Det norske Folks Historie/1/Forord

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. iv-xiii).

Enhver Forfatter, der udgiver et vidtløftigt Verk, føler ſig uvilkaarligt opfordret til at gjøre Almeenheden en Undſkyldning, fordi han vover at optræde med ſaa ſtore Fordringer paa Opmerkſomhed og Velvilje, ſom Haabet om, at et Skrift af den Vidtløftighed ſkal finde Læſere og vedligeholde de engang fundnes Interesſe, kunde ſynes at forudſætte. End ſterkere føler han denne Opſordring, naar det Enme, han behandler, er af ſtort Omfang og ſæregen Vigtighed; thi hans Driſtighed, at indlade ſig derpaa, kunde maaſkee forekomme En og Anden ſom uforenelig med den rette Beſkedenhed og Mistillid til egne Kræfter. At jeg derfor, ved at ſende nærværende førſte Bind af „det norſke Folks Hiſtorie“ ud blandt Publikum, ſporer en lignende Følelſe af Ængſtelighed og Tilbøjelighed til at gjøre en Undſkyldning for min Fremtræden, kan man neppe forundre ſig over. Imidlertid veed jeg dog ikke ſtort mere at ſige i denne Anledning, end hvad jeg tildeels allerede har ſagt i Subſkriptionsindbydelſen til Verket. Jeg har deri udhævet det ønſkelige, for ikke at ſige det nødvendige i, at der udkom et Verk, hvori de væſentlige Forbedringer, ſom ved de ſidſte Tiders Granſkninger ere tilvejebragte i vort Fædrelands Hiſtorie, kunde ſamlede blive tilgængelige før Almeenheden, og at denne ved den Lejlighed kunde faa en ſamlet, omſtændelig Fremſtilling af Landets og i Særdeleshed af Folkets Hiſtorie i Hænde. Jeg har viiſt, hvorledes der „er Aarſager nok forhaanden, ſom kunne friſte en for ſit Fædreland og ſin Videnſkab varmt følende norſk Hiſtorieforſker til at prøve ſine Kræfter, hvorvidt det vilde lykkes ham at udarbejde en fuldſtændig Fædrelandshiſtorie og ſaaledes udfylde det Savn, der hidtil i denne Henſeende har fundet Sted i vor unge Literatur“. Jeg har omtalt den liden Udſigt, der er til at dette Savn for det førſte paa nogen anden Maade vil kunne blive afhjulpet, og hvorledes man derfor neppe vil forundre ſig over, at jeg har givet efter for hiin Friſtelſe. Jeg vil her tilføje, at der ogſaa er andre Henſyn, ſom gjøre det ønſkeligt, at en fuldſtændig, fra et nationalt norſk Standpunkt behandlet og med ſtadigt Henſyn til de nyeſte Granskningers Reſultater udarbeidet norſk Folkehiſtorie ſnareſt muligt udkommer, om det endog ſkulde være at befrygte, at det ſaaledes udkomne Verk ikke vilde opnaa den Fuldkommenhed, ſom det ellers vilde have faaet, om Udgivelſen endnu var bleven opſat en Menneſkealder. Der udarbejdes nu nemlig vigtige fædrelandshiſtoriſke Verker rundt om os i Nabolandene. Overalt ſøge de hiſtoriſke Forfattere at fremdrage, hvad der kan tjene til Forherligelſe for deres egen Nationalitet. Den politiſke Stilling, Norge i flere Aahhundreder har indtaget, har udſat det for, mere end andre Nationer at ſe ſin Nationalitet forglemt, og den Deel, det i ældre Tider har taget i Verdensbegivenhederne, enten ignoreret eller fremſtillet i et urigtigt Lys. Det var at befrygte, at denne Forglemmelſe, Ignoreren eller urigtige Fremſtillingsmaade vilde vedvare og befæſte ſig under vore Tiders hiſtoriſke Kappeſtrid, hvis ikke en norſk Hiſtorieforſker ſelv, ved at ſamle og udgive Alt, hvad ældre og nyere Granſkninger i hans Fædrelands Hiſtorie havde bragt for Dagen, ſøgte at modarbejde de falſke Foreſtillinger, der ellers, naar man ganſke overlod Feltet til Udlændingen, ſandſynligviis vilde udbrede ſig.

Disſe Grunde ville ogſaa, ſom jeg antager, befri mig fra enhver Sigtelſe for Ubeſkedenhed eller utidigt Haſtverk, fordi jeg ikke har holdt mig tilbage og ventet paa at den Hædersmand, med hvis Navn jeg har tilladt mig at pryde dette Skrift, vilde udgive det Verk over Norges Hiſtorie, ſom han gjennem en fleeraarig Række af Forelæsninger maa antages at have udarbejdet. Det er netop den beſtemte Forſikkring fra ham ſelv, at et ſaadant Arbeide fra hans Haand, der af os alle ſaa længſelsfuldt imødeſees, ikke endog paa meget lang Tid er at vente, ſom har bragt mig til at udarbejde og udgive nærværende Verk, der, hvilke end dets Mangler kunne være, dog, ſom jeg haaber, altid vil kunne afhjelpe de væſentligſte Savn, og bidrage til i det mindſte at adſprede nogle af de Taager, der i Tidens Løb have ſamlet ſig og desværre altfor længe hvilet over flere og det ſaare vigtige Partier af vor Hiſtorie.

Efter at have forudſkikket disſe Bemerkninger, eller, om man vil, denne Undſkyldning, maa jeg yttre nogle Ord om Verkets Anlæg og Plan. Jeg har med Flid kaldt Verket „det norſke Folks“, ikke „Norges“, eller „Norges Riges“, eller „Norges Kongers“ Hiſtorie. Det var min Henſigt, at levere en ſaa vidt muligt tro og fuldſtændig Fremſtilling ej alene af Landets politiſke eller ydre, men og af Folkets indre Hiſtorie, af Folkelivet i dets Udvikling og Fremſkridning; ej alene af Fyrſternes, men og af Folkets egne Bedrifter. Jeg har derfor ikke udelukkende kunnet holde mig til Nordmændene i Norge, men har ogſaa maattet forſølge deres og deres Efterkommeres Skjæbne, hvor de have nedſat ſig udenfor Norge, ſaa længe ſom de have vedligeholdt den norſke Nationalitet. Mit Skrift kommer ſaaledes til lige ſaa meget at omfatte Islands, Færøernes og de øvrige norſke Kolonilandes Hiſtorie, ſom Norges egen; det vilde komme til at omfatte dem, om de end grebe mindre ind i Norges egen Hiſtorie, end de virkelig gjøre. Af ſamme Grund har jeg ogſaa forſøgt at give en fuldſtændig Udſigt over de fornemſte Vikingetog og de ved Vikingetogene ſtiftede Koloniers videre Skjæbne. Hvad Island angaar, da maatte det ſaa meget mere blive mig nødvendigt at dvæle ved dets Sagaberetninger, ſom det ligger i min Plan at meddele enhver os opbevaret Efterretning, der kaſter Lys paa Folkelivet og Kulturudviklingen, om den end ikke griber ſynderligt ind i Statshiſtorien. Kunne de i de islandſke Sagaer opbevarede Beretninger end for ſtørſte Delen alene ſiges at angaa Familiehiſtorier, faa fremſtille de dog Folkelivet og afſpejle den i Norge og paa Island fælles Folkecharakteer med en ſaadan Troſkab og i en ſaa rig og mangfoldig Afvexling, at de af denne Aarſag ofte beſidde langt ſtørre hiſtoriſk Interesſe, end mange Fortællinger om vigtige Statsbegivenheder. Jeg har overhoved foreſat mig, ved enhver Lejlighed ſaa vidt muligt at lade Sagen ſelv tale, og at give Læſeren ſaa fuldſtændige og levende Billeder af de enkelte handlende Perſoners ydre Fremtræden, deres Omgivelſer, og deres hele Maade at tale og virke paa, at han ej ſkulde behøve nogen vidtløftig ſærſkilt Fremſtilling af Skikke og Sæder, eller nogen ſæregen ſaakaldt Kulturhiſtorie, idet han nemlig under Læsningen efterhaanden ſelv ſkulde kunne danne ſig beſtemte og ſande Foreſtillinger derom. Derved haabede jeg og, at Fremſtillingen ſelv vilde vinde i Livlighed og blive deſto mere underholdende. At jeg derfor paa mange Steder lige frem har udſkrevet Sagaernes Ord, vil man finde i ſin Orden: det var umuligt, at fortælle Begivenheden bedre eller mere charakteriſtiſk.

Hvorledes Verket paa den Maade allerede er voxet og fremdeles vil voxe op til et ſtørre Omfang, end fra førſt af paaregnet – forſaavidt det var muligt, her endog med en Skygge af Sikkerhed at anſtille nogen Beregning, — vil man let kunne forſtaa. Hertil kom ogſaa en anden Omſtændighed, der tildeels kan ſiges at være egen for den norſke Hiſtoriographi paa dens nuværende Stadium. De fleſte øvrige europæiſke Landes Hiſtorie har allerede i en ſaa lang Tid været Gjenſtand for de Lærdes kritiſke Underſøgelſer, at der er vundet et nogenlunde ſikkert Grundlag, hvorpaa man kan bygge og hvortil man kan henholde ſig ſom noget Givet, der forudſættes, og ej længer trænger til at beviſes. Et ſaadant Grundlag er ikke til for Norges Vedkommende; ja man er endog værre faren, end om Norges Hiſtorie havde været aldeles ubearbejdet, thi der har i Tidens Løb ved Misforſtaaelſer, Mangel paa Kritik og Kildeſtudium, og overhoved ved Overfladiſkhed i den hele Behandling, i Fremſtillingen af Norges Hiſtorie, fornemmelig Oldhiſtorien, indſneget ſig en Mængde Vildfarelſer og vrange Meninger, der fra de Lærdes Skrifter have fundet Vejen til Skole-Kompendierne, og derfra ſaa at ſige til Folkebevidſtheden, af hvilken de kun med ſtørſte Møje lade ſig udrydde. De have faaet end ſtørre Udbredelſe ved de ſenere Tiders antikvariſk-philologiſke Dilettanteri, ſom paa en heel naiv Maade har troet at kunne finde et frit Felt i alt hvad der angaar Norden og dens ældre Forhold. Med dem for Øje have Digterne digtet, Skolemændene ſkrevet Lærebøger, Antikvarerne forklaret Oldſager. Det er derfor at vente, at enhver Afvigelſe fra dem ſtrax bemerkes og betragtes ſom en Fejl, naar ikke de Grunde, hvorpaa den ſtøtter ſig, udtrykkeligt anføres, ja, man kan ſige, knapt endog da, ſaa vanſkeligt er det at lade en Fordom fare; ſaa tilbøjelig er man til at holde faſt ved Slendrian. Under disſe Omſtændigheder kunde det ej nytte, ſimpelt hen at ſtatuere et Faktum, eller berette et Forhold, der ſtred imod det efter gammel Slendrian antagne, uden tillige at beviſe dets Rigtighed ved en fuldſtændig Opregnelſe af Grundene for og imod. Med andre Ord: den norſke kritiſke Hiſtorieſkriver kan under nærværende Omſtændigheder ikke lade det bero med at meddele ſine Reſultater; han maa tillige føre Læſeren ind i det hele Apparat, hvoraf Reſultaterne fremgaa. Han har ingen ſlagen Landevej at ile jevnt frem paa, men han maa ſelv Skridt for Skridt bane ſig Vej med Øxen og Spaden i Haanden; og han har ej alene naturlige, men endog kunſtige Hindringer at rydde til Side og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang oftere maattet afbrydes af Digresſioner og Underſøgelſer, formelige Afhandlinger, om man ſaa vil. Gives der nu end ikke faa, for hvem ſaadanne Afbrydelſer ere kjærkonme, og hvilke, om de end ikke ere Hiſtorikere af Fag, dog finde det at være en underholdende Tankebeſkjeftigelſe at følge Forfatteren ved hans Beviisførelſe, ſaa havde dog viſtnok Fleerheden heller ſeet, at man blot havde holdt ſig til Begivenhederne ſelv, ligeſom det heller ikke kan negtes, at Skriftet ved en ſaadan Omſtændelighed er blevet vidtløftigere end mange maaſkee kunde finde ønſkeligt. Men der ligger, ſom jeg haaber, Undſkyldning i de her paapegede Omſtændigheder; derhos kan jeg ikke negte, at jeg ligeſom Niebuhr, hvis Ord jeg paa Titelbladet har anført, nærer en vis Modbydelighed for at fremſætte blotte Reſultater, der kun ſtifte „blinde Meninger“; og endelig maa det indrømmes, at den eneſte Maade, ved hvilken det kunde blive muligt uden Skade for Sagen ſelv at fremſætte blotte Reſultater, nemlig ved tillige og jevnſides med Hovedſkriftet at udgive en Række af kritiſke Underſøgelſer og Afhandlinger, deels vilde efterlade mange Savn, deels ogſaa vilde finde Hindringer i vort Lands literære Forhold, der vanſkeligt nok kunne bære eet, end ſige to vidtløftige fædrelandshiſtoriſke Skrifter ſamtidigt. Med den her omhandlede Mislighed – om man vil kalde det ſaaledes — er der altſaa, ſom man ſiger, ingen Raad. Den af mine Læſere, der tror mig ſaa ubetinget paa mine Ord, at han ej ſkjøtter om at læſe Underſøgelſerne, kan jo i alle Fald ſpringe disſe over.

Disſe Underſøgelſer, der under Arbejdets Fremſkriden ere blevne vidtløftigere end paaregnet, ſaa vel ſom andre Tillæg, hvilke jeg i Løbet af Verkets Trykning fandt det nødvendigt at indſkyde, have altſaa flere ville maaſkee ſige desværre — bragt Verkets Arke-Antal til at overſkride hvad jeg fra førſt af havde tænkt mig ſom Maximum, og hvad jeg ſaaledes ogſaa – ſkjønt viſtnok med en Reſervation — havde ladet indflyde i Subſkriptionsplanen. Men Enhver, der kjender til, hvor vanſkeligt det er at anſtille nogen Forudberegning ved Arbejder af den Art, ſom nærværende, og ſom tillige overvejer, hvad jeg nys har udviklet, vil, haaber jeg, holde mig denne Afvigelſe til Gode. Sagkyndige ville i alle Fald erkjende, at jeg med den Plan for Øje, ſom jeg engang har foreſkrevet mig, ſnarere har været for knap, end for vidtløftig. Denne uforudſeede Opſvulmen af Arke-Antallet har imidlertid nødſaget mig til — egentlig imod de typographiſke Regler — at lade dette førſte Bind ſlutte midt i et Afſnit (det fjerde, omfattende Vikingetiden og Danevældet), for at det ej ſkulde blive for uformeligt ſtort. Afſnittet ſelv ſlutter førſt med Magnus den gode, 1047; men jeg havde imidlertid allerede ved 960 naaet det 50de Ark, og alle de Ark, der end videre vilde udfordres til at naa hiint Punkt, kunde jeg umuligt lade komme i det ſamme Bind. Jeg har derfor maattet dele Verkets 1ſte Deel i tvende Bind, af hvilke nærværende ſaaledes er det førſte.

Jeg er, ſom man allerede vil have bemerket, og hvad egentlig ingen Hiſtorieſkriver, der efter ældre Kilder fremſtiller ſvundne Tiders Begivenheder, kan undlade, gaaen ud fra Forudſætningen af at mine Ord ikke ville ſtaa til Troende, med mindre deres Rigtighed beviſes. Jeg har derfor ogſaa overalt, hvor jeg troede det nødvendigt, i Noter under Texten paaberaabt mig mine Kilder. Om de i dette Bind benyttede finder jeg det nødvendigt, her at meddele nogle faa Oplysninger, forſaavidt de ikke tilhøre vor egen Oldliteratur, thi vore egne Oldſkrifter, ſom Sagaer og deslige, kunne deels forudſættes bekjendte, deels ville de i Løbet af den hiſtoriſke Fremſtilling ſelv, hvor de literære Forholde berøres, blive omtalte.

Ved de latinſke og græſke Skribenter fra de nærmeſte Aarhundreder før og efter Chriſti Fødſel, til hvis Udſagn jeg hiſt og her i Begyndelſen af mit Verk har benyttet og henholdt mig, behøver jeg her ikke at opholde mig. De maa forudſættes almindeligt bekjendte, og de nødvendige literærthiſtoriſke Oplysninger om dem er i Skriftet ſelv lejlighedsviis meddeelte.

Af danſke Kildeſkrifter har jeg benyttet Saxo Grammaticus, Sven Aageſøn, og de tvende Krøniker, kaldte Eriks Krønike, men ſom rettere burde kaldes Rykloſters Annaler (forf. c. 1288), og Esromskrøniken, eller Esrom Kloſters Annaler (forf. c. 1307). De øvrige ældre danſke Annaler eller hiſtoriſke Skrifter, ſom omfatte ældre Tider, f. Ex. Hamsforts, Peder Olufsſøns o. fl. ere kun at betragte ſom mere eller mindre ſlette Kompilationer af hine ſamt endeel udenlandſke Skrifter, og kunne derfor ikke betragtes ſom originale Kilder. Nøjagtig Underſøgelſe har viiſt mig, at de aldeles ikke indeholde noget, ſom ej ſtaar i ældre Skrifter, og hvad der kunde ſynes eget for dem, viſer ſig ved nærmere Betragtning kun ſom Misforſtaaelſer eller ſom Reſultater af uheldige Kombinationer. Af de førnævnte fire originale Hiſtoriebøger er det egentlig kun de tre, Saxo, Sven og Esrom-Annalerne, der for den ældſte Tid ſtaa ſideordnede og meddele Beretningerne uden Tegn til at have kjendt hinanden eller øſt af hinanden indbyrdes. Rykloſters Annaler, der nærmeſt ſlutte ſig til Esrom-Annalerne, have aabenbart ogſaa øſt af Saxo eller et med hans Verk beſlægtet Skrift. I mine Citater af Saxo, der uheldigviis ikke har nogen Kapitel-Inddeling fælles for alle Udgaver, har jeg fulgt Müllers Udgave ſom den nyeſte og bedſte. De øvrige ovennævnte Skrifter ere citerede efter udgaven i Langebeks Scriptores rerum Danicarum 1ſte Bind.

Af engelſke Kildeſkrifter er der i Grunden blot to, der kunne gjøre Fordring paa at anſees ſom abſolut originale, nemlig Beda’s Kirkehiſtorie, der tillige ogſaa kan kaldes Englands verdslige Hiſtorie, indtil Udgangen af førſte Fjerdedeel af det 8de Aarhundrede, og de paa angliſk ſiden Aaret 891 forfattede annaliſtiſke Optegnelſer, ſom man har kaldet Chronicon Saxonicum og ſom tillige, deels efter Beda, deels andre Kilder, ogſaa have optaget Notitſer ældre end 891. Bedas Verk bliver paa Grund af ſin høje Ælde kun af liden umiddelbar Vigtighed for Norges Hiſtorie, men desmere for de tidligere Aarhundreders germaniſke Ethnographi; Chron. Sax. er derimod et af de vigtigſte udenlandſke Kildeſkrifter for Norge, ej alene fordi det indeholder mange Oplysninger om Vikingetogene, men fordi dets ſamtidigt indførte Notitſer tjene til at afgjøre mange chronologiſke Tvivlsſpørgsmaal, ſom Sagaernes ubeſtemte Udtryksmaade fremkalde. Disſe Annaler have ſenere til forſkjellige Tider været benyttede eller ligefrem overſatte af andre Chroniſter, blandt hvilke Asſer, Biſkop af Sherburn, der, ſamtidig med Kong Alfred, beſkrev den førſte Periode af hans Liv, næſten kan anſees ſom Originalforfatter, fordi han meddeler en ikke ubetydelig Mængde uafhængige Notitſer; Ædhelweard, der allerede levede omkring Aar 1000, er ligeledes ſamtidig, og har i ſin Bearbejdelſe, der naar til 975, ladet indflyde nogle faa originale Meddelelſer, der ej ere uden Interesſe. De øvrige, ſom Florents af Worceſter (til 1118),Villjam af Malmsbury (til 1126), Simeon af Durham (til 1129), Henrik af Huntingdon (til 1154), Roger af Hoveden (til 1204), o. fl. have ſamtlige benyttet Chron. Sax. ſaa langt dette naar. Det er ſaaledes i Almindelighed overflødigt, at citere nogen af dem til Bekræftelſe for et Faktum, der allerede findes i Chronicon Saxonicum. Og man maa endog være meget varſom med de ikke i Chron. Sax. forekommende Notitſer, ſom de indeholde, thi hvorvel enkelte af disſe muligt kunne grunde ſig paa ſikkre, uafhængige Optegnelſer, hidrøre dog viſt de fleſte fra løſe Kloſterſagn, vel endog fra Misforſtaaelſer. Dette gjelder endnu i højere Grad Kompilatoren Matthæus af Weſtminſter, der i det 14de Aarhundrede ſammenſkrev ſin Krønike, flores historiarum, efter mange ældre Krøniker, af hvilke de fleſte ere bekjendte. Alle de her nævnte Chroniſter, ſaa vel ſom et Par andre, hvorom det her er overflødigt at yttre mig nærmere, har jeg kun citeret, hvor de ſyntes at kunne kaſte noget Lys paa Beretningen i Chron. Sax., og tillige hvor de i dem meddeelte ſæregne Notitſer ikke ſyntes ganſke forkaſtelige. De af dem, der ere udkonme i førſte Bind af Monumenta historica Britanniæ, London 1848, fol., nemlig Chron. Sax., Asſer, Ædhelweard, Florents af Worceſter, Simeon af Durham, og Henrik af Huntingdon, har jeg citeret efter udgaven i hiint Verk; forreſten har jeg maattet benytte de ældre Samlinger.

Af tydſke og franſke Kildeſkrifter maa de ſaakaldte frankiſke Annaler omtales under Eet, nemlig den Række af Annaler, der oplyſer Karolingernes Hiſtorie; de begynde med de lorſchiſke (laurissenses) Annaler (fra 741–801); det ſanme Tidsrum er ogſaa blevet behandlet af den bekjendte Einhard, Karl den ſtores Svigerſøn, hvis Annaler, efter Ligheden med Lorſcher-Annalerne at domme, ere udarbejdede efter disſe, ſaa langt de naa; de ere derhos fortſatte indtil 829. Her tage de ſaakaldte Bertinianſke Annaler fat, hvilke, hvorvel neppe med Rette, have faaet deres Navn efter Kloſteret St. Bertin; de beſtaa af tre Dele, af hvilke den 1ſte, hvis Forfatter ej kjendes, naar fra 830 til 833; den anden, der ſkyldes Biſkop Prudentius af Troyes, fra 835 til 861, og den tredie, fra 861 til 882, er udarbejdet af Hinemar, Erkebiſkop i Rheims. Disſe Annaler dvæle, hvad man af Forfatternes Hjemſteder ogſaa kan ſlutte, nærmeſt ved Begivenheder, forefaldne i det nuværende Frankrige. De egentlige tydſke Begivenheder meddeles derimod i de ſaakaldte Fulda-Annaler, udarbejdede af Munke i St. Bonifacii Kloſter i Fulda, nemlig af Enhard, til 838, af Rudolf, til 863, af en Ubekjendt (maaſkee Meinhard, Rudolfs Diſcipel) til 882, af en Anonym, fra 882 til 887, og af en Anonym fra Bayern, ligeledes fra 882, men heelt til 901. Som en Fortſættelſe af de her nævnte Krøniker kan man igjen for Frankriges Vedkommende regne de Annaler, der have deres Navn efter St. Vaaſts Kloſter i Arras (Annales Vedastini), fra 877 til 900, og for Tydſklands, eller egentlig begge Landes, de af Regino, Abbed i Pruym Kloſter, forfattede, der naa til 966, og ſom ſenere af en Unævnt ere blevne fortſatte indtil 967. Alle disſe her opregnede Annaler indeholde lutter ſamtidige, originale Notitſer, og ſortjene derfor ubetinget Tiltro. De ere ſenere blevne benyttede af yngre Annaliſter, og tildeels endog forvanſkede af dem. Man kan overhoved antage ſom viſt, at hvad yngre Annaliſter, der forreſten udſkrive hine ældre Annalers Ord, have andet eller mere end disſe, er urigtigt. Jeg har derfor med Flid kun holdt mig til de nysnævnte Kilde-Annaler, og anſeet det tilſtrækkeligt, for at godtgjøre et Faktum, alene at paaberaabe mig den eller de af disſe, hvori det ſtod omtalt, uden at opregne den hele Række af ſenere Annaliſter, der kun have udſkrevet de ældre, f. Ex. Annales Mettenses (Regino), Chron. Normannorum (Bertiniani og Vedastini) o. ſ. v. Jeg har citeret dem efter Pagina i den bedſte og nyeſte Udgave af dem, nemlig i Pertz’s Monumenta historica Germaniæ, 1ſte Bind. Om de øvrige, mindre vigtige, tydſke og franſke Annaler, ſom hiſt og her ere benyttede, findes der paa ſit Sted tilſtrækkelig Oplysning.

De tydſke hiſtoriſke Forfattere fra det 10de Aarhundrede, hvis Skrifter fornemmelig kaſte Lys paa Nordens Hiſtorie, ere Munken i Corvei, Widukind (fra Midten af det 10de Aarhundrede), ſom i 3 Bøger har beſkrevet Saxernes Hiſtorie indtil 968, Thietmar, Biſkop af Merſeburg († 1018), der har ſkrevet et indholdsrigt „Chronicon“ i 8 Bøger, hvilket naar til 1018, og endelig Mag. Adam af Bremen, hvis bekjendte Gesta Hammaburgensis ecclesiæ pontificum, i fire Bøger, indtil 1075, indeholde ſaa mange vigtige, men juſt ikke alle lige paalidelige, Oplysninger for Nordens Hiſtorie, af hvilke flere have en ſæregen Interesſe derved, at de efter Frfs. udtrykkelige Vidnesbyrd ere ham meddeelte af den danſke Konge Sven Ulfsſøn. For Frankriges Vedkommende maa man iſær nævne den rheimſke Preſt Flodoards Annaler, der naa til 966, og den rheimſke Munk Richers „Hiſtorier“, der i fire Bøger omfatte Begivenhederne fra 888 til 945. De her nævnte Forfattere maa, paa Mag. Adam nær, ogſaa anſees ſom ſamtidige med de Begivenheder, de fortælle, og ere følgelig aldeles troværdige. Jeg har citeret dem efter den nyeſte Udgave i 5de Bind af Pertz’s Monumenta. Mag. Adams Skrift er citeret efter Udgaven i 9de Bind af Pertz’s Monumenta, eller den ſærſkilte Udgave af 1846.

Men foruden hine Hiſtoriebøger, der vedkomme Frankrige i Almindelighed, har Nordmandie ogſaa ſæregne Skribenter, der behandle Hertugernes Hiſtorie, og i Begyndelſen af denne meddele en heel Deel Sagn om Nordmannernes Nedſtammelſe, tidligſte Bedrifter, og om Gange-Rolf, der aabenbart viſe ſig ſom egte nordmanniſke, ja man kunde ſige norſke, ej alene fordi de ej findes hos andre Forfattere, men og fordi de endnu ganſke have Saga-Charakteren. Denne fremtræder tydeligſt hos den ældſte af dem, Dudo, Kannik i St. Quentin fra Begyndelſen af det 11te Aarhundrede, om hvilken jeg har meddeelt de fornødne Efterretninger S. 654; Dudo’s Saga-Charakteer gaar endog ſaa vidt, at han hyppigere indſkyder Kvad, ſkjønt rigtignok paa Latin. Dudo benyttedes igjen af Viljam af Jumièges (Willelmus Gemeticensis) ſom fortſatte den nordmanniſke Hiſtorie til 1137, og ſom i Særdeleshed er bleven benyttet og udſkreven af ſenere, ældre og nyere Forfattere. Uagtet de hos Dudo og Viljam meddeelte Sagn ſavne udtrykkelig Bekræftelſe af andre Annaler, og øjenſynligt lide af den ogſaa for Sagaerne ſædvanlige Fejl, at de behandle Chronologien overfladiſk, og lade deres Hovedperſon tillige være Hovedperſonen i alle de Foretagender, de omtale, ſaa have dog deres Beretninger i ſin Heelhed alt for meget Sandſynlighedens Præg, og ſtemme altfor vel med hvad Annalerne forreſten melde, til at man ganſke ſkulde kunne negte dem Tiltro; men de maa kun benyttes med den yderſte Varſomhed. Fuldſtændigt have de hidtil kun været udgivne i Duchènes Scriptores rerum Normannicarum, efter hvilken Udgaves Sidetal jeg paaberaaber mig dem.

Disſe Oplysninger ville, haaber jeg, være tilſtrækkelige til at forſtaa og bedømme de af mig anførte Citater. Om de øvrige paaberaabte Autoriteter, ſom jeg her ikke har berørt, vil der paa ſine Steder i Texten ſelv eller Noterne findes det nødvendige anført.

Om Maaden, hvorpaa jeg har gjengivet de ældre Perſons- og Steds-Navne, vil jeg i Korthed ſige, at jeg fornemmelig har ſøgt at undgaa Alt hvad der kunde kaldes Affektation. Til en ſaadan regner jeg førſt og fremſt en Stræben efter at gjengive endnu exiſterende Navne uforandret i deres antikeſte Form, f. Ex. at ſkrive „Throndheim“, „Eyſtridalir“, „Bjørgvin“ o. ſ. v. Dette er en Affektation, ſom kun findes hos nordiſke Forfattere fra nyere Tider. Ingen Englænder, der behandler den angliſke Periode, ſkriver „Gleaweceaſter“ iſtedetfor „Glouceſter“, „Eoforwie“ iſtf. „York“; ingen Franſkmand ſkriver „Suesſioues“ eller „Engolisma“ iſtf. „Soisſons“, og „Angoulême“. Jeg bruger derfor ſædvanligviis de nuværende Former af Navne, ſom endnu ere til; dog, vel at merke, ſaaledes ſom de udtales af Folket ſelv – hvilken Udtale i det Hele taget ej afviger ſtort fra den ældre —-, ikke ſom de hidtil ſædvanligviis have været forvanſkede. Jeg har ogſaa bibeholdt den gamle Form, hver den nyere ledede til Misforſtaaelſer, f. Ex. „Helgeland“, der nu kun betegner den ſydligſte Deel af det gamle „Haalogaland“, hvoraf „Helgeland“ er dannet. Som en Følge heraf vil man juſt ikke finde nogen ſtreng Konſekvens i Navne-Orthographien, men denne vil derved og, haaber jeg, have opnaaet den Fordeel, at den ingenſinde vil findes paafaldende eller ſtødende. En Afvigelſe fra det Sædvanlige, ſom jeg i Perſonsnavnenes Skrivemaade har fundet rigtig, vil maaſkee ved førſte Øjekaſt forundre En og Anden, nemlig at jeg ikke, ſom hidtil har været brugeligt, har gjengivet den gamle Hankjønsendelſe -ir med „er“, men med „e“, ſom „Thore“, ikke „Thorer“, „Ølve“, ikke „Ølver“. Thi da -ir kun er den ſædvanlige Hankjønsendelſe -r med et ſtøttende i, og hiint -r lige ſaa vel her bortkaſtes i Akkuſativ, ſom naar det ej har denne Vokal ſoran ſig, bør det ogſaa ved Gjengivelſen i det nyere Sprog lige ſaa vel bortkaſtes, ſom det ſimple -r; og omvendt, beholdes r i „Thorer“, „Sverrer“ o. ſ. v., bør man ogſaa konſekvent ſkrive „Sigurdr“, „Haraldr“, en Skrivemaade, ſom Enhver med fuld Føje maatte kalde utaalelig. Jeg ſkylder ellers at gjøre Læſeren opmerkſom paa, at Rigtigheden af at udelade hiint r i Endelſen ir førſt under Verkets Trykning blev mig indlyſende, og at der ſom en Følge deraf overalt i de førſte Ark virkelig findes Navne ſom „Øger“, „Fjølner“, „Ymer“ o. fl., iſtf. „Øge“, „Fjølne“, „Yme“: en Inconſekvens, ſom dog ved faa Raderinger lettelig kan berigtiges. En anden Inconſekvens er ogſaa begyndt derved, at jeg, uagtet det egentlig var retteſt, i norſke Former ej at anvende Omlyden a-ø undtagen i Ord, hvor den virkelig har holdt ſig (f. Er. Bjørn), dog undertiden ej har vovet at ſætte det oprindelige a, af Frygt for at Navnet ſkulde blive altfor ukjendeligt. Jeg har ſaaledes gjengivet det gamle Navn Ølvir med „Ølve“, uagtet det visſelig burde hede „Alve“, hvilket end ydermere fremgaar deraf, at Stedsnavnet Ølvishaugr (d. e. Ølves Høj), i ſenere Diplomer og Jordebøger af 1430 ſkrives Alvishaugr. Talrige kunne imidlertid disſe Inconſekvenſer ikke ſiges at være.

Ved Verkets Slutning vil et fuldſtændigt alphabetiſk Perſon- og Sag-Regiſter følge. Med hvert Bind følger derimod en chronologiſk Overſigt over de i ſamme Bind indeholdte Hovedbegivenheder, med vedføjede Aarstal og Side-Henviisninger til Texten. Det medfølgende Kart viſer ſaavel Urſkovens formodede Udſtrækning i Norden ved Bebyggelſestiden, ſom den tidligſte Fordeling af Hovedſtammerne i Norge. Andre Karter, fremſtillende den verdslige og geiſtlige Inddeling og de vigtigſte hiſtoriſke Punkter, ville ledſage de følgende Bind.

Og hermed være dette førſte Bind af „det norſke Folks Hiſtorie“ anbefalet til mine Landsmænds venlige Modtagelſe og billige Bedømmelſe. Eet troer jeg at være vis paa, nemlig, at hvad man end kan ſige eller mene om Maaden, paa hvilken jeg har udført den Opgave, jeg har foreſat mig, vil man dog under alle Omſtændigheder indrømme, at der fra min Side ej har været ſparet Tid eller Møje, og at Arbejdet vidner om min ufortrødne Beſtreebelſe for at virke, hvad jeg formaar, til Fædrelandets Ære og Gavn. For mig har Udarbejdelſen af Verket været og er fremdeles en af mine kjæreſte og meeſt opmuntrende Beſkjeftigelſer. Hvis kun Gjennemlæsningen af Bogen vil ſkaffe dem, derville gjøre nærmere Bekjendtſkab med den, lige ſaa behagelige Timer, ſom dens Udarbeidelſe har ſkaffet mig, kan jeg ikke ønſke den bedre Held.

Chriſtiania, i Juli 1852.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.