Det norske Folks Historie/2/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter de oplandſke Kongers Nederlag og Freden med Sverige havde Olaf ſaaledes befæſtet ſit Herredømme i Viken og paa Oplandene, at hans Nærværelſe der ej længer var nødvendig. Han var nu, ſiger Sagaen, Enevoldskonge over det hele Land, medens Harald Haarfagre derimod havde mange Fylkeskonger under ſig: han havde nu ved fredelig Overeenskomſt faaet den Deel af Landet, ſom Sviakongen havde haft; Danekongens forrige Deel havde han taget med Magt, og herſkede der lige ſaa fuldt ſom andenſteds i Landet. Han kunde ſaaledes nu uforſtyrret udføre ſin ſtore Plan, aldeles at udrydde Hedendommen, hvormed han hidtil blot forſøgsviis, og hiſt og her, havde kunnet beſkjeftige ſig.

Vi have allerede ovenfor berørt Chriſtendommens Tilſtand i Norge ved Olafs Ankomſt. I de Dele af Landet, ſom Olaf Tryggvesſøn havde chriſtnet, nemlig alle Kyſt-Diſtrikterne, Throndhjem og Haalogaland iberegnet, var vel Mængden af Befolkningen ſaa at ſige chriſtnet, men denne Chriſtendom beſtod dog for en ſtor Deel kun i Navnet, da det for de faa Lærere, ſom Olaf Tryggvesſøn havde medbragt, maa have været umuligt, virkelig at oplære alle i den chriſtne Tro. Der var heller ikke endnu truffet Foranſtaltninger til at forandre den ældre, fra Hedenſkabets Tider beſtaaende, Lovgivning ſaaledes, at den pasſede til Chriſtendommen og den chriſtelige Leveſkik, og fore-ud dette ſkede, var det umuligt andet end at de mange hedenſke Skikke og Foreſtillinger endnu vedbleve, hvorved ogſaa hyppige Tilbagefald til Hedendommens Overtro bleve uundgaaelige. Derfor tales der meget om alle Slags Uvaner og Levninger af Hedendom, der endnu herſkede blandt Folket, endog i de ſaakaldte chriſtne Landſkaber. Der ſiges med Rette, at chriſtne Love endnu vare ubekjendte for Folket. Med andre Ord, der fandtes vel en Art af Chriſtendom, men intet chriſteligt Kirkeſamfund. Chriſtendommen var endnu ikke bleven Statsreligion. Jarlerne Erik og Svein — ſaa lyde Sagaernes Ord — havde godt overholdt den gamle Lov og Landsret, men hvad Chriſtendommens Overholdelſe angik, lode de enhver gjøre ſom han vilde, ſaa at Tilſtanden nu var den, at paa de fleſte Steder i Søbygderne vare Folk døbte, men chriſtelig Lov ubekjendt for de fleſte; i de øvrige Dele af Fjeldbygderne var det derimod endnu vidt og bredt aldeles hedenſkt, thi det’til ſig ſelv overladte Folk mindedes helſt den Tro, ſom det i ſin Barndom havde lært[1]. I det Throndhjemſke og i Naumdalen, ſiges der, var det ligeledes langt fra at Chriſtendommen overholdtes godt, og paa Haalogaland næſten aldeles ikke[2]. Kun i Viken ſtod det ſig, ſom vi have ſeet, noget bedre med Chriſtendommen, formedelſt den hyppigere Paavirkning fra Danmark og Tydſkland, men heller ikke her kunde der dog endnu ſiges at være nogen egentlig Kirke. Oplandene vare ligeledes endnu indtil Olafs ſidſte Rejſe vi den Egn for ſtørſte Delen hedenſke, og det var førſt paa denne Rejſe, at Chriſtendommen der egentlig kan ſiges at være indført. Og endda ſtode de øvrige Dele af Gudbrandsdalen endnu tilbage at chriſtne[3].

De mange Levninger af Hedendommen, der endnu vare tilbage endog hos de ſaakaldte Chriſtne i Landet, kunne deels kaldes umiddelbare, for ſaa vidt de ligefrem ſigtede til den hedenſke Troslære, og beſtode i Afguderi eller hedenſke Religions-Cerimonier, deels middelbare, for ſaa vidt de beſtode i Skikke og Sædvaner, der vare ufordragelige med Chriſtendommens Aand. Blandt de førſte hørte vel endnu hemmelige Ofringer eller det ſaakaldte Launblot til det ſædvanligſte. Paa Island maatte det, ſom vi have ſeet formeligt tillades eller betinges ſom tilladeligt; i Forbindelſe dermed nævnes Heſtekjøds-Spiisning, der jo vel ikke i og for ſig var noget ondt, men dog i Hedendommens Tid udgjorde en ſaa væſentlig Deel af Ofrings-Ceremonierne, at det endog alene derfor maatte betragtes af de øvrige Chriſtne ſom en Afſkylighed[4]. I vore ældſte Chriſtenretter, der viſtnok endnu indeholde flere Beſtemmelſer uforandret ſaaledes ſom de bleve vedtagne i Kong Olafs Tid, forbydes flere ſlige umiddelbare Levninger af den hedenſke Gudsdyrkelſe. „Blot“, heder det i den ældre Chriſtenret for Gulathing[5], „er os forbudet, ſaa at vi ej ſkulle blote til hedenſke Guder, eller til Høje eller til Hørger. Naar en Mand, ſiges der, overbeviſes om at han opfører Høje eller gjør et Huus og kalder det en Horg, eller rejſer en Stang og kalder det Skaldſtang, ſkal bøde og gaa til Skrifte“. Ligeledes forbydes Spaadomme, Galdre og andre Slags Hexerier. Den ældſte Chriſtenret for Froſtathingslagen forbyder ogſaa Blot til hedenſke Vetter, Spaaſagn og Hexerier[6]. I den ældſte Chriſtenret for Eidſivathinget forbydes der at nogen i ſit Huus maa have „Stav eller Staller, Hexeri eller Blot, eller noget ſom helſt, der ſigter til Hedendom“. Der ſættes Straf for, om man i en Mands Huus finder Mad-Blot, hvorved der vel forſtaaes Mad, helliget til Brug ved Blot, og Blot i Menneſkeform, af Leer eller Dejg, altſaa ſmaa Afgudsbilleder[7]. Et ſaadant lidet Thorsbillede beſkyldtes, ſom vi have ſeet, i ſin Tid Hallfred Vandrædaſkald for at gaa med i ſin Lomme og hemmeligen at blote til det, og heri har vel og iſær det ſaakaldte Launblot beſtaaet[8]. I Kong Knut den mægtiges Love for England findes ligeledes merkelige Beſtemmelſer mod Hedendom. „Vi forbyde alvorligt“, ſiges der, „alſlags Hedenſkab, hvilket beſtaar i at man tilbeder Afgudsbilleder, eller de hedenſke Guder, eller Solen, eller Maanen, Kilder eller Stene eller noget Slags Træ, eller ynder Hexekunſter eller fremmer Mordverk, paa nogen Maade, enten ved Blot eller ved Frett eller noget ſom helſt andet af det Slags“[9]. Da den angliſke Befolkning ſelv allerede for Aarhundreder.ſiden var chriſtnet, og Hedendommen hos den ganſke ſynes ſat have været glemt, maa pine Beſtemmelſer nærmeſt gjelde de nordiſke, eller deels danſke, deels norſke Beboere af England, og maaſke for ſaa vidt iſær de norſke, ſom de danſke vel allerede i det hele taget tidligere være blevne vundne for Chriſtendommen. Vi have ſaaledes her fremdeles Exempler paa, af hvad Slags den Hedendom var, der trods Chriſtendommens Indførelſe endnu hemmeligen holdt ſig blandt de ſaakaldte Omvendte eller Chriſtne. Af de Ceremonier, hvormed Spaadom og Sejd fremmedes, endog efter Chriſtendommens Indførelſe, indeholder vore Sagaer flere Beſkrivelſer. Da Thrond i Gøte paa Færøerne ſaaledes, ſom vi have berettet, vilde udforſke hvorledes det var gaaet til ved Sigmund Breſtesſøns Drab, lode han, ſom det ſiges, i fleres Nærværelſe ſtore Ilde optænde i Ildhuſet, lod fire Grinder ſætte ſammen i en Firkant, og lod uden om denne ni ſaakaldte Rejter eller Afſatſer indriſte paa Gulvet, der her, ſom ſædvanligt, var den blotte Jord. Selv ſatte han ſig paa en Stol mellem Ilden og Grinderne, idet han forbød de tilſtedeværende at tale til ham; og en Stund efter, fortælles der, ſaa man virkelig Gjenfærdene førſt af Einar Sudrøing, ſiden af Thore Beinesſøn og endelig af Sigmund Breſtesſøn viſe ſig, hine vaade, denne med Hovedet under Armen; hvoraf da Thrond ſluttede at han var dræbt, men de to andre druknede[10]. Denne Ceremoni hørte nærmeſt til hvad der i vore ældre Love kaldes „Udeſidden for at opvække Trolde“, hvortil man vel i vidtløftig Forſtand ogſaa regnede Gjenfærdene af de Døde. Siden der i Lovene omtales forbudne Spaadomme, kan man neppe tvivle paa; at der endnu-vandrede om paa Landet flere af de ſaakaldte Valer eller Vølver, ogſaa kaldte Spaakoner, der ſædvanligviis droge fra Gaard til Gaard, og bleve godt modtagne og bevertede, dog maaſke mere af Frygt for deres Forbandelſer, end af Kjærlighed til dem og deres Væſen; iførte en Dragt, beregnet paa at vække Opmerkſomhed og indgyde Ærefrygt, forkyndte de efter mange myſtiſke og højtidelige Forberedelſer, det Tilkommende, ſom ofteſt i temmelig forblommede, orakelmæsſige Ord. Endog paa det fjerne og nys befolkede Grønland, hvor dog paa den anden Side Landets ſæregne Naturbeſkaffenhed begunſtigede Overtro, fandtes ſaadanne. Da der, ſtrax efter eller maaſkee kort før Chriſtendommens Indførelſe[11], havde været ſtor Dyrtid og Elendighed, lod Bonden Thorkell paa Herjulfsnes en der i Bygden boende Kone, ved Navn Thorbjørg, kaldet den lille Valg, forrette Sejd, for at erfare, naar Uaaret vilde ophøre. Han modtog hende, ſom Skik og Brug fordrede, at ſlige Kvinder ſkulde modtages: der beredtes et Hynde for hende ſtoppet med Hønſefjeder[12]; hun kom om Aftenen, iført en blaa Hegtekaabe, beſat i Kanten med Stene lige til Skjødet; hun havde Glasperler om Halſen, en ſort Lammeſkindshette, foret med hvidt Katteſkind, paa Hovedet; om Livet havde hun et Knuſke-Belte med en Skindpung, hvori hun gjemte ſine „Tauver“ (Hexeredſkaber[13]), i Haanden holdt hun en Stok med mesſingbeſlagen, ſteenbeſat Knap. Hendes Fødder beklædtes af lodne Kalveſkindsſko med lange Tvenger og ſtore Mesſingknapper i Enderne, paa Hænderne havde hun Katteſkindshandſker, indvendig hvide og lodne. Da hun kom ind, troede alle at maatte hilſe hende ærbødigt, hun optog enhvers Hilſen efter ſom hun ſyntes om ham. Thorkell førte hende til hendes Sæde, og bad hende kaſte Øjnene over Folk, Hjord og Huus. Hun ſvarede kun lidet. Da Bordene dækkedes, ſattes der for hende Grød og Gedemelk, og tilberedte Hjerter af alle de Dyr, man kunde faa: hun betjente ſig af en Mesſingſkee og en tveholket Ertskniv med Skaft af Hvalrostand og afbrudt Od. Efter Bordet ſpurgte Huusbonden hende om, hvorledes hun ſyntes om altſammen, efter at have betragtet det, men hun undſlog ſig at beſvare dette Spørgsmaal førend næſte Dag. Om Morgenen lod hun alt indrette for ſig ſaaledes, ſom det var nødvendigt for at fremme Sejden, altſaa, ſkjønt det ej udtrykkeligt nævnes, en Hjell eller Forhøjning( men der udfordredes og, at en eller flere af de tilſtedeværende Kvinder ſkulde ſynge et Slags Sejdſang eller Kvad, kaldet Vardlokter. Da man forgjæves havde ſeet ſig om efter nogle, traadte den unge Gudrid, der ſiden efter blev gift med Thorfinn Karlsevne, frem; hun var juſt nylig kommen fra Island med ſin Fader Thorbjørn Vivelsſøn, der med ſin Familie havde fundet en gjeſtfri Modtagelſe hos Thorkell. Han ſagde, at hun paa Island af ſin Foſtermoder havde lært et Kvæde, kaldet Vardlokker, men at hun ej vilde ſynge det, eller hjelpe til Sejden, fordi hun var chriſten. Men ved Thorkells Overtalelſer lod hun ſig dog bevæge, ſkjønt hendes Fader gik ud for ej at være tilſtede ved ſligt Uvæſen. Hun ſang Vardlokkerne ſaa godt, at Valen og alle de tilſtedeværende roſte hende derfor, og Valen forudſagde nu, at Uaaret ej ſkulde vare længere end til næſte Aar[14]. Naar der blandt de Chriſtne paa Grønland kunde øves ſlig hedenſk Overtro, kan det vel neppe have været meget bedre i Norge. Meget deraf hvilede paa den naive Opfatning af de hedenſke Religionsforhold, hvorpaa endog de chriſtne Religionslærere ſædvanligviis grundede deres Prædikener. De fremſtillede, ſom vi allerede ovenfor have omtalt, de hedenſke Guder ikke ſom blotte Fantaſi-Foſtre, de ſøgte ej at bortræſonnere deres Tilværelſe, men de ſkildrede dem, og tænkte ſig dem vel ogſaa, ſom virkelige med overnaturlig Magt begavede Væſener, der nu vare Chriſtendommen fiendſke og ſaaledes maatte regnes i Klasſe med de onde Aander; de betragtede dem endog ſom Udſendinger af Djævelen, der ved deres Hjelp vilde lokke Menneſkerne i Fordærvelſe. Men paa den Maade ødelagdes ikke egentlig Troen paa disſe Væſener. Den erklæredes kun for en ſlet og fordærvelig Tro i Forhold til den rette Tro eller Chriſtendommen. En og anden, ſom i Hedendommens Tid maaſkee havde været en Tvivler eller Art af Fritænker, kunde lettelig endog ved de chriſtne Læreres Taler bringes til at tro mere paa de hedenſke Guders Tilværelſe, end forhen; og naar førſt den Foreſtilling var levende hos Folket, at Chriſtus og de hedenſke Guder vare at betragte ſom to ſtridende Magter[15], laa den Tanke nær, ved hemmelige Ofringer til de nationale Guder, hvilke man ſandſynligviis altid tænkte ſig nærmere og mere umiddelbart indgribende i det daglige Liv, at ſikre ſig deres Hengivenhed. Hertil kom endnu, at de mange ringere Naturguddomme, eller Perſonifikationer af Naturkræfterne, af hvilke vore Forfædre tænkte ſig omgivne, ſom Jotner og Dverger i Bjergene, Alfer i Hoſe og rinder Jorden, Nykken i Elve, Huldren i Skovene, viſt ikke ſynderlig ofte vare Gjenſtand for Hedninge-Omvendernes Foredrag, da de, ikke dyrkede i Templer eller under Billeder, og allerede i Hedendommen tildeels betragtede ſom onde eller i det mindſte ondſkabsfulde, ej kunde ſynes dem farlige i Sammenligning med de virkelige Æſer. Men derfor udryddedes heller ikke Troen paa dem: den er endnu til i vore Dage, og hvor langt ſterkere maa den da ikke have været i Overgangstiden mellem Chriſtendom og Hedenſkab?

Blandt de Levninger fra Hedendommens Tid, der vedkom Gudsdyrkelſen, men gjorde ſig gjeldende i det borgerlige Liv og Familielivet ſom Udtryk for den hedenſke Opfatning af Samfundsforholdene, ſynes Børne-Udſættelſen iſær at have været herſkende i Norden. Det er allerede fortalt, hvorledes man paa Island, da Chriſtendommen blev lovtagen, endog ſaa at ſige, maatte gaa paa Akkord med Hedningerne[16], hvad dette og et Par andre Punkter angik. I Norge maa den fremdeles have været almindelig, ſiden de ældſte Chriſtenretter ere ſaa omhyggelige i at foreſkrive, at ethvert Barn, ſom fødes, ogſaa ſkal opfødes. Hvad Familielivet for øvrigt angik, da ſeer man, at uagtet Monogami egentlig ſtedſe var herſkende, regnede man det, endog i Chriſtendommens førſte Tider, ej ſaa nøje med at tage flere Huſtruer, viſtnok aldrig i den Henſigt at leve ſammen med dem alle paa een Gang, men dog uden at man ved Skilsmisſe havde ophævet Egteſkabet med den førſte, førend man tog den anden[17]. Ved Begravelſer herſkede der viſt ogſaa flere fra Hedendommen levnede Skikke: for Høvdingen maatte det, om han end for Reſten var nok ſaa ivrig Chriſten, være haardt, ej at kunne begrave ſin Fader eller ſine Frænder i den ældgamle Ættehøj, men at maatte føre ham til Kirken, og det har viſt ikke ſjælden hændt ſig, at Højlægningen endog af den Chriſtne har været anvendt, uagtet den paa det nøjeſte var knyttet til Hedendommen, rimeligviis ſtedſe forbunden med hedenſke Formularer[18]. I de borgerlige Forhold ſpillede Trællevæſenet en ſaare vigtig Rolle; men da det er ufordrageligt med den ſande Chriſtendoms Aand, maatte det blive en Gjenſtand for en Konges Opmerkſomhed, hvis Opgave det juſt var, ej alene at udbrede Chriſtendommen i ſit Rige, men og at lade den gjennemtrænge alle de borgerlige Inſtitutioner. Men Trællevæſenet hvilede igjen paa Vikingelivet, hvori endog Olaf ſelv, trods ſin Iver for Chriſtendommen, havde deeltaget, og Vikingevæſenet var ſaa nøje forvundet med Aaſa-Troen, at Ordene „Hedninger“ og „Vikinger“ hos de fremmede Skribenter, der omtale vore Forfædres Vikingetog, bruges i een og ſamme Betydning. Vi have berørt et legendariſk Sagn, om at Olaf, da han i Forening med Thorkell høje herjede paa Island og kom i den yderſte Fare, aflagde det højtidelige Løfte at ville afſtaa fra Hærferd og Ran, om han blev frelſt[19]. Er Begivenheden end i denne Skikkelſe en ſenere opkommen Legende, ſaa er det dog paa den anden Side yderſt rimeligt, at Vikingelivet er blevet Olaf utaaleligt, at det har fyldt hans Sind med Rædſel for dets Raahed og Skrækkeſcener, og derved end mere opflammet hans Iver for at udrydde Hedenſkaben, hvori Vikingevæſenet havde ſin Rod. Allerede den Omſtændighed, at Olaf efter al Sandſynlighed var tilſtede ved den fromme Erkebiſkop Ælfheahs Mishandling og Drab, maatte være nok til at tynge paa hans Samvittighed, og vække det alvorlige Forſæt hos ham, at gjøre Bod og Bedring ved at opofre ſig i Chriſtendommens Tjeneſte.

Men det var ikke engang nok, at forfølge Hedendommens Leveviis og ved.pasſende Forandringer i Lovgivningen at afſkaffe hine Uſkikke. Chriſtendommen ſelv maatte ogſaa organiſeres, og en virkelig Statskirke oprettes. Der maatte gives Regler for Helligdage-hold, for de kirkelige Embedsmænds Pligter og Rettigheder, for Kirkernes Oprettelſe og Vedligeholdelſe, for Landets kirkelige Inddeling. Alt dette indbefattes i hvad der paa hiint ovenfor anførte Sted kaldes den chriſtne Lov, hvilken, ſom det der heder, endnu for Størſtedelen var ukjendt hos Folket, og ſom altſaa nu for førſte Gang maatte udarbejdes, forkyndes og vedtages, medens ogſaa den hele øvrige Lovgivning maatte ordnes derefter.

Dette vigtige Arbejde kunde Olaf ſelv ikke udføre uden Raadgivere og Vejledere. Dertil var han, ſom Lægmand, alt for lidet bevandret i Kirkeret og virkelig Chriſtendomskundſkab. Han var endnu temmelig ung, kun 24 Aar gammel, og havde tilbragt .ſtørſte Delen af ſine Ungdomsaar under Krigstummel. Men han vidſte at omgive ſig med dygtige og nidkjære Vejledere. Blandt dem nævnes førſt og fremſt Hirdbiſkoppen Grimkell, der ledſagede ham allerede fra England. Grimkell var en Syſterſøn eller Broderſøn af Biſkop Sigurd, der havde været Hirdbiſkop hos Olaf Tryggvesſøn[20]. Efter Navnet at dømme, maa man antage, at de begge vare fra en af de Egne i England, ſom vare befolkede af Nordboer; de vare ſaaledes fortrinligt ſkikkede til at optræde ſom Misſionærer i Norge, idet Landets Sprog ogſaa var deres Modersmaal, medens de dog tillige havde tilegnet ſig den blandt den engelſke Gejſtlighed ſædvanlige Dannelſe. Efter en enkelt Beretning ſkal endog Sigurd ſelv have ledſaget Olaf og Grimkell til Norge, dog er dette uviſt; der er flere Beretninger om denne Sigurds videre Skjæbne, og han forvexles tildeels med Sveriges bekjendte Apoſtel St. Sigfrid[21]. Om han er den ſamme, ſom den Sigurd, der hyppigt nævnes ſom Olafs Hirdbiſkop, og af Mag. Adam af Bremen kalder Sigafrid, er vanſkeligt at afgjøre. Blandt de meeſt anſeede af de Gejſtlige, Olaf medbragte, nævnes ligeledes en Rodulf og en Bernhard eller Bjarnvard Vilraadsſøn, med Tilnavnet den bogviſe; de to ſidſte kom til Island og opholdt ſig der, Bjarnvard førſt i fem og Rodulf ſiden i 19 Aar. Foruden disſe medbragte Olaf, ſom det udtrykkeligt fortælles, en Mængde andre Gejſtlige for at fordele dem ſom Preſter rundt om i Landet. Den fornemſte eller i det mindſte den indflydelſesrigeſte af dem alle var dog Grimkell, thi han nævnes udtrykkeligt ſom Olafs Medhjelper i Oprettelſen af den chriſtne Lov; han kronede ſaa at ſige Verket ved at virke for at Kong Olaf efter ſin Død blev anſeet for Norges Nationalhelgen; thi Helgenglorien gav hans Inſtitutioner en Anſeelſe og omgjerdede dem med en Pietet, der i Kongens Levetid umuligt kunde blive dem til Deel[22].

Vi have allerede ovenfor nævnt, at vore Kongeſagaer omtale Olafs Virkſomhed for Chriſtendommens Befæſtelſe og Udbredelſe i Thrøndelagen og de veſtlige Kyſt-Egne allerede ved hans førſte Ophold ſtrax efter Neſje-Slaget i Thrøndelagen, og hans Rejſe derfra langs Kyſten; men det er tillige viſt, at der da hverken kunde være gunſtig Lejlighed eller tilſtrækkelig Tid til et Foretagende af ſaadan Vigtighed og Vanſkelighed ſom dette. Det kunde neppe engang være tilbørligt forberedt, thi dertil hørte dog at Kongen eller rettere Biſkop Grimkell havde ſat ſig nøje ind i de beſtaaende Forhold og den herſkende Lovgivning, for at kunne beſtemme, hvad der maatte forandres, og hvad der endnu kunde blive ſtaaende ſom ikke ſtridende mod Chriſtendommens Aand[23]. Men hvad der fortælles om Olafs Fremgangsmaade i denne Sag, kan dog lige fuldt være, og er viſt ogſaa, fuldkommen rigtigt, om det end henføres til en urigtig Tid. Kong Olaf, ſiges der, ſtevnede til ſig baade mægtige og ringe, og alle dem, der vare de forſtandigſte og meeſt anſeede. Han lod fremſige for ſig den Lov, ſom Haakon Adelſteensfoſtre havde ſat i Throndhjem, og ordnede Loven efter de forſtandigſte Mænds Raad, afſkaffede noget og tilføjede andet, efter ſom det ſyntes ham; men Chriſtenretten ordnede han efter Biſkop Grimkells og andre Læreres Raad, og lagde al ſin Hu paa at afſkaffe Hedendommen og de gamle Uvaner, ſom han fandt der var Chriſtendomsſpilde i; og det kom ogſaa dertil at Bønderne ſamtykkede i de Love, ſom han ſatte[24]. Dette har formodentlig iſær fundet Sted i den førſte Vinter, Olaf nu efter ſin Tilbagekomſt fra Viken opholdt ſig i Thrøndelagen (1019—1020). En heel Periode af ſyv Aar (1020—1126) hengik nu, i hvilken Norge nød fuldkommen Fred udenfra, og Olaf derfor uden andre Hindringer end dem, ſom ſædvanlige Stormænd i Landet ſelv nu og da forvoldte ham, uforſtyrret kunde udføre ſine Planer og ſysſelſætte ſig med ſine Beſtræbelſer for Chriſtendommen og Landets Civiliſation. Denne Periode er, om end den ufuldſtændigſt beſkrevne, — da egentlig kun enkelte Træk deraf ere os opbevarede — dog den interesſanteſte i hele hans Regjeringstid.

Olaf, fortælles der, efterſpurgte under ſit Ophold i Nidaros ivrigt, hvorledes det ſtod ſig med Chriſtendommens Overholdelſe paa den Kant af Landet. Han hørte da, hvad vi allerede have nævnt, at den ſaa godt ſom ſlet ikke overholdtes nord paa Haalogaland, og at der tillige manglede meget i, at den overholdtes vel i Naumdal og Ind-Thrøndelagen. Han beſtemte ſig derfor til, naar Sommeren kom, at ville gjeſte Haalogaland, hvor hans Nærværelſe nu førſt tiltrængtes, og at drage lige til Landets nordligſte Ende. Derom ſendte han allerede i Løbet af Vinteren Bud til Haarek af Thjøtta, der paa denne Tid var den meeſt anſeede Mand paa Haalogaland, ſaavel formedelſt ſin Klogſkab, Rigdom og ſtore Beſiddelſer, ſom formedelſt ſin høje Byrd, ſit Slægtſkab med Kongehuſet og de ſtore Forleninger, ſom derfor vare blevne ham til Deel. Han var, ſom ovenfor berettet, allerede af Olaf Tryggvesſøn udnævnt til Lendermand, og havde i en lang Række af Aar været forlenet med Finneferden og Kongens Sysſel ſaavel i Haalogaland ſom i Finmarken, deels ene, deels ſammen med andre[25]. For Øjeblikket var han, ſom man af det følgende erfarer, ene forlenet dermed. Han var nu allerede meget til Aars. Hidtil havde han ikke indfundet ſig hos Olaf, men der havde dog været vexlet venſkabelige Sendelſer mellem dem; derfor henvendte Kongen ſig ogſaa nu nærmeſt til ham, og fremdeles, heder det, gik der Budſkaber mellem dem. I den nordlige Deel af Haalogaland var Thore Hund den mægtigſte. Han boede paa Bjarkø, efter hvilken hans Ætlinger kaldtes Bjarkøingerne; ligeſom Haarek, ſynes ogſaa han at have været Lendermand allerede i Olaf Tryggvesſøns eller i det mindſte i Jarlernes Tid. Hans Broder Sigurd, ligeledes en rig og mægtig Mand, gift med Sigrid, Erling Skjalgsſøns Syſter, boede paa det nærliggende Throndenes, men var juſt død, efterladende hele ſin Arv til Sønnen Aasbjørn[26]. Efter Nogles Sigende ſkulle Thord og Sigurd have været Sønner af en anſeet Mand, ved Navn Thore, ſom ledſagede Harald grønſke paa hans ſidſte Tog og blev indebrændt af Sigrid Storraade med ham[27].

Olaf drog om Vaaren (1020) nordefter med fem Skibe og tre Hundreder (360) Mand. Allerede i Naumdøla-Fylke ſtevnede han Thing med Bønderne og blev paa hvert Thing tagen til Konge. Han lod de nye Love om Chriſtendomsholdet — vel og de øvrige — oplæſe, og truede alle dem, der ej vilde antage dem med haarde Straffe, paa Liv, Lemmer og deres hele Formue. Han tildeelte ogſaa, ſom det heder, mange Mænd ſtore Refſelſer, — ſandſynligviis dem, der paa en alt for forargelig Maade havde forſaget Chriſtendommen og lod dette gaa ſaavel over mægtige ſom ringe. Han forlod intet Hered, førend alle Indbyggerne havde forpligtet ſig til at overholde den rette Tro. Paa denne Maade drog han efterhaanden længer og længer nordefter. De fleſte Høvdinger og ſtore Bønder gjorde Vejtſler eller Gjeſtebud for ham. Saaledes gjeſtede han ogſaa Haarek, der havde beredt et herligt Gilde, hvortil en Mængde Folk vare indbudne. Ved denne Lejlighed gik Haarek Olaf til Haande ſom hans Lendermand, og bekræftedes i Beſiddelſen af de Forleninger, han hidtil havde haft, altſaa Finneferden og Kongens Sysſel over hele Haalogaland tilligemed[28] Finmarken. Olaf drog fremdeles fra Thinglag til Thinglag, og chriſtnede Folket overalt. Da han kom længer nordefter, blev han indbuden til Vejtſle hos en mægtig og rig gammel Bonde, ved Navn Grankell, der i ſin Ungdom havde ligget meget paa Vikingetog og udmerket ved ſin Tapperhed og Dygtighed i alle Slags Idrætter; han havde“ en Søn ved Navn Aasmund, ſom heri ganſke ſlægtede ham paa, ja endog overgik ham, og ſom med Henſyn til Skjønhed, Styrke og Idrætter ſiges at have været den tredie i Norge næſt efter Kong Haakon den gode og Olaf Tryggvesſøn. Gildet var ypperligt, og ved Afſkeden gav Grankell Kongen ſtore Vennegaver. For at viſe ſin Taknemmelighed, bad Kongen Aasmund indſtændigt om at følge med ham og træde i hans Tjeneſte. Aasmund fandt Tilbudet hæderligt, og modtog det med Glæde; han blev ſaaledes Kongens Mand, og kom ſnart i ſtor Yndeſt hos ham[29]. Da Kongen kom op til Amd, gik Thore Hund ham til Haande og blev hans Lendermand. Det er at formode, at ogſaa han har gjort en Vejtſle for Kongen paa ſin Gaard Bjarkø Stort længer ſtrakte neppe den af Nordmænd beboede Deel af Kyſten ſig paa hiin Tid, og Kongen vendte derfor tilbage, efter ſaaledes at have chriſtnet hele Haalogaland, og tillige befæſtet ſit Herredømme derover. Da han havde ſtandſet en Stund i hvert enkelt Hered, var ſaa lang Tid medgaaet paa denne Rejſe, at han ikke tiltraadte Tilbagerejſen førend mod Slutningen af Sommeren. Flere anſeede Bønders. Sønner fulgte Aasmund Grankellsſøns Exempel, og lode ſig optage i Kong Olafs Hird; ſandſynligviis vare de vel og for en ſtor Deel at anſee ſom Giſler.

  1. Olaf d. hell. Saga, Cap. 62. Snorre, Cap. 58.
  2. Olaf d. hell. Saga, Cap. 99. Snorre, Cap. 110.
  3. Se nedenfor, hvor der handles om Chriſtendommens Indførelſe i Gudbrandsdalen.
  4. Se ovf. S. 354.
  5. Ældre Gulathings Chriſtenret, Cap. 29.
  6. Ældre Froſtathingslov, III. Cap. 15.
  7. Ældre Eidſivathings Chriſtenret, Cap. 24.
  8. Se ovenfor S. 342.
  9. Cnútes dómas, Cap. 5. Ved Mordverk (morðweorc) forſtodes viſtnok kun „ſkjult Verk“ (d. e. hedenſke Ceremonier), der maatte drives og udføres i Smug formedelſt dets Slethed.
  10. Færeyinga Saga, Cap. 37—41, jvfr. ovenfor S. 417. Rimeligviis har det kun været Thrond, ſom ſelv har fortalt hvad han ſaa, men i Tidens Løb er det fremſtillet ſom om ogſaa de øvrige ſaa det.
  11. Da Herjulf ej kom til Grønland førend 1000 (ſe ovenfor S. 466), kan Thorkell neppe nære kommen der før henved 100l eller 1002, da Chriſtendommen allerede var antagen af flere. I det mindſte var Gudrid ſelv, der ſang Sejdſangen, og hendes Fader chriſtne, ſom det ſtrax efter ſiges.
  12. Dette afgiver maaſke et Vink til at forklare den overtroiſke Frygt, der endnu næres mod at anvende Hønſefjeder til Sængklæder.
  13. Slige Hexeredſkaber eller Sager hørende til Trolddom omtales i den gamle vikſke Chriſtenret, Cap. 16. Menneſkehaar, Frø-Fødder, Negle af Folk m. m. Ordet taufr ſvarer ganſke til det tydſke „Zauber“.
  14. Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 3.
  15. Se ovenfor S. 270.
  16. Se ovenfor S. 354.
  17. Endog Kong Harald Sigurdsſøn havde ſaaledes to Huſtruer ſamtidigt.
  18. F. Ex. at binde Helſko, ſom det fortælles ved Veſteins Begravelſe, ſe ovenfor S. 170, at viſe til Valhall, ſom Tilfældet var ved Haakon den godes Begravelſe, ſe ovenfor 1 B. S. 766.
  19. Se ovenfor S. 510, Note 5. Den legendariſke Saga, Cap. 17.
  20. En Syſtersøn kaldtes han i Olaf Tryggvesſøns Saga (Fornm. S. III. 172) en Broderſøn, hos Thjodrek Cap. 20. Ogſaa Mag. Adam (11. 55) bærer udtrykkeligt Vidnesbyrd herom: „Olaf“, heder det, „ſkal blandt ſine andre Dyder iſær have viiſt den Nidkjærhed for Gud, at han ſøgte at forjage alle Slags Ugjerningsmænd (maleficos) fra ſit Rige, hvoraf der i alle barbariſke Lande findes mange, men iſær i Norge, der er fuldt af ſlige Uhyrer. Thi der bo Spaamand, Tegnudlæggere, Troldmænd, Sejdmænd og de øvrige Antichriſtens Drabanter, ved hvis Kunſtſtykker og underlige Gjerninger de ulykkelige Sjæle priisgives til Djævelens Spil. Alle disſe og lignende beſluttede den ſalige Kong Olaf at forfølge, paa det at den chriſtelige Religion ſkulde voxe deſto faſtere ſammen i hans Rige“.
  21. Om St. Sigfrid i Sverige er der en vidtløftig Legende, ſom dog næſten ganſke ſynes at ſavne hiſtoriſk Bund. Kong Olaf (Skotkonung), ſiges der, havde, ſkjønt Hedning, en gudelig Hu, og ſendte derfor Bud til ſin Ven Kong Mildred i England om at maatte faa ſendt en Mand, der kunde prædike Chriſtendommen. Mildred raadſlog derom med ſin Gejſtlighed i 3Dage, men ingen vovede at paatage ſig dette Hverv af Frygt for de ſvenſke Hedningers Grumhed; da tilbød Sigfrid, Erkebiſkop af York ſig, og rejſte førſt til Danmark, hvis Konge modtog ham med aabne Arme, og derfra til Sverige, nærmeſt til Verend eller det indre af Smaaland, hvor han ſtandſede ved Vexiø, byggede her ifølge en guddommelig Aabenbaring en Kirke, og omvendte flere mægtige Mænd til Chriſtendommen, indtil han endelig paa en ny Anmodning af Kong Olaf maatte begive ſig til ham og døbte ham. Imidlertid beſtyredes Kirken i Vexiø af hans tre Syſterſønner, der havde ledſaget ham. Men disſes Hjelpere, ſom de havde udvalgt ſig af Landets egne Folk, fik ſaadan Lyſt paa de koſtelige Kirkekar, at de myrdede dem, ſaa at Sigfrid maatte vende tilbage; ved et Under opdagede han deres Levninger; Kongen ſtraffede Morderne og tog alt deres Gods, hvoraf to Gaarde lagdes til Kirken. Sigfrid døde i Vexiø og blev begraven der. De forſkjellige Fremſtillinger af hans Sin, der alle ere meddeelte i Fants Scr. rer. Svec. II. S. 344—376, afvige lidt indbyrdes, ſaaledes kaldes Stedet, hvor Olaf Skotkonung blev døbt, deels kun „ved Kindaberg“ (Kinnekulle ved Væneren), deels nøjere Huſeby i Veſtergautland„ deels Huſebykind; Olaf kaldes ligeledes et Steds „Konge over Gøterne“ (Fant II. 365); et Steds (Fant H. 368) ſættes endog Sigurds Beſøg hos Olaf førend han kom til Verend. Mi alt dette er neppe noget andet hiſtoriſk, end at Sigfrid virkelig døbte Olaf, og fornemmelig virkede i Vexiø og Veſtergautland. Man ſkulde formode, at denne Daab har fundet Sted paa den Tid, da Ragnvald Jarl, efter hvad vi have antaget, var borte fra Veſtergautland, ſamtidigt med Kongens Søn Jakobs Fødſel omtrent 1007; thi vel heder det allerede ved Forliget mellem Olaf og Sven Tjugeſkegg før Svoldrſlaget, at de forpligtede ſig gjenſidigt til at overholde Chriſtendommen i deres Riger, men derfor behøvede Olaf ej at være døbt: han kunde gjerne blot være primſignet. At Sigfrid levede endnu ved 1030, ſees hos Mag. Adam, (II. 62), der udtrykkeligt fortæller, at Biſkop Sigurd fra Sverige var tilſtede hos Erkebiſkop Libentius II, da Biſkop Thurgøt begroves; Libentius var Erkebiſkop mellem 1029 og 1032. I et Tillæg til Olaf Tryggvesſøns Saga tales der om, at Biſkop Sigurd efter Olaf Tryggvesſøns Død blev kaldt til Sverige af Olaf ſvenſke, døbte ham, prædikede der ivrigt, (der meddeles iſær en Tale, han holdt ved Sigrun, hvor ogſaa en Islænding, Hunrød Befredsſøn var tilſtede, og i hvilken han omtalte Mordet i Vexiø) og begav ſig, da han blev gammel, til Verend, hvor han døde (Fornm. S. III. S. 163—172). Man behøver rigtignok her kun at udelade den Notits, at Sigurd ſkulde have døbt Olaf ſvenſke, (Saxo lader Olaf ſvenſke blive døbt af Bernhard Englænder, der prædikede under Olaf Tryggvesſøn), for at faa hele Identiteten mellem ham og St. Sigfrid tilintetgjort; thi han kunde meget godt have prædiket i Sverige, og være bleven begraven i Vexiø, der anſaaes for et helligt Sted, uden derfor at være den ſamme ſom St. Sigfrid. Hunrød Vefredsſøn er en hiſtoriſk Perſon, en Farfader af den mægtige og af ſin Medvirkning ved de islandſke Loves førſte Optegnelſe merkelige Havlide Maarsſøn (Landn. III. 5), ſaa at Beretningen i og for ſig, Olafs Daab fraregnet, ikke bør ganſke forkaſtes. Om Sigurd end i de nærmeſte Aar efter Olaf Tryggvesſøns Død prædikede i Sverige, og paa ſin gamle Alder drog til Verter, for der at ende ſit Liv, han kan dog i Mellemtiden meget godt have været i England, have ledſaget Kong Olaf Haraldsſøn tilbage til Norge, og opholdt ſig hos ham indtil hans Fald. At han virkelig fulgte med ham, ſiges i den legendariſke Saga, Cap. 20: „Nogle ſige, at der ombord paa Olafs Skibe, da han fra England kom til Norge, var Sigurd Biſkop, ſom var Olaf Tryggvesſøns Hirdbiſkop“. Det fremgaar endnu tydeligere af Grettes Saga, Cap. 40, ſammenholdt med Landn. III. 19. Paa førſte Sted ſtaar der: „Thore hed en Mand, der boede i Gard, … han havde været i Norge da Kong Olaf kom veſtenfra England, og var bleven yndet af Kongen og Biſkoppen; et Tegn derpaa var, at han havde ladet ſig gjøre en Knarr i Skoven, hvilken Biſkoppen paa hans Anmodning indviede; da han blev ked af at ſejle, drog han til Island, lod Knarren ophugge, men Brandene af den ſætte for Yderdøren; de vare længe vejrſpaaende, ſaa at det tød i den ene før Søndenvind, i den anden før Nordenvind. Da han hørte at Kong Olaf var bleven Eneherre i Norge, ſendte han ſine Sønner til ham … (her fortælles videre, hvorledes de indebrændtes af Vanvare ved Grette Aasmundsſøn, ſaa at der altſaa ej kan være mindſte Tvivl om at det er Kong Olaf Haraldsſøn, ſom her menes). Landn. har: … „Thore Farmand paa Mykle-Gard lod gjøre en Knarr i Sogn; den indviedes af Biſkop Sigurd rike, der var hos Kong Olaf Tryggvesſøn og døbte Thore: af lamme Knarr ere endnu vejrſpaaende Brande foran Døren paa Mykle-Gard. OmThore digtede Grette“ o. ſ. v. Olaf den helliges Saga nævner oftere Biſkop Sigurd, men uden at omtale, hvorfra han var, endnu mindre at betegne ham ſom Sigurd rike eller Jon, ſe ovenfor S. 291, 292. Imidlertid er det ſlet ikke uſandſynligt, at den legendariſke Saga og Grettes Saga har Ret; thi at Grimkell desuagtet nævnes ſom den virkſomſte, uagtet han kun var hans Syſterſøn, kan jo komme deraf, at Sigurd deels ikke har beſiddet hans Evner, deels ikke haft ſaa faſt Ophold i Landet. Ogſaa Mag. Adam (II. 55) ſiger i Almindelighed, at Sigfrid, Grimkell, Rudolf og Bernhard prædikede foruden i Norge ogſaa i Sverige, Gautland og de til Norge hørende Øer; da vi nu finde at Rudolf og Bernhard prædikede paa Island, og da der altſaa ved „de Norge tilhørende Øer“ nærmeſt maa ſigtes til denne Virkſomhed, gjelder Udſagnet om Sverige og Gautland iſær Sigfrid og Grimkell. Vi finde ſenere endnu en tredie Biſkop Sigurd, ſom Kong Knut bragte til Norge, og ſom var en ivrig Modſtander af Troen paa Olaf Haraldsſøns Helligdom; det ſiges udtrykkeligt, at han var danſk af Fødſel. Han maatte forlade Landet og rejſe til Knut, da Olafs Helligdom anerkjendtes af Folket. Da denne Sigurd ſom danſk nærmeſt maa have ſtaaet i Forbindelſe med den bremiſke Kirke, er han viſtnok den Sigafrid, Nordmændenes Biſkop, om hvem Mag. Adam (II. 14) fortæller, at han længe før (dudum) den ſvenſke Konge Emund gamles Tid, altſaa længe før Aarene 1052—1056, ſendte ſin Broder- eller Syſterſøn Æsmund eller Osmund (Navnet Æsmund røber den danſke Herkomſt) til Bremen for at oplæres; han prædikede, ſiger Mag. Adam (IV. 33) baade for Svenſke og Nordmænd, og levede lige til vor Tid (c. 1060—70); dog følger heraf ej, at han den hele Tid var Biſkop i Norge; hans Nevø Æsmund begav ſig ſiden til England i en høj Alder og døde i Kloſteret Elv ved 1070, (Hist. Eliensis hos Gale S. 515). Sigurd erkjendtes ikke af den norſke Kirke og opføres ſaaledes ej i de norſke Biſperækker, med Mag. Adam, ſelv en Bremer, er det en anden Sag; thi han maatte juſt lægge Vind Nu at nævne ham og opſtille ham ſom lovlig Biſkop i Norge. Rodulf, ſom ovenfor nævnes, er viſtnok den ſamme, om hvilken Hungrvaka (Cap. 3) fortæller, at hans egentlige Navn var Ulf, men at han kaldtes Rodulf d. e. Rudu-Ulf, fordi Olaf havde ham med ſig fra Ruda eller Rouen; det tilføjes, at han i 19 Aar: opholdt ſig paa Island. Han opføres i de norſke Biſkopsrækker, og er viſtnok den Rodullus episc. Norvegiæ, der ſiden i Aaret 1050 beſøgte ſin „Frænde“ Kong Edward i England, blev der Abbed i Abingdon, og døde 2 Aar efter. (Wharton, Anglia sacra I. 167). Om Bernhard eller Bjarnvard fortæller Hungrvaka, Cap. 3, at han efter nogles Sigende fulgte Olaf fra England, og ſiden efter hans Raad drog til Island. Han kaldes den 3die Biſkop, ſom kom did (Fredrik regnes for den førſte, og den ſaakaldte Jon irſke for den anden); den 4de var, ſiges der Rodulf. Det er ovenfor nævnt, at Saxo omtaler en Bernhard Englænder, der under Olaf Tryggvesſøn prædikede i Norge, døbte Kong Olaf i Sverige, og ſiden blev begraven ved Domkirken i Lund. Han har, ſom man ſeer, maaſkee forvexlet ham med Sigurd eller Sigfred, og maaſkee urigtigt henført ham til Olaf Tryggvesſøn i Stedet för Olaf den hellige. At denne Bernhard er den ſamme ſom den, Mag. Adam (II. 53) lader følge med Knut fra England og udnævnes til Biſkop i Skaane, ſynes aabenbart; og urimeligt er det ej, at han igjen er identiſk med Bernhard den bogviſe.
  22. Se ovf. S. 538, 539.
  23. Den legend. Saga, Cap. 31 ſiger ogſaa: ſaa ſnart Olaf var bleven Enevoldskonge over hele Norge (altſaa ikke før), lagde han fremfor alt ſin Hu paa at ſtyrke Chriſtendommen.
  24. Olaf d. hell. Saga, Cap. 58. Snorre, Cap. 56.
  25. Om Haarek ſe ovf. 1 B. S. 575, 761, nærv. B. S. 319—322.
  26. Olaf d. hell. Saga, Cap. 112. Snorre, Cap. 123. Sigurd var, heder det der, død ſtrax før Uaaret begyndte, eller omtrent 2 Aar førend hans Søn Aasbjørn rejſte ſydefter for at kjøbe Korn, hvilket var 1022. Se nedenfor.
  27. Se Odd Munks Olaf Tr. Saga, Cap. 28.
  28. Det heder udtrykkeligt Cap. 112, at Haarek havde haft hele Haalogaland, deels i Sysſel, deels i Len, indtil Kongen gav Aasmund Grankellsſøn den nordlige Deel.
  29. Olaf d. hell. Saga, Cap. 101. Snorre, Cap. 112. Hvor Grankell boede, ſiges ikke, men ſiden Olafs Beſøg hos ham nævnes mellem Beſøget hos Haarek og Thore Hunds Udnævnelſe til Lendermand, maa man ſlutte, at han har boet længer mod nord end Haarek, men ej ſaa langt nord ſom Bjarkø. Man kan og tildeels ſee det deraf at Kongen ſiden forlenede Aasmund med Syſlen i den nordlige Deel af Haalogaland.