Det norske Folks Historie/2/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Northumberland, fortælle vore Sagaer, udruſtede Olaf ſig til ſin Hjemrejſe. Han lod ſine Langſkibe blive tilbage, men indſkibede ſig med 140[1] udvalgte og vel udruſtede Mænd paa to Knerrer eller ſtore Kjøbmandsſkibe. Dette klinger vel noget beſynderligt, men det bekræftes ved et Vers af den ſamtidige Ottar ſvarte, og man kan ſaaledes ikke betvivle Fortællingens Rigtighed. Ved nærmere Eftertanke vil man og lettelig indſe, at da Olafs Styrke, om han end anſtrengte ſig til det yderſte, ej var ſtor nok til at kunne erobre Norge med Magt eller til at modſtaa Jarlernes forenede Kræfter, hvis han ej fandt Tilhængere blandt Folket ſelv, handlede han langt klogere i at komme ſaa ubemerket ſom muligt til Landet og undgaa al Opſigt, indtil han havde mindet et tilſtrækkeligt Antal Tilhængere, end om han havde landet med Krigsſkibe og ſtrax begyndt aabenbar Krig. Det Hele var for ham et Lykkeſpil Var han uheldig, ſaa havde han idetmindſte ſine Langſkibe i Behold i England; var han heldig, behøvede han dem ej, eller kunde ſenere lade dem hente. Om Høſten forlod han Northumberland. Han havde et haardt Vejr paa Overrejſen, og kom endog i Fare; men da han havde dygtige Folk, og desuden Lykken var med ham, ſom Sagaen ſiger, landede han dog omſider i god Behold paa Norges Veſtkyſt i Nærheden af Stad, ved en liden Ø, kaldet Sæla[2]. Ved at høre Øens Navn (d. e. den ſæle, den lykkelige), ſagde Kongen at dette var et godt Tegn. Men ved Landſtigningen gled han paa den lerede Strand, og faldt i Knæ. „Nu faldt jeg“, raabte han. „Nej“, ſvarede Naar, „nu fæſtede du Fod i Norge“. — Kongen lo og ſagde: „maaſke det kan være ſaa, om Gud vil“. Han gik derpaa atter ombord og ſejlede ſydefter til Ulveſund, hvor han fik at vide at Haakon Jarl juſt befandt ſig i Sogn[3]. Der fortælles at Olaf, idet han juſt havde lagt til Land, fik Beſøg af en Bonde, der gik ind til ham .i hans Telt, hvor han ſad og telgede et Spydſkaft. Bonden ſpurgte hvo han var: Olaf udgav ſig for en Kjøbmand. „Ja, ja“, ſkal Bonden have ſvaret, „Kjøbmand, det ſkal jeg tro, jeg kjender nok Olaf Tryggvesſøns Øjne, og veed for viſt at du ſnart vil treffe ſammen med Haakon Jarl og vinde en ſtor Sejr“. „Hvis det gaar ſom du ſiger“, ſagde Kongen, ſaa ſkal du nyde godt deraf, og da maa du komme til mig[4]“.

Der er en Fortælling om, at Erik Jarl, allerede førend han forlod Norge, ſkal have haft Nys om Olafs Planer, og holdt et Thing, hvori han anbefalede ſine Mænd at være paa deres Poſt Ligeledes fortælles det, at Haakon Jarl, ved at høre om Olafs foreſtaaende Beſøg, ſkal have gjort en Rejſe til England for at faa Hjelp hos Knut, der gav ham en heel Mængde Ruſtninger og Vaaben, hvormed han vendte tilbage til Norge. Det førſte er ikke uſandſynligt, thi Erik forlod Norge kun ganſke kort Tid før Olafs Ankomſt; det ſidſte er derimod baade i ſig ſelv urimeligt, og tillige umuligt for Tidens Skyld[5]. Man ſer tydeligt, at Haakon, om han end, hvad man vel maa antage, havde en Anelſe om at Olaf vilde komme, dog ſlet ikke vidſte, naar og hvor han egentlig var at vente. Derimod maa Olaf have faaet nøjagtige Efterretninger om hvad Haakon tog ſig for, thi da han kom ned til Saudungsſund, det nu ſaakaldte Saudeſund paa Øſtſiden mellem Atleøen og nogle ſmaa Øer, lagde han ſig med eet Skib paa hver Side af Sundet og et tykt Ankertoug imellem, for at oppebie og fange Haakon Jarl, hvis Ankomſt han ſaaledes maa have ventet. Der er endog et Sagn om at en Finn, der beſad Spaadomsgave, befandt ſig blandt Olafs Folk, og forudſagde, at Haakon Jarl vilde komme. Viſt er det, at Haakon ſtrax efter kom ind i Sundet med en fuldruſtet Skejd[6]. Han ſaa vel Olafs Skibe, men antog dem paa Grund af deres Udſeende alene for Kjøbmandsſkibe, og ſtandſede ikke ſin Fart. Men da han var kommen lige over Ankertouget, lod Olaf dette i Haſt ſtramme ved Vindaaſer eller Spil, ſom allerede paa Forhaand vare indrettede, idet man tillige begyndte et Angreb med Spyd og Steenkaſt. Jarlens Skib lettedes op og kantrede, og ſaavel Jarlen, ſom alle hans Mænd ſtyrtede i Vandet; de fleſte bleve dog dragne op og bragte ombord paa Kongens Skib; nogle faa vare druknede eller dræbte ved det pludſelige Angreb. Haakon Jarl blev ført frem for Kongen, og tog Sæde i For-Rummet. Han var da 17 Aar gammel, og den ſmukkeſte Yngling, man kunde ſe for ſine Øjne. Hans Haar var langt og fagert ſom Silke: om hans Hoved var et Guldlad eller Smykke. „Det er dog ſandt“, ſagde Olaf, „hvad man ſiger om Eder og Eders Æt, at I ere overmaade ſmukke, men nu er det forbi med Eders Lykke“. „Det er juſt ikke Tegn paa at Lykken ganſke har ſlaaet Haand af os“, ſagde Jarlen, „om end ſaadant ſom dette engang kan hænde; det gaar jo ofteſt ſaaledes, at ſnart den ene ſejrer, ſnart den anden; ſelv er jeg ung og uerfaren, og ventede heller ikke nogen Ufred, ſaa at jeg ikke var beredt paa Forſvar: en anden Gang tør det maaſke gaa bedre“. „Men har du da“, ſpurgte Kongen, „ingen Tanke om at der herefter hverken kan være Tale om Sejr eller Tab for dig?“ — „Det kommer an paa Eder“, ſagde Haakon. „Hvad vil du da gjøre for at ſlippe uſkad herfra“, ſpurgte Kongen. „Lad mig høre, hvad I forlanger“, ſpurgte Jarlen. „Intet andet“, ſagde Kongen, „end at du forlader Landet, og ſaaledes giver Slip paa dit Rige, hvorhos du og ſkal ſværge mig en Ed paa, aldrig herefter at holde noget Slag med mig“. Jarlen ſagde at han dertil var villig, overdrog Olaf ſit Rige, og tilſvor ham, at han aldrig herefter ſkulde ſtride mod ham, eller med Vaabenmagt gjøre ham Herredømmet i Norge ſtridigt. Ved Hjelp af Olafs Mænd fik Haakon ſit Skib bragt paa ret Kjøl igjen, og ſkyndte ſig fra Landet ſaa haſtigt han kunde[7]. Efter en enkelt Beretning ſkal Olaf have ſkjenket ham Syderøerne og hjulpet ham til at vinde dem[8]. Dette ſavner dog al Rimelighed, og ſtrider desuden mod de ſikrere Oplysninger om Haakons videre Skjæbne, ſom vi andenſtedsfra have, nemlig at Haakon begav ſig til England, og opholdt ſig i den længſte Tid hos ſin Morbroder Knut. Vore egne Sagaer, der lade Erik Jarl dø for Olafs Ankomſt til Norge, fortælle at Haakon ſtrax drog til Knut; Erik var imidlertid, ſom vi vide, da endnu ikke død, og levede endog flere Aar derefter. Det er derfor i ſig ſelv rimeligt, at hans Søn Haakon allerførſt har taget til ham. Men da han juſt paa denne Tid opholdt ſig ved Hæren hos Knut, kom det i ſig ſelv ud paa eet og det ſamme, hvad enten Haakon tog ſin Tilflugt til ham, eller til Kongen. Knut modtog Haakon paa det venligſte, og gav ham ſtore Forleninger i ſit Rige[9]. Det er allerede forhen omtalt, hvorledes vi i engelſke Breve fra de følgende Aar oftere finde ham nævnt[10]. Vi ville ſiden ſe ham, trods ſin Ed, atter at gjøre Fordring paa Herredømmet i Norge. Men dette var efter hans Faders Død. Erik Jarl ſynes at have regnet det nøjere med Eden.

  1. Antallet angives forſkjelligt. Den ældſte Afſkrift af den hiſt. Olaf den helliges Saga ſaa vel ſom Fagrſkinna nævner „:20 Mænd og et Hundred“ (d. e. 120), altſaa tilſammen 140; yngre Afſkrifter nævne derimod tre Hundrede, d. e. 360.
  2. Man anſer ſædvanligviis denne Ø for at være den ſamme ſom Sellø, hvilket ogſaa den angivne Beliggenhed ſynes at beſtyrke; dog er det at merke, at Sellø ellers ſtedſe kaldes Selja.
  3. Olaf den helliges Saga, Cap. 42, Snorre, Cap. 20.
  4. Den legendariſke Saga, Cap. 20.
  5. Den legendariſke Saga, Cap. 19, 20.
  6. Den legendariſke Saga, Cap. 21.
  7. Saaledes fortælles denne Begivenhed i Olaf den helliges Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 28, Fagrſkinna, Cap. 89. Den legendariſke Saga beretter altſammen noget omſtændeligere. Ifølge den har Haakon Jarl to Skibe, nemlig et Langſkib og en Skude. Samtalen med Jarlen gjengives vidtløftigere. Olaf beder ham at vælge mellem Liv og Død, og nævner ſom Betingelſe for det førſte, at han ſkulde blive hans Jarl. Jarlen ſiger at han ej havde noget derimod, naar det ej var for Skams Skyld, da han nu engang havde været Herre over to Dele af Landet. Da ſpørger Olaf hvad han vil gjøre for at beholde Livet. Haakon ſværger nu Ed paa, aldrig at føre Vaaben mod Olaf, og aldrig oftere at komme til Norge, men hvor han treffer Olafs Mænd at forſvare dem, og ſige ham til, hvis han veed om nogen Svig imod ham. Meget heraf ſtemmer ſaaledes Ord til andet med den ſædvanlige Beretning, at det næſten ſer ud ſom om denne kun var et Uddrag af den vidtløftigere. Ogſaa Thjodrek (Cap. 15) fortæller om Haakons to Skibe, et Langſkib og en Skude, ligeledes Ágrip, Cap. 26. Beſkrivelſen over det Øvrige lyder i det Væſentlige, ſom ovenfor. Om Begivenheden ſelv kan der ej være nogen Tvivl, da ſaa vel Ottar ſom Sighvat omtale dem i Vers, der anføres: „den mægtige, ærgjerrige Konge ſagde at han endelig maatte ſinde Haakon i det gamle Saudungsſund; den tapre unge Fyrſte traf der den Jarl, ſom var den næſt ypperſte og af bedſt Æt over hele den danſke Tunge“. Haakons Alder opgives forſkjelligt. Det ſædvanlige er 17 Aar; et Hdſkr. af Fagrſkinna har „14“; Ágrip har „15“. Det er ovenfor (S. 410) viiſt, at Erik Jarl i Aaret 996 blev gift med Gyda, Sven Tjugeſkeggs Datter. Deres Søn Haakon kunde ſaaledes ej være fød før 9963 derimod kan han gjerne være fød efter. Han kan altſaa i Aaret 1015 viſtnok have været 17, i ſit 18de Aar, men ogſaa maaſke yngre. De fleſte Vidnesbyrd ere dog for Tallet 17, og derfor er det vel det retteſte.
  8. Ágrip, Cap. 20.
  9. Den legendariſke Olafs Saga ſiger at Knut ſatte Haakon til Jarl inden Hirden, og gav ham et ſtort Len. Han kaldes ogſaa Hacun dux i de engelſke Diplomer.
  10. Hans Navn forekommer fra 1019 til 1031; hvorledes dette ſidſte Tal er at forklare, ſkal nedenfor omtales.