Det norske Folks Historie/2/46

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ogſaa til Island ſtrakte ſig den Reaktion i hedenſk Aand, ſom man paa denne Tid, ſtrax efter Chriſtendommens Indførelſe, ſporede over hele Norden. De førſte Tiaar af det 11te Aarhundrede danner et af de uroligſte og meeſt bevægede Tidsrum i Islands Hiſtorie. Det ſpores udtrykkeligt, hvorledes de oldhedenſke Elementer der endnu ſtrede med de nychriſtelige, og hvorledes de førſte maatte udraſe, og den ældre hedenſke Generation uddø, førend den nye Tingenes Orden for Alvor kunde ſiges at begynde. Men ſaa meget udrettede dog al denne Uro, at man under den lettere blev Opmerkſom paa Lovgivningens Mangelagtigheder, og at velſindede Mænd ſaaledes fik Anledning til at bringe Forbedringer iſtand, ſom ellers maaſke enten ſlet ikke eller kun ſeent vilde have været tilvejebragte.

Blandt de Begivenheder paa Island, ſom iſær udøvede Indflydelſe paa Udviklingen af det offentlige Liv, og ſom meeſt charakteriſere Retstilſtanden og Samfundsforholdene paa Øen, maa man fornemmelig omtale de langvarige Uroligheder, ſom herſkede i den ſydlige Deel af Landet mellem den ædle Njaals Familie og andre Høvdinger, og ſom havde deres Rod i den Tvedragt, den ondſkabsfulde Hallgerd Høſkuldsdatter havde ſøgt at ſtifte mellem ſin Mand Gunnar Haamundsſøn og Njaals Sønner. Det lykkedes hende viſtnok ikke at gjøre Ende paa det Venſkab, der herſkede mellem Gunnar ſelv og Njaals hele Familie, men vi have dog ſeet, hvorledes det allerede i Gunnars Levetid var kommet til aabenbart Fiendſkab mellem Njaalsſønnerne og Gunnars Frænder, ligeſom ogſaa Gunnars Død tildeels var en Følge af andre Fejder, hvori hendes Ondſkab havde indviklet ham. Det er ovenfor viiſt, hvorledes to af Njaals Sønner, Helge og Grim, under deres Ophold i Norge kom til at lide megen Overlaſt af Haakon Jarl, der beſkyldte dem for at have været Medvidere med Thraain Sigfusſøn i at ſkjule Rømningsmanden Rapp og unddrage ham hans fortjente Straf[1]. Jarlen havde for ſaa vidt haft Ret i denne Beſkyldning ſom Helge og Grim godt vidſte, at Thraain havde modtaget ham, men vare ædelmodige nok til ej at ville røbe det, uagtet Thraain allerede da var at betragte ſom deres Fiende. Efter deres Hjemkomſt til Island (990) gjorde de derimod Fordring paa Erſtatning for den Mishandling, ſom de for Thraains Skyld havde maattet lide. En ſaadan Fordring var aldeles ſtemmende med de Tiders Tænkemaade, og det vilde maaſke endog have været regnet ſom en Skam for Njaalsſønnerne, om de ej havde fremſat den. De bade førſt Thraains Broder, Ketil, der førend Fiendſkabet mellem begge Familier endnu var opſtaaet havde egtet deres Syſter, at tale til Thraain derom. Da dette ikke hjalp, ſendte de deres nye Svoger Kaare Salmundsſøn hen til ham i ſamme Ærende, men forgjæves Endelig begave alle Njaals fire Sønner tilligemed Kaare ſig hen til Thraains Gaard Grjotaa, for at fremſætte Fordringen med ſtørre Eftertryk; men Hallgerd, der tilligemed ſin yngſte Søn opholdt ſig hos ſin Svigerſøn Thraain, hilſede dem med de ſamme Smædeord, hvormed hun tidligere havde gjort ſig lyſtig over dem; den ondſkabsfulde Rapp, der ſiden Flugten fra Norge var forbleven hos Thraain, lagde ogſaa ſine Ukvemsord med i Laget, og Thraain ſelv ſvarede overmodigt, at han ej vidſte, at Njaals Sønner vurderede ſin Ædelmodighed i Penge. Ved Hjemkomſten fortalte de ſin Fader, hvorledes det var gaaet dem. Han ſpurgte om de havde ſkudt nogen til Vidne „Nej“, ſvarede Skarphedin, „denne Sag ville vi kun afgjøre paa Vaabenthing“. — „Neppe vil nogen nu tro at I tør løfte Vaaben“, ſagde hans Moder Bergthora. „Du behøver ej at egge dine Sønner“, ſagde Kaare, „thi de ere fremfuſe nok alligevel“. Njaal og hans Sønner tilligemed Kaare talte nu længe i Stilhed med hinanden. Det Forefaldne rygtedes imidlertid, og alle ſkjønnede at Sagen ej kunde blive ſtaaende derved. Thraain havde vel ikke ſelv deeltaget i Ukvemsordene, men han maatte dog bære Anſvaret for hvad der var talt af hans Huusfolk og i hans Paahør. For øvrigt var han vel belavet mod alle Overfald, thi han havde ſtedſe 15 vaabenføre Mænd hjemme paa Gaarden, og naar han red ud, var han altid fuldt bevæbnet og havde aldrig ringere Følge med ſig end ſyv Mænd[2].

Noget efter blev Thraain indbuden til et Beſøg hos ſin Ven og Frænde, den forhen omtalte Gode Runolf Ulfsſøn paa Dal. Som ſædvanligt rejſte han ſelv 8de. Njaals Sønner, ſom fik Nys herom, da han var paa Hjemvejen beſluttede at lægge ſig i Baghold for ham og overfalde ham ved Overgangen over det iislagte Markarfljot. De vare paa Færde tidligt om Morgenen. Njaal hørte Skarphedins Oxe Rimmugyge røre ved Tiljerne, ſkyndte ſig op og ſaa alle ſine Sønner tilligemed Kaare fuldt bevæbnede og i Begreb med at forlade Gaarden. Paa hans Spørgsmaal, hvor de agtede ſig hen, ſvarede Skarphedin: „at lede efter Sauder“. „Saa ſagde I før engang“, ſvarede Njaal, „men da vejdede I Mænd“. „Hør hvad Gubben ſiger“, ſagde Skarphedin leende, „han er ikke uden Mistanke“. Njaal gjorde imidlertid intet Forſøg paa at holde dem tilbage, de ilede op til Markarfljot, og lagde ſig i Baghold paa et Sted, hvor de kunde bolde Øje med alle dem, der kom øſtenfra. Snart ſaa de Thraain og hans Følge. Men Thraain opdagede ogſaa dem, og gik derfor ikke lige over Strømmen, men et Stykke nedad langs den modſatte Bred Uden at ænſe Thraains Overmagt ilede Skarphedin og hans Følge ned imod ham. Strømmen løb aaben i Midten, men var tilfrosſen noget længere nede. Didhen ſtyrede de for at komme over. Skarphedin blev noget tilbage. „Hvorfor nøler du“, ſpurgte Grim. „Jeg binder min Sko“, ſagde Skarphedin, hvis Skotvinge var ſprungen. „Lad os kun ile videre“, ſagde Kaare, „han kommer nok lige ſaa ſnart ſom vi“. Da Skarphedin var færdig, gav han ſig ikke Tid til at tage Omvejen over Iisbroen, men gjorde med løftet Øx et forfærdeligt Hop over den tolv (efter vort nuværende Maal omtrent ni) Alen brede Rende, fortſatte i fuld Fart ſit Løb paa den ſpejlglatte Iisflade, hvor Thraains Følge ſtod, og gav Thraain, juſt ſom han vilde ſætte ſin Hjelm paa, et ſaadant Hug i Hovedet, at det kløvedes lige ned til Jæxlerne, der faldt paa Iſen. Det hele ſkede ſaa hurtigt, at man ej fik Hug paa ham, og uden at han ſtandſede i ſit Løb førend han kom til Enden af Iisfladen, hvor Kaare og de øvrige mødte ham. „Nu er Raden til eder“, ſagde Skarphedin, og de fældte Rapp tilligemed endnu een af Fienderne. Skarphedin greb to af dem, men ſkjenkede dem og de øvrige Livet. Dette Drab vilde naturligviis ſtrax have ledet til en langvarig og blodig Fejde, hvis ikke Ketil, Thraains Broder og Njaalsſønnernes Svoger, havde faaet et Forlig iſtand. Njaal betalte Boder, Forliget blev beſvoret, og Sikkerhed tilſagt paa begge Sider. Og for endnu mere at befæſte den gode Forſtaaelſe mellem begge Partier, tog Njaal Thraains unge Søn Høſkuld til Opfoſtring, og behandlede ham med ſamme Kjærlighed ſom en Søn, ligeſom ogſaa Njaals egne Sønner toge ſig ivrigt af ham og viſte ham den ſtørſte Venlighed Saaledes henſtode Sagerne en Tidlang, og den blodige Familieſejde troedes ganſke bilagt[3].

Imidlertid blev Chriſtendommen indført. Thorgeir Ljosvetningagode døde (1001), og eſterfulgtes ſom Lovſigemand af Grim Svertingsſøn paa Mosfell, Egil Skallagrimsſøns eller rettere hans afdøde Broder Thorolfs Svigerſøn[4]. Men Grim havde kun paa to Thing beklædt hiin Værdighed, da han blev ſaa hæs, at han maatte fraſige ſig den[5]; med Thingets Tilladelſe overdrog han den til ſin Syſterſøn Skafte Thoroddsſøn fra Ølvus, der med ſtor Anſeelſe beklædte den i 27 Aar (1003—1030), og viſtnok er at betragte ſom Øens berømteſte og dygtigſte Lovſigemand[6]. Det var ham, hvem den Opgave paalaa, at gjennemføre Chriſtendommens Aand i Lovgivning, Skikke og Sæder, og da der juſt paa denne Tid herſkede ſtørre Voldſomhed og Tilbøjelighed til Selvraadighed, end forhen, blev ogſaa denne Opgave ſaa meget vanſkeligere. Men han udførte den, ſom det ſynes, med langt ſtørre Kraft og Duelighed, end man under de Omſtændigheder ſkulde have ventet. I hans Dage, ſiger derfor ogſaa Are, bleve mange Høvdinger og mægtige Mænd lovfældte eller landflygtige formedelſt Drab og Slagsmaal ved hans kraftige Forfølgelſe og Iver for at overholde Orden i Landet[7]. Og flere vigtige Indretninger og Retsforandringer ſkrive ſig fra hans Embedstid.

De vigtigſte af disſe Indretninger ſkede efter Forſlag fra Njaal, og, ſom det efter Fortællingen ſkulde ſynes, nærmeſt for at hjelpe Høſkuld Thraainsſøn til Magt og Anſeelſe. Han var nu voxet op til at blive en ſmuk og haabefuld Yngling, og Njaal vilde gjerne ſkaffe ham et godt Giftermaal. Hans Valg faldt paa den ſmukke, men overmodige Hildegunn, Broderdatter af den allerede oftere omtalte mægtige Høvding Floſe Thordsſøn paa Svinafell[8]. Da Njaal i hans Navn anholdt hos Floſe om hendes Haand, henviſte Floſe ham til hende ſelv: hun ſvarede, at hun ikke egentlig havde noget imod at egte Høſkuld, men at hun fordrede ſom en ufravigelig Betingelſe, at den, hun egtede, ſkulde være Godordsmand. Njaal udbad ſig nu tre Aars Friſt, inden hvis Udløb hun ej ſkulde række nogen anden ſin Haand. Dette indrømmede hun. Njaal forſøgte nu at tilkjøbe Høſkuld et Godord, men ingen, der havde noget, vilde afhænde det. Althingstiden kom (1003). Der var mange vigtige Retstrætter, og ſom ſædvanligt kom mange til Njaal og ſpurgte ham til Raads. Men Njaals Raad viſte ſig denne Gang ikke heldige. Saavel Søgsmaal, ſom Forſvar mislykkedes; Sagerne kunde ej bringes til Ende, og der blev ſtor Forvirring. Næſte Aar ſamledes Thinget igjen, men da Søgsmaalene ſkulde lyſes, ſagde Mange at det ikke engang kunde nytte, og at man heller maatte ſkaffe ſig Net med Odd og Egg. „Det maa ej ſke, ſagde Njaal“; det gaar ikke an at undvære Lov i Landet; men det er vor Pligt, der kjende Lovene og ſkulde ſtyre dem, at forlige Folk og ſtyrke Freden. Lad os derfor kalde alle Høvdingerne ſammen og raadſlaa om hvad der er at gjøre“. De gik da til Lagretten. Njaal ſagde: „til dig, Skafte Thoroddsſøn, og de øvrige Høvdinger henvender jeg mig, idet jeg fremſætter den Mening at det ſer ilde ud med Rettergangen hvis vi fremdeles alene ſkulle ſøge vore Sager for Fjerdingsdommene, hvor de ofte blive ſaa indviklede at de ingen Fremgang eller Ende kunne faa. Langt raadeligere tykkes det mig om vi oprettede en Femterdom[9], for hvilken vi kunde indſtevne de Sager, der ej kunne ſluttes ved Fjerdingsdommene“. — „Hvorledes tænker du dig den Femterdom indrettet“, ſpurgte Skafte, „ſiden Fjerdingsdommene opnævnes efter de gamle Godord[10], tre Tylfter i hver Fjerding?“ „Dertil ſer jeg nok Raad“, ſagde Njaal, „Mænd, ſom dertil ere bedſt ſkikkede i hver Fjerding, ſkulle oprette nye Godord, og enhver, ſom ønſker det, ſkal give ſig under de nye Godordsmænd ſom deres Thingmænd“. Han meente nemlig, og fremſatte ſom ſit Forſlag, at der til denne Ret ſkulde udnævnes een Mand for hver af de gamle Godord, altſaa 9 af hver Fjerding, tilſammen 36 eller tre Tylfter, hvortil endnu kom en Tylft for hver af de tolv nye Godord, ſom nu ſkulde optages. Af disſe fire Tylfter ſkulde Sagſøgeren under Ed kunne forſkyde 6, og Modparten ligeledes 6, ſaa at alene tre Tylfter kom til at dømme; vilde den Sagſøgte ej bruge denne Ret, var det Sagſøgerens Pligt at forſkyde de øvrige 6, thi alene 3 Tylfter ſkulde dømme; den fraſkilte Tylft ſkulde derimod anvendes til at udvikle og foredrage Sagen. Njaal nævnte fremdeles, hvilke Sager der nærmeſt ſkulde være Gjenſtand for Femterdommens Behandling, ſom de vanſkeligſte, nemlig al Rettens Fornegtelſe, falſke Vidnesbyrd og Kvider[11], alle Vefangsſager, eller ſaadanne, hvori Dommerne i Fjerdingsdommene ej kunde blive enige, m. m. Ederne ſkulde her ſkærpes, ſaa at to Mænd foruden de, der aflagde dem, ſkulde ved ſin Thegnſkab og Ære bevidne deres Sandhed. Ved ſamme Lejlighed foreſlog Njaal ogſaa nærmere Beſtemmelſer om Lagrettens Organiſation. Alt dette blev bifaldt af Skafte og vedtaget af Lagretten. Saaledes ſkulde da 12 nye Godord optages, ſandſynligviis tre i hver Fjerding Herom raadſlog man ſtrax paa Lagberget, og Njaal udbad ſig Tilladelſe til at optage et for Høſkuld paa Hvitanes, paa Sønderlandet Det tilſtodes ham: Høſkuld blev Gode — han kaldtes ſiden ofteſt Hvitanesgode, — egtede Hildegunn og levede paa Vorſabø, hvor Njaal havde kjøbt ham Land, i det fortroligſte Venſkab med Njaal og hans Sønner[12].

Denne Indretning maa have virket betydeligt til Ordenens og Rolighedens Overholdelſe Blandt dem, til hvis Bedſte Ideen derom nærmeſt var opſtaaet, bevirkede den i Førſtningen dog kun Splid og Ulykke. Det kunde neppe undgaaes, at flere af de nye Godordsmænd betragtedes med Uvilje og Misundelſe af de ældre, og af andre, hvis Magt ved deres Ophøjelſe var bleven forringet. Blandt disſe var den forhen omtalte underfundige og ondſkabsfulde Mørd Valgardsſøn paa Hof, hvis Godord var meget forringet ved det nye, der var blevet Høſkuld til Deel. Hans Fader, Valgard den graa, ſom længe havde været udenlands og endnu var hedenſk, blev ved ſin Hjemkomſt heel forundret over alle de Forandringer, ſom imidlertid havde fundet Sted. „Jeg har“, ſagde han engang til ſin Søn, „nu redet vidt og bredt om i Bygden, men kan næſten ikke kjende den igjen. Paa Hvitanes ſaa jeg mange Bod-Tomter og Anſtalter, men paa Thingſkaalethinget ſaa jeg hele vor Bod nedbrudt: hvad ſkal alt dette betyde?“ Mørd fortalte ham nu at nye Godord vare optagne i Anledning af Femterdommen, og at flere havde meldt ſig ud af hans Thing for at træde over i Høſkulds. „Da har du“,— ſagde Valgard, „ilde lønnet mig Godordet, jeg overlod dig, ſiden du har vanrygtet det paa ſlig umandig Viis; nu vil jeg, at du lader Ophavsmændene hertil undgjelde for det ſaaledes at det vorder dem alle til Bane, idet du nemlig ſætter Splid mellem dem, ſaa at Njaals Sønner dræbe Høſkuld; efter ham ere mange Hevnere, for hvilke igjen Njaals Sønner ville bukke under“. Mørd tvivlede paa at dette kunde lade ſig gjøre, men Faderen gav ham endnu flere Vink om, hvorledes det kunde ſke, og foreholdt ham at dette var den eneſte Maade, paa hvilken han ſelv kunde vente at faa ſit Høvdingſkab tilbage. Mørd lovede da at forſøge derpaa. Det er betegnende nok for Chriſtendommens Tilſtand paa de Tider, at Mørd under alle disſe lumſke Forhandlinger dog lod ſig det være magtpaaliggende at faa ſin Fader til at lade ſig chriſtne. „Jeg vilde gjerne, Fader“, ſagde han, „at du tog ved Troen, da du er en gammel Mand“. „Det vil jeg ikke“, ſvarede Valgard, „jeg ønſkede heller at du forkaſtede Troen og ſaa, hvorledes det da gik“. Herpaa vilde Mørd ej indlade ſig, men Valgard ſøgte, hvor han kunde komme til, at nedbryde alle Kors og forſtyrre alle hellige Tegn i Mørds Huus. Han døde kort efter, og blev højlagt paa hedenſk Viis[13].

Der havde allerede været Anledninger nok for Høſkuld og Njaals Sønner til at komme i Fejde med hinanden, men de havde paa begge Sider hæderligt modſtaaet alle Friſtelſer. Thraains Svoger Lyting havde forgjæves opegget Høſkuld til at hevne ſin Faders Død. Siden havde han ſelv, i Forening med ſine to Brødre, dræbt den yngſte af Njaals Sønner; de andre havde til Hevn dræbt hans to Brødre, men efter Njaals og Høſkulds Mellemkomſt indgaaet Forlig med ham ſelv, der dog ikke længe efter fældtes af den Dræbtes egen Søn[14]. Alt dette oprippede Mørd, og fremſtillede det i det meeſt forhadte Lys, ſnart for Njaals Sønner, ſnart for Høſkuld, medens han hyklede det inderligſte Venſkab for begge Parter, og aflagde hyppige Beſøg, deels paa Vorſabø, deels paa Bergthorshval, til Njaals ſtore Misnøje. Han bragte det endelig dertil, at der virkelig opſtod Kulde mellem dem, og det i den Grad, at ogſaa Andre merkede det. Floſe, Hildegunns Farbroder, foreſlog derfor Høſkuld, da denne var paa et Høſtgilde hos ham, at forblive der, men herfor vægrede Høſkuld ſig af Frygt for at det kunde udlægges ſom Rædſel. Mørd fortſatte ſine Bagvaſkelſer, og havde endelig den Fryd at ſe dem bære den forønſkede Frugt. Optændte til Raſeri ved hans onde Ord, og uden at ænſe deres Faders Advarſel, rede Njaals Sønner, ledſagede af Mord, til Vorſabø, traf Høſkuld, juſt ſom han gik og ſaaede Korn, og gave ham Baneſaar. Han døde med de Ord: „Gud hjelpe mig og tilgive eder!“ Ved deres Hjemkomſt hørte Njaal det Forefaldne med Forfærdelſe og dyb Sorg. „Jeg vilde gjerne kjøbe Høſkulds Liv for to af mine Sønners“, ſagde han, „thi dette vil bringe os alle Døden“[15] (1011).

Imidlertid havde Hildegunn fundet ſin Mands Lig. Hun tog den Skarlagenskappe, han havde haft over ſig — en Gave af Floſe — aftørrede Blodet med den, lagde den ſammen og lukkede den ned i en Kiſte. Mørd havde allerede været paa Grjotaa og meldt Drabet; han vogtede ſig vel for at ſige, at han ſelv havde været med, ja endog givet Høſkuld et Saar; derimod hyllede han Deeltagelſe for hans Efterladte, og paatog ſig at indlede Søgsmaalet mod Njaals Sønner. Det ſkulde behandles paa det foreſtaaende Althing, og det maatte derfor være Njaalsſønnerne magtpaaliggende at ſkaffe ſig Underſtøttelſe mod de mægtige Eftermaalsmænd. De henvendte ſig i det Ærende førſt til Aasgrim Ellidagrimsſøn[16], med hvis Datter Helge Njaalsſøn var gift og hvis Søn Thorhall havde været opdraget hos Njaal. Aasgrim tilſagde dem ſin Hjelp, men dulgte dog ikke at Sagen var ſlem og at Drabet overalt blev ilde omtalt. Floſe Thordsſøn, Hildegunns Farbroder, ſatte ſig ogſaa paa ſin Side i Bevægelſe; han henvendte ſig til ſin Svigerfader Sidu-Hall og mange andre Frænder og Venner, der alle lovede ham at indfinde ſig paa Thinget for at ſtaa ham bi. Paa ſin Thingrejſe beſøgte Floſe Runolf Gode i Dal, og hørte af ham at hans Frænde Mørd allerede havde forberedt Sagen. Da Floſe ſtudſede herved, ſagde Runolf, der juſt ellers ikke plejede at være af de godmodige eller føjelige, at han neppe troede at der kom noget godt ud af hvad Mord befattede ſig med, og gav Floſe det Raad heller at modtage Forlig og Bøder, hvis Njaal, ſom man kunde vente, tilbød hvad der var godt og anſtændigt. Floſe lovede det halv om halv. Men hvad fredelige Forſætter han maaſke end nærede, ſaa bragtes de dog til at vakle, da han kom til Vorſabø og beſøgte den ſørgende Enke. Hun havde ladet Huſet feſtligt ſmykke og et Højſæde berede til hans Ankomſt. Floſe ſagde: „hverken er jeg Konge eller Jarl, og man behøver ej at berede mig et Højſæde for at ſpotte mig“. Hildegunn ſvarede, at det var gjort i den bedſte Mening. Floſe ytrede at dette nok ſiden vilde viſe ſig. De ſamtalede en Stund ganſke ſagte, hvorpaa hun gik ud, og Floſe ſatte ſig til Dagverdbordet med ſine Mænd. Da kom hun atter ind, gik hen til Floſe, ſtrøg Haaret fra Øjnene og græd. Han ſøgte at trøſte hende og ſagde at man enten ſkulde forfølge Sagen til lovlig Dom, eller bilægge den ved ſømmeligt Forlig. Men hun vilde ikke høre om andet end Hevn. Taus gik hun hen til Kiſten, hvor Høſkulds blodige Kappe laa forvaret, tog den frem og kaſtede den over Floſe ſaa at det ſtivnede Blod knagede om ham, med de Ord: „denne Kappe gav du engang Høſkuld; nu vil jeg give dig den tilbage; i den blev han dræbt, og nu tager jeg Gud og alle gode Mænd til Vidne paa, at jeg beſværger dig, ſaa ſandt du tror paa Chriſti Styrke og ſelv vil gjelde for en Mand, at hevne alle de Saar, der fandtes paa hans Lig, i modſat Fald ſkal du hede hver Mands Niding“. Floſe kaſtede Kappen tilbage til hende; „du er“, ſagde han, „en forfærdelig Kvinde, ſom vil opegge os til hvad der er værſt for os alle: Kvinderaad ere ſtedſe farlige“. Hendes Ord havde angrebet ham ſaa at han ſnart var rød ſom Blod, ſnart dødbleg i ſit Anſigt. Han ilede derfra, for at oppebie Sigfusſønnerne og andre af ſine Venner. Ketil Sigfusſøn talte endnu om Forlig, men andre vilde intet høre, uden Fredløshed og Drab. Floſe ytrede Betænkeligheder, men heldede dog nu umiskjendelig meeſt til deres Side. Nu ſluttede ogſaa Mord ſig til Flokken, og Floſe ſøgte ſtrax at ſikre ſig hans Troſkab ved at foreſlaa et Giftermaal mellem hans Datter og en af ſine Broderſønner. Dette optog Mørd vel, og fra dette Øjeblik maa man formode, at Floſes Beſlutning var tagen. Floſe og han rede ſammen til Things, og havde hver Dag hemmelige Overlægninger med hinanden[17].

Njaal drog ogſaa til Things med ſine Sønner og flere paalidelige Frænder, der havde ſluttet ſig til deres Flok. Paa Vejen traf de Hjalte Skeggesſøn, der ligeledes lovede dem Biſtand, og fulgte dem til Aasgrim Ellidagrimsſøn, ſom allerede havde givet dem ſit Tilſagn. Aasgrim og hans Søn Thorhall fulgte dem heel mandſterke paa Thinget, hvor de fleſte Høvdinger nu vare ankomne, blandt dem Floſes Venner Runolf Gode og Sidu-Hall, den ſidſte med et ſtort Følge, men forreſten med den Henſigt at bringe Fred og Forlig tilveje. Aasgrim Ellidagrimsſøn tilbød ſig en Dag at gaa om med Njaals Sønner til Høvdingerne paa Thinget, for at bede dem om Biſtand. De fulgte ham, førſt til hans Morbroder Gisſur hvite, ſom ſtrax gav dem det meeſt uforbeholdne Tilſagn om Hjelp. Ikke ſaa godt gik det hos den forſigtige Lovſigemand Skafte, der gjorde Vanſkeligheder, og derhos kom til at fornærme Skarphedin, der gjengjeldte ham det i rigeligt Maal. Snorre Gode lovede juſt ej at ſtaa dem bi, men gav dog den beſtemte Forſikring at han heller ikke ſkulde tage ſig af deres Fiender. Hos de øvrige Høvdinger, til hvilke de henvendte ſig, blandt dem ogſaa Gudmund den mægtige, ſtrandede Forſøget, ſom hos Skafte, paa Skarphedins Heftighed og hvasſe Tunge. Den bedſte Hjelp havde de imidlertid i Thorhall Aasgrimsſøns Lovkyndighed, ſom han havde lært hos Njaal. Mørd havde anlagt Sagen, men paa Thinget overladt Sigfusſønnerne dens Fortſættelſe. De Sagſøgte vidſte, at Mørd ſelv havde været med at give Høſkuld Baneſaar: et af ham i denne Sag anlagt Søgsmaal var følgelig ugyldigt, og vilde have Afviisning til Følge. De vilde derfor ſtrax fremſætte Indſigelſen, men Thorhall raadede dem til at lade alt gaa ſin Gang og ikke fremkomme med nogen Indſigelſe førend i den alleryderſte Tid, naar Dommen ſkulde afſiges, thi ellers vilde Modpartiet kunne faa Tid til at ſende Iilbud hjem og tilſtevne et nyt Søgsmaal. Det ſkede ſom Thorhall ønſkede. Juſt ſom Dommerne ſkulde træde ſammen, fremſtod Thorhall og erklærede Søgsmaalet ugyldigt, fordi det var paabegyndt af en, der ſelv var Deeltager i Drabet. Herimod var der intet at indvende. Blodhevn var nu det eneſte, der ſtod tilbage for Sagſøgeren. Men medens Floſe og hans Venner ſtode raadvilde, traadte Njaal frem og udbad ſig at de vilde høre ham. „Søgsmaalet“, ſagde han, „er forſpildt, og det er heller ikke mere end tilbørligt, da det er oprundet af en ond Rod; men for øvrigt vil jeg ſige Eder, at jeg holdt mere af Høſkuld end af mine egne Sønner; og at mine Øjnes ſødeſte Lys ſlukkedes, da jeg hørte hans Drab. Min Bøn til eder, Sidu-Hall, Runolf, Hjalte og øvrige Høvdinger er, at man vil tillade mig at indgaa Forlig paa mine Sønners Vegne. Gisſur hvite og flere bade Floſe indſtændigt at modtage dette Tilbud. Han vilde intet beſtemt Løfte give. Da beſvor hans Svigerfader, den fredelſkende Sidu-Hall ham, heller at lade det komme til Forlig end til Blodsudgydelſe, og for hans Bønner gav Floſe efter, ſaa vel ſom for Njaals Skyld, thi for ham nærede alle den ſtørſte Ærbødighed. Det blev nu beſtemt at 12 Mænd, af hvilke hvert Parti udnævnte 6, ſkulde afgjøre Sagen ved Voldgift. Blandt dem, Floſe udnævnte, var Hall og Runolf. Njaal udnævnte Aasgrim Ellidagrimsſøn, Gisſur hvite, Hjalte, Gudmund den mægtige, hans Broder Einar, og Snorre Gode. Snorre fik Ordet. Han fandt, at det kun vilde lede til nye Ubehageligheder, om man dømte nogen til Hereds- eller Landsforviisning, men foreſlog heller at man ſkulde beſtemme den ſtørſte Bod, der nogenſinde der paa Landet havde været givet for Manddrab, nemlig trende Mandsgjeld eller ſex Hundreder i Sølv[18]. De øvrige erklærede ſig enige heri. Snorre tilføjede den Betingelſe, at Boden ſkulde udredes ſtrax paa Thinget. Gisſur indvendte at de neppe havde ſaa mange Penge hos ſig. Men Gudmund ſagde: „jeg ſkjønner nok Snorres Mening: han vil at alle vi Voldgiftsmænd ſkulle give ſaa ſtore Bidrag til Summen ſom vi finde anſtændigt, da ville mange følge vort Exempel“. Hall takkede ham for disſe Ord og ſagde at han gjerne vilde bidrage ſaa meget ſom den, der ellers gav meeſt. De afgjorde nu dette mellem ſig og overdrog det til Hall at fremſige Opgjøret. Han traadte frem paa Lagberget og forkyndte, at den Forligsſum, de eenſtemmigt havde antaget, var ſex Hundreder, der ſtrax ſkulde udredes paa Thinget, men han tilføjede ogſaa, at han og de øvrige Voldgiftsmænd vare blevne enige om at bidrage det halve; han opfordrede nu den øvrige forſamlede Mængde til ogſaa at bidrage noget for Guds Skyld, for at hindre al Blodsudgydelſe. Njaal takkede Voldgiftsmændene for Afgjørelſen; Skarphedin taug, men ſmilede. Medens nu Njaal og hans Sønner gik til deres Bod for at hente de Penge, de havde, indſamledes der Bidrag blandt Mængden, og der kom ſaa meget ind, at uagtet Njaal, Kaare og hans Sønner ej kunde ſkaffe mere end to Hundreder, manglede der dog ikke en eneſte Penning i den beſtemte Sum. Den nedlagdes i Lagretten. Njaal lagde endnu en Silkekaabe og et Par Stadsſtøvler[19] ovenpaa Pengedyngen. Det ſtod nu kun tilbage at begge Parter tilſagde hinanden Forlig og Trygd. Hall hentede derfor Floſe og Njaal ſine Sønner. Han bad dem paa Vejen til Lagretten, at de endelig ej vilde forſpilde dette Forlig: Skarphedin ſvarede intet, ſtrøg ſig om Spanden og ſmilede[20]. Hall opfordrede Floſe til at tage Pengene i Øjeſyn, og efterſe om Summen var rigtig. Det ſkede, og Floſe fandt Summen rigtig i alle Maader. „Men“, ſagde han, idet han tog Kaaben og ſvingede den leende, „hvo har givet denne?“ Ingen ſvarede. „Tør da ingen af Eder“, ſagde han til Njaals Sønner, „ſige, hvo der har ejet denne Stads?“ „Hvem tror du da har givet den“, ſpurgte Skarphedin. „Vil du vide det, ſkal jeg nok ſige dig det“, ſagde Floſe, „det er din Fader, den gamle ſkjegløſe“. „Det er ſkjendigt talt mod en gammel Hædersmand“, ſagde Skarphedin, rykkede Kaaben til ſig, og kaſtede et Par blaa Buxer til Floſe; dem, ſagde han, kunde han mere trænge til, da der gik Ord af, at han hver niende Nat blev til en Kvinde, Svinafells-Gudens Elſkerinde. En ſaadan Beſkyldning var den meeſt fornærmelige, man i hine Tider kunde fremføre mod en Mand[21]. Floſe ſtødte Pengene bort, og ſagde at han ikke vilde røre en eneſte Skilling deraf, men at Høſkuld enten ſkulde ligge ugild eller vorde hevnet. Dermed gik han bort, ledſaget af alle Sigfusſønnerne. Njaal dulgte ej ſine bange Anelſer om Følgerne heraf, ſkjønt Skarphedin ſøgte at trøſte ſig dermed, at de ikke længer kunde ſagſøges. „Deſto farligere for os“, ſagde Njaal, „bliver deres Beſlutning“. Nogle af Bidragsyderne talte om at de nu burde tage deres Penge tilbage. Men Gudmund ſagde: „Den Skam vil jeg aldrig have, at tage tilbage hvad jeg engang har givet“. Man bifaldt hans Ord: og det beſluttedes nu efter Snorre Godes Forſlag at Pengene ſkulde forvares hos Gisſur og Hjalte til næſte Althing, hvor man, ſom han forudſaa, nok vilde faa Brug for dem.

Floſe ſammenkaldte nu alle ſine Venner, og holdt Raad med dem om hvad der var at gjøre. Eenſtemmigt beſluttedes det, at man ej ſkulde hvile førend alle Njaalsſønnerne vare dræbte. Floſe lod dem aflægge Ed paa, at ingen af dem ſkulde trække ſig tilbage, førend Hevnen var udført, under Tab af Liv og Gods. Han opfordrede dem til at vælge en Høvding, der ſkulde lede det Hele, og Valget faldt paa ham ſelv. Han beſtemte, hvorledes de ſkulde forholde ſig. Den tilbageværende Deel af Sommeren ſkulde enhver ſidde hjemme og tilſe ſin Gaard, men 6 Uger før Vinterdag ſkulde han ſelv ride hjemmefra, og de øvrige paa Vejen ſlutte ſig til ham; de ſkulde derpaa tilſammen ride til Bergthorshval og angribe Gaarden med Ild og Sverd. Men Aftalen maatte holdes hemmelig, ellers kunde det koſte deres Liv. Til Hall vilde han intet nævne herom, da han vidſte at denne havde meget imod alſlags Voldshandlinger. Derpaa red enhver til ſit. Njaal og hans Sønner rede ligeledes hjem, og Kaare forblev hos ham, for at dele Skjæbne med dem. Thi de vidſte, at et Uvejr trak ſammen over dem, og bange Anelſer fyldte deres Sind[22].

Da den beſtemte Tid nærmede ſig, gjorde Floſe ſig rede, og kaldte til ſig alle dem, der ſkulde følge ham; hver medbragte to Heſte og gode Vaaben. Søndagen den 2den September 1110 drog han hjemmefra[23], efterat han førſt havde ladet bolde Mesſe, og ſpiiſt Dagverd. Paa Kirkebø hørtes ligeledes Mesſe. De toge Vejen nordenfor Eyjafjeldsjøklen, rejſte baade Dag og Nat, og kom om Mandagen ved Middagstid til Trehyrningsfjeldet ovenfor Markarfljot, hvor de øvrige Sammenſvorne indfandt ſig. De ſtevnede derfra alle i een Flok, omtrent hundrede Mand ſterke, ned til Bergthorshval, hvor de kom før Nattetid, men bandt ſin Heſt i et nærliggende Dalføre og ſkjulte ſig der, indtil det led længer ud paa Aftenen. Helge og Grim, Njaals Sønner, havde rejſt bort til en Gaard, hvor deres Børn opfoſtredes, og agtede at blive der om Natten, men da nogle omvandrende Koner fortalte at de havde ſeet Sigfusſønnerne og flere med dem ride fuldt bevæbnede henimod Trehyrningen, forſtode de ſtrax at Floſe var kommen øſtenfra, og ſkyndte ſig hjem, hvor de indtraf endnu førend Natverden var til Ende. Ogſaa Huusfruen Bergthora maa have faaet Nys om den truende Fare, da hun bad ſine Tjeneſtefolk vælge hvad Mad de ſelv ønſkede, ſiden det nok var den ſidſte Aften, hun gav dem Mad. Njaal ſagde at man ej ſkulde gaa til Sængs, men tage ſig vel i vare. Han ſelv, hans Sønner, Kaare og alle Mænd paa Gaarden ſtillede ſig udenfor, omtrent 30 Mand ſterke. Da den belejlige Tid kom, lod Floſe ſine Mænd i ſluttet Trop langſomt nærme ſig Gaarden. „Staa de udenfor“, ſagde han, „faa vi aldrig Bugt med dem, ſkjønt vi under alle Omſtændigheder ville angribe dem.“ Uheldigviis var Njaal af modſat Mening, og paaſtod at det var letteſt at forſvare ſig mod Overmagten indenfra; han anførte ſom Exempel, hvor længe Gunnar Haamundsſøn havde forſvaret ſig ene mod Mange. „Viſtnok“, ſagde Skarphedin, „men Gunnar havde at beſtille med Mænd, der heller vilde vende om med uforrettet Sag, end brænde ham inde; disſe ville derimod ingen Samvittighed gjøre ſig af at hjemſøge os med Ild, og jeg har juſt ingen Lyſt til at lade mig kvæle inde ſom en Melrakke i ſit Hul.“ „Det gaar nu, ſom oftere,“ ſagde Njaal, „at mine Sønner foragte mine Raad; da I vare yngre, gjorde I det ikke, og da lykkedes alting bedre for eder.“ Helge raadede til at føje ham. „Jeg ſkal gjerne føje ham i at brænde inde med ham“, ſagde Skarphedin, thi jeg frygter ikke for Døden, men af hans Raad ſpaar jeg mig intet Godt, thi han er nu visſelig fejg.“ De gik nu ind tilſammen, og ſtillede ſig i Døren, idet Kaare og Skarphedin lovede hinanden indbyrdes, at den, der overlevede den anden, ſkulde hevne ham. Da Floſe ſaa, at de vare gangne ind, blev han glad, og bød ſine Mænd at omringe Huſet ſaa tæt ſom muligt, og iſær pasſe paa at Kaare og Njaalsſønnerne ej kom ud. De begyndte nu Angrebet, men efter at en af deres Flok var falden for Skarphedins Haand, og mange ſaarede, indſaa de at de paa denne Viis ingen Vej vilde komme. „Vi faa derfor“, ſagde Floſe, „gribe til den ſørgelige Udvej at brænde dem inde, ſkjemt vi derved paadrage os et ſtort Anſvar for Gud, da vi ſelv ere chriſtne“.

De gjorde nu et ſtort Baal udenfor Døren, men Ilden ſlukkedes indenfra, indtil de fandt paa at antænde en Saate, der laa tæt udenfor Huſene, og kaſte det brændende Græs ind gjennem en Loftglugge. Da vidſte de, ſom vare indenfor, ikke af, førend Taget paa hele Skaalen ſtod i lys Lue. Kvindfolkene begyndte at jamre ſig, men Njaal ſatte Mod i dem: „det er kun en Overgang“, ſagde han, „og Gud er viſt ſaa miſkundelig, at han ej lader os brænde baade i dette og i det andet Liv“. Han gik til Døren, og bød Floſe endnu en Gang Forlig i ſine Sønners Navn. Men Floſe vilde intet høre derom; „vi vige ej herfra“, ſagde han, „førend alle dine Sønner ere døde; dog vil jeg tillade alle Koner, Børn og Huuskarle at gaa ud“. Tilbudet blev modtaget. Helge Njaalsſøn ſøgte at ſnige ſig ud i Kvindedragt mellem de øvrige, men hans høje Væxt røbede ham, og Floſe gav ham hans Baneſaar. Dog udſtrakte Floſe nu ogſaa ſit Tilbud til Njaal, der, ſom han ſagde, var for god til at brænde inde, men Njaal ſagde: „jeg er en gammel Mand, og kan ikke hevne mine Sønner; jeg vil derfor heller dø end leve med Skjændſel“. Bergthora vilde heller ikke gaa ud; „jeg var ung“, ſagde hun, „da jeg egtede Njaal, og jeg har lovet ham at dele Skjæbne med ham“. Hendes lille Datterſøn, Kaares Søn Thord, var heller ikke at bevæge til at forlade dem. „Du har lovet mig, Bedſtemoder“, ſagde han, „at vi aldrig ſkulde ſkilles ad ſaa længe jeg vilde være hos dig“. Njaal gik nu til Sængs med Bergthora og Drengen, lod ſin Brytje (fornemſte Træl) brede en raa Oxehud over dem, og bad ham ſiden huſke paa, hvor deres Been vare at ſøge: de ſignede ſig og Drengen, befalede ſig Gud i Vold, og talte intet Ord mere. Brytjen gik ud og fortalte alt ſammen til Ketil Sigfusſøn, ſom hørte det med den inderligſte Sorg. Da Skarphedin ſaa ſin Fader lægge ſig, ſagde han: „man kan merke at vor Fader er gammel, han gaar tidlig til Sængs“. Skarphedin, Kaare og Grim kaſtede de brændende Træſtykker ud paa Fienderne, efterſom de faldt ned; disſe kaſtede igjen Spyd ind efter dem, men de grebe Spydene i Luften og kaſtede dem atter ud, ſaa at Floſe tilſidſt forbød ſine Mænd at angribe dem med Vaaben, da Ilden nok vilde gjøre det af med dem. Imidlertid begyndte Tagbjelkerne at falde, og en Tverbjelke blev liggende ſaaledes i den ene Ende af Skaalen, at der var nogen Mulighed for at løbe op ad den og hoppe ud. Kaare vilde at Skarphedin ſkulde forſøge ſin Lykke, og tilbød at hjelpe ham, men Skarphedin var ej at formaa dertil; han paaſtod at Kaare ſkulde løbe førſt, derpaa vilde han ſelv følge efter. Kaare maatte føje ham, ſlængte en Brand mod dem, ſom ſtode udenfor paa dette Sted, ſaa at de vege tilſide, og kom derpaa ſelv heldigt op paa Væggen og ned paa Marken, men med Haar og Klæder i lys Lue. Dette var dog hans Lykke, thi i Røgen og Forvirringen troede de Andre at det kun var en Brand, ſom Skarphedin havde kaſtet ud. Kaare ilede til en Bæk, hvori han ſtyrtede ſig og ſlukkede Ilden, og løb ſiden, ſkjult af Røgen, længer bort, indtil han kom i Sikkerhed. Skarphedin forſøgte ogſaa at løbe opad Tverbjelken, men den var allerede ſaa forbrændt paa Midten, at den braſt under ham. Et andet Forſøg gik ikke bedre. En af Angriberne, Thraains Broderſøn, løb udenfra op paa Væggen og ſpurgte om han græd. „Nej viſt ikke“, ſvarede han, „men Røgen ſvier i mine Øjne“. Den anden lo, for førſte Gang, ſom han ſagde, ſiden Skarphedin dræbte Thraain. „Der har du en Mindegave derom“, ſagde Skarphedin, tog en af Thraains Jexler, ſom han lige ſiden hiin Gang havde gjemt, op af Lommen, og kaſtede den Paa ham, ſaa den rammede hans Øje og ſlog det ud. Kort efter faldt Grim død ned, kvalt af Røgen, og hele Taget ſtyrtede ned med et ſtort Brag over Skarphedin, ſaa at han ej kunde røre ſig. Det varede dog længe førend han døde, og endnu hen paa Morgenen ſkal man have hørt ham kvæde en Viſe. Imidlertid kom en Mand ridende forbi, ſom naturligviis gav ſig i Tale med dem om det forefaldne og ſpurgte, hvor mange der her vare omkomne. Floſe nævnte de fornemſte, blandt dem ogſaa Kaare. „Da kan jeg fortælle eder,“ ſagde den anden, „at jeg denne Morgen har talt med Kaare; hans Haar og Klæder vare forbrændte, og Eggen paa hans Sverd var blaanet, men han ſagde at han ſkulde hærde det i Sigfusſønnernes og de øvrige Mordbrænderes Blod; han fik en Heſt laant af min Nabo“. „Denne Efterretning“, ſagde Floſe, „bebuder os ſtor Fare, thi nu lever en Hevner, der ikke giver Gunnar paa Lidarende ſynderligt efter i Dygtighed“. Han gav øjeblikkelig Befaling til Opbrud, førend Kaare, der viſtnok allerede ſamlede Folk over hele Heredet, kunde komme til og angribe dem. Det ſkede, de ilede til ſine Heſte og ſkyndte ſig bort fra Brandſtedet. Sigfusſønnerne fulgte efter hans Indbydelſe med ham øſter til Svinafell, da der ingen Fred længer var at vente for dem hjemme.

Kaare havde imidlertid, ſom Floſe gjettede, været meget virkſom for at ſamle Venner og Frænder, og ſætte efter Mordbrænderne. Hans førſte Beſøg var hos Mørd, der nu viſte ſig lige ſaa ivrig for at hevne de dræbte, ſom tidligere for at fremſkynde deres Død; ſiden ilede han til Hjalte Skeggesſøn, der ligeledes ſtrax ſatte ſig i Bevægelſe og ſamlede Folk. Men de kom for ſilde. Floſe og de øvrige Mordbrændere undkom heldigt til Svinafell, og den eneſte Hjelp, Hjalte nu kunde yde Kaare, var at følge ham til Brandſtedet og ſøge efter de Indebrændtes Been. Efter at have bortſkaffet en heel Deel Aſke fandt de Njaals, Bergthoras og Drengen Thord Kaaresſøns Lig ubrændte under Huden. Ligeledes fandt man Skarphedins Lig, hvor Taget var ſtyrtet ind over ham; Fødderne vare brændte af til Knæerne, men det øvrige ubrændt; ſin ypperlige Øxe[24] havde han hugget dybt ned i en Bjelke, ſaa at den ej havde lidt noget ved Branden. Kaare ſkjenkede denne til hans Frænde, den ſterke og brave Thorgeir. Ligeledes fandt man Grims og 8 andre Mænds Been. Ligene bragtes til Kirke og begroves. Kaare ſaa vel ſom alle de overlevende Huusfolk fra Bergthorshval fandt indtil videre en gjeſtfri Modtagelſe hos Aasgrim Ellidagrimsſøn, der desſoruden lovede ham al den Hjelp, han formaaede at give, for at faa den uhørte Voldsdaad hevnet. Aasgrims Søn, Thorhall, blev ſaa angreben ved at erfare ſin ædle Foſterfaders og Lærers Død, at han fik en Blodſtyrtning, ſom kun med Møje ſtandſedes. Kaare tænkte nu ikke paa andet end Hevn. Han kunde ikke ſove om Nætterne, og talte næſten ikke om andre end ſine Svigerforældre og Svogere. Dog, tillægges der, ytrede han heller ikke noget fiendtligt Ord eller nogen Truſel mod ſine Fiender. Dertil var hans Beſlutning for dyb og inderlig[25].

Efter Juul (1012) begyndte Floſe og hans Venner allerede at drage om i Øſtfjerdingens Hereder for at ſikre ſig Høvdingernes Hjelp til ſtaaende Althing, hvor de vidſte at Mordbrandſagen vilde komme fore. Nogle lovede ham ſin Biſtand paa Grund af Frændſkab eller Venſkab, ſom Sidu-Hall, Bjarne Broddhelgesſøn og Thorkell Geitesſøn; andre lode ſig ikke overtale, førend han havde tilbudt dem Penge; hos Sørle, Bjarnes Broder, fik de Afſlag, fordi han var gift med en Datter af Gudmund den mægtige, og ej turde beſtemme ſig, førend han ſaa hvad Parti Svigerfaderen tog; Floſe forlod ham ærgerlig med de Ord: „jeg ſer du har Kvinderegimente“. Paa ſin Side henvendte Kaare og Thorhall ſig til den mægtige Gisſur hvite om Raad og Biſtand. Gisſur anbefalede dem at faa de Dræbtes nærmeſte Frænder, den for omtalte Thorgeir og hans Brødre, til ſnareſt muligt at optræde ſom Eftermaalsmænd, men at overlade det egentlige Søgsmaal til Mord, der ſom Gisſurs Svigerſøn ej turde undſlaa ſig for at paatage ſig det. Saaledes ſkede det. Sagen tilſtevnedes paa behørig Maade, og fra alle Kanter red man ſaa mandſterke til Things, at dette Thing omtales ſom et af de talrigſte, der nogenſinde holdtes paa Island[26]. De rede fuldt bevæbnede ind paa Thingvolden, ligeſom ved Thinget for 12 Aar tilbage, og det var nær allerede ſtrax kommet til Kamp mellem begge Partier. Ligeſom hiin Gang var Gisſur hvite en af Formændene for ſit Parti, men Familietviſt havde nu deelt Partierne forſkjelligt. Sidu-Hall og hans Venner, der paa hiint Thing gjorde fælles Sag med Gisſur for Chriſtendommens Skyld, ſtode nu fiendtligt over for ham. Floſe, der i ſit Parti ej havde nogen paalidelig Lovkyndig til at fore Sagen, henvendte ſig i den Anledning efter Bjarne Broddhelgesſøns Raad til Eyjulf Bølverksſøn, en Sønneſøn af den velbekjendte Høvding Eyjulf den graa fra Breidafjorden, for hvis Efterſtræbelſer i ſin Tid Giſle Sursſøn var falden. Eyjulf anſaaes for den tredie i Rangen blandt alle Lovkyndige paa Island ſiden Njaals Død. Eyjulf vilde i Førſtningen ikke befatte ſig med Sagen, men da Floſe bød ham en ſtor Guld-Armring, lod han ſig overtale, ſkjønt Loven beſtemte Straf for den, der paatog lig et ham uvedkommende Søgsmaal for Penge. Imidlertid ſøgte begge Partier at ſkaffe ſig nye Tilhængere paa ſelve Thinget. Efter mange Overtalelſer og Tilbud om Gaver lykkedes det Floſe at faa Tilſagn om Ljosvetningernes Hjelp. Gisſur hvite henvendte ſig til Skafte Lovſigemand, men denne var fremdeles ubevægelig; han ſagde at Skarphedins Ukvemsord mod ham vare altfor nærgaaende til at man kunde vente at han ſkulde ville hevne ham; han tilføjede endog Bebrejdelſer, ſaa at de ſkiltes ad i Vrede. Snorre Gode, der allerede havde viiſt ſin Hengivenhed for Sagſøgerne ved at underrette Gisſur om at Eyjulf havde modtaget Beſtikkelſe for at føre Sagen, vilde vel ej indlade ſig paa at følge med til Dommerne, men lovede, at hvis det kom til Strid, ſkulde han med ſine mange Folk hindre Modpartiet fra at trænge ind i den ſnevre Fjeldkløft, kaldet Almanna-Gjaa, ſom ellers vilde vorde dem et ypperligt Forſvarsſted. Gudmund den mægtige tilſagde dem ubetinget ſin Biſtand, og ſagde endog at han til Løn for Skaftes Tværhed vilde ſpille ham det Puds at bringe hans Søn med i Striden; denne var nemlig gift med Gudmunds Datter.

Søgsmaalet begyndte nu. Med den ſtørſte Fiinhed ſøgte Eyjulf at opſtille allehaande Indſigelſer og finde paa Udflugter, men forgjæves. Da han omſider blev Mørd for ſterk, ſendte denne efter Aasgrims Raad Bud til hans Søn Thorhall, Njaals Lærling, der formedelſt en ſtor Byld, han havde faaet paa Foden, maatte ſidde ſtille i ſin Thingbod. Men hans Raad vare ſaa fortrinlige, at de gjorde alle Eyjulfs Raad til intet, og de vakte ſaameget mere Opſigt, ſom det endnu ikke var bekjendt, at han beſad en ſaa udſtrakt Lovkundſkab. Et Par Gange var Eyjulf nødt til at lade foreſpørge hos Skafte Lovſigemand, om det, ſom Thorhall havde ladet fremſætte, virkelig var Lov, og Skafte bekræftede det, idet han tilføjede: „der er nu flere Lovkyndige paa Island end jeg tænkte; thi det, hvorom der nu handles, troede jeg at ingen vidſte Beſked om ſiden Njaals Død“. Ikke deſto mindre begik Mørd tilſidſt en Uagtſomhedsfejl, ſom tilintetgjorde det hele Søgsmaal, der allerede var i den bedſte Gang. Da Efterretningen derom bragtes Thorhall i hans Bod, indſaa han ſtrax, at Kamp nu var det eneſte Middel, der ſtod tilbage for at ſkaffe Hevn; og ſelv var han den førſte til at begynde den. Han greb ſit Spyd i Vrede, ſtødte det i Bylden paa ſin Fod ſaa at den braſt, og gik nu ligeſaa raſkt ſom om han aldrig havde haft nogen Smerte; han mødte en af Floſes Frænder, og gjennemborede ham øjeblikkeligt. Dette var Tegnet til en almindelig Kamp. Der blev raabt Hærſkrig, og et blodigt Slag holdtes nu paa Thingpladſen, i hvilket ſaa godt ſom hele Thingforſamlingen deeltog. Af Floſes Tilhængere maatte mange bide i Græsſet, iſær for Kaares og Thorgeirs vældige Hug. Aasgrim, Hjalte og Gisſur vendte ſig iſær mod Floſe og de øvrige Mordbrændere, Gudmund, Mørd og Thorgeir mod deres Hjelpere fra Øſt- og Nordfjerdingen. At flere benyttede denne Lejlighed til at tilfredsſtille privat Hevn, er naturligt. Endelig maatte Floſes Parti flygte. De toge førſt deres Tilflugt til Almanna-Gjaa, ſom Snorre Gode forudſagde, men her forhindredes de af hans Mænd fra at komme ind. Skafte, hvis Søn var med i Gudmund den mægtiges Flok, vilde gaa til Snorres Bod for ved hans Hjelp at ſkille de Kæmpende ad, men paa Vejen fik Aasgrim Øje paa ham, og kaſtede et Spyd mod ham, der gjennemborede begge hans Tyklægge, ſaa at man maatte ſlæbe ham ind i nærmeſte Bod. Floſe blev ſelv ſaaret; Sidu-Halls haabefulde Søn Ljot gjennemboredes af et Kaſteſpyd, og Eyjulf Bølverksſøn faldt for Kaares Haand. Endelig lykkedes det Snorre Gode, Skafte og Sidu-Hall at faa Kampen ſtandſet[27]. Paa begge Sider begav man ſig til ſine Boder og forbandt ſine Saar. En ſaadan Strid, ſom denne, paa ſelve Thinget, havde man hverken forhen ſeet, eller ſaa man i de følgende Tider.

Dagen efter gik Hall til Lagberget og foreſlog et almindeligt Forlig. Han tilbød endog at lade ſin Søn Ljot ligge ubødt, naar kun Fred og Enighed kunde komme iſtand. Hans ædle Tænkemaade vandt almindeligt Bifald, og Snorre Gode underſtøttede Forſlaget ſaa ivrigt, at alle Vedkommende erklærede ſig villige til at antage det, undtagen Kaare og Thorgeir, der ſagde at de aldrig vilde indgaa noget Forlig. Det henſtilledes nu til Floſe, om han vilde ſlutte et Forlig, hvori to ſaa betydende og i Sagen indviklede Mænd, ſom Kaare og Thorgeir, ikke deeltoge. Han var dog villig dertil, for, ſom han ſagde, at have ſaa faa gode Mænd mod ſig ſom muligt. Saaledes blev det da overladt til Snorre Gode ſelv tolfte at afgjøre Sagen ved Voldgift. De beſtemte trende Mandsgjeld for Njaal, to for Bergthora, ligeſaa for Grim og for Helge; Skarphedins og Høſkulds Drab ſkulde gaa op mod hinanden; Floſe og alle Mordbrænderne ſkulde ſeneſt den følgende Sommer forlade Landet, og være fredløſe Skogmænd, hvis de ej vare borte efter tre Vintres Forløb; Floſe ſkulde dog kun være landsforviiſt paa tre Aar, men fire andre for ſtedſe. Forliget bekræftedes ved Haandſlag, og derpaa ſkiltes man ad. De forbundne Høvdinger gave hinanden gode Gaver ved Afſkeden, og fornemmelig hed det at Snorre Gode og Gudmund den mægtige havde indlagt ſig Ære ved denne Sag. Det var et hæderligt Tegn paa den Agtelſe, Sidu-Hall nød over det hele Land, og uagtet han ſelv havde erklæret, at han ingen Bod vilde fordre for ſin Søns Drab, enedes dog hele Thingforſamlingen om at ſkyde ſammen dertil: det blev 8 Hundreder, eller fire Mandsgjeld, og ſandſynligviis anvendtes nu hertil de Penge, Gisſur og Hjalte havde i Forvaring fra foregaaende Thing.

Hevnforpligtelſen hvilede nu alene paa Kaare og Thorgeir, og endnu inden Aarets Udgang lykkedes det dem at fælde flere af deres Fiender. Da begav Sidu-Hall ſig til Thorgeir, og bød ham Forlig paany. Kaare, der opholdt ſig hos Thorgeir, viſte Hall den ſtørſte Venlighed, og bad ſelv Thorgeir om at indgaa Forlig, thi nu, ſagde han, maatte Branden anſees for hevnet; for ſin egen Part kunde han ej tænke paa Forlig, da hans Søn endnu var uhevnet. Thorgeir lod ſig overtale, og Forliget kom iſtand. Kaare ſtod altſaa nu ganſke alene. Det viſer nokſom, hvor hellig den Pligt at hevne ſine Frænder, anſaaes, og hvor lidet endnu Chriſtendommen havde formaaet at renſe Begreberne herom, at Floſe ſelv, ved at erfare Kaares ſidſte Svar, udbrød: „i Sandhed, kun faa Mænd ligne Kaare, og ſom han er, ønſkede jeg helſt at være“[28].

Med utrættelig Iver og Udholdenhed forfulgte nu Kaare Mordbrænderne i al den Tid, de endnu havde tilbage at opholde ſig paa Island; fældte og ſaarede flere, og indlagde ſig derved overordentlig Hæder[29]. Om Høſten 1013 forlode de Landet, og lede efter en lang og haard Rejſe Skibbrud ved Orknøerne, hvor Sigurd Jarl lod dem gribe fordi de havde dræbt hans Hirdmænd, Helge og Grim Njaalsſønner; men Floſes Svoger, Thorſtein Siduhallsſøn, der ligeledes var Jarlens Hirdmand og just var tilſtede, udvirkede Naade for dem, imod at Floſe indtraadte i Helge Njaalsſøns Plads; han blev nu Jarlens Hirdmand og vandt ſnart hans Yndeſt. Om Julen fik Sigurd Jarl Beſøg af ſin.Svoger Gille Jarl fra Sydrøerne og Sigtrygg Silkeſkegg fra Dublin[30]. De ønſkede om Juledagen at høre en omſtændelig Beretning om hvorledes det gik til ved Njaals Indebrænding. Gunnar Lambesſøn, den ſamme, der havde beſkyldt Skarphedin for at græde, og hvis ene Øje denne til Gjengjeld havde kaſtet ud med en af Thraains Tænder, paatog ſig at fortælle det hele, men paa den meeſt partiſke og for Modparten haanlige Maade; med Latter ſagde han, at Skarphedin græd. Da gik pludſelig Døren op, og ind ſtyrtede Kaare med draget Sverd, ilede lige til den øvre Ende af Hallen, hvor Gunnar ſad, og hug Hovedet af ham, ſaa at det faldt paa Bordet lige for Kongen og Jarlerne, og Blodet ſtrømmede over Borddugen og deres Klæder. Kaare havde forladt Island 14 Dage efter de andre, for ogſaa udenlands at opſøge dem. Han var kommen til Fridarø mellem Hjaltland og Orknø, og havde her hos en af ſine Venner fra tidligere Dage erfaret ſine Fienders Ankomſt til Rosſø; han havde ſtrax begivet ſig did, og til Jarlens Gaard, hvor han ſtod udenfor en Stund og lyttede, juſt ſom Gunnar fortalte ſin Hiſtorie; men da han hørte hvorledes denne haanede Skarphedin, forgik Taalmodigheden ham, og han brød ind for at lade ham undgjelde ſin Løgn. Sigurd Jarl kjendte ham, og bød at man ſtrax ſkulde tage og dræbe ham; men Kaare, der ſelv havde været Jarlens Hirdmand, var ſaa vel kjendt og afholdt, at ingen rejſte ſig for at udføre Jarlens Befaling. Floſe bevidnede ſelv, at Kaare kun havde handlet efter Pligt, og at han ej havde indgaaet Forlig med dem. Man tillod ham uhindret at forlade Hallen; alle beundrede hans Kjekhed, og Floſe fortalte nu Hiſtorien ſandfærdigt og upartiſk. Kaare drog over til Skotland, for end videre at forfølge ſine Fiender, og det lykkedes ham i Bretland at dræbe endnu en af dem[31].

Floſe havde allerede før ſin Afrejſe fra Island, rimeligviis efter ſin fromme Svigerfader Halls Opfordring, aflagt Løftet om at foretage en Pilegrimsrejſe til Rom. Dette er den førſte Pilegrimsrejſe, man efter Chriſtendommens Indførelſe enten i Norge eller paa Island hører omtale, naar undtages de Rejſer, ſom Chriſtendomsforkynderne Thorvald Vidfarle og Stefne Thorgilsſøn foretoge[32]. Han fulgte Gille Jarl til Syderøerne, drog derpaa ſandſynligviis til Frankrige, og gik derfra over Land til Rom, hvor han fik Abſolution af ſelve Paven, men gav dertil, ſom det heder, mange Penge. Han vendte tilbage ad den øſtre Vej (gjennem Tydſkland), opholdt ſig i flere Stæder og nød megen Hæder af anſeede Mænd; henimod Vinteren kom han tilbage til Norge, og opholdt ſig hos Erik Jarl, der ved hans Afrejſe øm Vaaren (1015) gav ham en Mængde Meel; han kom velbeholden hjem og havde ſaaledes hæderligt opfyldt Forliget. Ogſaa Kaare fulgte hans Exempel. Han ſejlede til Nordmandie, hvor han lod ſit Skib blive liggende, gik til Rom, fik Abſolution, vendte ſamme Vej tilbage, ſom han var kommen, afſejlede paa ſit Skib til Dover i England, derfra veſtenom England til Katanes, hvor han tilbragte Vinteren, og ſejlede den følgende Sommer videre. Efter en lang Overrejſe led han Skibbrud ved Ingulfshøfde. Skibet forgik, men Folkene reddedes. Den nærmeſte Gaard var Svinafell. Kaare ſagde, at han vilde gaa derhen og prøve Floſes Ædelmodighed. Da Kaare kom ind med de øvrige Skibbrudne, ſad Floſe i Stuen. Han gjenkjendte ham ſtrax, ſprang op imod ham, kysſede ham, ſatte ham i Højſædet hos ſig, og tilbød ham at være der om Vinteren. Kaare modtog Tilbudet. Alt Had var nu udſlettet af deres Hjerter, og dette ſtiltiende Forlig lagde endnu bedre end Pilegrimsfarten for Dagen, at de endelig vare blevne virkelige Chriſtne. Venſkabet mellem dem beſegledes ved at Kaare, hvis Huſtru Helga Njaalsdatter var død Vintren i Forvejen, egtede Høſkuld Thraainsſøns Enke Hildegunn, Floſes Broderdatter[33].

En offentlig Foranſtaltning af maaſke endnu ſkorte Vigtighed, end Femterdommens Oprettelſe, og ſom afgiver et endnu mere iøjnefaldende Beviis paa Chriſtendommens velgjørende Indflydelſe, nemlig Holmgangs Afſkaffelſe, ſkyldes ligeledes Skaftes Lovſigemands Tid og tildeels hans egne Beſtræbelſer; men betegnende er det paa den anden Side, at den nærmeſte Anledning til denne Foranſtaltning, lige ſaa vel ſom til Femterdommens Oprettelſe, mere er at ſøge i ſæregne tilfældige Omſtændigheder, der forefaldt inden enkelte mægtige Høvdingefamilier, end i noget længe følt og almindeligt udtalt Ønſke. Begivenhederne ſelv, der bevirkede Foranſtaltningen, kaſte imidlertid et meget interesſant Lys paa de daværende Forhold, ej alene paa Island, men over hele Norden, og viſe fornemmelig, hvor højt Skaldene æredes. Illuge den ſvarte, en mægtig Høvding, der boede paa Gilsbakke i Borgarfjordens Diſtrikt[34], havde Sønnen Gunnlaug, der blev en ypperlig Skald, men for øvrigt var meget heftig, ſtridbar og hvastunget, hvorfor man gav ham hans Morfaders Tilnavn „Ormstunga“. Han havde i nogle Aar opholdt ſig hos Thorſtein Egilsſøn paa Borg[35], der blandt andet ogſaa lærte ham Lovkyndighed. Her opſtod der en ſterk Kjærlighed mellem ham og Thorſteins ſkjønne Datter Helga den fagre[36]. Da Gunnlaug var 18 Aar gammel, vilde han drage udenlands, men ønſkede dog førſt at ſikre ſig Helgas Haand. Han fik ſin Fader til at meddele Thorſtein hans Ønſke: denne havde intet andet derimod at indvende, end at Gunnlaug juſt nu ſtod i Beredſkab med at forlade Landet, imidlertid gav han dog foreløbigt ſit Samtykke til, at Helge ſkulde vente paa ham i tre Aar, uden egentlig at være ham fæſtet. Gunnlaug rejſte, og kom til Throndhjem, hvor han ſtrax begav ſig til Lade for at gjøre Erik Jarl ſin Opvartning. Skule, Thorſteins Søn og Helgas Broder, opholdt ſig endnu hos Jarlen. Da Gunnlaug havde ſagt ſit Navn og ſin Æt, æſkede Jarlen nærmere Oplysninger af Skule[37]; denne forſikrede at han var en af de fornemſte Høvdingers Søn, og bad Jarlen tage vel imod ham. Tilfældigviis havde Gunnlaug en Byld paa Foden, hvilken Jarlen bemerkede, idet han ytrede ſin Forundring, over at Gunnlaug desuagtet ej haltede. „Jeg behøver ej at halte, ſaa længe begge Been ere lige lange“, ſvarede Gunnlaug. Dette Svar fandt en af Hirdmændene noget vel overmodigt, og ſagde at Islændingen kunde have godt af at ſættes lidt paa Prøve. Gunnlaug havde ſtrax et bidende Vers i Beredſkab, hvorover Hirdmanden blev ſaa vred, at han greb til Øxen. Men Jarlen forbød alt Klammeri, og ſpurgte Gunnlaug, hvor gammel han var. „Atten Aar“, ſvarede Gunnlaug. „Jeg vedder at du ej bliver atten Aar til“, ſagde Jarlen. Gunnlaug mumlede: „ønſk ikke mig noget, men heller dig ſelv“. Paa Jarlens Spørgsmaal gjentog han højt og tydeligt, hvad han havde ſagt. „Hvad mener du da jeg ſkulde ønſke mig ſelv“, ſpurgte Jarlen. „At du ikke faar ſaadan Død, ſom din Fader Haakon Jarl“, ſvarede Gunnlaug. Dette var for meget, endog for Erik Jarls Taalmodighed. Han blev aldeles blodrød, og bød at man ſtrax ſkulde gribe ham. Skule Jarl bad dog Jarlen for hans Skyld om at viſe Gunnlaug Naade, og Jarlen ſkjenkede ham Livet paa den Betingelſe, at han ſtrax ſkulde rejſe bort igjen, og aldrig oftere komme i hans Rige. Gunnlaug gik, ledſaget af Skule, lige ned til Bryggen, hvor Skule ſkaffede ham ombord paa et Skib, med hvilket han rejſte til London. Han gik kort efter ſin Ankomſt op til Kong Ædhelred og bad ham høre et Kvad, ſom han havde digtet til hans Ære. Ædhelred tillod ham at fremſige det, takkede ham for det, da det var til Ende, lønnede ham med en Skarlagens Kappe, beſat med Pelsverk og Guldbeſætning, og gjorde ham til ſin Hirdmand. Om Ædhelred virkelig forſtod Kvadet, er uviſt; dog maa man her altid have for Øje, hvor overfyldt England paa denne Tid var af Nordboer, iſær Daner, af hvilke mange vare i Ædhelreds Tjeneſte; ja at hans førſte Huſtru endog ſelv var af nordiſk Herkomſt, ſaa at det altſaa ikke er uſandſynligt, at han han har forſtaaet Nordboernes Sprog. Efter at have tilbragt Vinteren hos Ædhelred, drog Gunnlaug om Vaaren med hans Tilladelſe bort for at beſøge andre Hoffer, men maatte love at komme igjen den anden Høſt derefter. Gunnlaug begav ſig til Kong Sigtrygg Silkeſkegg i Dublin, til hvem han og digtede en Draapa, ſom han bad om Tilladelſe til at maatte kvæde for ham. Sigtrygg gav ſaa meget heller ſin Tilladelſe, ſom dette, efter hvad han ſelv ſagde, var den førſte Gang, nogen havde digtet Kvad til hans Ære. Kongen vilde i ſin Glæde over det ſmukke Kvad have givet ham to Knerrer, men hans Skatmeſter foreſtillede ham at dette dog var for meget; han gav ham da ſine egne nye Skarlagens Klæder og en Guldring, der vejede en Mark. Fra Dublin drog Gunnlaug til Orknøerne, hvor han kvad et Digt til Ære for Sigurd Jarl, der gav ham en ſølvbeſlagen Øxe. Fra Orknøerne ſejlede han til Kongehelle, og drog derfra ind i Gautland, hvor han kvad et Æresdigt for en Jarl i Skara, ved Navn Sigurd[38], og opholdt ſig hos ham om Vinteren. Her kom der ved Juletid Sendebud fra Erik Jarl i Norge med Gaver; de tilbragte Julen der, og der var megen Lyſtighed. En Dag begyndte Sigurds Mænd og de norſke Sendebud hver at roſe ſine Herrer; Gauterne paaſtod at Sigurd, Nordmændene, at Erik var den berømmeligſte. De toge Gunnlaug til Voldgiftsmand, og han kvad ſtrax et Vers, hvori han ubetinget tillagde Erik Fortrinet paa Grund af hans ſtore Bedrifter i Øſten. Da Nordmændene efter Julen kom tilbage til Erik med Gjengaver fra Sigurd Jarl, fortalte de ham Gunnlaugs Dom, og Erik følte ſig ſaa ſmigret derved, at han erklærede, at Gunnlaug nu frit ſkulde kunne opholde ſig i hans Rige.

Fra Skara drog Gunnlaug til Kong Olaf ſvenſke i Uppſala, der ogſaa tog venligt imod ham. Hos Olaf opholdt ſig paa denne Tid en anden islandſk Skald, Rafn Anundsſøn fra Mosfell, ligeledes af fornem Æt: hans Moder og Skafte Lovſigemands Moder vare Syſtre. Gunnlaug og Rafn vare i Førſtningen gode Venner; men deres Forfængelighed bragte dem ſnart paa en ſpendt Fod med hinanden. De havde hver digtet et Kvad til Kongen, og bade ham paa een Gang om at maatte foredrage det. Da Kongen gav ſit Samtykke, paaſtod Gunnlaug at han vilde kvæde førſt, Rafn paaſtod dette tilkom ham, fordi han havde været der længer end Gunnlaug. „Hvor ſaa man nogenſinde min Fader gaa efter din“, ſpurgte Gunnlaug. Rafn, der var finere Hofmand end Gunnlaug, bad Kongen beſtemme, i hvad Orden de ſkulde kvæde; Kongen ſagde at Gunnlaug ſkulde kvæde førſt, fordi han var meeſt utaalmodig naar han ej fik ſin Vilje frem. Da Gunnlaug var færdig, æſkede Kongen Rafns Dom om hans Kvad. „Det er ſtorordet, men ufagert og noget ſtivt, ſom Gunnlaug er ſelv“, ſagde Rafn, og fremſagde derpaa ſit Kvad, om hvilket Kongen nu æſkede Gunnlags Mening. „Det er fagert, ſom Rafn ſelv er at ſe til, men temmelig intetſigende“, ſvarede Gunnlaug, idet han tillige ſpurgte Rafn, hvorfor han alene digtede en Flokk (kortere Kvad) om Kongen, ſom om han ej ſkulde være en Draapa værd. „Lad os ikke tale mere herom“, ſagde Rafn: „ſenere kunne vi nok igjen tage den Sag fat“. Kort efter blev Rafn Kongens Hirdmand, og fik hans Tilladelſe til at rejſe bort. Før Afrejſen ſagde han til Gunnlaug, at han nok engang ſkulde gjengjelde ham, at han havde villet ſætte ham i et mindre fordeelagtigt Lys for Kongen. Gunnlaug ſagde, at han ej frygtede hans Truſler.

Rafn rejſte lige hjem til Island, medens Gunnlaug vendte tilbage til Kong Ædhelred, og tilbragte Vinteren hos ham, den tredie ſiden han drog hjemmefra. Om Vaaren (1008) vilde han drage hjem. Men det var juſt paa den Tid, da Danekongen Sven Tjugeſkegg havde begyndt ſine ødelæggende Tog til England; han havde vel ſluttet en Fred (1007), men alle vidſte, at denne Fred ej var at ſtole paa, og at man hvert Aar kunde vente nye Angreb af Danerne. Ædhelred fandt det derfor ikke pasſende, at Gunnlaug, der var hans Hirdmand, vilde forlade ham i Farens Stund, og Gunnlaug, ſom mere lyttede til Ærens, end Kjærlighedens Stemme, blev, uagtet nu den tredie Vinter var udløben, i hvilken Helga ſkulde vente paa ham. Men Sommeren og Vinteren gik, uden at Danerne kom, og den følgende Sommer (1009) fik Gunnlaug endelig Orlov[39]. Han drog førſt til Norge, hvor han nu blev venſkabeligt modtagen af Erik Jarl, der indbød ham til at blive hos ſig. Gunnlaug takkede for Indbydelſen, men ſagde at han førſt og fremſt maatte beſøge ſin Fæſtemø paa Island. Han hørte heldigviis, at Hallfred Vandrædaſkald laa ſejlfærdig ved Agdenes, ſkyndte ſig ud til ham, og blev i Følge med ham. Undervejs talte de om et Rygte, der allerede var kommet til Norge, nemlig at Rafn ſkulde have friet til Helga. Dette Rygte medførte fuldkommen Sandhed. Da Rafn Sommeren efter ſin Hjemkomſt traf ſin Fætter Skafte Lovſigemand paa Althinget, ſagde han at det var hans Henſigt at bejle til Helga, og bad ham om hans mægtige Biſtand i dette Anliggende. Skafte lovede at ſtaa ham bi, og de gik nu begge tilſammen hen til Thorſtein Egilsſøns Bod, hvor Skafte ſtrax fremſatte Rafns Ærende. Thorſtein ſvarede, at Helga var bortlovet til Gunnlaug. Skafte ſpurgte om ikke de tre Vintre nu vare forløbne.“ „Viſtnok“, ſvarede Thorſtein, „men ikke Sommeren“. „Men om nu Gunnlaug ikke heller kommer da“, ſagde Skafte. „Derom kunne vi nærmere tale næſte Sommer, naar vi atter ſamles her“, ſagde Thorſtein, og dermed ſkiltes de ad. Gunnlaug udeblev fremdeles, og den følgende Sommer fornyede Skafte og Rafn deres Begjæring. Thorſtein, ſom nødig vilde fornærme nogen af Parterne, henſtillede til Gunnlaugs Fader Illuge, om det Gunnlaug givne Løfte endnu kunde anſees bindende. Illuge maatte erkjende, at dette ej længer kunde ſiges at være Tilfældet, og at han ikke havde noget mere at ſige i den Sag. Thorſtein maatte derfor give det Løfte, at hvis Gunnlaug heller ikke kom hjem den Sommer, ſkulde Helgas og Rafns Bryllup ſtaa paa Borg ved Vinternats-Tid, men kom imidlertid Gunnlaug, ſkulde alt blive ved det gamle. Helga, ſom var meget ilde tilfreds med denne Aftale, ventede Gunnlaug med Længſel, men Sommeren gik, og han kom ikke. Han og Hallfred landede nemlig ikke førend 14 Dage før Vinterdag langt borte paa Nordlandet, ved Melrakkeſletten, og uheldigvis hendte det ſig, at han ved at brydes med en der i Nærheden boende Mand, ſom for Moro Skyld udfordrede de nys ankomne til at prøve Styrke med ham, kom til at forvride ſin Fod, ſaa at den hovnede og hindrede ham fra at rejſe ſaa hurtigt, han ellers havde kunnet. Han og Hallfred kom ikke til Gilsbakke førend ſamme Aften, Brylluppet ſkulde begynde paa Borg. Gunnlaug vilde ſtrax ride derned, men hans Fader og alle de Tilſtedeværende erklærede dette for en Umulighed. Trods den Bedrøvelſe, Helga lagde for Dagen, blev dog Brylluppet holdt, og hun maatte, ſaa nødig hun vilde, følge med Rafn til Mosfell. Endnu værre blev det, da hun ſtrax efter fik høre, at Gunnlaug virkelig var kommen hjem; hun vilde ikke længer blive der, og Rafn maatte følge hende hjem til Borg. Noget efter ſkulde Helgas Halvſyſter, Jofrids Datter af førſte Egteſkab, have Bryllup; blandt de Indbudne var ogſaa Illuge og Gunnlaug. Denne havde nødig villet komme, for ej at træffe ſammen med Helga og Rafn, men føjede dog ſin Fader, ſom ønſkede det meget. Ved at ſe Helga kunde Gunnlaug ikke afholde ſig fra at komme med mange Hentydninger til den haarde Skjæbne, han havde friſtet. Som en Erindring gav han hende den prægtige Kappe, han havde faaet af Ædhelred; mod Rafn derimod kunde han ej tilbageholde ſin Harme, og det var nær kommen til Kamp mellem dem, hvis de andre ikke havde lagt ſig imellem. Sommeren efter udfordrede Gunnlaug paa Althinget Rafn til Holmgang paa det ſædvanlige Sted, Øxaraaholmen ved Thingſtedet. Rafn modtog Udfordringen, til ſtor Bedrøvelſe for Frænderne paa begge Sider, men Kampen ledede ikke til noget beſtemt Reſultat. Rafns Klinge braſt, ſaa at Stumpet ſprang op mod Gunnlaugs Kind og gav ham en Rift. Nu paaſtod Rafn at han havde ſejret, fordi Gunnlaug var ſaaret, men Gunnlaug, fordi Rafn var vaabenløs. Gunnlaug vilde begynde paa ny, men hans Fader forbød det til hans ſtore Ærgrelſe. Og for at hindre Gjentagelſen deraf, hvormed Gunnlaug truede, blev Dagen efter hiin Foranſtaltning vedtagen, ſom vi ovenfor have nævnt; det blev foreſlaaet for Lagretten og beſtemt ſom Lov, at Holmgang herefter ſkulde være afſkaffet; ſaa at altſaa Rafns og Gunnlaugs Holmgang var den ſidſte, ſom fandt Sted paa Island (1010).

Det var imidlertid ikke den ſidſte Holmgang, Gunnlaug og Rafn beſtode. Rafn, der tog ſig lige ſaa meget nær af Helgas Kulde, ſom Gunnlaug over at ſe hende gift med en anden, red ſtrax efter Thinget til Gilsbakke, og foreſlog Gunnlaug at begge endnu ſamme Sommer ſkulde rejſe til Norge, og der gaa paa Holm med hinanden, hvor deres Frænder ej vilde være dem til Hinder. Gunnlaug modtog glad dette Forſlag, ſom han fandt ſaare hæderligt, og ſaa nødigt begges Frænder ſaa det, maatte de dog tillade dem at rejſe. Rafn drog afſted fra Leiruvaag, kom til Throndhjem, og forblev der, fornemmelig i Levanger, førſt en Vinter, ſiden Sommeren efter (1011) og den følgende Vinter, uden at høre det mindſte til Gunnlaug. Denne havde ogſaa forladt Island ſamme Høſt ſom Rafn, men var ikke kommen ſaa tidligt afſted. Han fulgte med Hallfred Vandrædaſkald, der ikke blev rejſefærdig førend langt ud paa Høſten, og, ſom det ſædvanligt plejede at gaa ved ſlige Udfarter ſeent paa Aaret, man kom til Orknø, ikke til Norge. Gunnlaug opholdt ſig om Vinteren hos Sigurd Jarl, fulgte ham om Sommeren paa Krigstog, og kom ikke til Norge førend om Høſten derefter. Han forblev hos Erik Jarl om Vinteren, medens Rafn derimod opholdt ſig paa Levanger; dette var vel Aarſagen, hvorfor han intet hørte fra Gunnlaug, men det viſer ogſaa, hvor ſeent Efterretninger kom frem paa hine Tider, thi mellem Lade og Levanger maa der dog have været temmelig hyppig Kommunikation. Dertil kom, at Erik Jarl, ſom vidſte, i hvilket Ærende han og Gunnlaug vare komne, ſtrengeligen forbød al Tvekamp mellem dem i ſit Rige[40]. Om Vaaren hørte Gunnlaug tilfældigviis nogle af Hirdmændene gjøre ſig lyſtige over at det gik ſaaledes i Langdrag med hans paatænkte Holmgang. Ærgerlig herover vilde han ſtrax, trods Jarlens Forbud, afſted for at opſøge Rafn, og bad Jarlen om at faa Ledſagere ind til Levanger. Jarlen, ſom vidſte, at Rafn allerede havde forladt Levanger, for at drage øſter til Sverige, føjede ham i hans Begjæring, og medgav ham to Ledſagere. Gunnlaug, der foruden disſe ogſaa havde en af ſine Frænder og et Par Venner med, fik ved Ankomſten til Levanger høre, at Rafn nys var rejſt, ſelv femte. Han ſatte efter ham opad Værdalen ſaa hurtigt ſom muligt, og indhentede ham endelig ovenfor Suul ved nogle Fjeldvande. Der kom det da til Kamp mellem dem paa et i Vandet fremſtikkende Nes. Ogſaa deres Frænder og Venner, ſom havde ledſaget dem, deeltoge i Kampen; kun de to af Jarlen medſendte Ledſagere ſtode hos ſom Tilſkuere. Kampen var heftig; paa begge Sider faldt alle Følgeſvendene, ſaa at omſider alene Gunnlaug og Rafn ſelv ſtode tilbage. Da hug Gunnlaug den ene Fod af Rafn med ſit ypperlige Sverd, ſom han i ſin Tid havde faaet af Kong Ædhelred. Han vilde nu høre op med Striden, men Rafn, der ſtøttede Foden mod en Stubbe, ſagde at han endnu kunde holde ud en Stund, om han kun fik noget at drikke. Gunnlaug tilbød ſig at bringe ham Vand i ſin Hjelm, hvis han ei vilde ſvige ham. Rafn lovede ham det. Men da Gunnlaug rakte ham Vandet, gav Rafn ham et dybt Hug i Hovedet. „Ilde ſveg du mig nu“, ſagde Gunnlaug, „og dette er ſkammeligt gjort“. „Du har Ret“, ſvarede Rafn, „men jeg kan ej unde dig Helges Favntag“. Kampen fortſattes en Stund, og Rafn faldt; Gunnlaugs Saar blev forbundet og han blev bragt til Levanger, men døde her efter tre Dages Forløb, og blev begraven ved Kirken. Efterretningen om Kampen og dens ſørgelige Ende vakte Sorg i begges Familier, og forvoldte en Række af blodige Hevnforetagender. Paa det følgende Althing fordrede Illuge Bøder af Anund, Rafns Fader, for Gunnlaugs Drab. Anund ſagde at han havde lidt nok ved at miſte ſin egen Søn, og negtede at betale. Illuge truede med Hevn, og udførte Truſlen endnu ſamme Høſt, da han ſelv 30te drog til Mosfell, fangede to af Anunds Frænder — han ſelv og hans Sønner undkom til Kirken —, og lod den ene dræbe, den anden lemlæſte. Hermund, Illuges anden Søn, dræbte en af Anunds Broderſønner, og ingen Bøder betaltes for Drabene. Helga blev ſiden gift med en anden meget hæderlig Mand, og boede længe ſammen med ham, men hun kunde dog aldrig elſke ham; hendes ſtørſte Glæde var at udbrede for ſig og ſtirre paa den Kappe, Gunnlaug havde faaet af Ædhelred, med den udbredt foran ſig endte hun ſit Liv[41].

Nogen Lighed med Gunnlaugs og Rafns Hiſtorie havde ogſaa Kjartan Olafsſøns og hans Frænde Bolle Thorleiksſøns, men den havde ikke ſaa indgribende Følger før Lovgivningen, medens den paa den anden Side drog en langt ſtørre Række af Ættedrab efter ſig. Det er allerede ovenfor (S. 357) berettet, hvorledes Kjartan ved ſin Hjemkomſt fra Norge 1000 fandt ſin elſkede Gudrun gift med Bolle, der havde indbildt hende, at Kjartan havde ſlaaet hende af Tankerne, for at gjøre et mere glimrende Parti ved at egte Kong Olaf Tryggvesſøns Syſter Ingebjørg. Ved den førſte Efterretning herom lod han ſig ikke merke med noget, men hans Forbitrelſe paa Bolle, ja tildeels ogſaa paa Gudrun, var, ſom man af det følgende ſer, deſto ſtørre. Deels af et Slags Trods, deels efter ſin Syſter Thurids Overtalelſer, bejlede han til ſin Stalbroder Kalf Aasgeirsſøns ſmukke Syſter Refna. Der fortælles, at Thurid og Refna allerede kort efter Kjartans og Kalfs Hjemkomſt fra Norge rejſte ned til Havnen, hvor Skibet laa, for at beſøge deres Brødre og ſe paa de Sager, ſom de havde bragt hjem. Refna ſkal da have fundet og prydet ſig med det prægtige Hovedtøj, ſom Ingebjørg Tryggvesdatter havde foræret Kjartan, og denne, ſom fandt at det klædte hende overmaade godt, ſkal halv i Spøg have ſagt, at det var bedſt at han baade fik Stadſen og Pigen. Herom mindede ſiden Thurid ham, og foreſtillede ham tillige, hvor ubehageligt det var, om man ſkulde ſige at han græmmede ſig over Gudruns Tab, og maaſke i den Anledning brød Venſkabet med Bolle. Enden blev, at Giftermaalet virkelig kom iſtand. At han nu gav Refna, og ikke Gudrun, Hovedtøjet, var naturligt, men den forfængelige Gudrun ærgrede ſig i Stilhed derover, ſiden nu engang Ingebjørg, hvad hun vel vidſte, havde beſtemt hende det, under den Forudſætning at hun blev Kjartans Brud. Hun var overhoved misfornøjet med at hun ikke ſelv havde faaet Kjartan, og hendes Harme herover gik ej alene ud over Refna, men og, ſom det ſaa ofte ved ſlige Lejligheder plejer at ſke, over Kjartan ſelv. Ved et Høſtgilde paa Hjardarholt begyndte hun at give ſin Harme Luft paa forſkjellige Maader. Allerede ſtrax ved Ankomſten blev hun fornærmet over at Kjartan gav den beſtemte Befaling, at Refna ſkulde behandles ſom den fornemſte af alle de tilſtedeværende Kvinder. Siden overhang hun Rafna med Bønner om at viſe hende Hovedtøjet; Kjartan forbød det, men hun fik dog ſit Ønſke opfyldt. Da Gjeſterne rejſte, ſavnedes Kjartans ypperlige Sverd, ſom Kong Olaf havde givet ham. Men man havde ſeet Gudruns Broder Thorolf Uſvifersſøn gjøre ſig et Ærende hen til en Sump; der fandt man Sverdet, dog uden Skede; denne blev aldrig funden. En fjorten Dages Tid efter, ved Vinternat, var der et lignende Gilde paa Lauge hos Uſvifer, Gudruns Fader. Kjartan maatte føje ſin Fader i at være med, og Refna medtog efter ſin Svigermoders Ønſke Hovedtøjet. Morgenen efter Ankomſten ſavnedes det. Kjartan kunde nu ikke vare ſig for at klage til Bolle, og ſagde at han ej vilde finde ſig i ſaadan fiendtlig Behandling, men at han vilde have ſaavel Sverdſkeden, ſom Hovedtojet igjen. Bolle ſagde, at han havde ikke ventet at Kjartan vilde beſkylde ham og hans for Tyveri. Gudrun, ſom hørte Samtalen, ſagde at Kjartan havde gjort retteſt i ej at røre ved denne Sag, og lagde til, at om virkelig, ſom han troede, Hovedtøjet var borttaget, da var det taget af dem, der havde Ret dertil; han og de øvrige maatte for hende gjerne tro herom hvad de vilde, men hun for ſin Part var ſlet ikke utilfreds med at Refna ej havde den Stads at ſmykke ſig med. Under disſe Omſtændigheder ſkiltes man juſt ikke paa det venligſte. Nogle paaſtode at Thorolf Uſvifersſøn havde brændt Hovedtøjet efter ſin Syſter Gudruns Anmodning. For at gjøre Lauge-Folkene nogen Haan igjen, drog Kjartan efter Julen med 60 Mand til Lauge, og holdt Beboerne indeſtængte i tre Dage, ſaa at de ej kunde komme ud i noget ſom helſt Ærende. Dette anſaa de for en ſtørre Skam, end om Kjartan havde dræbt een eller to Mand for dem, og der var nu fuldkomment Fiendſkab mellem dem og Hjardarholts Beboere. Nogen Tid efter hørte Kjartan, at Bolle ſtod i Begreb med at kjøbe Gaarden Tunga i Sælingsdalen. Strax begav han ſig til Ejeren, og nødte ham med et Magtſprog til at lade Handelen gaa tilbage og ſælge Gaarden til ham for den ſamme Priis. Gudrun ſagde nu til Bolle at hans Ære bød ham at hevne dette ved at angribe Kjartan. Bolle ſvarede intet. Men i Paaſkedagene, da hun fik høre at Kjartan havde gjort et Beſøg paa Tunga, ſpurgte hun ſine Brødre, om de vilde have den Skam, at Kjartan, efter alle de Forhaanelſer, han havde tilføjet dem, ſkulde ride uantaſtet forbi deres Gaard. De kunde ikke modſtaa hendes Opeggelſe, væbnede ſig og ilede ud for at lægge ſig i Baghold for Kjartan. Endog Bolle ſelv fulgte med, ſkjønt hans Samvittighed dybt bebrejdede ham dette Brud paa Frændſkabets Pligter, og den Utaknemlighed, han derved viſte Olaf Paa, der havde opdraget ham med ſaa ſtor Kjærlighed. Men Gudrun truede med at ſkilles fra ham, hvis han ej blev med, og han var for ſvag til at kunne modſtaa hendes Truſel. Bolle, Uſvifers fem Sønner, hans Syſterſøn og endnu to andre, i alt ni, lagde ſig nu i Baghold for Kjartan, der trods ſine Venners Advarſel fortſatte ſin Vej ſelv tredie, da han ſagde at Bolle umuligt kunde tænke paa at overfalde ham: Uſvifers Sønner frygtede han ikke. Hans Fiender var allerede, førend han blev dem var, kommen dem ſaa nær, at han ej kunde undvige. Der begyndte nu en heftig Kamp, hvori dog Bolle i Førſtningen ej deeltog. Kjartan og hans to Følgeſvende forſvarede ſig godt. En af dem blev dødeligt ſaaret, men ingen kunde komme til at ſaare Kjartan, medens han ſelv fældte een og ſaarede to andre af ſine Angribere. Uheldigviis bar han den Dag ikke det gode Sverd, Kong Olaf havde givet ham, men et andet, der ſnart blev ſløvt og bøjede ſig: hans Hug gjorde derfor ikke ſynderlig Virkning, medens han ſelv blev meget træt og mødig. Uſpak Uſvifersſøn ſkammede Bolle ud, fordi han ſtod uvirkſom; herved lod denne ſig bevæge til at drage ſit Sverd og nærme ſig. „Jeg ſer, min Frænde“, ſagde Kjartan, „at du vil begaa Nidingsverk mod mig, men jeg vil heller lide Døden ved din Haand end blive din Banemand“. Med disſe Ord kaſtede han Sverdet, og Bolle gjennemborede ham, uden at ſige et Ord: han ſegnede, og opgav Aanden i Bolles Favn, thi denne angrede ſtrax hvad han havde gjort. Ved Bolles Hjemkomſt lykønſkede Gudrun ham til hans Daad. „Vi have begge“, ſagde hun, „udført et godt Dagarbejde, jeg har ſpundet tolv Alens Garn, og du har dræbt Kjartan“. „Du behøvede ikke at minde mig om en ſaa ulykſalig Hændelſe, ſom jeg kun ſeent glemmer“, ſagde Bolle. „O, Ulykken er ikke ſaa ſtor“, ſvarede Gudrun; „ſiden Kjartan kom hjem, traadte han eder under Fødder; men nu kan du atter aande frit; desuden glæder jeg mig over at Refna ikke ler, naar hun i Kveld gaar tilſængs“. Bolle ſvarede vred: „jeg tænker det er uviſt nok, hvo der blegner meeſt ved denne Tidende, hun eller du, og det aner mig, at du vilde være mindre urolig, om det var mig, der laa paa Kamppladſen, men Kjartan, der fortalte dig om Kampen“. Gudrun ſøgte nu at berolige ham, og takkede ham for hans Verk[42]. Da Efterretningen kom til Olaf, blev han meget bedrøvet, men bar ſin Sorg ſom en Mand; hans Sønner vilde ſtrax angribe Bolle, men han forbød dem det med de Ord: „jeg faar ikke min Søn mere tilbage, om end Bolle bliver dræbt“. Han tillod endog Bolle at kjøbe og tiltræde Gaarden Tunger, hvilket Kjartan havde formeent ham. Derimod opmuntrede han ſelv ſine Sønner til at angribe og fælde et Par andre af hans Banemænd, der vare ſendte afſted for at bede Snorre Gode om Hjelp ved det foreſtaaende Søgsmaal. Kjartans Lig blev begravet ved den Kirke, ſom hans Morbroder Thorſtein Egilsſøn nys havde ladet bygge paa Borg: der er endnu hans Ligſteen at ſe med den ſimple Rune-Indſkrift: „her ligger Helten Kjartan Olafsſøn[43]“. Refna ſørgede ſig til Døde over hans Tab. Olaf ſagſøgte ſtrax Bolle og hans Svogere, og ſikrede ſig Thorſtein Egilsſøns og andre mægtige Frænders Biſtand. Uſvifers Sønner ventede forgjæves paa Hjelp fra Snorre Gode, og de ſaa vel ſom Bolle maatte finde ſig i at overlade den hele Afgjørelſe til Olaf. Han beſtemte at Uſvifers Sønner alle ſkulde forlade Landet, og ikke komme tilbage, ſaa længe nogen af Kjartans Brødre eller hans og Refnas Søn Aasgeir vare i Live. Bolle vilde han, ſaa indſtændigt end hans Sønner forlangte det, ej dømme til Landflygtighed, men ſagde, at de ſkulde finde ſig i at ſidde ſamhereds med ham, ſaa længe han ſelv, deres Fader, var i Live. Uſvifers Sønner forlode virkelig Landet, og kom neppe mere tilbage til Island, men fra den ældſte af dem, Uſpak, nedſtammede i Norge en berømmelig Slægt. Uheldigviis overlevede Olaf Kjartan kun i tre Aar. Efter hans Død viſte hans Enke Thorgerd ſig lige ſaa ivrig ſom hans Sønner for at lade Bolle undgjelde Kjartans Drab. Ledſaget af dem, af ſin Datter Thurids unge Søn Varde Gudmundsſøn, og flere andre, i alt ni, drog hun ſelv Hud for at opſøge Bolle, der efter et tappert Forſvar blev dræbt. Han havde ingen Sønner, der ſtrax kunde hevne hans Død, thi hans og Gudruns ældſte Søn, Thorleik, var kun fire Aar gammel, den anden, Bolle, blev fød nogle faa Maaneder efter hans Død. Snorre Gode, Uſvifers Ven og Frænde, tilbød derfor Gudrun ſin Hjelp til at faa et anſtændigt Forlig iſtand. Men hun vilde intet høre om Forlig, og udbad ſig alene ſom Vennetjeneſte af Snorre, at han vilde bytte Gaard med hende, da hun ej længer ønſkede at bo i Hjardholtingernes Naboſkab. Snorre, der i den ſenere Tid havde haft flere Ubehageligheder med ſine Naboer, de ſtridbare Eyrbygger, føjede hende gjerne deri, og ſaaledes flyttede da Gudrun til Helgafell, medens Snorre opſlog ſin Bolig paa Tunga i Sælingsdalen. Gudrun hvilede ikke, førend hun fik hevnet Bolles Død, dog ej paa Kjartans Brødre, hvilket Snorre Gode ej vilde tillade, da det, ſom han ſagde, ikke gik an at gaa løs paa de meeſt anſeede Mænd i Heredet, og det desuden var paa Tide, at alle disſe Ættedrab hørte op. Derimod gik Hevnen ud over en af de mindre anſeede blandt Drabsmændene, men dog den, for hvis Haand Bolle egentlig var falden. Dette Drab blev ligeledes hevnet, dog ſynes hermed ogſaa den lange Række af Drab at have faaet Ende, og omſider blev et fuldſtændigt Forlig tilvejebragt ved Snorres ivrige Beſtræbelſer. Gudrun egtede ſiden den mægtige Høvding Thorkell Eyjulfsſøn paa Hvam, Søn af Eyjulf den graa, Giſle Sursſøns Banemand. Hun lod l-tigge en Kirke paa Helgafell, og ſkal i ſin fremrykkede Alder, efter hendes Mands Død, have ſlaaet ſig fra Verden og levet ſom Nonne eller Eneboerſke. Hendes og Thorkells Søn Gelle, en anſeet Høvding, var igjen Farfader til den berømte Preſt Are Thorgilsſøn, kaldet den frode, der tilligemed ſin ſamtidige, Sæmund frode i Odda, kunne anſees ſom de egentlige Grundlæggere af Norrøna-Literaturen[44].

En anden merkelig og langt blodigere Række af Drab, der næſten kan anſees ſom en formelig Krig mellem tvende Hereder, udſpandt ſig i Anledning af den tidligere omtalte Høvding Viga-Styrs, Snorre Godes Svigerfaders, Drab. Stor var for overmodig til at ville betale Bøder for noget af ſine Drab, og gjorde ſig endog til af at have dræbt 33 Mænd uden at bøde for dem. Da han ſiden for en ringe Sag havde dræbt endnu en Mand, til hvem han havde fattet Nag, vægrede han ſig ſom ſædvanligt ved at betale Boder, ja tilbød endog ſpotviis den Dræbtes Søn Geſt et graat og hæsligt Lam i Erſtatning. Geſt, en raſk ung Mand, ſkjønt liden af Væxt, ſagde intet, men pasſede ſtrax efter ſit Snit til at overfalde Stor og give ham hans Baneſaar, med de Ord: „der har du Lønnen for det graa Lam“. Geſt, der nu kunde vente ſig Forfølgelſe af Styrs Søn, hans Broder Vermund, og hans mægtige Svigerſøn Snorre Gode, tog ſin Tilflugt til de mægtige borgfjordſke Høvdinger Illuge ſvarte, Thorſtein Giſlesſøn og Kleppjarn den gamle, der toge ſig af ham og beredte ſig til at forſvare ham paa det kraftigſte. Den følgende Vaar begav Snorre Gode ſig med Styrs Frænder og Venner, hvoriblandt Steinthor paa Øre og en heel Deel andre, i Alt 480 Mand, til Borgarfjorden for at paatale Styrs Drab, men Illuge, Kleppjarn, Thorſtein Giſlesſøn og flere andre borgfjordſke Høvdinger mødte ham med over 600 Mand ved Hangsvad, og formenede ham Overgangen over Aaen, ſaa at han alene paa den anden Bred kunde forkynde Stevningen mod Geſt, og imidlertid maatte høre mange Smædevers fra Borgfjordingernes Skare. Strax efter ſkaffede Borgfjordingerne Geſt i al Stilhed over til Norge. Hans Fiender vidſte i Førſtningen ej, hvor han var bleven af; endelig fik de høre, at han var i Norge, og Thorſtein, Styrs Søn, rejſte ſtrax afſted for at dræbe ham; han fik opſpurgt, hvor han var, nemlig i Fjordene, men kom uheldigviis til at kantre mod et Skær, og reddedes af Geſt ſelv, der ædelmodigt ſkjenkede ham Livet. Dette afholdt imidlertid ikke Thorſtein fra endnu at efterſtræbe hans Liv, men anden Gang gik det ikke bedre; Bonden, hos hvem Geſt opholdt ſig, vilde dræbe Thorſtein, men Geſt bad om Naade for ham, og han fik beholde Livet. For at undgaa flere Efterſtræbelſer drog Geſt nu til Conſtantinopel, hvor han lod ſig hverve blandt Væringernes Skare. Men ogſaa her forfulgte Thorſtein ham. Han lod ſig ligeledes optage blandt Væringerne. Deres Skik, dagligen at prøve Styrke med hinanden ved at tage Tag, kom ham vel tilpas; han gav ſig i Kaſt med Geſt, og vilde dræbe ham med et Saxſverd, han havde gjemt under ſin Kappe. Stikket rammede dog kun i Skulderen; Thorſtein blev greben, og ſkulde efter Væringernes ſtrenge Love ſtrax dræbes. Men Geſt bad atter om Naade for ham, tilbød ſin halve Formue ſom Løſepenge, og udvirkede hans Frigivelſe. Han bad ham nu høre op med at ſtræbe ham efter Livet, og Thorſtein lovede det, imod at Geſt aldrig vilde komme tilbage til Norden. Dette lovede Geſt, og gav ham Rejſepenge, da han havde opbrugt alt hvad han ejede. Thorſtein vendte ſaaledes tilbage med uforrettet Sag.

Imidlertid havde det Søgsmaal, Snorre havde tilſtevnt til Althinget i Anledning af Styrs Drab, heller ikke haft nogen Virkning, da Geſt ej længer var tilſtede, og Borgfjordingerne desuden vare ham for mægtige. Hans Harme i denne Anledning gik meeſt ud over Thorſtein Giſlesſøn, hvilken han og ved et nyt Tog til Borgarfjorden fik taget af Dage. Snorre hevnede ſig ligeledes ved at forſpilde et Søgsmaal, Illuge den ſvartes Svigerſøn havde fore paa Thorsnes-Thing, hvor det i den Anledning kom til en blodig Kamp mellem begge de ſtridende Partier. Siden blev der vel ſluttet et Forlig, hvorved Styrs og Thorſteins Drab ſkulde gaa op mod hinanden, men dette hindrede dog ikke Kleppjarns Broder Haareks Sønner, der juſt opholdt ſig i Norge, fra at ſøge Hevn over en af Snorre Godes Paarørende. Det lykkedes imidlertid denne at undkomme ved Hjelp af den raſke Hall, en Søn af Olaf Paa-s ſtorſindede Datter Thurid. De vendte derfor deres Vrede mod Hall, overraſkede ham, juſt ſom han ſkulde ſejle ud til Island, paa Øen Folſkn (Storfoſen) udenfor Throndhjemsfjorden, og dræbte ham. Hans Stalbroder Thorgils tog vare paa hans Gods, og forbød ved Hjemkomſten til Island ſine Skibsfolk paa det ſtrengeligſte at tale om det Forefaldne. Førſt paa næſte Althing berettede han Halls Fader Gudmund Sønnens Drab, og angav ſom Grund til ſin lange Taushed derom, at Sagen kunde have ſlemme Følger nok, om den ej blev bekjendt før. Gudmunds Søn, den forhen omtalte Barde, gav ham Ret, og tilbød ham for hans Umag Halls Gods. Thorgils vilde dog ej tage derimod, og ſagde at han nok ſelv kunde behøve det, inden denne Sag var endt, men Varde paaſtod at han idet mindſte ſkulde have Halvdelen, og derved blev det. Gudmund tog ſig Sønnens Død ſaa nær, at han døde en Maaned efter ſin Hjemkomſt. Da Varde, ſom nu var den ældſte af hans Sønner, en Stund efter vilde ſætte ſig i hans Højſæde, gav hans Moder Thurid ham en dygtig Kindheſt, og bød ham at pakke ſig bort fra Halls Sæde, ſaa længe han ej havde hevnet ham. Barde erkjendte at hun havde Ret, og begyndte at tænke paa Eftermaalet. Haareks Sønner vare paa Vejen fra Norge omkomne under Jylland: Barde henvendte ſig derfor til Haarek ſelv paa næſte Althing om Bøder, men denne undſkyldte ſig med at han havde overdraget alle ſine Ejendomme til ſin Broder Kleppjarn. Bedre gik det ej paa andet og tredie Thing; paa det ſidſte fremſtod endog en af Borgfjordingerne, og haanede Varde. Nu beredte han ſig med ſin Foſterfader Thorarins Hjelp hemmeligt til at ſkaffe ſig Ret ved Sverdet. Han red om i Videdalen, hvor han boede, og i de nærmeſte Hereder, for at ſikre ſig dygtige Mænds Biſtand, hvilket ogſaa lykkedes ham, og der aftaltes et ſtort Tog, der ſkulde foretages over Fjeldhejden mellem Nordlandet og Sønderlandet ned til de øverſte Gaarde i Borgarfjorden i Nærheden af Gilsbakke, for her at fælde en eller anden Høvding. Imidlertid begyndte Bardes Moder Thurid at finde Tiden for lang. Hun havde ſtedſe udmerket ſig ved ſin heftige og voldſomme Charakteer. Førend hun blev gift med Gudmund, Bardes Fader, havde hun været gift med en Nordmand, ſom hun ej elſkede, men kun tog ifølge ſin Fader Olaf Paas Overtalelſer; efter en kort Tids Forløb blev han ogſaa ked af hende, og vilde rejſe tilbage til Norge fra hende og ſit ſpæde Barn, men hun pasſede paa, førend han endnu havde forladt den ſidſte Udhavn, ſneg ſig ombord i Skibet, tog hans ypperlige Sverd, og lagde Barnet i dets Sted hos ham[45]. En ſaadan Kvinde maatte naturligviis anſe Hevn for den førſte og helligſte Pligt, og da hun ej vidſte noget om alle de Foranſtaltninger, Barde havde truffet, blev hun ganſke utaalmodig. En Morgen, da der ſkulde ſpiſes Dagverd, paatog hun ſig ſelv at ſkifte Mad til ſine Sønner. Hun kom med en heel Oxebov, og deelte den i tre Stykker, et til hver af dem. Da de forundrede ſig over denne Ødſelhed, ſagde hun: „eders Broder Hall blev deelt i ſtørre Dele, uden at I undredes derover“. Hun lagde for hver af dem en Steen ved Kjødet. Paa deres Spørgsmaal, hvad dette ſkulde betyde, ſvarede hun: „dette pasſer ſig bedſt for eder, der ſelv ikke ere bedre end Steen, ſiden I ej tør hevne eders ypperlige Broder, og vanſlægte ſaaledes fra eders Æt“. Da ſprang de op, løb til ſine Heſte, og rede afſted. Thurid vilde ſelv følge med, og begav ſig virkelig paa Vejen, men Varde, ſom nødig vilde have hende med, bad hendes Følgeſvende at ſpende Sadelgjorden ſaa løſt paa hendes Heſt, at hun ved at ride over en Bæk maatte glide af, uden dog at komme til Skade; det ſkede, og hun maatte derfor vende hjem igjen. Barde, hans Brødre og hele det øvrige Følge rede nu over Fjeldhejden, den ſiden efter ſaakaldte Tvidøgra eller To-Dages-Højden, ned til Borgarfjorden, og det lykkedes Varde der at dræbe Giſle, den ſamme, ſom havde fornærmet ham paa forrige Thing. Bardes Ledſagere vilde at man ſkulde dræbe endnu flere, og meente at det var lidet at rejſe ſaa lang Vej for, naar man ej ſkulde faa fældt mere end en Fiende; men Varde, ſom vidſte at deres Fiender ſtrax vilde ſamle ſig og forfølge dem, foretrak efter ſin Foſterfaders kloge Raad heller at oppebie dem oppe paa Hejden, hvor nogle Fjeldvand dannede et Pas, der var let at forſvare for Færre mod Flere. Han havde heller ikke gjettet fejl; de ſtridbareſte Mænd i Heredet ſamlede ſig, ſatte efter dem, og indhentede dem ved hine Fjeldvand, hvor det nu kom til en meget hidſig og blodig Kamp, bekjendt i Islands Aarbøger under Navnet Heidarvig eller Hejde-Kampen. Barde udmerkede ſig iſær ved ſin Tapperhed, og fik efter den Tid Tilnavnet Viga-Barde. Efter at 8 vare faldne af Borgfjordingernes og tre af Videdølingernes Flok, ophørte Striden, og Varde drog videre. Illuge den ſvarte kom ſiden til og vilde ſætte efter ham, men blev ved det indtrædende Mørke nødt til at vende om igjen. Det lykkedes ſiden Snorre Gode at bringe et fuldſtændigt Forlig iſtand, ſaaledes at de fleſte Drab gik op imod hinanden, og Barde ſelv et Par Aar drog udenlands. Da han kom tilbage, egtede han Snorre Godes Datter Aud, og rejſte ſiden med hende til Norge. Her blev han uenig med hende, ſkiltes fra hende, og drog til Conſtantinopel, hvor han tog Tjeneſte blandt Væringerne, og ſkal omſider være falden i et Slag[46].

Med de her ſkildrede Voldsgjerninger ſynes dog de ſidſte umiddelbare Levninger af Hedendommen at have udraſet. Den Slægt, ſom nu voxede op, var opdragen i Chriſtendommen og dens mildere og humanere Grundſætninger. Vel vedblev Blodhevnen endnu, og vi ville ſe, hvorledes Magnaternes Ærgjerrighed et Par Aarhundreder ſenere fremkaldte Fejder og Voldſomheder, mod hvilke de nys ſkildrede havde lidet at betyde. Men i en lang Mellemtid nød dog Øen forholdsviis Fred og Ro, og det er iſær i denne Tid, da der indtraf færre Begivenheder hjemme, ſom vare værd at erindres, at Opmerkſomheden henvendtes deſto ivrigere paa Begivenhederne i det øvrige Norden, fornemmelig i Moderlandet, og den førſte Grundvold lagdes til en egentlig norſk Literatur, for hvilken de norſke Kongers og Jarlers Bedrifter, og de merkelige Begivenheder paa Øen ſelv i Hedendommen og den nærmeſt paafølgende Tid dannede de vigtigſte Emner.

  1. Om alt dette, ſe ovf. S. 186—196.
  2. Njaals Saga, Cap. 92.
  3. Njaals Saga, Cap. 93—95.
  4. Om Grim Svertingsſøn, ſe ovf. S. 159.
  5. Are frode, Islendingabok, Cap. 8.
  6. Om Skaftes ?Et, ſe ovf. S. 181, I. B. S. 551.
  7. Islendingabok, l. c.
  8. Om Floſe, Thord Freysgodes Søn, ſe ovf. S. 184. Han var gift med Sidu-Halls Datter.
  9. Navnet „Femterdom“ ſynes alene at være valgt i Analogi med „Fjerdingsdom“, fordi den ſelv ved Siden af disſe dannede en femte Domſtol. Den kan nærmeſt betragtes ſom et Slags Højeſteret. Om Fjerdingsdommene ſe ovenfor S. 156.
  10. Ved de gamle Godord forſtod man de 36, der exiſterede for den ovf. S. 155 omtalte Ordning af Fjerdingsinddelingen, hvorved Nordfjerdingen fik 4, ikke tre Thinglag, og ſaaledes 12 Goder, ikke 9, ſom de øvrige Fjerdingen Ligeſom nu Nordfjerdingens 12 Goder ved Udnævnelſen af Biſiddere i Fjerdingsdommene betragtedes ſom om de kun vare 9, og alene udvalgte 9 Dommere, ſaaledes ſkulde de heller ikke til Femterdommen udnævne flere. Naar der altſaa er Tale om „gamle“ Godord, ſigtes derved nærmeſt til Nordfjerdingen, og Meningen er, at dens III Goder alene ſkulle regnes for 9.
  11. Ved Kvider forſtodes en Art af Sandemænds-Nævninger, hvorom mere nedenfor.
  12. Njaals Saga, Cap. 98. Om Femterdommens Indretning ſe yderligere Grágás, Þingskapa þáttr, Cap. 29.
  13. Njaals Saga Cap. 108.
  14. Njaals Saga Cap. 99, 100, 107.
  15. Njaals Saga Cap. 109—112.
  16. Om Aasgrim, Gisſur hvites Syſterſøn, og hans Æt, ſe ovf. S. 184.
  17. Njaals Saga Cap. 113, 116—118.
  18. Efter den ovenfor (S. 352 Not.) anførte Beregningsmaade, hvis Rigtighed dog ej er hævet over enhver Tvivl, men grunder ſig paa Afhandlingen udg. i Kriſtniſaga „de centenario argenti“ ſkulde et Hundrede i Sølv ſvare til omtr. 20 eller i det højeſte 21 Ører, ſex Hundreder vilde altſaa blive 15 eller 18 Mark Sølv.
  19. Kaaben kaldes her Slæde, hvorved forſtodes et langt, ſidt Klædebon: Støvlerne kaldtes bótar, (det engelſke boots); de brugtes vel iſær af Kvinder og Gejſtlige, ſe Fornm. s. 7, S. 186.
  20. Det er øjenſynligt ſaa vel heraf, ſom af Skarphedins Opførſel under alle disſe Forhandlinger, at det lige ſaa vel var hans, ſom Floſes hemmelige Ønſke, at intet Forlig ſkulde komme iſtand.
  21. Njaals Naturfejl, ikke at have Skjeg, var allerede tilforn, ſom ovenfor nævnt, (S. 186) gjort til Gjenſtand for Spot, og deraf havde Hallgerd i ſin Tid taget Anledning til at give ſaa vel ham ſom hans Sønner Øgenavn (karl hinn skegglausi og taðskegglingar). Ved nu at ſætte denne Omſtændighed i Forbindelſe med Silkekaaben, hvilken Njaal i bedſte Henſigt havde føjet til Boden ſom en Vennegave, men ſom nærmeſt pasſede ſig for Kvinder, vilde Floſe haanligt give at forſtaa, at Njaal ſelv var en Kvinde. Denne Fornærmelſe gjengav Skarphedin Floſe i Overmaal, idet han ej alene ligefrem ſagde at han hver 9de Nat forvandledes til en Kvinde, men at han ogſaa, ſom ſaadan, levede i utilladelig Forbindelſe med Svinafells-Guden (Svínafells-áss), eller den Landvætte, der endnu troedes at bebo Fjeldet ved Floſes Gaard. Hvor fornærmelig en ſaadan Beſkyldning var, ſees bedſt af vor ældre Gulathingslov, Cap. 138, hvor det heder: „om en Mand ſiger om en anden Mand … at han bliver til en Kvinde hver 9de Nat og har født Børn, … da er han utlæg“. — En ſaadan Beſkyldning blev, ſom vi have ſeet, (S. 282) ogſaa fremſat mod Biſkop Frederik, og hevnet af Thorvald Vidfarle ſom en blodig Fornærmelſe.
  22. Njaals Saga Cap. 119—125.
  23. Tidsregningen har her, ſom ſædvanligt, ſine Vanſkeligheder. Imidlertid er der dog her den Fordeel, at man har et beſtemt Punkt at regne fra, nemlig Briansſlaget paa Irland, hvorom nedenfor; Aaret, da dette holdtes, nemlig 1014, kjendes af de irſke Annaler, medens vi af Njaalsſaga erfare, at Njaals Indebrænding indtraf tre Vintre i Forvejen, altſaa 1011. De islandſke Annaler angive for Njaalsbranden 1009 og 1010, men da deres Angivelſer i disſe tidligere Aarhundreder ej ere at lide paa, og fornemmelig i Begyndelſen af det 11te indeholde mange Urigtigheder, maa den ovenanførte, der grunder ſig paa Sammenligning af de ſikreſte Kilder, have Fortrinet. Hvad Dagen angaar, da Floſe tiltraadte Toget, ſtemme alle Haandſkr. af Njaalsſaga i at nævne en Søndag, men forreſten angive nogle den til 6, andre 8 Uger før Vinterdag. Da det dog tillige heder at Floſe udtrykkeligt beſtemte at Toget ej ſkulde foregaa, førend efter at Markarbejdet for Sommeren var over, ſynes det neppe rimeligt at man allerede ſkulde have ſat ſig i Bevægelſe 14 Dage før den angivne Tid, eller den 19de Auguſt, naar man ej var kommen hjem fra Thinget før ſidſt i Juni eller førſt i Juli. Vi antage ſaaledes 6 Uger ſom den rette Angivelſe; og da Vinterdag i 1011 indtraf den 13de Oktober, bliver den 6te Søndag i Forvejen den 2den Septbr.; Natten, da Branden ſkede, bliver altſaa mellem 3die og 4de Septbr. 1011. — Af Begivenhederne før Njaalsbranden kjendes kun med nogenlunde Vished Tiden for Femterdommens Oprettelſe, der viſtnok i Njaals Saga ſattes før Chriſtendommens Opførelſe, men dog, hvad ogſaa Are Frode (Islendingabok Cap. 8) udtrykkeligt angiver, førſt fandt Sted i Skaftes Lovſigemandstid, altſaa ikke førend 1003, men neppe heller ſenere end 1004. Høſkuld maa være bleven dræbt Vaaren 1011, hans Fader Thraain omkring 990, ſe ovf. S. 196, Note.
  24. Denne Øxe, kaldet Rimmugýgr eller Stridens Gygr (Jøtunkvinde) foreviſtes endnu i forrige Aarh. paa Skaalholt (ſe Olafſens og Povelſens Rejſe i Island S. 1034); ſkjønt det rigtignok er meget uviſt, hvor vidt det virkelig er den rette.
  25. Njaals Saga, Cap. 123.
  26. Gunnlaug og Rafns Saga, Cap. 11. Jvf. Njaals Saga, Cap. 138, Slutn.
  27. Da Snorre gav Gisſur og hans Venner det ovennævnte Tilſagn om at hindre deres Fiender fra at komme ind i Almanna-Gjaa, ſagde han allerede, at han, naar han ſyntes at de havde dræbt ſaa mange Fiender, ſom var tilſtrækkeligt for deres Æres Skyld, men ej flere end at de kunde beſtride Bøderne for deres Drab, ſkulde komme og gjøre Ende paa Kampen; Gisſur takkede ham, og lovede ogſaa ſtrax at høre op, naar han kom.
  28. Njaals Saga, Cap. 134—148.
  29. Njaals Saga, Cap. 149—153. Beretningen herom indeholder mange, højſt charakteriſtiſke og underholdende Enkeltheder.
  30. Kaare var ſelv fra Sydrøerne, om hans tidligere Forhold til Jarlen, ſe ovfr. S. 193. Henſigten med Kong Sigtryggs Beſøg hos Sigurd var at bede om hans Hjelp mod Kong Brian Boroimhe (ſe ovfr. S. 207, 208); herom vil der i det følgende nærmere blive fortalt.
  31. Njaals Saga, Cap. 154—156, 159.
  32. At imidlertid enkelte Pilegrimsfarter tidligere have været foretagne af mindre anſeede Perſoner, hvis Navn ikke i Sagaerne ere opbevarede, viſer Fortegnelſen over nordiſke Pilegrimme i det reichenauſke Nekrologium, der ſlutter med Begyndelſen af det 11te Aarhundrede, ſe Antiqv. Tidsſkrift 1843, S. 67—75; blandt disſe Navne findes Ved flere udtrykkeligt Hislant terra, d. e. Island.
  33. Njaals Saga, Cap. 160.
  34. Illuge ſvarte, Gunnlaugs Fader, var en Sønneſøn af Roſskell, der igjen var en Frænde af Brage Skald den gamle og af Arinbjørn Herſe, ſe ovfr. 1ſte B. S. 547, jvfr. Landn. II. 1.
  35. Om Thorſtein, ſe ovf. S. 159, 165.
  36. Helgas Moder, Thorſteins Huſtru, var Jofrid, en Datter af den ypperlige Gunnar Livesſøn, ſe ovf. S. 159; hun havde førſt været gift med Thorodd, Tunge-Odds Søn. Kort før Helgas Fødſel ſkal Thorſtein have haft ſaa foruroligende Drømme om det forventede Barns tilkommende Skjæbne, at han vilde have det udſat, men Jofrid lod det hemmelig bringe til Thorſteins Syſter, Thorgerd paa Hjardarholt, Olaf Paa’s Huſtru, der opdrog det hos ſig, indtil hun var 6 Aar gammel; og da blev Thorſtein ved et Beſøg paa Hjardarholt forbauſet over Pigens Skjønhed; Thorgerd aabenbarede ham at det var hans egen Datter, og han bragte hende nu hjem med ſtor Glæde. Gunnlaugs Saga, Cap. 3.
  37. Om Skule Thorſteinsſøns Ophold hos Erik Jarl er allerede oftere talt, navnlig S. 393.
  38. Det er merkeligt, at Gunnlaugs Saga her omtaler Sigurd ſom Jarl i Veſter-Gautland og boende i Skara. Thi vi have allerede ſeet, at Jarlen Ragnvald Ulfsſøn, Sigrid Storraades Broder, var Veſtergautlands Jarl paa Olaf Tryggvesſøns Tid, og vi finde ham atter ſom ſaadan i den førſte Tid af Olaf den helliges Regjering; vi erfare desuden udtrykkeligt af Olaf den helliges Saga, Cap. 170, at Ragnvald boede i Skara. Det ſkulde ſaaledes ſynes ſom om Ragnvald den hele Tid havde været Jarl i Skara, og ſom om Gunnlaugs Saga følgelig havde fejlet ved at nævne Sigurd. Og dog har denne Saga viſtnok Ret. At Ragnvald var traadt i en ſaa nær Forbindelſe med Olaf Tryggvesſøn, at han egtede hans Syſter og lod ſig døbe, maa ganſke viſt have været anſeet af Sigrid Storraade ſom et Forræderi, og trods at Ragnvald var hendes Broder, har hun viſt faaet ſin Søn Olaf til at fordrive ham og indſætte Sigurd i hans Sted. At Sigurds Navn ikke ved en ſimpel Uagtſomhed er kommet ind i Stedet for Ragnvalds, ſees deraf at Erik og han indbyrdes ſendte hinanden Gaver: en ſaadan Forbindelſe kunde aldrig finde Sted mellem ham og Ragnvald, Olaf Tryggvesſøns Svoger. Men efter Sigrid Storraades, maaſke ogſaa Sigurds Død (han ſiges udtrykkeligt at have været en gammel Mand) maa Ragnvald, efter flere Aars Fraværelſe være kommen tilbage: hvor han for øvrigt i den Tid har opholdt ſig, vides ikke. Maaſke i Rusland, hvorhen han ſiden tyede.
  39. Med Henſyn til den her fulgte Tidsbeſtemmelſe maa det merkes, at Gunnlaugs og Rafns Saga fejler, ved her at nævne Knut i Stedet for Sven Tjugeſkegg, af den Grund, der i det følgende nærmere vil blive omhandlet, at de ældſte islandſke Chronologer, ſandſynligviis allerede Are frode, ved en fejlagtig Beregning henførte Sven Tjugeſkeggs Død til 1008 i Stedet for at det rette Aar er 1014. Oprindeligt har Sagaen viſtnok kun nævnt Danekongen, og da dens Tidsangivelſer for øvrigt ere aldeles rigtige, kan man maaſke fra hiin Tilføjelſe af Knuts Navn ſlutte, at Sagafortælleren ſelv her har tænkt paa Aaret 1008. Dette pasſer med de Efterretninger, vi ellers ſinde i de paalidelige og ſamtidige engelſke Annaler. Sven havde ſeneſt i 1007 ſluttet Fred med Ædhelred, men i 1009 kom en ny Skare af Daner under Heming o. fl.; før disſes Ankomſt, men efter 1007, maa altſaa Gunnlaug have forladt England. Da Sven neppe kunde ventes ſamme Aar, hvori han havde ſluttet Freden, men i det allertidligſte Aaret efter, bliver altſaa juſt 1008 den Sommer, hvori Ædhelred kunde vente hans Komme. De tre Vintre, ſom da vare udløbne, vare følgelig 1005—1006, 1006—1007 og 1007—1008. Det var altſaa i 1005, at Gunnlaug forlod Island. Dette pasſer godt med, hvad Gunnlaugs og Rafns Saga melder, at Gunnlaug da var 18 Aar gammel, og (Cap. 5) at Chriſtendommens Indførelſe paa Island (1000) indtraf mellem Gunnlaugs 12te og 18de Aar. Gunnlaug maa ſaaledes være fød 987 eller 986. Det heder viſtnok ogſaa i Cap. 5, allerede førend Chriſtendommens Indførelſe omtales, at Skafte da var Lovſigemand; men dette findes egentlig kun i en foreløbig Udſigt over Slægtſkabsforholdene, og er nærmeſt at henføre til den Tid, i hvilken Sagaens Hovedbegivenheder foregik, nemlig fra 1005 til 1012.
  40. Vi ville nedenfor ſe, hvorledes Erik før ſin ſidſte Rejſe fra Norge fik al Holmgang afſkaffet i ſin Deel af Riget. Denne Tanke har ſaaledes allerede beſkjæftiget ham, da Gunnlaug og Rafn kom til Landet, og det ſynes derfor ikke, ſom om det alene var Venſkab for Gunnlaug, der her bragte ham til at udſtede noget ſæregent Forbud. Efterretningen om Holmgangs Afſkaffelſe paa Island har maaſke vakt Lyſten hos ham til at følge dette gode Exempel.
  41. Gunnlaugs og Rafns Saga.
  42. Se Laxdøla Saga, Cap. 49. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 233.
  43. Hér liggr halr Kjartan Olafssunr, ſe Eggert Olafſens og Bjarne Povelſens Rejse gjennem Island, 1ſte Deel S. 255; Antiqvar. Annaler IV B. 2det H. S. 343, 344.
  44. Laxdøla Saga, Cap. 50—78. Ved Tidsregningen her frembyde ſig atter ſtore Vanſkeligheder. Laxdøla Saga, Cap. 46—50, lader Kjartans Drab ſke om Paaſken, anden Vaar efter hans Ankomſt, altſaa 1002, lader Forliget finde Sted Sommeren efter, og lægger tillige Uſvifer i Munden, at Audun Feſtargarm, der havde ladet ſig forlyde med at Kjartans Drabsmænd heller ikke vilde finde Fred i Norge, endnu ſamme Sommer vilde komme i Troldhaand, hvilket og, tilføjes det, gik i Opfyldelſe, da Audun ſamme Sommer forliſte og druknede ved Færøerne. Dette Sammentræf ſynes at maatte have ſin Rigtighed. Men da nu Gunnlaugs Saga (Cap. 5, 6) netop fortæller at denne ved ſin førſte Udfart (1005) ſejlede med Audun, kan Auduns Død ej ſættes tidligere end 1006, i hvilket Aar altſaa ogſaa Kjartan ſkulde være dræbt. Nu er det viſtnok ikke ſaa nødvendigt at hiint Forlig juſt fandt Sted ſamme Aar, Kjartan dræbtes. Men da derhos Landn. til. Is) ikke ſom Laxdøla Saga tillægger Kjartan kun een Søn, Aasgeir, fød Vinteren før hans Drab, men derimod to, maa man dog nødvendigviis ſætte hans Drab ſenere end Laxdøla, altſaa allertidligſt 1003 eller 1004. Tre Aar efter Kjartans Drab døde Olaf (Laxdøla Cap. 52); Aaret efter (Cap. 53—55) blev Bolle dræbt, og endnu et Aar derefter (Cap, 56) flyttede Gudrun til Helgafell. Eyrbyggja Saga (Cap. 56) ſiger at Snorre boede paa Helgafell 8 Vintre efter Chriſtendommens Indførelſe; var altſaa den førſte Vinter 1000—1001, bliver den 8de 1007—1008. Dette gives for Bolles Drab Aaret 1007, for Olafs —Død 1006, og for Kjartans 1003. Bolle ſkal være bleven hevnet, da hans ſtrax efter hans Død fødde Søn var 12 Aar gammel, altſaa 1019, hvilket dog ſtrider mod meget andet af hvad Sagaen ſelv anfører. Man maa i det hele taget erkjende, at Tidsregningen i den ſenere Deel af Laxdøla Saga er ſaa forvirret, at det neppe er muligt at bringe Rede i den.
  45. Se Laxdøla Saga, Cap. 30.
  46. Se Heidarviga-Saga. Tiden, naar disſe Begivenheder foregik, angives forſkjelligt. Grettes Saga (Cap. 33), der omtaler Heidarvigene i Række med de øvrige Begivenheder, henfører dem, ſom det ſynes, til 3die eller 4de Aar efter Erik Jarls Rejſe fra Norge, altſaa 1018 eller 1019. Angivelſerne ere imidlertid ikke ganſke tydelige. Annalerne angive 1013, men de henføre ogſaa Eriks Rejſe til 1012. Heidarviga Saga ſelv giver ingen ſikker Oplysning.