Det norske Folks Historie/2/47

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I denne urolige Tid, hvor de hyppige Fejder paa Island nødſagede ſaa mange til at forlade Landet, og i Forening med de ſtore Bevægelſer, der fandt Sted over hele Norden, fremkaldte en Tilſtand og Stemning, temmelig beſlægtet med den, ſom herſkede da Island opdagedes og befolkedes, — var det naturligt, at Luften til at beſøge fremmede Egne, beſtaa driſtige Æventyr til Lands og Vands, og opdage ukjendte Lande atter oplivedes. Det nys fundne og bebyggede Grønland dannede her et nyt Udgangspunkt for de driſtige Søfarere, der ikke længer i de ſædvanlige Farvande fandt Tillokkelſer nok for deres Videlyſt og ærgjerrige Stræben.

En af de dygtigſte og meeſt foretagelſeslyſtne Søfarere paa den Tid, da Chriſtendommen indførtes paa Island, var Bjarne, en Søn af Herjulf Baardsſøn, der boede i Nærheden af Reykjanes paa Island; Herjulfs Farfader, der ligeledes hed Herjulf, havde været Landnamsmanden Ingulfs Foſtbroder, og var kommen til Island med ham. Fra ſin tidligſte Ungdom plejede Bjarne at ligge paa Rejſer for at ſkaffe ſig Gods og Anſeelſe. Hver anden Vinter var han ſædvanligviis ude, hver anden hjemme hos ſin Fader Herjulf. Denne beſtemte ſig en Vinter, da Sønnen opholdt ſig i Norge, til at flytte til Grønland, hvor han nedſatte ſig ved den Fjord, der efter ham fik Navnet Herjulfsfjord[1], og byggede en Gaard, ſom han kaldte Herjulfsnes. Da Bjarne om Vaaren efter kom med ſit Skib til Ørebakke, hørte han til ſin Forundring, at hans Fader var dragen bort; men da han nu engang havde beſtemt ſig til at tilbringe Vinteren hos ham, vilde han ikke engang lade Skibet losſe, men beſluttede at opſøge ſin Fader i Grønland, ſkjønt hverken han ſelv eller nogen af hans Skibsfolk havde været der eller kjendte Vejen derhen. Nordenvinde og Taager dreve dem ud af deres Kurs, og de tilbragte mange Dage uden at vide hvor de vare. Endelig fik de Solen at ſe, ſaa at de kunde kjende Himmelegnene. De ſejlede endnu en Dag: da ſaa de Land. Bjarne meente at dette Land ej kunde være Grønland; han holdt nær ind under det, og de fandt at det var uden Fjelde, kun med ſmaa Højder, og var bevoxet med Skov. De beholdt Landet til Venſtre, eller med andre Ord, ſtyrede nordefter, og kom efter en Dags og en Nats Forløb til et andet, ligeledes fladt og ſkovbevoxet Land, hvilket efter Bjarnes Mening heller ikke kunde være Grønland, da dette, efter hvad han havde hørt, ſkulde være fuldt af ſtore Jøkler. Vinden ſtillede nu af, og Skibsfolkene foreſloge at de ſkulde gaa i Land, iſær da de baade behøvede Ved og Vand. Men Bjarne ſvarede at der var ingen Mangel paa nogen af Delene og vilde ikke høre om nogen Landgang. Skibsfolkene knurrede derover, men det blev ſom han ſagde. Nu ſejlede de med Sydveſtvind i een og en halv Dag, de kom til et tredie Land, højt og fuldt af Fjelde, endog Jøkler. Heller ikke her vilde Bjarne lande, fordi han fandt Egnen lidet indbydende. Dette Land fandt de at være en Ø. De ſejlede nu for en ſkarp Sydveſt-Kuling i to Dage, og kom endelig til et Land, ſom Bjarne antog at være Grønland. De landede om Aftenen ved et Nes, ſom tilfældigviis netop var det Herjulfsnes, hvor Bjarnes Fader Herjulf havde nedſat ſig. Bjarne gjorde ſiden en Rejſe til Norge, og beſøgte Erik Jarl, hvis Hirdmand han blev; men han maatte høre ilde fordi han havde været ſaa lidet videbegjærlig, at han ej nærmere havde underſøgt hine ubekjendte Lande, ſom han paa ſin Grønlandsrejſe havde ſeet[2].

Der blev nu, beder det, megen Tale om at opdage nye Lande. Leif Eriksſøn[3] paa Brattelid fik uimodſtaaelig Lyſt til at underſøge de Kyſter, Bjarne var kommen forbi, afkjøbte ham i den Henſigt hans Skib, og gjorde ſig rede til at ſejle afſted ſelv 35te. Han bad ſin Fader Erik, ſom en klog Mand, at foreſtaa Rejſen. Erik undſkyldte ſig med ſin fremrykkede Alder, men lovede det dog tilſidſt. Men da Skibet var ſejlklart, og han ſkulde ride ned for at begive ſig ombord, ſnublede .Heſten med ham, ſaa at han faldt af og ſlog ſin Fod. Da ſagde han: „det er mig ej forundt at opdage flere Lande“, og vendte tilbage igjen. Leif ſejlede derimod afſted, og kom førſt til det Land, Bjarne Herjulfsſøn ſidſt havde ſeet. De roede til Landet for at underſøge det, men fandt intet Græs; en Række af Jøkler begrændſede Horiſonten, og nedenfor dem ſyntes de kun at der var ligeſom en eneſte Helle. Dette Land, ſandſynligviis det nu ſaakaldte Labrador, kaldte Leif Helleland, og forlod det ſom lidet indbydende; de ſejlede videre, og kom til et andet Land, ſom de ligeledes underſøgte, og fandt fladt og ſkovbevoxet, med jevne Strande og hvide Sandſtrækninger. Leif kaldte det Markland (d. e. Skovland); efter Beliggenheden at dømme maa det være det nuværende Nova Scotia. De ſejlede videre med Nordøſtvind i en Dags Tid, og kom da atter til Land, hvor de førſt fandt en Ø, ſom de beſøgte, og hvis Dug de troede at finde ſødere end alt andet, de hidtil havde ſmagt. Derfor ſejlede de ind mellem Øen og et fremſpringende Nes; uagtet det i Ebbetiden var meget grundt, ſaa at deres Skib ſtod oppe, gave de ſig dog ej Tid til at vente paa Floden, men vadede i Land, ſaa hidſige vare de paa at underſøge Egnen. Siden fik de Skibet ſluttet op gjennem en Aa til et Vand, hvor de kaſtede Anker. De bare deres Tøj op af Skibet, byggede Boder, og lavede ſig til at forblive der om Vinteren. Man fandt Lax i Overflod, ſtørre end de hidtil havde ſeet den; der kom ingen Froſt om Vinteren, og Græsſet visnede kun lidet: det forekom dem, at Kvæget kunde gaa ude den hele Vinter, og de fandt Landet derfor ſaare indbydende. Forſkjellen mellem Dag og Nat var der mindre end paa Grønland og Island. Paa Vinterſolhvervsdagen var Solen oppe omtrent fra Kl. 7 om Morgenen til Kl. 4 om Eftermiddagen. Denne Angivelſe antyder en Polhøjde af mellem 41 og 42o N. Br.; og det kan derfor neppe være nogen Tvivl om, at det opdagede Land var den fremſpringende Deel af Masſachuſetts, hvis yderſte Punkt er Nesſet Cape Cod. Da de vare færdige med Opførelſen af Hytterne, forordnede Leif at det halve Antal Folk hver Dag ſkulde blive hjemme, og den anden Halvdeel derimod vandre ud paa Opdagelſer, dog uden at ſkille ſig ad. En Dag ſavnedes en Mand ved Navn Tyrker, tydſk af Herkomſt, der længe havde været i Erik redes Huus og taget ſig meget af Leif i hans Barndom. Leif holdt meget af ham, og blev derfor ilde tilmode, da han ej kom med de andre. Han begyndte ſtrax ſelv tolvte at lede efter ham, men de havde ikke gaaet langt, førend de mødte ham, næſten forvirret af Glæde; han talte førſt en Tidlang paa Tydſk og ſkabte ſig heel underligt; ſiden talte han Norſk, og berettede at han havde fundet Viinranker og Viindruer. Da Leif tvivlede derpaa, ſagde han at det var ganſke ſandt, thi han var ſelv fød i Egne, hvor Viinranken voxede. Nu lod Leif ſine Folk ſkiftes til at ſamle Viindruer og hugge Viinranker, ſaa vel ſom at fælde ſtørre Træer af Skoven, for at faa Ladning til Skibet. Da de vare færdige om Vaaren, og ſkulde ſejle bort, gav Leif det nye Land Navn: han kaldte det Viinland. Rejſen til Grønland gik heldigt. Paa Vejen bjergede Leif Beſætningen af et forulykket Skib, der, 15 i Tallet, havde frelſt ſig paa et Skjær, og bragte dem heldigt til Grønland[4].

Leifs Fortællinger om Viinland og Synet af de Sager, han derfra havde medbragt, vakte en ſtor Lyſt hos hans Frænder og Venner til at følge hans Exempel. Hans Broder Thorſtein drog afſted, men forfejlede Kurſen, og omtumledes længe; de kom under Irland, ſiden under Island, og vendte ved Vinterens Begyndelſe tilbage i en daarlig Forfatning. Samme Vinter egtede Thorſtein Gudrid, en Datter af Islændingen Thorbjørn, der formedelſt Pengemangel var flyttet over til Grønland. Thorbjørns Fader Vivil havde været Aud Ketilsdatters Frigivne og faaet Land af hende. Men ſtrax efter døde Thorſtein af en ſmitſom Sygdom, der ogſaa ſkal have lagt Erik den røde i Graven. Gudrid egtede imidlertid Islændingen Thorfinn, med Tilnavn Karlsevne, en dygtig Farmand, Sønneſøns Søn af den mægtige Landnamsmand Thord paa Hør-de, der ſtammede fra Ragnar Lodbrok[5]. Ved at høre ſaa meget fortælle om Viinland og dets Herligheder beſluttede Karlsevne at ſtifte en Koloni der, og drog derhen, ledſaget af Erik rødes Søn Thorvald, Eriks Datter Freydis med hendes Mand Thorvard, Snorre Thorbrandsſøn fra Alftafjord og flere andre, ſaa vel Mænd ſom Kvinder, i alt 160 Mand; de medbragte ligeledes Kvæg og andre Fornødenheder. De ſejlede førſt til Veſterbygden og det ſaakaldte Bjarnø, derfra lige i Syd, forbi Helleland og Markland, indtil de kom til et Nes, ſom de efter en Skibskjøl, de fandt der, kaldte Kjalarnes (Cape Cod); de droge ſøndenom dettes Kyſt, ſom de kaldte Furduſtrande eller de forunderlige Strande, gjennem en Fjord mellem Faſtlandet og en Ø, ſom de kaldte Strømø (Marthas Vineyard), og ind i den af dem ſaakaldte Strømsfjord (Buzzards Bay) hvor de indtil videre udſkibede deres Ladninger, og begyndte at underſøge Landet. Siden ſejlede de længer ind, til det Sted, hvor Leif havde oprejſt ſine Boder, og oprejſte ſelv nye Hytter længer inde paa et Sted, de kaldte Hop[6]. Der, heder det, fandt de ſelvſaaede Hvedeagre, Viinranker paa alle Højder, og Fiſk i enhver Bæk, ſaa vel ſom en Mængde Dyr i Skovene. En Dag fik de ſe en Mængde Skindbaade komme roende, og at Stænger bleve ſvungne paa dem med en underlig Lyd, ligeſom Blæſten i en Halmtuſt. Antagende dette for Fredstegn, hævede de et hvidt Skjold mod Folkene i Baaden, der gik paa Land, men ej foretoge ſig andet end en Stund at betragte de Fremmede med Forundring, hvorefter de atter roede bort. De vare ſortſmuſkede, af et ondſkabsfuldt Udſeende, med ſtore Øjne og brede Kinder, og anſaaes af Nybyggerne for at høre til Skrælingernes Folk. Da Vinteren kom, faldt der ingen Sne, men det medbragte Kvæg kunde hele Tiden gaa ude; dog begyndte det ſnart at blive meget uregjerligt. Efter nogen Tids Forløb kom paany en heel Deel Skrælinger, idet de, ligeſom førſte Gang, ſvingede Stænger. De medbragte alſlags Pelsverk, ſom de falbøde for Vaaben, men dem forbød Karlsevne at ſælge dem, derimod ſolgte man dem rødt Klæde, hvormed de ſmykkede ſig, og hvorefter de vare ſaa begjærlige, at da Forraadet var gaaet op for Karlsevne og hans Folk, ſom derfor grebe til den Udvej at ſkære Klædet i ſmaa Strimler, gave de lige ſaa meget for de ſmaa Stykker, ſom forhen for de ſtore. Ligeledes ſyntes de overmaade godt om Melk, Smør og Oſt. Handelen fik dog en pludſelig Ende, da en Tyr, ſom Karlsevne havde medbragt, kom frem af Skoven og brølede højt; da bleve Skrælingerne forfærdede, løb til deres Baade, og roede ſkyndſomſt bort; ſiden den Tid ſaa man dem ikke i tre Uger. Da kom de igjen, og denne Gang med Hylen og krigerſke Gebærder[7]. De angrebe Karlsevnes Folk med Slynger, og indjoge ſaavel dem ſom Karlsevne ſelv ſtor Frygt ved at hæve op paa en Stang en ſtor blaaagtig Kegle, ſom de ſlyngede hen over dem, og ſom braſt med et ſtygt Skrald[8]. Freydis Eriksdatter ſatte dog Mod i dem, da de vilde flygte, og de nødte Skrælingerne til med ſtort Folketab at ſøge til ſine Skibe, dog faldt to af Karlsevnes Folk, blandt dem Thorbrand, Snorres Søn. Ved en af de Faldne laa hans Øxe; en af Skrælingerne tog den op og hug i et Træ med den; de øvrige gjorde det efter, og lode til at beundre den, fordi den bed ſaa godt, men da de ſiden prøvede den mod en Steen, og ſaa at Eggen brødes, kaſtede de den bort ſom unyttig[9]. Imidlertid vare nye Angreb at befrygte, ſaa at man maatte være paa ſin Poſt, og Karlsevne lod derfor ſit Huus omgive med en ſterk Skidgard. Denne beſtandige Uſikkerhed faldt dog alle i Længden utaalelig. De havde heller ikke, ſom de ſenere Nybyggere i Amerika, den overordentlige Fordeel, at beſidde Ildvaaben, del meſte Middel, hvorved det har lykkets Europæerne at vinde faſt Fod i Amerika trods de Indføddes overlegne Folketal. Dertil tom det Uheld, at Thorvald Eriksſøn faldt paa en Underſøgelſesrejſe, og at der opſtod Splid mellem Nybyggerne ſelv. Alt dette bevægede Karlsevne, hvis Huſtru Gudrid allerede den førſte Høſt havde født ham en Søn, der blev kaldt Snorre, til at opgive Tanken om at boſætte ſig i Landet. Efter at have tilbragt tre Vintre der, rejſte han tilbage til Grønland igjen med en rig Ladning af Viinranker, Druer og Pelsverk. Med denne Ladning gjorde han en Rejſe til Norge, hvor han forblev om Vinteren og ſolgte ſine Varer. Der fortælles at en Tydſker fra Bremen tilfældigviis ombord paa hans Skib fik ſe hans Fejekoſt[10], og bød ham Mark Guld for den, hvilket Karlsevne med Glæde tog imod; han kjendte ikke den ſtore Værdi af det Slags Ved, hvoraf den var gjort, nemlig Maſur[11], kommen fra Viinland. Sidenefter boſatte han ſig med ſin Kone paa Gaarden Glaumbo paa Island, hvor hans i Amerika fødde Søn Snorre blev Stamfader for en anſelig Slægt. Gudrid gjorde paa ſin gamle Alder en Pilegrimsrejſe til Rom, og levede efter ſin Hjemkomſt ſom Nonne eller Eneboerſke[12].

Efter Karlsevnes Tilbagerejſe foretoges endnu en Rejſe til Viinland. Samme Sommer, han kom tilbage til Grønland, ankom nemlig et Skib fra Norge, der ejedes af to Islændinger, Helge og Finnboge. De overvintrede der, og den djerve Freydis Eriksdatter foreſlog dem at gjøre en Rejſe med hende til Viinland, ſaaledes at hun deeltog i Udruſtningen mod at faa Halvdelen af Udbyttet. De gik ind paa Forſlaget, og det beſtemtes, at de ſkulde have med ſig 30 vaabenføre Mænd, hun lige ſaa mange. Hun bad ſin Broder Leif om at forære hende ſine Huſe i Viinland: men han ſvarede at han kun vilde laane hende dem. Ved Udfarten medtog hun lumſkeligen fem Mand flere end der var aftalt, og uden at Brødrene merkede det, førend man kom til Viinland, da det var for ſilde at gjøre noget derved. Man ſaa deraf, hvad man havde at vente ſig af hende. Ogſaa begyndte hun allerede ved Ankomſten at yppe Tviſt med Brødrene, ſom maatte flytte bort til et Huus for ſig ſelv. Men heller ikke her lod hun dem have Ro; hun ophidſede ſaaledes ſin Mand imod dem ved falſke Beſkyldninger, at han efter hendes Tilſkyndelſe lumſkeligen overfaldt dem en Nat og lod dem dræbe med alle deres Mænd. Der var endnu fem Kvinder tilbage, hvilke ingen af hendes Folk vilde dræbe, da tog hun ſelv en Øxe og dræbte dem. Siden forbød hun ſine Folk paa det ſtrengeligſte at tale om det forefaldne, naar de kom tilbage til Grønland: de ſkulde kun ſige, at de andre vare blevne tilbage. Om Vaaren toge de det Skib, der havde tilhørt Brødrene, og ſom var det ſtørſte, ladede det med de bedſte Varer, de kunde faa, og rejſte tilbage til Grønland. Hun gav ſine Mænd ſtore Gaver før at tie ſtille med hendes Misgjerninger, men de kom dog Hop, og Leif blev meget forbitret derover, ſkjønt han ej nennede at ſtraffe hende[13].

Alle de her nævnte Omſtændigheder maa vel tilſammen have afſkrækket Andre fra at fornye Forſøget paa at bebygge Viinland, thi viſt er det, at ingen flere Rejſer derhen i det Øjemed omtales i vore Oldſkrifter. Derimod ſiges det ikke udtrykkeligt, at ingen flere Handelsrejſer derhen bleve foretagne, eller at ingen af Nybyggerne vare blevne tilbage, medens det endog over et Aarhundrede ſenere heder at en Biſkop Erik drog hen for at opſøge Viinland. Man ſkulde deraf formode, at Sejladſen didhen ej ganſke ophørte med Helges og Finnboges Tog, men at der i de følgende Aar ligeledes fra Grønland af gjordes enkelte Rejſer derhen, dog ſjældnere og ſjældnere, indtil de omſider efter et Par Generationer ganſke ophørte. Endnu paa Adam af Bremens Tid (1075) ſynes Viinland ſtundom at have været beſøgt, eller i det mindſte Rejſerne derhen at have været i friſkt Minde, — hvad de viſtnok endnu kunde være, om de end vare ophørte henved 1020, — thi han fortæller, efter den danſke Konge Sven Ulfsſøns Vidnesbyrd, at man havde opdaget en Ø i Oceanet, ſom kaldtes Viinland, fordi Viinranker, der gave den bedſte Viin, voxede vildt der, og ſelvſaaet Korn fandtes der i Overflod: „dette“, ſiger han, „har jeg hørt, ikke blot ſom en fabelagtig Gisning, men af Danernes paalidelige Beretning“[14].

Noget ſenere end de nys omtalte Begivenheder, indtraf en merkelig Rejſe, ſom en Islænding, ved Navn Gudleif Gudlaugsſøn, tilfældigviis kom til at foretage til en Egn, der neppe kan have været nogen anden, end den ſydlige Deel af Nordamerikas Faſtland. Mod Slutningen af Kong Olaf den helliges Tid, altſaa i Aarene 1028, 29, havde han gjort en Handelsrejſe til Dublin. Da han ſkulde rejſe hjem til Island, overfaldtes han af en ſvær Nordøſtſtorm, der drev dem langt ud i Havet mod Sydveſt, ſaa at ingen af Beſætningen vidſte, hvor de vare eller hvor Land var at finde. Det var allerede ledet langt ud paa Sommeren. De gjorde mange Løfter til Gud, for at komme til Land, og endelig opdagede de et ſtort Land, ſom de ſlet ikke kjendte. Kjede af at drive omkring paa Havet, ſejlede de til Kyſten, hvor de fandt en god Havn. De havde ikke været der længe, førend der kom Folk til dem, hvis Sprog de ej forſtode, men ſom de dog ſyntes nærmede ſig meeſt det irſke. Der kom flere og flere, ſaa at det tilſidſt var flere Hundreder; de angrebe Gudleif og hans Mænd, toge dem til Fange og førte dem op i Landet. Her blev der holdt en Raadſlagning over hvad der ſkulde foretages med dem, og de kunde ſkjønne ſaa meget, at nogle vilde have dem dræbte, andre fordeelte omkring ſom Trælle. Da kom der en ſtor Flok ridende, foran hvilken der blev baaret et Merke eller Banner, under hvilket der red en høj og ſtatelig, gammel Mand med hvidt Haar, for hvem alle bøjede ſig, ſaa at de kunde ſkjønne at han maatte være Flokkens Høvding. Han lod Gudleif og de øvrige Fanger bringe for ſig, tiltalte dem paa Norſk, og ſpurgte dem, hvorfra de vare. De ſvarede, at de fleſte af dem vare Islændinger, navnligen Gudleif. Til ham henvendte nu Oldingen flere Spørgsmaal, nemlig fra hvilket Hered han var, og da Gudleif nævnte Borgarfjorden, ſpurgte han om næſten enhver af de meeſt anſeede Mænd ſaavel der, ſom i Breidafjorden. Iſær ſpurgte han om Snorre Gode, hans Syſter Thurid paa Frodaa, og hendes Søn Kjartan, ſom nu boede der. Imidlertid raabte de Indfødde at man ſkulde fatte en Beſlutning om Fangerne. Oldingen gik nu afſides med tolv andre Mænd, raadſlog en Stund med dem, og kom tilbage med den Beſked, at Afgjørelſen var overladt ham, og at han tillod dem at rejſe; han raadede dem til at ſkynde ſig bort jo før jo heller, ſkjønt det var langt paa Aaret, da de Indfødde ej vare at ſtole paa, og allerede vare misfornøjede med at maatte give Slip paa dem. Han vilde ej ſige dem ſit Navn, for at ikke hans Frænder og Venner ſkulde finde paa at opſøge ham og komme i lignende Fare, da han deels inden den Tid kunde være død, deels ogſaa havde ſine Overmænd, mod hvem han intet formaaede, men ſom ej vilde vilde viſe Udlændinger nogen Skaanſel. Han var dem behjelpelig med Skibets Udruſtning, og var ſelv tilſtede indtil de med førſte gunſtige Vind kunde ſejle afſted. Ved Afrejſen leverede han Gudleif en Guldring og et Sverd, og bad ham, hvis han kom til Island, at give Thurid paa Frodaa den førſte, og hendes Søn Kjartan det ſidſte. Paa Gudleifs Spørgsmaal, fra hvem han ſkulde ſige at disſe Gaver vare ſendte, ſvarede hans „fra en, ſom var en bedre Ven af Huusfruen paa Frodaa, end hendes Broder, Goden paa Helgafell. Men“, lagde han til, „om Nogen tror at kunne gjette, hvo Giveren er, ſaa hils og ſig, at jeg forbyder enhver at komme hid og beſøge mig, hvilket er farligt eller endog umuligt, deels fordi Landet frembyder ſaa faa Havne, deels formedelſt de Indføddes ufredelige Sindelag“. Gudleif ſejlede afſted, kom ſeenhøſtes til Irland, overvintrede i Dublin, og drog Sommeren efter til Island. Han overleverede der Gaverne til Kjartan og Thurid, og man antog det for viſt, at den gamle Mand ej var nogen anden, end den for omtrent 30 Aar ſiden bortdragne Bjørn Breidvikingakappe, til hvem man i al den Tid ikke havde hørt[15]. Beretningen udgives for fuldkommen troværdig, og indeholder i ſig ſelv, paa et Par Smaating nær, ingen Uſandſynligheder[16]. Den Egn, til hvilken de kom, har rimeligviis været Florida eller Georgia, hvor altſaa Bjørn i tredive lange Aar maa have boet, og ved ſine Talenter have vidſt at ſkaffe ſig Indflydelſe over de ellers ſaa ugjeſtfrie Bilde, der beboede Landet. Sandſynligviis have han og Gudleif ikke været de eneſte Islands- eller Grønlandsfarere, der friſtede den Skjæbne at blive fordrevne til Amerikas ſydligere Egne, medens det kun lykkedes faa, ſom Gudleif, at komme tilbage. At disſe Nordboer, om det end ikke var flere end Bjørn ſelv, maa have udøvet nogen Indflydelſe paa Amerikas Kultur, er heel rimeligt, ligeſom og maaſke flere af de Sagn, ſom Amerikas Opdagere ſiden fandt blandt Mexikanerne og andre amerikanſke Nationer om Mænd, der kom fra Øſten og havde oplært dem i Kunſter og Færdigheder, hidrøre fra dem[17].

Ledede alle disſe Rejſer end ikke til noget blivende Reſultat, ere de dog i ſig ſelv merkelige ſom Beviſer paa vore Forfædres Foretagelſes-Aand, deres Driſtighed og Dygtighed ſom Søfarere. Og desuden kan man ikke engang med Rette ſige, at de have været uden alt Reſultat for kommende Tider[18]. Visheden om at et ſtort Land var at ſøge i Veſten, ja tildeels endog om dets Udſeende og Beliggenhed, kunde ikke forſvinde, og maatte fra Norden af, hvad vi allerede i Mag. Adams Beretning have ſeet et Beviis paa, udbrede ſig videre og videre, og derved, om end kun middelbart, tjene til at beſtyrke de Theorier, der ſiden ledede Colombus til at foretage ſit ſtore Verk[19].

  1. Det nuværende Narkſamiut ved Etablisſementet Friederichsthal. Herjulfsnes er Ikigeit paa Veſtſiden af Indløbet til Fjorden.
  2. Erik rødes Saga, Cap. 2, 3. Den er ogſaa indført i udg. af Heimskringla 1ſte B. S. 301—326.
  3. Om Leif Eriksſøn, ſe ovenfor S. 364.
  4. Bjarne Herjulfsføns Thaatt, Cap. 1, 2.
  5. Om Høvde-Thord, ſe 1ſte B. S. 532.
  6. Dette Hop maa have været i Nærheden af Providence i Rhode Island; ſe herom, ſaa vel ſom angaaende de øvrige af Leif og Karlsevne opdagede Steder Antiquirates Americanæ ſamt tillige „Annaler for Nordiſk Oldkyndighed“, 1840—41, S. 1—37.
  7. Ifølge Erik rødes Saga, Cap. 5 vare Skrælingerne allermeeſt ophidſede derved, at en af Karlsevnes Huuskarle havde dræbt en Skræling, der vilde tage et af Vaabnene.
  8. Hvorledes dette egentlig hænger ſammen, er vanſkeligt at ſige; ifølge „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“ 1ſte B. S. 489 bruges der hos de amerikanſke Folkeſlag opblæſte Blærer til Boldſpil, eller Balloner, fyldte med Vand, der frembringe et eget Slags Toner, naar man ſlaar paa dem med en Flaſke.
  9. Erik rødes Saga, Cap. 5 lader Skrælingerne prøve Øxen paa en af ſine egne Kammerater, der ſtrax faldt død ned.
  10. I Oldſproget húsasnotra, om hvilket Ords Betydning man dog ej er ſikker.
  11. Maſur maa være en Art Valbirk.
  12. Om alle disſe Begivenheder ere der to forſkjellige Beretninger. Den ene, der indeholdes i den ſaakaldte Erik rødes Saga, eller ſom den kaldes Grœnlendingaþáttr, lader Leif Eriksſøn drage til Olaf Tryggvesſøn 14 Aar efter Grønlands Opdagelſe (altſaa 1000), og tilbringe Vintren hos ham efter at være døbt, og vende tilbage til Grønland. Derpaa (Cap. 3) omtales Herjulfs Rejſe til Grønland og hans Søn Bjarnes paafølgende tilfældige Ankomſt til Viinland. Derefter, heder det, (Cap. 1) kom Bjarne til Erik Jarl, blev hans Hirdmand og vendte tilbage til Grønland; Leif faar, heder det Videre, Lyſt til at rejſe, Erik lover at følge, men ſnubler med Heſten og betænker ſig; Leif opdager Viinland, redder de Skibbrudne, og kommer hjem; (Cap. 5). Derpaa drager hans Broder Thorvald afſted (Cap. 3), men dræbes; Thorſtein, ſom imidlertid har egtet Gudrid, der Var en af de Skibbrudne, vil opſøge hans Lig, men kommer paa urigtig. Vej, lander i Veſterbygden, og dør der af en Smitſot, hvoraf ligeledes Erik røde angribes og dør (Cap. 4); Somren efter kommer Karlsevne, egter Gudrid og drager til Viinland o. ſ. V. Den anden Beretning indeholdes i Thorfinn KarlsevnesSaga. Ifølge denne (Cap. 4) fandt Leif Viinland paa ſin Hjemrejſe fra Norge og bjergede de Skibbrudne, hvorimod Erik rødes uheldige Fald med Heſten ſkede da han vilde ledſage Thorſtein til Viinland; Thorſteins uheldige Rejſe omtales, hans Henſigt er dog ej at hente Thorvalds Lig, thi Thorvald havde ifølge denne Beretning endnu ej foretaget Rejſen. Thorſtein egter Gudrid, der dog ej, ſom i Erik rødes Saga, er en af de Skibbrudne, eller Enke efter en Nordmand, Thore, men ugift, og Datter af Thorbjørn Vivelsſøn; Thorſtein dør kort efter (Cap. 5); Karlsevne kommer, egter Gudrid (Cap. 6), drager til Viinland, ledſaget af Thorvald o. fl. (Cap. 7), opholder ſig der i tre Aar, og rejſer endelig hjem igjen (Cap. 9—12). Foruden disſe Afvigelſer ere der ogſaa mange i Enkelthederne. Til den ſidſte Fremſtilling ſlutter ſig aabenbart Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 231, hvor den ſiger at Leif opdagede Viinland paa Farten fra Norge 1000, og ligeledes bjergede de Skibbrudne. Ligeledes ſlutter Landn. ſig dertil, ved at nævne Thorbjørn Vivelsſøn ſom Gudrids Fader. Sammenligner man nu nærmere disſe begge Beretninger, ſaa ſees det, at hvad der fortælles om Bjarne i Erik rødes Saga, egentlig er det ſamme, ſom fortælles om Leif i Thorfinn Karlsevnes, nemlig at han fandt Viinland paa Vejen til Grønland; og ligeledes, at hvad der fortælles om Leif i hiin, nemlig at han overtalte ſin Fader til at være med, o. ſ. v., er det ſamme, ſom denne fortæller om Thorſtein. Her have altſaa aabenbart Forvexlinger fundet Sted; ligeſom og de Hentydninger, der ſenere hen i Karlsevnes Saga findes om Fiendſkab mellem hans Folk (blandt hvilke Freydis), ſynes at være en Forvexling med Beretn. om Helges og Finnboges Rejſe. Da nu dog Bjarne maa være en hiſtoriſk Perſon, og hvad der fortælles om ham, bærer ganſke Præg af Sandhed, medens tillige ſaa mange Oldſkrifter ere enige i at nævne Leif ſom Viinlands Opdager, hvorfor han og kaldtes „den heppne“ d. e. lykkelige, ſynes Erik den rødes Saga i dette Punkt at have Fortrinnet, hvorfor vi og have fulgt den, for ſaa vidt Leif ſelv betræffer; men for øvrigt ſynes Karlsevnes Saga formedelſt dens Omſtændelighed og Overeensſtemmelſe med de øvrige Sagaer at burde følges, ſkjønt den rigtignok paa den anden Side indeholder flere AHventyrligheder. Nogle have i den Omſtændighed, at Herjulf omtales ſom en af de Nybyggere, der fulgte med Erik, (ſe Landn. II. 14) fundet en Grund til at lade Bjarne opdage Viinland allerede før Olaf Tryggvesſøns Tid, eller ved 986, men da det ej er ſandſynligt, at Leif ſkulde bie 14 Aar inden han forſøgte paa at finde Landet, er det tydeligt nok, at Herjulfs og Bjarnes Rejſer ere at henføre til en langt ſenere Tid, nemlig da Erik Jarl herſkede efter Kong Olafs Død. Hvor Landn. ſtrax ovf. omtaler Herjulf ſærſkilt, tales der intet om at han kom til Grønland ſamtidig med Erik. Ellers maatte Erik, der døde faa Aar efter Leifs Tog, hvilket igjen ſkede ſtrax efter Bjarnes, være død allerede før 990. Sandſynligviis er derfor Herjulf kommen til Grønland 999;Bjarne har fundet Viinland 1000; Leif har underſøgt det 1001; Thorſtein har foretaget ſin Rejſe 1002; hans Død falder da 1003, Karlsevnes Ankomſt og Giftermaal, ſamt Eriks Død, ſamme Aar; Karlsevne opholder ſig i Viin- land fra 1003—1007; Helge og Finnboge gjøre deres Tog 1008. Thorfinns Saga indeholder for øvrigt, ſom oven meldt, en Deel Overnaturligheder, der maa ſkyldes ſenere Tilſætninger. Det bedſte Haandſkrift, ſom deraf kjendes, er dog, ſom man af Haanden ſer, tildeels ſkrevet af den paalidelige Hauk Erlendsſøn, hvilket i høj Grad taler for Troværdigheden af dens Beretninger i det hele taget.
  13. Erik rødes Saga, Cap. 6, 7.
  14. Adam af Bremen IV. 38.
  15. Se ovenfor S. 175. Eyrbyggja Saga, Cap. 64.
  16. Blandt Uſandſynlighederne er, at den Gamle og hans Følge kom ridende, da der dog i Amerika ingen Heſte fandtes. Men dette kan jo viſtnok være en ſenere Udſmykkelſe, ej at tale om, at Udtrykket kan have været anvendt om at bæres paa Folks Skuldre eller paa en Bæreſtol, o. ſ. v. Se „Grønl. hiſtoriſke Mindesmærker“ I. 785. De „tolv Mænd“, med hvilke han raadſlog, er vel ogſaa en islandſk eller nordiſk Udſmykning. At Sproget lignede det irſke, kunde være falſk Opfatning af Lyden, dog have ogſaa andre i ſenere Tider troet at finde Lighed mellem enkelte amerikanſke Mundarter og Kymriſk (fe Grønl. hiſtoriſke Mindesmærker I. S. 164); Det maa heller ikke glemmes, at vore Forfædre tænkte ſig „det ſtore Irland“ eller „Hvitramannaland“ beliggende juſt paa den Kant (ſe ovenfor S. 358) enten fordi virkelig i ſin Tid Islændinger vare komne did paa ſamme Maade ſom Bjørn, eller Are Maarsſøn, eller fordi de tilfældigviis fandt Sprogets Klang at nærme ſig det irſke.
  17. F. Ex. om Kuetzalkoatl i Mexiko, Manko Kapak i Peru, o. ſ. v.
  18. I Forbindelſe hermed maa vi ogſaa kortelig berøre, hvorledes de paa Grønland boſatte Nordboer foretoge hyppige Rejſer langt mod Norden, baade paa Øſtſiden og iſær paa Veſtſiden, hvor de endog maa være komne ind i Lancaſterſound, ſe „Annaler for Nordiſk Oldk.“ 1840, 41, S. 32—34, og iſær
  19. At Colombus endog var paa Island og der maaſke kan have erfaret noget om Viinland, har Finn Magnusſøn viiſt i Nord. Tidsſkr. for Oldk. II. S. 127. 128, 165—169.