Det norske Folks Historie/2/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den øvrige Deel af Vinteren tilbragte Olaf paa Oplandene, deels paa Vejtſler, deels, ſom man og maa formode, hos Sigurd Syr[1]. Saaſnart Vaaren nærmede ſig, begyndte han at ſamle en Hær, thi han vidſte, at Svein Jarl ej var ledig, og at den afgjørende Kamp ſnart foreſtod. Olaf ſkal have faaet meget Folk fra Kongerne paa Hedemarken; ligeledes ſluttede mange Lendermænd og mægtige Bønder ſig til ham, blandt dem Ketil Kalf paa Ringenes i Skaun (Stange), hvilken ſiden ſpiller en ikke ubetydelig Rolle i Olafs Hiſtorie. Ligeledes fik han Folk fra Raumarike og hans Stiffader Sigurd Syr ſtødte til ham med en ſtor Skare. Med denne Hær drog han ud til Viken for at faa Skibe og paa dem drage videre ſydefter. Han havde om Vinteren ladet bygge et Skib, ſom kaldtes Skegge eller Karlshøvde, fordi Stavnen var prydet med et Menneſkehoved, ſom han ſelv havde udſkaaret, og ſom ſidenefter længe opbevaredes i Norge og ſkal have været brugt paa de Skibe, Høvdingerne ſelv ſtyrede[2]. Det Sted i Viken, hvor Skibet byggedes, og hvor Olaf indſkibede ſig, var rimeligviis fremdeles Dramnsfjorden, hvor hans Knerrer, efter hvad vi ovenfor antoge, maa have været oplagte. Efter en Angivelſe, der dog trænger til nærmere Bekræftelſe, ſkal Olaf i alt have haft 30 Langſkibe, to Skejder og hine to Knerrer, hvilke tilſammen vel kunne have rummet en Hær af henved 1500 Mand[3], men i alle Fald neppe flere end Jutul, ſkjønt det rigtignok ſiges, at han havde meget og vakkert Folk. Da han var ſejlfærdig, ſtyrede han ud efter Viken, og lagde for det førſte ind ved Tunsberg.

Imidlertid havde Svein Jarl opbudt Leding over hele Thrøndelagen, og faaet en betydelig Styrke ſamlet. Hertil var ogſaa hans Svoger Einar Thambarſkelve behjelpelig. Lendermændene, af hvilke der paa denne Tid var mange i Norge, og ſom tildeels nedſtammede fra Harald Haarfagre, ſyntes meget godt om Svein, under hvis milde Regjering de ſandſynligviis ganſke raadede ſig ſelv. Deres Indflydelſe paa Bønderne var overvættes ſtor, og det kom meget an paa dem, hvor ſtor Hjelp Svein vilde faa. I Throndhjem ſelv og Haalogaland gik det godt: endog de, ſom den ſidſte Vinter forud havde ſvoret Olaf Troſkabsed, ſaavel Lendermænd ſom Bønder, fulgte Svein, og det er ſaaledes viſt ganſke rigtigt, naar Thjodrek Munk ſiger, at Olaf mistvivlede om at faa nogen Biſtand af Thrønderne, da han kjendte deres Letſindighed og Uſtadighed[4]. Blandt de Lendermænd, der fulgte med Svein, nævnes foruden Einar Thambarſkelve ogſaa Haarek i Thjøtta[5]. De ſtyrede ud af Throndhjemsfjorden, og ſamlede Folk til ſig i hvert Fylke, dog ſkal det ikke have lykkets Jarlen at faa noget ſynderligt Tilløb ſøndenfor Stad: her, heder det, gik ikke engang Ledingen ud[6]. Men fra Rogaland kom Erling Skjalgsſøn med mange Folk, ſandſynligviis ſine egne Huustropper, og Jarlens Hær blev ſaaledes ſtørre end Kongens. Det angives at hans Flaade tilſidſt beſtod af 45 Skibe, hvilke vel havde en Beſætning af mindſt 3000 Mand. Med denne Flaade ſtyrede han langs Kyſten ind i Viken, hvor han kom henimod Slutningen af Faſten. Han ſtyrede forbi Grenmar (Langeſundsfjorden) og lagde ſig ved Neſje, eller den ſydveſtligſte Spids af Brynlaanesſet. Imidlertid havde Olaf ogſaa ſtyret ſydefter. Løverdagen før Palmeſøndag hørte begge Parter til hinanden. Søndag Morgen (den 25de Marts), ſtod Olaf op, klædte ſig paa, gik i Land, og lod blæſe Tegn til at hele Hæren ſkulde ſamle ſig om ham. Her holdt han en Tale for ſine Mænd, hvori han underrettede dem om at Svein Jarl ikke var langt borte. Han bad enhver at væbne ſig og gjøre ſig og ſit Rum rede til Striden, for at alt kunde være i Beredſkab, naar der blæſtes til Opbrud; man maatte, ſagde han, pasſe det ſaaledes, at hele Flaaden roede i een Linje, og at intet enkelt Skib enten roede forud, eller fakkede efter, da man ej kunde vide, om Jarlen vilde komme dem imøde, eller oppebie Angreb af dem. Han forbød endelig ſine Folk at kaſte ſine Spyd, førend Skibene vare ſammenbundne, ellers vilde man ſpilde dem til ingen Nytte: førſt ſkulde de kun ſøge at dække ſig mod Fiendens Vaaben og opſamle ſaamange af dem, ſom de kunde; naar Fienden da havde bortſkudt ſit Forraad, kunde de gjøre et deſto eftertrykkeligere Angreb[7]. Efter en enkelt Beretning[8] ſkal Olaf have ſendt Bud til Svein og anmodet ham om at holde Fred paa den Helligdag, ſom nu var forhaanden, og udſætte Striden til Mandagen efter, ja om muligt endog til efter Paaſke-Ugen; men Jarlen ſkal have ſvaret, at han aldeles ikke vilde indlade ſig derpaa, da det kun var en Udflugt af Olaf. Denne ſkal da have ſagt: „den ſom ikke vil holde Fred paa en Helligdag, faar heller ikke Sejren paa den Dag“[9]. Da Jarlen tidligt om Søndags Morgen gjorde ſig ſlagfærdig og oppebiede Olaf, ſkal endog Einar Thambarſkelver have raadet ham til at gaa ind paa Kongens Forſlag, men forgjæves. Men hvorledes det end forholdt ſig hermed, ſaa var det dog Kongen, der opſøgte Svein. Han lod førſt holde Mesſe; derpaa bød han ſine Mænd ſpiſe Dagverd, og lod ſaa blæſe til Opbrud fra Havnen. Da de kom udenfor den Havn, hvor Jarlens Skibe laa, fandt de ogſaa dem fuldt udruſtede, og i Begreb med at lægge ud. Olaf gav nu Befaling til at binde Skibenes Forſtavne ſammen. Der fortælles, at han lod en Skejd lægge yderſt paa hver Side, og udenfor dem igjen Knerrerne, adſkilte fra Skejderne ved et bredt Mellemrum[10]. Paa ſit eget Skib, Karlshøvde, havde han 120 udſøgte Mænd, alle forſynede med Ringbrynjer og valſke[11] Hjelme, foran paa hvilke han havde ladet male hvide Kors; de fleſte af hans Mænd havde ogſaa hvide Skjolde, hvori et Kors, enten forgyldt eller malet med rød eller blaa Farve. Hans Merke eller Banner var hvidt, og foreſtillede en Orm[12].

Da man fra Jarlens Skib ſaa Olafs Tilberedelſer, ſkal Einar Thambarſkelver have ſagt: „Ser I Kongens Fylking? Den er ikke tyk, og dog er jeg bange for, at den, inden Solen i Aften gaar ned, vil blive haard at binde an med; du ſelv, Jarl, kan vælge Plads i hvilken Fylkinge-Arm du vil“. „Om jeg da indtager denne Plads“, ſagde Jarlen, „vil du da ej følge med?“ „Nej“, ſagde Einar, „jeg har ingen Lyſt til at løſe mit Skib af Tengſlerne og fare lige ind i Kongens Flaade for at kæmpe med ham imod hans Vilje, thi jeg ſer, at han er ikke for at ſtride i Dag, ſkjønt han dog altid vil være beredt paa at modtage dig og dine Mænd“. Jeg har ikke før merket noget til at Modet ſvigtede dig“, ſagde Jarlen. „Kald det hvad du vil“, ſagde Einar, „men er det ſaa, at Modet ſvigter mig, ſaa tør det nok ogſaa hænde at Lykken ſvigter dig“. „Det tror jeg ikke“, ſagde Jarlen, „thi vi ſkulle gjøre et heftigt Angreb med Skudvaaben“. „Olaf er dog langt klogere end du“, ſvarede Einar, „thi her ere to Ting at gjøre, og Kongen vælger dem begge, du derimod ingen af dem; den ene er at overholde Højtiden, den anden at holde til Raade med Skudvaabnene“. Svein Jarl lyttede ej til Eriks Ord, men bød ſine Mænd at gjøre ſaa heftigt et Angreb med Skudvaabnene ſom muligt[13]. Olaf havde derimod, ſom ovenfor nævnt, givet ſine Mænd den Befaling, kun at dække ſig, men opſamle alle de Skudvaaben, der regnede ned over dem. Saaledes gik det i nogen Tid, indtil Jarlens Mænd havde udſkudt hele ſit Forraad. Da gav Olaf Tegn til Angreb, og Jarlens Mænd, heder det, maatte nu tage imod de ſamme Spyd og Pile ſom de ſelv havde ſendt over til Olafs, foruden mange andre. Olaf lagde med Karlshøvden lige til Jarlens Skib. Her havde Olaf Overmagten, da baade hans Skib var langt højere og bedre bemandet end Jarlens[14]. Det varede længe, inden man kunde opdage, hvor Sejren vilde vende ſig; thi paa begge Sider faldt Folk i Mængdeviis, og mange bleve ſaarede. Endelig begyndte det at tyndes ombord paa Jarlens Skib, og Olafs Mænd gjorde ſig rede til at entre. Kongens Merke nærmede ſig, og flere af Jarlens Mænd løb allerede overbord. Da bød Jarlen at man ſkulde overhugge Tengſlerne, og gjøre Skibene løſe. Men Kongens Mænd holdt dem faſt med Entrehager. Jarlen lod nu ſelve Stavnkolvene afhugge, for at Entrehagerne ej ſkulde fatte Tag i dem. Det vilde imidlertid neppe være lykkets Svein at undkomme, hvis ikke Einar Thambarſkelve, der laa paa den anden Side, havde ladet kaſte et Anker op i Jarlens Skib, og ſaaledes faaet det halet ud paa Fjorden[15]. Idet Sveins Skib ſkred forbi, fik Olaf Øje paa Skalden Berſe Skaldtorfasſøn[16], der ſtod i Forrummet, han kjendte ham, og tilraabte ham Farvel, hvilket Berſe beſvarede. Mange af Jarlens Mænd flygtede op paa Landet; nogle bade om Fred. Flere af Skibene ſtødte ſiden til ham længere ud paa Fjorden, og her blev der nu raadſlaaet mellem Høvdingerne om, hvad der var at gjøre. Erling Skjalgsſøn foreſlog, at man ſkulde drage nord i Landet og ſamle Folk for paany at ſtride mod Olaf. Men dette var ikke de øvriges Mening. Det ſtore Folketab havde afſkrækket dem, og de gave det Raad, ſom iſær Einar Thambarſkelver bifaldt, at Jarlen heller ſkulde forlade Landet og ſøge Underſtøttelſe hos ſin Svoger Sviakongen. Derved blev det. Jarlen, ledſaget af Einar Thambarſkelve, ſejlede over Folden, og videre ſydefter, for at komme til Svithjod. Men Erling Skjalgsſøn og mange andre Lendermænd, der ej vilde forlade deres Odel, droge veſtover og hjem til deres Gaarde.

Sigurd Syr havde imidlertid, da man ſaa Jarlens Skibe atter ſamle ſig, givet Olaf det Raad at angribe dem paany. Olaf ſvarede dertil, at han førſt vilde ſe, hvad Jarlen beſluttede ſig til, om nemlig hans Flaade vedblev at være ſamlet, eller adſplittedes. „Du faar gjøre hvad du vil“, ſagde Sigurd, „men jeg forudſer, at du med din Charakteer og din Herſkelyſt, kun ſeent vil bringe det dertil, at du kan lide paa hine Stor-Karle, der ere ſaa vante til at byde Høvdingerne Trods[17]“. I det ſamme ſkiltes Jarlens Flaade af, og ſaaledes blev der heller ikke noget af Angrebet. Olaf gik efter Slaget op paa Land, ledſaget af Sigurd, og takkede Gud, der havde undt ham denne herlige Sejr. Han ſkal have ladet et Kors oprejſe der paa Stedet. Sigurd og de øvrige Høvdinger, der havde fulgt ham, ſkjenkede han gode Gaver. Blandt andet gav han Ketil paa Ringenes en femtenſædet Karve eller Baad. Denne lod Ketil ſiden bringe opad Glommen og Vormen lige til Mjøſen[18].

Svein Jarl begav ſig, ſom det var beſluttet, førſt til ſin Svoger Olaf ſvenſke i Svithjod, klagede ſin Nød for ham, og ſpurgte ham om, hvad der herved var at gjøre. Kongen tog meget venligt imod ham og gav ham ſtrax Valget imellem at opholde ſig hos ham, og der modtage et pasſende Len, eller med hans Biſtand at forſøge et Angreb paa Olaf digre i Norge. Det ſidſte valgte han, iſær fordi ſaa mange af dem, der havde ledſaget ham, ejede ſtore Beſiddelſer i Norge og længtede efter at komme hjem. Det aftaltes derfor, at de den førſtkommende Vinter ſkulde gjøre et Tog til Lands fra Helſingeland over Jemtland ned til Throndhjem, hvor de troede at kunne regne paa Indthrøndernes Hengivenhed for Jarlen. Imidlertid foretog han om Sommeren et Krigstog til Gardarike. Paa dette Tog blev han ſyg og døde (1016)[19]. Einar Thambarſkelve og hans øvrige Tilhængere, ſom havde været med ham paa Toget, vendte tilbage til Sviakongen, hos hvem de tilbragte Vinteren, og om det paatænkte Tog mod Norge var der naturligviis ej længer Tale. Enkelte af Flygtningerne rejſte i al Stilhed tilbage over Helſingeland og Jemteland til Throndhjem, hvor de bragte Efterretningen om Jarlens Død[20].

Det heldige Udfald af Slaget ved Neſje ſikrede Olaf Herredømmet i Norge. Det betragtes derfor ogſaa af Sagaſkriverne ſom en af de vigtigſte Begivenheder i hans Regjering, og ſom det egentlige Udgangspunkt for denne. Dette er ogſaa Aarſagen, hvorfor ſaa mange nærmere Omſtændigheder ved Slaget ſelv ere os opbevarede. De fleſte af disſe ſynes man dog at have hentet fra et Kvad, kaldet Neſje-Viſerne, ſom Sighvat Skald, der ſelv var med, digtede kort efter, og hvoraf ikke faa Vers ere opbevarede[21].

  1. Thjodrek Munk, Cap. 15 ſiger udtrykkeligt, at Olaf ved Tilbagekomſten til Oplandene fra Throndhjem overvintrede hos Sigurd Syr, men han fremſtiller rigtignok hans Beſøg i Throndhjem ſom om det ſkede umiddelbart efter hans Sammenſtød med Haakon Jarl i Sjaudungsſund. Det er ovenfor omtalt, hvorledes de yngre Afſkrifter af Olaf den helliges Saga, i aabenbar Modſigelſe med hvad de ſelv ſenere fortælle om Olafs Throndhjemstog, lade ham opholde ſig om Julen hos Sigurd. Den eneſte Maade at forlige de forſkjellige Beretninger paa, er at antage, at Olafs Tog til Throndhjem maa have været overmaade ſkyndſomt, hvad der og ſynes at ligge i Sagens Natur.
  2. Snorre, Cap. 45, Fagrſkinna, Cap. 93. Den legendariſke Saga, Cap. 26. Det er kun i denne, ſaa vel ſom paa et andet Sted i Fagrſkinna (Cap. 107), at Navnet „Skegge“ forekommer; maaſke det dog kan hidrøre fra en Misforſtaaelſe af et Sted i Sighvats Viſe, ſe nedenfor S. 535 Note.
  3. Flatøbogen, ſe Fornm. S. V. S. 169.
  4. Thjodrek, Cap. 15.
  5. Den legendariſke Saga, Cap. 26. Den nævner ogſaa Kalf Arnesſøn; men han var dog paa denne Tid neppe endnu Lendermand, og viſtnok for ung til at deeltage i Kampen.
  6. Dette ſiges udtrykkeligt i den legendariſke Saga, Cap. 26. Derimod ſiger Fagrſkinna, Cap. 93: alt efterſom Jarlen drog frem holdt han Thing med Bønderne og fik meget Folk. At han havde flere Folk end Olaf, ſiges udtrykkeligt i Olaf d. hell. Saga, Cap. 55. Snorre, Cap. 47.
  7. Olaf d. hell. Saga, Cap. 55. Snorre, Cap. 46.
  8. Den legendariſke Olafsſaga; Cap. 26.
  9. Den legendariſke Saga, Cap. 26.
  10. Saaledes fortælles der i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 169.
  11. Det vil ſige „franſke“. Sighvat Skald bevidner det udtrykkeligt i to Vers af det Kvad, han digtede om Slaget: „jeg ſkjulte mig under den valſke Hjelm“, (Olaf den helliges Saga, Cap. 55), og „jeg prydede mig Palmeſøndag med den poitouſke Hjelm“ (Fagrſkinna, Cap. 93).
  12. Olaf den helliges Saga, Cap. 55, Snorre, Cap. 47.
  13. Flatøbogen, ſe Fornm. S. V. S. 169.
  14. Saaledes er det vel at forſtaa, naar Sighvat i et Vers, der kun anføres i den legendariſke Saga, Cap. 26, ſiger at den gavmilde (Olaf) havde mere Folkeſtyrke end den karrige (Svein). Thi det heder ligeledes i ſamme Vers, at det blev tyndt om Maſterne for Jarlen: dette tyder alene hen paa Kampen ſelv. I et andet Vers ſiger Sighvat ſelv, at Kongen havde færre Folk, og vi have ſeet, at Sagaerne udtrykkeligt tillægge Svein det ſtørſte Folkeantal, hvilket ogſaa i ſig ſelv er rimeligt. Den legendariſke Saga ſlutter imidlertid af Sighvats Vers, ſkjønt neppe rigtigt, at Olaf havde ſtørſt Folke-Antal.
  15. Den legendariſke Saga, Cap. 27, fortæller om Einar Thambarſkelve ved denne Lejlighed aldeles det ſamme, ſom ellers fortælles om ham i Svoldrſlaget, nemlig at hans Bue braſt med et ſtort Brag, og at han paa Sveins Spørgsmaal, hvad dette var, ſvarede: „Norge af dine Hænder“. Ifølge denne Saga ſkulde ogſaa Jarlen have vægret ſig ved at flygte, og Einar mod hans Vilje have halet hans Skib ud af Striden.
  16. Berſe Skaldtorfasſøn er allerede i Anledning af Grettes Hiſtorie (ſe ovfr. S. 488) omtalt, ſom opholdende ſig hos Jarlen. Han digtede ſiden, heder det, da han var kommen i Olafs Vold og ſad fangen, en Flokk eller mindre Digt, hvori han omtalte at Kongen ved hiin Lejlighed havde ſagt ham Farvel.
  17. I den legendariſke Saga, Cap, 98, fortælles dette noget vidtløftigere; iſær lægges der Sigurd mange Ord i Munden, og man lader ham ſlutte med den Spaadom, at Olaf tilſidſt ſkulde blive overvælder af Høvdingerne, men dog ogſaa blive den helligſte Mand.
  18. Olaf den helliges Saga, Cap. 56, Snorre, Cap. 50i.
  19. I Sagaerne ere Udtrykkene her noget forſkjellige. Olaf den helliges Saga, Cap. 57, Snorre, Cap. 53 har: „Svein drog med ſine Krigsfolk øſter til Gardarike og herjede og dvælede der om Sommeren, men da det led mod Høſten, vendte han med ſine Folk tilbage til Svithjod; da fik han en Sygdom, hvoraf han døde“. Den leg. Saga og Fagrſk. Cap. 93 ſige derimod, efter at have omtalt hans Tog til Øſten: „da det begyndte at høſtes, var han kommen til Karelen, derfra drog han op i Gardarike med Hærſkjold, hvor han blev ſyg og døde“. Det ſkulde heraf ſynes, ſom om den leg. Saga og Fagrſkinna lade ham dø i Rusland, de andre derimod i Sverige. Men ved nærmere Betragtning vil man finde, at heller ikke disſe udtrykkeligt ſige at han var kommen tilbage til Sverige, men alene, at han havde vendt om, for at drage derhen.
  20. Disſe maa, ſom det ſynes, fornemmelig have været Thrønder.
  21. De fleſte Vers af Neſjeviſerne findes i Olaf den helliges Saga, Cap. 55, 56, Snorre, Cap. 47—50; enkelte ogſaa i Fagrſkinna, Cap. 93. Denne meddeler Begyndelſen: „Kongen foer om Vaaren uden Skade øſtenfra, men Jarlen kom nordenfra; begge knugede de blaa Bord. Jeg kan give de Krigere, ſom vare der, nøje Beſked om, hvorledes det gik til ved deres Møde“. Vi have ovenfor allerede omtalt et Par Vers, hvor Sighvat taler om, at han dækkede ſig med den valſke Hjelm, og at han paa Palmeſøndag prydede ſig med Hjelmen fra Poitou (peitneskum hjeimi): heraf ſees det, at Slaget virkelig foregik paa en Palmeſøndag. Om Angrebet heder det: „Kongen gjorde Anfald, idet han ſøgte mod Svein i Havnen; det røde Blod dryppede paa Skibsdækket, den dygtige Konge angreb uden Skaanſel, men Sveins Folk vare forſigtigere. Skibene bleve ſammenbundne. Bet er bekjendt, hvorledes Stridshøvdingen lagde med Karlshøvden mod Jarlen øſtenfor Agder (Grenmar ligger netop noget øſtenfor Rygjarbit, det yderſte Punkt af Agder mod Øſten). Man behøvede hverken at egge Svein eller Olaf til Striden, og paa begge Sider faldt der Folk“. Om den forſøgte Entring ſiges der: „den gyldne Stang vadede frem, da vi vrede gik under Merkerne med den gjæve Konge“ op i Skibet: det var ikke ſom naar Pigen bærer Mjød om blandt Kæmperne“. — Der tales udtrykkeligt om, at Svein gav Befaling til at afhugge Skejdkolvene. Ligeledes heder det: „I Aar ſkal ikke den indthrøndſke Pige behøve at haane os, ſkjønt Kongens Folk var mindre (et aabenbart Vidnesbyrd om, at Jarlen virkelig havde det ſtørſte Antal Tropper); heller kan hun ſpotte den, ſom ſøgte frem med Skjegget“. (Heraf maaſke Fejltagelſen angaaende „Skegge“).