Det norske Folks Historie/2/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var, ſom vi ovenfor berettede[1], før Svoldrſlaget blevet aftalt mellem de forbundne Fyrſter, at de efter at have fældt Olaf ſkulde dele Norge mellem ſig. Rimeligviis var endog en foreløbig Aftale derom truffen endnu tidligere, nemlig da Sven Tjugeſkegg egtede Sigrid Storraade og forligede ſig med Kong Olaf ſvenſke, thi det er neppe ſandſynligt, at denne godvillig vilde have givet Slip paa Danmark, ſom han havde i ſin Beſiddelſe, uden mod Løfte om en eller anden Erſtatning[2]; og den Fordring, ſom Sven Tjugeſkegg i Egenſkab af Ragnar Lodbroks Ætling havde paa Viken og Oplandene, gjorde ogſaa, ſom vi allerede have ſeet, Kongerne af den ſvenſke Lodbroks-Linje ſtundom gjeldende, iſær naar de havde Overmagten, hvilket baade i ſin Tid havde været Tilfældet med Erik Eimundsſøn[3], og nu allerſidſt med Erik Sejrſæl, der ſaa at ſige ganſke havde indtaget Danekongernes Plads. Da nu tillige Jarlerne Erik og Sven efter deres Fader Haakon Jarl havde eller troede at have Arvefordringer paa en Deel af Norge, var det den ſimpleſte og naturligſte Maade, paa hvilken der kunde ſke alle disſe forſkjellige Interesſer Fyldeſt, at Norge deeltes mellem Danekongen, Sviakongen og Erik Jarl, hvilken ſidſte ſaa vel nu ſom ſenere optræder ſom den fornemſte og raadende af de tvende Brødre. Til Grund for Delingen lagdes, ſom man tydeligt kan ſe, den ældre Deling, der i ſin Tid havde fundet Sted mellem Harald Gormsſøn og Haakon Jarl, med den Forſkjel, at der nu af begge de oprindelige Dele afgaves betydelige Stykker til Sviakongen, hvorimod Erik Jarl nu ikke, ſom Faderen forhen, fik ſin Deel under Danekongens Lenshøjhed, men aldeles frit og uafhængigt[4]. Haakon Jarl havde i ſin Tid haft det Nordenfjeldſke, eller, ſom man nu plejer at udtrykke ſig, det Norden- og Veſtenfjeldſke, fra Finmarken lige til Lindesnes. Dette fik nu Erik Jarl, med Undtagelſe af Søndmøre, Raumsdal, Nordmøre og fire Fylker i Throndhjem (Stjordøla-, Skeyna-, Verdøla- og Sparbyggja-Fylke), hvilke 7 Fylker overlodes til Kong Olaf ſvenſke. Harald Gormsſøn havde i ſin Tid haft det Søndenfjeldſke eller Øſtlandet tilligemed Agder indtil Lindesnes; dette fik nu Danekongen Sven, med Undtagelſe af Ranrike eller det ſenere ſaakaldte Baahuus-Len fra Svineſund til Gøta-Elven, hvilket ligeledes faldt paa Sviakongens Part[5]. Men alt hvad Olaf Sviakonge fik af det Nordenfjeldſke overlod han til ſin Svoger Sven Haakonsſøn, med Jarletittel og ſamme Rettighed, ſom Skattekongerne eller Jarlerne forhen havde haft det, altſaa rimeligviis mod at afgive Halvdelen af de kongelige Indtægter, og mod Forpligtelſen til Lenstjeneſte, naar han dertil opfordredes, men for øvrigt med fuldkommen Udøvelſe af den kongelige Myndighed[6]. Paa ſamme Maade forlenede Sven Erik Jarl med dennes forrige Len, Raumarike og Vingulmark[7]. I Virkeligheden var det ſaaledes alene Ranrike, der ſtod umiddelbar under den ſvenſke, og Størſtedelen af Oplandene tilligemed den veſtre Deel af Viken i vidtløftig Forſtand, d. e. Veſtfold, Grenland og Agder til Lindesnes, der ſtod umiddelbart under den danſke Konges Beſtyrelſe. Alt det øvrige beherſkedes af Brødrene Erik og Sven Jarler. Dog ſynes det, ſom om de indre Dele af Oplandene kun følte meget lidet til Danekongens Herredømme, thi her fandtes fremdeles Fylkeskonger af Harald Haarfagres Æt, ſom Sigurd Syr og flere, hvilke, om de end alene vare mægtige Godsejere med Kongetittel, uden at udøve nogen egentlig Kongemagt, dog, ſom de ſelv ved en ſenere Lejlighed bevidnede, for det meſte raadede ſig ſelv, og følte ſig mere ſtøttede, end undertrykkede af Danekongens Magt. Ligeledes ſtod Erik Jarls Herredømme over Rogaland, eller maaſke rettere over hele Kyſtſtrækningen fra Sognſøen til Lindesnes, paa meget ſvage Fødder. Dette Stykke havde den mægtige Erling Skjalgsſøn faaet til Len af ſin Svoger Olaf Tryggvesſøn, og han var ej den, der godvillig fandt ſig at give Slip paa ſin Forlening. Han erkjendte ikke Erik Jarl for ſin Overmand. Jarlen, heder det, inddrog under ſig alle de kongelige Ejendomme, hvormed Olaf havde forlenet Erling, men denne vedblev, ſom forhen, at tage Landſkyld over hele Rogaland, ſaa at Landboerne ofte maatte betale dobbelt Landſkyld, nemlig førſt til Jarlen, ſiden til Erling, hvis de ej vilde udſætte ſig for at denne ødelagde Egnen. Jarlen fik kun en ringe Deel af Indtægterne, thi de Sysſelmænd, han ſendte derhen, kunde ikke holde ſig der. Erling var for mægtig, og havde for mange Frænder og Venner til at Erik kunde tænke paa at begynde nogen Fejde med ham; tvertimod vovede han ikke engang at drage om paa Veitſler i den Deel af.Landet, uden at have mange Folk med ſig[8].

Der var ſaaledes paa denne Tid et beſynderligt Fleerherredømme i Norge. Den mægtigſte Herſker var Erik Jarl, hvilken derfor ogſaa ſædvanligviis nævnes ſom Olaf Tryggvesſøns egentlige Efterfølger; hans Herredømme ſtrakte ſig væſentligſt over den nordlige Deel af Landet, hvor hans Broder Sven viſtnok for det meſte maatte adlyde ham. Paa Sydveſtkanten, fornemmelig Rogaland, udøvede Erling Skjalgsſøn Herredømmet. Oplandene med Undtagelſe af Raumarike, der var bortforlenet til Erik Jarl, vare for ſtørſte Delen overladte til ſig ſelv, og ſvarede neppe nogen regelmæsſig Skat til Danekongen. Dette var derimod Tilfældet med den Deel af Viken ſom ſtod under hans umiddelbare Herredømme, thi her indſattes danſke Sysſelmænd, der opkrævede de kongelige Indtægter. Og ligeledes var Ranrike blevet et fuldkomment ſvenſkt Landſkab, hvor Sviakongen indſatte to Sysſelmænd, en over den nordre, en over den ſøndre Deel[9].

Det af de forrige Konger med ſaa megen Møje knyttede Foreningsbaand mellem Rigets enkelte Dele var altſaa paany opløſt. Kun Froſtathingslagens Fylker holdt nogenlunde ſammen. Gulathingets Forening var tildeels, eller ganſke, adſplittet mellem Erik Jarl, Erling og Sven. Oplandenes og Vikens, eller Eidſivathingets Forening var ligeledes opløſt. En Tilſtand var bragt tilbage, der omtrent lignede den, ſom herſkede paa Harald Graafelds Tid. At dette Tilbageſkridt i politiſk Henſeende ogſaa medførte andre Tilbageſkridt, er naturligt. Iſær gik det tilbage med den unge Chriſtendom. Baade Erik og Sven antoge Chriſtendommen og lode ſig døbe, men, tilføjes det, de lode Enhver gjøre ſom han vilde med Henſyn til Overholdelſen af Chriſtendommen[10]. Denne tog derfor betydeligt af i den Deel af Landet, der ſtod under deres umiddelbare Herredømme, fornemmelig Thrøndelagen, Naumdal og Haalogaland I den ſydveſtlige Deel, hvor Erling Skjalgsſøn herſkede, ſandſynligviis i ſamme Aand, ſom hans afdøde Svoger, Kong Olaf, holdt Chriſtendommen ſig bedre; i Viten ligeledes, thi dette Landſkab var, ſom vi have ſeet, allerede tildeels blevet chriſtnet før Olaf Tryggvesſøns Tid, og ſtod desuden i nærmere Forbindelſe med andre chriſtne Lande. Men Oplandene, ſom hidtil endnu ſlet ikke, eller kun for en ubetydelig Deel vare chriſtnede, ſank næſten ganſke tilbage i Hedendommen[11].

En Følge af eller et haandgribeligt Tegn paa alle disſe Tilbageſkridt i politiſk, ſocial og religiøs Henſeende var det, at Vikingelivet, der i de ſidſte Aar umiskjendeligt ſynes at have været i Aftagende, under Erik Jarls Herredømme begyndte at drives med fornyet Kraft. I det mindſte hører man nu mere tale om Vikingefarter i det Store, end umiddelbart forud. Dertil bidrog nu vel for en betydelig Deel de ſtorartede Tog, ſom Sven Tjugeſkegg paa denne Tid begyndte at foretage til England, og hvori viſtnok ogſaa mange Nordmænd deeltoge, deels ſom hans umiddelbare Underſaatter, deels ſom frivillige, lokkede ved Udſigten til Ære og Bytte. Men ogſaa Sven befandt ſig lige over for Hedendommen omtrent paa ſamme Standpunkt, ſom Erik Jarl; han havde ſelv været en altfor ivrig Tilhænger af den, og altfor nødigt antaget Chriſtendommen, til at man ej ſkulde antage at han ligeſaavel ſom Erik „lod enhver gjøre ſom han vilde med Henſyn til Chriſtendommens Overhold“. Svens Tog fremſtiller ſig ſaaledes for os kun ſom en Ytring af den under hans Herredømme raadende Tilſtand, ſom det førſte ſtørre Tegn paa den fra de herſkende nordiſke Høvdingsſlægter udgaaende Reaktion mod den chriſteligt-civiliſerende Bevægelſe, der i Harald Gormsſøns ſidſte Dage var udgaaen fra Tydſkland og havde fundet ſin Støtte hos Masſen af den danſke Befolkning. Og paa lignende Maade fremſtiller Erik Jarls hele Optræden og den under hans Herſkertid raadende Aand i Norge ſig ſom virkende i reaktionær Retning mod den paa Chriſtendommen grundede Civiliſation, der, oprindelig udgaaende fra England og Tydſkland, i Norge fandt ſin virkſomme Befordrer i Olaf Tryggvesſøn. Man kan derfor ikke ſige, at Nordmændene under Erik Jarl fulgte Danernes Exempel, eller omvendt; men kun, at der i begge, nu ſaa nøje forenede, Riger, ſamtidigt gjorde ſig en beſtemt Reaktion gjeldende mod det tidligere Syſtem. Det var den gamle Selvraadighedens, Lovløshedens og Vildhedens Aand, eller med andre Ord, Levningerne af Hedendommen, der gjorde ſit ſidſte Forſøg paa at fortrænge den ſejrende Chriſtendom og Civiliſation. Om Reaktionens Tilhængere eller Begunſtigere bekjendte ſig til Hedendommen eller ej, gjør her intet til Sagen. Havde de end ladet ſig døbe eller tilſyneladende antaget Chriſtendommen, ſaa vare de dog ikke gjennemtrængte af dens Aand. Deres Sympathier vare endnu hos Hedendommen, eller i i alle Fald hos den med Hedendommen følgende Leveſkik. Deres Anſkuelſer af Forholdene, af Ret og Pligt, vare endnu aldeles hedenſke. Afholdt de ſig end ſelv fra hedenſke Ceremonier, ſaa kunde de dog ikke bære det over ſit Hjerte at forfølge dem, der endnu ofrede til de gamle Guder, ſaa meget mere ſom alt, hvad der ſtod i Forbindelſe med Hedendommen, endnu maatte fremſtille ſig ſom nationalt lige over for den nye, fra fremmede Lande indførte Chriſtendom, og ivrig Faſtholden ved den gamle Lære ſaaledes i Mængdens Øjne maatte betragtes paa ſamme Maade, og anſees for et lige ſaa ſtort Tegn paa egte Fædrelandsſind, ſom Overholdelſe af og Faſthængen ved gamle nedarvede fædrelandſke Skikke lige over for nye udenlandſke Moder og Sædvaner til enhver Tid har været betragtet. Og, merkeligt nok, fra dette Standpunkt maatte endog Danekongen Sven i de ivrige Reaktionæres Øjne anſees ſom mere nationalſindet, end Olaf Tryggvesſøn og de Chriſtendommen hengivne Medlemmer af Harald Haarfagres Æt. Thi endnu var den nordiſke Nationalitet ſaa fuldkommen herſkende hos Danekongerne og de fornemſte Danehøvdinger, at nogen Tanke om at betragte dem ſom Fremmede neppe var bleven almindelig hos Nordmændene, medens Legitimitetens hele Trylleri fremdeles omſvævede den gamle lodbrokſke Æt, endog i Nordmændenes Øjne. Førſt da det lykkedes enkelte ſtatskloge Mænd blandt disſe at gjøre Chriſtendommen ſelv national og derved ſkaffe den det forhenværende reaktionære eller Hedendommen gunſtige Partis Hengivenhed, paa ſamme Tid ſom den lodbrokſke, eller Danekongernes Æt, forlod ſit gamle nationale Standpunkt; — da førſt vandt Chriſtendommen og Civiliſationen Fodfæſte, Harald Haarfagres Æt fuldſtændig Legitimitet, og Norge fuldkomment Sammenhold og Faſthed. Der er overhoved maaſke faa Riger, der i den Grad, ſom Norge, ſkylde Chriſtendommen ſin hele politiſke Tilværelſe.

Med alt dette maa man ikke foreſtille ſig Erik Jarl ſom nogen raa og vild Kriger, eller ſom en Fiende af Civiliſationen. Tvertimod, der gives faa ædlere Charakterer i hele vor ældre Hiſtorie. Vi have allerede haft Anledning til at anføre flere Exempler paa hans Ædelmod og ridderlige Færd. Men hans hele politiſke Bane og offentlige Stilling beſtemtes af hans Familieforhold ſom Haakon Jarls Søn og Sven Tjugeſkeggs Svigerſøn. Saavel om ham, ſom om hans Broder Sven fortælle de gamle Kongeſagaer, at de vare venneſæle og dygtige til at herſke, refſede ſtrengt alle Uordener og overholdt vel de gamle Love[12], ſom det meget betegnende heder. Men uagtet al denne Ros faar man dog det umiskjendelige Indtryk af hvad der for øvrigt berettes om Begivenhederne under deres Regjering, at dennes væſentligſte Merke var Slaphed, og at deres Tid var en Selvraadighedens og Opløsningens Tid — hvad der og i ſig ſelv var en naturlig Følge af Fleerherredømmet[13].

Erik var, efter hvad man maa antage, ved ſin Tiltrædelſe til Regjeringen omtrent 37 Aar gammel[14]. Han var fra ſin tidligſte Ungdom ſaa godt ſom opvoxet i Kamptummel. Vi have ſeet, hvorledes han allerede i ſit 12te Aar fældte ſin Faders Svoger, den anmasſende Tidende-Skofte, og derfor maatte ſøge Beſkyttelſe hos Danekongen.“ Sandſynligviis har han allerede i denne Tid deeltaget i flere Vikingetog med Sven Tjugeſkegg Skalden Eyjulf Dadaſkald, der beſang hans Bedrifter, omtaler blandt disſe fornemmelig et Tog til Øſter-Gautland, hvor han vandt ſtort Bytte, iſær i Fanger, der bleve udløſte for betydelige Pengeſummer[15]. I Jomsvikingeſlaget var det iſær ham, hvem man havde Sejren at takke. Efter Faderens Død maatte han, ſom vi have ſeet, forlade Norge, men fik Forleninger af den ſvenſke Konge[16]; imidlertid gik han ſtrax efter paa Vikingetog i Øſterſøen. Han hjemſøgte Øen Gotland[17], og overvandt ſiden nogle Vikinger udenfor Staur ved Vendland[18]. Det næſte Aar (996) gjorde han et ødelæggende Tog til Gardarike, hvor han ſejlede op ad Neva, ind i Ladoga, belejrede, indtog og opbrændte Ladoga eller Aldegja-Borg, og herjede vidt og bredt i Omegnen, ſaa vel ſom i Eſtland og paa Øſel. Hver Sommer i alle de fem Aar, han var landflygtig i Norge, ſkal han have fortſat disſe Herjetog til Gardarike, efter Sigende fordi Storfyrſt Vladimir var Olaf Tryggvesſøns Ven[19]. I Aaret 996 egtede han Kong Svens Datter Gyda, hvilket maaſke heller ikke har bidraget ſaa lidet til at bringe et Forlig til Veje mellem Kong Olaf ſvenſke og Kong Sven. Han ſkal ogſaa have herjet paa Skaane og taget fire Kjøbmandsſkibe udenfor Yſtad, men om det var før eller efter Svoldr-Slaget, kan ikke godt ſees: i ſidſte Tilfælde ſkulde man formode, at Skaane endnu ikke havde underkaſtet ſig Kong Sven. Eriks Halvbroder Sven Jarl var yngre end Erik og beſkrives ſom den ſmukkeſte Mand, man kunde ſe for ſine Øjne. Han var, ſom ovenfor nævnt, nys bleven gift med Holmfrid, en Syſter af Olaf Sviakonge[20]. Uden de Forleninger, ſom dette Giftermaal ſkaffede ham, vilde han neppe have faaet den mindſte Andeel i Norges Regjering og den, han fik, var endda, ſom man erfarer, ubetydelig nok.

Jarlerne toge deres Hovedſæde paa Lade. Her havde deres Fader og Farfader boet før dem; det betragtedes allerede i flere Menneſkealdre ſom Ættens Hovedgaard, efter hvilken dens Medlemmer med Stolthed kaldte ſig Lade-Jarler, uden at ville antage Konge-Navn. At det nye Kjøbſtads-Anlæg ved Nidaroſen, ſom Kong Olaf havde paabegyndt, ikke ſynderlig kunde behage dem, men tvertimod ſnarere maatte være dem en Torn i Øjnene, er naturligt. De lode det forfalde, ſaa vel Privathuſene ſom Kongsgaarden og Kirken, og dette kan ikke andet end have bidraget meget til at fremſkynde Thrøndernes Tilbagefald til Hedendommen[21]. Derimod ſøgte de at faa en Kjøbſtad oprettet paa Steinker inderſt ved Beitſtadfjorden. Her fandtes formodentlig allerede da, ſom nu, flere Huſe, hvilke Stedets bekvemme Beliggenhed for Skibsfarten i den indre Deel af Fjorden havde fremkaldt; det laa i Nærheden af Indherreds folkerigeſte Egne og det anſeede Hovedtempel paa Mæren, ſom endnu ſtod eller paa ny havde rejſt ſig i ſin gamle Glands[22], medens derimod Templet paa Lade, hvor gjerne endog Erik Jarl maaſke i ſit Hjerte kunde have ønſket det, ikke atter hævede ſig af ſin Aſke, da han nu engang havde antaget Chriſtendommen og ikke aabenbart kunde begunſtige Hedenſkaben.

Erik Jarl ſøgte viſeligen at vinde Kong Olafs forrige Tilhængere. Dette kunde heller ikke falde ham vanſkeligt. De fleſte anſeede Mænd i den Deel af Landet, der ſtod under hans Herredømme, havde i ſin Tid været hans Faders Venner og Vaſaller, og om de end i Haakon Jarls ſidſte Dage havde været misfornøjede, og i Øjeblikkets Heftighed havde taget Olafs Parti, er det dog let at forſtaa, hvorledes, efter dennes Fald, den gamle Hengivenhed for Lade-Jarlens Æt atter maatte dukke op hos dem, iſær da Erik neppe ſparede paa Gaver og Forleninger for at knytte dem til ſig. Derfor heder det og i et gammelt Kvad, at alle Lendermænd, paa Erling nær, vare Eriks Venner. Med Erling var det en anden Sag. Hans Giftermaal med Kong Olafs Syſter maatte gjøre Fiendſkab med Jarlerne til en Pligt for ham; han var desuden mægtig nok til at vedligeholde en Art af uafhængigt Herredømme. En af Kong Olafs Venner, ſom Jarlerne iſær ſøgte at drage til ſig, og ſom det ogſaa lykkedes dem ganſke at vinde, var den unge Einar Thambarſkelver. Erik Jarl havde, ſom ovenfor berettet, ſkjenket ham Livet efter Svoldrſlaget; han tog ham med ſig til Norge, og gjorde ham, ſom man af det følgende kan ſlutte, ſaa glimrende Tilbud, at den ærgjerrige Yngling neppe engang, om han fra førſt af havde beſtemt ſig dertil, vilde have kunnet modſtaa dem. Thi, fortælles der, Jarlerne gave ham deres Syſter, den ſtorſindede Bergljot, til Egte, og gave ham ſtore Veitſler i Orkedalen, ſaa at han blev den mægtigſte og meeſt anſeede Mand i hele Thrøndelagen. Han var ogſaa fra nu af Jarlernes fornemſte Støtte og meeſt hengivne Ven[23].

Erling Skjalgsſøn holdt imidlertid et Slags Hof for ſig ſelv paa ſin Gaard Sole, paa Jæderen. Han levede med megen Glands. Han havde ingenſinde færre end 90 Frimænd hos ſig paa ſin Gaard, og naar Jarlerne vare i Nærheden, havde han 240 Mænd eller flere. Naar han var ude paa Rejſer, ſejlede han i det mindſte paa en fuldt udruſtet Tyveſesſe; men han ejede desforuden hiin ſtore Skeid paa 32 Rum, hvis Beſætning udgjorde 240 Mand eller derover; den brugte han paa Vikingetog eller ved Møder med andre Høvdinger. Foruden ſine øvrige Trælle havde han altid 30 Hjemmetrælle paa Gaarden. Han behandlede dem meget godt; thi han foreſatte dem kun et beſtemt Dagarbejde, og gav dem Tilladelſe til at arbejde for ſig ſelv den øvrige Tid; derhos overlod han enhver af dem et Stykke Agerland at dyrke; hvad der udbragtes for det derpaa avlede Korn, blev deres private Ejendom, ſom de kunde anvende til at løskjøbe ſig. Løsningsſummen for Enhver var beſtemt, og den var ikke ſtørre, end at mange allerede i det førſte Aar kjøbte ſig fri, og ingen, der havde noget Held med ſig, behøvede længere Tid dertil end tre Aar. For de indkomne Penge kjøbte han ſig andre Trælle. De Frigivne eller Løskjøbte, der naturligviis ikke ophørte at ſtaa under hans Beſkyttelſe, brugte han deels i Sildfiſke, deels i andre Erhvervsgrene. Nogle lod han rydde i Skovene og oprette Gaarde der. Alle ſkaffede han et eller andet godt Udkomme. Da hans koſtbare Huusholdning krævede ſtore Pengeudlæg, var han om Somrene ofte ude i Leding for at ſkaffe ſig Gods. Han beſkrives ſom meget ſmuk, ſterk og høj af Vært, ſaare forſtandig, en dygtig Hærmand, og i alſkens Idrætter ej langt fra at være Olaf Tryggvesſøns Lige. Det var ſiden et almindeligt Sagn, at Erling var den gjæveſte af alle Lendermænd i Norge. Det er vel endog et ſtort Spørgsmaal, om Jarlernes egen Hofholdning i Glands og Anſeelſe kunde maale ſig med hans[24].

  1. Se ovenfor, S. 399.
  2. Jvfr. hermed, hvad der ovenfor (S. 315) er anført om Forliget eller Forbindelſen mellem Sven Tjugeſkegg og Olaf ſvenſke.
  3. Se ovf. 1 B. S. 480. De Ord, ſom her, efter Snorre Har. Haarf. S. Cap. 14 lægges Erik Eimundsſøn i Munden, viſe tydeligt nok hans og rimeligviis alle hans Ætlingers Anſkuelſer om disſe Forhold. At Erik Eimundsſøn dengang optraadte med Fordringen paa Viken og ſandſynligviis paa hele Danevældet, var rimeligviis fordi det danſke Dynaſti dengang anſaaes for halv uddøet, ſe ovfr. 1 B. S. 376 Noten. Det ſamme kunde maaſke Erik Sejrſæl ſige efter Harald Gormsſøns Død, idet han ej anerkjendte Frilleſønnen Sven.
  4. Sammenhold hermed, hvad der ovenfor er anført angaaende Delingen mellem Haakon Jarl og Harald Gormsſøn, S. 57, Not.
  5. Delingen beſkrives omſtændeligſt i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 260, og hos Snorre, Cap. 123; Den berøres ogſaa i Olaf den helliges Saga, Cap. 43, hvor ogſaa udtrykkelig Navnene anføres paa de Fylker i Thrøndelagen, der faldt paa Sviakongens Deel; ſenere hen (Cap. 53) omtales de Fylker, Erik Jarl fik, nemlig Orkdøla, Gauldøla, Strinda- og Eyna-Fylke-. Fagrſkinna, Cap. 82 udtrykker ſig mindre nøjagtigt, og fejler endog, idet den lader Olaf ſvenſke faa Beſiddelſer paa Oplandene, thi af de Begivenheder, der ſenere forefalde i Olaf den helliges Hiſtorie, ſe vi netop at Ranrike var Olaf ſvenſkes Deel, medens Kongerne paa Oplandene udtrykkeligt nævne Danekongen ſom deres Herre. Thjodrek Munk (Cap. 13) har aabenbart dette Sted for Øje, men udtrykker ſig ikke ganſke rigtigt, idet han ſiger at Erik fik ⅔ af Riget, fordi Kong Sven overlod ham ſin Part. Endnu urigtigere er det, naar Ágrip (Cap. 18) og Hist. norv. fol. 11 a. lader Kong Sven overlade Erik og Sven Haakonsſønner Norge.
  6. Se fremdeles de citerede Steder. Hvis Sven havde faaet ſit Len paa ſamme Vilkaar, Harald Haarfagre gav Jarlerne Forleninger, da havde han kun beholdt ⅓ af de kongelige Indtægter (ſe ovfr. 1 B. S. 467) men ſiden „Skattekongerne“ nævnes, og ſiden Haakon Jarl (ſe ovfr. S. 53) i ſin Tid fik ſine Len paa ſamme Vilkaar ſom Underkongerne, er det ſandſynligſt, at ogſaa Sven fik de halve Indtægter. Det er ellers beſynderligt nok at ſe, hvorledes Erik Jarls og Sviakongens Dele af Throndhjem grebe ind i hverandre, thi medens den ferſke havde Nordmøre, altſaa den Deel deraf, der udgjør det nuværende Foſens Fogderi paa begge Sider af Throndhjemsfjordens ydre Deel, og dertil Grændſe-Diſtrikterne, Stjørdalen (med Selbo), Skogn, Verdalen, Sparboen, Stod og Snaaſen, havde Erik Orkedal, Gauldal, Strinden, Froſten, Lexviken, Veran, Ytterøen og Beitſtaden. Sandſynligviis var det ham, ſom Naumdalens Herre, magtpaaliggende at være i Beſiddelſe af Naumdalsejdet.
  7. Saavel i Olaf Tryggv. Saga, ſom hos Snorre nævnes paa dette Sted Hedemarken. Men det er allerede ovenfor S. 57 Not. viiſt, at dette maa være en Fejl iſtedetfor „Vingulmark“. I Olaf den helliges Saga omtales desuden udtrykkeligt Smaakonger paa Hedemarken, der ſelv udlade ſig om at de ſiden Olaf Tryggvesſøns Tid havde ſtaaet under Danekongens Herredømme. Vel omtales der ogſaa en Konge paa Raumarike, men dog kun ſaaledes at Thoten og Hadeland ſynes at have været hans egentlige Rige; ſidenefter (Cap. 73), hvor Kongernes Tilfangetagelſe omtales, nævnes intet om nogen Konge paa Raumarike, men hiin Konge kaldes alene „Kongen af Hadeland“.
  8. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 261. Olaf den helliges Saga, Cap. 43. Snorre, Olaf den helliges Saga, Cap. 21. Om det Len, Erling fik af Olaf Tryggvesſøn, ſe ovenfor S. 296.
  9. De danſke og ſvenſke Sysſelmænd omtales udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 63, hos Snorre, Cap. 59.
  10. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 240, hos Snorre, Cap. 123. Fagrſkinna, Cap. 84. Thjod. Munk, Cap. 14. Den ſidſte ſiger: Christianitatem nec minuit nec dilatavit, permittens unumquemque in hac dumtaxat parte vivere jure quo vellet. Ágrip (Cap. 19) og Hist. Norv. (fol. 11. a.) udtrykke ſig mindre fordeelagtigt, det førſte ſiger: „ſaa megen Flid og Omhu, ſom Olaf Tryggv. anvendte paa at fremme Chriſtendommen … ſaa megen Magt lagde Erik og hans Søn (ſkal være Broder) paa at ødelægge den“. Og den ſidſte: sanctam dei ecclesiam, quam beatus Olavus egregie plantaverat, Johannes rigaverat:, isti penitus eradicaverunt.
  11. Alt dette erfares vel for det meſte af de ſenere Beretninger om Olaf den helliges Virkſomhed, men udtales dog tydeligt i Fagrſkinna, Cap. 84: „disſe Jarler havde ladet ſig døbe og overholdt Chriſtendommen, men tvang ingen til at antage den, og lode enhver gjøre ſom han vilde; i deres Dage ſpildtes Chriſtendommen meget, ſaa at næſten alt var ganſke hedenſkt paa Oplandene og i Throndhjem, men Chriſtendommen holdt ſig langs Søen“.
  12. Se det forhen citerede Sted i Olaf Tr. Saga, Cap. 260. Snorre, Cap. 123.
  13. Ágrip og Hist. Norv. udtale, ſom vi have ſeet, en ſtrengere Dom over dem.
  14. Han var nemlig rimeligviis fød 963, ſe Beregningen ovenfor, S. 61, Note.
  15. Fagrſkinna, Cap. 83.
  16. Se ovf. S. 268.
  17. Olaf Tr. Saga, Cap. 243. Snorre, Cap. 197. Fagrſkinna, Cap. 83 taler her om en Kamp, Erik beſtod i Øreſund med 4 danſke Vikingeſkibe, medens Olaf Tryggv. Saga viſtnok rigtigen henfører denne Kamp til Sundene mellem Øſel og Eſtland, og Fagrſkinnas Forfatter har aabenbart misforſtaaet Eyjulf Dadaſkalds Eyjasund (Ø-Sundet) og læſt Eyrarsund. Desuagtet lader han ham, ligeſom Olaf Tr. Saga, ſiden herje paa Adalſyſla (Eſtland). Men begge Dele, baade Øreſund og Eſtland, kunne efter Skaldens Vers ej optages i Fortegnelſen.
  18. Staur er ſandſynligviis Staver-Odden paa Femern ved det daværende vendiſke Wagrien.
  19. Fagrſkinna, Cap. 83.
  20. Olaf Tr. Saga, Cap. 260. Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 123. Om Holmfrid, ſe ovf. S. 315, Note 4.
  21. Olaf den helliges Saga, Cap. 53, hos Snorre, Cap. 96. Fagrſk., Cap. 84.
  22. Det omtales ingenſteds, at Templet paa Mæren blev brændt eller nedrevet, ligeſom Templet paa Lade, men alene, at Gudebillederne ødelagdes.
  23. Olaf den helliges Saga, Cap. 39, hos Snorre, Cap. 20. Fagrſk. Cap. 84. Fortællingen om hvorledes Einar Thambarſkelver tilligemed flere andre fra Ormen undkomne Kamper blev fangen af Kong Sven og bragt til Jylland for at ſælges ſom Træl, men løskjøbt af en maſkeret Mand, i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvesſøn, er forhen omtalt, den bærer aabenbart Præget af ſenere Opdigtning.
  24. Olaf den helliges Saga, Cap. 43, hos Snorre, Cap. 21.