Det norske Folks Historie/2/40

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 367-375).

Medens Olaf Tryggvessøn var beskjeftiget med at udbrede Christendommen i den nordlige Deel af Landet, og tillige traf Foranstaltninger for at christne Island, hjemsøgtes Viken af den sidste endnu overlevende Søn af Erik Blodøxe, nemlig Gudrød. Han maa paa denne Tid have været meget gammel. Der siges at han, siden Haakon Jarl fordrev ham fra Norge, havde været paa Vikingetog i de vestlige Lande, og at han nu sidst kom fra England, med en Flaade af flere Hærskibe. Han vilde endnu gjøre et sidste Forsøg paa at underkaste sig Norge. Da han var kommen under Kysten, og erfoer at Olaf var nordpaa, styrede han sydefter. Han drog til Viken, og begyndte strax at herje og tvinge Folket til Underkastelse. Indbyggerne vovede i Førstningen ej at binde an mod hans betydelige Styrke, eller at udsætte sig for hans Herjen. De tilbøde ham derfor at sende Thingbud omkring i Landet, for siden, naar Thinget var samlet, at tage ham til Konge. Gudrød gik ind paa dette Forslag, men da det vilde vare længe, inden Thinget kom istand, maatte de finde sig i at underholde ham og hans Hær, og han begyndte saaledes at rejse om paa Vejtsler med en Deel af sin Hær, medens de øvrige forbleve ved Skibene for at bevogte dem. Imidlertid sendte Bønderne iilsomt Bud til Olafs Svogere Thorgeir og Hyrning, der i hans Fraværelse vare Høvdinger over Viken, og underrettede dem om Gudrøds Ankomst. De lode strax Hærør udgaa til alle Kanter, samlede Folk om sig, udrustede Skibe og droge nord i Viken, hvor Gudrød for Øjeblikket befandt sig. De kom ved Nattetid til den Gaard, hvor Gudrød var til Gjestebud, og angreb den baade med Ild og Vaaben. Der faldt Gudrød og de fleste af hans Mænd. Siden vendte Thorgeir og Hyrning sig mod den Deel af hans Hær, der var bleven tilbage ved Skibene; denne Skare blev deels dræbt, deels forjagen. Nu vare alle Erikssønnerne døde, og fra denne Kant truedes Olaf derfor ikke længer af nogen Fare. Da han erfoer denne Tidende, blev han meget vel tilfreds, og takkede sine Svogere meget for deres Raskhed og Dygtighed^[1].

Olaf syntes nu at være kommen i sikker Besiddelse af Kongedømmet. Lige fra Gaut-Elven til Finmarken adlød Folket ham. Siden Haakon Adelsteensfostres Tid havde ikke saa betydelige Dele af Landet været forenede under een Konge. Hans Hovedformaal, Christendommens Indførelse, var allerede naaet eller nær ved at naaes; og trods den overdrevne Iver og Heftighed, hvormed han udførte dette Verk, var han dog yndet af Folket, som faa Konger enten før eller senere. Det er virkelig et Særsyn, at han kun efter saa faa Aars Regjering og tillige efter at have faret frem med saa stor Voldsomhed, kunde erhverve en saa stor Yndest. Man kan ikke forklare det, uden ved den overordentlige personlige Indtagenhed, han besad, ved hans ridderlige Væsen og hans udmerkede Færdighed i alle de Slags Legems-Idrætter, hvorpaa man i hine Tider satte saa megen Priis. Han var, heder det, den største Idrætsmand i Norge af alle dem, hvorom man veed at fortælle. Han var sterkere og smidigere end de fleste andre. Han kunde gaa frem og tilbage paa Aarerne udenbords, medens et Langskib roedes, og imidlertid lege med tre Haand-Spyd, saa at eet altid var i Luften, og han greb dem stedse i Fæstet; han kunde bruge begge Hænder lige godt i Kamp, skød med to Spyd paa een Gang, var en ypperlig Bueskytte, svømmede, som vi have seet, fortrinligt, og kunde saa godt klavre i Fjeld, at han en Gang, da en af hans Hirdmænd ifølge et Væddemaal havde søgt at bestige Fjeldet Smalsarhorn (Hornelen) og hverken kunde komme frem eller tilbage, gik op, tog ham med sig under den ene Arm, og bragte ham velbeholden ned igjen. Han beskrives som overordentlig smuk, og især meget lig Haakon Adelsteensfostre, hvilket vel og bidrog meget til at vinde ham Folkets Hjerter. Han var munter, spøgsom, venlig og nedladende, gavmild og pragtelskende: kort, han besad alle de Egenskaber, der vare skikkede til at vække et ærgjerrigt og stridbart Folks Beundring; endog Skyggesiderne ved hans Charakteer, nemlig hans Heftighed, Iilsindethed, Voldsomhed og Grusomhed, grundede sig ej paa nogen kold, egoistisk Beregnethed, men alene paa hans brændende Iver for hvad han ansaa for det Rette, og derfor synes man at have tilgivet ham dem. Der tillægges ham kun een virkelig grusom Handling, hvilken endog Biskop Sigurd selv misbilligede, og for hvilken han satte ham aabenbart Skrifte, nemlig at han lod sin Hund Vige sønderrive en Islænding, der havde dræbt hans Staller Grim ude paa Island^[2].

Om Vinteren havde Olaf stedse mange Folk hos sig, og der gik lystigt og prægtigt til ved hans Hof. Men ingensinde synes han at have haft en talrigere og mere glimrende Forsamling om sig end om Vinteren 999–1000, efter at han var kommen tilbage fra Haalogaland. Aaret havde været ypperligt og Fred herskede i Landet^[3]. Hans Hustru, Dronning Thyre, havde om Sommeren født ham en Søn og Arving, som fik Navnet Harald, og som de elskede meget^[4]. Hun og Kongens Syster Ingebjørg vare de fornemste Kvinder ved Hoffet. Der vare flere af de mægtigste Islændinger, alle Kongens Gjester. Gissur hvite havde Ærespladsen, indenfor Lendermændene. Med Gissur var hans Svigersøn Hjalte Af de fire islandske Høvdingssønner, hvilke Kongen havde holdt tilbage som Gisler, var Kjartan Olafssøn meest anseet, og nød, som vi ovenfor have nævnt, fornemmelig Kongens Syster Ingebjørgs Yndest. Leif Erikssøn, Grønlands tilkommende Høvding, var ligeledes Kongens Gjest. Den tro Hallfred Vandrædaskald var ogsaa kommen tilbage. Han havde en Tid lang været borte efter den Handelsrejse han foretog til Danmark; han havde besøgt Sigvald Jarl og Olaf Sviakonge, kvædet Draaper for dem og faaet store Gaver; han havde bestaaet mange Farer, og endelig egtet en rig Enke i Gautland, med hvem han, dreven af sin Længsel efter Kong Olaf Tryggvessøn og Samvittighedsnag over at have opholdt sig saa længe blandt Hedninger, drog til Nidaros, hvor hun lod sig døbe, men til hans Sorg døde endnu samme Vinter^[5]. Mange andre Gjester, skjønt her ikke nævnte, prydede Olafs Hof, blandt dem vistnok flere af hans Frænder og Svogere. Der var megen Drik og megen Gammen. Hver Nat, siger Skalden, gik de gyldne Drikkehorn om mellem Olafs Hirdmænd, og den vidt berømte Hersker lærte sine Mænd at skjønne paa Viin^[6]. Han fandt især Behag i at udspørge dem af sine Mænd, der havde rejst, om Nabohøvdingernes Sædvaner og Leveviis. Hallfred maatte fortælle ham meget, fornemmelig om Sigrid Storraades Brodersøn, Ragnvald Ulfssøn, der nys var bleven Jarl i Gautland, og hvilken Hallfred havde besøgt^[7]. Hallfred roste ham meget, og sagde at han endog for ham havde ytret Ønsket om at indgaa Venskabsforbindelse med Kong Olaf Tryggvessøn og bejle til hans Syster Ingebjørg. Virkelig kom ogsaa endnu samme Vinter Sendebud fra Jarlen, medbringende sikre Jærtejner, i det Ærende, Hallfred havde nævnt. Kongen glædede sig meget herover, men henviste dog Sagen til Ingebjørg selv, der heller ikke gjorde anden Indvending, end den, at Ragnvald var hedensk. Sendebudene fik derfor den Hilsen, at om han vilde indfinde sig hos Kongen, naar denne næste Sommer kom sydover i Landet, kunde de selv mundtligt nærmere afgjøre Sagen. Alt tegnede sig saaledes heldigt for Olaf, og det er vist bogstaveligt sandt, naar Sagaen fortæller, at han denne Vinter „sad i Nidaros med megen Pragt og omgiven af en talrig Forsamling^[8]“.

For i alle Dele at optræde med en hidtil ukjendt Glands, besluttede Olaf ogsaa at bygge et Skib, hvis Mage man hidtil ej skulde have seet i Norge. Det byggedes inde under Ladehamrene, hvor man endnu flere hundrede Aar efter skal have seet Spor af Bakkestokkene. De meest udsøgte Materialier brugtes dertil, og en Mængde Arbejdere anvendtes; det var baade langt, bredt, højbordet og stortømret. Blandt de fornemste Arbejdere eller saakaldte Stavnsmede nævnes tvende, Thorberg Skafhoggssøn og Thorgeir Stakar. Det fortælles, at den første længe havde været borte i et nødvendigt Ærende, medens Skibets Sider sammentømredes, og at begge Sider vare færdige, da han kom tilbage. Allerede den samme Aften, siges der, gik Kongen med Thorberg og nogle flere hen for at bese Skibet, og alle vare enige om at man aldrig havde seet større eller smukkere Langskib. Næste Morgen gik Kongen, ledsaget af Thorberg, atter ned til Skibet, men blev meget forundret ved at se alle Arbeiderne staa ledige, uden at tage sig noget til. Paa Kongens Spørgsmaal om Aarsagen, svarede de, at Nogen om Natten havde været der, og lige fra Fremstavnen til Løftingen sat det ene dybe Øxehug efter det andet i det øverste Bord. Kongen saa efter, og overbeviste sig om Sandheden af deres Udsagn. Han blev naturligviis overmaade vred, og svor paa, at den, der saaledes af Ondskab havde skjemt Skibet ud, skulde dø, men at den, der angav ham, skulde faa en stor Belønning. Til Kongens Forundring angav nu Thorberg sig selv som den, der havde gjort det. Kongen sagde, at han skulde faa beholde Livet, hvis han kunde bøde Skaden saaledes at Skibet blev lige saa godt som før, eller bedre. Thorberg gik hen, tog en Øx, og telgede Bordene saaledes at alle Hug gik ud. Og Kongen saa vel som alle de øvrige tilstedeværende maatte tilstaa, at Skibet nu var langt smukkere paa den Side, Thorberg havde hugget og telget, end paa den anden. Kongen bad ham gjøre ligesaa ved denne, takkede ham, og satte ham til Hovedbestyrer af Arbejdet^[9]. Skibet fik Drageform, med Hoved og Hale, og var paa det nærmeste bygget efter det Drageskib, Kongen havde taget fra Raud den ramme; dog var det nye Skib meget større. Det havde ikke færre end 34 Rum. Hovedet og Halen vare forgyldte, og Bordene høje som paa Havskibe. Dette Skib blev kaldt Ormen lange til Forskjel fra den anden „Orm“, der havde tilhørt Raud, og som nu kaldtes Ormen skamme (d. e. korte). Det var et almindeligt Sagn, endog i flere Aarhundreder derefter, at Ormen lange var det bedste og kostbareste Skib, som nogensinde havde været bygget i Norge. At det virkelig maa have været udmerket smukt og usædvanligt stort, sees saa vel af den Opsigt, det gjorde, hvor det viste sig, som og af den Angivelse, at den Deel af Kjølen, der under Opførelsen berørte Græsset, var 74 ældre Alen, eller omtrent 56 af vore nuværende Alen langt, at den paa hver Side førte 53 Aarer, og at hvert Halvrum var beregnet til at rumme 8 Mand, foruden dem, der befandt sig i Løftingen og Stavnene, saa at Besætningens Antal vistnok bar oversteget 600. Som det Skib, paa hvilket Olaf Tryggvessøn foretog sit sidste berømte Tog og kæmpede sin sidste mindeværdige Helte-Kamp mod sine overmægtige Fiender, var Ormen lange fremfor ethvert andet Skib, vor ældre Historie omtaler, vundet Navnkundighed og Interesse. Dens Navn er uadskilleligt knyttet til Olafs, og den magiske Glands, der hviler over Olafs Navn, udbreder sig derfor ogsaa over Ormens^[10].

Vi have allerede lejlighedsviis berørt flere af de æventyrlige Beretninger, hvormed den for Christendommens Indførelse taknemmelige Efterslægt har udsmykket Olaf Tryggvessøns Historie. Foruden dem gives der mange flere, der til at være fuldkomne Legender kun mangle, at Olaf selv skulde være en Helgen. Han fremstilles mere som et overnaturligt Væsen, der kan gjøre Mirakler og af guddommelig Inspiration gjennemskuet alle skjulte Ting baade fjern og nær, end som et almindeligt Menneske; der siges ogsaa etsteds ligefrem, at flere, da der længe efter Olafs Tid blev Tale om ham, i flere Henseender tvivlede om, hvor vidt han kun var et jordisk Menneske, eller et himmelsk Sendebud, sendt af Gud til Menneskernes Hjelp^[11]. For flere af disse Beretninger synes dog noget sandt at ligge til Grund. Saaledes fortælles der, at han skulde have sendt en Systersøn af Viga-Glum, ved Navn Thorvald Tasalde, der havde ladet sig døbe, til Oplandene for at dræbe en Blotmand ved Navn Baard, der ej havde villet indfinde sig hos Kongen efter gjentagne Paamindelser; at Thorvald, der paa denne Maade skulde gjenvinde Kongens Yndest, som han ved Bagvaskelser havde tabt, virkelig begav sig til Baard, og efter at have bestaaet flere Farer fik ham overtalt til at begive sig til Nidaros og lade sig døbe^[12]. Thorvald nævnes ogsaa i Vigaglums Saga^[13], og der er intet, der synes at tale mod Rimeligheden af Beretningen i sig selv, thi det Ærende, i hvilket Thorvald sendtes, var aldeles af samme Slags som de Ærender, der ofte plejede at paalægges de saakaldte Gjester ved Kongens Hird. Men det fortælles tillige at Thorvald, førend han kom til Baard, havde en Drøm, hvori han saa Kong Olaf komme til sig og byde ham at binde omkring sit Bryst en Dug, han om Morgenen vilde finde ved sit Hovedgjerde, og i hvilken et Brev med Guds Navn var indsyet; at han virkelig fandt Dugen; at Baard, da han siden brødes med Thorvald, sank i Knæ saa snart han berørte den, og at dette bidrog til at vinde Baard for Christendommen. En anden Beretning staar ligeledes i Forbindelse med Vigaglums Historie. En ung Mand ved Navn Agmund, der paa mødrene Side var beslægtet med ham selv, men paa fædrene Side af Trælleæt, var under et Besøg i Norge paa Haakon Jarls Tid bleven ynkeligt beskjemmet af en af dennes Hirdmænd, ved Navn Hallvard, men havde i lang Tid ej haft Mod til at tage Hevn, uagtet han derved havde paadraget sig Øgenavnet Agmund Titt (d. e. „Fald“). Endelig tog han Mod til sig, drog over til Norge, hvor Olaf imidlertid var bleven Konge, og saa sit Snit til at dræbe Hallvard, efter at han dog forsigtigviis havde byttet Kappe med en Mand, hvis særegne Dragt var vel bekjendt i Byen, og havde skaffet ham Navnet „Gunnar Helming“. Da Agmund strax efter Drabet roede tilbage til sit Skib og skyndte sig tilbage til Island, uden at nogen vidste om hans Nærværelse eller Klædebytte, fik Gunnar Helming Skylden for Drabet, og maatte flygte, først til Oplandene, siden til Sverige. Her, fortælles der, blotedes der ivrigt til Frey, og man havde endog hexet Liv i hans Billede, saa at Djævelen talte ud deraf; man kjørte det omkring fra Gaard til Gaard paa en Vogn, og gav det en ung smuk Kone, som forestod Hovet og dets Ejendomme. Hun skal have taget sig af Gunnar, der en Tidlang blev hos hende, men omsider kom i Strid med Frey, som han overvandt og sønderbrød efter at have gjort det Løfte, hvis han sejrede, at begive sig tilbage til Norge og lade sig døbe. Derpaa skal han selv med Konens Samtykke have givet sig ud for Frey, til Sviarnes store Forundring og Glæde, som aldrig forhen havde seet deres Gud saa mægtig; de ofrede ham store Gaver, og Rygtet herom udbredte sig til Nabolandene. Da skal Olaf Tryggvessøn have anet at denne foregivne Frey ikke var nogen anden end Gunnar Helming, og sendte hans Broder til ham for at tilbyde ham hans Naade og Venskab, hvis han vilde vende tilbage og lade sig døbe. Gunnar lod sig dette ikke sige to Gange, men flygtede med sin Kone og mange Kostbarheder; undgik heldigt de forbitrede Sviar, der nu, indseende hele Sammenhængen, satte efter ham, kom heldigt til Olaf, og lod sig døbe med sin Hustru^[14]. Da man ogsaa andensteds fra erfarer, at Freys- og Nerthus-Dyrkelsen, der egentlig maa ansees for at være een og den samme, var forbunden med Gudebilledets aarlige Omkjørsel i en hellig Vogn^[15], er den Deel af Fortællingen, som handler herom, slet ikke saa usandsynlig; naar nu dertil erindres, at den foregivne Kamp mellem Gunnar og Billedet skulde have fundet Sted, medens ingen andre end Konen, Gunnars Medviderske i Bedrageriet, var tilstede, og saaledes meget vel kan være opdigtet af ham, ligesom og de Ord, der tidligere skulle være hørte fra Gudebilledet, lettelig kunde have været udtalt af Konen eller af en anden, der laa skjult under det Dække, der efter al Rimelighed tilhyllede Vognen: saa er det aabenbart, at Fortællingen, saa besynderlig den er, dog slet ikke bør forkastes som usandsynlig, og at den tvertimod giver merkelige Oplysninger, saa vel om den Grad af hedensk Overtro, hvorpaa Folket i de indre Dele af Svithjod eller Gautland endnu Paa denne Tid befandt sig, som om de særegne Omstændigheder, under hvilke Freysdyrkelsen foregik blandt Sviarne. Kun synes det lidet rimeligt, at Olaf ved at høre tale om Freys,nye Mirakler strax skulde gjette paa, at det var Gunnar Helming, som her drev sit Spil. Men Gunnar kan jo ogsaa meget gjerne have flygtet tilbage til Norge uden nogen særdeles Opfordring fra Olaf.

Mindre sandsynlig, end Fortællingen om Agmund Ditt og Gunnar Helming, er en anden, om en ung Mand i Thrøndelagen, ved Navn Finn, der engang i et Julegilde hos sin Fader havde lovet at tjene den ypperste Høvding og efter at have forsmaaet at tjene Haakon Jarl, drog til Danmark for at opsøge en Konge, men her lærte Christendommen at kjende og lod sig døbe for at tjene Christus, hvilken han nu, ligesom St. Christopher fordum, erkjendte for den ypperste. Imidlertid, fortælles der, havde hans Fader og hans Broder føjet Olaf Tryggvessøn i at lade sig døbe, paa det Vilkaar, at et prægtigt Thorshov, der stod paa Gaarden, maatte forblive urørt. Men aldrig saasnart var Finn kommen hjem, førend han i største Vrede begav sig til Hovet, rev Gudebillederne ned, tog alle Kostbarheder af dem, og førte Thorsbilledet med sig til Kongen, i hvis Paasyn han opbrændte det og lod Hunde fortære Asken. Hele Fortællingen, der tildeels falder idet løjerlige, har et fuldkommen legendarisk Præg^[16]. Man fortalte ogsaa om at Olaf skulde have aabenbaret sig i Drømme for en anseet Islænding, der led af Spedalskhed, og have lovet ham Helbredelse, hvis han vilde antage Christendommen og bygge en Kirke; hvilket skede, og belønnedes, som Olaf havde lovet^[17]. Kongens Morbroder Thorkell Dyrdill og Biskop Sigurd skulle til forskjellige Tider have seet Guds Engler ledsage ham og samtale med ham, og, merkeligt nok, omtales dette af Skalden Hallarstein, der kun levede i den anden Generation efter Olafs Død; allerede da var Sagnet altsaa til^[18]. Et Sagn om Olaf, der ligeledes maa regnes blandt de æventyrlige, men for øvrigt er meget godt fortalt og tiltrækkende at læse, handler om hvorledes han prøvede Idrætter med den unge Thrønder Eindride Ilbreid, der, hvis han blev overvunden, skulde lade sig døbe; naturligviis kommer Eindride tilkort, og bliver døbt, dog kun efter at Olaf har udført i det mindste eet Jærtejn. Blandt de Prøver, der nævnes, er ogsaa een, hvor de vise deres Færdighed i Bueskydning: Olaf skyder her en Tavlbrikke af Hovedet paa hans Systersøn, men Eindride, der elskede denne Dreng overordentligt, vægrer sig ved at gjøre det samme, og erklærer sig heller overvunden. Her har Sagaen optaget det samme Træk, der allerede forekommer i Sagnet om Egil, Valunds Broder og om Palne-Toke^[19]. Og ikke nok med, at der gives Legender om Olaf Tryggvessøn; der fortælles ogsaa Æventyr, hvori han er den egentlige styrende og frelsende Magt Paa en vis Maade kan man næsten sige, at han, i det mindste i Islændingernes Fortællinger, ganske fordunkler Olaf den hellige. Thi, som det beder, „han lagde Grundvolden til den hellige Christendom, og stundede med Nidkjærhed efter at lære os Guds Bud og saaledes at indbyde os til den evige Salighed; han var vor Konge med Hensyn til sit Herredømme og sin Storhed, men vor Biskop i sin Prædiken; han kan og retteligen kaldes en Christendoms Apostel over Norge og dets Underlande, og tro vi fuldt og fast, at det skyldes hans Forbønner, at denne Deel af Nordhalven har faaet den blomstrende Straale, og den faste Støtte og Styrker (St. Olaf) til at opbygge den Bygning, der af Kong Olaf Tryggvessøn var saa skjønt formet og heldigt grundlagt^[20]“.

1. Olaf Tr. Saga, Cap. 222. Snorre Cap. 94. Jvfr. Thjodr. Munk, Cap. 13. Odd Munk (Cap. 54) har her en højst urimelig og upaalidelig Fremstilling. Man skulde ellers næsten antage, at det Sted „nord i Viken“, hvor Gudrød dræbtes, var vestenfor Folden, henimod Agder, hvor han, som vi ovf. S. 39 have seet, i tidligere Dage opholdt sig og maaske havde ejet Besiddelser.
2. Olaf Tr. Saga Cap. 207, 208, 224, 236, 237. Snorre, Cap. 92. Odd Munk, Cap. 50, 53.
3. Olaf Tr. Saga, Cap. 230. Olafs Idrætter omtales ogsaa i Rekstefja, B. 25–29.
4. Olaf Tr. Saga. Cap. 224. Snorre, Cap. 105. Odd Munk, Cap. 57.
5. Om Hallfreds Æventyr i Gautland, se Olaf Tryggv. Saga, Cap. 175. Olaf var ved hans Hjemkomst misfornøjet med at han havde levet saa længe blandt Hedninger og egtet en hedensk Kone; men Hallfred formildede ham ved at digte en saakaldet Uppreistar-drápa (Oprejsnings-Draape) der endnu var til, da Olaf Tryggv. Saga nedskreves.
6. Rekstefja, V. 12, 13. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 234.
7. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 224. Snorre, Cap. 105.
8. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 224.
9. Olaf Tryggv. Saga, Cap. Snorre, Cap. 95. Ogsaa Odd Munk (Cap. 49) fortæller det samme, kun med faa Afvigelser, og uden at nævne Bygmestrens Navn.
10. De ovennævnte Tal-Angivelser findes deels i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 223, jvfr. 232, deels hos Snorre, Cap. 95, jvfr. Cap. 102, deels hos Odd, Cap. 49. Angivelsen om at den Deel af Kjølen, der berørte Jorden, var 74 Alen lang, savnes i Olaf Tr. Saga, men findes hos Snorre, og er af denne øjensynligt hentet fra Odd Munk, Cap. 49, hvor den ogsaa findes, og det saaledes, at man tydeligt kan skjønne, at Maalet er taget efter de Spor af Bedingen, som endnu et Par Aarhundreder senere skulde findes ved Ladehamren, eller, som det nøjere angives, inde i Viken indenfor Ladehamren, hvor der var Ly for Vejr og Bind. Flatøbogen meddeler et Sagn, ifølge hvilket Odin, i Skikkelse af en gammel Mand under Navnet Forne, skaffede et Kjøltræ, hvilket man hidtil ej havde kunnet sinde stort nok, men at Olaf lod Træet undersøge, og deri fandt en Edderorm, som efter Odins Bestemmelse senere skulde have gjennemboret Skibet; at Træet nu blev indviet af Biskoppen og benyttet, og at Skibet efter hiin Orm kaldtes „Ormen“. ( Olaf Tryggv. Saga, Skaalh. udg. II.]] S 228–230). Flatøbogen meddeler ligeledes paa et andet Sted, aabenbart efter Odd Munk, hiin Angivelse om de 74 Alen, og tilføjer den anden, om de 52. Aarer paa hver Side, ligeledes fra Odd (l. c. S. 273). Fagrsk. (Cap. 72) nævner ogsaa 31 Rum. Hist. Norv. fol. 106 angiver derimod 80 Halvrum (spatiola), og 160 Roere. Ágrip (Cap. 17) nævner 32 Rum.
11. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 240. Odd Munk, Cap. 48. Som en af dem, der saaledes priste Olaf, nævnes her, besynderligt nok, Gudbrand af Dalene.
12. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 200.
13. Vigaglums Saga, Cap. 5 o. fl.
14. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 173.
15. Se herom ovenfor, 1 B. S. 58–60, 185, 222.
16. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 227.
17. Olaf Tr. S. Cap. 238–241, jvfr. Rekstefja B. 29–31. Odd, 47. Paa alle tre Steder fortælles og om at Olaf, for at helbrede Thorkell Dyrdill for hans Forfængelighed, styrtede ham i Vandet, medens han var iført en prægtig Kappe, men drog ham strax op igjen, og fik Kappen i et Øjeblik tør ved at lægge Hænderne paa den. Thorkell Dyrdill, siger Odd, fortalte dette mange Aar efter til Kong Harald (Haardraade); da Hallarstein opholdt sig ved dennes Hof, kunde han maaske altsaa selv have hørt Fortællingen.
18. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 235.
19. Se de flere i Fornm. Sögur III. B. meddeelte Thætter, som om Thorstein Bøarmagn, Thorstein Skelk, Thorstein Oxefod, Helge Thorssøn.
20. Slutnings-Ordene af den egentlige Olaf Tryggv. Saga, Fornm. Sögur. III. S. 173.