Det norske Folks Historie/2/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den vigtigſte Begivenhed, der ſkede under Svein Jarls og Haakon Jarls kortvarige Regjering i Norge, var den, at de ſluttede Forlig og Venſkab med Erling Skjalgsſøn. Hvorfor et ſaadant Forlig ikke allerede kom iſtand mellem Erik Jarl og Erling, er let at forſtaa: Erik havde perſonligen kæmpet mod Erlings Svoger og Herre, Olaf Tryggvesſøn, og betragtedes ſom den, hvem hans Fald egentlig var at tilſkrive; det vilde have været anſeet ſom et Forræderi mod dennes Minde, og ſom en Krænkelſe af al Familiepligt, om Erling havde indgaaet Forlig og Venſkab med Olafs Banemand. Svein Jarl derimod, ſkjønt ogſaa en Fiende af Olaf, havde dog ej voldt hans Død, og Haakon Jarl, der paa den Tid, da Svoldr-Slaget ſtod, kun var et Barn, havde ligeledes ingen Blodſkyld at afſone. Saaledes kom der altſaa et Forlig iſtand, ifølge hvilket Erling og hans Søn Aslak fik de ſamme Forleninger, ſom Erling i ſin Tid havde faaet af Olaf Tryggvesſøn, nemlig hele Strækningen fra Sognſø til Lindesnes. Til yderligere Bekræftelſe af Forliget egtede Aslak Svein Jarls Datter, der ſtundom kaldes Gunnhild, ſtundom Sigrid; det ſidſte Navn ſynes at være det rette[1]. Den hele Forhandling mellem Erling og Jarlerne vidner øjenſynligt om disſes Svaghed. De anerkjendte Erling ſom retmæsſig Beſidder af Forleninger, hvilke de ej havde Magt til at fratage ham; de fandt det maaſke ſaa meget mere nødvendigt at ſikre ſig hans Venſkab paa denne Tid, ſom det neppe kunde have undgaaet deres Opmerkſomhed, at en farlig Tronprætendent ſnart var at vente i den unge Olaf, Harald Grenſkes Søn.

Svein Jarl ſynes i denne Tid ſtundom ogſaa at have opholdt ſig i Viken, hvor han ſandſynligviis enten beſtyrede de Forleninger, Erik havde haft, eller paa Danekongens Vegne havde Overopſigt med dennes Beſiddelſer. Der fortælles ſaaledes om den ved ſin Styrke og Tapperhed berømte Islænding Grette Aasmundsſøn[2], at han, efter at have begaaet et Nødværgesdrab paa en af Jarlens Mænd, medens denne opholdt ſig paa Steinker, ſtevnedes for at handle om Forlig til at møde i Tunsberg, hvor den dræbtes Broder boede, og hvor Jarlen ſelv agtede at opholde ſig ſaalænge Sejladſen var livligſt. Der maatte vel ogſaa nogen i Knuts Sted, medens denne var beſkjeftiget i England, føre et Tilſyn med hans Beſiddelſer i Norge, og ingen var nærmere dertil end Svein Jarl, det være ſig nu i ſit eget, eller i Knuts Syſterſøn Haakon Jarls Navn. Det viſer ſig for Reſten af den hele Beretning om Sveins og Grettes Sammenſtød, at Sveins Autoritet ſtod paa temmelig ſvage Fødder. Grette, der under ſit Beſøg i Norge egentlig var Gjeſt hos en Høvding ved Navn Thorfinn Kaarsſøn paa Harhamar[3] i Søndmøre, havde her indlagt ſig ſtor Fortjeneſte og Hæder ved at dræbe to Berſerker fra Haalogaland, der engang i Thorfinns Fraværelſe kom til Gaarden og vilde tiltvinge ſig Friheder, hvortil de vare uberettigede, iſær, ſom de ſagde, for at lade Thorfinn undgjelde, at han havde været en af de virkſomſte til at faa den Beſtemmelſe bragt iſtand, ifølge hvilken Holmgang afſkaffedes og alle Ransmænd og Berſerker erklæredes fredløſe[4]. Siden foretog Grette en Rejſe til Vaagen i Lofoten, medens Fiſke-Stevnen ſtod paa, og opholdt ſig paa Tilbagevejen en Stund hos en Bonde i Salten, hvor Bjørn, en Frænde af Bonden, Dag efter Dag drillede og fornærmede ham paa det groveligſte. Grette fandt ſig taalmodigt deri for Huusbondens Skyld, men da han ſidenefter paa ſin Rejſe ſydefter traf Bjørn ved Throndhjemsfjorden, kunde han ej afholde ſig fra at udæſke ham til at afgjøre deres Mellemværende ved Vaaben. Bjørn faldt, ſom venteligt var, og hans Broder Hjarande, der opholdt ſig hos Jarlen inde paa Steinker og ſtod i høj Gunſt hos ham, fik hans Løfte om Biſtand til at opnaa Fyldeſtgjørelſe for Drabet. Hjarande fordrede Liv for Liv, og der udkrævedes al den Indflydelſe, Thorfinn beſad hos Jarlen, til at faa denne ſaa vidt formildet, at han erklærede Bøder tilſtrækkelige. Dertil bidrog meget, at Thorfinn foreſtillede ham, hvor ſtor Fortjeneſte Grette havde indlagt ſig af det almindelige Bedſte ved at renſe Landet for hine berygtede Berſerker. Hjarande vilde imidlertid ej modtage noget Forlig, men ſtræbte Grette fremdeles efter Livet, og ſaaledes blev da denne nødt til at forſvare ſig, ſom han bedſt kunde. Enden blev, ſom man maatte forudſe, at Hjarande faldt. Over dette nye Drab blev Jarlen heel opbragt, og vilde have Grette dræbt, men Thorfinn og Grettes Ven, den islandſke Skald Berſe Skaldtorfasſøn bade om Naade for ham. Da var det, at Jarlen, ſom vi have berettet, ſtevnede Grette til at møde i Tunsberg, for at Bjørns og Hjarandes Broder Gunnar, ſom opholdt ſig der, kunde have en Stemme med i Sagen. I Tunsberg blev Grette, førend Sagen endnu var kommen under Behandling, overfalden af Gunnar, ſaa at han til Selvforſvar maatte dræbe ham. Efter vore Begreber havde nu viſtnok Grette Ret, men ſaaledes betragtede man ikke Sagen i de Dage, og Jarlen var heel opbragt paa Grette, der nu i kort Tid havde dræbt tre Brødre, den ene efter den anden. Det hjalp ikke hvad Thorfinn Berſe Skald, og Grettes egen, i Tunsberg boſatte, Halvbroder Thorſtein[5], bade for ham. Da væbnede de ſig og alle ſine Mænd, og ſtillede ſig, med Grette mellem ſig, til Forſvar i Porten til Thorſteins Gaard. Jarlen lod ſine Hirdmænd væbne ſig, begav ſig med denne Skare ſelv hen til hine, og bad dem med det Gode at udlevere Grette. De vægrede ſig og ſvarede at de heller alle tilſammen vilde lade ſit Liv. Jarlen vilde da til at angribe dem, men de gjæveſte Mænd lagde ſig imellem, og bade ham paa det indſtændigſte ej at udſætte ſig for den Fare at ſtride med ſlige Kæmper. Jarlen lyttede til deres Raad, og ſagde: „dette kan jo ikke egentlig betragtes ſom noget Forlig, da jeg blot ſøger at faa en mindelig Afgjørelſe iſtand; jeg nenner ikke at ſtride med mine egne Mænd, om de end i dette Stykke viſe mig liden Agtelſe“. Jarlen modtog Bøder og beſtemte at Grette ſkulde faa beholde Livet, men rejſe hjem til Island med det førſte Skib, ſom afgik derhen. Grette rejſte, og, tilføjes det, ingen af hans Forſvarere kom ſiden i Venſkab med Jarlen, uden Berſe Skald. Men efter hvad der var foregaaet, maa man antage, at de bare hans Unaade temmelig let. Det Hele tyder paa, at Regjeringen nu var endnu ſvagere end paa Eriks Tid, og Øjeblikket var derfor viſtnok meget gunſtigt for en dygtig og anſeet Tronprætendent. Og en ſaadan indfandt ſig nu i Olaf Haraldsſøn.

  1. I Olaf den helliges Saga, Cap. 45 (Snorre, Cap. 29), hvor Forliget omtales, ſtaar der at Aaslak Erlingsſøn fik Svein Jarls Datter Gunnhild. Men længere nede (i Cap. 127, Snorre, Cap. 140) ſtaar der: „Aaslak var gift med Sigrid, Svein Jarls Datter“. I Harald Haardraades Saga, Cap. 56 ſtaar at Aaslak var gift med Gunnhild, Svein Jarls Datter, og at Danekongen Svein Ulfsſøn var gift med en anden Datter af Svein Jarl. Paa det tilſvarende Sted hos Snorre, (Harald Haarfagres Saga, Cap. 42) ſtaar derimod, at Aaslak var gift med Sigrid, og Kong Svein med Gunnhild, ligeſom Knytlingaſaga, Cap. 23 nævner Gunnhild, ſom Sven Ulfsſøns Huſtru. Det ſynes altſaa at være udenfor al Tvivl, at Aaslaks Huſtru hed Sigrid, Sven Ulfsſøns Gunnhild. Sven blev ellers ikke gift med hende, førend efter at hun havde været gift med den ſvenſke Konge Anund, ſe o. S. 315, Note 4). Sigrid Sveinsdatter, der blev gift med Aaslak Erlingsſøn, har vel neppe været Gunnhilds Heelſyſter, eller Datter af Holmfrid. For Alderens Skyld var det nok altid muligt, thi naar Svein var gift med Holmfrid ved Aaret 1000, kunde han nok i 1015 have en fjortenaarig Datter med hende. Men da Gunnhild neppe kan have været meget ældre end Sven Ulfsſøn, og følgelig maa antages fød omkring 1016, bliver Afſtanden mellem hende og Sigrid for ſtor til at de vel kunne antages for Heelſyſtre.
  2. Grettes Fader, Aasmund Hærulang, var en Søn af Thorgrim Hærukoll hvilken igjen var en Søn af den ovenfor (1 B. S. 499 flg., jvfr. S. 551, Note 4), omtalte Viking og Landnamsmand Anund Træfod.
  3. Eller, ſom det nu ſædvanligviis udtales, Haram.
  4. Se ovenfor S. 479. Grettes Saga, Cap. 21.
  5. Denne Thorſtein, kaldet Dromund, var Søn af Aasmund Hærnlang i et tidligere Egteſkab med en norſk Lendermands Datter, fød medens Aasmund i ſine yngre Dage opholdt ſig i Norge, ſe Grettes Saga, Cap. 15.