Det norske Folks Historie/1/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det norſke Folks Hiſtorie begynder ſamtidig med Landets. Medens de fleſte andre europæiſke Lande have deres egen Hiſtorie, flere Aarhundreder ældre end de Nationers, der nu beboe dem, og medens ikke faa af disſe Nationer have en Hiſtorie ældre end den Tid, da de flyttede ind i deres nuværende Fædreland, træde Norge og det norſke Folk paa eengang, ſamtidigt ud af det forhiſtoriſke Mørke; og ligeſaalidt ſom Hiſtorien melder om Begivenheder, forefaldne paa Norges Grund før Nordmændenes Ankomſt, ligeſaalidt veed den af Nordmænd at ſige førend den finder dem boſatte i Norge. Norge har ingen hiſtoriſk Tilværelſe uden ved Nordmændene, og Nordmændene ingen uden ved Norge. Dette Forhold, der ej kan andet end tiltale Nationalfølelſen, ſkyldes ikke ene og alene den Omſtændighed, at Norge og dets Beboere ſaa ſildigt bleve bekjendte for Europas mere dannede Nationer. Det er en ligefrem Følge deraf, at Norge, eller dets væſentligſte Deel, Dalene og de lavere Egne, ikke var bebygget førend vore Forfædre vandrede ind. Thi at der oppe paa Fjeldſletterne maaſkee vandrede nogle Finner eller Lapper med deres Reenhjorder, kan man ikke kalde nogen Bebyggelſe. Ogſaa Navnet Norge, oprindelig Norðrvegr, d. e. den nordlige Vej, ſiden Norðvegr, Norvegr, Noregr, knytter ſig til Nordmændene og tilhører deres Sprog. For Nordmændenes Tid kan Norge med god Grund ſiges at have været navnløſt, thi om det end er ſandſynligt, at det Land, Pytheas kaldte Thule, var Norge eller en Deel af Norge, ſaa betegner dette Navn dog kun noget Mørkt og Ubekjendt, og vidner allerbedſt om, at det, indhyllet i Dunkelhed, endnu ikke tilhørte Hiſtorien.

Norge indbefatter den til Nordſøen og det veſtlige Ocean ſtødende Deel af den ſtore nordiſke eller ſkandinaviſke Halvø. Denne beſtaar i Veſt og Nordveſt af en eneſte, ſammenhængende Fjeldflade, der ſkraaner langſomt af mod Øſterſøen, og derfor nærmere denne danner lave, frugtbare Sletter af betydelig Udſtrækning. Den ſtørſte Deel af Skraaningen og i Sletterne udgjøre nu Sverige; den veſtlige Fjeldflade derimod Norge. Men Fjeldfladen er paa Veſtſiden dybt indſkaaren af Fjorde og Sund, der danne en Mængde Øer; længere mod Øſt danner den en egen, af Hovedſkraaningen uafhængig Afheldning mod det ſaakaldte Skagerrak og Chriſtianiafjorden, ved hvis Kyſter der aabne ſig videre Sletter, og til hvilke ſtore Elve og Vasdrag have ſit Løb gjennem dybe Dale, der undertiden forene ſig og danne ſtørre Slette-Egne. Bredderne af hine Fjorde og Sund, tilligemed de korte opgaaende Dale, Kyſterne ud mod Havet og de lavere Øer paa Veſtſiden, Dalførerne og Slette-Egnene inde i Landet og ved Kyſterne paa Øſtſiden danne de Dele af Landet, ſom ere ſkikkede til Agerbrug og følgelig til Beboelſe for civiliſerede Nationer. De af Naturen meſt begunſtigede Egne ere de lavere Kyftſtrøg omkring den nu ſaakaldte Chriſtianiafjord og de derfra opgaaende Dale, der iſær omkring Mjøſen udvide ſig til vide Sletteſtrækninger. Paa Havſiden findes lavere Strækninger af nogen Betydenhed kun omkring de indre Dele af den dybe Throndhjemsfjord, i Naumdalen, og paa enkelte Strøg i Nordlandene. Men tilſammen udgjør dog det til Agerbrug ſkikkede Land kun lidet over en Tyvendedeel af hele Norges Fladeindhold.

Naar vi lægge Merke til, hvilke uhyre Skovſtrækninger den nordiſke Halvø endnu fremviſer, og hvorledes endnu i den hiſtoriſke Tid Egne, forladte af deres Beboere, ere tilgroede med Skov, kunne vi lettelig ſlutte, at alle de Dele af Halvøen, hvor Skov kan voxe, i den allerældſte Tid vare bevoxede med næſten uigjennemtrængelig Urſkov, iſær af Gran (paa Øſtlandet) og Fure (paa Veſtlandet). Ogſaa henpege de ældſte dunkle Sagn om Landets Bebyggelſe altid paa Oprydning af Dalene, og tuſindaarige Trærødder, der opgraves i Egne ſom nu ere ſkovbare, vidne om det ſamme, hvortil endelig kommer, at enkelte Dele, ſaaſom Vermeland, Jemteland, Øſterdalen, førſt i den hiſtoriſke Tidsalder ere blevne opryddede. Naar man undtager de yderſte Fjord- og Kyſt-Egne, iſær paa Veſtlandet, hvor Havluften er Trævæxten ugunſtig, kan man altſaa antage for viſt, at alle nu beboede Dale og Sletter, ej at tale om de endnu forhaandenværende Skovſtrækninger, vare ſkovbegroede. Naaleſkoven naar i det ſydlige Norge ikke højere op end til henimod 3000 Fod over Havfladen; længer nordpaa ſynker dens Højdegrændſe endnu lavere; Birken naar i det ſydlige Norge til lidt over 3300 Fod; hvad der ligger over dette Punkt, er uden Træer, men frembyder endnu i ſtore Strækninger ypperlige Græsgange. Urſkovene have altſaa i Fortiden deels ſtrakt ſig langs opad Dalene og deres Forgreninger, indtil de naaede hiin Højde, deels opad Dalſiderne indtil det ſamme Højdepunkt; men længer nede paa Afſkraaningen, hvor den Højdeſtrækning, der adſkiller Dal fra Dal, ſelv er lavere end Trævæxtens Grændſe, var denne Strækning ſelv, ligeſom nu, ſkovbegroet, og Skoven naaede fra Dal til Dal. Det er muligt, at Skoven i det Hele taget naaede lidt højere op i de allerældſte Tider, end nuomſtunder, thi man tror at have bemerket en Stigning af den hele Halvø, hvoraf Væxtgrændſens Sænkning er en nødvendig Følge; men denne Stigning er ſaa overvættes langſom og umerkelig, at man kan betragte den ſom om den aldeles ikke fandt Sted; og ſaa langt tilbage i Tiden, vore hiſtoriſke Granſkninger naa, kunne vi derfor antage Norges Højdeforholde og øvrige phyſiſke Forholde, for ganſke de ſamme, ſom nuomſtunder, den Klimatſorandring alene fraregnet, ſom Opdyrkningen altid medfører.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.