Det norske Folks Historie/2/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Stilſtanden nyttede imidlertid lidet, ſaa længe der ikke herſkede varig Fred, thi man maatte dog endnu fremdeles holde ſig paa Krigsfod, og de Misdaad, ſom havde ledſaget Kongen nordenfra, begyndte at længes efter Huus og Hjem, og kjedes ved det langvarige Ophold i Viken. Det var desuden alene mellem Viken og Gautland, at Stilſtanden var ſluttet. Andenſteds ſynes det at være kommet til alvorligere Fiendtligheder, thi der fortælles, at Olaf ſvenſke og Olaf Haraldsſøn ej alene dræbte Mænd for hinanden, men ogſaa herjede hinandens Bygder, og at den ſidſte havde ſat ſig i Beſiddelſe af mange dyrebare Sager, ſom Olaf ſvenſke havde bragt i Forvaring paa Oplandene[1]. De nærmere Omſtændigheder herved angives ej, men der er intet uſandſynligt i Beretningen, ſaa meget mere ſom det af Olaf ſvenſkes ſenere Ytringer ſynes at maatte ſluttes, at denne nu ſandſynligviis efter Svein Jarls, maaſke endog efter Sven Tjugeſkeggs Død, fornyede den Fordring paa hele Norge, ſom han allerede efter ſin Fader Erik Sejrſæls Død maa have haft, da Erik efter hvad vi have ſeet, optraadte i Harald Gormsſøns Sted og ſom hans Efterfølger[2]. Bønderne i Viken talte iſær meget mellem hinanden om det ønſkelige i at en fuldkommen Fred kunde komme iſtand, og vilde gjerne, at dette Ønſke kunde blive forebragt Kongen. Men ingen af dem vovede at paatage ſig dette vanſkelige Hverv. Endelig henvendte de ſig til Bjørn Stallare, og bade ham anmode Kongen om at ſende Mænd til Kong Olaf ſvenſke for at tilbyde Forlig. Bjørn vilde nødig til, og undſlog ſig i Førſtningen, men da mange af hans Venner trængte paa ham, lovede han dog at tale til Kongen derom, ſkjønt han ikke havde noget Haab om at denne vilde optage nogen Anmodning godt, ſom gik ud paa at han, om end i nok ſaa lidet, ſkulde vige for Sviakongen. En Gang, da Kongen holdt et Møde med ſine Mænd og med Bønderne, for at raadſlaa om et og andet, der hørte til Landsſtyrelſen, troede Bjørn at have fundet det rette Øjeblik til at bringe Sagen paa Bane. Han ſpurgte Kongen, hvad det ſkulde blive til med denne Ufred, ſom nu allerede ſaa længe havde herſket mellem ham og Sviakongen; allerede havde mangen Mand ladt ſit Liv, uden at det endnu var afgjort, hvor meget hver af Kongerne ſkulde have af Riget; og de, der havde ledſaget Kongen fra det nordenfjeldſke, længtede hjem. „Det er“, ſluttede han, „ſaa vel Lendermændenes, ſom de øvrige Krigeres og Bøndernes Ønſke, at man paa en eller anden Maade kunde faa Sagen afgjort, og ſiden vi nu have Fred og Stilſtand med Veſtgauterne og deres Jarl, tykkes det flere ſom om dette var den belejligſte Tid til at ſende Mænd til Sviakongen for at byde Forlig, et Tilbud, ſom ſikkert mange af dem, der omgive Sviakongen, ville underſtøtte, da det er til Gavn ſaa vel for Sveriges, ſom for Norges Indbyggere“. Bjørns Tale blev modtagen med lydelige Bifaldsytringer. Kongen vægrede ſig ikke ved at opfylde det almindelige Ønſke, men lød dog Bjørn føle, hvor lidet tilfreds han var med hans Optræden, thi han ſvarede: „har du engang, Bjørn, fremſat dette Raad, er det heller ikke mere end billigt, at du ſelv forſøger det; du ſkal ſelv rejſe i dette Ærende, og er da Raadet godt, nyder du ſelv godt deraf, men er der nogen Fare forbunden dermed, ſaa er det din egen Skyld: det er desuden dit Embede at tale i Forſamlinger paa mine Vegne“. Med disſe Ord ſtod Kongen op og gik til Kirke for at høre Højmesſe; ſiden gik han til Bords. Bjørn var meget ilde tilmode over dette uventede og højſt uvelkomne Hverv, ſom var blevet ham paalagt. I denne Tid opholdt juſt Hjalte Skeggesſøn[3] ſig ved Olafs Hof. Han var nylig kommen fra Island efter Kongens egen Anmodning; thi allerede under ſit ſidſte Ophold i Throndhjem havde Olaf ſendt Bud efter ham, fornemmelig for at raadſlaa med ham om de nødvendige Forholdsregler til Chriſtendommens Ophjelpelſe paa hans Fædreneø, men ogſaa, ſom det ſynes, for at benytte hans Klogſkab og Anſeelſe ved

Underhandlingerne med Sverige. Hjalte var derfor bleven meget venſkabeligt modtagen, og Kongen havde anviiſt ham Plads ved Siden af Bjørn Stallare, med hvem han ſnart kom i fortroligt Venſkab. Da Hjalte ſaa, at Bjørn var ſaa nedſlagen, ſpurgte han deeltagende, om han var ſyg, eller om nogen havde fornærmet ham. Bjørn fortalte ham, hvilket farligt Hverv han havde faaet af Kongen. Hjalte ſagde, at de, ſom hørte til Kongernes nærmeſte Omgivelſer og derfor nøde ſtørre Hæder og Anſeelſe end andre, ogſaa paa den anden Side maatte finde ſig i at komme i mangen Livsfare; „men“, lagde han til, „Kongen har megen Lykke med ſig, og denne Sendelſe vil, hvis den faar et godt Udfald, være dig til ſtor Hæder“. „Du taler om denne Ferd, ſom en let Sag“, ſagde Bjørn, „maaſke du vil gjøre mig Følge, thi Kongen har givet mig Tilladelſe til at tage mine Følgeſvende med“? Hertil var Hjalte ſtrax villig, „thi“, ſagde han, „jeg ſkal lede længe, førend jeg finder en ſaadan Sidemand“[4].

Faa Dage efter, da Kongen var paa et Møde meldte Bjørn ſig hos ham for at faa nærmere Beſked; han var nu rejſefærdig, ſelv tolvte, og Heſtene ſtode allerede opſadlede udenfor. Kongen ſagde: „I ſkulle bringe Sviakongen det Bud fra mig, at jeg ønſker at ſtifte Fred mellem begge Riger, ſaaledes at de beholde de Grændſeſkjel, ſom de havde paa Olaf Tryggvesſøns Tid, og at enhver af os forpligter ſig til, ikke at overtræde dem: hvad Folketabet angaar, da er dette ej engang værd at omtale, hvis et Forlig ſkal komme iſtand, thi Sviakongen vil aldrig med Penge kunne bøde den Mandſkade, vi have lidt af Sviarne“. Han bød Bjørn førſt at drage til Ragnvald Jarl og paa Kongens Vegne bede ham om hans Biſtand i denne Sag med Raad og Daad; han erklærede ſig tilfreds, hvis Bjørn bragte det ſaa vidt, at han af Sviakongens egen Mund fik et beſtemt Svar, Ja eller Nej. Som Jertejner til Ragnvald Jarl gav han Bjørn et Sverd og en Guldfingerring, hvilke Jarlen paa det ſidſte Møde havde foræret Kongen: Sverdet ſkulde Bjørn ſelv beholde, men Ringen ſkulde han give Ragnvald, ſom da ſtrax vilde kunne ſkjønne, at Kongen ſelv havde afſendt ham. Nu traadte Hjalte frem for at tage Afſked med Kongen, og bad ham medgive dem ſin Lykke paa Vejen. Kongen, ſom førſt nu fik vide, at Hjalte ſkulde være med, ytrede ſin Tilfredshed derover, da det ofte, ſom han ſagde, havde viiſt ſig at Lykken fulgte Hjalte; hvad Lykke han ſelv havde, vilde han med Glæde ønſke dem. Bjørn rejſte nu afſted med ſit Følge, og blev vel modtagen i Skara hos Ragnvald Jarl; han var nemlig ſelv en anſeet Mand, og kjendt af de fleſte, der havde ſeet Norges Konge, da han ſædvanligviis paa alle Thing talte i Kongens Navn. Ingebjørg Tryggvesdatter, Jarlens Kone, kjendte godt Hjalte fra den Tid, han havde været ved hendes Broders Hof; hun regnede ſig desuden i Slægtſkab med hans Huſtru Vilborg, Gisſur hvites Datter[5]. En Dag forlangte Bjørn at tale med Jarlen og Ingebjørg, aabenbarede dem, i hvilket Ærende han var ſendt, og viſte dem de medbragte Jertejner til Bekræftelſe derpaa. Jarlen ſpurgte forundret om han havde begaaet noget, hvorfor Kongen ønſkede hans Død, ſaa farefuld var denne Sendelſe, thi Olaf Sviakonge var altfor overmodig til at ikke det værſte ſkulde være at befrygte for enhver, der vovede at forebringe ham en ſaa forhadt Sag, ſom denne. Bjørn ſvarede, at han ej var ſig bevidſt at have begaaet noget, hvorfor Kongen var ham vred, men at det var ſaa meget af hvad Kongen enten ſelv paatog ſig eller paalagde ſine Mænd, ſom var forbundet med ſtor Fare, og nok kunde afſkrække enhver, der ikke vare deſto modigere: hidtil havde han dog haft Lykken med ſig, og derfor, ſagde Bjørn, vilde han nu trøſtigt begive ſig til Sviakongen, og ikke vende tilbage igjen, førend han fuldſtændigt havde udrettet ſit Ærende, hvad enten Jarlen vilde underſtøtte ham eller ej. Ingebjørg tog nu Ordet, og ſagde, at det var den ſtørſte Skam, om Jarlen af Frygt for Sviakongen ikke af al Magt ſtod Olafs Sendebud bi: han var af ſaa høj Byrd, og havde ſaa mange anſeede og mægtige Frænder, at han dog vel maatte have Frihed til at tale hvad han fandt ſømmeligt, om end Kongen ſelv hørte derpaa; om han derved udſatte ſig for hans Vrede, eller endog for at miſte Ejendom og Rige, fik være det ſamme[6]. Jarlen erklærede ſig ikke utilbøjelig til at ſtaa Bjørn bi, og hjelpe ham til at fremføre ſit Ærende for Sviakongen, hvad enten denne ſyntes derom eller ej, men han ſagde derhos, at han ikke vilde gaa overilet frem, men betænke ſig og oppebie den belejligſte Stund: imidlertid ſkulde Bjørn blive hos ham. Bjørn takkede ham for dette Tilbud, og forblev hos Jarlen en Tidlang om Høſten (1017). Men jo længere det led hen uden nogen Beſtemmelſe, deſto utaalmodigere blev han, og klagede herover til Ingebjørg, der fremdeles viſte ſig meget venſkabelig mod ham og hans Følge. Hun talte ofte med Bjørn og Hjalte derom. Ved en ſaadan Samtale foreſlog endelig Hjalte, at han ſkulde drage i Forvejen til Sviakongen og underhaanden føle ſig for, om Sagen virkelig var ſaa vanſkelig, ſom man troede, eller om den paa nogen Maade lod ſig udføre; thi da han var fra Island, ikke fra Norge, vilde hans Ankomſt ikke vække nogen Mistanke eller Uvilje hos Sviarne; han havde desuden hørt, at to islandſke Skalde, hans perſonlige Bekjendte, nemlig Gisſur ſvarte og Ottar ſvarte, (den ſidſte en Syſterſøn af Sighvat) opholdt ſig ved Sviakongens Hof og nøde megen Anſeelſe[7]. Dette Forſlag fandt baade Ingebjørg og Bjørn ſærdeles klogt, og beſluttede ſtrax at lade det komme til Udførelſe. Ingebjørg udruſtede ſelv Hjalte til Rejſen, gav ham til Underhold 20 Merker Sølv, og til Opvartning to Tjenere, hvilke hun bød i Et og Alt at være ham lydige; derhos medgav hun ham Hilſen, ledſaget af Jertejner, til Olaf Sviakonges Datter Ingegerd, at hun af al Magt og paa det bedſte ſkulde ſtaa ham bi, hvis han behøvede hendes Hjelp. Hjalte rejſte, kom til Sviakongens Hof, og opſøgte ſtrax Skaldene Gisſur og Ottar, der bleve meget glade ved at ſee ham, og ſtrax foreſtillede ham for Kongen, ſom en af de meeſt anſeede blandt deres Landsmænd, og den bedſte Modtagelſe værdig. Kongen bad dem at tage Hjalte og hans Følge til ſig i deres Flok; de gjorde ſaa, og det varede ikke længe, førend han havde mindet almindelig Agtelſe ved Hoffet. Ofte ſad han med Skaldene paa deres ſædvanlige Plads, foran Kongens Højſæde; Kongen gav ſig i Tale med ham, ſpurgte ham om mangt og meget fra Island, og lærte ham ſaaledes nærmere at kjende. Hjalte lod det ej blive herved, men vidſte ved ſnildeligen at ſmigre hans Forfængelighed og Ærgjerrighed at vinde hans Venſkab, ja endog hans Fortrolighed. En Dag gik han nemlig, ledſaget af Skaldene, frem for Kongen, og efter at have ytret, at det alene var Lyſten til at ſee ham ſelv og hans Pragt, der havde bevæget ham til at rejſe en ſaa lang og møjſommelig Vej, fremtog han ti Merker Sølv og ſagde: „mellem Island og Norge gjelder den Lov, at Islændingerne, naar de komme til Norge, betale Landører; da jeg kom over Havet, modtog jeg alle mine Skibskammeraters Landører, og da jeg nu veed at I er den, der med Rette har at raade i Norge, har jeg villet bringe eder dem: her ere de“[8]. Kongen ſagde: „der har ikke paa lang Tid været mange, ſom have bragt os ſlige Afgifter fra Norge, og jeg er dig meget taknemmelig fordi du har ladet det være dig ſaa magtpaaliggende at bringe os og ikke vore Uvenner dem; jeg ſkjenker dig disſe Penge, og dertil mit Venſkab“. Hjalte takkede ham paa det bedſte, og kom paa den venſkabeligſte Fod med Kongen, der fandt Behag i at underholde ſig med ham, da han var en meget forſtandig og ordſnild Mand. Efter ſaaledes at have vundet Kongen, ſøgte han nu ogſaa at nærme ſig hans Datter Ingegerd. Han ſagde til Skaldene, at han havde Hilſener og Jertejner til hende, og bade dem om at ſkaffe ham hende i Tale. De ſagde at dette var en let Sag, og fulgte ham en Dag til hendes Huſe[9]: hun kjendte Skaldene og modtog dem vel; derpaa traadte Hjalte frem, hilſte fra Jarlens Huſtru Ingebjørg, ſagde at denne havde anbefalet ham til hendes Beſkyttelſe, og fremviſte Jertejnerne. Hun modtog denne Hilſen meget godt, tilſagde ham ſit Venſkab, og lod dem beverte. De bleve ſiddende der en lang Stund, idet hun ſamtalede med Hjalte og ſpurgte ham om alle Slags Nyheder. Ved Afſkeden bad hun ham ret ofte at beſøge hende, og Hjalte benyttede ſig flittigt af denne Indbydelſe. Da han ſaaledes var bleven nærmere kjendt med hende, rykkede han frem med ſit egentlige Ærende, og ſpurgte hvad hun troede hendes Fader vilde ſige dertil. Hun fraraadede ham paa det alvorligſte at komme til hendes Fader med ſaadant, thi han taalte ikke engang at høre Olaf digre nævne. Ikke deſto mindre vovede Hjalte en Dag, da Kongen havde drukket godt, og var i ypperligt Lune, at bringe Sagen paa Bane med ſtor Forſigtighed. „Her er“, ſagde han, „megen Pragt og Herlighed at ſee, og jeg maa med Rette erkjende, at ingen Konge i de nordlige Lande kan maale ſig med eder. Men deſto ſtørre Skade er det, at det ſkal være forbundet med ſaa ſtore Vanſkeligheder for os at komme hid, thi Vejen er baade lang og farefuld, førſt formedelſt det ſtore Hav, man ſkal over, og dernæſt fordi det ej er fredeligt at drage gjennem Norge for dem, ſom ville beſøge eder. Hvorfor prøver man ej paa at bringe et Forlig iſtand mellem eder og Olaf digre? Saavel i Norge, ſom i Veſtergautland hørte jeg megen Tale om at alle ønſkede Fred; man ytrede ogſaa ſom aldeles viſt, at Norges Konge ſelv havde ytret Lyſt til at ſlutte Forlig med eder, da han jo nok indſeer at hans Magt er langt mindre end eders. Ja man talte endog om at han tænkte paa at bejle til eders Datter Ingegerd, hvorved Forliget højligen vilde ſtyrtes. Efter hvad jeg hørte forſtandige Mænd ſige, ſkal han og være en meget udmerket Mand“. „Saadant“, ſvarede Kongen, „maa du ikke tale, Hjalte; jeg ſkal ikke tage dig disſe Ord ilde op, fordi du ej vidſte at de vare forbudne, men nu vil jeg lade dig vide, at det ej er tilladt at kalde den digre Mand Konge her i min Hird. Det er heller ikke paa langt nær ſaa meget bevendt med ham, ſom mange lade ſig forlyde med, og du vil viſt med mig erkjende, at et ſaadant Giftermaal, ſom det, du omtalte, langtfra er pasſende, naar jeg ſiger dig, at jeg nu er den 10de Konge i Uppſala[10], og at vi Frænder Mand efter Mand have arvet Riget og været Enevoldskonger ej alene over Sverige, men ogſaa over mange andre ſtore Lande, ligeſom vi alle have været Overkonger over de andre Konger i Norden[11]. Norge derimod er kun lidet og adſpredt bebygget; der har der blot været Smaakonger. Harald Haarfagre bragte det vel til at erhverve Magten og underkaſte ſig Fylkeskongerne; men han tog ſig dog klogeligen vare for at tragte efter Sviakongens Stige, derfor lod Sviakongerne ham ſidde i Fred[12]. Haakon Adelſteensfoſtre ſad i Fred, indtil han begyndte at herje paa Gautland og Danmark; da rejſtes der en Flok mod ham, og han miſtede Liv og Rige. Gunnhilds Sønner bleve ligeledes tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen, ſom gjorde Norge ſkatſkyldigt. Harald Gormsſøn kunde dog ikke maale ſig med vor Frænde Styrbjørn, ſom underkuede ham og gjorde ham til ſin Mand; men Styrbjørn maatte igjen bukke under for min Fader Erik Sejrſæl, da de prøvede Kræfter med hinanden. Da Olaf Tryggvesſøn kom til Norge og antog Kongenavn, fandt vi os ej deri, men i Forbindelſe med Danekongen Sven toge vi ham af Dage. Nu har jeg vundet Norge ſaaledes ſom jeg ſagde dig[13], og ved at overvinde i et Slag den Konge, ſom herſkede derover: en ſaa forſtandig Mand, ſom du, kan da vel begribe, at jeg ikke paa nogen Maade vil give Slip derpaa for den digre Mand, og jeg forbyder dig oftere at bringe denne Sag paa Bane for mig“[14]. Denne temmelig eenſidige og unøjagtige Fremſtilling af Forholdene viſer tydeligt, hvor lidet man endnu i Nabolandene havde vænnet ſig til at betragte Norge ſom et ſamlet Heelt, og hvor dybt Ætlingerne af den gamle ragnarſke Kongeſtamme ſaa ned paa Harald Haarfagres Efterkommere, hvilke de fremdeles kun betragtede ſom ubetydelige Fylkeskonger, uberettigede til Eneherredømmet i Norge, og langt ringere i Byrd end ſig ſelv. Hjalte ſkjønnede ſtrax, at det endnu var umuligt at bringe Sviakongen paa andre Tanker, og bragte derfor andre Materier paa Bane. Men han fortalte Ingegerd den hele Samtale, og bad hende lægge nogle Ord ind hos Kongen derom. Hun lovede det, ſkjønt hun, ſom hun ſagde, vidſte forud at det ikke vilde nytte. En Dag, da hun fandt ſin Fader i godt Lune, ſpurgte hun ham, hvad han agtede at foretage i Anledning af Striden med Olaf digre, „thi“, ſagde hun, „mange klage nu herover; nogle ſige at de have miſtet Gods, andre deres Frænder formedelſt Nordmændene; ingen af eders Mænd har nu Fred i Norge, og de ere ſaaledes udelukkede derfra; det var ogſaa heel urimeligt af eder at gjøre Fordring paa Herredømmet i Norge, ſom baade er fattigt og vanſkeligt at befare[15], medens Folket er eder fiendtligt og mindſt af alle vil have eder til Konge. Vilde du handle efter mit Raad, da burde du lade Fordringerne paa Norge fare, og heller underkaſte dig de Landſkaber i Auſterveg, ſom dine Forfædre havde, og ſom vor Frænde Styrbjørn for ikke ſaa lang Tid underkaſtede ſig[16], men derimod lade Olaf digre beholde ſin Fædrenearv, og ſlutte Fred med ham“. „Du vil da maaſke“, ſvarede Kongen i Vrede, „at jeg ſkal afſtaa Herredømmet over Norge, og gifte dig med Olaf digre? Nej, da har jeg beſluttet noget ganſke andet: i Vinter, paa Uppſalathing, ſkal jeg opbyde fuld Almenning af Folk og Skibe over hele Sverige; den ſkal være ude førend Iſen gaar op af Vandene, og med den vil jeg drage til Norge for at ødelægge alt Landet med Odd, Egg og Brand“. Han var ſaa vred, at det ikke nyttede at tale til ham, og hun gik derfor bort. Hjalte, ſom havde holdt Øje med Samtalen, gik ſtrax hen til hende for at høre Udfaldet: hun fortalte ham det, og bad ham aldrig mere bringe denne Sag paa Bane for Kongen. Med hende talte han dog oftere om Olaf digre, beſkrev hende hans Udſeende og Leveviis, og roſte ham paa det bedſte: dette virkede kjendeligt. Engang ſpurgte Hjalte, om hun vilde tillade ham at ſige noget, han havde paa Hjertet. Hun tillod det, dog ſaaledes at ingen anden hørte det. Hjalte ſpurgte hende nu, hvad Svar hun vilde give, om Kong Olaf Haraldsſøn bejlede til hende. Hun rødmede, taug en Stund og ſagde at hun aldrig havde tænkt over den Sag og derfor heller ikke kunde give noget beſtemt Svar, men indrømmede dog, at hvis Olaf virkelig var en ſaa herlig Mand i alle Dele, ſom Hjalte ſkildrede ham, kunde hun ikke ønſke ſig noget bedre Giftermaal. Hjalte ſagde, at han ingenlunde havde overdrevet Olafs Ros. De talte nu oftere med hinanden om denne Sag, ſom han maatte love hende ikke at omtale til andre, da Kongen ellers let kunde faa Nys derom, og da naturligviis vilde blive overmaade vred. Dog indviedes Skaldene Gisſur og Ottar i Hemmeligheden: de fandt at det var ſaare ønſkeligt, om dette Giftermaal kunde komme iſtand, og Ottar, der var djerveſt i ſine Ord og bedſt anſkreven hos de Store, talte ligeledes ofte med Kongedatteren og Hjalte derom, idet han ſandede alt, hvad denne havde ſagt til Olafs Priis. Da Hjalte endelig troede at kunne være vis paa et heldigt Udfald, hvad Ingegerds Følelſer angik, ſendte han ſine to gautſke Tjenere med Breve fra ham ſelv og Ingegerd til Jarlen og hans Huſtru; i ſit Brev lod Hjalte Ytringer falde om den Sag, han havde bragt paa Bane for Ingegerd, og om hendes Svar[17].

Dette var lidt før Juul. Ved Goe Tid, eller midt i Februar, ſkulde det ſtore aarlige Thing holdes i Uppſala, ſom Kongen i ſit Svar til Ingegerd havde omtalt. I Hedendommens Tider havde det været forbundet med et ſtort Hovedblot, hvortil man fra hele Sverige ſkulde indfinde ſig, ligeſom der og holdtes Marked og Kjøbſtevne i en Uge. Da Chriſtendommen var antagen af flere, navnligen af Kongen og hans Familie, afſkaffedes vel Blotet, men Thinget og Markedet vedbleve[18]. Til dette Thing ſkulde Ragnvald Jarl ogſaa indfinde ſig, og dette var ſaaledes den bedſte Lejlighed for ham til at tale Bjørns Sag, om hvis heldige Udfald Hjaltes og Ingegerds Breve ſaa vel ſom Sendebudenes mundtlige Udſagn gave et Slags Haab. Strax efter Julen tiltraadte han Rejſen med 60 Mand, ledſaget af Bjørn og dennes Følge. Da han kom til Svithjod, ſendte han Bud til Ingegerd og bad hende komme ham i Møde paa Ulleraker, hvor hun ejede ſtore Gaarde[19]. Ingegerd rejſte ſtrax, ledſaget af mange Mænd, og Hjalte fulgte med. Før Afrejſen tog han Afſked med Kongen. Han ſagde ham mange ſmigrende Ord om den Pragt, der herſkede ved hans Hof, og fik til Gjengjeld den Ros, at han var en forſtandig og ſædelig Mand, ſom godt vidſte at omgaaes med Fyrſter. Paa Ulleraker modtog Ingegerd Jarlen med et feſtligt Gilde. Han forblev der i nogle Dage, og talte mangt og meget med hende, iſær om Fejden mellem begge Konger, til hvis Bilæggelſe der efter hendes Mening var liden tidligt. Jarlen ſagde, at den bedſte Maade til at faa et Forlig iſtand vilde være, om hun egtede Norges Konge, og bad hende derfor ſige ſin oprigtige Mening, hvor vidt hun ſyntes om dette Giftermaal eller ej, thi i ſidſte Tilfælde vilde han ikke engang bringe det paa Bane. Hun ſagde, at hendes Fader havde den fornemſte Stemme, hvad dette angik, men at næſt ham var der ingen af alle hendes Frænder, til hvis Raad hun heller lyttede i alle vigtige Anliggender, end Ragnvald; det var hende ſaare magtpaaliggende, at høre hans nærmere Mening derom. Jarlen raadede hende paa det ivrigſte til at give Olaf ſin Haand; han kunde ikke nokſom roſe ham og ophøje hans berømmelige Bedrifter, i Særdeleshed dvælede han ved hans ſidſte Foretagende i den nys forløbne Høſt, hvilket vi nedenfor nærmere komme til at omtale, nemlig at han paa en eneſte Morgen havde fanget fem Konger og underkaſtet ſig deres Beſiddelſer[20]. Kort at ſige, han ſkildrede hende dette Giftermaal ſom ſaa glimrende og ønſkeligt, at alle hendes Betænkeligheder, om hun ellers havde nogen, maatte ſvinde, og da han rejſte videre, kunde det betragtes ſom en afgjort Sag, at hun ikke vilde ſige Olaf Nej. Fra Ulleraker begav Jarlen ſig med ſit Følge, hvortil nu ogſaa Hjalte ſluttede ſig, til ſin Frænde og Foſterfader Thorgny Thorgnysſøn, Lagmand i Tiundaland. Lagmændene i Sverige havde betydelig Magt, men iſær Tiundalands Lagmand. Hvert enkelt Landſkab i Sverige, heder det i Olaf Haraldsſøns Saga, har ſit Lagthing og ſin ſæregne Lovgivning; over hver Lovgivning er der en Lagmand, og han har meeſt at ſige blandt Bønderne, da det, han forkynder, gjelder ſom Lov; naar Kongen, Jarlen eller Biſkopen rejſer gjennem Landet og holder Thing med Bønderne, da ſvarer Lagmanden paa Bøndernes Vegne, og de ſamtykke altid med ham, ſaa at overmægtige Mænd neppe engang tør viſe ſig paa Thinget liden Bøndernes og Lagmandens Tilladelſe Men hvor de enkelte Landſkabslove ere indbyrdes afvigende, da ſkulle de altid rette ſig efter Uppſala-Loven, ligeſom ogſaa alle de øvrige Lagmænd ſkulle være Tiundalands-Lagmandens Undermænd“. Hvad der end mere bidrog til at forhøje Thorgnys Indflydelſe, var den Omſtændighed, at hans Fader, Farfader og øvrige Forfædre allerede i mange Kongers Tid havde beklædt Lagmandsværdigheden[21]. Han var nu gammel, og anſaaes for den viſeſte Mand i Sverige. Hans Gaard var ſtor og prægtig, han levede paa en ſtor Fod, og underholdt en heel Skare Huuskarle. Da Jarlen kom om Aftenen, var der mange Folk ude, ſom ſtrax toge ſig af de Rejſende og ſørgede for deres Heſte; de gik ind i Stuen, hvor der ligeledes var mange ſamlede, og hvor Thorgny ſad i Højſædet. Bjørn og hans Mænd havde aldrig ſeet nogen højere Mand: hans Skjeg var ſaa langt, at det naaede til hans Knæ, og bedækkede hele Bringen; dertil var han ſmuk og ſtatelig. Jarlen gik hen til ham, og hilſede ham: Thorgny modtog ham venligt, og bad ham ſætte ſig paa ſin ſædvanlige Plads, lige over for ham ſelv. Efter et Par Dages Forløb udbad Jarlen ſig en Samtale med ham og de norſke Udſendinger alene. Thorgny fulgte dem ind i ſin Maalſtue, og her underrettede Jarlen ham om den Sag, ſom nu var paa Bane; han klagede over Veſtgauternes Nød formedelſt Krigen med Norge, fortalte ham at de tilſtedeværende Nordmænd vare udſendte af Kong Olaf Haraldsſøn for at megle Fred, og at han havde lovet dem ſin Hjelp, men at det var forbundet med ſtor Fare, da Sviakongen ikke taalte at man engang berørte Sagen, og truede enhver paa det haardeſte, ſom befattede ſig dermed. Derfor, ſagde han, havde han nu tyet til ſin Foſterfader om Hjelp. Thorgny ſvarede efter nogen Betænkning: „I bære eder dog underligt ad, I ſom ere ſaa begjerlige efter Hæderstitler, uden dog paa egen Haand at kunne redde eder ud af nogen Forlegenhed; førend du tilſagde din Biſtand i denne Sag, burde du have betænkt, at du ej var mægtig nok til at ſtaa Kong Olaf imod. Da tykkes det mig dog lige ſaa hæderligt kun at regnes blandt Bønderne, men have Frihed og Driſtighed til at ſige hvad man vil, om ſaa Kongen ſelv er tilſtede. Imidlertid ſkal jeg dog komme til Uppſalathinget og underſtøtte dig ſaaledes, at du uden Frygt for Kongen kan ſige hvad du vil“. Jarlen takkede ham meget for dette Løfte, og blev hos ham til Thingtid; da rejſte Thorgny, Jarlen og Bjørn i eet Følge til Uppſala.

Paa Thinget var en ſtor Mængde Folk forſamlet. Kongen var ſelv tilſtede med ſin Hird. Den førſte Dag, da Thinget var ſat, ſad han paa ſin Kongeſtol, omringet af ſin Hird. Lige over for ham ſad Ragnvald Jarl og Thorgny paa en Stol: foran dem ſad Jarlens Hird og Thorgnys Huuskarle. Bjørn havde taget Plads ved Siden af Jarlens Stol. Bagenfor ſtod hele Bondehoben, der tillige havde beſat alle Højder og Steder omkring, hvorfra man bedſt kunde ſee og høre. Da de ſædvanlige Sager, ſom Kongen havde at forhandle, vare tilendebragte, rejſte Bjørn Stallare ſig, og ſagde med høj Stemme, ſaa at Kongen kunde høre ham: „Kong Olaf har ſendt mig hid for at tilbyde Sviakongen Forlig, og det Grændſeſkjel, ſom fra gammel Tid har været mellem Norge og Svithjod“. Da Kongen hørte „Kong Olaf“ nævne, troede han førſt, at Taleren meente ham, men da han hørte tale om Grændſeſkjel mellem Sverige og Norge, kunde han ſkjønne, hvad der ſigtedes til, løb op, og raabte med høj Røſt, at den Mand ſkulde tie ſtille, da ſlig Tale ikke nyttede til noget. Bjørn ſatte ſig ned, men Ragnvald Jarl rejſte ſig, talte om Olaf digres Fredstilbud, om Veſtgauternes Nød og Ulempe formedelſt Krigstilſtanden, og ſluttede med, at Olaf, Norges Konge, havde ſendt Geſandter til Svithjod for at bede om at han maatte faa Kongedatteren Ingegerd til Egte. Kongen ſtod op og erklærede, at han ikke vilde høre om noget Forlig; derimod bebrejdede han Jarlen tilbørligt, at han paa egen Haand havde driſtet ſig til at ſtifte Fred og Venſkab med den digre Mand. Sligt, ſagde han, er ikke bedre end Landsforræderi, og du fortjente derfor at jages ud af Landet; det kommer altſammen, det veed jeg, fra din Huſtru Ingebjørg, og det er ſtor Skade, at du ſkal have egtet en ſaadan Kvinde“. Han vedblev en Tidlang paa denne Maade; og talte iſær med Harme om Olaf digre. Da han ſatte ſig, var det førſt ſtille en Stund. Da rejſte Thorgny ſig. Strax ſtode alle Bønderne op og trængte ſig under megen Støj og Vaabengny ſammen om ham, for bedre at høre, hvad han ſagde. Endelig blev det atter ſtille, og da begyndte Thorgny ſaaledes: „Anderledes er Sviakongernes Sind nu beſkaffent end i fordums Dage. Min Farfader Thorgny kunde huſke Uppſalakongen Erik Emundsſøn, og ſagde om ham, at da han var i ſine raſkeſte Aar, havde han aarligt Leding ude, drog paa Tog til forſkjellige Lande, og underkaſtede ſig Finland, Karelen, Eſtland, Kurland og andre Lande i Øſten, hvor man endnu kan ſee de Jordborge og ſtore Befæſtninger, han opbyggede; men han var ſlet ikke ſaa overmodig, at han ej villigt hørte paa de Mænd, der havde noget nødvendigt at tale med ham. Min Fader Thorgny var i lang Tid hos Kong Bjørn og kjendte godt hans Sind; i hans Tid var Riget mægtigt, og led intet Afbræk[22], men han var dog god at komme til Rette med for ſine Venner. Jeg ſelv huſker grant Kong Erik Sejrſæl, og ledſagede ham paa mange Krigstog; han forøgede Sviarnes Rige og værgede det tappert: men han modtog dog villigen Raad af os. Vor nuværende Konge derimod tillader ingen at tale, uden hvad han ſelv ſynes om. Paa at overholde dette anvender han al ſin Kraft, medens han derimod lader ſine Skatlande falde fra af Mangel paa Kraft og Driftighed. Han tragter efter at holde Norges Rige under ſit Herredømme, hvilket ingen ſvenſk Konge før ham har gjort, og derved forvolder han mange Folk Uro. Nu ønſke alle vi Bønder eenſtemmigt, at du ſlutter Fred med Norges Konge Olaf digre, og giver ham din Datter Ingegerd til Egte. Vil du da paany underkaſte dig de Riger i Auſterveg, ſom dine Frænder og Forfædre have haft, ſkulle vi alle følge og underſtøtte dig. Men vil du nu ikke handle efter vort Ønſke, da ville vi ikke finde os i at taale Ufred og Ulovlighed for din Skyld, men angribe og dræbe dig: ſaaledes have vore Forfædre gjort før os, da de ſtyrtede fem Konger, der havde viiſt ſig lige ſaa overmodige, ſom du nu har viiſt dig mod os, ned i en Sump paa Mulathing. Vælg nu ſtrax et af disſe to“. Ved disſe Ord gjorde hele Thingalmuen ſterkt Vaabenbrag og Gny. Da fandt Kongen det raadeligſt at give efter. Han ſtod op, og erklærede at han vilde følge alle de foregaaende Sviakongers Exempel, nemlig i eet og alt at rette ſig efter Bøndernes Vilje. Da ſtandſede Larmen, og Kongen, Jarlen og Thorgny traadte ſammen for nærmere at afhandle Sagen. Det beſluttedes, at Sviakongen ſkulde indgaa Forlig og Fred med Kong Olaf Haraldsſøn paa de Vilkaar, denne havde foreſlaaet, og at han tillige ſkulde give ham ſin Datter Ingegerd til Egte. Ragnvald Jarl modtog Feſtemaalet paa Kong Olafs Vegne, ligeſom ogſaa Sviakongen overlod til ham at ſørge for alt det fornødne i denne Sag, der rimeligviis var Kongen ſelv altfor forhadt til at han ſkulde ville befatte ſig dermed. Da Jarlen drog hjem fra Thinget, meldte han ſig hos Ingegerd, og berettede hende Sagens Udfald: hun viſte ſin Tilfredshed ved ſtrax at medgive Bjørn Stallare en prægtig Kaabe af Pell med Silkeremme, hvilken han ſkulde overbringe Kong Olaf ſom Fæſtensgave. Det blev afgjort, at Brylluppet ſkulde ſtaa ſamme Aars Høſt ved Grændſen, i Kongehelle hvor altſaa den ſvenſke Konge ſkulde indfinde ſig med ſin Datter i Løbet af Sommeren[23].

Med Efterretningen om dette tilfredsſtillende Udfald af Underhandlingerne vendte Bjørn og Hjalte nu tilbage, idet de førſt fulgte med Ragnvald Jarl til Gautland, og efter et ganſke kort Ophold hos ham fortſatte Rejſen til Norge. Kongen blev meget fornøjet, og takkede Bjørn ſærdeles for den Nidkjærhed, hvormed han havde røgtet ſit Hverv. Ogſaa Hjalte takkede han paa det bedſte, og gav ham gode Gaver ved hans Hjemreiſe til Island. Kongen lod nu ſine Skibe udruſte, kaldte Folk ſammen, og gjorde en Rejſe langs Kyſten forbi Lindesnes lige til Hørdaland, for overalt at opbyde Stevneleding og anmode Lendermændene og de fornemſte Bønder om at gjøre ham Følge paa Bryllupsferden[24]. Han vilde nemlig optræde med ſaa ſtor Pragt og Anſeelſe ſom muligt, og foreſkrev derfor, at Enhver ſkulde udruſte ſig og ſit Skib paa det bedſte og ſtadſeligſte. Der ſamlede ſig ogſaa en talrig og udvalgt Skare om ham. De fleſte Stormænd indfandt ſig, ledſagede af de ypperſte blandt deres Omgivelſer. Enhver havde grebet ſig an efter yderſte Evne med. Henſyn til Klæder, Vaaben og Skibe. Kong Olaf maa ſaaledes være kommen til Kongehelle i et meget prægtigt Optog, og Gemytterne maa have været meget ſpendte af Forventning om al den Stads og Herlighed, man nu ſkulde faa at ſee. Men man ventede og ventede i lang Tid, og ingen Sviakonge kom. Olaf lod ſpørge vidt og bredt, om nogen havde hørt til havt, eller vidſte hvad han tog ſig for, men ingen kunde ſige ham Beſked derom. Tilſidſt ſendte han Folk op i Gautland til Ragnvald Jarl, for at ſpørge om han vidſte Aarſagen, hvorfor Sviakongen ikke indfandt ſig til Mødet, men Jarlen kunde heller ikke give anden Forklaring, end at Sviakongen, naar han var paa Rejſer, ofte overvældedes med ſaa mange Forretninger, at han derved forſinkedes ud over den beſtemte Tid: hvis ikke dette nu var Tilfældet, ſkulde han nærmere underrette Olaf om den egentlige Aarſag, naar han havde erfaret den.

Aarſagen til Sviakongens Udeblivelſe var den, at Giftermaalet ſaa vel ſom Fredsſlutningen var ham aldeles imod. Han havde vel, af Frygt for Bønderne, givet ſit Samtykke dertil, men dette aftvungne Samtykke kunde ej være oprigtigt, og hans Henſigt var, lige fra Førſtningen af, ſom man tydeligt kan ſee, at tilbagekalde det, i det mindſte hvad Giftermaalet angaar, naar Lejlighed gaves, og naar han ikke længer truedes af en overlegen Bondehob. Man maa ogſaa indrømme, at for en Mand med hans Stolthed, ſom han vel tildeels ogſaa havde arvet efter ſin Moder, maatte det være haardt at give ſit Samtykke til et Giftermaal, ſom dette, der, ſaaledes ſom Forholdene paa de Tider endnu vare beſkafne, virkelig maatte kaldes ſaare ulige. Olaf ſvenſke var uimodſigeligt den højbyrdigſte af Nordens daværende Konger[25]. Han nedſtammede i lige Linje fra Ragnar Lodbrok, og uagtet den danſke Konge roſte ſig af det ſamme, maatte der dog i denne Henſeende herſke nogen Tvivl[26]; ſaa meget var i det mindſte viſt, at de ſvenſke Konger ſaa godt ſom den hele Tid ſiden Ragnar Lodbroks Dage havde været Overkonger, og til forſkjellige Tider endog herſket over Danmark[27], medens det egentlig førſt var Knut, der havde gjort Danmark mægtigt og anſeet. Norge var derimod ikke engang anerkjendt ſom et ſamlet Rige, det betragtedes hvad Sviakongens Ord til Hjalte nokſom viſe — kun ſom en Mængde indbyrdes uſammenhængende Smaariger, der egentlig ſtode under Lodbroke-Ætlingernes Overherredømme. Harald Haarfagre, og de af hans Efterkommere, der traadte i hans Spor, anſaaes ſom Oprørere og Uſurpatorer; en Søn af den ubetydelige Smaakonge Harald grønſke, hvilken Sviakongens Moder ikke havde gjort ſig nogen Samvittighed af at indebrænde, da han faldt hende beſværlig med Frieri, kunde i Sønnens Øjne umuligt være noget pasſende Parti for hans egtefødde Datter[28], og det hjalp her ikke, at Olaf Haraldsſøn nu ej længer hørte til Fylkekongernes Tal, men virkelig var Norges Overkonge, thi denne Magt havde han vundet paa Sviakongens Bekoſtning, og deſto forhadtere maatte det være denne at ſee ham optræde ſom hans Ligemand. Endelig maa det erkjendes, at Sviakongens Samtykke var erhvervet paa en med god Stats-Orden ſaa lidet ſtemmende Maade, at han visſelig kunde være at undſkylde, om han ej betragtede ſig bunden derved, naar han for Reſten troede uden Fare at kunne bryde det. Man merkede ſnart, at dette var hans Henſigt. Sommeren gik hen, Kongens Omgivelſer undredes over, at der ingen Forberedelſer gjordes til den aftalte Brudeferd, og mange vare heel bekymrede derover, men ingen vovede at gjøre Kongen noget Spørgsmaal derom. Man henvendte ſig til Ingegerd og bad hende lokke ud af ſin Fader, hvad dog hans egentlige Henſigt var, men heller ikke hun havde Mod eller Lyſt til at indlade ſig derpaa, da hendes Fader endnu plejede at blive forbitret, hver Gang man kaldte Olaf digre Konge. Hendes Bekymring og Ængſtelſe bragte hende dog omſider til at forſøge, om hun ikke i det mindſte kunde bringe hans Navn paa Bane. En Morgen kom Kongen hjem fra en heldig Jagt. Hans Høg havde dræbt 5 Orrer, og Hunden havde bragt ham dem alle. Da Ingegerd ſaa ham ride ind paa Gaarden, gik hun ud og hilſede ham. Han viſte hende leende ſit Bytte, og ſpurgte om hun kjendte nogen Konge, der i ſaa kort Tid havde gjort en ſaa ſtor Fangſt. „Det er viſtnok en god Morgenfangſt, ſvarede hun, „at faa fem Orrer, men Olaf, Norges Konge, tog paa een Morgen fem Konger, og underkaſtede ſig deres Riger“. Ved at høre disſe Ord, ſprang Kongen forbitret fra Heſten, og ſagde: „Vid nu, Ingegerd, at ſaa megen Elſk ſom du end har lagt paa denne digre Mand, ſaa ſkal du dog aldrig faa kram: jeg vil bortgifte dig til en eller anden Høvding, hvis Ven jeg kan være bekjendt at være, men dette er ikke at tænke paa med en Mand, der med Vaaben har frataget mig mit Rige, og gjort mig ſaa megen Skade i Ran og Manddrab“. Disſe Ord vare tilſtrækkelige til at viſe Ingegerd, hvad hendes Fader havde i Sinde. Hun ſendte ſtrax Bud til Ragnvald Jarl og lod ham melde, at hendes Fader havde brudt den hele Aftale, ſaa at man i Veſtergautland maatte tage ſig vare for Nordmændene, der nu efter al Sandſynlighed vilde begynde at herje i deres Land. Da Jarlen havde modtaget Budſkabet, lod han Advarſel udgaa over hele ſit Jarledømme, og ſendte tillige Geſandter til Kong Olaf, for at underrette ham om hvorledes Sagerne ſtode, men bad ham derhos ikke at begynde Krig, da han ſelv for ſin Part helſt ønſkede at holde Fred og Venſkab med ham. Kong Olaf blev, ſom man let kan forſtaa, yderſt opbragt ved denne Efterretning. Ikke nok, at han var bleven ſkuffet, og til ingen Nytte havde gjort alle de ſtore og prægtige Forberedelſer; men han var tillige bleven haanet i ſine Mænds Øjne, der ſaaledes paa en vis Maade havde været Vidne til, at Sviakongen ej agtede ham god nok til ſin Datter. Han tog ſig ſaa nær deraf, at han i flere Dage neppe talte et Ord. Siden lod han de tilſtedeværende Høvdinger ſammenkalde til et Huusthing, hvor Bjørn Stallare gav en fuldſtændig Beretning om ſin hele Rejſe, og i Kongens Navn forelagde dem det Spørgsmaal, om man ſtrax ſkulde begynde at herje paa Gautland, eller finde paa noget andet. Høvdingerne havde ingen Lyſt paa, ſtrax at begynde Krig. „Vel“, ſagde de, „ere vi her temmelig mandſterke, men de fleſte af os ere blandt de mægtigſte og meeſt anſeede Mænd i Landet, der ej pleje at drage i Krig uden at være ledſagede af mange andre yngre„ og ringere Mænd, der gaa foran dem og beſkytte dem; ſlige unge Mænd, der gjerne ville vinde Gods og Hæder, pasſe bedſt til at drage i Felten, og den fattige ſtrider ofte lige ſaa godt ſom den rige“. Det blev da beſluttet, at der denne Gang ej ſkulde foretages noget, derimod vare alle enige i at Kongen næſte Sommer ſkulde udbyde Leding af hele Riget, for at lade Sviakongen undgjelde for ſin Uordholdenhed. De forſamlede Høvdinger droge altſaa hver til ſit, og Kongen ſelv vendte tilbage til Sarpsborg, for ſom ſædvanligt at tilbringe Vintren der[29].

Det var at forudſee, at der ogſaa gaves nogle, der ytrede Mistanke mod Ragnvald Jarl, ſom om han ſkulde have ſpillet under Dække med Sviakongen. Andre derimod ſagde, at han var Olafs oprigtige Ven, blandt dem Sighvat Skald, ſom endog tilbød ſig at gjøre en Rejſe til Jarlen for at indhente Efterretninger om, hvad Sviakongen nu tog ſig for, og forſøge øm det var muligt, atter at bringe et Forlig iſtand. Kongen modtog Tilbudet med Glæde, og Sighvat rejſte med to Følgeſvende fra Sarpsborg ved Vintrens Begyndelſe[30]. Hans Rejſe var meget beſværlig, og han har ſelv beſkrevet ſine Gjenvordigheder i et Digt om denne Rejſe, kaldet Øſterfarerviſerne[31]. Ragnvald Jarl tog meget venſkabeligt mod Sighvat, ſom forblev der temmelig længe, og erfarede af Breve fra Ingegerd at Kong Jaroſlav i Holmgard eller Novgorod havde ladet bejle til hende ved Geſandter, der nu befandt ſig ved hendes Faders Hof, — ſandſynligviis ogſaa for at bede om Hjelp mod Jaroſlavs Modſtander Svjatopolk, — og at denne havde givet et gunſtigt Svar. Haabet om at Giftermaalet mellem Norges Konge og Ingegerd kunde komme iſtand, var ſaaledes ganſke forbi. Men Olaf ſvenſke havde endnu en Datter, ved Navn Aaſtrid. Hun var vel ikke egtefød, ſom Ingegerd, thi hendes Moder Edla, Datter af en vendiſk Jarl, og fangen paa et Krigstog, havde kun været Olafs Frille, med hvem han havde haft flere Børn, førend han blev gift; men hun var dog baade ſmuk og forſtandig og meget afholdt. Hendes Stifmoder, Dronningen[32], havde ej kunnet lide ſin Mands Slegfredbørn, hvorfor de vare ſatte til Opfoſtring paa forſkjellige Steder; ſaaledes ſendtes Sønnen, Emund, til ſine Fri-ender i Vendland, og Aaſtrid blev opfoſtret i Veſtergautland hos en anſeet Mand, ved Navn Egil. Aaſtrid kom juſt i Beſøg til Ragnvalds Hof, medens Sighvat opholdt ſig der. Han blev ſnart kjendt med hende, iſær da hun allerede paa ſine Beſlag hos ſin Fader havde hørt ham omtale af hans Syſterſøn Ottar ſvarte. Jarlen ſpurgte Sighvat, om han ikke troede at Kong Olaf Haraldsſøn gjerne vilde faa Aaſtrid til Egte, thi i ſaa Fald vilde man ikke engang ſpørge Sviakongen om Lov, iſær da Aaſtrid ſelv var meget villig dertil. Lidt før Juul vendte Sighvat tilbage til Kong Olaf, og berettede, hvorledes Sagerne nu ſtode. Olaf blev i Førſtningen ilde tilmode ved at høre om Jaroſlavs Frieri, og talte paany om at lade Sviakongen føle ſin Hevn. Men da han ſiden nærmere ſpurgte Sighvat om, hvorledes han havde haft det i Gautland, greb denne Lejligheden til at udbrede ſig vidt og bredt over Aaſtrids Skjønhed og Forſtandighed; han ſagde at hun ikke i mindſte Maade ſtod tilbage for Ingegerd. Da Sighvat merkede, at dette faldt godt i Kongens Øre, rykkede han videre frem med den Plan, han, Jarlen og Aaſtrid havde udtænkt. Kongen lod til at finde Behag deri, og ſagde: „Sviakongen tror nok ikke at jeg tør egte hans Datter mod hans Vilje“. For øvrigt indviede Kongen endnu ikke flere i Planen, men talte kun i al Hemmelighed med Sighvat derom. Han ſpurgte Sighvat Nøje ud om Ragnvald Jarl, hvor vidt denne var ham oprigtigt hengiven eller ej; Sighvat ſvarede at Olaf ikke havde nogen paalideligere Ven, og at Ragnvald Nat og Dag vaagede over hans Tarv. Olaf beſluttede ſig da i al Stilhed til at gaa ind paa hans Forſlag. Med denne Beſked ſendtes Sighvats Syſterſøn Thord Skotakoll, ledſaget af Sighvats Skoſvend, ſtrax efter Julen hemmeligt til Ragnvald. Da denne havde hørt deres Ærende og ſeet de Jertejner, de medbragte, gjorde Ragnvald ſig ſtrax rejſefærdig, og drog med Kongedatteren Aaſtrid og et Følge af over 100 udvalgte Mænd, deels Hirdmænd, deels mægtige Bønders Sønner, alle herligt klædte og udruſtede, til Sarpsborg, hvor de ankom ved Kyndelmisſe-Tider (1019). Olaf havde til deres Modtagelſe beredt et prægtigt Gilde, hvortil mange Stormænd af de nærmeſte Hereder vare indbudne. Efter en kort Samtale mellem Olaf, Ragnvald og Aaſtrid bortfæſtede Jarlen hende til Olaf med den ſamme Medgift, ſom hendes Syſter Ingegerd ſkulde have haft, og ſtrax derefter blev Brylluppet holdt, hvorefter Ragnvald Jarl vendte tilbage til Gautland, fik ved Afſkeden ſtore og gode Gaver af Kongen, og vedblev at være hans trofaſte Ven, ſaa længe han levede[33].

Da Sviakongen erfarede dette, blev han naturligviis i højeſte Maade opbragt, og kaldte det et Forræderi, hvorfor Ragnvald ſkulde undgjelde med ſit Liv. Hans. Beſlutning, at bortgifte Ingegerd til Jaroſlav, blev nu ſaa meget faſtere, og da Jaroſlav om Vaaren ſendte et nyt Geſandtſkab for at faa et endeligt Svar, ſagde han til Ingegerd, at det var hans beſtemte Vilje, at hun ſkulde egte Jaroſlav. Ingegerd erklærede ſig villig dertil, imod at faa ſom Livgeding Aldegjeborg med tilliggende Hereder, altſaa omtrent det nuværende Ingermannland eller det St. Petersburgſke Gouvernement. Dette tilſagde Geſandterne hende paa Jaroſlavs Vegne. Hun betingede ſig tillige at maatte vælge en Mand fra Sverige til at følge med hende, og at han i Gardarike ſkulde bære ſamme Titel og nyde ſamme Hæder, ſom hjemme. Ogſaa deri ſamtykkede ſaavel hendes Fader, ſom Geſandterne. Da valgte hun Ragnvald Jarl, for ſaaledes at unddrage ham ſin Faders Vrede. Kongen blev yderſt forbitret over Valget, og ſagde, at Ragnvald tvertimod fortjente at hænges ſom Landsforræder, fordi han havde ført Kongens Datter til Norge, for at blive den digre Mands Frille. Men Ingegerd ſvarede, at Løftet nu engang var givet, og derfor ikke kunde tilbagekaldes. Kongen maatte da føje ſig efter hendes Ønſke, og ſamtykkede i, at Ragnvald uden Hinder forlod Sverige; men han lagde til, at Ragnvald aldrig ſkulde komme for hans Øjne eller til Svithjod, ſaa længe han levede. Ingegerd lod nu Jarlen underrette herom, og beſtemte ham et Sted, hvor de kunde mødes, for at rejſe tilſammen til Gardarike. Jarlen gjorde ſig ſtrax rede, drog til Øſtergautland, ſkaffede ſig der Skibe: mødte Ingegerd paa det beſtemte Sted, og fulgte med hende til Gardarike, hvor hun overdrog ham det hende tilſtaaede Livgeding, Aldegjeborg[34] med Diſtrikt, ſom Jarldømme. Her ſkal han have herſket i lang Tid[35].

Sviakongen truede ej alene Ragnvald Jarl, men ogſaa Veſtgauterne ſelv med Hevn og Straf, fordi de havde ſluttet Stilſtand med Norges Konge, og foretrukket at holde Venſkab med ham for at føre en ødelæggende Grændſekrig. Fornemmelig rettede hans Harme ſig mod dem, der havde fulgt Jarlen og Aaſtrid paa hendes Brudeferd til Norge. Efter Jarlens Bortrejſe herſkede der i den Anledning ſtor Uro blandt Veſtgauterne. De holdt oftere Thing med hinanden og raadſloge om hvad de ſkulde gribe til. Nogle foreſloge, at man ſkulde underkaſte ſig Norges Konge, for at nyde hans Beſkyttelſe. Andre fraraadede det, fordi Norges Hovedſtyrke var for langt afſides til at den kunde være dem til nogen Hjelp mod Sviarnes Overmagt; i alle Fald fik man førſt prøve om det var muligt at blive forligte med Sviakongen: lod ikke dette ſig gjøre, var det tidsnok at ſøge den norſke Konges Værn. Denne ſidſte Mening vandt fleeſt Stemmer for ſig, og det beſluttedes at afſende en forſtandig Mand til Sviakongen for at underhandle, eller rettere, ſom man af det Følgende ſeer, at forberede en Opſtand. Valget faldt paa Lagmanden Emund af Skara, en højbyrdig, rig, forſtandig og veltalende, men underfundig Mand; han var den mægtigſte i Veſtergautland nu ſiden Jarlen var borte. Emund drog afſted med 30 Mand, førſt til Øſtergautland, ſiden til Svithjod; overalt opſøgte han de mægtigſte Mænd, af hvilke flere vare hans Frænder. Alle vare enige med ham deri, at Kongens Fremferd ſtred mod Lov og Ret. Da Emund var kommen til Uppſala, traadte han frem for Kongen, juſt ſom denne ſad ved et offentligt Folkeſtevne. Da Kongen ſpurgte ham om Nyt, fortalte han ham et Par opdigtede Hiſtorier, førſt om en Atte den dølſke fra Vermeland, der for at forfølge en Ikorn, ſom han dog tilſidſt ikke fik fat paa, lod ſin Slæde, der var fyldt med ypperligt Pelsverk, i Stikken og fandt den ikke igjen; dernæſt om en Gaute Tovesſøn, der efter at have erobret fire danſke Skibe forfulgte det femte uden at kunne naa det, men ſelv led Skibbrud ved Lesø, medens en anden danſk Flaade overfaldt hans øvrige tilbageblevne Skibe, dræbte Beſætningen og tog alt det nys erobrede Bytte. Derpaa ſagde Emund, at han havde en Sag at foredrage, i hvilken Veſtgauternes Lov ikke ſtemmede med Uppſala-Loven: to ædelbaarne Mænd, een rig og een fattig, laa i Uenighed om noget Jordegods, indtil den rige paa det almindelige Thing blev dømt til at betale den anden en Deel Varer og Penge; men allerede ved førſte Termin betalte han Gæsling for Gaas, Smaagriis for gammelt Sviin, og Halvparten Guld, Halvparten Leer og Smuds i Stedet for en heel Mark Guld. Herom udbad Emund ſig Kongens Dom. „Jeg dømmer“, ſagde Kongen, at han ſkal fuldt udrede, hvad der er ham paalagt, men tre Gange ſaa meget til Kongen; har han ikke betalt inden Aar og Dag, ſkal han have forbrudt ſin Ejendom og være utlæg. Halvdelen af hans Gods ſkal tilfalde Kongen, Halvdelen hans Modpart“. Emund ſkød alle de tilſtedeværende Stormænd til Vidne paa denne Dom, ſom overeensſtemmende med Uppſala Lov, hilſede Kongen og gik ud. Mindre Sager optoge nu Kongens Opmerkſomhed; ſiden, da han gik til Bods, ſpurgte han vel efter Emund, og lod ham tilſige til ſit Bord, men nu kom der Spillemænd ind med Harper, Giger og andre Slags Inſtrumenter; Muſikken og Sangen og al den øvrige Lyſtighed beſkjeftigede Kongen ſaaledes, at han ikke videre tænkte paa Emund den Dag. Den følgende Morgen huſkede han, hvad Emund havde ſagt, og lod ſine tolv Raadgivere, ſom han altid plejede at have ved ſin Side, naar han afgjorde vanſkelige Anliggender, kalde til ſig; han ſendte tillige Bud efter Emund, for at denne paany kunde foredrage ſit Anliggende. Men han fik det Svar, at Emund allerede Dagen i Forvejen havde forladt Uppſala. Kongen ſpurgte nu ſne Raadgivere, af hvilke kun 6 havde indfundet ſig, om de kunde forklare ham, hvad Emunds Lovſpørgsmaal ſigtede til. Saa meget, ſvarede de, maatte Kongen vel ſelv allerede have indſeet, at det ſigtede til noget andet end det, han forebragte. Ja, ſagde Kongen; han kunde nok ſkjønne, at de to ædelbaarne Mænd ſkulde foreſtille ham ſelv og Olaf digre, men han vidſte ikke hvad Fortællingen om den ſlette Betaling, Gæsling for Gaas, Griis for Sviin og Leer for Guld ſkulde betyde. Jo, ſagde en af Raadgiverne, ved Stavn Arnold, lige ſaa ſtor Forſkjel ſom der er mellem Guld og Leer, lige ſaa ſtor Forſkjel er der mellem Ingegerd, der blev lovet Olaf digre, og Aaſtrid, ſom han fik; thi Ingegerd er kongebaaren i alle Linjer, og af Uppſala-Ætten[36], ſom er den fornemſte i Norden, fordi den ſtammer fra Guderne ſelv, Aaſtrid derimod er kun en Trælkvindes Datter og halv vendiſk: den Konge, ſom finder ſig i et ſaadant Bytte, er dog langt ringere end den anden, hvilket ogſaa er, ſom det bør være, nemlig at ingen Nordmand kan maale ſig med Uppſalakongen; og lader os takke Guderne fordi de ſørge ſaa godt for deres Ætlinger, ſkjønt rigtignok mange nu ringeagte Troen paa de gamle Guder“. Kongen ſpurgte dernæſt, hvad Hiſtorien om Atle den dølſke ſkulde betyde. En anden af Raadgiverne, Arnvids Broder Thorvid, der ſkal have været ſtam[37], ſvarede førſt ganſke kort, at Atte var trættekjær, ondſkabsfuld og dølſk, det vil ſige tosſet; den tredie Broder Freyvid forklarede det nærmere ſaaledes, at den, der hadede Fred og tragtede efter Smaating, medens han lod de ſtore fare, maatte kaldes baade trættekjær, ondſkabsfuld og tosſet; at denne Snert ſaaledes rammede Kongen ſelv; thi han behøvede ej at frygte enten Norges Konge eller Danekongen eller nogen anden, ſaa længe Sviarnes Hær bilde følge ham, men hvis førſt Landets eget Folk vendte ſig imod ham, vidſte man ingen Udvej: nu vare virkelig mange misfornøjede med at han havde brudt ſit Løfte til Norges Konge, men endnu mere over at han havde trodſet Allsherjardommen paa Uppſala Thing. „Hvem er det“, ſpurgte Kongen, „ſom have ſtiftet dette Anſlag og vilde ſkille mig ved mit Rige?“ „Det er alle Sviarne“, ſvarede Freyvid, „ſom ville have ſin gamle Lov og fulde Ret; ſee eder kun om, hvor faa Høvdinger der er her tilſtede om eder! endog vi Raadgivere ſkulde være tolv, men ere ikke flere end ſex, fordi de øvrige have forladt Byen og begivet ſig ud i Heredet for at holde Thing med LandfoIket: ſandt at ſige, er allerede Hærør opſkaaren og omſendt, og et Refſething tilſtevnet. Man har anmodet os Brødre om at deeltage i dette Anſlag, men vi vægrede os derved, da vi ej vilde have Navn af Forrædere, thi dette var heller ikke vor Fader før os“. Kongen blev nu alvorlig bekymret, og ſpurgte Høvdingerne om Raad. Arnvid raadede ham til at drage ned til ſine Skibe ved Aaroſen (hvor det nuværende Upſala ligger), fare ud i Mælaren, og ſtevne Folket til ſig med Venlighed og gode Løfter om at ville overholde Lov og Landsret; han ſkulde ſee til at ſaa ſtandſet Hærøren, der endnu ikke kunde have naaet langt; derpaa ſkulde han ſende ſine paalideligſte Mænd til Bønderne for at underhandle med dem. Kongen ſamtykkede heri, og foreſlog Brødrene at drage til Bønderne paa hans Vegne. Thorvid ſagde at han helſt vilde blive hos Kongen, men at dennes ti- eller tolvaarige egtefødde Søn Jakob burde følge med hans Brødre til Bønderne, da dette nok kunde behøves. Derved blev det; Olaf drog til ſine Skibe og ſamlede en talrig Skare; Freyvid og Arnvid derimod rede ud til Ulleraker og toge Kongeſønnen Jakob med ſig, dog i al Hemmelighed. Det forholdt ſig virkelig ſaaledes, at Bønderne havde flokket ſig ſammen, for at gjøre Oprør; Emund Lagmand havde den hele Tid, ſiden han forlod Uppſala, været meget virkſom, og paa forſkjellige Kanter ſamlede der ſig Oprørsflokke efter hans Tilſkyndelſe. Hvad der meget bidrog til Forbitrelſen mod Kongen var og, ſom det lader, den Omſtændighed, at hans Iver for Chriſtendommen mishagede de mange Hedninger, der endnu fandtes blandt Sviarne, iſær da det hed, at han med det førſte vilde lade opbrænde Templet i Uppſala[38]. Freyvid og Arnvid tilbøde ſig ligeſom at gjøre fælles Sag med Upp-Sviarnes Flok, og da mange af Oprørerne vare deres Venner og Frænder, tog man med Glæde derimod. Det faldt da næſten af ſig ſelv, at Brødrene fik meeſt at ſige i denne Flok, der nu blev den talrigſte af alle. Wien endnu lod det almindelige Raab, at man ej længer vilde have Olaf til Konge eller taale hans ulovlige og overmodige Færd. Freyvid, ſom indſaa, at det ikke nyttede andet end at tale Mængden efter Munden, kaldte Høvdingerne tilſide og foreſtillede dem, at da det var Upp-Sviarnes gamle Ret, at afſætte og antage Konger, vilde det være en Skam for dem, om de nu lode ſig foreſkrive Regler desangaaende af Veſtgauterne eller Emund, og at de derimod burde ſtille ſig i Spidſen for dette Foretagende. Dette fandt alle vel talt, man blev enig derom, og Freyvid og Arnvid optraadte ſom Flokkens Formænd. Emund Lagmand, ſom hørte dette, begyndte at merke Uraad, og begav ſig hen til Brødrene, for nærmere at føle dem paa Tænderne. De ſpurgte ham, hvem han og hans Venner agtede at tage til Konge, hvis Olaf Eriksſøn blev dræbt. „Den“, ſvarede han, „ſom ſynes os bedſt ſkikket dertil, hvad enten han er af Høvdingeæt eller ej“. Dertil ſvarede Freyvid: „Vi Upp-Sviar ville aldeles ikke, at Kongedømmet ſkal gaa ud af Uppſviakongernes Æt, ſaa længe vi leve, allermindſt hvor vi have ſaa godt et Valg, ſom nu, da Kongen har to Sønner, mellem hvilke der rigtignok er ſtor Forſkjel, ſiden den ene er egtefød og ſvenſk i al ſin Æt, medens den anden er Frilleſøn og halv vendiſk“. Disſe Ord bleve optagne med ſtort Anfald, og alle vilde have Jakob til Konge; hvor meget end Emund ivrede derimod[39]. Freyvid og Arnvid lode Jakob træde frem i Forſamlingen, hvor han hilſedes med Kongenavn, hvorhos Sviarne ogſaa gave ham Navnet Anund, da de ikke kunde lide Navnet Jakob ſom udenlandſkt. Han tog ſig ſtrax en Hird og valgte Høvdinger til Raadgivere og Ledſagere; derpaa lod han hele Bondehoben fare hver til ſit. Der aabnedes nu Underhandlinger mellem Fader og Søn, og ſiden holdt de perſonligen et Møde, hvorved det beſtemtes, at Olaf ſkulde være Konge over Landet, ſaa længe han levede, men holde Fred og Forlig med Norges Konge, faa vel ſom med alle dem, der havde deeltaget i Opſtanden. Anund ſkulde ogſaa føre Kongetitel, og herſke over en Deel af Landet efter nærmere Overeenskomſt, dog ſkulde han være forpligtet til at ſtaa paa Bøndernes Parti, om Kong Olaf atter gjorde noget, hvori Bønderne ej vilde finde ſig. Saaledes var den farlige Opſtand ved hine Raadgiveres Klogſkab dæmpet paa den efter Omſtændighederne lempeligſte Maade, og Olaf ſlap nogenlunde vel derfra, ſkjønt det maa have krænket hans Stolthed dybt at finde ſig i de ham paalagte Betingelſer. Det ſynes ogſaa af hvad der andenſteds berettes, ſom om Olaf opſlog ſin Reſidens i Skara i Veſtergautland, aabenbart fordi Opholdet i Uppſala efter denne Dag var ham forhadt[40]. Der blev ſtrax ſendt Geſandter til Kong Olaf i Norge for at underrette ham om det forefaldne, og indbyde ham til et Møde med Sviakongen i Kongehelle. Olaf, ſom fremdeles helſt ønſkede Fred, og ſom desuden havde al Grund til at være tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, gjorde ſig ſtrax rede, og indfandt ſig i Kongehelle til beſtemt Tid. Her indtraf ogſaa Sviakongen, der nu, ſom det freder, var god og føjelig at komme til Rette med. Det kan heller ikke ſlaa fejl, at begge Kongers Iver for Chriſtendommen maa have dannet et Tilknytningspunkt imellem dem, ſom ved deres perſonlige Møde bidrog mere end alt andet til at udſlette al fordums Fiendſkab og Harme. De ſluttede Forlig og Fred, og beſtemte følgelig nøje, hvorledes Grændſeſkjellet mellem begge Lande ſkulde gaa. Dog berettes intet udtrykkeligt herom, uden dette, at Kongerne beſluttede ved Terningkaſt at afgjøre, til hvilket af Rigerne en Bygd paa Hiſingen, der ſnart havde været regnet til Norge, ſnart til Gautland, ſkulde høre. Sviakongen, ſom kaſtede førſt, ſkal have ſlaaet op Sexer alle, og ſagt, at Olaf Haraldsſøn nu ikke behøvede at kaſte; denne ſkal have ſvaret at Gud nok, om han vilde, kunde unde ham et lige ſaa godt Kaſt, hvorefter han ligeledes ſkal have kaſtet Sexer alle. Atter ſkal nu Sviakongen have kaſtet Sexer alle, men da Olaf, Norges Konge, igjen kaſtede, ſkal den ene Terning være gaaet itu, ſaa at der tilſammen laa 13 Øjne oppe, og Bygden ſaaledes kom til at tilhøre Norge[41]. Af hvad der ſenere berettes, erfarer man, at Olaf, Norges Konge, fremdeles betragtede ſig ſom Herre over Jemteland; Vermeland derimod ſynes at være anſeet ſom tilhørende Gautland[42].

Fredsſlutningen i Kongehelle er merkelig, ej alene fordi Olaf derved for en Tidlang befriedes fra fremmede Fiender og fik frie Hænder til at ordne Rigets indre Anliggender, men ogſaa fordi det var den førſte Gang at Norges Selvſtændighed og Uafhængighed erkjendtes af en fremmed Magt, og den førſte Gang, at han eller overhoved noget Medlem af Harald Haarfagres Æt behandledes og anerkjendtes af en Lodbroke-Ætling ſom Ligemand og lovlig Overkonge over Norge. Den er derfor at betragte ſom det førſte Skridt, hvorved Norge traadte ind i de beſtaaende Kongerigers, og Norges Kongeæt i de legitime Kongeſlægters Række. De Begivenheder, ſom gik umiddelbart forud for Fredsſlutningen og nærmeſt fremkaldte den, ere tillige merkelige, fordi de viſe, hvilken venſkabelig Stemning der paa denne Tid raadede mellem Norges og Sveriges Indbyggere, i den Grad, at Sviakongens haardnakkede Lyſt til at underkaſte ſig Norge endog nær havde koſtet ham Tronen[43].

  1. Den legendariſke Olaf den helliges Saga, Cap. 41, Fagrſkinna, Cap. 95.
  2. Se herom nedenfor, hvor Olaf ſvenſkes Samtale med Hjalte Skeggesſøn og Ingegerd fortælles. Herpaa tyder og at Hjalte bragte Olaf ſvenſke Landøre. Imidlertid kunne viſtnok Udtrykkene tildeels fortolkes om de Dele af Norge alene, hvilke Sviakongen efter Svoldrſlaget havde faaet.
  3. Om Hjalte Skeggesſøn, Gisſur hvites Svigerſøn, en af Islands fornemſte Høvdinger og Chriſtendommens ivrige Befordrere, ſe iſær ovfr. S. 345—355.
  4. I Olaf den helliges Saga, Cap. 70, Snorre, Cap. 70, tales der om, at ogſaa Sighvat Skald var med paa denne Rejſe, efter Bjørns Anmodning, og der anføres nogle Vers af ham, hvori han beſkriver Rejſen. Da han imidlertid ſlet ikke ſiden fremtræder eller nævnes ved hele denne Expedition, hvorved han dog viſtnok, om han havde været med, vilde have ſpillet en betydelig Rolle, og da han endog ſenere omtales ſom opholdende ſig hos Kong Olaf paa en Tid, da Bjørn neppe endnu var vendt tilbage fra Sverige (nemlig ved Paaſketid, 6 April 1018, ſe Olaf den helliges Saga, Cap. 81, Snorre, Cap. 84; jvfr. nedf. S. 559, Note 2), maa man formode, at de her anførte Vers høre til de ſaakaldte Øſterfareviſer, ſom han digtede om ſin Rejſe til Ragnvald Jarl om Høſten 1018, og at Sagaſkriveren har misforſtaaet et Sted i disſe, hvor Sighvat omtaler ſit Venſkab for Bjørn Stallare, ſom om det ſigtede til, at han ſkulde have ledſaget ham Vinteren 1017—1018.
  5. Gisſurs Moder Aaluf var en Datter af Bødvar, Erik Bjodaſkalles, Ingebjørgs Faders, Broder.
  6. Hvis, ſom vi ovenfor have antydet, Ragnvald virkelig en Tidlang efter Svaldrſlaget havde været i Landflygtighed, eller i det mindſte fjernet fra ſin Stilling ſom Befalingsmand, kan man maaſke antage, at han allerede havde ſikret ſig et Tilhold udenlands, og derfor ikke behøvede at være ſaa bange for Sviakongens Vrede. Det heder ſenere, at Ingegerd betingede ham et Len i Rusland: hvo veed derfor, om han ikke ſelv allerede havde ſtiftet Forbindelſer der.
  7. Om Skalden Ottar ſvarte have vi allerede ovenfor haft Anledning til at tale: det viſer ſig at han har digtet Kvad ſaa vel om Knut den mægtige, ſom om Olaf Haraldsſøn; i det følgende ville vi komme til at omhandle, hvorledes han kom i Berørelſe med denne. Gisſur ſvarte omtales ikke andenſteds.
  8. Dette kunde dog ogſaa forſtaaes, ſom om det alene gjaldt Viken, hvor Hjalte vel maa have landet. Landørerne betragtedes ellers nærmeſt ſom en Afgift ved Bortrejſen fra Norge.
  9. Det viſer ſig heraf, ſaa vel ſom af hvad der nedenfor berettes om den ſtore Gaard, Ingegerd ejede paa Ulleraker, at hun paa en vis Maade allerede var myndig og levede for ſig ſelv; det ſkulde næſten ſynes, ſom om hun havde været Enke, eller at hun ogſaa havde faaet flere Beſiddelſer efter ſin Moder, ſom paa den Tid maa have været død. I enkelte Hdſkr. tilføjes det, at hun, da Hjalte og Skaldene kom ind, ſad og drak med ſine Mænd: et Udtryk, ſom dog kun betyder, at hun opholdt ſig i den ſamme Hal, hvor hendes Hofmænd ſad tilbords.
  10. Disſe 10 Uppſalakonger vare rimeligviis: Bjørn Jernſide, Erik Bjørnsſøn, Erik Refilsſøn, Emund eller Anund, Bjørn paa Hauge (egentlig Konge i Sigtuna, men ogſaa til en Tid Uppſalakonge, da Anund var fordreven), Erik Emundsſøn, Bjørn den gamle, Olaf Bjørnsſøn, Erik Sejrſæl, Olaf Skotkonung, ſe ovf. I B. S. 376, jfr. dette B. S. 86—86. Ved denne Lejlighed ville vi berigtige en ovenfor i Noten S. 87 indkommen Fejl, der grunder ſig paa en af de hyppige Fejllæsninger i Udgaven af Olaf d. helt. Saga i Fornm. Sögur. Vi antydede paa hiint Sted, at Sagaens Udtryk om Erik Emundsſøn, at han ſkal have naaet en Alder af 100 Aar, rimeligere bør henføres til Bjørn, ſom, ligeledes ved Fejllæsning eller Fejlſkrivning, er udeladt. Men der ſtaar ikke engang, ſom Fornm. S. IV. har det om Erik: hann andaðiz er hann var nær tíræðr. Der ſtaar: hann andaðiz þá er Haraldr var nær tvítugr (da Harald Haarfagre var henved 20 Aar gl.) Derpaa følger: „eftir hann var konungr i Svíþjóð Björn sun hans, hann vard sóttdauðr. Denne Rettelſe ſkylder jeg den nye Udgave af Olafs Saga efter det ældſte Haandſkrift, ved Hr. C. Unger.
  11. Dette er vel deels en Overdrivelſe, deels ſigter det formodentlig til den overlegne Stilling, ſom baade Erik Sejrſæl og Olaf Skotkonung i Tiden mellem Harald Gormsſøns Død indtil Sven Tjugeſkeggs Giftermaal med Sigrid Storraade (986—999) havde indtaget, nemlig ſom Konger baade i Sverige og Danmark, og følgelig med Fordring paa Norge.
  12. Vi have dog ſeet, at der var en Fejde mellem Harald Haarfagre og Erik Eimundsſøn. Sviakongen udtrykker ſig overhoved ikke ganſke nøjagtigt.
  13. Ved „Norge“ forſtaaes her maaſke fremdeles kun Sviakongens Andeel, hvis ikke, ſom oven antydet, Olaf ſvenſke virkelig har gjort Fordring paa hele Riget, hvad der nok er muligt.
  14. Sagaſkriverne lade Sviakongen her ogſaa omtale den Knibe, hvori Olaf Haraldsſøn havde været, da han med Nød og neppe ſlap ud af Mælaren; vi have ovenfor ſøgt at viſe, at dette Sagn viſtnok er fabelagtigt og uhjemlet.
  15. Nemlig med en Hær i Krigstilfælde.
  16. At Styrbjørn underkaſtede ſig Landſkaber i Auſtrveg eller Auſtrrike, ſiges udtrykkeligt i Beretningen om ham, Fornm. S. V. 246, jfr. ovf. S. 98.
  17. Olaf d. hell. Saga, Cap. 68—72, Snorre, Cap. 68—71. Hvor vidt Hjalte og Ingegerd virkelig ſkreve „Brev“ til Ragnvald og Ingebjørg er vel heel tvivlſomt. Slig Skrivekyndighed fandtes paa hiin Tid, ſaa nær efter Chriſtendommen, neppe hos Lægfolk; og Budſkabet har ſikkert kun været mundtligt, i det højeſte maaſke ledſaget af enkelte Tegn.
  18. „Da Kongerne“ tilføjer Olaf den helliges Saga, Cap. 75 (Snorre, Cap. 76) paa dette Sted, „ophørte med at reſidere i Upſala, flyttedes Markedet til Kyndelsmisſe, og har ſiden ſtedſe været holdt paa den Tid, men varer ej længer end tre Dage“. Det er det bekjendte Diſtingens (Disaþings) Marked, ſom endnu holdes hvert Aar i Upſala.
  19. Ulleraker er vel rimeligviis Ulleraaker i Simtuna Hered.
  20. Se nedenfor § 59.
  21. En Thorgny Lagmand, rimeligviis den ovenfor nævnte Thorgnys Fader, omtales i Beretningen om Styrbjørn Sviakappe, ſom Erik Sejrſæls Raadgiver. Han ſkal have givet ham det Raad, at forbedre Bøndernes Lov, beſtemme hvad Vaaben enhver Bonde ſkulde eje, og ſperre Opſejlingen til Uppſala med Pæle; altſaa ſynes det ſom om Uplandslagen i den Form, vi kjende den, nærmeſt tilſkrives ham. Han ſkal og have givet Erik et godt Raad til at overvinde Styrbjørn (Fornm. S. V. 248, 249). Den ſamme Thorgny forekommer og i en fabelagtig Beretning om Roe den heimſke (Fornm. S. V. 252—256). Man har ſenere troet at have udfundet, at Thorgnyerne boede paa Saliſtadborg i Upland, det er ikke uſandſynligt, men Sagaerne nævne intet derom, og ſaaledes er det ene og alene en Gjetning uden mindſte poſitiv Hjemmel.
  22. At disſe Ord ej maa tages altfor bogſtaveligt, er ovenfor viiſt, S. 87. Det er nemlig af Beretningen om Erkebiſkop Unnes Rejſe til Sverige temmelig klart, at Riget under Bjørn var ſplittet ad: dog er det rigtignok muligt, at han i ſin lange, femtiaarige Regjerings-Tid atter har ſamlet det til eet.
  23. Olaf den helliges Saga, Cap. 75—79, Snorre, Cap. 76—82.
  24. Her maa det merkes, at Olaf den hell. Saga paa dette Sted aabenbart fejler i Tidsregningen. Den lader Bjørn Stallare være tilſtede paa Uppſalathing ved Goe, altſaa omtrent midt i Februar, derfra følge med Ragnvald Jarl tilbage til Skara, og opholde ſig hos ham en kort Tid, og endda indtreffe ſaa tidligt hos Olaf, at denne efter hans Ankomſt kan gjøre en Rejſe heelt til Hørdaland, opbyde Lendermændene, ſejle tilbage igjen, og komme til Tunsberg før Paaſke, der i dette Aar (1018) indtraf den 6 April. Thi Rejſen fra Uppſala til Skara maa dog have medtaget mindſt en Uge, ſiden Mag. Adam udtrykkeligt ſiger (IV. 23), at Rejſen fra Skaane til Skara, der omtrent er af ſamme Længde, udkrævede en Tid af 7 Dage, og Ragnvald Jarl med ſit ſtore Følge har neppe engang rejſt ſaa hurtigt. Bjørns Ophold hos Ragnvald kan neppe have været ringere end en Uges Tid, og i alle Fald kan Tiden mellem Uppſalathinget og Bjørns Rejſe til Skara neppe have været kortere end 14 Dage. Førſt i Marts har Bjørn altſaa i det allertidligſte’ tiltraadt Tilbagerejſen til Norge; Rejſen fra Skara til Sarpsborg maa vel ogſaa have medtaget mindſt en Uge, da Vejen var ſlem, efter hvad man af Sighvat Skalds Beſkrivelſe af den Rejſe, han Høſten efter foretog, kan ſee. Til Olaf kan Bjørn ſaaledes neppe være kommen før den 6te eller 7de Marts; og at Olaf derefter ſkulde kunne gjøre ſig rejſefærdig, drage heelt til Hørdaland, paa Vejen opbyde Lendermænd og Bønder, vende tilbage igjen, og endda komme til Tunsberg før 6te April, er en Umulighed. Sagen er aabenbart den, at da Sighvat Skald ſpillede en temmelig vigtig Rolle ved Kong Røreks Anliggender, der foregik ved Paaſketider og henimod Pints, men Sagaſkriveren tillige, ſom ovenfor nævnt, ved en Misforſtaaelſe af hans Øſterfarerviſer troede at han havde været i Følge med Bjørn, maatte han nødvendigviis lade Bjørn komme ſaa tidligt tilbage, at Sighvat ved Paaſketid kunde være hos Olaf. Men da nu dette er en Umulighed, og det tillige af andre Grunde er rimeligt, at Sighvat ſlet ikke var med paa Rejſen, er det langt rimeligere at antage, at de rørekſke Begivenheder have fundet Sted før Bjørns Hjemkomſt, og at han ej er indtruffen hos Olaf førend henimod Mai, ligeſom og at Olafs Tog til Hørdaland ej er ſkeet førend i Mai og Juni: det var endda fuldkommen tidsnok.
  25. Uppſala-Ætten er den fornemſte af alle Ætter i Norden, ſiger ſenere Arnvid blinde, da den nedſtammer fra Guderne ſelv.
  26. Se herom ovenfor, I B. S. 375, 376.
  27. Allerſidſt havde dette været Tilfældet, da, ſom vi have ſeet, Erik Sejrſæl og Olaf ſvenſke ſelv havde herſket over Danmark. Men ogſaa tidligere ſynes Bjørn Jernſide og hans nærmeſte Efterfølgere, at have optraadt med Fordringer paa Overherredømmet i Norden, ſe I B. S. 375, 376, 714.
  28. Dette udtales ligefrem i de Ord, der ſenere (ſe nedf. S. 567) lægges Kongens Raadgiver Arnvid blinde i Munden (Olaf den bell. Saga, Cap. 89, Snorre, Cap. 96), nemlig at Olaf Haraldsſøn var i Forhold til Ingegerd, ſom Leer til Guld, ſom en Træl til en Konge.
  29. Olaf den helliges Saga, Cap. 83, Snorre, Cap. 88, Cap. 85, Snorre, Cap. 90, 91.
  30. Altſaa omtrent ved Midten af Oktober Maaned 1018.
  31. Det er disſe Viſer, af hvilke, ſom ovenfor omtalt, enkelte Vers ſynes at have været udrevne og fortolkede ſom om de handlede om en tidligere Rejſe, Sighvat ſkulde have foretaget. Blandt de Gjenvordigheder, ſom omtales, ere, at Sighvat, førend han kom til Eid (nu Ed i Eds Sogn, i Vedbohered, Dalsland), kun med ſtor Fare kom over Aaen (rimeligviis den, der forbinder Logſø med Storelee); derpaa drog han over den tolv Mile lange Eid-Skov, hvor Gautland begyndte. Paa en Gaard, kaldet Hof (Storehof i Skaaningshered?) fik han om Aftenen ej Lov til at komme ind, fordi der, ſom man ſagde, holdtes helligt; paa en anden Gaard blev han afviiſt, fordi der anſtilledes Alfeblot. En anden Aften blev han afviiſt af 3 Bønder, der alle hed Ølve. Se Olaf den helliges Saga, Cap. 70, 86, Snorre, Cap. 70, 93.
  32. Dronningens Navn nævnes ikke i vore Sagaer; derimod ſiger Mag. Adam, (II. 37), at hun hed „Eſtred“ d. e. Aaſtrid, og var fra Abotriternes Land. Ligeledes heder det i den legendariſke Saga, Cap. 46, at Olaf Sviakonges Huſtru hed Aaſtrid og var vendiſk. Dette ſtemmer dog ikke med, hvad der ſenere ſiges i Olaf den helliges Saga, Cap. 89, Snorre, Cap. 96, at Ingegerd, Dronningens Datter, var paa alle Sider af Uppſala Æt, medens Frilledatteren Aaſtrid var halv vendiſk; ſe nedenfor S. 569, det er vel derfor ogſaa urigtigt. Da det tillige ſkulde ſynes ſom om Ingegerds Gaarde paa Ulleraker var hendes mødrene Beſiddelſer, maa man antage, at Mag. Adam har misforſtaaet ſin Hjemmelsmand Kong Sven Ulfsſøn, og at Ytringen i den legendariſke Saga middelbart hidrører fra Mag. Adams Verk.
  33. Olaf den helliges Saga, Cap. 86, 87, Snorre, Cap. 92—94.
  34. Om Aldegjeborg, ſaa kaldet efter Aldagen, Aldegja eller Ladoga, ſe ovenfor S. 86.
  35. Olaf den helliges Saga, Cap. 88, Snorre, Cap. 95. Ragnvald Jarl døde kort før Stikleſtadſlaget 1030, ſe Harald Sigurdsſøns Saga, Cap. 2, Fagrſk. Cap. 149, jvfr. Eimunds Thaatt, Slutning. At Ingegerd egtede Jaroſlav netop i det her angivne Aar, 1019, og at det i alle Fald ej kan have været, hvad nogle antage, i 1020, viſer ſig deraf, at de rusſiſke Annaler udtrykkeligt ſige at Vladimir, der ifølge Olaf den helliges Saga var Jaroſlavs og Ingegerds ældſte Søn, blev fød 1020; i hvilket Aar han ej kunde være fød, hvis Ingegerd om Sommeren 1020 havde egtet hans Fader. Ingegerd antog, ſom ſædvanligt med de rusſiſke Dronninger, ved Giftermaalet, eller rettere ved Daaben til den græſke Kirke, Navnet Anna. Enkelte have troet, at Ingermannland, paa finlandſk kaldet Ingerin—maa, har faaet ſit Navn efter Ingegerd (der nu ſom ofteſt udtales Inger); det er dog meget tvivlſomt; ſaa meget er viſt, at „Ingermannland“ nærmeſt kommer af „Ingermændene“, der og kaldes Ingrier, paa rusſiſk Izhorer.
  36. Herom er allerede ovenfor talt. Muligt er det, at man oprindelig har læſt konungborin i allar kvislir ok af Uppsalaætt; hvorved det blot tilkjendegives at Ingegerd paa begge Sider var af Kongeæt, uden derfor ogſaa paa begge Sider at være af Uppſalaætten; men at Ordet ok ſenere er udeladt, paa den anden Side ſynes dog Modſætningen mellem Ingegerd og Aaſtrid, der ſiges at være halv vendiſk, hvilket jo ogſaa Ingegerd vilde have været, hvis hendes Moder var abotritiſk, at den førſte virkelig maa have været af egte ſvenſk Herkomſt. Ingegerds Giftermaal med Jaroſlav omtales ogſaa af Mag. Adam (II. 37), men derimod ej i de rusſiſke Annaler. Hendes Død henføres til 1050, og hendes Ligſteen med en, rigtignok nyere Indſkrift, foreviſes i Sophiakirken i Novgorod. Af hendes Døtre omtale vore Sagaer Eliſabet eller Elliſif, gift med Kong Harald Sigurdsſøn, Thwrocz, Chron. Hung. p. 108 og Pray, Ann. reg. Hungar I. p. 54, Anaſtaſia, ogſaa kaldet Agmunda (dette maa vel være hendes nordiſke Navn), gift med Kong Andreas I i Ungarn; den 3die, Anna, egtede Kong Henrik I i Frankrige. Af Sønnerne nævnes Vladimir, død før Faderen, Iſjaſlav, hvis nordiſke Navn ſynes at have været Holie, og Viſevolod eller Viſeſkald, foruden Vjatſheſlav og Igor (Ingvar).
  37. Sagaerne tillægge alle tre Brødre Naturfejl, de lade Arnvid være blind, Thorvid ſtam og Freyvid døv; dette ſmager ſterkt af en ſildigere Udpyntning, ligeſom endog Navnenes ligeformede Endelſe bliver noget mistænkelig.
  38. Dette fortælles af Adam af Bremen, II. 56.
  39. Emund ſkal ifølge Sagaerne have ſpaaet, at Sviarne nok vilde komme til at opleve den Tid, da Kongedømmet gik over fra Uppſviarnes gamle Kongeæt til en anden Slægt. Da dette ſigter til den ſteinkelſke Stammes Ophøjelſe paa Tronen 1056, en Omſtændighed, hvilken Emund, ſaa klog han var, dog neppe kunde forudſee, kan man vel heraf tydelig ſlutte, at den hele Fortælling i den Form, hvori den i Sagaen forekommer, maa vare yngre end hiint Aar. Lægges nu hertil, hvad der ovenfor er nævnt om de tre Raadgiveres Navne og de dem tillagte Naturfejl, indſees det letteligt, at Fortællingen ikke i eet og alt kan have fremſtillet Tildragelſerne, ſom de virkelig foregik, ligeſom der ogſaa øjenſynligt er lagt for liden Vegt paa det væſentlige Moment, Kongens Chriſtendomsiver og befrygtede Attentat mod Uppſalatemplet maa have afgivet ved Opſtandens Tilbliven. Men dette kan dog ikke ſvække Beretningens Sandfærdighed og Paalidelighed i alt det væſentlige. Dertil ſtemmer den altfor vel med Tidens Aand og de der beſtaaende Forhold.
  40. Mag. Adam, l. c. Da Hedningerne, ſiges der her, merkede hvad Olaf havde fore med Henſyn til Uppſalatemplet, holdt de Thing med ham og betydede ham, at om han vilde være Chriſten, burde han vælge den Deel af Sverige, om det ſaa var den bedſte, til Opholdsſted, hvor han kunde oprette en Kirke og chriſtelig Menighed, uden at tvinge nogen til at antage Chriſtendommen, der ej frivilligt ønſkede det. Glad over denne Beſtemmelſe, ſiges der videre, grundede han en Kirke og et Biſkopsſæde i Skara i Veſtergautland, hvor en vis Thurgøt, paa Olafs Anmodning, indviedes til Biſkop af Erkebiſkop Unwan i Bremen, til hvilken Olaf ſendte overmaade ſtore Gaver. Det ſiges juſt ikke, at Olaf ſelv tog Sæde i Skara, men det ligger dog næſten i Ordene, og ſynes at falde af ſig ſelv, at han efter den Tid ej kunde vedblive at opholde ſig i Uppſala, hvor, ſom vi af den oven meddeelte Beretning ſee, endog hans nærmeſte Omgivelſer vare hedenſke. At de Forhandlinger med de hedenſke Uppſviar, ſom Mag. Adam omtaler, have været de ſamme, ſom de, der i Sagaen ſaa vidtløftigt fremſtilles, hvorved Anund ophøjedes til hans Medregent, kan ej betvivles. Den kirkehiſtoriſke Forfatter har nærmeſt dvælet ved den kirkelige, Sagaberetteren ved den politiſke Side af Sagen. Opſtandens Virkelighed bekræftes for øvrigt ved Sighvats Vers i Øſterfarer-Viſerne: „da jeg kom fra Veſten, havde Eriks Søn, der tidligere ſveg Aftalen, ophidſet Folket mod ſig“.
  41. Hvilken Bygd dette var, vides ikke nøje; ſom bekjendt, er der i den ſydlige Deel af Hiſingen en Strækning, ſom altid, og endnu den Dag i Dag, har været regnet til Gautland; ved Siden af denne maa vel altſaa hiin omtviſtede Bygd have ligget. Sagaen paaberaaber ſig for øvrigt ſom Hjemmelsmand for denne Beretning en vis Thorſtein frode, om hvilken intet nærmere vides.
  42. I Brynjulf Ulvaldes Grændſeangivelſe nævnes Gautelven ſom Grændſe alene mellem Væneren og Havet, hvorved rigtignok Dalsland ſynes at maatte være regnet til Norge; derimod nævnes Skovmarkerne og Eidſkogen længer mod Nord, hvoraf det altſaa fremgaar, at Vermeland regnedes til Sverige. Ligeledes nævnes Eidſkogen ſaavel i den legendariſke Olafsſaga, Cap. 40, ſom i Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 15, ſom Norges Øſtgrændſe.
  43. Olaf den helliges Saga, Cap. 83—89, Snorre, Cap. 88—97. Det er Fremſtillingen i disſe, ſom ovenfor er fulgt, deels fordi den i og for ſig, trods de enkelte nys paapegede mindre væſentlige Urigtigheder, er den ſandſynligſte og med de øvrige paalidelige Efterretninger om de Tiders Begivenheder meeſt overeensſtemmendp deels fordi den og unegteligt er den ældſte og bedſte, og bærer umiskjendeligt Spor af at hidrøre fra Se- og Øre-Vidner. Den legendariſke Olafsſaga, Cap. 42—46, fremſtiller Forhandlingerne langt anderledes, og aabenbart langt mindre rigtigt, hvorfor vi heller ikke ovenfor have taget Henſyn dertil. Da dens Fremſtilling dog i visſe Henſeender er merkelig nok, og tillige indeholder eet og andet, der maaſke nærmere kan oplyſe eller forklare den anden, bør den ej forbigaaes med Taushed, og vi ville derfor her meddele