Det norske Folks Historie/2/59

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Kong Olaf underhandlede med Sveriges Konge, havde han den hele Tid været utrætteligt virkſom ſaavel for at ſtyrke ſit Herredømme, ſom at udbrede Chriſtendommen i Viken og paa Oplandene, hvortil hans Ophold nu var indſkrænket ſaa længe ſom Freden med Sverige endnu ikke var ſluttet. Da han ſelv havde fine fleſte Frænder og Venner paa denne Kant, og tillige her allerførſt var bleven anerkjendt ſom ſtunge, maa han vel i det hele taget her have anſeet ſig ſikrere paa Folkets Hengivenhed og Troſkab, end i det Nordenfjeldſke. Da nu hertil kom, at Chriſtendommen allerede havde faaet et tryggere Fodfæſte i Viken end andenſteds i Landet, deels fordi den tidligſt havde været udbredt her, og deels fordi Viken ſelv ſtod i nærmere Forbindelſe med Danmark og andre chriſtne Lande, er det temmelig let at forſtaa, hvorledes Olaf kunde vove, endog med Eftertryk og alvorlig Strenghed at ophjelpe og udbrede Chriſtendommen i disſe Egne, førend han endnu havde faaet de farlige Stridigheder med Sviakongen bilagte. I Viken, ſiges der udtrykkeligt, var den chriſtne Tro langt mere bekjendt end nord i Landet, thi der fandtes baade Vinter og Sommer en Mængde ſaavel danſke ſom ſaxiſke Kjøbmænd, og Vikverjerne plejede desuden meget at fare i Kjøbferd paa England, Saxland, Flandern eller Danmark; andre laa i Viking og havde Vinterophold i chriſtne Lande[1]. Anderledes forholdt det ſig derimod i Oplandene, hvor, ſom vi have ſeet, Chriſtendommen neppe engang havde naaet hen, undtagen til Ringerike og de nærmeſt omliggende Egne[2]. Det var, ſom vi nedenfor ſkulle viſe, Olafs alvorlige Henſigt at ſammenknytte Norges hidtil ſaa løſt ſammenhængende Dele til et eneſte vel organiſeret og ordnet Heelt, der under Chiriſtendommens Velſignelſer kunde gaa frem i ſand Kultur, og arbejde lig op til en under den vilde Vikingetid ukjendt Grad af materielt og aandeligt Velvære. Men dette var umuligt, ſaa længe endnu nogen Deel af Riget bekjendte ſig til Hedendommen, og ligeledes, ſaa længe der endnu fandtes andre Konger i Landet, end Olaf ſelv. Dette var juſt Tilfældet paa Oplandene, hvor ej alene Hedendommen endnu var overvejende, men hvor der tillige fandtes hedenſke Konger af Harald Haarfagres Æt. Vare disſe end kun Smaakonger, og havde de end anerkjendt Olaf ſom ſin Overherre, ſaa havde de dog i Virkeligheden lige ſaa ſtor Arveret til Riget, ſom han ſelv, og kunde ſaaledes altid af en misfornøjet hedenſk Flok opſtilles ſom Tronprætendenter, medens de derhos kunde blive farlige Redſkaber i en fremmed Magts Haand, da de, ſom vi have ſeet, endnu for det meſte hyldede den ældre egoiſtiſke Landſkabspolitik, der kun lod dem ſtræbe efter ſærſkilt Uafhængighed og privat Selvraadighed, uden at de formaaede at hæve flg til den højere og mere omfattende Patriotisme, der havde Norges Eenhed og ydre Selvſtændighed for Øje. For Olaf maatte det altſaa være af højeſte Vigtighed, jo før jo heller, at faa den Fare, der fra disſe Kanter truede ham og hans Yndlingsplaner, afvendt, og dette kunde ikke ſke uden ved Chriſtendommens fuldkomne Indførelſe Paa Oplandene, og ved hine Smaakongers fuldkomne Bortfjernelſe. Vel opſtillede der flg ſom en Hindring derimod, at Olaf ſelv ſom Betingelſe for deres frivillige Hyldeſt havde lovet dem Sikkerhed og Beſkyttelſe. Men det var at forudſee, at de ej godvilligen vilde underkaſte ſig Kongens Chriſtendomspaabud og øvrige Foranſtaltninger til Ordenens Opretholdelſe, ſaa at der altſaa ej vilde mangle paa tilſtrækkelig Anledning til at refſe dem, ligeſom det vel, uagtet der ej udtrykkeligt meldes noget derom, neppe ſlaar fejl, at flere af dem, fornemmelig den trodſige Rørek, allerede længe havde næret Oprørsplaner mod Olaf, hvorom denne var vidende. Naar vi nu læſe, at Olaf ſamme Høſt, ſom han havde ſendt Bjørn Stallare til Sverige, lod ſende Folk til Oplandene med den Befaling, at Bønderne ſkulde berede Vejtſler for ham, da det var hans Henſigt at gjennemrejſe disſe Landſkaber, og, ſom man ſiden erfoer, paabyde Chriſtendommen[3], ere vi følgelig ogſaa berettigede til at antage, at det tillige var hans beſtemte Plan, paa en eller anden Maade at gjøre Fylkeskongerne uſkadelige, og Formaalet for hans Rejſe maa derfor ej alene betragtes ſom religiøſt, men ogſaa, og fornemmelig, ſom politiſk.

Kongen tiltraadte ſaaledes om Høſten ſin Rejſe fra Sarpsborg, og førſt til Vingulmark, eller Egnen mellem Oslofjorden og Raumarike[4]. Han pasſede det ſaaledes, at han altid ſtandſede raa Steder, der laa Skovbygderne nærmeſt, thi det var iſær i de øvre Dele og de meeſt afſides Bygder, at Hedenſkaben endnu holdt ſig. Han lod alle Bygdens Folk, iſær dem, der boede meeſt afſides, ſtevne til ſig, underſøgte paa det nøjeſte, hvorledes Chriſtendommen overholdtes, og hvor han merkede nogen Mangel heri, lod han de vankundige belære. Fandtes der nogen, ſom ej vilde forſage Hedendommen, behandlede han dem ſtrengt, nogle jog han ud af Landet, andre lod han lemlæſte paa Hænder eller Fødder eller blinde, andre lod han hænge eller halshugge. Denne Fremferd forekommer viſtnok os efter vore nuværende Begreber temmelig haard og grum, men man maa ikke glemme, at de, der ſaaledes ſtraffedes, maatte betragtes og vel ogſaa betragtedes ſom frafaldne, ligeſom det ikke engang er tænkeligt, at de endnu ſkulde holde faſt ved Hedendommen uden at lægge et ſaa afgjort Fiendſkab mod Olaf for Dagen, at han var berettiget til at ſtraffe dem. Efter at have indſat faa mange Preſter i dette Fylke, ſom det befandtes nødvendigt, drog han, ledſaget af 360 ſtridbare Mænd[5], op til Raumarike. Jo længere han kom op i Landet, deſto daarligere ſtod det ſig med Chriſtendommen, men han tvang dog hele Befolkningen til at antage den, og ſtraffede haardt dem, der vægrede ſig. Dette fandt Fylkeskongen paa Raumarike heel betænkeligt, thi hver Dag kom der mange Folk, mægtige og ringe, til ham og klagede derover[6]. Han tog den Beſlutning at rejſe op paa Hedemarken til Kong Rørek, der anſaaes for den viſeſte af alle Fylkeskongerne, og ſpørge ham om Raad. Rørek og han bleve enige om at ſende Bud til Kong Gudrød i Dalene og Kongen paa Hadeland med Anmodning om at de vilde indfinde ſig paa Ringsaker, for at de alle kunde raadſlaa i Forening. De fulgte ſtrax Opfordringen, og ſaaledes ſamledes der fem Konger paa Ringsaker, nemlig Rørek, hans Broder Ring, Gudrød, den hadelandſke og den raumarikſke Konge. Denne ſidſte begyndte Forhandlingerne med at klage over Olaf digres Færd og den Ufred, han gjorde, idet han lod Folk dræbe eller lemlæſte eller forjage, tog deres Ejendomme i Beſiddelſe og rejſte om med en heel Hær, langt mandſterkere end Loven tillod. For denne Ufred, ſagde han, havde han ſelv flygtet ſaa vel ſom mange andre anſeede Mænd paa Raumarike, og ſnart kunde de øvrige Konger vente ſig det ſamme: derfor var det bedſt, at de i Fællesſkab raadſloge om, hvad derved var at gjøre. De andre æſkede Røreks Mening. Han ſagde: „nu er det gaaet ſaaledes ſom jeg ſpaaede ved vort forrige Møde paa Hadeland, da I vare ſaa hidſige paa at tage Olaf til Overkonge, at han nemlig vilde blive haard at tage i Horn, naar han førſt havde faaet Magten. Nu ſeer jeg kun tvende Udveje, enten at vi alle drage ham imøde og lade ham afgjøre alt, ſom han vil, — og dette tror jeg er os bedſt, — eller at vi gjøre Opſtand imod ham førend han endnu er kommen længer paa ſin Rejſe; thi om han end har tre eller fire Hundreder Mænd, ſaa vil dette ej være nogen farlig Overmagt at binde an med, naar vi kun alle ere enige, thi ellers gaar det daarligere hvor der er flere Anførere tilſammen, end hvor der kun er een, og jeg vilde derfor helſt raade til, at vi ej friſte Lykken mod Olaf Haraldsſøn“. Der blev nu talt frem og tilbage. Nogle fraraadte, andre tilſkyndede at gjøre Opſtand. Da ſagde Gudrød af Dalene: „det er dog underligt, at I ere ſaa ubeſtemte i denne Sag. I maa dog tilgavns være bange for Olaf„ Her ere vi nu fem Konger ſamlede, hvoraf enhver er lige ſaa godt arveberettiget til Riget, ſom Olaf ſelv. Vi have underſtøttet ham i Krigen mod Svein Jarl, ſaa at han ved vor Hjelp har vundet Riget. Vil han desuagtet formene os den ubetydelige Magt, vi have tilbage, og tvinge eller kue os, da erklærer jeg, at jeg ej vil finde mig deri, og kalder ikke den af eder nogen Mand, ſom frygter for at tage ham af Dage, hvis han farer i Hænderne paa os her paa Hedemarken, thi det forſikrer jeg, at aldrig bære vi Hovedet frit, ſaa længe Olaf lever“. Dette virkede, og alle erklærede ſig enige med ham. Da ſagde Rørek: „have vi nu førſt beſluttet dette, bør vi og gjenſidigt forbinde os med hinanden dertil ſaa faſt, at vi kunne ſtole paa at ingen ſvigter. Skal Olaf angribes her paa Hedemarken, føler jeg mig ikke tryg, hvis nogle af eder ere her, nogle oppe i Dalene; jeg fordrer at vi alle ſkulle forblive tilſammen baade Nat og Dag, indtil vort Anſlag er udført“. Dette ſandt de andre billigt, og ſaaledes beſluttede de da at holde ſig ſammen. De lode Vejtſler berede for ſig paa Ringsaker, og holdt Omgangsgilder, medens de uafladeligt ved Spejden holdt Øje med Olafs Færd, ſaa at de til enhver Tid vidſte, hvor han var, eller hvor mange Folk han havde om ſig. Olafs ſtore Følge foraarſagede, at han maatte opholde ſig kortere ved de fleſte Vejtſler, end fra førſt af paatænkt, da det ſamlede Forraad ej ſtrak til; og ſaaledes kom han tidligere end aftalt op til Eidsvold ved Mjøſen. Kongerne havde imidlertid ſammenkaldt Lendermændene og de mægtigere Bønder fra alle de oplandſke Fylker, og aabenbaret dem ſin Henſigt; de beſtemte en Dag, naar den ſkulde udføres, aftalte at enhver Konge ſkulde have 360 Mand, og ſendte Lendermændene hjem for at ſamle Folk. De fleſte af de ſammenkaldte Mænd ſyntes godt om denne Plan. Dette var derimod ikke Tilfældet med Kong Olafs Ven Ketil Kalf paa Ringenes, der ogſaa var tilſtede paa Mødet. Da han om Aftenen kom hjem, ſkyndte han ſig at ſpiſe Natverd, men roede derpaa om Natten med 40 vel bevæbnede Huuskarle paa den Karve, Olaf ſtrax efter Neſje-Slaget havde givet ham, ud til Minne, hvor han kom tidligt om Morgenen. Han lod 20 Mand pasſe paa Baaden, med andre 20 Mand gik han i Land for at opſøge Kongen, og traf ham juſt ſom han kom fra Otteſang. Ketil ſagde, at han ønſkede at tale med ham i Eenrum De gik derpaa afſides, og Ketil underrettede ham nu om hvad Oplandskongerne havde for. Kongen lod ſtrax alle ſine Mænd kalde ſammen, ſendte nogle om i Bygden for at ſkaffe Rideſkyds, og andre op til Mjøſen for at tage alle de Baade, ſom de kunde finde, og ro ham imøde med dem. Derpaa gik han til Højmesſe og ſiden til Bords; efter Maaltidet gjorde han ſig rede og ſkyndte ſig ſaa hurtigt ſom muligt op til Vandet. Her mødte Skibene; ſelv gik han i Karven med ſaa mange Mænd, ſom den rummede; de øvrige indſkibede ſig ſom de bedſt kunde paa de øvrige Farkoſter. I alt var det henimod 360 Mand. Om Aftenen ſatte de fra Land, og roede i ſtille Vejr op efter Mjøſen om Natten. Endnu før Dag kom de til Ringsaker, hvor de udſatte Vagter ej bleve dem var, førend de vare ganſke nær ved Gaarden. Ketil og hans Folk vidſte godt, i hvilke Huſe Kongerne laa. Disſe lod Kongen omringe, og nøje pasſe paa at ingen kom ud. Saaledes ventede de, indtil det blev lyſt. Smaakongerne, der ej vare mandſterke nok til at tænke paa Forſvar, bleve alle fangne og førte frem for Olaf, der ſtraffede dem mere eller mindre haardt. Ring, den raumarikſke og den hadelandſke Konge ſlap med at aflægge Ed paa at de ſkulde forlade Norge og aldrig komme tilbage. Paa Gudrød derimod, ſom allerførſt havde raadet til at ſtræbe ham efter Livet, lod han Tungen udſkære. Rørek, hvis Klogſkab og Driſtighed han iſær frygtede, og ſom han troede aldrig at kunne lide paa, om han end indgik Forlig med ham, lod han blinde og beholdt ham hos ſig for ſtedſe at have ham under Opſigt. De Lendermænd og Bønder, der havde deeltaget i Sammenſværgelſen, ſtraffedes ligeledes enten med Landflygtighed eller Lemleſtelſe; enkelte bleve dog tagne til Naade. Af de øvrige tog Kongen Giſler for at ſikre ſig deres Troſkab, idet han underlagde ſig Kongernes Beſiddelſer, og udſkrev Vejtſle-Gjeld fra Hedemarken og Gudbrandsdalen, ſom han nu ikke agtede at beſøge, hvorimod han vendte tilbage til Raumarike og derfra til Hadeland[7].

Den ſamme Vinter (i Begyndelſen af Store! 1018) døde Olafs Stiffader Sigurd Syr. Han omtales ikke ſynderligt efter Neſje-Slaget, og Olaf kom vel heller ikke i videre Berørelſe med ham, da han i al den Tid ej beſøgte Oplandene; men at Forſtaaelſen mellem dem ej var den allerbedſte, ſynes at kunne ſluttes deraf, at Sigurds Søn, Kong Harald Haardraade, ſiden ſagde til Olafs Søn Magnus, at Olaf havde frataget hans Fader en koſtbar Guldring for en ringe Sag, og at det ej var godt for Smaakongerne i Norge, da Olaf var paa det mægtigſte[8]. Olaf bar altſaa nu ene Kongenavn i Norge, hvilket man ikke havde ſeet Exempel paa ſiden Harald Haarfagres Dage. Hvor meget dette maatte bidrage til at forøge hans Anſeelſe og befæſte hans Magt, er let at indſee. Førſt nu kan man ſige at Oplandene virkelig og blivende vare forenede med det øvrige Norge, og ikke engang under Harald Haarfagre vare Rigets ſydligere Dele ſaa faſt og varigt ſammenknyttede ſom nu. Olafs Held og beſtemte Færd gjorde ham derhos anſeet og frygtet, ſaa vel hjemme ſom ude: vi have allerede ſeet hvilken Opſigt Kongernes Tilfangetagelſe vakte i Sverige; Kan man end beklage den Haardhed, hvormed Olaf foer frem mod de Konger, der dog i ſin Tid havde hjulpet ham til Regjeringen, maa man paa den anden Side erkjende, at den ej alene ſtrengt taget var forſkyldt, men at den ogſaa var nødvendig for Rigets Sikkerhed. Man maa ſtedſe have for Øje, at der paa hiin Tid ikke fandtes noget Statsfængſel eller Forviisningsſted hvor ſaa urolige Gemytter, ſom Rørek og Gudrød, kunde holdes i ſikker Forvaring, og det var ſaaledes nødvendigt, paa andre Maader at betrygge ſig mod deres Anſlag. At Olaf virkelig havde alt at befrygte af Rørek, viſer det følgende.

Ved Efterretningen om Sigurd Syrs Død begav Olaf ſig til Ringerike, hvor hans Moder Aaſta gjorde en ſtor Vejtſle for ham, og hvor han ſynes at have opholdt ſig i nogen Tid, ſandſynligviis for at ordne Arve-Anliggenderne med hende og ſine Halvbrødre, Guthorm, Halfdan og Harald. Der fortælles, at da Aaſta bragte dem hen til ham for at viſe ham dem, tog han førſt Guthorm og Halfdan paa hvert af ſine Knæ og ſatte et barſkt Anſigt op mod dem, hvorover de bleve forſkrækkede og løb bort; derpaa gjorde han det ſamme med den yngſte, Harald, ſom da kun var tre Vintre gammel[9]; han lod ſig ikke ſkræmme, men ſaa djærvt op mod Kongen. Olaf rykkede ham i Haaret, men Drengen rykkede ham igjen i Overſkjegget; da ſagde Kongen: „du vil ſiden blive hevnſom, Frænde!“ Dagen efter gik Kongen med ſin Moder ude paa Gaardens Marker, og kom til Vandet, hvor Drengene ſtode og legte ſig. Guthorm og Halfdan ſtode ſammen og havde gjort en Deel Figurer, der ſkulde foreſtille Gaarde, Kornlader, Kør og Sauder; men Harald ſtod et lidet Stykke derfra ved en Vig, og havde en Mængde Træſpaaner, der fløde ved Landet. Kongen ſpurgte hvad det ſkulde betyde: „Hærſkibe“, ſvarede han. Kongen lo og ſagde: „det kan nok hænde, at du engang kommer til at raade for Hærſkibe“. Kongen kaldte nu Halfdan og Guthorm til ſig, og ſpurgte den ſidſte, hvad han helſt ønſkede flg meget af. „Agre“, ſvarede han. „Hvor ſtore“, ſpurgte Kongen. „Saa ſtore“, ſagde Guthorm, „ſom hele dette Nes, der gaar ud i Vandet, naar det hver Sommer var tilſaaet“: paa Neſet ſtode ti Gaarde. „Der kunde visſelig ſtaa meget Korn“, ſvarede Olaf. „End du“, ſagde han til Halfdan, „hvad vilde du have meſt af’.’“ „Kør“, ſvarede han. „Hvor mange“, ſpurgte Kongen. „Saa mange“, ſvarede Halfdan, „at de, naar de ſkulde drikke, ſtode ganſke tykt rundt om dette Vand“. „Store Gaardsbrug vilde I have“, ſagde Kongen; „deri ligne I eders Fader“. „Men du“, ſagde han til Harald, „hvad vilde du have’.’“ „Huuskarle“, ſvarede Drengen. „Hvor mange“, ſpurgte Kongen. „Saa mange“, ſagde Harald, at de i et eneſte Maaltid aade alle min Broder Halfdans Kør“. Da lo Kongen og ſagde til Aaſta: „Her opføder du nok en Konge, Moder!“[10]

Fra Ringerike drog Olaf atter ud til Viken, hvor han før Paaſke kom til Tunsberg. Den blinde Rørek havde han med ſig, og behandlede ham meget godt; han gav ham to Mænd til Opvartning, lod han ſidde ved ſin Side i Højſædet, holdt ham vel i Mad, Drikke og Klæder, og lod ham faa rigelige Lommepenge. Rørek var dog, ſom man let kan begribe, mørk og ordknap, og ſvarede ſom ofteſt tvært og kort, naar man talte til ham. Han plejede ofte at lade ſin Skoſvend lede ſig afſides fra andre, hvor han da pryglede ham. Følgen var at Skoſvenden tilſidſt løb fra ham. Rørek ſagde til Kongen, at Drengen ej vilde tjene ham, og Kongen gav ham da en ny Tjener, men det gik ikke bedre med denne, og lige ſaa lidt med hans Efterfølgere, indtil Olaf ſatte en Mand ved Navn Svein, der var noget beſlægtet med Rørek og tidligere havde været hans Mand, til at opvarte ham. Det var dette, ſom Rørek havde ønſket. Han vedblev vel endnu med ſit Stivſind og ſine afſides Vandringer, men i Stedet for at prygle Svein ſom de forrige Tjenere, naar de vare i Eenrum, var han venlig og ſnakſom, talte om gamle Begivenheder fra den Tid, han var Konge, og ytrede ſin Harme over dem, der havde ſkilt ham ved al hans forrige Magt og Lykke, og gjort ham til et Almisſelem. „Men hvad der ſynes mig aller tyngſt“, ſagde han, „det er at du og mine andre Frænder, af hvem vi ventede os ſaa meget, ſkulle vanſlægte, ſaa at I ej hevne de Forhaanelſer, der ere tilføjede vor Æt“. Svein indvendte, at der var alt for ſtor Overmagt at binde an med. Rørek ſvarede, at han endda nogenledes ſkulde kunne trøſte ſig over den Skjendſel og Mishandling han havde lidt, naar han kunde drive det dertil, at han, ſkjønt blind, ſejrede over den, der overvandt ham ſovende. Olaf digre troede ſig nu ſikker, og det var en let Sag at tage ham af Dage. Selv vilde han gjerne forſøge derpaa, hvis ikke hans Blindhed hindrede ham deri; men han ſkulde finde paa et godt Raad dertil, og haabede at Svein vilde udføre det. Naar Olaf var dræbt, forudſaa han, at hans Fiender vilde erhverve Riget, og hvis han da ſelv blev Konge, ſkulde Svein blive hans Jarl“. Disſe Overtalelſer virkede. Svein paatog ſig at myrde Kongen, og Rørek ſtillede det ſaaledes til, at naar Kongen gik til Aftenſang, ſkulde Svein ſtaa med draget Sax ude i Svalen, og gjennembore ham, i det han kom ud af Stuen. Svein indtog ſin Plads, men da Kongen gik ud af Stuen, kom han hurtigere ind paa Svein, end denne ventede, Kongens Blik mødte hans: han blegnede og blev ganſke haandfalden. Kongen merkede hans Forvirring, ſpurgte hvad der var paa Færde, og om han vilde ſvige ham. Svein kaſtede Kappen og Saxet fra ſig, faldt Kongen til Fode og ſagde: „Alt i Guds og eders Vold, Konge!“ Kongen lod ham gribe og lægge i Lænker, men ſkjenkede ham dog ſiden Livet, og lod ham ſenere forlade Landet. Rørek lod han ikke længer ſidde ved ſin Side, men paa den anden Bænk, han lod ham heller ikke længer ſove i ſit eget Sovekammer, men i et andet, hvor der ſov mange Hirdmænd. Til at opvarte ham ſatte han to Hirdmænd, af prøvet Troſkab og Paalidelighed: de maatte hverken Dag eller Nat vige fra ham.

Rørek lod lig imidlertid ikke afſkrække ved ſit førſte Uheld, men ſmedede nye Planer, deels til ſin Befrielſe, deels til at tage Kongen af Dage. Han forandrede nu tildeels ſin Opførſel. Vel var han endnu ofte mange Dage ſtuur og ordknap, men ſtundom var han igjen ſaa lyſtig, at hvert Ord, han ſagde, vakte Munterhed; ſtundom var han ogſaa ondſkabsfuld i ſin Tale. Som ofteſt drak han kun lidet, men undertiden drak han igjen alle dem, der vare om ham, under Bordet. Da han var rigeligt forſynet med Lommepenge, plejede han ofte, førend han gik til Sængs, at lade nogle Kander Mjød bringe ind i Kammeret og give alle de tilſtedeværende at drikke, hvorfor han blev meget yndet. Dette ſkede iſær, da Kongen med ſit Følge var kommen til Tunsberg, thi der vare allerede mange danſke og ſaxiſke Skibe ſaa vel ſom Nordfarere ankomne, og der var fuldt op af al Slags Madog Drikke-Varer. En Aften kom Rørek meget ſilde til ſit Sovekammer. Han havde drukket ſterkt, og var meget lyſtig. Strax efter kom en af hans Venner, ved Navn Finn litle, ind med en Kande Mjød. Denne Finn var fra Oplandene, efter nogles Sigende var han af finſk Æt; han var meget liden af Væxt, men overvættes rap til Fods, ſaa at neppe engang nogen Heſt kunde indhente ham; han havde fordum længe været i Røreks Tjeneſte og udrettet hans vigtigſte og fortroligſte Ærender. Paa Oplandene kjendte han alle Veje og mange af de fornemſte Mænd. Da Rørek var fangen, ſluttede Finn ſig til Kongens Tjenerflok, og ſøgte ofte at komme til at tale med Rørek, der dog aldrig talte længe ad Gangen med ham, for ej at vække Mistanke. Da de vare komne ud i Viken, hendte det oftere at Finn blev hørte i nogle Dage og atter kom igjen; man blev tilſidſt vant derved, og lagde ikke videre Merke dertil. Han var nu atter ved Hirden. Den Mjød, han hiin Aften havde bragt ind, var paaſat med Urter og overmaade ſterk, ſaa at alle de tilſtedeværende, for hvilke Rørek efter Sædvane lod ſkjenke i, efter en Tids Forløb ſovnede, hver i ſit Rum. Finn havde imidlertid atter forladt Værelſet. Noget efter vakte Rørek de Mænd, der plejede at opvarte ham, og ſagde, at han ſkulde ud i Gaarden i et nødvendigt Ærende. De tændte en Lygte ved det Lys, ſom endnu brandt i Kammeret, og fulgte ham ud til Vandhuſet, der ſtod paa Stolper, og til hvis Dør man gik op ad en Trap. Medens Rørek og Hirdmændene ſad der inde, hørte de udenfor Slagsmaal: der raabtes: „hug ham ned!“ derpaa hørtes et Hug og et Fald. Rørek bad ſine Ledſagere ſkynde ſig ud og ſkille de ſtridende ad. De gjorde ſaa, men da de kom ud paa Trappen, bleve de ſelv nedhugne. Sagen var nemlig, ſom man ſiden erfarede, den, at Finn litle var kommen med Røreks forrige Merkesmand, Sigurd Hit, og 13 andre; Slagsmaalet var forſtilt, i den Henſigt at lokke Røreks Paapasſere ud og dræbe dem. Da dette var lykkets Røreks Venner, ſlæbte de Ligene hen mellem Huſene, toge Rørek med ſig, ſkyndte ſig ned til Fjorden og roede afſted med ham ſaa hurtigt de kunde. Men imidlertid traf det ſig, at Sighvat Skald, der ſov i Kongens Kammer, ogſaa ſkulde ud med ſin Skoſvend i ſamme Ærende ſom Rørek. Da han ſkulde gaa tilbage og.kom ned ad Trappen, gled han, tog for ſig med Haanden og følte noget vaadt, men da det var belgmørkt, kunde han ikke ſee, hvad det var, og ſagde leende: Kongen har nok i Kveld bevertet os ſaa godt, at flere af os ere blevne uſikre paa Foden“. Da han kom ind i Kammeret, hvor der brandt Lys, ſaa Skoſvenden at han var ganſke blodig, og gjorde ham opmerkſom derpaa, i det han ſpurgte om han havde ſkrubbet ſig. „Nej langtfra“, ſagde Sighvat, „men dette betyder nok noget andet“; han vakte ſin Sængkammerat, Merkesmanden Thord Folesſøn, og de gik tilſammen ud med en Lygte for at underſøge hvad der var paa Færde. De Fandt Ligene, og kjendte at det var Røreks Vogtere; de ſaa ligeledes, at der laa en Træſtubbe med et dybt Hug — det var dette Hug, ſom havde lokket Vogterne ud —; Skoſvenden, ſom de ſendte til Røreks Sovekammer, fandt alle der inde ſovende, men Kongen borte. Han vakte dem, og de gik ſtrax ned i Gaarden, hvor de dræbte laa. Alle vare enige i, at man ſnareſt muligt burde underrette Kongen herom, men ingen vovede at vække ham. Sighvat fandt da paa det Raad at gaa til Kirken og bede Klokkeren ringe for de dræbte Hirdmænds Sjæle, medens Thord vendte tilbage til Sovekammeret. Kongen vaagnede ved Ringningen, rejſte ſig op og ſpurgte, om det allerede nu var Otteſangstid. „Nej“, ſvarede Thord, „der er værre paa Færde; Rørek er borte og to af eders Hirdmænd dræbte. Kongen lod ham nu fortælle alt hvad han vidſte om Sagen; derpaa lod han blæſe til Hirdſtevne og ſendte Folk ud paa alle Kanter for at lede efter Rørek baade til Lands og Vands. Blandt dem, der droge til Vands, var Gjeſte-Høvdingen Thore lange, der med 30 Mand ſatte afſted paa en Skude. Da det lysnede, ſaa de to ſmaa Skuder et Stykke forud, og roede af alle Kræfter for at indhente dem. Det lykkedes dem ogſaa, og da de kom nærmere, ſaa de, at Rørek virkelig ſad i den ene, og at Beſætningen i dem begge tilſammen udgjorde 30 Mand. De forfulgte ſtyrede nu mod Landet, og: ſprang alle i Land, undtagen Rørek, der blev ſiddende i Løftingen og tilraabte ſine Mænd Farvel. Strax efter lagde Thores Skude til, men i.det ſamme afſkød Finn litle en Piil, der traf Thore midt paa Livet ſaa at han ſtrax døde; derpaa løb Finn, Sigurd og alle deres Mænd til Skovs. Thores Mænd toge hans Lig, ſaa vel ſom Kong Rørek, og roede tilbage igjen til Tunsberg. Olaf lod nu Rørek endnu omhyggeligere paapasſe, og ſatte Folk til at vogte ham Nat og Dag. Paa Rørek ſelv kunde man ikke merke noget Mismod; han var ſaa lyſtig, ſom om intet ubehageligt havde hændt ham.

Da Chriſti Himmelfartsdag (15de Mai 1018) kom, gik Kongen i Højmesſe, og Biſkoppen førte ham i Procesſion førſt omkring Kirken, ſiden til hans Plads i Kirken nordenfor Chorsdøren. Rørek var ogſaa i Kirken og ſad, ſom han plejede, Kongen nærmeſt. Han havde Kappen for ſit Anſigt. Da Olaf havde ſat ſig, lagde Rørek Haanden paa hans Axel, følte paa ham, og ſagde: „du har jo Pells-Klæde idag, Frænde!“ „Ja“, ſvarede Olaf, „thi i“Dag holdes der en ſtor Højtid til Erindring om at Jeſus Chriſtus ſteg fra Jorden til Himmelen“. „I fortælle ſaa meget om Chriſtus, ſom jeg ikke ſkjønner og derfor heller ikke kan erindre“, ſagde Rørek; „mangt og meget forekommer mig utroligt, ſkjønt rigtignok mange underlige Ting have ſkeet i gammel Stat Da Mesſen begyndte, rejſte Olaf ſig, holdt Hænderne foran Hovedet og bøjede ſig mod Alteret, ſaa at Kappen gled ned fra hans Skuldre. I det ſamme foer Rørek hurtigt op, og ſtak efter Olaf med en Dolk. Stikket traf dog alene Kappen, der fik et ſtort Rift, men Olaf ſelv gik fri, og ſprang frem paa Gulvet. Rørek ſtak anden Gang, men uden at treffe, og raabte: „flyr du nu, Olaf digre, for mig, ſom er blind?“ Olaf lod ham gribe og bringe ud af Kirken. Aarſagen, hvorfor han tidligere havde følt Olaf paa Skulderen var alene for at erfare, om han havde Brynje rinder Klæderne, eller ej. Efter dette nye Mordforſøg formanede Olafs Mænd ham paa det indſtændigſte til at lade Rørek dræbe, da han aldrig kunde være ſikker paa ſit Liv, ſaa længe han beholdt ham hos ſig, medens han derimod, hvis han ſendte ham bort, ganſke viſt vilde ſlippe løs og ſætte ſig i Spidſen for en Oprørsflok. Kongen indrømmede Rigtigheden af deres Ord, og ſagde at mange havde lidt Døden for mindre Attentater end Røreks, men .at han dog nødig med Blodsudgydelſe vilde beſmitte den Sejr han vandt over Oplændingekongerne uden at dræbe nogen af dem, der desuden alle vare hans Frænder. Han ønſkede helſt at faa Rørek bragt bort til et Sted, hvorfra han ikke lettelig kunde komme tilbage. Hertil fandt han ogſaa ſnart Lejlighed. I Tunsberg opholdt ſig juſt raa denne Tid Islændingen Thorarin Nevjulfsſøn, en forſtandig, veltalende og meget driftig Farmand, der lange Stunder plejede at opholde ſig i fremmede Lande. Han ladede ſit Skib for at drage til Island om Sommeren[11]. Kong Olaf kjendte og yndede ham, og havde indbudet ham til ſig paa nogle Dage. Han ſov i Kongens eget Kaminer. Han var umaadelig hæslig, iſær vare hans Lemmer ilde ſkabte, Hænderne ſtore og ſtygge, men Fødderne endnu værre. En Morgen tidligt, da Solen allerede var oppe og det var ganſke lyſt .i Kammeret, traf det ſig at Kongen var vaagen, medens de øvrige ſov. Thorarins ene Fod ſtak frem under Teppet, og Kongen betragtede den en Stund. Da de andre begyndte at vaagne, ſagde Kongen til Thorarin: „jeg har ligget en Stund vaagen og ſeet et merkeligt Syn, nemlig en Mandsfod ſaa ſtyg atter neppe ſkal findes Mage til den i hele Byen“. Han bad de øvrige betragte den og ſige om han ikke havde Ret. Alle ſandede hans Ord, undtagen Thorarin ſelv, der meente at der var faa Ting, ſom ikke havde deres Lige, og at dette ogſaa kunde være Tilfældet med Foden. Kongen ſvarede, at han gjerne ſkulde vedde paa, der ikke fandtes ſtyggere Fod. Thorarin vilde derimod vedde paa, at han nok ſkulde finde en ſtyggere. Kongen antog Veddemaalet, og ſagde at den der vandt, ſkulde have Ret til at fremſætte en Bøn, ſom den tabende ſkulde opfylde. Thorarin ſamtykkede, og rakte nu den anden Fod frem: den varlige ſaa ſtyg, og manglede endog Stortaaen. „Her“, ſagde han, „er den anden Fod; den er ſaa meget ſtyggere, ſom den endog mangler den ſtore Taa, og jeg har derfor vundet“. „Nej“, ſvarede Kongen, „jeg har vundet, thi den Fod, vi førſt ſaa, er ſaa meget ſtyggere, ſom den har fem ſtygge Tare, den anden kun Fire“. „Dyrt er Drottens Ord“, ſagde Thorarin, „lad mig da vide, hvilken Bøn du ønſker opfyldt“. „At du bringer Kong Rørek til Grønland og overgiver ham i Leif Eriksſøns Varetægt“, ſagde Kongen. Thorarin indvendte at han aldrig endnu havde været i Grønland. „En Farmand ſom du“, ſagde Kongen, „burde dog ogſaa have ſeet det Land, og lige faa godt kan du rejſe nu førſt ſom ſidſt“. Thorarin lovede det endelig, dog paa Vilkaar, at Kongen opfyldte den Bøn, han vilde have fremſat, hvis han havde vundet, nemlig om at han vilde gjøre ham til ſin Hirdmand Heri føjede Kongen ham, og da han var færdig til at ſejle, blev Rørek bragt“ombord. Ved Afſkeden fra Kongen ſpurgte Thorarin, hvad han ſkulde gjøre, om han, hvad man oftere havde ſeet Exempel paa, af Vejr og Vind hindredes fra at naa Grønland, men derimod kom til Island eller andre Lande. Kongen ſvarede: „kommer du til Island, da ſkal du overlevere Rørek til Gudmund den mægtige eller Skafte Lovſigemand eller hvilken ſom helſt anden Høvding, der modtager min venlige Hilſen og mine Jertejner; kommer du til andre Lande her i Nærheden, ſaa ſørg kun for at Rørek aldrig mere kommer levende til Norge; men intet af dette maa ſkee uden i yderſte Nødsfald“. Thorarin ſejlede afſted, men da han kom forbi Lindesnes, varede det længe førend han fik Bør; han vogtede ſig for at komme nær ved Landet, men ſatte Kurſen ſøndenfor Island og veſtover til Grønlandshavet. Her fik han ſaa heftig Modvind, at han maatte vende om, og landede ud paa Sommeren ved Island i Breidafjorden. Den førſte Høvding, ſom beſøgte Skibet, var Thorgils Aresſøn paa Reykjahole, en Søn af Are Maarsſøn, der opdagede Hvitramannaland. Thorarin benyttede ſig ſtrax af Lejligheden til at blive Anſvaret for Rørek kvit, og bad Thorgils at modtage ham, idet han hilſte fra Kong Olaf og viſte hans Jertejner. Thorgils opfyldte hans Bøn, og indbød Rørek til ſig; men da denne havde tilbragt en Vinter hos ham, ſyntes han ikke længer om ſig der, og bad Thorgils om at lade ham bringe til Gudmund den mægtige paa Madrevalle, der, ſom han havde hørt, førte det prægtigſte Huus paa Island. Thorgils føjede ham heri, og Gudmund modtog Rørek godt for Kong Olafs Skyld (1019). Men heller ikke hos Gudmund holdt Rørek det længer ud end en Vinter, tog Gudmund ſatte ham derfor i Koſt paa en liden Gaard ved Navn Kalvſkind, hvor der kun var faa Folk. Her tilbragte Rørek den tredie Vinter og ſagde, at ſiden han ophørte at være Konge havde han ingenſteds ligt ſig faa godt ſom der, da han der var meeſt afgjort. Sommeren efter blev han ſyv og døde (1021). Der tillægges, at han er den eneſte Konge, ſom ligger begraven paa Island. Dette er dog kun at forſtaa med Undtagelſe af Landnamsmændene, blandt hvilke flere, ſom vi have ſeet, havde ført Kongetitel[12].

Af de øvrige paa Ringsaker fangne Konger er det kan Ring, hvis videre Skjæbne man kjender noget til. Han maatte, ſom vi have ſeet, forlade Landet, og drog med ſin Søn Dag førſt paa Vikingetog, ſiden til Sverige, hvor de, ſom det heder, fik et Rige, det vil her her ſige et lidet Len, at beſtyre; man maa næſten formode at det maa have været i Vermeland[13]. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Dag Ringsſøn ſiden greb til Vaaben for Olaf, og ſtod ham vi i hans ſidſte Kamp. En anden Søn af Ring, ved Navn Eimund, ſkal i ſin Barndom have været opfoſtret tilſammen med Olaf, og ſiden en Tidlang have ledſaget ham paa hans Vikingetog i Forening med en anden af deres Frænder, nemlig Ragnar, en Søn af Agnar, Ragnar Rykkils Søn. Eimund og Ragnar kom tilbage til Norge, ifølge Sagaens Beretning, kort efter at Kongerne vare fangne. Eimunds Venner opfordrede ham til at ſøge Kong Olaf og fordre Kongenavn af ham; men han vægrede ſig derved, ikke ſaa meget fordi han tvivlede om Olafs Venſkab og Ædelmod, men af Frygt for, at hans misfornøjede Venner ſeent eller tidligt vilde ſætte Splid mellem dem. Han beſluttede derimod efter Ragnars Raad heller at forſøge ſin Lykke i Gardarike, hvor der efter Storfyrſt Vladimirs Død herſkede Stridigheder mellem hans Broderſøn Svjatopolk i Kijev, og hans Søn Jaroſlav i Novgorod. Svjatopolk, der underſtøttedes af Kong Boleſlav i Polen, havde juſt bragt Jaroſlav i den ſtørſte Knibe, ſaa at han endog tænkte paa at tage ſin Tilflugt til Sverige, men Novgoroderne havde hindret ham fra at rejſe. Eimund kom altſaa meget belejligt, og Jaroſlav tog ham i ſin Tjeneſte med hans Skare af 720 Krigere, mod en aarlig Sold af 1 Øre Sølv for hver menig Kriger, men Øre for Anførerne. Eimund og hans Krigere vare ſaaledes blevne Væringer. Ved Eimunds Hjelp overvandt Jaroſlav Svjatopolk, iſær da der var opſtaaet Fiendſkab mellem denne og Boleſlav, der i al Haſt maatte flygte fra Kijev efter at have bemægtiget ſig de der opbevarede Skatte, og ſlæbende mange fornemme Mænd med ſig i Fangenſkab. Svjatopolk, der underſtøttedes af Petſchenegerne, hvilke i vor Sagaberetning kaldes Tyrker og Blakmænd, ſkal endog være bleven dræbt ved Eimunds Liſt, og Jaroſlav kom ſaaledes i rolig Beſiddelſe af Riget. Men Jaroſlav, der beſkrives ſom noget gjerrig, forholdt Væringerne deres Sold, og Eimund tog, ærgerlig herover, Tjeneſte hos hans Broderſøn Brjatſheſlav, Fyrſte af Polotſk, der i Aaret 1021 bekrigede Jaroſlav. Det ſkal have lykkets Eimund, ved en Liſt at faa Jaroſlavs Huſtru Ingegerd fangen, hvorved Brjatſheſlav, eller rettere Eimund ſelv, ſattes iſtand til at foreſkrive Fredsbetingelſerne. Ifølge disſe ſkal Brjatſheſlav have faaet Kijev, medens Eimund ſelv ſkal have faaet Polotſk, med Forpligtelſen til at forſvare Grændſen mod fremmede Angribere, hvilket han ſkal have udført ſaa vel, at ingen, ſaa længe han levede, vovede at bekrige Rusland fra den Kant. Eimund, heder det, levede ikke længe, og da han ingen Arvinger efterlod, fulgte Ragnar ham med Jaroſlavs Tilladelſe i Beſtyrelſen af hans Len. Da vi ſenere gjenfinde Brjatſheſlavs Linje i Beſiddelſen af Polotſk, maa man antage, at Brjatſheſlav ſelv efter Eimunds og Ragnars Død atter har tiltraadt det, paany fordreven af Jaroſlav: de rusſiſke Annaler give her højſt ufuldſtændige Oplysninger. Eimunds Fremtræden og Virkſomhed i Rusland er i flere Henſeender merkelig. Den afgiver et nyt Exempel paa, hvorledes en nordiſk Vikingehøvding ogſaa i Vikingeperiodens ſidſte Tid ſkaffede ſig Beſiddelſer udenfor Fædrelandet, ligeſom den og tildeels oplyſer, hvorledes det gik til, da det ſaakaldte rurikſke Herredømme i Rusland oprettedes. Eimund førte den hele Tid Titel af Konge, eller, ſom det af Slaverne udtaltes, Knjaz; da ogſaa de rusſiſke Fyrſter ſelv førte denne Titel, ſaa ſeer man heraf paa det klareſte, at Tilſtanden i Rusland endnu, og meget langt ned i Tiden, var omtrent ſom i Norge paa Fylkeskongernes Tid: at Landet rimelig var deelt mellem flere Fylkeskonger, med en Overkonge eller Storfyrſt (Veliki Knjaz) i Spidſen[14].

    et kort Uddrag deraf. Kong Olaf, ſom ønſker at faa ſtiftet Fred mellem begge Lande, heder det, ſender i det Øjemed Bud ud til Island efter Hjalte, der forundrer ſig over denne Anmodning, men dog ſtrax drager afſted med Sendebudene. Han kommer til Norge, medens Olaf er i Throndhjem, men drager ſydefter, i Stedet for at opſøge ham. Paa Sendebudenes Spørgsmaal, hvad dette ſkal betyde, ſvarer han at efter hans Mening var det for Øjeblikket bedſt, om han ikke kom ſammen med Kongen. Paa Rogaland kommer han til Bjørn Stallare og anmoder ham om at følge med, da Kongen havde tilladt ham at vælge hvem han vilde af 12 Lendermænd til at være med paa Rejſen. Bjørn og han drage, 20 Mand ſterke, til. Kongehelle, derfra til Sverige og lige til Kongen. Da Hjalte paa dennes Spørgsmaal, hvorfra de ere, ſiger at de ere Nordmænd, bliver Kongen alvorlig, men formildes ved Hjaltes Ord, at de ere komne for at betale ham den Skat, der med Rette tilkommer ham. Endnu blidere bliver Kongen, da Hjalte forſikrer at han ikke engang har talt med den digre Mand, og bekræfter dette med Ed. Hjalte og hans Følge forblive nu hos Kongen om Vintren i Herlighed og Glæde. Blandt dem, der beſøge Kongen, er ogſaa den mægtige Egil, Aaſtrids Foſterfader. Kongen finder megen Behag i at tale med Hjalte, og tillader ham ogſaa at beſøge hans Datter Ingegerd. Dette ſkeer, medens Bjørn, der har faaet heftig Øjenverk, holder ſig inde. Hjalte beklager Ufreden mellem Kongerne, men taler tillige meget godt om Kong Olaf Haraldsſøn, og ytrer hvor ønſkeligt det var, om et Giftermaal kunde komme iſtand mellem ham og hende. Hun bifalder hans Ord og lover at underſtøtte dem hos ſin Fader. Kort efter bringer Hjalte Sagen paa Bane for Kongen, idet han beklager Krigstilſtanden og at man ej ſkal kunne bringe ham Skatten for Olaf digres Skyld. Kongen ſvarer at han ſkal nok ſørge for at de ej behøve at frygte Olaf. Hjalte finder dette rimeligt, men ytrer at det dog var bedſt, om der kunde ſluttes Fred, hvilket ogſaa Kongen ſander. Hjalte foreſlaar ham nu hiint Giftermaal, og han finder Forſlaget antageligt, ja han bringer det endog ſelv paa Bane for ſin Datter Ingegerd, ſom erklærer ſig villig. Sviakongen giver nu Hjalte den Beſked, at hvis Olaf Haraldsſøn ſelv vil komme til ham og viſe ſit venſkabelige Sindelag ved at ſlutte en fuldſtændig Fred, ſkal han ej forſmaa hans Bejlen. Med dette Bud drager Hjalte til Kong Olaf Haraldsſøn i Throndhjem. Denne tager ham det førſt ilde op, at han allerførſt har opſøgt hans Fiende Sviakongen uden at melde ſig hos ham; men Hjalte forklarer ham Nødvendigheden af denne Forholdsregel, da han nemlig vidſte, at Sviakongen ej vilde have modtaget ham, om han førſt havde beſøgt hans Modſtander; ſelv vilde han heller ikke udſætte ſig for at ſværge falſk Ed; for at vinde ham, havde han og betalt ham Landøre; nu, ſiger han, havde Sviakongen lovet at indfinde ſig til et Møde med Olaf øſter ved Elven. Olaf takker Hjalte for hans vel udførte Hverv, hvorpaa Hjalte rejſer hjem til Island. Kongerne indfinde ſig ved Modet, og Olaf Sviakonge fæſter ſin Datter til Norges Konge, hvorpaa hver drager hjem til ſit. Men da hænder det at Sviakongen kommer hjem fra Jagten, og at Ingegerd, da han roſer ſig af ſit Held, ſiger at Olaf Haraldsſøn paa een

    Morgen fangede elleve Konger. Herover bliver Kongen vred, ſiger at hun ej ſkal faa Olaf, og bortgifter hende til Jaroſlav, over hvilken Krænkelſe Kong Olaf Haraldsſøn bliver meget ilde tilmode. Men en Stund efter drager Aaſtrid, Sviakongens Datter, med ſin Foſterfader Egil til Kong Olaf i Norge, hilſer ham fra Ingegerd, og beder ham være ved godt Mod. Kongen tier. Strax efter kommer hun igjen, og forærer ham fra Ingegerd en guldſømmet Skjorte, ledſaget af det Løfte at Olaf ſelv og alle hans Venner ſkulle nyde den bedſte Modtagelſe i hendes Rige. Han tier fremdeles. Tredie Gang gaar hun til ham og hilſer atter fra Ingegerd, at den bedſte Maade for Olaf at gjengjelde den Ydmygelſe, han havde lidt af Sviakongen, var at han egtede hans anden Datter uden hans Vilje, og tilbyder ſig at fæſte ſig ham ſelv. Dette Tilbud modtager Olaf og egter Aaſtrid. — Hvor uſandſynligt meget af dette er, indſees let, f. Ex. at Hjalte ſkulde ſpille Hovedrollen ved Geſandtſkabet, at Sviakongen ſaa taalmodigt og villigt ſkulde have gaaet ind paa hans Foreſtillinger; at Mødet i Kongehelle ſkulde have fundet Sted førend Fæſtemaalet blev brudt; det er derhos endog aldeles urigtigt at Olaf opholdt ſig den hele Tid i Throndhjem, heller ikke kan den øjenſynligt tildannede Fortælling om Aaſtrids Rejſe til Olaf og tre Gange gjentagne Beſøg hos ham anſees for egte. Fremdeles omtales her, ſom man ſeer, Ragnvald Jarl og Thorgny ikke med et Ord, og den hele merkelige Beretning om Sviarnes Opſtand udelades. Imidlertid tør det dog hænde at dette indeholder et indirekte Vidnesbyrd om, at Sviarnes Opſtand ej ſaa meget grundede ſig paa deres Misfornøjelſe med Krigen, ſom paa deres Harme over Kongens Fiendſkab mod Hedendommen. At Hjalte i ſin førſte Samtale med Sviakongen virkelig fragik at have beſøgt Kong Olaf, ſynes at ſtaa i ſaa nøje Forbindelſe med hans Liſt, at udbetale Landøre, at man neppe kan tvivle paa, at den legendariſke Sagas Fremſtilling af Samtalen her er den retteſte. — Fagrſkinna, Cap. 95, 96 har en kortere Fremſtilling af det hele, og følger et Slags Middelvej. Kede af Krigen, heder det, beſluttede mægtige Mænd i begge Lande at aabne Underhandlinger mellem Kongerne, og det aftaltes at Sviakongen ſkulde bortgifte Ingegerd til Olaf. Men en Dag, da Kongen havde fældt fem Traner paa een Morgen, ſagde Ingegerd at Olaf, Norges Konge, havde udrettet mere, idet han fangede ni Konger. Da brød Sviakongen Aftalen og udeblev fra det berammede Møde. Da Olaf atter ſendte Geſandter for at kræve Forliget overholdt, ſvarede Sviakongen, at Olaf digre ej kunde faa Ingegerd, men derimod gjerne maatte faa hans Frilledatter Aaſtrid. Blandt Geſandterne var Sighvat, ſom om denne Rejſe-digtede Øſterfarerviſerne. Olaf raadſpurgte ſine Venner, om han ſkulde modtage dette Tilbud, og de raadede ham dertil, iſær da man med det førſte kunde vente Angreb af Danerne. Saaledes ſluttedes da Fred med Sviakongen, og Olaf egtede Aaſtrid. Ingegerd blev gift med Jaroſlav, og ſendte hun og Olaf gjenſidigt mange prægtige Gaver til hinanden. I Gardarike var og Jarlen Ragnvald Ulfsſøn, Ingegerds Frænde, Olafs gode Ven, ſom Sighvat ſagde, da han var kommen tilbage fra et Geſandtſkab, hvori Olaf havde ſendt ham til Holmgard. Her lægges nu Sighvat det ſamme Vers i Munden, ſom Olaf d. hell. Saga lader ham kvæde, hvor

    han, hjemkommen fra Skara, forſikrer Olaf at Ragnvald er hans paalidelige Ven. At Sighvat ſkulde have beſøgt Ragnvald i Gardarike er maaſke en urigtig Opfatning af hvad der forekommer i et Vers af Øſterfarerviſerne: „Ypperlige Olaf, jeg har troligen udført dit Erende, og traf den mægtige Ragnvald; jeg foredrog den gavmilde Fyrſtes mange Anliggender, da jeg hørte de grejde Taler af Hirdmanden i Garde“. Thi dette, der ſigter til at Sighvat havde hørt hvad Geſandterne fra Gardarike havde forebragt ved det ſvenſke Hof, kan ogſaa konſtrueres ſaaledes: „jeg foredrog den gavmilde Fyrſtes mange Anliggender i Garde, da jeg hørte Hirdmandens grejde Taler“, og følger man denne Fortolkning, maa Sighvat altſaa have været i Garde. Nu maa det viſtnok erkjendes, at Sighvats Ord: „jeg hørte Hirdmandens grejde Taler“ o. ſ. v. ſynes at tyde paa at han perſonligen havde hørt ham, ikke blot middelbart gjennem Breve eller mundtlig Overleverelſe erfaret hans Ord; ligeledes heder det i et af Sighvats Vers: „jeg blev i Høſt ſendt paa en lang Rejſe op til Svithjod“, hvoraf man ſynes at ſkulle formode,at Sighvat virkelig ſelv har været oppe i Uppſala, om end ganſke hemmeligt (jvfr. o.S. 570, Not.) Men derfor behøver han ej at have været heelt i Holmgard, hvad der heller ikke var nødvendigt, ſaa længe Ragnvald ej var flyttet derhen. Vanſkeligere at forklare er derimod Slutningen af Sighvats Vers om Ragnvalds Troſkab, ſaaledes ſom det anføres i Olaf den hell. Saga, Cap. 86 Fagrſkinna har her, merkeligt nok, Slutningen af et andet Vers): „jeg kjender ham (Ragnvald), ſom den bedſte Ven, du, Konge, har i Auſterveg, langs med det grønne Hav“. Thi heraf ſynes det virkeligt, ſom om Ragnvald, da Viſen digtedes, alt var kommen til Aldegjeborg, efterſom Veſtergauk land dog ej kunde ſiges at ligge i Auſterveg, eller hiinſides Havet. Hvad man her ſkulde gjette paa, var, at Sighvat virkelig ſiden, efter at Ragnvald var forflyttet, har gjort en Rejſe til ham paa Kongens Vegne, hvorom de øvrige Sagaer tie. — En anden forunderlig Omſtændighed ved Sighvats Vers er, at han etſteds kalder Ragnvald „Ulfs Broder“ iſtedetfor „Ulfs Søn“; og ſtrax efter ligefrem nævner „Ulf“.

  1. Olaf den hell. Saga, Cap. 64, Snorre, Cap. 62.
  2. Se ovf. S. 316.
  3. Olaf d. hell. Saga, Cap. 73. Snorre, Cap. 72.
  4. Der tales i Olaf d. hell. Saga om at han foretog denne Rejſe, fordi det var Skik og Brug at Kongerne hver tredie Vinter gjorde ſlige Rejſer paa Oplandene. Dette var dog kun to Aar efter hans ſidſte Rejſe 1015—16; derimod finde vi, at hans følgende Rejſe førſt blev foretagen 1021—22, altſaa 4 Aar ſenere, men den næſte atter 3 Aar derefter, og ſaa fremdeles. Olaf har ſaaledes viſt med Flid ladet 4 Aar hengaa efter Rejſen 1017—1018, ſiden denne egentlig foretoges for tidligt.
  5. Tre Hundreder, (ſom ſædvanligt ſtore Hundreder) ſiger Sagaen.
  6. Tidligere i Sagaen, hvor denne ſamme Konge omtales, kaldes han „en Konge paa Raumarike, der ogſaa herſkede paa Thoten og Hadeland“ medens Kongen paa Hadeland der kaldes „Konge paa Valdres“. Det er ovenfor viiſt, at den ſaakaldte Konge paa Valdres ſnarere har haft ſine fornemſte Beſiddelſer i det til Hadafylke og maaſke til Hadeland i vidtløftig Forſtand hørende Diſtrikt kaldet Land, hvilket bliver ſaamegetmere ſandſynligt, ſom det ſiden (Olaf d.hell. Saga, Cap. 117, Snorre, Cap. 129) fortælles, hvorledes Olaf chriſtnede Valdres ſtrax efter at han chriſtnede Vors, og det ſaaledes, at man tydeligt kan ſee, at Valdres, ligeſom Vors, da, ſom ſenere, regnedes til de veſtlige Landſkaber. Hvis altſaa den foregivne Konge paa Valdres virkelig har haft Beſiddelſer her, kan det ene have været i den allernederſte Deel, maaſke i Etnedalen, der i naturlig Henſeende nærmeſt hører til Land. Dette beſtyrkes end mere deraf, at han ſiden alene kaldes „Konge paa Hadeland“. Et: Spørgsmaal bliver det dog altid, om ikke „Valdres“ her er en Skrive- eller Læſe-Fejl for „Vardal“, der hørte til Hadafylke, thi de fem Konger ſynes egentlig at have hørt hjemme rundt om Mjøſen. Den raumarikſke Konges Beſiddelſer maa have ſtrakt ſig over Eidsvold, Hurddal, Thoten og det nærmeſt tilſtødende af Hadeland, men Thoten maa næſten antages at have været hans Hovedbeſiddelſe, ſ. o. S. 105, hvor det dog ved en Uagtſomhed er anført at Kongen af Raumarike ikke omtales i Beretningerne om Kongernes Tilfangetagelſe; det er Kongen af Valdres, ikke Kongen af Raumarike, i hvis Sted „Kongen af Hadeland“ nævnes; dog viſe de antydede Omſtændigheder nokſom, at maaſkee den mindſte Deel af hans Beſiddelſer laa paa Raumarike.
  7. Det er allerede oftere omtalt, at den legendariſke Saga lader Olaf fange 11, Fagrſkinna 9 Konger, og at Flatøbogen ligeledes etſteds (Fornm. S. V. 268) nævner 9, et andet Sted (V. 170) 11 Konger, paa begge Sider Paaberaabende ſig Styrme. Hvad ſidſtnævnte Sted angaar, maa det dog merkes, at der ſtaar „hine fem Konger, og de andre ſex, ſom Styrme regner“, hvorhos følgende Vers af Sighvat anføres: „den gavmilde Konge vandt Oplandene og oprettede Chriſtendommen, ſom Indbyggerne ſiden overholdt. Før den Tid herſkede der elleve Ødelæggere af Guldet, men nu maatte Indbyggerne give Giſler“. Men det indſees let, at disſe „Ødelæggere af Guldet“ ſlet ikke alle behøve at være Konger. Ottar ſvarte, ligeledes ſamtidig med Olaf, ſiger derimod i et mat Vers, der anføres i Olaf den helliges Saga, Cap. 73, Snorre, Cap. 72: „Guld-Uddeleren har gjengjeldt de onde Landsſtyrere alle deres ſnedige Raad. Hærſtyrer, du lod fordum de hedemarkſke Konger nyde forſkyldt Løn, da de tiltænkte dig Forræderi. Stridskæmpe! I har forjaget Fyrſterne fra Riget; Sverdenes Rødfarver, din Dygtighed var ſtørre end deres. Enhver af dem flygtede fjernt fra dig, Konge, hvilket Folket nok fik vide; I heftede (afſkar) Tungen paa den, der ſad nordligſt (Gudrød i Dalene). Nu herſker du over det Land, ſom de fem Konger fordum beherſkede. De brede Ættelande øſter til Eid ere dig undergivne, ingen Kriger ſad forhen over et ſaa ſtort Rige“. Dette viſer, at Kongernes rette Antal dog kun var fem, og det bekræfter i det hele taget Sagaens Fortælling. Hvor Nitallet, der dog findes i Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga, hidrører fra, er umuligt at ſige. At den legendariſke Saga for øvrigt lader Olaf fange Kongerne ſamme Vinter, han opholdt ſig hos Sigurd Syr, er ovenfor nævnt. Den fortæller den hele Begivenhed ganſke kort, men fremſtiller den ſaaledes, at Olaf ej lod Kongerne mishandle, førend han forgjæves havde forelagt dem det Vilkaar, at fraſige ſig Kongeværdigheden og blive Lendermænd.
  8. Harald Haardr. Saga, Cap. 20, Snorre, Cap, 24, Fagrſkinna, Cap. 171.
  9. Dette var om Vaaren 1018, thi havde det været om Vinteren vilde Drengene ikke kunne have leget ude ved Vandet. Var altſaa Harald da tre Vintre gammel, falder hans Fødſel i Løbet af 1015, hvilket nøje ſtemmer med hvad der ovenfor (S. 489) er anført om hans Fødſelsaar, ſaa vel ſom om Tidsregningen i det hele taget. Det bekræfter fremdeles, at Olaf kom til Norge 1015, ikke 1014.
  10. Saaledes Olaf den helliges Saga, Cap. 74, Snorre, Cap. 75. Den legendariſke Saga, Cap. 29 fortæller dette noget anderledes, i det den lader Samtalen foregaa medens Sigurd Syr endnu levede, nævner intet om Guthorm eller om Olafs Forſøg paa at prøve Drengens Mod, tilføjer at Halfdan da var 7 Aar gammel, og udtværer Kong Olafs Svar om Harald. Den lader ogſaa Vandet, om hvilket Kørne ſkulde ſtaa, være Mjøſen, hvilket naturligviis er urigtigt. Kongeſagaerne nævne „et Tjern“, men det er øjenſynligt Tyrifjorden, ved hvilken Sigurd, ifølge Sagnet, ſkal have boet paa Bønsnes; og Neſet er altſaa hele dette i Tyrifjorden fremſtikkende Nes.
  11. Thorarin Nevjulfsſøn nævnes allerede paa Olaf Tryggvesſøns Tid ſom en af de Islændinger, der 999 ſøgte at komme bort fra Norge, men ej fik Tilladelſe dertil, ſe ovf. S. 348. I Odd Munks Bearbejdelſe af Olafs Saga, Cap. 42, nævnes han og, ſkjønt viſtnok aldeles urigtigt, ſom Olafs Skutilſvend.
  12. Olaf d. hell. Saga, Cap. 80—82. Snorre, Cap. 82—88. Jvfr. den legend. Saga, Cap. 24. Blandt de Landnamsmænd, ſom førte Kongetitel, kunne vi f. Ex. nævne Geirmund Heljarſkind, ſe ovf. 1. B. S. 527.
  13. Olaf d. hell. Saga, Cap. 186. Snorre, Cap. 8. Jvfr. Eimunds Thaatt i Fornm. S. V. S. 268. Her nævnes Gautland ſom det Landſkab, hvor Ring nedſatte ſig; men Vermeland regnedes ogſaa i vidtløftig Forſtand til Gautland, og i Olaf d. hell. Saga, Cap. 172 nævnes netop Dag Ringsſøn ſom en af dem, der i Vermeland ſluttede ſig til Olaf.
  14. Se herom Eimunds Thaatt, i Fornm. S. V. S. 267—298. Uagtet denne Beretning aabenbart ej hører til de ældſte eller med Begivenhederne ſamtidige i vore Sagaer, og øjenſynligt i Tidens Løb er forſkjønnet, indeholder den dog ſaa meget, der ſtemmer med de rusſiſke Annaler, medens den paa ſamme Tid viſer ſig ganſke uafhængig af dem, at man ej kan tvivle paa at den hidrører fra Øjenvidner og Deeltagere i Begivenhederne, navnlig nogle Islændinger, der i Fortællingen udtrykkeligt nævnes. Afvigelſerne fra de rusſiſke Annalers korte og løſe Beretninger ere ikke ſtørre, end at de meget godt kunne forklares og undſkyldes. Svjatopolk, der underſtøttedes af den polſke Boleſlav, kaldes i Sagaen Buriſlav, han er altſaa bleven forvexlet med denne. Brjatſheſlav (vendiſk Vratiſlav) kaldes i Sagaen Vartilaf (d. e. Vartislav), og gjøres til en Broder, ikke Broderſøn, af Jaroſlav. Der omtales et Slag ved en Flod, Jaroſlav ſkal have vundet, og derpaa Belejringen af en Borg, hvor Svjatopolk kom til kort: her ſynes Slaget ved Ljubetſh 1015 og Belejringen af Kijev 10l8, hvilke Begivenheder begge foregik før Eimunds Ankomſt, at have foreſvævet Sagaforfatteren umuligt er det heller ikke at denne for ſaa vidt kan have taget fejl, ſom han lader Eimund komme til Rusland 1018, medens det er meget muligt at han allerede er kommet 1015. Annalerne fortælle endelig om en Sejr, Jaroſlav vandt over Svjatopolk ved Alta, og lade denne dø i Landflygtighed, men vide derimod igjen intet om at han faldt for Eimunds Haand. Sagaen lader Brjatſheſlav dø 3 Aar efter Forliget med Jaroſlav, medens han ifølge de rusſiſke Annaler ej døde førend 1044; dette kan vel forklares ſaaledes, at Brjatſheſlav tre Aar derefter, ja maaſke tidligere, atter har maattet forlade Kijev. Dette er nemlig meget muligt, om det end ikke omtales i de rusſiſke Annaler, da disſe paa dette Sted ere meget korte og ufuldſtændige. Det grændſer endog næſten til Vished, naar man erindrer, hvad vi ovenfor (S. 482) have paapeget, at der blandt de Underſkrifter under et af Kong Knut den mægtige i Aaret 1026 i England udſtedt Gavebrev findes Navnet Wrytsleof dux ſtrax i Førſtningen, mellem Navnene paa Kongens nærmeſte Frænder eller beſvogrede. Det var netop 4 Aar efter Aaret 1022, i hvilket vel Forliget mellem Jaroſlav og Brjatſheſlav ſluttedes; Wrytſleof er aabenbart en Forvanſkning af Vratiſlav, der igjen er den vendiſke Form for „Brjatſheſlav“, og det ligger ſaaledes meget nær at antage hiin Wrytſleof for Brjatſheſlav, der paa den Tid, og maaſke forjagen fra Rusland Aaret forud, opholdt ſig hos Knut. Naar vi derhos læſe hos Florents af Worceſter (ved 1028), at Jarlen Haakon Eriksſøn ſkulde egte en Datter af Knuts Syſter Gunnhild og den vendiſke Kong Wyrtgeorn, kunne vi, ſom allerede bemerket, neppe undgaa at opſtille den Gisning, at Brjatſheſlav havde egtet Knuts Syſter, og at han ſaaledes ikke er nogen anden end hiin „Wyrtgeorn Vendernes Konge“. Thi „Wyrtgeorn“ (Vortigern), med hvilket Navn Anglerne fra de tidligſte Tider af deres Ophold i England vare fortrolige — det er nemlig Navnet paa den britiſke Konge, ſom ifølge det gamle Sagn indkaldte Hengeſt og Horſa — maatte af en Angler let kunne forvexles med det mere fremmede Wrytſleof eller Wyrtſleof, da „leóf“ og „georn“ i flere Forbindelſer og Sammenſætninger næſten ere eenstydige, hvilket endnu viſer ſig i Tydſk, hvor „lieber“ anvendes ſom Komparativ af „gern“. Den fjernere boende og mindre vel underrettede Englænder kunde letteligen begaa den Fejl at kalde en Fyrſte i Polotſk Vendernes (d. e. Slavernes) Konge, iſær da „Rugi“ (Rügerne) ikke ſjælden forvexles med „Rusſerne“ og omvendt, ligeſom vi ogſaa ſenere i vore egne Sagaer finde Brjatſheſlavs Ætling, Fyrſt Volodar Glevovitſh, kaldet „Valadar, Konge af Polen“. Antages det, at Gisningen er rigtig, har man der Nøglen til, hvorfor „Wrytſleof“ i 1026 opholdt ſig hos Knut, og man maa da vel ogſaa formode, at det har været Knuts middelbare eller umiddelbare Hjelp, ſom atter gjengav ham Beſiddelſen af Polotſk.