Det norske Folks Historie/2/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erik Jarl, viſte ſig, ſom vore Sagaer berette, ikke ligegyldig ved Kong Knuts Opfordring om at komme ham til Hjelp, men gjorde ſig ſnareſt muligt rede til Toget. Hans ſtore Beredvillighed i denne Henſeende vilde næſten være uforklarlig, hvis ikke en enkelt Beretning oplyſte, at der allerede i længere Tid havde herſket Uvenſkab mellem ham og hans Broder Svein Jarl, der ej kunde finde ſig i at hiin ſkulde herſke over de to Trediedele af Landet uafhængigt, medens han ſelv maatte nøje ſig med en Trediedeel, og kun ſom Vaſal af den ſvenſke Konge[1]. Erik, ſiges der, var for ædel til at ville beſmitte ſig med ſin Broders Drab, og foretrak derfor at forlade Fædrelandet. At hans Samvittighed nu virkelig var ømmere end i tidligere Dage, og hans Religiøſitet alvorligere, ſees deraf, at han nogen Tid efter tænkte paa at gjøre en Pilegrimsrejſe til Rom. Førend han forlod Landet, ſammenkaldte han Lendermændene og de mægtigſte Bønder, for at raadſlaa med dem om Lovgivningen og Rigsſtyrelſen. Ved dette Møde ſkal Holmgang være bleven afſkaffet, og alle Berſerker og Ransmænd lyſte fredløſe[2]. Den Deel af Riget, der ſtod under hans Herredømme, deelte han ligt mellem ſin Søn Haakon, og ſin Broder Svein, der ſaaledes ej længer havde noget at klage over; rimeligviis har Svein faaet Haalogaland, Thrøndelagen og hvad der for øvrigt grændſede til hans Forleninger, Haakon derimod de ſydligere Kyſtlande[3]. Da Haakon kun var 17 Aar gammel, indſatte Erik Jarl ſin Svoger Einar Thambarſkelver til hans Formynder[4]. Derpaa drog han afſted, efter den ſandſynligſte Beregning om Høſten 1015, og ſejlede til England, hvor Knut allerede var ankommen med en vældig Flaade, ledſaget af Thorkell høje, Ulf Jarl, og mange andre Høvdinger[5]. Fra denne Tid af griber Erik Jarl ikke længer ind i Norges Hiſtorie, medens han derimod ſpiller en vigtig Rolle ved Englands Undertvingelſe. Knut, ſom i Begyndelſen af September var ankommen til Sandwich, og endnu inden Midvinter, tildeels ved Forræderen Eadric Streones Hjelp, havde underkaſtet ſig hele den ſydlige Deel af England, begyndte allerede ſtrax efter Nytaar at herje den mellemſte Deel af Landet, hvor Ædhelreds tapre Søn, Eadmund Jernſide, forgjæves ſøgte at gjøre ham Modſtand, men begav ſig omſider til Uhtred Jarl i Northumberland, for, ſom man haabede, at ſamle en Hær ved Havet. Men i Stedet for at møde Knut, indſkrænkede Eadmund og Uhtred ſig til at herje i Eadrics Beſiddelſer, og Knut drog uhindret gjennem Buckingham, Bedford-, Huntingdon-, Northampton-, Lincoln- og Nottingham-Shire til Northumberland og truede York. Da blev Uhtred bange, underkaſtede ſig Knut, og ſtillede ham Giſler. Desuagtet lod Knut ham ſtrax efter dræbe paa Eadric Streones Tilſkyndelſe, og i Uhtreds Sted indſatte han Erik til Jarl over Northumberland: denne maa vel altſaa have ledſaget ham paa dette Tog. Selv ilede Knut atter ſydefter for at angribe London, hvor Ædhelred opholdt ſig, og hvorhen ogſaa Eadmund Jernſide havde begivet ſig; men førend han kom derhen med ſin Flaade (i Begyndelſen af Mai), havde Ædhelred allerede endt ſit lange, ulykkelige og uhæderlige Liv (23 April 1016). Londons Borgere og de tilſtedeværende Witan udraabte Eadmund til Konge, medens derimod den langt ſtørre Deel af de engelſke Magnater underkaſtede ſig Knut og lovede under Ed, for ſtedſe at ville forſage Ædhelreds Æt[6]. London blev nu paa det ivrigſte belejret. Danerne grove et dybt Dige paa Sydſiden, droge deres Skibe gjennem denne op til Veſtſiden af Broen, og indſluttede Staden paa alle Kanter. Men Borgerne forſvarede ſig tappert, underſtøttede af Eadmund, der hele Sommeren idelig angreb de Danſke, og leverede dem heldige Trefninger, navnlig ved Sceorſtan (efter Midſommer), hvor det nær ſkal have lykkets ham at fælde Knut, og ved Brentford[7]. Heldigere end Knut ſynes Erik Jarl at have været, der i Forening med en Deel Thingmænd kæmpede i Øſtangel mod Ulfketil Snilling, og overvandt ham i tvende Slag, hvoraf det ſidſte atter ſtod paa Ringmarahede[8]. Forræderen Eadric indfandt ſig nu, ſikkert efter hemmelig Aftale med Knut, hos Kong Eadmund, bad ham om Naade, og lovede ham Troſkab. Eadmund var uforſigtig nok til at antage hans Forſikkringer for oprigtige og ſkjenke ham ſin Tillid; men dette kom han ſnart til at angre i det ſtore Slag ved Asſandun i Esſex, hvor Sejren allerede ſaa godt ſom var ham vis, da Eadric pludſelig greb Flugten og derved bragte Uorden i den engelſke Hær, ſom led et ſtort Nederlag: blandt de Faldne var Ulfketil Snilling tilligemed en Mængde af de fornemſte Englændere. Uden at have gjennemſkuet Eadrics Forræderi, beſluttede Eadmund ſig efter hans Raad til at indgaa Forlig med Knut, ſaaledes at denne ſkulde have den nordlige Deel af Landet, og Eadmund Wesſex, medens Hæren (ſandſynligviis iſær Thorkells Krigere) med ſit Bytte vendte tilbage til Skibene, og ſluttede et ſærſkilt Forlig med London, der tilſtod den en Pengeſum og Vinterophold inden ſine Mure. Sidſt i November døde Kong Eadmund pludſelig, efter enkelte, ikke uſandſynlige, Beretninger, ſnigmyrdet af Eadric[9].

Knut underkaſtede ſig da det hele Rige, og deelte det i fire Hoveddele, af hvilke han beholdt Wesſex for ſig ſelv; med Øſtangel forlenedes Thorkell, der egtede Ulfketil Snillings Enke; Eadric fik ſit gamle Len Myrke-Riget, og Erik Jarl bekræftedes i Beſiddelſen af Northumberland[10]. Dog nød Eadric ikke længe godt af ſit Forræderi. Da han, 1ſte Juledag 1017, fordrede yderligere Løn, ſkal Knut have ſagt: „hvorledes kan du vel være mig tro, ſom har ſveget din retmæsſige Herre“? og derpaa ſkal Erik Jarl efter et Vink fra Knut have hævet ſin Øxe og ſkilt hans Hoved fra Kroppen[11]. En Deel andre fornemme Englændere, der forekom Knut mistænkelige, bleve ſamme Dag henrettede. Eadmunds ſpæde Sønner, Edward og Eadmund, ſkal Eadric have raadet Knut til at lade aflive; han foretrak dog at ſende dem til ſin Halvbroder Kong Olaf i Sverige, der igjen ſendte dem videre til Rusland, hvorfra de endelig ſkulle være komne til Ungarn[12]. Selv bejlede han til Ædhelreds Enke Emma, der opholdt ſig i Nordmandie hos ſin Broder Richard, og hun ſkjenkede ham ſin Haand, imod hans Løfte om at ſikre de Børn, der fødtes af deres Egteſkab, Tronfølgen. (1017, Auguſt)[13]. Efterat nu en betydelig Skat, der var paalagt de overvundne, nemlig 72000 Pd., foruden 10500 Pd. af London alene, var inddreven, drog den ſtørſte Deel af Hæren hjem til Danmark, medens Knut blev tilbage med 40 Skibe (1018). I det følgende Aar fulgte han ſelv efter, og blev en Vinter (1019—1020) hjemme, hvor hans Broder Harald imidlertid var død[14], og hvor han uden Modſigelſe hyldedes.

Erik Jarl vendte ikke tilbage til Norge, men forblev i England. Omſtændighederne havde forandret ſig. Olaf Haraldsſøn havde, ſom vi ſnart ſkulle ſe, bemægtiget ſig Riget, og forjaget baade Svein og Haakon, hvilken ſidſte endog havde maattet aflægge Ed paa, ej at gjøre Olaf Norges Herredømme ſtridigt. Erik nævnes i engelſke Diplomer lige indtil Aaret 1024, og fra 1019 ved Siden af ſin Søn Haakon. Efter 1024 nævnes Haakon fremdeles, men ikke længer Erik[15]. I Aaret 1023 eller Begyndelſen af 1024 maa han altſaa være død. Hans Dødsmaade fortælles eens i alle de Sagaer, der nærmere omtale ham; han ſkal, juſt ſom han ſtod i Beredſkab med at gjøre en Pilegrimsrejſe til Rom, eller var kommen hjem fra en ſaadan Rejſe, have ladet ſin Drøbel ſkære, hvilket voldte en Blodſtyrtning, der endte hans Liv. Men et Steds tillægges det, at en af de Tilſtedeværende ſkal have raadet Lægen til at ſkære ſaa meget af, at det ikke oftere ſkulde behøves, og at Lægen nu ſkar altfor dybt; den, ſom gav dette Raad, ſkulde efter nogles Sigende være Knut ſelv, efter andres en Mand, der i ſin Tid havde været med Kong Olaf Tryggvesſøn paa Ormen lange[16]. Fortællingen er imidlertid yderſt tvivlſom, ſkjønt der rigtignok ogſaa andenſteds tales om at Erik, i det mindſte for en Tid, var kommen i Unaade hos Knut, ligeſom det tillige fortælles at Thorkell den høje paa Knuts Anſtiftelſe blev dræbt[17]. Det er ej at undres over, om Knut har mistænkt disſe mægtige Mænd for at ville gjøre ſig uafhængige.

Erik Jarl var ved ſin Død 60 Aar gammel[18]. Overalt, hvor han omtales, roſes han ſom en dygtig Kriger og hæderlig Kæmpe. At han i en ualmindelig Grad udmerkede ſig ved Ridderlighed og Ædelſind, have vi i det Foregaaende ved mange Lejligheder erfaret. Det var maaſke juſt dette Ædelſind, der ſkilte ham ved Riget, idet han deels, ſom vi have ſeet, ſkal have ſøgt at undgaa at komme i Strid med ſin Broder Svein, deels maaſke og i den ſenere Tid anſaa ſig bunden ved den Ed, hans Søn Haakon havde maattet ſværge Olaf Haraldsſøn, ikke at gjøre ham Herredømmet i Norge ſtridigt. Det er formodentlig ogſaa denne til hine urolige Tider lidet pasſende Godmodighed og Eftergivenhed, ſom gav hans Regjering hiint umiskjendelige Præg af Svaghed, hvorom vi ovenfor have talt. Men maa man end af den Grund kalde ham en daarlig Statsmand, ſtaar han dog juſt derfor paa den anden Side langt højere ſom Menneſke.

Erik Jarls fornemſte Skalde, og de, til hvis Kvad de gamle Sagaſkrivere fornemmelig have holdt ſig ved at omtale hans Bedrifter, vare Eyjulf Dada-Skald, der ſynes nærmeſt at have beſunget hans tidligere Bedrifter indtil Svoldrſlaget i en Draapa, kaldet Banda-Draapa[19], og Thord Kolbeinsſøn fra Hitarnes paa Island, der beſang hans ſenere Bedrifter, og maaſke endog digtede tvende Draaper om ham, en ved Navn Belgſkagadraapa, ſom han kvad under et Ophold hos Erik, en anden ved Navn Eriksdraapa, der ſynes at være digtet til Jarlens Ære efter hans Død[20].

  1. Thjodrek Munk, Cap. 14.
  2. Grettes Saga, Cap. 21.
  3. Svein finde vi nemlig ſiden meeſt paa Steinker eller i det Throndhjemſke, medens Haakon blev fangen i Saudungsſund i Søndfjord, ſe nedenfor.
  4. Olaf den helliges Saga, Cap. 49. Fagrſk. Cap. 85.
  5. Flaadens Størrelſe angives forſkjellig, fra 1000 Skibe (Mag. Adam II. 50) til 300 (Encomium Emmæ); det ſidſte er vel det rigtigſte, for ſaa vidt Talen er om Langſkibe. Størrelſen af Eriks Flaade angives ej. At Knut allerede var ankommen til England, ſees ſaavel af Knytl. Saga Cap. 13, ſom af Fagrſk. (Cap. 85), Olaf den helliges Saga (Cap. 40), og iſær af Thord Kolbeinsſøns Vers, meddeelt i Knytlinga Saga, Cap. 13. Om Erik, hvad nogle antage, allerede i 1014 har begivet ſig til Danmark, da har det maaſke kun varet for at deeltage i de ovenfor omtalte Forhandlinger mellem alle Medlemmerne af den ſtore Fyrſtefamilie, til hvilken han, ſom gift med Gyda, Knuts Syſter, ogſaa hørte.
  6. Florents af Worceſter, Mon. hist. Br. S. 591.
  7. Chron Sax. ved 1016. Slagene ved Sceorſtan og Brentford omtales og, ſkjønt i urigtig Orden, i Knytl. Saga, Cap. 10, 12; de nævnes derhos i Ottar ſvartes ſamtidige Verk.
  8. Knytl. Saga, Cap. 15, ſom herom anfører tvende af den ſamtidige Thord Kolbeinsſøns Vers. Det ene Slag, ſiges der her, ſtod veſtenfor London, det andet paa Ringmarahede (ved Ipswich). Olaf d. hell. Saga, Cap. 40, har Uret, hvor den ſiger at Erik fældte Ulfkell i hiint førſte Slag; han faldt, ſom Chron. Sax. beretter, ved Asſandun, og Thord Skald ſiger kun at Ulfkell fik frygtelige Hug af Thingmændene, men dette, ſom ſaa mange Skalde-Udtryk, er misforſtaaet af Olaf d. hell. Sagas Nedſkriver; Knytlinga derimod ſiger kun at Ulfkell flygtede. At Erik gjorde dette Strejftog, bekræftes i Encomium Emmæ: „Eric quidam, dux et princeps provinciæ, quæ Nordwega dicitur, accepta licentia, cum suis est egressus, et partem terræ aggressus, spolia diripuit, vicos invadendo destruxit, occurrentes sibi hostes domuit, et multos ex eis captivavit, tandemque victoriosus ad suos cum spoliis rediit“.
  9. At Eadric dræbte ham, ſiger baade Knytl. S. Cap. 15, og Olaf d. hell. S. Cap. 40, den førſte med det Tillæg, at det var efter Knuts Anſtiftelſe. Jfr. Bromton, hos Twysden S. 906, og Gaimar v. 4399. Villjam af Malmsbury hos Savile, S. 72. Ligeſaa Saxo, S. 511, og Dipl. af 1032, hos Kemble No. 747.
  10. Chron. Sax. ved 1017.
  11. Encom. Emmæ, S. 49. Florents af Worceſter, S. 594.
  12. Mag. Adam, II. 51. Jvfr. Florents af Worceſter, S. 594. Det er denne, ſom fortæller at Knut ſendte dem for at dræbes til „Regem Suavorum“, men at denne Konge foretrak at ſende dem til Ungarns Konge Salomon. Derimod ſiger Mag. Adam, at de bleve „in Ruzziam exilio damnati“. Da nu dennes Vidnesbyrd er af ſtor Vegt; da desuden Salomon ej beſteg Ungarns Trone førend 1065, men derimod Stephan herſkede fra 997—1038; da det fremdeles er langt rimeligere, at Kong Olaf ſvenſke ſendte dem til Rusland, med hvis Konge Jaroſlav hans Datter blev gift, end til Ungarn, hvormed han ej ſtod i Forbindelſe; da det endelig heder i Edward Confesſors Love (S. 198) at Eadmunds Sønner flygtede til terram Rugorum, quam nos vocamus Ruzziani, og blev vel modtagen af deres Konge „Malesclodus“, hvori vi maaſke kunde ſe en Fordrejelſe af „Jarislavus“: maa man næſten med Beſtemthed antage, at de den længſte Tid have opholdt ſig i Rusland, og førſt noget ſenere været i Ungarn. Villjam af Malmsbury S. 73 nævner „Hunernes Konge“. Bromton, S. 907, udſkriver ſine Forgængere tilligemed Gaimar v. 4506; og kalder den, der ledſagede Flygtningerne, Valgar, tillæggende at han var Danſk. Man maa her næſten tænke paa den gotiſke Valgard Jarl, ſe den legend. Olaf d. hell. Saga, Cap. 42. For øvrigt kan det ej negtes, at da Knut ogſaa i enkelte Breve kalder ſig rex magnæ partis Suavorum, hvilket man ſnarere ſkulde anſe ſom en urigtig Opfatning af Slavorum, end Svecorum, kunde det vel tænkes muligt, at ogſaa Florents paa hiint Sted har tænkt ſig „Slaverne“, „Venderne“ eller andre dermed beſlægtede Folk. En ſaadan Forklaring pasſer og med „terra Rugorum“. Nu vide vi af Florents (v. 1028) at Knuts Syſter Gunnhild var gift med Wyrtgeorn rex Winidorum; kunde ej denne her være meent? Denne Wyrtgeorn er maaſke den ſamme, deri et Diplom af 1026 (No. 743) kaldes Wrytsleof dux, og nævnes ſtrax foran Hacun dux, Knuts egen Syſterſøn. Skulde ikke denne Wrytsleóf være Jaroſlavs Broderſøn Vratiſlav eller Brjatſcheſlav af Polotzk? Hans Farbroder Mſtiſlav af Tmutarakan, ligeſom han ſelv paa ſpændt Fod med Jaroſlav, kunde da maaſke være meent ved „Maleſclodus“. Om en Forbindelſe mellem den rusſiſke og den engelſke Kongeſlægt paa disſe Tider vidner ogſaa det Giftermaal, ſom ſenere fandt Sted mellem Harald Godwinsſøns Datter og den rusſiſke Storfyrſte Vladimir, Jaroſlavs Sønneſøn. Mere herom nedenfor.
  13. Chron. Sax. ved 1017. Encomium Emmæ, S. 490.
  14. Sandſynligviis 1018, ſe Langebek Scr. I. S. 159, Note.
  15. Kemble, Cod. Dipl. Ævi anglosaxonici, Tom. 4. Her findes Yric dux i No. 728 (1018), Yric dux tilligemed Hacun dux i No. 729, 730 (begge af 1019), Yric dux i No. 734 (1022); tilligemed Hacun dux i 739 (1023); i No. 741 (1024) forekommer Hacun dux, men ej længer Yric.
  16. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 266. Det er Fagrſkinna (Cap. 85) ſom lader Erik være hjemkommen fra ſin Romerrejſe.
  17. Chron. Sax. fortæller ved 1021, at Thorkell blev gjort utlæg af Knut, men ved 1023, at han atter blev forligt med ham, og at Knut betroede ham Danmark at beſtyre i ſin Søns Navn. Dette maa man dog antage for en Fejltagelſe, eller for en Forvexling af Thorkell og Ulf, der efter vore Sagaer virkelig fik dette Statholderſkab. I de angliſke Diplomer ſinder man Thorkell, ſom Þurcil dux, ej længer efter 1019; thi at han ſkulde være den Þurcil hoga minister, der undertegner i No. 741 (af 1024) er lidet troligt. At Thorkell blev dræbt paa Knuts Foranſtaltning, ſiges udtrykkeligt i Jomsvik. S. Cap. 52. I Vita Elphegi S. 453, heder det, at Knut, opbragt paa Thorkell formedelſt dennes onde og troløſe Handlinger, forjog ham til Danmark med 6 Skibe, hvor alle Høvdingerne frygtede, at han ſkulde vække Uroligheder, og hvor han efter megen Omflakken tilſidſt blev dræbt af Folket. Det bekræftes af Villjam af Malmsbury, S. 72, og Matthæus af Weſtminſter, S. 404. De to ſidſte nævne og at Erik ved denne Lejlighed blev forviiſt, hvilket dog modſiges af Diplomerne; imidlertid antydes maaſke herved, at Erik deelte Skjebne med Thorkell.
  18. Se ovenfor S. 61, 409.
  19. Om Eyjulf Dadaſkald tales der for øvrigt ikke ſynderligt i Oldſkrifterne; Stykker af hans Kvad anføres i Skalda blandt de øvrige Citater af anſeede Digtere. Muligt, at han enten var beſlægtet med, eller havde digtet et Hæderskvad til en Dade Skald, Syſkendebarn til Thorfinn Karlsevne, der omtales i Landn. III. 10. Hans Kvad om Erik kaldes Bandadraapa, enten fordi Talemaaden at mun banda (efter Gudernes Ønſke) forekommer i en Art af Omkvæd, eller fordi dette Omkvæd ſelv, beſtaaende af fem Linjer, gjentagne hiſt og her i det hele Kvad, ligeſom ſammenbinder dettes Dele. De førſte Vers af Bandadraapa, der anføres (Snorre, Olaf Tr. S. Cap. 20, Fagrſk., Cap. 65), handler om Tidende-Skoftes Drab; de ſidſte (Snorre, Cap. 96, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 223, jvfr. Fagrſk., Cap. 69) om Erik Jarls Vikingetog før Slaget ved Svoldr. Da ingen Vers af hans Kvad anføres til Beſtyrkelſe før Beretningerne om Svoldrſlaget, ſynes det, ſom om Kvadet maa vare digtet umiddelbar før dette, eller i alle Fald ſaa ſnart efter, at Skalden endnu ej har erfaret de nærmere Omſtændigheder derved. I Omkvædet forekommer: „Jarlen drager Landet under ſig efter Gudernes Ønſke, … og raader ſiden over Landet, bevaret af Guderne“; dette vidner om at i det mindſte Skalden da var Hedning, og Jarlen viſtnok ligeſaa. Forudſat at her ved „Landet“ forſtaaes Norge, henviſes vi altſaa til Tiden umiddelbart efter Slaget, og Eyjulf bliver følgelig et ſamtidigt Vidne, hvis Beretning er af megen Vegt.
  20. Thord Kolbeinsſøn var en Søn af Kolbein Klakhøvde fra Atleøen i Søndfjord, der kjøbte ſig Land paa Hitarnes; han var en meget anſeet Skald, der nød ſtor Anſeelſe hos udenlandſke Høvdinger for ſin Kunſt, men derfor og blev heel overmodig. Der er ſaaledes (i Sagaen om Bjørn Hitdølakappe) vidtløftige Fortællinger om hans Stridigheder, med den berømte Bjørn Arngeirsſøn, kaldet Hitdølakappe, en Datterdatterſøn af Skallagrim. Thord Kolbeinsſøn kom til Norge en Stund efter at Skule Thorſteinsſøn var kommen hjem til Island og havde boſat ſig paa Borg, men ligeledes nogle Aar førend Erik forlod Norge, altſaa rimeligviis i 1004 eller 1005. Thord fremſagde da en Draape for Erik Jarl, kaldet Belgſkagadraapa. Som hørende til denne Draape citerer Olaf Tryggv. Saga, Cap. 243, et Vers, der handler om Olaf Tryggvesſøns Ankomſt til Norge og Eriks Flugt til Sverige. Imidlertid anfører den ſamme Saga (Cap. 105) det ſamme Vers ſom henhørende til „Eriksdraapa“; og ſaavel Snorre, ſom Olaf Tryggv. Saga anføre endog tidligere enkelte Vers af „Eriksdraapa“, der handle om Jomsvikingeſlaget. Men herforuden anfører Olaf den helliges Saga, Cap. 43 (hos Snorre, Cap. 23), Olaf Tryggv. Saga, Cap. 266 og Knytl. Cap. 8, 15, flere Vers af Thord Kolbeinsſøns Eriksdraapa, der handle om Eriks Rejſe til England og hans Bedrifter i dette Land. Denne Draape maa altſaa være digtet efter at Erik forlod Norge, maaſke endog efter hans Død, og kan ſaaledes ej være den ſamme ſom Belgſkagadraapa Men da ogſaa Velgſkagadraapa, ſom handlende om Erik, kunde kaldes „Eriksdraapa“, maa man antage at ofte et og ſamme Navn er anvendt om dem begge, og at de ſaaledes ere forvexlede. Rimeligviis har da Belſkagadraapa handlet om Eriks Bedrifter indtil den Tid, da Thord beſøgte ham; Eriksdraapa derimod alene om hans Bedrifter i England. Thord har altſaa vel digtet den paa Island efter Øjevidners Beretninger; maaſke han og kan have beſøgt Erik i England før hans Død. — Som Hjemmelsmand for Enkelthederne i Beretningen om Svoldrſlaget anføres ogſaa Halldor uchriſtne, der havde digtet et Kvad om Erik; Tilnavnet viſer, at han maa have varet ſamtidig, men for Reſten veed man intet om ham.