Det norske Folks Historie/2/51

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Den Helgenglorie der hviler over Olaf Haraldssøns Minde[1], og den beundringsfulde Plads, hans Regjering indtager i Norges Historie, har allerede tidligt bidraget til at opfylde hans Historie med Legender eller legende-artede Fortællinger, for flere af hvilke der vel kan ligge noget sandt til Grund, men hvoraf de fleste dog vistnok alene ere udsprungne af en from og taknemmelig Efterslægts Trang til at fortælle saa meget, og saa mange underbare Ting som muligt om Landets fornemste Nationalhelgen, hvis selvopofrende Bestræbelser man skyldte Hedendommens fuldkomne Udryddelse, Sammenknytningen af Landets enkelte Dele til et blivende Heelt og Kongestammens Befæstelse i den almindelige Opinion som fuldkommen legitim ved Siden af den ældgamle, mægtige Lodbroke-Æt. Det er allerede ovenfor[2] berettet, at Olaf Haraldssøns Fader var Harald Grenske, der igjen var den bekjendte Bjørn Farmands Søn, og hans Moder Aasta, en Datter af den anseede Oplænding Gudbrand Kula. Harald Grenske, der, trods hvad der berettes i Sagaerne, som lade den Glands, der siden omsvævede Sønnen, ogsaa straale tilbage paa ham, neppe kan have været nogen mægtig Vasalkonge, men alene en Godsejer med Kongenavn – hvis han ikke netop kort før sin Død fik Forleninger i det vestlige Viken af Erik Sejrsæl – var, som vi have seet, bleven indebrændt af Sigrid Storraade omtrent paa den samme Tid, som Haakon Jarl blev dræbt. Olaf blev fød samme Sommer i sin Morfaders Huus, hvor Aasta havde begivet sig hen[3]. Der fortælles, at Haralds Fostbroder, den grenlandske Lendermand Rane den vidfarle, bragte Efterretningen hjem om Harald Grenskes Død, og tillige, opmuntret ved en Drøm, i hvilken Kong Olaf Geirstada-Alf aabenbarede sig for ham, aabnede dennes Høj paa Geirstad i Forening med Svein Haakonssøn, som just laa der i Nærheden med tre Skibe paa sin Flugt fra Landet, og i stor Pengemangel. Svein skal, som det berettes, have faaet to Trediedele af de der gjemte Kostbarheder, og Rane kun en Trediedeel, men derforuden forlods nogle Klenodier, nemlig et Belte, en Kniv, en Guldring og Sværdet Bæsing; ved Ankomsten til Gudbrand Kulas Huus skal han have fundet Aasta liggende i haarde Smerter, da hun ej kunde føde, men efter hvad der i Drømmen var blevet ham aabenbaret skal han have lagt Beltet om hendes Liv, hvorved hun strax blev forløst med en Søn, der vandøstes af Rune, og af ham fik Navnet Olaf. At noget sandt ligger til Grund for denne, i sin nærværende Form saa fabelagtige, Beretning, synes ej at kunne betvivles. Det er i alle Fald meget rimeligt at Rane, ved Hjemkomsten til Norge fra Sverige, har landet ved Skiringssal i Nærheden af Geirstad, for derfra at drage op i Landet, enten til Grenland eller til det Sted, hvor Gudbrand boede, og det er tillige heel sandsynligt, at han derved kom til at støde sammen med Svein Haakonssøn, der just paa denne Tid flygtede til Sverige. Der fortælles tillige, at Gudbrand, Drengens Bedstefader, i Førstningen ej vilde opfostre Olaf, den ham nu forhadte Haralds Barn, men lod ham udsætte i et aabent, forfaldet Huus, indtil Rane viste ham, at der om Natten skinnede et underbart Lys over Huset: da skal han have erkjendt, at Drengen var bestemt til noget overordentligt, og have taget sig af ham med Kjærlighed. Beltet og Kniven skal Rane have givet Olaf i Tandgave, og noget senere Ringen og Sverdet[4].

Ikke længe efter Haralds Død egtede Aasta den forhen omtalte Sigurd Syr. Halfdans Søn og Sigurd Rises Sønnesøn. At Lendermanden Gissur Gudbrandssøn, eller, som det ogsaa etsteds heder, Gudbrand af Dalene, skulde have bejlet til hende, men faaet Afslag, er vel i og for sig ikke usandsynligt; derimod er det en Umulighed, hvad der og tilføjes, at Olaf, fem eller sex Aar gammel, skal være bleven raadspurgt af sin Moder, og have erklæret sig for Sigurd[5]. Sigurd kaldes Konge paa Ringerike, men udøvede, som vi ovenfor have antydet (S. 287), neppe nogen Regjeringsmyndighed: han beskrives som en meget forstandig Mand, anseet og rig, men kun lidet ærgjerrig, derimod fredsommelig og stille, en god Huusholder, der selv saa til med Agre og Eng og sin hele Gaardsdrift; saa vel som til sine talrige Smede og øvrige Arbejdere Han optræder saaledes virkelig mere som en rig Godsejer, end som regjerende Herre; dog var han lige saa berettiget til Tronen som nogen anden Ætling af Harald Haarfagre, og vi ville siden se, hvorledes hans Æt kom i endelig Besiddelse af den[6].

Olaf opfostredes hos Sigurd. Da han var i sit tredie Aar, kom Olaf Tryggvessøn paa sit Besøg i Viken 997–998 ogsaa til Ringerike, som han christnede, ved hvilken Lejlighed Sigurd Syr, saaledes som vi ovenfor have berettet, gjorde et Gilde for ham, og blev christnet med sit hele Huus, hvoriblandt Olaf, til hvilken Kong Olaf Tryggvessøn selv skal have staaet Fadder, medens Rune, der allerede forhen havde givet ham Navn, nu atter nævnte det[7]. Der er et Sagn om at man ved denne Lejlighed gav Drengen et Lys i Haanden, og at han –– meget naturligt –, skal have sagt „Lys, Lys, Lys!“ et Udraab, hvilket man, som saa meget andet, senere synes at have givet en varslende Betydning[8]. Da Olaf voxede til, blev han smuk af Udvortes og rask i al Slags Legemsfærdighed; ikke høj af Væxt, men før og sterk, saa at man kaldte ham „Olaf digre“, lysebrun af Haar, noget bredladen i Ansigtet, rødmusset, med smukke, spillende og gjennemtrængende Øjne, saa at man, som det siges, kunde blive bange for hans Blik, naar han var vred. Han opnaaede Dygtighed i mange Idrætter, især Bueskydning og Spydkastning, han blev derhos flink i al Slags Haandarbejde, og talte godt for sig; af sin Byrd var han stolt og vilde gjerne herske over andre[9]. Der er flere Sagn om hans tidlige Lyst til krigerske Sysler og om hans Storsindethed. Da han var 8 Aar gammel, stod han engang, som det fortælles, tilfældigviis hos sin Moder, medens hun lukkede op sin Kiste, og fik Øje paa noget blankt og fagert, som kom frem; det var Sverdet Bæsing, som Rane havde givet ham. Hun vilde i Førstningen ej lade ham se det, men han greb det om Hjaltet og drog det af Slidren, beundrende dets Glands. Paa hans Spørgsmaal, hvem det tilhørte, sagde hun at det var hans eget, men at hun gjemte det for ham til han blev ældre. Han meente at han nu strax vilde bære det, og gik bort med det. Sigurd forsøgte siden at lokke det fra ham, men forgjæves. Da bød han ham vred at give slip derpaa, men Olaf foer op, drog Sverdet og løftede det truende med begge Hænder, idet han forsikrede at han aldrig med det gode vilde give det fra sig. Sigurd maatte da lade ham have sin Vilje, især da Aasta ikke ønskede at man brugte haarde Midler eller fik ham til at græde[10]. En anden Gang vilde Sigurd ride ud, og da der ej var nogen ved Haanden til at sadle hans Hest, bad han Olaf, der paa den Tid var omtrent 10 Aar gammel, at gjøre det. Olaf gik hen, tog den største Buk paa Gaarden, sadlede den med Kongens eget Seletøj og meldte Sigurd at nu var Rideskydsen færdig. Da Sigurd spurgte hvad dette skulde betyde, skal han have svaret, at Sigurd og Bukken passede bedst for hinanden, da han tog sig saaledes ud i Sammenligning med andre Konger, som Bukken i Sammenligning med Stridsheste. Jeg skjønner nok“, sagde Sigurd, „at du vil vænne mig af med at vise dig Ærender, og din Moder giver dig nok ogsaa Medhold heri; tydeligt er det, at du er langt overmodigere end jeg“. Olaf svarede kun lidet dertil, men lo og gik bort. Sigurd skal heller ikke oftere have anmodet ham om slige Sysler[11]. En anden Gang skal Sigurd have overdraget ham at indbyde Fremmede til et Gilde, og give de nødvendige Befalinger med Hensyn til Bevertningen. Olaf lod indbyde dobbelt saa mange, som Sigurd havde sagt, og lod den hele Besætning af Kvæg paa Gaarden slagte. Sigurd sagde at det skulde være den sidste Gang, han overdrog ham et saadant Hverv, og at det var snart gjort, paa den Maade at sætte sit Løsøre overstyr. Men Olaf sagde kun at der var Forskjel paa en Konge og en Kotbonde[12].

Da Olaf var 12 Aar gammel, vilde han, som højbyrdige Ynglinger plejede, drage i Viking. Han talte først til sin Moder derom, og hun bad sin Mand at skaffe ham de nødvendige Folk og Skibe. Sigurd skal have indvendt, at Olaf da rimeligviis vilde komme til Vinteren og lægge sig fore der med alle sine Folk. Aasta beklagede at det skulde være saa vanskeligt at forlige Olafs retmæssige Krav med Sigurds Paaholdenhed. Dog blev det omsider saaledes, at Sigurd skaffede ham to fuldt udrustede Skibe[13]. I Betragtning af hans Ungdom lod Aasta den erfarne Rane, der ofte havde været i Viking, følge med som den egentlige Anfører, medens Besætningen efter gammel Skik og Brug, naar kongebaarne Høvdinger droge i Viking, gav Olaf Kongenavn, uagtet han intet Land havde at raade for. Ved Afrejsen skal han have sagt til Sigurd Syr, at han nu vilde give ham tilbørlig Frist til at skaffe sig Køer nok, thi naar han kom tilbage, skulde han ej komme med faa Mænd. Olaf styrede først sydefter gjennem Danmark[14] til Østersøen, og kom ud paa Høsten til Svithjod, hvor han herjede paa Kysterne, for, som det siges, at tage Hevn for sin Faders Drab. Her bestod han den første Kamp, idet han overvandt nogle Vikinger ved det saakaldte Sotaskær i den svenske Skærgaard og tillige herjede Svithjods Kyster[15]. Der fortælles nu om et temmelig æventyrligt Tog, han skulde have foretaget ind i Mælaren. Han herjede, siges der, paa begge Sider og lagde til ved gamle Sigtuna, hvor Sviarne endnu et Par hundrede Aar derefter paastode at man kunde se de Steendynger, hvormed han lod sine Bryggesporder understøtte. Da Høsten kom, skal han have erfaret, at Kong Olaf svenske samlede en Hær, og havde ladet Stoksund, Mælarens eneste Udløb, spærre ved Jernkjeder og bevogte af Stridsmænd, for at hans Skibe ej skulde komme ud, men fryse inde. Da Olaf Haraldssøn forgjæves havde søgt at komme ud af Stoksund, hvor der desuden var et Kastell paa den vestlige Side, medens Olaf svenske selv laa med sin Flaade udenfor paa den østlige, skal han have ladet Agna-Feten, eller det lave Ejd eller Halvø søndenfor Stoksundet gjennemgrave; og da det just var Flomtid, skal Vandet have udvidet Renden saaledes, at Olaf, benyttende sig af Strømmen og den gunstige Vind, kom i god Behold ud derigjennem med sine Skibe[16]. Dette af Kong Olaf gravede nye Sund, tillægges der, kaldtes siden Kongssund; det er den nuværende saakaldte Søderstrøm, medens Stoksund, efter hvilken Stockholm har sit Navn, nu kaldes Norrstrøm. Fortællingen, der ej bestyrkes ved noget anført samtidigt Skaldevers, har liden Sandsynlighed, og maa visselig grunde sig paa et Sagn, opstaaet i Sverige efter at Olafs Hellighed ogsaa der var bleven anerkjendt og Tilbøjeligheden til at paavise Mindesmerker om hans Virksomhed almindelig[17]. Det synes neppe muligt, at Olaf i al Stilhed kunde have gravet en Kanal, naar en heel svensk Hær laa lige i Nærheden for at passe paa ham, og om han end slap ud, maatte han dog desuagtet være kommen lige ind i den store svenske Flaade, der bevogtede Udløbet. Der gives ogsaa en, som det lader, ældre Fremstilling af Begivenheden, hvorved den bliver til et fuldstændigt Mirakel: Olaf overvintrer i Mælaren, men hindrer sine Skibe fra at fryse inde ved at brænde store Baal rundt om dem; den svenske Konge kommer med en stor Hær, der allevegne omgiver Søen saa tykt som om det var en Skov, medens ogsaa de svenske Skibe ligge i stor Mængde i den med Pæle spærrede Oos; men Olaf sejler med staaende Bør mod Agna-Feten, falder paa Knæ og ser i sin hule Haand; i dette Øjeblik revner Ejdet, saa at en Mængde af Sviakongens Folks som der stode opstillede, falde i Vandet og drukne, medens Olaf selv undkommer i god Behold[18]. Man skulde næsten være fristet til at antage, at den af os først meddeelte, tilsyneladende rimeligere, Fremstilling er bleven til ved et Forsøg af sildigere Saga-Optegnere paa at betage den anden alt det overnaturlige og usandsynlige[19].

Ud paa Høsten skal Olaf have vendt sine Vaaben mod Øen Gotland, der dog ved en Pengesum tilkjøbte sig Fred[20]. Han skal have opholdt sig her om Vinteren. Om Vaaren (1008) hjemsøgte han Øsel, hvor han gjorde Landgang. Indbyggerne samlede sig imod ham, men han drev dem paa Flugten og herjede deres Land[21]. Derpaa angreb han Finland, og gjorde Landgang i et Dalføre, kaldet Herdalene, men var her mindre heldig; Finnerne flygtede til Skovene og tilføjede ham derfra stor Skade, saa at han ikke uden betydeligt Folketab slap bort med lidet eller intet Bytte[22]. I et haardt Vejr, der naturligviis tilskreves Finnernes Trolddom, sejlede han langs Balagardssiden eller Aalands-Skærgaarden til Sjoland eller Rodslagen i Svithjod, hvor han ligeledes herjede[23]. Efter en enkelt Beretning, der i og for sig ikke er usandsynlig, skal han have overvintret i Holmgard og herjet i Kurland[24]. Paa denne Tid hørte han tale om Thorkell højes Bedrifter og den Anseelse, han havde indlagt sig. Han besluttede derfor at give sig i Følge med ham, og har saaledes efter al Rimelighed opsøgt ham enten i Jomsborg eller Skaane. Vi have allerede seet, hvorledes Thorkell høje just paa denne Tid i Spidsen for Jomsvikingerne drog til England for at herje paa egen Haand, og, som det hed, at hevne sin Broders Drab. Det er sandsynligere, at Olaf allerede sluttede sig til ham endnu førend han forlod de danske Farvande, end at han, som det almindeligviis heder, allerede skulde være ankommen til England 1008. Det bestyrkes desuden deraf, at en Kamp, som Olaf ifølge de paalidelige Skaldekvad bestod strax efter Striden i Finland ved et Sted, kaldet Sudrvik „bekjendt for Danerne“, umiddelbar førend han bekrigede Frisland, og tillige førend han kom til England, siges i den legendariske Saga om Olaf at have været holdt af Thorkell og ham i Fællesskab[25]. Dette Sudrvik, der af Snorre siges at have ligget syd for Jyllands-Siden, er sandsynligviis det frisiske Suderwyck paa Øen Pelworm, der nu tildeels er undergaaet ved Oversvømmelser. Derfra, heder det, sejlede Olaf syd til Frisland; egentlig var han nu allerede kommen til Frisland, og fulgte kun, fremdeles, som man maa antage, i Følge med Thorkell, den frisiske Kyst, indtil Kinnlimasiden eller den hollandske Kyststrækning. Her gjorde Olaf, maaske og Thorkell, Landgang; en Skare frisiske Ryttere kom imod dem og gav sig i Kamp med dem, men blev slagen[26]. Hvorledes Thorkell, og strax efter de to andre Jomsvikingehøvdinger Heming og Eilif landede i England, og nu i tre Aar herjede vidt og bredt, er ovenfor omtalt. At Olaf deeltog i disse Foretagender, sees deraf, at Skaldene udtrykkelig lade ham kæmpe mod Ulfketil Snilling paa Ringmarahede, altsaa i Slaget den 5te Mai 1010, og ligeledes være med i Bestormelsen af Canterbury 1012[27]; men i øvrigt er Sagaernes Fortælling om Vigtigheden af den Rolle, Olaf herved spillede, aldeles overdreven, ligesom og de Skaldekvad, der anføres til Bekræftelse deraf, øjensynligen ere udrevne af deres indbyrdes Forbindelse. Muligt ogsaa, at Skaldene selv, fornemmelig Sighvat, om hvilken vi nedenfor komme til at tale nærmere, og som først senere besang Olafs Bedrifter uden selv at have været Øjenvidne til dem, have forvexlet enkelte af de Krigsforetagender, hvori han deeltog, med andre. Saaledes omtaler han, som ovenberørt, et Angreb, han skulde have gjort paa Londons Brygger, medens Vikingerne forsvarede Diget, og endeel holdt sig i Southwark, umiddelbart førend han kæmpede paa Ringmarahede, og strax efter sin Ankomst til England. Der kan ej være nogen Fejltagelse med Hensyn til Sighvats Mening, thi han giver udtrykkeligt hver af Olafs største Kampe eller Hovedkrigsbedrifter sit særegne Tal i Rækken; Striden ved Sudrvik er den fjerde, Landgangen paa Kinnlimaside den femte, Angrebet paa Londons Brygger den sjette, og Slaget paa Ringmarahede den syvende. Men de samtidige engelske Kilder vide intet andet at fortælle om nogen Kamp ved London før 1010, end at Thorkells Hær, efter at have taget sit Vinterkvarteer ved Temsen 1009, oftere gjorde forgjæves Angreb paa London[28]. Det er jo vistnok muligt, at Olaf allerede ved denne Lejlighed angreb Londons Broer, og at en Deel af Thorkells Hær havde sit Tilhold i Southwark, men Ytringen passer dog unegteligt langt bedre paa Knuts Belejring af London 1016[29], hvilket i alle Fald enkelte af Sagaskriverne her have haft for Øje, eg det er saaledes al Sandsynlighed for, at Sighvat selv er den, fra hvem Forvexlingen er udgaaen, og som saaledes allerførst har givet Stødet til den Forvirring, der senere er indkommen i Fortællingen om disse Begivenheder. Merkeligt er det, at Olaf, hvis Iver for Christendommen senere var saa stor, selv – hvad Sighvats og Ottars Vers tilstrækkeligt bevidne – deeltog i Bestormelsen af Canterbury og saaledes maaske endog var Øjenvidne til de Grusomheder, som her øvedes, og navnligen til Erkebiskop Ælfeahs Drab. Man maa dog formode at han, som Thorkell selv, misbilligede det. Da Thorkell strax efter traadte i Ædhelreds Tjeneste, maa Olaf ogsaa have fulgt hans Exempel, thi strax efter Striden ved Canterbury finde vi Olaf som den, der havde „Landværn for England“, og i denne Egenskab kæmpede med Daner ved et Sted, kaldet „Nyjamoda“, en Kamp, hvorom de engelske Skrifter intet indeholde, og som rimeligviis har været heel ubetydelig[30]. Den regnes dog for hans niende Hovedkamp. Maaske han har hast en Træfning med Kong Svens Krigere, efter at denne i Juli 1013 var landet i England. Da Sven sidenester belejrede London, og Ædhelred ved Thorkells Hjelp forsvarede den, har rimeligviis ogsaa Olaf været tilstede. Begivenheden fremstilles sædvanligviis, som om det var Ædhelred og Olaf, der belejrede Staden; hvorledes maaske nogen Sandhed ligger til Grund for denne Ordning, er ovenfor viist. Olaf drog siden, fortælles der, syd over Søen, altsaa til Frankrige, og gjorde her Landgang paa forskjellige Steder. Han har sandsynligviis ledsaget Ædhelred paa hans Flugt over til Nordmandie i Slutningen af 1013, og kan derfra vistnok allerede nu have gjort et foreløbigt Tog til Frankrigs Vestkyst; da vi imidlertid med Bestemthed erfare, at han „kom til Landet“ eg hjalp til at skaffe Ædhelred hans Land tilbage efter Svens Død[31], med andre Ord at han ledsagede Ædhelred tilbage til England, er det dog ikke sandsynligt, at.han i den korte Tid, Ædhelred opholdt sig i Nordmandie, nemlig fra Midvinter til Faste, skulde være dragen ud paa egen Haand. „Det var“, siger Sighvat, „et haardt Sammenstød, da Olaf førte Eadmunds Ætling til sit Fredland, hvor han tidligere havde hersket“. Dette „haarde Sammenstød“ har maaske været Striden i Lindsey. Paa denne Tid var det, at Thorkell og hans Friskarer begyndte at blive forhadte i England, og sandsynligviis var det ogsaa først da, at Olaf forlod England og tiltraadte et længere Tog til Kysterne af Frankrige. Hans tiende Kamp, siger Sighvat, var i Ringsfjorden, hvor han nedbrød et Bol eller Forsvarssted, hvor en Deel Vikinger havde forskandset sig paa Højderne. Hvor dette Ringsfjord er at søge, vides ikke; man har antaget Bugten ved Avranthes mellem Halvøen la Hague og Bretagne, uden dog at kunne anføre fuldstændige Beviser derfor[32]. Fra Ringsfjord drog han til en anden Havn, som Sighvat kalder Grislepolle, hvor han, som det hed, stred med Vikinger udenfor Villjams By[33]. Dernæst, fortsættes der, holdt han sit tolvte Slag vester i Fetlafjorden[34], hvorfra han drog syd til Selejpolle, og indtog her den gamle Gunnvaldsborg ved hvilken Lejlighed han fangede en Jarl ved Navn Geirfinn, der maatte betale en Løsepenge af 12000 Guldskillinger[35]. Der fortælles nu ogsaa om en Kamp, han skulde have bestaaet i en Aa, kaldet Karlsaa, hvilken Beretning dog er fuld af Æventyrligheder, ligesom den heller ikke bestyrkes ved noget som helst Kvad. Lige saa lidet findes der i Kvadene noget om, hvad Sagaerne dernæst fortælle, at han i Karlsaa ventede paa Bør for at drage til Njørvasund eller Strædet ved Gibraltar, men at han i Drømme havde et Syn, der bød ham at vende tilbage til sit Fædreland, over hvilket han skulde herske evindeligen[36]. Da de Brudstykker af Ottars og Sighvats Kvad, som herefter anføres, atter vise os ham i det vestlige Frankrige, nemlig i Peituland eller Poitou, er det rimeligt at antage, at Olaf ej har trængt længere ned mod Syden, og at Fortællingerne om Kaarlsaa og Njørvasund alene skyldes sildigere Tider. Olaf, siger Ottar svarte, herjede Poitou, og bar Hærskjold i Tuskaland (d. e. Touraine ved Loire); Sighvat fortæller ligeledes at Olaf drog op af Leira (Loire) og brændte Byen Varrande (Guerrande), om hvilken han dog urigtigt siger at den ligger i Poitou og fjernt fra Søen, medens den ligger ved Kysten, sydligst i Bretagne[37]. Om dette Tog, der saaledes fornemmelig har gjeldt Bretagne og neppe har strakt sig stort sydligere end til Kysten af Poitou, indeholde ogsaa de nordmanniske og franske Skribenter enkelte uklare Efterretninger. Saaledes fortæller Villjam af Jumiéges, strax efter at have omtalt Ædhelreds Død og Knuts Giftermaal med Emma, følgende: Hertug Richard II af Nordmandie var just paa denne Tid kommen i Uenighed med Hertug Odo af Chartres, og indkaldte til Hjelp fra Egnen hiinsides Havet (England) tvende Konger, der vare komne med Knut, nemlig Olaf, Nordmændenes, og Lacman „Svavernes“ Konge. Disse modtoge venligt Mebards Gesandter, sendte dem tilbage med mange Gaver, og lovede, snart at komme efter. Dette skede ogsaa; med nogle faa Skibe satte de over til Bretagne, hvis Indbyggere ved Efterretningen derom strax stimlede sammen, og søgte at overrumple dem, medens de vare optagne med at samle Bytte. Men Hedningerne, der fik Nys om deres List, grove en Mængde dybe Huller i Jorden paa den Slette, hvor de vidste at Fienden vilde komme; de gjorde Aabningerne ganske smaa saa at de ej godt kunde merkes. Da Bretonernes Ryttere kom, snublede disses Heste i Hullerne, brekkede Benene og styrtede med Rytterne, der paa den Maade bleve et let Offer for Hedningernes Sverd, saa at alene faa undkom. Vikingerne droge nu op mod Slottet Dol, belejrede, indtoge og brændte det, og dræbte Besætningen, Høvedsmanden Salomo iberegnet. Derpaa satte de Sejl til, vendte tilbage til Seinen, og droge opad denne til Rouen, hvor Hertug Richard modtog dem glad og viste dem stor Ære. Da Kong Robert af Frankrige hørte at Hedningerne havde gjort saa megen Skade i Bretagne, lod han sig det være magtpaaliggende at forsone Richard og Odo med hinanden, hvilket ogsaa lykkedes ham[38]“. Det er umiskjendeligt, at den Olaf, Villjam omtaler, er Olaf Haraldssøn[39], og at det Tog, han beskriver, er det samme som det, Sagaerne og Skaldene tillægge Olaf; at han tilsyneladende henfører det til en urigtig Tid, nemlig efter at Knut havde egtet Emma, har ej saa meget at betyde, thi deels er han usikker i Tidsregningen, deels udtrykker han sig her meget ubestemt og angiver Tiden kun omtrentligt. Hans Vildfarelse er ej større end de øvriges, som deels lade Olaf drage til England med Knut, deels kæmpe dersom dennes Forbundsfælle. Heller ikke betyder det saa meget, at han kun omtaler en enkelt af Olafs Bedrifter i disse Egne. Han har enten ikke erfaret mere derom, eller anseet den for den vigtigste En aqvitanisk Chronist fortæller mere, nemlig at der i Hertug Villjam den 5tes eller stores Tid landede en uhyre Mængde Nordmænd fra Danmark og Irland ved Poitou, og herjede, skjendte og brændte, indtil Villjam samlede en Hær, og lejrede sig ved Kysten i deres Nærhed; Nordmændene, der ej kunde vente at forsvare sig mod en saa stor Overmagt uden List, grove om Natten Faldgrave, i hvilke ogsaa den følgende Dag flere af de aqvitaniske Ryttere styrtede ved Udfaldet af Lejren og bleve fangne, omtrent 30 i Tallet; af Frygt for at Nordmændene skulde dræbe dem, vovede man ej længer at fortsætte Kampen, og den følgende Nat sejlede Nordmændene i al Stilhed bort med sine Fanger, der siden bleve udløste for en overvættes stor Sum Penge i Guld og Sølv[40]. Begivenheden henføres omtrentligt til Aaret 1020, men man kan ved en saa løs og øjensynlig udsmykket Beretning ej vente nogen Nøjagtighed i Chronologien; Historien om Faldgravene, som Villjam fortæller om Kampen i Bretagne, anvendes ogsaa her, ligesom vi allerede tidligere have seet den anvendt om Gange-Rolf selv[41]. Hvis vi angaaende disse Begivenheder havde saa nøjagtige Beretninger paa fransk Side, som vi paa vor Side have dem i Sighvats og Ottars Vers, da vilde vi ganske vist temmelig let kunne gjenfinde og paapege ethvert af de Steder, Skaldene omtale under de Navne, hvormed de norske Vikinger plejede at betegne dem[42]; men desværre er der i de franske Krøniker ingen andre Oplysninger at finde, end de tarvelige og overfladiske, som vi nys have meddeelt. Her maa vi derfor nøje os med at have bragt det til Vished, at Olaf virkelig gjorde et Tog, som det omhandlede, langs Bretagnes Kyster lige til Poitou, og fremtraadte med saadan Vælde, at Mindet derom vedligeholdt sig tilligemed hans Navn. Hvad hiin Lacman angaar, som skulde have været med ham, da have vi allerede forhen omtalt, at dermed enten en svensk Lagmand eller Ulf Jarl selv er meent[43]. Usandsynligt er det heller ikke, at Benævnelsen „Svaver“ her, som maaske andensteds, kan betyde „Slaver“, eller i nærværende Tilfælde „Jomsvikinger“ fra Vendland, og at „Lacman“ enten er Ulf, eller Thorkell den høje, der som „Lagsmand“ eller Stalbroder ledsagede Olaf[44].

Efter hvad der nu er oplyst, bliver det tydeligt nok, at dette Søtog umuligt, som vore Sagaer siger, kan have medtaget to Somre og den mellemliggende Vinter, men at Olaf endnu samme Høst vendte tilbage til Rouen. At han efter endt Felttog drog didhen, derom ere baade vore Sagaer og Villjam af Jumiéges enige. Jarlerne i Nordmandie regnede sig som Gange-Rolfs Ætlinger i Frændskab med Norges Høvdinger og satte megen Priis derpaa; de vare stedse Nordmændenes Venner, og alle Nordmænd, som vilde, fik Fredland hos dem[45]. Olaf havde desuden gjort Hertug Richard personlige Tjenester, og nød derfor, som vi have seet, en saa meget venligere Modtagelse og Behandling. Han tilbragte Vinteren i Rouen, medens hans Skibe laa i Seinen. At han, som Legenderne fortælle, og som ligeledes berettes af Villjam, blev døbt i Rouen, er ikke sandsynligt, da han jo allerede var døbt som Barn. Men derimod er det højst rimeligt, at han er bleven konfirmeret af Erkebiskop Robert, og at de af hans Folk, der endnu vare Hedninger – og at mange af dem maa have været det, viser Villjams Beretning – bleve døbte[46]. Under Opholdet i Rouen skal Olaf, hvis man kan tro paa vore Sagaer, have sluttet et Forbund med Ædhelreds fordrevne Sønner om at hjelpe dem til at erobre England tilbage, imod at faa Halvdelen af Northumberland, og skal han i det Øjemed have sendt sin Fosterfader Rane til England, for hemmelig at virke i deres og hans Interesse[47]. At Olaf kan have truffet Ædhelreds Sønner i Rouen, er rimeligt nok, saa vel som, at han maaske tidligere eller strax efter Sven Tjugeskeggs Død kan have sendt Rane til England for at agitere til deres og deres Faders Fordeel. Men at de, forjagne af Knut, efter Eadmund Jernsides Død, og efter at Knut havde egtet deres Moder Emma, endnu skulde have forefundet Olaf i Rouen, er umuligt[48]. Vore Sagaer fortælle imidlertid, at han ej alene paa hiin Maade søgte at virke til deres Gavn, men at han endog den følgende Vaar ledsagede dem til England, landede ved et Sted, kaldet Jungafurda, og indtog tilligemed dem en Borg, men nødtes dog strax efter ved en overlegen dansk Hær til at drage bort, hvorpaa Ædhelreds Sønner atter vendte tilbage til Rouen, medens Olaf forblev i England[49]. En anden Beretning fortæller dog kun, at Olaf kæmpede med Vikinger ved Jungafurda og sejrede, uden at Ædhelreds Sønner i mindste Maade omtales[50]. Man skulde derfor snarest antage, at Kombinationen med Ædhelreds Sønner er sildigere Tiders Verk, og at Kampen ved Jungafurda, der for Resten ikke bestyrkes ved noget Skaldevers, kun har været en Vikingebedrift Olaf foretog sig paa egen Haand, efter at han om Vaaren 1015 havde bestemt sig til at vende tilbage til Norge. Der tales saaledes om endnu en Kamp, Olaf havde udenfor et Sted, kaldet Vald[51], sandsynligviis the Wolds nærved Humbermundingen, efter at han havde skilt sig fra Ædhelreds Sønner; det heder, at han lagde til i Havnen, stred med Byens Mænd, sejrede, og vandt meget Gods. Endogsaa efter Sagaens Fremstilling synes denne sidste Bedrift kun at være et Angreb, han i Forbigaaende har gjort, uden anden Hensigt end at vinde Gods, og uden Tanke om at understøtte enten den ene eller den anden. Det samme har vel ogsaa været Tilfældet ved Jungafurda, hvis Beliggenhed nu ej længer kjendes[52].

Forbindelsen mellem England og Nordmandie paa den ene Side, og Norge og Danmark paa den anden, var i den hele Vikingeperiode meget levende, men kan aldrig have været sterkere end just paa denne Tid, da Danerne allerede næsten vare blevne Englands Herrer. Og hvis man nogensinde i England med spendt Opmerksomhed fulgte Begivenhederne i Norden, og holdt Øjemed, hvad der hist foregik, maa det vel fornemmelig have været om Vaaren og Sommeren 1015, da man hver Dag kunde vente et Angreb af Knut Svenssøn. Det kan saaledes ej slaa Fejl, at man nøje vidste Besked om de Udrustninger, Knut foretog sig; og det kan saaledes heller ikke have undgaaet Olaf, at Knut havde opfordret Erik Jarl til at ledsage ham, og at denne udrustede sig for at opfylde sin Lenspligt. Da Olaf, hvad man af det følgende erfarer, havde den bestemte Hensigt at gjøre Fordring paa Norge som sit Fædrenerige, maatte altsaa dette Tidspunkt fornemmelig synes ham belejligt, naar den eneste af Norges Herskere, som var nogen egentlig Kriger og besad noget Talent, Erik Jarl, var borte, og dertil, ved at drage bort i Spidsen for en Hær, havde blottet Landet for betydelige Stridskræfter. Det er derfor vistnok sandsynligt, at fra det første Øjeblik, Olaf erfarede at Erik vilde forlade Landet – og dette maa han vel allerede have erfaret om Vaaren 1015 – har han i al Stilhed gjort Forberedelser til at udføre sin Plan. Ranes Sendelse til England har vel derfor, som enkelte Sagaer berette, alene haft til Hensigt at vinde Olaf selv Tilhængere og nærmere udforske Forholdene. Sidst i Juli Maaned ankom Knut med sin Hær, i Følge med ham eller samtidigt med ham ogsaa Erik Jarl og Thorkell. Hvis det har sin Rigtighed, hvad vore Sagaer berette, at Olaf allerede om Vaaren havde forladt Nordmandie, og begivet sig til England, maa han altsaa i et Par Maaneders Tid have været der samtidigt med Knut og Thorkell, da han nemlig, som det strax nedenfor vil vises, ej forlod England førend om Høsten. Det er neppe rimeligt, at Olaf ved denne Lejlighed skulde have undladt at opsøge sin gamle Vaabenbroder Thorkell, eller at denne, ved at høre om Olafs Nærværelse i Landet, ej skulde have talt med ham og søgt at overtale ham til at deeltage i det nye Tog. Dette fortælles endog etsteds udtrykkeligt, og det synes virkelig, som om noget sandt maa ligge til Grund[53]. Det er maaske deels dette, deels den Omstændighed, at Olaf virkelig befandt sig i eller ved England strax efter Knuts Ankomst, der har givet Anledning til hiint urigtige, paa flere Steder gjentagne Udsagn, at Olaf skal have været i Følge med Knut fra Danmark og kæmpet i hans Hær. Olafs Plan, at vinde sit Fædrenerige tilbage, maa allerede have været fattet, og om end Knut har ladet udgaa nogen Opfordring til ham om at staa ham bi, har Olaf dog neppe bekymret sig derom. De af vore Sagaer have sikkerlig Ret, der lade Olaf begive sig til det af Knut endnu ikke erobrede Northumberland og der forberede sit Tog til Hjemmet. Sagnet om Olafs Ophold hos Knut og i hans Herr, er imidlertid senere blevet udsmykket, som om Olaf virkelig havde deeltaget i Belejringen af London, og Sighvats Vers, ere, som vi have seet, blevne lempede derpaa. Man har tillige opfundet en Fortælling om den særegne Grund til at der opstod Uvenskab mellem Olaf og Knut, nemlig at denne blev skinsyg over at Hofbiskopen gav Olaf Kongetitel, og erklærede ham for helligere, eller ivrigere Christen end Knut selv. Fortællingen røber sig endog fra Sprogets og den hele Fremstillings Side, som en legendarisk Opdigtelse; men saavel hvad denne, som andre lignende Fortællinger fra Olafs Vikingetid angaar, bliver det dog altid et Spørgsmaal, om ikke allerede overdrevne eller pralende Beretninger af hans egne Mænd ligge til Grund[54]

    og Fortællingen herom er næsten aldeles eenstydende med den, vi ovfr. (S. 229) have meddeelt om Olaf Tryggvessøn, (Cap. 19). Denne Saga anfører ellers hans Bedrifter i følgende Orden: Slaget ved Sotaskær, Øsel, Finland, Forbund med Thorkell, Slag ved Sudrvik, ved Kinnlimaside; Londons Belejring tilsammen med Knut, Anledn. til Uenighed med Knut, Slag paa Ringmarahede, ved Canterbury, ved Nyjamoda, Ringsfjord, Grislepolle, (saaledes!) Fetlafjord; hans Bistand af den overnaturlige Hær, Seljepolle (her kaldet Seljevolle),Karlsaa (Havfruen), Mælaren (Skarf), Varrande, Jungafurda, Vald, Irland, Spaakvinden, Vildsvinet, Eremiten. Den gamle Bearbejdelse af den sædvanlige Olafssaga nævner: Sotaskær, Mælaren, Øsel og Finland m. m., Sudrvik, Kinnlimasida, Spaakvinden (Cap. 28), Bistand af den overnaturlige Hær, Anledningen til Knuts Skinsyge; Forbund med Ædhelred og Kamp ved London, Ringmarahede, Canterbury, Nyjamoda, Ringsfjord, Grislepolle, Seljepolle, Karlsaa (Havfruen og Vildsvinet), Varrande, Jungafurda, Vald, Irland. Flatøbogen stemmer hermed indtil efter Slaget ved Kinnlimasida, derpaa fører den Olaf strax over til England, hvor han staar Ædhelred bi; derefter Ringmarahede, Canterbury, Nyjamoda, Ringsfjord o. s. v. til Karlsaa, derpaa Olafs Møde og Forlig med Knut, Kampen ved Londons Bro, Knuts Skinsyge, Fetlafjord, den overnaturlige Hær, Karlsaa (14de Strid), Havfrueii og Vildsvinet, Varrande, Audafurda (16de Strid), Vallandi, Spaakoner, Mælaren (Mar), Olaf i Nordmandie, Jungafurda, Vald, Irland. Forvirringen er her kjendelig, derhos udmales og flere af Begivenhederne, saa at de blive endnu æventyrligere. Den ældste Afskrift af Olafssagaen og ligeledes Snorre udelader alt det æventyrlige, saa vel som alt angaaende Olafs Sammenstød med Knut, ligesaa Fagrskinna. Hist. Norv. fol. 11 b. gaar aldeles sin egen Vej: den er aabenbart fejlagtig, men dens Beretning fortjener dog at merkes: Olaf tænker, efter at have herjet i Austrveg, paa at drage hjem, men ankommen til Danmark lader han sig af Sven overtale til at følge med til England, hvor hans Klogskab skaffer Sven Sejren. Ædhelred fordrives, Sven dør, Knut vender tilbage til Danmark, og Olaf bekriger imidlertid Bretonerne og kommer lige til Spanien, vender tilbage til Danmark, modtages venligt af Knut og slutter Forbund med ham. Olaf faar Løfte om halve England, hvis han kan hjelpe Knut at indtage det. De rejse sammen afsted med 1000 Skibe, komme til Yarmouth, derfra til London, hvor Eadmund opholdt sig efter Faderens Død; London belejres og Broen ødelægges ved Olafs Klogskab. Knut slutter Forlig med Eadmund, som dræbes; Knut egter Emma, og slaar Haanden af Olaf, der maa drage hjem med uforrettet Sag. Det er øjensynligt, at Forf. heraf i enkelte Dele har haft bedre Oplysninger end Sagaskriverne; paa den anden Side er det tydeligt at han og har benyttet Adam af Bremen II. 49, 50, men han har forvirrret det Hele.

    Sverige, og lader Olaf blive fød i hans Levetid, men under hans Fraværelse; den større Olafs Saga lader derimod Rane ledsage Harald paa Toget, og bringe Efterretningen om hans Død til Aasta, som da først drager til sin Fader og føder Olaf; hans Fødsel siges at have fundet Sted om Sommeren mellem Jomsvikingeslaget og Haakon Jarls Død. Da Jomsvikingeslaget efter de almindelige Angivelser skulde have fundet Sted 994 (skjønt dette Aar ej er rigtigt) maatte Olaf følgelig være fød 994; og da var Svein Haakonssøn endnu ikke flygtet. Men da, som vi have seet, Olafs Fødselsaar upaatvivlelig er 995; da tillige Angivelsen for Jomsvikingeslaget vakler mellem 994 og 995; da Harald neppe vovede at fri til Sigrid saa længe Erik Sejrsæl levede, og da Haakon Jarls og Harald Grenskes Død ej staa i saadan Forbindelse med hinanden, at hiin nødvendigviis maa antages at have fundet Sted før denne, falder ogsaa Haralds Død i 995, og det bliver derfor i sig selv meget rimeligt, at Rane ved Hjemkomsten fra Sverige kunde sinde Svein Jarl i Begreb med at flygte. De paalideligere Sagaers Beretning, at Rane havde ledsaget Harald paa Toget til Sverige, og bragte Efterretningen om hans Død hjem, bliver derfor sandsynligere, end den legendariske Sagas og Flatøbogens, ifølge hvilken han synes at have været hjemme den hele Tid, ja endog (Flatøbogens Udsagn Fornm. S. X. S. 212) at have boet tæt ved Geirstad. Derimod er igjen den leg. Sagas Fortælling, at Aasta allerede før Haralds Afrejse som forskudt var dragen hjem til sin Fader, og at Rane ved Tilbagekomsten fandt hende i Begreb med at føde, sandsynligere end den anden. Tingenes Gang synes at have været den, at Harald før sin sidste Udfart forskød Aasta, som drog hjem til sin Fader, at Rane paa Tilbagevejen landede ved Skiringssal, traf her Svein Haakonssøn, aabnede i Forening med ham Olaf Geirstada-Alfs Høj, og bragte Klenodierne til Aasta, der paa samme Tid fødte Olaf. Sigrid Storraades ovenfor (S. 130, Note 2) meddeelte Udsagn om Olafs Fødsel er naturligviis en senere Opdigtelse. Øm Olaf Geirstad-Alf se ovf. 1ste B. S. 398. Allerede han kaldes stundom Olaf digre eller Digrbein (fordi han døde af Fodverk) hvilket Navn ogsaa gik over paa Harald Haarfagres Søn Olaf, Tryggves Fader, se Fagrskinna, Cap. 20, 24, 68.

  1. ↑ Da Tidsregningen i Olaf den helliges tidligere Historie staar i den nærmeste Forbindelse med den øvrige Tidsregning for den første Trediedeel af det 11te Aarhundrede, der i vore Oldskrifter er saa forvirret, ville vi her under Eet gjennemgaa og ved Sammenhold med andre, over al Tvivl hævede, Data søge at berigtige, hvad hine Skrifter derom anføre. – Hvad der maa ansees for aldeles vist, er, at der fra hans første Anerkjendelse som Konge paa Oplandene om Høsten efter hans Ankomst og til hans Død, hengik 15 Vintre. Dette bevidnes udtrykkeligt af den samtidige og paalidelige Sighvat Skald (se Olaf den helliges Saga, Cap. 232, Snorre, Cap. 260). Om disse 15 Aar var man og i det Hele taget enig, se den legendariske Olaf d. hell. Saga, Cap. 101, Thjodrek Cap. 20, Ágrip Cap. 27. Derimod er man ej ganske paa det Rene med, hvorfra disse 15 Vintre skulle regnes. Olaf den helliges Saga og Snorre regne fra og med Vinteren efter at Svein Jarl forlod Landet; den første Vinter, han tilbragte paa Oplandene, regnes ej med og bliver altsaa den lide. Ágrip og den legendariske Saga sige at Olaf i det Hele taget bar Kongenavn i Norge 15 Vintre; hvilket Udtryk synes at tilkjendegive Tiden fra den allerførste Gang, han anerkjendtes. Dette siger egentlig ogsaa Fagrskinna, Cap. 108, ved at lade Olaf forlade Norge 13 Vintre efter Nesje: slaget og opholde sig næste Vinter i Gardarike, og Sommeren derefter falde; thi da Olaf forlod Norge i Løbet af Vinteren, bliver altsaa denne selv den 13de, den følgende den 14de og Vinteren før Nesjeslaget den 15de. Thjodrek (Cap. 20) har dette end tydeligere; han siger at Olaf var Konge i 15 Aar, af hvilke han kun i 13 besad Riget, da han i det første stred med Svein Jarl, i det sidste foruroligedes af Kong Knut og af Opstand. Fremdeles siger Harald Sigurdssøns paalidelige Hirdskald Thjodolf (Olaf den helliges Saga, Cap. 20) at Harald i Slaget ved Stiklestad var 15 Vintre gammel, hvilket alene kan forstaaes saaledes, at der mellem hans Fødsel og dette Slag var hengaaet 15 Vintre; da det nu i Olaf den helliges Saga, Cap. 49, heder, at Harald ved Olafs første Vinterophold hos Sigurd Syr laa i Vugge, maa denne Vinter være den 1ste og Vintren før Stiklestadslaget den sidste af de 15 Aar. Sighvats oven omtalte Vers gjør aabenbart Udslaget, thi han siger at Olaf herskede hit efra, altsaa paa Oplandene, i fulde 15 Aar inden han faldt. Naar derfor Olaf der helliges Saga og Snorre paa ovenanførte Sted, og ligeledes Olaf den helliges Saga, Cap. 171, lade Olaf leve 15 Vintre efter Svein Jarls Bortrejse, da maa dette, skjønt de støtte sig til Are frodes Beregning, være urigtigt. Som aldeles vist antages altsaa at 15 Vintre hengik mellem Olafs Hjemkomst til Norge, og hans Død.
     Aaret før Olafs Død angives forskjelligt. Are Frode nævner 30 Aar efter Olaf Tryggvessøns Fald, hvilket han selv henfører til 1000; han siger derhos, at Skafte Lovsigemand døde samme Aar, som Olaf Haraldssøn, efter at have haft Embedet 27 Somre, altsaa fra og med Sommeren 1004 til og med Sommeren 10303 74 Somre før hans Tiltrædelse sætter han Rafn Høngssøns Tiltrædelse, og denne igjen efter at 60 Vintre vare forløbne fra Kong Eadmund den helliges Død (870), hvilket alt fuldkommen passer indbyrdes. Thjodrek, Cap. 19, Ágrip, Cap. 27, og den legendariske Olaf d. hell. S., Cap. 101 sætte Olafs Død til 1029, Legenderne om St. Olaf (Langebek Scr. rer. Dan. II. 543) til 1028, Homili om St. Olaf i Cod. Arn. 619 qv. S. 110 (Munch og Ungers Oldn. Læsebog S. 103) til 1024, Annalerne og de øvrige indenlandske Kilder til 1030. Egentlig kan man deriblandt ogsaa regne Thjodrek, der ved Siden af 1029 nævner „Onsdagen“ den 29 Juli som Olafs Dødsdag, thi 29 Juli 1029 faldt paa en Tirsdag, 29 Juli 1030 derimod paa en Onsdag. Da nu dertil kommer, at Chron. Sax. nævner 1030 som Olafs Dødsaar, og det derhos af astronomiske Grunde er godtgjort at Olafs rette Dødsdag var 31te August 1030 (se Hansteen i Sml. til det norske Folks og Sprogs Historie, I. S. 452 flg. og II. S. 157 flg.), kan der følgelig om dette Aar ej være nogen Tvivl. Er altsaa Vinteren 1029–1030 den 15de Vinter efter Olafs Ankomst til Norge, bliver følgelig den første Vinter, i hvilken han antog Kongenavn paa Oplandene, 1015–1016. Dette maa ansees vist.
     Med Hensyn til Aarene før Erik Jarls Rejse til England, Knut den mægtiges første Tog derhen, Sven Tjugeskeggs Død og andre i Forbindelse dermed staaende Begivenheder, samt endelig Briansslaget i Irland, afvige vore Sagaers Angivelse end mere fra det rette. Det sædvanlige er, at de lade Sven Tjugeskegg dø om Høsten 1003 eller 1009, Ædhelred 1011 eller 1012; Knut tilligemed Erik foretage sit Englandstog 1012, og Erik dø 1013, hvorhos de tillige lade Olaf Haraldssøn ankomme, 13 Aar gammel, til England, samme Høst, Sven døde (1008), hjelpe Ædhelred til at faa Regjeringen, opholde sig i England 3 Aar, foretage et Tog til de sydligere Egne i to Somre og en Vinter (1012–1013), overvintre i Nordmandie (1013–1014), og endelig om Høsten 1014 komme til Norge (Olaf den helliges Saga, Cap. 26–42, hos Snorre Cap. 3–27, Annales regii ved disse Aar, og tildeels Fagrskinna, Cap. 88). Andre lade Sven dø 1005 eller 1006, (Flatø-Annalerne og den legendariske Olaf den helliges Saga,) da Olaf var 13 eller 14 Aar (den leg. Ol. Saga, Cap. 9), Knut drage til England 3 Aar derefter (se Cap. 6), altsaa 1009, og herske 24 Aar efter Eadmund Jernsides Død (s. C.) Flatø-Ann. lade ham herske 29 Aar efter 1009, Ann. regii 24 Aar efter 1011. Naturligviis lempes ogsaa Olafs Tidsregning derefter. I eet Punkt synes man at have været enig, nemlig at Knut drog til England 3 Aar efter Faderens Død; dette siger og Knytl. Saga, tilføjende at Knut ved Svens Død kun var 10 Aar gammel, (Kn. S. C. 18), og at Olaf var 13 eller 14 Aar, da han allerførst kom til England. Men ved at henføre dette til 1006 modsiger den legendariske Olaf den helliges Saga sig selv, da den ellers opgiver Olafs Dødsaar til 1029 og siger at han da var 35 Aar gammel. – Briansslaget i Irland henføre Flatø-Annalerne til 1003, Ann. reg. til 1004, Olaf den helliges Saga, Cap. 91, hos Snorre Cap. 99, til 1004 eller 1005.
     Sammenligne vi nu hermed de samtidige og aldeles paalidelige engelske og irske Beretninger, da finde vi, at vore Oldskrifters Angivelser ere aldeles urigtige. Sven Tjugeskegg døde ikke om Høsten, men den 3 Febr., og ikke 1005, 6,8 eller 9, men 1014 (se Chron. Sax. og de øvrige). Knut, hans Søn, befandt sig ej, som Knytl. vil, ved hans Død i Danmark, men i England, og foretog sit Tog til England ikke tre Aar efter Faderens Død, men næste Aar derefter, nemlig 1015. Han herskede ikke 24 Aar enten efter 1014, eller efter Eadmunds Død 1016, thi han døde 1035; og hvis Olaf den hellige hjalp Ædhelred efter Svens Død, var han da ej 13 eller 14, men mindst 18 eller 19 Aar gammel. Briansslaget forefaldt ej 1003, 4 eller 5, men 23de April 1014. Hvilken Forvirring alle hine urigtige Angivelser maa have forvoldt, er let at indse; de Talangivelser hvormed de ere forbundne (f. Ex. at Knut herskede 24 Aar efter 1011), vise dog, at man og maa have haft fremmede, sikrere Kilder ved Haanden, hvilket imidlertid i nærværende Tilfælde alene har bidraget til at gjøre Forvirringen større.
     Der findes imidlertid allerede blandt vore egne Kilder flere, og det de ældste og bedste, der tydeligt vise sig upaavirkede af denne falske Tidsregning. Først og fremst maa det nævnes, at de samtidige Skalde intet indeholde derom. Ottar svarte omtaler kun, at Olaf meget ung drog paa Søtog til Danmark, Sverige og Gotland; han nævner at han deeltog i en Kamp ved London, at han hjalp Ædhelred til at gjenerhverve sit Rige; at han stred paa Ringmaraheden, var med at indtage Canterbury, beskattede Englænderne, bekrigede Poitou og drog til Norge med to Skibe (Olaf den helliges Saga, Cap. 26–42, Snorre, Cap. 4–27). Sighvat Skald omtaler Olafs Kamp ved Sotasker som hans første, nævner derpaa at han hjemsøgte Øsel, Finland m. m. og Kinnlimasida, taler om hans Kamp ved Londons Brygger, paa Ringmarahede, ved Canterbury, i Nyamoda og i forskjellige Kystegne af Frankrige m. m. (Olaf den helliges Saga, Cap. 26–35, Snorre, Cap. 4–18). Thord Kolbeinssøn, Erik Jarls Skald, fortæller at Knut sendte Bud efter Erik Jarl (Olaf den helliges Sagn, Cap. 40, Snorre, Cap. 23); at Erik begav sig til England og her traf Knut (Knytl. Saga, Cap. 13); at han kæmpede med Ulfkell Snilling og paa Ringmarahede (Olaf den helliges Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 23, Knytl., Cap. 15). Ottar svarte i sin Draape om Knut, taler om hans Tog hjemmefra med Jyder og Skaaninger, om hans Strid i Lindsey og vestenfor Ouse (Knytl., Cap. 8), ved Tees og Sceorstan (Cap. 10), ved Brentford, Assandun og Nordvik (C. 12) ved London (C. 13); men Versene ere udrevne af deres Forbindelse, saa at det er uvist, om Ordenen er den rette. Njaals Saga lader den ovenfor (S. 436, 437) omtalte Strid paa Althinget foregaa længe efter Femterdommens Oprettelse (og følgelig efter Skaftes Tiltrædelse af Lovsigemandsværdigheden 1004) men tillige to Vintre før Briansslaget, hvorved det altsaa er tydeligt, at denne Saga ej har henført Briansslaget til 1004; den lader Flose efter Slaget drage til Rom, komme tilbage til Norge om Høsten, og tilbringe Vintren efter, altsaa 1014–1015, hos Erik Jarl, der ved hans Afrejse om Vaaren gav ham gode Gaver (Njaals Saga, Cap. 159); altsaa var Erik da endnu ej afrejst til England.
     Hvorfra, og naar, hiin Forvirring i Tidsregningen er opstaaet, der har gjort sig saa gjeldende i de fleste Sagaer, kan maaske nogenledes eftervises. Den maa være yngre end Njaals Saga, og rimeligviis er den vel allerede tildeels at tilskrive Are. Adam af Bremen (II. 51) siger at Knut i 3 Aar bekæmpede England; maaske dette, der paa en vis Maade er rigtigt, naar man kun regner Aarene 1014, 1015, 1016, har bevæget vore Chronologer til at antage, at Knut ej bekrigede England førend 3 Aar efter Svens Død. Men Henførelsen af denne til 1008 er upaatvivlelig kommen ved Misforstaaelser af enkelte, af Skaldene opbevarede Begivenheder i Olafs Liv. At Olaf deeltog i Slaget paa Ringmarahede og Belejringen af Canterbury have vi seet Ottar og Sighvat udtrykkeligt angive. Men den egentlige Anfører i disse Slag var Thorkell den høje, til hvem altsaa Olaf, som ung og mindre berømt, har sluttet sig. At han sluttede sig til ham, siges ogsaa udtrykkeligt i den legendariske Olaf den helliges Saga, Cap. 9, 17, og i Flatøbogen (Fornm. Sögur. V. 155, 156), og fra den første er det og kommet ind hos Snorre, Cap. 9. At Olaf kæmpede i Thorkells Skare, er altsaa vist, kun have Skaldene, som sædvanligt, ladet ham spille en altfor fremtrædende Rollen. Da Thorkell understøttede Ædhelred efter Svens Død 1014, kan man vel sige at ogsaa Olaf bidrog til at skaffe denne Riget igjen, kun at dette senere er urigtigt henført til Aarene 1009–1012. Men da nu Thorkell virkelig ankom 1009, og følgelig Olaf med ham, har denne Omstændighed maaske forledet Sagaskriverne til at lade Svens Død indtreffe før, altsaa 1008 eller 1009. Der var imidlertid, hvad man af den legendariske Olafs Saga, Flatøbogen og Hist. Norv. kan se, ogsaa et Sagn om at Olaf skulde have været i Forbund med Knut, hvilket rimeligviis deels grunder sig paa Mag. Adams urigtige Angivelser II. 49, deels, som det nedenfor skal vises, paa den Omstændighed, at Olaf virkelig en kort Stund opholdt sig i England samtidigt med Knut. De, som troede herpaa, have maaske forvexlet Thorkell med Knut, derved fik de Knut til England 1008 eller 1009, og maatte følgelig rykke Svens Død tilbage til 1005 eller 1006; dette er altsaa Grunden, hvorfor disse Aar findes i den leg. Saga, og Flatø-Annalerne. Muligt ogsaa at en urigtig Læsemaade af 29 (xxix) istedetfor 34 (xxiv) om Knuts Regjeringsaar, regnede tilbage fra 1035, har udøvet nogen Virkning. Den legendariske Olaf den helliges Saga er endog gaaet faa vidt, at lade Olaf, der ved sin Ankomst til England skulde være 13–14 Aar, fødes 992 eller 993. Der er ogsaa andre Omstændigheder, hvoraf de kunde tage fejl. Thorkell den høje drog, som Encom. Emmæ siger, til England 1009 for at hevne sin Broder, denne Broder nævnes ej, men det maa, som vi have seet, være Sigvalde. Anden Gang (1015) drog han til England med Knut, tildeels for at hevne sin anden Broder Heming, der imidlertid var dræbt (se ovenfor S. 478). Disse to Herjetog have enkelte Sagaer aabenbart forvexlet, fornemmelig den leg. Olafs Saga, (Cap. 9) og Flatøbogen, der lade Thorkell stride i Forening med Knut og Olaf for at hevne Heming; med andre Ord, Thorkells Krig 1009–12 og Knuts 1015–16 slaaes sammen. Thorkell tilligemed Olaf forsvarede London 1013; Knut belejrede det siden 1016; disse Begivenheder ere og forvexlede, da de nærmere Omstændigheder, Chron. Sax. angiver ved den sidste Belejring, i Olaf den hell. Saga umiskjendeligt henføres til hiint Forsvar, medens derimod den legendariske henfører den til Knuts Angreb, og Flatøbogen, der ogsaa benytter denne, baade veed at fortælle om Olafs Forsvar og Knuts senere Angreb omtrent paa samme Maade. Men derved tabes 3 Aar, (nemlig 1013–1016), netop Forskjellen mellem den rette og urette Tid for Knuts Tog, ligesom man ved hiin Beregning taber 6 Aar, netop Differentsen mellem Svens rigtige Dødsaar 1014 og det urigtige 1008. Erik Jarl stred ved Ringmarahede 1016, og Thorkell 1010, disse Slag ere vistnok ogsaa forvexlede, da man vidste, at Erik, Thorkell og Knut engang kæmpede i Fællesskab: dette giver ligeledes et Tab af 6 Aar. Man havde et under Londons lange Belejring 1016 af de saakaldte liðsmenn, rimeligviis Thorkells Mænd, digtet Kvad om de ved den Lejlighed forefaldne Bedrifter, hvori baade Thorkells, Knuts og Ulfkells Navne forekomme; dette er senere urigtigt henført til Olaf, se den leg. Olafs Saga, Cap. 11, Fornm. S. V. 227, jvfr. Knytl. Saga, Cap. 14, hvor liðsmenn udtrykkelig nævnes som Ophavsmændene Man har endog mistydet Udtrykket „hinn er gætir grjótvarrar fyrir norðan Stað“ (den som gjæter Steen-Randen nordenfor Stad) som om det gik paa Olaf, og deraf lavet en Historie om en Steinvar nordenfor Stad, som Kongen skal have elsket (Fornm. S. V. 226): lige faa vel kan det henføres til Erik Jarl som til Olaf, og forklares allersimplest ved „en Steenskandse nordenfor Staden“. Der er saaledes en Mængde samvirkende Aarsager til denne Forvirring, og der dannede sig tvende Klasser af urigtige Beretninger, den ene, der lod Olaf hjælpe Ædhelred, uden videre at forene sig med Knut; dette er den sædvanlige, og den henfører derfor hans Død til 1008 eller 9, samt Knuts Ankomst til 1012; den anden, der lader Olaf forene sig med Knut; den bringer derfor Knut til England 1009 og lader følgelig Sven dø 1005 eller 6. Flatøbogen sammenblander begge og bliver derved dobbelt urimelig. Det er klart, at naar man paa denne Maade tabte 6 Aar, (1008–1014), hvilke man dog ved hine Kunster, (nemlig især ved at antage Knuts Hjemme-Ophold til 3 Aar) fik reduceret til 3, maatte man komme i stor Forlegenhed med at faa Aarene til at strække til. Olaf skulde være Konge 15 Aar, her vandt man et Aar ved at regne de 15 efter Nesjeslaget; men endda kunde man ej faa Erik Jarl, hvad der virkelig var Tilfældet, til at forlade Norge 1015: man havde tabt 3 Aar og maatte følgelig lade ham drage afsted 1012. Tilsidst fik man ud, at hans Broder Svein og hans Søn Haakon herskede i 2 Aar efter hans Bortrejse og indtil Olaf kom (1013–1014). Denne Tidsregning, der ogsaa findes i Æredigtet til Jon Loftssøn (Fornm. Sögur. X. S. 425, 426) gaar igjennem flere andre Sagaer, navnlig Grettes Saga. I Virkeligheden var Svein kun een Vinter i Norge efter Eriks Bortrejse. At Knytls. gjør Knut til kun 10 Aar gammel ved Faderens Død er saa meget urimeligere, som den selv rigtigt udgiver ham for en Søn af Gunnhild, med hvem Sven Tjugeskegg var gift førend han egtede Sigrid 998. Det er ovenfor (S. 127) vist, at Knuts Fødsel neppe lader sig henføre til noget andet Aar end 987 eller 988, og at han saaledes ved Faderens Død var 26 eller 27 Aar gammel.
     Den sædvanlige Angivelse om Olafs Alder, at han ved sin Død (1030) var 35 Aar gammel, og følgelig fød 995, synes rigtig. At han, da han drog i Viking, var 12 Aar gammel, stemmer baade med, hvad vi erfare om andre højbyrdige Ynglingers tidlige Krigstog, og er tillige en af de øvrige Kombinationer uafhængig Angivelse, som Sagaskriverne derfor maa have fundet i ældre Kilder. Da vi heller ikke idet Hele taget kunne betvivle Rigtigheden af hvad der opgives om hans første Vikingetog, der vel har medtaget i det mindste eet, maaske to Aar, førend han kom til England med Thorkell 1009, saa faa vi virkelig heraf ud, at han maa være fød omkring 995. Dette Aar bliver altsaa sikkert, saa vel som at han opholdt sig i England med Thorkell i nogle Aar, lige til 1013, at han derpaa herjede paa Frankrigs Kyster, og opholdt sig i Rouen indtil 1015, at han kom til Norge om Høsten 1015, og døde 1030. Om Fordelingen af Begivenhederne under Olafs Regjering, saa vel som de nærmere Omstændigheder ved de enkelte Aar-Angivelser, vil der nedenfor, paa sine Steder blive talt.
     Aarsagen til Briansslagets urigtige Forflyttelse 10 Aar tilbage, er det nu neppe muligt at paavise. Man skulde næsten tænke paa en Fejllæsning af mxiv som miv.
  2. ↑ Se ovf. S. 129.
  3. ↑ At Olaf fødtes om Sommeren, siges udtrykkeligt i Olaf Tr. Saga, Cap. 18; hans Festdag, den 30de Juli, angives og i Brev. Nidr. som hans Fødselsdag, se ovf. S. 316, Note. Hvor Gudbrand Kula boede, nævnes ej udtrykkeligt, man skulde snarest antage det at have været paa eller ved Ringerike, siden vi erfare at en af hans Døtre eller Datterdøtre var gift med Vebjørn paa Huseby ved Drammen, den anden med Thord paa Steig i Gudbrandsdalen, og Aasta selv først med Harald fra Grenland, hvilket antyder en Beliggenhed omtrent midt mellem Vestfold og Gudbrandsdalen. Den legend. Saga synes dog at forudsætte Gudbrandsdalen som hans egentlige Hjem, se nedf. S. 611.
  4. ↑ Dette fortælles i den legendariske Olaf den helliges Saga, Cap. 15–18, og Flatøbogen (Fornm. S. I. S. 209–215). Den leg. Olafssaga lader Harald sende Aasta hjem til hendes Fader, førend han tiltræder den sidste Rejse til
  5. ↑ Se ovf. S. 287; Olaf d. hell. Saga, Cap. 193 denne nævner Gissur, og lader Olaf være 6 Aar gammel; den legend. Saga Cap. 6 nævner derimod Gudbrand, og lader Olaf være 5 Aar gammel. Det maa vel merkes, at den ældste bekjendte Afskrift af Olaf d. hell. Saga, saa vel som Snorre, udelader denne Fortælling.
  6. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. Idd, jvfr. Cap. 47. Snorre, Cap. 2 jvfr. Cap. 31. Det maa være Sigurds Lyst til Agerdyrkningen, der har skaffet ham det vistnok haanlige Tilnavn sýr, Sviin (d. e. den som roder i Jorden). Jvfr. Har. Haardr. Saga, Cap. 110.
  7. ↑ Den legend. Olaf d. hell. Saga, Cap. 6.
  8. ↑ Sammesteds; ogsaa Flatøbogen omtaler det, men lægger Udraabet „Lys, Lys, Lys“, i Ranes Mund. At Olaf Ved denne Lejlighed ej var 5 Aar gammel, som den leg. Ol. S. beretter, men kun 2½ Aar, er ovenfor viist.
  9. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 20, 25, Snorre, Cap. 3.
  10. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 2. Den leg. Saga, Cap. 7. Snorre og den ældste Afskrift af Olaf d. hell. Saga udelader denne Fortælling.
  11. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 20. Snorre, Cap. 2. Den leg. Saga, Cap. 7. Olaf d. hell. Saga, Cap. 21 (yngre Afskrift) tilføjer et Vers, Olaf digtede om en Halldor Rannveigssøn fra Sogn, der paa en Jagtfart faldt af Hesten, og som til Gjengjeld kvad en Vise om Olaf, hvori han hentyder til Begivenheden med Bukken. Olafs Svar til Sigurd nævnes kun i den legend. Saga.
  12. ↑ Olaf d. hell. Saga (yngre Afskr.) Cap. 24.
  13. ↑ Den legendariske Saga og Flatøbogen. Skibenes Antal nævnes ej andensteds.
  14. ↑ Dette bevidnes af Ottar svarte i et Vers, meddeelt i Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 4.
  15. ↑ Den leg. Olafssaga, Cap. 8 lægger dette Sotaskær ved Viken, og siger at det fik sit Navn efter Vikingen Sote, der anførte den Vikingeflaade, med hvilken Olaf stred. Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 5, siger dog udtrykkeligt, at det laa „i Sviaskærene“, og der anføres Vers af Ottar, hvoraf det fremgaar at Olaf allerede da var kommen i Østersøen og havde begyndt at herje Svithjods Nes; et andet Vers af Sighvat nævner at han kæmpede „østenfor“ Sotaskær. Da nu Benævnelsen Sotaskær vist er temmelig gammel, meget ældre end Olafs Tid, synes det rimeligst, at Vikingen Sote ved denne Lejlighed kun er fremmanet af den legendariske Sagas Forfatter efter Skærets Navn, ligesom overhoved Sote næsten synes at være et staaende Navn for mange Vikinger. Fra den leg. Saga er Navnet da vel kommet over i den historiske. Den legend. Saga og Flatøbogen har derhos en heel Fortælling om Olafs Kamp med Sote, der naturligviis maa ansees som opdigtet; ogsaa her gribes Anledningen til at faa et Mirakel istand, idet Olaf, som det heder, lægger sine to Skibe mellem to Brændinger (Boder), der ej skadede ham. Sote, siges der, blev fangen med alle sine Mænd, men sluttede siden Forbund med Olaf og fulgte ham.
  16. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 6.
  17. ↑ At Sviarne have haft et Lokalsagn herom, sees nemlig af Sagaens udtrykkelige Ord, at man kunde paavise Bryggestøtterne
  18. ↑ Den leg. Saga, Cap. 15, 16. Denne henfører derhos Begivenheden til en Tid mellem Olafs Kamp i Karlsaa (ved den franske Kyst) og hans Tog op i Loire, hvorved Usandsynligheden end mere forøges. Derhos nævner den ikke „Logen“ d. e. Mælaren, men kalder Indsøen Skarfr. Flatøbogen, der højst ukritisk samler Bidrag allevegnefra, har ej alene den simplere Beretning paa sit Sted, men og, efter at have fortalt om Olafs sidste Tog til Frankrige, et Udtog af den legend. Beretning; Indsøen kaldes her Mar (Fornm. s. V. 166).
  19. ↑ Egentlig er Beretningen antageligere som Legende, end naar den er iført en tilsyneladende rimelig historisk Dragt. Man kan forstaa, hvorledes de, der troede paa Olafs undervirkende Kraft, kunde finde det rimeligt, at han fik Ejdet til at revne; men man kan ej begribe, hvorledes han skulde kunne grave en Kanal lige under den svenske Hærs Øjne. Maaske har der i Sverige allerede været et ældre Sagn om Kongssunds eller Søderstrøms Oprindelse, hvilket siden er blevet henført til Olaf. Det maa være til det legendariske Sagn, hvortil Olaf den helliges Saga, Cap. 26 sigter, naar den siger at der gives dem, som fortælle, at en Deel af den svenske Hær omkom, men at dette benegtes af Sviarne.
  20. ↑ Dette bevidnes af Ottar, der i et Vers (Olaf den helliges Saga, Cap. 27, Snorre, Cap. 6) først omtaler at „den gotiske Hæ“ blev tvungen til at betale Afgift, siden, at Øsel herjedes.
  21. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 27, Snorre, Cap. 7. Her anføres et Vers af Sighvat Skald, hvori det heder, at Olaf holdt Oddething (Slag) paa Øsel, og at Bønderne skyldte Fødderne deres Liv. Dette Udtryk, aabenbart hentet fra Verset, forekommer i den leg. Olafssaga, Cap. 9.
  22. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 27, Snorre, Cap. 8. Den leg. S., Cap. 10 nævner ikke Herdalene, kun Finland. Hvor Herdalene skulle søges, vides nu for øvrigt ej, men Navnet forekommer i Sighvats anførte Vers, saa vel som Balagardssida, om hvilken se ovf. S. 86.
  23. ↑ Sjoland nævnes i den leg. Saga, Cap. 10, som rigtignok her næsten synes at have Sjæland i Danmark for Øje; men da vi af Olaf den helliges Saga, Cap. 75, Snorre, Cap. 76, erfare, at Svithjods Kystland kaldtes Sjoland og saaledes netop bliver hvad de svenske Love kalde Roden eller Rodslagen, er det aabenbart, at vi her nærmest maa tænke paa dette Landskab.
  24. ↑ Hist. Norv. fol. 11 a.
  25. ↑ Det er allerede forhen omtalt, at den hist. Saga her ej nævner om Thorkell, men kun den legendariske, og Flatøbogen i hvad den fra den har hentet; hvorhos det dog af Skaldenes Udsagn om de Slag i England, hvori Olaf deeltog, er klart at han virkelig maa have været forbunden med Thorkell. Da nu den hele Kombination i den hist. Saga, ifølge hvilken Olaf skulde være kommen til England 1008 samtidigt med Sven Tjugeskeggs Død, er urigtig, og saaledes maa ansees for senere Tiders Verk, er der ingen Nødvendighed for at antage, at Olaf just skulde være kommen til England allerede 1008, hvorimod den største Sandsynlighed erfor, at han, da han nu engang befandt sig i de østersøiske Farvande, og lige i Nærheden af Thorkell høje, hvad enten denne opholdt sig i Jomsborg eller i Skaane, allerede her sluttede sig til ham. Hvad der ovenfor nævnes om Kampen ved Sudrvik, sætter det næsten endog udenfor al Tvivl. Men i dette Tilfælde kan Olaf følgelig ej være kommen til England 1008, men 1009 i August Maaned, tilsammen med Thorkell. Hvis han, som begge Sagaer berette, 12 Vintre gammel drog ud paa Vikingetog, følgelig 1007, maa han altsaa virkelig have tilbragt Vinteren 1008–1009 etsteds ved Østersøen, og Beretningen i Hist. Norv. bliver følgelig meget sandsynlig: den tør kanske endog nærmere forklare det Venskab, hvori Olaf senere findes staaende med Storfyrst Jaroslav, som, ifølge Nestor, i det mindste i 1011, og rimeligviis allerede tidligere, beherskede Novgorod. Angivelsen er i sig selv saa rimelig, at man ingen Grund har til at forkaste den, lige saa lidet som den anden, at Olaf ved sin første Udfart hjemmefra var 12 Aar gammel. At enkelte Sagaer siden have forvexlet Thorkells Tog 1009 med hans andet eller rettere Knuts 1015, og følgelig ladet Olaf slutte Forbund med Knut, ej med Thorkell, er ovenfor omtalt; den første Oprindelse dertil lader sig maaske paavise i Hist. Norv. fol. 11 b, hvor der siges at Olaf, ankommen fra Østerveg til Danmark, paa Sven Tjugeskeggs Anmodning fulgte ham og hans Søn Knut til England. Dette støtter sig nemlig aabenbart til Adam af Bremen II. 49, hvor det heder at Sven drog til England med sin Søn Knut og Olaf, Cracabbens Søn, ved hvilken han, som af det flg. sees, mener Olaf den hellige. – Den leg. Saga lader Olaf opsøge Thorkell i England, hvilket naturligviis maa være urigtigt, eftersom Thorkell da endnu ej var kommen til England. Men som en Følge deraf henfører den og Sudrvik til England. Suderwyck paa Pelworm idet frisiske Eiderdelta findes paa Langebeks Kart i Scr. rer. Dan. VII. Et Søndervig findes og ved Ringkjøbingfjorden paa Jyllands Kyst, men da dette ej kan siges at ligge „Syd for Jyllandssiden“, er det rimeligst at hiint er meent. Sighvat nævner udtrykkelig Striden i Finland som Olafs 3die, i Sudrvik som hans 4de og ved Kinnlimasida som hans 5te Strid.
  26. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 30, Snorre, Cap. 10. Kinnlimasida, saaledes benævnt efter Kennemarland (se ovf. S. 423), kaldtes, som det synes, hele den hollandske Kyst. Sandsynligviis er dette det samme Tog, hvortil den i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede levende „Alpertus Monachus“ fortæller i sin Bog de diversitato temporum, hvor han beretter: piratæ ex diversis insulis Oceani cum magna multitudine navium emersi, per flumen Meriwido usque ad portum Tyle pervenerunt, &c. ligeledes omtaler han et Angreb idet følgende Aar, paa Bredderne af Leck. Disse Angreb henføres i Bouquet, Rer. Gall. Scr. X. 138, til 1009 og 1010; men alt hvad man af Texten kan se, er at de skede kort efter 1005.
  27. ↑ Se ovenfor S. 470–472. Olaf den helliges Saga, Cap. 32, Snorre, Cap. 13. Naar der sidenefter (Cap. 33, Snorre, Cap. 14) anføres et Vers af Ottar svarte, hvor det i almindelige Udtryk heder, at Englænderne ej kunde staa sig mod Olaf, samt at han aftvang dem Tribut, maa man nærmest tænke paa Thorkells og følgelig Olafs første Ophold og Tog i Landet, se ovf. S. 470. Man behøver ikke bedre Beviis paa, at Versene af Ottars og Sighvats Kvad ere revne ud af deres rette Orden og aldeles kastede om hinanden, end at Ottars Vers, hvori han omtaler Ædhelreds Gjenindsættelse i Riget efter Svens Død, nævnes før Slaget paa Ringmarahede o. s. v.
  28. ↑ Se ovf. S. 470.
  29. ↑ Se ovf. S. 481 Det maa dog ogsaa erindres, hvad der ogsaa ovenfor (S. 475) er omtalt, og hvad der nedenfor atter vil blive berørt, at Ædhelred og Thorkell, følgelig vel ogsaa Olaf, udholdt en Belejring i London 1013, hvorpaa maaske og Sighvats Vers kunde passe, og at Olaf den helliges Saga tilligemed Snorre virkelig henføre Sighvats Vers til Ædhelreds og Olafs Angreb paa (Fejltagelse i Stedet for „Forsvar af“) London, uden at nævne Knut, ligesom og Chron. Sax. her udtrykkeligt beretter at flere af Danerne ved deres Fremstormen druknede i Temsen. Men hvilken af disse Begivenheder, Knuts Angreb 1016 eller Ædhelreds Forsvar 1013, Sighvat end har meent, saa har han dog omtalt den paa et urigtigt Sted.
  30. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 38, Snorre, Cap. 28. Den prosaiske Beretning har her, at Olaf kæmpede med Thingmændene; derom staar der dog intet i Sighvats Vers, som kun siger at den „danske Hær“ faldt. Merkeligt er det dog ellers, at der og staar at Olaf „gav Englænderne røde Pander“; altsaa skulde det synes som om han her stred mod Englænderne. Ved Nyjamoda har man tænkt paa Newport ved Wight, hvilket ej bliver saa usandsynligt, naar man har for Øje, at Ædhelred fra London flygtede til Wight og derfra til Nordmandie, og at Olaf efter al Sandsynlighed ledsagede ham paa denne Fart. Dog maatte Olaf i saa Fald have bestaaet denne Kamp, efter at han havde udholdt Belejringen i London, ikke før.
  31. ↑ Se Ottar svartes Vers i Olaf den helliges Saga, Cap. 31, Snorre, Cap. 12, Knytl. Saga, Cap. 7, Fagrskinna, Cap. 86.
  32. ↑ Denne Bugt er nemlig for stor til at man godt kan tænke sig at vore Forfædre have betragtet den som en Fjord. Udtrykket „paa Højderne“ (á hóli, á hólunum) har man villet forklare ved Kastellet Mont St. Michel, der tilligemed det tilhørende Kloster ligger eller laa paa en Dobbeltklippe i Søen (Tumba og Tumbella) hvorfor det kaldtes ad duas tumbas. Det nævnes i den tidligere, ovenfor (S. 247) omtalte Krig mellem Ædhelred og Richard I af Nordmandie, se Villjam af Jumièges, V. 4. At Olaf ellers var inde i denne Bugt, sees af Fortællingen om hans Angreb paa Dol, se nedenfor S. 507.
  33. ↑ Den legendariske Saga, Cap. 13 fortæller her, at Olaf fangede Villjam Jarl med hans Mænd m. m. Dette siger dog ikke Kvadet, der kun melder, at Olaf stred udenfor Villjams By. Om Villjam se nedenfor S. 508.
  34. ↑ Her tilføjer den leg. Saga ogsaa en Deel nærmere Omstændigheder, som neppe kunne andet end være opdigtede. Navnlig fortæller den om, hvorledes Olaf een Gang alene gik op i Landet, og kom tilbage, drivende en heel Hob Fanger foran sig, hvilke paastode at en heel Hær af Riddere var kommen Olaf til Hjelp og havde bundet dem, men strax efter var forsvunden. Ogsaa Flatøbogen har optaget det; men det findes ej i det ældste Hdsk. af Olaf den hell. Saga, ligesaa lidt som hos Snorre.
  35. ↑ Herom indeholder Sighvats Kvad intet andet end at Geirfinn blev fangen i Gunnvaldsborg. Det er Sagaerne, der tilføje Løskjøbelsen; den hele Udtryksmaade er her saa lig den, som den legend. Saga kort ovenfor anvender om Jarlen Villjam, at begge Beretninger næsten skulde antages at have fælles Oprindelse. For øvrigt lægger den legend. Saga Gunnvaldsborg paa et andet Sted end Seljepolle. „Derfra“ (nemlig Seljepolle), heder det, „drog han til det vestre Frankland til Gunnvaldsborg“, o. s. v.
  36. ↑ Det ældste Hdsk. af Olaf den helliges Saga (Cap. 34, 35) saa vel som Snorre Cap. 16, 17 og Fagrskinna, omtale Kampen ved Karlsaa alene i Forbigaaende, de sige kun at Olaf herjede der. Den legendariske Saga, Caga, Cap. 14 fortæller derimod vidtløftigt, at han drog syd til Karlsaa, herjede paa begge Sider af Aaen, og stred med de hedenske Folk; men at der udenfor Aaen laa en uhyre Margyg eller Havfrue, til hvilken Indbyggerne blotede og som var dem til det største Forsvar; denne skulde og have ødelagt et Skib for Olaf, der da havde fem Skibe, men Olaf skal have kastet et Spyd mod hende og gjennemboret hende; nogle, heder det, sige at Olaf først hug den ene Haand af hende og skød hende siden. Fortællingen er ogsaa optagen i de yngre Afskrifter af Olaf den helliges Saga, Cap. 85, der og tilføjer en Fabel om et uhyre Vildsviin, der angreb Olaf, som dræbte det ved at hugge Trynet af det, o. s. v. (Cap. 36), men hvilken Fortælling den legendariske Saga meddeler paa et andet Sted, og uden at angive nogen bestemt Lokalitet (Cap. 18). Æventyret er end mere udsmykket i Flatøbogen (Fornm. s. V. S. 162), der kalder dette Olafs 14de Landgang, og lader Kongen hugge Hænderne af Margygen. Paa begge Steder heder det, at Kongen efter at have dræbt Vildsvinet forandrede sit Sverd Bæsings Navn til Hneite (Hneitir), fordi det overgik (hneitti) alle andre Sverd. Uagtet de historiske Sagaer udelade det overnaturlige, er det dog tydeligt, at de ej have haft nogen anden Beretning for Øje, deels fordi de alle strax efter fortælle at Olaf, medens han laa i Karlsaa, vilde til Njørvasund og havde hiin Drøm, der bød ham vende tilbage, deels fordi Fagrsk. Cap. 86 endog har det charakteristiske,,.at Olaf herjede paa begge Sider af Aaen“. Det Hele viser sig saa aabenbart som et Æventyr, at man, da ogsaa Skaldene tie derom, aldeles maa lade det bortfalde. Hvad der fremdeles gjør det mistænkeligt, er at endog den legendariske Saga, der meddeler det, dog hverken giver Kampen i Seljepolle eller den i Karlsaa noget Tal, men kalder Striden ved Varrande Olafs 13de Kamp. Og man bør endelig merke, at saavel den legend. S. Cap. 15, 16, som Flatøb. i umiddelbar Forbindelse hermed har Olafs Tog til Sverige, Overvintren i Mælaren og underfulde Redning derfra, hvorpaa Olaf (Cap. 17) atter gaar til England, vil til Njørvasund, og kommer til Poitou. Thi denne Anordning, hvor forvirret den end er, synes dog at have været den oprindelige i Bearbejdelsen af Olafs Bedrifter, da man først derved faar ud, hvad ogsaa den historiske Saga beretter, at han tilbragte „to Somre og en Vinter“ paa dette Tog. Den hist. S. har sløjfet, eller rettere paa et rimeligere Sted indsat Mælarhistorien, uden dog, hvad der da ogsaa burde ske, at sløjfe den Vinter, der skulde have medgaaet paa Toget. Olafs hele Expedition reducerer sig saaledes i Virkeligheden kun til et Herjetog langs Kysterne af Bretagne og tildeels til Poitou. – Naar der ellers tales om Karlsaa og Hedningerne, maa de, der sammensatte denne Legende, nødvendigviis have tænkt paa Spanien og Mohammedanerne, hvilke de Christne i Middelalderen, og navnligen vore Forfædre, ansaa for Hedninger. Spanien nævnes endog udtrykkelig i Olaf den helliges Saga, Cap. 49. – Skulde man vove nogen Gisning om, hvad der muligviis kan have foresvævet dem, der allerførst opspandt denne Legende, hvis de ikke alene have ladet sig lede af sin Fantasi, da maa man tænke paa hiint af os ovenfor i 1ste B. S. 425 Note 5. omtalte Afgudsbillede paa Taarnet i Cadiz, der efter Makkaris Udsagn af Indbyggerne troedes at udøve et Trylleri over Søen, og tillige tjente som Sømerke for at betegne Indløbet til Strædet, indtil det endelig 1146 blev nedtaget efter Ali Ebn Maimuns Befaling. Karlsaa bliver da – hvis vore Forfædre virkelig have tænkt sig noget virkeligt Punkt derved – Guadalquivir; den Forbindelse, hvori det omtales med Njørvasund, bestyrker denne Gisning. Men desto usandsynligere bliver det ogsaa, at Olaf nogensinde er kommen der.
  37. ↑ Guerrande, hvis Navn aldeles svarer til „Varrandi“ ligesom „Gualans“ til „Valund“, guarde til vörðr, ligger ved Kysten mellem Loire og Vilaine. Betragter man Kartet, vil man meget let kunne skjønne, hvorledes Sighvat, som desuden ei selv var paa Stedet, kunde komme til at begaa de her paapegede Fejltagelser. Han vidste at Olaf var kommen ned til Poitou, og at dette laa søndenfor Loire; han vidste at Olaf havde trængt opad Loire, og havde herjet Guerrande, – altsaa troede han at Guerrande laa oppe i Landet (sjó fjarri) og i Poitou. Ottar er bedre underrettet, hvor han siger at Olaf herjede ei Túskalandi, d. e. Túrska landi, i det Tourske Land, d. e. Touraine. I Stedet for „Peitu“ har den legendariske Saga, merkeligt nok, Væini eller Vænu: skulde dette kun være Skrivfejl f. Peitu, eller Fordrejelse af „Vilaine“?
  38. ↑ Villjam af Jumièges, V. II.
  39. ↑ Han fortæller nemlig senere (Cap. 12), at Olaf, efter at være kommen tilbage til Rouen, blev af Erkebiskop Robert overtalt til at lade sig døbe, og derpaa vendte tilbage til Norge, hvor han faldt som en Martyr for Troen, dræbt af sine egne Undersaatter. Ogsaa enkelte af vore egne Forfattere tale om Olafs Daab i Rouen ved Erkebiskop.Robert, som siden skal vises. At Villjam kalder Olafs Hær under Eet „Hedninger“ kommer Vel især deraf, at man endnu var vant til at betragte Vikingerne som saadanne, deels vel ogsaa af at der endnu var mange Hedninger i Olafs Hær.
  40. ↑ Adamar af Chabanois, hos Bouquet X. 155. Han henfører dette omtrent til 1019, men Adamars Chronologi er meget løs og usikker, da han endog omtaler flere Begivenheder i urigtig Orden. Hertug Villjams Navn kunde minde om Grislepolle, hvis dette ej snarere var at søge i Bretagne.
  41. ↑ Nemlig ovenfor 1ste B. S. 654. Hist. Norv. fol. 4 b.
  42. ↑ Af Endelserne „Polle“ i „Griflepolle“, „Seljepolle“ sees det, at Benævnelserne have været yderst specielle; Poll betegner netop det inderste af en næsten indelukket liden Bugt. Det er derfor ej engang at vente, at saa specielle Navne skulle være opbevarede, med mindre man kunde støde paa dem i et enkelt Diplom. Endog kun en eneste Fjord, f.Ex. den der gaar ind til Brest, kunde indeholde flere slige Poller, og den nøjagtigste Lokalkundskab maatte her udfordres for at paavise de af Skaldene betegnede Steder.
  43. ↑ Se o. S. 478, Note 2.
  44. ↑ Det maa ikke oversees, at Flatøbogen udtrykkelig nævner Thorkell og Ulf som ledsagende Olaf paa det Tog, hvorved han kom til Karlsaa (Fornm. S. V. 162). Om Suavi, se o. S. 482, Note 3.
  45. ↑ Dette er de udtrykkelige Ord i Olaf den helliges Saga, Cap. 38, Snorre, Cap. 19.
  46. ↑ Villjam af Jumièges, Cap. 12. Olafs Daab i Rouen omtales i flere af de hos Langebek, Scr. Rer. Dan. II. 532, flg. meddeelte Legendefortællinger om Olaf, nemlig i historiales lectiones, S. 533, den plattydske Legende, S. 536, Breviarium Nidr. S. 591; og i en gammel norsk Homilie om Olaf, se Munch og Unger Oldn. Læsebog. S. 101, endelig Thjodrek Munk, Cap. 13. Denne sidste omtaler det dog kun som en fra den sædvanlige afvigende Beretning, og anfører endog som Hjemmel en historia Normannorum, hvor han havde læst, at Olaf var bleven døbt af Erkebiskop Robert i Rouen. Han tilføjer dog en Urigtighed, nemlig at Hertug Villjam af Nordmandie skulde have taget ham til Hjelp mod Kong Robert af Frankrige. Den norske Legende røber sin udenlandske Oprindelse ved at kalde Rouen Rœm, ej Ruða.
  47. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 40. Snorre, Cap. 25. Det er for øvrigt kun disse, der lade Rane sendes til England for at agitere til Fordeel for Ædhelreds Sønner. Den legendariske Olafs S. Cap. 17, saa vel som Fagrskinna, veed kun at Rane sendtes for at virke til Bedste for Olaf selv „med Pengegaver og Vennetaler“; og dette er aabenbart det rigtigste.
  48. ↑ Olaf var nemlig dragen hjem til Norge 1015, og Eadmund blev dræbt 1016; først 1017 egtede Knut Emma.
  49. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 40. Snorre, Cap. 25.
  50. ↑ Den legend. Saga, Cap. 17, der regner Slaget ved Jungafurda som Olafs 14de. Fagrsk. Cap. 873 den regner dette Slag for Olafs 16de, hvorimod Karlsaa og Varrande blive hans 14de og 15de. Navnet Jungafurda fordrejes paa flere Maader. Flatøbogen indskyder endog strax efter Kampen ved Varrande et Capitel, hvor der handles om det 16de Slag ved Audafurda og det 17de á Vallandi, hvori man øjensynligt gjenkjender Slagene ved Jungufurða og fyrir Valdi; og dog omtaler han senere ogsaa disse.
  51. ↑ Egentlig fyrir Valdi, d. e. „udenfor Vald“.
  52. ↑ Foruden de her nævnte Bedrifter tillægge de yngre Sagaskrifter ham ogsaa flere, tilligemed andre 2Eventyr, mere eller mindre usandsynlige, og alle paatageligen opdigtede. Bi ville her kun i al Korthed omtale dem. Den legend. Saga fortæller om et Angreb, Olaf og Thorkell gjorde paa Irlands Vestkyst, hvor deres Skibe kom paa Grund og nær vare blevne tagne, hvis Olaf ej i alles Navn havde lovet at afstaa fra Hærferd og Ran (Cap. 17). Dernæst fortælles om at Olaf, Rane og Sote laa i Viking og kom til et Sted, hvor der var en Spaakvinde, hvilken Sote med Kongens Tilladelse udfrittede om ham, og fik det Svar, at han vilde vorde saare berømmelig, men at det skulde blive et Tegn paa hans nær forestaaende Død, naar han kom til at forsnakke sig eller tale fejl. Herpaa fortælles om hiint Vildsviin, som de sædvanlige Sagaer henføre til Karlsaa (Cap. 18). Endelig udspørger Olaf en Eremit i England,
  53. ↑ Flatøbogen beretter, efter Kampen ved Karlsaa, at Olaf drog til England med 60 Skibe; at Thorkell kom til ham og sluttede Forbund med ham, og søgte at bringe et Forlig istand mellem ham og Knut, hvilket ogsaa lykkedes, saaledes at Olaf tilsagde ham sin Hjelp til at vinde Londons Brygger, imod at Knut afstod ham den Deel af Norge, der stod under Knuts Herredømme. Vel findes dette kun i Flatøbogen, der ellers her viser sig saa ukritisk; men det stemmer saa vel med, hvad der virkelig synes at maatte have været Tilfældet, at man heller ikke ganske tør paastaa det at være grebet af Luften. Saa vidt som til et Forbund mellem Olaf og Knut kan det dog vel ej være kommet.
  54. ↑ Det er strax ovenfor viist, paa hvilket Sted hver enkelt af de forskjellige Sagabearbejdelser omtaler hiin Begivenhed mellem Knut og Olaf. Det er egentlig kun den legendariske, der har den paa et nogenlunde rimeligt Sted; de to andre, navnligen Flatøbogen, indskyde den hvor man allermindst skulde vente den. Man er derfor, hvis man ej aldeles vil forkaste den, endog nødsaget til at henføre den til det eneste Tidspunkt, paa hvilket den kunde have fundet Sted, nemlig strax efter Knuts Ankomst 1015. Saxo (S. 510) fortæller og, at Olaf, efter allerede at have været udnævnt til Norges Konge, understøttede Knut i England, men angiver som Aarsag til deres Uvenskab, at Knut enten krænkede hans Elskede ved Navn Alffiva (Alviua), eller og bedrog ham for den ham lovede Deel af England.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/51&oldid=72704»