Det norske Folks Historie/2/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra denne Olafs Antagelſe til Konge paa Oplandet regnes hans Regjerings Begyndelſe i Norge. Imidlertid kunde han dog ikke anſe ſig for ret Konge i Norge førend han var bleven anerkjendt af Thrønderne. Til Thrøndelagen maatte det derfor være ham magtpaaliggende, ſnareſt muligt at komme, for at prøve ſin Lykke. Men her opholdt Svein Jarl ſig med ſine fleſte Tilhængere, og det maatte næſten anſees ſom en Dumdriſtighed af Olaf at vove ſig did. Paa den anden Side havde Svein ſaa meget mindre Grund til at vente luun, og ſtolende herpaa gjorde Olaf et ſkyndſomt Tog lige fra Oplandene over Fjeldet ned til Throndhjem, for at overrumple Svein, der ſkulde holde ſit Julegjeſtebud i Steinker. Det fortælles, at Olaf tog den ſædvanlige Vej gjennem Gudbrandsdalen og Opdal ned til Orkedal[1]. Dette maa dog viſtnok være ſaaledes at forſtaa, at han meeſt drog til Fjelds og ad afſides Veje, thi ellers vilde vel neppe hans Færd kunne holdes ſaa hemmelig ſom ønſkeligt var. Muligt, at han og fra den ſydlige Deel af Gudbrandsdalen bar taget Vejen over Øſterdalen og derfra til Kvikne. Det heder viſtnok, at han kom gjennem Opdal, hvor han tilbragte en Nat, og derfra drog over Opdalsſkoven til Medaldal; men dette kan lettelig grunde ſig paa den urigtige Foreſtilling hos en yngre Sagafortæller, at Olaf tog den alfare Vej[2]. Da han kom til Medaldal, kaldte han Bønderne ſammen til Thing og fordrede at de ſkulde antage ham til Konge, hvorimod han bød dem ſamme Ret og Lov, ſom i ſin Tid Olaf Tryggvesſøn havde budt dem. Bønderne, der ej vare mandſterke nok til at gjøre ham Modſtand, hyldede ham og aflagde ham Troſkabsed, dog havde de forud ſendt Bud ned til Orkedal og til Skaun (Børgſeſkougn) for at melde Olafs Ankomſt. Einar Thambarſkelver, der ſædvanligviis boede paa Huſebø i Skaun, lod ved denne Efterretning ſtrax Hærør opſkære, og gaa til alle fire Kanter, idet han opbød Thegn og Træl for at møde Olaf og værge Landet mod ham. Derved ſamledes endeel Folk, ſaavel i Orkedalen ſom i Gauldalen. Olaf fortſatte ſin Vej meget fredeligt ned til Orkedalen. Men da han her kom ud til Grjote (hvor Kirken nu ligger), mødte han en Bondehær paa henimod 900 Mand[3]. Kongen ſtillede ſine ſaa, men krigsvante Mænd i Fylking, og gjorde ſig rede til Angreb. Bønderne derimod, ſom ej havde aftalt, hvo der ſkulde være deres Høvding, kunde ej komme i Orden, og der herſkede øjenſynlig Forvirring i deres Hob. Da Olaf merkede dette, ſendte han en af ſine Mænd, ved Navn Thore Gudbrandsſøn, til dem med Fredstilbud. Thore hilſte dem, at Olaf helſt ønſkede at afgjøre Alt i Mindelighed med dem, og bad dem at udnævne tolv af de fornemſte i deres egen Midte, for at underhandle. Herpaa gik Bønderne ind, og de udvalgte gik over en liden Høj frem mod Kongens Fylking. Olaf takkede dem for deres Føjelighed, og fortalte dem ſit Ærende til Throndhjem, nemlig at tage det Rige i Beſiddelſe, Haakon Jarl havde afſtaaet ham. Han fremviſte Vidner paa denne Afſtaaelſe og Jarlens Ed, og ſluttede med at forelægge Bønderne to Vilkaar, enten at gaa ham til Haande, idet han bød dem ſlig Lov og Fred ſom Olaf Tryggvesſøn forhen, eller at holde Slag med ham. Da de tolv kom tilbage til deres Flok med denne Beſked, blev der en Stund raadſlaaet om hvad herved var at gjøre. Enden blev dog den, at de beſluttede at gaa Kongen til Haande, hvilket da og ſkede, og bekræftedes med Ed. Kongen fortſatte nu ſin Rejſe og Bønderne gjorde Vejtſle for ham. Da han kom ned til Fjorden, ſkaffede han ſig Skibe blandt dem, ſom tilhørte Bønderne i Egnen. Et tyveſædet Langſkib fik han fra Gunnar paa Gelmin i Orkedalen, et andet lignende fra Lodin paa Viggen, et tredie fra Angre (Hangran) over paa Neſet (Byneſet), hvilken Gaard havde tilhørt Haakon Jarl, men nu beſtyredes af hans Aarmand Baard hvite. Desforuden fik han fire eller fem Skuder[4]: med denne lille Flaade ſtyrede han haſtigt ind efter Fjorden for at træffe Svein Jarl i Steinker[5]. Men imidlertid havde Einar Thambarſkelver faaet Nys om Olafs Ankomſt; han ilede med ſine Huuskarle op i Gauldalen, og ſendte andre af ſine Folk til Nidaros, med den Befaling at tage en ham tilhørende Skude, ſom laa der, og i ſtørſte Haſt at ro ind til Steinker for at underrette Jarlen om den overhængende Fare. Jarlen havde heldigviis et Langſkib liggende aldeles ſejlfærdigt og tjeldet udenfor Byen. Da Budſkabet kom til ham, lod han endnu ſamme Liſten ſit Løsøre, de nødvendige Klædningsſtykker for ſig og ſine Folk, og Mad og Drikke ſaa meget Skibet kunde rumme, bringe ombord, og roede bort ſtrax om Natten. Steinker ligger, ſom bekjendt, ved den inderſte Ende af Beitſtadfjorden, der danner en egen Afdeling af Throndhjemsfjorden, og næſten kan betragtes ſom en Indſø, da den kun gjennem det neppe Miil brede Skarnſund mellem Inderøen og Verabygden har ſit Udløb i Yterøfjorden, ſaaledes kaldes den nærmeſte Deel af den ydre Fjord, fordi den her omgives af Yterøen, mellem Moſeviken og Skaun. Men fra Steinker til Skarnſund er der to lange Mile, ſaa at Jarlen ikke naaede Skarnſund førend i Daglysningen, og da han kom ud af Sundet, lige for Moſeviken, ſaa han allerede Olafs Skibe nærme ſig, idet de kom ud af Nordvikſundet mellem Yterøen og Moſevikbygden. Han drejede derfor i al Haſt af og lagde ind til Land i Moſeviken, paa et Sted hvor der var tyk Skov, og ſaa nær den ſtejle Strand, at Grenene ragede frem over Skibet og tildeels ſkjulte det. Derhos lod han ſine Folk hugge Trær og ſætte dem rundt omkring Skibet paa Yderſiden lige ned til Vandgangen, ſaa at man i Fraſtand ej kunde ſkjelne Skibet fra den ſkovbevoxne Strand, iſær da det endnu ikke var ret lyſt. Paa denne Maade lykkedes det ham at undgaa Olafs Opmerkſomhed. Denne fortſatte ſin Vej ind til Steinker, og ſaa ſnart hans Skibe vare komne bagenfor nærmeſte Odde, lagde Jarlen atter ud, og ſejlede ſyd til Froſten, der hørte til hans Rige[6]. Derfra ſendte han Bud til Gauldalen efter Einar Thambarſkelver, og ſagde til denne, at han vilde ſamle Folk og angribe Olaf. Einar raadede ham, heller at holde ſig ganſke rolig, ſaa at Olaf intet hørte til dem, thi i ſaa Fald var det nok muligt, at Olaf vilde ſlaa ſig til Ro om Julen inde paa Steinker, hvor alt var færdigt til Julegilde, og da kunde man overrumple ham; hørte han derimod at der ſamledes en Hær imod ham lide i Fjorden, vilde han ſtrax ſkynde ſig bort, og da fik man ikke fat paa ham. Jarlen fulgte Einars Raad, og drog op i Stjørdalen paa Vejtſler hos Bønderne. Men det gik ikke ganſke ſom Einar havde formodet. Olaf kom vel til Steinker, men forblev ikke længe der. Han holdt Thing med Indthrønderne, der maatte tage ham til Konge og ſværge ham Troſkabsed; derpaa lod han alt det ſamlede Gjeſtebudsforraad bringe ombord paa ſine Skibe og andre Fragtfartøjer, han i Haſt fik fat paa, og ſejlede med alt dette ſkyndſomt ud til Nidaros. Her ſtode nogle forfaldne Huſe ſiden Olaf Tryggvesſøns Tid, andre vare aldeles nedſtyrtede, thi Jarlerne havde, ſom ovenfor berettet, ikke ſkjøttet om at vedligeholde hans Kjøbſtadsanlæg. Olaf Haraldsſøn, heder det, mindedes nu at hans Frænde Olaf Tryggvesſøn havde anlagt en By her, og af Kjærlighed til hans Minde tog han Bolig her. Han lagde op i Elven, indrettede ſig ſaa godt han kunde i de Huſe, ſom endnu ſtode; lod ſkaffe en heel Deel Tømmer til at udbedre dem og oprejſe de aldeles nedfaldne, hvortil en ſtor Mængde Folk anvendtes; ligeledes lod han udſkibe alt det medbragte Gjeſtebudsforraad. Saaledes lagde han allerede nu ſin Henſigt, ganſke at træde i Olaf Tryggvesſøns Fodſpor, tydeligt for Dagen[7], ligeſom han ogſaa forreſten optraadte ſom regjerende Konge, idet han krævede Landøre[8] af de der liggende Islandsfarere. Den halve Landøre havde Svein allerede opkrævet, nu fordrede Olaf den anden Halvdeel[9]. Da, fortælles der, henvendte de ſig til deres Landsmand, Skalden Sighvat Thordsſøn, ſom nys var bleven Olafs Hirdmand, og anmodede ham om at bede Kongen at fritage dem for Afgiften. Sighvat Skalds Navn er uadſkilleligt forbundet med Olafs eget, deels fordi han i ſine Kvad har foreviget hans Bedrifter, deels, og iſær, fordi han tidligt kom i det fortroligſte Forhold til Olaf, og tog en virkſom og betydelig Deel i de fleſte politiſke Forhandlinger, der fandt Sted under Olafs og hans Søn Magnus’ Regjering. Sighvats Fader, Thord, kaldet Sigvaldaſkald, fordi han i længere Tid havde opholdt ſig hos Sigvalde Jarl og efter hans Fald hos hans Broder Thorkell den høje, blev under Olafs Krigstog i Veſten ogſaa kjendt med ham, kom i hans Tjeneſte, og forblev ſiden hos ham[10]; hans Søn Sighvat, der imidlertid havde været opfoſtret paa Island[11], var juſt kommen derfra til Throndhjem med andre Kjøbmænd ſamme Høſt ſom Olaf kom did. Da Sighvat hørte at hans Fader var hos Kongen, opſøgte han ham ſtrax; han havde digtet et Kvad om Kongen, ſom han udbad ſig Tilladelſe til at fremſige; denne fik han efter nogle Vanſkeligheder, da Olaf, der ſandſynligviis ikke yndede Hentydningerne til den gamle Gudelære, i Førſtningen ej vilde høre ham eller lade digte om ſig. Men da han førſt havde hørt Kvadet, ſyntes han ſaa godt derom, at han gav ham i Brageløn en Guldring, der vejede Mark Guld, og gjorde ham til ſin Hirdmand. Sighvat fremſatte ogſaa ſin Forbøn for Islændingerne i et Vers, thi han var, ſom det ſiges, ſaa aldeles ſkabt for Skaldekunſten, at det endog faldt ham lettere at tale i bunden, end i ubunden Stiil[12]. Om hans Forbøn frugtede, nævnes ikke: man ſkulde dog formode det, da Sighvats Indflydelſe paa Kongen ſtedſe var meget ſtor.

Olaf fik dog ingen Julero i Nidaros. Svein Jarl og Einar beſluttede at overfalde ham der, ſiden han ej, ſom de ventede, havde ſlaaet ſig til Ro paa Steinker. De ſamlede Folk, og med den forholdsviis betydelige Skare af tyve (ſtore) Hundreder eller 2400 Mand droge de fra Stjørdalefylke den øvre Vej, altſaa gjennem Selbu, over til Gauldalen, hvorfra de ſtevnede udefter den ſædvanlige Vej til Nidaros. Det var og nær lykkets dem at komme uforvarende paa Olaf, men heldigviis fik dog de Mænd, denne havde ſat til at holde Heſtevagt oppe paa Gaularaaſen (Byaaſen), ſaa betids Øje paa dem, idet de kom fra Gauldalen, at de i Haſt midt om Natten kunde faa advaret Olaf, der ſtrax lod ſine Mænd vække, og ſkyndte ſig med dem ombord paa Skibene, medtagende Vaaben, Klæder og hvad de ellers i en Haſt kunde faa fat paa. Men ſaa yderligt var det, at Jarlens Mænd allerede kom til Byen, ſom Olafs Skibe roede ud af Aaen. Efter en enkelt Beretning ſkal endog nogle af Olafs Folk være blevne dræbte[13]. Olaf ſtyrede ud til Orkedalen, hvor han gik i Land, og drog opad Dalen til Fjelds og tilbage den ſamme Vej han var kommen, til Dalene og derfra til Hedemarken. Men Svein Jarl tog hele det oplagte Juleforraad, og brændte de nys iſtandſatte Huſe ved Nidaros, ſaa at Byen atter lagdes øde[14].

  1. Saaledes fortælles det i Olaf den helliges Saga, Cap. 51, Snorre, Cap. 313, Fagrſkinna, Cap. 91 ſiger kun at Olaf drog hit efra, d. e. til Lands, uden nærmere at opgive Vejen. Den legendariſke Saga fortæller intet om hele denne Rejſe.
  2. Det maa erkjendes, at ſiden efter, hvor Olaf udbreder Chriſtendommen i Gudbrandsdalen, klinger det lidt beſynderligt, at Folket der næſten betragter ham ſom en Fremmed, om hvem man hidtil lidet eller intet havde hørt, naar han dog tidligere havde paa Op- og Nedvejen til og fra Throndhjem var kommen med ikke mindre end 300 Mand gjennem Hoveddalen. Man maa derfor virkelig antage, at Olaf har taget Vejen gjennem de mere afſides Egne, og dertil i al Haſt. Vi have tidligere nævnt, at den gudbrandsdalſke Konge, der underkaſtede ſig ham, rimeligviis kun har herſket i de ſydligſte Dele af Gudbrandsdalen, der ſtødte til Mjøſen, altſaa Faaberg og Lillehammer. Naar Olaf kom hid, kunde han altſaa ſiges at være kommen til Gudbrandsdalen. Men derfra har han neppe taget Vejen gjennem Fron, Kvam, Bredebygden, Sel og Dovre, eller gjennem Hoveddalen. Man ſkulde formode, at han enten allerede fra Lillehammer af, eller i det mindſte fra Ringebu, har taget til Fjelds over til Øſterdalen, og fra denne er dragen til Kvikne, hvor han jo allerede paa en vis Maade var i Orkedalen. Jvfr. S. 524, Note 3, S. 528, Note 1. Viſtnok kom han ikke paa den Maade gjennem Opdal, men det maa merkes, at naar Sagaſkriveren engang tænkte ſig, at Olaf tog den ſædvanlige Vej, maatte han ogſaa foreſtille ſig, at han kom til Opdal; han kan ſaaledes have nævnt dette uden nogen Hjemmel. Der nævnes ej om nogen af Olafs Bedrifter eller Sammenſtød med Folket førend i Meldal.
  3. Egentlig 7 Hundreder, d. e. ſtore, altſaa 840.
  4. Olaf den helliges Saga Cap. 53 nævner kun fem, Fagrſkinna Cap. 91 kun tre Skibe.
  5. Fortællingen om denne Rejſe forekommer ſaa vidtløftigt kun hos Snorre, Cap. 36—39. Om dens ſandſynlige Oprindelſe og Paalidelighed, ſe nedenfor; her bemerke vi kun, at Sagaſkriveren aabenbart har tænkt ſig hans Rejſe baade længere og langvarigere, end den kunde have været og Vejen er. Olaf maatte aabenbart ſkynde ſig, for at Rygterne ej ſkulde komme alt for meget i Forvejen for ham; Forhandlingerne med Bønderne have viſtnok kun været ſom i Forbigaaende; mellem Grjote og Fjorden er Afſtanden ſaa kort, at der i det højeſte blot kan være tale om een Vejtſle, Bønderne gjorde for ham, ej om flere, ſom det hos Snorre heder; Fagrſkinna nævner ikke om noget Thing med Bønderne. Merkeligt er det og, hvad vi nedenfor ogſaa komme til at berøre, at Olaf ved ſin Tilbagerejſe drog, ſom det heder, fra Orkedal til Fjeldet og „øſter til Dalerne“, ſamt derfra til Gudbrandsdalen. Rimeligviis har han vel taget ſamme Vej frem, ſom tilbage.
  6. Saaledes heder det udtrykkeligt baade i Olaf d. hell. Saga og hos Snorre. Herved er dog at merke, at Froſten i det mindſte i det 15de Aarhundrede (ſe Aslak Bolts Jordebog) regnedes til Strindafylke, men dette Fylke hørte, efter hvad vi tidligere have ſeet, til Erik Jarls, ikke til Svein Jarls eller rettere den ſvenſke Konges Deel; ja det opregnes endog paa dette Sted i Olaf d. hell. Saga udtrykkeligt blandt de fire Fylker, Haakon Jarl ſom ſin Faders Efterfølger havde aftraadt til Olaf. Man ſkulde altſaa formode, enten at Froſten paa hiin Tid ikke regnedes til Strindafylke, men til Stjordølafylke, hvad der viſtnok ogſaa i og for ſig var det naturligſte; eller at Svein ikke egentlig har landet paa ſelve Froſten, men kun i Nærheden deraf, ved Aglo; eller endelig, at Strinden har hørt til de Dele af Riget, ſom Erik Jarl ved ſin Afrejſe fra Norge overlod til ſin Broder. Jvfr. nedenfor S. 526 Note 3.
  7. Fagrſkinna, Cap. 92.
  8. Om Landøre er der allerede talt ovenfor, i I B. S. 556. Det var en Skat, ſom Harald Haarfagre paalagde Udvandrerne til Island. Da var Afgiften kun een Gang for alle; men allerede paa Jarlernes Tid var den, ſom man ſer, bleven, hvad den ſiden forblev, en Afgift, ſom enhver Udlænding maatte betale, naar han forlod Norge, ſml. Olaf d. hell. Saga, Cap. 223. Snorre, Cap. 259. Magnus den godes Saga, Cap. 45.
  9. Hos Snorre ſtaar at Sven havde indkrævet Halvdelen af Landørerne fordi Erik og Haakon havde Halvdelen af disſe, ſom af andre Indtægter, i Throndhjem. Dette er for ſaa vidt urigtigt, ſom Erik havde Throndhjem aldeles frit, og ſaaledes de fulde Indtægter, der tilkom ham. Men det ſees tydeligt, at Erik ved ſin Afrejſe har afſtaaet den ene Halvdeel til Svein; det er altſaa denne, ſom Svein havde krævet, den anden ſtod tilbage og tilhørte Haakon; men nu fordrede Olaf den i hans Sted. Dette forklarer maaſke og, hvorledes Froſten, om den end allerede da regnedes til Strinden, kunde kaldes Sveins Rige. Beretningen forekommer fuldſtændigt kun hos Snorre, Cap. 41. Olaf d. hell. S. har kun et kort og højſt ufuldſtændigt Uddrag deraf.
  10. Det er let at forſtaa, hvorledes Thord, naar han opholdt ſig hos Thorkell, kunde blive kjendt med Olaf, thi Olaf ſelv var, ſom vi have ſeet, i Følge med ham.
  11. Nemlig hos Thorkell paa Apavatn i Aarnes Sysſel.
  12. Olaf d. hell. Saga, Cap. 157. Snorre, Cap. 170.
  13. Fagrſk. Cap. 92, ſom i den hele Beretning afviger lidt fra den ſædvanlige. Navnligen lader den Olaf førſt efter Julen komme til Nidaros, medens Olaf den helliges Saga og Snorre lade ham tilbringe Julen der.
  14. Fortællingen om alt dette findes i Fagrſk. Cap, 91, 92; i Olaf d. hell. Saga, Cap. 51—53, og meget vidtløftigere hos Snorre, Cap. 37—43. Intet forekommer derom i den legend. Saga. Thjodrek, Cap. 19, ſynes at mene at Olaf ſtrax efter Ankomſten til Norge drog til Throndhjem, eller maaſke ikke engang kom derhen, da det heder at han mistvivlede om at faa Hjelp hos Thrønderne, hvis Ubeſtandighed han kjendte, og forfulgt af Svein, tyede til Oplandene. Heller ikke belægges Fortællingen med andre Vers, end et Halvvers, ſom Fagrſk. tillægger en Thord Sjaareksſøn, om hvem den ſiden fortæller at han digtede en Draapa om Olaf (Cap. 100), til hvilken den vel altſaa antager hiint Halvvers at høre, medens derimod Olaf d. hell. Saga og Snorre, uden at nævne Forfatteren, ſiger at det er digtet om en Kløng Brunesſøn, der befandt ſig hos Svein Jarl. Der ſiges her at Svein opbrændte de halvgjorte Huſe ved Nidelven. Det er tillige noget beſynderligt, at Sagaen ved at omtale hvorledes Svein Jarl undgik Olaf i Moſeviken, nævner „Løv paa Træerne“, uagtet det var Vintertid. Føjer man hertil, at Olaf ved ſit ſenere Beſøg i Gudbrandsdalen næſten omtales ſom fremmed, kunde der nok altid være Grund til nogen Tvivl om Beretningens Paalidelighed. Men, alle Omſtændigheder overvejede, maa den dog i det hele taget antages for ſikker. Ej alene har den fuldkommen Præget af den ſimple, fortællende Stiil, der charakteriſerer de egte Traditioner lige over for de ordrige Legender og ſildigere Opdigtelſer; men den nævner derhos ſaa mange Biomſtændigheder og Navne, at et Øjevidnes Udſagn maa antages at ligge til Grund, Det er forhen S. 258 omtalt, at Are frode fik mange Beretninger af Odd Kolsſøn, der igjen havde faaet dem af den forſtandige Thorgeir Afraadskoll, der boede paa Nidaros 995. Hvis der var noget, Thorgeir fremfor andet maatte vide Beſked om, var det dog, hvad der foregik i Thrøndelagen og rundt om Nidaros. Blev Olaf overfalden her af Svein, maatte Thorgeir have været et Øjevidne dertil, og ſaavel af Olafs ſom af Sveins Folk maa han have faaet de nøjagtigſte Beretninger om hvad der ſtrax forhen havde fundet Sted, nemlig Mødet ved Moſeviken, Olafs Beſøg paa Steinker, m. m. Man maa følgelig formode, at den her anførte Beretning hovedſageligen er Thorgeirs. At en ſenere Sagaſkriver har omtalt „Løv“ ved Juletid, kan være en Misforſtaaelſe, thi ſandſynligviis har det iſær været Furegrene, hvormed Svein ſkjulte ſig. At Olaf ſenere omtales ſom fremmed i Gudbrandsdalen, kan egentlig forklares paa den ovennævnte Maade, at han nemlig paa ſin tidligere Færd drog til Fjelds og øſter over (der ſtaar endog udtrykkeligt, at han paa Tilbagevejen drog „øſter“ over Fjeldet fra Orkedal til „Dalene“ og ſaa til Gudbrandsdalen), eller det kan betragtes ſom en Art af Ironi i Bøndernes Mund. I et Vers af Sighvat (Fagrſk. Cap. 93) hentydes der maaſke ogſaa til at Thrønderne, der ved Neſje kæmpede mod Olaf, havde brudt deres Ed, altſaa at de tidligere havde tilſagt ham deres Troſkab.