Det norske Folks Historie/2/44
Svagheden af Jarlernes Regjering aabenbarer sig tydeligt i Skatlandenes Frafald. Over Færøerne herskede, som vi have seet, Sigmund Brestessøn, der allerede fra tidligere Dage var Erik Jarls Yndling og gode Ven. Kort efter at Jarlerne havde erhvervet Herredømmet, sendte de Bud efter ham, og han indfandt sig strax. Han traf dem paa Lade, hvor de modtoge ham med stor Venlighed, udnævnte ham paa ny til deres Hirdmand, og bekræftede ham i Forleningen over Færøerne. Men han overlevede ikke længe dette Besøg, thi omsider lykkedes det hans Dødsfiende Thrond at fælde ham og gjøre sig uafhængig. Thrond, der endnu var altfor ny i Christendommen til at omfatte den med saadan Oprigtighed, som i sit Livs sidste Dage, og som desuden nu, efter Olaf Tryggvessøns Død, ikke havde saa megen Grund til at frygte Straf for Lunkenhed i Troen, skal i al Hemmelighed med sine nærmeste Frænder og Huusfolk have drevet megen Blotskab; han ansaa denne Tid for den bedste til at faa Sigmunds strenge Herredømme afrystet og til at hevne de mange Ydmygelser, han havde lidt af ham, blandt hvilke den sidste, da han blev tvungen til at lade sig døbe, i Thronds Øjne ogsaa var den største og utaaleligste. Med sine Brodersønner Sigurd Thorlakssøn og Thrond laage, sin Systersøn Gaut den røde, sin Fostersøn Leif, Assur Hafgrimssøns Søn, og flere andre Frænder eller Venner, dannede han en for Sigmund farlig Magt, især da det ikke var at vente, at Mængden, om den end af Frygt for Sigmund overholdt Christendommen, endnu af Hjertet kunde være den hengiven, og ej, i Tilfælde af aabenbar Strid, vilde gjøre fælles Sag med den, der maaske lovede at bringe Hedendommen, eller i det mindste fuld Religionsfrihed, tilbage. Thi Sigmund selv var en streng Christen, der endog havde ladet en Kirke opføre paa sin Gaard[1]. Nu, som forhen, begyndte Thrond med at fordre Bøder af Sigmund paa Leif Assurssøns Vegne for dennes Fader, Assur Hafgrimssøns, Drab. Fordringen fremsattes paa det almindelige Thing. Sigmund svarede at Sagen allerede var paadømt af Haakon Jarl, og at man fik holde sig til denne Dom. Thrond begyndte nu at true. Han ytrede at hans Frænder, der vare voxede op i hans Huus, ikke vilde finde sig tilfreds med at Sigmund indesad med hele Herredømmet, af hvilket dog den halve Deel tilkom dem; at han havde tilføjet dem alle flere Beskæmmelser, som det ej var at vente at de roligen vilde taale, jog at han derfor maatte være belavet paa at faa deres retmæssige Harme at føle. Sigmund svarede at disse Trusler ej skulde forurolige hans Nattesøvn.
Den samme Sommer, da Sigmund og Thore tilligemed Einar Sudrøing en Dag vare dragne over til lille Dimun, for at hente Slagtekvæg, bleve de var, at Thrond og hans Frænder, tolv i Tallet, landede paa Øen, sterkt bevæbnede. Sigmund lod sig ikke herved forskrække, men aftalte kun med Thore og Einar, at de, naar Thrond nærmede sig, skulde løbe hver til sin Kant, men samles ved Opgangen til Øen, hvor Baadene laa, førend deres Angribere kunde indhente dem. Saaledes skede det. Sigmund traf en af Thronds Mænd, der var sat paa Post ved Opgangen, og dræbte ham, medens Thore fældte en anden, der var sat til at passe paa Fartøjets Landtoug. Nu hoppede Sigmund ned paa Stranden, hvor han endnu dræbte en af sine Forfølgere, vadede derpaa ud til Fartøjet, kastede ved Thores Hjelp en Mand overbord, der var efterladt til Bevogtning, og roede afsted med Thronds Baad, medens Einar imidlertid havde skudt deres egen ud, og roede i denne. Thrond og de øvrige af hans Flok befandt sig saaledes tilbage paa den lille Klippeø uden noget Fartøj, hvorpaa de kunde komme bort. De saa sig nødte til at antænde Baal for at give deres Nød tilkjende. Det var Sigmunds Hensigt at samle flere Folk for at kunne overmaade dem og tage dem til Fange. Men da han kom tilbage til Øen, var det for silde. Man havde bemerket Nødsignalet, og sendt Baade til Øen, saa at Thrond og hans Følge ved hans Ankomst allerede vare borte. Thrond lod sig ikke afskrække ved dette uheldige Forsøg. Længer ud paa Sommeren, da Sigmund drog om for at opkræve Landskyld, som sædvanlig kun med Thore og Einar, saa han i et trangt Sund Thrond, atter selv tolfte styre imod sig. Men han roede raskt imod dem, og bød Thore og Einar at hugge Vanterne over paa deres Fartøj, medens han selv af alle Kræfter stødte til det med en Fork; derved lykkedes det ham at hvælve det, saa at Kjølen vendte i Vejret, og fem Mand af Besætningen druknede. Thore vilde nu at man skulde dræbe de øvrige, der søgte at redde sig ved Svømning; men Sigmund sagde at det var nok at beskjemme dem, saaledes som man nu havde gjort. Paa denne Maade slap Thrond ogsaa denne Gang derfra med Livet, og han skal selv have sagt, at Sigmund bar sig saare uforstandigt ad, idet han ej benyttede Lejligheden til at dræbe dem alle. Han skal endog have erklæret dette for et Tegn paa, at det nu var forbi med Sigmunds Held[2].
Ud paa Høsten samlede Thrond atter Folk for at angribe Sigmund. Han havde nu, sagde han, drømt, at de skulde komme ham nær. De havde to Skibe og vare i Alt 60 haandfaste Karle, blandt dem Leif, Sigurd, Thord, Gaut og flere. Thrond drog denne Gang lige til Skuvø, hvor Sigmund boede. De gik i Land; den første, der gik op ad den trange Opgang, stødte paa en af Sigmunds Mænd, som her stod paa Vagt: efter nogen Kamp styrtede de begge døde ned af Klippen. Den hele Skare gik nu op til Gaarden, som de omringede og angrebe. Sigmund og alle hans tilstedeværende Mænd grebe til Vaaben, endog hans Hustru Thurid bevæbnede sig, og viste sig lige saa dygtig som nogen Mand. Da Angrebet havde vedvaret en Stund uden at man kunde komme nogen Vej, lod Thrond bringe Ild. Da traadte Huusfruen Thurid ud i Døren, og spurgte, hvor længe han agtede at slaaes med hovedløse Mænd[3]. Han skjønnede strax, at Sigmund maatte være undkommen, og skal nu, som der fortælles, have gaaet mod Solen omkring Gaarden og blystret, indtil han opdagede Aabningen af en underjordisk Gang, hvor han lugtede efter Sporet som en Hund, og erklærede, at Sigmund, Thore og Einar havde taget Vejen derigjennem. Han forfulgte Sporet, indtil han kom til en Kløft, der gaar tvers over Øen. Her, sagde han, maatte Sigmund have hoppet over, han bød derfor sine Mænd at fordele sig i to Hobe, af hvilke hver skulde gaa til sin Ende af Kløften, og atter mødes paa den anden Side-. Det var imidlertid blevet mørkt. Thrond raabte højt: „er du saa stor en Helt, som der gaar Ord af, Sigmund, saa viis dig nu!“ Strax efter kom en Mand hoppende over Kløften med draget Sverd, kløvede Hovedet paa en af Thronds Mænd lige ned i Skuldrene, og sprang baglængs tilbage over Kløften. „Det var Sigmund“, sagde Thrond, „lad os nu sætte efter dem til Enden af Kløften“. Sigmund og hans to Ledsagere kom tilsidst op paa en Bjerghammer nær ved Søen, hvor Thore foreslog at de skulde oppebie Angrebet. Men Sigmund, der ved sit sidste Hop over Kløften havde kommet til at slippe sit Sverd og saaledes var vaabenløs, foretrak at søge sin Frelse ved at svømme. Han kastede sig i Søen, og Thore og Einar fulgte efter. Det heder, at han vilde over til Suderø; sandsynligviis har han dog snarere haft til Hensigt at komme over til Store Dimun, der ligger nærmest, men Strømmen har drevet ham længer mod Vest, saa at han blev nødt til at tage Vejen til Suderø, der er over en Miil fra Skuvø[4]. Da de vare komne halvvejs, følte Einar sig saa træt, at han gav sig over, og ikke vilde svømme længer. Sigmund tog ham paa sine Skuldre, og svømmede saaledes en Stund, indtil Thore gjorde ham opmerksom paa, at Einar allerede var død. Han slap ham da, men ikke længe efter maatte han tage Thore i hans Sted, da Kræfterne nu ogsaa svigtede denne. Sigmund naaede Suderø, men saa udmattet, at Bølgerne snart skyllede ham op paa Landet, snart sorte ham ud. Derved gled Thore af hans Skuldre og druknede. Med Nød og neppe fik Sigmund krøbet op. Han var saa udmattet, at han ej kunde gaa, men krøb hen til en Tare-Dynge, i hvilken han lagde sig. Det var i en Vig nordøstligst paa Øen, kaldet Hvalvik; i Nærheden laa en liden Gaard ved Navn Sandvik. Der boede en Mand ved Navn Thorgrim ille (d. e. onde), Thronds Lejlænding. Han var stor og sterk, og havde to raske Sønner. Samme Morgen kom han ned til Stranden, hvor han fik Øje paa noget rødt, der stak frem af Taredyngen. Han ryddede Talen tilside og saa nu at det var en Mand. Paa hans Spørgsmaal, hvad han hed, navngav Sigmund sig. Thorgrim sagde: „lavt ligger nu vor Høvding, hvorledes gaar dette til?“ – Sigmund fortalte ham det hele og bad ham og hans Sønner, der imidlertid vare komne til, om at staa ham bi. Men Thorgrim havde imidlertid faaet Øje paa den store Guldring, som Sigmund bar paa Armen, og som Haakon Jarl havde taget af Thorgerd Holgabruds Arm og foræret ham. „Saa stor en Rigdom, som den, Sigmund bærer paa sig“, hviskede Thorgrim til sine Sønner, „faa vi aldrig i vort Eje, dersom vi ikke benytte os af Lejligheden, og dræbe ham“. Sønnerne vilde en Stund intet høre derom, men lode sig dog tilsidst overtale, og grebe fat i Sigmunds Haar, medens Thorgrim med en Øxe, han havde hos sig, skilte hans Hoved fra Kroppen. De toge Klæderne og alle Kostbarheder af Liget, og grove det tilligemed Thores Lig, der ogsaa var drevet i Land, ned under en Muldbakke i Nærheden. Saaledes gik Olaf Tryggvessøns Spaadom, da han advarede Sigmund mod Thorgerd Hølgabruds Ring, omsider i Opfyldelse[5].
Efter Sigmunds sørgelige og alt for tidlige Endeligt var der ingen, der kunde maale sig med Thrond. Sigmunds Sønner vare endnu ikke voxne. Thrond og Leif toge derfor alle Øerne under deres Herredømme, og herskede, som det synes, ganske uafhængigt i flere Aar. Mod Thurid og hendes Sønner viste Thrond sig bedre end man skulde have ventet, thi hun forblev i Besiddelse af Gaarden paa Skuvø, der ikke havde taget synderlig Skade ved det sidste Angreb. Naar man ser hen til de senere Begivenheder, maa man næsten formode, at den listige Thrond ikke har villet have Leif alt for mægtig eller tryg i Herredømmet. I Sigmunds Sønner vilde Leif altid kunne befrygte Medbejlere om Herredømmet, og imidlertid vilde Thrond selv vedblive at være den virkelige Herre. Nogle Aar derefter foreslog Thrond Leif at bejle til Sigmunds Datter Thora, for saaledes paa letteste Maade at ende den lange Ættetvist. Leif tvivlede paa at dette Forslag vilde blive godt optaget, men fulgte dog med Thrond til Skuvø. Deres første Modtagelse var ikke synderligt lovende, men da Thrond bød Forlig for Sigmunds Drab, og fremførte deres egentlige Ærende, svarede Thora selv, at hvis Leif kunde aflægge Ed paa at han hverken selv havde dræbt hendes Fader eller faaet nogen anden dertil, men derimod kunde skaffe hende sikker Oplysning om, hvo Morderen var, da skulde Forliget komme istand med hendes Moders, Brødres, Forældres og Venners Raad og Samtykke. Dette fandt alle at være en billig Fordring, og saavel Thrond som Leif gik ind derpaa. Kort efter begav Thrond med Leif sig til Thorgrim ilte i Sandvik, og beskyldte ham for Mordet. Thorgrim benegtede det, men Thrond lød ham og hans Sønner binde, og skal nu have anstillet en Art af Sejd eller Trolddom, hvorved han fremmanede Sigmund, Thore og Einar, og saaledes fik Vished om deres Endeligt. Det sande er vel, at Thrond den hele Tid har vidst Besked om, hvorledes Sagen var gaaen til, og maaske endog forhen hemmeligt har beskyttet Thorgrim, men nu anstillede sig, som om han allerførst opdagede Sammenhængen, og lod Thorgrim i Stikken, da dette var det fordeelagtigste. Da man nu ogsaa fandt Ringen, som Thorgrim havde taget fra Sigmund, gik han til Bekjendelse, og blev med sine Sønner bragt til Thinget i Thorshavn, hvor de efter at have gjentaget Bekjendelsen bleve hængte. Sigmunds og Thores Lig bleve opgravne og begravne ved den Kirke, Sigmund havde ladet opføre, og Thora rakte Leif sin Haand, efter at fuldkomment Forlig var sluttet mellem ham og hendes Brødre[6]. Leif bosatte sig nu paa sin Fædrenegaard Hof i Sudrø. Men nogen Skat til Norges Høvdinger blev, som det synes, ikke betalt[7]. Jarlerne havde ogsaa andet at tænke paa, end at bevare Herredømmet over Færøerne.
- ↑ I Færeyingasaga, Cap. 35, heder det, at det paa Færøerne gik med Christendommen som vidt og bredt andensteds i Jarlernes Rige, at enhver levede som han vilde, skjønt de selv holdt vel deres Tro, og at Thrond og hans Kammerater derfor i Virkeligheden (raunar, altsaa ikke tilsyneladende), for en stor Deel forkastede Troen. Dette maa dog, hvad Folket paa Færøerne angaar, kun være en Forudsætning af Sagaskriveren, der ikke engang forholder sig rigtig. Thi den egentlige Herre paa Færøerne var jo Sigmund, og han var nu ligesaa ivrig en Christen, som forhen. At Mange blandt Folket i Hjertet vare Hedendommen hengivne, er en anden Sag, men aabenbart vovede de neppe at give Tegn til Frafald, siden ikke engang Thrond selv, som man af Ordene maa formode, turde gjøre det. Derfor maa man antage at Christendommen her, lige saa vel som i Gulathingslagen, har vedligeholdt sig siden Olaf Tryggvessøns Tid. Der er heller ikke Tale om at Olaf den hellige siden efter behøvede at lade noget nyt Christendomspaabud forkynde der paa Øerne, skjønt han ellers gjorde sig stor Møje med at bringe dem til Lydighed.
- ↑ Færeyingasaga, Cap. 33, 36.
- ↑ Det vil her sige: med Indbyggerne af et Huus, hvis egentlige Overhoved ej er tilstede.
- ↑ Det er paa Færøerne et almindeligt Sagn, at den Klippe, fra hvilken Sigmund og hans Stalbrødre sprang i Vandet, var Tórarenni (Þórðarenni) paa Nordvestsiden af Skuvø. Det er altsaa paa denne Ø, at det færøiske Sagn anviser Begivenheden Plads. Det maa dog ikke oversees, at Færeyingasaga, ved her (Cap. 37) at omtale Skoves fortrinlige Bekvemhed til at forsvares af faa mod mange, næsten Ord til Andet gjentager den Beskrivelse derover, som gives i Cap. 22, hvor der handles om det Birke, Assur Hafgrimssøn lod opføre, (se ovenfor S. 145). Sagaens Mening er altsaa den, at Sigmund blev angreben paa samme Sted, hvor han selv i sin Tid angreb og fældte Assur. Men da nu hiin Beskrivelse, efter hvad ovenfor er ytret, allerbedst passer paa Store Dimun, hvortil Lokalsagnet ogsaa henfører Assurs Drab, synes det rimeligst, at det ligeledes var paa Store Dimun, ikke paa Skuvø, hvor Sigmund blev angreben. Derved faar ogsaa Sagaens Fortælling om Sigmunds lange Svømning, der ellers bliver temmelig æventyrlig, nogen Rimelighed for sig, thi Store Dimun ligger kun halv saa langt fra Sudrø, som Skuvø, og mod den vender desuden hiin Bugt, Hvalvik, hvor Sigmund kom i Land. Endelig findes just paa Dimun en slig Kløft (det grønne Skaar) som den i Sagaen omtalte. Jeg har imidlertid paa dette Sted ej vovet i Texten selv at afvige fra, hvad baade Sagaen og Lokalsagnet eenstemmigt melde.
- ↑ Se ovenfor S. 133. Hvad ellers Beretningen om Sigmunds Drab m. m. angaar, maa man erindre, at delt umuligt kan bero paa andet end hvad Sigmund selv, da han laa udmattet paa Stranden, fortalte Thorgrim, og hvad denne flere Aar derefter tilstod for Thrond. Om det altsammen har sin Rigtighed, maa følgelig staa derhen. Meest usikkert bliver det, hvor vidt Sigmund virkelig, som det heder, skulde have taget først Einar, siden Thore, paa sine Skuldre. – Om Aaret, da Sigmund blev dræbt, indeholder Færeyingasaga selv ingen nøjagtig Oplysning. Da det imidlertid er sandsynligst, at Jarlerne kaldte ham til sig i det første Aar efter deres Hjemkomst, eller i 1001, synes hans Sammenstød med Thrond og paafølgende Drab at have fundet Sted Aaret efter, d. e. i 1002. Leifs Giftermaal fandt maaske Sted 1005, da Thora var 20 Aar gammel.
- ↑ Færeyingasaga, Cap. 37–41.
- ↑ Det ligger tydeligt i de Udtryk, som anvendes om Olaf den helliges senere Forsøg paa at faa Skat af Færøerne, at der indtil da i lang Tid ingen Skat havde været ydet.