Det norske Folks Historie/2/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den 9de September[1] i Aaret 1000 var den Dag, paa hvilken Olaf ſtred ſin ſidſte, evigt mindeværdige, Heltekamp. Del var en ſmuk Dag, med klart Solſkin, og der blæſte kun en ubetydelig Vind. De forenede Fyrſter, Sven, Olaf ſvenſke og Erik Jarl, havde lagt ſig med deres Flaade i den ſaakaldte Svoldr-Havn eller Svoldr-Strøm, d. e. den til Greifswalde indgaaende Fjord mellem Rügen og Peene-Mundingen, og indenfor en liden Ø, der ligeledes i vore Sagaer kaldes Svoldr, og ſandſynligviis er en af de tre ſmaa Øer Stubber Bank, Rüden, eller Greifswalder Oie, ſkjønt rigtignok Kyſten og Øerne mellem Oderflodens Udløb eg Rügen i de ſenere Aarhundreder ſkal have undergaaet ſaa mange Forandringer, at det endog er uviſt, hvor vidt Øen Svoldr i vore Dage er til[2]. Antallet af de Skibe, enhver af de forenede Fyrſter havde med ſig, angives forſkjelligt. Den højeſte Angivelſe[3] lader Kong Sven og Kong Olaf ſvenſke have hver 60, og Erik Jarl 19; efter et andet Udſagn[4] havde Sven og Olaf hver 30, og Erik 22; en tredie Beretning, der ſynes at være den paalideligſte, fordi den meddeles af Skalden Stein[5], tildeler Kong Sven 60, Olaf ſvenſke 13, og Erik Jarl 5. De havde ſaaledes i alle Fald Fordelen af et ſtørre Skibe-Antal paa ſin Side, men det er dog meget uviſt, om deres Folkeſtyrke derfor var ſtørre end Olafs, thi Beſætningen paa Ormen lange var allerede maaſke fem Gange ſaa ſtor, ſom Beſætningen paa et almindeligt Langſkib, og dertil var ogſaa Tranen og Ormen ſtamme uſædvanligt ſtore Skibe. Kan man altſaa, med ſtadigt Henſyn til enkelte Skibes uſædvanlige Størrelſe, regne et Middeltal af 150 Mand paa hvert af Olafs 60 Skibe, bliver Antallet paa hans Mænd omtrent 9000, medens man paa hvert af de fiendtlige Skibe neppe kan regne mere i Gjennemſnit end 120, hvilket kun giver en Styrke af 600 flere end paa Olafs Side.

Hvor Olafs Skibe laa i Havn under hans Ophold i Vendland, vides ej med Vished, men af Fortællingens Gang kan man tydeligt ſe, at det maa have været i et af de to veſtligere Udløb af Stettinerhaffet, enten ved Svinemünde eller ved Wolgaſt, ſnareſt det førſte[6]. Da hans Flaade forlod Havnen, var Vinden ſom vi have nævnt, kun ubetydelig, men ellers gunſtig, ſaa at de mindre Skibe ſnart fik Forſpring for de ſtørre. Sigvalde Jarl veg ej fra Kongen, men ſejlede ſtedſe i Nærheden af ham. Han havde faaet hemmeligt Bud om at den fiendtlige Flaade vilde vente indenfor Svoldr, og at han altſaa havde at lokke ham did. Han raabte derfor over til Olaf, og tilbød ſig at ſejle lidt forud, for at viſe de ſtørſte Skibe Vejen, hvor der var dybeſt mellem Øerne, da han nemlig var nøje bekjendt med disſe Farvande. Herimod havde Olaf intet at indvende, og lod ham ſejle foran, medens han ſelv fulgte efter med de ſtørſte af Skibene; de mindre vare allerede langt forud. Sigvalde havde ſelv 11 Skibe, men det ene, en 16-ſædig vendiſk Snekke, ſkal ikke egentlig have tilhørt ham, men hans Huſtru Aaſtrid, der havde afſendt den for at være Olaf til Hjelp i paakommende Tilfælde[7].

De forenede Fyrſter tilligemed Høvdingerne i deres Flaade og ſtore Skarer af Hæren gik imidlertid op paa Øen, hvor de med Utaalmodighed ſpejdede efter Olafs Skibe. Det var jo muligt, at Sigvaldes lumſke Plan ikke var lykkets, og at Olaf havde taget en anden Vej: i dette Tilfælde var hele deres Møje ſpildt, i det mindſte for denne Gang, og Hæren begyndte allerede at knurre over den lange Uvirkſomhed. Men ſnart ſaa de til deres ſtore Glæde en Deel af de mindre norſke Skibe komme forbi og ſejle ud ad Havet til; de kunde altſaa vente at Olaf ſelv ſnart vilde følge efter. Omſider kom et ſtort og prægtigt Skib. Allerede ved Synet af dette troede begge Kongerne, at det var Ormen lange. Men Erik Jarl ſagde at Ormen lange viſt var meget ſtørre og anſeligere: og han havde Ret, thi dette Skib tilhørte Eindride af Gimſe, Einar Thambarſkelvers Fader[8]. Efterhaanden kom flere ſtore Skibe, det ene ſtørre end det andet, og hver Gang troede Sven at det var Ormen lange og vilde begynde Angrebet, men Erik Jarl paaſtod ſtedſe, at denne maatte være meget ſtørre, og bad ham endnu at holde ſig rolig, thi man var bedſt tjent med, at ſaa mange af de ſtore Skibe, ſom muligt, ſejlede bort uden at merke til Forræderiet og følgelig uden at deeltage i Kampen. Paa denne Maade droge foruden Eindrides Skib endnu fire andre forbi, nemlig de der tilhørte Kongens Halvbroder Thorkell Nefja, og hans tre Svogre Thorgeir, Hyrning og Erling Skjalgsſøn. De tre førſtnævnte vare dog ej ſelv ombord, da Thorkell Nefja ſtyrede Ormen ſkamme, og Thorgeir og Hyrning befandt ſig paa Ormen lange hos Kongen; Erling derimod ſtyrede ſelv ſit Skib, og havde ingen Anelſe om at han nu ſejlede fra ſin Svoger, for aldrig mere at ſe ham. Ved Synet af Erlings Skib, der ej førte Dragehoved, ſagde Sven leende: „ræd er Olaf Tryggvesſøn nu, ſiden han ej tør ſejle med Hoved paa ſin Drage“. Men Erik ſagde: „dette Skib kjender jeg nøje paa det ſtavede Sejl[9]: det tilhører ikke Kongen, men Erling Skjalgsſøn; lad dem kun ſejle, thi hvis han, ſom jeg formoder, ſelv er ombord, ville vi ſtaa os bedſt ved at han og hans Skare ikke findes blandt dem, med hvem vi idag ſkulle kæmpe“. Kong Olaf ſvenſke meente at det dog endnu kunde være muligt, at et af disſe Skibe førte Olaf Tryggvesſøn ſelv, og at det vilde være en ſtor Skam at lade ham undſlippe. Men Erik beroligede ham, og ſnart overbeviſte han ſig om at Erik havde Ret. Nu kom Sigvalde Jarl med ſine Skibe, ſom de ſtrax kjendte. De ſendte en Skude ud imod ham og underrettede ham om at den forenede Flaade allerede laa der: han drejede derfor lige hen mod Holmen. Derpaa kom tre Skibe, af hvilke et var meget ſtort og førte Dragehoved: det var Tranen, ſom ſtyredes af Thorkell Dyrdil. Nu tvivlede ikke Kong Sven længer paa at han ſaa Ormen lange, og bød ſine Mænd gaa til Skibene. Da Erik Jarl endnu bad ham at vente, begyndte mange at tale om at Erik var ræd og ej vovede at hevne ſin Fader; det var, ſagde de, en ſtor Skam, der vilde ſpørges i alle Lande, om de laa der med en vældig Hær, og lod Norges Konge lige for deres Næſe ſejle forbi med en Haandfuld Folk. Da blev Erik Jarl vred, og bad dem, ſiden de endelig vilde, at gaa til Skibene; inden Solen gik ned, ſagde han, vilde Danerne og Sviarne neppe være mere lyſtne efter Kampen, end han og hans Folk. Det var nu ogſaa overflødigt at holde ſig længer roligt, thi da Thorkell Dyrdil paa Tranen og de andre Skibsſtyrere, der fulgte ham, faa at Jarlen drejede ind under Øen, lode de Sejlene falde og roede ind efter ham, for at høre hvad der var paafærde. Jarlen talte om, at det var bedre at holde ſig nær ved Øerne; Thorkell fandt dette beſynderligt, da det jo maatte være ſikreſt for de ſtore Skibe at holde lige ud paa Havet. Sigvalde rykkede da ud med Sproget, og ſagde at der nok var Ufred at vente, ſaa at de gjorde bedſt i at oppebie Kongen. Dertil kunde han nu trygt raade, da allerede ſaa mange Skibe vare ſejlede forud, at der med de tre ſidſtnævnte kun var 11 tilbage. Idet Fyrſterne gik ned til Stranden, ſaa de flere Skibe komme ſejlende, af hvilke eet var en ſtor guldprydet Drage. Mange ſagde at Jarlen havde ſagt ſandt, thi dette maatte være Ormen lange: ſaa ſtort og ſmukt Langſkib havde man hidtil ej ſeet i Norden, og det var ej at undres over at en Konge, der kunde lade ſlige Skibe bygge, var vidt og bredt navnkundig. Kong Sven rejſte ſig og raabte: „højt ſkal Ormen bære mig i Kveld, den ſkal jeg ſtyre“. Men Erik Jarl ſagde ſaa at enkelte hørte det: „om end Olaf Tryggvesſøn ikke havde ſtørre Skib end dette, vilde dog ikke Sven kunne vinde det fra ham med hele Danehæren“. Dette ſidſte ſtore Skib var Ormen ſkamme; det lagde ligeledes bi, ſaa vel ſom de øvrige i dets Følge. Alle ſkyndte ſig nu ombord og toge Tjeldingerne ned, medens Høvdingerne fremdeles bleve ſtaaende og fortſatte Samtalen. Da ſaa de atter tre ſtore Skibe komme ſejlende, og derpaa et fjerde, endnu ſtørre. Det havde i Forſtavnen et ſtort, lueforgyldt Dragehoved, ſom ſtraalede vidt og bredt i Solſkinnet; man undredes over dets Længde, thi det varede en god Stund efter at Forſtavnen var kommen frem, inden Bagſtavnen viſte ſig. Da tvivlede ingen paa at dette var Ormen lange. Men, heder det, ved dette Syn blev ogſaa mangen Mand taus, og Frygt betog den ſtore Hob, thi dette ſtore Skib førte i ſit Skjød mangen Mands Undergang „Dette herlige Skib“, ſagde Erik Jarl, „pasſer ſig for ſlig Konge ſom Olaf Tryggvesſøn, thi om ham ſiges det med Sandhed, at han udmerker ſig lige ſaa meget fremfor andre Konger, ſom Ormen lange fremfor andre Skibe[10]“.

Da Olaf Tryggvesſøn ſaa at Tranen, Ormen ſkamme og de øvrige Skibe lagde bi, ſtyrede han til Luvart for dem, og ſpurgte, hvad dette ſkulde betyde. Det blev ſagt, at der var Ufred paa Færde, og at han gjorde bedſt i at fly. Men han ſvarede agter fra Løftingen, hvor han ſtode „ned med Sejlet, og ſtandſer Farten; endnu har jeg aldrig flyet i nogen Kamp; Gud raader for mit Liv, men aldrig ſkal jeg tage Flugten, thi den er ingen ret Konge, ſom flyr ſine Fiender formedelſt Rædſel“. Imidlertid roede hele den fiendtlige Hær frem bagom Øen, der hidtil havde ſkjult den, og da Olafs Mænd ſaa hele Søen vidt og bredt bedækket med fiendtlige Skibe, foreſtillede Thorkell Durdil ham endnu engang, at det var bedſt at benytte Tiden, inden Fienden kom i Orden, til at flygte, hvilket ej var nogen Skam, naar man havde med ſaa ſtor Overmagt at gjøre. Men Olaf bød med høj Røſt, at man ſkulde binde Skibene ſammen og gjøre ſig rede til Kamp; hans Mænd ſkulde ej tænke paa Flugt. Da Signalet til Sammenlægning var blæſt, ordnede han de elleve Skibe, han havde, ſaaledes at Ormen lange kom i Midten, med Tranen og fire Skibe derefter paa den ene, og Ormen ſkamme, ligeledes med fire Skibe derefter, paa den anden Side. Da man ſkulde binde Ormen lange og Ormen ſkamme ſammen, kom Bagſtavnen af den førſte til at ligge langt agterud. Olaf bød derfor, at man ſkulde lægge det ſtore Skib længer frem, thi, ſagde han, „jeg vil ikke være den agterſte i Kampen blandt alle mine Mænd“. Da ſagde hans Merkesmand og Stavnbo Ulf røde: „ſkal Ormen lægges ſaa meget længere frem ſom den er længere end andre Skibe, da bliver der en haard Dyſt paa Saxene[11]“. „Jeg vidſte ikke“, ſagde Kongen, at jeg havde en Stavnbo, der baade var rød og ræd“ „Vend du kun“, ſagde Ulf, „ikke mere Ryggen agter i Løftingen, end jeg i Stavnen“. Kongen, der havde en Bue i Haanden, tog forbitret en Piil og ſigtede paa Ulf. „Skyd ikke mig, Herre“, ſagde Ulf, „men ſkyd heller, hvor det bedre behøves; hvad jeg udretter, det udretter jeg jo for dig[12]“.

De fiendtlige Fyrſter ordnede nu deres Skibe i tre forſkjellige Flokke. De havde truffet den Overeenskomſt, at hvis de overvandt Olaf, ſkulde hver af dem have ſin Trediedeel af Norge, men den, ſom førſt beſteg Ormen lange, ſkulde faa den med alt det Bytte, den indeholdt; ellers ſkulde Enhver beholde det Skib, han ſelv ryddede[13]. Kong Sven, der havde det ſtørſte Antal Skibe, og, ſom vi have ſeet, nærede det Haab, at Ormen vilde blive ham til Deel, lagde ſig lige for Olaf. Den ſvenſke Konge lagde ſig til højre, Erik Jarl til venſtre. Erik havde, ſom ſædvanligt, ſit ſtore og ſterke Skib Jærnbarden. Hans Folk beſtode for en ſtor Deel af Nordmænd, der havde fulgt ham i Landflygtighed. Paa hans Skib vare ogſaa Islændingerne Skule, Søn af Thorſtein Egilsſøn paa Borg og Vigfus Vigaglums Søn[14]; fremdeles, i det mindſte ſenere hen, Jomsvikingen Thorkell høje, Sigvalde Jarls Broder, der i Jomsvikingeſlaget havde ſtaaet fiendtligt over for ham, men nu, forbunden med ham ved fælles Interesſer, ſluttede ſig til ham heller end til Kong Sven. Sigvalde ſelv ſkal ikke have deeltaget i Kampen, men holdt ſig dog nærmeſt ved Erik Jarl[15]; da vi finde hans egen Broder Thorkell ombord hos denne, kan man neppe antage andet end at han nu og da har underſtøttet ham. Da Kong Olaf Tryggvesſøn ſaa Fienderne rejſe deres Merker, ſpurgte han ſine Mænd: „hvilken Høvding have vi her lige for os — „Kong Sven med Danehæren“, var Svaret. Da ſagde han: „for dem ræddes vi ej; aldrig ſejrede Daner over Nordmænd, og heller ikke ſkulle de overvinde os idag. Men hvilken Høvding tilhøre de Merker der udenfor til højre?“ — Man ſagde at det var Kong Olaf ſvenſke med Sviarnes Hær. „Sviarne“, ſvarede Olaf, „finde det viſt behageligere at ſidde hjemme og flikke ſine Blotboller, end at møde eders Vaaben paa Ormen lange idag, og neppe tror jeg at vi behøve at ængſte os for de Heſteædere; men hvem ejer de ſtore Skibe der borte til venſtre for Danerne?“ „Det“, ſagde de, „er Erik Jarl, Haakons Søn“. — „Der kunne vi vente os en haard Dyſt“, ſagde Olaf, „thi Erik Jarl tykkes at have ſkjellig Grund til at angribe os, og han og hans Mænd ere Nordmænd ſom vi[16]“.

Da Dronning Thyre ſaa Forberedelſerne til Kampen, blev hun meget ængſtelig og braſt i Graad. Olaf ſagde: „nu maa du ikke græde, thi du har jo faaet hvad du ſkulde have fra Vendland, og i Dag ſkal jeg kræve din Tandgave af din Broder Sven, ſom du ſaa ofte har bedet mig om“. Han lod hende derpaa forføje ſig under Dækket, og bad Biſkop Sigurd om at tage vare paa hende[17]. Selv tog han Plads i Løftingen eller den højeſte Deel af Agterſkandſen, hvor han ragede højt i Vejret, og var let kjendelig fra alle de andre. Han havde et forgyldt Skjold, en guldbelagt Hjelm, og en kort rød Silkekjortel udenom Brynjen.

Nu blev der blæſt til Angreb og raabt Krigsraab. Kong Sven begyndte Kampen. Med ſine 60 Skibe lagde han ſig mod Olafs, hvis yderſte Skib til Venſtre berørtes af Sviakongens Stavne. I Førſtningen førtes Striden med Skud- og Kaſte-Vaaben, ſom Pile, Kaſteſpyd og Gaflaker; men den var meget heftig. Da Ormen lange naaede ſaa langt frem foran de øvrige Skibe, gik det iſær ud over dens Fremſtavn, ſom var tæt omgiven af Svens Skibsſtavne. Kampen blev her et Haandgemæng med Hugvaaben, medens de, der vare agter i Skibet, hvoriblandt Kong Olaf ſelv, endnu maatte indſkrænke ſig til at bruge Fjernvaaben, med hvilke de fældte mange Daner. Nordmændene havde den Fordeel, at deres Skibe var meget højere end Fiendens, ſaa at de kunde føre deres Vaaben nedad; paa den anden Side vare Danerne ſaa meget talrigere. Deres Angreb rettede ſig iſær mod Ormen lange, dog fik ogſaa Ormen ſkamme og Tranen deres Deel, og det kunde ikke undgaaes, at Nordmændene, hvor tappert de end kæmpede, ſaa ſine Rækker tyndes. Sviarnes Skibe laa heller ikke længer borte, end at deres Pile og Kaſteſpyd kunde naa over til Nordmændene. Olaf ſelv, ſom hidtil havde ſtaaet i Løftingen og ſkudt med Bue eller Spyd, gik forud og deeltog i Haandgemænget. Enden paa denne førſte Kamp blev dog den, at Danerne maatte vige. Stavnboerne paa begge Ormene og Tranen holdt Kong Svens nærmeſte Skibe faſt med Ankere eller Stavnljaaer (Entrehager), og ryddede det ene efter det andet, idet Sven og hans Mænd maatte gaa over paa andre Skibe og tilſidſt tage Flugten. Nu lagde Sviakongen til med femten Skibe, og Kampen blev paany meget heftig. Men det gik ikke Sviarne bedre end Danerne; ogſaa af deres Skibe bleve flere grebne og ryddede, og de øvrige maatte lægge fra, efter at mange Folk vare faldne. Kongen ſelv ſkal med Nød og neppe være undkommen med Livet[18].

Men medens Kampen med Daner og Sviar ſaaledes raſede om Ormen lange, havde Erik Jarl begyndt et mere planmæsſigt og ødelæggende Angreb fra den venſtre Fløj. Han lagde ſig med Jærnbarden klods ved det yderſte af Olafs Skibe til højre, og da han her havde Overmagten, fik han det ryddet, idet Beſætningen deels faldt, deels reddede ſig over paa de nærmeſte Skibe. Derpaa hug han det ryddede Skib ud af Tengſlerne, og lagde ſig ved det næſte, og ſaa fremdeles; vel faldt flere af hans Mænd, men deres Plads udfyldtes ſtrax af Daner og Sviar, ſom hidtil ikke havde deeltaget i Kampen, og derfor vare udhvilede og friſke, medens Nordmændene vare trætte og ſaarede. Tillige regnede der uophørligt Spyd og Pile fra de danſke og ſvenſke Skibe ned over de norſke. Udfaldet blev derfor, ſom man let kunde forudſe, at Olafs Mænd bukkede under, og at tilſidſt alle hans Skibe vare ryddede, paa Ormen nær, til hvilken alle de Nordmænd, der ej vare faldne, havde taget deres Tilflugt. Erik Jarl lagde ſig nu med Jærnbarden ſidbordes ved Ormen, og lod ſine øvrige fire Skibe lægge ſig omkring den. Jærnbarden ſkal have tørnet ſaa heftigt mod Ormen, at noget af denne gik løſt, og Kampen blev nu voldſommere end nogenſinde. Pile, Spyd, Stene og alt hvad der kunde bruges ſom Vaaben, regnede fra alle Kanter. Vaabnene faldt ſaa tykt, at man neppe kunde værge ſig med Skjoldene. Kong Olafs Mænd, fortælles der, vare nu ſaa raſende at de løb op paa Randen af Skibet for at kunne naa Fienderne med Sverdet og dræbe dem; men da kun faa af Fienderne havde lagt ſig ſaa nær under Ormen, at de kunde naaes med Hugvaaben, faldt mange af Kong Olafs Mænd overbord, idet de ej huſkede andet end at de ſtrede paa jevn Mark. Einar Thambarſkelver ſtod i Krappe-Rummet paa Ormen og nedlagde mange Fiender ved ſine ſikre Bueſkud. Han ſaa tydeligt Erik Jarl, der ſad i ForRummet paa Jærnbarden, dækket af en Skjoldborg. Han ſkød en Piil mod ham, og traf Rorknappen lige over Jarlens Hoved ſaa haardt, at Pilen gik ind lige til Skaftet. Jarlen blev forundret og ſpurgte ſine Mænd om de kjendte ham, der ſkød ſaa voldſomt. I ſamme Øjeblik kom en anden Piil ſaa nær Jarlen, at den fløj mellem hans Side og Armen; den gik tvers igjennem en Fjel bagenfor, ſaa at Odden ſtod ud paa den anden Side. Da ſagde Jarlen til en af ſine Mænd, der efter Nogles Sigende hed Finn Eyvindsſøn, efter andres var af finſk Æt, en ypperlig Skytte, der endog i ſin Tid havde gjort Einars Bue: „ſkyd du den høje Mand der i Krappe-Rummet!“ Finn ſkød med en flad Piil, og traf midt paa Einars Bue, idet han tredie Gang ſpendte den. Buen braſt med et ſterkt Brag. „Hvad var det ſom braſt“, ſpurgte Kongen. „Norge af din Haand Konge“, var Einars Svar. „Saa farlig er vel ej Briſten“, ſagde Olaf, ’„tag min Bue og ſkyd med“; i det ſamme kaſtede han ſin Bue til ham. Einar tog den, men drog den ſtrax frem for Odden af Pilen, og kaſtede den tilbage med de Ord: „for veg, for veg er Kongens Bue!“; men greb Skjold og Sverd, og ſtred tappert[19].

Kongen havde atter indtaget ſin Plads i Løftingen, hvor han ſkød deels med Bueſkud, deels med Gaflaker, de ſidſte altid to ad Gangen. Alle kunde ſe ham; han ſøgte ikke at dække eller ſkjule ſig. Ved at betragte Kampen nedenfor i Forrummet, hvor det gik varmeſt til, merkede han at hans Mænd løftede Sverdene heftigt og hug tidt og ofte, men uden ſynderlig Virkning. Han ſagde derfor med høj Røſt: „hæve I da eders Sverd med ſaa liden Kraft, ſiden de bide ſaa daarligt?“ — „Nej“, ſvarede En, „men vore Sverd ere baade ſløve og meget brudte“. Da gik Kongen ned fra Løftingen til Forrummet, lukkede op Højſædes-Kiſten, og fremtog deraf mange blanke og hvasſe Sverd, ſom han uddeelte blandt ſine Mænd. Idet han rakte den højre Haand ned, ſaa flere at der randt Blod ned under Armſkinnen. Men Ingen vidſte, hvor han var ſaaret.

Paa Ormen ſkede det bedſte og meeſt ødelæggende Forſvar i Forrummet og Forſtavnen; der var Mandſkabet meeſt udſøgt og Skibsbordene højeſt. Derimod begyndte Mandfaldet iſær at blive betydeligt midtſkibs, hvor der tilſidſt kun ſtod faa Folk tilbage omkring Maſten. Da forſøgte Erik Jarl, ſelv 15de, at entre. Det lykkedes ham at beſtige Ormen, men Kongens Svoger Hyrning kom mod ham med en Skare, og efter en haard Kamp blev Erik dreven tilbage, efter at hans Mænd deels vare dræbte, deels ſaarede. Det fortælles, at Erik Jarl, ſom endnu var en Hedning og hidtil havde ført et Thorsbillede foran i ſit Skib, nu ſkal have gjort det Løfte at lade ſig døbe, hvis han ſejrede, og at han allerede ſtrax ſkal have ombyttet Thorsbilledet med et Krucifix. Men denne Beretning er lige ſaa lidet ſandſynlig, ſom en anden, der ſættes i Forbindelſe dermed, nemlig at der nu ſkede en Standsning i Kampen, under hvilken de tre Fyrſter holdt en Sammenkomſt, og da førſt traf hiin Aftale med hinanden om Norges og Byttets Deling. Det ſandſynligſte er, at Kampen har vedvaret, ſnart med mindre, ſnart med ſtørre Heftighed. Der fortælles tillige i Forbindelſe hermed, at Erik Jarl efter Thorkell højes Raad ſkal have ladet tage ſtore Tømmerſtokke og lægge over fra ſit Skib paa Ormen, ſom derved kom til at helde, ſaaledes at det var lettere at komme op paa den. Dette er i ſig ſelv ej uſandſynligt[20]. Viſt er det, at Erik anden Gang forſøgte at entre, og denne Gang med ſtørre Held end før, thi ſkjønt han viſtnok fik en varm Modtagelſe af Stavnboerne, var dog Beſætningen paa Ormen nu falden i ſaadan Mængde, at Skibsbordene paa mange Steder ſtode tomme, ſaa at Jarlens Mænd i det hele taget kunde komme op uden Vanſkelighed. De faa af Olafs Krigere, der endnu vare tilbage, flokkede ſig agter om Kongen i Løftingen, for derfra paany at gjøre Modſtand. Nu faldt de fleſte og ypperſte af hans Kæmper, ſom begge hans Svogere, Hyrning og Thorgeir, Ulf røde, Vikar af Tiundaland. Da Skibet var aldeles ryddet forud, rykkede Erik agter til Forrummet, hvor der blev en haard Kamp. Kongen ſtod fremdeles i Løftingen, let kjendelig fremfor alle ved ſin prægtige Ruſtning. Kolbjørn Stallare gik op til ham og ſtillede ſig ved hans Side; da han var af ſamme Væxt ſom Kongen og klædt aldeles ſom ham, kunde man i Haſt ikke kjende dem fra hinanden, men Vaabnene regnede ned over dem begge, ſaa at deres Skjolde vare ganſke ligeſom fryndſede af Pile. Da der endelig, efter hvad der fortælles, ej ſtod flere end 8 Mænd tilbage af hele Beſætningen, foruden Kongen ſelv, løb han og Kolbein overbord. Erik Jarls Mænd laa med Smaaſkuder uden om Ormen for at dræbe eller fange dem, der ſprang i Vandet. Men da Kongen, i det han hoppede ned, holdt Skjoldet over ſit Hoved, ſank han ned, ſaa at man ej fik fat paa ham. Kolbjørn derimod kom til at faa Skjoldet under ſig, idet han faldt, ſaa at han ej ſtrax ſank, men blev tagen op af Jarlens Mænd, der troede at det var Olaf. Han blev ført hen til Jarlen, der ſtrax ſaa at han ej var Kongen, og ſkjenkede ham Livet. I dette Øjeblik løb ogſaa de øvrige af Olafs Mænd, ſom endnu vare tilbage, overbord, blandt dem Einar Thambarſkelver og Thorkell Nefja; denne var den allerſidſte, ſom forlod Ormen; han frelſte ſig ved at ſvømme i Land, men Einar tilligemed de øvrige bleve tagne op og bragte til Jarlen, ſom ſkjenkede dem Livet[21].

Saaſnart Kong Olaf var ſprungen overbord, raabte hele den fiendtlige Hær Sejrsraab. Ogſaa Sigvalde roede til. Den egentlige Sejrherre var Erik Jarl, ſom derfor ogſaa efter Aftale tog Ormen og de øvrige Skibe i Beſiddelſe, og det er maaſke Olafs og hans Mænds ſtørſte Ros, at trods den Overmagt, deres Fiender havde havt, nævnes dog denne Sejr ſom en af de hæderligſte, Erik vandt. Erik benyttede ſig, ſom ſædvanligt, paa det ædelmodigſte af Sejren, da han ſkjenkede Fangerne Livet og behandlede dem vel. Ogſaa fra de øvrige Skibe maa flere paa lignende Maade have været frelſte, da vi erfare at i det mindſte Thorkell Dyrdil overlevede Slaget[22]. Om Olafs Død ſynes det ſom om ingen dengang nærede den mindſte Tvivl. Man antog, at han enten var druknet, eller falden i Kampen. Det er ogſaa det ſandſynligſte, at han, der allerede ſaa godt ſom havde ſøgt Døden ved at indlade ſig i Kamp med Fiendens mangedobbelte Overmagt, nu, efter at ſe ſine Skibe ryddede og ſine Mænd faldne, foretrak at dø fremfor at falde i ſine Fienders Vold. Men hans Lig blev ikke fundet, og, — ſom det ved ſlige Lejligheder plejer at gaa, naar den faldne Fyrſte har været inderligen elſket af ſine Omgivelſer, — man gav ſenere den Tanke Rum, at han virkelig var undkommen af Slaget, idet han havde afført ſig Brynjen under Vandet, og var kommen op i hiin Vendeſnekke, ſom Aaſtrid, Sigvaldes Huſtru, i dette Øjemed havde holdt i Beredſkab. Det hed, at denne Vendeſnekke to Gange, en Gang ſtrax førend Kampen begyndte, og anden Gang umiddelbart før Erik Jarls ſidſte Angreb, havde nærmet ſig Ormen lange, og at Kongen havde talt med dens Beſætning paa Vendiſk, ſom Nordmændene ej forſtode; at den var i Følge med Sigvaldes øvrige Skibe, da disſe roede frem ſtrax efter Slaget, men at man umiddelbart derefter ſaa den ro til Land i flyvende Fart; nogle vilde endog vide at Aaſtrid ſelv var ombord paa den, men i alle Fald ſkal Olaf paa denne Maade ved hendes Foranſtaltning være bragt velbeholden i Land. I Kampens Hede havde flere ikke lagt Merke til, at Olaf ſprang ud. Einar Thambarſkelver ſkal ſiden have ſagt, at han endnu, da Erik Jarl gjorde det ſidſte Angreb mod Forrummet, ſaa Kongen, og bemerkede at Blodsdraaber dryppede ned paa hans Kind under Hjelmen, men at han ſelv i det ſamme blev rammet af en Steen, ſaa at han faldt i Svime, og at han, da han kom til ſig ſelv igjen-, ikke længer ſaa ham. Skule Thorſteinsſøn, der kæmpede paa Eriks Side, ſkal have ſagt, at han ſaa Olaf ſtaa i Løftingen, da det ſidſte Angreb ſkede paa Forrummet, men at han et Øjeblik efter bukkede ſig ned for at velte nogle Lig afvejen for Jarlen, og at Kongen var borte, da han atter rejſte ſig; han tilføjede at nogle af Olafs Fiender vilde ſtrax efter Sejrsraabet have ſeet en Mand i røde Klæder ro hen til hiin Vendeſnekke og komme op i den, ſamt at den derefter ſaa hurtigt ſom muligt ſkyndte ſig bort. Endog Kolbjørn Staller vilde, da han kom ned i Vandet, have ſeet et ſmukt Skjold under ſig, der lignede Olafs, og ſtrax efter have merket, at der ſvømmede en Mand derunder, ſom ſlap det, da han kjendte at der kom noget tungt ovenpaa[23]. Det er ſlet ikke uſandſynligt at flere af Deeltagerne i Kampen ſidenefter, ved at tilbagekalde alle Enkeltheder, ogſaa have troet at erindre noget ſaadant, ſom det nysnævnte, iſær da de fleſte ſaa gjerne vilde tro det, og det tillige i og for ſig har noget tillokkende at beſkjeftige ſig med ſlige Gjetninger, ſom dem, man ſiden byggede derpaa[24]. Det er ogſaa viſt, at Sagnet om, at Olaf var undkommen, allerede faa Aar efter hans Død var i fuld Gang. Hallfred Vandrædaſkald omtaler det i den Draape, han digtede om ham i det førſte eller andet Aar efter Svoldrſlaget[25]. „Jeg veed ikke viſt“, „ſiger han, om den ædle Konge er død eller færdes ukjendt i andre Lande; begge Sagn fortælles nu, viſt er det at han var ſaaret. Man har berettet mig, at han ſkulde leve, ſkilt fra Land og Rige, hiinſides Havet, men mig er det ingen Trøſt at vide dette. En af hans tro Mænd har ſagt mig, at han endnu levede; men desværre, ſaaledes forholder det ſig viſt ikke, og det er ikke rimeligt at gjette paa noget ſaadant. Endnu er der nogle, ſom paaſtaa at han ſaaret eller uſaaret ſkal være kommen bort, jeg har dog ſandſpurgt fra Slaget, at Kongen faldt, og til løſe Rygter ſætter jeg ingen Lid[26]“. Einar Thambarſkelver ſkal dog, maaſke af politiſke Grunde, ikke have været utilbøjelig til at antage Olaf for undkommen[27]. Man fik tilſidſt en fuldſtændig Beretning iſtand, ifølge hvilken et himmelſk Lys ſkulde have indhyllet Olaf, da Erik Jarl og hans Mænd ſtormede hen mod Forrummet, ſaa at de ej kunde ſe ham; at han, da Lyſet ſvandt, allerede var borte[28], og imidlertid var ſprungen overbord og kommen op paa Vendeſnekken hos Aaſtrid; at han, efter at være kommen i Land med hende og helbredet for ſine Saar, afſlog hendes Tilbud enten om Hjelp til at gjenvinde ſit Rige, eller om Beſiddelſer i Vendland, eller om Følge til hans Ven Kong Ædhelred i England, men derimod ytrede ſit Ønſke om at rejſe til Rom, hvori hun føjede ham. Hun fulgte ham nu, ſiges der, til Rhinen, hvor hun tog Afſked med ham; hvorpaa han, udgivende ſig for en norſk Kjøbmand og ſom Tolk for flere Pilegrime, drog til Rom, beſøgte Paven, og rejſte derfra til Jeruſalem, hvor Patriarken og Kongen gave ham to Borge og tre Kaſteller, ſom han raadede over, idet han dog ſelv tog Munkedragt[29]. Fem Aar derefter ſkal han med nogle engelſke Kjøbmænd have ſendt Kong Ædhelred en Bog, hvori alle hans Æventyr vare optegnede[30]; ligeſaa ſkal han omtrent paa ſamme Tid have ſendt ſin Svoger Erling og ſin Syſter Aaſtrid en Ring, en Kniv og et Belte, hvilke Aaſtrid ſtrax gjenkjendte. Det heder videre, at Islændingen Thord Sjaareksſøn i Olaf den helliges Dage gjorde en Rejſe til det hellige Land, og ved en Borg i Syrien traf en Mand af et anſeligt Udſeende, der tiltalte ham i den danſke Tunge, fraraadte ham at drage til Jeruſalem for Ufreds Skyld, og bad ham, naar han kom hjem, hilſe Hjalte Skeggesſøn fra den, der ſidſt talte med ham paa Lade i Norge, og dengang holdt i et Sverd, medens Hjalte holdt om Sverdet mellem hans Hænder; Hjalte ſkal ſtrax have ſagt at det var Olaf[31]. Endelig ſkulde en Nordmand ved Navn Gaut paa Magnus den godes og Harald Sigurdsſøns Tid i Ørkenen mellem Jødeland og Ægypten have truffet et Kloſter, og i dette en høj Olding, der und megen Anſeelſe, der talte til ham i den danſke Tunge, ſpurgte ham nøje ud om Stillinger og Forhold i Norge, og iſær om, hvor vidt man der endnu mindedes Olaf Tryggvesſøn, eller hvad man troede om hans Skjæbne; han ſkal have medgivet ham en Kniv og et Belte til Einar Thambarſkelver, og denne ſkal ved Modtagelſen ſtrax have ſagt, at Manden ikke var nogen anden end Olaf Tryggvesſøn[32].

Disſe Fortællinger have alle kun lidet ſandſynligt ved ſig, og bære tildeels Præget af at være formede efter eet Mønſter[33]. Det rimeligſte,er, at Olaf enten faldt eller druknede, og under alle Omſtændigheder var han død for Norge og dets Hiſtorie, ligeſom ogſaa baade Mag. Adam og Saxo, de eneſte udenlandſke Forfattere, der omtale ham og Svoldrſlaget, ligeſrem ſige at han døde, uden i mindſte Maade at antyde at han ſkulde være undkommen[34]. Og, ſiger Snorre, hvorledes det end forholder ſig med denne Sag, ſaa er det viſt, at Olaf Tryggvesſøn aldrig ſiden kom til at ſtyre Norge. „Men“, ſiges der paa et andet Sted, „hvad der end har endt hans Liv, ſaa er det viſt at Gud har Sjælen[35]Da Olaf faldt, var han i ſine bedſte Aar, kun 36 Aar gammel[36]. Der er faa eller ingen af Norges Konger, hvis Liv heelt igjennem var ſaa æventyrligt, ſom hans. Dette, forenet med hans perſonlige Elſkværdighed og ſværmerſke Religionsiver, har bidraget til at gjøre ham til Sagaſkrivernes Yndlingshelt og ſtille ham i det halv fabelagtige Lys, hvorigjennem vi ofte kun vanſkeligt ſkimte Begivenhedernes rette Omrids. Som udſendt fra Himlen kom han uventet til Landet, men i en belejlig Tid, da Gemytterne, trætte af Blot-Jarlens Uvæſen, vare mindre utilbøjelige til en Religionsforandring, end de maaſke ellers vilde have været og ſenere bleve. I faa Aar udførte han det Kæmpeverk, at chriſtne Størſtedelen af alle de Lande, hvor Nordmænd boede, og det uden at blive forhadt, men tvertimod erhvervende ſig en Hengivenhed og beredende ſig et Minde blandt ſit Folk, der kun er blevet faa Fyrſter til Deel. Og derpaa forſvandt han lige ſaa pludſeligt, ſom han kom; juſt da han havde naaet ſit Maal og befandt ſig paa ſin Lykkes Spidſe, efter at have beſtaaet en Heltekamp, hvis Mage man hidtil neppe havde ſeet[37], og paa en Maade, der var mere end almindeligt ſkikket til at beſkjeftige Indbildningskraften og aabne de driſtigſte Gjetninger frit Spillerum. Hvorledes hans Charakteer vilde have udviklet ſig, om han havde overvundet ſine Fiender og herſket en lang Tid i Fred og Ro, er vanſkeligt at ſige. Hvad der fortælles om ham, bærer altfor meget Præget af Partiſkhed, til at vi ubetinget kunne ſtole derpaa. Denne Partiſkhed gaar endog ſaa vidt, at hans Fienders Angreb paa ham betragtes i et forhadt Lys, uagtet hans Tog var en aabenbar Krigserklæring mod dem, og uagtet de kun gjorde hvad enhver vilde have gjort under lignende Omſtændigheder, nemlig at benytte ſig af Lejligheden til at forekomme det ventede Angreb, og derved afvende den truende Fare fra ſig ſelv og deres Land. Fremmede bedømme ham, ſom vi have ſeet, langt ſtrengere, iſær Adam af Bremen, der ſynes at have haft meget imod ham, et Indtryk, han fornemmelig maa have modtaget af Danekongen Sven Ulfsſøn. Medens vore egne Sagaer kalde ham den berømmeligſte Konge over hele den danſke Tunge, d. e. i hele Norden, kalder hiin ham Olaf Kraakabein (ſ. o. S. 292) og finder hans Død fortjent. Olafs egentlige Charakteer bliver os derfor i mange Henſeender en Gaade. Hvad vi med Sikkerhed vide om ham, er at han maa have beſiddet ualmindelige Aandsgaver, ſtor Udholdenhed og Kraft til at ſætte ſin Vilje igjennem, og en perſonlig Elſkværdighed, der uimodſtaaeligt vandt alle deres Hjerter, med hvem han kom i nøjere Berørelſe.

Olafs Fald gik ogſaa hans Huſtru Thyre og alle hans Frænder og Venner nær til Hjerte. Thyre var aldeles utrøſtelig. Da Slaget var endt og Ormen ryddet for alle Lig, blev hun ført op paa Dækket. Da Erik Jarl ſaa hendes Smerte, gik han til hende, beklagede den ſtore Sorg, de havde gjort hende og hele det norſke Folk, og tilbød hende, hvis han fik noget Herredømme i Norge, at viſe hende den ſtørſte Hæder i alle Dele, og ikke mindre end da hendes Mand levede. Hun takkede ham for den Ædelmodighed, han her, ſom ſædvanligt, lagde for Dagen, og ſagde at hun gjerne havde modtaget hans Tilbud, hvis hun kunde, men Sorgen havde ſaaledes betager hende, at hun ej ønſkede at leve, eller kunde tage Føde til ſig. Og den 9de Dag efter Slaget døde hun, tildeels af Hunger[38]. Erling Skjalgsſøn og de øvrige, der havde ſejlet fra Olaf, toge ſig meget nær deraf, iſær Erling, der aldrig bekvemmede ſig til at ſlutte noget Forlig med Erik Jarl. Blandt dem, der havde ſejlet fra Olaf, var ogſaa Stefne Thorgilsſøn. Ved Efterretningen om Olafs Død havde han ikke længer Ro paa ſig i Norge, men rejſte til Rom. Da han paa Tilbagevejen drog gjennem Danmark, ſtødte han tilfældigviis paa Sigvalde Jarl, og kunde ikke bare ſig for at kvæde følgende Vers:

Ej jeg ham nævner,
nær ham jeg ſtevner,
nedbøjet Næſen
er paa den Niding,

ſom ſkjendigt ſveg
Kong Sven fra Landet
og Tryggves Søn
i Snaren lokked.

Dette fortalte nogle til Jarlen, der blev ſaa opbragt derover, at han lod Stefne dræbe[39]. Hallfred Vandrædaſkald, der allerede før Kong Olafs Afrejſe var dragen hjem til Island, hvor han begyndte ſin gamle Kjærlighedshandel med ſin forrige Elſkede Kolfinna, og derved indvikledes i farlige Stridigheder med hendes Mand, den anſeede Gris Semingsſøn, ſkal ved en Drøm, hvori Olaf Tryggvesſøn aabenbarede ſig for ham, være bleven afholdt fra at beſtaa en allerede aftalt Holmgang med Gris. Strax efter erfoer han Olafs Død, blev ſaare bedrøvet, forligte ſig med ſin Modſtander, og rejſte til Norge, hvor han ankom Aaret efter Slaget. Her fik han Bekræftelſe paa hvad han havde hørt, og digtede nu den forhen omtalte Draape om Kong Olaf, hvis Omkvæd er: „al Fred er borte formedelſt den ædle Tryggvesſøns Fald“. Han faldt kort efter i Erik Jarls Hænder, og var nær bleven dræbt, hvis ikke Thorleif ſpake, Jarlens Foſterfader, der tilfældigviis var tilſtede, havde bedet om Naade for ham, til Gjengjeld fordi at Hallfred i ſin Tid havde ladet ham beholde ſit Øje. Hallfred fik nu beholde Livet, imod at digte et Kvad om Jarlen; ſiden den Tid laa han nogle Aar paa Kjøbmandsfart, men var aldrig glad. Endelig beſluttede han at nedſætte ſig i Sverige, hvor hans ældſte Søn opdroges, og vilde førſt gjøre en Rejſe til Island for at hente ſit Gods. Denne Rejſe var meget haard og ſtormfuld, og Hallfred var allerede meget ſyg, da han fik et voldſomt Slag af Sejlbommen, ſom drev imod ham. Han døde kort efter, og blev, efterſom han havde beſtemt før ſin Død, kaſtet overbord i en Kiſte hvor tillige en Kappe, en Hjelm og en Ring, han havde faaet af Kong Olaf, vare nedlagte med ham; ſin Søn Hallfred gav han Sverdet. Kiſten ſkal ſiden være dreven i Land paa Øen Icolmkill i Sydrøerne, hvor Abbedens Tjeneſtefolk brød den itu, toge Koſtbarhederne, og ſænkede Liget ned i en Myr; men Olaf ſkal i Drømme have aabenbaret ſig for Abbeden og fortalt ham det Hele, hvorefter Abbeden ſkal have tvunget Tyvene til Bekjendelſe, frataget dem Koſtbarhederne, og ladet Hallfreds Lig hæderligt begrave; af Kappen ſkal der ſiden være blevet gjort et Altarklæde, af Ringen en Kalk, og af Hjelmen Lyſeſtager[40]. Om Hunden Vige fortælles det, at den under hele Slaget havde ligget i Forrummet og vedblev at ligge der, indtil Jarlen kom øſter til Viken med Ormen; da ſkal Einar Thambarſkelver have ſagt til den: „nu ere vi herreløſe, Vige“, hvorved den foer op, udſtedte et højt Glam, ſprang i Land, lagde ſig paa en Høj uden at ville ſmage Føde, medens Taarerne randt af dens Øjne; og blev ſaaledes liggende, indtil den døde[41]. Ja endog Ormen lange ſkal efter Slaget have heldet til den ene Side, ſaa at den kun med Vanſkelighed blev bragt til Viken, hvor Jarlen lod den hugge op, eller efter Nogles Beretning brænde; dette kan dog, hvis det for øvrigt ikke er et ſenere tilkommet Sagn, temmelig let forklares af den Overlaſt, Skibet havde lidt i Slaget[42]. Men hvad enten det forholder ſig ſaa eller ej, ſaa lægger dog denne og lignende Beretninger allerbedſt for Dagen, med hvilken Kjærlighed man i Norge omfattede Kong Olafs Minde.

  1. Den 9de Septbr. angives ſaavel i Olaf Tr. Saga, Cap. 256, ſom det hos Langebek Scr. II. 514 meddeelte Nekrologium. Odd Munk (Cap. 71) nævner lode eller 11te September, Kriſtniſaga 10de.
  2. Om Beliggenheden af denne Havn, hvilken ogſaa Saxo omtaler (XIV. B. S. 874, 875) ſom Portus Svaldensis, ſe iſær Peterſen om de Danſkes Toge til Venden, i Ann. f. Nordiſk Oldk. 1836 S. 2:32. Greiſswalder Øie kaldtes i ældre Tider, da den var ſtørre, Svant Wuſterhauſen, og da nu Knytl. Saga Cap. 120, 122, hvor ligeledes Svoldr omtales, ogſaa har Varianten „Svanland“, ſynes altſaa dette Sted at have meeſt Rimelighed for ſig ſom det gamle Svoldr. Navnet ſkrives i Sagaerne Svöldr, Svoldr, Svaldr; Thjodrek Munk, Cap. 14 har Svoln. Det er allerede forhen nævnt, at enkelte Kildeſkrifter, nemlig ſaavel Hist. Norv. fol. 11. a, ſom Ágrip, Cap. 17 og derhos Mag. Adam af Bremen, II. Cap. 38, nævne Farvandet ved Sjæland, den ſidſte endog Øreſund ved Helſingborg, ſom Stedet, hvor Slaget ſtod. Men da de øvrige Sagaer ſaa omſtændeligt omtale Vendland, og desuden Skule Thorſteinsſøn fra Borg paa Island, der ſelv kæmpede paa Erik Jarls Skib, i et Vers, der er opbevaret (Olaf Tr. Saga Cap. 250) omtaler at han ſtred med Jarlen og med Sigvalde „udenfor Svoldrs Munding“, kan man ikke tvivle om at det var ved Svoldr, hvor Slaget holdtes. Rykloſters Annaler (Langebek Scriptt. I. S, 158) nævner endog „Meeſund“, hvilket vel nærmeſt ſkulde betyde Miſund ved Slien; men ſom dog kan være en Misforſtaaelſe af den appellative Benævnelſe „Mjoſund“ paa hvilket ſom helſt trangt Sund.
  3. Odd Munk, Cap. 65—68.
  4. Ágrip, Cap. 17.
  5. Rekſtefja, B. 16, 18, 21, jvfr. Olaf Tr. Saga, Cap. 250, 251.
  6. Antoges Greifswalder Oie for Svoldr, bliver det rimeligſt at Olaf kom fra Svinemünde, thi da var Svoldr den førſte mindre Ø, man ſtødte paa udenfor Svoldr-Havnen. Odd Munk (Cap. 62) nævner udtrykkeligt Jomsborg, men dette kan det, efter hvad man maa antage, umulig have været.
  7. Olaf Tr. Saga, Cap. 248. Snorre, Cap. 110, 122. Odd Munk (Cap. 63) lader Aaſtrid ſelv følge Olaf med mange vendiſke Skibe.
  8. Saavel Olaf Tr. Saga ſom Odd Munk og Fagrſkinna nævner her Styrkaar af Gimſe, Einars Farfader, medens Snorre har Eindride. Men da Styrkaar viſtnok paa denne Tid var død, og desuden Odd, hvis Beretning nærmeſt ligger til Grund for Fagrſkinnas, og tildeels for Olaf Tr. Sagas, paa et andet Sted kalder Einar en Søn af Styrkaar, maa Snorre her have Ret.
  9. D. e. Sejl med perpendikulære Striber, hvilket i hine Tider anſaaes for meget ſmukt.
  10. Olaf Tr. Saga, Cap. 250. Snorre, Cap. 111. Fagrſk. Cap. 76. Odd Munk, Cap. 63. Odd Munks Beretning herom ſynes egentlig at ligge til Grund for alle de andres, iſær Fagrſkinnas, der ſtemmer næſten Ord til andet med den. Meſt afvigende er Snorres, ſom dog øjenſynligt har ſøgt at raade Bod paa den Modſigelſe, der indeholdes hos Odd Munk, for ſaa vidt denne (Cap. 62) lader Olaf, efter at han havde ſendt Ledingstropperne bort, kun beholde 11 Skibe tilbage, medens han derimod i Cap. 68 lader 16 Skibe ſejle forbi Øen. Viſtnok fortæller han i Cap. 62, at Aaſtrid, ſom ovenanført, ledſagede Olaf med mange Skibe, og faar ſaaledes ud at Olaf, ifølge det ogſaa af ham citerede Vers af Halldor uchriſtne, havde 71 Skibe, men denne Fortælling er aabenbart urigtig, thi ifølge Halldors Vers, der og citeres hos Snorre (Cap. 40), i Olaf Tr. Saga, Cap. 245 og Fagrſk. Cap. 75, havde Olaf og Sigvalde tilſammen 71 Skibe. Da det nu ifølge de fleſte Vidnesbyrd ſynes viſt, at Olaf i Slaget kun havde 11 Skibe, har Snorre og Olaf Tr. Saga rettet Fejlen ved at lade, den førſte to, den anden fem Skibe ſejle forud tilligemed en Deel mindre Skibe, førend de 11 ſidſte kom; Snorres Udtryk i Cap. 111 ere dog ſaa kortfattede, at den ſamme Modſigelſe tildeels ogſaa ſynes at findes hos ham. Odd og Fagrſk. ere noget forvirrede i deres Beretninger om Sigvaldes Færd. De fortælle, at han roede ud til Tranen med hvidt Fredſkjold, og underrettede Thorkell om Bagholdet førend han bad ham følge Kyſten; det førſte var unødvendigt, det andet urimeligt, thi om Bagholdet kan han ej have ytret et Ord førend alle andre Midler til at faa Olafs Skibe til at ſtyre ind havde ſlaaet fejl.
  11. Kanterne nærmeſt Forſtavnen.
  12. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 249. Snorre Cap. 113. Odd Munk, Cap. 64.
  13. Snorre, Cap. 111. Fagrſkinna, Cap. 77. Odd Munk, Cap. 63, og Olaf Tryggv. Saga, Cap. 248 lade Fyrſterne før Angrebet kaſte Lod om Ordenen, hvori de ſkulde angribe Olaf, og derimod førſt ſlutte Forliget om Norges Deling efter at Erik Jarl havde gjort ſit førſte uheldige Angreb, hvilket dog kun ſynes lidet rimeligt. Overhoved er Fremſtillingen af Slaget bedſt og ſandſynligſt hos Snorre, meeſt forvirret og mindſt ſandſynlig hos Odd Munk. Olaf Tryggv. Saga følger iſær Snorre, hvilken den paa flere Steder endog anfører ſom Hjemmel, dog har den ogſaa hentet enkelte Træk fra Odd Munk. Fagrſkinna følger hovedſageligt denne, med hvilken den endog for det meſte ſtemmer Ord til andet, dog har den undgaaet de ſtørſte Uſandſynligheder. Af de Vers, der citeres, ere de fleſte af Hallfred Vandrædaſkald og Hallarſtein; de førſte høre ſandſynligviis til den Draape, han digtede om Olaf efter hans Død, og ſkjønt Hallfred ej var Øjevidne til Kampen, maa hans Vidnesbyrd dog ſættes øverſt ſom ſamtidigt. Hallarſtein levede, ſom oven anført, et Par Generationer ſenere, men havde dog Adgang til at tale i det mindſte med Thorkell Dyrdil der deeltog i Kampen, og hans Udſagn ere derfor ſaa godt ſom ſamtidige. En tredie Skald, hvis Vers anføres, er en Halldor uchriſtne, der havde digtet et Kvad om Erik Jarl: hans Tilnavn viſer, at han var ſamtidig med denne, men at han dog maa have levet paa en Tid da Hedendommen allerede var ſjældnere. Et enkelt Vers og et enkelt Udſagn anføres af Skule Thorſteinsſøn, der ſtred paa Jærnbarden, og endelig et Vers af Eriks Skald Thord Kolbeinsſøn. Alle disſe Hjemmelsmand maa anſees paalidelige. Endelig omtaler Odd en vis Sote Skald. I vor Fremſtilling have vi fornemmelig fulgt Snorre og Olaf Tryggv. Saga, med ſtadigt Henſyn til Verſene.
  14. Odd Munk, Cap. 68, og efter ham Olaf Tryggv. Saga nævner ogſaa Islændingen Torve Valbrandsſøn; men hvis dette ej er en Sønneſøn af den, der levede paa Hørds og Tange-Odds Tid (ſe Hørds og Hønſethores Sagaer), maa Angivelſen være urigtig.
  15. Saavel Olaf Tryggv. Saga ſom Odd Munk anføre et Vers af Skule Thorſteinsſøn, hvori han omtaler Sigvalde ſom deeltagende i Kampen tilligemed Eriks (nemlig: „jeg fulgte i min Ungdom Friſernes Koer (Erik) og Sigvalde i Kampen udenfor Svoldrs Munding“). Men da det for øvrigt heder, at han laa uvirkſom, i det mindſte for det førſte, og at han kun lidet nævnes ſom deeltagende i Slaget, er det ſandſynligſt, at han kun underhaanden har underſtøttet Erik, rimeligviis iſær med friſke Tropper; dette viſer ſig og deraf, at hans egen Broder, og ſandſynligviis ogſaa flere Jomsvikinger, vare ombord paa Eriks Skib.
  16. Snorre, Cap. 114. Fagrſkinna, Cap. 79. Odd Munk, der lader Olaf ſige alt dette til forſkjellige Tider, udtværer ogſaa Ordene ſelv; fra ham har igjen Olaf Tryggv. Saga (Cap. 250) optaget de ſaaledes temmelig ſmagløſt forlængede Udſagn, men anfører dem, ligeſom Snorre og Fagrſkinna, under eet.
  17. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 250, Odd Munk, Cap. 65.
  18. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 250. Snorre, Cap. 116. Odd Munk, Cap. 65, 66. Fagrſkinna, Cap. 179. Den førſtnævnte ytrer, at Hallarſtein omtaler Olaf ſvenſkes Angreb for Sven Tjugeſkeggs, men den følger dog heller Snorres Beretning. I Rekſtefja omtales virkelig ogſaa Olafs Angreb førſt, men ikke ſaaledes at Skalden ſynes at have lagt nogen videre Vegt paa denne Orden, og Verſene kunde endog meget godt ombyttes med hinanden. Saavel Ágrip (Cap. 17) ſom Hist. Norv. fol. 10. b. nævne ogſaa førſt Sven, dernæſt Olaf, endelig Erik.
  19. Olaf Tryggv. Saga, Cap. Snorre, Cap. 118. Odd Munk (Cap. 69), der fremdeles røber Forkjærlighed for det Overnaturlige, beſkriver ogſaa dette paa en halv overnaturlig Maade. Merkeligt nok, fortæller ogſaa Saxo (X B. S. 505, 506) Tildragelſen med Einars Bue; han beſkriver hans Skud ſom aldeles overordentlige, men lader det være Sven, ej Erik, mod hvem de rettedes.
  20. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 253. Odd Munk, Cap. 69.
  21. Se herom Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256. Snorre, Cap. 12I, hvor et Vers af Hallfred anføres, i hvilket Thorkell udtrykkelig omtales ſom den der ej forlod Ormen førend han ſaa den øde tilligemed den anden Orm og Tranen. De øvrige, ſom nævnes, vare Aasbjørn af Moſtr, Thorſtein Oxefod, Bjørn af Studla, Agmund ſande og Thrond ſkjaalge.
  22. Odd Munk, (Cap. 67) lader, tvertimod hvad der udtrykkeligt fortælles, og hvad der omtales i hvert Vers af Hallfred, Olaf give Thorkell Dyrdil den Befaling at lade Tranen med Lig, for at faa disſe af Vejen, og ſejle bort med dem. Men han har øjenſynlig misforſtaaet dette Vers, og derhos henført det til Thorkell Dyrdil iſtedetfor Thorkell Nefja.
  23. Disſe forſkjellige Udſagn omtales alle i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256, ligeledes hos Odd, Cap. 50. Den Omſtændighed, at de findes hos Odd, gjøre dem viſtnok noget mistænkelige, imidlertid ere de ikke i ſig ſelv uſandſynlige, og Odd anfører derhos tidligere, Cap. 23, Einar Thambarſkelver ſom en af dem, hvis Beretninger laa til Grund for Olafs Hiſtorie.
  24. Saa meget, ſtaar der i Fagrſkinna, lagde Folk Bind paa at tale vel om Olaf, at de fleſte intet vilde høre om at han var falden, men angave at han enten var i Vendland eller Sudrrike, og ere mange Fraſagn gjorte derom, men hans Venner frygtede dog for at alt dette var Løgn.
  25. Om Hallfreds Død, ſe nedenfor.
  26. Disſe Vers anføres deels i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256, deels hos Snorre, Cap. 122, deels i Fagrſkinna, Cap. 87.
  27. Det er bekjendt, og vil ſiden efter ogſaa blive omtalt, hvorledes Einar Thambarſkelver, lang Tid efter, da Sven Knutsſøn var bleven Konge, virkede for at faa Olaf Haraldsſøn efter hans Død anſeet for en Helgen, hvilket ogſaa lykkedes ham, og hvilket var det farligſte Stød, der kunde bibringes Svens og Knuts Herredømme. Allerede før den Tid, medens Olaf levede, havde Einar faaet Øjnene op for Knuts Planer, og, heder det, da mindedes han Olaf Tryggvesſøn, og vendte ſin hjerteligſte Længſel til ham. Uſandſynligt er det derfor ej, at Einar allerede da har tænkt paa at faa Olaf Tryggvesſøn ſat op ſom en Helgen, eller maaſke endog ſøgt at faa Folket overtalt til at tro at han levede. Om den Beretning af Nordmanden Gaut, ſom nedenfor omtales, heder det udtrykkeligt, at Teit Aasgeirsſøn, efter hvad man maa formode en med Are frode ſamtidig Islænding, hørte en vis Thorarin fortælle den, og at Thorarin havde hørt den af Einar ſelv.
  28. Saa heder det i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 255, hos Odd Munk, Cap. 69, i Ágrip, Cap. 17.
  29. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 267, 268. Odd Munk, Slutn. Ifølge denne ſkal Olaf have været i Gardarike førend han kom til Palæeſtina.
  30. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 269. Denne Saga tilføjer Odd Munk, tog Kong Edvard (Confesſor) ſiden.
  31. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 271.
  32. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 283. I Tillæggene til Olaf Tryggv. Saga findes endnu en Hiſtorie, Einar ſelv ſkal have fortalt Halldor, Snorre Godes Søn, om hvorledes han og Kolbjørn med flere vare løbne overbord fra Ormen under det Lys, der kom over Kongen, men at de ſiden bleve fangne af Kong Sven og førte til Jylland for at ſælges ſom Trælle, hvor de kjøbtes af en maſkeret Mand, ſom ſtrax ſatte dem paa fri Fod og viſte dem et Skib, der kunde føre dem til Norge; i denne Mand troede de at gjenkjende Olaf. Er det nu end muligt, at en anden, og ikke Olaf, kan have løskjøbt dem, ſaa ſtrider dog Beretningen i ſig ſelv aabenbart mod den ſædvanlige, der viſt ogſaa er den ſandſynligſte, at Kolbjørn og Einar ſtrax bragtes til Jarlen og fik Fred af ham, og at Einar ſelv fulgte Jarlen hjem. Disſe Modſigelſer, i Forbindelſe med Talen om Lyſet, viſe at Fortællingen ſenere er opdigtet.
  33. Odd Munk fortæller alt dette uden at ytre ſtor Tvivl. Ágrip berører det løſeligt, ligeſaa Fagrſkinna, Thjodr. Munk, Hist. Norv.; denne ſiger at man ej veed viſt, hvorledes han kom til Land, ſvømmende, eller paa en Vaad, eller ved Engles Hjelp, men at det dog er bedſt at lade Sagen ſtaa ved ſit Værd ſom højſt uſikker.
  34. Adam af Bremen, II. 38. Hans Ord ere: „Olaf, der ſtod ene tilbage, ſtyrtede ſig i Vandet og fik et Endeligt, hans Liv værdigt“. Han beſkylder ham nemlig, ſom ovenfor anført, for at være halv hedenſk, og giver ham Tilnavnet Kraakabein. Saxo ſiger at han ſtyrtede ſig i Vandet for ved en frivillig Død at undgaa at falde i Fiendehaand. Af de islandſke Sagaer ſiger Kriſtniſaga, der rigtignok viſer Spor af at have benyttet Odd, at Olaf forſvandt (hvarf), men Are frode i ſin Islendingabok, det ældſte islandſke Skrift, og ſkrevet omtrent 100 Aar efter Svoldrſlaget, ſiger kun at han faldt (Cap. 7, 8).
  35. Ágrip Cap. 17.
  36. Han var nemlig fød 963, ſ. o. S. 20.
  37. Dette Slag, ſiger Odd Munk (Cap. 69), er det berømmeligſte, der har været holdt i Norden, deels formedelſt det tapre Forſvar, deels formedelſt Angrebet og Sejren, da nemlig det Skib blev vundet paa dyben Sø, ſom ingen troede kunde tages, og endelig fordi den Høvding faldt, der anſaaes for den berømmeligſte over hele den danſke Tunge. Jvfr. Fagrſkinna, Cap. 81.
  38. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 257. Odd Munk, Cap. 71. Adam Brem. II. Cap. 88. Ogſaa her kan Mag. Adam ikke afholde ſig fra at lægge ſin Uvilje mod Thyre for Dagen; han finder hendes ſørgelige Død fortjent.
  39. Olaf Tryggv. Saga, Cap. Odd Munk, Cap. 61. Fagrſk. Cap. 76.
  40. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 264, 265.
  41. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 259. Odd Munk, Cap. 72. Ifølge denne ſkulde Vige ej have fulgt med paa Toget, men derimod være bleven tilbage paa en af Kongens Gaarde, hvor den ſtedſe laa foran Kongens Plads, indtil dens Vogter, ved at erfare Efterretningen om Kongens Fald, udtalte de Ord, der ovenfor lægges Erik Jarl i Munden.
  42. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 258. Odd Munk, Cap. 71. Det er viſtnok fra den ſidſte, hvorfra Beretningen er kommen ind i den førſte. Snorre veed intet enten om Viges Død eller Ormens Undergang at fortælle.