Det norske Folks Historie/2/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Svagheden af Jarlernes Regjering aabenbarer ſig tydeligt i Skatlandenes Frafald. Over Færøerne herſkede, ſom vi have ſeet, Sigmund Breſtesſøn, der allerede fra tidligere Dage var Erik Jarls Yndling og gode Ven. Kort efter at Jarlerne havde erhvervet Herredømmet, ſendte de Bud efter ham, og han indfandt ſig ſtrax. Han traf dem paa Lade, hvor de modtoge ham med ſtor Venlighed, udnævnte ham paa ny til deres Hirdmand, og bekræftede ham i Forleningen over Færøerne. Men han overlevede ikke længe dette Beſøg, thi omſider lykkedes det hans Dødsfiende Thrond at fælde ham og gjøre ſig uafhængig. Thrond, der endnu var altfor ny i Chriſtendommen til at omfatte den med ſaadan Oprigtighed, ſom i ſit Livs ſidſte Dage, og ſom desuden nu, efter Olaf Tryggvesſøns Død, ikke havde ſaa megen Grund til at frygte Straf for Lunkenhed i Troen, ſkal i al Hemmelighed med ſine nærmeſte Frænder og Huusfolk have drevet megen Blotſkab; han anſaa denne Tid for den bedſte til at faa Sigmunds ſtrenge Herredømme afryſtet og til at hevne de mange Ydmygelſer, han havde lidt af ham, blandt hvilke den ſidſte, da han blev tvungen til at lade ſig døbe, i Thronds Øjne ogſaa var den ſtørſte og utaaleligſte. Med ſine Broderſønner Sigurd Thorlaksſøn og Thrond laage, ſin Syſterſøn Gaut den røde, ſin Foſterſøn Leif, Asſur Hafgrimsſøns Søn, og flere andre Frænder eller Venner, dannede han en for Sigmund farlig Magt, iſær da det ikke var at vente, at Mængden, om den end af Frygt for Sigmund overholdt Chriſtendommen, endnu af Hjertet kunde være den hengiven, og ej, i Tilfælde af aabenbar Strid, vilde gjøre fælles Sag med den, der maaſke lovede at bringe Hedendommen, eller i det mindſte fuld Religionsfrihed, tilbage. Thi Sigmund ſelv var en ſtreng Chriſten, der endog havde ladet en Kirke opføre paa ſin Gaard[1]. Nu, ſom forhen, begyndte Thrond med at fordre Bøder af Sigmund paa Leif Asſursſøns Vegne for dennes Fader, Asſur Hafgrimsſøns, Drab. Fordringen fremſattes paa det almindelige Thing. Sigmund ſvarede at Sagen allerede var paadømt af Haakon Jarl, og at man fik holde ſig til denne Dom. Thrond begyndte nu at true. Han ytrede at hans Frænder, der vare voxede op i hans Huus, ikke vilde finde ſig tilfreds med at Sigmund indeſad med hele Herredømmet, af hvilket dog den halve Deel tilkom dem; at han havde tilføjet dem alle flere Beſkæmmelſer, ſom det ej var at vente at de roligen vilde taale, jog at han derfor maatte være belavet paa at faa deres retmæsſige Harme at føle. Sigmund ſvarede at disſe Truſler ej ſkulde forurolige hans Natteſøvn.

Den ſamme Sommer, da Sigmund og Thore tilligemed Einar Sudrøing en Dag vare dragne over til lille Dimun, for at hente Slagtekvæg, bleve de var, at Thrond og hans Frænder, tolv i Tallet, landede paa Øen, ſterkt bevæbnede. Sigmund lod ſig ikke herved forſkrække, men aftalte kun med Thore og Einar, at de, naar Thrond nærmede ſig, ſkulde løbe hver til ſin Kant, men ſamles ved Opgangen til Øen, hvor Baadene laa, førend deres Angribere kunde indhente dem. Saaledes ſkede det. Sigmund traf en af Thronds Mænd, der var ſat paa Poſt ved Opgangen, og dræbte ham, medens Thore fældte en anden, der var ſat til at pasſe paa Fartøjets Landtoug. Nu hoppede Sigmund ned paa Stranden, hvor han endnu dræbte en af ſine Forfølgere, vadede derpaa ud til Fartøjet, kaſtede ved Thores Hjelp en Mand overbord, der var efterladt til Bevogtning, og roede afſted med Thronds Baad, medens Einar imidlertid havde ſkudt deres egen ud, og roede i denne. Thrond og de øvrige af hans Flok befandt ſig ſaaledes tilbage paa den lille Klippeø uden noget Fartøj, hvorpaa de kunde komme bort. De ſaa ſig nødte til at antænde Baal for at give deres Nød tilkjende. Det var Sigmunds Henſigt at ſamle flere Folk for at kunne overmaade dem og tage dem til Fange. Men da han kom tilbage til Øen, var det for ſilde. Man havde bemerket Nødſignalet, og ſendt Baade til Øen, ſaa at Thrond og hans Følge ved hans Ankomſt allerede vare borte. Thrond lod ſig ikke afſkrække ved dette uheldige Forſøg. Længer ud paa Sommeren, da Sigmund drog om for at opkræve Landſkyld, ſom ſædvanlig kun med Thore og Einar, ſaa han i et trangt Sund Thrond, atter ſelv tolfte ſtyre imod ſig. Men han roede raſkt imod dem, og bød Thore og Einar at hugge Vanterne over paa deres Fartøj, medens han ſelv af alle Kræfter ſtødte til det med en Fork; derved lykkedes det ham at hvælve det, ſaa at Kjølen vendte i Vejret, og fem Mand af Beſætningen druknede. Thore vilde nu at man ſkulde dræbe de øvrige, der ſøgte at redde ſig ved Svømning; men Sigmund ſagde at det var nok at beſkjemme dem, ſaaledes ſom man nu havde gjort. Paa denne Maade ſlap Thrond ogſaa denne Gang derfra med Livet, og han ſkal ſelv have ſagt, at Sigmund bar ſig ſaare uforſtandigt ad, idet han ej benyttede Lejligheden til at dræbe dem alle. Han ſkal endog have erklæret dette for et Tegn paa, at det nu var forbi med Sigmunds Held[2].

Ud paa Høſten ſamlede Thrond atter Folk for at angribe Sigmund. Han havde nu, ſagde han, drømt, at de ſkulde komme ham nær. De havde to Skibe og vare i Alt 60 haandfaſte Karle, blandt dem Leif, Sigurd, Thord, Gaut og flere. Thrond drog denne Gang lige til Skuvø, hvor Sigmund boede. De gik i Land; den førſte, der gik op ad den trange Opgang, ſtødte paa en af Sigmunds Mænd, ſom her ſtod paa Vagt: efter nogen Kamp ſtyrtede de begge døde ned af Klippen. Den hele Skare gik nu op til Gaarden, ſom de omringede og angrebe. Sigmund og alle hans tilſtedeværende Mænd grebe til Vaaben, endog hans Huſtru Thurid bevæbnede ſig, og viſte ſig lige ſaa dygtig ſom nogen Mand. Da Angrebet havde vedvaret en Stund uden at man kunde komme nogen Vej, lod Thrond bringe Ild. Da traadte Huusfruen Thurid ud i Døren, og ſpurgte, hvor længe han agtede at ſlaaes med hovedløſe Mænd[3]. Han ſkjønnede ſtrax, at Sigmund maatte være undkommen, og ſkal nu, ſom der fortælles, have gaaet mod Solen omkring Gaarden og blyſtret, indtil han opdagede Aabningen af en underjordiſk Gang, hvor han lugtede efter Sporet ſom en Hund, og erklærede, at Sigmund, Thore og Einar havde taget Vejen derigjennem. Han forfulgte Sporet, indtil han kom til en Kløft, der gaar tvers over Øen. Her, ſagde han, maatte Sigmund have hoppet over, han bød derfor ſine Mænd at fordele ſig i to Hobe, af hvilke hver ſkulde gaa til ſin Ende af Kløften, og atter mødes paa den anden Side-. Det var imidlertid blevet mørkt. Thrond raabte højt: „er du ſaa ſtor en Helt, ſom der gaar Ord af, Sigmund, ſaa viis dig nu!“ Strax efter kom en Mand hoppende over Kløften med draget Sverd, kløvede Hovedet paa en af Thronds Mænd lige ned i Skuldrene, og ſprang baglængs tilbage over Kløften. „Det var Sigmund“, ſagde Thrond, „lad os nu ſætte efter dem til Enden af Kløften“. Sigmund og hans to Ledſagere kom tilſidſt op paa en Bjerghammer nær ved Søen, hvor Thore foreſlog at de ſkulde oppebie Angrebet. Men Sigmund, der ved ſit ſidſte Hop over Kløften havde kommet til at ſlippe ſit Sverd og ſaaledes var vaabenløs, foretrak at ſøge ſin Frelſe ved at ſvømme. Han kaſtede ſig i Søen, og Thore og Einar fulgte efter. Det heder, at han vilde over til Suderø; ſandſynligviis har han dog ſnarere haft til Henſigt at komme over til Store Dimun, der ligger nærmeſt, men Strømmen har drevet ham længer mod Veſt, ſaa at han blev nødt til at tage Vejen til Suderø, der er over en Miil fra Skuvø[4]. Da de vare komne halvvejs, følte Einar ſig ſaa træt, at han gav ſig over, og ikke vilde ſvømme længer. Sigmund tog ham paa ſine Skuldre, og ſvømmede ſaaledes en Stund, indtil Thore gjorde ham opmerkſom paa, at Einar allerede var død. Han ſlap ham da, men ikke længe efter maatte han tage Thore i hans Sted, da Kræfterne nu ogſaa ſvigtede denne. Sigmund naaede Suderø, men ſaa udmattet, at Bølgerne ſnart ſkyllede ham op paa Landet, ſnart ſorte ham ud. Derved gled Thore af hans Skuldre og druknede. Med Nød og neppe fik Sigmund krøbet op. Han var ſaa udmattet, at han ej kunde gaa, men krøb hen til en Tare-Dynge, i hvilken han lagde ſig. Det var i en Vig nordøſtligſt paa Øen, kaldet Hvalvik; i Nærheden laa en liden Gaard ved Navn Sandvik. Der boede en Mand ved Navn Thorgrim ille (d. e. onde), Thronds Lejlænding. Han var ſtor og ſterk, og havde to raſke Sønner. Samme Morgen kom han ned til Stranden, hvor han fik Øje paa noget rødt, der ſtak frem af Taredyngen. Han ryddede Talen tilſide og ſaa nu at det var en Mand. Paa hans Spørgsmaal, hvad han hed, navngav Sigmund ſig. Thorgrim ſagde: „lavt ligger nu vor Høvding, hvorledes gaar dette til?“ — Sigmund fortalte ham det hele og bad ham og hans Sønner, der imidlertid vare komne til, om at ſtaa ham bi. Men Thorgrim havde imidlertid faaet Øje paa den ſtore Guldring, ſom Sigmund bar paa Armen, og ſom Haakon Jarl havde taget af Thorgerd Holgabruds Arm og foræret ham. „Saa ſtor en Rigdom, ſom den, Sigmund bærer paa ſig“, hviſkede Thorgrim til ſine Sønner, „faa vi aldrig i vort Eje, derſom vi ikke benytte os af Lejligheden, og dræbe ham“. Sønnerne vilde en Stund intet høre derom, men lode ſig dog tilſidſt overtale, og grebe fat i Sigmunds Haar, medens Thorgrim med en Øxe, han havde hos ſig, ſkilte hans Hoved fra Kroppen. De toge Klæderne og alle Koſtbarheder af Liget, og grove det tilligemed Thores Lig, der ogſaa var drevet i Land, ned under en Muldbakke i Nærheden. Saaledes gik Olaf Tryggvesſøns Spaadom, da han advarede Sigmund mod Thorgerd Hølgabruds Ring, omſider i Opfyldelſe[5].

Efter Sigmunds ſørgelige og alt for tidlige Endeligt var der ingen, der kunde maale ſig med Thrond. Sigmunds Sønner vare endnu ikke voxne. Thrond og Leif toge derfor alle Øerne under deres Herredømme, og herſkede, ſom det ſynes, ganſke uafhængigt i flere Aar. Mod Thurid og hendes Sønner viſte Thrond ſig bedre end man ſkulde have ventet, thi hun forblev i Beſiddelſe af Gaarden paa Skuvø, der ikke havde taget ſynderlig Skade ved det ſidſte Angreb. Naar man ſer hen til de ſenere Begivenheder, maa man næſten formode, at den liſtige Thrond ikke har villet have Leif alt for mægtig eller tryg i Herredømmet. I Sigmunds Sønner vilde Leif altid kunne befrygte Medbejlere om Herredømmet, og imidlertid vilde Thrond ſelv vedblive at være den virkelige Herre. Nogle Aar derefter foreſlog Thrond Leif at bejle til Sigmunds Datter Thora, for ſaaledes paa letteſte Maade at ende den lange Ættetviſt. Leif tvivlede paa at dette Forſlag vilde blive godt optaget, men fulgte dog med Thrond til Skuvø. Deres førſte Modtagelſe var ikke ſynderligt lovende, men da Thrond bød Forlig for Sigmunds Drab, og fremførte deres egentlige Ærende, ſvarede Thora ſelv, at hvis Leif kunde aflægge Ed paa at han hverken ſelv havde dræbt hendes Fader eller faaet nogen anden dertil, men derimod kunde ſkaffe hende ſikker Oplysning om, hvo Morderen var, da ſkulde Forliget komme iſtand med hendes Moders, Brødres, Forældres og Venners Raad og Samtykke. Dette fandt alle at være en billig Fordring, og ſaavel Thrond ſom Leif gik ind derpaa. Kort efter begav Thrond med Leif ſig til Thorgrim ilte i Sandvik, og beſkyldte ham for Mordet. Thorgrim benegtede det, men Thrond lød ham og hans Sønner binde, og ſkal nu have anſtillet en Art af Sejd eller Trolddom, hvorved han fremmanede Sigmund, Thore og Einar, og ſaaledes fik Vished om deres Endeligt. Det ſande er vel, at Thrond den hele Tid har vidſt Beſked om, hvorledes Sagen var gaaen til, og maaſke endog forhen hemmeligt har beſkyttet Thorgrim, men nu anſtillede ſig, ſom om han allerførſt opdagede Sammenhængen, og lod Thorgrim i Stikken, da dette var det fordeelagtigſte. Da man nu ogſaa fandt Ringen, ſom Thorgrim havde taget fra Sigmund, gik han til Bekjendelſe, og blev med ſine Sønner bragt til Thinget i Thorshavn, hvor de efter at have gjentaget Bekjendelſen bleve hængte. Sigmunds og Thores Lig bleve opgravne og begravne ved den Kirke, Sigmund havde ladet opføre, og Thora rakte Leif ſin Haand, efter at fuldkomment Forlig var ſluttet mellem ham og hendes Brødre[6]. Leif boſatte ſig nu paa ſin Fædrenegaard Hof i Sudrø. Men nogen Skat til Norges Høvdinger blev, ſom det ſynes, ikke betalt[7]. Jarlerne havde ogſaa andet at tænke paa, end at bevare Herredømmet over Færøerne.

  1. I Færeyingaſaga, Cap. 35, heder det, at det paa Færøerne gik med Chriſtendommen ſom vidt og bredt andenſteds i Jarlernes Rige, at enhver levede ſom han vilde, ſkjønt de ſelv holdt vel deres Tro, og at Thrond og hans Kammerater derfor i Virkeligheden (raunar, altſaa ikke tilſyneladende), for en ſtor Deel forkaſtede Troen. Dette maa dog, hvad Folket paa Færøerne angaar, kun være en Forudſætning af Sagaſkriveren, der ikke engang forholder ſig rigtig. Thi den egentlige Herre paa Færøerne var jo Sigmund, og han var nu ligeſaa ivrig en Chriſten, ſom forhen. At Mange blandt Folket i Hjertet vare Hedendommen hengivne, er en anden Sag, men aabenbart vovede de neppe at give Tegn til Frafald, ſiden ikke engang Thrond ſelv, ſom man af Ordene maa formode, turde gjøre det. Derfor maa man antage at Chriſtendommen her, lige ſaa vel ſom i Gulathingslagen, har vedligeholdt ſig ſiden Olaf Tryggvesſøns Tid. Der er heller ikke Tale om at Olaf den hellige ſiden efter behøvede at lade noget nyt Christendomspaabud forkynde der paa Øerne, ſkjønt han ellers gjorde ſig ſtor Møje med at bringe dem til Lydighed.
  2. Færeyingaſaga, Cap. 33, 36.
  3. Det vil her ſige: med Indbyggerne af et Huus, hvis egentlige Overhoved ej er tilſtede.
  4. Det er paa Færøerne et almindeligt Sagn, at den Klippe, fra hvilken Sigmund og hans Stalbrødre ſprang i Vandet, var Tórarenni (Þórðarenni) paa Nordveſtſiden af Skuvø. Det er altſaa paa denne Ø, at det færøiſke Sagn anviſer Begivenheden Plads. Det maa dog ikke overſees, at Færeyingaſaga, ved her (Cap. 37) at omtale Skoves fortrinlige Bekvemhed til at forſvares af faa mod mange, næſten Ord til Andet gjentager den Beſkrivelſe derover, ſom gives i Cap. 22, hvor der handles om det Birke, Asſur Hafgrimsſøn lod opføre, (ſe ovenfor S. 145). Sagaens Mening er altſaa den, at Sigmund blev angreben paa ſamme Sted, hvor han ſelv i ſin Tid angreb og fældte Asſur. Men da nu hiin Beſkrivelſe, efter hvad ovenfor er ytret, allerbedſt pasſer paa Store Dimun, hvortil Lokalſagnet ogſaa henfører Asſurs Drab, ſynes det rimeligſt, at det ligeledes var paa Store Dimun, ikke paa Skuvø, hvor Sigmund blev angreben. Derved faar ogſaa Sagaens Fortælling om Sigmunds lange Svømning, der ellers bliver temmelig æventyrlig, nogen Rimelighed for ſig, thi Store Dimun ligger kun halv ſaa langt fra Sudrø, ſom Skuvø, og mod den vender desuden hiin Bugt, Hvalvik, hvor Sigmund kom i Land. Endelig findes juſt paa Dimun en ſlig Kløft (det grønne Skaar) ſom den i Sagaen omtalte. Jeg har imidlertid paa dette Sted ej vovet i Texten ſelv at afvige fra, hvad baade Sagaen og Lokalſagnet eenſtemmigt melde.
  5. Se ovenfor S. 133. Hvad ellers Beretningen om Sigmunds Drab m. m. angaar, maa man erindre, at delt umuligt kan bero paa andet end hvad Sigmund ſelv, da han laa udmattet paa Stranden, fortalte Thorgrim, og hvad denne flere Aar derefter tilſtod for Thrond. Om det altſammen har ſin Rigtighed, maa følgelig ſtaa derhen. Meeſt uſikkert bliver det, hvor vidt Sigmund virkelig, ſom det heder, ſkulde have taget førſt Einar, ſiden Thore, paa ſine Skuldre. — Om Aaret, da Sigmund blev dræbt, indeholder Færeyingaſaga ſelv ingen nøjagtig Oplysning. Da det imidlertid er ſandſynligſt, at Jarlerne kaldte ham til ſig i det førſte Aar efter deres Hjemkomſt, eller i 1001, ſynes hans Sammenſtød med Thrond og paafølgende Drab at have fundet Sted Aaret efter, d. e. i 1002. Leifs Giftermaal fandt maaſke Sted 1005, da Thora var 20 Aar gammel.
  6. Færeyingaſaga, Cap. 37—41.
  7. Det ligger tydeligt i de Udtryk, ſom anvendes om Olaf den helliges ſenere Forſøg paa at faa Skat af Færøerne, at der indtil da i lang Tid ingen Skat havde været ydet.