Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/2/42

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Den 9de September[1] i Aaret 1000 var den Dag, paa hvilken Olaf stred sin sidste, evigt mindeværdige, Heltekamp. Del var en smuk Dag, med klart Solskin, og der blæste kun en ubetydelig Vind. De forenede Fyrster, Sven, Olaf svenske og Erik Jarl, havde lagt sig med deres Flaade i den saakaldte Svoldr-Havn eller Svoldr-Strøm, d. e. den til Greifswalde indgaaende Fjord mellem Rügen og Peene-Mundingen, og indenfor en liden Ø, der ligeledes i vore Sagaer kaldes Svoldr, og sandsynligviis er en af de tre smaa Øer Stubber Bank, Rüden, eller Greifswalder Oie, skjønt rigtignok Kysten og Øerne mellem Oderflodens Udløb eg Rügen i de senere Aarhundreder skal have undergaaet saa mange Forandringer, at det endog er uvist, hvor vidt Øen Svoldr i vore Dage er til[2]. Antallet af de Skibe, enhver af de forenede Fyrster havde med sig, angives forskjelligt. Den højeste Angivelse[3] lader Kong Sven og Kong Olaf svenske have hver 60, og Erik Jarl 19; efter et andet Udsagn[4] havde Sven og Olaf hver 30, og Erik 22; en tredie Beretning, der synes at være den paalideligste, fordi den meddeles af Skalden Stein[5], tildeler Kong Sven 60, Olaf svenske 13, og Erik Jarl 5. De havde saaledes i alle Fald Fordelen af et større Skibe-Antal paa sin Side, men det er dog meget uvist, om deres Folkestyrke derfor var større end Olafs, thi Besætningen paa Ormen lange var allerede maaske fem Gange saa stor, som Besætningen paa et almindeligt Langskib, og dertil var ogsaa Tranen og Ormen stamme usædvanligt store Skibe. Kan man altsaa, med stadigt Hensyn til enkelte Skibes usædvanlige Størrelse, regne et Middeltal af 150 Mand paa hvert af Olafs 60 Skibe, bliver Antallet paa hans Mænd omtrent 9000, medens man paa hvert af de fiendtlige Skibe neppe kan regne mere i Gjennemsnit end 120, hvilket kun giver en Styrke af 600 flere end paa Olafs Side.

Hvor Olafs Skibe laa i Havn under hans Ophold i Vendland, vides ej med Vished, men af Fortællingens Gang kan man tydeligt se, at det maa have været i et af de to vestligere Udløb af Stettinerhaffet, enten ved Svinemünde eller ved Wolgast, snarest det første[6]. Da hans Flaade forlod Havnen, var Vinden som vi have nævnt, kun ubetydelig, men ellers gunstig, saa at de mindre Skibe snart fik Forspring for de større. Sigvalde Jarl veg ej fra Kongen, men sejlede stedse i Nærheden af ham. Han havde faaet hemmeligt Bud om at den fiendtlige Flaade vilde vente indenfor Svoldr, og at han altsaa havde at lokke ham did. Han raabte derfor over til Olaf, og tilbød sig at sejle lidt forud, for at vise de største Skibe Vejen, hvor der var dybest mellem Øerne, da han nemlig var nøje bekjendt med disse Farvande. Herimod havde Olaf intet at indvende, og lod ham sejle foran, medens han selv fulgte efter med de største af Skibene; de mindre vare allerede langt forud. Sigvalde havde selv 11 Skibe, men det ene, en 16-sædig vendisk Snekke, skal ikke egentlig have tilhørt ham, men hans Hustru Aastrid, der havde afsendt den for at være Olaf til Hjelp i paakommende Tilfælde[7].

De forenede Fyrster tilligemed Høvdingerne i deres Flaade og store Skarer af Hæren gik imidlertid op paa Øen, hvor de med Utaalmodighed spejdede efter Olafs Skibe. Det var jo muligt, at Sigvaldes lumske Plan ikke var lykkets, og at Olaf havde taget en anden Vej: i dette Tilfælde var hele deres Møje spildt, i det mindste for denne Gang, og Hæren begyndte allerede at knurre over den lange Uvirksomhed. Men snart saa de til deres store Glæde en Deel af de mindre norske Skibe komme forbi og sejle ud ad Havet til; de kunde altsaa vente at Olaf selv snart vilde følge efter. Omsider kom et stort og prægtigt Skib. Allerede ved Synet af dette troede begge Kongerne, at det var Ormen lange. Men Erik Jarl sagde at Ormen lange vist var meget større og anseligere: og han havde Ret, thi dette Skib tilhørte Eindride af Gimse, Einar Thambarskelvers Fader[8]. Efterhaanden kom flere store Skibe, det ene større end det andet, og hver Gang troede Sven at det var Ormen lange og vilde begynde Angrebet, men Erik Jarl paastod stedse, at denne maatte være meget større, og bad ham endnu at holde sig rolig, thi man var bedst tjent med, at saa mange af de store Skibe, som muligt, sejlede bort uden at merke til Forræderiet og følgelig uden at deeltage i Kampen. Paa denne Maade droge foruden Eindrides Skib endnu fire andre forbi, nemlig de der tilhørte Kongens Halvbroder Thorkell Nefja, og hans tre Svogre Thorgeir, Hyrning og Erling Skjalgssøn. De tre førstnævnte vare dog ej selv ombord, da Thorkell Nefja styrede Ormen skamme, og Thorgeir og Hyrning befandt sig paa Ormen lange hos Kongen; Erling derimod styrede selv sit Skib, og havde ingen Anelse om at han nu sejlede fra sin Svoger, for aldrig mere at se ham. Ved Synet af Erlings Skib, der ej førte Dragehoved, sagde Sven leende: „ræd er Olaf Tryggvessøn nu, siden han ej tør sejle med Hoved paa sin Drage“. Men Erik sagde: „dette Skib kjender jeg nøje paa det stavede Sejl[9]: det tilhører ikke Kongen, men Erling Skjalgssøn; lad dem kun sejle, thi hvis han, som jeg formoder, selv er ombord, ville vi staa os bedst ved at han og hans Skare ikke findes blandt dem, med hvem vi idag skulle kæmpe“. Kong Olaf svenske meente at det dog endnu kunde være muligt, at et af disse Skibe førte Olaf Tryggvessøn selv, og at det vilde være en stor Skam at lade ham undslippe. Men Erik beroligede ham, og snart overbeviste han sig om at Erik havde Ret. Nu kom Sigvalde Jarl med sine Skibe, som de strax kjendte. De sendte en Skude ud imod ham og underrettede ham om at den forenede Flaade allerede laa der: han drejede derfor lige hen mod Holmen. Derpaa kom tre Skibe, af hvilke et var meget stort og førte Dragehoved: det var Tranen, som styredes af Thorkell Dyrdil. Nu tvivlede ikke Kong Sven længer paa at han saa Ormen lange, og bød sine Mænd gaa til Skibene. Da Erik Jarl endnu bad ham at vente, begyndte mange at tale om at Erik var ræd og ej vovede at hevne sin Fader; det var, sagde de, en stor Skam, der vilde spørges i alle Lande, om de laa der med en vældig Hær, og lod Norges Konge lige for deres Næse sejle forbi med en Haandfuld Folk. Da blev Erik Jarl vred, og bad dem, siden de endelig vilde, at gaa til Skibene; inden Solen gik ned, sagde han, vilde Danerne og Sviarne neppe være mere lystne efter Kampen, end han og hans Folk. Det var nu ogsaa overflødigt at holde sig længer roligt, thi da Thorkell Dyrdil paa Tranen og de andre Skibsstyrere, der fulgte ham, faa at Jarlen drejede ind under Øen, lode de Sejlene falde og roede ind efter ham, for at høre hvad der var paafærde. Jarlen talte om, at det var bedre at holde sig nær ved Øerne; Thorkell fandt dette besynderligt, da det jo maatte være sikrest for de store Skibe at holde lige ud paa Havet. Sigvalde rykkede da ud med Sproget, og sagde at der nok var Ufred at vente, saa at de gjorde bedst i at oppebie Kongen. Dertil kunde han nu trygt raade, da allerede saa mange Skibe vare sejlede forud, at der med de tre sidstnævnte kun var 11 tilbage. Idet Fyrsterne gik ned til Stranden, saa de flere Skibe komme sejlende, af hvilke eet var en stor guldprydet Drage. Mange sagde at Jarlen havde sagt sandt, thi dette maatte være Ormen lange: saa stort og smukt Langskib havde man hidtil ej seet i Norden, og det var ej at undres over at en Konge, der kunde lade slige Skibe bygge, var vidt og bredt navnkundig. Kong Sven rejste sig og raabte: „højt skal Ormen bære mig i Kveld, den skal jeg styre“. Men Erik Jarl sagde saa at enkelte hørte det: „om end Olaf Tryggvessøn ikke havde større Skib end dette, vilde dog ikke Sven kunne vinde det fra ham med hele Danehæren“. Dette sidste store Skib var Ormen skamme; det lagde ligeledes bi, saa vel som de øvrige i dets Følge. Alle skyndte sig nu ombord og toge Tjeldingerne ned, medens Høvdingerne fremdeles bleve staaende og fortsatte Samtalen. Da saa de atter tre store Skibe komme sejlende, og derpaa et fjerde, endnu større. Det havde i Forstavnen et stort, lueforgyldt Dragehoved, som straalede vidt og bredt i Solskinnet; man undredes over dets Længde, thi det varede en god Stund efter at Forstavnen var kommen frem, inden Bagstavnen viste sig. Da tvivlede ingen paa at dette var Ormen lange. Men, heder det, ved dette Syn blev ogsaa mangen Mand taus, og Frygt betog den store Hob, thi dette store Skib førte i sit Skjød mangen Mands Undergang „Dette herlige Skib“, sagde Erik Jarl, „passer sig for slig Konge som Olaf Tryggvessøn, thi om ham siges det med Sandhed, at han udmerker sig lige saa meget fremfor andre Konger, som Ormen lange fremfor andre Skibe[10]“.

Da Olaf Tryggvessøn saa at Tranen, Ormen skamme og de øvrige Skibe lagde bi, styrede han til Luvart for dem, og spurgte, hvad dette skulde betyde. Det blev sagt, at der var Ufred paa Færde, og at han gjorde bedst i at fly. Men han svarede agter fra Løftingen, hvor han stode „ned med Sejlet, og standser Farten; endnu har jeg aldrig flyet i nogen Kamp; Gud raader for mit Liv, men aldrig skal jeg tage Flugten, thi den er ingen ret Konge, som flyr sine Fiender formedelst Rædsel“. Imidlertid roede hele den fiendtlige Hær frem bagom Øen, der hidtil havde skjult den, og da Olafs Mænd saa hele Søen vidt og bredt bedækket med fiendtlige Skibe, forestillede Thorkell Durdil ham endnu engang, at det var bedst at benytte Tiden, inden Fienden kom i Orden, til at flygte, hvilket ej var nogen Skam, naar man havde med saa stor Overmagt at gjøre. Men Olaf bød med høj Røst, at man skulde binde Skibene sammen og gjøre sig rede til Kamp; hans Mænd skulde ej tænke paa Flugt. Da Signalet til Sammenlægning var blæst, ordnede han de elleve Skibe, han havde, saaledes at Ormen lange kom i Midten, med Tranen og fire Skibe derefter paa den ene, og Ormen skamme, ligeledes med fire Skibe derefter, paa den anden Side. Da man skulde binde Ormen lange og Ormen skamme sammen, kom Bagstavnen af den første til at ligge langt agterud. Olaf bød derfor, at man skulde lægge det store Skib længer frem, thi, sagde han, „jeg vil ikke være den agterste i Kampen blandt alle mine Mænd“. Da sagde hans Merkesmand og Stavnbo Ulf røde: „skal Ormen lægges saa meget længere frem som den er længere end andre Skibe, da bliver der en haard Dyst paa Saxene[11]“. „Jeg vidste ikke“, sagde Kongen, at jeg havde en Stavnbo, der baade var rød og ræd“ „Vend du kun“, sagde Ulf, „ikke mere Ryggen agter i Løftingen, end jeg i Stavnen“. Kongen, der havde en Bue i Haanden, tog forbitret en Piil og sigtede paa Ulf. „Skyd ikke mig, Herre“, sagde Ulf, „men skyd heller, hvor det bedre behøves; hvad jeg udretter, det udretter jeg jo for dig[12]“.

De fiendtlige Fyrster ordnede nu deres Skibe i tre forskjellige Flokke. De havde truffet den Overeenskomst, at hvis de overvandt Olaf, skulde hver af dem have sin Trediedeel af Norge, men den, som først besteg Ormen lange, skulde faa den med alt det Bytte, den indeholdt; ellers skulde Enhver beholde det Skib, han selv ryddede[13]. Kong Sven, der havde det største Antal Skibe, og, som vi have seet, nærede det Haab, at Ormen vilde blive ham til Deel, lagde sig lige for Olaf. Den svenske Konge lagde sig til højre, Erik Jarl til venstre. Erik havde, som sædvanligt, sit store og sterke Skib Jærnbarden. Hans Folk bestode for en stor Deel af Nordmænd, der havde fulgt ham i Landflygtighed. Paa hans Skib vare ogsaa Islændingerne Skule, Søn af Thorstein Egilssøn paa Borg og Vigfus Vigaglums Søn[14]; fremdeles, i det mindste senere hen, Jomsvikingen Thorkell høje, Sigvalde Jarls Broder, der i Jomsvikingeslaget havde staaet fiendtligt over for ham, men nu, forbunden med ham ved fælles Interesser, sluttede sig til ham heller end til Kong Sven. Sigvalde selv skal ikke have deeltaget i Kampen, men holdt sig dog nærmest ved Erik Jarl[15]; da vi finde hans egen Broder Thorkell ombord hos denne, kan man neppe antage andet end at han nu og da har understøttet ham. Da Kong Olaf Tryggvessøn saa Fienderne rejse deres Merker, spurgte han sine Mænd: „hvilken Høvding have vi her lige for os – „Kong Sven med Danehæren“, var Svaret. Da sagde han: „for dem ræddes vi ej; aldrig sejrede Daner over Nordmænd, og heller ikke skulle de overvinde os idag. Men hvilken Høvding tilhøre de Merker der udenfor til højre?“ – Man sagde at det var Kong Olaf svenske med Sviarnes Hær. „Sviarne“, svarede Olaf, „finde det vist behageligere at sidde hjemme og flikke sine Blotboller, end at møde eders Vaaben paa Ormen lange idag, og neppe tror jeg at vi behøve at ængste os for de Hesteædere; men hvem ejer de store Skibe der borte til venstre for Danerne?“ „Det“, sagde de, „er Erik Jarl, Haakons Søn“. – „Der kunne vi vente os en haard Dyst“, sagde Olaf, „thi Erik Jarl tykkes at have skjellig Grund til at angribe os, og han og hans Mænd ere Nordmænd som vi[16]“.

Da Dronning Thyre saa Forberedelserne til Kampen, blev hun meget ængstelig og brast i Graad. Olaf sagde: „nu maa du ikke græde, thi du har jo faaet hvad du skulde have fra Vendland, og i Dag skal jeg kræve din Tandgave af din Broder Sven, som du saa ofte har bedet mig om“. Han lod hende derpaa forføje sig under Dækket, og bad Biskop Sigurd om at tage vare paa hende[17]. Selv tog han Plads i Løftingen eller den højeste Deel af Agterskandsen, hvor han ragede højt i Vejret, og var let kjendelig fra alle de andre. Han havde et forgyldt Skjold, en guldbelagt Hjelm, og en kort rød Silkekjortel udenom Brynjen.

Nu blev der blæst til Angreb og raabt Krigsraab. Kong Sven begyndte Kampen. Med sine 60 Skibe lagde han sig mod Olafs, hvis yderste Skib til Venstre berørtes af Sviakongens Stavne. I Førstningen førtes Striden med Skud- og Kaste-Vaaben, som Pile, Kastespyd og Gaflaker; men den var meget heftig. Da Ormen lange naaede saa langt frem foran de øvrige Skibe, gik det især ud over dens Fremstavn, som var tæt omgiven af Svens Skibsstavne. Kampen blev her et Haandgemæng med Hugvaaben, medens de, der vare agter i Skibet, hvoriblandt Kong Olaf selv, endnu maatte indskrænke sig til at bruge Fjernvaaben, med hvilke de fældte mange Daner. Nordmændene havde den Fordeel, at deres Skibe var meget højere end Fiendens, saa at de kunde føre deres Vaaben nedad; paa den anden Side vare Danerne saa meget talrigere. Deres Angreb rettede sig især mod Ormen lange, dog fik ogsaa Ormen skamme og Tranen deres Deel, og det kunde ikke undgaaes, at Nordmændene, hvor tappert de end kæmpede, saa sine Rækker tyndes. Sviarnes Skibe laa heller ikke længer borte, end at deres Pile og Kastespyd kunde naa over til Nordmændene. Olaf selv, som hidtil havde staaet i Løftingen og skudt med Bue eller Spyd, gik forud og deeltog i Haandgemænget. Enden paa denne første Kamp blev dog den, at Danerne maatte vige. Stavnboerne paa begge Ormene og Tranen holdt Kong Svens nærmeste Skibe fast med Ankere eller Stavnljaaer (Entrehager), og ryddede det ene efter det andet, idet Sven og hans Mænd maatte gaa over paa andre Skibe og tilsidst tage Flugten. Nu lagde Sviakongen til med femten Skibe, og Kampen blev paany meget heftig. Men det gik ikke Sviarne bedre end Danerne; ogsaa af deres Skibe bleve flere grebne og ryddede, og de øvrige maatte lægge fra, efter at mange Folk vare faldne. Kongen selv skal med Nød og neppe være undkommen med Livet[18].

Men medens Kampen med Daner og Sviar saaledes rasede om Ormen lange, havde Erik Jarl begyndt et mere planmæssigt og ødelæggende Angreb fra den venstre Fløj. Han lagde sig med Jærnbarden klods ved det yderste af Olafs Skibe til højre, og da han her havde Overmagten, fik han det ryddet, idet Besætningen deels faldt, deels reddede sig over paa de nærmeste Skibe. Derpaa hug han det ryddede Skib ud af Tengslerne, og lagde sig ved det næste, og saa fremdeles; vel faldt flere af hans Mænd, men deres Plads udfyldtes strax af Daner og Sviar, som hidtil ikke havde deeltaget i Kampen, og derfor vare udhvilede og friske, medens Nordmændene vare trætte og saarede. Tillige regnede der uophørligt Spyd og Pile fra de danske og svenske Skibe ned over de norske. Udfaldet blev derfor, som man let kunde forudse, at Olafs Mænd bukkede under, og at tilsidst alle hans Skibe vare ryddede, paa Ormen nær, til hvilken alle de Nordmænd, der ej vare faldne, havde taget deres Tilflugt. Erik Jarl lagde sig nu med Jærnbarden sidbordes ved Ormen, og lod sine øvrige fire Skibe lægge sig omkring den. Jærnbarden skal have tørnet saa heftigt mod Ormen, at noget af denne gik løst, og Kampen blev nu voldsommere end nogensinde. Pile, Spyd, Stene og alt hvad der kunde bruges som Vaaben, regnede fra alle Kanter. Vaabnene faldt saa tykt, at man neppe kunde værge sig med Skjoldene. Kong Olafs Mænd, fortælles der, vare nu saa rasende at de løb op paa Randen af Skibet for at kunne naa Fienderne med Sverdet og dræbe dem; men da kun faa af Fienderne havde lagt sig saa nær under Ormen, at de kunde naaes med Hugvaaben, faldt mange af Kong Olafs Mænd overbord, idet de ej huskede andet end at de strede paa jevn Mark. Einar Thambarskelver stod i Krappe-Rummet paa Ormen og nedlagde mange Fiender ved sine sikre Bueskud. Han saa tydeligt Erik Jarl, der sad i ForRummet paa Jærnbarden, dækket af en Skjoldborg. Han skød en Piil mod ham, og traf Rorknappen lige over Jarlens Hoved saa haardt, at Pilen gik ind lige til Skaftet. Jarlen blev forundret og spurgte sine Mænd om de kjendte ham, der skød saa voldsomt. I samme Øjeblik kom en anden Piil saa nær Jarlen, at den fløj mellem hans Side og Armen; den gik tvers igjennem en Fjel bagenfor, saa at Odden stod ud paa den anden Side. Da sagde Jarlen til en af sine Mænd, der efter Nogles Sigende hed Finn Eyvindssøn, efter andres var af finsk Æt, en ypperlig Skytte, der endog i sin Tid havde gjort Einars Bue: „skyd du den høje Mand der i Krappe-Rummet!“ Finn skød med en flad Piil, og traf midt paa Einars Bue, idet han tredie Gang spendte den. Buen brast med et sterkt Brag. „Hvad var det som brast“, spurgte Kongen. „Norge af din Haand Konge“, var Einars Svar. „Saa farlig er vel ej Bristen“, sagde Olaf, ’„tag min Bue og skyd med“; i det samme kastede han sin Bue til ham. Einar tog den, men drog den strax frem for Odden af Pilen, og kastede den tilbage med de Ord: „for veg, for veg er Kongens Bue!“; men greb Skjold og Sverd, og stred tappert[19].

Kongen havde atter indtaget sin Plads i Løftingen, hvor han skød deels med Bueskud, deels med Gaflaker, de sidste altid to ad Gangen. Alle kunde se ham; han søgte ikke at dække eller skjule sig. Ved at betragte Kampen nedenfor i Forrummet, hvor det gik varmest til, merkede han at hans Mænd løftede Sverdene heftigt og hug tidt og ofte, men uden synderlig Virkning. Han sagde derfor med høj Røst: „hæve I da eders Sverd med saa liden Kraft, siden de bide saa daarligt?“ – „Nej“, svarede En, „men vore Sverd ere baade sløve og meget brudte“. Da gik Kongen ned fra Løftingen til Forrummet, lukkede op Højsædes-Kisten, og fremtog deraf mange blanke og hvasse Sverd, som han uddeelte blandt sine Mænd. Idet han rakte den højre Haand ned, saa flere at der randt Blod ned under Armskinnen. Men Ingen vidste, hvor han var saaret.

Paa Ormen skede det bedste og meest ødelæggende Forsvar i Forrummet og Forstavnen; der var Mandskabet meest udsøgt og Skibsbordene højest. Derimod begyndte Mandfaldet især at blive betydeligt midtskibs, hvor der tilsidst kun stod faa Folk tilbage omkring Masten. Da forsøgte Erik Jarl, selv 15de, at entre. Det lykkedes ham at bestige Ormen, men Kongens Svoger Hyrning kom mod ham med en Skare, og efter en haard Kamp blev Erik dreven tilbage, efter at hans Mænd deels vare dræbte, deels saarede. Det fortælles, at Erik Jarl, som endnu var en Hedning og hidtil havde ført et Thorsbillede foran i sit Skib, nu skal have gjort det Løfte at lade sig døbe, hvis han sejrede, og at han allerede strax skal have ombyttet Thorsbilledet med et Krucifix. Men denne Beretning er lige saa lidet sandsynlig, som en anden, der sættes i Forbindelse dermed, nemlig at der nu skede en Standsning i Kampen, under hvilken de tre Fyrster holdt en Sammenkomst, og da først traf hiin Aftale med hinanden om Norges og Byttets Deling. Det sandsynligste er, at Kampen har vedvaret, snart med mindre, snart med større Heftighed. Der fortælles tillige i Forbindelse hermed, at Erik Jarl efter Thorkell højes Raad skal have ladet tage store Tømmerstokke og lægge over fra sit Skib paa Ormen, som derved kom til at helde, saaledes at det var lettere at komme op paa den. Dette er i sig selv ej usandsynligt[20]. Vist er det, at Erik anden Gang forsøgte at entre, og denne Gang med større Held end før, thi skjønt han vistnok fik en varm Modtagelse af Stavnboerne, var dog Besætningen paa Ormen nu falden i saadan Mængde, at Skibsbordene paa mange Steder stode tomme, saa at Jarlens Mænd i det hele taget kunde komme op uden Vanskelighed. De faa af Olafs Krigere, der endnu vare tilbage, flokkede sig agter om Kongen i Løftingen, for derfra paany at gjøre Modstand. Nu faldt de fleste og ypperste af hans Kæmper, som begge hans Svogere, Hyrning og Thorgeir, Ulf røde, Vikar af Tiundaland. Da Skibet var aldeles ryddet forud, rykkede Erik agter til Forrummet, hvor der blev en haard Kamp. Kongen stod fremdeles i Løftingen, let kjendelig fremfor alle ved sin prægtige Rustning. Kolbjørn Stallare gik op til ham og stillede sig ved hans Side; da han var af samme Væxt som Kongen og klædt aldeles som ham, kunde man i Hast ikke kjende dem fra hinanden, men Vaabnene regnede ned over dem begge, saa at deres Skjolde vare ganske ligesom fryndsede af Pile. Da der endelig, efter hvad der fortælles, ej stod flere end 8 Mænd tilbage af hele Besætningen, foruden Kongen selv, løb han og Kolbein overbord. Erik Jarls Mænd laa med Smaaskuder uden om Ormen for at dræbe eller fange dem, der sprang i Vandet. Men da Kongen, i det han hoppede ned, holdt Skjoldet over sit Hoved, sank han ned, saa at man ej fik fat paa ham. Kolbjørn derimod kom til at faa Skjoldet under sig, idet han faldt, saa at han ej strax sank, men blev tagen op af Jarlens Mænd, der troede at det var Olaf. Han blev ført hen til Jarlen, der strax saa at han ej var Kongen, og skjenkede ham Livet. I dette Øjeblik løb ogsaa de øvrige af Olafs Mænd, som endnu vare tilbage, overbord, blandt dem Einar Thambarskelver og Thorkell Nefja; denne var den allersidste, som forlod Ormen; han frelste sig ved at svømme i Land, men Einar tilligemed de øvrige bleve tagne op og bragte til Jarlen, som skjenkede dem Livet[21].

Saasnart Kong Olaf var sprungen overbord, raabte hele den fiendtlige Hær Sejrsraab. Ogsaa Sigvalde roede til. Den egentlige Sejrherre var Erik Jarl, som derfor ogsaa efter Aftale tog Ormen og de øvrige Skibe i Besiddelse, og det er maaske Olafs og hans Mænds største Ros, at trods den Overmagt, deres Fiender havde havt, nævnes dog denne Sejr som en af de hæderligste, Erik vandt. Erik benyttede sig, som sædvanligt, paa det ædelmodigste af Sejren, da han skjenkede Fangerne Livet og behandlede dem vel. Ogsaa fra de øvrige Skibe maa flere paa lignende Maade have været frelste, da vi erfare at i det mindste Thorkell Dyrdil overlevede Slaget[22]. Om Olafs Død synes det som om ingen dengang nærede den mindste Tvivl. Man antog, at han enten var druknet, eller falden i Kampen. Det er ogsaa det sandsynligste, at han, der allerede saa godt som havde søgt Døden ved at indlade sig i Kamp med Fiendens mangedobbelte Overmagt, nu, efter at se sine Skibe ryddede og sine Mænd faldne, foretrak at dø fremfor at falde i sine Fienders Vold. Men hans Lig blev ikke fundet, og, – som det ved slige Lejligheder plejer at gaa, naar den faldne Fyrste har været inderligen elsket af sine Omgivelser, – man gav senere den Tanke Rum, at han virkelig var undkommen af Slaget, idet han havde afført sig Brynjen under Vandet, og var kommen op i hiin Vendesnekke, som Aastrid, Sigvaldes Hustru, i dette Øjemed havde holdt i Beredskab. Det hed, at denne Vendesnekke to Gange, en Gang strax førend Kampen begyndte, og anden Gang umiddelbart før Erik Jarls sidste Angreb, havde nærmet sig Ormen lange, og at Kongen havde talt med dens Besætning paa Vendisk, som Nordmændene ej forstode; at den var i Følge med Sigvaldes øvrige Skibe, da disse roede frem strax efter Slaget, men at man umiddelbart derefter saa den ro til Land i flyvende Fart; nogle vilde endog vide at Aastrid selv var ombord paa den, men i alle Fald skal Olaf paa denne Maade ved hendes Foranstaltning være bragt velbeholden i Land. I Kampens Hede havde flere ikke lagt Merke til, at Olaf sprang ud. Einar Thambarskelver skal siden have sagt, at han endnu, da Erik Jarl gjorde det sidste Angreb mod Forrummet, saa Kongen, og bemerkede at Blodsdraaber dryppede ned paa hans Kind under Hjelmen, men at han selv i det samme blev rammet af en Steen, saa at han faldt i Svime, og at han, da han kom til sig selv igjen-, ikke længer saa ham. Skule Thorsteinssøn, der kæmpede paa Eriks Side, skal have sagt, at han saa Olaf staa i Løftingen, da det sidste Angreb skede paa Forrummet, men at han et Øjeblik efter bukkede sig ned for at velte nogle Lig afvejen for Jarlen, og at Kongen var borte, da han atter rejste sig; han tilføjede at nogle af Olafs Fiender vilde strax efter Sejrsraabet have seet en Mand i røde Klæder ro hen til hiin Vendesnekke og komme op i den, samt at den derefter saa hurtigt som muligt skyndte sig bort. Endog Kolbjørn Staller vilde, da han kom ned i Vandet, have seet et smukt Skjold under sig, der lignede Olafs, og strax efter have merket, at der svømmede en Mand derunder, som slap det, da han kjendte at der kom noget tungt ovenpaa[23]. Det er slet ikke usandsynligt at flere af Deeltagerne i Kampen sidenefter, ved at tilbagekalde alle Enkeltheder, ogsaa have troet at erindre noget saadant, som det nysnævnte, især da de fleste saa gjerne vilde tro det, og det tillige i og for sig har noget tillokkende at beskjeftige sig med slige Gjetninger, som dem, man siden byggede derpaa[24]. Det er ogsaa vist, at Sagnet om, at Olaf var undkommen, allerede faa Aar efter hans Død var i fuld Gang. Hallfred Vandrædaskald omtaler det i den Draape, han digtede om ham i det første eller andet Aar efter Svoldrslaget[25]. „Jeg veed ikke vist“, „siger han, om den ædle Konge er død eller færdes ukjendt i andre Lande; begge Sagn fortælles nu, vist er det at han var saaret. Man har berettet mig, at han skulde leve, skilt fra Land og Rige, hiinsides Havet, men mig er det ingen Trøst at vide dette. En af hans tro Mænd har sagt mig, at han endnu levede; men desværre, saaledes forholder det sig vist ikke, og det er ikke rimeligt at gjette paa noget saadant. Endnu er der nogle, som paastaa at han saaret eller usaaret skal være kommen bort, jeg har dog sandspurgt fra Slaget, at Kongen faldt, og til løse Rygter sætter jeg ingen Lid[26]“. Einar Thambarskelver skal dog, maaske af politiske Grunde, ikke have været utilbøjelig til at antage Olaf for undkommen[27]. Man fik tilsidst en fuldstændig Beretning istand, ifølge hvilken et himmelsk Lys skulde have indhyllet Olaf, da Erik Jarl og hans Mænd stormede hen mod Forrummet, saa at de ej kunde se ham; at han, da Lyset svandt, allerede var borte[28], og imidlertid var sprungen overbord og kommen op paa Vendesnekken hos Aastrid; at han, efter at være kommen i Land med hende og helbredet for sine Saar, afslog hendes Tilbud enten om Hjelp til at gjenvinde sit Rige, eller om Besiddelser i Vendland, eller om Følge til hans Ven Kong Ædhelred i England, men derimod ytrede sit Ønske om at rejse til Rom, hvori hun føjede ham. Hun fulgte ham nu, siges der, til Rhinen, hvor hun tog Afsked med ham; hvorpaa han, udgivende sig for en norsk Kjøbmand og som Tolk for flere Pilegrime, drog til Rom, besøgte Paven, og rejste derfra til Jerusalem, hvor Patriarken og Kongen gave ham to Borge og tre Kasteller, som han raadede over, idet han dog selv tog Munkedragt[29]. Fem Aar derefter skal han med nogle engelske Kjøbmænd have sendt Kong Ædhelred en Bog, hvori alle hans Æventyr vare optegnede[30]; ligesaa skal han omtrent paa samme Tid have sendt sin Svoger Erling og sin Syster Aastrid en Ring, en Kniv og et Belte, hvilke Aastrid strax gjenkjendte. Det heder videre, at Islændingen Thord Sjaarekssøn i Olaf den helliges Dage gjorde en Rejse til det hellige Land, og ved en Borg i Syrien traf en Mand af et anseligt Udseende, der tiltalte ham i den danske Tunge, fraraadte ham at drage til Jerusalem for Ufreds Skyld, og bad ham, naar han kom hjem, hilse Hjalte Skeggessøn fra den, der sidst talte med ham paa Lade i Norge, og dengang holdt i et Sverd, medens Hjalte holdt om Sverdet mellem hans Hænder; Hjalte skal strax have sagt at det var Olaf[31]. Endelig skulde en Nordmand ved Navn Gaut paa Magnus den godes og Harald Sigurdssøns Tid i Ørkenen mellem Jødeland og Ægypten have truffet et Kloster, og i dette en høj Olding, der und megen Anseelse, der talte til ham i den danske Tunge, spurgte ham nøje ud om Stillinger og Forhold i Norge, og især om, hvor vidt man der endnu mindedes Olaf Tryggvessøn, eller hvad man troede om hans Skjæbne; han skal have medgivet ham en Kniv og et Belte til Einar Thambarskelver, og denne skal ved Modtagelsen strax have sagt, at Manden ikke var nogen anden end Olaf Tryggvessøn[32].

Disse Fortællinger have alle kun lidet sandsynligt ved sig, og bære tildeels Præget af at være formede efter eet Mønster[33]. Det rimeligste,er, at Olaf enten faldt eller druknede, og under alle Omstændigheder var han død for Norge og dets Historie, ligesom ogsaa baade Mag. Adam og Saxo, de eneste udenlandske Forfattere, der omtale ham og Svoldrslaget, ligesrem sige at han døde, uden i mindste Maade at antyde at han skulde være undkommen[34]. Og, siger Snorre, hvorledes det end forholder sig med denne Sag, saa er det vist, at Olaf Tryggvessøn aldrig siden kom til at styre Norge. „Men“, siges der paa et andet Sted, „hvad der end har endt hans Liv, saa er det vist at Gud har Sjælen[35]“ Da Olaf faldt, var han i sine bedste Aar, kun 36 Aar gammel[36]. Der er faa eller ingen af Norges Konger, hvis Liv heelt igjennem var saa æventyrligt, som hans. Dette, forenet med hans personlige Elskværdighed og sværmerske Religionsiver, har bidraget til at gjøre ham til Sagaskrivernes Yndlingshelt og stille ham i det halv fabelagtige Lys, hvorigjennem vi ofte kun vanskeligt skimte Begivenhedernes rette Omrids. Som udsendt fra Himlen kom han uventet til Landet, men i en belejlig Tid, da Gemytterne, trætte af Blot-Jarlens Uvæsen, vare mindre utilbøjelige til en Religionsforandring, end de maaske ellers vilde have været og senere bleve. I faa Aar udførte han det Kæmpeverk, at christne Størstedelen af alle de Lande, hvor Nordmænd boede, og det uden at blive forhadt, men tvertimod erhvervende sig en Hengivenhed og beredende sig et Minde blandt sit Folk, der kun er blevet faa Fyrster til Deel. Og derpaa forsvandt han lige saa pludseligt, som han kom; just da han havde naaet sit Maal og befandt sig paa sin Lykkes Spidse, efter at have bestaaet en Heltekamp, hvis Mage man hidtil neppe havde seet[37], og paa en Maade, der var mere end almindeligt skikket til at beskjeftige Indbildningskraften og aabne de dristigste Gjetninger frit Spillerum. Hvorledes hans Charakteer vilde have udviklet sig, om han havde overvundet sine Fiender og hersket en lang Tid i Fred og Ro, er vanskeligt at sige. Hvad der fortælles om ham, bærer altfor meget Præget af Partiskhed, til at vi ubetinget kunne stole derpaa. Denne Partiskhed gaar endog saa vidt, at hans Fienders Angreb paa ham betragtes i et forhadt Lys, uagtet hans Tog var en aabenbar Krigserklæring mod dem, og uagtet de kun gjorde hvad enhver vilde have gjort under lignende Omstændigheder, nemlig at benytte sig af Lejligheden til at forekomme det ventede Angreb, og derved afvende den truende Fare fra sig selv og deres Land. Fremmede bedømme ham, som vi have seet, langt strengere, især Adam af Bremen, der synes at have haft meget imod ham, et Indtryk, han fornemmelig maa have modtaget af Danekongen Sven Ulfssøn. Medens vore egne Sagaer kalde ham den berømmeligste Konge over hele den danske Tunge, d. e. i hele Norden, kalder hiin ham Olaf Kraakabein (s. o. S. 292) og finder hans Død fortjent. Olafs egentlige Charakteer bliver os derfor i mange Henseender en Gaade. Hvad vi med Sikkerhed vide om ham, er at han maa have besiddet ualmindelige Aandsgaver, stor Udholdenhed og Kraft til at sætte sin Vilje igjennem, og en personlig Elskværdighed, der uimodstaaeligt vandt alle deres Hjerter, med hvem han kom i nøjere Berørelse.

Olafs Fald gik ogsaa hans Hustru Thyre og alle hans Frænder og Venner nær til Hjerte. Thyre var aldeles utrøstelig. Da Slaget var endt og Ormen ryddet for alle Lig, blev hun ført op paa Dækket. Da Erik Jarl saa hendes Smerte, gik han til hende, beklagede den store Sorg, de havde gjort hende og hele det norske Folk, og tilbød hende, hvis han fik noget Herredømme i Norge, at vise hende den største Hæder i alle Dele, og ikke mindre end da hendes Mand levede. Hun takkede ham for den Ædelmodighed, han her, som sædvanligt, lagde for Dagen, og sagde at hun gjerne havde modtaget hans Tilbud, hvis hun kunde, men Sorgen havde saaledes betager hende, at hun ej ønskede at leve, eller kunde tage Føde til sig. Og den 9de Dag efter Slaget døde hun, tildeels af Hunger[38]. Erling Skjalgssøn og de øvrige, der havde sejlet fra Olaf, toge sig meget nær deraf, især Erling, der aldrig bekvemmede sig til at slutte noget Forlig med Erik Jarl. Blandt dem, der havde sejlet fra Olaf, var ogsaa Stefne Thorgilssøn. Ved Efterretningen om Olafs Død havde han ikke længer Ro paa sig i Norge, men rejste til Rom. Da han paa Tilbagevejen drog gjennem Danmark, stødte han tilfældigviis paa Sigvalde Jarl, og kunde ikke bare sig for at kvæde følgende Vers:

Ej jeg ham nævner,
nær ham jeg stevner,
nedbøjet Næsen
er paa den Niding,

som skjendigt sveg
Kong Sven fra Landet
og Tryggves Søn
i Snaren lokked.

Dette fortalte nogle til Jarlen, der blev saa opbragt derover, at han lod Stefne dræbe[39]. Hallfred Vandrædaskald, der allerede før Kong Olafs Afrejse var dragen hjem til Island, hvor han begyndte sin gamle Kjærlighedshandel med sin forrige Elskede Kolfinna, og derved indvikledes i farlige Stridigheder med hendes Mand, den anseede Gris Semingssøn, skal ved en Drøm, hvori Olaf Tryggvessøn aabenbarede sig for ham, være bleven afholdt fra at bestaa en allerede aftalt Holmgang med Gris. Strax efter erfoer han Olafs Død, blev saare bedrøvet, forligte sig med sin Modstander, og rejste til Norge, hvor han ankom Aaret efter Slaget. Her fik han Bekræftelse paa hvad han havde hørt, og digtede nu den forhen omtalte Draape om Kong Olaf, hvis Omkvæd er: „al Fred er borte formedelst den ædle Tryggvessøns Fald“. Han faldt kort efter i Erik Jarls Hænder, og var nær bleven dræbt, hvis ikke Thorleif spake, Jarlens Fosterfader, der tilfældigviis var tilstede, havde bedet om Naade for ham, til Gjengjeld fordi at Hallfred i sin Tid havde ladet ham beholde sit Øje. Hallfred fik nu beholde Livet, imod at digte et Kvad om Jarlen; siden den Tid laa han nogle Aar paa Kjøbmandsfart, men var aldrig glad. Endelig besluttede han at nedsætte sig i Sverige, hvor hans ældste Søn opdroges, og vilde først gjøre en Rejse til Island for at hente sit Gods. Denne Rejse var meget haard og stormfuld, og Hallfred var allerede meget syg, da han fik et voldsomt Slag af Sejlbommen, som drev imod ham. Han døde kort efter, og blev, eftersom han havde bestemt før sin Død, kastet overbord i en Kiste hvor tillige en Kappe, en Hjelm og en Ring, han havde faaet af Kong Olaf, vare nedlagte med ham; sin Søn Hallfred gav han Sverdet. Kisten skal siden være dreven i Land paa Øen Icolmkill i Sydrøerne, hvor Abbedens Tjenestefolk brød den itu, toge Kostbarhederne, og sænkede Liget ned i en Myr; men Olaf skal i Drømme have aabenbaret sig for Abbeden og fortalt ham det Hele, hvorefter Abbeden skal have tvunget Tyvene til Bekjendelse, frataget dem Kostbarhederne, og ladet Hallfreds Lig hæderligt begrave; af Kappen skal der siden være blevet gjort et Altarklæde, af Ringen en Kalk, og af Hjelmen Lysestager[40]. Om Hunden Vige fortælles det, at den under hele Slaget havde ligget i Forrummet og vedblev at ligge der, indtil Jarlen kom øster til Viken med Ormen; da skal Einar Thambarskelver have sagt til den: „nu ere vi herreløse, Vige“, hvorved den foer op, udstedte et højt Glam, sprang i Land, lagde sig paa en Høj uden at ville smage Føde, medens Taarerne randt af dens Øjne; og blev saaledes liggende, indtil den døde[41]. Ja endog Ormen lange skal efter Slaget have heldet til den ene Side, saa at den kun med Vanskelighed blev bragt til Viken, hvor Jarlen lod den hugge op, eller efter Nogles Beretning brænde; dette kan dog, hvis det for øvrigt ikke er et senere tilkommet Sagn, temmelig let forklares af den Overlast, Skibet havde lidt i Slaget[42]. Men hvad enten det forholder sig saa eller ej, saa lægger dog denne og lignende Beretninger allerbedst for Dagen, med hvilken Kjærlighed man i Norge omfattede Kong Olafs Minde.

  1. ↑ Den 9de Septbr. angives saavel i Olaf Tr. Saga, Cap. 256, som det hos Langebek Scr. II. 514 meddeelte Nekrologium. Odd Munk (Cap. 71) nævner lode eller 11te September, Kristnisaga 10de.
  2. ↑ Om Beliggenheden af denne Havn, hvilken ogsaa Saxo omtaler (XIV. B. S. 874, 875) som Portus Svaldensis, se især Petersen om de Danskes Toge til Venden, i Ann. f. Nordisk Oldk. 1836 S. 2:32. Greisswalder Øie kaldtes i ældre Tider, da den var større, Svant Wusterhausen, og da nu Knytl. Saga Cap. 120, 122, hvor ligeledes Svoldr omtales, ogsaa har Varianten „Svanland“, synes altsaa dette Sted at have meest Rimelighed for sig som det gamle Svoldr. Navnet skrives i Sagaerne Svöldr, Svoldr, Svaldr; Thjodrek Munk, Cap. 14 har Svoln. Det er allerede forhen nævnt, at enkelte Kildeskrifter, nemlig saavel Hist. Norv. fol. 11. a, som Ágrip, Cap. 17 og derhos Mag. Adam af Bremen, II. Cap. 38, nævne Farvandet ved Sjæland, den sidste endog Øresund ved Helsingborg, som Stedet, hvor Slaget stod. Men da de øvrige Sagaer saa omstændeligt omtale Vendland, og desuden Skule Thorsteinssøn fra Borg paa Island, der selv kæmpede paa Erik Jarls Skib, i et Vers, der er opbevaret (Olaf Tr. Saga Cap. 250) omtaler at han stred med Jarlen og med Sigvalde „udenfor Svoldrs Munding“, kan man ikke tvivle om at det var ved Svoldr, hvor Slaget holdtes. Ryklosters Annaler (Langebek Scriptt. I. S, 158) nævner endog „Meesund“, hvilket vel nærmest skulde betyde Misund ved Slien; men som dog kan være en Misforstaaelse af den appellative Benævnelse „Mjosund“ paa hvilket som helst trangt Sund.
  3. ↑ Odd Munk, Cap. 65–68.
  4. ↑ Ágrip, Cap. 17.
  5. ↑ Rekstefja, B. 16, 18, 21, jvfr. Olaf Tr. Saga, Cap. 250, 251.
  6. ↑ Antoges Greifswalder Oie for Svoldr, bliver det rimeligst at Olaf kom fra Svinemünde, thi da var Svoldr den første mindre Ø, man stødte paa udenfor Svoldr-Havnen. Odd Munk (Cap. 62) nævner udtrykkeligt Jomsborg, men dette kan det, efter hvad man maa antage, umulig have været.
  7. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 248. Snorre, Cap. 110, 122. Odd Munk (Cap. 63) lader Aastrid selv følge Olaf med mange vendiske Skibe.
  8. ↑ Saavel Olaf Tr. Saga som Odd Munk og Fagrskinna nævner her Styrkaar af Gimse, Einars Farfader, medens Snorre har Eindride. Men da Styrkaar vistnok paa denne Tid var død, og desuden Odd, hvis Beretning nærmest ligger til Grund for Fagrskinnas, og tildeels for Olaf Tr. Sagas, paa et andet Sted kalder Einar en Søn af Styrkaar, maa Snorre her have Ret.
  9. ↑ D. e. Sejl med perpendikulære Striber, hvilket i hine Tider ansaaes for meget smukt.
  10. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 250. Snorre, Cap. 111. Fagrsk. Cap. 76. Odd Munk, Cap. 63. Odd Munks Beretning herom synes egentlig at ligge til Grund for alle de andres, især Fagrskinnas, der stemmer næsten Ord til andet med den. Mest afvigende er Snorres, som dog øjensynligt har søgt at raade Bod paa den Modsigelse, der indeholdes hos Odd Munk, for saa vidt denne (Cap. 62) lader Olaf, efter at han havde sendt Ledingstropperne bort, kun beholde 11 Skibe tilbage, medens han derimod i Cap. 68 lader 16 Skibe sejle forbi Øen. Vistnok fortæller han i Cap. 62, at Aastrid, som ovenanført, ledsagede Olaf med mange Skibe, og faar saaledes ud at Olaf, ifølge det ogsaa af ham citerede Vers af Halldor uchristne, havde 71 Skibe, men denne Fortælling er aabenbart urigtig, thi ifølge Halldors Vers, der og citeres hos Snorre (Cap. 40), i Olaf Tr. Saga, Cap. 245 og Fagrsk. Cap. 75, havde Olaf og Sigvalde tilsammen 71 Skibe. Da det nu ifølge de fleste Vidnesbyrd synes vist, at Olaf i Slaget kun havde 11 Skibe, har Snorre og Olaf Tr. Saga rettet Fejlen ved at lade, den første to, den anden fem Skibe sejle forud tilligemed en Deel mindre Skibe, førend de 11 sidste kom; Snorres Udtryk i Cap. 111 ere dog saa kortfattede, at den samme Modsigelse tildeels ogsaa synes at findes hos ham. Odd og Fagrsk. ere noget forvirrede i deres Beretninger om Sigvaldes Færd. De fortælle, at han roede ud til Tranen med hvidt Fredskjold, og underrettede Thorkell om Bagholdet førend han bad ham følge Kysten; det første var unødvendigt, det andet urimeligt, thi om Bagholdet kan han ej have ytret et Ord førend alle andre Midler til at faa Olafs Skibe til at styre ind havde slaaet fejl.
  11. ↑ Kanterne nærmest Forstavnen.
  12. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 249. Snorre Cap. 113. Odd Munk, Cap. 64.
  13. ↑ Snorre, Cap. 111. Fagrskinna, Cap. 77. Odd Munk, Cap. 63, og Olaf Tryggv. Saga, Cap. 248 lade Fyrsterne før Angrebet kaste Lod om Ordenen, hvori de skulde angribe Olaf, og derimod først slutte Forliget om Norges Deling efter at Erik Jarl havde gjort sit første uheldige Angreb, hvilket dog kun synes lidet rimeligt. Overhoved er Fremstillingen af Slaget bedst og sandsynligst hos Snorre, meest forvirret og mindst sandsynlig hos Odd Munk. Olaf Tryggv. Saga følger især Snorre, hvilken den paa flere Steder endog anfører som Hjemmel, dog har den ogsaa hentet enkelte Træk fra Odd Munk. Fagrskinna følger hovedsageligt denne, med hvilken den endog for det meste stemmer Ord til andet, dog har den undgaaet de største Usandsynligheder. Af de Vers, der citeres, ere de fleste af Hallfred Vandrædaskald og Hallarstein; de første høre sandsynligviis til den Draape, han digtede om Olaf efter hans Død, og skjønt Hallfred ej var Øjevidne til Kampen, maa hans Vidnesbyrd dog sættes øverst som samtidigt. Hallarstein levede, som oven anført, et Par Generationer senere, men havde dog Adgang til at tale i det mindste med Thorkell Dyrdil der deeltog i Kampen, og hans Udsagn ere derfor saa godt som samtidige. En tredie Skald, hvis Vers anføres, er en Halldor uchristne, der havde digtet et Kvad om Erik Jarl: hans Tilnavn viser, at han var samtidig med denne, men at han dog maa have levet paa en Tid da Hedendommen allerede var sjældnere. Et enkelt Vers og et enkelt Udsagn anføres af Skule Thorsteinssøn, der stred paa Jærnbarden, og endelig et Vers af Eriks Skald Thord Kolbeinssøn. Alle disse Hjemmelsmand maa ansees paalidelige. Endelig omtaler Odd en vis Sote Skald. I vor Fremstilling have vi fornemmelig fulgt Snorre og Olaf Tryggv. Saga, med stadigt Hensyn til Versene.
  14. ↑ Odd Munk, Cap. 68, og efter ham Olaf Tryggv. Saga nævner ogsaa Islændingen Torve Valbrandssøn; men hvis dette ej er en Sønnesøn af den, der levede paa Hørds og Tange-Odds Tid (se Hørds og Hønsethores Sagaer), maa Angivelsen være urigtig.
  15. ↑ Saavel Olaf Tryggv. Saga som Odd Munk anføre et Vers af Skule Thorsteinssøn, hvori han omtaler Sigvalde som deeltagende i Kampen tilligemed Eriks (nemlig: „jeg fulgte i min Ungdom Frisernes Koer (Erik) og Sigvalde i Kampen udenfor Svoldrs Munding“). Men da det for øvrigt heder, at han laa uvirksom, i det mindste for det første, og at han kun lidet nævnes som deeltagende i Slaget, er det sandsynligst, at han kun underhaanden har understøttet Erik, rimeligviis især med friske Tropper; dette viser sig og deraf, at hans egen Broder, og sandsynligviis ogsaa flere Jomsvikinger, vare ombord paa Eriks Skib.
  16. ↑ Snorre, Cap. 114. Fagrskinna, Cap. 79. Odd Munk, der lader Olaf sige alt dette til forskjellige Tider, udtværer ogsaa Ordene selv; fra ham har igjen Olaf Tryggv. Saga (Cap. 250) optaget de saaledes temmelig smagløst forlængede Udsagn, men anfører dem, ligesom Snorre og Fagrskinna, under eet.
  17. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 250, Odd Munk, Cap. 65.
  18. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 250. Snorre, Cap. 116. Odd Munk, Cap. 65, 66. Fagrskinna, Cap. 179. Den førstnævnte ytrer, at Hallarstein omtaler Olaf svenskes Angreb for Sven Tjugeskeggs, men den følger dog heller Snorres Beretning. I Rekstefja omtales virkelig ogsaa Olafs Angreb først, men ikke saaledes at Skalden synes at have lagt nogen videre Vegt paa denne Orden, og Versene kunde endog meget godt ombyttes med hinanden. Saavel Ágrip (Cap. 17) som Hist. Norv. fol. 10. b. nævne ogsaa først Sven, dernæst Olaf, endelig Erik.
  19. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. Snorre, Cap. 118. Odd Munk (Cap. 69), der fremdeles røber Forkjærlighed for det Overnaturlige, beskriver ogsaa dette paa en halv overnaturlig Maade. Merkeligt nok, fortæller ogsaa Saxo (X B. S. 505, 506) Tildragelsen med Einars Bue; han beskriver hans Skud som aldeles overordentlige, men lader det være Sven, ej Erik, mod hvem de rettedes.
  20. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 253. Odd Munk, Cap. 69.
  21. ↑ Se herom Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256. Snorre, Cap. 12I, hvor et Vers af Hallfred anføres, i hvilket Thorkell udtrykkelig omtales som den der ej forlod Ormen førend han saa den øde tilligemed den anden Orm og Tranen. De øvrige, som nævnes, vare Aasbjørn af Mostr, Thorstein Oxefod, Bjørn af Studla, Agmund sande og Thrond skjaalge.
  22. ↑ Odd Munk, (Cap. 67) lader, tvertimod hvad der udtrykkeligt fortælles, og hvad der omtales i hvert Vers af Hallfred, Olaf give Thorkell Dyrdil den Befaling at lade Tranen med Lig, for at faa disse af Vejen, og sejle bort med dem. Men han har øjensynlig misforstaaet dette Vers, og derhos henført det til Thorkell Dyrdil istedetfor Thorkell Nefja.
  23. ↑ Disse forskjellige Udsagn omtales alle i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256, ligeledes hos Odd, Cap. 50. Den Omstændighed, at de findes hos Odd, gjøre dem vistnok noget mistænkelige, imidlertid ere de ikke i sig selv usandsynlige, og Odd anfører derhos tidligere, Cap. 23, Einar Thambarskelver som en af dem, hvis Beretninger laa til Grund for Olafs Historie.
  24. ↑ Saa meget, staar der i Fagrskinna, lagde Folk Bind paa at tale vel om Olaf, at de fleste intet vilde høre om at han var falden, men angave at han enten var i Vendland eller Sudrrike, og ere mange Frasagn gjorte derom, men hans Venner frygtede dog for at alt dette var Løgn.
  25. ↑ Om Hallfreds Død, se nedenfor.
  26. ↑ Disse Vers anføres deels i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256, deels hos Snorre, Cap. 122, deels i Fagrskinna, Cap. 87.
  27. ↑ Det er bekjendt, og vil siden efter ogsaa blive omtalt, hvorledes Einar Thambarskelver, lang Tid efter, da Sven Knutssøn var bleven Konge, virkede for at faa Olaf Haraldssøn efter hans Død anseet for en Helgen, hvilket ogsaa lykkedes ham, og hvilket var det farligste Stød, der kunde bibringes Svens og Knuts Herredømme. Allerede før den Tid, medens Olaf levede, havde Einar faaet Øjnene op for Knuts Planer, og, heder det, da mindedes han Olaf Tryggvessøn, og vendte sin hjerteligste Længsel til ham. Usandsynligt er det derfor ej, at Einar allerede da har tænkt paa at faa Olaf Tryggvessøn sat op som en Helgen, eller maaske endog søgt at faa Folket overtalt til at tro at han levede. Om den Beretning af Nordmanden Gaut, som nedenfor omtales, heder det udtrykkeligt, at Teit Aasgeirssøn, efter hvad man maa formode en med Are frode samtidig Islænding, hørte en vis Thorarin fortælle den, og at Thorarin havde hørt den af Einar selv.
  28. ↑ Saa heder det i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 255, hos Odd Munk, Cap. 69, i Ágrip, Cap. 17.
  29. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 267, 268. Odd Munk, Slutn. Ifølge denne skal Olaf have været i Gardarike førend han kom til Palæestina.
  30. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 269. Denne Saga tilføjer Odd Munk, tog Kong Edvard (Confessor) siden.
  31. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 271.
  32. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 283. I Tillæggene til Olaf Tryggv. Saga findes endnu en Historie, Einar selv skal have fortalt Halldor, Snorre Godes Søn, om hvorledes han og Kolbjørn med flere vare løbne overbord fra Ormen under det Lys, der kom over Kongen, men at de siden bleve fangne af Kong Sven og førte til Jylland for at sælges som Trælle, hvor de kjøbtes af en maskeret Mand, som strax satte dem paa fri Fod og viste dem et Skib, der kunde føre dem til Norge; i denne Mand troede de at gjenkjende Olaf. Er det nu end muligt, at en anden, og ikke Olaf, kan have løskjøbt dem, saa strider dog Beretningen i sig selv aabenbart mod den sædvanlige, der vist ogsaa er den sandsynligste, at Kolbjørn og Einar strax bragtes til Jarlen og fik Fred af ham, og at Einar selv fulgte Jarlen hjem. Disse Modsigelser, i Forbindelse med Talen om Lyset, vise at Fortællingen senere er opdigtet.
  33. ↑ Odd Munk fortæller alt dette uden at ytre stor Tvivl. Ágrip berører det løseligt, ligesaa Fagrskinna, Thjodr. Munk, Hist. Norv.; denne siger at man ej veed vist, hvorledes han kom til Land, svømmende, eller paa en Vaad, eller ved Engles Hjelp, men at det dog er bedst at lade Sagen staa ved sit Værd som højst usikker.
  34. ↑ Adam af Bremen, II. 38. Hans Ord ere: „Olaf, der stod ene tilbage, styrtede sig i Vandet og fik et Endeligt, hans Liv værdigt“. Han beskylder ham nemlig, som ovenfor anført, for at være halv hedensk, og giver ham Tilnavnet Kraakabein. Saxo siger at han styrtede sig i Vandet for ved en frivillig Død at undgaa at falde i Fiendehaand. Af de islandske Sagaer siger Kristnisaga, der rigtignok viser Spor af at have benyttet Odd, at Olaf forsvandt (hvarf), men Are frode i sin Islendingabok, det ældste islandske Skrift, og skrevet omtrent 100 Aar efter Svoldrslaget, siger kun at han faldt (Cap. 7, 8).
  35. ↑ Ágrip Cap. 17.
  36. ↑ Han var nemlig fød 963, s. o. S. 20.
  37. ↑ Dette Slag, siger Odd Munk (Cap. 69), er det berømmeligste, der har været holdt i Norden, deels formedelst det tapre Forsvar, deels formedelst Angrebet og Sejren, da nemlig det Skib blev vundet paa dyben Sø, som ingen troede kunde tages, og endelig fordi den Høvding faldt, der ansaaes for den berømmeligste over hele den danske Tunge. Jvfr. Fagrskinna, Cap. 81.
  38. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 257. Odd Munk, Cap. 71. Adam Brem. II. Cap. 88. Ogsaa her kan Mag. Adam ikke afholde sig fra at lægge sin Uvilje mod Thyre for Dagen; han finder hendes sørgelige Død fortjent.
  39. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. Odd Munk, Cap. 61. Fagrsk. Cap. 76.
  40. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 264, 265.
  41. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 259. Odd Munk, Cap. 72. Ifølge denne skulde Vige ej have fulgt med paa Toget, men derimod være bleven tilbage paa en af Kongens Gaarde, hvor den stedse laa foran Kongens Plads, indtil dens Vogter, ved at erfare Efterretningen om Kongens Fald, udtalte de Ord, der ovenfor lægges Erik Jarl i Munden.
  42. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 258. Odd Munk, Cap. 71. Det er vistnok fra den sidste, hvorfra Beretningen er kommen ind i den første. Snorre veed intet enten om Viges Død eller Ormens Undergang at fortælle.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/42&oldid=71968»