Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/2/43

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det var, som vi ovenfor berettede[1], før Svoldrslaget blevet aftalt mellem de forbundne Fyrster, at de efter at have fældt Olaf skulde dele Norge mellem sig. Rimeligviis var endog en foreløbig Aftale derom truffen endnu tidligere, nemlig da Sven Tjugeskegg egtede Sigrid Storraade og forligede sig med Kong Olaf svenske, thi det er neppe sandsynligt, at denne godvillig vilde have givet Slip paa Danmark, som han havde i sin Besiddelse, uden mod Løfte om en eller anden Erstatning[2]; og den Fordring, som Sven Tjugeskegg i Egenskab af Ragnar Lodbroks Ætling havde paa Viken og Oplandene, gjorde ogsaa, som vi allerede have seet, Kongerne af den svenske Lodbroks-Linje stundom gjeldende, især naar de havde Overmagten, hvilket baade i sin Tid havde været Tilfældet med Erik Eimundssøn[3], og nu allersidst med Erik Sejrsæl, der saa at sige ganske havde indtaget Danekongernes Plads. Da nu tillige Jarlerne Erik og Sven efter deres Fader Haakon Jarl havde eller troede at have Arvefordringer paa en Deel af Norge, var det den simpleste og naturligste Maade, paa hvilken der kunde ske alle disse forskjellige Interesser Fyldest, at Norge deeltes mellem Danekongen, Sviakongen og Erik Jarl, hvilken sidste saa vel nu som senere optræder som den fornemste og raadende af de tvende Brødre. Til Grund for Delingen lagdes, som man tydeligt kan se, den ældre Deling, der i sin Tid havde fundet Sted mellem Harald Gormssøn og Haakon Jarl, med den Forskjel, at der nu af begge de oprindelige Dele afgaves betydelige Stykker til Sviakongen, hvorimod Erik Jarl nu ikke, som Faderen forhen, fik sin Deel under Danekongens Lenshøjhed, men aldeles frit og uafhængigt[4]. Haakon Jarl havde i sin Tid haft det Nordenfjeldske, eller, som man nu plejer at udtrykke sig, det Norden- og Vestenfjeldske, fra Finmarken lige til Lindesnes. Dette fik nu Erik Jarl, med Undtagelse af Søndmøre, Raumsdal, Nordmøre og fire Fylker i Throndhjem (Stjordøla-, Skeyna-, Verdøla- og Sparbyggja-Fylke), hvilke 7 Fylker overlodes til Kong Olaf svenske. Harald Gormssøn havde i sin Tid haft det Søndenfjeldske eller Østlandet tilligemed Agder indtil Lindesnes; dette fik nu Danekongen Sven, med Undtagelse af Ranrike eller det senere saakaldte Baahuus-Len fra Svinesund til Gøta-Elven, hvilket ligeledes faldt paa Sviakongens Part[5]. Men alt hvad Olaf Sviakonge fik af det Nordenfjeldske overlod han til sin Svoger Sven Haakonssøn, med Jarletittel og samme Rettighed, som Skattekongerne eller Jarlerne forhen havde haft det, altsaa rimeligviis mod at afgive Halvdelen af de kongelige Indtægter, og mod Forpligtelsen til Lenstjeneste, naar han dertil opfordredes, men for øvrigt med fuldkommen Udøvelse af den kongelige Myndighed[6]. Paa samme Maade forlenede Sven Erik Jarl med dennes forrige Len, Raumarike og Vingulmark[7]. I Virkeligheden var det saaledes alene Ranrike, der stod umiddelbar under den svenske, og Størstedelen af Oplandene tilligemed den vestre Deel af Viken i vidtløftig Forstand, d. e. Vestfold, Grenland og Agder til Lindesnes, der stod umiddelbart under den danske Konges Bestyrelse. Alt det øvrige beherskedes af Brødrene Erik og Sven Jarler. Dog synes det, som om de indre Dele af Oplandene kun følte meget lidet til Danekongens Herredømme, thi her fandtes fremdeles Fylkeskonger af Harald Haarfagres Æt, som Sigurd Syr og flere, hvilke, om de end alene vare mægtige Godsejere med Kongetittel, uden at udøve nogen egentlig Kongemagt, dog, som de selv ved en senere Lejlighed bevidnede, for det meste raadede sig selv, og følte sig mere støttede, end undertrykkede af Danekongens Magt. Ligeledes stod Erik Jarls Herredømme over Rogaland, eller maaske rettere over hele Kyststrækningen fra Sognsøen til Lindesnes, paa meget svage Fødder. Dette Stykke havde den mægtige Erling Skjalgssøn faaet til Len af sin Svoger Olaf Tryggvessøn, og han var ej den, der godvillig fandt sig at give Slip paa sin Forlening. Han erkjendte ikke Erik Jarl for sin Overmand. Jarlen, heder det, inddrog under sig alle de kongelige Ejendomme, hvormed Olaf havde forlenet Erling, men denne vedblev, som forhen, at tage Landskyld over hele Rogaland, saa at Landboerne ofte maatte betale dobbelt Landskyld, nemlig først til Jarlen, siden til Erling, hvis de ej vilde udsætte sig for at denne ødelagde Egnen. Jarlen fik kun en ringe Deel af Indtægterne, thi de Sysselmænd, han sendte derhen, kunde ikke holde sig der. Erling var for mægtig, og havde for mange Frænder og Venner til at Erik kunde tænke paa at begynde nogen Fejde med ham; tvertimod vovede han ikke engang at drage om paa Veitsler i den Deel af.Landet, uden at have mange Folk med sig[8].

Der var saaledes paa denne Tid et besynderligt Fleerherredømme i Norge. Den mægtigste Hersker var Erik Jarl, hvilken derfor ogsaa sædvanligviis nævnes som Olaf Tryggvessøns egentlige Efterfølger; hans Herredømme strakte sig væsentligst over den nordlige Deel af Landet, hvor hans Broder Sven vistnok for det meste maatte adlyde ham. Paa Sydvestkanten, fornemmelig Rogaland, udøvede Erling Skjalgssøn Herredømmet. Oplandene med Undtagelse af Raumarike, der var bortforlenet til Erik Jarl, vare for største Delen overladte til sig selv, og svarede neppe nogen regelmæssig Skat til Danekongen. Dette var derimod Tilfældet med den Deel af Viken som stod under hans umiddelbare Herredømme, thi her indsattes danske Sysselmænd, der opkrævede de kongelige Indtægter. Og ligeledes var Ranrike blevet et fuldkomment svenskt Landskab, hvor Sviakongen indsatte to Sysselmænd, en over den nordre, en over den søndre Deel[9].

Det af de forrige Konger med saa megen Møje knyttede Foreningsbaand mellem Rigets enkelte Dele var altsaa paany opløst. Kun Frostathingslagens Fylker holdt nogenlunde sammen. Gulathingets Forening var tildeels, eller ganske, adsplittet mellem Erik Jarl, Erling og Sven. Oplandenes og Vikens, eller Eidsivathingets Forening var ligeledes opløst. En Tilstand var bragt tilbage, der omtrent lignede den, som herskede paa Harald Graafelds Tid. At dette Tilbageskridt i politisk Henseende ogsaa medførte andre Tilbageskridt, er naturligt. Især gik det tilbage med den unge Christendom. Baade Erik og Sven antoge Christendommen og lode sig døbe, men, tilføjes det, de lode Enhver gjøre som han vilde med Hensyn til Overholdelsen af Christendommen[10]. Denne tog derfor betydeligt af i den Deel af Landet, der stod under deres umiddelbare Herredømme, fornemmelig Thrøndelagen, Naumdal og Haalogaland I den sydvestlige Deel, hvor Erling Skjalgssøn herskede, sandsynligviis i samme Aand, som hans afdøde Svoger, Kong Olaf, holdt Christendommen sig bedre; i Viten ligeledes, thi dette Landskab var, som vi have seet, allerede tildeels blevet christnet før Olaf Tryggvessøns Tid, og stod desuden i nærmere Forbindelse med andre christne Lande. Men Oplandene, som hidtil endnu slet ikke, eller kun for en ubetydelig Deel vare christnede, sank næsten ganske tilbage i Hedendommen[11].

En Følge af eller et haandgribeligt Tegn paa alle disse Tilbageskridt i politisk, social og religiøs Henseende var det, at Vikingelivet, der i de sidste Aar umiskjendeligt synes at have været i Aftagende, under Erik Jarls Herredømme begyndte at drives med fornyet Kraft. I det mindste hører man nu mere tale om Vikingefarter i det Store, end umiddelbart forud. Dertil bidrog nu vel for en betydelig Deel de storartede Tog, som Sven Tjugeskegg paa denne Tid begyndte at foretage til England, og hvori vistnok ogsaa mange Nordmænd deeltoge, deels som hans umiddelbare Undersaatter, deels som frivillige, lokkede ved Udsigten til Ære og Bytte. Men ogsaa Sven befandt sig lige over for Hedendommen omtrent paa samme Standpunkt, som Erik Jarl; han havde selv været en altfor ivrig Tilhænger af den, og altfor nødigt antaget Christendommen, til at man ej skulde antage at han ligesaavel som Erik „lod enhver gjøre som han vilde med Hensyn til Christendommens Overhold“. Svens Tog fremstiller sig saaledes for os kun som en Ytring af den under hans Herredømme raadende Tilstand, som det første større Tegn paa den fra de herskende nordiske Høvdingsslægter udgaaende Reaktion mod den christeligt-civiliserende Bevægelse, der i Harald Gormssøns sidste Dage var udgaaen fra Tydskland og havde fundet sin Støtte hos Massen af den danske Befolkning. Og paa lignende Maade fremstiller Erik Jarls hele Optræden og den under hans Herskertid raadende Aand i Norge sig som virkende i reaktionær Retning mod den paa Christendommen grundede Civilisation, der, oprindelig udgaaende fra England og Tydskland, i Norge fandt sin virksomme Befordrer i Olaf Tryggvessøn. Man kan derfor ikke sige, at Nordmændene under Erik Jarl fulgte Danernes Exempel, eller omvendt; men kun, at der i begge, nu saa nøje forenede, Riger, samtidigt gjorde sig en bestemt Reaktion gjeldende mod det tidligere System. Det var den gamle Selvraadighedens, Lovløshedens og Vildhedens Aand, eller med andre Ord, Levningerne af Hedendommen, der gjorde sit sidste Forsøg paa at fortrænge den sejrende Christendom og Civilisation. Om Reaktionens Tilhængere eller Begunstigere bekjendte sig til Hedendommen eller ej, gjør her intet til Sagen. Havde de end ladet sig døbe eller tilsyneladende antaget Christendommen, saa vare de dog ikke gjennemtrængte af dens Aand. Deres Sympathier vare endnu hos Hedendommen, eller i i alle Fald hos den med Hedendommen følgende Leveskik. Deres Anskuelser af Forholdene, af Ret og Pligt, vare endnu aldeles hedenske. Afholdt de sig end selv fra hedenske Ceremonier, saa kunde de dog ikke bære det over sit Hjerte at forfølge dem, der endnu ofrede til de gamle Guder, saa meget mere som alt, hvad der stod i Forbindelse med Hedendommen, endnu maatte fremstille sig som nationalt lige over for den nye, fra fremmede Lande indførte Christendom, og ivrig Fastholden ved den gamle Lære saaledes i Mængdens Øjne maatte betragtes paa samme Maade, og ansees for et lige saa stort Tegn paa egte Fædrelandssind, som Overholdelse af og Fasthængen ved gamle nedarvede fædrelandske Skikke lige over for nye udenlandske Moder og Sædvaner til enhver Tid har været betragtet. Og, merkeligt nok, fra dette Standpunkt maatte endog Danekongen Sven i de ivrige Reaktionæres Øjne ansees som mere nationalsindet, end Olaf Tryggvessøn og de Christendommen hengivne Medlemmer af Harald Haarfagres Æt. Thi endnu var den nordiske Nationalitet saa fuldkommen herskende hos Danekongerne og de fornemste Danehøvdinger, at nogen Tanke om at betragte dem som Fremmede neppe var bleven almindelig hos Nordmændene, medens Legitimitetens hele Trylleri fremdeles omsvævede den gamle lodbrokske Æt, endog i Nordmændenes Øjne. Først da det lykkedes enkelte statskloge Mænd blandt disse at gjøre Christendommen selv national og derved skaffe den det forhenværende reaktionære eller Hedendommen gunstige Partis Hengivenhed, paa samme Tid som den lodbrokske, eller Danekongernes Æt, forlod sit gamle nationale Standpunkt; – da først vandt Christendommen og Civilisationen Fodfæste, Harald Haarfagres Æt fuldstændig Legitimitet, og Norge fuldkomment Sammenhold og Fasthed. Der er overhoved maaske faa Riger, der i den Grad, som Norge, skylde Christendommen sin hele politiske Tilværelse.

Med alt dette maa man ikke forestille sig Erik Jarl som nogen raa og vild Kriger, eller som en Fiende af Civilisationen. Tvertimod, der gives faa ædlere Charakterer i hele vor ældre Historie. Vi have allerede haft Anledning til at anføre flere Exempler paa hans Ædelmod og ridderlige Færd. Men hans hele politiske Bane og offentlige Stilling bestemtes af hans Familieforhold som Haakon Jarls Søn og Sven Tjugeskeggs Svigersøn. Saavel om ham, som om hans Broder Sven fortælle de gamle Kongesagaer, at de vare vennesæle og dygtige til at herske, refsede strengt alle Uordener og overholdt vel de gamle Love[12], som det meget betegnende heder. Men uagtet al denne Ros faar man dog det umiskjendelige Indtryk af hvad der for øvrigt berettes om Begivenhederne under deres Regjering, at dennes væsentligste Merke var Slaphed, og at deres Tid var en Selvraadighedens og Opløsningens Tid – hvad der og i sig selv var en naturlig Følge af Fleerherredømmet[13].

Erik var, efter hvad man maa antage, ved sin Tiltrædelse til Regjeringen omtrent 37 Aar gammel[14]. Han var fra sin tidligste Ungdom saa godt som opvoxet i Kamptummel. Vi have seet, hvorledes han allerede i sit 12te Aar fældte sin Faders Svoger, den anmassende Tidende-Skofte, og derfor maatte søge Beskyttelse hos Danekongen.“ Sandsynligviis har han allerede i denne Tid deeltaget i flere Vikingetog med Sven Tjugeskegg Skalden Eyjulf Dadaskald, der besang hans Bedrifter, omtaler blandt disse fornemmelig et Tog til Øster-Gautland, hvor han vandt stort Bytte, især i Fanger, der bleve udløste for betydelige Pengesummer[15]. I Jomsvikingeslaget var det især ham, hvem man havde Sejren at takke. Efter Faderens Død maatte han, som vi have seet, forlade Norge, men fik Forleninger af den svenske Konge[16]; imidlertid gik han strax efter paa Vikingetog i Østersøen. Han hjemsøgte Øen Gotland[17], og overvandt siden nogle Vikinger udenfor Staur ved Vendland[18]. Det næste Aar (996) gjorde han et ødelæggende Tog til Gardarike, hvor han sejlede op ad Neva, ind i Ladoga, belejrede, indtog og opbrændte Ladoga eller Aldegja-Borg, og herjede vidt og bredt i Omegnen, saa vel som i Estland og paa Øsel. Hver Sommer i alle de fem Aar, han var landflygtig i Norge, skal han have fortsat disse Herjetog til Gardarike, efter Sigende fordi Storfyrst Vladimir var Olaf Tryggvessøns Ven[19]. I Aaret 996 egtede han Kong Svens Datter Gyda, hvilket maaske heller ikke har bidraget saa lidet til at bringe et Forlig til Veje mellem Kong Olaf svenske og Kong Sven. Han skal ogsaa have herjet paa Skaane og taget fire Kjøbmandsskibe udenfor Ystad, men om det var før eller efter Svoldr-Slaget, kan ikke godt sees: i sidste Tilfælde skulde man formode, at Skaane endnu ikke havde underkastet sig Kong Sven. Eriks Halvbroder Sven Jarl var yngre end Erik og beskrives som den smukkeste Mand, man kunde se for sine Øjne. Han var, som ovenfor nævnt, nys bleven gift med Holmfrid, en Syster af Olaf Sviakonge[20]. Uden de Forleninger, som dette Giftermaal skaffede ham, vilde han neppe have faaet den mindste Andeel i Norges Regjering og den, han fik, var endda, som man erfarer, ubetydelig nok.

Jarlerne toge deres Hovedsæde paa Lade. Her havde deres Fader og Farfader boet før dem; det betragtedes allerede i flere Menneskealdre som Ættens Hovedgaard, efter hvilken dens Medlemmer med Stolthed kaldte sig Lade-Jarler, uden at ville antage Konge-Navn. At det nye Kjøbstads-Anlæg ved Nidarosen, som Kong Olaf havde paabegyndt, ikke synderlig kunde behage dem, men tvertimod snarere maatte være dem en Torn i Øjnene, er naturligt. De lode det forfalde, saa vel Privathusene som Kongsgaarden og Kirken, og dette kan ikke andet end have bidraget meget til at fremskynde Thrøndernes Tilbagefald til Hedendommen[21]. Derimod søgte de at faa en Kjøbstad oprettet paa Steinker inderst ved Beitstadfjorden. Her fandtes formodentlig allerede da, som nu, flere Huse, hvilke Stedets bekvemme Beliggenhed for Skibsfarten i den indre Deel af Fjorden havde fremkaldt; det laa i Nærheden af Indherreds folkerigeste Egne og det anseede Hovedtempel paa Mæren, som endnu stod eller paa ny havde rejst sig i sin gamle Glands[22], medens derimod Templet paa Lade, hvor gjerne endog Erik Jarl maaske i sit Hjerte kunde have ønsket det, ikke atter hævede sig af sin Aske, da han nu engang havde antaget Christendommen og ikke aabenbart kunde begunstige Hedenskaben.

Erik Jarl søgte viseligen at vinde Kong Olafs forrige Tilhængere. Dette kunde heller ikke falde ham vanskeligt. De fleste anseede Mænd i den Deel af Landet, der stod under hans Herredømme, havde i sin Tid været hans Faders Venner og Vasaller, og om de end i Haakon Jarls sidste Dage havde været misfornøjede, og i Øjeblikkets Heftighed havde taget Olafs Parti, er det dog let at forstaa, hvorledes, efter dennes Fald, den gamle Hengivenhed for Lade-Jarlens Æt atter maatte dukke op hos dem, især da Erik neppe sparede paa Gaver og Forleninger for at knytte dem til sig. Derfor heder det og i et gammelt Kvad, at alle Lendermænd, paa Erling nær, vare Eriks Venner. Med Erling var det en anden Sag. Hans Giftermaal med Kong Olafs Syster maatte gjøre Fiendskab med Jarlerne til en Pligt for ham; han var desuden mægtig nok til at vedligeholde en Art af uafhængigt Herredømme. En af Kong Olafs Venner, som Jarlerne især søgte at drage til sig, og som det ogsaa lykkedes dem ganske at vinde, var den unge Einar Thambarskelver. Erik Jarl havde, som ovenfor berettet, skjenket ham Livet efter Svoldrslaget; han tog ham med sig til Norge, og gjorde ham, som man af det følgende kan slutte, saa glimrende Tilbud, at den ærgjerrige Yngling neppe engang, om han fra først af havde bestemt sig dertil, vilde have kunnet modstaa dem. Thi, fortælles der, Jarlerne gave ham deres Syster, den storsindede Bergljot, til Egte, og gave ham store Veitsler i Orkedalen, saa at han blev den mægtigste og meest anseede Mand i hele Thrøndelagen. Han var ogsaa fra nu af Jarlernes fornemste Støtte og meest hengivne Ven[23].

Erling Skjalgssøn holdt imidlertid et Slags Hof for sig selv paa sin Gaard Sole, paa Jæderen. Han levede med megen Glands. Han havde ingensinde færre end 90 Frimænd hos sig paa sin Gaard, og naar Jarlerne vare i Nærheden, havde han 240 Mænd eller flere. Naar han var ude paa Rejser, sejlede han i det mindste paa en fuldt udrustet Tyvesesse; men han ejede desforuden hiin store Skeid paa 32 Rum, hvis Besætning udgjorde 240 Mand eller derover; den brugte han paa Vikingetog eller ved Møder med andre Høvdinger. Foruden sine øvrige Trælle havde han altid 30 Hjemmetrælle paa Gaarden. Han behandlede dem meget godt; thi han foresatte dem kun et bestemt Dagarbejde, og gav dem Tilladelse til at arbejde for sig selv den øvrige Tid; derhos overlod han enhver af dem et Stykke Agerland at dyrke; hvad der udbragtes for det derpaa avlede Korn, blev deres private Ejendom, som de kunde anvende til at løskjøbe sig. Løsningssummen for Enhver var bestemt, og den var ikke større, end at mange allerede i det første Aar kjøbte sig fri, og ingen, der havde noget Held med sig, behøvede længere Tid dertil end tre Aar. For de indkomne Penge kjøbte han sig andre Trælle. De Frigivne eller Løskjøbte, der naturligviis ikke ophørte at staa under hans Beskyttelse, brugte han deels i Sildfiske, deels i andre Erhvervsgrene. Nogle lod han rydde i Skovene og oprette Gaarde der. Alle skaffede han et eller andet godt Udkomme. Da hans kostbare Huusholdning krævede store Pengeudlæg, var han om Somrene ofte ude i Leding for at skaffe sig Gods. Han beskrives som meget smuk, sterk og høj af Vært, saare forstandig, en dygtig Hærmand, og i alskens Idrætter ej langt fra at være Olaf Tryggvessøns Lige. Det var siden et almindeligt Sagn, at Erling var den gjæveste af alle Lendermænd i Norge. Det er vel endog et stort Spørgsmaal, om Jarlernes egen Hofholdning i Glands og Anseelse kunde maale sig med hans[24].

  1. ↑ Se ovenfor, S. 399.
  2. ↑ Jvfr. hermed, hvad der ovenfor (S. 315) er anført om Forliget eller Forbindelsen mellem Sven Tjugeskegg og Olaf svenske.
  3. ↑ Se ovf. 1 B. S. 480. De Ord, som her, efter Snorre Har. Haarf. S. Cap. 14 lægges Erik Eimundssøn i Munden, vise tydeligt nok hans og rimeligviis alle hans Ætlingers Anskuelser om disse Forhold. At Erik Eimundssøn dengang optraadte med Fordringen paa Viken og sandsynligviis paa hele Danevældet, var rimeligviis fordi det danske Dynasti dengang ansaaes for halv uddøet, se ovfr. 1 B. S. 376 Noten. Det samme kunde maaske Erik Sejrsæl sige efter Harald Gormssøns Død, idet han ej anerkjendte Frillesønnen Sven.
  4. ↑ Sammenhold hermed, hvad der ovenfor er anført angaaende Delingen mellem Haakon Jarl og Harald Gormssøn, S. 57, Not.
  5. ↑ Delingen beskrives omstændeligst i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 260, og hos Snorre, Cap. 123; Den berøres ogsaa i Olaf den helliges Saga, Cap. 43, hvor ogsaa udtrykkelig Navnene anføres paa de Fylker i Thrøndelagen, der faldt paa Sviakongens Deel; senere hen (Cap. 53) omtales de Fylker, Erik Jarl fik, nemlig Orkdøla, Gauldøla, Strinda- og Eyna-Fylke-. Fagrskinna, Cap. 82 udtrykker sig mindre nøjagtigt, og fejler endog, idet den lader Olaf svenske faa Besiddelser paa Oplandene, thi af de Begivenheder, der senere forefalde i Olaf den helliges Historie, se vi netop at Ranrike var Olaf svenskes Deel, medens Kongerne paa Oplandene udtrykkeligt nævne Danekongen som deres Herre. Thjodrek Munk (Cap. 13) har aabenbart dette Sted for Øje, men udtrykker sig ikke ganske rigtigt, idet han siger at Erik fik ⅔ af Riget, fordi Kong Sven overlod ham sin Part. Endnu urigtigere er det, naar Ágrip (Cap. 18) og Hist. norv. fol. 11 a. lader Kong Sven overlade Erik og Sven Haakonssønner Norge.
  6. ↑ Se fremdeles de citerede Steder. Hvis Sven havde faaet sit Len paa samme Vilkaar, Harald Haarfagre gav Jarlerne Forleninger, da havde han kun beholdt ⅓ af de kongelige Indtægter (se ovfr. 1 B. S. 467) men siden „Skattekongerne“ nævnes, og siden Haakon Jarl (se ovfr. S. 53) i sin Tid fik sine Len paa samme Vilkaar som Underkongerne, er det sandsynligst, at ogsaa Sven fik de halve Indtægter. Det er ellers besynderligt nok at se, hvorledes Erik Jarls og Sviakongens Dele af Throndhjem grebe ind i hverandre, thi medens den ferske havde Nordmøre, altsaa den Deel deraf, der udgjør det nuværende Fosens Fogderi paa begge Sider af Throndhjemsfjordens ydre Deel, og dertil Grændse-Distrikterne, Stjørdalen (med Selbo), Skogn, Verdalen, Sparboen, Stod og Snaasen, havde Erik Orkedal, Gauldal, Strinden, Frosten, Lexviken, Veran, Ytterøen og Beitstaden. Sandsynligviis var det ham, som Naumdalens Herre, magtpaaliggende at være i Besiddelse af Naumdalsejdet.
  7. ↑ Saavel i Olaf Tryggv. Saga, som hos Snorre nævnes paa dette Sted Hedemarken. Men det er allerede ovenfor S. 57 Not. viist, at dette maa være en Fejl istedetfor „Vingulmark“. I Olaf den helliges Saga omtales desuden udtrykkeligt Smaakonger paa Hedemarken, der selv udlade sig om at de siden Olaf Tryggvessøns Tid havde staaet under Danekongens Herredømme. Vel omtales der ogsaa en Konge paa Raumarike, men dog kun saaledes at Thoten og Hadeland synes at have været hans egentlige Rige; sidenefter (Cap. 73), hvor Kongernes Tilfangetagelse omtales, nævnes intet om nogen Konge paa Raumarike, men hiin Konge kaldes alene „Kongen af Hadeland“.
  8. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 261. Olaf den helliges Saga, Cap. 43. Snorre, Olaf den helliges Saga, Cap. 21. Om det Len, Erling fik af Olaf Tryggvessøn, se ovenfor S. 296.
  9. ↑ De danske og svenske Sysselmænd omtales udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 63, hos Snorre, Cap. 59.
  10. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 240, hos Snorre, Cap. 123. Fagrskinna, Cap. 84. Thjod. Munk, Cap. 14. Den sidste siger: Christianitatem nec minuit nec dilatavit, permittens unumquemque in hac dumtaxat parte vivere jure quo vellet. Ágrip (Cap. 19) og Hist. Norv. (fol. 11. a.) udtrykke sig mindre fordeelagtigt, det første siger: „saa megen Flid og Omhu, som Olaf Tryggv. anvendte paa at fremme Christendommen … saa megen Magt lagde Erik og hans Søn (skal være Broder) paa at ødelægge den“. Og den sidste: sanctam dei ecclesiam, quam beatus Olavus egregie plantaverat, Johannes rigaverat:, isti penitus eradicaverunt.
  11. ↑ Alt dette erfares vel for det meste af de senere Beretninger om Olaf den helliges Virksomhed, men udtales dog tydeligt i Fagrskinna, Cap. 84: „disse Jarler havde ladet sig døbe og overholdt Christendommen, men tvang ingen til at antage den, og lode enhver gjøre som han vilde; i deres Dage spildtes Christendommen meget, saa at næsten alt var ganske hedenskt paa Oplandene og i Throndhjem, men Christendommen holdt sig langs Søen“.
  12. ↑ Se det forhen citerede Sted i Olaf Tr. Saga, Cap. 260. Snorre, Cap. 123.
  13. ↑ Ágrip og Hist. Norv. udtale, som vi have seet, en strengere Dom over dem.
  14. ↑ Han var nemlig rimeligviis fød 963, se Beregningen ovenfor, S. 61, Note.
  15. ↑ Fagrskinna, Cap. 83.
  16. ↑ Se ovf. S. 268.
  17. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 243. Snorre, Cap. 197. Fagrskinna, Cap. 83 taler her om en Kamp, Erik bestod i Øresund med 4 danske Vikingeskibe, medens Olaf Tryggv. Saga vistnok rigtigen henfører denne Kamp til Sundene mellem Øsel og Estland, og Fagrskinnas Forfatter har aabenbart misforstaaet Eyjulf Dadaskalds Eyjasund (Ø-Sundet) og læst Eyrarsund. Desuagtet lader han ham, ligesom Olaf Tr. Saga, siden herje paa Adalsysla (Estland). Men begge Dele, baade Øresund og Estland, kunne efter Skaldens Vers ej optages i Fortegnelsen.
  18. ↑ Staur er sandsynligviis Staver-Odden paa Femern ved det daværende vendiske Wagrien.
  19. ↑ Fagrskinna, Cap. 83.
  20. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 260. Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 123. Om Holmfrid, se ovf. S. 315, Note 4.
  21. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 53, hos Snorre, Cap. 96. Fagrsk., Cap. 84.
  22. ↑ Det omtales ingensteds, at Templet paa Mæren blev brændt eller nedrevet, ligesom Templet paa Lade, men alene, at Gudebillederne ødelagdes.
  23. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 39, hos Snorre, Cap. 20. Fagrsk. Cap. 84. Fortællingen om hvorledes Einar Thambarskelver tilligemed flere andre fra Ormen undkomne Kamper blev fangen af Kong Sven og bragt til Jylland for at sælges som Træl, men løskjøbt af en maskeret Mand, i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvessøn, er forhen omtalt, den bærer aabenbart Præget af senere Opdigtning.
  24. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 43, hos Snorre, Cap. 21.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/43&oldid=71978»