Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/2/60

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efter de oplandske Kongers Nederlag og Freden med Sverige havde Olaf saaledes befæstet sit Herredømme i Viken og paa Oplandene, at hans Nærværelse der ej længer var nødvendig. Han var nu, siger Sagaen, Enevoldskonge over det hele Land, medens Harald Haarfagre derimod havde mange Fylkeskonger under sig: han havde nu ved fredelig Overeenskomst faaet den Deel af Landet, som Sviakongen havde haft; Danekongens forrige Deel havde han taget med Magt, og herskede der lige saa fuldt som andensteds i Landet. Han kunde saaledes nu uforstyrret udføre sin store Plan, aldeles at udrydde Hedendommen, hvormed han hidtil blot forsøgsviis, og hist og her, havde kunnet beskjeftige sig.

Vi have allerede ovenfor berørt Christendommens Tilstand i Norge ved Olafs Ankomst. I de Dele af Landet, som Olaf Tryggvessøn havde christnet, nemlig alle Kyst-Distrikterne, Throndhjem og Haalogaland iberegnet, var vel Mængden af Befolkningen saa at sige christnet, men denne Christendom bestod dog for en stor Deel kun i Navnet, da det for de faa Lærere, som Olaf Tryggvessøn havde medbragt, maa have været umuligt, virkelig at oplære alle i den christne Tro. Der var heller ikke endnu truffet Foranstaltninger til at forandre den ældre, fra Hedenskabets Tider bestaaende, Lovgivning saaledes, at den passede til Christendommen og den christelige Leveskik, og fore-ud dette skede, var det umuligt andet end at de mange hedenske Skikke og Forestillinger endnu vedbleve, hvorved ogsaa hyppige Tilbagefald til Hedendommens Overtro bleve uundgaaelige. Derfor tales der meget om alle Slags Uvaner og Levninger af Hedendom, der endnu herskede blandt Folket, endog i de saakaldte christne Landskaber. Der siges med Rette, at christne Love endnu vare ubekjendte for Folket. Med andre Ord, der fandtes vel en Art af Christendom, men intet christeligt Kirkesamfund. Christendommen var endnu ikke bleven Statsreligion. Jarlerne Erik og Svein – saa lyde Sagaernes Ord – havde godt overholdt den gamle Lov og Landsret, men hvad Christendommens Overholdelse angik, lode de enhver gjøre som han vilde, saa at Tilstanden nu var den, at paa de fleste Steder i Søbygderne vare Folk døbte, men christelig Lov ubekjendt for de fleste; i de øvrige Dele af Fjeldbygderne var det derimod endnu vidt og bredt aldeles hedenskt, thi det’til sig selv overladte Folk mindedes helst den Tro, som det i sin Barndom havde lært[1]. I det Throndhjemske og i Naumdalen, siges der, var det ligeledes langt fra at Christendommen overholdtes godt, og paa Haalogaland næsten aldeles ikke[2]. Kun i Viken stod det sig, som vi have seet, noget bedre med Christendommen, formedelst den hyppigere Paavirkning fra Danmark og Tydskland, men heller ikke her kunde der dog endnu siges at være nogen egentlig Kirke. Oplandene vare ligeledes endnu indtil Olafs sidste Rejse vi den Egn for største Delen hedenske, og det var først paa denne Rejse, at Christendommen der egentlig kan siges at være indført. Og endda stode de øvrige Dele af Gudbrandsdalen endnu tilbage at christne[3].

De mange Levninger af Hedendommen, der endnu vare tilbage endog hos de saakaldte Christne i Landet, kunne deels kaldes umiddelbare, for saa vidt de ligefrem sigtede til den hedenske Troslære, og bestode i Afguderi eller hedenske Religions-Cerimonier, deels middelbare, for saa vidt de bestode i Skikke og Sædvaner, der vare ufordragelige med Christendommens Aand. Blandt de første hørte vel endnu hemmelige Ofringer eller det saakaldte Launblot til det sædvanligste. Paa Island maatte det, som vi have seet formeligt tillades eller betinges som tilladeligt; i Forbindelse dermed nævnes Hestekjøds-Spiisning, der jo vel ikke i og for sig var noget ondt, men dog i Hedendommens Tid udgjorde en saa væsentlig Deel af Ofrings-Ceremonierne, at det endog alene derfor maatte betragtes af de øvrige Christne som en Afskylighed[4]. I vore ældste Christenretter, der vistnok endnu indeholde flere Bestemmelser uforandret saaledes som de bleve vedtagne i Kong Olafs Tid, forbydes flere slige umiddelbare Levninger af den hedenske Gudsdyrkelse. „Blot“, heder det i den ældre Christenret for Gulathing[5], „er os forbudet, saa at vi ej skulle blote til hedenske Guder, eller til Høje eller til Hørger. Naar en Mand, siges der, overbevises om at han opfører Høje eller gjør et Huus og kalder det en Horg, eller rejser en Stang og kalder det Skaldstang, skal bøde og gaa til Skrifte“. Ligeledes forbydes Spaadomme, Galdre og andre Slags Hexerier. Den ældste Christenret for Frostathingslagen forbyder ogsaa Blot til hedenske Vetter, Spaasagn og Hexerier[6]. I den ældste Christenret for Eidsivathinget forbydes der at nogen i sit Huus maa have „Stav eller Staller, Hexeri eller Blot, eller noget som helst, der sigter til Hedendom“. Der sættes Straf for, om man i en Mands Huus finder Mad-Blot, hvorved der vel forstaaes Mad, helliget til Brug ved Blot, og Blot i Menneskeform, af Leer eller Dejg, altsaa smaa Afgudsbilleder[7]. Et saadant lidet Thorsbillede beskyldtes, som vi have seet, i sin Tid Hallfred Vandrædaskald for at gaa med i sin Lomme og hemmeligen at blote til det, og heri har vel og især det saakaldte Launblot bestaaet[8]. I Kong Knut den mægtiges Love for England findes ligeledes merkelige Bestemmelser mod Hedendom. „Vi forbyde alvorligt“, siges der, „alslags Hedenskab, hvilket bestaar i at man tilbeder Afgudsbilleder, eller de hedenske Guder, eller Solen, eller Maanen, Kilder eller Stene eller noget Slags Træ, eller ynder Hexekunster eller fremmer Mordverk, paa nogen Maade, enten ved Blot eller ved Frett eller noget som helst andet af det Slags“[9]. Da den angliske Befolkning selv allerede for Aarhundreder.siden var christnet, og Hedendommen hos den ganske synes sat have været glemt, maa pine Bestemmelser nærmest gjelde de nordiske, eller deels danske, deels norske Beboere af England, og maaske for saa vidt især de norske, som de danske vel allerede i det hele taget tidligere være blevne vundne for Christendommen. Vi have saaledes her fremdeles Exempler paa, af hvad Slags den Hedendom var, der trods Christendommens Indførelse endnu hemmeligen holdt sig blandt de saakaldte Omvendte eller Christne. Af de Ceremonier, hvormed Spaadom og Sejd fremmedes, endog efter Christendommens Indførelse, indeholder vore Sagaer flere Beskrivelser. Da Thrond i Gøte paa Færøerne saaledes, som vi have berettet, vilde udforske hvorledes det var gaaet til ved Sigmund Brestessøns Drab, lode han, som det siges, i fleres Nærværelse store Ilde optænde i Ildhuset, lod fire Grinder sætte sammen i en Firkant, og lod uden om denne ni saakaldte Rejter eller Afsatser indriste paa Gulvet, der her, som sædvanligt, var den blotte Jord. Selv satte han sig paa en Stol mellem Ilden og Grinderne, idet han forbød de tilstedeværende at tale til ham; og en Stund efter, fortælles der, saa man virkelig Gjenfærdene først af Einar Sudrøing, siden af Thore Beinessøn og endelig af Sigmund Brestessøn vise sig, hine vaade, denne med Hovedet under Armen; hvoraf da Thrond sluttede at han var dræbt, men de to andre druknede[10]. Denne Ceremoni hørte nærmest til hvad der i vore ældre Love kaldes „Udesidden for at opvække Trolde“, hvortil man vel i vidtløftig Forstand ogsaa regnede Gjenfærdene af de Døde. Siden der i Lovene omtales forbudne Spaadomme, kan man neppe tvivle paa; at der endnu-vandrede om paa Landet flere af de saakaldte Valer eller Vølver, ogsaa kaldte Spaakoner, der sædvanligviis droge fra Gaard til Gaard, og bleve godt modtagne og bevertede, dog maaske mere af Frygt for deres Forbandelser, end af Kjærlighed til dem og deres Væsen; iførte en Dragt, beregnet paa at vække Opmerksomhed og indgyde Ærefrygt, forkyndte de efter mange mystiske og højtidelige Forberedelser, det Tilkommende, som oftest i temmelig forblommede, orakelmæssige Ord. Endog paa det fjerne og nys befolkede Grønland, hvor dog paa den anden Side Landets særegne Naturbeskaffenhed begunstigede Overtro, fandtes saadanne. Da der, strax efter eller maaskee kort før Christendommens Indførelse[11], havde været stor Dyrtid og Elendighed, lod Bonden Thorkell paa Herjulfsnes en der i Bygden boende Kone, ved Navn Thorbjørg, kaldet den lille Valg, forrette Sejd, for at erfare, naar Uaaret vilde ophøre. Han modtog hende, som Skik og Brug fordrede, at slige Kvinder skulde modtages: der beredtes et Hynde for hende stoppet med Hønsefjeder[12]; hun kom om Aftenen, iført en blaa Hegtekaabe, besat i Kanten med Stene lige til Skjødet; hun havde Glasperler om Halsen, en sort Lammeskindshette, foret med hvidt Katteskind, paa Hovedet; om Livet havde hun et Knuske-Belte med en Skindpung, hvori hun gjemte sine „Tauver“ (Hexeredskaber[13]), i Haanden holdt hun en Stok med messingbeslagen, steenbesat Knap. Hendes Fødder beklædtes af lodne Kalveskindssko med lange Tvenger og store Messingknapper i Enderne, paa Hænderne havde hun Katteskindshandsker, indvendig hvide og lodne. Da hun kom ind, troede alle at maatte hilse hende ærbødigt, hun optog enhvers Hilsen efter som hun syntes om ham. Thorkell førte hende til hendes Sæde, og bad hende kaste Øjnene over Folk, Hjord og Huus. Hun svarede kun lidet. Da Bordene dækkedes, sattes der for hende Grød og Gedemelk, og tilberedte Hjerter af alle de Dyr, man kunde faa: hun betjente sig af en Messingskee og en tveholket Ertskniv med Skaft af Hvalrostand og afbrudt Od. Efter Bordet spurgte Huusbonden hende om, hvorledes hun syntes om altsammen, efter at have betragtet det, men hun undslog sig at besvare dette Spørgsmaal førend næste Dag. Om Morgenen lod hun alt indrette for sig saaledes, som det var nødvendigt for at fremme Sejden, altsaa, skjønt det ej udtrykkeligt nævnes, en Hjell eller Forhøjning( men der udfordredes og, at en eller flere af de tilstedeværende Kvinder skulde synge et Slags Sejdsang eller Kvad, kaldet Vardlokter. Da man forgjæves havde seet sig om efter nogle, traadte den unge Gudrid, der siden efter blev gift med Thorfinn Karlsevne, frem; hun var just nylig kommen fra Island med sin Fader Thorbjørn Vivelssøn, der med sin Familie havde fundet en gjestfri Modtagelse hos Thorkell. Han sagde, at hun paa Island af sin Fostermoder havde lært et Kvæde, kaldet Vardlokker, men at hun ej vilde synge det, eller hjelpe til Sejden, fordi hun var christen. Men ved Thorkells Overtalelser lod hun sig dog bevæge, skjønt hendes Fader gik ud for ej at være tilstede ved sligt Uvæsen. Hun sang Vardlokkerne saa godt, at Valen og alle de tilstedeværende roste hende derfor, og Valen forudsagde nu, at Uaaret ej skulde vare længere end til næste Aar[14]. Naar der blandt de Christne paa Grønland kunde øves slig hedensk Overtro, kan det vel neppe have været meget bedre i Norge. Meget deraf hvilede paa den naive Opfatning af de hedenske Religionsforhold, hvorpaa endog de christne Religionslærere sædvanligviis grundede deres Prædikener. De fremstillede, som vi allerede ovenfor have omtalt, de hedenske Guder ikke som blotte Fantasi-Fostre, de søgte ej at bortræsonnere deres Tilværelse, men de skildrede dem, og tænkte sig dem vel ogsaa, som virkelige med overnaturlig Magt begavede Væsener, der nu vare Christendommen fiendske og saaledes maatte regnes i Klasse med de onde Aander; de betragtede dem endog som Udsendinger af Djævelen, der ved deres Hjelp vilde lokke Menneskerne i Fordærvelse. Men paa den Maade ødelagdes ikke egentlig Troen paa disse Væsener. Den erklæredes kun for en slet og fordærvelig Tro i Forhold til den rette Tro eller Christendommen. En og anden, som i Hedendommens Tid maaskee havde været en Tvivler eller Art af Fritænker, kunde lettelig endog ved de christne Læreres Taler bringes til at tro mere paa de hedenske Guders Tilværelse, end forhen; og naar først den Forestilling var levende hos Folket, at Christus og de hedenske Guder vare at betragte som to stridende Magter[15], laa den Tanke nær, ved hemmelige Ofringer til de nationale Guder, hvilke man sandsynligviis altid tænkte sig nærmere og mere umiddelbart indgribende i det daglige Liv, at sikre sig deres Hengivenhed. Hertil kom endnu, at de mange ringere Naturguddomme, eller Personifikationer af Naturkræfterne, af hvilke vore Forfædre tænkte sig omgivne, som Jotner og Dverger i Bjergene, Alfer i Hose og rinder Jorden, Nykken i Elve, Huldren i Skovene, vist ikke synderlig ofte vare Gjenstand for Hedninge-Omvendernes Foredrag, da de, ikke dyrkede i Templer eller under Billeder, og allerede i Hedendommen tildeels betragtede som onde eller i det mindste ondskabsfulde, ej kunde synes dem farlige i Sammenligning med de virkelige Æser. Men derfor udryddedes heller ikke Troen paa dem: den er endnu til i vore Dage, og hvor langt sterkere maa den da ikke have været i Overgangstiden mellem Christendom og Hedenskab?

Blandt de Levninger fra Hedendommens Tid, der vedkom Gudsdyrkelsen, men gjorde sig gjeldende i det borgerlige Liv og Familielivet som Udtryk for den hedenske Opfatning af Samfundsforholdene, synes Børne-Udsættelsen især at have været herskende i Norden. Det er allerede fortalt, hvorledes man paa Island, da Christendommen blev lovtagen, endog saa at sige, maatte gaa paa Akkord med Hedningerne[16], hvad dette og et Par andre Punkter angik. I Norge maa den fremdeles have været almindelig, siden de ældste Christenretter ere saa omhyggelige i at foreskrive, at ethvert Barn, som fødes, ogsaa skal opfødes. Hvad Familielivet for øvrigt angik, da seer man, at uagtet Monogami egentlig stedse var herskende, regnede man det, endog i Christendommens første Tider, ej saa nøje med at tage flere Hustruer, vistnok aldrig i den Hensigt at leve sammen med dem alle paa een Gang, men dog uden at man ved Skilsmisse havde ophævet Egteskabet med den første, førend man tog den anden[17]. Ved Begravelser herskede der vist ogsaa flere fra Hedendommen levnede Skikke: for Høvdingen maatte det, om han end for Resten var nok saa ivrig Christen, være haardt, ej at kunne begrave sin Fader eller sine Frænder i den ældgamle Ættehøj, men at maatte føre ham til Kirken, og det har vist ikke sjælden hændt sig, at Højlægningen endog af den Christne har været anvendt, uagtet den paa det nøjeste var knyttet til Hedendommen, rimeligviis stedse forbunden med hedenske Formularer[18]. I de borgerlige Forhold spillede Trællevæsenet en saare vigtig Rolle; men da det er ufordrageligt med den sande Christendoms Aand, maatte det blive en Gjenstand for en Konges Opmerksomhed, hvis Opgave det just var, ej alene at udbrede Christendommen i sit Rige, men og at lade den gjennemtrænge alle de borgerlige Institutioner. Men Trællevæsenet hvilede igjen paa Vikingelivet, hvori endog Olaf selv, trods sin Iver for Christendommen, havde deeltaget, og Vikingevæsenet var saa nøje forvundet med Aasa-Troen, at Ordene „Hedninger“ og „Vikinger“ hos de fremmede Skribenter, der omtale vore Forfædres Vikingetog, bruges i een og samme Betydning. Vi have berørt et legendarisk Sagn, om at Olaf, da han i Forening med Thorkell høje herjede paa Island og kom i den yderste Fare, aflagde det højtidelige Løfte at ville afstaa fra Hærferd og Ran, om han blev frelst[19]. Er Begivenheden end i denne Skikkelse en senere opkommen Legende, saa er det dog paa den anden Side yderst rimeligt, at Vikingelivet er blevet Olaf utaaleligt, at det har fyldt hans Sind med Rædsel for dets Raahed og Skrækkescener, og derved end mere opflammet hans Iver for at udrydde Hedenskaben, hvori Vikingevæsenet havde sin Rod. Allerede den Omstændighed, at Olaf efter al Sandsynlighed var tilstede ved den fromme Erkebiskop Ælfheahs Mishandling og Drab, maatte være nok til at tynge paa hans Samvittighed, og vække det alvorlige Forsæt hos ham, at gjøre Bod og Bedring ved at opofre sig i Christendommens Tjeneste.

Men det var ikke engang nok, at forfølge Hedendommens Leveviis og ved.passende Forandringer i Lovgivningen at afskaffe hine Uskikke. Christendommen selv maatte ogsaa organiseres, og en virkelig Statskirke oprettes. Der maatte gives Regler for Helligdage-hold, for de kirkelige Embedsmænds Pligter og Rettigheder, for Kirkernes Oprettelse og Vedligeholdelse, for Landets kirkelige Inddeling. Alt dette indbefattes i hvad der paa hiint ovenfor anførte Sted kaldes den christne Lov, hvilken, som det der heder, endnu for Størstedelen var ukjendt hos Folket, og som altsaa nu for første Gang maatte udarbejdes, forkyndes og vedtages, medens ogsaa den hele øvrige Lovgivning maatte ordnes derefter.

Dette vigtige Arbejde kunde Olaf selv ikke udføre uden Raadgivere og Vejledere. Dertil var han, som Lægmand, alt for lidet bevandret i Kirkeret og virkelig Christendomskundskab. Han var endnu temmelig ung, kun 24 Aar gammel, og havde tilbragt .største Delen af sine Ungdomsaar under Krigstummel. Men han vidste at omgive sig med dygtige og nidkjære Vejledere. Blandt dem nævnes først og fremst Hirdbiskoppen Grimkell, der ledsagede ham allerede fra England. Grimkell var en Systersøn eller Brodersøn af Biskop Sigurd, der havde været Hirdbiskop hos Olaf Tryggvessøn[20]. Efter Navnet at dømme, maa man antage, at de begge vare fra en af de Egne i England, som vare befolkede af Nordboer; de vare saaledes fortrinligt skikkede til at optræde som Missionærer i Norge, idet Landets Sprog ogsaa var deres Modersmaal, medens de dog tillige havde tilegnet sig den blandt den engelske Gejstlighed sædvanlige Dannelse. Efter en enkelt Beretning skal endog Sigurd selv have ledsaget Olaf og Grimkell til Norge, dog er dette uvist; der er flere Beretninger om denne Sigurds videre Skjæbne, og han forvexles tildeels med Sveriges bekjendte Apostel St. Sigfrid[21]. Om han er den samme, som den Sigurd, der hyppigt nævnes som Olafs Hirdbiskop, og af Mag. Adam af Bremen kalder Sigafrid, er vanskeligt at afgjøre. Blandt de meest anseede af de Gejstlige, Olaf medbragte, nævnes ligeledes en Rodulf og en Bernhard eller Bjarnvard Vilraadssøn, med Tilnavnet den bogvise; de to sidste kom til Island og opholdt sig der, Bjarnvard først i fem og Rodulf siden i 19 Aar. Foruden disse medbragte Olaf, som det udtrykkeligt fortælles, en Mængde andre Gejstlige for at fordele dem som Prester rundt om i Landet. Den fornemste eller i det mindste den indflydelsesrigeste af dem alle var dog Grimkell, thi han nævnes udtrykkeligt som Olafs Medhjelper i Oprettelsen af den christne Lov; han kronede saa at sige Verket ved at virke for at Kong Olaf efter sin Død blev anseet for Norges Nationalhelgen; thi Helgenglorien gav hans Institutioner en Anseelse og omgjerdede dem med en Pietet, der i Kongens Levetid umuligt kunde blive dem til Deel[22].

Vi have allerede ovenfor nævnt, at vore Kongesagaer omtale Olafs Virksomhed for Christendommens Befæstelse og Udbredelse i Thrøndelagen og de vestlige Kyst-Egne allerede ved hans første Ophold strax efter Nesje-Slaget i Thrøndelagen, og hans Rejse derfra langs Kysten; men det er tillige vist, at der da hverken kunde være gunstig Lejlighed eller tilstrækkelig Tid til et Foretagende af saadan Vigtighed og Vanskelighed som dette. Det kunde neppe engang være tilbørligt forberedt, thi dertil hørte dog at Kongen eller rettere Biskop Grimkell havde sat sig nøje ind i de bestaaende Forhold og den herskende Lovgivning, for at kunne bestemme, hvad der maatte forandres, og hvad der endnu kunde blive staaende som ikke stridende mod Christendommens Aand[23]. Men hvad der fortælles om Olafs Fremgangsmaade i denne Sag, kan dog lige fuldt være, og er vist ogsaa, fuldkommen rigtigt, om det end henføres til en urigtig Tid. Kong Olaf, siges der, stevnede til sig baade mægtige og ringe, og alle dem, der vare de forstandigste og meest anseede. Han lod fremsige for sig den Lov, som Haakon Adelsteensfostre havde sat i Throndhjem, og ordnede Loven efter de forstandigste Mænds Raad, afskaffede noget og tilføjede andet, efter som det syntes ham; men Christenretten ordnede han efter Biskop Grimkells og andre Læreres Raad, og lagde al sin Hu paa at afskaffe Hedendommen og de gamle Uvaner, som han fandt der var Christendomsspilde i; og det kom ogsaa dertil at Bønderne samtykkede i de Love, som han satte[24]. Dette har formodentlig især fundet Sted i den første Vinter, Olaf nu efter sin Tilbagekomst fra Viken opholdt sig i Thrøndelagen (1019–1020). En heel Periode af syv Aar (1020–1126) hengik nu, i hvilken Norge nød fuldkommen Fred udenfra, og Olaf derfor uden andre Hindringer end dem, som sædvanlige Stormænd i Landet selv nu og da forvoldte ham, uforstyrret kunde udføre sine Planer og sysselsætte sig med sine Bestræbelser for Christendommen og Landets Civilisation. Denne Periode er, om end den ufuldstændigst beskrevne, – da egentlig kun enkelte Træk deraf ere os opbevarede – dog den interessanteste i hele hans Regjeringstid.

Olaf, fortælles der, efterspurgte under sit Ophold i Nidaros ivrigt, hvorledes det stod sig med Christendommens Overholdelse paa den Kant af Landet. Han hørte da, hvad vi allerede have nævnt, at den saa godt som slet ikke overholdtes nord paa Haalogaland, og at der tillige manglede meget i, at den overholdtes vel i Naumdal og Ind-Thrøndelagen. Han bestemte sig derfor til, naar Sommeren kom, at ville gjeste Haalogaland, hvor hans Nærværelse nu først tiltrængtes, og at drage lige til Landets nordligste Ende. Derom sendte han allerede i Løbet af Vinteren Bud til Haarek af Thjøtta, der paa denne Tid var den meest anseede Mand paa Haalogaland, saavel formedelst sin Klogskab, Rigdom og store Besiddelser, som formedelst sin høje Byrd, sit Slægtskab med Kongehuset og de store Forleninger, som derfor vare blevne ham til Deel. Han var, som ovenfor berettet, allerede af Olaf Tryggvessøn udnævnt til Lendermand, og havde i en lang Række af Aar været forlenet med Finneferden og Kongens Syssel saavel i Haalogaland som i Finmarken, deels ene, deels sammen med andre[25]. For Øjeblikket var han, som man af det følgende erfarer, ene forlenet dermed. Han var nu allerede meget til Aars. Hidtil havde han ikke indfundet sig hos Olaf, men der havde dog været vexlet venskabelige Sendelser mellem dem; derfor henvendte Kongen sig ogsaa nu nærmest til ham, og fremdeles, heder det, gik der Budskaber mellem dem. I den nordlige Deel af Haalogaland var Thore Hund den mægtigste. Han boede paa Bjarkø, efter hvilken hans Ætlinger kaldtes Bjarkøingerne; ligesom Haarek, synes ogsaa han at have været Lendermand allerede i Olaf Tryggvessøns eller i det mindste i Jarlernes Tid. Hans Broder Sigurd, ligeledes en rig og mægtig Mand, gift med Sigrid, Erling Skjalgssøns Syster, boede paa det nærliggende Throndenes, men var just død, efterladende hele sin Arv til Sønnen Aasbjørn[26]. Efter Nogles Sigende skulle Thord og Sigurd have været Sønner af en anseet Mand, ved Navn Thore, som ledsagede Harald grønske paa hans sidste Tog og blev indebrændt af Sigrid Storraade med ham[27].

Olaf drog om Vaaren (1020) nordefter med fem Skibe og tre Hundreder (360) Mand. Allerede i Naumdøla-Fylke stevnede han Thing med Bønderne og blev paa hvert Thing tagen til Konge. Han lod de nye Love om Christendomsholdet – vel og de øvrige – oplæse, og truede alle dem, der ej vilde antage dem med haarde Straffe, paa Liv, Lemmer og deres hele Formue. Han tildeelte ogsaa, som det heder, mange Mænd store Refselser, – sandsynligviis dem, der paa en alt for forargelig Maade havde forsaget Christendommen og lod dette gaa saavel over mægtige som ringe. Han forlod intet Hered, førend alle Indbyggerne havde forpligtet sig til at overholde den rette Tro. Paa denne Maade drog han efterhaanden længer og længer nordefter. De fleste Høvdinger og store Bønder gjorde Vejtsler eller Gjestebud for ham. Saaledes gjestede han ogsaa Haarek, der havde beredt et herligt Gilde, hvortil en Mængde Folk vare indbudne. Ved denne Lejlighed gik Haarek Olaf til Haande som hans Lendermand, og bekræftedes i Besiddelsen af de Forleninger, han hidtil havde haft, altsaa Finneferden og Kongens Syssel over hele Haalogaland tilligemed[28] Finmarken. Olaf drog fremdeles fra Thinglag til Thinglag, og christnede Folket overalt. Da han kom længer nordefter, blev han indbuden til Vejtsle hos en mægtig og rig gammel Bonde, ved Navn Grankell, der i sin Ungdom havde ligget meget paa Vikingetog og udmerket ved sin Tapperhed og Dygtighed i alle Slags Idrætter; han havde“ en Søn ved Navn Aasmund, som heri ganske slægtede ham paa, ja endog overgik ham, og som med Hensyn til Skjønhed, Styrke og Idrætter siges at have været den tredie i Norge næst efter Kong Haakon den gode og Olaf Tryggvessøn. Gildet var ypperligt, og ved Afskeden gav Grankell Kongen store Vennegaver. For at vise sin Taknemmelighed, bad Kongen Aasmund indstændigt om at følge med ham og træde i hans Tjeneste. Aasmund fandt Tilbudet hæderligt, og modtog det med Glæde; han blev saaledes Kongens Mand, og kom snart i stor Yndest hos ham[29]. Da Kongen kom op til Amd, gik Thore Hund ham til Haande og blev hans Lendermand. Det er at formode, at ogsaa han har gjort en Vejtsle for Kongen paa sin Gaard Bjarkø Stort længer strakte neppe den af Nordmænd beboede Deel af Kysten sig paa hiin Tid, og Kongen vendte derfor tilbage, efter saaledes at have christnet hele Haalogaland, og tillige befæstet sit Herredømme derover. Da han havde standset en Stund i hvert enkelt Hered, var saa lang Tid medgaaet paa denne Rejse, at han ikke tiltraadte Tilbagerejsen førend mod Slutningen af Sommeren. Flere anseede Bønders. Sønner fulgte Aasmund Grankellssøns Exempel, og lode sig optage i Kong Olafs Hird; sandsynligviis vare de vel og for en stor Deel at ansee som Gisler.

  1. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 62. Snorre, Cap. 58.
  2. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 99. Snorre, Cap. 110.
  3. ↑ Se nedenfor, hvor der handles om Christendommens Indførelse i Gudbrandsdalen.
  4. ↑ Se ovf. S. 354.
  5. ↑ Ældre Gulathings Christenret, Cap. 29.
  6. ↑ Ældre Frostathingslov, III. Cap. 15.
  7. ↑ Ældre Eidsivathings Christenret, Cap. 24.
  8. ↑ Se ovenfor S. 342.
  9. ↑ Cnútes dómas, Cap. 5. Ved Mordverk (morðweorc) forstodes vistnok kun „skjult Verk“ (d. e. hedenske Ceremonier), der maatte drives og udføres i Smug formedelst dets Slethed.
  10. ↑ Færeyinga Saga, Cap. 37–41, jvfr. ovenfor S. 417. Rimeligviis har det kun været Thrond, som selv har fortalt hvad han saa, men i Tidens Løb er det fremstillet som om ogsaa de øvrige saa det.
  11. ↑ Da Herjulf ej kom til Grønland førend 1000 (se ovenfor S. 466), kan Thorkell neppe nære kommen der før henved 100l eller 1002, da Christendommen allerede var antagen af flere. I det mindste var Gudrid selv, der sang Sejdsangen, og hendes Fader christne, som det strax efter siges.
  12. ↑ Dette afgiver maaske et Vink til at forklare den overtroiske Frygt, der endnu næres mod at anvende Hønsefjeder til Sængklæder.
  13. ↑ Slige Hexeredskaber eller Sager hørende til Trolddom omtales i den gamle vikske Christenret, Cap. 16. Menneskehaar, Frø-Fødder, Negle af Folk m. m. Ordet taufr svarer ganske til det tydske „Zauber“.
  14. ↑ Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 3.
  15. ↑ Se ovenfor S. 270.
  16. ↑ Se ovenfor S. 354.
  17. ↑ Endog Kong Harald Sigurdssøn havde saaledes to Hustruer samtidigt.
  18. ↑ F. Ex. at binde Helsko, som det fortælles ved Vesteins Begravelse, se ovenfor S. 170, at vise til Valhall, som Tilfældet var ved Haakon den godes Begravelse, se ovenfor 1 B. S. 766.
  19. ↑ Se ovenfor S. 510, Note 5. Den legendariske Saga, Cap. 17.
  20. ↑ En Systersøn kaldtes han i Olaf Tryggvessøns Saga (Fornm. S. III. 172) en Brodersøn, hos Thjodrek Cap. 20. Ogsaa Mag. Adam (11. 55) bærer udtrykkeligt Vidnesbyrd herom: „Olaf“, heder det, „skal blandt sine andre Dyder især have viist den Nidkjærhed for Gud, at han søgte at forjage alle Slags Ugjerningsmænd (maleficos) fra sit Rige, hvoraf der i alle barbariske Lande findes mange, men især i Norge, der er fuldt af slige Uhyrer. Thi der bo Spaamand, Tegnudlæggere, Troldmænd, Sejdmænd og de øvrige Antichristens Drabanter, ved hvis Kunststykker og underlige Gjerninger de ulykkelige Sjæle priisgives til Djævelens Spil. Alle disse og lignende besluttede den salige Kong Olaf at forfølge, paa det at den christelige Religion skulde voxe desto fastere sammen i hans Rige“.
  21. ↑ Om St. Sigfrid i Sverige er der en vidtløftig Legende, som dog næsten ganske synes at savne historisk Bund. Kong Olaf (Skotkonung), siges der, havde, skjønt Hedning, en gudelig Hu, og sendte derfor Bud til sin Ven Kong Mildred i England om at maatte faa sendt en Mand, der kunde prædike Christendommen. Mildred raadslog derom med sin Gejstlighed i 3Dage, men ingen vovede at paatage sig dette Hverv af Frygt for de svenske Hedningers Grumhed; da tilbød Sigfrid, Erkebiskop af York sig, og rejste først til Danmark, hvis Konge modtog ham med aabne Arme, og derfra til Sverige, nærmest til Verend eller det indre af Smaaland, hvor han standsede ved Vexiø, byggede her ifølge en guddommelig Aabenbaring en Kirke, og omvendte flere mægtige Mænd til Christendommen, indtil han endelig paa en ny Anmodning af Kong Olaf maatte begive sig til ham og døbte ham. Imidlertid bestyredes Kirken i Vexiø af hans tre Systersønner, der havde ledsaget ham. Men disses Hjelpere, som de havde udvalgt sig af Landets egne Folk, fik saadan Lyst paa de kostelige Kirkekar, at de myrdede dem, saa at Sigfrid maatte vende tilbage; ved et Under opdagede han deres Levninger; Kongen straffede Morderne og tog alt deres Gods, hvoraf to Gaarde lagdes til Kirken. Sigfrid døde i Vexiø og blev begraven der. De forskjellige Fremstillinger af hans Sin, der alle ere meddeelte i Fants Scr. rer. Svec. II. S. 344–376, afvige lidt indbyrdes, saaledes kaldes Stedet, hvor Olaf Skotkonung blev døbt, deels kun „ved Kindaberg“ (Kinnekulle ved Væneren), deels nøjere Huseby i Vestergautland„ deels Husebykind; Olaf kaldes ligeledes et Steds „Konge over Gøterne“ (Fant II. 365); et Steds (Fant H. 368) sættes endog Sigurds Besøg hos Olaf førend han kom til Verend. Mi alt dette er neppe noget andet historisk, end at Sigfrid virkelig døbte Olaf, og fornemmelig virkede i Vexiø og Vestergautland. Man skulde formode, at denne Daab har fundet Sted paa den Tid, da Ragnvald Jarl, efter hvad vi have antaget, var borte fra Vestergautland, samtidigt med Kongens Søn Jakobs Fødsel omtrent 1007; thi vel heder det allerede ved Forliget mellem Olaf og Sven Tjugeskegg før Svoldrslaget, at de forpligtede sig gjensidigt til at overholde Christendommen i deres Riger, men derfor behøvede Olaf ej at være døbt: han kunde gjerne blot være primsignet. At Sigfrid levede endnu ved 1030, sees hos Mag. Adam, (II. 62), der udtrykkeligt fortæller, at Biskop Sigurd fra Sverige var tilstede hos Erkebiskop Libentius II, da Biskop Thurgøt begroves; Libentius var Erkebiskop mellem 1029 og 1032. I et Tillæg til Olaf Tryggvessøns Saga tales der om, at Biskop Sigurd efter Olaf Tryggvessøns Død blev kaldt til Sverige af Olaf svenske, døbte ham, prædikede der ivrigt, (der meddeles især en Tale, han holdt ved Sigrun, hvor ogsaa en Islænding, Hunrød Befredssøn var tilstede, og i hvilken han omtalte Mordet i Vexiø) og begav sig, da han blev gammel, til Verend, hvor han døde (Fornm. S. III. S. 163–172). Man behøver rigtignok her kun at udelade den Notits, at Sigurd skulde have døbt Olaf svenske, (Saxo lader Olaf svenske blive døbt af Bernhard Englænder, der prædikede under Olaf Tryggvessøn), for at faa hele Identiteten mellem ham og St. Sigfrid tilintetgjort; thi han kunde meget godt have prædiket i Sverige, og være bleven begraven i Vexiø, der ansaaes for et helligt Sted, uden derfor at være den samme som St. Sigfrid. Hunrød Vefredssøn er en historisk Person, en Farfader af den mægtige og af sin Medvirkning ved de islandske Loves første Optegnelse merkelige Havlide Maarssøn (Landn. III. 5), saa at Beretningen i og for sig, Olafs Daab fraregnet, ikke bør ganske forkastes. Om Sigurd end i de nærmeste Aar efter Olaf Tryggvessøns Død prædikede i Sverige, og paa sin gamle Alder drog til Verter, for der at ende sit Liv, han kan dog i Mellemtiden meget godt have været i England, have ledsaget Kong Olaf Haraldssøn tilbage til Norge, og opholdt sig hos ham indtil hans Fald. At han virkelig fulgte med ham, siges i den legendariske Saga, Cap. 20: „Nogle sige, at der ombord paa Olafs Skibe, da han fra England kom til Norge, var Sigurd Biskop, som var Olaf Tryggvessøns Hirdbiskop“. Det fremgaar endnu tydeligere af Grettes Saga, Cap. 40, sammenholdt med Landn. III. 19. Paa første Sted staar der: „Thore hed en Mand, der boede i Gard, … han havde været i Norge da Kong Olaf kom vestenfra England, og var bleven yndet af Kongen og Biskoppen; et Tegn derpaa var, at han havde ladet sig gjøre en Knarr i Skoven, hvilken Biskoppen paa hans Anmodning indviede; da han blev ked af at sejle, drog han til Island, lod Knarren ophugge, men Brandene af den sætte for Yderdøren; de vare længe vejrspaaende, saa at det tød i den ene før Søndenvind, i den anden før Nordenvind. Da han hørte at Kong Olaf var bleven Eneherre i Norge, sendte han sine Sønner til ham … (her fortælles videre, hvorledes de indebrændtes af Vanvare ved Grette Aasmundssøn, saa at der altsaa ej kan være mindste Tvivl om at det er Kong Olaf Haraldssøn, som her menes). Landn. har: … „Thore Farmand paa Mykle-Gard lod gjøre en Knarr i Sogn; den indviedes af Biskop Sigurd rike, der var hos Kong Olaf Tryggvessøn og døbte Thore: af lamme Knarr ere endnu vejrspaaende Brande foran Døren paa Mykle-Gard. OmThore digtede Grette“ o. s. v. Olaf den helliges Saga nævner oftere Biskop Sigurd, men uden at omtale, hvorfra han var, endnu mindre at betegne ham som Sigurd rike eller Jon, se ovenfor S. 291, 292. Imidlertid er det slet ikke usandsynligt, at den legendariske Saga og Grettes Saga har Ret; thi at Grimkell desuagtet nævnes som den virksomste, uagtet han kun var hans Systersøn, kan jo komme deraf, at Sigurd deels ikke har besiddet hans Evner, deels ikke haft saa fast Ophold i Landet. Ogsaa Mag. Adam (II. 55) siger i Almindelighed, at Sigfrid, Grimkell, Rudolf og Bernhard prædikede foruden i Norge ogsaa i Sverige, Gautland og de til Norge hørende Øer; da vi nu finde at Rudolf og Bernhard prædikede paa Island, og da der altsaa ved „de Norge tilhørende Øer“ nærmest maa sigtes til denne Virksomhed, gjelder Udsagnet om Sverige og Gautland især Sigfrid og Grimkell. Vi finde senere endnu en tredie Biskop Sigurd, som Kong Knut bragte til Norge, og som var en ivrig Modstander af Troen paa Olaf Haraldssøns Helligdom; det siges udtrykkeligt, at han var dansk af Fødsel. Han maatte forlade Landet og rejse til Knut, da Olafs Helligdom anerkjendtes af Folket. Da denne Sigurd som dansk nærmest maa have staaet i Forbindelse med den bremiske Kirke, er han vistnok den Sigafrid, Nordmændenes Biskop, om hvem Mag. Adam (II. 14) fortæller, at han længe før (dudum) den svenske Konge Emund gamles Tid, altsaa længe før Aarene 1052–1056, sendte sin Broder- eller Systersøn Æsmund eller Osmund (Navnet Æsmund røber den danske Herkomst) til Bremen for at oplæres; han prædikede, siger Mag. Adam (IV. 33) baade for Svenske og Nordmænd, og levede lige til vor Tid (c. 1060–70); dog følger heraf ej, at han den hele Tid var Biskop i Norge; hans Nevø Æsmund begav sig siden til England i en høj Alder og døde i Klosteret Elv ved 1070, (Hist. Eliensis hos Gale S. 515). Sigurd erkjendtes ikke af den norske Kirke og opføres saaledes ej i de norske Bisperækker, med Mag. Adam, selv en Bremer, er det en anden Sag; thi han maatte just lægge Vind Nu at nævne ham og opstille ham som lovlig Biskop i Norge. Rodulf, som ovenfor nævnes, er vistnok den samme, om hvilken Hungrvaka (Cap. 3) fortæller, at hans egentlige Navn var Ulf, men at han kaldtes Rodulf d. e. Rudu-Ulf, fordi Olaf havde ham med sig fra Ruda eller Rouen; det tilføjes, at han i 19 Aar: opholdt sig paa Island. Han opføres i de norske Biskopsrækker, og er vistnok den Rodullus episc. Norvegiæ, der siden i Aaret 1050 besøgte sin „Frænde“ Kong Edward i England, blev der Abbed i Abingdon, og døde 2 Aar efter. (Wharton, Anglia sacra I. 167). Om Bernhard eller Bjarnvard fortæller Hungrvaka, Cap. 3, at han efter nogles Sigende fulgte Olaf fra England, og siden efter hans Raad drog til Island. Han kaldes den 3die Biskop, som kom did (Fredrik regnes for den første, og den saakaldte Jon irske for den anden); den 4de var, siges der Rodulf. Det er ovenfor nævnt, at Saxo omtaler en Bernhard Englænder, der under Olaf Tryggvessøn prædikede i Norge, døbte Kong Olaf i Sverige, og siden blev begraven ved Domkirken i Lund. Han har, som man seer, maaskee forvexlet ham med Sigurd eller Sigfred, og maaskee urigtigt henført ham til Olaf Tryggvessøn i Stedet för Olaf den hellige. At denne Bernhard er den samme som den, Mag. Adam (II. 53) lader følge med Knut fra England og udnævnes til Biskop i Skaane, synes aabenbart; og urimeligt er det ej, at han igjen er identisk med Bernhard den bogvise.
  22. ↑ Se ovf. S. 538, 539.
  23. ↑ Den legend. Saga, Cap. 31 siger ogsaa: saa snart Olaf var bleven Enevoldskonge over hele Norge (altsaa ikke før), lagde han fremfor alt sin Hu paa at styrke Christendommen.
  24. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 58. Snorre, Cap. 56.
  25. ↑ Om Haarek se ovf. 1 B. S. 575, 761, nærv. B. S. 319–322.
  26. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 112. Snorre, Cap. 123. Sigurd var, heder det der, død strax før Uaaret begyndte, eller omtrent 2 Aar førend hans Søn Aasbjørn rejste sydefter for at kjøbe Korn, hvilket var 1022. Se nedenfor.
  27. ↑ Se Odd Munks Olaf Tr. Saga, Cap. 28.
  28. ↑ Det heder udtrykkeligt Cap. 112, at Haarek havde haft hele Haalogaland, deels i Syssel, deels i Len, indtil Kongen gav Aasmund Grankellssøn den nordlige Deel.
  29. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 101. Snorre, Cap. 112. Hvor Grankell boede, siges ikke, men siden Olafs Besøg hos ham nævnes mellem Besøget hos Haarek og Thore Hunds Udnævnelse til Lendermand, maa man slutte, at han har boet længer mod nord end Haarek, men ej saa langt nord som Bjarkø. Man kan og tildeels see det deraf at Kongen siden forlenede Aasmund med Syslen i den nordlige Deel af Haalogaland.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/60&oldid=85254»