Det norske Folks Historie/2/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Orknøerne og Hjaltland ſynes Jarlerne ej engang at have tænkt paa at bringe til Lydighed. Deres Høvding var den mægtige Jarl Sigurd Lødvesſøn, der, ſom vi have ſeet[1], viſtnok i ſin Tid af Olaf Tryggvesſøn var bleven tvungen til at ſværge ham Troſkabsed og antage Chriſtendommen, men ſom desuagtet, iſær efter at hans Søn Hunde, hvilken Olaf havde bragt til Norge ſom Gisſel, var død, ikke viſte Kongen nogen Lydighed ſom hans Vaſal. Derimod nærmede han ſig ſin forrige Fiende Mælkolm, der ſom Maormor af Moray havde hindret ham fra at tilbageerobre Nordſkotland[2]. Om den ſkotſke Trone førtes der i denne Tid idelig Strid mellem de to Hovedſtammer, der ſtredes om Magten, nemlig det piktiſke eller nordlige og den ſkotſke eller ſydlige[3]. Det lykkedes Mælkolm, der tilhørte det førſte, at overvinde og fælde Grim eller Kened Mac Dubh, der tilhørte det andet, ved Monievaird, og ſaaledes ſelv blive Konge i Skotland (1003)[4]. Da vi erfare, at Sigurd Jarl omtrent paa denne Tid eller lidt ſenere egtede hans Datter[5], ſkulde man næſten formode, at Mælkolm ſelv har ſøgt Sigurds Venſkab og tilbudt ham ſin Datters Haand, for at faa hans Hjelp i Krigen mod Grim. At Sigurd ſom Medgift fik Katanes og Sudrland, eller en Deel af ſine forrige nordſkotſke Beſiddelſer, kan man være overbeviiſt om, ſkjønt det ingenſteds udtrykkeligt ſiges[6]. Sigurd, der efter ſit ſvære Legeme kaldtes den digre, var en ſaare mægtig Fyrſte. Over Orknøerne herſkede han aldeles uafhængigt. Hans Svoger Gille Jarl herſkede over Syderøerne, øjenſynligt ſom hans Undermand. Hans Beſiddelſer i Nordſkotland maatte i Forbindelſe med det Familiebaand, der nu knyttede ham til Kongen, ſikre ham en betydelig Indflydelſe paa de ſkotſke Anliggender, ſaa at det vel endog er uviſt, hvo der paa denne Tid ſkal anſees for Skotlands egentlige Herre, han eller Mælkolm[7]. Skade, at de Efterretninger, ſkotſke Hiſtorieſkrivere give om denne Deel af deres Fædrelands Hiſtorie, ere ſaa magre og forvirrede; thi ellers vilde man viſtnok af dem kunne erfare ſaare meget om hvad ſenere Forfattere med Rette kalde det norſke Herredømme i Skotland, eller det ſkotſk-norſke Kongedømme[8]. Men dette Nordmannavælde i Skotland kom dog nu ikke Norge ſelv eller dets Høvdinger til Gode. Det var førſt Olaf den beſtige forbeholdt, atter at bringe dette Vaſalland, ſaa vel ſom Færøerne, tilbage under de norſke Kongers Lenshøjhed[9].

  1. Se ovenfor S. 252, 329.
  2. Se herom ovenfor S. 134, 135, jvfr. 193, 194.
  3. Om de to ſkotſke Hovedfolk, Pikter og Albaner eller Sydſkotter, ſe ovenfor 1ſte B. S. 444.
  4. Fordun, I. IV. Cap. 41. Wyntoun, VI. V. 171. Her, ſaa vel ſom paa flere andre Steder, kaldes han Grim, Søn af Kened Mac Dubh. I Kongerækken, ſom meddeles i Antiqq. Celto Normann. S. 144, kaldes han kun ſelv Cionaod (Kened) Mac Dubh, i det følgende (S. 148) Girg Mac Kinath Mac Duff.
  5. Orkn. Saga, Cap. 1. Olaf den helliges Saga, Cap. 91.
  6. Ved hans Død overlod Mælkolm Katanes og Sudrland til hans Søn, ſin egen Datterſøn, Thorfinn, ſe Orkn. Saga og Olaf den helliges Saga, Cap. 91.
  7. Man maa her for en ſtor Deel ſlutte ſig til Tingenes Tilſtand under Sigurd fra hvad der ſenere fandt Sted under hans Søn Thorfinn.
  8. Det meſte, hvad der findes herom, er ſamlet i Skene’s the Highlanders in Scotland, 1ſte B. S. 108 flg., og 2det B. S. 32.
  9. Der tales i alle Fald ſiden Olaf Tryggvesſøns Tid ej om noget Forſøg paa at bringe Orknøernes Jarler til Lydighed, førend under Olaf den hellige.