes Sædvaner og Leveviis. Hallfred maatte fortælle ham meget, fornemmelig om Sigrid Storraades Broderſøn, Ragnvald Ulfsſøn, der nys var bleven Jarl i Gautland, og hvilken Hallfred havde beſøgt[7]. Hallfred roſte ham meget, og ſagde at han endog for ham havde ytret Ønſket om at indgaa Venſkabsforbindelſe med Kong Olaf Tryggvesſøn og bejle til hans Syſter Ingebjørg. Virkelig kom ogſaa endnu ſamme Vinter Sendebud fra Jarlen, medbringende ſikre Jærtejner, i det Ærende, Hallfred havde nævnt. Kongen glædede ſig meget herover, men henviſte dog Sagen til Ingebjørg ſelv, der heller ikke gjorde anden Indvending, end den, at Ragnvald var hedenſk. Sendebudene fik derfor den Hilſen, at om han vilde indfinde ſig hos Kongen, naar denne næſte Sommer kom ſydover i Landet, kunde de ſelv mundtligt nærmere afgjøre Sagen. Alt tegnede ſig ſaaledes heldigt for Olaf, og det er viſt bogſtaveligt ſandt, naar Sagaen fortæller, at han denne Vinter „ſad i Nidaros med megen Pragt og omgiven af en talrig Forſamling[8]“.

For i alle Dele at optræde med en hidtil ukjendt Glands, beſluttede Olaf ogſaa at bygge et Skib, hvis Mage man hidtil ej ſkulde have ſeet i Norge. Det byggedes inde under Ladehamrene, hvor man endnu flere hundrede Aar efter ſkal have ſeet Spor af Bakkeſtokkene. De meeſt udſøgte Materialier brugtes dertil, og en Mængde Arbejdere anvendtes; det var baade langt, bredt, højbordet og ſtortømret. Blandt de fornemſte Arbejdere eller ſaakaldte Stavnſmede nævnes tvende, Thorberg Skafhoggsſøn og Thorgeir Stakar. Det fortælles, at den førſte længe havde været borte i et nødvendigt Ærende, medens Skibets Sider ſammentømredes, og at begge Sider vare færdige, da han kom tilbage. Allerede den ſamme Aften, ſiges der, gik Kongen med Thorberg og nogle flere hen for at beſe Skibet, og alle vare enige om at man aldrig havde ſeet ſtørre eller ſmukkere Langſkib. Næſte Morgen gik Kongen, ledſaget af Thorberg, atter ned til Skibet, men blev meget forundret ved at ſe alle Arbeiderne ſtaa ledige, uden at tage ſig noget til. Paa Kongens Spørgsmaal om Aarſagen, ſvarede de, at Nogen om Natten havde været der, og lige fra Fremſtavnen til Løftingen ſat det ene dybe Øxehug efter det andet i det øverſte Bord. Kongen ſaa efter, og overbeviſte ſig om Sandheden af deres Udſagn. Han blev naturligviis overmaade vred, og ſvor paa, at den, der ſaaledes af Ondſkab havde ſkjemt Skibet ud, ſkulde dø, men at den, der angav ham, ſkulde faa en ſtor Belønning. Til Kongens Forundring angav nu Thorberg ſig ſelv ſom den, der havde gjort det. Kongen ſagde, at han ſkulde faa beholde Livet, hvis han kunde bøde Skaden ſaaledes at Skibet blev lige ſaa godt ſom før, eller bedre. Thorberg gik hen, tog en Øx, og telgede Bordene ſaaledes at alle Hug gik ud. Og Kongen ſaa vel ſom alle de øvrige tilſtedeværende maatte tilſtaa, at Skibet nu var langt ſmukkere paa den Side, Thorberg havde hugget og telget, end paa den anden. Kongen bad ham gjøre ligeſaa ved denne, takkede ham, og ſatte ham til Hovedbeſtyrer af Arbejdet[9]. Skibet fik Drageform, med Hoved og Hale, og var paa det nærmeſte bygget efter det Drageſkib, Kongen havde taget fra Raud den ramme; dog var det nye Skib meget ſtørre. Det havde ikke færre end 34 Rum. Hovedet og Halen vare forgyldte, og Bordene høje ſom paa Havſkibe. Dette Skib blev kaldt Ormen lange til Forſkjel fra den anden „Orm“, der havde tilhørt Raud, og ſom nu kaldtes Ormen ſkamme (d. e. korte). Det var et almindeligt Sagn, endog i flere Aarhundreder derefter, at Ormen lange var det bedſte og koſtbareſte Skib, ſom nogenſinde havde været bygget i Norge. At det virkelig maa have været udmerket ſmukt og uſædvanligt ſtort, ſees ſaa vel af den Opſigt, det gjorde, hvor det viſte ſig, ſom og af den Angivelſe, at den Deel af Kjølen, der under Opførelſen berørte Græsſet, var 74 ældre Alen, eller omtrent 56 af vore nuværende Alen langt, at den paa hver Side førte 53 Aarer, og at hvert Halvrum var beregnet til at rumme 8 Mand, foruden dem, der befandt ſig i Løftingen og Stavnene, ſaa at Beſætningens Antal viſtnok bar overſteget 600. Som det Skib, paa hvilket Olaf Tryggvesſøn foretog ſit ſidſte berømte Tog og kæmpede ſin ſidſte mindeværdige Helte-Kamp mod ſine overmægtige Fiender, var Ormen lange fremfor ethvert andet Skib, vor ældre Hiſtorie omtaler, vundet Navnkundighed og Interesſe. Dens Navn er uadſkilleligt knyttet til Olafs, og den magiſke Glands, der hviler over Olafs Navn, udbreder ſig derfor ogſaa over Ormens[10].

Vi have allerede lejlighedsviis berørt flere af de æventyrlige Beretninger, hvormed den for Chriſtendommens Indførelſe taknemmelige Efterſlægt har udſmykket Olaf Tryggvesſøns Hiſtorie. Foruden dem gives der mange flere, der til at være fuldkomne Legender kun mangle, at Olaf ſelv ſkulde være en Helgen. Han fremſtilles mere ſom et overnaturligt Væſen, der kan gjøre Mirakler og af guddommelig Inſpiration gjennemſkuet alle ſkjulte Ting baade fjern og nær, end ſom et almindeligt Menneſke; der ſiges ogſaa etſteds ligefrem, at flere, da der længe efter Olafs Tid blev Tale om ham, i flere Henſeender tvivlede om, hvor vidt han kun var et jordiſk Menneſke, eller et himmelſk Sendebud, ſendt af Gud til Menneſkernes Hjelp[11]. For flere af disſe Beretninger ſynes dog noget ſandt at ligge til Grund. Saaledes fortælles der, at han ſkulde have ſendt en Syſterſøn af Viga-Glum, ved Navn Thorvald Taſalde, der havde ladet ſig døbe, til Oplandene for at dræbe en Blotmand ved Navn Baard, der ej havde villet indfinde ſig hos Kongen efter gjentagne Paamindelſer; at Thorvald, der paa denne Maade ſkulde gjenvinde Kongens Yndest, ſom han ved Bagvaſkelſer havde tabt, virkelig begav ſig til Baard, og efter at have beſtaaet flere Farer fik ham overtalt til at begive ſig til Nidaros og lade ſig døbe[12]. Thorvald nævnes ogſaa i Vigaglums Saga[13], og der er intet, der ſynes at tale mod Rimeligheden af Beretningen i ſig ſelv, thi det Ærende, i hvilket Thorvald ſendtes, var aldeles af ſamme Slags ſom de Ærender, der ofte plejede at paalægges de ſaakaldte Gjeſter ved Kongens Hird. Men det fortælles tillige at Thorvald, førend han kom til Baard, havde en Drøm, hvori han ſaa Kong Olaf komme til ſig og byde ham at binde omkring ſit Bryſt en Dug, han om Morgenen vilde finde ved ſit Hovedgjerde, og i hvilken et Brev med Guds Navn var indſyet; at han virkelig fandt Dugen; at Baard, da han ſiden brødes med Thorvald, ſank i Knæ ſaa ſnart han berørte den, og at dette bidrog til at vinde Baard for Chriſtendommen. En anden Beretning ſtaar ligeledes i Forbindelſe med Vigaglums Hiſtorie. En ung Mand ved Navn Agmund, der paa mødrene Side var beſlægtet med ham ſelv, men paa fædrene Side af Trælleæt, var under et Beſøg i Norge paa Haakon Jarls Tid bleven ynkeligt beſkjemmet af en af dennes Hirdmænd, ved Navn Hallvard, men havde i lang Tid ej haft Mod til at tage Hevn, uagtet han derved havde paadraget ſig Øgenavnet Agmund Titt (d. e. „Fald“). Endelig tog han Mod til ſig, drog over til Norge, hvor Olaf imidlertid var bleven Konge, og ſaa ſit Snit til at dræbe Hallvard, efter at han dog forſigtigviis havde byttet Kappe med en Mand, hvis ſæregne Dragt var vel bekjendt i Byen, og havde ſkaffet ham Navnet „Gunnar Helming“. Da Agmund ſtrax efter Drabet roede tilbage til ſit Skib og ſkyndte ſig tilbage til Island, uden at nogen vidſte om hans Nærværelſe eller Klædebytte, fik Gunnar Helming Skylden for Drabet, og maatte flygte, førſt til Oplandene, ſiden til Sverige. Her, fortælles der, blotedes der ivrigt til Frey, og man havde endog hexet Liv i hans Billede, ſaa at Djævelen talte ud deraf; man kjørte det omkring fra Gaard til Gaard paa en Vogn, og gav det en ung ſmuk Kone, ſom foreſtod Hovet og dets Ejendomme. Hun ſkal have taget ſig af Gunnar, der en Tidlang blev hos hende, men omſider kom i Strid med Frey, ſom han overvandt og ſønderbrød efter at have gjort det Løfte, hvis han ſejrede, at begive ſig tilbage til Norge og lade ſig døbe. Derpaa ſkal han ſelv med Konens Samtykke have givet ſig ud for Frey, til Sviarnes ſtore Forundring og Glæde, ſom aldrig forhen havde ſeet deres Gud ſaa mægtig; de ofrede ham ſtore Gaver, og Rygtet herom udbredte ſig til Nabolandene. Da ſkal Olaf Tryggvesſøn have anet at denne foregivne Frey ikke var nogen anden end Gunnar Helming, og ſendte hans Broder til ham for at tilbyde ham hans Naade og Venſkab, hvis han vilde vende tilbage og lade ſig døbe. Gunnar lod ſig dette ikke ſige to Gange, men flygtede med ſin Kone og mange Koſtbarheder; undgik heldigt de forbitrede Sviar, der nu, indſeende hele Sammenhængen, ſatte efter ham, kom heldigt til Olaf, og lod ſig døbe med ſin Huſtru[14]. Da man ogſaa andenſteds fra erfarer, at Freys- og Nerthus-Dyrkelſen, der egentlig maa anſees for at være een og den ſamme, var forbunden med Gudebilledets aarlige Omkjørſel i en hellig Vogn[15], er den Deel af Fortællingen, ſom handler herom, ſlet ikke ſaa uſandſynlig; naar nu dertil erindres, at den foregivne Kamp mellem Gunnar og Billedet ſkulde have fundet Sted, medens ingen andre end Konen, Gunnars Medviderſke i Bedrageriet, var tilſtede, og ſaaledes meget vel kan være opdigtet af ham, ligeſom og de Ord, der tidligere ſkulle være hørte fra Gudebilledet, lettelig kunde have været udtalt af Konen eller af en anden, der laa ſkjult under det Dække, der efter al Rimelighed tilhyllede Vognen: ſaa er det aabenbart, at Fortællingen, ſaa beſynderlig den er, dog ſlet ikke bør forkaſtes ſom uſandſynlig, og at den tvertimod giver merkelige Oplysninger, ſaa vel om den Grad af hedenſk Overtro, hvorpaa Folket i de indre Dele af Svithjod eller Gautland endnu Paa denne Tid befandt ſig, ſom om de ſæregne Omſtændigheder, under hvilke Freysdyrkelſen foregik blandt Sviarne. Kun ſynes det lidet rimeligt, at Olaf ved at høre tale om Freys,nye Mirakler ſtrax ſkulde gjette paa, at det var Gunnar Helming, ſom her drev ſit Spil. Men Gunnar kan jo ogſaa meget gjerne have flygtet tilbage til Norge uden nogen ſærdeles Opfordring fra Olaf.

Mindre ſandſynlig, end Fortællingen om Agmund Ditt og Gunnar Helming, er en anden, om en ung Mand i Thrøndelagen, ved Navn Finn, der engang i et Julegilde hos ſin Fader havde lovet at tjene den ypperſte Høvding og efter at have forſmaaet at tjene Haakon Jarl, drog til Danmark for at opſøge en Konge, men her lærte Chriſtendommen at kjende og lod ſig døbe for at tjene Chriſtus, hvilken han nu, ligeſom St. Chriſtopher fordum, erkjendte for den ypperſte. Imidlertid, fortælles der, havde hans Fader og hans Broder føjet Olaf Tryggvesſøn i at lade ſig døbe, paa det Vilkaar, at et prægtigt Thorshov, der ſtod paa Gaarden, maatte forblive urørt. Men aldrig ſaaſnart var Finn kommen hjem, førend han i ſtørſte Vrede begav ſig til Hovet, rev Gudebillederne ned, tog alle Koſtbarheder af dem, og førte Thorsbilledet med ſig til Kongen, i hvis Paaſyn han opbrændte det og lod Hunde fortære Aſken. Hele Fortællingen, der tildeels falder idet løjerlige, har et fuldkommen legendariſk Præg[16]. Man fortalte ogſaa om at Olaf ſkulde have aabenbaret ſig i Drømme for en anſeet Islænding, der led af Spedalſkhed, og have lovet ham Helbredelſe, hvis han vilde antage Chriſtendommen og bygge en Kirke; hvilket ſkede, og belønnedes, ſom Olaf havde lovet[17]. Kongens Morbroder Thorkell Dyrdill og Biſkop Sigurd ſkulle til forſkjellige Tider have ſeet Guds Engler ledſage ham og ſamtale med ham, og, merkeligt nok, omtales dette af Skalden Hallarſtein, der kun levede i den anden Generation efter Olafs Død; allerede da var Sagnet altſaa til[18]. Et Sagn om Olaf, der ligeledes maa regnes blandt de æventyrlige, men for øvrigt er meget godt fortalt og tiltrækkende at læſe, handler om hvorledes han prøvede Idrætter med den unge Thrønder Eindride Ilbreid, der, hvis han blev overvunden, ſkulde lade ſig døbe; naturligviis kommer Eindride tilkort, og bliver døbt, dog kun efter at Olaf har udført i det mindſte eet Jærtejn. Blandt de Prøver, der nævnes, er ogſaa een, hvor de viſe deres Færdighed i Bueſkydning: Olaf ſkyder her en Tavlbrikke af Hovedet paa hans Syſterſøn, men Eindride, der elſkede denne Dreng overordentligt, vægrer ſig ved at gjøre det ſamme, og erklærer ſig heller overvunden. Her har Sagaen optaget det ſamme Træk, der allerede forekommer i Sagnet om Egil, Valunds Broder og om Palne-Toke[19]. Og ikke nok med, at der gives Legender om Olaf Tryggvesſøn; der fortælles ogſaa Æventyr, hvori han er den egentlige ſtyrende og frelſende Magt Paa en vis Maade kan man næſten ſige, at han, i det mindſte i Islændingernes Fortællinger, ganſke fordunkler Olaf den hellige. Thi, ſom det beder, „han lagde Grundvolden til den hellige Chriſtendom, og ſtundede med Nidkjærhed efter at lære os Guds Bud og ſaaledes at indbyde os til den evige Salighed; han var vor Konge med Henſyn til ſit Herredømme og ſin Storhed, men vor Biſkop i ſin Prædiken; han kan og retteligen kaldes en Chriſtendoms Apoſtel over Norge og dets Underlande, og tro vi fuldt og faſt, at det ſkyldes hans Forbønner, at denne Deel af Nordhalven har faaet den blomſtrende Straale, og den faſte Støtte og Styrker (St. Olaf) til at opbygge den Bygning, der af Kong Olaf Tryggvesſøn var ſaa ſkjønt formet og heldigt grundlagt[20]“.

  1. Olaf Tr. Saga, Cap. 222. Snorre Cap. 94. Jvfr. Thjodr. Munk, Cap. 13. Odd Munk (Cap. 54) har her en højſt urimelig og upaalidelig Fremſtilling. Man ſkulde ellers næſten antage, at det Sted „nord i Viken“, hvor Gudrød dræbtes, var veſtenfor Folden, henimod Agder, hvor han, ſom vi ovf. S. 39 have ſeet, i tidligere Dage opholdt ſig og maaſke havde ejet Beſiddelſer.
  2. Olaf Tr. Saga Cap. 207, 208, 224, 236, 237. Snorre, Cap. 92. Odd Munk, Cap. 50, 53.
  3. Olaf Tr. Saga, Cap. 230. Olafs Idrætter omtales ogſaa i Rekſtefja, B. 25—29.
  4. Olaf Tr. Saga. Cap. 224. Snorre, Cap. 105. Odd Munk, Cap. 57.
  5. Om Hallfreds Æventyr i Gautland, ſe Olaf Tryggv. Saga, Cap. 175. Olaf var ved hans Hjemkomſt misfornøjet med at han havde levet ſaa længe blandt Hedninger og egtet en hedenſk Kone; men Hallfred formildede ham ved at digte en ſaakaldet Uppreistar-drápa (Oprejsnings-Draape) der endnu var til, da Olaf Tryggv. Saga nedſkreves.
  6. Rekſtefja, V. 12, 13. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 234.
  7. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 224. Snorre, Cap. 105.
  8. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 224.
  9. Olaf Tryggv. Saga, Cap. Snorre, Cap. 95. Ogſaa Odd Munk (Cap. 49) fortæller det ſamme, kun med faa Afvigelſer, og uden at nævne Bygmeſtrens Navn.
  10. De ovennævnte Tal-Angivelſer findes deels i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 223, jvfr. 232, deels hos Snorre, Cap. 95, jvfr. Cap. 102, deels hos Odd, Cap. 49. Angivelſen om at den Deel af Kjølen, der berørte Jorden, var 74 Alen lang, ſavnes i Olaf Tr. Saga, men findes hos Snorre, og er af denne øjenſynligt hentet fra Odd Munk, Cap. 49, hvor den ogſaa findes, og det ſaaledes, at man tydeligt kan ſkjønne, at Maalet er taget efter de Spor af Bedingen, ſom endnu et Par Aarhundreder ſenere ſkulde findes ved Ladehamren, eller, ſom det nøjere angives, inde i Viken indenfor Ladehamren, hvor der var Ly for Vejr og Bind. Flatøbogen meddeler et Sagn, ifølge hvilket Odin, i Skikkelſe af en gammel Mand under Navnet Forne, ſkaffede et Kjøltræ, hvilket man hidtil ej havde kunnet ſinde ſtort nok, men at Olaf lod Træet underſøge, og deri fandt en Edderorm, ſom efter Odins Beſtemmelſe ſenere ſkulde have gjennemboret Skibet; at Træet nu blev indviet af Biſkoppen og benyttet, og at Skibet efter hiin Orm kaldtes „Ormen“. ( Olaf Tryggv. Saga, Skaalh. udg. II.]] S 228—230). Flatøbogen meddeler ligeledes paa et andet Sted, aabenbart efter Odd Munk, hiin Angivelſe om de 74 Alen, og tilføjer den anden, om de 52. Aarer paa hver Side, ligeledes fra Odd (l. c. S. 273). Fagrſk. (Cap. 72) nævner ogſaa 31 Rum. Hist. Norv. fol. 106 angiver derimod 80 Halvrum (spatiola), og 160 Roere. Ágrip (Cap. 17) nævner 32 Rum.
  11. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 240. Odd Munk, Cap. 48. Som en af dem, der ſaaledes priſte Olaf, nævnes her, beſynderligt nok, Gudbrand af Dalene.
  12. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 200.
  13. Vigaglums Saga, Cap. 5 o. fl.
  14. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 173.
  15. Se herom ovenfor, 1 B. S. 58—60, 185, 222.
  16. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 227.
  17. Olaf Tr. S. Cap. 238—241, jvfr. Rekſtefja B. 29—31. Odd, 47. Paa alle tre Steder fortælles og om at Olaf, for at helbrede Thorkell Dyrdill for hans Forfængelighed, ſtyrtede ham i Vandet, medens han var iført en prægtig Kappe, men drog ham ſtrax op igjen, og fik Kappen i et Øjeblik tør ved at lægge Hænderne paa den. Thorkell Dyrdill, ſiger Odd, fortalte dette mange Aar efter til Kong Harald (Haardraade); da Hallarſtein opholdt ſig ved dennes Hof, kunde han maaſke altſaa ſelv have hørt Fortællingen.
  18. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 235.
  19. Se de flere i Fornm. Sögur III. B. meddeelte Thætter, ſom om Thorſtein Bøarmagn, Thorſtein Skelk, Thorſtein Oxefod, Helge Thorsſøn.
  20. Slutnings-Ordene af den egentlige Olaf Tryggv. Saga, Fornm. Sögur. III. S. 173.