Det norske Folks Historie/1/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det norske Folks Historie begynder samtidig med Landets. Medens de fleste andre europæiske Lande have deres egen Historie, flere Aarhundreder ældre end de Nationers, der nu beboe dem, og medens ikke faa af disse Nationer have en Historie ældre end den Tid, da de flyttede ind i deres nuværende Fædreland, træde Norge og det norske Folk paa eengang, samtidigt ud af det forhistoriske Mørke; og ligesaalidt som Historien melder om Begivenheder, forefaldne paa Norges Grund før Nordmændenes Ankomst, ligesaalidt veed den af Nordmænd at sige førend den finder dem bosatte i Norge. Norge har ingen historisk Tilværelse uden ved Nordmændene, og Nordmændene ingen uden ved Norge. Dette Forhold, der ej kan andet end tiltale Nationalfølelsen, skyldes ikke ene og alene den Omstændighed, at Norge og dets Beboere saa sildigt bleve bekjendte for Europas mere dannede Nationer. Det er en ligefrem Følge deraf, at Norge, eller dets væsentligste Deel, Dalene og de lavere Egne, ikke var bebygget førend vore Forfædre vandrede ind. Thi at der oppe paa Fjeldsletterne maaskee vandrede nogle Finner eller Lapper med deres Reenhjorder, kan man ikke kalde nogen Bebyggelse. Ogsaa Navnet Norge, oprindelig Norðrvegr, d. e. den nordlige Vej, siden Norðvegr, Norvegr, Noregr, knytter sig til Nordmændene og tilhører deres Sprog. For Nordmændenes Tid kan Norge med god Grund siges at have været navnløst, thi om det end er sandsynligt, at det Land, Pytheas kaldte Thule, var Norge eller en Deel af Norge, saa betegner dette Navn dog kun noget Mørkt og Ubekjendt, og vidner allerbedst om, at det, indhyllet i Dunkelhed, endnu ikke tilhørte Historien.

Norge indbefatter den til Nordsøen og det vestlige Ocean stødende Deel af den store nordiske eller skandinaviske Halvø. Denne bestaar i Vest og Nordvest af en eneste, sammenhængende Fjeldflade, der skraaner langsomt af mod Østersøen, og derfor nærmere denne danner lave, frugtbare Sletter af betydelig Udstrækning. Den største Deel af Skraaningen og i Sletterne udgjøre nu Sverige; den vestlige Fjeldflade derimod Norge. Men Fjeldfladen er paa Vestsiden dybt indskaaren af Fjorde og Sund, der danne en Mængde Øer; længere mod Øst danner den en egen, af Hovedskraaningen uafhængig Afheldning mod det saakaldte Skagerrak og Christianiafjorden, ved hvis Kyster der aabne sig videre Sletter, og til hvilke store Elve og Vasdrag have sit Løb gjennem dybe Dale, der undertiden forene sig og danne større Slette-Egne. Bredderne af hine Fjorde og Sund, tilligemed de korte opgaaende Dale, Kysterne ud mod Havet og de lavere Øer paa Vestsiden, Dalførerne og Slette-Egnene inde i Landet og ved Kysterne paa Østsiden danne de Dele af Landet, som ere skikkede til Agerbrug og følgelig til Beboelse for civiliserede Nationer. De af Naturen mest begunstigede Egne ere de lavere Kyftstrøg omkring den nu saakaldte Christianiafjord og de derfra opgaaende Dale, der især omkring Mjøsen udvide sig til vide Slettestrækninger. Paa Havsiden findes lavere Strækninger af nogen Betydenhed kun omkring de indre Dele af den dybe Throndhjemsfjord, i Naumdalen, og paa enkelte Strøg i Nordlandene. Men tilsammen udgjør dog det til Agerbrug skikkede Land kun lidet over en Tyvendedeel af hele Norges Fladeindhold.

Naar vi lægge Merke til, hvilke uhyre Skovstrækninger den nordiske Halvø endnu fremviser, og hvorledes endnu i den historiske Tid Egne, forladte af deres Beboere, ere tilgroede med Skov, kunne vi lettelig slutte, at alle de Dele af Halvøen, hvor Skov kan voxe, i den allerældste Tid vare bevoxede med næsten uigjennemtrængelig Urskov, især af Gran (paa Østlandet) og Fure (paa Vestlandet). Ogsaa henpege de ældste dunkle Sagn om Landets Bebyggelse altid paa Oprydning af Dalene, og tusindaarige Trærødder, der opgraves i Egne som nu ere skovbare, vidne om det samme, hvortil endelig kommer, at enkelte Dele, saasom Vermeland, Jemteland, Østerdalen, først i den historiske Tidsalder ere blevne opryddede. Naar man undtager de yderste Fjord- og Kyst-Egne, især paa Vestlandet, hvor Havluften er Trævæxten ugunstig, kan man altsaa antage for vist, at alle nu beboede Dale og Sletter, ej at tale om de endnu forhaandenværende Skovstrækninger, vare skovbegroede. Naaleskoven naar i det sydlige Norge ikke højere op end til henimod 3000 Fod over Havfladen; længer nordpaa synker dens Højdegrændse endnu lavere; Birken naar i det sydlige Norge til lidt over 3300 Fod; hvad der ligger over dette Punkt, er uden Træer, men frembyder endnu i store Strækninger ypperlige Græsgange. Urskovene have altsaa i Fortiden deels strakt sig langs opad Dalene og deres Forgreninger, indtil de naaede hiin Højde, deels opad Dalsiderne indtil det samme Højdepunkt; men længer nede paa Afskraaningen, hvor den Højdestrækning, der adskiller Dal fra Dal, selv er lavere end Trævæxtens Grændse, var denne Strækning selv, ligesom nu, skovbegroet, og Skoven naaede fra Dal til Dal. Det er muligt, at Skoven i det Hele taget naaede lidt højere op i de allerældste Tider, end nuomstunder, thi man tror at have bemerket en Stigning af den hele Halvø, hvoraf Væxtgrændsens Sænkning er en nødvendig Følge; men denne Stigning er saa overvættes langsom og umerkelig, at man kan betragte den som om den aldeles ikke fandt Sted; og saa langt tilbage i Tiden, vore historiske Granskninger naa, kunne vi derfor antage Norges Højdeforholde og øvrige physiske Forholde, for ganske de samme, som nuomstunder, den Klimatsorandring alene fraregnet, som Opdyrkningen altid medfører.