Det norske Folks Historie/2/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den Helgenglorie der hviler over Olaf Haraldsſøns Minde[1], og den beundringsfulde Plads, hans Regjering indtager i Norges Hiſtorie, har allerede tidligt bidraget til at opfylde hans Hiſtorie med Legender eller legende-artede Fortællinger, for flere af hvilke der vel kan ligge noget ſandt til Grund, men hvoraf de fleſte dog viſtnok alene ere udſprungne af en from og taknemmelig Efterſlægts Trang til at fortælle ſaa meget, og ſaa mange underbare Ting ſom muligt om Landets fornemſte Nationalhelgen, hvis ſelvopofrende Beſtræbelſer man ſkyldte Hedendommens fuldkomne Udryddelſe, Sammenknytningen af Landets enkelte Dele til et blivende Heelt og Kongeſtammens Befæſtelſe i den almindelige Opinion ſom fuldkommen legitim ved Siden af den ældgamle, mægtige Lodbroke-Æt. Det er allerede ovenfor[2] berettet, at Olaf Haraldsſøns Fader var Harald Grenſke, der igjen var den bekjendte Bjørn Farmands Søn, og hans Moder Aaſta, en Datter af den anſeede Oplænding Gudbrand Kula. Harald Grenſke, der, trods hvad der berettes i Sagaerne, ſom lade den Glands, der ſiden omſvævede Sønnen, ogſaa ſtraale tilbage paa ham, neppe kan have været nogen mægtig Vaſalkonge, men alene en Godsejer med Kongenavn — hvis han ikke netop kort før ſin Død fik Forleninger i det veſtlige Viken af Erik Sejrſæl — var, ſom vi have ſeet, bleven indebrændt af Sigrid Storraade omtrent paa den ſamme Tid, ſom Haakon Jarl blev dræbt. Olaf blev fød ſamme Sommer i ſin Morfaders Huus, hvor Aaſta havde begivet ſig hen[3]. Der fortælles, at Haralds Foſtbroder, den grenlandſke Lendermand Rane den vidfarle, bragte Efterretningen hjem om Harald Grenſkes Død, og tillige, opmuntret ved en Drøm, i hvilken Kong Olaf Geirſtada-Alf aabenbarede ſig for ham, aabnede dennes Høj paa Geirſtad i Forening med Svein Haakonsſøn, ſom juſt laa der i Nærheden med tre Skibe paa ſin Flugt fra Landet, og i ſtor Pengemangel. Svein ſkal, ſom det berettes, have faaet to Trediedele af de der gjemte Koſtbarheder, og Rane kun en Trediedeel, men derforuden forlods nogle Klenodier, nemlig et Belte, en Kniv, en Guldring og Sværdet Bæſing; ved Ankomſten til Gudbrand Kulas Huus ſkal han have fundet Aaſta liggende i haarde Smerter, da hun ej kunde føde, men efter hvad der i Drømmen var blevet ham aabenbaret ſkal han have lagt Beltet om hendes Liv, hvorved hun ſtrax blev forløſt med en Søn, der vandøſtes af Rune, og af ham fik Navnet Olaf. At noget ſandt ligger til Grund for denne, i ſin nærværende Form ſaa fabelagtige, Beretning, ſynes ej at kunne betvivles. Det er i alle Fald meget rimeligt at Rane, ved Hjemkomſten til Norge fra Sverige, har landet ved Skiringsſal i Nærheden af Geirſtad, for derfra at drage op i Landet, enten til Grenland eller til det Sted, hvor Gudbrand boede, og det er tillige heel ſandſynligt, at han derved kom til at ſtøde ſammen med Svein Haakonsſøn, der juſt paa denne Tid flygtede til Sverige. Der fortælles tillige, at Gudbrand, Drengens Bedſtefader, i Førſtningen ej vilde opfoſtre Olaf, den ham nu forhadte Haralds Barn, men lod ham udſætte i et aabent, forfaldet Huus, indtil Rane viſte ham, at der om Natten ſkinnede et underbart Lys over Huſet: da ſkal han have erkjendt, at Drengen var beſtemt til noget overordentligt, og have taget ſig af ham med Kjærlighed. Beltet og Kniven ſkal Rane have givet Olaf i Tandgave, og noget ſenere Ringen og Sverdet[4].

Ikke længe efter Haralds Død egtede Aaſta den forhen omtalte Sigurd Syr. Halfdans Søn og Sigurd Riſes Sønneſøn. At Lendermanden Gisſur Gudbrandsſøn, eller, ſom det ogſaa etſteds heder, Gudbrand af Dalene, ſkulde have bejlet til hende, men faaet Afſlag, er vel i og for ſig ikke uſandſynligt; derimod er det en Umulighed, hvad der og tilføjes, at Olaf, fem eller ſex Aar gammel, ſkal være bleven raadſpurgt af ſin Moder, og have erklæret ſig for Sigurd[5]. Sigurd kaldes Konge paa Ringerike, men udøvede, ſom vi ovenfor have antydet (S. 287), neppe nogen Regjeringsmyndighed: han beſkrives ſom en meget forſtandig Mand, anſeet og rig, men kun lidet ærgjerrig, derimod fredſommelig og ſtille, en god Huusholder, der ſelv ſaa til med Agre og Eng og ſin hele Gaardsdrift; ſaa vel ſom til ſine talrige Smede og øvrige Arbejdere Han optræder ſaaledes virkelig mere ſom en rig Godsejer, end ſom regjerende Herre; dog var han lige ſaa berettiget til Tronen ſom nogen anden Ætling af Harald Haarfagre, og vi ville ſiden ſe, hvorledes hans Æt kom i endelig Beſiddelſe af den[6].

Olaf opfoſtredes hos Sigurd. Da han var i ſit tredie Aar, kom Olaf Tryggvesſøn paa ſit Beſøg i Viken 997—998 ogſaa til Ringerike, ſom han chriſtnede, ved hvilken Lejlighed Sigurd Syr, ſaaledes ſom vi ovenfor have berettet, gjorde et Gilde for ham, og blev chriſtnet med ſit hele Huus, hvoriblandt Olaf, til hvilken Kong Olaf Tryggvesſøn ſelv ſkal have ſtaaet Fadder, medens Rune, der allerede forhen havde givet ham Navn, nu atter nævnte det[7]. Der er et Sagn om at man ved denne Lejlighed gav Drengen et Lys i Haanden, og at han —— meget naturligt —, ſkal have ſagt „Lys, Lys, Lys!“ et Udraab, hvilket man, ſom ſaa meget andet, ſenere ſynes at have givet en varslende Betydning[8]. Da Olaf voxede til, blev han ſmuk af Udvortes og raſk i al Slags Legemsfærdighed; ikke høj af Væxt, men før og ſterk, ſaa at man kaldte ham „Olaf digre“, lyſebrun af Haar, noget bredladen i Anſigtet, rødmusſet, med ſmukke, ſpillende og gjennemtrængende Øjne, ſaa at man, ſom det ſiges, kunde blive bange for hans Blik, naar han var vred. Han opnaaede Dygtighed i mange Idrætter, iſær Bueſkydning og Spydkaſtning, han blev derhos flink i al Slags Haandarbejde, og talte godt for ſig; af ſin Byrd var han ſtolt og vilde gjerne herſke over andre[9]. Der er flere Sagn om hans tidlige Lyſt til krigerſke Sysler og om hans Storſindethed. Da han var 8 Aar gammel, ſtod han engang, ſom det fortælles, tilfældigviis hos ſin Moder, medens hun lukkede op ſin Kiſte, og fik Øje paa noget blankt og fagert, ſom kom frem; det var Sverdet Bæſing, ſom Rane havde givet ham. Hun vilde i Førſtningen ej lade ham ſe det, men han greb det om Hjaltet og drog det af Slidren, beundrende dets Glands. Paa hans Spørgsmaal, hvem det tilhørte, ſagde hun at det var hans eget, men at hun gjemte det for ham til han blev ældre. Han meente at han nu ſtrax vilde bære det, og gik bort med det. Sigurd forſøgte ſiden at lokke det fra ham, men forgjæves. Da bød han ham vred at give ſlip derpaa, men Olaf foer op, drog Sverdet og løftede det truende med begge Hænder, idet han forſikrede at han aldrig med det gode vilde give det fra ſig. Sigurd maatte da lade ham have ſin Vilje, iſær da Aaſta ikke ønſkede at man brugte haarde Midler eller fik ham til at græde[10]. En anden Gang vilde Sigurd ride ud, og da der ej var nogen ved Haanden til at ſadle hans Heſt, bad han Olaf, der paa den Tid var omtrent 10 Aar gammel, at gjøre det. Olaf gik hen, tog den ſtørſte Buk paa Gaarden, ſadlede den med Kongens eget Seletøj og meldte Sigurd at nu var Rideſkydſen færdig. Da Sigurd ſpurgte hvad dette ſkulde betyde, ſkal han have ſvaret, at Sigurd og Bukken pasſede bedſt for hinanden, da han tog ſig ſaaledes ud i Sammenligning med andre Konger, ſom Bukken i Sammenligning med Stridsheſte. Jeg ſkjønner nok“, ſagde Sigurd, „at du vil vænne mig af med at viſe dig Ærender, og din Moder giver dig nok ogſaa Medhold heri; tydeligt er det, at du er langt overmodigere end jeg“. Olaf ſvarede kun lidet dertil, men lo og gik bort. Sigurd ſkal heller ikke oftere have anmodet ham om ſlige Sysler[11]. En anden Gang ſkal Sigurd have overdraget ham at indbyde Fremmede til et Gilde, og give de nødvendige Befalinger med Henſyn til Bevertningen. Olaf lod indbyde dobbelt ſaa mange, ſom Sigurd havde ſagt, og lod den hele Beſætning af Kvæg paa Gaarden ſlagte. Sigurd ſagde at det ſkulde være den ſidſte Gang, han overdrog ham et ſaadant Hverv, og at det var ſnart gjort, paa den Maade at ſætte ſit Løsøre overſtyr. Men Olaf ſagde kun at der var Forſkjel paa en Konge og en Kotbonde[12].

Da Olaf var 12 Aar gammel, vilde han, ſom højbyrdige Ynglinger plejede, drage i Viking. Han talte førſt til ſin Moder derom, og hun bad ſin Mand at ſkaffe ham de nødvendige Folk og Skibe. Sigurd ſkal have indvendt, at Olaf da rimeligviis vilde komme til Vinteren og lægge ſig fore der med alle ſine Folk. Aaſta beklagede at det ſkulde være ſaa vanſkeligt at forlige Olafs retmæsſige Krav med Sigurds Paaholdenhed. Dog blev det omſider ſaaledes, at Sigurd ſkaffede ham to fuldt udruſtede Skibe[13]. I Betragtning af hans Ungdom lod Aaſta den erfarne Rane, der ofte havde været i Viking, følge med ſom den egentlige Anfører, medens Beſætningen efter gammel Skik og Brug, naar kongebaarne Høvdinger droge i Viking, gav Olaf Kongenavn, uagtet han intet Land havde at raade for. Ved Afrejſen ſkal han have ſagt til Sigurd Syr, at han nu vilde give ham tilbørlig Friſt til at ſkaffe ſig Køer nok, thi naar han kom tilbage, ſkulde han ej komme med faa Mænd. Olaf ſtyrede førſt ſydefter gjennem Danmark[14] til Øſterſøen, og kom ud paa Høſten til Svithjod, hvor han herjede paa Kyſterne, for, ſom det ſiges, at tage Hevn for ſin Faders Drab. Her beſtod han den førſte Kamp, idet han overvandt nogle Vikinger ved det ſaakaldte Sotaſkær i den ſvenſke Skærgaard og tillige herjede Svithjods Kyſter[15]. Der fortælles nu om et temmelig æventyrligt Tog, han ſkulde have foretaget ind i Mælaren. Han herjede, ſiges der, paa begge Sider og lagde til ved gamle Sigtuna, hvor Sviarne endnu et Par hundrede Aar derefter paaſtode at man kunde ſe de Steendynger, hvormed han lod ſine Bryggeſporder underſtøtte. Da Høſten kom, ſkal han have erfaret, at Kong Olaf ſvenſke ſamlede en Hær, og havde ladet Stokſund, Mælarens eneſte Udløb, ſpærre ved Jernkjeder og bevogte af Stridsmænd, for at hans Skibe ej ſkulde komme ud, men fryſe inde. Da Olaf Haraldsſøn forgjæves havde ſøgt at komme ud af Stokſund, hvor der desuden var et Kaſtell paa den veſtlige Side, medens Olaf ſvenſke ſelv laa med ſin Flaade udenfor paa den øſtlige, ſkal han have ladet Agna-Feten, eller det lave Ejd eller Halvø ſøndenfor Stokſundet gjennemgrave; og da det juſt var Flomtid, ſkal Vandet have udvidet Renden ſaaledes, at Olaf, benyttende ſig af Strømmen og den gunſtige Vind, kom i god Behold ud derigjennem med ſine Skibe[16]. Dette af Kong Olaf gravede nye Sund, tillægges der, kaldtes ſiden Kongsſund; det er den nuværende ſaakaldte Søderſtrøm, medens Stokſund, efter hvilken Stockholm har ſit Navn, nu kaldes Norrſtrøm. Fortællingen, der ej beſtyrkes ved noget anført ſamtidigt Skaldevers, har liden Sandſynlighed, og maa visſelig grunde ſig paa et Sagn, opſtaaet i Sverige efter at Olafs Hellighed ogſaa der var bleven anerkjendt og Tilbøjeligheden til at paaviſe Mindesmerker om hans Virkſomhed almindelig[17]. Det ſynes neppe muligt, at Olaf i al Stilhed kunde have gravet en Kanal, naar en heel ſvenſk Hær laa lige i Nærheden for at pasſe paa ham, og om han end ſlap ud, maatte han dog desuagtet være kommen lige ind i den ſtore ſvenſke Flaade, der bevogtede Udløbet. Der gives ogſaa en, ſom det lader, ældre Fremſtilling af Begivenheden, hvorved den bliver til et fuldſtændigt Mirakel: Olaf overvintrer i Mælaren, men hindrer ſine Skibe fra at fryſe inde ved at brænde ſtore Baal rundt om dem; den ſvenſke Konge kommer med en ſtor Hær, der allevegne omgiver Søen ſaa tykt ſom om det var en Skov, medens ogſaa de ſvenſke Skibe ligge i ſtor Mængde i den med Pæle ſpærrede Oos; men Olaf ſejler med ſtaaende Bør mod Agna-Feten, falder paa Knæ og ſer i ſin hule Haand; i dette Øjeblik revner Ejdet, ſaa at en Mængde af Sviakongens Folks ſom der ſtode opſtillede, falde i Vandet og drukne, medens Olaf ſelv undkommer i god Behold[18]. Man ſkulde næſten være friſtet til at antage, at den af os førſt meddeelte, tilſyneladende rimeligere, Fremſtilling er bleven til ved et Forſøg af ſildigere Saga-Optegnere paa at betage den anden alt det overnaturlige og uſandſynlige[19].

Ud paa Høſten ſkal Olaf have vendt ſine Vaaben mod Øen Gotland, der dog ved en Pengeſum tilkjøbte ſig Fred[20]. Han ſkal have opholdt ſig her om Vinteren. Om Vaaren (1008) hjemſøgte han Øſel, hvor han gjorde Landgang. Indbyggerne ſamlede ſig imod ham, men han drev dem paa Flugten og herjede deres Land[21]. Derpaa angreb han Finland, og gjorde Landgang i et Dalføre, kaldet Herdalene, men var her mindre heldig; Finnerne flygtede til Skovene og tilføjede ham derfra ſtor Skade, ſaa at han ikke uden betydeligt Folketab ſlap bort med lidet eller intet Bytte[22]. I et haardt Vejr, der naturligviis tilſkreves Finnernes Trolddom, ſejlede han langs Balagardsſiden eller Aalands-Skærgaarden til Sjoland eller Rodslagen i Svithjod, hvor han ligeledes herjede[23]. Efter en enkelt Beretning, der i og for ſig ikke er uſandſynlig, ſkal han have overvintret i Holmgard og herjet i Kurland[24]. Paa denne Tid hørte han tale om Thorkell højes Bedrifter og den Anſeelſe, han havde indlagt ſig. Han beſluttede derfor at give ſig i Følge med ham, og har ſaaledes efter al Rimelighed opſøgt ham enten i Jomsborg eller Skaane. Vi have allerede ſeet, hvorledes Thorkell høje juſt paa denne Tid i Spidſen for Jomsvikingerne drog til England for at herje paa egen Haand, og, ſom det hed, at hevne ſin Broders Drab. Det er ſandſynligere, at Olaf allerede ſluttede ſig til ham endnu førend han forlod de danſke Farvande, end at han, ſom det almindeligviis heder, allerede ſkulde være ankommen til England 1008. Det beſtyrkes desuden deraf, at en Kamp, ſom Olaf ifølge de paalidelige Skaldekvad beſtod ſtrax efter Striden i Finland ved et Sted, kaldet Sudrvik „bekjendt for Danerne“, umiddelbar førend han bekrigede Frisland, og tillige førend han kom til England, ſiges i den legendariſke Saga om Olaf at have været holdt af Thorkell og ham i Fællesſkab[25]. Dette Sudrvik, der af Snorre ſiges at have ligget ſyd for Jyllands-Siden, er ſandſynligviis det friſiſke Suderwyck paa Øen Pelworm, der nu tildeels er undergaaet ved Overſvømmelſer. Derfra, heder det, ſejlede Olaf ſyd til Frisland; egentlig var han nu allerede kommen til Frisland, og fulgte kun, fremdeles, ſom man maa antage, i Følge med Thorkell, den friſiſke Kyſt, indtil Kinnlimaſiden eller den hollandſke Kyſtſtrækning. Her gjorde Olaf, maaſke og Thorkell, Landgang; en Skare friſiſke Ryttere kom imod dem og gav ſig i Kamp med dem, men blev ſlagen[26]. Hvorledes Thorkell, og ſtrax efter de to andre Jomsvikingehøvdinger Heming og Eilif landede i England, og nu i tre Aar herjede vidt og bredt, er ovenfor omtalt. At Olaf deeltog i disſe Foretagender, ſees deraf, at Skaldene udtrykkelig lade ham kæmpe mod Ulfketil Snilling paa Ringmarahede, altſaa i Slaget den 5te Mai 1010, og ligeledes være med i Beſtormelſen af Canterbury 1012[27]; men i øvrigt er Sagaernes Fortælling om Vigtigheden af den Rolle, Olaf herved ſpillede, aldeles overdreven, ligeſom og de Skaldekvad, der anføres til Bekræftelſe deraf, øjenſynligen ere udrevne af deres indbyrdes Forbindelſe. Muligt ogſaa, at Skaldene ſelv, fornemmelig Sighvat, om hvilken vi nedenfor komme til at tale nærmere, og ſom førſt ſenere beſang Olafs Bedrifter uden ſelv at have været Øjenvidne til dem, have forvexlet enkelte af de Krigsforetagender, hvori han deeltog, med andre. Saaledes omtaler han, ſom ovenberørt, et Angreb, han ſkulde have gjort paa Londons Brygger, medens Vikingerne forſvarede Diget, og endeel holdt ſig i Southwark, umiddelbart førend han kæmpede paa Ringmarahede, og ſtrax efter ſin Ankomſt til England. Der kan ej være nogen Fejltagelſe med Henſyn til Sighvats Mening, thi han giver udtrykkeligt hver af Olafs ſtørſte Kampe eller Hovedkrigsbedrifter ſit ſæregne Tal i Rækken; Striden ved Sudrvik er den fjerde, Landgangen paa Kinnlimaſide den femte, Angrebet paa Londons Brygger den ſjette, og Slaget paa Ringmarahede den ſyvende. Men de ſamtidige engelſke Kilder vide intet andet at fortælle om nogen Kamp ved London før 1010, end at Thorkells Hær, efter at have taget ſit Vinterkvarteer ved Temſen 1009, oftere gjorde forgjæves Angreb paa London[28]. Det er jo viſtnok muligt, at Olaf allerede ved denne Lejlighed angreb Londons Broer, og at en Deel af Thorkells Hær havde ſit Tilhold i Southwark, men Ytringen pasſer dog unegteligt langt bedre paa Knuts Belejring af London 1016[29], hvilket i alle Fald enkelte af Sagaſkriverne her have haft for Øje, eg det er ſaaledes al Sandſynlighed for, at Sighvat ſelv er den, fra hvem Forvexlingen er udgaaen, og ſom ſaaledes allerførſt har givet Stødet til den Forvirring, der ſenere er indkommen i Fortællingen om disſe Begivenheder. Merkeligt er det, at Olaf, hvis Iver for Chriſtendommen ſenere var ſaa ſtor, ſelv — hvad Sighvats og Ottars Vers tilſtrækkeligt bevidne — deeltog i Beſtormelſen af Canterbury og ſaaledes maaſke endog var Øjenvidne til de Gruſomheder, ſom her øvedes, og navnligen til Erkebiſkop Ælfeahs Drab. Man maa dog formode at han, ſom Thorkell ſelv, misbilligede det. Da Thorkell ſtrax efter traadte i Ædhelreds Tjeneſte, maa Olaf ogſaa have fulgt hans Exempel, thi ſtrax efter Striden ved Canterbury finde vi Olaf ſom den, der havde „Landværn for England“, og i denne Egenſkab kæmpede med Daner ved et Sted, kaldet „Nyjamoda“, en Kamp, hvorom de engelſke Skrifter intet indeholde, og ſom rimeligviis har været heel ubetydelig[30]. Den regnes dog for hans niende Hovedkamp. Maaſke han har haſt en Træfning med Kong Svens Krigere, efter at denne i Juli 1013 var landet i England. Da Sven ſideneſter belejrede London, og Ædhelred ved Thorkells Hjelp forſvarede den, har rimeligviis ogſaa Olaf været tilſtede. Begivenheden fremſtilles ſædvanligviis, ſom om det var Ædhelred og Olaf, der belejrede Staden; hvorledes maaſke nogen Sandhed ligger til Grund for denne Ordning, er ovenfor viiſt. Olaf drog ſiden, fortælles der, ſyd over Søen, altſaa til Frankrige, og gjorde her Landgang paa forſkjellige Steder. Han har ſandſynligviis ledſaget Ædhelred paa hans Flugt over til Nordmandie i Slutningen af 1013, og kan derfra viſtnok allerede nu have gjort et foreløbigt Tog til Frankrigs Veſtkyſt; da vi imidlertid med Beſtemthed erfare, at han „kom til Landet“ eg hjalp til at ſkaffe Ædhelred hans Land tilbage efter Svens Død[31], med andre Ord at han ledſagede Ædhelred tilbage til England, er det dog ikke ſandſynligt, at.han i den korte Tid, Ædhelred opholdt ſig i Nordmandie, nemlig fra Midvinter til Faſte, ſkulde være dragen ud paa egen Haand. „Det var“, ſiger Sighvat, „et haardt Sammenſtød, da Olaf førte Eadmunds Ætling til ſit Fredland, hvor han tidligere havde herſket“. Dette „haarde Sammenſtød“ har maaſke været Striden i Lindsey. Paa denne Tid var det, at Thorkell og hans Friſkarer begyndte at blive forhadte i England, og ſandſynligviis var det ogſaa førſt da, at Olaf forlod England og tiltraadte et længere Tog til Kyſterne af Frankrige. Hans tiende Kamp, ſiger Sighvat, var i Ringsfjorden, hvor han nedbrød et Bol eller Forſvarsſted, hvor en Deel Vikinger havde forſkandſet ſig paa Højderne. Hvor dette Ringsfjord er at ſøge, vides ikke; man har antaget Bugten ved Avranthes mellem Halvøen la Hague og Bretagne, uden dog at kunne anføre fuldſtændige Beviſer derfor[32]. Fra Ringsfjord drog han til en anden Havn, ſom Sighvat kalder Griſlepolle, hvor han, ſom det hed, ſtred med Vikinger udenfor Villjams By[33]. Dernæſt, fortſættes der, holdt han ſit tolvte Slag veſter i Fetlafjorden[34], hvorfra han drog ſyd til Selejpolle, og indtog her den gamle Gunnvaldsborg ved hvilken Lejlighed han fangede en Jarl ved Navn Geirfinn, der maatte betale en Løſepenge af 12000 Guldſkillinger[35]. Der fortælles nu ogſaa om en Kamp, han ſkulde have beſtaaet i en Aa, kaldet Karlsaa, hvilken Beretning dog er fuld af Æventyrligheder, ligeſom den heller ikke beſtyrkes ved noget ſom helſt Kvad. Lige ſaa lidet findes der i Kvadene noget om, hvad Sagaerne dernæſt fortælle, at han i Karlsaa ventede paa Bør for at drage til Njørvaſund eller Strædet ved Gibraltar, men at han i Drømme havde et Syn, der bød ham at vende tilbage til ſit Fædreland, over hvilket han ſkulde herſke evindeligen[36]. Da de Brudſtykker af Ottars og Sighvats Kvad, ſom herefter anføres, atter viſe os ham i det veſtlige Frankrige, nemlig i Peituland eller Poitou, er det rimeligt at antage, at Olaf ej har trængt længere ned mod Syden, og at Fortællingerne om Kaarlsaa og Njørvaſund alene ſkyldes ſildigere Tider. Olaf, ſiger Ottar ſvarte, herjede Poitou, og bar Hærſkjold i Tuſkaland (d. e. Touraine ved Loire); Sighvat fortæller ligeledes at Olaf drog op af Leira (Loire) og brændte Byen Varrande (Guerrande), om hvilken han dog urigtigt ſiger at den ligger i Poitou og fjernt fra Søen, medens den ligger ved Kyſten, ſydligſt i Bretagne[37]. Om dette Tog, der ſaaledes fornemmelig har gjeldt Bretagne og neppe har ſtrakt ſig ſtort ſydligere end til Kyſten af Poitou, indeholde ogſaa de nordmanniſke og franſke Skribenter enkelte uklare Efterretninger. Saaledes fortæller Villjam af Jumiéges, ſtrax efter at have omtalt Ædhelreds Død og Knuts Giftermaal med Emma, følgende: Hertug Richard II af Nordmandie var juſt paa denne Tid kommen i Uenighed med Hertug Odo af Chartres, og indkaldte til Hjelp fra Egnen hiinſides Havet (England) tvende Konger, der vare komne med Knut, nemlig Olaf, Nordmændenes, og Lacman „Svavernes“ Konge. Disſe modtoge venligt Mebards Geſandter, ſendte dem tilbage med mange Gaver, og lovede, ſnart at komme efter. Dette ſkede ogſaa; med nogle faa Skibe ſatte de over til Bretagne, hvis Indbyggere ved Efterretningen derom ſtrax ſtimlede ſammen, og ſøgte at overrumple dem, medens de vare optagne med at ſamle Bytte. Men Hedningerne, der fik Nys om deres Liſt, grove en Mængde dybe Huller i Jorden paa den Slette, hvor de vidſte at Fienden vilde komme; de gjorde Aabningerne ganſke ſmaa ſaa at de ej godt kunde merkes. Da Bretonernes Ryttere kom, ſnublede disſes Heſte i Hullerne, brekkede Benene og ſtyrtede med Rytterne, der paa den Maade bleve et let Offer for Hedningernes Sverd, ſaa at alene faa undkom. Vikingerne droge nu op mod Slottet Dol, belejrede, indtoge og brændte det, og dræbte Beſætningen, Høvedsmanden Salomo iberegnet. Derpaa ſatte de Sejl til, vendte tilbage til Seinen, og droge opad denne til Rouen, hvor Hertug Richard modtog dem glad og viſte dem ſtor Ære. Da Kong Robert af Frankrige hørte at Hedningerne havde gjort ſaa megen Skade i Bretagne, lod han ſig det være magtpaaliggende at forſone Richard og Odo med hinanden, hvilket ogſaa lykkedes ham[38]“. Det er umiskjendeligt, at den Olaf, Villjam omtaler, er Olaf Haraldsſøn[39], og at det Tog, han beſkriver, er det ſamme ſom det, Sagaerne og Skaldene tillægge Olaf; at han tilſyneladende henfører det til en urigtig Tid, nemlig efter at Knut havde egtet Emma, har ej ſaa meget at betyde, thi deels er han uſikker i Tidsregningen, deels udtrykker han ſig her meget ubeſtemt og angiver Tiden kun omtrentligt. Hans Vildfarelſe er ej ſtørre end de øvriges, ſom deels lade Olaf drage til England med Knut, deels kæmpe derſom dennes Forbundsfælle. Heller ikke betyder det ſaa meget, at han kun omtaler en enkelt af Olafs Bedrifter i disſe Egne. Han har enten ikke erfaret mere derom, eller anſeet den for den vigtigſte En aqvitaniſk Chroniſt fortæller mere, nemlig at der i Hertug Villjam den 5tes eller ſtores Tid landede en uhyre Mængde Nordmænd fra Danmark og Irland ved Poitou, og herjede, ſkjendte og brændte, indtil Villjam ſamlede en Hær, og lejrede ſig ved Kyſten i deres Nærhed; Nordmændene, der ej kunde vente at forſvare ſig mod en ſaa ſtor Overmagt uden Liſt, grove om Natten Faldgrave, i hvilke ogſaa den følgende Dag flere af de aqvitaniſke Ryttere ſtyrtede ved Udfaldet af Lejren og bleve fangne, omtrent 30 i Tallet; af Frygt for at Nordmændene ſkulde dræbe dem, vovede man ej længer at fortſætte Kampen, og den følgende Nat ſejlede Nordmændene i al Stilhed bort med ſine Fanger, der ſiden bleve udløſte for en overvættes ſtor Sum Penge i Guld og Sølv[40]. Begivenheden henføres omtrentligt til Aaret 1020, men man kan ved en ſaa løs og øjenſynlig udſmykket Beretning ej vente nogen Nøjagtighed i Chronologien; Hiſtorien om Faldgravene, ſom Villjam fortæller om Kampen i Bretagne, anvendes ogſaa her, ligeſom vi allerede tidligere have ſeet den anvendt om Gange-Rolf ſelv[41]. Hvis vi angaaende disſe Begivenheder havde ſaa nøjagtige Beretninger paa franſk Side, ſom vi paa vor Side have dem i Sighvats og Ottars Vers, da vilde vi ganſke viſt temmelig let kunne gjenfinde og paapege ethvert af de Steder, Skaldene omtale under de Navne, hvormed de norſke Vikinger plejede at betegne dem[42]; men desværre er der i de franſke Krøniker ingen andre Oplysninger at finde, end de tarvelige og overfladiſke, ſom vi nys have meddeelt. Her maa vi derfor nøje os med at have bragt det til Vished, at Olaf virkelig gjorde et Tog, ſom det omhandlede, langs Bretagnes Kyſter lige til Poitou, og fremtraadte med ſaadan Vælde, at Mindet derom vedligeholdt ſig tilligemed hans Navn. Hvad hiin Lacman angaar, ſom ſkulde have været med ham, da have vi allerede forhen omtalt, at dermed enten en ſvenſk Lagmand eller Ulf Jarl ſelv er meent[43]. Uſandſynligt er det heller ikke, at Benævnelſen „Svaver“ her, ſom maaſke andenſteds, kan betyde „Slaver“, eller i nærværende Tilfælde „Jomsvikinger“ fra Vendland, og at „Lacman“ enten er Ulf, eller Thorkell den høje, der ſom „Lagsmand“ eller Stalbroder ledſagede Olaf[44].

Efter hvad der nu er oplyſt, bliver det tydeligt nok, at dette Søtog umuligt, ſom vore Sagaer ſiger, kan have medtaget to Somre og den mellemliggende Vinter, men at Olaf endnu ſamme Høſt vendte tilbage til Rouen. At han efter endt Felttog drog didhen, derom ere baade vore Sagaer og Villjam af Jumiéges enige. Jarlerne i Nordmandie regnede ſig ſom Gange-Rolfs Ætlinger i Frændſkab med Norges Høvdinger og ſatte megen Priis derpaa; de vare ſtedſe Nordmændenes Venner, og alle Nordmænd, ſom vilde, fik Fredland hos dem[45]. Olaf havde desuden gjort Hertug Richard perſonlige Tjeneſter, og nød derfor, ſom vi have ſeet, en ſaa meget venligere Modtagelſe og Behandling. Han tilbragte Vinteren i Rouen, medens hans Skibe laa i Seinen. At han, ſom Legenderne fortælle, og ſom ligeledes berettes af Villjam, blev døbt i Rouen, er ikke ſandſynligt, da han jo allerede var døbt ſom Barn. Men derimod er det højſt rimeligt, at han er bleven konfirmeret af Erkebiſkop Robert, og at de af hans Folk, der endnu vare Hedninger — og at mange af dem maa have været det, viſer Villjams Beretning — bleve døbte[46]. Under Opholdet i Rouen ſkal Olaf, hvis man kan tro paa vore Sagaer, have ſluttet et Forbund med Ædhelreds fordrevne Sønner om at hjelpe dem til at erobre England tilbage, imod at faa Halvdelen af Northumberland, og ſkal han i det Øjemed have ſendt ſin Foſterfader Rane til England, for hemmelig at virke i deres og hans Interesſe[47]. At Olaf kan have truffet Ædhelreds Sønner i Rouen, er rimeligt nok, ſaa vel ſom, at han maaſke tidligere eller ſtrax efter Sven Tjugeſkeggs Død kan have ſendt Rane til England for at agitere til deres og deres Faders Fordeel. Men at de, forjagne af Knut, efter Eadmund Jernſides Død, og efter at Knut havde egtet deres Moder Emma, endnu ſkulde have forefundet Olaf i Rouen, er umuligt[48]. Vore Sagaer fortælle imidlertid, at han ej alene paa hiin Maade ſøgte at virke til deres Gavn, men at han endog den følgende Vaar ledſagede dem til England, landede ved et Sted, kaldet Jungafurda, og indtog tilligemed dem en Borg, men nødtes dog ſtrax efter ved en overlegen danſk Hær til at drage bort, hvorpaa Ædhelreds Sønner atter vendte tilbage til Rouen, medens Olaf forblev i England[49]. En anden Beretning fortæller dog kun, at Olaf kæmpede med Vikinger ved Jungafurda og ſejrede, uden at Ædhelreds Sønner i mindſte Maade omtales[50]. Man ſkulde derfor ſnareſt antage, at Kombinationen med Ædhelreds Sønner er ſildigere Tiders Verk, og at Kampen ved Jungafurda, der for Reſten ikke beſtyrkes ved noget Skaldevers, kun har været en Vikingebedrift Olaf foretog ſig paa egen Haand, efter at han om Vaaren 1015 havde beſtemt ſig til at vende tilbage til Norge. Der tales ſaaledes om endnu en Kamp, Olaf havde udenfor et Sted, kaldet Vald[51], ſandſynligviis the Wolds nærved Humbermundingen, efter at han havde ſkilt ſig fra Ædhelreds Sønner; det heder, at han lagde til i Havnen, ſtred med Byens Mænd, ſejrede, og vandt meget Gods. Endogſaa efter Sagaens Fremſtilling ſynes denne ſidſte Bedrift kun at være et Angreb, han i Forbigaaende har gjort, uden anden Henſigt end at vinde Gods, og uden Tanke om at underſtøtte enten den ene eller den anden. Det ſamme har vel ogſaa været Tilfældet ved Jungafurda, hvis Beliggenhed nu ej længer kjendes[52].

Forbindelſen mellem England og Nordmandie paa den ene Side, og Norge og Danmark paa den anden, var i den hele Vikingeperiode meget levende, men kan aldrig have været ſterkere end juſt paa denne Tid, da Danerne allerede næſten vare blevne Englands Herrer. Og hvis man nogenſinde i England med ſpendt Opmerkſomhed fulgte Begivenhederne i Norden, og holdt Øjemed, hvad der hiſt foregik, maa det vel fornemmelig have været om Vaaren og Sommeren 1015, da man hver Dag kunde vente et Angreb af Knut Svensſøn. Det kan ſaaledes ej ſlaa Fejl, at man nøje vidſte Beſked om de Udruſtninger, Knut foretog ſig; og det kan ſaaledes heller ikke have undgaaet Olaf, at Knut havde opfordret Erik Jarl til at ledſage ham, og at denne udruſtede ſig for at opfylde ſin Lenspligt. Da Olaf, hvad man af det følgende erfarer, havde den beſtemte Henſigt at gjøre Fordring paa Norge ſom ſit Fædrenerige, maatte altſaa dette Tidspunkt fornemmelig ſynes ham belejligt, naar den eneſte af Norges Herſkere, ſom var nogen egentlig Kriger og beſad noget Talent, Erik Jarl, var borte, og dertil, ved at drage bort i Spidſen for en Hær, havde blottet Landet for betydelige Stridskræfter. Det er derfor viſtnok ſandſynligt, at fra det førſte Øjeblik, Olaf erfarede at Erik vilde forlade Landet — og dette maa han vel allerede have erfaret om Vaaren 1015 — har han i al Stilhed gjort Forberedelſer til at udføre ſin Plan. Ranes Sendelſe til England har vel derfor, ſom enkelte Sagaer berette, alene haft til Henſigt at vinde Olaf ſelv Tilhængere og nærmere udforſke Forholdene. Sidſt i Juli Maaned ankom Knut med ſin Hær, i Følge med ham eller ſamtidigt med ham ogſaa Erik Jarl og Thorkell. Hvis det har ſin Rigtighed, hvad vore Sagaer berette, at Olaf allerede om Vaaren havde forladt Nordmandie, og begivet ſig til England, maa han altſaa i et Par Maaneders Tid have været der ſamtidigt med Knut og Thorkell, da han nemlig, ſom det ſtrax nedenfor vil viſes, ej forlod England førend om Høſten. Det er neppe rimeligt, at Olaf ved denne Lejlighed ſkulde have undladt at opſøge ſin gamle Vaabenbroder Thorkell, eller at denne, ved at høre om Olafs Nærværelſe i Landet, ej ſkulde have talt med ham og ſøgt at overtale ham til at deeltage i det nye Tog. Dette fortælles endog etſteds udtrykkeligt, og det ſynes virkelig, ſom om noget ſandt maa ligge til Grund[53]. Det er maaſke deels dette, deels den Omſtændighed, at Olaf virkelig befandt ſig i eller ved England ſtrax efter Knuts Ankomſt, der har givet Anledning til hiint urigtige, paa flere Steder gjentagne Udſagn, at Olaf ſkal have været i Følge med Knut fra Danmark og kæmpet i hans Hær. Olafs Plan, at vinde ſit Fædrenerige tilbage, maa allerede have været fattet, og om end Knut har ladet udgaa nogen Opfordring til ham om at ſtaa ham bi, har Olaf dog neppe bekymret ſig derom. De af vore Sagaer have ſikkerlig Ret, der lade Olaf begive ſig til det af Knut endnu ikke erobrede Northumberland og der forberede ſit Tog til Hjemmet. Sagnet om Olafs Ophold hos Knut og i hans Herr, er imidlertid ſenere blevet udſmykket, ſom om Olaf virkelig havde deeltaget i Belejringen af London, og Sighvats Vers, ere, ſom vi have ſeet, blevne lempede derpaa. Man har tillige opfundet en Fortælling om den ſæregne Grund til at der opſtod Uvenſkab mellem Olaf og Knut, nemlig at denne blev ſkinſyg over at Hofbiſkopen gav Olaf Kongetitel, og erklærede ham for helligere, eller ivrigere Chriſten end Knut ſelv. Fortællingen røber ſig endog fra Sprogets og den hele Fremſtillings Side, ſom en legendariſk Opdigtelſe; men ſaavel hvad denne, ſom andre lignende Fortællinger fra Olafs Vikingetid angaar, bliver det dog altid et Spørgsmaal, om ikke allerede overdrevne eller pralende Beretninger af hans egne Mænd ligge til Grund[54]

    Sverige, og lader Olaf blive fød i hans Levetid, men under hans Fraværelſe; den ſtørre Olafs Saga lader derimod Rane ledſage Harald paa Toget, og bringe Efterretningen om hans Død til Aaſta, ſom da førſt drager til ſin Fader og føder Olaf; hans Fødſel ſiges at have fundet Sted om Sommeren mellem Jomsvikingeſlaget og Haakon Jarls Død. Da Jomsvikingeſlaget efter de almindelige Angivelſer ſkulde have fundet Sted 994 (ſkjønt dette Aar ej er rigtigt) maatte Olaf følgelig være fød 994; og da var Svein Haakonsſøn endnu ikke flygtet. Men da, ſom vi have ſeet, Olafs Fødſelsaar upaatvivlelig er 995; da tillige Angivelſen for Jomsvikingeſlaget vakler mellem 994 og 995; da Harald neppe vovede at fri til Sigrid ſaa længe Erik Sejrſæl levede, og da Haakon Jarls og Harald Grenſkes Død ej ſtaa i ſaadan Forbindelſe med hinanden, at hiin nødvendigviis maa antages at have fundet Sted før denne, falder ogſaa Haralds Død i 995, og det bliver derfor i ſig ſelv meget rimeligt, at Rane ved Hjemkomſten fra Sverige kunde ſinde Svein Jarl i Begreb med at flygte. De paalideligere Sagaers Beretning, at Rane havde ledſaget Harald paa Toget til Sverige, og bragte Efterretningen om hans Død hjem, bliver derfor ſandſynligere, end den legendariſke Sagas og Flatøbogens, ifølge hvilken han ſynes at have været hjemme den hele Tid, ja endog (Flatøbogens Udſagn Fornm. S. X. S. 212) at have boet tæt ved Geirſtad. Derimod er igjen den leg. Sagas Fortælling, at Aaſta allerede før Haralds Afrejſe ſom forſkudt var dragen hjem til ſin Fader, og at Rane ved Tilbagekomſten fandt hende i Begreb med at føde, ſandſynligere end den anden. Tingenes Gang ſynes at have været den, at Harald før ſin ſidſte Udfart forſkød Aaſta, ſom drog hjem til ſin Fader, at Rane paa Tilbagevejen landede ved Skiringsſal, traf her Svein Haakonsſøn, aabnede i Forening med ham Olaf Geirſtada-Alfs Høj, og bragte Klenodierne til Aaſta, der paa ſamme Tid fødte Olaf. Sigrid Storraades ovenfor (S. 130, Note 2) meddeelte Udſagn om Olafs Fødſel er naturligviis en ſenere Opdigtelſe. Øm Olaf Geirſtad-Alf ſe ovf. 1ſte B. S. 398. Allerede han kaldes ſtundom Olaf digre eller Digrbein (fordi han døde af Fodverk) hvilket Navn ogſaa gik over paa Harald Haarfagres Søn Olaf, Tryggves Fader, ſe Fagrſkinna, Cap. 20, 24, 68.

    og Fortællingen herom er næſten aldeles eenstydende med den, vi ovfr. (S. 229) have meddeelt om Olaf Tryggvesſøn, (Cap. 19). Denne Saga anfører ellers hans Bedrifter i følgende Orden: Slaget ved Sotaſkær, Øſel, Finland, Forbund med Thorkell, Slag ved Sudrvik, ved Kinnlimaſide; Londons Belejring tilſammen med Knut, Anledn. til Uenighed med Knut, Slag paa Ringmarahede, ved Canterbury, ved Nyjamoda, Ringsfjord, Griſlepolle, (ſaaledes!) Fetlafjord; hans Biſtand af den overnaturlige Hær, Seljepolle (her kaldet Seljevolle),Karlsaa (Havfruen), Mælaren (Skarf), Varrande, Jungafurda, Vald, Irland, Spaakvinden, Vildſvinet, Eremiten. Den gamle Bearbejdelſe af den ſædvanlige Olafsſaga nævner: Sotaſkær, Mælaren, Øſel og Finland m. m., Sudrvik, Kinnlimaſida, Spaakvinden (Cap. 28), Biſtand af den overnaturlige Hær, Anledningen til Knuts Skinſyge; Forbund med Ædhelred og Kamp ved London, Ringmarahede, Canterbury, Nyjamoda, Ringsfjord, Griſlepolle, Seljepolle, Karlsaa (Havfruen og Vildſvinet), Varrande, Jungafurda, Vald, Irland. Flatøbogen ſtemmer hermed indtil efter Slaget ved Kinnlimaſida, derpaa fører den Olaf ſtrax over til England, hvor han ſtaar Ædhelred bi; derefter Ringmarahede, Canterbury, Nyjamoda, Ringsfjord o. ſ. v. til Karlsaa, derpaa Olafs Møde og Forlig med Knut, Kampen ved Londons Bro, Knuts Skinſyge, Fetlafjord, den overnaturlige Hær, Karlsaa (14de Strid), Havfrueii og Vildſvinet, Varrande, Audafurda (16de Strid), Vallandi, Spaakoner, Mælaren (Mar), Olaf i Nordmandie, Jungafurda, Vald, Irland. Forvirringen er her kjendelig, derhos udmales og flere af Begivenhederne, ſaa at de blive endnu æventyrligere. Den ældſte Afſkrift af Olafsſagaen og ligeledes Snorre udelader alt det æventyrlige, ſaa vel ſom alt angaaende Olafs Sammenſtød med Knut, ligeſaa Fagrſkinna. Hist. Norv. fol. 11 b. gaar aldeles ſin egen Vej: den er aabenbart fejlagtig, men dens Beretning fortjener dog at merkes: Olaf tænker, efter at have herjet i Auſtrveg, paa at drage hjem, men ankommen til Danmark lader han ſig af Sven overtale til at følge med til England, hvor hans Klogſkab ſkaffer Sven Sejren. Ædhelred fordrives, Sven dør, Knut vender tilbage til Danmark, og Olaf bekriger imidlertid Bretonerne og kommer lige til Spanien, vender tilbage til Danmark, modtages venligt af Knut og ſlutter Forbund med ham. Olaf faar Løfte om halve England, hvis han kan hjelpe Knut at indtage det. De rejſe ſammen afſted med 1000 Skibe, komme til Yarmouth, derfra til London, hvor Eadmund opholdt ſig efter Faderens Død; London belejres og Broen ødelægges ved Olafs Klogſkab. Knut ſlutter Forlig med Eadmund, ſom dræbes; Knut egter Emma, og ſlaar Haanden af Olaf, der maa drage hjem med uforrettet Sag. Det er øjenſynligt, at Forf. heraf i enkelte Dele har haft bedre Oplysninger end Sagaſkriverne; paa den anden Side er det tydeligt at han og har benyttet Adam af Bremen II. 49, 50, men han har forvirrret det Hele.

  1. Da Tidsregningen i Olaf den helliges tidligere Hiſtorie ſtaar i den nærmeſte Forbindelſe med den øvrige Tidsregning for den første Trediedeel af det 11te Aarhundrede, der i vore Oldſkrifter er ſaa forvirret, ville vi her under Eet gjennemgaa og ved Sammenhold med andre, over al Tvivl hævede, Data ſøge at berigtige, hvad hine Skrifter derom anføre. — Hvad der maa anſees for aldeles viſt, er, at der fra hans første Anerkjendelſe ſom Konge paa Oplandene om Høſten efter hans Ankomſt og til hans Død, hengik 15 Vintre. Dette bevidnes udtrykkeligt af den ſamtidige og paalidelige Sighvat Skald (ſe Olaf den helliges Saga, Cap. 232, Snorre, Cap. 260). Om disſe 15 Aar var man og i det Hele taget enig, ſe den legendariſke Olaf d. hell. Saga, Cap. 101, Thjodrek Cap. 20, Ágrip Cap. 27. Derimod er man ej ganſke paa det Rene med, hvorfra disſe 15 Vintre ſkulle regnes. Olaf den helliges Saga og Snorre regne fra og med Vinteren efter at Svein Jarl forlod Landet; den førſte Vinter, han tilbragte paa Oplandene, regnes ej med og bliver altſaa den lide. Ágrip og den legendariſke Saga ſige at Olaf i det Hele taget bar Kongenavn i Norge 15 Vintre; hvilket Udtryk ſynes at tilkjendegive Tiden fra den allerførſte Gang, han anerkjendtes. Dette ſiger egentlig ogſaa Fagrſkinna, Cap. 108, ved at lade Olaf forlade Norge 13 Vintre efter Neſje: ſlaget og opholde ſig næſte Vinter i Gardarike, og Sommeren derefter falde; thi da Olaf forlod Norge i Løbet af Vinteren, bliver altſaa denne ſelv den 13de, den følgende den 14de og Vinteren før Neſjeſlaget den 15de. Thjodrek (Cap. 20) har dette end tydeligere; han ſiger at Olaf var Konge i 15 Aar, af hvilke han kun i 13 beſad Riget, da han i det første ſtred med Svein Jarl, i det ſidſte foruroligedes af Kong Knut og af Opſtand. Fremdeles ſiger Harald Sigurdsſøns paalidelige Hirdſkald Thjodolf (Olaf den helliges Saga, Cap. 20) at Harald i Slaget ved Stikleſtad var 15 Vintre gammel, hvilket alene kan forſtaaes ſaaledes, at der mellem hans Fødſel og dette Slag var hengaaet 15 Vintre; da det nu i Olaf den helliges Saga, Cap. 49, heder, at Harald ved Olafs førſte Vinterophold hos Sigurd Syr laa i Vugge, maa denne Vinter være den 1ſte og Vintren før Stikleſtadſlaget den ſidſte af de 15 Aar. Sighvats oven omtalte Vers gjør aabenbart Udſlaget, thi han ſiger at Olaf herſkede hit efra, altſaa paa Oplandene, i fulde 15 Aar inden han faldt. Naar derfor Olaf der helliges Saga og Snorre paa ovenanførte Sted, og ligeledes Olaf den helliges Saga, Cap. 171, lade Olaf leve 15 Vintre efter Svein Jarls Bortrejſe, da maa dette, ſkjønt de ſtøtte ſig til Are frodes Beregning, være urigtigt. Som aldeles viſt antages altſaa at 15 Vintre hengik mellem Olafs Hjemkomſt til Norge, og hans Død.
     Aaret før Olafs Død angives forſkjelligt. Are Frode nævner 30 Aar efter Olaf Tryggvesſøns Fald, hvilket han ſelv henfører til 1000; han ſiger derhos, at Skafte Lovſigemand døde ſamme Aar, ſom Olaf Haraldsſøn, efter at have haft Embedet 27 Somre, altſaa fra og med Sommeren 1004 til og med Sommeren 10303 74 Somre før hans Tiltrædelſe ſætter han Rafn Høngsſøns Tiltrædelſe, og denne igjen efter at 60 Vintre vare forløbne fra Kong Eadmund den helliges Død (870), hvilket alt fuldkommen pasſer indbyrdes. Thjodrek, Cap. 19, Ágrip, Cap. 27, og den legendariſke Olaf d. hell. S., Cap. 101 ſætte Olafs Død til 1029, Legenderne om St. Olaf (Langebek Scr. rer. Dan. II. 543) til 1028, Homili om St. Olaf i Cod. Arn. 619 qv. S. 110 (Munch og Ungers Oldn. Læſebog S. 103) til 1024, Annalerne og de øvrige indenlandſke Kilder til 1030. Egentlig kan man deriblandt ogſaa regne Thjodrek, der ved Siden af 1029 nævner „Onsdagen“ den 29 Juli ſom Olafs Dødsdag, thi 29 Juli 1029 faldt paa en Tirsdag, 29 Juli 1030 derimod paa en Onsdag. Da nu dertil kommer, at Chron. Sax. nævner 1030 ſom Olafs Dødsaar, og det derhos af aſtronomiſke Grunde er godtgjort at Olafs rette Dødsdag var 31te Auguſt 1030 (ſe Hanſteen i Sml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, I. S. 452 flg. og II. S. 157 flg.), kan der følgelig om dette Aar ej være nogen Tvivl. Er altſaa Vinteren 1029—1030 den 15de Vinter efter Olafs Ankomſt til Norge, bliver følgelig den førſte Vinter, i hvilken han antog Kongenavn paa Oplandene, 1015—1016. Dette maa anſees viſt.
     Med Henſyn til Aarene før Erik Jarls Rejſe til England, Knut den mægtiges førſte Tog derhen, Sven Tjugeſkeggs Død og andre i Forbindelſe dermed ſtaaende Begivenheder, ſamt endelig Briansſlaget i Irland, afvige vore Sagaers Angivelſe end mere fra det rette. Det ſædvanlige er, at de lade Sven Tjugeſkegg dø om Høſten 1003 eller 1009, Ædhelred 1011 eller 1012; Knut tilligemed Erik foretage ſit Englandstog 1012, og Erik dø 1013, hvorhos de tillige lade Olaf Haraldsſøn ankomme, 13 Aar gammel, til England, ſamme Høſt, Sven døde (1008), hjelpe Ædhelred til at faa Regjeringen, opholde ſig i England 3 Aar, foretage et Tog til de ſydligere Egne i to Somre og en Vinter (1012—1013), overvintre i Nordmandie (1013—1014), og endelig om Høſten 1014 komme til Norge (Olaf den helliges Saga, Cap. 26—42, hos Snorre Cap. 3—27, Annales regii ved disſe Aar, og tildeels Fagrſkinna, Cap. 88). Andre lade Sven dø 1005 eller 1006, (Flatø-Annalerne og den legendariſke Olaf den helliges Saga,) da Olaf var 13 eller 14 Aar (den leg. Ol. Saga, Cap. 9), Knut drage til England 3 Aar derefter (ſe Cap. 6), altſaa 1009, og herſke 24 Aar efter Eadmund Jernſides Død (ſ. C.) Flatø-Ann. lade ham herſke 29 Aar efter 1009, Ann. regii 24 Aar efter 1011. Naturligviis lempes ogſaa Olafs Tidsregning derefter. I eet Punkt ſynes man at have været enig, nemlig at Knut drog til England 3 Aar efter Faderens Død; dette ſiger og Knytl. Saga, tilføjende at Knut ved Svens Død kun var 10 Aar gammel, (Kn. S. C. 18), og at Olaf var 13 eller 14 Aar, da han allerførſt kom til England. Men ved at henføre dette til 1006 modſiger den legendariſke Olaf den helliges Saga ſig ſelv, da den ellers opgiver Olafs Dødsaar til 1029 og ſiger at han da var 35 Aar gammel. — Briansſlaget i Irland henføre Flatø-Annalerne til 1003, Ann. reg. til 1004, Olaf den helliges Saga, Cap. 91, hos Snorre Cap. 99, til 1004 eller 1005.
     Sammenligne vi nu hermed de ſamtidige og aldeles paalidelige engelſke og irſke Beretninger, da finde vi, at vore Oldſkrifters Angivelſer ere aldeles urigtige. Sven Tjugeſkegg døde ikke om Høſten, men den 3 Febr., og ikke 1005, 6,8 eller 9, men 1014 (ſe Chron. Sax. og de øvrige). Knut, hans Søn, befandt ſig ej, ſom Knytl. vil, ved hans Død i Danmark, men i England, og foretog ſit Tog til England ikke tre Aar efter Faderens Død, men næſte Aar derefter, nemlig 1015. Han herſkede ikke 24 Aar enten efter 1014, eller efter Eadmunds Død 1016, thi han døde 1035; og hvis Olaf den hellige hjalp Ædhelred efter Svens Død, var han da ej 13 eller 14, men mindſt 18 eller 19 Aar gammel. Briansſlaget forefaldt ej 1003, 4 eller 5, men 23de April 1014. Hvilken Forvirring alle hine urigtige Angivelſer maa have forvoldt, er let at indſe; de Talangivelſer hvormed de ere forbundne (f. Ex. at Knut herſkede 24 Aar efter 1011), viſe dog, at man og maa have haft fremmede, ſikrere Kilder ved Haanden, hvilket imidlertid i nærværende Tilfælde alene har bidraget til at gjøre Forvirringen ſtørre.
     Der findes imidlertid allerede blandt vore egne Kilder flere, og det de ældſte og bedſte, der tydeligt viſe ſig upaavirkede af denne falſke Tidsregning. Førſt og fremſt maa det nævnes, at de ſamtidige Skalde intet indeholde derom. Ottar ſvarte omtaler kun, at Olaf meget ung drog paa Søtog til Danmark, Sverige og Gotland; han nævner at han deeltog i en Kamp ved London, at han hjalp Ædhelred til at gjenerhverve ſit Rige; at han ſtred paa Ringmaraheden, var med at indtage Canterbury, beſkattede Englænderne, bekrigede Poitou og drog til Norge med to Skibe (Olaf den helliges Saga, Cap. 26—42, Snorre, Cap. 4—27). Sighvat Skald omtaler Olafs Kamp ved Sotaſker ſom hans førſte, nævner derpaa at han hjemſøgte Øſel, Finland m. m. og Kinnlimaſida, taler om hans Kamp ved Londons Brygger, paa Ringmarahede, ved Canterbury, i Nyamoda og i forſkjellige Kyſtegne af Frankrige m. m. (Olaf den helliges Saga, Cap. 26—35, Snorre, Cap. 4—18). Thord Kolbeinsſøn, Erik Jarls Skald, fortæller at Knut ſendte Bud efter Erik Jarl (Olaf den helliges Sagn, Cap. 40, Snorre, Cap. 23); at Erik begav ſig til England og her traf Knut (Knytl. Saga, Cap. 13); at han kæmpede med Ulfkell Snilling og paa Ringmarahede (Olaf den helliges Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 23, Knytl., Cap. 15). Ottar ſvarte i ſin Draape om Knut, taler om hans Tog hjemmefra med Jyder og Skaaninger, om hans Strid i Lindsey og veſtenfor Ouſe (Knytl., Cap. 8), ved Tees og Sceorſtan (Cap. 10), ved Brentford, Asſandun og Nordvik (C. 12) ved London (C. 13); men Verſene ere udrevne af deres Forbindelſe, ſaa at det er uviſt, om Ordenen er den rette. Njaals Saga lader den ovenfor (S. 436, 437) omtalte Strid paa Althinget foregaa længe efter Femterdommens Oprettelſe (og følgelig efter Skaftes Tiltrædelſe af Lovſigemandsværdigheden 1004) men tillige to Vintre før Briansſlaget, hvorved det altſaa er tydeligt, at denne Saga ej har henført Briansſlaget til 1004; den lader Floſe efter Slaget drage til Rom, komme tilbage til Norge om Høſten, og tilbringe Vintren efter, altſaa 1014—1015, hos Erik Jarl, der ved hans Afrejſe om Vaaren gav ham gode Gaver (Njaals Saga, Cap. 159); altſaa var Erik da endnu ej afrejſt til England.
     Hvorfra, og naar, hiin Forvirring i Tidsregningen er opſtaaet, der har gjort ſig ſaa gjeldende i de fleſte Sagaer, kan maaſke nogenledes efterviſes. Den maa være yngre end Njaals Saga, og rimeligviis er den vel allerede tildeels at tilſkrive Are. Adam af Bremen (II. 51) ſiger at Knut i 3 Aar bekæmpede England; maaſke dette, der paa en vis Maade er rigtigt, naar man kun regner Aarene 1014, 1015, 1016, har bevæget vore Chronologer til at antage, at Knut ej bekrigede England førend 3 Aar efter Svens Død. Men Henførelſen af denne til 1008 er upaatvivlelig kommen ved Misforſtaaelſer af enkelte, af Skaldene opbevarede Begivenheder i Olafs Liv. At Olaf deeltog i Slaget paa Ringmarahede og Belejringen af Canterbury have vi ſeet Ottar og Sighvat udtrykkeligt angive. Men den egentlige Anfører i disſe Slag var Thorkell den høje, til hvem altſaa Olaf, ſom ung og mindre berømt, har ſluttet ſig. At han ſluttede ſig til ham, ſiges ogſaa udtrykkeligt i den legendariſke Olaf den helliges Saga, Cap. 9, 17, og i Flatøbogen (Fornm. Sögur. V. 155, 156), og fra den førſte er det og kommet ind hos Snorre, Cap. 9. At Olaf kæmpede i Thorkells Skare, er altſaa viſt, kun have Skaldene, ſom ſædvanligt, ladet ham ſpille en altfor fremtrædende Rollen. Da Thorkell underſtøttede Ædhelred efter Svens Død 1014, kan man vel ſige at ogſaa Olaf bidrog til at ſkaffe denne Riget igjen, kun at dette ſenere er urigtigt henført til Aarene 1009—1012. Men da nu Thorkell virkelig ankom 1009, og følgelig Olaf med ham, har denne Omſtændighed maaſke forledet Sagaſkriverne til at lade Svens Død indtreffe før, altſaa 1008 eller 1009. Der var imidlertid, hvad man af den legendariſke Olafs Saga, Flatøbogen og Hist. Norv. kan ſe, ogſaa et Sagn om at Olaf ſkulde have været i Forbund med Knut, hvilket rimeligviis deels grunder ſig paa Mag. Adams urigtige Angivelſer II. 49, deels, ſom det nedenfor ſkal viſes, paa den Omſtændighed, at Olaf virkelig en kort Stund opholdt ſig i England ſamtidigt med Knut. De, ſom troede herpaa, have maaſke forvexlet Thorkell med Knut, derved fik de Knut til England 1008 eller 1009, og maatte følgelig rykke Svens Død tilbage til 1005 eller 1006; dette er altſaa Grunden, hvorfor disſe Aar findes i den leg. Saga, og Flatø-Annalerne. Muligt ogſaa at en urigtig Læſemaade af 29 (xxix) iſtedetfor 34 (xxiv) om Knuts Regjeringsaar, regnede tilbage fra 1035, har udøvet nogen Virkning. Den legendariſke Olaf den helliges Saga er endog gaaet faa vidt, at lade Olaf, der ved ſin Ankomſt til England ſkulde være 13—14 Aar, fødes 992 eller 993. Der er ogſaa andre Omſtændigheder, hvoraf de kunde tage fejl. Thorkell den høje drog, ſom Encom. Emmæ ſiger, til England 1009 for at hevne ſin Broder, denne Broder nævnes ej, men det maa, ſom vi have ſeet, være Sigvalde. Anden Gang (1015) drog han til England med Knut, tildeels for at hevne ſin anden Broder Heming, der imidlertid var dræbt (ſe ovenfor S. 478). Disſe to Herjetog have enkelte Sagaer aabenbart forvexlet, fornemmelig den leg. Olafs Saga, (Cap. 9) og Flatøbogen, der lade Thorkell ſtride i Forening med Knut og Olaf for at hevne Heming; med andre Ord, Thorkells Krig 1009—12 og Knuts 1015—16 ſlaaes ſammen. Thorkell tilligemed Olaf forſvarede London 1013; Knut belejrede det ſiden 1016; disſe Begivenheder ere og forvexlede, da de nærmere Omſtændigheder, Chron. Sax. angiver ved den ſidſte Belejring, i Olaf den hell. Saga umiskjendeligt henføres til hiint Forſvar, medens derimod den legendariſke henfører den til Knuts Angreb, og Flatøbogen, der ogſaa benytter denne, baade veed at fortælle om Olafs Forſvar og Knuts ſenere Angreb omtrent paa ſamme Maade. Men derved tabes 3 Aar, (nemlig 1013—1016), netop Forſkjellen mellem den rette og urette Tid for Knuts Tog, ligeſom man ved hiin Beregning taber 6 Aar, netop Differentſen mellem Svens rigtige Dødsaar 1014 og det urigtige 1008. Erik Jarl ſtred ved Ringmarahede 1016, og Thorkell 1010, disſe Slag ere viſtnok ogſaa forvexlede, da man vidſte, at Erik, Thorkell og Knut engang kæmpede i Fællesſkab: dette giver ligeledes et Tab af 6 Aar. Man havde et under Londons lange Belejring 1016 af de ſaakaldte liðsmenn, rimeligviis Thorkells Mænd, digtet Kvad om de ved den Lejlighed forefaldne Bedrifter, hvori baade Thorkells, Knuts og Ulfkells Navne forekomme; dette er ſenere urigtigt henført til Olaf, ſe den leg. Olafs Saga, Cap. 11, Fornm. S. V. 227, jvfr. Knytl. Saga, Cap. 14, hvor liðsmenn udtrykkelig nævnes ſom Ophavsmændene Man har endog mistydet Udtrykket „hinn er gætir grjótvarrar fyrir norðan Stað“ (den ſom gjæter Steen-Randen nordenfor Stad) ſom om det gik paa Olaf, og deraf lavet en Hiſtorie om en Steinvar nordenfor Stad, ſom Kongen ſkal have elſket (Fornm. S. V. 226): lige faa vel kan det henføres til Erik Jarl ſom til Olaf, og forklares allerſimpleſt ved „en Steenſkandſe nordenfor Staden“. Der er ſaaledes en Mængde ſamvirkende Aarſager til denne Forvirring, og der dannede ſig tvende Klasſer af urigtige Beretninger, den ene, der lod Olaf hjælpe Ædhelred, uden videre at forene ſig med Knut; dette er den ſædvanlige, og den henfører derfor hans Død til 1008 eller 9, ſamt Knuts Ankomſt til 1012; den anden, der lader Olaf forene ſig med Knut; den bringer derfor Knut til England 1009 og lader følgelig Sven dø 1005 eller 6. Flatøbogen ſammenblander begge og bliver derved dobbelt urimelig. Det er klart, at naar man paa denne Maade tabte 6 Aar, (1008—1014), hvilke man dog ved hine Kunſter, (nemlig iſær ved at antage Knuts Hjemme-Ophold til 3 Aar) fik reduceret til 3, maatte man komme i ſtor Forlegenhed med at faa Aarene til at ſtrække til. Olaf ſkulde være Konge 15 Aar, her vandt man et Aar ved at regne de 15 efter Neſjeſlaget; men endda kunde man ej faa Erik Jarl, hvad der virkelig var Tilfældet, til at forlade Norge 1015: man havde tabt 3 Aar og maatte følgelig lade ham drage afſted 1012. Tilſidſt fik man ud, at hans Broder Svein og hans Søn Haakon herſkede i 2 Aar efter hans Bortrejſe og indtil Olaf kom (1013—1014). Denne Tidsregning, der ogſaa findes i Æredigtet til Jon Loftsſøn (Fornm. Sögur. X. S. 425, 426) gaar igjennem flere andre Sagaer, navnlig Grettes Saga. I Virkeligheden var Svein kun een Vinter i Norge efter Eriks Bortrejſe. At Knytlſ. gjør Knut til kun 10 Aar gammel ved Faderens Død er ſaa meget urimeligere, ſom den ſelv rigtigt udgiver ham for en Søn af Gunnhild, med hvem Sven Tjugeſkegg var gift førend han egtede Sigrid 998. Det er ovenfor (S. 127) viſt, at Knuts Fødſel neppe lader ſig henføre til noget andet Aar end 987 eller 988, og at han ſaaledes ved Faderens Død var 26 eller 27 Aar gammel.
     Den ſædvanlige Angivelſe om Olafs Alder, at han ved ſin Død (1030) var 35 Aar gammel, og følgelig fød 995, ſynes rigtig. At han, da han drog i Viking, var 12 Aar gammel, stemmer baade med, hvad vi erfare om andre højbyrdige Ynglingers tidlige Krigstog, og er tillige en af de øvrige Kombinationer uafhængig Angivelſe, ſom Sagaſkriverne derfor maa have fundet i ældre Kilder. Da vi heller ikke idet Hele taget kunne betvivle Rigtigheden af hvad der opgives om hans førſte Vikingetog, der vel har medtaget i det mindſte eet, maaſke to Aar, førend han kom til England med Thorkell 1009, ſaa faa vi virkelig heraf ud, at han maa være fød omkring 995. Dette Aar bliver altſaa ſikkert, ſaa vel ſom at han opholdt ſig i England med Thorkell i nogle Aar, lige til 1013, at han derpaa herjede paa Frankrigs Kyſter, og opholdt ſig i Rouen indtil 1015, at han kom til Norge om Høſten 1015, og døde 1030. Om Fordelingen af Begivenhederne under Olafs Regjering, ſaa vel ſom de nærmere Omſtændigheder ved de enkelte Aar-Angivelſer, vil der nedenfor, paa ſine Steder blive talt.
     Aarſagen til Briansſlagets urigtige Forflyttelſe 10 Aar tilbage, er det nu neppe muligt at paaviſe. Man ſkulde næſten tænke paa en Fejllæsning af mxiv ſom miv.
  2. Se ovf. S. 129.
  3. At Olaf fødtes om Sommeren, ſiges udtrykkeligt i Olaf Tr. Saga, Cap. 18; hans Feſtdag, den 30de Juli, angives og i Brev. Nidr. ſom hans Fødſelsdag, ſe ovf. S. 316, Note. Hvor Gudbrand Kula boede, nævnes ej udtrykkeligt, man ſkulde ſnareſt antage det at have været paa eller ved Ringerike, ſiden vi erfare at en af hans Døtre eller Datterdøtre var gift med Vebjørn paa Huſeby ved Drammen, den anden med Thord paa Steig i Gudbrandsdalen, og Aaſta ſelv førſt med Harald fra Grenland, hvilket antyder en Beliggenhed omtrent midt mellem Veſtfold og Gudbrandsdalen. Den legend. Saga ſynes dog at forudſætte Gudbrandsdalen ſom hans egentlige Hjem, ſe nedf. S. 611.
  4. Dette fortælles i den legendariſke Olaf den helliges Saga, Cap. 15—18, og Flatøbogen (Fornm. S. I. S. 209—215). Den leg. Olafsſaga lader Harald ſende Aaſta hjem til hendes Fader, førend han tiltræder den ſidſte Rejſe til
  5. Se ovf. S. 287; Olaf d. hell. Saga, Cap. 193 denne nævner Gisſur, og lader Olaf være 6 Aar gammel; den legend. Saga Cap. 6 nævner derimod Gudbrand, og lader Olaf være 5 Aar gammel. Det maa vel merkes, at den ældſte bekjendte Afſkrift af Olaf d. hell. Saga, ſaa vel ſom Snorre, udelader denne Fortælling.
  6. Olaf d. hell. Saga, Cap. Idd, jvfr. Cap. 47. Snorre, Cap. 2 jvfr. Cap. 31. Det maa være Sigurds Lyſt til Agerdyrkningen, der har ſkaffet ham det viſtnok haanlige Tilnavn sýr, Sviin (d. e. den ſom roder i Jorden). Jvfr. Har. Haardr. Saga, Cap. 110.
  7. Den legend. Olaf d. hell. Saga, Cap. 6.
  8. Sammeſteds; ogſaa Flatøbogen omtaler det, men lægger Udraabet „Lys, Lys, Lys“, i Ranes Mund. At Olaf Ved denne Lejlighed ej var 5 Aar gammel, ſom den leg. Ol. S. beretter, men kun 2½ Aar, er ovenfor viiſt.
  9. Olaf d. hell. Saga, Cap. 20, 25, Snorre, Cap. 3.
  10. Olaf d. hell. Saga, Cap. 2. Den leg. Saga, Cap. 7. Snorre og den ældſte Afſkrift af Olaf d. hell. Saga udelader denne Fortælling.
  11. Olaf Tr. Saga, Cap. 20. Snorre, Cap. 2. Den leg. Saga, Cap. 7. Olaf d. hell. Saga, Cap. 21 (yngre Afſkrift) tilføjer et Vers, Olaf digtede om en Halldor Rannveigsſøn fra Sogn, der paa en Jagtfart faldt af Heſten, og ſom til Gjengjeld kvad en Viſe om Olaf, hvori han hentyder til Begivenheden med Bukken. Olafs Svar til Sigurd nævnes kun i den legend. Saga.
  12. Olaf d. hell. Saga (yngre Afſkr.) Cap. 24.
  13. Den legendariſke Saga og Flatøbogen. Skibenes Antal nævnes ej andenſteds.
  14. Dette bevidnes af Ottar ſvarte i et Vers, meddeelt i Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 4.
  15. Den leg. Olafsſaga, Cap. 8 lægger dette Sotaſkær ved Viken, og ſiger at det fik ſit Navn efter Vikingen Sote, der anførte den Vikingeflaade, med hvilken Olaf ſtred. Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 5, ſiger dog udtrykkeligt, at det laa „i Sviaſkærene“, og der anføres Vers af Ottar, hvoraf det fremgaar at Olaf allerede da var kommen i Øſterſøen og havde begyndt at herje Svithjods Nes; et andet Vers af Sighvat nævner at han kæmpede „øſtenfor“ Sotaſkær. Da nu Benævnelſen Sotaſkær viſt er temmelig gammel, meget ældre end Olafs Tid, ſynes det rimeligſt, at Vikingen Sote ved denne Lejlighed kun er fremmanet af den legendariſke Sagas Forfatter efter Skærets Navn, ligeſom overhoved Sote næſten ſynes at være et ſtaaende Navn for mange Vikinger. Fra den leg. Saga er Navnet da vel kommet over i den hiſtoriſke. Den legend. Saga og Flatøbogen har derhos en heel Fortælling om Olafs Kamp med Sote, der naturligviis maa anſees ſom opdigtet; ogſaa her gribes Anledningen til at faa et Mirakel iſtand, idet Olaf, ſom det heder, lægger ſine to Skibe mellem to Brændinger (Boder), der ej ſkadede ham. Sote, ſiges der, blev fangen med alle ſine Mænd, men ſluttede ſiden Forbund med Olaf og fulgte ham.
  16. Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 6.
  17. At Sviarne have haft et Lokalſagn herom, ſees nemlig af Sagaens udtrykkelige Ord, at man kunde paaviſe Bryggeſtøtterne
  18. Den leg. Saga, Cap. 15, 16. Denne henfører derhos Begivenheden til en Tid mellem Olafs Kamp i Karlsaa (ved den franſke Kyſt) og hans Tog op i Loire, hvorved Uſandſynligheden end mere forøges. Derhos nævner den ikke „Logen“ d. e. Mælaren, men kalder Indſøen Skarfr. Flatøbogen, der højſt ukritiſk ſamler Bidrag allevegnefra, har ej alene den ſimplere Beretning paa ſit Sted, men og, efter at have fortalt om Olafs ſidſte Tog til Frankrige, et Udtog af den legend. Beretning; Indſøen kaldes her Mar (Fornm. s. V. 166).
  19. Egentlig er Beretningen antageligere ſom Legende, end naar den er iført en tilſyneladende rimelig hiſtoriſk Dragt. Man kan forſtaa, hvorledes de, der troede paa Olafs undervirkende Kraft, kunde finde det rimeligt, at han fik Ejdet til at revne; men man kan ej begribe, hvorledes han ſkulde kunne grave en Kanal lige under den ſvenſke Hærs Øjne. Maaſke har der i Sverige allerede været et ældre Sagn om Kongsſunds eller Søderſtrøms Oprindelſe, hvilket ſiden er blevet henført til Olaf. Det maa være til det legendariſke Sagn, hvortil Olaf den helliges Saga, Cap. 26 ſigter, naar den ſiger at der gives dem, ſom fortælle, at en Deel af den ſvenſke Hær omkom, men at dette benegtes af Sviarne.
  20. Dette bevidnes af Ottar, der i et Vers (Olaf den helliges Saga, Cap. 27, Snorre, Cap. 6) førſt omtaler at „den gotiſke Hæ“ blev tvungen til at betale Afgift, ſiden, at Øſel herjedes.
  21. Olaf den helliges Saga, Cap. 27, Snorre, Cap. 7. Her anføres et Vers af Sighvat Skald, hvori det heder, at Olaf holdt Oddething (Slag) paa Øſel, og at Bønderne ſkyldte Fødderne deres Liv. Dette Udtryk, aabenbart hentet fra Verſet, forekommer i den leg. Olafsſaga, Cap. 9.
  22. Olaf den helliges Saga, Cap. 27, Snorre, Cap. 8. Den leg. S., Cap. 10 nævner ikke Herdalene, kun Finland. Hvor Herdalene ſkulle ſøges, vides nu for øvrigt ej, men Navnet forekommer i Sighvats anførte Vers, ſaa vel ſom Balagardsſida, om hvilken ſe ovf. S. 86.
  23. Sjoland nævnes i den leg. Saga, Cap. 10, ſom rigtignok her næſten ſynes at have Sjæland i Danmark for Øje; men da vi af Olaf den helliges Saga, Cap. 75, Snorre, Cap. 76, erfare, at Svithjods Kyſtland kaldtes Sjoland og ſaaledes netop bliver hvad de ſvenſke Love kalde Roden eller Rodslagen, er det aabenbart, at vi her nærmeſt maa tænke paa dette Landſkab.
  24. Hist. Norv. fol. 11 a.
  25. Det er allerede forhen omtalt, at den hiſt. Saga her ej nævner om Thorkell, men kun den legendariſke, og Flatøbogen i hvad den fra den har hentet; hvorhos det dog af Skaldenes Udſagn om de Slag i England, hvori Olaf deeltog, er klart at han virkelig maa have været forbunden med Thorkell. Da nu den hele Kombination i den hiſt. Saga, ifølge hvilken Olaf ſkulde være kommen til England 1008 ſamtidigt med Sven Tjugeſkeggs Død, er urigtig, og ſaaledes maa anſees for ſenere Tiders Verk, er der ingen Nødvendighed for at antage, at Olaf juſt ſkulde være kommen til England allerede 1008, hvorimod den ſtørſte Sandſynlighed erfor, at han, da han nu engang befandt ſig i de øſterſøiſke Farvande, og lige i Nærheden af Thorkell høje, hvad enten denne opholdt ſig i Jomsborg eller i Skaane, allerede her ſluttede ſig til ham. Hvad der ovenfor nævnes om Kampen ved Sudrvik, ſætter det næſten endog udenfor al Tvivl. Men i dette Tilfælde kan Olaf følgelig ej være kommen til England 1008, men 1009 i Auguſt Maaned, tilſammen med Thorkell. Hvis han, ſom begge Sagaer berette, 12 Vintre gammel drog ud paa Vikingetog, følgelig 1007, maa han altſaa virkelig have tilbragt Vinteren 1008—1009 etſteds ved Øſterſøen, og Beretningen i Hist. Norv. bliver følgelig meget ſandſynlig: den tør kanſke endog nærmere forklare det Venſkab, hvori Olaf ſenere findes ſtaaende med Storfyrſt Jaroſlav, ſom, ifølge Neſtor, i det mindſte i 1011, og rimeligviis allerede tidligere, beherſkede Novgorod. Angivelſen er i ſig ſelv ſaa rimelig, at man ingen Grund har til at forkaſte den, lige ſaa lidet ſom den anden, at Olaf ved ſin førſte Udfart hjemmefra var 12 Aar gammel. At enkelte Sagaer ſiden have forvexlet Thorkells Tog 1009 med hans andet eller rettere Knuts 1015, og følgelig ladet Olaf ſlutte Forbund med Knut, ej med Thorkell, er ovenfor omtalt; den førſte Oprindelſe dertil lader ſig maaſke paaviſe i Hist. Norv. fol. 11 b, hvor der ſiges at Olaf, ankommen fra Øſterveg til Danmark, paa Sven Tjugeſkeggs Anmodning fulgte ham og hans Søn Knut til England. Dette ſtøtter ſig nemlig aabenbart til Adam af Bremen II. 49, hvor det heder at Sven drog til England med ſin Søn Knut og Olaf, Cracabbens Søn, ved hvilken han, ſom af det flg. ſees, mener Olaf den hellige. — Den leg. Saga lader Olaf opſøge Thorkell i England, hvilket naturligviis maa være urigtigt, efterſom Thorkell da endnu ej var kommen til England. Men ſom en Følge deraf henfører den og Sudrvik til England. Suderwyck paa Pelworm idet friſiſke Eiderdelta findes paa Langebeks Kart i Scr. rer. Dan. VII. Et Søndervig findes og ved Ringkjøbingfjorden paa Jyllands Kyſt, men da dette ej kan ſiges at ligge „Syd for Jyllandsſiden“, er det rimeligſt at hiint er meent. Sighvat nævner udtrykkelig Striden i Finland ſom Olafs 3die, i Sudrvik ſom hans 4de og ved Kinnlimaſida ſom hans 5te Strid.
  26. Olaf den helliges Saga, Cap. 30, Snorre, Cap. 10. Kinnlimaſida, ſaaledes benævnt efter Kennemarland (ſe ovf. S. 423), kaldtes, ſom det ſynes, hele den hollandſke Kyſt. Sandſynligviis er dette det ſamme Tog, hvortil den i Begyndelſen af det 11te Aarhundrede levende „Alpertus Monachus“ fortæller i ſin Bog de diversitato temporum, hvor han beretter: piratæ ex diversis insulis Oceani cum magna multitudine navium emersi, per flumen Meriwido usque ad portum Tyle pervenerunt, &c. ligeledes omtaler han et Angreb idet følgende Aar, paa Bredderne af Leck. Disſe Angreb henføres i Bouquet, Rer. Gall. Scr. X. 138, til 1009 og 1010; men alt hvad man af Texten kan ſe, er at de ſkede kort efter 1005.
  27. Se ovenfor S. 470—472. Olaf den helliges Saga, Cap. 32, Snorre, Cap. 13. Naar der ſidenefter (Cap. 33, Snorre, Cap. 14) anføres et Vers af Ottar ſvarte, hvor det i almindelige Udtryk heder, at Englænderne ej kunde ſtaa ſig mod Olaf, ſamt at han aftvang dem Tribut, maa man nærmeſt tænke paa Thorkells og følgelig Olafs førſte Ophold og Tog i Landet, ſe ovf. S. 470. Man behøver ikke bedre Beviis paa, at Verſene af Ottars og Sighvats Kvad ere revne ud af deres rette Orden og aldeles kaſtede om hinanden, end at Ottars Vers, hvori han omtaler Ædhelreds Gjenindſættelſe i Riget efter Svens Død, nævnes før Slaget paa Ringmarahede o. ſ. v.
  28. Se ovf. S. 470.
  29. Se ovf. S. 481 Det maa dog ogſaa erindres, hvad der ogſaa ovenfor (S. 475) er omtalt, og hvad der nedenfor atter vil blive berørt, at Ædhelred og Thorkell, følgelig vel ogſaa Olaf, udholdt en Belejring i London 1013, hvorpaa maaſke og Sighvats Vers kunde pasſe, og at Olaf den helliges Saga tilligemed Snorre virkelig henføre Sighvats Vers til Ædhelreds og Olafs Angreb paa (Fejltagelſe i Stedet for „Forſvar af“) London, uden at nævne Knut, ligeſom og Chron. Sax. her udtrykkeligt beretter at flere af Danerne ved deres Fremſtormen druknede i Temſen. Men hvilken af disſe Begivenheder, Knuts Angreb 1016 eller Ædhelreds Forſvar 1013, Sighvat end har meent, ſaa har han dog omtalt den paa et urigtigt Sted.
  30. Olaf den helliges Saga, Cap. 38, Snorre, Cap. 28. Den proſaiſke Beretning har her, at Olaf kæmpede med Thingmændene; derom ſtaar der dog intet i Sighvats Vers, ſom kun ſiger at den „danſke Hær“ faldt. Merkeligt er det dog ellers, at der og ſtaar at Olaf „gav Englænderne røde Pander“; altſaa ſkulde det ſynes ſom om han her ſtred mod Englænderne. Ved Nyjamoda har man tænkt paa Newport ved Wight, hvilket ej bliver ſaa uſandſynligt, naar man har for Øje, at Ædhelred fra London flygtede til Wight og derfra til Nordmandie, og at Olaf efter al Sandſynlighed ledſagede ham paa denne Fart. Dog maatte Olaf i ſaa Fald have beſtaaet denne Kamp, efter at han havde udholdt Belejringen i London, ikke før.
  31. Se Ottar ſvartes Vers i Olaf den helliges Saga, Cap. 31, Snorre, Cap. 12, Knytl. Saga, Cap. 7, Fagrſkinna, Cap. 86.
  32. Denne Bugt er nemlig for ſtor til at man godt kan tænke ſig at vore Forfædre have betragtet den ſom en Fjord. Udtrykket „paa Højderne“ (á hóli, á hólunum) har man villet forklare ved Kaſtellet Mont St. Michel, der tilligemed det tilhørende Kloſter ligger eller laa paa en Dobbeltklippe i Søen (Tumba og Tumbella) hvorfor det kaldtes ad duas tumbas. Det nævnes i den tidligere, ovenfor (S. 247) omtalte Krig mellem Ædhelred og Richard I af Nordmandie, ſe Villjam af Jumièges, V. 4. At Olaf ellers var inde i denne Bugt, ſees af Fortællingen om hans Angreb paa Dol, ſe nedenfor S. 507.
  33. Den legendariſke Saga, Cap. 13 fortæller her, at Olaf fangede Villjam Jarl med hans Mænd m. m. Dette ſiger dog ikke Kvadet, der kun melder, at Olaf ſtred udenfor Villjams By. Om Villjam ſe nedenfor S. 508.
  34. Her tilføjer den leg. Saga ogſaa en Deel nærmere Omſtændigheder, ſom neppe kunne andet end være opdigtede. Navnlig fortæller den om, hvorledes Olaf een Gang alene gik op i Landet, og kom tilbage, drivende en heel Hob Fanger foran ſig, hvilke paaſtode at en heel Hær af Riddere var kommen Olaf til Hjelp og havde bundet dem, men ſtrax efter var forſvunden. Ogſaa Flatøbogen har optaget det; men det findes ej i det ældſte Hdſk. af Olaf den hell. Saga, ligeſaa lidt ſom hos Snorre.
  35. Herom indeholder Sighvats Kvad intet andet end at Geirfinn blev fangen i Gunnvaldsborg. Det er Sagaerne, der tilføje Løskjøbelſen; den hele Udtryksmaade er her ſaa lig den, ſom den legend. Saga kort ovenfor anvender om Jarlen Villjam, at begge Beretninger næſten ſkulde antages at have fælles Oprindelſe. For øvrigt lægger den legend. Saga Gunnvaldsborg paa et andet Sted end Seljepolle. „Derfra“ (nemlig Seljepolle), heder det, „drog han til det veſtre Frankland til Gunnvaldsborg“, o. ſ. v.
  36. Det ældſte Hdſk. af Olaf den helliges Saga (Cap. 34, 35) ſaa vel ſom Snorre Cap. 16, 17 og Fagrſkinna, omtale Kampen ved Karlsaa alene i Forbigaaende, de ſige kun at Olaf herjede der. Den legendariſke Saga, Caga, Cap. 14 fortæller derimod vidtløftigt, at han drog ſyd til Karlsaa, herjede paa begge Sider af Aaen, og ſtred med de hedenſke Folk; men at der udenfor Aaen laa en uhyre Margyg eller Havfrue, til hvilken Indbyggerne blotede og ſom var dem til det ſtørſte Forſvar; denne ſkulde og have ødelagt et Skib for Olaf, der da havde fem Skibe, men Olaf ſkal have kaſtet et Spyd mod hende og gjennemboret hende; nogle, heder det, ſige at Olaf førſt hug den ene Haand af hende og ſkød hende ſiden. Fortællingen er ogſaa optagen i de yngre Afſkrifter af Olaf den helliges Saga, Cap. 85, der og tilføjer en Fabel om et uhyre Vildſviin, der angreb Olaf, ſom dræbte det ved at hugge Trynet af det, o. ſ. v. (Cap. 36), men hvilken Fortælling den legendariſke Saga meddeler paa et andet Sted, og uden at angive nogen beſtemt Lokalitet (Cap. 18). Æventyret er end mere udſmykket i Flatøbogen (Fornm. s. V. S. 162), der kalder dette Olafs 14de Landgang, og lader Kongen hugge Hænderne af Margygen. Paa begge Steder heder det, at Kongen efter at have dræbt Vildſvinet forandrede ſit Sverd Bæſings Navn til Hneite (Hneitir), fordi det overgik (hneitti) alle andre Sverd. Uagtet de hiſtoriſke Sagaer udelade det overnaturlige, er det dog tydeligt, at de ej have haft nogen anden Beretning for Øje, deels fordi de alle ſtrax efter fortælle at Olaf, medens han laa i Karlsaa, vilde til Njørvaſund og havde hiin Drøm, der bød ham vende tilbage, deels fordi Fagrſk. Cap. 86 endog har det charakteriſtiſke,,.at Olaf herjede paa begge Sider af Aaen“. Det Hele viſer ſig ſaa aabenbart ſom et Æventyr, at man, da ogſaa Skaldene tie derom, aldeles maa lade det bortfalde. Hvad der fremdeles gjør det mistænkeligt, er at endog den legendariſke Saga, der meddeler det, dog hverken giver Kampen i Seljepolle eller den i Karlsaa noget Tal, men kalder Striden ved Varrande Olafs 13de Kamp. Og man bør endelig merke, at ſaavel den legend. S. Cap. 15, 16, ſom Flatøb. i umiddelbar Forbindelſe hermed har Olafs Tog til Sverige, Overvintren i Mælaren og underfulde Redning derfra, hvorpaa Olaf (Cap. 17) atter gaar til England, vil til Njørvaſund, og kommer til Poitou. Thi denne Anordning, hvor forvirret den end er, ſynes dog at have været den oprindelige i Bearbejdelſen af Olafs Bedrifter, da man førſt derved faar ud, hvad ogſaa den hiſtoriſke Saga beretter, at han tilbragte „to Somre og en Vinter“ paa dette Tog. Den hiſt. S. har ſløjfet, eller rettere paa et rimeligere Sted indſat Mælarhiſtorien, uden dog, hvad der da ogſaa burde ſke, at ſløjfe den Vinter, der ſkulde have medgaaet paa Toget. Olafs hele Expedition reducerer ſig ſaaledes i Virkeligheden kun til et Herjetog langs Kyſterne af Bretagne og tildeels til Poitou. — Naar der ellers tales om Karlsaa og Hedningerne, maa de, der ſammenſatte denne Legende, nødvendigviis have tænkt paa Spanien og Mohammedanerne, hvilke de Chriſtne i Middelalderen, og navnligen vore Forfædre, anſaa for Hedninger. Spanien nævnes endog udtrykkelig i Olaf den helliges Saga, Cap. 49. — Skulde man vove nogen Gisning om, hvad der muligviis kan have foreſvævet dem, der allerførſt opſpandt denne Legende, hvis de ikke alene have ladet ſig lede af ſin Fantaſi, da maa man tænke paa hiint af os ovenfor i 1ſte B. S. 425 Note 5. omtalte Afgudsbillede paa Taarnet i Cadiz, der efter Makkaris Udſagn af Indbyggerne troedes at udøve et Trylleri over Søen, og tillige tjente ſom Sømerke for at betegne Indløbet til Strædet, indtil det endelig 1146 blev nedtaget efter Ali Ebn Maimuns Befaling. Karlsaa bliver da — hvis vore Forfædre virkelig have tænkt ſig noget virkeligt Punkt derved — Guadalquivir; den Forbindelſe, hvori det omtales med Njørvaſund, beſtyrker denne Gisning. Men deſto uſandſynligere bliver det ogſaa, at Olaf nogenſinde er kommen der.
  37. Guerrande, hvis Navn aldeles ſvarer til „Varrandi“ ligeſom „Gualans“ til „Valund“, guarde til vörðr, ligger ved Kyſten mellem Loire og Vilaine. Betragter man Kartet, vil man meget let kunne ſkjønne, hvorledes Sighvat, ſom desuden ei ſelv var paa Stedet, kunde komme til at begaa de her paapegede Fejltagelſer. Han vidſte at Olaf var kommen ned til Poitou, og at dette laa ſøndenfor Loire; han vidſte at Olaf havde trængt opad Loire, og havde herjet Guerrande, — altſaa troede han at Guerrande laa oppe i Landet (sjó fjarri) og i Poitou. Ottar er bedre underrettet, hvor han ſiger at Olaf herjede ei Túskalandi, d. e. Túrska landi, i det Tourſke Land, d. e. Touraine. I Stedet for „Peitu“ har den legendariſke Saga, merkeligt nok, Væini eller Vænu: ſkulde dette kun være Skrivfejl f. Peitu, eller Fordrejelſe af „Vilaine“?
  38. Villjam af Jumièges, V. II.
  39. Han fortæller nemlig ſenere (Cap. 12), at Olaf, efter at være kommen tilbage til Rouen, blev af Erkebiſkop Robert overtalt til at lade ſig døbe, og derpaa vendte tilbage til Norge, hvor han faldt ſom en Martyr for Troen, dræbt af ſine egne Underſaatter. Ogſaa enkelte af vore egne Forfattere tale om Olafs Daab i Rouen ved Erkebiſkop.Robert, ſom ſiden ſkal viſes. At Villjam kalder Olafs Hær under Eet „Hedninger“ kommer Vel iſær deraf, at man endnu var vant til at betragte Vikingerne ſom ſaadanne, deels vel ogſaa af at der endnu var mange Hedninger i Olafs Hær.
  40. Adamar af Chabanois, hos Bouquet X. 155. Han henfører dette omtrent til 1019, men Adamars Chronologi er meget løs og uſikker, da han endog omtaler flere Begivenheder i urigtig Orden. Hertug Villjams Navn kunde minde om Griſlepolle, hvis dette ej ſnarere var at ſøge i Bretagne.
  41. Nemlig ovenfor 1ſte B. S. 654. Hist. Norv. fol. 4 b.
  42. Af Endelſerne „Polle“ i „Griflepolle“, „Seljepolle“ ſees det, at Benævnelſerne have været yderſt ſpecielle; Poll betegner netop det inderſte af en næſten indelukket liden Bugt. Det er derfor ej engang at vente, at ſaa ſpecielle Navne ſkulle være opbevarede, med mindre man kunde ſtøde paa dem i et enkelt Diplom. Endog kun en eneſte Fjord, f.Ex. den der gaar ind til Breſt, kunde indeholde flere ſlige Poller, og den nøjagtigſte Lokalkundſkab maatte her udfordres for at paaviſe de af Skaldene betegnede Steder.
  43. Se o. S. 478, Note 2.
  44. Det maa ikke overſees, at Flatøbogen udtrykkelig nævner Thorkell og Ulf ſom ledſagende Olaf paa det Tog, hvorved han kom til Karlsaa (Fornm. S. V. 162). Om Suavi, ſe o. S. 482, Note 3.
  45. Dette er de udtrykkelige Ord i Olaf den helliges Saga, Cap. 38, Snorre, Cap. 19.
  46. Villjam af Jumièges, Cap. 12. Olafs Daab i Rouen omtales i flere af de hos Langebek, Scr. Rer. Dan. II. 532, flg. meddeelte Legendefortællinger om Olaf, nemlig i historiales lectiones, S. 533, den plattydſke Legende, S. 536, Breviarium Nidr. S. 591; og i en gammel norſk Homilie om Olaf, ſe Munch og Unger Oldn. Læſebog. S. 101, endelig Thjodrek Munk, Cap. 13. Denne ſidſte omtaler det dog kun ſom en fra den ſædvanlige afvigende Beretning, og anfører endog ſom Hjemmel en historia Normannorum, hvor han havde læſt, at Olaf var bleven døbt af Erkebiſkop Robert i Rouen. Han tilføjer dog en Urigtighed, nemlig at Hertug Villjam af Nordmandie ſkulde have taget ham til Hjelp mod Kong Robert af Frankrige. Den norſke Legende røber ſin udenlandſke Oprindelſe ved at kalde Rouen Rœm, ej Ruða.
  47. Olaf d. hell. Saga, Cap. 40. Snorre, Cap. 25. Det er for øvrigt kun disſe, der lade Rane ſendes til England for at agitere til Fordeel for Ædhelreds Sønner. Den legendariſke Olafs S. Cap. 17, ſaa vel ſom Fagrſkinna, veed kun at Rane ſendtes for at virke til Bedſte for Olaf ſelv „med Pengegaver og Vennetaler“; og dette er aabenbart det rigtigſte.
  48. Olaf var nemlig dragen hjem til Norge 1015, og Eadmund blev dræbt 1016; førſt 1017 egtede Knut Emma.
  49. Olaf d. hell. Saga, Cap. 40. Snorre, Cap. 25.
  50. Den legend. Saga, Cap. 17, der regner Slaget ved Jungafurda ſom Olafs 14de. Fagrſk. Cap. 873 den regner dette Slag for Olafs 16de, hvorimod Karlsaa og Varrande blive hans 14de og 15de. Navnet Jungafurda fordrejes paa flere Maader. Flatøbogen indſkyder endog ſtrax efter Kampen ved Varrande et Capitel, hvor der handles om det 16de Slag ved Audafurda og det 17de á Vallandi, hvori man øjenſynligt gjenkjender Slagene ved Jungufurða og fyrir Valdi; og dog omtaler han ſenere ogſaa disſe.
  51. Egentlig fyrir Valdi, d. e. „udenfor Vald“.
  52. Foruden de her nævnte Bedrifter tillægge de yngre Sagaſkrifter ham ogſaa flere, tilligemed andre 2Eventyr, mere eller mindre uſandſynlige, og alle paatageligen opdigtede. Bi ville her kun i al Korthed omtale dem. Den legend. Saga fortæller om et Angreb, Olaf og Thorkell gjorde paa Irlands Veſtkyſt, hvor deres Skibe kom paa Grund og nær vare blevne tagne, hvis Olaf ej i alles Navn havde lovet at afſtaa fra Hærferd og Ran (Cap. 17). Dernæſt fortælles om at Olaf, Rane og Sote laa i Viking og kom til et Sted, hvor der var en Spaakvinde, hvilken Sote med Kongens Tilladelſe udfrittede om ham, og fik det Svar, at han vilde vorde ſaare berømmelig, men at det ſkulde blive et Tegn paa hans nær foreſtaaende Død, naar han kom til at forſnakke ſig eller tale fejl. Herpaa fortælles om hiint Vildſviin, ſom de ſædvanlige Sagaer henføre til Karlsaa (Cap. 18). Endelig udſpørger Olaf en Eremit i England,
  53. Flatøbogen beretter, efter Kampen ved Karlsaa, at Olaf drog til England med 60 Skibe; at Thorkell kom til ham og ſluttede Forbund med ham, og ſøgte at bringe et Forlig iſtand mellem ham og Knut, hvilket ogſaa lykkedes, ſaaledes at Olaf tilſagde ham ſin Hjelp til at vinde Londons Brygger, imod at Knut afſtod ham den Deel af Norge, der ſtod under Knuts Herredømme. Vel findes dette kun i Flatøbogen, der ellers her viſer ſig ſaa ukritiſk; men det ſtemmer ſaa vel med, hvad der virkelig ſynes at maatte have været Tilfældet, at man heller ikke ganſke tør paaſtaa det at være grebet af Luften. Saa vidt ſom til et Forbund mellem Olaf og Knut kan det dog vel ej være kommet.
  54. Det er ſtrax ovenfor viiſt, paa hvilket Sted hver enkelt af de forſkjellige Sagabearbejdelſer omtaler hiin Begivenhed mellem Knut og Olaf. Det er egentlig kun den legendariſke, der har den paa et nogenlunde rimeligt Sted; de to andre, navnligen Flatøbogen, indſkyde den hvor man allermindſt ſkulde vente den. Man er derfor, hvis man ej aldeles vil forkaſte den, endog nødſaget til at henføre den til det eneſte Tidspunkt, paa hvilket den kunde have fundet Sted, nemlig ſtrax efter Knuts Ankomſt 1015. Saxo (S. 510) fortæller og, at Olaf, efter allerede at have været udnævnt til Norges Konge, underſtøttede Knut i England, men angiver ſom Aarſag til deres Uvenſkab, at Knut enten krænkede hans Elſkede ved Navn Alffiva (Alviua), eller og bedrog ham for den ham lovede Deel af England.