Det norske Folks Historie/2/61

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Mod Høstens Begyndelse kom Olaf tilbage til Throndhjem, hvor han atter vilde tilbringe Vinteren i Nidaros. Kornet slog i dette Aar kun lidet til her nord i Landet, saa at der herskede en stor Kornmangel i hele det Throndhjemske og endnu mere længer nordpaa. Det var et Held, at man i lang Tid havde haft gode Aaringer, og derved været istand til at skaffe sig store Kornbeholdninger, der nu kom godt tilpas. Dog ængstede man sig naturligviis for Fremtiden, og da Christendommen endnu var saa ung i Landet, var det ej at undres over, at flere paa fordums Viis tyede til de gamle Guder om Hjelp, især i det Indre af Thrøndelagen, hvor de nye Bestemmelser til Christendommens Overhold endnu ikke vare blevne vedtagne. Kongen fik saaledes den Efterretning derfra, at Bønderne inde i Thrøndelagen havde haft store Gjestebud og Drikkelag ved Vinternatstider, og at man der efter gammel Viis havde drukket Mindeskaaler til Æserne, slagtet Kvæg og Heste, bestrøget Staller med Blod, og i det hele taget anstillet formeligt Blot til Guderne om bedre Aaringer, thi det var tydeligt, havde man sagt, at Guderne vare blevne vrede fordi Haaleygerne havde antaget Christendommen. Da Olaf hørte dette, sendte han strax Bud efter flere Bønder fra Indhered, fornemmelig den mægtige og højbyrdige Ølve paa Egg[1], der var at betragte som den fornemste blandt Bønderne paa disse Kanter. Da de kom, bar Kongen strax disse Beskyldninger paa dem. Ølve svarede paa Bøndernes Vegne, at de ikke engang havde haft offentligt Gjestebud den Høst, men alene mindre Gilder, Omgangsselskaber og Vennelag; hvad de omtalte Mindeskaaler til Æserne angik, da vidste alle forstandige Mænd at afholde sig fra slige Ord, men hvad uvittige Folk sagde i deres Datum, kunde han ej svare for. Da han godt vidste at belægge sine Ord og var djerv til at tale, forsvarede han sig og Bønderne saa godt, at Kongen gav dem Tilladelse til at rejse hjem igjen, idet han sagde at Indthrønderne skulde selv faa bære Vidnesbyrd før sig om hvorledes det stod til med deres Tro. Men længer ud paa Vintren fik Kongen høre, at Indthrønderne atter havde en talrig Sammenkomst paa Mæren, hvor de ved Midvinters Tid holdt store Blot for Fred og en god Vinter. Han lod nu paany sende Bud til Indhered og stevne de forstandigste Bønder til sig. Bønderne raadsloge om, hvad de skulde gjøre herved: de havde ingen Lyst til at rejse, men da Ølve efter deres indstændige Anmodning atter paatog sig at stille sig i Spidsen for dem og svare paa deres Vegne, droge de afsted. Da han kom til Byen, indfandt han sig hos Kongen, som paastod, at Bønderne havde haft Midvinterblot. Ølve benegtede fremdeles noget saadant; „vi Bønder“, sagde han, „havde Julegjestebud og mange Samdrikkelag rundt om i Herederne; Bønderne beregne ikke sit Forraad til Julegildet saa knapt, at der jo er meget tilovers, og dermed gjøre de sig til Gode i Drikkelag længe efter. Paa Mæren er der store Huse og Omegnen er tæt bebygget, derfor finder man det især fornøjeligt at samles der og at drikke mange tilsammen“. Kongen svarede kort og temmelig ublidt, at det nok forholdt sig anderledes, end Ølve havde sagt. Han tillod dog Bønderne at rejse hjem igjen, men sagde at han nok selv skulde skaffe sig sikker Oplysning i denne Sag; han bad dem alvorligt, ikke oftere at gjøre som de hidtil havde gjort. Dermed rejste Bønderne hjem, fortalte hvorledes det var gaaet dem, og sagde at Kongen var ikke lidet ond

Ved Paasketid (1021) havde Olaf et stort Gjestebud, hvortil baade Bymænd og Bønder vare indbudne. Strax efter Paasken lod han sine Skibe sætte frem og udruste, idet han imidlertid sendte Bud efter en af sine Aarmænd eller Gaardsfogder, ved Navn Thoralde, der bestyrede Kongsgaarden Haug i Verdalen[2]. Thoralde kom strax. Kongen kaldte ham til Samtale med sig i Eenrum, og bød ham nøjagtigt at fortælle, hvorledes det hang sammen med Indthrøndernes foregivne Blotfester; „som min Aarmand“, sagde Kongen, „er du forpligtet til at sige mig Sandheden“. Thoralde svarede, at dersom han skulde sige Sandheden maatte Kongen først love ham at sørge for ham selv, hans Kone og to Sønner, hvilke han, tilligemed alt det Løsøre, han i Hast kunde samle, for Sikkerheds Skyld havde bragt med til Byen. Dette lovede Kongen. „Da skal jeg“, sagde Thoralde, „berette Sandheden, som den er, at inde i Throndhjem er næsten alt Folket hedensk i sin Tro, skjønt enkelte ere døbte. De have for Skik at holde et Blot om Høsten, for at indvie Vintren, et andet midt om Vintren, og et tredie ved Sommerdag for at indvie Sommeren. De, som ere sammen herom, ere Eynerne, Sparbyggerne, Verdølerne og Skeynerne[3]. Der er tolv Mænd, der ordne og forestaa Blotgilderne; i Vaar er det Ølve, som skal forestaa Vejtslen, og han har derfor nu meget travlt inde paa Mæren, hvor alt det, der udfordres til Gjestebudet, bringes sammen“. Da Kongen nu fik Sandheden at vide, lod han sine Folk blæse sammen og tilsige, at man skulde forføje sig ombord; han-udnævnte Skibsstyrere og Høvdinger for de enkelte Skarer, hvilke han anviste deres bestemte Plads paa hvert Skib. I alt havde han, som forhen, fem Skibe og 360 Mand. Med en god Vind styrede han ind ad Fjorden, og kom til Mæren om Natten uden at nogen af de der tilstedeværende Bønder havde faaet mindste Nys om hans Rejse, og længe førend de ventede ham. Han lod strax Husene omringe, og Ølve blev greben og dræbt tilligemed en Mængde andre. Al den sammenbragte Gjestebudskost lod Kongen bringe ombord, ligeledes alle de Klæder og øvrige prægtige Sager til Husenes Udsmykkelse og Festens Forherligelse, som allerede vare bragte derhen: alt dette lod Kongen dele mellem sene Folk. Derpaa hjemsøgte Kongen de Mænd, som han troede havde meest Deel i disse Anslag. Nogle bleve grebne og lagte i Lænker; nogle reddede sig ved Flugten; mange blev deres Gods frataget. Efter at dette var skeet, lod Kongen Bønderne sammenkalde til et Thing, og da han nu havde saa mange af Egnens mægtigste Mænd i sin Vold, vovede de øvrige, der for det meste enten ved Slægtskab eller Venskab vare nøje forbundne med dem, ikke at byde ham Trods eller gjøre nogen Opstand. Saaledes maatte da alle Indthrønderne antage den rette Tro og Olafs Lovgivning; han indsatte flere Prester og lod Kirker indvie der. Kongen erklærede Ølve ugild og alt, hvad han efterlod, for sin Ejendom. De øvrige, der især syntes ham skyldige, lod han enten dræbe eller lemlæste eller forjage fra Landet, eller lægge i store Pengebøder. Derefter vendte han tilbage til Nidaros[4].

62. Møre, Raumsdal og Gudbrandsdalen christnes. Eidsiva-Thingforening udvidet.

Da Sommeren kom, besluttede Olaf at besøge den øvre Deel af Gudbrandsdalen, til hvilken Christendommen endnu ej var naaet, for ogsaa at udbrede Troen her, og at lægge Vejen over Møre og Raumsdalen, hvor han vistnok, efter den almindelige Beretning, allerede skulde have været paa Rejsen fra Throndhjem i Aaret 1016, men hvor han, om han end – hvad der er meget at betvivle – allerede da har forsøgt at paabyde Christendom og Christenret, umuligt kan have opholdt sig længe nok til at udrette noget klækkeligt[5]. Nu derimod dvælede han der lige til Høsten, og maa altsaa her, som sædvanligt, have rejst om fra Thinglag til Thinglag, og paa hvert enkelt Thing have faaet Bønderne deels med det Gode, deels med Tvang, til at antage hans Lovbud. Han sluttede med Raumsdalen, hvor han lod sine Skibe blive liggende, sandsynligviis ved Veblungsnesset, og tiltraadte derfra Rejsen over Land, op igjennem Raumsdalen til Lesje i Gudbrandsdalen. Paa Lesje og Dovre lod han tage alle de bedste Mænd, som nu enten maatte antage Christendommen eller lade sit Liv; flere flygtede til de sydligere Egne af Dalen. De, som antoge Christendommen, maatte stille deres Sønner som Gisler, til Sikkerhed for at de aldrig skulde forsage Christendommen. Sønnerne bleve vel behandlede hos Kongen og oplærte i den christelige Tro. Kongen tog Natteleje paa Gaarden Bø ved den østlige Ende af Lesjevandet, hvor han indsatte Prester og sandsynligviis gav Befaling til at opbygge den Kirke, som siden stod paa denne Gaard[6]. Derfra drog han til Fjelds gjennem Lordalen, for at komme ned til Lom ved Otte-Elven. Da han kom til Stavabrekke, hvor man stiger ned til Gaarden Bø i Lom, kunde man see ned ad hele den smukke og veldyrkede Lom-Bygd paa begge Sider af Otten. Han satte sig ned et Øjeblik og udbrød: „Det er Skade, at en saa fager Bygd skal brændes“. Derpaa fortsatte han Vejen ned i Dalen og tilbragte fem Dage paa Gaarden Nes, paa Sydsiden af Vandet[7]. Den Stuebygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk han sov, stod længe efter uforandret; endnu for ikke mange Aar tilbage skal den have været at see. Fra Nes lod han Thingbud udgaa, og stevnede til sig Bønderne af Lom, Vaage og Hedal, med den Besaling, at de enten skulde stride mod ham og finde sig i at deres Gaarde brændtes eller antage Christendommen og overgive ham sine Sønner som Gisler, hvilket dog egentlig mere var at betragte som en Hæder for dem, end som en Haardhed. De fleste af Bønderne i disse Bygder kom ogsaa til ham og underkastede sig hans Besaling; en Deel flygtede sydefter. Blandt dem, der antoge Christendommen var ogsaa Bonden Thorgeir gamle paa Garmo, hvilken Kongen til Odel og Eje skjenkede det store Thesse-Vand oppe i Fjeldmarken mellem Lom og Hedal, imod at han lovede at bygge en Kirke paa sin Gaard. Thorgeir holdt dette Løfte, og Thesse-Vandet tilhører endnu Garmo[8].

Den mægtigste Mand i de øvre Egne af Gudbrandsdalen var Dale-Gudbrand, der herskede i Dalene næsten som en Konge. I et Kvad, som Sighvat Skald digtede om Erling Skjalgssøn, heder det udtrykkeligt, at ingen anden Høvding i Landet kunde maale sig med denne, uden Gudbrand[9]. Af denne Magt havde hans Forfædre i en lang Række af Aar været i Besiddelse, og ligesom der var et gammelt Sagn om, at den første i Ætten af Navnet Gudbrand var helliget til Guderne[10], synes ogsaa den hele Æt, Mand efter Mand, at have udmerket sig ved sin Iver for de hedenske Ofringer og Fastholdenhed ved den gamle Aasa-Religion. Gudbrand boede paa Gaarden Hundorp i Fron. Her stod der et Hov eller Blothuus, fornemmelig helliget Thor, hvorom Navnet paa Nabogaarden Hov endnu minder[11]. I Hovet fandtes sandsynligviis flere Gudebilleder, men fornemmelig tales der om et prægtigt Thorsbillede, der synes at have indtaget Hæderspladsen. Da Gudbrand hørte at Kong Olaf var kommen til Lom og tvang Folket: til at lade sig christne, skar han Herør op og stevnede alle Dølerne til Hundorp. I kort Tid samlede der sig en stor Mængde Folk, da man baade kunde komme til Lands, og til Vands paa Logen. Her holdt Gudbrand Thing med Bønderne og sagde: „jeg har hørt at der er kommet en Mand til Lom, som heder Olaf; han vil byde os en anden Tro og bryde alle vore Guder isønder, udgivende sin Gud for langt større og mægtigere; det er forunderligt, at han saaledes skal ustraffet kunne laste vore Gilder, og at Jorden ikke brister under ham, naar han vover det. Jeg tænker nok, at naar vi bære vor Gud Thor ud af hans prægtige Huus, saa vil han hjelpe os nu som for; naar han seer Olaf og hans Mænd, da ville de blive slagne med Rædsel og deres Gud tilintetgjort“. Da Bønderne hørte denne Dale, raabte de alle som een, at Olaf aldrig skulde komme levende derfra, hvis han vovede at drage længer syd efter Dalen til deres Bygd. De sendte over 800 Mand under Anførsel af Gudbrands attenaarige Søn, hvis Navn skal have været Alf[12], og flere andre Høvdinger nordefter til Breidebygden for at indhente nærmere Efterretninger. Alf standsede først i tre Dage paa Gaarden Hov i Sødorp, hvor en Mængde Flygtninger fra Lesje, Lom og Vaage samledes til hans Skare; siden drog han længer nordefter, indtil han kom til Breiden.

Imidlertid havde Kong Olaf forladt Lom og Vaage, efter at have indsat Prester til at fuldende Omvendelsesverket. Han drog over Rusten og kom ned til Sel, hvor han tilbragte Natten, og fik høre, at en stor Mængde Folk var samlet længer nede i Dalen for at give ham en varm Modtagelse. Bønderne paa Breiden hørte ligeledes, at Kongen nærmede sig, og gjorde sig færdige til Kampen. Om Morgenen hærklædte Kongen sig med alle sine Mænd, og drog sydefter over Selvoldene og videre ned efter Dalen, indtil han kom til Breiden, hvor han fandt en stor Flok forsamlet. Kongen fylkede sin Skare, traadte frem i Spidsen, raabte over til Bønderne og spurgte, om de vilde lade sig døbe. Bønderne svarede, at han skulde faa andet at gjøre den Dag, end at spotte dem, istemte Krigsraab og sloge paa deres Skjolde. Da løb Kongens Mænd frem og kastede sine Spyd, men Bønderne toge strax Flugten, saa at kun faa bleve staaende tilbage[13]. Mange bleve fangne, hvoriblandt Alf og flere anseede Bønders Sønner. Dagen efter sendte Kongen Alf tilbage til sin Fader med den Hilsen, at han snart skulde komme efter. Alf bragte sin Fader den uvelkomne Efterretning. Han fraraadte ham indstændigt at indlade sig i noget Slag med en Mand som Olaf, da der ikke var mere end to Hundreder tilbage af den hele Skare, hvormed de havde budt ham Trods. „Det er tydeligt at høre“, sagde Gudbrand, „at alt dit Mod er banket ud af dig, og i en ulykkelig Stund drog du hjemmefra, thi denne din Skam vil længe mindes: du tror strax paa alle de Skræmsler, denne Mand farer med, derfor har han gjort dig og din Skare saadan Spot“. Om Natten skal Gudbrand have drømt at en lys og skrækindjagende Mand kom til ham og truede ham med endnu større Ulykke, end der var overgaaet Sønnen, hvis han vovede at stride mod Olaf; han selv skulde falde med alle sine Mænd, og Ravn og Ulve slide deres Lig. Da han, ængstelig herover, om Morgenen fortalte det til den, som næst ham var den mægtigste Mand i Dalen, Thord Istermage, sagde denne at han havde drømt det samme. De lode derfor blæse til Things, og forkyndte Bønderne, at de efter nærmere Overlæg havde fundet det bedst, at dagthinge med denne Mand, som kom nordenfra med nyt Trospaabud, for at høre, hvad han egentlig forlangte, og for at prøve, hvad Ret eller Rimelighed han havde at fare med. Gudbrand bød derfor sin Søn at drage med 12 Mand til Kongen, som havde skjenket ham Livet efter Slaget, for at melde ham, at Bønderne gjerne vilde holde Thing med ham, og med Fuldmagt til at slutte Stilstand med Kongen, hvis han samtykkede i Forslaget. Olaf modtog dette med Glæde, og der sluttedes Stilstand eller Grid mellem begge Parter, saa længe Modet varede. Derpaa vendte Sendebudene tilbage, og Olaf begav sig ud til Gaarden Lidstad, ganske nær ved Hundorp, hvor han tilbragte fem Dage[14]. Paa den bestemte Dag begav Kongen sig til Thinget, der sandsynligviis holdtes paa det sædvanlige Sted ved Hundorp. Da Thinget var sat, stod Kongen op og sagde, at Beboerne af Lesje, Lom og Vaage havde antaget Christendommen, nedbrudt sine Blothuse, ødelagt sine Afguder og troede nu paa den sande Gud, der skabte Himlen og Jorden: nu var det hans Ønske, at de her forsamlede Bønder vilde gjøre det samme, saa at alle havde een Tro, den paa Christus. Da Kongen havde sat sig, stod Gudbrand op og svarede: „Vi vide ikke, hvem du taler om, thi du kalder den en Gud, som hverken du eller nogen anden kan see. Jeg kan jo ikke bede den om nogen Hjelp, som jeg ikke seer eller kjender. Da have vi en langt anden Gud, som vi hver Dag kunne see. Aarsagen, hvorfor han ej er ude i Dag, er den, at det regner saa sterkt; men jeg tror nok, at naar I faa ham at see, ville I blive forskrækkede, ja I ville reent forfærdes over, hvor vældig han er. Men er der noget i, hvad du siger, at eders Gud formaar saa meget, da lad ham nu mage det saaledes, at det i Morgen er skyet, men ikke Regn“. Dermed hævedes Thinget for den Dag. Man stillede hinanden gjensidigt Gisler, Gudbrand sin Søn, og Kongen en anden Mand. Om Aftenen spurgte Kongen Gudbrands Søn, hvorledes deres Gud saa ud. „Den er gjort i Lignelse efter Thor“, sagde han, „høj og før, med en stor Hammer i Haanden. Indentil er den huul: den staar paa Fodskamler ovenpaa en Hjell eller Forhøjning naar han er ude; Guld og Sølv er der nok af paa ham, og hver Dag faar han fem Lever Brød, med Kjød til. Natten skal Kongen have tilbragt vaagen, og i Bønner. Dagen efter var Vejret virkelig saaledes som Gudbrand havde ønsket. Kongen lod bolde Messe, gik saa til Bords og derfra paa Thinget, hvor Mængden allerede var samlet. Biskop Sigurd traadte frem i fuldt Skrud, iført Chorkaaben med Mitra paa Hovedet og Biskopsstav i Haanden. Han prædikede Troen for Bønderne, og talte meget vakkert om de mange Jertejner, Gud havde gjort. Da han satte sig, stod Thord Istermage op og sagde: „Mangt og meget taler hiin Hornmand med Stav i Haanden[15]. Men siden I paastaa, at eders Gud kan gjøre saa mange Jertejner, saa lade han det være klart Vejr og Solskin i Morgen; da skulle vi atter mødes her og gjøre et af to, enten slutte Forlig eller holde Strid“. Derpaa gik de hver til sit. Kongen kaldte en af sine Mænd, ved Navn Kolbein sterke fra Fjordene, til sig, og bød ham, næste Morgen paa Thinget at staa ved hans Side med en stor Klubbe, som han sædvanligviis plejede at bære foruden Sverdet, hvormed han var omgjordet. Andre bød han om Natten deels at gaa ned til Vandet, hvor Bøndernes Baade laa, og bore Huller i dem, deels at snige sig om paa Gaardene, hvor Bøndernes Heste gik, og ride dem bort. Selv tilbragte han ogsaa denne Nat med Bønner til Gud om at hjelpe ham med sin Miskund og Naade. Da Ottesangen var holdt, gik han til Thinget. Nogle Bønder vare komne, andre saa man komme bærende imellem sig et Billede i Menneskeskikkelse, prydet med Guld og Sølv. Da de tilstedeværende Bønder saa deres Gud nærme sig, rejste de sig alle hastigt op, og bøjede sig for dette Skræmsel. Det blev sat midt paa Thingvolden. Paa den ene Side sad Bønderne, paa den anden Kongen med sine Mænd. Nu stod Gudbrand op og sagde: „Hvor er nu din Gud, Konge? Han bærer nok nu Hageskjegget temmelig lavt, og det lader derhos til at hverken du eller den hornede Mand ved din Side, som I kalde Biskoppen, er fuldt saa vigtig som i Forgaars, thi nu er vor Gud kommen, der raader for alle Ting, og seer paa eder med hvasse Øjne; jeg seer godt at I ere fulde af Angest og neppe vove at slaa Øjnene op. Lader derfor eders Uvæsen fare og forliger eder atter med vor Gud; saa streng han er i at hevne Fornærmelser, tykkes det mig et stort Under at han har skaanet eder saa længe; men han venter vel ganske sikkert at I ville ydmyge eder for ham og dyrke ham“. Kongen stod derpaa op og svarede: „du har talt mangt og meget til os denne Morgen, og undrer dig over at du ej kan see vor Gud: jeg venter at han snart kommer til os. Derimod Undrer jeg mig over, at du vil skræmme os med din Gud, som er blind og døv og hverken kan bjerge sig selv eller andre, eller komme af Stedet uden at bæres af andre: jeg aner at han snart vil faa en Ufærd, thi see nu mod Østen, der kommer vor Gud med meget Lys“! Solen stod just op, og alle Bønderne vendte sig imod den. Kongen havde tidligere givet Kolbein sterke et Vink om, at naar det traf sig saaledes under hans Tale, at Bønderne vendte sig fra sin Gud, skulde han slaa til den af alle Kræfter med Klubben. Dette gjorde nu Kolbein, og slog til Billedet saa eftertrykkeligt, at det brast i mange Stykker. Ved Lyden heraf vendte Bønderne sig om og saa deres Gud ligge sønderslagen, medens Muus saa store som Katte, og Ormer og Padder valt ud. Bønderne bleve saa rædde, at de flygtede deels til deres Baade, deels til deres Heste; men da de satte Baadene ud, løb de fulde af Vand, og Hestene vare ingen Steds at finde. Der var nu en stor Larm. Olaf lod Bønderne kalde tilbage, og bad dom ikke at bære sig saa, thi han havde noget at tale med dem om. De adløde, og Thinget blev paany sat. Kongen rejste sig og sagde: „jeg skjønner ikke, hvad al denne Tummel og Løben frem og tilbage skal betyde. I see nu, hvad eders Gud duede til, som I dyngede Guld og Kostbarheder paa, og bevertede med Mad og Drikke; Ormer og Padder, Muus og Øgler have nydt godt deraf, som I nu saa, og det er tilpas til dem, der tro paa sligt og ej ville lade slig Galskab fare. Tager nu eders Guld og Kostbarheder op her fra Marken og bringer det hjem til eders Kvinder, men dynger det ikke paa Stokke eller Stene. Og vælger nu et af to, enten strax at antage Christendommen, eller at holde Slag med mig i Dag, saa kan den sejre, hvem vor Gud vil unde Sejren“. Dale-Gudbrand sagde: „stor Skade have vi lidt paa vor Gud, men siden han ej kunde hjelpe os, er det vel saa, at din Gud er mægtigere, og vor Gud svag og daarlig, saa snart han har med andre end os alene at bestille; det ville vi nu gjengjelde ham med at lade Troen paa ham fare, men derimod dyrke din Gud, og tro paa ham“. Alle lovede nu at antage Christendommen, og bleve døbte. Biskoppen selv døbte Gudbrand og hans Søn. Gudbrand skal have ladet bygge en Kirke paa sin Gaard, og lagt betydeligt Jordegods til af sine egne Ejendomme. Olaf lod flere Prester blive tilbage i disse Hereder, og han og Gudbrand skiltes som gode Venner[16].

Fra Gudbrandsdalen drog Olaf ud til Hedemarken, hvor der endnu manglede meget i at Christendommen var fuldstændigt antagen, thi forrige Gang, han var der efter at have fanget Kongerne, vovede han ej at fare vide om med ikke større Folkestyrke end den, han havde. Der var saaledes flere Egne, som endnu ikke vare christnede. Nu derimod berejste Kongen det hele Landskab, og endte ikke, førend Hedemarken fuldkommen var christnet, Kirker indviede og Prester udnævnte. Fra Hedemarken drog han til Thoten og Hadeland, hvor han, som det heder, rettede paa Folkets Troesskikke, ligesaa paa Ringerike. Derpaa drog han til Oslo, og opholdt sig der nogle Dage, i den Hensigt at besøge Raumarike. Da Raumerne hørte dette, flokkede de sig sammen, for at møde Olaf med væbnet Haand og formene ham Adgangen. Hans forrige Besøg, sagde de, skulde de nok aldrig glemme, og det skulde være sidste Gang, han var kommen der. Kongen traf Flokken ved Nittesund, og vandt, som det synes, en let Sejr. Bønderne faldt strax til Fode, og han gjennemrejste det hele Fylke, indtil alle havde antaget Christendommen. Han drog heelt op i Soløer, som ligeledes christnedes. Der kom Skalden Ottar svarte til ham, for at gaa ham til Haande: han bragte Efterretningen om at Olaf Sviakonge var død (sidst i 1021 eller først i 1022), og at Anund saaledes nu var Enekonge i Sverige[17]. Vintren var nu næsten forbi, og Olaf vendte atter tilbage til Raumarike, hvor han stevnede et talrigt Thing paa Eidsvold, hvor Eidsiva-Thinget siden den Tid, og vist ogsaa tidligere, plejede at holdes. Han satte da, siges det, i Lovene, at Oplændingerne skulde søge til dette Thing, og at Eidsævis-Loven skulde gjelde i alle Oplandenes Fylker, og vide andensteds, hvor den siden har gjeldt[18]. Disse merkelige Ord bekræfte paa det tydeligste, hvad der allerede ovenfor er ytret, at det ej var Christendommen og Christenretten alene, som Olaf paa disse sine Rejser paabød og deels med det Gode, deels ved Trusler, fik Indbyggerne til at antage, men at det desforuden var den hele, af ham og hans Raadgivere gjennemgaaede og efter Christendommens Aand lempede, altsaa i mange væsentlige Stykker forandrede, verdslige Lovgivning, hvilken han paa denne Maade skaffede Indgang, ligesom vi allerede have seet, at han i Thrøndelagen ej alene havde ladet Kirkeloven, men den hele modificerede Lovgivning, oplæse og faaet den vedtagen. Desforuden ordnede han og, som vi see, Landets Inddeling, og knyttede dets enkelte Dele nærmere sammen, idet han i de allerede bestaaende Thingforeninger fik de Landskaber optagne, som hidtil slet ikke, eller kun løseligt, havde været forbundne dermed. Thi naar det heder, at han bestemte, at Eidsævisloven skulde gjelde over alle Oplandene foruden i de øvrige Landskaber, hvor den senere har gjeldt, kan Meningen deraf alene være den, at ved hans Bestræbelser ej alene Oplandenes tre Hovedfylker og de øvrige Landskaber, som allerede af Halfdan svarte dermed havde været forenede[19], men i de følgende urolige Tider paany adsplittedes, nu atter sammenknyttedes; men at denne Forening tillige forøgedes med Gudbrandsdalen, Østerdalen, maaske og Numedal og Thelemarken, og at derhos Forbindelsen mellem Oplandene og Viken knyttedes fastere og uopløseligere end hidtil. Vi kunne saaledes med Vished slutte, at f. Ex. under Olafs Ophold i Gudbrandsdalen have Indbyggerne ej alene maattet forpligtet sig til at antage og overholde Christendommen, men og til at vedtage den ved hans Foranstaltninger forbedrede Eidsævis-Lov, som han sandsynligviis har ladet oplæse eller fremsige, og tillige til at give deres Løfte om at godkjende de Bestemmelser, han fremdeles til Lovgivningens Betryggelse og de enkelte Landskabers nøjere Forening maatte ville paabyde. Efter at saaledes alle Forberedelser vare trufne i hvert enkelt Landskab eller Fylke, har Kongen kronet Verket med at sammenkalde hiint Hoved-Thing paa Eidsvold, hvor da Afsendinger fra alle Oplandenes og Vikens Fylker og Landskaber have mødt, og hvor Thingforeningen i sin udvidede Form er bleven sluttet og besvoren, idet tillige den forbedrede Lovgivning paany er bleven højtideligen vedtagen og bekræftet[20]. Senere ville vi finde at et saakaldt Borgarthing for Vikens Landskaber kom istand, med Borg eller Sarpsborg som Thingsted. Men uagtet Sarpsborg allerede, som vi have seet, var anlagt af Olaf, saa viser dog det nys meddeelte, at denne Udsondring af Viken i en egen Thingforening ikke skyldes ham, ligesom det vel endog er uvist, hvor vidt den nogensinde har bestaaet i andet, end at Vikverjerne, for hvem det maatte være ubekvemt at søge Thing heelt oppe paa Eidsvold, i Tidens Løb have taget sig og faaet et Slags Ret til at holde deres Thing i Sarpsborg, hvorved det neppe kunde undgaaes, at den i Olafs Tid fælles Lovgivning for Viken og Oplandene, ved Optagelsen af særegne lokale Retsvedtægter, efterhaanden har udgrenet sig i tvende, der, skjønt højst ubetydeligt, dog altid vare noget forskjellige fra hinanden[21].

63. Olafs Bedrifter i Gulathingslagen. Uenighed med Erling Skjalgssøn. Aasbjørn Selsbane.

Efter at vi saaledes have gjort os Olafs Fremgangsmaade paa Oplandene klar, kunne vi derfra og slutte at han ogsaa i Thrøndelagen ved Siden af Lovforbedringen maa have sørget for at sammenknytte paany den ved Delingen efter Svoldrslaget nødvendigviis meget løsnede Frostathings-Forening mellem Thrøndelagens Fylker, hvortil nu atter Naumdalen, Nordmøre og Raumsdalen, maaske endog Søndmøre ere føjede, ligesom han vel ogsaa dertil vilde have føjet Jemteland, om det var lykkets ham at erhverve Herredømmet derover[22]. Og den samme Fremgangsmaade maa han endelig have haft i Sinde at anvende ved Gulathingets, eller de vestlige og sydvestlige, Kystfylker med tilhørende Oplande; men for at dette kunde ske, maatte han først og fremst see til at sikre sig bedre mod den mægtige Erling Skjalgssøn, der, uagtet han vistnok i Forliget til Hvitingsø havde underkastet sig og givet Slip paa de store Forleninger, som Jarlerne havde givet ham, dog nu, efter at Kongen saa længe havde været borte, i Virkeligheden udøvede den samme Magt, som før, og maaskee med saa meget større Voldsomhed, som han ej længer var berettiget dertil. Lige fra Sognsø til Lindesnes havde

  1. ↑ Egg ligger lige over for Steinker, nær ved Beitstadfjorden.
  2. ↑ Haug er en stor Gaard, langt ude i Verdalen, efter hvilken en Skibrede havde sit Navn, og hvor der senere i Middelalderen stod en Kirke, indviet til St. Andreas.
  3. ↑ Det er Indbyggerne af Eyna-, Sparbyggja-, Verdøla- og Skeyna-Fylke, eller af Beitstadens, Inderøens, Sparboens, Stads, Snaasens, Verdalens, Skauns og Yterøens nuværende Prestegjeld.
  4. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 102–104. Snorre, Cap. 113–115.
  5. ↑ Se ovf. S. 537.
  6. ↑ Den stod paa den Deel af den samlede Gaard, der nu kaldes Nørdste-Bø.
  7. ↑ Nærmest paa Søndste-Nes, thi Nes er nu deelt i flere Brug.
  8. ↑ Diplomatarium Norvegicum II. No. 4.
  9. ↑ Sighvats Ord lyde saaledes, Olaf den helliges Saga, Cap. 107: „Stridsmand, jeg kjender kun een Mand, som er dig lig, nemlig Gudbrand, som hersker vidt i Landet. Gavmilde Herre, jeg kalder ham og dig Ligemand, og den lyver, som kalder sig bedre“.
  10. ↑ Se herom ovenfor 1 B. S. Navnet „Gudbrand“ synes virkelig at være gaaet i Arv i Ætten, saaledes nævnes en „Gudbrand Herse i Dalene“ paa Halfdan svartes og Harald Haarfagres Tid, se ovenfor 1 B. S. 400, 461; en anden under Erikssønnerne, se ovenfor dette B. S. 16. Endelig nævnes en Gudbrand i Dalene paa Haakon Jarls Tid, se ovenfor S. 194, og der tales om det Hov, han og Jarlen ejede sammen, men det er paa hiint Sted viist, at det er tvivlsomt, hvor vidt man her har tænkt paa den virkelige gudbrandsdalske Gudbrand“. Er det ellers denne, maa det ogsaa være den samme som den, hvormed vi paa nærværende Sted beskjeftige os. Den legendariske Saga nævner ogsaa (Cap. 6) Gudbrand som en af Aastas Friere.
  11. ↑ Hove udgjorde nemlig i ældre Tider en Deel af Hundorp, og Sagnet veed endnu at fortælle om at Blothuset stod der, se Fayes Sagn, S. 168. Endnu vises paa Hundorp den saakaldte Gudbrandshaug, rimeligviis Ættehøjen, hvorpaa der stod en Bautasteen; der er tillige en af det Slags Steensætninger, som man har kaldet Thingkredse.
  12. ↑ Navnet findes kun i Flatøbogen. Den legendariske Saga giver Sønnen en Alder af 28 Aar.
  13. ↑ Hvor denne Fegtning stod, siges ikke udtrykkeligt. Man har antaget, at dette var ved Hov, hvor Alf tilbragte de tre Dage, og derved har man seet sig nødsaget til at udstrække Breidebygden lige til Sødorp forbi Hvam; men det siges aldeles ikke, at Alf der oppebiede Kongens Komme. Det rimeligste er, at Slaget stod ved selve Breiden.
  14. ↑ Lidstad er den Gaard, paa hvilken Frons Kirke lige til 1787 stod; nu ligger Kirken lidt søndenfor. Man skulde næsten formode, at Olaf under sit Ophold paa Lidstad har ladet Grundvolden til Kirken lægge.
  15. ↑ Her menes Biskoppen, hvis Mitra eller kløftede Hue gav ham et Udseende i Bøndernes Øjne, som om han var en Mand med Horn (hyrningr). Det tillægges og om hans Stav, at den øverst var bøjet ligesom et Væderhorn: dette synes dog at være en senere Tilsætning, da de krumbøjede Biskopsstave neppe endnu paa Olafs Tid vare brugelige. En lignende Forundring over Biskopsdragten, som den, der her tillægges Gudbrandsdølerne, tillægges i Legenden om St. Sigfrid de svenske i Verend: „tha the sagho ærchebiscopin klæddan i sin scrud, och mædh krokstaf ok krono, tha thænkto some han hafua horn a hofdhe, oc gato ey fulkomlica undrat, thet the hafdho ey förra set“ Fants Scr. rer. Svvc. II. 153).
  16. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 107, 108, Snorre, Cap. 118, 118; den legendariske Olafssaga, Cap. 33–38, 74. Denne merkelige Beretning, der af flere Kjendemerker tydeligen kan sees at være et Lokalsagn, som er opbevaret i Gudbrandsdalen selv, fortælles næsten med de samme Ord baade i de historiske Sagaer og den legendariske. Dog har denne sidste den væsentlige Fejl, at den i Cap. 33–38 begynder med at omtale Dale-Gudbrand og hans Forberedelser til at modtage Olaf, uden at have nævnt om dennes tidligere Rejse fra Raumsdalen til Lesje og over Lordalen til Lom, hvilket alt sammen først omtales meget senere, i Cap. 74, som om det foregik paa Olafs sidste Flugt fra Søndmøre over Gudbrandsdalen og Oplandene til Sverige. Vilkaarligheden og Urigtigheden af denne Adskillelse er saa meget mere indlysende, som det endog her heder i Cap. 33, at Dale-Gudbrand havde hørt, at Olaf var kommen til Lom, uagtet det af det foregaaende snarere skulde synes, som om Olaf søndenfra havde begivet sig til Gudbrandsdalen. Derimod har den legendariske Saga Stedsnavnene meget rigtigere, medens de endog i de bedste Afskrifter af de historiske Sagaer ere betydeligt forvanskede. I disse kaldes saaledes Bø-Gaardene (Bœar) paa Lesje, hvor Olaf overnattede, Borar, aabenbart kun ved Fejllæsning; medens den legendariske Saga har: „siðan fór hann yfir Lorodal ok kom þar sem Stafabrekka heitir“, har de historiske: „síðan fór hann yfir Orodal ok svá um Ljárdal ok kom niðr þar sem Stafabrekka heitir“: her er, ligeledes ved Fejllæsning, Lorodalr gjort til to, Orodalr og Ljárdalr (der skal vistnok være et Strøg, kaldet Oredalen, men det ligger søndenfor Lordalen, saa at Kongen først maatte komme til denne). I Stedet for Vágaröst (Vaagerusten), som Kongen passerede over til Sel, har den historiske Beretning Vrguröst (Navnet forekommer ej i den legendariske); Sil, hvortil Kongen kom ned, er i de historiske Sagaer forvansket til Usu, og Silvellir til Suvellir: altsammen fordi senere Afskrivere, sandsynligviis Islændinger og ubekjendte med Navnene, have læst dem fejlagtigt. Mellem Fremstillingen i de to Saga-Bearbejdelser er der ogsaa den væsentlige Forskjel, at den historiske Saga omtaler de her nævnte Gudbrandsdøler, som om de aldrig før havde været christne, medens den legendariske oftere lader forstaa, at de allerede tidligere havde været omvendte til Christendommen, men vare frafaldne, ja endog havde gjort sig nye Afgudsbilleder. Dette, som aabenbart grunder sig paa den urigtige Forestilling, at allerede Olaf Tryggvessøn havde christnet Oplandene, – idet han nemlig, ifølge Cap. 6, ved denne Lejlighed holdt Olaf Haraldssøn under Daaben førend hans Moder blev gift med Sigurd Syr, altsaa i Gudbrand Kulas Huus, hvilket Sagaberetteren vistnok har tænkt sig beliggende i Gudbrandsdalen – strider ligefrem med det fuldkomne Ubekjendtskab til Christendommen og de christne Ceremonier, som ogsaa den legendariske Saga tillægger Gudbrandsdølerne, og maa følgelig ansees aldeles urigtigt. Vi have ellers allerede ovenfor talt om den ved første Øjekast noget besynderlige Omstændighed, at Gudbrand og Dølerne skulde omtale Olaf paa en saa fremmed Maade, nemlig som „en Mand ved Navn Olaf“, og „denne Mand“ o. s. v., uagtet han allerede tidligere, nemlig strax før Nesje-Slaget, havde rejst paa Vejtsler i Gudbrandsdalen og tillige baade op til Throndhjem og tilbage igjen. Men det er tillige viist, at ved „Gudbrandsdalen“ forstaaes paa dette Sted kun Kong Gudrøds Distrikt, altsaa den sydligste Deel nærmest Mjøsen, og at Olaf for Resten har rejst saa skyndsomt op ad saa afsides Fjeldveje, maaskee endog gjennem Østerdalen, og til Throndhjem og ned igjen, at Gudbrandsdølerne da neppe have seet noget til ham. For øvrigt kan der dog nok ogsaa i Gudbrands Ord ligge nogen Haan eller Ironi; men at i det mindste Sagafortælleren vil have det betragtet som om Olaf var aldeles fremmed i Gudbrandsdalen, er aabenbart.
  17. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap.120, siger kun at da Olaf vendte tilbage fra Soløer, var Vintren for en stor Deel forløben, og at Sviakongen var død tidligere.den Vinter, førend Ottar svarte kom til Olaf paa Soløer. Det er saaledes umuligt at vide, om Sviakongens Død indtraf før eller efter Nytaar 1022. Alt hvad vi med Bestemthed kunne sige, er alene, at han døde om Vintren 1021–1022.
  18. ↑ Olaf d. hen. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap. 120.
  19. ↑ Hvilke disse vare, se ovf. 1 B. S. 402.
  20. ↑ Nogen Eenhed i Lovgivningen for Oplandene før Olafs Tid kan der neppe have været, om end oprindelig de samme Retsvedtægter gjaldt for alle dets Landskaber, thi den næsten fuldkomne Adskillelse, der herskede mellem dem, maatte i Tidens Løb ogsaa frembringe Forskjellighed i visse Enkeltheder. Egentligt Sammenhold eller Lovgivnings-Eenhed herskede der indtil Olafs Tid vistnok kun mellem Mjøs-Landskaberne.
  21. ↑ Det er allerede ovenfor nævnt, at den legend. Olafssaga, Cap. 34, idet den kalder Eidsævisloven „Sefs-Lov“ udtrykkeligt siger at der kun hersker 3 Love i Norge, nemlig Frostathings-, Gulathings- og Sefs-Lov, til hvilken ogsaa følgelig Vikens Lov regnes. Ogsaa i Kongesagaerne ved 1115 tales der om de tre Lagthing „Gula-, Frosta- og Eidsævis-Thing“, som alle Lagthing i Norge. Borgarthing nævnes allerførst, dog ej som særeget Lagthing, men kun som „et Thing paa Borg, hvor Kongen hyldedes“, omtrent ved 1047, se Harald Haardr. Saga, Cap. 40. Vi have vistnok endnu tilbage en ældre Christenret for Viken, , og en anden for Eidsivathing, hvilke tvende indbyrdes ere noget afvigende, men Afvigelserne ere ikke større end at de allerbedst kunne forklares paa den ovenanførte Maade, og den oprindelige Eenhed skinner tydeligt igjennem. Her maa det og bemerkes, at da Oplandene og Viken havde hver sin Biskop, kunne Afvigelserne deraf saa meget lettere forklares. Men da vi ej længer besidde den verdslige Lov, enten for Viken eller Eidsivathing, er det umuligt at vide, om ikke denne virkelig har været eenstydende for begge, eller i alle Fald kun med de indbyrdes Afvigelser, hvilke Oplandenes særegne Beskaffenhed som Indland, Vikens som Kystland, gjorde nødvendige.
  22. ↑ Raumsdalen tilligemed Nordmøre maa i Jarlernes Tid atter have været skilt fra Frostathingets Forening, og derimod gjenforenede med Søndmøre, siden disse to Fylker afsondredes som en særskilt Besiddelse for Sviakongen. Derfor er det ej usandsynligt, at nu ogsaa Søndmøre lagdes til Frostathing, see nedenfor. Hvad Haalogaland angaar, da hørte det vel ikke til Frostathingets Forening, dog maa Frostathingslovens Vedtægter nødvendigviis have været gjeldende der.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/61&oldid=85253»