Det norske Folks Historie/2/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De gamle Sagaer have kun lidet at fortælle om Jarlerne Eriks og Sveins Bedrifter i al den Tid, de herſkede i Norge. Aarſagen er ikke vanſkelig at indſe. De ſtore Tog, ſom juſt da bleve foretagne fra Danmark til England, og hvorved den undergaaende nordiſke Vikinge-Aand ligeſom ſammentrængte ſig i en eneſte uhyre Kraftanſtrengelſe, der endte med Englands fuldkomne Undertvingelſe og Oprettelſen af det ſtore nordiſke Erobringsmonarchi, hvilket lige ſiden Ragnar Lodbroks Tid havde foreſvævet hans Ætlinger ſom det Maal, efter hvilket de altid ſkulde ſtræbe: disſe Tog maatte ej alene tildrage ſig hele Nordens Opmerkſomhed, men ogſaa i Ordets egentligſte Forſtand beſkjeftige’ſaavel Daner ſom Nordmænd ſaa meget, at det hjemme i Landene forholdsviis maa have været ſtille og tomt for alle merkeligere Begivenheder. Man maa her altid have for Øje, at en ſtor Deel af Norge nu virkelig var Danekongen umiddelbart underkaſtet, og at dens Beboere derfor efter al Sandſynlighed deeltoge i alle de Tog, hvortil Danekongen behøvede nogen ſtørre Udruſtning; ligeſom der vel og ved Siden deraf var mange unge og æventyrlyſtne Mænd i Norge, der uden ſtrengt taget at være forpligtede til at ſtaa Danekongen eller de danſke Høvdinger bi, dog ſluttede ſig til deres Skarer for ogſaa at faa Deel i Æren og Byttet.

Sven Tjugeſkegg ſtod efter Svoldrſlaget hiint Maal nærmere end nogenſinde forhen. Da han tidligere hjemſøgte England, var det kun ſom Flygtning og i Spidſen for en ſaa ubetydelig Styrke, at han ej engang kunde optræde ſom Olaf Tryggvesſøns Ligemand, men maatte finde ſig i at være ham underordnet[1]. Nu derimod var han ej alene i Beſiddelſe af hele Danmark, men ogſaa af det ſydlige Norge; Erik Jarl, Norges mægtigſte Høvding, var tillige for en Deel af ſine Beſiddelſer hans Vaſal, og ſom Sviakongen Olafs Stiffader kunde han vel og gjøre Regning paa Underſtøttelſe fra denne. England var overfyldt af Daner, der endog tildeels omgave Kong Ædhelreds Perſon og beklædte“de højeſte Embeder. Ædhelred var ſelv en ſvag og lidet anſeet Mand. Omſtændighederne vare derfor Sven ſærdeles gunſtige, og vi ſe ham ogſaa, ſtrax efter hiin Sejr, at benytte ſig af dem.

Der ſynes imidlertid tillige at have været andre danſke Høvdinger, ſom paa egen Haand, uden at virke i Forening med Sven, bekrigede England. De engelſke Annaler omtale ſaaledes en danſk Hær, ſom endnu i Aaret 999 opholdt ſig i England, men i Aaret 1000, da Ædhelred gjorde nogle Anſtrengelſer for at forſvare ſit Rige, trak ſig tilbage til Nordmandie, hvor den, uanſeet Ædhelreds Svogerſkabs-Forbindelſe med Hertug Richard, viſtnok, ligeſom Sven kort efter, havde Fredland[2]. Blandt dens Anførere have maaſke ej faa været Jomsvikinger, af hvilke vi ſtrax efter finde enkelte udtrykkelig nævnte[3]. Et Angreb, ſom man neppe kan tillægge andre end Jomsvikingerne, omtales allerede i Aaret 1001. I dette Aar, ſiges der i de ſamtidige Beretninger, voldtes megen Ufred i England ved en Skibshær, ſom herjede og brændte overalt, ſaa at de engang kom lige til Ædhelingaden, hvor Indbyggerne af Hampſhire kom dem imøde og kæmpede med dem; ſkjønt Englænderne kun tabte 81 Mand, og Danerne langt flere, ſejrede dog disſe, og fortſatte deres Vej mod Veſten lige til Devonſhire. Palnig eller Palne, en fornem danſk Mand, ſom var gift med Kong Svens Syſter Gunnhild, men nu ſtod i Ædhelreds Tjeneſte, kom dem imøde, og ſtillede alle de Skibe, han havde kunnet ſamle, til deres Raadighed. Palne havde i ſin Tid været ſtillet ſom Gisſel for at ſtyrke Fredsſlutningen, rimeligviis den af 994, men havde antaget Chriſtendommen, ſvoret Ædhelred Troſkabs-Ed, og af ham modtaget rige Gaver og Forleninger. Hvis han, hvad man maaſke af Navnet kunde flytte, hørte til den gaadefulde Palne-Tokes Æt, har han vel blandt Høvdingerne for hiin Vikingeſkare fundet flere gamle Frænder, Venner og Bekjendte fra Jomsborg, der overtalte ham til at gjøre fælles Sag med dem[4]. Det er endog ikke uſandſynligt, at Overanføreren paa Toget, hvis Navn i de engelſke Aarbøger ikke omtales, neppe var nogen anden end Sigvalde Jarl, om hvem man veed, at han faldt eller blev dræbt i England[5], og hvis Navn juſt paa denne Tid forſvinder af vore egne Oldſkrifter. Forgjæves belejrede Danehæren Exeter, men derimod overvandt den Indbyggerne af Devon- og Somerſet-Shire, der havde grebet til Vaaben imod dem, og vendte endelig tilbage til Øen Wight, hvorfra den gjorde flere nye Udfald, og herjede rundt omkring, indtil Kongen efter Raadſlagning med ſine Witan aabnede Underhandlinger med den, og fik en Fred bragt iſtand paa den Betingelſe, at han ſkulde udbetale Danerne 24000 Pund, og dertil ſkaffe dem ſaa mange Levnetsmidler, ſom de behøvede. Saa haandgribelige Tegn paa Svaghed og Afmagt hos den engelſke Konge og hans Folk maatte nødvendigviis gjøre Danerne overmodige, og bringe dem til at udkaſte de driſtigſte Planer. Det blev, ſiges der, berettet Kongen, at Danerne pønſede paa, med Svig at berøve ſaavel ham ſom alle hans Raadgivere Livet og derpaa ſætte ſig i Beſiddelſe af det hele Rige. For at undgaa denne Fare greb han og hans Mænd til et Middel, der nokſom lægger for Dagen, til hvilken Yderlighed man var kommen. I al Hemmelighed blev der udſendt den Befaling til Stæderne rundt om i Landet, at man overalt paa een og ſamme Dag, nemlig St. Brierius’s Dag eller 13de November, ſkulde dræbe alle de tilſtedeværende Danſke. Denne Befaling, der dog neppe kan have gjeldt de Dele af Landet, ſom virkelig tilhørte Danerne og hvis Hovedbefolkning var danſk, men alene maa have været’ſendt til de ikke danſke Stæder og Landſkaber, hvor de ſeneſt ankomne danſke Krigere havde taget deres Ophold, blev, ſom man tydeligt kan ſe, modtagen med Glæde og udført med den ſtørſte Punktlighed, ja med en Grumhed, der viſer, hvilken Forbitrelſe der herſkede mod de overmodige Fiender. Ej alene Danerne ſelv, men ogſaa deres Huſtruer, om de end vare af engelſk Herkomſt, og deres ſpæde Børn, ſkulle under de vildeſte Gruſomheder være blevne ombragte. Blandt de dræbte var ogſaa Kong Svens egen Syſter Gunnhild, den forhen omtalte Palnes Huſtru. Efter at have ſeet ſin Mand og ſin Søn grumt myrdede for ſine Øjne, blev hun ſelv aflivet paa Kongens Yndling Cadric Streones Befaling. Sandſynligviis har ſaavel Sigvalde Jarl, ſom flere andre anſeede Jomsvikinger, ved denne Lejlighed ogſaa fundet Døden[6].

Da Efterretningen om denne Blodsudgydelſe bragtes til Danmark af nogle raſke Ynglinger, der vare undkomne fra London, ſamlede Kong Sven ſine Høvdinger om ſig, for at raadſlaa om hvad der nu var at gjøre, og eenſtemmigt beſluttedes det at tage Hevn. I al Haſt blev derfor en ſtor Hær og Flaade udruſtet, og i Spidſen for den drog Sven over til England, hvor han landede i Northumberland. Forinden han foretog ſig noget af Betydenhed, drog han dog over til Nordmandie, for at ſikre ſig Fredland og venſkabelig Modtagelſe her, hvilket ogſaa, merkeligt nok, fuldkommen lykkedes ham; Hertug Richard ſluttede en Overeenskomſt med ham derom[7]. Derpaa vendte han ſine Vaaben mod de ſamme Egne, ſom Danehæren ſidſt havde hjemſøgt. Hvor meget mere Venſkabet med Danerne end Hertugens Svogerſkab med Ædhelred havde at betyde i Nordmannernes Øjne, viſer ſig deraf at den nordmanniſke Greve Hugo, ſom Dronning Emma havde udnævnt til Befalingsmand i Exeter, der ſandſynligviis hørte til hendes Livgeding, overlod Staden til Danerne, ſom plyndrede og ødelagde den[8]. En engelſk Hær ſamledes fra Hampſhire og Wiltſhire, men led et Nederlag ved Forræderi af den ovenfor omtalte Ealdormand Ælfric, der allerede forhen havde viiſt ſig ſom Forræder, men hvilken Ædhelred dog med ſin ſædvanlige Svaghed havde taget til Naade igjen og atter indſat i hans Værdigheder. Efter at have hjemſøgt Wilton og Salisbury, vendte Sven tilbage til ſine Skibe, og ſejlede til Øſtangel, hvor han plyndrede og brændte Norwich (1004). I Øſtangel havde en danſk Mand, ved Navn Ulfketil eller Ulfkell Snilling[9], meeſt at lige; han maa tillige have ſtaaet i ſtor Anſeelſe hos Kongen, ſiden han havde faaet dennes Datter til Egte. Ulfketil kom dog efter Raadſlagning med Egnens Witan til den Overbeviisning, at det var bedſt at tilkjøbe ſig Fred af Danerne, der vare komne over dem, førend de havde ſamlet ſine Stridskræfter. En Stilſtand kom ogſaa iſtand, men Sven benyttede ſig kun deraf til ſvigagtigt at overrumple og opbrænde Thetford. Da anſtrengte Ulfketil ſig til det yderſte, ſamlede i Haſt og hemmeligt en Hær, og angreb Danerne, juſt ſom de med deres Bytte vendte tilbage til Skibene. Havde Ulfketil haft en ſtørre Hær, vilde neppe nogen af Danerne være kommen levende derfra. Dog fik de en ſaa haard Kamp at beſtaa, at de, ſom de ſagde, ingenſteds mødte en værre Leg end den, Ulfketil beredte dem. Efter en blodig Trefning, hvori rigtignok ogſaa flere anſeede Øſtangler faldt, undſlap Danerne til deres Skibe. Ulfketil havde givet Befaling til, under deres Fraværelſe at ødelægge disſe, hvilket dog ej var ſkeet, ſaa at Sven undkom. Men dette Uheld, i Forbindelſe med en ſkrækkelig Hungersnød, ſom indtraf, ſynes at have været Aarſag til, at Sven i det følgende Aar (1005) begav ſig tilbage til Danmark.

I Aaret 1006 var han dog atter i England. Noget efter Midſommer landede han med en danſk Flaade ved Sandwich (nær ved Dover), og ſkjendte og brændte vidt og bredt. Ædhelred udbød fuld Væbning af Wesſex og Myrke-Landet, men uden at kunne hindre Fienden fra at ſværme om, hvor han lyſtede, og da Vinteren nærmede ſig, gik de engelſke Krigere hjem hver til ſit, medens Sven opſlog ſit Kvarteer paa Øen Wight. Herfra gjorde han endnu midt om Vinteren en ødelæggende Udflugt gjennem Hampſhire til Berkſhire og videre til Reading; Indbyggerne af Wincheſter maatte ſe de overmodige Fiender vandre gjennem deres Porte med Bytte, ſom de havde røvet mere end 50 Mile fra Kyſten. Ædhelred, ſom havde taget ſit Vinterophold i Shropſhire, raadſlog alvorligt med ſine Witan, hvad der ſkulde gjøres til Landets Forſvar; men ingen kunde finde paa nogen anden Udvej end paany at byde Fienden en Sum Penge for at faa Fred. Dette blev da beſluttet, og efter nogle Underhandlinger forpligtede Sven ſig til at ſlutte Fred og drage bort imod en Sum af 36000 Pund Sølv, hvorhos der ogſaa ſkulde leveres hans Hær fornødne Levnetsmidler ſaa længe den opholdt ſig i Landet. Alle disſe ſtore Summer kunde naturligviis ikke tilvejebringes uden ved et ſæregent Skattepaalæg, der under Navnet Danegeld i lang Tid blev en ſtaaende Beſkatningspoſt i England. I det følgende Aar (1007) var Summen tilvejebragt, og Sven drog tilbage til Danmark[10].

Erfaring havde dog lært, at ingen ſaadan Fred var at tro, og Kongen benyttede derfor ogſaa viſelig den øjeblikkelige Friſt til at paabyde en almindelig Udruſtning af Krigsſkibe over hele England. Paabudet var vel ſnareſt en Fornyelſe af ældre Beſtemmelſer, der maaſke i ſin Tid have tjent Haakon Adelſteensfoſtre til Mønſter, da han indførte Skibrede-Indretningen. For hver 310 Hyder ſkulde der ſtilles een Skejd; og for hver 8 Hyder en Hjelm og Brynje[11]. Det er merkeligt nok, at den allerede ſaa haardt hjemſøgte Befolkning ſkulde kunne beſtride denne nye Byrde, men Nøden var for Haanden, og allerede det følgende Aar vare Skibene færdige og det i et ſaa ſtort Antal, ſom man ej hidtil i nogen engelſk Konges Dage havde ſeet. De bragtes alle til Sandwich, for at være ved Haanden til Landets Forſvar. Med hvilken Ængſtelighed man paa denne Tid ventede et nyt Angreb fra Danmark, viſer, hvad der ovenfor er berettet om Gunnlaug Ormstunga, ſom juſt da opholdt ſig hos Ædhelred. Det varede heller ikke længer end til Midten af det følgende Aar, førend en ny danſk Hær og Flaade ankom. Dog var det denne Gang ikke Sven, men Jomsvikinge-Høvdingen Thorkell den høje, ſom hjemſøgte England, for, ſom han ſagde, at hevne ſin Broders Død. I de førſte Dage af Auguſt 1009 landede han med en vældig Flaade, og kort efter to andre Jomsvikingehøvdinger, Heming og Thorgils Sprakaleggs Søn Eilif, ved Øen Tenet, hvorfra de tilſammen droge til Sandwich og gjorde Landgang, uden at det engang ſynes ſom om den forſamlede engelſke Flaade forſøgte paa at gjøre dem Modſtand. Indbyggerne i det øſtlige Kent tilkjøbte ſig Fred for 3000 Pund Sølv, og Jomsvikingerne droge videre til Wight, hvorfra de hjemſøgte Susſex, Hampſhire og Berkſhire med Ild og Sverd. Forgjæves ſøgte Kongen at opfordre Folket til at holde dem Stangen. Engang havde han virkelig faaet en Deel Tropper ſamlede for at angribe Vikingerne, ſom de efter et Strejfetog vendte tilbage til deres Skibe, men hans Yndling, Forræderen Eadric Streone, der nu var Myrkernes Ealdormand, forſtyrrede den hele Plan. Fienderne toge ſit Vinterkvarteer ved Temſen, gjorde flere forgjæves Angreb paa London, herjede Oxford, og viſte ſig om Foraaret atter i Kent. Ved Paaſketider (1010) droge de til Øſtangel, hvor de gjorde Landgang ved Ipswich. I Nærheden af denne Stad mødte Ulfketil Snilling dem med en Hær, og det kom til et blodigt Slag paa et Sted, kaldet Ringmare eller Ringmareheden (5te Mai 1010). Ulfketil blev ſlagen. Begyndelſen til Flugten gjorde en af hans danſke Krigere, ved Navn Thorkell Merrehoved, ſiden fulgte Øſtanglerne hans Exempel, kun Mændene af Cambridgeſhire holdt nogenledes Stand, men forgjæves, og Danerne anrettede et ſtort Blodbad. Ringmareheden, ſiger Skalden Ottar ſvarte, farvedes med Blod, og Ligene laa i Dynger[12]. Sejrherrerne ſkaffede ſig Heſte, for deſto lettere at kunne gjøre Strejftog; de holdt ſig hele tre Maaneder under idelige Plyndringer i Øſtangel, og havde det, efter en norſk Sagas Ord, aldeles ſom de vilde. De gjorde de driſtigſte Tog lige ind i Hjertet af Landet. Thetford og Cambridge opbrændtes; deres Rytterſkarer ſtrejfede lige til Temſen, og veſtover til Oxford og Buckinghamſhire, derfra langs Ouſe til Bedford og videre til Temsford, altid herjende. Naar Ædbelreds Opbudsmænd ſøgte dem, vendte de om; naar hine vare i Veſt, vare de i Øſt, og omvendt: ſøgte hine dem i Syd, herjede de i Nord. Kongens Witan ſamledes for at finde paa Raad, men til ingen Nytte. Tilſidſt var der ingen Høvding, der vilde ſamle nogen Hær, men enhver flygtede ſom han bedſt kunde, og mellem Shirerne ſelv var der intet Sammenhold. Mod Slutningen af November plyndredes og opbrændtes Northampton, derfra toge Vikingerne Vejen over Temſen til Wesſex og til deres Skibe, ſom de atter ſynes at have ladet tage Station ved Wight. De havde nu herjet Øſtangel, Esſer, Middleſexſhire, Cambridgeſhire, Herts, Bucks, Bedfordſhire, Halvdelen af Huntingdonſhire, meget af Northamptonſhire, Kent, Susſex, Haſtings, Surrey, Berks, Hants og Wilts. Alt dette, ſiger den ſamtidige engelſke Chroniſt, timedes os formedelſt daarlige Raad, fordi man enten ikke i rette Tid vilde yde Fienden Skat, eller ogſaa kæmpe med ham, men naar han havde gjort meeſt Skade, indlod man ſig i Stilſtand og Fred med ham. Thi efter alle disſe Ødelæggelſer ſkede dog intet andet fra Ædhelreds og hans Witans Side, end at der blev indledet Underhandlinger med Vikingerne og budt dem ſaavel Penge ſom Underhold, for at faa Fred. Den blev omſider ogſaa lovet fra Thorkells og hans Medanføreres Side, men kun mod den hidtil uhørte Sum af 48000 Pund Guld. Men, ſiges der, trods al denne Stilſtand og Fred og Udbetaling, ſværmede de dog fremdeles om overalt i Flokke, herjede og plagede vort ulykkelige Folk. Medens Løsningsſummen inddreves, rykkede Fienderne omtrent midt i September for Canterbury, der ved Erkedegnen Ælfmærs Forræderi faldt i deres Vold og priisgaves for de forfærdeligſte Gruſomheder. Viſtnok maa man formode, at meget af hvad der herom fortælles, er overdrevet, men viſt er det, at Erkebiſkopen Ælfeah, tilligemed flere andre Prælater og Borgere bleve ſlæbte ſom Fanger til Skibene, og at en Mængde Menneſker af begge Kjøn, endog ſmaa Børn bleve deels nedſablede, deels bortførte i Fangenſkab. Henimod Paaſke forſamlede Eadric og Landets fornemſte Witan, ſaavel Gejſtlige ſom Verdslige ſig i London for at udbetale Afgiften, hvilket ſkede ſtrax efter Paaſke 1012. For Erkebiſkop Ælfeah, der i al denne Tid havde været Vikingernes Fange, fordredes dog ſærſkilte Løſepenge, og da han hverken ſelv vilde love dem nogen, eller tillade andre at udbetale det mindſte for ham, bleve de vilde Krigere optændte af Raſeri imod ham. Beruſede af Viin, hvoraf en heel Deel juſt var bleven bragt fra de ſydlige Lande, ſlæbte de, Løverdag efter Paaſke (19 April), Erkebiſkopen til deres Huusthing ved Greenwich, ſloge ham med Been og Oxe-Horn, og mishandlede ham paa andre Maader, indtil en blandt Vikingerne ſelv af Medlidenhed gav ham Dødsſlaget med en Øxehammer. Thorkell ſelv ſkal have gjort ſig Umag for at frelſe ham, men uden at kunne formaa noget over ſine vilde, raſende Skarer[13]. Den Dræbtes Been bleve bragte til London og med ſtor Hæder begravede ved St. Pauls Kirke, han dyrkedes ſiden ſom en Martyr og Helgen. Aarſagen, hvorfor Thorkell ſøgte at frelſe ham, var maaſke Medlidenhed eller Ærbødighed for hans høje gejſtlige Værdighed; maaſke ogſaa den Omſtændighed, at han efter tidligere Vikingehøvdingers Exempel paa denne Tid enten allerede var traadt i Ædhelreds Tjeneſte eller ſtod i Underhandlinger med ham derom. Thi viſt er det, at da Freden endelig var ſluttet og beſvoren, indgik Thorkell tilligemed en ſtor Deel af Vikingehæren — 45 Skibe og deres Beſætning, de øvrige droge hver til ſit — et Forlig med Ædhelred om at forſvare ham og hans Land, imod at han ſkulde ſkaffe dem Føde og Klæder[14]; ſandſynligviis ogſaa forlene dem med Øſtangel eller en Deel deraf[15]. Denne Overeenskomſt (geþing) mellem Thorkell og Ædhelred har ſandſynligviis lagt Grunden til det ſaakaldte Thingmannalid, eller ſtaaende Hær, ſom Kongerne i England, baade de angliſke og danſke, underholdt til Landets Forſvar lige indtil den nordmanniſke Erobring. Thi kun faa Aar derefter finde vi allerede Thingmannalidet omtalt med dets tvende Vaabenpladſe, Londons Borg, og Sleſswick i Nottinghamſhire, og med Jomsvikingerne Heming, Thorkells Broder, og Eilif Thorgilsſøn, ſom deres Høvdinger[16]. Da vi derhos i de ſæregne Love, der gjaldt for Thingmændene, gjenkjende flere af de meeſt charakteriſtiſke, der i ſin Tid vare gjeldende for Jomsvikingernes Samfund, bliver det klart, at Overeenskomſten mellem Ædhelred og Thorkell egentlig har beſlaaet i, at han fremdeles ſom en Kondottierehøvding med Levningerne af Jomsvikinge-Samfundet traadte over i Ædhelreds Tjeneſte[17]. Hvad der har forledet ham til at forlade Jomsborg, om det har været den polſke Kong Boleſlavs, eller Kong Svens Erobringer, er nu vanſkeligt at ſige, men man kan ane, at det har været en Følge af de Bevægelſer i og ved Vendland, med hvilke ogſaa Olaf Tryggvesſøns Tog og Svoldrſlaget ſtod i Forbindelſe. Thingmannalidet vedligeholdtes ſidenefter ved Hvervning af Krigere fra forſkjellige Lande, dog meeſt af Nordboer eller, ſom det heder, af Folk, der hørte til den danſke Tunge[18].

Det her beſkrevne Tog, ſaa vel ſom de ſenere Kampe, Thorkell beſtod i Ædhelreds Tjeneſte, have for os en ſæregen Interesſe, da vi af vore egne Sagaer erfare, at Kong Olaf den hellige i ſine tidligere Ynglingeaar deeltog deri. Herom ville vi i det følgende komme til at handle nærmere. Vi erfare ellers heraf, at foruden Jomsvikingerne ſelv, ogſaa andre Vikinger, ſandſynligviis fra alle de nordiſke Lande, have ſluttet ſig til Thorkells Hær.

Thorkell havde kun et Aars Tid været i Ædhelreds Tjeneſte, da Kong Sven atter landede i England. Det ſkal iſær have været Efterretningen om Thorkells ſtore Held og Fremgang, ſom lokkede ham og hans byttelyſtne Høvdinger did tilbage. Da han var færdig til at drage afſted med den ſamlede Hær og Flaade, bekjendtgjorde han, at han ved Magt og Liſt vilde underkaſte ſig England[19]. Han medtog ſin ene Søn Knut, den ſenere ſaa berømte Knut den mægtige; den anden Søn, Harald, ſatte han til at ſtyre Danmark i hans Fraværelſe. Svens Flaade beſkrives ſom ſaare prægtig: Skibene vare meget ſtore med høje Bagſtavne og kobberbeſlagne Forſtavne, dannede ſom Drage- og andre Dyre-Hoveder og fantaſtiſke Figurer[20]. Sven ankom til Sandwich i Slutningen af Juli (1013), men ſejlede ſtrax efter til Humbermundingen og opad Trent til Gainsborough. Det udmattede og fortvivlede Folk forſøgte neppe engang at gjøre ham Modſtand. Northumbrerne, der desuden ſelv for ſtørſte Delen vare af danſk og norſk Herkomſt, underkaſtede ſig tilligemed deres Jarl Uhtred, ligeſaa Beboerne af Lindſey (ſøndenfor Humber), af Femborgene, og af hele Landet nordenfor Wätlingaſtræt: fra hvert Shire fik han Giſler til Underpant paa Folkets Troſkab[21]. Da han ſaaledes havde ſikret ſig denne Deel af Riget, udſkrev han Heſte og Proviant, for at drage ſydefter, idet han fatte ſin Søn Knut til at pasſe paa Flaaden og Giſlerne. Oxford maatte ſnart underkaſte ſig og ſtille Giſler, ligeſaa Wincheſter. Derfra drog han mod London, og hans Folk ſtormede frem med ſaadan Heftighed, at mange druknede i Temſen, fordi de ej holdt ſig til Broerne. Men London holdt Stand, thi her laa Ædhelred ſelv, og, hvad der havde end mere at ſige, Thorkell med ſine Jomsvikinger; Sven maatte derfor drage bort med uforrettet Sag. Hvis man kan ſtole paa vore Sagaers forvirrede Beretninger om den Deel, Olaf den hellige tog i alle disſe Begivenheder, ſkal Danernes Uheld ved London fornemmelig ſkyldes en af ham anvendt Krigsliſt[22]. Svens Fremgang blev dog ikke ſynderlig ſtandſet derved. Han vendte ſig for det førſte mod Veſten, hvor de veſtlige Shirers Thegner underkaſtede ſig ham i Bath og ſtillede Giſler; med disſe drog han nordover tilbage til ſine Skibe, og blev overalt modtagen ſom en Konge. Frygt og Fortvivlelſe bragte nu ogſaa London til at underkaſte ſig. Ædhelred tog ſin Tilflugt til Flaaden, der laa i Temſen, medens hans Dronning Emma flygtede til ſin Broder Richard i Nordmandie. Didhen ſendte Ædhelred ogſaa ſine Sønner, Edvard og Alfred, og ſnart fulgte han ſelv efter, overladende det hele Land i Danernes Vold. Sven udſkrev fuld Skat og Fortæring for ſine Krigere; Thorkell der havde taget ſit Sæde i Greenwich, gjorde ligeſaa; desuden herjede de, ſaa ofte de havde Lyſt. Det engang ſaa mægtige engelſke Folk var bragt til Fornedrelſens dybeſte Trin[23].

Da indtraf den uventede Begivenhed, at Kong Sven pludſelig døde i Gainsborough den 3die Februar. De fromme Chriſtne ſaa heri tydelig Guds Straf; der udbredte ſig Sagn om at han ſkulde være dræbt af St. Eadmund paa ſamme Maade, ſom Legenden beſkrev at St. Mercurius ſkulde have dræbt Kejſer Julian Apoſtata[24]. Den danſke Flaade gav Knut ſtrax Kongenavn, men i England fattede man nu Haab om at kunne befri ſig fra det fremmede Aag, og alle ſaavel gejſtlige ſom verdslige Herrer i England beſluttede at ſende Bud til Nordmandie efter Ædhelred, idet de hilſte ham at ingen Herre var dem kjærere end han, deres Fyrſte, naar han vilde herſke retfærdigere end forhen. Ædhelred modtog Budet med Glæde, og ſendte ſin Søn Edvard i Forvejen med den Forſikring, at han ſkulde være ſit Folk en huld Herre, og bøde og bedre hvad han hidtil havde gjort Uret, naar de blot vilde holde faſt ved ham uden Svig. Da oprettedes, ſiges der, fuldt Venſkab, i Ord og Daad og Sikkerhed, og enhver danſk Konge erklæredes utlæg af Landet. I Faſtetiden vendte han tilbage, og blev modtagen af Alle med Glæde. Efter Svens Død forblev Knut i Gainsborough til Paaſke, og aftalte da med Folket i Lindsey, der viſtnok næſten udelukkende var Daner, at de ſkulde forſyne ham med Heſte og følge ham paa et Plyndringstog. Men førend de ret havde udruſtet ſig, kom Ædhelred med en Hær, og gjorde et heftigt Angreb paa Lindsey[25], hvorved Knut nødtes til at ſøge Sikkerhed paa ſin Flaade. For Øjeblikket kunde han ikke haabe at udrette noget med de faa Stridskræfter, der ſtode til hans Tjeneſte, og han valgte derfor at drage hjem til Danmark for at udruſte ſig paa ny og komme tilbage med en vældigere Hær. Dog anløb han førſt Sandwich, hvor han landſatte Giſlerne, der hørte til Englands fornemſte Familier, efter at han førſt gruſomt havde ladet deres Hænder, Næſer og Øren afſkære[26]. Imidlertid havde Ædhelred ladet Lindsey haardt undgjelde for ſit Frafald, og tillige ivrigt ſøgt at faa Svens Lig i ſin Vold, hvilket dog ikke lykkedes ham, da en fornem engelſk Kvinde holdt det ſkjult, balſamerede det, og bragte det hemmelig over til Danmark, hvor det blev begravet ved den af Harald Gormsſøn byggede Kirke i Roeskilde[27]. Det var juſt ikke til det engelſke Folks Behag, at Ædhelred udſkrev en Skat af 21000 Pund for Thorkell og hans Krigere i Greenwich; men paa den anden Side kunde han heller ikke vel undvære disſe tapre Kæmpers Hjelp[28].

Da Knut kom tilbage til Danmark, blev han venſkabeligt modtagen af ſin Broder, der dog intet vilde høre om hans Forſlag at dele Danmark med ham. Dette, ſagde han, var hans Fædrenearv, og den vilde han beſidde udeelt, derimod tilbød han ham beredvillig al Hjelp til at erobre England. Hermed maatte Knut for det førſte lade ſig nøje, og Udruſtningerne bleve drevne paa det ivrigſte. Ogſaa til Erik Jarl i Norge ſendtes Bud, at han ifølge ſin Lenspligt ſkulde komme ſin Svoger Knut til Hjelp med en Hær. Man kan maaſke ſlutte heraf, at Norge eller de danſke Beſiddelſer deraf betragtedes ſom henhørende til den Deel af Riget, der i Skiftet efter Sven tilkom Knut, eller at det betragtedes ſom et Slags Appanage, hvormed Danekongerne affandt deres Brødre eller yngre Sønner, for at undgaa at dele det egentlige Danmark[29]. Erik Jarl lod ſig heller ikke opfordre forgjæves. Imidlertid, fortælles der, gjorde begge Brødrene, Harald og Knut, en Rejſe til Vendland, og hentede deres Moder hjem, ſom hidtil havde opholdt ſig der[30]. Dette var Dronning Gunnhild, Boleſlavs Syſter, ſom efter at være forſkudt af Sven Tjugeſkegg, egtede Erik Sejrſæl i Sverige, og ſom efter hans Død, ſaa længe Sigrid Storraade levede, ikke kan have haft noget blivende Sted enten i Sverige eller Danmark. Da vi erfare, at Thorgils Sprakaleggs Søn, den ſiden ſaa berømte Ulf Jarl, allerede i det følgende Aar, da han ledſagede Knut til England, var gift med hans Halvſyſter, Sigrid Storraades Datter Æſtrid[31], ſkulde man næſten formode, at det Uvenſkab, ſom hidtil ganſke viſt havde herſket mellem dem og den ſtyrbjørnſke eller ſprakaleggſke Æt, nu er blevet bilagt, og Forliget beſeglet ved Ulfs Giftermaal med Æſtrid og Udnævnelſe til Jarl, ſandſynligviis i Jomsborg[32]. I Underhandlingerne og Forliget har ſikkert ogſaa den ſvenſke Olaf Eriksſøn deeltaget, der ligeledes var et Medlem af denne vidt udſtrakte Fyrſtefamilie, og ikke mindre end Danekongerne interesſeret i alt hvad der angik den ſtyrbjørnſke Æt, ligeſom ogſaa Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt melder, at Knut ſluttede Forbund med Kong Olaf ſvenſke, for ved hans Hjelp at undertvinge førſt England, ſiden Norge[33]. Hermed ſtaar det visſelig ogſaa i Forbindelſe, at Thorkell høje juſt paa denne Tid eller ſtrax efter faldt fra Kong Ædhelred, og traadte over i Knuts Tjeneſte. Der fortælles, at Englænderne, kjede af Thingmændenes, det vil her ſige Jomsvikingernes eller Thorkells Krigerſkarers Overmod, antoge dette Tidspunkt ſtrax efter Svens Død, da Ædhelred for Øjeblikket havde Overhaand, for det belejligſte til at ſkille ſig af med dem, og at det lykkedes Ulfketil Snilling i Forening med Ædhelreds Sønner ved en liſtigt udtænkt Plan paa een Gang at overrumple begge Thingmændsſkarer, ſaavel den i London, ſom den i Sleſswick, og nedhugge de fleſte, ſaa at Heming faldt i Sleſswick med alle ſine Mænd, og Eilif i London kun med Møje ſlog ſig igjennem, og undkom til Danmark med tre Skibe[34]. Viſt er det ogſaa, at Thorkell indfandt ſig i Danmark med 9 Skibe, og efter at have faaet Lejde og Tilladelſe til at lande, forſikrede Knut om ſin Hengivenhed, og opfordrede ham paa det ivrigſte til at vende tilbage til England og underkaſte ſig Landet, hvor han desuden ſelv endnu havde efterladt 30 Skibe og en tro Hær, ſom han nu aldeles ſtillede til Knuts Forføjning[35]. Da Overfaldet i London og Sleſswick henføres til Nytaarstid 1015, og Thorkells Ankomſt til Danmark ſiges at have fundet Sted en Maaneds Tid før Knuts Afrejſe, altſaa i Juli[36], ſkulde man ſlutte, at man ikke har vovet noget Angreb paa ham, der ſandſynligviis fremdeles laa med Skibene ved Greenwich, og at han nu begav ſig til Knut for i Forening med ham at hevne ſin Broder og ſine Krigeres Drab. Men ſandſynligere er det, at Thorkell, hvem det neppe kan have undgaaet, at han og hans Hær var en Torn i Øjet paa det engelſke Folk, iſær ſiden den ſidſte Udpresning, allerede før Juul har begivet ſig til Danmark for at aabne Underhandlinger med Knut, og at man imidlertid i England har benyttet ſig af hans Fraværelſe til at udføre Forræderiet mod Heming og Eilif[37]

    „Grønl. hiſtoriſke Mindesmærker“ 3die B. — Den oftere omtalte Thorgils Thordsſøn, kaldet Arrebeinsſtjup, der, ſom tidligere nævnt, paa Erik rødes Anmodning drog til Grønland, men efter nogle Aars Forløb igjen forlod det, opholdt ſig en heel Vinter og Vaar langt nord i Øſtgrønland, og havde her mange Gjenvordigheder, ſe Grønl. hiſtoriſke Mindesmærker II. S. 108—12; Floamanna Saga, Cap. 22 flg.

  1. Se ovenfor S. 241.
  2. Chron. Saxon. ved Aar 1000. Villjam af Jumiéges, V. 7.
  3. Nemlig Heming, Sigvalde Jarls Broder og ſidenefter tillige hans anden Broder Thorkell den høje. At den af os oftere omtalte Thorgils Sprakalegg, Styrbjørns Søn, paa denne Tid maa have fremſtaaet med Fordringer paa Jomsborg, maaſke og paa andre Dele af Danmark (nemlig Thyres Beſiddelſer i Fyn, Falſter og Bornholm) og at han paa en eller anden Maade kan have været Aarſag til, at vi nu finde Jomsvikingerne beſkjeftigede,i Veſten, er heel ſandſynligt. Se nedenfor S. 470, 473;, 477.
  4. Se Villjam af Malmesbury, hos Savile S. 69, L. 17, jvfr. Chron. Sax. ved 1001; ſe og ovenfor S. 72, 73.
  5. Jomsvikinga Saga, Cap. 49, ſiger i Korthed at Sigvalde efter Jomsvikingeſlaget udførte mange Bedrifter, der omtales i andre Sagaer; om hans formodede Død i England ſe ſtrax nedenfor.
  6. Chron. Sax. ved 1003. Villjam af Malmesbury (hos Savile) I. 6. jvfr. S. 71. Villjam af Jumièges, IV. 6. Jvfr. et, ſkjønt mistænkeligt Brev af Ædhelred, dat. 1004, Kemble, Cod. Dipl. No. 709. At Sigvalde Jarl virkelig blev dræbt i England, ſees af Encomium Emmæ reginæ (Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 475), hvor det heder at Thorkell (den høje) drog til England for at hevne ſin Broders Drab; da nu hans anden Broder Heming paa den Tid endnu levede, (ſe nedf.) maa den dræbte Broder have været Sigvalde.
  7. Se Villjam af Jumièges V. 6, 7.
  8. Chron. Sax. ved 1003. Det viſer ſig ogſaa af hele Maaden, paa hvilken Villjam af Jumièges fortæller om Blodbadet 1002, at Nordmannernes Sympathier vare med Danerne.
  9. Tilnavnet Snilling forekommer i oldn. Skrifter, ſe Olaf den helt. Saga, Cap. 32.
  10. Chron. Sax. ved 1006, 1007.
  11. Chron. Sax. ved 1008. En hýd forklares ved unius aratri culturæ sufficiens per annum, Henr. Huntingdon ved 1008, Mon. hist Brit. I. S. 753. Kemble (The Saxons in Engl. I. S. 101 fgg.) antager en Hyd for omtr. 33 Acres.
  12. Navnet „Ringmare“ forekommer ikke i Chron. Sax. men derimod hos Florents af Worceſter (Mon. hist Brit. I. S. 586), der, hvorvel han ellers ligefrem plejer at overſætte hiint, dog her, ſaa langt nede i Tiden, ſees at have været i Beſiddelſe af uafhængige, og viſt paalidelige Efterretninger. Slaget paa Ringmarehede omtales ſaavel i Olaf den helliges Saga,Cap. 31, ſom i Fagrſkinna og den legendariſke St. Olafs Saga, S. 10, men deels henføres det til en urigtig Tid, (efter Kong Svens Død), deels nævnes Olaf den hellige, ej Thorkell, ſom den egentlige Sejrherre. Det ſidſte kommer deraf, at Olaf, ligeſom i ſin Tid Gange-Rolf, af ſine Biografer har været gjort til Hovedperſon i Foretagender, hvorved han kun egentlig har ſpillet en underordnet Rolle, hvorom mere nedenfor; det førſte grunder ſig derpaa, at der, hvad alle disſe Begivenheder angaar, herſker en total Forvirring i de oldn. Sagaers Chronologi. Denne ville vi nedenfor komme til udførligere at gjennemgaa, bedømme og berigtige. Her bemerke vi foreløbigt, at vi i ovenſtaaende Fremſtilling ganſke have fulgt den ſamtidige, og ſom man tydeligt kan ſe, paalidelige Beretning i Chron. Sax. for hine Aar ſammenholdt med Florents af Worceſter.
  13. Om Ælfeahs Liv og Martyrdom gives der et vidtløftigt Skrift, der ſiges at være forfattet c. 1070 af en vis Osbearn, aftrykt i Whartons Angl. Sacra, II., i Mabillons Acta sanetorum 21 April, og den ſidſte Deel deraf, ſom omhandler Ælfeahs Død og Danernes Bedrifter, i Langebeks Scr. rer. Dan. II. 439. flg. Man gjenkjender enkelte Dele deraf, navnlig den, ſom handler om de af Danerne begangne Gruſomheder i Canterbury, hos Florents af Worceſter (l. c.) Det er i dette Skrift, hvor disſe Gruſomheder udmales ſaa forfærdeligt, at man neppe kan værge ſig for den Tanke, at meget er overdrevet, iſær da den ſamtidige Beretning i Chron. Sax. vel taler om Herjen, Bortſlæben af Fanger, og Erkebiſkopens Drab, men ikke om de øvrige foregivne Rædſelsſcener. Skriftet indeholder derhos andre, aabenbart urigtige Fortællinger, f. Ex. at Eadric Streone ſkulde have været Danernes Anfører ved Canterbury o. ſ. v., da han derved vilde hevne ſin Broder. Og kan Skriftets Forfatter tage Fejl i en ſaa vigtig Sag, ſom denne, da bliver og hans Paalidelighed med Henſyn til det andet højſt uvis. — At Thorkell ſøgte at frelſe Erkebiſkopen, fortæller Thietmar (VII. Cap. 29) efter en ham af et Øjevidne meddeelt Beretning. Thietmar nævner for øvrigt Erkebiſkopen urigtigt Dunſtan iſtedetfor Ælfeah.
  14. Chron. Sax. ved dette Aar.
  15. Maaſke man heraf nærmeſt kan forklare Ulfketils Had mod Thorkell og hans Hær, ſom han ſtræbte efter Livet, ſe nedenfor S. 478.
  16. Jomsvikinga Saga, Cap. 50—52. Knytl. Saga, Cap. 7, S. Olaf den hell. Saga, i Fornm. S. 5te B. S. 156. Se ovfr. S. 101. Heming og Eilif ſom Thorkells Medanførere nævnes ogſaa hos Florents (ved 1009), og hans Efterfølgere.
  17. Se herom ovenfor S. 109. Naar det heder i Chron. Sax., at af den ſamlede Flaade 45 fulgte Thorkell, de øvrige adſpredte ſig, ſkulde man næſten tro, at Jomsvikingeflaaden ogſaa nu oprindelig beſtod af 60 Skibe.
  18. Fagrſkinna, Cap. 199.
  19. Encom. Emmæ, S. 475, 476. Da det af den ſtorartede Udruſtning, Sven nu bragte iſtand, kunde ſynes ſom om det ikke tidligere har været hans beſtemte Henſigt at erobre hele England, men kun en Deel, maaſke ogſaa kun at herje og udpresſe Penge, ſkulde man formode, at hvis han virkelig har aflagt noget faadant Løfte, ſom det Jomsvikingaſaga o. fl. tillægge ham i hiint bekjendte Arveøl, ſaa har det førſt været nu, da han tiltraadte det ſidſte Tog. Det er ellers værd at merke, at de Cambriſke Annaler (Mon. hist. Brit. I. S. 839) nævne ved 1012: „Svens, Knuts Faders, Skibbrud“, hvoraf det ſkulde ſynes ſom om han allerede da har tænkt paa at gjøre et Tog til England, men ved Skibbrud er bleven hindret. Viſt er det dog, at hans lange Fraværelſe (fra 1007—1013) ſynes næſten uforklarlig paa anden Maade. Den højſt upaalidelige ſkotſke Hiſtorieſkriver Boethius (Boyſe) tillægger Sven og andre danſke og norſke Høvdinger forſkjellige Tog til Skotland 1010—1012, men Forduns Taushed (IV. 39, 40) ſynes at vidne mod Rigtigheden deraf. Snarere ſkulde man antage, at Sven har været beſkjeftiget i Vendland, og at dette ſtaar i Forbindelſe med Jomsvikingernes Tog til England; thi Saxos Ord (X. S. 509), at Sven ved ſin tidligere (til Sigvalde) aflagte Ed ſkulde have ladet ſig afſkrække fra at bekrige Vendland, ſynes lidet troligt. Værd at lægge Merke til er det, at hvor Sighvat Skald (Olaf den helliges Saga, Cap. 33) omtaler Olafs Deeltagelſe i Kampen ved Canterbury, nævnes efter flere Haandſkrifters Læſemaade og den legendariſke Olaf den helliges Sagas udtrykkelige Udſagn (Cap. 12) Vender tilligemed Daner ſom Olafs Modſtandere. Andre læſe dog kun virðum, d. e. Folk, Krigere. Man behøver rigtignok heller ikke at fortolke Verſet ſom om Venderne vare imod, og ikke med Olaf; thi i Thorkells Hær var der viſtnok ogſaa flere Vender.
  20. Encomium Emmæ, l. c. S. 476.
  21. I Chron. Sax. ved 1013 ſtaar der egentlig kun at „al Hæren“ d. e. alle de nordiſke Krigere, nordenfor Wätlingaſtræt underkaſtede ſig ham; men da juſt disſe Krigere her vare de raadende, og vel tillige dannede Hovedmasſen af Befolkningen, vil Udtrykket omtrent blive eenstydigt med den ovenfor anvendte. Om Wätlingaſtræt, ſe ovenfor I. B. S. 630.
  22. Vore Sagaer (Olaf den helliges; Saga,Cap. 31 o. fl.) omtale nemlig en Kamp, ſom Ædhelred beſtod mod Danerne, der havde London inde, og havde forſkandſet ſig i Southwark; Olaf ſkal ved ſterke Toug have faaet Støtterne revne bort under Londons Broer, ſaa at Kommunikationen mellem begge Bredder afſkares og en Mængde Daner druknede. Uagtet nu Beſkrivelſen over det hele nærmeſt minder om Kong Knuts Angreb paa London 1016 (hvorom nedenfor), og enkelte Sagaer (nemlig den legendariſke Olaf den helliges Saga, Cap. 10, og efter den Flatøbogen, ſe Fornm. S. V. S. 156, flg.) virkelig lade Olaf udføre denne Bedrift i Forening med Knut, ſaa er det ikke uſandſynligt, at Olaf virkelig har udmerket ſig i Stadens Forſvar 1013, at han maaſke kan have haft nogen Deel i, hvad der umiddelbart foran omtales i Chron. Sax., nemlig at flere af Svens Folk omkom i Temſen ved deres uforſigtige Fremſtormen mod London, og at dette ſiden af Skalde og Sagnfortællere er blevet forvexlet med Knuts Angreb, hvorved Olaf ej var tilſtede. At Olaf angreb Londons Broer og at enkelte danſke Vikinger holdt ſig i Southwark, omtales allerede i den ſamtidige Sighvat Skalds Vers (Olaf den helliges Saga, Cap. 51).
  23. Chron. Sax. ved 1013. Hvor ilde det ſtod til i England, paa den Tid, er med ſterke Farver ſkildret af Preſten Wulf i hans Tale til Englænderne, holden 1012, 4 Aar før Ædhelreds Død; den findes paa Angliſk i Hickes’s Theſaurus III. S. 99, fgg., en lat. Overſ. er optagen i Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 464 flg. — Hedningerne, ſiger han, vove ej at plyndre eller røve noget fra Afgudstemplerne; men her raner man uden Sky fra Kirkerne. Frie Mænd faa ej Lov til at raade ſig ſelv eller fare hvor de ville, man er ej ſikker paa Fred og Ejendom. Mord og Ran, Skjørlevnet, Svig og Forræderi hører til Dagens Orden. Flygter en Træl fra ſin Herre, ſlutter han ſig kun til Vikingerne. Disſe indgyde en ſaa paniſk Skræk, at een ofte kan jage ti Engelsmænd paa Flugten. De hæderligſte Kvinder ere ej ſikre paa deres Ære. Uophørligen yde vi Skatte og Afgifter til Vikingerne, men imidlertid haane og herje de os dagligt. Og ſaa vidt er det kommet, at en Fader ſælger ſin Søn, Sønnen ſin Moder, Broderen ſin Broder til de fremmede for Penge o. ſ. v.
  24. Dette gjentages oftere i Sagaerne, navnlig omtales det i Olaf den helliges Saga, Cap. 31. Hvorledes St. Mercur dræbte Julian, ſe Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 426, Note. Ifølge Encom. Emmæ døde Sven roligt paa Sotteſeng; der gives ellers forſkjellige Beretninger om hans Dødsmaade; ſe f. Ex. Florents af Worceſter (Mon. hist. Brit. I. S. 58). Dagen angives i Chron. Sax. til III Non. Febr. altſaa 3die Februar; Kyndelsmisſe nævnes fordi det var ved Kyndelsmisſetid.
  25. Gainsborough ligger netop i Lindsey ved Trent, ſtrax ovenfor Humberen.
  26. Chron. Sax. ved 1014. Emmas Enkomiaſt er meget ivrig for at fremſtille Knuts Tilbagerejſe, ej ſom en Flugt, men kun ſom foretagen i det Øjemed at raadſlaa med Broderen. Men han er kun at ſtole paa i Fakta, ej i Fremſtilling af Forhold eller Bevæggrunde; ſaaledes har han ſlet ikke rigtigt opfattet Thorkells Forhold til Knut. Efter Enkomiaſten (S. 478) ſkal Knut have medbragt 60 Skibe til Danmark.
  27. Encom. Emmæ, l. c. S. 480, jvfr. Thietmar, I. VII., Cap. 14, Villjam af Jumièges V. 8.
  28. Florents af Worceſter (l. c. S. 589) nævner 30000 Pd.
  29. Denne Betragtningsmaade finde vi, ſom det ovenfor er viiſt, allerede udtalt ved Forhandlingerne mellem Harald Gormsſøn, Guldharald og Haakon Jarl.
  30. Encomium Emmæ, S. 479, jfr. ovf. S. 313.
  31. Saaledes Knytl. Saga, Cap. 8 (hann átti þá Ástriði o. ſ. v.) Mag. Adam fortæller rigtignok (II. 52) at Knut gav ſin Syſter Margarete til Hertug Robert af Nordmandie, og da han havde forſkudt hende, til Ulf Jarl. Saxo ſiger ligeledes (S. 512 og 514) at Knuts Syſter Æſtrid var gift med Richard, og, ſkilt fra ham, egtede Ulf Jarl. Margarete kunde være hendes chriſtelige Daabsnavn, ligeſom Knut hed Lambert, — det var nemlig i hine Tider ſædvanligt, ved Siden af det nationale, eller ſom man vel troede, hedenſke Navn, i Daaben ogſaa at antage et chriſteligt Helgennavn, — og Navnet gjør ſaaledes her intet til Sagen. Men derimod heder det i Scholie 40. til Mag. Adam, at Knut gav ſin Syſter Æſtrid til den rusſiſke Konges Søn, hvilket altſaa viſer, at der i Beretningen maa have været en Forvirring, eller at Mag. Adam har misforſtaaet, hvad Æſtrids Søn Sven berettede ham. De nordmanniſke Forfattere berette intet om Svogerſkabet, og viſt er det, at Sven ſelv allerede maa have været fød 1018.
  32. Se ovf. S. 101, Note 1.
  33. Mag. Adam, II. 50. Ogſaa Villjam af Jumiéges (S. 8) omtaler „Lacman“ Sviarnes og „Olaf“ Nordmændenes Konge, der ledſagede Knut, og ſiden kom Hertug Richard til Hjelp mod Frankerne. Den ſidſte er Olaf den hellige, hvis Beſøg i Nordmandie omtrent paa ſamme Tid af den nordmanniſke Forfatter er falſkt opfattet; den førſte er enten en ſvenſk „Lagmand“, eller maaſke endog Ulf Jarl ſelv, i Spidſen for ſvenſke Tropper.
  34. Jomsvikingaſaga, Cap. 52. Jfr. Olaf den helliges Saga i Fornm. S. V. 156. Villjam af Malmesbury, der urigtigt henfører Danemordet af 1002 til 1015 (S. 71), ſynes dog ogſaa at have et i dette Aar foretaget Overfald paa Daner for Øje.
  35. Encomium Emmæ, S. 480.
  36. Encomium Emmæ, l. c.
  37. Encomium Emmæ viſer ſig nemlig ikke ſaa ganſke paalideligt med Henſyn til Tidsregningen, ligeſom det ogſaa opfatter enkelte Forhold, f, Ex. Thorkells til Knut, urigtigt.