Det norske Folks Historie/2/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Olaf hvilede ikke, førend han havde underlagt ſig hele Viken. Endnu ſtod Elveſysſel tilbage, og Sysſelmanden, Roe ſkjaalge, oppebar her endnu Skatter i Sviakongens Navn. Med denne betragtede Olaf ſig nu ſom ſtaaende paa aabenbar Krigsfod, og for at lade Gauterne føle det ubehagelige heri, havde han allerede ved Vinterens Begyndelſe udſtedt et Forbud mod at udføre Sild og Salt fra Viken til Gautland. Disſe Artikler kunde nemlig Gauterne ikke undvære, og forſonedes fornemmelig dermed fra Havnene i Viken. Forbudet maatte derfor være dem meget ubelejligt[1]. Olaf, der havde til Henſigt atter at gjenforene med Riget alle de Landſkaber, der tidligere havde adlydt Norges Konger, glemte imidlertid heller ikke Jemteland, hvis Indbyggere, alle af norſk Herkomſt, i ſin Tid, ſom vi have ſeet, havde underkaſtet ſig Haakon Adelſteensfoſtre, men efter hans Død, rimeligviis allerede ſiden Eriksſønnernes Tid, vare faldne tilbage under Sviakongens Herredømme[2]. Endnu i Løbet af Vinteren rejſte paa Olafs Befaling en af hans Mænd, ved Navn Thrond hvite, fra Throndhjem, ſandſynligviis fra Verdalen, hvor allerede da Alfarvejen gik, ſelv tolfte til Jemteland for at kræve Skat i Olafs Navn. Han fik ſamlet en Deel, men juſt ſom han var færdig dermed, kom Sviakongens Mænd, dræbte ham med hele hans Følge, og ſatte ſig i Beſiddelſe af Skatten, ſom de bragte til Sviakongen. Ved Efterretningen herom blev Olaf meget ærgerlig, og eggedes vel derved ſaa meget mere til at øve Fiendtligheder mod Sviakongens Rige. Om Vaaren beſluttede Kongen at vove et Forſøg mod Roe Skjaalge, og til at udføre det valgte han en dygtig og prøvet Krigsmand fra Øſter-Agder, ved Navn Eyvind Urarhorn[3]. Denne var af høj Æt, plejede hvert Aar at drage i Viking, ſnart til Veſterlandene, ſnart til Frisland, ſnart i Øſterſøen; han havde med ſin veludruſtede tyveſædede Snekke ſtaaet Kongen bi i Neſjeſlaget, og Olaf havde til Gjengjeld lovet ham ſit Venſkab, hvorimod Eyvind tilſagde Kongen ſin Hjelp og Tjeneſte, hvor og naar han forlangte den. Ved det ſidſte Julegilde i Sarpsborg havde Eyvind ogſaa været en af Gjesterne, og faaet gode Gaver. Efter ham ſendte nu Olaf Bud, og han indfandt ſig ſtrax. Han og Kongen talede længe i Enrum med hinanden. Kort efter gjorde Eyvind ſig rede til at drage i Viking, men ſejlede førſt ſydefter Viken, hvor han lagde ſig mellem Eykerøerne udenfor Hiſingen, og hørte ſig for, hvor Roe ſkjaalge opholdt ſig. Han erfoer at Roe var dragen nord til Ordoſt, for at indkræve Leding og Landſkyld paa Sviakongens Vegne, men at han juſt nu ventedes tilbage. Eyvind lagde derfor ind til Haugeſund[4], hvor den ſædvanlige Led gik, og oppebiede Roe. Denne kom, og blev ſtrax angreben af Eyvind, ſom fældte ham og henved 30 af hans Mænd, tog alt det Gods, han havde haft, og ſejlede da førſt til Øſterſøen, hvor han den hele Sommer laa ude i Viking. Dette var altſaa den Plan, Olaf og Eyvind havde aftalt.

Den ſamme Vaar ſkulde en rig og driftig Farmand fra Agder, Gudleik gerdſke, gjøre en Handelsrejſe til Rusland. Han plejede at gjøre Rejſer til forſkjellige Lande, dog ofteſt til Rusland eller Gardarike, hvorfor han havde faaet hiint Tilnavn „den gerdſke“ (gardarikſke): Da Olaf hørte om hans foreſtaaende Rejſe, ſendte han Bud efter ham og ſagde, at han vilde ſlutte Handelsfællig med ham; han ønſkede nemlig at Gudleik ſkulde kjøbe ham flere Slags koſtbare Varer, ſom i Norge ſelv vare vanſkelige at overkomme, f. Ex. Pell[5], Pelsverk o. a. d.[6] Gudleik var villig dertil, og Kongen lod ham udbetale de nødvendige Penge. Gudleik tiltraadte ſin Rejſe, ſejlede ind i Øſterſøen, og laa en Stund ved Gotland, det ſædvanlige Tilhold for Øſterſøens Handelsmænd[7]. Flere af Skibets Beſætning kunde ikke holde Tand for Tunge, men lode ſig forlyde med, at Kong Olaf digre, ſom man i Sverige kaldte ham, havde Part i denne Handelsfærd: ſaaledes blev dette bekjendt paa Gotland. Gudleik fortſatte ſin Rejſe lige til Holmgard, og indkjøbte her prægtige Varer, hvoriblandt Pell, der kunde anvendes til Højtidsdragt for Kongen, ypperlig Bordſtads, og herligt Pelsverk. Paa Tilbagevejen fik han Modvind og blev en lang Stund liggende under Øland. Wien imidlertid havde Thurgøt Skarde, den ſamme, hvis Broder Æsgøt var bleven hængt i Throndhjem, og ſom ſelv havde maattet rejſe med et vel bemandet Langſkib derfra med uforrettet Sag, allerede længe ligget paa Luur efter Gudleik. Da han hørte at denne var kommen til Øland, ſkyndte han ſig derhen og angreb ham. Gudleik og hans Mænd forſvarede ſig godt, og Striden blev langvarig, men da Thurgøt havde langt flere Folk, blev han omſider Sejrherre. Gudleik og mange af hans Mænd faldt, en heel Deel bleve ſaarede, og den hele koſtbare Ladning faldt i Thurgøts Hænder. Denne uddeelte alt Byttet ligeligen blandt ſine Mænd, paa de Koſtbarheder nær, ſom vare indkjøbte for Kong Olafs Regning. Disſe, ſagde han, ſkulde hans egen Konge have ſom en ringe Erſtatning for den Skat, der tilkom ham fra Norge. Han tog derfor Vejen nordover til Svithjod. Men kort efter kom Eyvind Urarhorn til Øland, hørte, hvad der var ſkeet, ſatte ſtrax efter Thurgøt, indhentede ham i Sviaſkærene, og angreb ham. Der faldt Thurgøt og de fleſte af hans Folk, og Eyvind tog det hele Bytte, deriblandt ogſaa Kong Olafs Koſtbarheder, hvilke han ſaaledes, da han kom hjem til Norge, kunde bringe Kongen, ſom takkede ham meget for hans raſke Ferd, og paany tilſagde ham ſit Venſkab.

Paa denne Maade førtes Fejden mellem begge Konger: den ſynes i det hele taget mere at have været en perſonlig, end en Folke-Krig. Om Sommeren havde Olaf Leding ude, og drog atter lige ned til Elven, hvor han laa længe, og hvor Folket gik ham til Haande, ſaa at nu endelig hele Ranrike adlød ham[8]. Den ſvenſke Konge var, fortælles der, ſaa opbragt paa Olaf, at ingen i hans Paahør maatte kalde denne med hans rette Navn; han ſkulde kun hede „den digre Mand“[9]. Bønderne i Viken og i Gautland ønſkede derimod intet heller, end at der fremdeles maatte være venſkabelig Forſtaaelſe og Kjøbfred mellem begge Lande. Af ſamme Mening var ogſaa Jarlen i Veſter-Gautland, Ragnvald Ulfsſøn[10]. Hans Huſtru, Ingebjørg Tryggvesdatter, opfordrede ham desuden paa det ivrigſte til at ſøge Kong Olafs Venſkab og ſlutte ſig til ham, deels fordi hun ſelv var nær beſlægtet med ham og derfor nærede Forkjærlighed for ham, deels fordi hun ej kunde glemme Sviakongen det, at han havde været med at tage hendes Broder, Kong Olaf Tryggvesſøn af Dage, maaſke ogſaa havde tvunget Ragnvald ſelv til at opholde ſig længe i Landflygtighed[11]. Gauternes Ønſker og hendes Foreſtillinger bragte det dertil, at der aabnedes Underhandlinger mellem Olaf og Ragnvald, og at de aftalte et Møde ved Elven. Paa dette Møde talte de, ſiges der, om mange Ting med hinanden, fornemmelig om begge Kongernes Uenighed; de ſagde begge, ſom ſandt var, at det var til ſtørſte Ødelæggelſe ſaavel for Vikverjerne ſom for Gauterne, om der ej ſkulde være Kjøbfred mellem begge Lande. Og ſaaledes kom det dertil, at Jarlen og Kongen ſluttede en Fred eller Stilſtand med hinanden indtil næſte Sommer, indgik venſkabelig Forbindelſe, og ſkjenkede hinanden Gaver ved Afſkeden (1017). Den hele Forhandling vidner umiskjendeligt om, hvor løs Forbindelſen mellem Gautland og Svithjod paa den Tid endnu maa have været.

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 63, Snorre, Cap. 59. Gautland berører, ſom bekjendt, Havet kun aller yderſt ved Gaut-Elven, men i Krigstid maatte det være let for Vikverjerne at ſperre denne ubetydelige Adgang.
  2. Viſtnok heder det ſenere i Olaf d. hell. Saga (Cap. 127, S. 147) at Jemteland ſiden Haakon den godes Tid havde lydt under Norge lige til Uvenſkabet udbrød mellem Olaf Haraldsſøn og Sviakongen; men dette modſiges iſær af den umiskjendelige Antydning i Gunnlaugs og Rafns Saga, at man fra Verdalen kom umiddelbart ind paa de ſvenſke Enemerker, ſe ovf. S. 445, 446.
  3. „Urarhorn“ betegner „Horn af Uroxen“. Anledningen til Navnet kjendes ikke.
  4. Haugaſund, nu Høgaſund, er Sundet mellem Høga og Overøen i Thoresby Sogn yderſt ved Indløbet til Elvfjorden. Endnu findes der Ruiner af en Befæſtning der; et Tegn paa, at dette Sted maa have været anſeet for vigtigt enten at forſvare eller at paapasſe.
  5. Om Pell, maaſke det rusſ. Pavolok, ſe ovenfor S. 82, Note 2.
  6. Om Gotlands Betydning i den øſterſøiſke Handel, ſe o. S. 76.
  7. Gudleik har altſaa været et Slags kongelig „Gjeſt“ for Handelens Skyld, ſe o. S. 81, Note.
  8. Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 65.
  9. Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 66.
  10. Om Ragnvald Ulfsſøn og hans Giftermaal med Ingebjørg Tryggvesdatter, ſe ovenfor S. 369, 381.
  11. At Ragnvald Jarl, uagtet han var Sigrid Storraades Broderſøn, en Tidlang maa have været fordreven fra ſit Jarledømme, og maaſke har opholdt ſig i Rusland, er ovenfor antydet, S. 442, Note 1.