Det norske Folks Historie/2/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid nærmede ſig Øjeblikket, da Olafs betydningsfulde, men kortvarige Rolle ſkulde være ſpillet til Ende, og han ſelv, ſom et glimrende Meteor, ſkulde forſvinde ligeſaa pludſeligt, ſom han havde viiſt ſig. Anledningen dertil var hans Giftermaal med Thyre Haraldsdatter; Aarſagen var det Had, der forenede alle de øvrige Nordens Fyrſter imod ham.

Thyre havde, ſom det ovenfor er berettet, før eller ved ſit førſte Giftermaal med Styrbjørn faaet af ſin Fader Harald ſtore Ejendomme i Fyen, Falſter og Bornholm[1]. Hun havde ſom Enke opholdt ſig paa dem, indtil hendes Broder Kong Sven endelig tænkte paa at gjøre Alvor af den med Kong Boleſlav ſluttede Overeenskomſt, ifølge hvilken denne ſkulde faa Thyre til Egte, ligeſom Sven havde egtet hans Syſter Gunnhild, altſammen paa de Betingelſer, at Thyres Ejendomme i Danmark ſkulde overdrages Gunnhild, mod at Thyre fik tilſvarende Beſiddelſer i Vendland ſom Tilgave eller Livgeding. Men da Giftermaalet ej kom iſtand, og Sven desuden allerede før den Tid havde forſkudt Gunnhild, er det heller ikke ſandſynligt, at det her nævnte Bytte af Ejendomme fandt Sted. Thyre ejede viſtnok endnu ved ſit Giftermaal med Olaf hine Godſer i Danmark, og det er derfor neppe rigtigt, naar det i flere af vore Sagaer heder, at hendes Beſiddelſer, da hun egtede Olaf, laa i Vendland[2]; eller om hun havde Beſiddelſer i Vendland, har dette viſtnok kun været ſom Efterladenſkab efter Styrbjørn, hendes førſte Mand. Tabet af alle disſe Beſiddelſer, hvilke, for ſaa vidt de laa i Danmark, maa have været inddragne af Kong Sven[3], kunde ej være Thyre ligegyldigt, iſær da hun ſkal have været af en ſtolt og overmodig Charakteer[4]. Hun klagede derfor idelig, endog med Taarer, for Kong Olaf, over at maatte undvære Indtægterne af ſine Godſer, og over at hun ikke havde nogen ſaadan Livgeding, ſom det ſømmede en Dronning at have[5]. Hun bad ham paa det indſtændigſte om at gjøre et Tog til Danmark og Vendland, for at ſkaffe hende Erſtatning for et ſaa ſtort Afſavn. Hertil kommer og endnu en Omſtændighed, ſom ikke udtrykkeligt omtales i Oldſkrifterne, men ſom dog visſelig endnu mere har anſporet hende til at faa et ſaadant Tog iſtand. Hendes og Styrbjørns Søn, Thorgils Sprakalegg, maa paa denne Tid have naaet Ynglings-Alderen[6]. Som Styrbjørns Arving maatte han have Fordring paa Jomsborg eller idet mindſte en Deel af dets Diſtrikt, men Jomsborg var nu i Sigvalde Jarls Beſiddelſe, og naar Thyre, hvad der ej var mere end rimeligt, ønſkede at ſkaffe ſin Søn det tilbage, kunde dette ikke ſke paa anden Maade, end derved at Olaf, benyttende ſig af ſit ældre Bekjendtſkab med Boleſlav, og dertil underſtøttet af en betydelig Krigsmagt, aabnede Underhandlinger med denne. For øvrigt maatte Thorgils Sprakalegg i flere Henſeender være Kong Sven og hans Huſtru Sigrid Storraade modbydelig. Thi deels er det, ſom vi ovenfor have antydet, højſt ſandſynligt, at Kong Harald Gormsſøn havde beſtemt ham til ſin Eftermand, og at han ſaaledes havde Fordringer paa Danmark[7]; deels er det viſt, at han ſom Styrbjørns Søn maatte være en Prætendent til Sveriges Krone, og ſaaledes en Medbejler af Sigrids Søn Olaf, hvis Fader Erik Sejrſæl desuden havde fældet Styrbjørn, en Daad, der endnu ikke var hevnet. Sandſynligviis ſigtes der oprindeligen iſær til den Biſtand, Thyrke ønſkede at ſkaffe Thorgils Sprakalegg, naar enkelte af Sagaerne lade hende foreſtille Olaf, at Kong Boleſlav var en ſaa god Ven af ham, at han viſtnok ſtrax, naar de mødtes, vilde efterkomme hans Begjæring.

Et Tog, ſom det, hvortil Thyre opfordrede ſin Mand, maatte altſaa, efter hvad der nu er viiſt, nærmeſt anſees rettet mod Kong Sven i Danmark. Derfor ſiger ogſaa Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt, at Thyre eggede Olaf til at paaføre Danmark Krig, og at Olaf, forbitret over Svens Forbindelſe med Olaf ſvenſke, beſluttede at angribe ham, idet han fremdeles anſaa ham ſom forladt af Gud, og ikke tvivlede paa, at da han ſaa ofte havde været forjagen fra ſit Land, vilde det være en let Sag, endnu en Gang, ved Hjelp af en betydelig Styrke, at fordrive ham. Ogſaa enkelte af vore egne Sagaer nævne udtrykkeligt Sven ſom den, hvem Toget egentlig gjaldt, og viſt er det, at naar Thyre vilde have nogen Erſtatning for ſine Beſiddelſer, var det alene Sven, til hvem Olaf kunde holde ſig. Naar han desuagtet tænkte paa at beſøge Boleſlav i Vendland, maatte det fornemmelig være for at varetage Thorgils Sprakaleags Interesſer, men og maaſke for at ſikre ſig hans Biſtand og Mellemkomſt i Forhandlingerne med Kong Sven, og i det hele taget for at ordne det forviklede Forhold, hvori Olafs Giftermaal med Thore nødvendigviis maa have bragt ham til den polſke Konge[8]. For Sigvalde Jarl kunde naturligviis Olafs Beſøg ikke være kjærkomment, om han end juſt ikke undte Kong Svend det ſaa godt; thi hans Herredømme over Jomsborg maatte derved komme i Fare. At Sveriges Konge, om han end ikke havde været ſaa nøje forbunden med Sven, endog blot paa Grund af ſit Forhold til Thorgils maatte betragte Olafs Tog med fiendtlige Øjne, er nys antydet; dertil kom det Had, hans Moder Sigrid bar til Olaf formedelſt de Fornærmelſer, han havde tilføjet hende. Jarlerne Erik og Sven vare, ſom vi vide, ſaa nøje beſvogrede med Kongerne i Danmark og Sverige, at de i ethvert Tilfælde vilde have gjort fælles Sag med dem i en Kamp mod Olaf Tryggvesſøn, om de end ikke derhos ſelv vare hans Arvefiender, og havde at kræve Hevn af ham for deres Faders Død. Da nu ligeledes baade Sven Tjugeſkegg og Olaf Skotkonung havde ſæregne Aarſager til at hade og forfølge Olaf Trhggvesſøn, og dertil end ydermere ophidſedes mod ham af Sigrid Storraade, er det let at indſe, at Olaf, om han end aldrig tænkte paa at tilføje Sven nogen Skade, eller fremkomme med nogen Fordring imod ham, kun behøvede at viſe ſig i de danſke Farvande, for at være vis paa et Overfald af een eller flere af de forbundne Fyrſter[9]. Og end ſikrere kunde han gjøre Regning derpaa, hvis han ligefrem og med Vaabenmagt fremſtod for at gjøre ſin Huſtrues og maaſke ſin Stifſøns Fordringer gjeldende; ja han maatte da endog befrygte Efterſtræbelſer af Sigvalde Jarl. Det er derfor ikke“at undres over, at alle hans Mænd advarede ham mod at foretage dette Tog, hvorved han kun med henſynsløs Uforſigtighed vilde fremſkynde og udſætte ſig for en Fare, der viſtnok ogſaa ellers ſtedſe truede ham, men ſom han dog altid bedre kunde trodſe, ſaa længe han forblev hjemme i Landet, omringet af det ham hengivne Folk[10].

Men Thyres Bønner og Taarer frugtede mere end hans Venners Advarſler og Foreſtillinger. Hun lod ingen Lejlighed gaa ubenyttet til at egge ham. Saaledes fortælles der, at han Palmeſøndag (24de Marts) ude paa Gaden traf en Mand med et Bundt Hvanne-Stilke, der paa Grund af den tidlige Vaar, ſom indtraf i det Aar, vare uſædvanligt ſtore for den Tid af Aaret; han tog en af dem for at give Dronningen den ſom en Sjældenhed, men han fandt hende grædende, da han kom ind i Stuen; hun ſlog imod den med Haanden, og ſagde: „ſtørre Gave ſkjenkede min Fader Harald Gormsſøn mig, da jeg ſom Barn fik mine førſte Tænder, men mindre bange var han end du for at drage ud af Landet og opretholde ſin Ære, thi han drog hid til Norge og underkaſtede ſig det, medens du af Frygt for min Broder Sven ikke vover at drage gjennem Danmark for at ſkaffe mig, hvad der tilkommer mig, og hvad der ſaa ſkammeligt er blevet mig frataget“. Dette var mere, end hvad Olafs ſtolte Sind kunde udholde. Han ſprang op, og ſagde med høj Røſt: „aldrig ſkal jeg ræddes for din Broder, Kong Sven, og hvis vi ſtøde ſammen, ſkal han nok bukke under for mig[11]“.

Kort efter ſtevnede Kongen Thing i Byen, og gjorde det almindelig bekjendt, at han agtede at have Leding ude den Sommer, og udbyde Folk og Skibe af hvert Fylke. Han nævnte ſtrax, hvor mange Skibe han vilde have fra Throndhjemsfjorden og ſendte ſiden Bud baade nord og ſyd i Landet, til Lands og til Vands, for at opbyde Folk. Ligeledes lød han Ormen lange og alle ſine Skibe, baade ſmaa og ſtore, ſætte ud og tiltakle til Toget. Ormen lange ſkulde han ſelv ſtyre, og til dens Beſætning toges, foruden hans Hirdmænd, de dygtigſte og meeſt udvalgte Folk. Det heder, at det Udvalg af Folk, ſom fandtes paa Ormen lange, ſtod ligeſaa højt over Andre i Skjønhed, Styrke og Tapperhed, ſom Ormen lange ſelv over andre Skibe. Ingen maatte optages ſom var ældre end 60 Aar og yngre end 20. Det er forhen nævnt, at der i hvert af de 68 Halvrum var 8 Mand, foruden dem, der vare i Stavnen, paa Rauſnen, i For-Rummet, Krappe-Rummet og i Løftingen med Kongen, ſaa at Beſætningen viſtnok i det hele taget overſteg 600 Mand[12]. De gamle Sagaer have opbevaret os Navnene paa flere af de meeſt udmerkede og anſeede blandt Kæmperne paa Ormen. Man ſer deraf, at de fleſte Landſkaber i Norge, iſær langs Kyſten, havde afgivet i det mindſte een, og at der var enkelte fra Island, ja endog fra Svithjod[13]. Blandt Stavnboerne omtales Merkesmanden, Ulf røde, og Stallaren Kolbein. Blandt Kæmperne i For-Rummet nævnes Thorgrim Thjodolfsſøn fra Hvin, maaſke en Sønneſøns Søn af den berømte Skald. Men den merkeligſte af dem alle var Einar Eindridsſøn, Sønneſøn af den mægtige Styrkaar paa Gimſe. Han var da endnu kun 18 Aar gammel, og ſkulde derfor egentlig ikke have været med, men hans uſædvanlige Styrke og Færdighed i Bueſkydning, vel ogſaa hans høje Byrd, havde ſkaffet ham Adgang Han ſkød med ſaadan Kraft af ſin Bue, Thamb, efter hvilken han fik Tilnavnet Thambarſkelver, at han kunde drive en Kolv gjennem en raa og blød Oxehud, der hang paa en Tverſtang. Det er ved denne Lejlighed, at Einar allerførſt omtales. Siden den Tid nævnes han hyppigt, thi faa af hans Samtidige toge en ſaa virkſom Deel i Fædrelandets politiſke Begivenheder, ſom han. Paa dette Tog aflagde han ſandſynligviis ſine førſte Tapperhedsprøver[14]. Af de øvrige Skibe, ſom tilhørte Olaf ſelv, ſtyredes Ormen ſkamme af hans Halvbroder Thorkell Nefja, og Tranen af hans Morbrødre Thorkell Dyrdill og Joſtein. Fra Throndhjem ſkal Kongen have haft ikke færre end ni ſtore Skibe, foruden mindre Skibe, ſom Tyveſesſer og Proviantſkibe; hine vare vel for det meſte de af Bønderne ſtillede Ledingsſkibe[15].

Det varede en temmelig lang Tid ud paa Sommeren, førend denne ſtore Udruſtning kunde komme iſtand; og ſaaledes havde Kongen endnu ikke forladt Throndhjem, da der, rimeligviis i Begyndelſen af Juli, kom Efterretninger fra Island om Chriſtendommens Antagelſe. Da gav han, ſom vi have ſeet, Kjartan og de øvrige Giſler Lov til at drage hjem. Glæden herover kunde vel ellers vanſkeligt opveje den Hjerteſorg, han og Thyre maatte føle ved Tabet af deres Søn Harald; han døde denne Sommer, ikke fuldt eet Aar gammel[16]. Dette Dødsfald hindrede dog ikke Toget. Kongen indſatte Sysſelmænd og Aarmænd overalt i Thrøndelagen for at varetage hans Tarv og oppebære hans Indtægter, medens han var borte, og derpaa drog han afſted, omtrent midt i Juli. Dronning Thyre, hans Syſter Ingebjørg Biſkop Sigurd og flere Gejſtlige fulgte ham paa hans eget Skib. Han drog temmelig langſomt ſydefter, idet han, ſom det ſiges, opholdt ſig paa mange Steder for at rette paa Indbyggernes Tro og Sæder, og indſætte Sysſelmænd og Aarmænd; det var og, ſom man ſer, beſtemt, at ſaa vel de Lendermænd, der vare forbundne til at tjene ham med et viſt Antal Lenstropper og Skibe, ſom de opbudne Ledingsfolk fra ethvert Fylke efterhaanden, ſom han kom videre, ſkulde ſlutte ſig til ham; da de ej vare ſaa nøjagtige i at indfinde ſig, maa megen Tid være hengaaen med at oppebie dem, og ſommeſteds maatte man endog drage videre, førend de havde indfundet ſig. Efter ſom nu og flere Skibe ſluttede ſig til Flaaden, blev den ſtørre og ſtørre. Flere af hans Mænd kom ham imøde, førend han naaede deres Hjem; ſaaledes kom hans Svoger Erling Skjalgsſøn til ham med ſit ypperlige og vel udruſtede Skib længe førend han naaede Jæderen, og ligeledes hans Svogre Hyrning og Thorgeir, hver med ſit Skib fra Viken. Da han kom til Erling Skjalgsſøns Gaard Sole, dvælede han der en Stund, da Erling havde beredet et prægtigt Gjeſtebud for ham. Her indfandt ogſaa Ragnvald Jarl fra Gautland ſig, efter den tidligere med Olaf trufne Aftale. Han fornyede ſit Frieri til Kongens Syſter Ingebjørg, og da han ſtrax gik ind paa den af Kongen opſtillede Betingelſe, at lade ſig døbe og chriſtne Gautland, blev Bryllupet ſtrax holdt; Kongen medgav ham de fornødne Preſter, og tog en kjærlig Afſked ſaa vel med ham, ſom med ſin Syſter[17].

Fra Sole fortſatte Kongen Vejen langs Kyſten til Rigsgrændſen eller Gøtaelvens Udløb, hvor han ventede en Stund, ej efter den ſvenſke Konge, men efter den Deel af Ledingshæren, ſom endnu ikke havde indfundet ſig. Da den endnu fremdeles udeblev, vilde han ikke vente længer, men drog videre, i Haab om at den vilde komme efter. Den kom viſtnok ogſaa, men ikke førend Kongen allerede var borte, og da Bønderne ej havde ſynderlig Lyſt til at drage udenfor Fædrelandets Grændſer, hvortil de heller ikke ſtrengt taget vare forpligtede[18], vendte de tilbage igjen, uden at nogen kunde hindre det. Imidlertid udgjorde dog den Flaade, der fulgte Olaf, ikke mindre end 60 Langſkibe, foruden de mindre Ledingsſkibe og Transportſkibe, ſaa at det hele Antal ſkal have beløbet ſig til 130 eller 140[19]. Hans førſte Beſøg gjaldt Kong Boleſlav, og derfor ſtyrede han igjennem Øreſund, uden at opholde ſig paa Vejen, lige til Pommern. Her havde han, det ſiges ikke nøjagtigt hvor, en Sammenkomſt med Kong Boleſlav, hvori de meget venſkabeligt afhandlede deres fælles Anliggender, og fik dem ordnede til gjenſidig Tilfredshed. Boleſlav ſkal have gaaet ind paa at udbetale Olaf, hvad Thyre maatte have tilgode hos ham. Som Hovedaarſagen til at Boleſlav viſte ſig ſaa føjelig mod Olaf, angives hans tidligere Svogerſkab med ham, da Olaf, ſom ovenfor berettet, havde været gift med hans Syſter Geira[20]. Men lige ſaa lidet kan dette have været den egentlige Grund til Boleſlavs Forekommenhed, ſom det kan have været Olafs Hovedhenſigt at kræve Pengeerſtatning af ham. Boleſlav maatte ſelv paa denne Tid ſtaa i et ſpendt Forhold til Kong Sven, der havde forſkudt hans Syſter og egtet en anden, medens han derimod, ſom vi allerede tidligere have paaviiſt[21], ej kunde have noget imod Olaf for dennes Giftermaal med Thyre, da det, efter det Brud, ſom havde fundet Sted med Sven, ikke længer kunde være ham af nogen Vigtighed at vinde Thyres Haand. Olaf maatte altſaa blive hans naturlige Forbundne mod Danekongen, og Hovedgjenſtanden for Olafs og Boleſlavs Sammenkomſt har altſaa ſnareſt været, hvad der ogſaa derfor etſteds ligefrem udtales[22], at ſlutte et Forbund, og maaſke aftale en fælles Angrebsplan mod Danmark. Ved Siden heraf har der vel ogſaa været handlet om Thorgils Sprakaleggs Interesſer, og endelig, men viſtnok kun ſom en Biting, om Thyres egne, ſaaledes at Olaf maaſke i hendes Navn overlod Boleſlav Retten til de Beſiddelſer, hun med Styrbjørn havde erhvervet, imod at Veleſlav udbetalte en Sum Penge. Der hviler et ſaadant Mørke over alle disſe Forhandlinger, at man med Henſyn til deres egentlige Øjemed kun kan gjette ſig frem ved at betragte de politiſke Forhold i Norden paa den Tid. Hvis det havde været forundt Olaf, at forlade de pommerſke Farvande i god Behold, da vilde man af hans videre Foretagender kunne have erfaret, hvad der var aftalt. Men han ſtandſedes pludſeligt i ſin Bane, og de Planer, han nærede, forbleve en Hemmelighed. Efter al Sandſynlighed vilde han, ſaafremt han for øvrigt havde følt ſig mandſterk og ſikker nok, have begyndt at herje danſke Kyſter.

Hans Styrke var imidlertid betydeligt aftagen. Uagtet hans Ophold i Vendland umuligt kan have været ſaa langvarigt, ſom det ſædvanligviis angives, var det dog langvarigt nok for de udbudne Ledingstropper, ſom desuden ej vare forbundne til at følge Kongen udenfor Landet. De knurrede over at maatte være ſaa længe hjemmefra, og Kongen ſkal endelig have ſeet ſig nødt til at give dem Tilladelſe til at drage hjem, hvoraf de ogſaa ſtrax benyttede ſig[23]. Maaſke har dette gjort Olaf noget vaklende i ſin Beſlutning, at begynde en aabenbar Krig med Danmark, ſaa langt fra Hjemmet. Paa den anden Side var dog den bedſte og paalideligſte Deel af Flaaden, nemlig Kongens egne, og Lendermændenes Langſkibe, endnu tilbage; deres Antal var ikke mindre end 60, og med et ſaa ſtort Antal kunde man dog altid vove en Dyſt Der hørtes ogſaa et Rygte om, at en ſaadan ſnart var i Vente, idet nemlig Kong Sven ſamlede en ſtor Hær og Flaade, hvormed han agtede at angribe Olaf.

Dette Rygte medførte Sandhed. Sven Tjugeſkegg der, ſom vi have ſeet, havde ſaa mange Grunde til at betragte Olaf ſom ſin ſvorne Fiende, og nu dertil ej alene havde hans egenmægtige Giftermaal med Thyre at hevne, men ogſaa dagligt ophidſedes mod ham af den hevngjerrige Sigrid Storraade[24], maa nødvendigviis have fulgt Olafs Bevægelſer med den meeſt ſpendte Opmerkſomhed, og det kunde derfor umuligt undgaa ham, at Olaf allerede tidligt om Vaaren ruſtede ſig til et Tog, ſom nærmeſt ſkulde gjelde ham. Han ruſtede ſig derfor ogſaa paa ſin Side, og ſendte Bud til ſin Stifſøn, Kong Olaf i Sverige, og ſin Svigerſøn; Erik Jarl, at de ogſaa maatte ſe til at ſamle en Hær, for ſiden at ſtøde til ham, og i Fællesſkab med ham modtage Olaf Tryggvesſøn[25]. De vare dertil ſtrax villige, Olaf ſvenſke, fordi han ogſaa gjerne vilde hevne den Fornærmelſe, hans Moder havde lidt, og Erik Jarl, der brandt af Længſel efter at hevne ſin Fader. De fik en betydelig Flaade ſamlet, og droge med den til Danmark, dog naaede de ikke frem, førend Kong Olaf Tryggvesſøn allerede var kommen til Vendland. Da han her maatte anſees uangribelig, tog Sven ſin Tilflugt til Sigvalde Jarl af Jomsborg for at faa Olaf lokket frem, og for at faa maget det ſaa, at han kunde angribes med Overmagt. Sigvalde havde vel hidtil ſtaaet paa en ſpendt Fod med Sven ſiden hans Forræderi mod ham, men fælles Interesſer forbandt dem med Henſyn til Olaf. Da Sven ſaaledes ſendte Bud efter Sigvalde, og lovede at hæve den Fredløshed ſom hvilede over ham i Danmark, hvis han vilde ſtaa ham bi i denne Sag[26], var Sigvalde ſtrax villig, og begav ſig efter ſin Hjemkomſt til Jomsborg ſtrax til Kong Olaf, der ej ſkal have anet noget Forræderi fra hans Side, men have modtaget ham ſaare venſkabeligt, iſær da Sigvaldes Huſtru Aaſtrid fra det tidligere Svogerſkabs Dage havde næret meget Venſkab for Kong Olaf. Sigvalde ſkal paa alle mulige Maader have ſøgt at forſinke Olafs Afrejſe, for at hans Hær imidlertid ſkulde opløſe ſig. Da der nu kom Rygte om, at Sven laa ude med en Flaade for at angribe Olaf, erklærede Sigvalde dette for en ſtor Uſandhed, og ſagde at Sven neppe vovede at binde an med ham. Han tilbød ſig endog ſelv, for Sikkerheds Skyld, at ledſage Kongen paa Vejen med elleve Skibe, bemandede med Jomsvikinger[27]. Saaledes gik det til, at Kongen lod den Deel af Ledingshæren, der var bleven tilbage hos ham, drage hjem, og beholdt kun ſine egne og Lendermændenes Skibe hos ſig[28]. Denne Flaade udgjorde dog et Antal af ikke færre end 60 ſvære Fartøjer, af hvilke, ſom vi have ſeet, Ormen alene ikke havde ringere Beſætning end henved 600 Mand, og de øvrige viſtnok ogſaa vare ualmindeligt ſterkt bemandede, og med udſøgte Folk. Et Angreb paa hele denne ſamlede Styrke maatte derfor altid blive en højſt vovelig Sag for de forenede Fyrſter, om de end havde Overmagten med Henſyn til Folketallet. Det var derfor Sigvalde Jarls Hverv at lokke Olaf i en Stilling, hvor han kun havde en ubetydelig Deel af ſin Flaade hos ſig, og ſaaledes nødvendigviis maatte bukke under for et Angreb af hele den fiendtlige Styrke. Vi ville nu ſe, hvor vel han udførte dette Hverv. Sigvaldes Huſtru Aaſtrid ſkal Natten før Olafs Afrejſe fra Vendland have advaret denne for den truende Fare, men han vilde ikke lytte til hendes Advarſler, og ſtolede ſikkert paa Sigvalde, ſom han kaldte ſin Ven; desuden, ſagde han, vilde han ej engang, om hendes Mistanke virkelig var grundet, undgaa at ſtøde ſammen med ſine Fiender, da Gud nok havde Magten til at give den Riget, han vilde. Hun ſkal derpaa have tilbudt ham Hjelp til at undfly fra Kampen, om det behøvedes, og dette Tilbud ſkal han have modtaget[29]. Ellers viſer det ſig af Olafs hele Færd ved denne Lejlighed, at han heller ſøgte Faren end undgik den, deels fordi hans krigerſke Æresfølelſe ikke tillod ham at undgaa en Kamp, endog mod afgjort Overmagt, deels fordi hans ſværmerſke Tillid til Forſynet neppe endog gav den Tanke Rum hos ham, at han ej tilſidſt ſkulde ſejre over Modſtandere, af hvilke de fleſte vare Hedninger. Det var derfor en let Sag for Sigvalde at lokke ham i Snaren.

  1. Se ovenfor S. 311.
  2. Dette ſiges i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 230, hos Snorre, Cap. 100. Odd Munk (Cap. 59) nævner om Ejendomme baade i Danmark og i Vendland, men ſiger dog, at det var Kong Sven, der ſkulde udbetale hende Erſtatningen. Ágrip (Cap. 17) nævner alene Søen, ſom den, der indeſad med hendes retmæsſige Gods. Hist. Norv. fol. 10 a. ſiger at Sven havde givet Thyre hele Sjæland til Medgift, men holdt det tilbage og vilde ej lade hende faa det.
  3. Dette ligger tydeligt i de nys anførte Ord, at Sven holdt hendes Medgift eller Livgeding tilbage.
  4. Mag. Adam kalder hende, ſom allerede ovenfor (S. 314) anført, en overmodig Kvinde (superbissima).
  5. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 230. Snorre, Cap. 100.
  6. Thorgils maa, ſom ovenfor anført (S. 102) være fød ved 980, ſnarere lidt før, og hans Søn Ulf Jarl neppe efter 999.
  7. Se ovenfor S. 101.
  8. Mag. Adam, II. 39. Ágrip (Cap. 17) ſiger udtrykkeligt: „efter Olafs og Thyres Giftermaal tilbageholdt Sven Danekonge det Gods, han havde forpligtet ſig til at lade hende beholde. Dette anſaa Kong Olaf ſom en Haan og Fornærmelſe, og ſamlede en Hær mod Danmark, for at hævne det“. Hist. norv. fol. 10. a. ſiger ogſaa: Rex Olavus contra Danos bellum instituit. Naar Sagaerne i Almindelighed nævne Vendland ſom Hovedmaalet for Olafs Rejſe, ſaa er det viſtnok kun fordi det var det fjerneſte Punkt, hvorhen han agtede ſig, og dette har igjen ladet dem misforſtaa det fornemſte Øjemed med Rejſen, nemlig med Magt at tvinge Kong Sven til at give Erſtatning. Men ogſaa de nævne dog Sven ſom Olafs Hovedfiende. Ogſaa Saxo lader Olaf paaføre Sven Krig for at hevne at denne havde negtet ham ſin „Datter“ Thyres Haand. Dette ſidſte er vel urigtigt, men Hovedſagen, at Olaf virkelig nærmeſt truede Sven, bliver desuagtet ſtaaende. Og om Olaf end ikke havde haft til Henſigt, ligefrem at paaføre Sven Krig, ſaa maatte dog det blotte Øjemed, hvori han drog afſted, forekomme Sven fiendtligt.
  9. Om Forholdene i Danmark og Sverige med Henſyn til Olaf, ſe for øvrigt ovf. S. 308—326.
  10. Her behøve vi ikke ſynderligt at opholde os ved en af Odd Munk (Cap. 58) meddeelt Beretning, hvis Urimelighed allerede ved førſte Øjekaſt viſer ſig, nemlig at Sigrid Storraade, efter at hun ved megen Eggen fik Kong Sven til at love hende at angribe Olaf og hevne den hende overgaaede Skam, lod ham ſende Bud til Sigvalde Jarl i Vendland, ſom hidtil havde været utlæg i Danmark ſiden ſit Forræderi, og tilbyde ham Forlig og Fred, hvis han vilde drage til Norge og lokke Olaf til et Møde med Kong Sven og Sviakongen i Brennøerne under Paaſkud af at afhandle flere nødvendige Anliggender, blandt andre Chriſtendommens Indførelſe i Sverige, men egentlig for at ſvige ham, at Sigvalde udførte dette Hverv, traf Olaf Tryggvesſøn paa Oplandene lidt før Juul, blev vel modtagen af ham, og fik af ham det Løfte ſaavel til Sviakongen, ſom til Danekongen, at han ſkulde komme. Denne Fortælling er ogſaa benyttet i Olaf Tr. Saga Cap. 244, dog ſaaledes forandret til det rimeligere, at Sigvalde ej lover at drage til Norge, men kun at opſøge Olaf paa hans Tog, og lokke ham i Fare. Det ſande deraf kan kun være, at Sigvalde forlokkede Olaf; men dertil behøvede han neppe nogen ſæregen Opfordring af Sven, og allermindſt behøvede han at opſøge Olaf i Norge. Egentlig modſiger ogſaa Odd Munk ſig ſelv, ved ſtrax efter at lade Olaf foretage ſit Tog efter Thyres Opfordring.
  11. Olaf Tr. Saga, Cap, 230. Snorre, Cap. 100. Odd Munk, Cap. 59.
  12. Olaf Tr. Saga, Cap. 230, Snorre, Cap. 101, 102.
  13. Denne var Vikar fra Tiundaland, en Broder af den i Olaf den hell. Hiſtorie omtalte Arnljot Gellina.
  14. Om Styrkaar, ſe ovf. S. 304, 305. Om Einar, ſe iſær Olaf Tr. S., Cap. 266.
  15. Fortegnelſen over de fornemſte Kæmper paa Ormen forekommer baade i Olaf Tr. Saga, Cap. 233, hos Snorre, Cap. 102, og hos Odd Munk (Cap. 67), dog paa ſidſte Sted kun ſom Opregnelſe af dem, der endnu ſtode paa Ormen, da det ſidſte Angreb gjordes. Uagtet der nu findes flere Forſkjelligheder mellem de af Olaf Tr. Saga og Snorre paa den ene Side, og af Odd paa den anden Side meddeelte Fortegnelſer, er det dog aabenbart, at Rækken oprindelig kun har været een; rimeligviis maa den være opbevaret i et gammelt Kvad. Ved at ſammenligne de enkelte Rækker og udvælge, hvad der ſynes de bedſte Læſemaader, bliver Fortegnelſen denne. I Stavnen: Ulf røde, Merkesmand (af Hedemarken), Kolbjørn Stallar (af Raumarike), Vikar af Tiundaland, Thorſtein Oxefod af Haſund, (Gjerpen Sogn ved Skien). I Rausnen: Vakr elfſke af Raumarike, Berſe ſterke, Aan Skytte fra Jemteland, Brødrene Thrond ramme og Uthyrmer fra Thelemarken; Thrond ſkjaalge, Agmund ſande, Lødver lange af Saltvik (i Ofoten) og Haarek hvasſe, fra Haalogaland; Ketil høje, Thorfinn Eiſle, Haavard og hans Brødre, fra Throndhjem. I For-Rummet: Bjørn af Studla (i Etne), Børk af Fjordene, Thorgrim, Søn af Thjodolf fra Hvin, Aasbjørn af Moſtr, Thord af Njardarlag (Tysnesø), Thorfinn hvite fra Hoprekſtad (Hoperſtad i Sogn), Arnor fra Møre, Hallſtein af Fjordene, Eyvind ſnaak, Bergthor Beſtill og Hallkell fra Fjale, Olaf Dreng og Arnvid fra Sogn; Sigurd Bild (fra Bildø?) og Einar fra Hordeland; Ketil fra Rogaland, Grjotgard raſke. I Krappe-Rummet: Einar Thambarſkelver, Hallſtein Hlivesſøn, Thorolf, Ivar Smetta, Orm Skogarnef (Islænding). Merkeligt er det, at Thorſtein Oxefod, der i Æventyret i Olaf Tr. Saga gjøres til en Islænding, hos Odd Munk ſiges at vare fra Haſund.
  16. Olaf Tr. Saga, Cap. 224.
  17. Olaf Tr. Saga, Cap. 237—241. Snorre, Cap. 1—107. Odd Munk, (Cap. 60) ſaa vel ſom Olaf Tryggvesſøns Saga, fortæller om et Beſøg, Kongen ſkal have aflagt hos en gammel, blind og fremſynet Mand paa Øen Moſtr, der ſpaaede et meget uheldigt Udfald af Toget, da dette vilde ſkille Norge ved dets fire ypperſte Klenodier, nemlig Kong Olaf ſelv, Dronning Thyre, Ormen lange og Hunden Vige. Fortællingen bærer heelt igjennem Præg af Opdigtelſe.
  18. Det heder udtrykkeligt i den ældre Gulathingslovs Ledingsbolk (Cap. 295) „vi ſkulle ej negte Kongen Leding til Landets Ende, hvis han byder ſig til Tarv og os til Gavn“. Om noget længere Følge var der altſaa ikke Spørgsmaal, uden for ſaa vidt enkelte af Ledingstropperne droge videre enten af deres gode Vilje, eller fordi Kongens perſonlige Nærværelſe tvang dem dertil.
  19. Vi følge her fornemmelig Beretningen i Hist. norv. og Ágrip, der ſynes at være den rimeligſte, ſkjønt den afviger fra den ſædvanlige, i Olaf Tr. Saga og Snorre. Ifølge disſe ſejlede Kongen ſtrax efter Ingebjørgs Bryllup lige til Vendland, og der er ingen Tale om Ledingstroppernes Hjemrejſe førend efter Opholdet i Vendland, der beſkrives ſom ſaa langvarigt, og medtagende en ſaa ſtor Deel af Sommeren, at Tropperne bleve utaalmodige og knurrede. Da nu Svoldrſlaget angives at have fundet Sted den 9de September, en Angivelſe, der i og for ſig er rimelig, og ſom man derfor ej vel kan bortviſe, (iſær da der tales om det ſmukke Vejr og klare Solſkin den Dag), men Olafs Rejſe fra Throndhjem ikke gik for ſig førend i det allertidligſte i Midten af Juli Maaned (ſe ovf. S. 380), da han forinden havde faaet Efterretning om Chriſtendommens Antagelſe paa Island; og da nu end videre hans Rejſe ſydefter langs Kyſten var meget langſom, og neppe medtog mindre end en Maaned: kan ſaaledes den Tid, han opholdt ſig i Vendland, neppe have varet længere end i det højeſte fra 15de Auguſt til 9de September, eller noget over tre Uger; da ſaaledes de ſtørre Sagaer her aabenbart fejle, maa de kortere Krønikers Angivelſer have Fortrinnet, ligeſom deres Fortælling paa dette Sted i det hele taget har Sandſynlighedens Præg. Den lyder ſaaledes efter Hist. Norv., ſom er vidtløftigſt: „Olaf lod ved Høvdingerne en talrig Flaade udruſte fra Thrøndelagen og Gulathingslagen for med den at bekrige Danmark. Selv ventede han dem med de allerede færdige Øſtlændinger ved Grændſen mellem Danmark og Norge. Men da der kun kom nogle faa fra Gulathingslagen, fortſatte Kongen Rejſen med dem, haabende at den øvrige Hær vilde komme efter. Men denne, ſom ej vilde overſkride Rigets Grændſer, iſær da Kongen ſelv var borte, vendte tilbage igjen“. Kongen, tillægger Ágrip, drog til Vendland alene med 11 Skibe. Denne ſidſte Angivelſe grunder ſig viſtnok paa den Forvexling med hvad der ſiden fortælles om det Antal Skibe, Olaf havde i Svoldrſlaget, men den udelades ogſaa i Hist. Norv. Da nu tillige ſaa vel denne, ſom Ágrip og Mag. Adam lade Olaf allerede blive angreben i Øreſund, førend han naaede Vendland, er det tydeligt nok, at Fortællingen om det lange Ophold her umuligt kan være rigtig, lige ſaa lidet ſom Beretningen om at det førſt var her, at Ledingshæren drog hjem. Ogſaa Odd Munk veed at fortælle om at Olaf ventede 14 Dage ved Brennøerne, eller i Gøtaelvens Udløb, ſkjønt rigtignok kun paa Sviakongens Ankomſt; er nu dette ſidſte end urigtigt, ſaa indeholder dog Udſagnet ſelv en Bekræftelſe derpaa, at Olaf virkelig en Tidlang laa ſtille ved Landemerket. Denne Angivelſe maa derfor anſees ſikker. Naar vi tillige erindre a) at Hist. norveg. ſelv ſiger, at dog nogle af Gulathingets Ledingstropper ledſagede Olaf; b) at Odd Munk lader ham drage afſted med 120 eller 140 (20 ak hundrad, ſnareſt et ſtort Hundred eller 120, Cap. 60). c) at Mag. Adam kalder hans Flaade innumera multitudo; d) at Olaf Tr. Saga, Cap. 245, og Odd, Cap. 62, tale om at Kongen ſelv afſkedigede Ledingstropperne i Vendland; e) at allerede Halldor uchriſtne angiver det Antal Skibe, — der ledſagede Olaf fra Vendland, til 60, tilligemed Sigvalde Jarls (Ol. Tr. S. Cap. 245) og f) at Olaf Tr. Saga og Snorre for øvrigt lade den Flaade af Langſkibe, ſom ledſagede ham, beſtaa af 60 Skibes ſaa ſynes Sammenhængen at være den: at Olaf virkelig biede en Stund paa Gulathingets Ledingstropper ved Landemerket, og kjed af at vente, drog afſted med de faa, der vare komne; at hans Flaade da beſtod af 60 ſtørre Skibe, deels hans egne, deels Lendermændenes, der udførte deres Lenspligt og en Deel mindre Ledingsſkibe m. m., tilſammen henved 140; at han ſiden, i Vendland, afſkedigede de øvrige Ledingsſkibe, og endelig ſelv drog afſted med de 60, han havde tilbage.
  20. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 242. Snorre, Cap. 109. Fagrſkinna, Cap. 75 Odd Munk, Cap 60.
  21. Se ovf. S. 313.
  22. Saavel Hist. norv. ſom Ágrip ſige udtrykkeligt, at Olaf vilde drage til Vendland, for her at ſøge Hjelp, efterſom hans egen Flok havde forladt ham.
  23. Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Odd Cap. 63.
  24. Odd Munk (Cap. 58) og efter ham Olaf Tr. Saga (Cap. 244) indeholder et heelt Capitel om hvorledes Kong Sven ophidſedes af Sigrid Storraade. De Taler, der lægges hende i Munden, ere naturligviis af Sagafortælleren ſelv formede efter hvad han antog for ſandſynligt.
  25. Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 109.
  26. „Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 109. Det er forhen talt om den lidet rimelige Maade, paa hvilken Odd Munk lader Sigvalde udføre ſin forræderſke Plan. Men at han virkelig ſveg Kong Olaf, og at Olaf Tr. Sagas Beretning derfor i det væſentlige er rigtig, ſees deels af Stefne Thorgilsſøns bekjendte Vers, hvorom ſiden, deels baade af Halldor uchriſtnes Vers (Cap. 246) og den ſamtidige Skule Thorſteinsſøns (Cap. 250), hvor Sigvalde nævnes. At han ſaaledes maatte komme til at forlige ſig med Sven, og den over ham lyſte Fredløshedsſtraf blive tilbagekaldt, falder af ſig ſelv.
  27. Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 110. Odd Munk, Cap. 61.
  28. Fortællingen om Mændenes Hjemſendelſe staar oprindelig hos Odd Munk Cap. 82; ſiden er den kommen over i Olaf Tr. Saga, Cap. 245; Snorre udelader den, i det mindſte i den vidtløftige Form, ifølge hvilken en gammel Mand forgjæves ſkal have anmodet ſine Landsmend om, ej at lade Kongen i Stikken. Hvorledes den ſkal forſtaaes, nemlig ſaaledes at der kun handles om den tilbageblevne Deel af Ledingstropperne, er ovenfor viiſt. At det iſær var Lendermændene, der bleve tilbage, ſkjønnes deels af Sagens Natur, deels deraf, at blandt de Skibsſtyrere, der ſiden nævnes ſom ſejlende umiddelbart forud for Kongen, forekomme netop Lendermænd, ſom Styrkaar, eller rettere Eindride af Gimſe, Erling Skjalgsſøn, Thorgeir, Hyrning o. fl. Dette Punkt er ellers meget forvirret behandlet i Sagaerne. Det ſynes af Ol. Tr. S. ſom om Ledingstropperne afſkedigedes umiddelbart før Kongens Afrejſe, Odd Munk derimod lader en Mellemtid hengaa.
  29. Beretningen (Olaf Tr. Saga, Cap. 246) er naturligviis heel problematiſk, iſær da den øjenſynligt ſtaar i Sammenhæng med Sagnene om Olafs ſenere Frelſe fra Slaget. Men uſandſynligt er det dog ej, at Aaſtrid har ſøgt at ſtaa ham bi.