Det norske Folks Historie/2/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf Haraldsſøn undlod ikke ſtrax at forfølge de Fordele, Sejren ved Neſje havde ſkaffet ham. Da han efter anſtillede Underſøgelſer havde erfaret, at Svein Jarl virkelig havde forladt Landet, ſkyndte han ſig til Throndhjem, for at benytte Tiden til at underlægge ſig dette, det vigtigſte Landſkab i Riget, medens Jarlen var borte. Efterſom han drog forbi Kyſten af Agder, holdt han Thing med Bønderne, der nu ſamlede ſig om ham, og paa hvert Thing toge ham til Konge; dog opholdt han ſig endnu ikke med at lægge denne Deel af Landet formeligt under ſig, og de danſke Sysſelmænd forbleve der endnu. Ved Lindesnes begyndte Erling Skjalgsſøns Len. Her hørte han, at denne havde ſamlet en betydelig Skare af Folk, for, om det behøvedes, at gjøre ham Modſtand. Olaf, ſom endnu ej vovede at binde an med ham, ſkyndte ſig derfor, benyttende den gode Bør, ſaa haſtigt han kunde forbi hans Beſiddelſer, og nord til Throndhjem, uden at anløbe Kyſten paa noget Sted, førend han kom til Throndhjemsfjorden[1]. Han maa derfor være kommen hid temmelig tidligt paa Aaret, ſandſynligviis før Sommerens Begyndelſe. Han fandt vel ingen Modſtand og blev virkelig tagen til Konge, men det var dog tydeligt at merke, at han ej var velkommen, og at Thrønderne ej vare at lide paa, men at de kun ventede paa Svein Jarls Tilbagekomſt, for at rejſe ſig mod ham. Iſær lagde Indthrønderne lidet Dølgsmaal paa deres Sindelag, thi fra deres Fylker fik han ingen Skatter. Imidlertid opſlog han ſin Bolig i Nidaros, ſom han atter lod oprejſe, ſaa vidt det i en Haſt kunde lade ſig gjøre. Kongsgaarden blev paany bebygget, og Clemenskirken rejſte ſig atter af ſine Ruiner. Tomter anviſtes til Bebyggelſe, ſaavel for Bønder, ſom Kjøbmænd. Olaf ſøgte overhoved at ſamle mange paalidelige Mænd om ſig, da han endnu ikke troede Thrønderne ſynderligt, i det mindſte ikke ſaa længe Jarlen var i Live.

Henimod Høſten kom dog de førſte Efterretninger om Svein Jarls Død med de fra hans Vikingetog tilbagevendende Thrønder. Dette gjorde Thrøndelagens Almue føjeligere; thi de havde nu ingen konge- eller jarlebaaren Høvding, om hvilken de kunde ſamle ſig. Flere af Indthrønderne begave ſig hen til Kong Olaf, og bleve hans Mænd: andre ſendte ham Bud, at de vilde underkaſte ſig ham. Ifølge dette Budſkab gjorde Olaf derfor en Rejſe til Indhered, hvor han ogſaa virkelig blev tagen til Konge i hvert Fylke, men hvor der dog endnu ikke ſynes at have været handlet om de ham tilkommende Afgifter. Det viſte ſig ſtrax efter, at Indthrønderne endnu ſaa at ſige bare Kappen paa begge Skuldre. Det var nemlig ſlet ikke Olaf ſvenſkes Henſigt at opgive de Beſiddelſer i Norge, han efter Svoldrſlaget havde erhvervet, om end hans Lensmand og Jarl var død; han udſtødte de haardeſte Truſler mod Olaf digre, ſom han kaldte ham, og ſendte ſtrax tvende Brødre, ved Navn Thurgøt Skarde og Æsgøt Aarmand, hver ledſaget af 11 Mænd, til Throndhjem for at kræve Skatten af de ham tilhørende Fylker, deels i Indhered, deels paa Møre. Skatkræverne toge Vejen over Jemteland og kom ned i Verdalen, hvor de ſammenkaldte Bønderne og underrettede dem om ſit Ærende. Det maa have været ganſke kort efter Olafs eget Beſøg i Egnen. Bønderne raadſloge om hvad herved var at gjøre, og ſvarede efter fælles Overlæg heel forſigtigt: „at de nok gjerne ſkulde betale Sviakongen Skat, hvis kun ikke Norges Konge ogſaa krævede den, thi de vilde ikke betale Skat to Gange.“ Samme Svar fik Sendebudene i Skaun og Stjørdalen: betingede Løfter, men ingen Penge. Thurgøt vilde derfor rejſe tilbage, men hans mere nidkjære Broder Æsgøt ſagde at han ej betragtede deres Ærende tilbørligt udført, førend de havde talt med Kong Olaf digre og erfaret, hvad han havde i Sinde. Thurgøt erkjendte dette, og ſaaledes ſtevnede de da ud til Nidaros, hvor de ſkaffede ſig Herberge i et af de nys opbyggede Huſe. Allerede Dagen efter indfandt de ſig hos Kongen, da han ſad ved Bordet. Kongen bad dem komme igjen næſte Dag. Paa denne Dag lod Kongen, efter at have lydt Mesſe, et Huusthing ſammenkalde, og Sviakongens Mænd anmode om at indfinde ſig her. De kom, og paa Kongens Opfordring til dem om at fremſætte deres Ærende, tog Thurgøt Ordet, fortalte, hvad deres Ærende var, hvo der havde ſendt dem, og hvad Svar Indthrønderne havde givet; han ſluttede med at bede Kongen om en beſtemt Erklæring, for at de kunde vide, hvad de havde at holde ſig til. Kongen ſvarede: „ſaa længe Jarlerne herſkede her i Landet, var det i ſin Orden, at Folket adlød dem, thi de vare ættebaarne til Riget; ſkjønt det rigtignok havde været rettere, om Jarlerne havde underkaſtet ſig de retmæsſige Konger i Landet, end at ſlutte ſig til udenlandſke Konger, ſætte ſig op mod deres egne, og forjage dem fra Landet med Ufred. Men naar Olaf ſvenſke gjør Fordring paa Norge, ſkjønner jeg ikke med hvad Skygge af Ret han fremſætter ſlig Paaſtand; vi erindre derimod godt, hvilken Skade vi have lidt af ham eller hans Frænder.“ Da ſagde den heftige Æsgøt: „det er ikke underligt, at man kalder dig Olaf digre, ſiden du ſvarer en ſlig Høvdings Ord ſaa overmodigt; men du veed ikke rigtig, hvor tung hans Vrede vil vorde dig at bære, thi jeg har ſeet Mænd, der vare mægtigere end du ſer mig ud til, komme tilkort mod ham. Er du fremdeles ſaa opſat paa at beholde Herredømmet, da raader jeg dig til at rejſe til ham og blive hans Mand; da ſkulle vi lægge et godt Ord ind for dig, at han giver dig dette Rige i Len.“ Olaf ſvarede roligt: „jeg vil give eder et andet Raad, Æsgøt: rejs hjem igjen til Sverige og meld eders Konge, at jeg næſte Vaar kommer til Landemerket, ſom fra gammel Tid har adſkilt Norge fra Sverige: da kan han, om han vil, ogſaa komme til at ſlutte Forlig med mig, ſaaledes at enhver af os beholder det Rige, han er odelbaaren til“. Derpaa hævedes Thinget, Kongen gik til Bords og Sendebudene til deres Herberge. Siden om Dagen gjorde de endnu et Forſøg paa at faa Kongen i Tale, men han lod dem afviſe af Dørvogterne. Thurgot og hans Mænd rejſte nu hjem, men Æsgøt var mere haardnakket, han vilde ud til Mørerne for at røgte ſin Herres Ærende, og tog Vejen over Byneſet, for derfra at drage videre over Gauldalen og Orkedalen til Nordmøre. Da Olaf hørte dette, ſendte han ſine Gjeſter efter dem. Disſe traf dem ved Stein paa Byneſet, toge dem til Fange, og førte dem bundne tilbage med ſig, indtil de kom til Gaularaaſen; her rejſte de Galger og hængte dem alle tolv paa et Sted, hvorfra de Forbiſejlende ude paa Fjorden kunde ſe dem. Thurgøt erfoer denne ſørgelige Tidende, førend han endnu havde forladt Throndhjem, og kunde ſaaledes berette den til Sviakongen, ſom naturligviis blev overmaade opbragt og lod mange ſtore Ord falde[2].

Under disſe Omſtændigheder var det ikke raadeligt for Olaf at forblive længe i Thrøndelagen, thi han maatte nu med det førſte vente et Angreb af Sviakongen fra den eneſte Kant, hvorfra et ſaadant Angreb kunde ſke, nemlig fra Sydøſtkanten, hvor hele Ranrike, ligefra Svineſund til Gaut-Elven, endnu ſtod under den ſvenſke Konges Herredømme. Der var ſaa meget mere Anledning til at vente Ufred her, ſom Olaf ſelv, ved at tale om det rette gamle Landemerke mellem Sverige og Norge, nemlig Gaut-Elven, havde tilkjendegivet ſin Henſigt, ogſaa at underkaſte ſig dette Landſkab, hvis Erhvervelſe desuden maatte ligge i hans Plan, naar han engang var beſtemt paa at underkaſte ſig hele Norge. Heller ikke havde de veſtlige Fylker endnu hyldet ham. Paa Rejſen nordefter var han ilet dem forbi. Mørerne og Raumsdal vare endnu ſvenſke Len. Den mægtige Erling Skjalgsſøn herſkede endnu uafhængigt i det ſydveſtlige Norge, og den danſke Deel af Viken var endnu ikke paa langt nær fuldſtændigt vunden. Olaf tiltraadte derfor, ſom det ſynes, endnu ſamme Høſt[3] Tilbagerejſen, og ſtandſede ved hvert Fylke for at holde Thing med Bønderne og lade ſig hylde. Der fortælles ogſaa, at han allerede nu ſkal have ladet de chriſtne Love oplæſe og mange Levninger af Hedendommen afſkaffe. Det er imidlertid neppe ſandſynligt, at han denne Gang ſkulde have opholdt ſig ſaa længe derved, iſær da der til dette udfordredes, at han maatte føle ſig i ſikker Beſiddelſe af Tronen, hvori der endnu manglede ſaa meget. Paa Mørerne, i Raumsdal, i Fjordene og Sogn ſynes han ingen Modſtand at have fundet, men blev tagen til Konge paa hvert Lagthing, maaſke ogſaa paa Hordaland, ſkjønt dette hørte til Erling Skjalgsſøns Rige. Da han kom til Karmſund, ſendte han Bud til Erling, foreſlog ham at ſlutte Forlig, og indbød ham til et Møde paa Hvitingsø ved Indløbet til Buknfjorden. Erling kom, og talte ſelv, ſom det heder, med Kongen, men fandt noget andet i hans Ord end man havde ſagt ham. Erling fordrede nemlig og ventede at beholde alle de Veitſler, ſom Olaf Tryggvesſøn og ſiden Jarlerne Svein og Haakon havde givet ham; „i ſaa Fald“, ſagde han til Kongen, „ſkal jeg blive din Mand og hulde Ven“. Men Kongen vilde ikke indlade ſig herpaa. Han meente, at Erling gjerne kunde være meget vel bekjendt at tage de ſamme Vejtſler af ham, ſom han havde taget af Erik Jarl, der dog havde tilføjet ham ſaa ſtor Skade; han lovede at gjøre ham til den fornemſte blandt alle Lendermændene i Landet, og ſagde at han ſkulde ſætte den ſtørſte Priis paa hans Tjeneſte, men for Vejtſlernes Uddeling vilde han ſelv raade, og vilde ej betragte Lendermændene ſom om de vare odelbaarne til de kongelige Ættebeſiddelſer. I dette ſidſte Stokke havde Olaf fuldkommen Ret, derimod opfattede han Erlings Forhold til Erik Jarl urigtigt, thi Erling havde intet Len modtaget af Erik, men holdt ſig kun ved ſin egen Magt og Anſeelſe; medens Erik, om muligt, gjerne havde berøvet ham alle hans Forleninger. Erling Skjalgsſøn havde liden Lyſt til at bøje ſig for Kongen; „den Tjeneſte, jeg yder dig med min gode Vilje, maa dog være dig fordeelagtigere end den tvungne“, ſagde han og afbrød Samtalen. Men Erlings Venner og Frænder bade ham paa det indſtændigſte at give efter og ikke drive Sagen til det yderſte; „du vil jo dog alligevel“, ſagde de, „ſtedſe blive den fornemſte Lendermand formedelſt din Driftighed, dine mægtige Frænder og din Rigdom“. Erling, ſom indſaa, at Kongen ikke var den, der lod ſig lede eller ſkræmme, medens en Kamp med ham dog var betænkelig nok, gav efter, gik Kongen til Haande, og overlod Betingelſerne ganſke til ham. Disſe omtales ikke udtrykkeligt. Det heder ſenere, at han fremdeles havde meeſt at ſige over Bønderne mellem Sognſø og Lindesnes, men derimod havde langt mindre Vejtſler end forhen[4]. Man maa derfor antage, at han nok har beholdt enkelte Vejtſler i Landſkaberne mellem Sognſø og Lindesnes, men at han ikke, ſom hidtil, blev den egentlige Beſtyrer af disſe Landſkaber eller forlenet med alle Kongsgaardene, thi endog i Rogaland ſelv finde vi ikke længe efter Agvaldsnes omtalt ſom en Kongsgaard, der ej ſtod under Erlings, men en kongelig Aarmands Beſtyrelſe, og denne Aarmand ſelv har desuden det Hverv at paaſe Lovenes og de kongelige Befalingers Overholdelſe[5]. Det er ſaaledes umiskjendeligt, at det nu virkelig var lykkets Olaf at ydmyge den ſtolte Erling. Dette vidner ſaavel om den Magt, Olaf allerede da maa have erhvervet i Landet, ſom den Kraft, hvormed han optraadte og vidſte at gjøre ſin Vilje gjeldende.

Da Olaf kom til Viken, vovede de Daner, ſom Danekongen havde indſat til Sysſelmænd, ikke at oppebie ham, men rejſte hjem til Danmark. Det er forhen viiſt, at den Deel af Viken, ſom ved Skiftet efter Svoldrſlaget var tilfalden Danekongen, var den veſtlige Deel, eller Landet lige fra Lindesnes til Svineſund[6]. Efterſom Olaf drog ind ad Viken, holdt han Thing med Bønderne og blev nu uden Modſigelſe tagen til Konge, ligeſom han og oppebar alle kongelige Indtægter. Da han var kommen til Tunsberg, ſejlede han øſtover Folden forbi Svineſund, hvor Ranrike begyndte, hvilket endnu ſtod under Sviakongens Herredømme. Denne havde ſat tvende Sysſelmænd over det, en i den nordre, en inden i den ſøndre Deel ved Elven, en Inddeling, der ſiden vedligeholdtes, da dette Fylke lige til Middelalderens ſeneſte Tider plejede at deles i to Syſler, det egentlige Ranrike, fra Svineſund til Gudmaren, og Elveſysſel mellem Gudmaren og Elven. Sviakongens Sysſelmand over den nordre Deel hed Eilif Gautſke, en rig og højbyrdig Mand; Sysſelmanden over den ſøndre Deel hed Roe ſkjaalge, ogſaa en rig Mand, der havde Slægtninger baade paa den norſke og den gautſke Side af Elven, og ejede ſtore Gaarde paa Hiſingen Da Olaf kom til Ranrike, kaldte han ſtrax Indbyggerne til Things, hvor de fleſte, der boede paa Øerne eller nær ved Kyſten, indfandt ſig. Da Thinget var ſat, talte Kongens Stallare, Bjørn, i hans Navn, og bad Bønderne antage ham til Konge. En anſeet Bonde, ved Navn Brynjulf Ulvalde, rejſte ſig og ſagde: „vi Bønder vide bedſt Beſked om den rette Grændſe mellem Norges Konges, Danmarks Konges, og Sviakongens Rige, nemlig at Gaut-Elven danner Grændſen fra Havet op til Væneren, derpaa Skovmarkerne til Eidſkogen, og derefter igjen Kjølerne lige til Finmarken. Vi vide ligeledes, at ſnart det ene, ſnart det andet Folk har gjort Indgreb i Nabofolkets Land; ſaaledes have Sviarne nu i lange Tider haft Herredømme lige til Svineſund, men ſandt at ſige veed jeg at mange helſt ønſkede at tjene Norges Konge, og ſavne kun Mod dertil, fordi Sviakongen herſker baade øſtenfor, ſøndenfor og ovenfor, medens Norges Konge derimod ſom ofteſt efter et kort Ophold drager Nord i Landet, hvor hans Riges egentlige Styrke er, og da have vi ikke Magt nok til at udholde en Kamp med Gauterne. Nu faar Kongen ſee til at finde paa Raad for da vi have ſtor Lyſt til at blive hans Mænd“. Da Thinget var ſluttet, indbød Kongen Brynjulf til ſig om Aftenen; han blev ogſaa hos ham den følgende Dag, og de talte, ſiges der, meget med hinanden i Eenrum. Siden fortſatte Kongen ſin Vej ſydefter langs Kyſten. Eilif, Sysſelmanden, lod imidlertid bolde Øje med ham, og holdt ſig med et Følge af 30 Mand oppe i Bygden nær ved Skovene, hvor han havde ſamlet endeel Bønder. Mange af Bønderne begave ſig til Olaf, og andre ſendte ham venlige Hilſener. Saavel Olaf, ſom Eilif, overhængtes nu med Bønner om at holde et Møde med hinanden, for paa en eller anden Maade at ſkaffe Fred. Bønderne foreſtillede Eilif, at hvis de ikke føjede ſig efter Kongens Ord, kunde de vente haard Medfart af ham, men lovede ham dog, at han ikke ſkulde ſavne Folk. Efter flere Underhandlinger og Budſendinger frem og tilbage blev det endelig aftalt, at Eilif og hans Følge ſkulde komme ned og holde Thing med Kongen. Olaf ſendte nu Thore lange, Høvdingen for ſine Gjeſter, ſelv ſjette til Brynjulf; i Følge med ham begave de ſig ſiden, med Kjortler over deres Brynjer og Hætter over deres Hjelme, til Eilif, og blandede ſig i hans Flok, uden at han merkede Uraad. Omringet af en talrig Skare af Bønder kom Eilif længer ud paa Dagen ned til Kongen, der havde lagt ſine Skibe lige ind ved en Fjeldklint, ſom ragede ud i Søen[7]. Paa denne Klint gik Kongen op og ſatte ſig med ſine Mænd. Ovenfor var der en Græsvold, hvor Bønderne havde ſamlet ſig; Egils Mænd ſtode længer oppe i en Skjoldborg foran ham. Bjørn Stallare holdt førſt en lang og forſtandig Tale paa Kongens Vegne. Da han ſatte ſig, ſtod Eilif op og begyndte at tale. Men i det ſamme ſprang Thore lange op, drog Sverdet, og hug til Eilif paa Halſen ſaa at Hovedet gik af. Da løb hele Bondeflokken op, og Gauterne, der havde ledſaget Eilif, ſtyrtede afſted paa Flugten. Thore forfulgte dem et Stykke, og dræbte nogle af dem. Da han havde ſtandſet og det blev roligt, ſtod Kongen op og bad Bønderne ſætte ſig. De gjorde ſaa, og der taltes en heel Deel frem og tilbage, men Enden blev, at Bønderne gik Kongen til Haande og lovede ham Lydighed, hvorimod han forbandt ſig til ikke at ſkilles fra dem, men at forblive paa denne Kant af Landet, indtil Uenigheden mellem ham og Sviakongen paa en eller anden Viis var bilagt. Saaledes fik Olaf underlagt ſig hele den nordre Sysſel. Uagtet den ſøndre Sysſel endnu ej var underlagt ham, fortſatte han dog ſin Vej lige til Elven, og oppebar ogſaa de kongelige Indtægter langs Søſiden og af Øerne. Derpaa vendte han tilbage til den nordlige Deel af Viken og drog op ad Raumelven eller Glommen indtil Sarpfosſen. Her var det, hvor han agtede at opholde ſig i den Tid, han efter givet Løfte ſkulde tilbringe paa denne Kant af Landet. Han lod til den Ende en nordenfor Fosſen fremſtikkende Pynt eller Halvø befæſte ved en høj Jordvold og Grav; indenfor Befæſtningen, eller i Borgen ſelv, opførtes en Kongsgaard, og byggedes en Kirke, der indviedes til Jomfru Maria. Men hans Henſigt var og at forbinde Befæſtningen med et Kjøbſtads-Anlæg. Derfor lod han, ligeledes i Borgen, Huustomter afſtikke, og uddeelte dem til Bebyggelſe. Dette var den førſte Begyndelſe til den ſiden ſaa bekjendte Stad Borg eller Sarpsborg, der altſaa nærmeſt ſkylder Olafs fiendtlige Forhold til Sviakongen ſin Oprindelſe (1016). Det var hans Henſigt, allerede at tilbringe den foreſtaaende Vinter der, hvorfor han lod det nødvendige Vinterforraad ſkaffe derhen. Allerede før Juul maa Bygningsarbejdet være ſaa vidt fremſkredet, at Kongsgaarden var beboelig, thi det fortælles, at Kongen havde et ſtort Julegjeſtebud, hvortil han indbød en Mængde Storbønder fra de omliggende Hereder. Man maa tillige formode, at mange Privathuſe ligeledes i Haſt have rejſt ſig, ſiden det heder, at Kongen denne Vinter var omgiven af en ſtor Mængde Folk, og desforuden havde ſine Mænd i alle Syſler. Blandt Julegjeſterne var Brynjulf Ulvalde[8], ſom til Belønning for ſin Bedrift, der efter vore Begreber var uhæderlig nok ſaa vel for ham ſelv, ſom for Kongen, fik til Julegave af denne et guldprydet Sverd, og dertil den ſtore Gaard Vettaland, ligeſom han ogſaa ophøjedes til Lendermand, hvilket viſer, at han ved Siden af Vettaland, ſom han fik til Odel og Eje, maa have faaet andre kongelige Ejendomme i Forlening[9]. I Brynjulf havde Olaf fra den Tid en hengiven og paalidelig Ven. Hans Æt regnedes ſiden blandt Norges fornemſte Slægter, og hans Efterkommere ville i del Følgende ofte blive nævnte, da de ſpillede en fremragende Rolle i de politiſke Begivenheder under Borgerkrigene.

  1. Dette ſiges næſten udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 56, Snorre, Cap. 51.
  2. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 61, Snorre, Cap. 57.
  3. I Olaf den helliges Saga, Cap. 62, Snorre, Cap. 58 ſiges der, at Olaf ſad Vinteren over i Throndhjem, og ikke førend det følgende Aar drog ſydefter. Der er dog flere Omſtændigheder, ſom viſe, at Olaf endnu ſamme Aar, han var kommen til Throndhjem, drog tilbage igjen til Viken. Det vil erindres, at Olaf ſejrede ved Neſje den 25de Marts. Det kunde ikke vare længe, førend han erfarede, at Jarlen havde forladt Landet. Han tiltraadte da ſtrax Rejſen til Throndhjem, altſaa viſtnok i Begyndelſen af April. Med gunſtig Vind, ſiges der, ſkyndte han ſig forbi Veſtkyſten, følgelig kom han vel til Throndhjem i det mindſte ſidſt i April. Hvad han der udrettede, maatte han kunne have udrettet ſeneſt indtil Høſtens Begyndelſe eller Midten af Auguſt. Paa den Tid, eller noget før („det begyndte at høſte“, heder det), maa Svein Jarl være død, og Efterretningen derom maa være kommen til Throndhjem førſt i September. Denne Efterretning, ſiges der, og viſtnok med Rette, bragte Indthrønderne til at underkaſte ſig. Men da Indthrønderne gave de ſvenſke Skatkrævere et betinget Svar med Henſyn til Skatten, kunde de, da disſe indfandt ſig, endnu ej have hyldet Olaf: Thurgøt og Æsgøt maa ſaaledes have været i Throndhjem enten ſidſt i Auguſt eller førſt i September. Men deres Drab, i Forbindelſe med Efterretningen om Jarlens Død, maa have forandret Olafs Stilling og Plan, om han end fra førſt af havde tænkt at forblive om Vinteren i Throndhjem. Thi nu, ſiden Jarlen var død, havde han intet Angreb paa Throndhjem at frygte, og kunde ſaaledes forholdsviis være ſikker paa denne Beſiddelſe, medens derimod Viken og Oplandene hvert Øjeblik truedes med Angreb fra ſvenſk Side, til Hevn for Æsgøts Drab. Der var ſaaledes al Grund for Olaf til at ile ſydover igjen, og ſikre ſig Viken jo før jo heller. Der er tillige andre tydelige Spor af, at Sagaſkriveren har trukket dette Aars Begivenheder ud, for at faa dem til at pasſe i Tidsregningen. Han lader, ſom vi have ſeet, Olaf ſtrax efter Neſjeſlaget thinge med Bønderne i den veſtre Deel af Viken om Antagelſe, uagtet vi dog finde, at Danekongens Sysſelmænd endnu opholdt ſig der, og kun flygtede da Olaf kom didhen fra Throndhjem (Olaf den helliges Saga, Cap. 63, Snorre, Cap. 59), ligeſom det førſt var da „at alt Landsfolket i veſtre Viken gik under ham“. Hans førſte Færd forbi veſtre Viken eller rettere Agder har ſaaledes været langt hurtigere, end Sagaen angiver. Der tales og om Indretningen af hans Gaard og Hird i Nidaros, og hans Beſtræbelſer for Chriſtendommens Ophjelpelſe og Lovenes Forbedring, altſammen øjenſynligt tilhørende ſenere Aar, da han, ſom vi og ovenfor have antydet, umuligt kan have vovet at indlade ſig herpaa, førend han nogenledes havde ſikret ſig Herredømmet. Ja det indſees neppe engang, hvorledes han ſkulde have faaet Tid til at gjøre de nødvendige Forberedelſer, ej at tale om at alt dette pasſer bedre paa den næſte Vinter, han ſad i Throndhjem, nemlig den 4de, (i Sagaen den 5te), ſe Olaf den helliges Saga, Cap. 99, Snorre, Cap. 110, efter at han havde ſikret ſig Riget og ſluttet Fred med den ſvenſke Konge; ligeſom og den Ytring, ſom forekommer om hans Beſtræbelſer for Chriſtendommens Indførelſe, have et mere almindeligt, til ingen beſtemt Tid ſigtende Præg, og gjentages desuden for en Deel i Cap. 99 (Snorre, 110), hvor hans næſte Vinterophold i Nidaros omtales. Se Olaf den helliges Saga, Cap. 58, 59, Snorre, Cap. 56, jvfr. Olaf den helliges Cap. 99, Snorre, Cap. 110. Her bliver det af megen Vegt, at Fagrſkinna, Cap. 98, udtrykkeligt ſynes at henføre hans Beſtræbelſer for Lovgivningen og Chriſtendommen til den Tid, da han var bleven „Enevoldskonge i Norge“. Og endelig, hvad der gjør Udſlaget, Fagrſkinna, Cap. 93 ſiger udtrykkeligt, at Olaf tilbragte den førſte Vinter øſter ved Raumelven eller Glommen. For en ſaa uforbeholden Angivelſe maa der dog være nogen Autoritet, medens man derimod ved Olaf den helliges Saga altid maa befrygte, at Sagaen og Chronologen, der gik ud fra at Olaf, herſkede i 16 Vintre, har ſøgt at udſtrække eet af Regjeringsaarene til tvende. De øvrige Enkeltheder i Olafs Chronologi, ſaadan ſom den findes i Kongeſagaerne, ſtemme derimod, hvad der paa ſit Sted ſkal viſes, ſaa nøje med de ſikrere Tidsbeſtemmelſer, vi af andre paalidelige Skrifter kunne hente, at der neppe kan være nogen Tvivl om deres Rigtighed.
  4. Se Olaf den helliges Saga, Cap. 111, Snorre, Cap. 122.
  5. Denne Aarmand var Thore Sel, ſe nedenfor. Thore optræder ſom den, hvem det paalaa at ſe Kongens Forbud med Kornudførſel fra det ſydlige Norge overholdt.
  6. Se ovenfor S. 106. En anden, maaſke mere umiddelbar Bekræftelſe paa, at idet mindſte Agder hørte til den danſke Deel af Norge, indeholdes i den merkelige Runeindſkrift paa Galtelandsſtenen i Evje, i Robygdelaget, der hørte til Agder: „Arnſtein rejſte denne Steen efter ſin Søn Bjørn, der døde i Hæren, da Knut rejſte til England;“ altſaa maa man formode, at Knut paa Vejen til England enten har lagt ind under Agder, eller i det mindſte faaet Folk derfra. I begge Tilfælde ſynes Indſkriften at viſe, at Agder regnedes til hans Rige.
  7. Stedet angives ikke nærmere i Sagaerne. Man maa formode, at det har været etſteds i Tuneims eller Luders Sogn.
  8. Ulvalde (ulfaldi, i gotiſk ulbandus, angl. olfend), er egentlig en Fordrejelſe af „Elefant“, men betegner dog i ſin germaniſerede Form ſtedſe „Kameel“, medens man betegner Elefanten med det arabiſke „Fil“. Brynjulf maa formodentlig have faaet Navnet formedelſt ſin Højde og Førlighed.
  9. Vettaland, efter hvilken det hele Vettehered har Navn, ligger ikke langt fra Skedjuhovs, nu Skee, Kirke i den nordligſte Deel af Viken.