Det norske Folks Historie/2/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Mod Høſtens Begyndelſe kom Olaf tilbage til Throndhjem, hvor han atter vilde tilbringe Vinteren i Nidaros. Kornet ſlog i dette Aar kun lidet til her nord i Landet, ſaa at der herſkede en ſtor Kornmangel i hele det Throndhjemſke og endnu mere længer nordpaa. Det var et Held, at man i lang Tid havde haft gode Aaringer, og derved været iſtand til at ſkaffe ſig ſtore Kornbeholdninger, der nu kom godt tilpas. Dog ængſtede man ſig naturligviis for Fremtiden, og da Chriſtendommen endnu var ſaa ung i Landet, var det ej at undres over, at flere paa fordums Viis tyede til de gamle Guder om Hjelp, iſær i det Indre af Thrøndelagen, hvor de nye Beſtemmelſer til Chriſtendommens Overhold endnu ikke vare blevne vedtagne. Kongen fik ſaaledes den Efterretning derfra, at Bønderne inde i Thrøndelagen havde haft ſtore Gjeſtebud og Drikkelag ved Vinternatstider, og at man der efter gammel Viis havde drukket Mindeſkaaler til Æſerne, ſlagtet Kvæg og Heſte, beſtrøget Staller med Blod, og i det hele taget anſtillet formeligt Blot til Guderne om bedre Aaringer, thi det var tydeligt, havde man ſagt, at Guderne vare blevne vrede fordi Haaleygerne havde antaget Chriſtendommen. Da Olaf hørte dette, ſendte han ſtrax Bud efter flere Bønder fra Indhered, fornemmelig den mægtige og højbyrdige Ølve paa Egg[1], der var at betragte ſom den fornemſte blandt Bønderne paa disſe Kanter. Da de kom, bar Kongen ſtrax disſe Beſkyldninger paa dem. Ølve ſvarede paa Bøndernes Vegne, at de ikke engang havde haft offentligt Gjeſtebud den Høſt, men alene mindre Gilder, Omgangsſelſkaber og Vennelag; hvad de omtalte Mindeſkaaler til Æſerne angik, da vidſte alle forſtandige Mænd at afholde ſig fra ſlige Ord, men hvad uvittige Folk ſagde i deres Datum, kunde han ej ſvare for. Da han godt vidſte at belægge ſine Ord og var djerv til at tale, forſvarede han ſig og Bønderne ſaa godt, at Kongen gav dem Tilladelſe til at rejſe hjem igjen, idet han ſagde at Indthrønderne ſkulde ſelv faa bære Vidnesbyrd før ſig om hvorledes det ſtod til med deres Tro. Men længer ud paa Vintren fik Kongen høre, at Indthrønderne atter havde en talrig Sammenkomſt paa Mæren, hvor de ved Midvinters Tid holdt ſtore Blot for Fred og en god Vinter. Han lod nu paany ſende Bud til Indhered og ſtevne de forſtandigſte Bønder til ſig. Bønderne raadſloge om, hvad de ſkulde gjøre herved: de havde ingen Lyſt til at rejſe, men da Ølve efter deres indſtændige Anmodning atter paatog ſig at ſtille ſig i Spidſen for dem og ſvare paa deres Vegne, droge de afſted. Da han kom til Byen, indfandt han ſig hos Kongen, ſom paaſtod, at Bønderne havde haft Midvinterblot. Ølve benegtede fremdeles noget ſaadant; „vi Bønder“, ſagde han, „havde Julegjeſtebud og mange Samdrikkelag rundt om i Herederne; Bønderne beregne ikke ſit Forraad til Julegildet ſaa knapt, at der jo er meget tilovers, og dermed gjøre de ſig til Gode i Drikkelag længe efter. Paa Mæren er der ſtore Huſe og Omegnen er tæt bebygget, derfor finder man det iſær fornøjeligt at ſamles der og at drikke mange tilſammen“. Kongen ſvarede kort og temmelig ublidt, at det nok forholdt ſig anderledes, end Ølve havde ſagt. Han tillod dog Bønderne at rejſe hjem igjen, men ſagde at han nok ſelv ſkulde ſkaffe ſig ſikker Oplysning i denne Sag; han bad dem alvorligt, ikke oftere at gjøre ſom de hidtil havde gjort. Dermed rejſte Bønderne hjem, fortalte hvorledes det var gaaet dem, og ſagde at Kongen var ikke lidet ond

Ved Paaſketid (1021) havde Olaf et ſtort Gjeſtebud, hvortil baade Bymænd og Bønder vare indbudne. Strax efter Paaſken lod han ſine Skibe ſætte frem og udruſte, idet han imidlertid ſendte Bud efter en af ſine Aarmænd eller Gaardsfogder, ved Navn Thoralde, der beſtyrede Kongsgaarden Haug i Verdalen[2]. Thoralde kom ſtrax. Kongen kaldte ham til Samtale med ſig i Eenrum, og bød ham nøjagtigt at fortælle, hvorledes det hang ſammen med Indthrøndernes foregivne Blotfeſter; „ſom min Aarmand“, ſagde Kongen, „er du forpligtet til at ſige mig Sandheden“. Thoralde ſvarede, at derſom han ſkulde ſige Sandheden maatte Kongen førſt love ham at ſørge for ham ſelv, hans Kone og to Sønner, hvilke han, tilligemed alt det Løsøre, han i Haſt kunde ſamle, for Sikkerheds Skyld havde bragt med til Byen. Dette lovede Kongen. „Da ſkal jeg“, ſagde Thoralde, „berette Sandheden, ſom den er, at inde i Throndhjem er næſten alt Folket hedenſk i ſin Tro, ſkjønt enkelte ere døbte. De have for Skik at holde et Blot om Høſten, for at indvie Vintren, et andet midt om Vintren, og et tredie ved Sommerdag for at indvie Sommeren. De, ſom ere ſammen herom, ere Eynerne, Sparbyggerne, Verdølerne og Skeynerne[3]. Der er tolv Mænd, der ordne og foreſtaa Blotgilderne; i Vaar er det Ølve, ſom ſkal foreſtaa Vejtſlen, og han har derfor nu meget travlt inde paa Mæren, hvor alt det, der udfordres til Gjeſtebudet, bringes ſammen“. Da Kongen nu fik Sandheden at vide, lod han ſine Folk blæſe ſammen og tilſige, at man ſkulde forføje ſig ombord; han-udnævnte Skibsſtyrere og Høvdinger for de enkelte Skarer, hvilke han anviſte deres beſtemte Plads paa hvert Skib. I alt havde han, ſom forhen, fem Skibe og 360 Mand. Med en god Vind ſtyrede han ind ad Fjorden, og kom til Mæren om Natten uden at nogen af de der tilſtedeværende Bønder havde faaet mindſte Nys om hans Rejſe, og længe førend de ventede ham. Han lod ſtrax Huſene omringe, og Ølve blev greben og dræbt tilligemed en Mængde andre. Al den ſammenbragte Gjeſtebudskoſt lod Kongen bringe ombord, ligeledes alle de Klæder og øvrige prægtige Sager til Huſenes Udſmykkelſe og Feſtens Forherligelſe, ſom allerede vare bragte derhen: alt dette lod Kongen dele mellem ſene Folk. Derpaa hjemſøgte Kongen de Mænd, ſom han troede havde meeſt Deel i disſe Anſlag. Nogle bleve grebne og lagte i Lænker; nogle reddede ſig ved Flugten; mange blev deres Gods frataget. Efter at dette var ſkeet, lod Kongen Bønderne ſammenkalde til et Thing, og da han nu havde ſaa mange af Egnens mægtigſte Mænd i ſin Vold, vovede de øvrige, der for det meſte enten ved Slægtſkab eller Venſkab vare nøje forbundne med dem, ikke at byde ham Trods eller gjøre nogen Opſtand. Saaledes maatte da alle Indthrønderne antage den rette Tro og Olafs Lovgivning; han indſatte flere Preſter og lod Kirker indvie der. Kongen erklærede Ølve ugild og alt, hvad han efterlod, for ſin Ejendom. De øvrige, der iſær ſyntes ham ſkyldige, lod han enten dræbe eller lemlæſte eller forjage fra Landet, eller lægge i ſtore Pengebøder. Derefter vendte han tilbage til Nidaros[4].

62. Møre, Raumsdal og Gudbrandsdalen chriſtnes. Eidſiva-Thingforening udvidet.

Da Sommeren kom, beſluttede Olaf at beſøge den øvre Deel af Gudbrandsdalen, til hvilken Chriſtendommen endnu ej var naaet, for ogſaa at udbrede Troen her, og at lægge Vejen over Møre og Raumsdalen, hvor han viſtnok, efter den almindelige Beretning, allerede ſkulde have været paa Rejſen fra Throndhjem i Aaret 1016, men hvor han, om han end — hvad der er meget at betvivle — allerede da har forſøgt at paabyde Chriſtendom og Chriſtenret, umuligt kan have opholdt ſig længe nok til at udrette noget klækkeligt[5]. Nu derimod dvælede han der lige til Høſten, og maa altſaa her, ſom ſædvanligt, have rejſt om fra Thinglag til Thinglag, og paa hvert enkelt Thing have faaet Bønderne deels med det Gode, deels med Tvang, til at antage hans Lovbud. Han ſluttede med Raumsdalen, hvor han lod ſine Skibe blive liggende, ſandſynligviis ved Veblungsnesſet, og tiltraadte derfra Rejſen over Land, op igjennem Raumsdalen til Leſje i Gudbrandsdalen. Paa Leſje og Dovre lod han tage alle de bedſte Mænd, ſom nu enten maatte antage Chriſtendommen eller lade ſit Liv; flere flygtede til de ſydligere Egne af Dalen. De, ſom antoge Chriſtendommen, maatte ſtille deres Sønner ſom Giſler, til Sikkerhed for at de aldrig ſkulde forſage Chriſtendommen. Sønnerne bleve vel behandlede hos Kongen og oplærte i den chriſtelige Tro. Kongen tog Natteleje paa Gaarden Bø ved den øſtlige Ende af Leſjevandet, hvor han indſatte Preſter og ſandſynligviis gav Befaling til at opbygge den Kirke, ſom ſiden ſtod paa denne Gaard[6]. Derfra drog han til Fjelds gjennem Lordalen, for at komme ned til Lom ved Otte-Elven. Da han kom til Stavabrekke, hvor man ſtiger ned til Gaarden Bø i Lom, kunde man ſee ned ad hele den ſmukke og veldyrkede Lom-Bygd paa begge Sider af Otten. Han ſatte ſig ned et Øjeblik og udbrød: „Det er Skade, at en ſaa fager Bygd ſkal brændes“. Derpaa fortſatte han Vejen ned i Dalen og tilbragte fem Dage paa Gaarden Nes, paa Sydſiden af Vandet[7]. Den Stuebygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk han ſov, ſtod længe efter uforandret; endnu for ikke mange Aar tilbage ſkal den have været at ſee. Fra Nes lod han Thingbud udgaa, og ſtevnede til ſig Bønderne af Lom, Vaage og Hedal, med den Beſaling, at de enten ſkulde ſtride mod ham og finde ſig i at deres Gaarde brændtes eller antage Chriſtendommen og overgive ham ſine Sønner ſom Giſler, hvilket dog egentlig mere var at betragte ſom en Hæder for dem, end ſom en Haardhed. De fleſte af Bønderne i disſe Bygder kom ogſaa til ham og underkaſtede ſig hans Beſaling; en Deel flygtede ſydefter. Blandt dem, der antoge Chriſtendommen var ogſaa Bonden Thorgeir gamle paa Garmo, hvilken Kongen til Odel og Eje ſkjenkede det ſtore Thesſe-Vand oppe i Fjeldmarken mellem Lom og Hedal, imod at han lovede at bygge en Kirke paa ſin Gaard. Thorgeir holdt dette Løfte, og Thesſe-Vandet tilhører endnu Garmo[8].

Den mægtigſte Mand i de øvre Egne af Gudbrandsdalen var Dale-Gudbrand, der herſkede i Dalene næſten ſom en Konge. I et Kvad, ſom Sighvat Skald digtede om Erling Skjalgsſøn, heder det udtrykkeligt, at ingen anden Høvding i Landet kunde maale ſig med denne, uden Gudbrand[9]. Af denne Magt havde hans Forfædre i en lang Række af Aar været i Beſiddelſe, og ligeſom der var et gammelt Sagn om, at den førſte i Ætten af Navnet Gudbrand var helliget til Guderne[10], ſynes ogſaa den hele Æt, Mand efter Mand, at have udmerket ſig ved ſin Iver for de hedenſke Ofringer og Faſtholdenhed ved den gamle Aaſa-Religion. Gudbrand boede paa Gaarden Hundorp i Fron. Her ſtod der et Hov eller Blothuus, fornemmelig helliget Thor, hvorom Navnet paa Nabogaarden Hov endnu minder[11]. I Hovet fandtes ſandſynligviis flere Gudebilleder, men fornemmelig tales der om et prægtigt Thorsbillede, der ſynes at have indtaget Hæderspladſen. Da Gudbrand hørte at Kong Olaf var kommen til Lom og tvang Folket: til at lade ſig chriſtne, ſkar han Herør op og ſtevnede alle Dølerne til Hundorp. I kort Tid ſamlede der ſig en ſtor Mængde Folk, da man baade kunde komme til Lands, og til Vands paa Logen. Her holdt Gudbrand Thing med Bønderne og ſagde: „jeg har hørt at der er kommet en Mand til Lom, ſom heder Olaf; han vil byde os en anden Tro og bryde alle vore Guder iſønder, udgivende ſin Gud for langt ſtørre og mægtigere; det er forunderligt, at han ſaaledes ſkal uſtraffet kunne laſte vore Gilder, og at Jorden ikke briſter under ham, naar han vover det. Jeg tænker nok, at naar vi bære vor Gud Thor ud af hans prægtige Huus, ſaa vil han hjelpe os nu ſom for; naar han ſeer Olaf og hans Mænd, da ville de blive ſlagne med Rædſel og deres Gud tilintetgjort“. Da Bønderne hørte denne Dale, raabte de alle ſom een, at Olaf aldrig ſkulde komme levende derfra, hvis han vovede at drage længer ſyd efter Dalen til deres Bygd. De ſendte over 800 Mand under Anførſel af Gudbrands attenaarige Søn, hvis Navn ſkal have været Alf[12], og flere andre Høvdinger nordefter til Breidebygden for at indhente nærmere Efterretninger. Alf ſtandſede førſt i tre Dage paa Gaarden Hov i Sødorp, hvor en Mængde Flygtninger fra Leſje, Lom og Vaage ſamledes til hans Skare; ſiden drog han længer nordefter, indtil han kom til Breiden.

Imidlertid havde Kong Olaf forladt Lom og Vaage, efter at have indſat Preſter til at fuldende Omvendelſesverket. Han drog over Ruſten og kom ned til Sel, hvor han tilbragte Natten, og fik høre, at en ſtor Mængde Folk var ſamlet længer nede i Dalen for at give ham en varm Modtagelſe. Bønderne paa Breiden hørte ligeledes, at Kongen nærmede ſig, og gjorde ſig færdige til Kampen. Om Morgenen hærklædte Kongen ſig med alle ſine Mænd, og drog ſydefter over Selvoldene og videre ned efter Dalen, indtil han kom til Breiden, hvor han fandt en ſtor Flok forſamlet. Kongen fylkede ſin Skare, traadte frem i Spidſen, raabte over til Bønderne og ſpurgte, om de vilde lade ſig døbe. Bønderne ſvarede, at han ſkulde faa andet at gjøre den Dag, end at ſpotte dem, iſtemte Krigsraab og ſloge paa deres Skjolde. Da løb Kongens Mænd frem og kaſtede ſine Spyd, men Bønderne toge ſtrax Flugten, ſaa at kun faa bleve ſtaaende tilbage[13]. Mange bleve fangne, hvoriblandt Alf og flere anſeede Bønders Sønner. Dagen efter ſendte Kongen Alf tilbage til ſin Fader med den Hilſen, at han ſnart ſkulde komme efter. Alf bragte ſin Fader den uvelkomne Efterretning. Han fraraadte ham indſtændigt at indlade ſig i noget Slag med en Mand ſom Olaf, da der ikke var mere end to Hundreder tilbage af den hele Skare, hvormed de havde budt ham Trods. „Det er tydeligt at høre“, ſagde Gudbrand, „at alt dit Mod er banket ud af dig, og i en ulykkelig Stund drog du hjemmefra, thi denne din Skam vil længe mindes: du tror ſtrax paa alle de Skræmſler, denne Mand farer med, derfor har han gjort dig og din Skare ſaadan Spot“. Om Natten ſkal Gudbrand have drømt at en lys og ſkrækindjagende Mand kom til ham og truede ham med endnu ſtørre Ulykke, end der var overgaaet Sønnen, hvis han vovede at ſtride mod Olaf; han ſelv ſkulde falde med alle ſine Mænd, og Ravn og Ulve ſlide deres Lig. Da han, ængſtelig herover, om Morgenen fortalte det til den, ſom næſt ham var den mægtigſte Mand i Dalen, Thord Iſtermage, ſagde denne at han havde drømt det ſamme. De lode derfor blæſe til Things, og forkyndte Bønderne, at de efter nærmere Overlæg havde fundet det bedſt, at dagthinge med denne Mand, ſom kom nordenfra med nyt Trospaabud, for at høre, hvad han egentlig forlangte, og for at prøve, hvad Ret eller Rimelighed han havde at fare med. Gudbrand bød derfor ſin Søn at drage med 12 Mand til Kongen, ſom havde ſkjenket ham Livet efter Slaget, for at melde ham, at Bønderne gjerne vilde holde Thing med ham, og med Fuldmagt til at ſlutte Stilſtand med Kongen, hvis han ſamtykkede i Forſlaget. Olaf modtog dette med Glæde, og der ſluttedes Stilſtand eller Grid mellem begge Parter, ſaa længe Modet varede. Derpaa vendte Sendebudene tilbage, og Olaf begav ſig ud til Gaarden Lidſtad, ganſke nær ved Hundorp, hvor han tilbragte fem Dage[14]. Paa den beſtemte Dag begav Kongen ſig til Thinget, der ſandſynligviis holdtes paa det ſædvanlige Sted ved Hundorp. Da Thinget var ſat, ſtod Kongen op og ſagde, at Beboerne af Leſje, Lom og Vaage havde antaget Chriſtendommen, nedbrudt ſine Blothuſe, ødelagt ſine Afguder og troede nu paa den ſande Gud, der ſkabte Himlen og Jorden: nu var det hans Ønſke, at de her forſamlede Bønder vilde gjøre det ſamme, ſaa at alle havde een Tro, den paa Chriſtus. Da Kongen havde ſat ſig, ſtod Gudbrand op og ſvarede: „Vi vide ikke, hvem du taler om, thi du kalder den en Gud, ſom hverken du eller nogen anden kan ſee. Jeg kan jo ikke bede den om nogen Hjelp, ſom jeg ikke ſeer eller kjender. Da have vi en langt anden Gud, ſom vi hver Dag kunne ſee. Aarſagen, hvorfor han ej er ude i Dag, er den, at det regner ſaa ſterkt; men jeg tror nok, at naar I faa ham at ſee, ville I blive forſkrækkede, ja I ville reent forfærdes over, hvor vældig han er. Men er der noget i, hvad du ſiger, at eders Gud formaar ſaa meget, da lad ham nu mage det ſaaledes, at det i Morgen er ſkyet, men ikke Regn“. Dermed hævedes Thinget for den Dag. Man ſtillede hinanden gjenſidigt Giſler, Gudbrand ſin Søn, og Kongen en anden Mand. Om Aftenen ſpurgte Kongen Gudbrands Søn, hvorledes deres Gud ſaa ud. „Den er gjort i Lignelſe efter Thor“, ſagde han, „høj og før, med en ſtor Hammer i Haanden. Indentil er den huul: den ſtaar paa Fodſkamler ovenpaa en Hjell eller Forhøjning naar han er ude; Guld og Sølv er der nok af paa ham, og hver Dag faar han fem Lever Brød, med Kjød til. Natten ſkal Kongen have tilbragt vaagen, og i Bønner. Dagen efter var Vejret virkelig ſaaledes ſom Gudbrand havde ønſket. Kongen lod bolde Mesſe, gik ſaa til Bords og derfra paa Thinget, hvor Mængden allerede var ſamlet. Biſkop Sigurd traadte frem i fuldt Skrud, iført Chorkaaben med Mitra paa Hovedet og Biſkopsſtav i Haanden. Han prædikede Troen for Bønderne, og talte meget vakkert om de mange Jertejner, Gud havde gjort. Da han ſatte ſig, ſtod Thord Iſtermage op og ſagde: „Mangt og meget taler hiin Hornmand med Stav i Haanden[15]. Men ſiden I paaſtaa, at eders Gud kan gjøre ſaa mange Jertejner, ſaa lade han det være klart Vejr og Solſkin i Morgen; da ſkulle vi atter mødes her og gjøre et af to, enten ſlutte Forlig eller holde Strid“. Derpaa gik de hver til ſit. Kongen kaldte en af ſine Mænd, ved Navn Kolbein ſterke fra Fjordene, til ſig, og bød ham, næſte Morgen paa Thinget at ſtaa ved hans Side med en ſtor Klubbe, ſom han ſædvanligviis plejede at bære foruden Sverdet, hvormed han var omgjordet. Andre bød han om Natten deels at gaa ned til Vandet, hvor Bøndernes Baade laa, og bore Huller i dem, deels at ſnige ſig om paa Gaardene, hvor Bøndernes Heſte gik, og ride dem bort. Selv tilbragte han ogſaa denne Nat med Bønner til Gud om at hjelpe ham med ſin Miſkund og Naade. Da Otteſangen var holdt, gik han til Thinget. Nogle Bønder vare komne, andre ſaa man komme bærende imellem ſig et Billede i Menneſkeſkikkelſe, prydet med Guld og Sølv. Da de tilſtedeværende Bønder ſaa deres Gud nærme ſig, rejſte de ſig alle haſtigt op, og bøjede ſig for dette Skræmſel. Det blev ſat midt paa Thingvolden. Paa den ene Side ſad Bønderne, paa den anden Kongen med ſine Mænd. Nu ſtod Gudbrand op og ſagde: „Hvor er nu din Gud, Konge? Han bærer nok nu Hageſkjegget temmelig lavt, og det lader derhos til at hverken du eller den hornede Mand ved din Side, ſom I kalde Biſkoppen, er fuldt ſaa vigtig ſom i Forgaars, thi nu er vor Gud kommen, der raader for alle Ting, og ſeer paa eder med hvasſe Øjne; jeg ſeer godt at I ere fulde af Angeſt og neppe vove at ſlaa Øjnene op. Lader derfor eders Uvæſen fare og forliger eder atter med vor Gud; ſaa ſtreng han er i at hevne Fornærmelſer, tykkes det mig et ſtort Under at han har ſkaanet eder ſaa længe; men han venter vel ganſke ſikkert at I ville ydmyge eder for ham og dyrke ham“. Kongen ſtod derpaa op og ſvarede: „du har talt mangt og meget til os denne Morgen, og undrer dig over at du ej kan ſee vor Gud: jeg venter at han ſnart kommer til os. Derimod Undrer jeg mig over, at du vil ſkræmme os med din Gud, ſom er blind og døv og hverken kan bjerge ſig ſelv eller andre, eller komme af Stedet uden at bæres af andre: jeg aner at han ſnart vil faa en Ufærd, thi ſee nu mod Øſten, der kommer vor Gud med meget Lys“! Solen ſtod juſt op, og alle Bønderne vendte ſig imod den. Kongen havde tidligere givet Kolbein ſterke et Vink om, at naar det traf ſig ſaaledes under hans Tale, at Bønderne vendte ſig fra ſin Gud, ſkulde han ſlaa til den af alle Kræfter med Klubben. Dette gjorde nu Kolbein, og ſlog til Billedet ſaa eftertrykkeligt, at det braſt i mange Stykker. Ved Lyden heraf vendte Bønderne ſig om og ſaa deres Gud ligge ſønderſlagen, medens Muus ſaa ſtore ſom Katte, og Ormer og Padder valt ud. Bønderne bleve ſaa rædde, at de flygtede deels til deres Baade, deels til deres Heſte; men da de ſatte Baadene ud, løb de fulde af Vand, og Heſtene vare ingen Steds at finde. Der var nu en ſtor Larm. Olaf lod Bønderne kalde tilbage, og bad dom ikke at bære ſig ſaa, thi han havde noget at tale med dem om. De adløde, og Thinget blev paany ſat. Kongen rejſte ſig og ſagde: „jeg ſkjønner ikke, hvad al denne Tummel og Løben frem og tilbage ſkal betyde. I ſee nu, hvad eders Gud duede til, ſom I dyngede Guld og Koſtbarheder paa, og bevertede med Mad og Drikke; Ormer og Padder, Muus og Øgler have nydt godt deraf, ſom I nu ſaa, og det er tilpas til dem, der tro paa ſligt og ej ville lade ſlig Galſkab fare. Tager nu eders Guld og Koſtbarheder op her fra Marken og bringer det hjem til eders Kvinder, men dynger det ikke paa Stokke eller Stene. Og vælger nu et af to, enten ſtrax at antage Chriſtendommen, eller at holde Slag med mig i Dag, ſaa kan den ſejre, hvem vor Gud vil unde Sejren“. Dale-Gudbrand ſagde: „ſtor Skade have vi lidt paa vor Gud, men ſiden han ej kunde hjelpe os, er det vel ſaa, at din Gud er mægtigere, og vor Gud ſvag og daarlig, ſaa ſnart han har med andre end os alene at beſtille; det ville vi nu gjengjelde ham med at lade Troen paa ham fare, men derimod dyrke din Gud, og tro paa ham“. Alle lovede nu at antage Chriſtendommen, og bleve døbte. Biſkoppen ſelv døbte Gudbrand og hans Søn. Gudbrand ſkal have ladet bygge en Kirke paa ſin Gaard, og lagt betydeligt Jordegods til af ſine egne Ejendomme. Olaf lod flere Preſter blive tilbage i disſe Hereder, og han og Gudbrand ſkiltes ſom gode Venner[16].

Fra Gudbrandsdalen drog Olaf ud til Hedemarken, hvor der endnu manglede meget i at Chriſtendommen var fuldſtændigt antagen, thi forrige Gang, han var der efter at have fanget Kongerne, vovede han ej at fare vide om med ikke ſtørre Folkeſtyrke end den, han havde. Der var ſaaledes flere Egne, ſom endnu ikke vare chriſtnede. Nu derimod berejſte Kongen det hele Landſkab, og endte ikke, førend Hedemarken fuldkommen var chriſtnet, Kirker indviede og Preſter udnævnte. Fra Hedemarken drog han til Thoten og Hadeland, hvor han, ſom det heder, rettede paa Folkets Troesſkikke, ligeſaa paa Ringerike. Derpaa drog han til Oslo, og opholdt ſig der nogle Dage, i den Henſigt at beſøge Raumarike. Da Raumerne hørte dette, flokkede de ſig ſammen, for at møde Olaf med væbnet Haand og formene ham Adgangen. Hans forrige Beſøg, ſagde de, ſkulde de nok aldrig glemme, og det ſkulde være ſidſte Gang, han var kommen der. Kongen traf Flokken ved Nitteſund, og vandt, ſom det ſynes, en let Sejr. Bønderne faldt ſtrax til Fode, og han gjennemrejſte det hele Fylke, indtil alle havde antaget Chriſtendommen. Han drog heelt op i Soløer, ſom ligeledes chriſtnedes. Der kom Skalden Ottar ſvarte til ham, for at gaa ham til Haande: han bragte Efterretningen om at Olaf Sviakonge var død (ſidſt i 1021 eller førſt i 1022), og at Anund ſaaledes nu var Enekonge i Sverige[17]. Vintren var nu næſten forbi, og Olaf vendte atter tilbage til Raumarike, hvor han ſtevnede et talrigt Thing paa Eidsvold, hvor Eidſiva-Thinget ſiden den Tid, og viſt ogſaa tidligere, plejede at holdes. Han ſatte da, ſiges det, i Lovene, at Oplændingerne ſkulde ſøge til dette Thing, og at Eidſævis-Loven ſkulde gjelde i alle Oplandenes Fylker, og vide andenſteds, hvor den ſiden har gjeldt[18]. Disſe merkelige Ord bekræfte paa det tydeligſte, hvad der allerede ovenfor er ytret, at det ej var Chriſtendommen og Chriſtenretten alene, ſom Olaf paa disſe ſine Rejſer paabød og deels med det Gode, deels ved Truſler, fik Indbyggerne til at antage, men at det desforuden var den hele, af ham og hans Raadgivere gjennemgaaede og efter Chriſtendommens Aand lempede, altſaa i mange væſentlige Stykker forandrede, verdslige Lovgivning, hvilken han paa denne Maade ſkaffede Indgang, ligeſom vi allerede have ſeet, at han i Thrøndelagen ej alene havde ladet Kirkeloven, men den hele modificerede Lovgivning, oplæſe og faaet den vedtagen. Desforuden ordnede han og, ſom vi ſee, Landets Inddeling, og knyttede dets enkelte Dele nærmere ſammen, idet han i de allerede beſtaaende Thingforeninger fik de Landſkaber optagne, ſom hidtil ſlet ikke, eller kun løſeligt, havde været forbundne dermed. Thi naar det heder, at han beſtemte, at Eidſævisloven ſkulde gjelde over alle Oplandene foruden i de øvrige Landſkaber, hvor den ſenere har gjeldt, kan Meningen deraf alene være den, at ved hans Beſtræbelſer ej alene Oplandenes tre Hovedfylker og de øvrige Landſkaber, ſom allerede af Halfdan ſvarte dermed havde været forenede[19], men i de følgende urolige Tider paany adſplittedes, nu atter ſammenknyttedes; men at denne Forening tillige forøgedes med Gudbrandsdalen, Øſterdalen, maaſke og Numedal og Thelemarken, og at derhos Forbindelſen mellem Oplandene og Viken knyttedes faſtere og uopløſeligere end hidtil. Vi kunne ſaaledes med Vished ſlutte, at f. Ex. under Olafs Ophold i Gudbrandsdalen have Indbyggerne ej alene maattet forpligtet ſig til at antage og overholde Chriſtendommen, men og til at vedtage den ved hans Foranſtaltninger forbedrede Eidſævis-Lov, ſom han ſandſynligviis har ladet oplæſe eller fremſige, og tillige til at give deres Løfte om at godkjende de Beſtemmelſer, han fremdeles til Lovgivningens Betryggelſe og de enkelte Landſkabers nøjere Forening maatte ville paabyde. Efter at ſaaledes alle Forberedelſer vare trufne i hvert enkelt Landſkab eller Fylke, har Kongen kronet Verket med at ſammenkalde hiint Hoved-Thing paa Eidsvold, hvor da Afſendinger fra alle Oplandenes og Vikens Fylker og Landſkaber have mødt, og hvor Thingforeningen i ſin udvidede Form er bleven ſluttet og beſvoren, idet tillige den forbedrede Lovgivning paany er bleven højtideligen vedtagen og bekræftet[20]. Senere ville vi finde at et ſaakaldt Borgarthing for Vikens Landſkaber kom iſtand, med Borg eller Sarpsborg ſom Thingſted. Men uagtet Sarpsborg allerede, ſom vi have ſeet, var anlagt af Olaf, ſaa viſer dog det nys meddeelte, at denne Udſondring af Viken i en egen Thingforening ikke ſkyldes ham, ligeſom det vel endog er uviſt, hvor vidt den nogenſinde har beſtaaet i andet, end at Vikverjerne, for hvem det maatte være ubekvemt at ſøge Thing heelt oppe paa Eidsvold, i Tidens Løb have taget ſig og faaet et Slags Ret til at holde deres Thing i Sarpsborg, hvorved det neppe kunde undgaaes, at den i Olafs Tid fælles Lovgivning for Viken og Oplandene, ved Optagelſen af ſæregne lokale Retsvedtægter, efterhaanden har udgrenet ſig i tvende, der, ſkjønt højſt ubetydeligt, dog altid vare noget forſkjellige fra hinanden[21].

63. Olafs Bedrifter i Gulathingslagen. Uenighed med Erling Skjalgsſøn. Aasbjørn Selsbane.

Efter at vi ſaaledes have gjort os Olafs Fremgangsmaade paa Oplandene klar, kunne vi derfra og ſlutte at han ogſaa i Thrøndelagen ved Siden af Lovforbedringen maa have ſørget for at ſammenknytte paany den ved Delingen efter Svoldrſlaget nødvendigviis meget løsnede Froſtathings-Forening mellem Thrøndelagens Fylker, hvortil nu atter Naumdalen, Nordmøre og Raumsdalen, maaſke endog Søndmøre ere føjede, ligeſom han vel ogſaa dertil vilde have føjet Jemteland, om det var lykkets ham at erhverve Herredømmet derover[22]. Og den ſamme Fremgangsmaade maa han endelig have haft i Sinde at anvende ved Gulathingets, eller de veſtlige og ſydveſtlige, Kyſtfylker med tilhørende Oplande; men for at dette kunde ſke, maatte han førſt og fremſt ſee til at ſikre ſig bedre mod den mægtige Erling Skjalgsſøn, der, uagtet han viſtnok i Forliget til Hvitingsø havde underkaſtet ſig og givet Slip paa de ſtore Forleninger, ſom Jarlerne havde givet ham, dog nu, efter at Kongen ſaa længe havde været borte, i Virkeligheden udøvede den ſamme Magt, ſom før, og maaſkee med ſaa meget ſtørre Voldſomhed, ſom han ej længer var berettiget dertil. Lige fra Sognſø til Lindesnes havde

  1. Egg ligger lige over for Steinker, nær ved Beitſtadfjorden.
  2. Haug er en ſtor Gaard, langt ude i Verdalen, efter hvilken en Skibrede havde ſit Navn, og hvor der ſenere i Middelalderen ſtod en Kirke, indviet til St. Andreas.
  3. Det er Indbyggerne af Eyna-, Sparbyggja-, Verdøla- og Skeyna-Fylke, eller af Beitſtadens, Inderøens, Sparboens, Stads, Snaaſens, Verdalens, Skauns og Yterøens nuværende Preſtegjeld.
  4. Olaf d. hell. Saga, Cap. 102—104. Snorre, Cap. 113—115.
  5. Se ovf. S. 537.
  6. Den ſtod paa den Deel af den ſamlede Gaard, der nu kaldes Nørdſte-Bø.
  7. Nærmeſt paa Søndſte-Nes, thi Nes er nu deelt i flere Brug.
  8. Diplomatarium Norvegicum II. No. 4.
  9. Sighvats Ord lyde ſaaledes, Olaf den helliges Saga, Cap. 107: „Stridsmand, jeg kjender kun een Mand, ſom er dig lig, nemlig Gudbrand, ſom herſker vidt i Landet. Gavmilde Herre, jeg kalder ham og dig Ligemand, og den lyver, ſom kalder ſig bedre“.
  10. Se herom ovenfor 1 B. S. Navnet „Gudbrand“ ſynes virkelig at være gaaet i Arv i Ætten, ſaaledes nævnes en „Gudbrand Herſe i Dalene“ paa Halfdan ſvartes og Harald Haarfagres Tid, ſe ovenfor 1 B. S. 400, 461; en anden under Eriksſønnerne, ſe ovenfor dette B. S. 16. Endelig nævnes en Gudbrand i Dalene paa Haakon Jarls Tid, ſe ovenfor S. 194, og der tales om det Hov, han og Jarlen ejede ſammen, men det er paa hiint Sted viiſt, at det er tvivlſomt, hvor vidt man her har tænkt paa den virkelige gudbrandsdalſke Gudbrand“. Er det ellers denne, maa det ogſaa være den ſamme ſom den, hvormed vi paa nærværende Sted beſkjeftige os. Den legendariſke Saga nævner ogſaa (Cap. 6) Gudbrand ſom en af Aaſtas Friere.
  11. Hove udgjorde nemlig i ældre Tider en Deel af Hundorp, og Sagnet veed endnu at fortælle om at Blothuſet ſtod der, ſe Fayes Sagn, S. 168. Endnu viſes paa Hundorp den ſaakaldte Gudbrandshaug, rimeligviis Ættehøjen, hvorpaa der ſtod en Bautaſteen; der er tillige en af det Slags Steenſætninger, ſom man har kaldet Thingkredſe.
  12. Navnet findes kun i Flatøbogen. Den legendariſke Saga giver Sønnen en Alder af 28 Aar.
  13. Hvor denne Fegtning ſtod, ſiges ikke udtrykkeligt. Man har antaget, at dette var ved Hov, hvor Alf tilbragte de tre Dage, og derved har man ſeet ſig nødſaget til at udſtrække Breidebygden lige til Sødorp forbi Hvam; men det ſiges aldeles ikke, at Alf der oppebiede Kongens Komme. Det rimeligſte er, at Slaget ſtod ved ſelve Breiden.
  14. Lidſtad er den Gaard, paa hvilken Frons Kirke lige til 1787 ſtod; nu ligger Kirken lidt ſøndenfor. Man ſkulde næſten formode, at Olaf under ſit Ophold paa Lidſtad har ladet Grundvolden til Kirken lægge.
  15. Her menes Biſkoppen, hvis Mitra eller kløftede Hue gav ham et Udſeende i Bøndernes Øjne, ſom om han var en Mand med Horn (hyrningr). Det tillægges og om hans Stav, at den øverſt var bøjet ligeſom et Væderhorn: dette ſynes dog at være en ſenere Tilſætning, da de krumbøjede Biſkopsſtave neppe endnu paa Olafs Tid vare brugelige. En lignende Forundring over Biſkopsdragten, ſom den, der her tillægges Gudbrandsdølerne, tillægges i Legenden om St. Sigfrid de ſvenſke i Verend: „tha the sagho ærchebiscopin klæddan i sin scrud, och mædh krokstaf ok krono, tha thænkto some han hafua horn a hofdhe, oc gato ey fulkomlica undrat, thet the hafdho ey förra set“ Fants Scr. rer. Svvc. II. 153).
  16. Olaf den helliges Saga, Cap. 107, 108, Snorre, Cap. 118, 118; den legendariſke Olafsſaga, Cap. 33—38, 74. Denne merkelige Beretning, der af flere Kjendemerker tydeligen kan ſees at være et Lokalſagn, ſom er opbevaret i Gudbrandsdalen ſelv, fortælles næſten med de ſamme Ord baade i de hiſtoriſke Sagaer og den legendariſke. Dog har denne ſidſte den væſentlige Fejl, at den i Cap. 33—38 begynder med at omtale Dale-Gudbrand og hans Forberedelſer til at modtage Olaf, uden at have nævnt om dennes tidligere Rejſe fra Raumsdalen til Leſje og over Lordalen til Lom, hvilket alt ſammen førſt omtales meget ſenere, i Cap. 74, ſom om det foregik paa Olafs ſidſte Flugt fra Søndmøre over Gudbrandsdalen og Oplandene til Sverige. Vilkaarligheden og Urigtigheden af denne Adſkillelſe er ſaa meget mere indlyſende, ſom det endog her heder i Cap. 33, at Dale-Gudbrand havde hørt, at Olaf var kommen til Lom, uagtet det af det foregaaende ſnarere ſkulde ſynes, ſom om Olaf ſøndenfra havde begivet ſig til Gudbrandsdalen. Derimod har den legendariſke Saga Stedsnavnene meget rigtigere, medens de endog i de bedſte Afſkrifter af de hiſtoriſke Sagaer ere betydeligt forvanſkede. I disſe kaldes ſaaledes Bø-Gaardene (Bœar) paa Leſje, hvor Olaf overnattede, Borar, aabenbart kun ved Fejllæsning; medens den legendariſke Saga har: „siðan fór hann yfir Lorodal ok kom þar sem Stafabrekka heitir“, har de hiſtoriſke: „síðan fór hann yfir Orodal ok svá um Ljárdal ok kom niðr þar sem Stafabrekka heitir“: her er, ligeledes ved Fejllæsning, Lorodalr gjort til to, Orodalr og Ljárdalr (der ſkal viſtnok være et Strøg, kaldet Oredalen, men det ligger ſøndenfor Lordalen, ſaa at Kongen førſt maatte komme til denne). I Stedet for Vágaröst (Vaageruſten), ſom Kongen pasſerede over til Sel, har den hiſtoriſke Beretning Vrguröst (Navnet forekommer ej i den legendariſke); Sil, hvortil Kongen kom ned, er i de hiſtoriſke Sagaer forvanſket til Usu, og Silvellir til Suvellir: altſammen fordi ſenere Afſkrivere, ſandſynligviis Islændinger og ubekjendte med Navnene, have læſt dem fejlagtigt. Mellem Fremſtillingen i de to Saga-Bearbejdelſer er der ogſaa den væſentlige Forſkjel, at den hiſtoriſke Saga omtaler de her nævnte Gudbrandsdøler, ſom om de aldrig før havde været chriſtne, medens den legendariſke oftere lader forſtaa, at de allerede tidligere havde været omvendte til Chriſtendommen, men vare frafaldne, ja endog havde gjort ſig nye Afgudsbilleder. Dette, ſom aabenbart grunder ſig paa den urigtige Foreſtilling, at allerede Olaf Tryggvesſøn havde chriſtnet Oplandene, — idet han nemlig, ifølge Cap. 6, ved denne Lejlighed holdt Olaf Haraldsſøn under Daaben førend hans Moder blev gift med Sigurd Syr, altſaa i Gudbrand Kulas Huus, hvilket Sagaberetteren viſtnok har tænkt ſig beliggende i Gudbrandsdalen — ſtrider ligefrem med det fuldkomne Ubekjendtſkab til Chriſtendommen og de chriſtne Ceremonier, ſom ogſaa den legendariſke Saga tillægger Gudbrandsdølerne, og maa følgelig anſees aldeles urigtigt. Vi have ellers allerede ovenfor talt om den ved førſte Øjekaſt noget beſynderlige Omſtændighed, at Gudbrand og Dølerne ſkulde omtale Olaf paa en ſaa fremmed Maade, nemlig ſom „en Mand ved Navn Olaf“, og „denne Mand“ o. ſ. v., uagtet han allerede tidligere, nemlig ſtrax før Neſje-Slaget, havde rejſt paa Vejtſler i Gudbrandsdalen og tillige baade op til Throndhjem og tilbage igjen. Men det er tillige viiſt, at ved „Gudbrandsdalen“ forſtaaes paa dette Sted kun Kong Gudrøds Diſtrikt, altſaa den ſydligſte Deel nærmeſt Mjøſen, og at Olaf for Reſten har rejſt ſaa ſkyndſomt op ad ſaa afſides Fjeldveje, maaſkee endog gjennem Øſterdalen, og til Throndhjem og ned igjen, at Gudbrandsdølerne da neppe have ſeet noget til ham. For øvrigt kan der dog nok ogſaa i Gudbrands Ord ligge nogen Haan eller Ironi; men at i det mindſte Sagafortælleren vil have det betragtet ſom om Olaf var aldeles fremmed i Gudbrandsdalen, er aabenbart.
  17. Olaf d. hell. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap.120, ſiger kun at da Olaf vendte tilbage fra Soløer, var Vintren for en ſtor Deel forløben, og at Sviakongen var død tidligere.den Vinter, førend Ottar ſvarte kom til Olaf paa Soløer. Det er ſaaledes umuligt at vide, om Sviakongens Død indtraf før eller efter Nytaar 1022. Alt hvad vi med Beſtemthed kunne ſige, er alene, at han døde om Vintren 1021—1022.
  18. Olaf d. hen. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap. 120.
  19. Hvilke disſe vare, ſe ovf. 1 B. S. 402.
  20. Nogen Eenhed i Lovgivningen for Oplandene før Olafs Tid kan der neppe have været, om end oprindelig de ſamme Retsvedtægter gjaldt for alle dets Landſkaber, thi den næſten fuldkomne Adſkillelſe, der herſkede mellem dem, maatte i Tidens Løb ogſaa frembringe Forſkjellighed i visſe Enkeltheder. Egentligt Sammenhold eller Lovgivnings-Eenhed herſkede der indtil Olafs Tid viſtnok kun mellem Mjøs-Landſkaberne.
  21. Det er allerede ovenfor nævnt, at den legend. Olafsſaga, Cap. 34, idet den kalder Eidſævisloven „Sefs-Lov“ udtrykkeligt ſiger at der kun herſker 3 Love i Norge, nemlig Froſtathings-, Gulathings- og Sefs-Lov, til hvilken ogſaa følgelig Vikens Lov regnes. Ogſaa i Kongeſagaerne ved 1115 tales der om de tre Lagthing „Gula-, Froſta- og Eidſævis-Thing“, ſom alle Lagthing i Norge. Borgarthing nævnes allerførſt, dog ej ſom ſæreget Lagthing, men kun ſom „et Thing paa Borg, hvor Kongen hyldedes“, omtrent ved 1047, ſe Harald Haardr. Saga, Cap. 40. Vi have viſtnok endnu tilbage en ældre Chriſtenret for Viken, , og en anden for Eidſivathing, hvilke tvende indbyrdes ere noget afvigende, men Afvigelſerne ere ikke ſtørre end at de allerbedſt kunne forklares paa den ovenanførte Maade, og den oprindelige Eenhed ſkinner tydeligt igjennem. Her maa det og bemerkes, at da Oplandene og Viken havde hver ſin Biſkop, kunne Afvigelſerne deraf ſaa meget lettere forklares. Men da vi ej længer beſidde den verdslige Lov, enten for Viken eller Eidſivathing, er det umuligt at vide, om ikke denne virkelig har været eenstydende for begge, eller i alle Fald kun med de indbyrdes Afvigelſer, hvilke Oplandenes ſæregne Beſkaffenhed ſom Indland, Vikens ſom Kyſtland, gjorde nødvendige.
  22. Raumsdalen tilligemed Nordmøre maa i Jarlernes Tid atter have været ſkilt fra Froſtathingets Forening, og derimod gjenforenede med Søndmøre, ſiden disſe to Fylker afſondredes ſom en ſærſkilt Beſiddelſe for Sviakongen. Derfor er det ej uſandſynligt, at nu ogſaa Søndmøre lagdes til Froſtathing, ſee nedenfor. Hvad Haalogaland angaar, da hørte det vel ikke til Froſtathingets Forening, dog maa Froſtathingslovens Vedtægter nødvendigviis have været gjeldende der.