Det norske Folks Historie/2/46

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Ogsaa til Island strakte sig den Reaktion i hedensk Aand, som man paa denne Tid, strax efter Christendommens Indførelse, sporede over hele Norden. De første Tiaar af det 11te Aarhundrede danner et af de uroligste og meest bevægede Tidsrum i Islands Historie. Det spores udtrykkeligt, hvorledes de oldhedenske Elementer der endnu strede med de nychristelige, og hvorledes de første maatte udrase, og den ældre hedenske Generation uddø, førend den nye Tingenes Orden for Alvor kunde siges at begynde. Men saa meget udrettede dog al denne Uro, at man under den lettere blev Opmerksom paa Lovgivningens Mangelagtigheder, og at velsindede Mænd saaledes fik Anledning til at bringe Forbedringer istand, som ellers maaske enten slet ikke eller kun seent vilde have været tilvejebragte.

Blandt de Begivenheder paa Island, som især udøvede Indflydelse paa Udviklingen af det offentlige Liv, og som meest charakterisere Retstilstanden og Samfundsforholdene paa Øen, maa man fornemmelig omtale de langvarige Uroligheder, som herskede i den sydlige Deel af Landet mellem den ædle Njaals Familie og andre Høvdinger, og som havde deres Rod i den Tvedragt, den ondskabsfulde Hallgerd Høskuldsdatter havde søgt at stifte mellem sin Mand Gunnar Haamundssøn og Njaals Sønner. Det lykkedes hende vistnok ikke at gjøre Ende paa det Venskab, der herskede mellem Gunnar selv og Njaals hele Familie, men vi have dog seet, hvorledes det allerede i Gunnars Levetid var kommet til aabenbart Fiendskab mellem Njaalssønnerne og Gunnars Frænder, ligesom ogsaa Gunnars Død tildeels var en Følge af andre Fejder, hvori hendes Ondskab havde indviklet ham. Det er ovenfor viist, hvorledes to af Njaals Sønner, Helge og Grim, under deres Ophold i Norge kom til at lide megen Overlast af Haakon Jarl, der beskyldte dem for at have været Medvidere med Thraain Sigfussøn i at skjule Rømningsmanden Rapp og unddrage ham hans fortjente Straf[1]. Jarlen havde for saa vidt haft Ret i denne Beskyldning som Helge og Grim godt vidste, at Thraain havde modtaget ham, men vare ædelmodige nok til ej at ville røbe det, uagtet Thraain allerede da var at betragte som deres Fiende. Efter deres Hjemkomst til Island (990) gjorde de derimod Fordring paa Erstatning for den Mishandling, som de for Thraains Skyld havde maattet lide. En saadan Fordring var aldeles stemmende med de Tiders Tænkemaade, og det vilde maaske endog have været regnet som en Skam for Njaalssønnerne, om de ej havde fremsat den. De bade først Thraains Broder, Ketil, der førend Fiendskabet mellem begge Familier endnu var opstaaet havde egtet deres Syster, at tale til Thraain derom. Da dette ikke hjalp, sendte de deres nye Svoger Kaare Salmundssøn hen til ham i samme Ærende, men forgjæves Endelig begave alle Njaals fire Sønner tilligemed Kaare sig hen til Thraains Gaard Grjotaa, for at fremsætte Fordringen med større Eftertryk; men Hallgerd, der tilligemed sin yngste Søn opholdt sig hos sin Svigersøn Thraain, hilsede dem med de samme Smædeord, hvormed hun tidligere havde gjort sig lystig over dem; den ondskabsfulde Rapp, der siden Flugten fra Norge var forbleven hos Thraain, lagde ogsaa sine Ukvemsord med i Laget, og Thraain selv svarede overmodigt, at han ej vidste, at Njaals Sønner vurderede sin Ædelmodighed i Penge. Ved Hjemkomsten fortalte de sin Fader, hvorledes det var gaaet dem. Han spurgte om de havde skudt nogen til Vidne „Nej“, svarede Skarphedin, „denne Sag ville vi kun afgjøre paa Vaabenthing“. – „Neppe vil nogen nu tro at I tør løfte Vaaben“, sagde hans Moder Bergthora. „Du behøver ej at egge dine Sønner“, sagde Kaare, „thi de ere fremfuse nok alligevel“. Njaal og hans Sønner tilligemed Kaare talte nu længe i Stilhed med hinanden. Det Forefaldne rygtedes imidlertid, og alle skjønnede at Sagen ej kunde blive staaende derved. Thraain havde vel ikke selv deeltaget i Ukvemsordene, men han maatte dog bære Ansvaret for hvad der var talt af hans Huusfolk og i hans Paahør. For øvrigt var han vel belavet mod alle Overfald, thi han havde stedse 15 vaabenføre Mænd hjemme paa Gaarden, og naar han red ud, var han altid fuldt bevæbnet og havde aldrig ringere Følge med sig end syv Mænd[2].

Noget efter blev Thraain indbuden til et Besøg hos sin Ven og Frænde, den forhen omtalte Gode Runolf Ulfssøn paa Dal. Som sædvanligt rejste han selv 8de. Njaals Sønner, som fik Nys herom, da han var paa Hjemvejen besluttede at lægge sig i Baghold for ham og overfalde ham ved Overgangen over det iislagte Markarfljot. De vare paa Færde tidligt om Morgenen. Njaal hørte Skarphedins Oxe Rimmugyge røre ved Tiljerne, skyndte sig op og saa alle sine Sønner tilligemed Kaare fuldt bevæbnede og i Begreb med at forlade Gaarden. Paa hans Spørgsmaal, hvor de agtede sig hen, svarede Skarphedin: „at lede efter Sauder“. „Saa sagde I før engang“, svarede Njaal, „men da vejdede I Mænd“. „Hør hvad Gubben siger“, sagde Skarphedin leende, „han er ikke uden Mistanke“. Njaal gjorde imidlertid intet Forsøg paa at holde dem tilbage, de ilede op til Markarfljot, og lagde sig i Baghold paa et Sted, hvor de kunde bolde Øje med alle dem, der kom østenfra. Snart saa de Thraain og hans Følge. Men Thraain opdagede ogsaa dem, og gik derfor ikke lige over Strømmen, men et Stykke nedad langs den modsatte Bred Uden at ænse Thraains Overmagt ilede Skarphedin og hans Følge ned imod ham. Strømmen løb aaben i Midten, men var tilfrossen noget længere nede. Didhen styrede de for at komme over. Skarphedin blev noget tilbage. „Hvorfor nøler du“, spurgte Grim. „Jeg binder min Sko“, sagde Skarphedin, hvis Skotvinge var sprungen. „Lad os kun ile videre“, sagde Kaare, „han kommer nok lige saa snart som vi“. Da Skarphedin var færdig, gav han sig ikke Tid til at tage Omvejen over Iisbroen, men gjorde med løftet Øx et forfærdeligt Hop over den tolv (efter vort nuværende Maal omtrent ni) Alen brede Rende, fortsatte i fuld Fart sit Løb paa den spejlglatte Iisflade, hvor Thraains Følge stod, og gav Thraain, just som han vilde sætte sin Hjelm paa, et saadant Hug i Hovedet, at det kløvedes lige ned til Jæxlerne, der faldt paa Isen. Det hele skede saa hurtigt, at man ej fik Hug paa ham, og uden at han standsede i sit Løb førend han kom til Enden af Iisfladen, hvor Kaare og de øvrige mødte ham. „Nu er Raden til eder“, sagde Skarphedin, og de fældte Rapp tilligemed endnu een af Fienderne. Skarphedin greb to af dem, men skjenkede dem og de øvrige Livet. Dette Drab vilde naturligviis strax have ledet til en langvarig og blodig Fejde, hvis ikke Ketil, Thraains Broder og Njaalssønnernes Svoger, havde faaet et Forlig istand. Njaal betalte Boder, Forliget blev besvoret, og Sikkerhed tilsagt paa begge Sider. Og for endnu mere at befæste den gode Forstaaelse mellem begge Partier, tog Njaal Thraains unge Søn Høskuld til Opfostring, og behandlede ham med samme Kjærlighed som en Søn, ligesom ogsaa Njaals egne Sønner toge sig ivrigt af ham og viste ham den største Venlighed Saaledes henstode Sagerne en Tidlang, og den blodige Familiesejde troedes ganske bilagt[3].

Imidlertid blev Christendommen indført. Thorgeir Ljosvetningagode døde (1001), og esterfulgtes som Lovsigemand af Grim Svertingssøn paa Mosfell, Egil Skallagrimssøns eller rettere hans afdøde Broder Thorolfs Svigersøn[4]. Men Grim havde kun paa to Thing beklædt hiin Værdighed, da han blev saa hæs, at han maatte frasige sig den[5]; med Thingets Tilladelse overdrog han den til sin Systersøn Skafte Thoroddssøn fra Ølvus, der med stor Anseelse beklædte den i 27 Aar (1003–1030), og vistnok er at betragte som Øens berømteste og dygtigste Lovsigemand[6]. Det var ham, hvem den Opgave paalaa, at gjennemføre Christendommens Aand i Lovgivning, Skikke og Sæder, og da der just paa denne Tid herskede større Voldsomhed og Tilbøjelighed til Selvraadighed, end forhen, blev ogsaa denne Opgave saa meget vanskeligere. Men han udførte den, som det synes, med langt større Kraft og Duelighed, end man under de Omstændigheder skulde have ventet. I hans Dage, siger derfor ogsaa Are, bleve mange Høvdinger og mægtige Mænd lovfældte eller landflygtige formedelst Drab og Slagsmaal ved hans kraftige Forfølgelse og Iver for at overholde Orden i Landet[7]. Og flere vigtige Indretninger og Retsforandringer skrive sig fra hans Embedstid.

De vigtigste af disse Indretninger skede efter Forslag fra Njaal, og, som det efter Fortællingen skulde synes, nærmest for at hjelpe Høskuld Thraainssøn til Magt og Anseelse. Han var nu voxet op til at blive en smuk og haabefuld Yngling, og Njaal vilde gjerne skaffe ham et godt Giftermaal. Hans Valg faldt paa den smukke, men overmodige Hildegunn, Broderdatter af den allerede oftere omtalte mægtige Høvding Flose Thordssøn paa Svinafell[8]. Da Njaal i hans Navn anholdt hos Flose om hendes Haand, henviste Flose ham til hende selv: hun svarede, at hun ikke egentlig havde noget imod at egte Høskuld, men at hun fordrede som en ufravigelig Betingelse, at den, hun egtede, skulde være Godordsmand. Njaal udbad sig nu tre Aars Frist, inden hvis Udløb hun ej skulde række nogen anden sin Haand. Dette indrømmede hun. Njaal forsøgte nu at tilkjøbe Høskuld et Godord, men ingen, der havde noget, vilde afhænde det. Althingstiden kom (1003). Der var mange vigtige Retstrætter, og som sædvanligt kom mange til Njaal og spurgte ham til Raads. Men Njaals Raad viste sig denne Gang ikke heldige. Saavel Søgsmaal, som Forsvar mislykkedes; Sagerne kunde ej bringes til Ende, og der blev stor Forvirring. Næste Aar samledes Thinget igjen, men da Søgsmaalene skulde lyses, sagde Mange at det ikke engang kunde nytte, og at man heller maatte skaffe sig Net med Odd og Egg. „Det maa ej ske, sagde Njaal“; det gaar ikke an at undvære Lov i Landet; men det er vor Pligt, der kjende Lovene og skulde styre dem, at forlige Folk og styrke Freden. Lad os derfor kalde alle Høvdingerne sammen og raadslaa om hvad der er at gjøre“. De gik da til Lagretten. Njaal sagde: „til dig, Skafte Thoroddssøn, og de øvrige Høvdinger henvender jeg mig, idet jeg fremsætter den Mening at det ser ilde ud med Rettergangen hvis vi fremdeles alene skulle søge vore Sager for Fjerdingsdommene, hvor de ofte blive saa indviklede at de ingen Fremgang eller Ende kunne faa. Langt raadeligere tykkes det mig om vi oprettede en Femterdom[9], for hvilken vi kunde indstevne de Sager, der ej kunne sluttes ved Fjerdingsdommene“. – „Hvorledes tænker du dig den Femterdom indrettet“, spurgte Skafte, „siden Fjerdingsdommene opnævnes efter de gamle Godord[10], tre Tylfter i hver Fjerding?“ „Dertil ser jeg nok Raad“, sagde Njaal, „Mænd, som dertil ere bedst skikkede i hver Fjerding, skulle oprette nye Godord, og enhver, som ønsker det, skal give sig under de nye Godordsmænd som deres Thingmænd“. Han meente nemlig, og fremsatte som sit Forslag, at der til denne Ret skulde udnævnes een Mand for hver af de gamle Godord, altsaa 9 af hver Fjerding, tilsammen 36 eller tre Tylfter, hvortil endnu kom en Tylft for hver af de tolv nye Godord, som nu skulde optages. Af disse fire Tylfter skulde Sagsøgeren under Ed kunne forskyde 6, og Modparten ligeledes 6, saa at alene tre Tylfter kom til at dømme; vilde den Sagsøgte ej bruge denne Ret, var det Sagsøgerens Pligt at forskyde de øvrige 6, thi alene 3 Tylfter skulde dømme; den fraskilte Tylft skulde derimod anvendes til at udvikle og foredrage Sagen. Njaal nævnte fremdeles, hvilke Sager der nærmest skulde være Gjenstand for Femterdommens Behandling, som de vanskeligste, nemlig al Rettens Fornegtelse, falske Vidnesbyrd og Kvider[11], alle Vefangssager, eller saadanne, hvori Dommerne i Fjerdingsdommene ej kunde blive enige, m. m. Ederne skulde her skærpes, saa at to Mænd foruden de, der aflagde dem, skulde ved sin Thegnskab og Ære bevidne deres Sandhed. Ved samme Lejlighed foreslog Njaal ogsaa nærmere Bestemmelser om Lagrettens Organisation. Alt dette blev bifaldt af Skafte og vedtaget af Lagretten. Saaledes skulde da 12 nye Godord optages, sandsynligviis tre i hver Fjerding Herom raadslog man strax paa Lagberget, og Njaal udbad sig Tilladelse til at optage et for Høskuld paa Hvitanes, paa Sønderlandet Det tilstodes ham: Høskuld blev Gode – han kaldtes siden oftest Hvitanesgode, – egtede Hildegunn og levede paa Vorsabø, hvor Njaal havde kjøbt ham Land, i det fortroligste Venskab med Njaal og hans Sønner[12].

Denne Indretning maa have virket betydeligt til Ordenens og Rolighedens Overholdelse Blandt dem, til hvis Bedste Ideen derom nærmest var opstaaet, bevirkede den i Førstningen dog kun Splid og Ulykke. Det kunde neppe undgaaes, at flere af de nye Godordsmænd betragtedes med Uvilje og Misundelse af de ældre, og af andre, hvis Magt ved deres Ophøjelse var bleven forringet. Blandt disse var den forhen omtalte underfundige og ondskabsfulde Mørd Valgardssøn paa Hof, hvis Godord var meget forringet ved det nye, der var blevet Høskuld til Deel. Hans Fader, Valgard den graa, som længe havde været udenlands og endnu var hedensk, blev ved sin Hjemkomst heel forundret over alle de Forandringer, som imidlertid havde fundet Sted. „Jeg har“, sagde han engang til sin Søn, „nu redet vidt og bredt om i Bygden, men kan næsten ikke kjende den igjen. Paa Hvitanes saa jeg mange Bod-Tomter og Anstalter, men paa Thingskaalethinget saa jeg hele vor Bod nedbrudt: hvad skal alt dette betyde?“ Mørd fortalte ham nu at nye Godord vare optagne i Anledning af Femterdommen, og at flere havde meldt sig ud af hans Thing for at træde over i Høskulds. „Da har du“,– sagde Valgard, „ilde lønnet mig Godordet, jeg overlod dig, siden du har vanrygtet det paa slig umandig Viis; nu vil jeg, at du lader Ophavsmændene hertil undgjelde for det saaledes at det vorder dem alle til Bane, idet du nemlig sætter Splid mellem dem, saa at Njaals Sønner dræbe Høskuld; efter ham ere mange Hevnere, for hvilke igjen Njaals Sønner ville bukke under“. Mørd tvivlede paa at dette kunde lade sig gjøre, men Faderen gav ham endnu flere Vink om, hvorledes det kunde ske, og foreholdt ham at dette var den eneste Maade, paa hvilken han selv kunde vente at faa sit Høvdingskab tilbage. Mørd lovede da at forsøge derpaa. Det er betegnende nok for Christendommens Tilstand paa de Tider, at Mørd under alle disse lumske Forhandlinger dog lod sig det være magtpaaliggende at faa sin Fader til at lade sig christne. „Jeg vilde gjerne, Fader“, sagde han, „at du tog ved Troen, da du er en gammel Mand“. „Det vil jeg ikke“, svarede Valgard, „jeg ønskede heller at du forkastede Troen og saa, hvorledes det da gik“. Herpaa vilde Mørd ej indlade sig, men Valgard søgte, hvor han kunde komme til, at nedbryde alle Kors og forstyrre alle hellige Tegn i Mørds Huus. Han døde kort efter, og blev højlagt paa hedensk Viis[13].

Der havde allerede været Anledninger nok for Høskuld og Njaals Sønner til at komme i Fejde med hinanden, men de havde paa begge Sider hæderligt modstaaet alle Fristelser. Thraains Svoger Lyting havde forgjæves opegget Høskuld til at hevne sin Faders Død. Siden havde han selv, i Forening med sine to Brødre, dræbt den yngste af Njaals Sønner; de andre havde til Hevn dræbt hans to Brødre, men efter Njaals og Høskulds Mellemkomst indgaaet Forlig med ham selv, der dog ikke længe efter fældtes af den Dræbtes egen Søn[14]. Alt dette oprippede Mørd, og fremstillede det i det meest forhadte Lys, snart for Njaals Sønner, snart for Høskuld, medens han hyklede det inderligste Venskab for begge Parter, og aflagde hyppige Besøg, deels paa Vorsabø, deels paa Bergthorshval, til Njaals store Misnøje. Han bragte det endelig dertil, at der virkelig opstod Kulde mellem dem, og det i den Grad, at ogsaa Andre merkede det. Flose, Hildegunns Farbroder, foreslog derfor Høskuld, da denne var paa et Høstgilde hos ham, at forblive der, men herfor vægrede Høskuld sig af Frygt for at det kunde udlægges som Rædsel. Mørd fortsatte sine Bagvaskelser, og havde endelig den Fryd at se dem bære den forønskede Frugt. Optændte til Raseri ved hans onde Ord, og uden at ænse deres Faders Advarsel, rede Njaals Sønner, ledsagede af Mord, til Vorsabø, traf Høskuld, just som han gik og saaede Korn, og gave ham Banesaar. Han døde med de Ord: „Gud hjelpe mig og tilgive eder!“ Ved deres Hjemkomst hørte Njaal det Forefaldne med Forfærdelse og dyb Sorg. „Jeg vilde gjerne kjøbe Høskulds Liv for to af mine Sønners“, sagde han, „thi dette vil bringe os alle Døden“[15] (1011).

Imidlertid havde Hildegunn fundet sin Mands Lig. Hun tog den Skarlagenskappe, han havde haft over sig – en Gave af Flose – aftørrede Blodet med den, lagde den sammen og lukkede den ned i en Kiste. Mørd havde allerede været paa Grjotaa og meldt Drabet; han vogtede sig vel for at sige, at han selv havde været med, ja endog givet Høskuld et Saar; derimod hyllede han Deeltagelse for hans Efterladte, og paatog sig at indlede Søgsmaalet mod Njaals Sønner. Det skulde behandles paa det forestaaende Althing, og det maatte derfor være Njaalssønnerne magtpaaliggende at skaffe sig Understøttelse mod de mægtige Eftermaalsmænd. De henvendte sig i det Ærende først til Aasgrim Ellidagrimssøn[16], med hvis Datter Helge Njaalssøn var gift og hvis Søn Thorhall havde været opdraget hos Njaal. Aasgrim tilsagde dem sin Hjelp, men dulgte dog ikke at Sagen var slem og at Drabet overalt blev ilde omtalt. Flose Thordssøn, Hildegunns Farbroder, satte sig ogsaa paa sin Side i Bevægelse; han henvendte sig til sin Svigerfader Sidu-Hall og mange andre Frænder og Venner, der alle lovede ham at indfinde sig paa Thinget for at staa ham bi. Paa sin Thingrejse besøgte Flose Runolf Gode i Dal, og hørte af ham at hans Frænde Mørd allerede havde forberedt Sagen. Da Flose studsede herved, sagde Runolf, der just ellers ikke plejede at være af de godmodige eller føjelige, at han neppe troede at der kom noget godt ud af hvad Mord befattede sig med, og gav Flose det Raad heller at modtage Forlig og Bøder, hvis Njaal, som man kunde vente, tilbød hvad der var godt og anstændigt. Flose lovede det halv om halv. Men hvad fredelige Forsætter han maaske end nærede, saa bragtes de dog til at vakle, da han kom til Vorsabø og besøgte den sørgende Enke. Hun havde ladet Huset festligt smykke og et Højsæde berede til hans Ankomst. Flose sagde: „hverken er jeg Konge eller Jarl, og man behøver ej at berede mig et Højsæde for at spotte mig“. Hildegunn svarede, at det var gjort i den bedste Mening. Flose ytrede at dette nok siden vilde vise sig. De samtalede en Stund ganske sagte, hvorpaa hun gik ud, og Flose satte sig til Dagverdbordet med sine Mænd. Da kom hun atter ind, gik hen til Flose, strøg Haaret fra Øjnene og græd. Han søgte at trøste hende og sagde at man enten skulde forfølge Sagen til lovlig Dom, eller bilægge den ved sømmeligt Forlig. Men hun vilde ikke høre om andet end Hevn. Taus gik hun hen til Kisten, hvor Høskulds blodige Kappe laa forvaret, tog den frem og kastede den over Flose saa at det stivnede Blod knagede om ham, med de Ord: „denne Kappe gav du engang Høskuld; nu vil jeg give dig den tilbage; i den blev han dræbt, og nu tager jeg Gud og alle gode Mænd til Vidne paa, at jeg besværger dig, saa sandt du tror paa Christi Styrke og selv vil gjelde for en Mand, at hevne alle de Saar, der fandtes paa hans Lig, i modsat Fald skal du hede hver Mands Niding“. Flose kastede Kappen tilbage til hende; „du er“, sagde han, „en forfærdelig Kvinde, som vil opegge os til hvad der er værst for os alle: Kvinderaad ere stedse farlige“. Hendes Ord havde angrebet ham saa at han snart var rød som Blod, snart dødbleg i sit Ansigt. Han ilede derfra, for at oppebie Sigfussønnerne og andre af sine Venner. Ketil Sigfussøn talte endnu om Forlig, men andre vilde intet høre, uden Fredløshed og Drab. Flose ytrede Betænkeligheder, men heldede dog nu umiskjendelig meest til deres Side. Nu sluttede ogsaa Mord sig til Flokken, og Flose søgte strax at sikre sig hans Troskab ved at foreslaa et Giftermaal mellem hans Datter og en af sine Brodersønner. Dette optog Mørd vel, og fra dette Øjeblik maa man formode, at Floses Beslutning var tagen. Flose og han rede sammen til Things, og havde hver Dag hemmelige Overlægninger med hinanden[17].

Njaal drog ogsaa til Things med sine Sønner og flere paalidelige Frænder, der havde sluttet sig til deres Flok. Paa Vejen traf de Hjalte Skeggessøn, der ligeledes lovede dem Bistand, og fulgte dem til Aasgrim Ellidagrimssøn, som allerede havde givet dem sit Tilsagn. Aasgrim og hans Søn Thorhall fulgte dem heel mandsterke paa Thinget, hvor de fleste Høvdinger nu vare ankomne, blandt dem Floses Venner Runolf Gode og Sidu-Hall, den sidste med et stort Følge, men forresten med den Hensigt at bringe Fred og Forlig tilveje. Aasgrim Ellidagrimssøn tilbød sig en Dag at gaa om med Njaals Sønner til Høvdingerne paa Thinget, for at bede dem om Bistand. De fulgte ham, først til hans Morbroder Gissur hvite, som strax gav dem det meest uforbeholdne Tilsagn om Hjelp. Ikke saa godt gik det hos den forsigtige Lovsigemand Skafte, der gjorde Vanskeligheder, og derhos kom til at fornærme Skarphedin, der gjengjeldte ham det i rigeligt Maal. Snorre Gode lovede just ej at staa dem bi, men gav dog den bestemte Forsikring at han heller ikke skulde tage sig af deres Fiender. Hos de øvrige Høvdinger, til hvilke de henvendte sig, blandt dem ogsaa Gudmund den mægtige, strandede Forsøget, som hos Skafte, paa Skarphedins Heftighed og hvasse Tunge. Den bedste Hjelp havde de imidlertid i Thorhall Aasgrimssøns Lovkyndighed, som han havde lært hos Njaal. Mørd havde anlagt Sagen, men paa Thinget overladt Sigfussønnerne dens Fortsættelse. De Sagsøgte vidste, at Mørd selv havde været med at give Høskuld Banesaar: et af ham i denne Sag anlagt Søgsmaal var følgelig ugyldigt, og vilde have Afviisning til Følge. De vilde derfor strax fremsætte Indsigelsen, men Thorhall raadede dem til at lade alt gaa sin Gang og ikke fremkomme med nogen Indsigelse førend i den alleryderste Tid, naar Dommen skulde afsiges, thi ellers vilde Modpartiet kunne faa Tid til at sende Iilbud hjem og tilstevne et nyt Søgsmaal. Det skede som Thorhall ønskede. Just som Dommerne skulde træde sammen, fremstod Thorhall og erklærede Søgsmaalet ugyldigt, fordi det var paabegyndt af en, der selv var Deeltager i Drabet. Herimod var der intet at indvende. Blodhevn var nu det eneste, der stod tilbage for Sagsøgeren. Men medens Flose og hans Venner stode raadvilde, traadte Njaal frem og udbad sig at de vilde høre ham. „Søgsmaalet“, sagde han, „er forspildt, og det er heller ikke mere end tilbørligt, da det er oprundet af en ond Rod; men for øvrigt vil jeg sige Eder, at jeg holdt mere af Høskuld end af mine egne Sønner; og at mine Øjnes sødeste Lys slukkedes, da jeg hørte hans Drab. Min Bøn til eder, Sidu-Hall, Runolf, Hjalte og øvrige Høvdinger er, at man vil tillade mig at indgaa Forlig paa mine Sønners Vegne. Gissur hvite og flere bade Flose indstændigt at modtage dette Tilbud. Han vilde intet bestemt Løfte give. Da besvor hans Svigerfader, den fredelskende Sidu-Hall ham, heller at lade det komme til Forlig end til Blodsudgydelse, og for hans Bønner gav Flose efter, saa vel som for Njaals Skyld, thi for ham nærede alle den største Ærbødighed. Det blev nu bestemt at 12 Mænd, af hvilke hvert Parti udnævnte 6, skulde afgjøre Sagen ved Voldgift. Blandt dem, Flose udnævnte, var Hall og Runolf. Njaal udnævnte Aasgrim Ellidagrimssøn, Gissur hvite, Hjalte, Gudmund den mægtige, hans Broder Einar, og Snorre Gode. Snorre fik Ordet. Han fandt, at det kun vilde lede til nye Ubehageligheder, om man dømte nogen til Hereds- eller Landsforviisning, men foreslog heller at man skulde bestemme den største Bod, der nogensinde der paa Landet havde været givet for Manddrab, nemlig trende Mandsgjeld eller sex Hundreder i Sølv[18]. De øvrige erklærede sig enige heri. Snorre tilføjede den Betingelse, at Boden skulde udredes strax paa Thinget. Gissur indvendte at de neppe havde saa mange Penge hos sig. Men Gudmund sagde: „jeg skjønner nok Snorres Mening: han vil at alle vi Voldgiftsmænd skulle give saa store Bidrag til Summen som vi finde anstændigt, da ville mange følge vort Exempel“. Hall takkede ham for disse Ord og sagde at han gjerne vilde bidrage saa meget som den, der ellers gav meest. De afgjorde nu dette mellem sig og overdrog det til Hall at fremsige Opgjøret. Han traadte frem paa Lagberget og forkyndte, at den Forligssum, de eenstemmigt havde antaget, var sex Hundreder, der strax skulde udredes paa Thinget, men han tilføjede ogsaa, at han og de øvrige Voldgiftsmænd vare blevne enige om at bidrage det halve; han opfordrede nu den øvrige forsamlede Mængde til ogsaa at bidrage noget for Guds Skyld, for at hindre al Blodsudgydelse. Njaal takkede Voldgiftsmændene for Afgjørelsen; Skarphedin taug, men smilede. Medens nu Njaal og hans Sønner gik til deres Bod for at hente de Penge, de havde, indsamledes der Bidrag blandt Mængden, og der kom saa meget ind, at uagtet Njaal, Kaare og hans Sønner ej kunde skaffe mere end to Hundreder, manglede der dog ikke en eneste Penning i den bestemte Sum. Den nedlagdes i Lagretten. Njaal lagde endnu en Silkekaabe og et Par Stadsstøvler[19] ovenpaa Pengedyngen. Det stod nu kun tilbage at begge Parter tilsagde hinanden Forlig og Trygd. Hall hentede derfor Flose og Njaal sine Sønner. Han bad dem paa Vejen til Lagretten, at de endelig ej vilde forspilde dette Forlig: Skarphedin svarede intet, strøg sig om Spanden og smilede[20]. Hall opfordrede Flose til at tage Pengene i Øjesyn, og efterse om Summen var rigtig. Det skede, og Flose fandt Summen rigtig i alle Maader. „Men“, sagde han, idet han tog Kaaben og svingede den leende, „hvo har givet denne?“ Ingen svarede. „Tør da ingen af Eder“, sagde han til Njaals Sønner, „sige, hvo der har ejet denne Stads?“ „Hvem tror du da har givet den“, spurgte Skarphedin. „Vil du vide det, skal jeg nok sige dig det“, sagde Flose, „det er din Fader, den gamle skjegløse“. „Det er skjendigt talt mod en gammel Hædersmand“, sagde Skarphedin, rykkede Kaaben til sig, og kastede et Par blaa Buxer til Flose; dem, sagde han, kunde han mere trænge til, da der gik Ord af, at han hver niende Nat blev til en Kvinde, Svinafells-Gudens Elskerinde. En saadan Beskyldning var den meest fornærmelige, man i hine Tider kunde fremføre mod en Mand[21]. Flose stødte Pengene bort, og sagde at han ikke vilde røre en eneste Skilling deraf, men at Høskuld enten skulde ligge ugild eller vorde hevnet. Dermed gik han bort, ledsaget af alle Sigfussønnerne. Njaal dulgte ej sine bange Anelser om Følgerne heraf, skjønt Skarphedin søgte at trøste sig dermed, at de ikke længer kunde sagsøges. „Desto farligere for os“, sagde Njaal, „bliver deres Beslutning“. Nogle af Bidragsyderne talte om at de nu burde tage deres Penge tilbage. Men Gudmund sagde: „Den Skam vil jeg aldrig have, at tage tilbage hvad jeg engang har givet“. Man bifaldt hans Ord: og det besluttedes nu efter Snorre Godes Forslag at Pengene skulde forvares hos Gissur og Hjalte til næste Althing, hvor man, som han forudsaa, nok vilde faa Brug for dem.

Flose sammenkaldte nu alle sine Venner, og holdt Raad med dem om hvad der var at gjøre. Eenstemmigt besluttedes det, at man ej skulde hvile førend alle Njaalssønnerne vare dræbte. Flose lod dem aflægge Ed paa, at ingen af dem skulde trække sig tilbage, førend Hevnen var udført, under Tab af Liv og Gods. Han opfordrede dem til at vælge en Høvding, der skulde lede det Hele, og Valget faldt paa ham selv. Han bestemte, hvorledes de skulde forholde sig. Den tilbageværende Deel af Sommeren skulde enhver sidde hjemme og tilse sin Gaard, men 6 Uger før Vinterdag skulde han selv ride hjemmefra, og de øvrige paa Vejen slutte sig til ham; de skulde derpaa tilsammen ride til Bergthorshval og angribe Gaarden med Ild og Sverd. Men Aftalen maatte holdes hemmelig, ellers kunde det koste deres Liv. Til Hall vilde han intet nævne herom, da han vidste at denne havde meget imod alslags Voldshandlinger. Derpaa red enhver til sit. Njaal og hans Sønner rede ligeledes hjem, og Kaare forblev hos ham, for at dele Skjæbne med dem. Thi de vidste, at et Uvejr trak sammen over dem, og bange Anelser fyldte deres Sind[22].

Da den bestemte Tid nærmede sig, gjorde Flose sig rede, og kaldte til sig alle dem, der skulde følge ham; hver medbragte to Heste og gode Vaaben. Søndagen den 2den September 1110 drog han hjemmefra[23], efterat han først havde ladet bolde Messe, og spiist Dagverd. Paa Kirkebø hørtes ligeledes Messe. De toge Vejen nordenfor Eyjafjeldsjøklen, rejste baade Dag og Nat, og kom om Mandagen ved Middagstid til Trehyrningsfjeldet ovenfor Markarfljot, hvor de øvrige Sammensvorne indfandt sig. De stevnede derfra alle i een Flok, omtrent hundrede Mand sterke, ned til Bergthorshval, hvor de kom før Nattetid, men bandt sin Hest i et nærliggende Dalføre og skjulte sig der, indtil det led længer ud paa Aftenen. Helge og Grim, Njaals Sønner, havde rejst bort til en Gaard, hvor deres Børn opfostredes, og agtede at blive der om Natten, men da nogle omvandrende Koner fortalte at de havde seet Sigfussønnerne og flere med dem ride fuldt bevæbnede henimod Trehyrningen, forstode de strax at Flose var kommen østenfra, og skyndte sig hjem, hvor de indtraf endnu førend Natverden var til Ende. Ogsaa Huusfruen Bergthora maa have faaet Nys om den truende Fare, da hun bad sine Tjenestefolk vælge hvad Mad de selv ønskede, siden det nok var den sidste Aften, hun gav dem Mad. Njaal sagde at man ej skulde gaa til Sængs, men tage sig vel i vare. Han selv, hans Sønner, Kaare og alle Mænd paa Gaarden stillede sig udenfor, omtrent 30 Mand sterke. Da den belejlige Tid kom, lod Flose sine Mænd i sluttet Trop langsomt nærme sig Gaarden. „Staa de udenfor“, sagde han, „faa vi aldrig Bugt med dem, skjønt vi under alle Omstændigheder ville angribe dem.“ Uheldigviis var Njaal af modsat Mening, og paastod at det var lettest at forsvare sig mod Overmagten indenfra; han anførte som Exempel, hvor længe Gunnar Haamundssøn havde forsvaret sig ene mod Mange. „Vistnok“, sagde Skarphedin, „men Gunnar havde at bestille med Mænd, der heller vilde vende om med uforrettet Sag, end brænde ham inde; disse ville derimod ingen Samvittighed gjøre sig af at hjemsøge os med Ild, og jeg har just ingen Lyst til at lade mig kvæle inde som en Melrakke i sit Hul.“ „Det gaar nu, som oftere,“ sagde Njaal, „at mine Sønner foragte mine Raad; da I vare yngre, gjorde I det ikke, og da lykkedes alting bedre for eder.“ Helge raadede til at føje ham. „Jeg skal gjerne føje ham i at brænde inde med ham“, sagde Skarphedin, thi jeg frygter ikke for Døden, men af hans Raad spaar jeg mig intet Godt, thi han er nu visselig fejg.“ De gik nu ind tilsammen, og stillede sig i Døren, idet Kaare og Skarphedin lovede hinanden indbyrdes, at den, der overlevede den anden, skulde hevne ham. Da Flose saa, at de vare gangne ind, blev han glad, og bød sine Mænd at omringe Huset saa tæt som muligt, og især passe paa at Kaare og Njaalssønnerne ej kom ud. De begyndte nu Angrebet, men efter at en af deres Flok var falden for Skarphedins Haand, og mange saarede, indsaa de at de paa denne Viis ingen Vej vilde komme. „Vi faa derfor“, sagde Flose, „gribe til den sørgelige Udvej at brænde dem inde, skjemt vi derved paadrage os et stort Ansvar for Gud, da vi selv ere christne“.

De gjorde nu et stort Baal udenfor Døren, men Ilden slukkedes indenfra, indtil de fandt paa at antænde en Saate, der laa tæt udenfor Husene, og kaste det brændende Græs ind gjennem en Loftglugge. Da vidste de, som vare indenfor, ikke af, førend Taget paa hele Skaalen stod i lys Lue. Kvindfolkene begyndte at jamre sig, men Njaal satte Mod i dem: „det er kun en Overgang“, sagde han, „og Gud er vist saa miskundelig, at han ej lader os brænde baade i dette og i det andet Liv“. Han gik til Døren, og bød Flose endnu en Gang Forlig i sine Sønners Navn. Men Flose vilde intet høre derom; „vi vige ej herfra“, sagde han, „førend alle dine Sønner ere døde; dog vil jeg tillade alle Koner, Børn og Huuskarle at gaa ud“. Tilbudet blev modtaget. Helge Njaalssøn søgte at snige sig ud i Kvindedragt mellem de øvrige, men hans høje Væxt røbede ham, og Flose gav ham hans Banesaar. Dog udstrakte Flose nu ogsaa sit Tilbud til Njaal, der, som han sagde, var for god til at brænde inde, men Njaal sagde: „jeg er en gammel Mand, og kan ikke hevne mine Sønner; jeg vil derfor heller dø end leve med Skjændsel“. Bergthora vilde heller ikke gaa ud; „jeg var ung“, sagde hun, „da jeg egtede Njaal, og jeg har lovet ham at dele Skjæbne med ham“. Hendes lille Dattersøn, Kaares Søn Thord, var heller ikke at bevæge til at forlade dem. „Du har lovet mig, Bedstemoder“, sagde han, „at vi aldrig skulde skilles ad saa længe jeg vilde være hos dig“. Njaal gik nu til Sængs med Bergthora og Drengen, lod sin Brytje (fornemste Træl) brede en raa Oxehud over dem, og bad ham siden huske paa, hvor deres Been vare at søge: de signede sig og Drengen, befalede sig Gud i Vold, og talte intet Ord mere. Brytjen gik ud og fortalte alt sammen til Ketil Sigfussøn, som hørte det med den inderligste Sorg. Da Skarphedin saa sin Fader lægge sig, sagde han: „man kan merke at vor Fader er gammel, han gaar tidlig til Sængs“. Skarphedin, Kaare og Grim kastede de brændende Træstykker ud paa Fienderne, eftersom de faldt ned; disse kastede igjen Spyd ind efter dem, men de grebe Spydene i Luften og kastede dem atter ud, saa at Flose tilsidst forbød sine Mænd at angribe dem med Vaaben, da Ilden nok vilde gjøre det af med dem. Imidlertid begyndte Tagbjelkerne at falde, og en Tverbjelke blev liggende saaledes i den ene Ende af Skaalen, at der var nogen Mulighed for at løbe op ad den og hoppe ud. Kaare vilde at Skarphedin skulde forsøge sin Lykke, og tilbød at hjelpe ham, men Skarphedin var ej at formaa dertil; han paastod at Kaare skulde løbe først, derpaa vilde han selv følge efter. Kaare maatte føje ham, slængte en Brand mod dem, som stode udenfor paa dette Sted, saa at de vege tilside, og kom derpaa selv heldigt op paa Væggen og ned paa Marken, men med Haar og Klæder i lys Lue. Dette var dog hans Lykke, thi i Røgen og Forvirringen troede de Andre at det kun var en Brand, som Skarphedin havde kastet ud. Kaare ilede til en Bæk, hvori han styrtede sig og slukkede Ilden, og løb siden, skjult af Røgen, længer bort, indtil han kom i Sikkerhed. Skarphedin forsøgte ogsaa at løbe opad Tverbjelken, men den var allerede saa forbrændt paa Midten, at den brast under ham. Et andet Forsøg gik ikke bedre. En af Angriberne, Thraains Brodersøn, løb udenfra op paa Væggen og spurgte om han græd. „Nej vist ikke“, svarede han, „men Røgen svier i mine Øjne“. Den anden lo, for første Gang, som han sagde, siden Skarphedin dræbte Thraain. „Der har du en Mindegave derom“, sagde Skarphedin, tog en af Thraains Jexler, som han lige siden hiin Gang havde gjemt, op af Lommen, og kastede den Paa ham, saa den rammede hans Øje og slog det ud. Kort efter faldt Grim død ned, kvalt af Røgen, og hele Taget styrtede ned med et stort Brag over Skarphedin, saa at han ej kunde røre sig. Det varede dog længe førend han døde, og endnu hen paa Morgenen skal man have hørt ham kvæde en Vise. Imidlertid kom en Mand ridende forbi, som naturligviis gav sig i Tale med dem om det forefaldne og spurgte, hvor mange der her vare omkomne. Flose nævnte de fornemste, blandt dem ogsaa Kaare. „Da kan jeg fortælle eder,“ sagde den anden, „at jeg denne Morgen har talt med Kaare; hans Haar og Klæder vare forbrændte, og Eggen paa hans Sverd var blaanet, men han sagde at han skulde hærde det i Sigfussønnernes og de øvrige Mordbrænderes Blod; han fik en Hest laant af min Nabo“. „Denne Efterretning“, sagde Flose, „bebuder os stor Fare, thi nu lever en Hevner, der ikke giver Gunnar paa Lidarende synderligt efter i Dygtighed“. Han gav øjeblikkelig Befaling til Opbrud, førend Kaare, der vistnok allerede samlede Folk over hele Heredet, kunde komme til og angribe dem. Det skede, de ilede til sine Heste og skyndte sig bort fra Brandstedet. Sigfussønnerne fulgte efter hans Indbydelse med ham øster til Svinafell, da der ingen Fred længer var at vente for dem hjemme.

Kaare havde imidlertid, som Flose gjettede, været meget virksom for at samle Venner og Frænder, og sætte efter Mordbrænderne. Hans første Besøg var hos Mørd, der nu viste sig lige saa ivrig for at hevne de dræbte, som tidligere for at fremskynde deres Død; siden ilede han til Hjalte Skeggessøn, der ligeledes strax satte sig i Bevægelse og samlede Folk. Men de kom for silde. Flose og de øvrige Mordbrændere undkom heldigt til Svinafell, og den eneste Hjelp, Hjalte nu kunde yde Kaare, var at følge ham til Brandstedet og søge efter de Indebrændtes Been. Efter at have bortskaffet en heel Deel Aske fandt de Njaals, Bergthoras og Drengen Thord Kaaressøns Lig ubrændte under Huden. Ligeledes fandt man Skarphedins Lig, hvor Taget var styrtet ind over ham; Fødderne vare brændte af til Knæerne, men det øvrige ubrændt; sin ypperlige Øxe[24] havde han hugget dybt ned i en Bjelke, saa at den ej havde lidt noget ved Branden. Kaare skjenkede denne til hans Frænde, den sterke og brave Thorgeir. Ligeledes fandt man Grims og 8 andre Mænds Been. Ligene bragtes til Kirke og begroves. Kaare saa vel som alle de overlevende Huusfolk fra Bergthorshval fandt indtil videre en gjestfri Modtagelse hos Aasgrim Ellidagrimssøn, der dessoruden lovede ham al den Hjelp, han formaaede at give, for at faa den uhørte Voldsdaad hevnet. Aasgrims Søn, Thorhall, blev saa angreben ved at erfare sin ædle Fosterfaders og Lærers Død, at han fik en Blodstyrtning, som kun med Møje standsedes. Kaare tænkte nu ikke paa andet end Hevn. Han kunde ikke sove om Nætterne, og talte næsten ikke om andre end sine Svigerforældre og Svogere. Dog, tillægges der, ytrede han heller ikke noget fiendtligt Ord eller nogen Trusel mod sine Fiender. Dertil var hans Beslutning for dyb og inderlig[25].

Efter Juul (1012) begyndte Flose og hans Venner allerede at drage om i Østfjerdingens Hereder for at sikre sig Høvdingernes Hjelp til staaende Althing, hvor de vidste at Mordbrandsagen vilde komme fore. Nogle lovede ham sin Bistand paa Grund af Frændskab eller Venskab, som Sidu-Hall, Bjarne Broddhelgessøn og Thorkell Geitessøn; andre lode sig ikke overtale, førend han havde tilbudt dem Penge; hos Sørle, Bjarnes Broder, fik de Afslag, fordi han var gift med en Datter af Gudmund den mægtige, og ej turde bestemme sig, førend han saa hvad Parti Svigerfaderen tog; Flose forlod ham ærgerlig med de Ord: „jeg ser du har Kvinderegimente“. Paa sin Side henvendte Kaare og Thorhall sig til den mægtige Gissur hvite om Raad og Bistand. Gissur anbefalede dem at faa de Dræbtes nærmeste Frænder, den for omtalte Thorgeir og hans Brødre, til snarest muligt at optræde som Eftermaalsmænd, men at overlade det egentlige Søgsmaal til Mord, der som Gissurs Svigersøn ej turde undslaa sig for at paatage sig det. Saaledes skede det. Sagen tilstevnedes paa behørig Maade, og fra alle Kanter red man saa mandsterke til Things, at dette Thing omtales som et af de talrigste, der nogensinde holdtes paa Island[26]. De rede fuldt bevæbnede ind paa Thingvolden, ligesom ved Thinget for 12 Aar tilbage, og det var nær allerede strax kommet til Kamp mellem begge Partier. Ligesom hiin Gang var Gissur hvite en af Formændene for sit Parti, men Familietvist havde nu deelt Partierne forskjelligt. Sidu-Hall og hans Venner, der paa hiint Thing gjorde fælles Sag med Gissur for Christendommens Skyld, stode nu fiendtligt over for ham. Flose, der i sit Parti ej havde nogen paalidelig Lovkyndig til at fore Sagen, henvendte sig i den Anledning efter Bjarne Broddhelgessøns Raad til Eyjulf Bølverkssøn, en Sønnesøn af den velbekjendte Høvding Eyjulf den graa fra Breidafjorden, for hvis Efterstræbelser i sin Tid Gisle Surssøn var falden. Eyjulf ansaaes for den tredie i Rangen blandt alle Lovkyndige paa Island siden Njaals Død. Eyjulf vilde i Førstningen ikke befatte sig med Sagen, men da Flose bød ham en stor Guld-Armring, lod han sig overtale, skjønt Loven bestemte Straf for den, der paatog lig et ham uvedkommende Søgsmaal for Penge. Imidlertid søgte begge Partier at skaffe sig nye Tilhængere paa selve Thinget. Efter mange Overtalelser og Tilbud om Gaver lykkedes det Flose at faa Tilsagn om Ljosvetningernes Hjelp. Gissur hvite henvendte sig til Skafte Lovsigemand, men denne var fremdeles ubevægelig; han sagde at Skarphedins Ukvemsord mod ham vare altfor nærgaaende til at man kunde vente at han skulde ville hevne ham; han tilføjede endog Bebrejdelser, saa at de skiltes ad i Vrede. Snorre Gode, der allerede havde viist sin Hengivenhed for Sagsøgerne ved at underrette Gissur om at Eyjulf havde modtaget Bestikkelse for at føre Sagen, vilde vel ej indlade sig paa at følge med til Dommerne, men lovede, at hvis det kom til Strid, skulde han med sine mange Folk hindre Modpartiet fra at trænge ind i den snevre Fjeldkløft, kaldet Almanna-Gjaa, som ellers vilde vorde dem et ypperligt Forsvarssted. Gudmund den mægtige tilsagde dem ubetinget sin Bistand, og sagde endog at han til Løn for Skaftes Tværhed vilde spille ham det Puds at bringe hans Søn med i Striden; denne var nemlig gift med Gudmunds Datter.

Søgsmaalet begyndte nu. Med den største Fiinhed søgte Eyjulf at opstille allehaande Indsigelser og finde paa Udflugter, men forgjæves. Da han omsider blev Mørd for sterk, sendte denne efter Aasgrims Raad Bud til hans Søn Thorhall, Njaals Lærling, der formedelst en stor Byld, han havde faaet paa Foden, maatte sidde stille i sin Thingbod. Men hans Raad vare saa fortrinlige, at de gjorde alle Eyjulfs Raad til intet, og de vakte saameget mere Opsigt, som det endnu ikke var bekjendt, at han besad en saa udstrakt Lovkundskab. Et Par Gange var Eyjulf nødt til at lade forespørge hos Skafte Lovsigemand, om det, som Thorhall havde ladet fremsætte, virkelig var Lov, og Skafte bekræftede det, idet han tilføjede: „der er nu flere Lovkyndige paa Island end jeg tænkte; thi det, hvorom der nu handles, troede jeg at ingen vidste Besked om siden Njaals Død“. Ikke desto mindre begik Mørd tilsidst en Uagtsomhedsfejl, som tilintetgjorde det hele Søgsmaal, der allerede var i den bedste Gang. Da Efterretningen derom bragtes Thorhall i hans Bod, indsaa han strax, at Kamp nu var det eneste Middel, der stod tilbage for at skaffe Hevn; og selv var han den første til at begynde den. Han greb sit Spyd i Vrede, stødte det i Bylden paa sin Fod saa at den brast, og gik nu ligesaa raskt som om han aldrig havde haft nogen Smerte; han mødte en af Floses Frænder, og gjennemborede ham øjeblikkeligt. Dette var Tegnet til en almindelig Kamp. Der blev raabt Hærskrig, og et blodigt Slag holdtes nu paa Thingpladsen, i hvilket saa godt som hele Thingforsamlingen deeltog. Af Floses Tilhængere maatte mange bide i Græsset, især for Kaares og Thorgeirs vældige Hug. Aasgrim, Hjalte og Gissur vendte sig især mod Flose og de øvrige Mordbrændere, Gudmund, Mørd og Thorgeir mod deres Hjelpere fra Øst- og Nordfjerdingen. At flere benyttede denne Lejlighed til at tilfredsstille privat Hevn, er naturligt. Endelig maatte Floses Parti flygte. De toge først deres Tilflugt til Almanna-Gjaa, som Snorre Gode forudsagde, men her forhindredes de af hans Mænd fra at komme ind. Skafte, hvis Søn var med i Gudmund den mægtiges Flok, vilde gaa til Snorres Bod for ved hans Hjelp at skille de Kæmpende ad, men paa Vejen fik Aasgrim Øje paa ham, og kastede et Spyd mod ham, der gjennemborede begge hans Tyklægge, saa at man maatte slæbe ham ind i nærmeste Bod. Flose blev selv saaret; Sidu-Halls haabefulde Søn Ljot gjennemboredes af et Kastespyd, og Eyjulf Bølverkssøn faldt for Kaares Haand. Endelig lykkedes det Snorre Gode, Skafte og Sidu-Hall at faa Kampen standset[27]. Paa begge Sider begav man sig til sine Boder og forbandt sine Saar. En saadan Strid, som denne, paa selve Thinget, havde man hverken forhen seet, eller saa man i de følgende Tider.

Dagen efter gik Hall til Lagberget og foreslog et almindeligt Forlig. Han tilbød endog at lade sin Søn Ljot ligge ubødt, naar kun Fred og Enighed kunde komme istand. Hans ædle Tænkemaade vandt almindeligt Bifald, og Snorre Gode understøttede Forslaget saa ivrigt, at alle Vedkommende erklærede sig villige til at antage det, undtagen Kaare og Thorgeir, der sagde at de aldrig vilde indgaa noget Forlig. Det henstilledes nu til Flose, om han vilde slutte et Forlig, hvori to saa betydende og i Sagen indviklede Mænd, som Kaare og Thorgeir, ikke deeltoge. Han var dog villig dertil, for, som han sagde, at have saa faa gode Mænd mod sig som muligt. Saaledes blev det da overladt til Snorre Gode selv tolfte at afgjøre Sagen ved Voldgift. De bestemte trende Mandsgjeld for Njaal, to for Bergthora, ligesaa for Grim og for Helge; Skarphedins og Høskulds Drab skulde gaa op mod hinanden; Flose og alle Mordbrænderne skulde senest den følgende Sommer forlade Landet, og være fredløse Skogmænd, hvis de ej vare borte efter tre Vintres Forløb; Flose skulde dog kun være landsforviist paa tre Aar, men fire andre for stedse. Forliget bekræftedes ved Haandslag, og derpaa skiltes man ad. De forbundne Høvdinger gave hinanden gode Gaver ved Afskeden, og fornemmelig hed det at Snorre Gode og Gudmund den mægtige havde indlagt sig Ære ved denne Sag. Det var et hæderligt Tegn paa den Agtelse, Sidu-Hall nød over det hele Land, og uagtet han selv havde erklæret, at han ingen Bod vilde fordre for sin Søns Drab, enedes dog hele Thingforsamlingen om at skyde sammen dertil: det blev 8 Hundreder, eller fire Mandsgjeld, og sandsynligviis anvendtes nu hertil de Penge, Gissur og Hjalte havde i Forvaring fra foregaaende Thing.

Hevnforpligtelsen hvilede nu alene paa Kaare og Thorgeir, og endnu inden Aarets Udgang lykkedes det dem at fælde flere af deres Fiender. Da begav Sidu-Hall sig til Thorgeir, og bød ham Forlig paany. Kaare, der opholdt sig hos Thorgeir, viste Hall den største Venlighed, og bad selv Thorgeir om at indgaa Forlig, thi nu, sagde han, maatte Branden ansees for hevnet; for sin egen Part kunde han ej tænke paa Forlig, da hans Søn endnu var uhevnet. Thorgeir lod sig overtale, og Forliget kom istand. Kaare stod altsaa nu ganske alene. Det viser noksom, hvor hellig den Pligt at hevne sine Frænder, ansaaes, og hvor lidet endnu Christendommen havde formaaet at rense Begreberne herom, at Flose selv, ved at erfare Kaares sidste Svar, udbrød: „i Sandhed, kun faa Mænd ligne Kaare, og som han er, ønskede jeg helst at være“[28].

Med utrættelig Iver og Udholdenhed forfulgte nu Kaare Mordbrænderne i al den Tid, de endnu havde tilbage at opholde sig paa Island; fældte og saarede flere, og indlagde sig derved overordentlig Hæder[29]. Om Høsten 1013 forlode de Landet, og lede efter en lang og haard Rejse Skibbrud ved Orknøerne, hvor Sigurd Jarl lod dem gribe fordi de havde dræbt hans Hirdmænd, Helge og Grim Njaalssønner; men Floses Svoger, Thorstein Siduhallssøn, der ligeledes var Jarlens Hirdmand og just var tilstede, udvirkede Naade for dem, imod at Flose indtraadte i Helge Njaalssøns Plads; han blev nu Jarlens Hirdmand og vandt snart hans Yndest. Om Julen fik Sigurd Jarl Besøg af sin.Svoger Gille Jarl fra Sydrøerne og Sigtrygg Silkeskegg fra Dublin[30]. De ønskede om Juledagen at høre en omstændelig Beretning om hvorledes det gik til ved Njaals Indebrænding. Gunnar Lambessøn, den samme, der havde beskyldt Skarphedin for at græde, og hvis ene Øje denne til Gjengjeld havde kastet ud med en af Thraains Tænder, paatog sig at fortælle det hele, men paa den meest partiske og for Modparten haanlige Maade; med Latter sagde han, at Skarphedin græd. Da gik pludselig Døren op, og ind styrtede Kaare med draget Sverd, ilede lige til den øvre Ende af Hallen, hvor Gunnar sad, og hug Hovedet af ham, saa at det faldt paa Bordet lige for Kongen og Jarlerne, og Blodet strømmede over Borddugen og deres Klæder. Kaare havde forladt Island 14 Dage efter de andre, for ogsaa udenlands at opsøge dem. Han var kommen til Fridarø mellem Hjaltland og Orknø, og havde her hos en af sine Venner fra tidligere Dage erfaret sine Fienders Ankomst til Rossø; han havde strax begivet sig did, og til Jarlens Gaard, hvor han stod udenfor en Stund og lyttede, just som Gunnar fortalte sin Historie; men da han hørte hvorledes denne haanede Skarphedin, forgik Taalmodigheden ham, og han brød ind for at lade ham undgjelde sin Løgn. Sigurd Jarl kjendte ham, og bød at man strax skulde tage og dræbe ham; men Kaare, der selv havde været Jarlens Hirdmand, var saa vel kjendt og afholdt, at ingen rejste sig for at udføre Jarlens Befaling. Flose bevidnede selv, at Kaare kun havde handlet efter Pligt, og at han ej havde indgaaet Forlig med dem. Man tillod ham uhindret at forlade Hallen; alle beundrede hans Kjekhed, og Flose fortalte nu Historien sandfærdigt og upartisk. Kaare drog over til Skotland, for end videre at forfølge sine Fiender, og det lykkedes ham i Bretland at dræbe endnu en af dem[31].

Flose havde allerede før sin Afrejse fra Island, rimeligviis efter sin fromme Svigerfader Halls Opfordring, aflagt Løftet om at foretage en Pilegrimsrejse til Rom. Dette er den første Pilegrimsrejse, man efter Christendommens Indførelse enten i Norge eller paa Island hører omtale, naar undtages de Rejser, som Christendomsforkynderne Thorvald Vidfarle og Stefne Thorgilssøn foretoge[32]. Han fulgte Gille Jarl til Syderøerne, drog derpaa sandsynligviis til Frankrige, og gik derfra over Land til Rom, hvor han fik Absolution af selve Paven, men gav dertil, som det heder, mange Penge. Han vendte tilbage ad den østre Vej (gjennem Tydskland), opholdt sig i flere Stæder og nød megen Hæder af anseede Mænd; henimod Vinteren kom han tilbage til Norge, og opholdt sig hos Erik Jarl, der ved hans Afrejse øm Vaaren (1015) gav ham en Mængde Meel; han kom velbeholden hjem og havde saaledes hæderligt opfyldt Forliget. Ogsaa Kaare fulgte hans Exempel. Han sejlede til Nordmandie, hvor han lod sit Skib blive liggende, gik til Rom, fik Absolution, vendte samme Vej tilbage, som han var kommen, afsejlede paa sit Skib til Dover i England, derfra vestenom England til Katanes, hvor han tilbragte Vinteren, og sejlede den følgende Sommer videre. Efter en lang Overrejse led han Skibbrud ved Ingulfshøfde. Skibet forgik, men Folkene reddedes. Den nærmeste Gaard var Svinafell. Kaare sagde, at han vilde gaa derhen og prøve Floses Ædelmodighed. Da Kaare kom ind med de øvrige Skibbrudne, sad Flose i Stuen. Han gjenkjendte ham strax, sprang op imod ham, kyssede ham, satte ham i Højsædet hos sig, og tilbød ham at være der om Vinteren. Kaare modtog Tilbudet. Alt Had var nu udslettet af deres Hjerter, og dette stiltiende Forlig lagde endnu bedre end Pilegrimsfarten for Dagen, at de endelig vare blevne virkelige Christne. Venskabet mellem dem besegledes ved at Kaare, hvis Hustru Helga Njaalsdatter var død Vintren i Forvejen, egtede Høskuld Thraainssøns Enke Hildegunn, Floses Broderdatter[33].

En offentlig Foranstaltning af maaske endnu skorte Vigtighed, end Femterdommens Oprettelse, og som afgiver et endnu mere iøjnefaldende Beviis paa Christendommens velgjørende Indflydelse, nemlig Holmgangs Afskaffelse, skyldes ligeledes Skaftes Lovsigemands Tid og tildeels hans egne Bestræbelser; men betegnende er det paa den anden Side, at den nærmeste Anledning til denne Foranstaltning, lige saa vel som til Femterdommens Oprettelse, mere er at søge i særegne tilfældige Omstændigheder, der forefaldt inden enkelte mægtige Høvdingefamilier, end i noget længe følt og almindeligt udtalt Ønske. Begivenhederne selv, der bevirkede Foranstaltningen, kaste imidlertid et meget interessant Lys paa de daværende Forhold, ej alene paa Island, men over hele Norden, og vise fornemmelig, hvor højt Skaldene æredes. Illuge den svarte, en mægtig Høvding, der boede paa Gilsbakke i Borgarfjordens Distrikt[34], havde Sønnen Gunnlaug, der blev en ypperlig Skald, men for øvrigt var meget heftig, stridbar og hvastunget, hvorfor man gav ham hans Morfaders Tilnavn „Ormstunga“. Han havde i nogle Aar opholdt sig hos Thorstein Egilssøn paa Borg[35], der blandt andet ogsaa lærte ham Lovkyndighed. Her opstod der en sterk Kjærlighed mellem ham og Thorsteins skjønne Datter Helga den fagre[36]. Da Gunnlaug var 18 Aar gammel, vilde han drage udenlands, men ønskede dog først at sikre sig Helgas Haand. Han fik sin Fader til at meddele Thorstein hans Ønske: denne havde intet andet derimod at indvende, end at Gunnlaug just nu stod i Beredskab med at forlade Landet, imidlertid gav han dog foreløbigt sit Samtykke til, at Helge skulde vente paa ham i tre Aar, uden egentlig at være ham fæstet. Gunnlaug rejste, og kom til Throndhjem, hvor han strax begav sig til Lade for at gjøre Erik Jarl sin Opvartning. Skule, Thorsteins Søn og Helgas Broder, opholdt sig endnu hos Jarlen. Da Gunnlaug havde sagt sit Navn og sin Æt, æskede Jarlen nærmere Oplysninger af Skule[37]; denne forsikrede at han var en af de fornemste Høvdingers Søn, og bad Jarlen tage vel imod ham. Tilfældigviis havde Gunnlaug en Byld paa Foden, hvilken Jarlen bemerkede, idet han ytrede sin Forundring, over at Gunnlaug desuagtet ej haltede. „Jeg behøver ej at halte, saa længe begge Been ere lige lange“, svarede Gunnlaug. Dette Svar fandt en af Hirdmændene noget vel overmodigt, og sagde at Islændingen kunde have godt af at sættes lidt paa Prøve. Gunnlaug havde strax et bidende Vers i Beredskab, hvorover Hirdmanden blev saa vred, at han greb til Øxen. Men Jarlen forbød alt Klammeri, og spurgte Gunnlaug, hvor gammel han var. „Atten Aar“, svarede Gunnlaug. „Jeg vedder at du ej bliver atten Aar til“, sagde Jarlen. Gunnlaug mumlede: „ønsk ikke mig noget, men heller dig selv“. Paa Jarlens Spørgsmaal gjentog han højt og tydeligt, hvad han havde sagt. „Hvad mener du da jeg skulde ønske mig selv“, spurgte Jarlen. „At du ikke faar saadan Død, som din Fader Haakon Jarl“, svarede Gunnlaug. Dette var for meget, endog for Erik Jarls Taalmodighed. Han blev aldeles blodrød, og bød at man strax skulde gribe ham. Skule Jarl bad dog Jarlen for hans Skyld om at vise Gunnlaug Naade, og Jarlen skjenkede ham Livet paa den Betingelse, at han strax skulde rejse bort igjen, og aldrig oftere komme i hans Rige. Gunnlaug gik, ledsaget af Skule, lige ned til Bryggen, hvor Skule skaffede ham ombord paa et Skib, med hvilket han rejste til London. Han gik kort efter sin Ankomst op til Kong Ædhelred og bad ham høre et Kvad, som han havde digtet til hans Ære. Ædhelred tillod ham at fremsige det, takkede ham for det, da det var til Ende, lønnede ham med en Skarlagens Kappe, besat med Pelsverk og Guldbesætning, og gjorde ham til sin Hirdmand. Om Ædhelred virkelig forstod Kvadet, er uvist; dog maa man her altid have for Øje, hvor overfyldt England paa denne Tid var af Nordboer, især Daner, af hvilke mange vare i Ædhelreds Tjeneste; ja at hans første Hustru endog selv var af nordisk Herkomst, saa at det altsaa ikke er usandsynligt, at han han har forstaaet Nordboernes Sprog. Efter at have tilbragt Vinteren hos Ædhelred, drog Gunnlaug om Vaaren med hans Tilladelse bort for at besøge andre Hoffer, men maatte love at komme igjen den anden Høst derefter. Gunnlaug begav sig til Kong Sigtrygg Silkeskegg i Dublin, til hvem han og digtede en Draapa, som han bad om Tilladelse til at maatte kvæde for ham. Sigtrygg gav saa meget heller sin Tilladelse, som dette, efter hvad han selv sagde, var den første Gang, nogen havde digtet Kvad til hans Ære. Kongen vilde i sin Glæde over det smukke Kvad have givet ham to Knerrer, men hans Skatmester forestillede ham at dette dog var for meget; han gav ham da sine egne nye Skarlagens Klæder og en Guldring, der vejede en Mark. Fra Dublin drog Gunnlaug til Orknøerne, hvor han kvad et Digt til Ære for Sigurd Jarl, der gav ham en sølvbeslagen Øxe. Fra Orknøerne sejlede han til Kongehelle, og drog derfra ind i Gautland, hvor han kvad et Æresdigt for en Jarl i Skara, ved Navn Sigurd[38], og opholdt sig hos ham om Vinteren. Her kom der ved Juletid Sendebud fra Erik Jarl i Norge med Gaver; de tilbragte Julen der, og der var megen Lystighed. En Dag begyndte Sigurds Mænd og de norske Sendebud hver at rose sine Herrer; Gauterne paastod at Sigurd, Nordmændene, at Erik var den berømmeligste. De toge Gunnlaug til Voldgiftsmand, og han kvad strax et Vers, hvori han ubetinget tillagde Erik Fortrinet paa Grund af hans store Bedrifter i Østen. Da Nordmændene efter Julen kom tilbage til Erik med Gjengaver fra Sigurd Jarl, fortalte de ham Gunnlaugs Dom, og Erik følte sig saa smigret derved, at han erklærede, at Gunnlaug nu frit skulde kunne opholde sig i hans Rige.

Fra Skara drog Gunnlaug til Kong Olaf svenske i Uppsala, der ogsaa tog venligt imod ham. Hos Olaf opholdt sig paa denne Tid en anden islandsk Skald, Rafn Anundssøn fra Mosfell, ligeledes af fornem Æt: hans Moder og Skafte Lovsigemands Moder vare Systre. Gunnlaug og Rafn vare i Førstningen gode Venner; men deres Forfængelighed bragte dem snart paa en spendt Fod med hinanden. De havde hver digtet et Kvad til Kongen, og bade ham paa een Gang om at maatte foredrage det. Da Kongen gav sit Samtykke, paastod Gunnlaug at han vilde kvæde først, Rafn paastod dette tilkom ham, fordi han havde været der længer end Gunnlaug. „Hvor saa man nogensinde min Fader gaa efter din“, spurgte Gunnlaug. Rafn, der var finere Hofmand end Gunnlaug, bad Kongen bestemme, i hvad Orden de skulde kvæde; Kongen sagde at Gunnlaug skulde kvæde først, fordi han var meest utaalmodig naar han ej fik sin Vilje frem. Da Gunnlaug var færdig, æskede Kongen Rafns Dom om hans Kvad. „Det er storordet, men ufagert og noget stivt, som Gunnlaug er selv“, sagde Rafn, og fremsagde derpaa sit Kvad, om hvilket Kongen nu æskede Gunnlags Mening. „Det er fagert, som Rafn selv er at se til, men temmelig intetsigende“, svarede Gunnlaug, idet han tillige spurgte Rafn, hvorfor han alene digtede en Flokk (kortere Kvad) om Kongen, som om han ej skulde være en Draapa værd. „Lad os ikke tale mere herom“, sagde Rafn: „senere kunne vi nok igjen tage den Sag fat“. Kort efter blev Rafn Kongens Hirdmand, og fik hans Tilladelse til at rejse bort. Før Afrejsen sagde han til Gunnlaug, at han nok engang skulde gjengjelde ham, at han havde villet sætte ham i et mindre fordeelagtigt Lys for Kongen. Gunnlaug sagde, at han ej frygtede hans Trusler.

Rafn rejste lige hjem til Island, medens Gunnlaug vendte tilbage til Kong Ædhelred, og tilbragte Vinteren hos ham, den tredie siden han drog hjemmefra. Om Vaaren (1008) vilde han drage hjem. Men det var just paa den Tid, da Danekongen Sven Tjugeskegg havde begyndt sine ødelæggende Tog til England; han havde vel sluttet en Fred (1007), men alle vidste, at denne Fred ej var at stole paa, og at man hvert Aar kunde vente nye Angreb af Danerne. Ædhelred fandt det derfor ikke passende, at Gunnlaug, der var hans Hirdmand, vilde forlade ham i Farens Stund, og Gunnlaug, som mere lyttede til Ærens, end Kjærlighedens Stemme, blev, uagtet nu den tredie Vinter var udløben, i hvilken Helga skulde vente paa ham. Men Sommeren og Vinteren gik, uden at Danerne kom, og den følgende Sommer (1009) fik Gunnlaug endelig Orlov[39]. Han drog først til Norge, hvor han nu blev venskabeligt modtagen af Erik Jarl, der indbød ham til at blive hos sig. Gunnlaug takkede for Indbydelsen, men sagde at han først og fremst maatte besøge sin Fæstemø paa Island. Han hørte heldigviis, at Hallfred Vandrædaskald laa sejlfærdig ved Agdenes, skyndte sig ud til ham, og blev i Følge med ham. Undervejs talte de om et Rygte, der allerede var kommet til Norge, nemlig at Rafn skulde have friet til Helga. Dette Rygte medførte fuldkommen Sandhed. Da Rafn Sommeren efter sin Hjemkomst traf sin Fætter Skafte Lovsigemand paa Althinget, sagde han at det var hans Hensigt at bejle til Helga, og bad ham om hans mægtige Bistand i dette Anliggende. Skafte lovede at staa ham bi, og de gik nu begge tilsammen hen til Thorstein Egilssøns Bod, hvor Skafte strax fremsatte Rafns Ærende. Thorstein svarede, at Helga var bortlovet til Gunnlaug. Skafte spurgte om ikke de tre Vintre nu vare forløbne.“ „Vistnok“, svarede Thorstein, „men ikke Sommeren“. „Men om nu Gunnlaug ikke heller kommer da“, sagde Skafte. „Derom kunne vi nærmere tale næste Sommer, naar vi atter samles her“, sagde Thorstein, og dermed skiltes de ad. Gunnlaug udeblev fremdeles, og den følgende Sommer fornyede Skafte og Rafn deres Begjæring. Thorstein, som nødig vilde fornærme nogen af Parterne, henstillede til Gunnlaugs Fader Illuge, om det Gunnlaug givne Løfte endnu kunde ansees bindende. Illuge maatte erkjende, at dette ej længer kunde siges at være Tilfældet, og at han ikke havde noget mere at sige i den Sag. Thorstein maatte derfor give det Løfte, at hvis Gunnlaug heller ikke kom hjem den Sommer, skulde Helgas og Rafns Bryllup staa paa Borg ved Vinternats-Tid, men kom imidlertid Gunnlaug, skulde alt blive ved det gamle. Helga, som var meget ilde tilfreds med denne Aftale, ventede Gunnlaug med Længsel, men Sommeren gik, og han kom ikke. Han og Hallfred landede nemlig ikke førend 14 Dage før Vinterdag langt borte paa Nordlandet, ved Melrakkesletten, og uheldigvis hendte det sig, at han ved at brydes med en der i Nærheden boende Mand, som for Moro Skyld udfordrede de nys ankomne til at prøve Styrke med ham, kom til at forvride sin Fod, saa at den hovnede og hindrede ham fra at rejse saa hurtigt, han ellers havde kunnet. Han og Hallfred kom ikke til Gilsbakke førend samme Aften, Brylluppet skulde begynde paa Borg. Gunnlaug vilde strax ride derned, men hans Fader og alle de Tilstedeværende erklærede dette for en Umulighed. Trods den Bedrøvelse, Helga lagde for Dagen, blev dog Brylluppet holdt, og hun maatte, saa nødig hun vilde, følge med Rafn til Mosfell. Endnu værre blev det, da hun strax efter fik høre, at Gunnlaug virkelig var kommen hjem; hun vilde ikke længer blive der, og Rafn maatte følge hende hjem til Borg. Noget efter skulde Helgas Halvsyster, Jofrids Datter af første Egteskab, have Bryllup; blandt de Indbudne var ogsaa Illuge og Gunnlaug. Denne havde nødig villet komme, for ej at træffe sammen med Helga og Rafn, men føjede dog sin Fader, som ønskede det meget. Ved at se Helga kunde Gunnlaug ikke afholde sig fra at komme med mange Hentydninger til den haarde Skjæbne, han havde fristet. Som en Erindring gav han hende den prægtige Kappe, han havde faaet af Ædhelred; mod Rafn derimod kunde han ej tilbageholde sin Harme, og det var nær kommen til Kamp mellem dem, hvis de andre ikke havde lagt sig imellem. Sommeren efter udfordrede Gunnlaug paa Althinget Rafn til Holmgang paa det sædvanlige Sted, Øxaraaholmen ved Thingstedet. Rafn modtog Udfordringen, til stor Bedrøvelse for Frænderne paa begge Sider, men Kampen ledede ikke til noget bestemt Resultat. Rafns Klinge brast, saa at Stumpet sprang op mod Gunnlaugs Kind og gav ham en Rift. Nu paastod Rafn at han havde sejret, fordi Gunnlaug var saaret, men Gunnlaug, fordi Rafn var vaabenløs. Gunnlaug vilde begynde paa ny, men hans Fader forbød det til hans store Ærgrelse. Og for at hindre Gjentagelsen deraf, hvormed Gunnlaug truede, blev Dagen efter hiin Foranstaltning vedtagen, som vi ovenfor have nævnt; det blev foreslaaet for Lagretten og bestemt som Lov, at Holmgang herefter skulde være afskaffet; saa at altsaa Rafns og Gunnlaugs Holmgang var den sidste, som fandt Sted paa Island (1010).

Det var imidlertid ikke den sidste Holmgang, Gunnlaug og Rafn bestode. Rafn, der tog sig lige saa meget nær af Helgas Kulde, som Gunnlaug over at se hende gift med en anden, red strax efter Thinget til Gilsbakke, og foreslog Gunnlaug at begge endnu samme Sommer skulde rejse til Norge, og der gaa paa Holm med hinanden, hvor deres Frænder ej vilde være dem til Hinder. Gunnlaug modtog glad dette Forslag, som han fandt saare hæderligt, og saa nødigt begges Frænder saa det, maatte de dog tillade dem at rejse. Rafn drog afsted fra Leiruvaag, kom til Throndhjem, og forblev der, fornemmelig i Levanger, først en Vinter, siden Sommeren efter (1011) og den følgende Vinter, uden at høre det mindste til Gunnlaug. Denne havde ogsaa forladt Island samme Høst som Rafn, men var ikke kommen saa tidligt afsted. Han fulgte med Hallfred Vandrædaskald, der ikke blev rejsefærdig førend langt ud paa Høsten, og, som det sædvanligt plejede at gaa ved slige Udfarter seent paa Aaret, man kom til Orknø, ikke til Norge. Gunnlaug opholdt sig om Vinteren hos Sigurd Jarl, fulgte ham om Sommeren paa Krigstog, og kom ikke til Norge førend om Høsten derefter. Han forblev hos Erik Jarl om Vinteren, medens Rafn derimod opholdt sig paa Levanger; dette var vel Aarsagen, hvorfor han intet hørte fra Gunnlaug, men det viser ogsaa, hvor seent Efterretninger kom frem paa hine Tider, thi mellem Lade og Levanger maa der dog have været temmelig hyppig Kommunikation. Dertil kom, at Erik Jarl, som vidste, i hvilket Ærende han og Gunnlaug vare komne, strengeligen forbød al Tvekamp mellem dem i sit Rige[40]. Om Vaaren hørte Gunnlaug tilfældigviis nogle af Hirdmændene gjøre sig lystige over at det gik saaledes i Langdrag med hans paatænkte Holmgang. Ærgerlig herover vilde han strax, trods Jarlens Forbud, afsted for at opsøge Rafn, og bad Jarlen om at faa Ledsagere ind til Levanger. Jarlen, som vidste, at Rafn allerede havde forladt Levanger, for at drage øster til Sverige, føjede ham i hans Begjæring, og medgav ham to Ledsagere. Gunnlaug, der foruden disse ogsaa havde en af sine Frænder og et Par Venner med, fik ved Ankomsten til Levanger høre, at Rafn nys var rejst, selv femte. Han satte efter ham opad Værdalen saa hurtigt som muligt, og indhentede ham endelig ovenfor Suul ved nogle Fjeldvande. Der kom det da til Kamp mellem dem paa et i Vandet fremstikkende Nes. Ogsaa deres Frænder og Venner, som havde ledsaget dem, deeltoge i Kampen; kun de to af Jarlen medsendte Ledsagere stode hos som Tilskuere. Kampen var heftig; paa begge Sider faldt alle Følgesvendene, saa at omsider alene Gunnlaug og Rafn selv stode tilbage. Da hug Gunnlaug den ene Fod af Rafn med sit ypperlige Sverd, som han i sin Tid havde faaet af Kong Ædhelred. Han vilde nu høre op med Striden, men Rafn, der støttede Foden mod en Stubbe, sagde at han endnu kunde holde ud en Stund, om han kun fik noget at drikke. Gunnlaug tilbød sig at bringe ham Vand i sin Hjelm, hvis han ei vilde svige ham. Rafn lovede ham det. Men da Gunnlaug rakte ham Vandet, gav Rafn ham et dybt Hug i Hovedet. „Ilde sveg du mig nu“, sagde Gunnlaug, „og dette er skammeligt gjort“. „Du har Ret“, svarede Rafn, „men jeg kan ej unde dig Helges Favntag“. Kampen fortsattes en Stund, og Rafn faldt; Gunnlaugs Saar blev forbundet og han blev bragt til Levanger, men døde her efter tre Dages Forløb, og blev begraven ved Kirken. Efterretningen om Kampen og dens sørgelige Ende vakte Sorg i begges Familier, og forvoldte en Række af blodige Hevnforetagender. Paa det følgende Althing fordrede Illuge Bøder af Anund, Rafns Fader, for Gunnlaugs Drab. Anund sagde at han havde lidt nok ved at miste sin egen Søn, og negtede at betale. Illuge truede med Hevn, og udførte Truslen endnu samme Høst, da han selv 30te drog til Mosfell, fangede to af Anunds Frænder – han selv og hans Sønner undkom til Kirken –, og lod den ene dræbe, den anden lemlæste. Hermund, Illuges anden Søn, dræbte en af Anunds Brodersønner, og ingen Bøder betaltes for Drabene. Helga blev siden gift med en anden meget hæderlig Mand, og boede længe sammen med ham, men hun kunde dog aldrig elske ham; hendes største Glæde var at udbrede for sig og stirre paa den Kappe, Gunnlaug havde faaet af Ædhelred, med den udbredt foran sig endte hun sit Liv[41].

Nogen Lighed med Gunnlaugs og Rafns Historie havde ogsaa Kjartan Olafssøns og hans Frænde Bolle Thorleikssøns, men den havde ikke saa indgribende Følger før Lovgivningen, medens den paa den anden Side drog en langt større Række af Ættedrab efter sig. Det er allerede ovenfor (S. 357) berettet, hvorledes Kjartan ved sin Hjemkomst fra Norge 1000 fandt sin elskede Gudrun gift med Bolle, der havde indbildt hende, at Kjartan havde slaaet hende af Tankerne, for at gjøre et mere glimrende Parti ved at egte Kong Olaf Tryggvessøns Syster Ingebjørg. Ved den første Efterretning herom lod han sig ikke merke med noget, men hans Forbitrelse paa Bolle, ja tildeels ogsaa paa Gudrun, var, som man af det følgende ser, desto større. Deels af et Slags Trods, deels efter sin Syster Thurids Overtalelser, bejlede han til sin Stalbroder Kalf Aasgeirssøns smukke Syster Refna. Der fortælles, at Thurid og Refna allerede kort efter Kjartans og Kalfs Hjemkomst fra Norge rejste ned til Havnen, hvor Skibet laa, for at besøge deres Brødre og se paa de Sager, som de havde bragt hjem. Refna skal da have fundet og prydet sig med det prægtige Hovedtøj, som Ingebjørg Tryggvesdatter havde foræret Kjartan, og denne, som fandt at det klædte hende overmaade godt, skal halv i Spøg have sagt, at det var bedst at han baade fik Stadsen og Pigen. Herom mindede siden Thurid ham, og forestillede ham tillige, hvor ubehageligt det var, om man skulde sige at han græmmede sig over Gudruns Tab, og maaske i den Anledning brød Venskabet med Bolle. Enden blev, at Giftermaalet virkelig kom istand. At han nu gav Refna, og ikke Gudrun, Hovedtøjet, var naturligt, men den forfængelige Gudrun ærgrede sig i Stilhed derover, siden nu engang Ingebjørg, hvad hun vel vidste, havde bestemt hende det, under den Forudsætning at hun blev Kjartans Brud. Hun var overhoved misfornøjet med at hun ikke selv havde faaet Kjartan, og hendes Harme herover gik ej alene ud over Refna, men og, som det saa ofte ved slige Lejligheder plejer at ske, over Kjartan selv. Ved et Høstgilde paa Hjardarholt begyndte hun at give sin Harme Luft paa forskjellige Maader. Allerede strax ved Ankomsten blev hun fornærmet over at Kjartan gav den bestemte Befaling, at Refna skulde behandles som den fornemste af alle de tilstedeværende Kvinder. Siden overhang hun Rafna med Bønner om at vise hende Hovedtøjet; Kjartan forbød det, men hun fik dog sit Ønske opfyldt. Da Gjesterne rejste, savnedes Kjartans ypperlige Sverd, som Kong Olaf havde givet ham. Men man havde seet Gudruns Broder Thorolf Usviferssøn gjøre sig et Ærende hen til en Sump; der fandt man Sverdet, dog uden Skede; denne blev aldrig funden. En fjorten Dages Tid efter, ved Vinternat, var der et lignende Gilde paa Lauge hos Usvifer, Gudruns Fader. Kjartan maatte føje sin Fader i at være med, og Refna medtog efter sin Svigermoders Ønske Hovedtøjet. Morgenen efter Ankomsten savnedes det. Kjartan kunde nu ikke vare sig for at klage til Bolle, og sagde at han ej vilde finde sig i saadan fiendtlig Behandling, men at han vilde have saavel Sverdskeden, som Hovedtojet igjen. Bolle sagde, at han havde ikke ventet at Kjartan vilde beskylde ham og hans for Tyveri. Gudrun, som hørte Samtalen, sagde at Kjartan havde gjort rettest i ej at røre ved denne Sag, og lagde til, at om virkelig, som han troede, Hovedtøjet var borttaget, da var det taget af dem, der havde Ret dertil; han og de øvrige maatte for hende gjerne tro herom hvad de vilde, men hun for sin Part var slet ikke utilfreds med at Refna ej havde den Stads at smykke sig med. Under disse Omstændigheder skiltes man just ikke paa det venligste. Nogle paastode at Thorolf Usviferssøn havde brændt Hovedtøjet efter sin Syster Gudruns Anmodning. For at gjøre Lauge-Folkene nogen Haan igjen, drog Kjartan efter Julen med 60 Mand til Lauge, og holdt Beboerne indestængte i tre Dage, saa at de ej kunde komme ud i noget som helst Ærende. Dette ansaa de for en større Skam, end om Kjartan havde dræbt een eller to Mand for dem, og der var nu fuldkomment Fiendskab mellem dem og Hjardarholts Beboere. Nogen Tid efter hørte Kjartan, at Bolle stod i Begreb med at kjøbe Gaarden Tunga i Sælingsdalen. Strax begav han sig til Ejeren, og nødte ham med et Magtsprog til at lade Handelen gaa tilbage og sælge Gaarden til ham for den samme Priis. Gudrun sagde nu til Bolle at hans Ære bød ham at hevne dette ved at angribe Kjartan. Bolle svarede intet. Men i Paaskedagene, da hun fik høre at Kjartan havde gjort et Besøg paa Tunga, spurgte hun sine Brødre, om de vilde have den Skam, at Kjartan, efter alle de Forhaanelser, han havde tilføjet dem, skulde ride uantastet forbi deres Gaard. De kunde ikke modstaa hendes Opeggelse, væbnede sig og ilede ud for at lægge sig i Baghold for Kjartan. Endog Bolle selv fulgte med, skjønt hans Samvittighed dybt bebrejdede ham dette Brud paa Frændskabets Pligter, og den Utaknemlighed, han derved viste Olaf Paa, der havde opdraget ham med saa stor Kjærlighed. Men Gudrun truede med at skilles fra ham, hvis han ej blev med, og han var for svag til at kunne modstaa hendes Trusel. Bolle, Usvifers fem Sønner, hans Systersøn og endnu to andre, i alt ni, lagde sig nu i Baghold for Kjartan, der trods sine Venners Advarsel fortsatte sin Vej selv tredie, da han sagde at Bolle umuligt kunde tænke paa at overfalde ham: Usvifers Sønner frygtede han ikke. Hans Fiender var allerede, førend han blev dem var, kommen dem saa nær, at han ej kunde undvige. Der begyndte nu en heftig Kamp, hvori dog Bolle i Førstningen ej deeltog. Kjartan og hans to Følgesvende forsvarede sig godt. En af dem blev dødeligt saaret, men ingen kunde komme til at saare Kjartan, medens han selv fældte een og saarede to andre af sine Angribere. Uheldigviis bar han den Dag ikke det gode Sverd, Kong Olaf havde givet ham, men et andet, der snart blev sløvt og bøjede sig: hans Hug gjorde derfor ikke synderlig Virkning, medens han selv blev meget træt og mødig. Uspak Usviferssøn skammede Bolle ud, fordi han stod uvirksom; herved lod denne sig bevæge til at drage sit Sverd og nærme sig. „Jeg ser, min Frænde“, sagde Kjartan, „at du vil begaa Nidingsverk mod mig, men jeg vil heller lide Døden ved din Haand end blive din Banemand“. Med disse Ord kastede han Sverdet, og Bolle gjennemborede ham, uden at sige et Ord: han segnede, og opgav Aanden i Bolles Favn, thi denne angrede strax hvad han havde gjort. Ved Bolles Hjemkomst lykønskede Gudrun ham til hans Daad. „Vi have begge“, sagde hun, „udført et godt Dagarbejde, jeg har spundet tolv Alens Garn, og du har dræbt Kjartan“. „Du behøvede ikke at minde mig om en saa ulyksalig Hændelse, som jeg kun seent glemmer“, sagde Bolle. „O, Ulykken er ikke saa stor“, svarede Gudrun; „siden Kjartan kom hjem, traadte han eder under Fødder; men nu kan du atter aande frit; desuden glæder jeg mig over at Refna ikke ler, naar hun i Kveld gaar tilsængs“. Bolle svarede vred: „jeg tænker det er uvist nok, hvo der blegner meest ved denne Tidende, hun eller du, og det aner mig, at du vilde være mindre urolig, om det var mig, der laa paa Kamppladsen, men Kjartan, der fortalte dig om Kampen“. Gudrun søgte nu at berolige ham, og takkede ham for hans Verk[42]. Da Efterretningen kom til Olaf, blev han meget bedrøvet, men bar sin Sorg som en Mand; hans Sønner vilde strax angribe Bolle, men han forbød dem det med de Ord: „jeg faar ikke min Søn mere tilbage, om end Bolle bliver dræbt“. Han tillod endog Bolle at kjøbe og tiltræde Gaarden Tunger, hvilket Kjartan havde formeent ham. Derimod opmuntrede han selv sine Sønner til at angribe og fælde et Par andre af hans Banemænd, der vare sendte afsted for at bede Snorre Gode om Hjelp ved det forestaaende Søgsmaal. Kjartans Lig blev begravet ved den Kirke, som hans Morbroder Thorstein Egilssøn nys havde ladet bygge paa Borg: der er endnu hans Ligsteen at se med den simple Rune-Indskrift: „her ligger Helten Kjartan Olafssøn[43]“. Refna sørgede sig til Døde over hans Tab. Olaf sagsøgte strax Bolle og hans Svogere, og sikrede sig Thorstein Egilssøns og andre mægtige Frænders Bistand. Usvifers Sønner ventede forgjæves paa Hjelp fra Snorre Gode, og de saa vel som Bolle maatte finde sig i at overlade den hele Afgjørelse til Olaf. Han bestemte at Usvifers Sønner alle skulde forlade Landet, og ikke komme tilbage, saa længe nogen af Kjartans Brødre eller hans og Refnas Søn Aasgeir vare i Live. Bolle vilde han, saa indstændigt end hans Sønner forlangte det, ej dømme til Landflygtighed, men sagde, at de skulde finde sig i at sidde samhereds med ham, saa længe han selv, deres Fader, var i Live. Usvifers Sønner forlode virkelig Landet, og kom neppe mere tilbage til Island, men fra den ældste af dem, Uspak, nedstammede i Norge en berømmelig Slægt. Uheldigviis overlevede Olaf Kjartan kun i tre Aar. Efter hans Død viste hans Enke Thorgerd sig lige saa ivrig som hans Sønner for at lade Bolle undgjelde Kjartans Drab. Ledsaget af dem, af sin Datter Thurids unge Søn Varde Gudmundssøn, og flere andre, i alt ni, drog hun selv Hud for at opsøge Bolle, der efter et tappert Forsvar blev dræbt. Han havde ingen Sønner, der strax kunde hevne hans Død, thi hans og Gudruns ældste Søn, Thorleik, var kun fire Aar gammel, den anden, Bolle, blev fød nogle faa Maaneder efter hans Død. Snorre Gode, Usvifers Ven og Frænde, tilbød derfor Gudrun sin Hjelp til at faa et anstændigt Forlig istand. Men hun vilde intet høre om Forlig, og udbad sig alene som Vennetjeneste af Snorre, at han vilde bytte Gaard med hende, da hun ej længer ønskede at bo i Hjardholtingernes Naboskab. Snorre, der i den senere Tid havde haft flere Ubehageligheder med sine Naboer, de stridbare Eyrbygger, føjede hende gjerne deri, og saaledes flyttede da Gudrun til Helgafell, medens Snorre opslog sin Bolig paa Tunga i Sælingsdalen. Gudrun hvilede ikke, førend hun fik hevnet Bolles Død, dog ej paa Kjartans Brødre, hvilket Snorre Gode ej vilde tillade, da det, som han sagde, ikke gik an at gaa løs paa de meest anseede Mænd i Heredet, og det desuden var paa Tide, at alle disse Ættedrab hørte op. Derimod gik Hevnen ud over en af de mindre anseede blandt Drabsmændene, men dog den, for hvis Haand Bolle egentlig var falden. Dette Drab blev ligeledes hevnet, dog synes hermed ogsaa den lange Række af Drab at have faaet Ende, og omsider blev et fuldstændigt Forlig tilvejebragt ved Snorres ivrige Bestræbelser. Gudrun egtede siden den mægtige Høvding Thorkell Eyjulfssøn paa Hvam, Søn af Eyjulf den graa, Gisle Surssøns Banemand. Hun lod l-tigge en Kirke paa Helgafell, og skal i sin fremrykkede Alder, efter hendes Mands Død, have slaaet sig fra Verden og levet som Nonne eller Eneboerske. Hendes og Thorkells Søn Gelle, en anseet Høvding, var igjen Farfader til den berømte Prest Are Thorgilssøn, kaldet den frode, der tilligemed sin samtidige, Sæmund frode i Odda, kunne ansees som de egentlige Grundlæggere af Norrøna-Literaturen[44].

En anden merkelig og langt blodigere Række af Drab, der næsten kan ansees som en formelig Krig mellem tvende Hereder, udspandt sig i Anledning af den tidligere omtalte Høvding Viga-Styrs, Snorre Godes Svigerfaders, Drab. Stor var for overmodig til at ville betale Bøder for noget af sine Drab, og gjorde sig endog til af at have dræbt 33 Mænd uden at bøde for dem. Da han siden for en ringe Sag havde dræbt endnu en Mand, til hvem han havde fattet Nag, vægrede han sig som sædvanligt ved at betale Boder, ja tilbød endog spotviis den Dræbtes Søn Gest et graat og hæsligt Lam i Erstatning. Gest, en rask ung Mand, skjønt liden af Væxt, sagde intet, men passede strax efter sit Snit til at overfalde Stor og give ham hans Banesaar, med de Ord: „der har du Lønnen for det graa Lam“. Gest, der nu kunde vente sig Forfølgelse af Styrs Søn, hans Broder Vermund, og hans mægtige Svigersøn Snorre Gode, tog sin Tilflugt til de mægtige borgfjordske Høvdinger Illuge svarte, Thorstein Gislessøn og Kleppjarn den gamle, der toge sig af ham og beredte sig til at forsvare ham paa det kraftigste. Den følgende Vaar begav Snorre Gode sig med Styrs Frænder og Venner, hvoriblandt Steinthor paa Øre og en heel Deel andre, i Alt 480 Mand, til Borgarfjorden for at paatale Styrs Drab, men Illuge, Kleppjarn, Thorstein Gislessøn og flere andre borgfjordske Høvdinger mødte ham med over 600 Mand ved Hangsvad, og formenede ham Overgangen over Aaen, saa at han alene paa den anden Bred kunde forkynde Stevningen mod Gest, og imidlertid maatte høre mange Smædevers fra Borgfjordingernes Skare. Strax efter skaffede Borgfjordingerne Gest i al Stilhed over til Norge. Hans Fiender vidste i Førstningen ej, hvor han var bleven af; endelig fik de høre, at han var i Norge, og Thorstein, Styrs Søn, rejste strax afsted for at dræbe ham; han fik opspurgt, hvor han var, nemlig i Fjordene, men kom uheldigviis til at kantre mod et Skær, og reddedes af Gest selv, der ædelmodigt skjenkede ham Livet. Dette afholdt imidlertid ikke Thorstein fra endnu at efterstræbe hans Liv, men anden Gang gik det ikke bedre; Bonden, hos hvem Gest opholdt sig, vilde dræbe Thorstein, men Gest bad om Naade for ham, og han fik beholde Livet. For at undgaa flere Efterstræbelser drog Gest nu til Constantinopel, hvor han lod sig hverve blandt Væringernes Skare. Men ogsaa her forfulgte Thorstein ham. Han lod sig ligeledes optage blandt Væringerne. Deres Skik, dagligen at prøve Styrke med hinanden ved at tage Tag, kom ham vel tilpas; han gav sig i Kast med Gest, og vilde dræbe ham med et Saxsverd, han havde gjemt under sin Kappe. Stikket rammede dog kun i Skulderen; Thorstein blev greben, og skulde efter Væringernes strenge Love strax dræbes. Men Gest bad atter om Naade for ham, tilbød sin halve Formue som Løsepenge, og udvirkede hans Frigivelse. Han bad ham nu høre op med at stræbe ham efter Livet, og Thorstein lovede det, imod at Gest aldrig vilde komme tilbage til Norden. Dette lovede Gest, og gav ham Rejsepenge, da han havde opbrugt alt hvad han ejede. Thorstein vendte saaledes tilbage med uforrettet Sag.

Imidlertid havde det Søgsmaal, Snorre havde tilstevnt til Althinget i Anledning af Styrs Drab, heller ikke haft nogen Virkning, da Gest ej længer var tilstede, og Borgfjordingerne desuden vare ham for mægtige. Hans Harme i denne Anledning gik meest ud over Thorstein Gislessøn, hvilken han og ved et nyt Tog til Borgarfjorden fik taget af Dage. Snorre hevnede sig ligeledes ved at forspilde et Søgsmaal, Illuge den svartes Svigersøn havde fore paa Thorsnes-Thing, hvor det i den Anledning kom til en blodig Kamp mellem begge de stridende Partier. Siden blev der vel sluttet et Forlig, hvorved Styrs og Thorsteins Drab skulde gaa op mod hinanden, men dette hindrede dog ikke Kleppjarns Broder Haareks Sønner, der just opholdt sig i Norge, fra at søge Hevn over en af Snorre Godes Paarørende. Det lykkedes imidlertid denne at undkomme ved Hjelp af den raske Hall, en Søn af Olaf Paa-s storsindede Datter Thurid. De vendte derfor deres Vrede mod Hall, overraskede ham, just som han skulde sejle ud til Island, paa Øen Folskn (Storfosen) udenfor Throndhjemsfjorden, og dræbte ham. Hans Stalbroder Thorgils tog vare paa hans Gods, og forbød ved Hjemkomsten til Island sine Skibsfolk paa det strengeligste at tale om det Forefaldne. Først paa næste Althing berettede han Halls Fader Gudmund Sønnens Drab, og angav som Grund til sin lange Taushed derom, at Sagen kunde have slemme Følger nok, om den ej blev bekjendt før. Gudmunds Søn, den forhen omtalte Barde, gav ham Ret, og tilbød ham for hans Umag Halls Gods. Thorgils vilde dog ej tage derimod, og sagde at han nok selv kunde behøve det, inden denne Sag var endt, men Varde paastod at han idet mindste skulde have Halvdelen, og derved blev det. Gudmund tog sig Sønnens Død saa nær, at han døde en Maaned efter sin Hjemkomst. Da Varde, som nu var den ældste af hans Sønner, en Stund efter vilde sætte sig i hans Højsæde, gav hans Moder Thurid ham en dygtig Kindhest, og bød ham at pakke sig bort fra Halls Sæde, saa længe han ej havde hevnet ham. Barde erkjendte at hun havde Ret, og begyndte at tænke paa Eftermaalet. Haareks Sønner vare paa Vejen fra Norge omkomne under Jylland: Barde henvendte sig derfor til Haarek selv paa næste Althing om Bøder, men denne undskyldte sig med at han havde overdraget alle sine Ejendomme til sin Broder Kleppjarn. Bedre gik det ej paa andet og tredie Thing; paa det sidste fremstod endog en af Borgfjordingerne, og haanede Varde. Nu beredte han sig med sin Fosterfader Thorarins Hjelp hemmeligt til at skaffe sig Ret ved Sverdet. Han red om i Videdalen, hvor han boede, og i de nærmeste Hereder, for at sikre sig dygtige Mænds Bistand, hvilket ogsaa lykkedes ham, og der aftaltes et stort Tog, der skulde foretages over Fjeldhejden mellem Nordlandet og Sønderlandet ned til de øverste Gaarde i Borgarfjorden i Nærheden af Gilsbakke, for her at fælde en eller anden Høvding. Imidlertid begyndte Bardes Moder Thurid at finde Tiden for lang. Hun havde stedse udmerket sig ved sin heftige og voldsomme Charakteer. Førend hun blev gift med Gudmund, Bardes Fader, havde hun været gift med en Nordmand, som hun ej elskede, men kun tog ifølge sin Fader Olaf Paas Overtalelser; efter en kort Tids Forløb blev han ogsaa ked af hende, og vilde rejse tilbage til Norge fra hende og sit spæde Barn, men hun passede paa, førend han endnu havde forladt den sidste Udhavn, sneg sig ombord i Skibet, tog hans ypperlige Sverd, og lagde Barnet i dets Sted hos ham[45]. En saadan Kvinde maatte naturligviis anse Hevn for den første og helligste Pligt, og da hun ej vidste noget om alle de Foranstaltninger, Barde havde truffet, blev hun ganske utaalmodig. En Morgen, da der skulde spises Dagverd, paatog hun sig selv at skifte Mad til sine Sønner. Hun kom med en heel Oxebov, og deelte den i tre Stykker, et til hver af dem. Da de forundrede sig over denne Ødselhed, sagde hun: „eders Broder Hall blev deelt i større Dele, uden at I undredes derover“. Hun lagde for hver af dem en Steen ved Kjødet. Paa deres Spørgsmaal, hvad dette skulde betyde, svarede hun: „dette passer sig bedst for eder, der selv ikke ere bedre end Steen, siden I ej tør hevne eders ypperlige Broder, og vanslægte saaledes fra eders Æt“. Da sprang de op, løb til sine Heste, og rede afsted. Thurid vilde selv følge med, og begav sig virkelig paa Vejen, men Varde, som nødig vilde have hende med, bad hendes Følgesvende at spende Sadelgjorden saa løst paa hendes Hest, at hun ved at ride over en Bæk maatte glide af, uden dog at komme til Skade; det skede, og hun maatte derfor vende hjem igjen. Barde, hans Brødre og hele det øvrige Følge rede nu over Fjeldhejden, den siden efter saakaldte Tvidøgra eller To-Dages-Højden, ned til Borgarfjorden, og det lykkedes Varde der at dræbe Gisle, den samme, som havde fornærmet ham paa forrige Thing. Bardes Ledsagere vilde at man skulde dræbe endnu flere, og meente at det var lidet at rejse saa lang Vej for, naar man ej skulde faa fældt mere end en Fiende; men Varde, som vidste at deres Fiender strax vilde samle sig og forfølge dem, foretrak efter sin Fosterfaders kloge Raad heller at oppebie dem oppe paa Hejden, hvor nogle Fjeldvand dannede et Pas, der var let at forsvare for Færre mod Flere. Han havde heller ikke gjettet fejl; de stridbareste Mænd i Heredet samlede sig, satte efter dem, og indhentede dem ved hine Fjeldvand, hvor det nu kom til en meget hidsig og blodig Kamp, bekjendt i Islands Aarbøger under Navnet Heidarvig eller Hejde-Kampen. Barde udmerkede sig især ved sin Tapperhed, og fik efter den Tid Tilnavnet Viga-Barde. Efter at 8 vare faldne af Borgfjordingernes og tre af Videdølingernes Flok, ophørte Striden, og Varde drog videre. Illuge den svarte kom siden til og vilde sætte efter ham, men blev ved det indtrædende Mørke nødt til at vende om igjen. Det lykkedes siden Snorre Gode at bringe et fuldstændigt Forlig istand, saaledes at de fleste Drab gik op imod hinanden, og Barde selv et Par Aar drog udenlands. Da han kom tilbage, egtede han Snorre Godes Datter Aud, og rejste siden med hende til Norge. Her blev han uenig med hende, skiltes fra hende, og drog til Constantinopel, hvor han tog Tjeneste blandt Væringerne, og skal omsider være falden i et Slag[46].

Med de her skildrede Voldsgjerninger synes dog de sidste umiddelbare Levninger af Hedendommen at have udraset. Den Slægt, som nu voxede op, var opdragen i Christendommen og dens mildere og humanere Grundsætninger. Vel vedblev Blodhevnen endnu, og vi ville se, hvorledes Magnaternes Ærgjerrighed et Par Aarhundreder senere fremkaldte Fejder og Voldsomheder, mod hvilke de nys skildrede havde lidet at betyde. Men i en lang Mellemtid nød dog Øen forholdsviis Fred og Ro, og det er især i denne Tid, da der indtraf færre Begivenheder hjemme, som vare værd at erindres, at Opmerksomheden henvendtes desto ivrigere paa Begivenhederne i det øvrige Norden, fornemmelig i Moderlandet, og den første Grundvold lagdes til en egentlig norsk Literatur, for hvilken de norske Kongers og Jarlers Bedrifter, og de merkelige Begivenheder paa Øen selv i Hedendommen og den nærmest paafølgende Tid dannede de vigtigste Emner.

  1. ↑ Om alt dette, se ovf. S. 186–196.
  2. ↑ Njaals Saga, Cap. 92.
  3. ↑ Njaals Saga, Cap. 93–95.
  4. ↑ Om Grim Svertingssøn, se ovf. S. 159.
  5. ↑ Are frode, Islendingabok, Cap. 8.
  6. ↑ Om Skaftes ?Et, se ovf. S. 181, I. B. S. 551.
  7. ↑ Islendingabok, l. c.
  8. ↑ Om Flose, Thord Freysgodes Søn, se ovf. S. 184. Han var gift med Sidu-Halls Datter.
  9. ↑ Navnet „Femterdom“ synes alene at være valgt i Analogi med „Fjerdingsdom“, fordi den selv ved Siden af disse dannede en femte Domstol. Den kan nærmest betragtes som et Slags Højesteret. Om Fjerdingsdommene se ovenfor S. 156.
  10. ↑ Ved de gamle Godord forstod man de 36, der existerede for den ovf. S. 155 omtalte Ordning af Fjerdingsinddelingen, hvorved Nordfjerdingen fik 4, ikke tre Thinglag, og saaledes 12 Goder, ikke 9, som de øvrige Fjerdingen Ligesom nu Nordfjerdingens 12 Goder ved Udnævnelsen af Bisiddere i Fjerdingsdommene betragtedes som om de kun vare 9, og alene udvalgte 9 Dommere, saaledes skulde de heller ikke til Femterdommen udnævne flere. Naar der altsaa er Tale om „gamle“ Godord, sigtes derved nærmest til Nordfjerdingen, og Meningen er, at dens III Goder alene skulle regnes for 9.
  11. ↑ Ved Kvider forstodes en Art af Sandemænds-Nævninger, hvorom mere nedenfor.
  12. ↑ Njaals Saga, Cap. 98. Om Femterdommens Indretning se yderligere Grágás, Þingskapa þáttr, Cap. 29.
  13. ↑ Njaals Saga Cap. 108.
  14. ↑ Njaals Saga Cap. 99, 100, 107.
  15. ↑ Njaals Saga Cap. 109–112.
  16. ↑ Om Aasgrim, Gissur hvites Systersøn, og hans Æt, se ovf. S. 184.
  17. ↑ Njaals Saga Cap. 113, 116–118.
  18. ↑ Efter den ovenfor (S. 352 Not.) anførte Beregningsmaade, hvis Rigtighed dog ej er hævet over enhver Tvivl, men grunder sig paa Afhandlingen udg. i Kristnisaga „de centenario argenti“ skulde et Hundrede i Sølv svare til omtr. 20 eller i det højeste 21 Ører, sex Hundreder vilde altsaa blive 15 eller 18 Mark Sølv.
  19. ↑ Kaaben kaldes her Slæde, hvorved forstodes et langt, sidt Klædebon: Støvlerne kaldtes bótar, (det engelske boots); de brugtes vel især af Kvinder og Gejstlige, se Fornm. s. 7, S. 186.
  20. ↑ Det er øjensynligt saa vel heraf, som af Skarphedins Opførsel under alle disse Forhandlinger, at det lige saa vel var hans, som Floses hemmelige Ønske, at intet Forlig skulde komme istand.
  21. ↑ Njaals Naturfejl, ikke at have Skjeg, var allerede tilforn, som ovenfor nævnt, (S. 186) gjort til Gjenstand for Spot, og deraf havde Hallgerd i sin Tid taget Anledning til at give saa vel ham som hans Sønner Øgenavn (karl hinn skegglausi og taðskegglingar). Ved nu at sætte denne Omstændighed i Forbindelse med Silkekaaben, hvilken Njaal i bedste Hensigt havde føjet til Boden som en Vennegave, men som nærmest passede sig for Kvinder, vilde Flose haanligt give at forstaa, at Njaal selv var en Kvinde. Denne Fornærmelse gjengav Skarphedin Flose i Overmaal, idet han ej alene ligefrem sagde at han hver 9de Nat forvandledes til en Kvinde, men at han ogsaa, som saadan, levede i utilladelig Forbindelse med Svinafells-Guden (Svínafells-áss), eller den Landvætte, der endnu troedes at bebo Fjeldet ved Floses Gaard. Hvor fornærmelig en saadan Beskyldning var, sees bedst af vor ældre Gulathingslov, Cap. 138, hvor det heder: „om en Mand siger om en anden Mand … at han bliver til en Kvinde hver 9de Nat og har født Børn, … da er han utlæg“. – En saadan Beskyldning blev, som vi have seet, (S. 282) ogsaa fremsat mod Biskop Frederik, og hevnet af Thorvald Vidfarle som en blodig Fornærmelse.
  22. ↑ Njaals Saga Cap. 119–125.
  23. ↑ Tidsregningen har her, som sædvanligt, sine Vanskeligheder. Imidlertid er der dog her den Fordeel, at man har et bestemt Punkt at regne fra, nemlig Briansslaget paa Irland, hvorom nedenfor; Aaret, da dette holdtes, nemlig 1014, kjendes af de irske Annaler, medens vi af Njaalssaga erfare, at Njaals Indebrænding indtraf tre Vintre i Forvejen, altsaa 1011. De islandske Annaler angive for Njaalsbranden 1009 og 1010, men da deres Angivelser i disse tidligere Aarhundreder ej ere at lide paa, og fornemmelig i Begyndelsen af det 11te indeholde mange Urigtigheder, maa den ovenanførte, der grunder sig paa Sammenligning af de sikreste Kilder, have Fortrinet. Hvad Dagen angaar, da Flose tiltraadte Toget, stemme alle Haandskr. af Njaalssaga i at nævne en Søndag, men forresten angive nogle den til 6, andre 8 Uger før Vinterdag. Da det dog tillige heder at Flose udtrykkeligt bestemte at Toget ej skulde foregaa, førend efter at Markarbejdet for Sommeren var over, synes det neppe rimeligt at man allerede skulde have sat sig i Bevægelse 14 Dage før den angivne Tid, eller den 19de August, naar man ej var kommen hjem fra Thinget før sidst i Juni eller først i Juli. Vi antage saaledes 6 Uger som den rette Angivelse; og da Vinterdag i 1011 indtraf den 13de Oktober, bliver den 6te Søndag i Forvejen den 2den Septbr.; Natten, da Branden skede, bliver altsaa mellem 3die og 4de Septbr. 1011. – Af Begivenhederne før Njaalsbranden kjendes kun med nogenlunde Vished Tiden for Femterdommens Oprettelse, der vistnok i Njaals Saga sattes før Christendommens Opførelse, men dog, hvad ogsaa Are Frode (Islendingabok Cap. 8) udtrykkeligt angiver, først fandt Sted i Skaftes Lovsigemandstid, altsaa ikke førend 1003, men neppe heller senere end 1004. Høskuld maa være bleven dræbt Vaaren 1011, hans Fader Thraain omkring 990, se ovf. S. 196, Note.
  24. ↑ Denne Øxe, kaldet Rimmugýgr eller Stridens Gygr (Jøtunkvinde) forevistes endnu i forrige Aarh. paa Skaalholt (se Olafsens og Povelsens Rejse i Island S. 1034); skjønt det rigtignok er meget uvist, hvor vidt det virkelig er den rette.
  25. ↑ Njaals Saga, Cap. 123.
  26. ↑ Gunnlaug og Rafns Saga, Cap. 11. Jvf. Njaals Saga, Cap. 138, Slutn.
  27. ↑ Da Snorre gav Gissur og hans Venner det ovennævnte Tilsagn om at hindre deres Fiender fra at komme ind i Almanna-Gjaa, sagde han allerede, at han, naar han syntes at de havde dræbt saa mange Fiender, som var tilstrækkeligt for deres Æres Skyld, men ej flere end at de kunde bestride Bøderne for deres Drab, skulde komme og gjøre Ende paa Kampen; Gissur takkede ham, og lovede ogsaa strax at høre op, naar han kom.
  28. ↑ Njaals Saga, Cap. 134–148.
  29. ↑ Njaals Saga, Cap. 149–153. Beretningen herom indeholder mange, højst charakteristiske og underholdende Enkeltheder.
  30. ↑ Kaare var selv fra Sydrøerne, om hans tidligere Forhold til Jarlen, se ovfr. S. 193. Hensigten med Kong Sigtryggs Besøg hos Sigurd var at bede om hans Hjelp mod Kong Brian Boroimhe (se ovfr. S. 207, 208); herom vil der i det følgende nærmere blive fortalt.
  31. ↑ Njaals Saga, Cap. 154–156, 159.
  32. ↑ At imidlertid enkelte Pilegrimsfarter tidligere have været foretagne af mindre anseede Personer, hvis Navn ikke i Sagaerne ere opbevarede, viser Fortegnelsen over nordiske Pilegrimme i det reichenauske Nekrologium, der slutter med Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, se Antiqv. Tidsskrift 1843, S. 67–75; blandt disse Navne findes Ved flere udtrykkeligt Hislant terra, d. e. Island.
  33. ↑ Njaals Saga, Cap. 160.
  34. ↑ Illuge svarte, Gunnlaugs Fader, var en Sønnesøn af Rosskell, der igjen var en Frænde af Brage Skald den gamle og af Arinbjørn Herse, se ovfr. 1ste B. S. 547, jvfr. Landn. II. 1.
  35. ↑ Om Thorstein, se ovf. S. 159, 165.
  36. ↑ Helgas Moder, Thorsteins Hustru, var Jofrid, en Datter af den ypperlige Gunnar Livessøn, se ovf. S. 159; hun havde først været gift med Thorodd, Tunge-Odds Søn. Kort før Helgas Fødsel skal Thorstein have haft saa foruroligende Drømme om det forventede Barns tilkommende Skjæbne, at han vilde have det udsat, men Jofrid lod det hemmelig bringe til Thorsteins Syster, Thorgerd paa Hjardarholt, Olaf Paa’s Hustru, der opdrog det hos sig, indtil hun var 6 Aar gammel; og da blev Thorstein ved et Besøg paa Hjardarholt forbauset over Pigens Skjønhed; Thorgerd aabenbarede ham at det var hans egen Datter, og han bragte hende nu hjem med stor Glæde. Gunnlaugs Saga, Cap. 3.
  37. ↑ Om Skule Thorsteinssøns Ophold hos Erik Jarl er allerede oftere talt, navnlig S. 393.
  38. ↑ Det er merkeligt, at Gunnlaugs Saga her omtaler Sigurd som Jarl i Vester-Gautland og boende i Skara. Thi vi have allerede seet, at Jarlen Ragnvald Ulfssøn, Sigrid Storraades Broder, var Vestergautlands Jarl paa Olaf Tryggvessøns Tid, og vi finde ham atter som saadan i den første Tid af Olaf den helliges Regjering; vi erfare desuden udtrykkeligt af Olaf den helliges Saga, Cap. 170, at Ragnvald boede i Skara. Det skulde saaledes synes som om Ragnvald den hele Tid havde været Jarl i Skara, og som om Gunnlaugs Saga følgelig havde fejlet ved at nævne Sigurd. Og dog har denne Saga vistnok Ret. At Ragnvald var traadt i en saa nær Forbindelse med Olaf Tryggvessøn, at han egtede hans Syster og lod sig døbe, maa ganske vist have været anseet af Sigrid Storraade som et Forræderi, og trods at Ragnvald var hendes Broder, har hun vist faaet sin Søn Olaf til at fordrive ham og indsætte Sigurd i hans Sted. At Sigurds Navn ikke ved en simpel Uagtsomhed er kommet ind i Stedet for Ragnvalds, sees deraf at Erik og han indbyrdes sendte hinanden Gaver: en saadan Forbindelse kunde aldrig finde Sted mellem ham og Ragnvald, Olaf Tryggvessøns Svoger. Men efter Sigrid Storraades, maaske ogsaa Sigurds Død (han siges udtrykkeligt at have været en gammel Mand) maa Ragnvald, efter flere Aars Fraværelse være kommen tilbage: hvor han for øvrigt i den Tid har opholdt sig, vides ikke. Maaske i Rusland, hvorhen han siden tyede.
  39. ↑ Med Hensyn til den her fulgte Tidsbestemmelse maa det merkes, at Gunnlaugs og Rafns Saga fejler, ved her at nævne Knut i Stedet for Sven Tjugeskegg, af den Grund, der i det følgende nærmere vil blive omhandlet, at de ældste islandske Chronologer, sandsynligviis allerede Are frode, ved en fejlagtig Beregning henførte Sven Tjugeskeggs Død til 1008 i Stedet for at det rette Aar er 1014. Oprindeligt har Sagaen vistnok kun nævnt Danekongen, og da dens Tidsangivelser for øvrigt ere aldeles rigtige, kan man maaske fra hiin Tilføjelse af Knuts Navn slutte, at Sagafortælleren selv her har tænkt paa Aaret 1008. Dette passer med de Efterretninger, vi ellers sinde i de paalidelige og samtidige engelske Annaler. Sven havde senest i 1007 sluttet Fred med Ædhelred, men i 1009 kom en ny Skare af Daner under Heming o. fl.; før disses Ankomst, men efter 1007, maa altsaa Gunnlaug have forladt England. Da Sven neppe kunde ventes samme Aar, hvori han havde sluttet Freden, men i det allertidligste Aaret efter, bliver altsaa just 1008 den Sommer, hvori Ædhelred kunde vente hans Komme. De tre Vintre, som da vare udløbne, vare følgelig 1005–1006, 1006–1007 og 1007–1008. Det var altsaa i 1005, at Gunnlaug forlod Island. Dette passer godt med, hvad Gunnlaugs og Rafns Saga melder, at Gunnlaug da var 18 Aar gammel, og (Cap. 5) at Christendommens Indførelse paa Island (1000) indtraf mellem Gunnlaugs 12te og 18de Aar. Gunnlaug maa saaledes være fød 987 eller 986. Det heder vistnok ogsaa i Cap. 5, allerede førend Christendommens Indførelse omtales, at Skafte da var Lovsigemand; men dette findes egentlig kun i en foreløbig Udsigt over Slægtskabsforholdene, og er nærmest at henføre til den Tid, i hvilken Sagaens Hovedbegivenheder foregik, nemlig fra 1005 til 1012.
  40. ↑ Vi ville nedenfor se, hvorledes Erik før sin sidste Rejse fra Norge fik al Holmgang afskaffet i sin Deel af Riget. Denne Tanke har saaledes allerede beskjæftiget ham, da Gunnlaug og Rafn kom til Landet, og det synes derfor ikke, som om det alene var Venskab for Gunnlaug, der her bragte ham til at udstede noget særegent Forbud. Efterretningen om Holmgangs Afskaffelse paa Island har maaske vakt Lysten hos ham til at følge dette gode Exempel.
  41. ↑ Gunnlaugs og Rafns Saga.
  42. ↑ Se Laxdøla Saga, Cap. 49. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 233.
  43. ↑ Hér liggr halr Kjartan Olafssunr, se Eggert Olafsens og Bjarne Povelsens Rejse gjennem Island, 1ste Deel S. 255; Antiqvar. Annaler IV B. 2det H. S. 343, 344.
  44. ↑ Laxdøla Saga, Cap. 50–78. Ved Tidsregningen her frembyde sig atter store Vanskeligheder. Laxdøla Saga, Cap. 46–50, lader Kjartans Drab ske om Paasken, anden Vaar efter hans Ankomst, altsaa 1002, lader Forliget finde Sted Sommeren efter, og lægger tillige Usvifer i Munden, at Audun Festargarm, der havde ladet sig forlyde med at Kjartans Drabsmænd heller ikke vilde finde Fred i Norge, endnu samme Sommer vilde komme i Troldhaand, hvilket og, tilføjes det, gik i Opfyldelse, da Audun samme Sommer forliste og druknede ved Færøerne. Dette Sammentræf synes at maatte have sin Rigtighed. Men da nu Gunnlaugs Saga (Cap. 5, 6) netop fortæller at denne ved sin første Udfart (1005) sejlede med Audun, kan Auduns Død ej sættes tidligere end 1006, i hvilket Aar altsaa ogsaa Kjartan skulde være dræbt. Nu er det vistnok ikke saa nødvendigt at hiint Forlig just fandt Sted samme Aar, Kjartan dræbtes. Men da derhos Landn. til. Is) ikke som Laxdøla Saga tillægger Kjartan kun een Søn, Aasgeir, fød Vinteren før hans Drab, men derimod to, maa man dog nødvendigviis sætte hans Drab senere end Laxdøla, altsaa allertidligst 1003 eller 1004. Tre Aar efter Kjartans Drab døde Olaf (Laxdøla Cap. 52); Aaret efter (Cap. 53–55) blev Bolle dræbt, og endnu et Aar derefter (Cap, 56) flyttede Gudrun til Helgafell. Eyrbyggja Saga (Cap. 56) siger at Snorre boede paa Helgafell 8 Vintre efter Christendommens Indførelse; var altsaa den første Vinter 1000–1001, bliver den 8de 1007–1008. Dette gives for Bolles Drab Aaret 1007, for Olafs –Død 1006, og for Kjartans 1003. Bolle skal være bleven hevnet, da hans strax efter hans Død fødde Søn var 12 Aar gammel, altsaa 1019, hvilket dog strider mod meget andet af hvad Sagaen selv anfører. Man maa i det hele taget erkjende, at Tidsregningen i den senere Deel af Laxdøla Saga er saa forvirret, at det neppe er muligt at bringe Rede i den.
  45. ↑ Se Laxdøla Saga, Cap. 30.
  46. ↑ Se Heidarviga-Saga. Tiden, naar disse Begivenheder foregik, angives forskjelligt. Grettes Saga (Cap. 33), der omtaler Heidarvigene i Række med de øvrige Begivenheder, henfører dem, som det synes, til 3die eller 4de Aar efter Erik Jarls Rejse fra Norge, altsaa 1018 eller 1019. Angivelserne ere imidlertid ikke ganske tydelige. Annalerne angive 1013, men de henføre ogsaa Eriks Rejse til 1012. Heidarviga Saga selv giver ingen sikker Oplysning.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/46&oldid=72322»