Det norske Folks Historie/1/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De merkeligſte Begivenheder, der paa Haakon den godes Tid ſkede ude paa Island, foregik fornemmelig paa Veſtkanten af Landet, omkring Breidafjorden, hvor flere af Øens anſeeligſte og mægtigſte Ætter boede. De meeſt formaaende af disſe var deels den, der nedſtammede fra Thorolf Moſtrarſkegg, ſom havde nedſat ſig paa Hofſtad ved Breidafjorden, og ſom vel fornemmelig ſkyldte ſin Anſeelſe det Thorshov, han indrettede paa ſin Gaard, ſaa vel ſom det i Forbindelſe dermed ſtaaende Thorsnesthing[1], deels den, der ſtammede fra Olaf Feilan paa Hvamm, Thorſtein rødes og Aude Ketilsdatters Søn[2]. Thorolf Moſtrarſkeggs Søn og Arving var Thorſtein Thorſkabit (fød 905), der egtede Olaf Feilans Datter Thora; hendes Broder, Olafs Søn og Arving, var den mægtige og af ſin vældige Stemme bekjendte Thord Gelle. Det er ovenfor berettet, hvorledes Thorolf Moſtrarſkegg havde lyſt hele Thorsneſet og Helgafell fredhelligt, ſaa at Jorden der ikke i mindſte Maade maatte beſudles. Herover, ſaa vel ſom over Thorsneſingernes Overmod og øvrige Anmasſelſer, ærgrede deres Frænder og Naboer Kjalleklingerne (ſe S. 527) ſig, og paaſtode ved et Vaarthing paa Thorsnes, at de i det mindſte vilde gaa ſine nødvendige Ærender paa Græsſet ved Thorsnes ſom andenſteds, om Thorsneſingerne endog gjorde ſit Land helligere end andre Jorder i Breidafjorden. For at hindre dette ſamlede Thorſtein Thorſkabit mange af ſine Venner om ſig, og pasſede paa, om Kjalleklingerne vovede at opfylde deres Truſel. Disſe forſterkede ſig ogſaa med Venner og Frænder, og gik en Aften temmelig mandſterke ud paa Neſet for virkelig at udføre deres Henſigt. Strax ilede Thorsneſingerne til, og der bliv en heftig Kamp, hvorved flere faldt paa begge Sider. Vel kom der Folk til og adſkilte dem, men Kjalleklingerne havde dog faaet deres Henſigt opfyldt, for ſaa vidt Jorden var bleven beſmittet med Blod, udgydt i Vrede. Herover opſtod et langvarigt Uvenſkab, der endelig bilagdes af Kjalleklingernes og Thorsneſingernes fælles Frænde, Thord Gelle. Da den hellige Grund nu var bleven ſpildt, flyttedes Thingſtedet længer ind paa Neſet, og Thord Gelle indrettede her et Fjerdingsthing (omkring 930). Der ſattes med Steen en Dæmning, hvor Mænd dømtes til Blot, og endnu flere Aarhundreder derefter viſte man en Steen, hvor Ryggen plejede at brydes paa disſe ulykkelige. Man troede endog at ſe uudſlettelige Blodſpor paa den. Den nye Thingplads var vel hellig, men ej i den Grad, ſom den forrige, at man ej torde forrette ſin legemlige Nødtørft der. Paa Helgafell lod Thorſtein Thorſkabit bygge ſig en ny, herlig Gaard, hvor han levede med megen Pragt; han havde ſædvanligviis om ſig ikke færre end ſexti frie Mænd. Han lagde iſær megen Vind paa Fiſkeri, hvilket vel og ſkaffede ham hans Tilnavn. Dette blev ogſaa omſider hans Død, thi han omkom paa en Fiſkefart ude ved Høſkuldsø i Breidafjorden, kun 25 Aar gammel, efterladende ſig to Sønner, Børk den digre og Grim, hvilken han kaldte Thorgrim og helligede Thor, idet han beſtemte ham, ſkjønt den yngſte — han var nemlig fød kun faa Uger for Faderens Død — til at blive Hovgode i ſit Sted[3]. Saavel han, ſom Børk, vare evnelige, men dog Thorgrim meeſt. Da han var voxen, overtog han ſtrax Høvdingedømmet. En Vaar ledſagede Giſle og Thorkell Sursſønner (ſe ovenfor S. 778—780) en Ven til Thorsnesthinget, hvor de bleve kjendte med Thorgrim og Børk, og indbudne til dem. Til Gjengjeld indbøde de ſenere Thorgrim og Børk til ſig. Her fik Thorgrim ſe Thordis, fattede Kjærlighed til hende, og anholdt om hendes Haand, der heller ikke blev ham negtet. I Medgift med hende fik han Gaarden Søbol, og hans Venſkab med Svogrene var ſaa ſtort, at han nedſatte ſig her, overladende Helgafell til ſin Broder Børk. Giſle og Thorkell boſatte ſig derimod paa deres anden Ejendomsgaard, det tilgrændſende Hool, hvor de opførte herlige Bygninger. Thorgrims Godord og Anſeelſe var dem til ſtor Hjelp. Giſles Svoger, Veſtein Veſteinsſøn, var ogſaa en ædel og udmerket Mand, og en anſeet Farmand. Disſe fire Venner, Brødrene Giſle og Thorkell, og deres Svogre Veſtein og Thorgrim, dannede tilſammen en Forening af drabelige unge Mænd, hvis Lige man ſjælden ſaa, og ſom heller ikke undlod at vække Manges Misundelſe. Saaledes hændte det ſig paa et Vaarthing, det ſamme Aar, i hvilket Kong Haakon den gode døde (961), at de fire Venner indfandt ſig til Thinge, alle i farvede Klæder, ledſagede af 40 Mand. De tilbøde med ſtor Bram ſine Venner den Hjelp, de kunde yde dem, og dette vakte ſaa megen Mishag, at en af de Tilſtedeværende ſpurgte den viſe Geſt Oddleifsſøn fra Bardeſtrand (en Sønneſøn af Landnamsmanden Geirleif Høgneſøn, ſe foran S. 528), hvor længe han troede at dette Haukdølernes Overmod vilde holde ved. Geſt ſvarede, at han ikke troede at det vilde vedvare ud over den tredie Sommer. Dette fik Giſle at vide, og foreſlog de tre øvrige at de ſkulde ſverge ſig i Foſtbroderſkab med hinanden, for ſaaledes paa kraftigſte Maade at gjøre Geſts Spaadom til Intet. De ſamtykkede heri, og gik ud paa Ørehvolsodden, hvor de ſkulde ſlutte Foſtbroderſkabet paa den højtideligſte Maade, ved tilſammen at gaa under Jordſtrimmel[4]. De ſkare en Strimmel Jord op, og lode den i Midten hvile paa et Maaleſpyd[5], ſaa højt at en Mand kunde naa med Haanden til Geirnaglen[6], medens de to andre Ender vare faſte i Jorden. De gik derunder, vækkede ſig Blod, og lode deres Blod rinde ſammen i den under Strimlen blottede Jord, hvor de rørte Blodet og Mulden ſammen; dernæſt faldt de paa Knæ, og ſkulde alle holde hinanden i Hænderne, idet de ſvore den (Eed, at enhver af dem ſkulde hevne den anden ſom en Broder. Men da de juſt ſkulde række hinanden Haanden, rykkede Thorgrim ſin tilbage med de Ord: „jeg udſætter mig for Fare nok ved at gjøre det ved mine Svogre Thorkell og Giſle, om jeg juſt ikke gjør det ved Veſtein“. „Da vil jeg gjøre det ſamme“, ſiger Giſle, og rykker ſin Haand tilbage; „jeg vil ikke binde mig til at dele Fare med den Mand, ſom ikke vil gjøre det ved min Maag Veſtein“. Til ſin Broder Thorkell ſagde han, at det gik, ſom han anede, ſiden dette Middel ſlog Fejl. Og Fremtiden viſte, ſom det herefter vil ſees, at han havde Ret[7].

Paa ſamme Tid, ſom Thorſtein Thorſkabit og Thorgrim boede paa Thorsnes, og Thord Gille paa Hvamm, boede ogſaa deres Frænde Høſkuld Dalakollsſøn paa Høſkuldsſtad i Laxaadalen ved Breidafjorden, og nød ſtor Anſeelſe. Hans Fader, Herſen Dalakoll, var, ſom forhen omtalt (S. 525), kommen til Island i Følge med Aude Ketilsdatter ſom hendes fornemſte Raadgiver, og var bleven gift med hendes Søn Thorſtein rødes Datter Thorgerd, der fødte ham Sønnen Høſkuld. Denne var altſaa Søſkendebarn til Thord Gille og Thorſtein Thorſkabits Huſtru Thora. Høſkuld blev efter Faderens Død Høvding i Laxaadalen. Hans Moder Thorgerd, der ikke kunde trives paa Island efter at have tabt ſin Mand, drog over til ſine mægtige Frænder i Norge, hvor hun forblev en Tid lang. Da hun endnu ſaa godt ud og ikke var gammel, bejlede en rig og mægtig Lendermand, ved Navn Herjulf, til hende. Hun egtede ham, og fødte ham Sønnen Rut, der tidligt begyndte at ſlægte ſin Morfader paa i Skjønhed og Styrke. Thorgerd havde den Sorg, ogſaa at miſte ſin anden Mand, og drog nu tilbage til Island, for at beſøge ſin ældſte Søn Høſkuld, medens Rut blev tilbage i Norge. Hun forblev hos Høſkuld til ſin Død, og Høſkuld tog hendes efterladte Gods i Beſiddelſe, idet han ogſaa forvaltede Ruts Deel. Han egtede Jorunn Bjørnsdatter, en anſeet Pige fra Steingrimsfjorden, og førte en prægtig Huusholdning. Efter nogen Tid ſyntes det ham dog, at hans Gaard ikke var ſaa vel bebygget ſom han ønſkede, og beſluttede derfor at drage over til Norge for at ſkaffe det nødvendige Tømmer. Han havde allerede tidligere været der, og var ved denne Lejlighed bleven optagen i Kong Haakons Hird[8]; han kunde derfor vente ſig den bedſte Modtagelſe af denne. Overladende Gaardens Beſtyrelſe til ſin Huſtru Jorunn, ſejlede han afſted, og landede i Hørdaland paa det Sted, hvor Bergen ſiden er anlagt. Der ſatte han ſit Skib op, og erfor at Kong Haakon var rejſt til Viken. Han begav ſig derfor ikke ſtrax til ham, men forblev en Stund hos ſine Frænder, af hvilke han havde mange i den Egn. Aarſagen, hvorfor Kongen var rejſt til Viken, var den forhen omtalte[9], at det var Skik og Brug at Kongen og Høvdingerne i Norden hver tredie Sommer mødtes for at ordne de fælles internationale Anliggender. Mødet ſkulde denne Gang, ſom maaſkee og alle de øvrige Gange, holdes paa Brennøerne i Udløbet af Gøtelven, og hid var da Kongen dragen i Stevne-Leding, ſom det heder. Det tyktes, ſiges der og, en fornøjelig Rejſe at begive ſig til det Møde, thi did kom Folk næſten fra alle de Lande, hvorfra vi have Tidende. Høſkuld vilde ogſaa derhen, deels fordi han ej havde truffet Kongen om Vinteren, deels fordi der ved hiint Møde tillige var Kjøbſtevne. Han lod ſit Skib ſætte frem, og drog derned; Stevnen var meget talrig, og der var ſtor Lyſtighed, Drikkelag og Lege og alſkens anden Glæde; forreſten forefaldt ingen merkelige Begivenheder. Høſkuld traf mange af ſine Frænder, der havde hjemme i Danmark En Dag, da Høſkuld for Moro Skyld gik ud med nogle Venner, ſaa han et prægtigt Telt afſides fra de øvrige Boder; han gik derind og traf en Mand i Silkeklæder med en gerdſk (rusſiſk) Hat paa Hovedet. Paa Høſkulds Spørgsmaal, hvo han var, nævnte i han ſig ſom Gille den gerdſke, og Høſkuld erindrede nu, at han ofte havde hørt ham omtale ſom en af de rigeſte Kjøbmænd paa den Tid. Han ſpurgte ham, om han havde Trælkvinder at ſælge. Gille ſvarede ja, løftede et Forhæng op, og viſte ham tolv Piger, der ſad indenfor. Høſkuld valgte den, der ſad yderſt; hun var meget daarligt klædt, men ſmuk af Udvortes. Gille forlangte tre Mark Sølv for hende. Høſkuld ſagde at det var dyrt, da det var det tredobbelte af den almindelige Priis. Gille ſagde at han virkelig holdt hende tre Gange ſaa dyr ſom nogen af de øvrige: enhver af dem ſkulde han faa for een Mark Sølv. Høſkuld vilde dog helſt have den, han førſt havde valgt, trods den høje Priis, og bad Gille tage Vegten, for at veje Pengene. „En Lyde ved hende“, ſagde Gille, vil jeg dog underrette dig om, førend du kjøber hende, for at du ej ſkal ſige at jeg har bedraget dig, den nemlig, at jeg aldrig har kunnet faa hende til at mæle et eneſte Ord, ſaa at jeg maa tro hun er ſtum“. Høſkuld takkede ham for hans Redelighed, men kjøbte ikke deſto mindre Pigen, ſom han tog hjem med til ſit Telt. Han gav hende ſmukke Klæder og beholdt hende hos ſig. Da Høvdingerne vare færdige med de Sager, de havde at afgjøre, hævedes Mødet: da førſt gik Høſkuld til Kongen og hilſte paa ham. Denne tog vel imod ham, men lod ſig dog forſtaa med, at han ſyntes denne Opvartning kom noget ſeent; imidlertid tilbød han ham at gaa ombord paa hans eget Skib, og være hos ham, ſaa længe han opholdt ſig i Norge. Høſkuld undskyldte ſig med at han havde ſaa travlt denne Sommer, iſær fordi han ſkulde ſkaffe ſig Huustømmer. Da Kongen hørte dette, lod han ham følge ſig til Viken paa ſit eget Skib, og gav ham ſiden det nødtørftige Tømmer, en fuld Stibsfarm. Da Høſkuld var rejſefærdig, ſagde Kongen: „jeg har i dig fundet en hæderlig Mand, men aner at det nu er den ſidſte Gang du ſejler fra Norge medens jeg endnu er Konge i Landet“; med disſe Ord gav han ham til Afſked en Guldarmring af en Marks Vegt, og et koſtbart Sverd. Høſkuld kom velbeholden hjem til Høſkuldsſtad, men hans Huſtru Jorunn var juſt ikke meget tilfreds med, at han havde bragt hende en Medbejlerſke, og end mere forundret blev hun, da hun hørte, at hun baade ſkulde være døv og ſtum, og at Høſkuld ej vidſte hendes Navn. Hiin maatte imidlertid finde ſig i, at Pigen blev paa Gaarden, og det var tydeligt nok, at denne havde god Forſtand, ligeſom hun og havde et fornemt Væſen. Mod Enden af Vinteren fødte hint Høſkuld en Søn, og alle fandt at de ikke havde ſeet ſmukkere Barn. Høſkuld kaldte ham Olaf, efter ſin Morbroder Olaf Feilan, og elſkede ham højt. Om Sommeren vilde Jorunn at Frillen ſkulde arbejde ſom det øvrige Tyende, eller ogſaa fare bort; Høſkuld ſatte hende da til at opvarte ham og hans Huſtru, og forreſten kun til at pasſe paa ſin Søn. Da denne var to Aar gammel, kunde han allerede tale og løbe om alene ſom fireaarsgamle Børn. En Morgen tidligt, da det var vakkert Solſkin og Høſkuld var gaaen ud før at ſe til ſin Gaard, hørte han Menneſkeſtemmer nede ved en Bæk, der løb under Tunbakken; han gik derhen, og ſaa at det var Frillen, ſom virkelig talte med Drengen: hun var altſaa ſlet ikke maalløs. Høſkuld gik nu hen til hende og ſagde at det ej kunde nytte hende længer at forſtilte ſig. Hiin gav ham Ret heri, og underrettede ham nu om, at hendes Navn var Mælkorka, og at hun var en Datter af den irſke Konge Myrkjartan (Muircertach), fra hvem hun var bleven røvet da hun var 15 Aar gammel[10]. Høſkuld fortalte Jorunn dette, men Jorunn ſagde at det kom hende ikke ved, og var ikke venligere mod Mælkorka end før. Ikke længe efter, da Jorunn en Aften ſkulde gaa til Sængs, og Mælkorka, der ſom ſædvanligt klædte hende af, lagde hendes Fodtøj paa Gulvet, tog Jorunn Sokkerne og ſlog hende om Ørene med dem. Mælkorka blev vred og ſatte ſin knyttede Næve i Næſen paa hende, ſaa hun blødte, og Høſkuld maatte komme og ſkille dem ad. Han maatte nu lade Mælkorka flytte bort fra Gaarden, og lod hende boſætte ſig med ſin Søn paa en Gaard længer oppe i Laxaadalen, ſom fik Navnet Mælkorkeſtad. Da Olaf var ſyv Aar gammel, modtog hans Fader Tilbud fra en rig, men ikke meget anſeet Mand, ved Navn Thord Godde, om at tage ham til Opfoſtring og gjøre ham til ſin Arving, imod at Høſkuld vilde lade Thord nyde godt af ſin mægtige Beſkyttelſe. Den ſtolte Mælkorka ſyntes vel at Opfoſtringen ikke var fornem nok, men Thords Rigdomme vare heller ikke at foragte, og ſaaledes kom Olaf til at opdrages hos Thord Godde, der gjorde meget af ham. Olaf blev ſmukkere og ſterkere, jo mere han voxede til: da han var 12 Aar gammel, red han allerede til Things og tildrog ſig Alles Opmærkſomhed ved ſin herlige Skabning og ſine ſmukke Vaaben og Klæder. Hans Fader Høſkuld gav ham derfor Tilnavnet Paa (Paafugl). Mælkorka havde lært ham Irſk, for at han, om han engang kom til Irland, kunde tale med ſine Mødrenefrænder[11].

I Borgarfjorden var Egil Skallagrimsſøn den meeſt anſeede og den mægtigſte Høvding, men han deeltog ikke ſaameget i Stridighederne ude paa Island: Norge var det vigtigſte Felt for hans Bedrifter, og her havde han nu, ſom ovenfor viiſt, lige ſaa vel Beſiddelſer, ſom paa Island. I de ſydligere Dele af Landet var der neppe nogen Æt, der i Magt og Anſeelſe kunde maale ſig med Egils og de nysnævnte Ætter paa Veſterlandet, med mindre det ſkulde være Ketilbjørns paa Mosfell, og Haaſteins, Atle Jarls Søns, Æt, paa Tradarholt i Floen. Ketilbjørns Søn Teit paa Mosfell egtede Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn, paa Vors; hun var altſaa Søſkendebarn til hiin Aaſtrid Vigfusdatter, der blev gift med Vigaglum i Eyjafjorden. Deres ældſte Søn var den mægtige, ædle og anſeede Gode Gisſur hvite, men dennes Bedrifter tilhøre en ſenere Tid.

Den mægtigſte Æt i den nordlige Deel af Island paa Haakon den godes Tid, eller i det mindſte den Æt, om hvis Bedrifter de fleſte Sagn ere opbevarede, var Vatnsdølerne, eller den ſom nedſtammede fra Ingemund den gamle. Det er allerede ovenfor (S. 530, 531) omtalt, hvor ſtor en Strækning han tog i Beſiddelſe, og hvilken Anſeelſe han udøvede i Vatnsdalen. Denne Anſeelſe beholdt han ſaa længe han levede, og fortjente den ogſaa, thi der var faa Høvdinger paa Island blandt hans Samtidige, der udmerkede ſig bed den Ædelmodighed, Højhjertethed og Fredſommelighed, ſom han. Kun een Gang, hvor det gjaldt at ſkaffe et ypperligt Vaaben, var Friſtelſen ham for ſterk, og han begik en uædel Handling. Der landede engang i Hunavatnsoſen et Skib, der tilhørte Nordmænd; Styrmanden, ved Navn Rafn, havde længe været i Viking og holdt ſig med gode Klæder og Vaaben. Ingemund indbød ham til ſig, og Rafn blev hos ham en Stund, men de vare hinanden meget ulige i Sind, og fandt derfor ikke ſynderligt Behag i hinanden. Rafn bar altid et godt Sverd, ved Navn Ættartanga, paa hvilket Ingemund ideligt kaſtede Øjnene. Engang bad han Rafn viſe ham Sverdet. Rafn rakte ham det; Ingemund drog det, fandt det endnu bedre end før, og ſpurgte om han vilde ſælge det. Rafn ſagde at han ej var i den Pengetrang, at han behøvede at ſælge det: han kunde desuden endnu, ſom forhen, komme i den Nødvendighed, at behøve gode Vaaben Ingemund ſyntes meget ilde om dette, og pønſede paa en Liſt. Engang, da han gik til ſit Hov, magede han det ſaaledes, at Rafn fulgte ham. Ingemund bragte de Ting paa Bane, ſom Rafn helſt talte om, nemlig dennes Vikingetog og Krigsbedrifter, og førend Rafn tænkte ſig om, vare de allerede komne ind i Hovet, Ingemund førſt og derpaa Rafn, der havde Sverdet i Haanden. Ingemund gjorde ham nu opmerkſom paa, at det ej var tilladt at gaa ind i et Hov med Vaaben, og at han maatte bøde for at afſone Gudernes Vrede. Rafn ſvarede at han nok ſkjønnede hans Liſt, men bad ham dog, ſom en retfærdig Mand, at beſtemme Boden. Ingemund ſvarede at det var rimeligt, at han viſte Guderne nogen Ære, og derfor overgav Sverdet til ham, for at han kunde formilde deres Vrede. Rafn ſvarede at han kunde have paalagt ham at udrede meget andet Gods, uden at han ſkulde have fundet det ſaa haardt at ſkille ſig derved ſom ved Sverdet; han meente ogſaa, at Ingemund ellers havde plejet at viſe ſig mere højhjertet, end denne Gang. Dog gav han Slip paa Sverdet, ſom blev et Familieſtykke i Ingemunds Æt. Forreſten, heder det, havde Ingemund ej Thingtrætter eller ſtore Fejder, thi han var ſamſtemmende med de fleſte og veltede ſig ikke ind paa Nogen. Der var mange ypperlige Mænd i Nærheden, men han var dog den meeſt anſeede, formedelſt ſin Velvillighed, Storſindethed og Forſtandighed.

Da Ingemund var meget gammel, kom en Slægtning af hans Ven Sæmund, ved Navn Rolleif, til Island med ſin Moder Ljot, og fik Tilladelſe til at opholde ſig Vinteren over hos Sæmund, uagtet denne nødig vilde have noget at beſtille med dem, da de vare ſaare ſlette Menneſker, og Ljot desuden anſaaes for at fare med Trolddom. Hos Sæmund opførte Rolleif ſig ſaa ſlet, iſær mod hans Søn Geirmund, at Sæmund maatte lade ham og Moderen ſlutte til Høfdeſtranden. Men her lagde de ſig ogſaa ud med alle Naboer, og da Rolleif endelig havde begaaet et Drab paa en anſeet Mands Søn, blev han forviiſt fra Heredet. Han tyede nu atter til Sæmund, og denne gik nu til Ingemund, for at faa ham til at tage ham til ſig. Ingemund vilde det nødigt, da han kjendte Rolleifs ſlette Rygte, og vidſte at hans egne Sønner heller ikke vare meget føielige; dog opfyldte han Sæmunds Bøn af Venſkab for ham, og Rolleif opholdt ſig paa Hov to eller tre Vintre med ſin Moder. Det var dog ſaa langt fra, at de forandrede deres Opførſel, at de ſnarere bleve værre; iſær var Rolleif nærgaaende mod Ingemunds hidſige og ſtridbare Søn Jakul, med hvem han altid havde Lyſt til at prøve Kræfter. Ingemund ſaa ſig derfor, ſkjønt han hidtil aldrig havde viiſt nogen fra ſit Huus, nødt til at lade Ljot og Rolleif nedſætte ſig paa en anden Gaard, der tilhørte ham. Her boede de længe, og viſte ſig fremdeles ondſkabsfulde. Rolleif vilde ikke i nogen Deel give efter for Ingemunds Sønner. Disſe vare fem i Tallet, ſmukke og dygtige Mænd, iſær udmerkede Thorſtein ſig ved ſin Klogſkab og Jakul ved ſin Stridbarhed og Tapperhed. De toge ſig nu, da Faderen var bleven ſaa gammel, meget ivrigt af Gaardens Drift, og havde derved deſto mere Anledning til at komme i uvenſkabelig Berørelſe med Rolleif. Der var dengang rigt Fiſkeri, iſær af Lax, i Vatnsdalsaaen, og Ingemunds fire ældſte Sønner beſkjeftigede ſig ivrigt dermed, thi i den Tid, heder det, var det Skik for anſeede Mænds Børn at tage ſig noget Arbejde for. Ogſaa Rolleif havde Tilladelſe til at fiſke i Aaen, naar Ingemunds Sønner eller Folk ikke fiſkede. Men denne Indſkrænkning brød han ſig ikke om, thi han hindrede Ingemunds Folk fra at ſætte Garn ud, og da de bebrejdede ham dette, jog han dem bort med Skjeldsord og Steenkaſt. Da de kom hjem og klagede herover, ſagde Jakul: „han vil nok gjøre ſig til Vatnsdølernes Gode, og bære ſig lige ſaa ilde ad mod os ſom mod andre, men den Djævel ſkal aldrig faa kuet Thorſtein ſagde at det var for galt, men at det dog var bedſt at bære ſig forſigtigt ad med Rolleif. Ogſaa Ingemund ſelv raadede ſine Sønner til at handle med Sindighed, da Rolleif var en ſand Helvedesmand; men Jakul ſprang op fra Bordet og ſagde at han dog vilde ſe om han ikke ſkulde faa jaget ham fra Aaen. „Min Søn Thorſtein“, ſagde Ingemund, „dig ſtoler jeg meeſt paa, følg du dine Brødre“. „Jeg veed ikke om det vil blive ſaa let at holde Jakul tilbage“, ſagde Thorſtein, „men jeg vil heller ikke ſtaa ledig, hvis han ſlaas med Rolleif“. De ilede nu ned til Aaen og ſaa hvorledes Rolleif ſtod og fiſkede. „Pak dig fra Aaen, dit Trold“, ſagde Jakul, „og vov ikke at trodſe os, ellers ſkulle vi for Alvor prøve Styrke med dig“. Rolleif ſvarede, at om de end vare tre eller fire, vilde han til Trods for dem vedblive ſin Sysſel. Jakul ſagde: „Du ſtoler nok paa din Moders Troldſkab“, og løb ud i Aaen mod ham, men Rolleif flyttede ſig ikke. Thorſtein opfordrede nu Rolleif til at give efter, men forgjæves. Da raabte Jakul: „Lad os dræbe dette Trold“. Rolleif drog ſig tilbage paa den anden Side af Aaen, og de kaſtede en Stund Stene paa hinanden tvers over denne, uden at Rolleif fik nogen Skade. Jakul vilde at de ſkulde ſe at komme over Aaen for at faa fat paa ham. Thorſtein meente, det var bedſt at vende om, for ikke at komme i hans og hans Moders Kløer, men Jakul hørte ikke paa, hvad han ſagde, og ſøgte et Vadeſted, medens hans Brødre vedbleve at kaſte efter Rolleif. Imidlertid kom en Mand løbende op til Hov og fortalte Ingemund, hvad der var paa Færde. Ingemund var da næſten blind, men ſagde dog: „ſadl min Heſt, jeg vil ride derned“. Han fik en Gaardsdreng til at lede Heſten, og kom ſaaledes ned til Aaen, hvor hans Sønner bleve ham var. „Der kommer vor Fader“, ſagde Thorſtein, „lad os ſkynde os bort, thi jeg er ængſtelig over hans Komme“; han bad ogſaa Jakul høre op. Ingemund red ned til Aaen, og ſagde: „gak fra Aaen, Rolleif, tænk paa hvad der pasſer ſig for dig. Men Rolleif kaſtede ſtrax et Spyd mod ham, ſom traf ham midt paa Livet og gjennemborede ham. Da han fik Stikket, vendte han tilbage til Aabakken, og befalede Drengen følge ham hjem, uden at hans Sønner merkede det. De kom hjem ſeent paa Aftenen. Da Ingemund ſkulde ſtaa af Heſten, ſagde han: „jeg er ſtiv nu, thi vi gamle blive daarlige paa Foden“. Da merkede Drengen, at det tød i Saaret, og at et Spyd ſtod tversigjennem ham. Ingemund ſagde: „du har længe været mig tro, ſkynd dig nu hen og ſiig til Rolleif, før Morgenen kommer, hvad der er ſkeet, og giv ham det Raad at fare bort for Dag, thi jeg veed at mine Sønner ville ſøge Hevn over ham for min Død, men hans Død er ingen Hevn for mig; heller bør jeg, ſaa længe jeg kan, ſøge at frelſe den, jeg engang har taget mig af“. Derpaa brød han Spydet af Skaftet, gik ind ved Drengens Hjelp, ſatte ſig i ſit Højſæde, og forbød at tænde Lys, førend hans Sønner kom hjem. Drengen kom ned til Aaen og ſaa Rolleif ſtaa der med en Mængde Lax, ſom han havde fanget. „Det er en Sandhed“, ſagde Drengen, „at du dog er den ſtørſte Mandhund: du har gjort hvad der aldrig kan oprettes, dræbt Ingemund Bonde; han bad mig ſige dig, at du ſkulde ikke oppebie Morgenen hjemme, da hans Sønner nok ellers vilde kræve Faderhevn af dig: dette har jeg gjort mere fordi han bad derom, end fordi jeg jo helſt ønſkede at ſe dig under Brødrenes Øxe“. Rolleif ſagde: „jeg tror hvad du ſiger, men aldrig ſkulde du være kommen uſkadt bort herfra, hvis du ej havde ſagt mig denne Tidende!“ Om Kvelden kom Ingemunds Sønner hjem, ſamtalende om hvilket Skarn Rolleif var. „Endnu vide vi ikke ſaa Nøje, hvad ondt vi have lidt af ham“, ſagde Thorſtein, „jeg er meget urolig over vor Faders Færd“. Da de kom ind, gik Thorſtein hen i Enden af Skaalen, tog ned med Haanden, og ſpurgte hvorfor det var vaadt. Huusfruen ſagde, at det vel havde dryppet af Ingemund Bondes Klæder „Nej, dette er glat ſom om det var Blod“, ſagde Thorſtein, „tænd Lys i Haſt“. Det ſkede: og der ſad Ingemund død i ſit Højſæde, med Spydet igjennem ſig. Jakul ſagde: „det er ilde at en ſaa gjæv Mand ſkal være falden for et ſaa ondt Menneſkes Haand; lad os ſtrax fare hen og dræbe ham“. Thorſtein ſagde: „du kjender lidet til vor Faders Godmodighed, derſom du tror at han ikke har ſøgt at redde ham, men hvor er den Dreng, der fulgte ham; jeg ſeer ham ikke, og tror jeg derfor at vi nu ikke kunne vente at treffe Rolleif hjemme, men maa ſnarere ſøge at faa fat paa ham ved Klogſkab, end ved Heftighed. Det maa være vor Glæde at der er ſtor Forſkjel paa Rolleif og vor Fader, og at vor Fader nu nyder Godt deraf hos den, ſom har ſkabt Solen og al Verden, hvo det ſaa er“. Jakul var ſaa vred at de neppe kunde ſtyre ham, og vilde have taget fat paa Drengen, da denne kom tilbage og fortalte ſit Ærende, men Thorſtein foreſtillede ham, at det ej var hans Skyld, og ſaa lod han ham i Fred. Ingemund blev højlagt i Baaden, der hørte til Skibet Stigande. Efterretningen om hans Død vakte Sorg overalt. Eyvind Sørkver, hans gamle Ven, dræbte ſig ſelv ved at erfare det; en anden af hans Venner fulgte Eyvinds Exempel. Thorſtein og hans Brødre lovede at de ikke enten i Forſamlinger eller hjemme vilde ſætte ſig i Faderens Sæde, førend han var hevnet. Det lykkedes dem omſider, efter megen Beſvær, at faa fat paa Rolleif, og dræbe i ham tilligemed hans Moder; derpaa deelte de Arven imellem ſig ſaaledes, at Thorſtein fik Gaarden Hov med Jord og Buſkab, Høgne, der var Farmand, fik Skibet Stigande, Thore fik Godordet, og Jakul Sverdet Ættartanga, hvilket han bar ved Lege og Heſtekampe, men Thorſtein efter hans Ønſke ved Thing og Lovmøder. En ſjælden Enighed herſkede mellem Brødrene, der under Thorſteins Forſæde udøvede en fuldſtændig Overmagt i Vatnsdalen. De brugte denne Overmagt i det Hele paa en fornuftig Maade, til at overholde Orden og Rolighed, og forfølge Sejdmænd. Thorſtein var ſaa gjeſtfri mod Heredsmændene, at enhver ſom kom paa Gaarden, forſynedes med Mad, friſke Heſte og al anden Hjelp til Rejſens Fortſættelſe. Brødrene, fornemmelig den heftige Jakul, havde ſiden mange Stridigheder med den tappre Finnboge og hans Syſterſøn Berg den rakke, der endtes med at Finnboge maatte flytte fra Bygden.

Ingemunds Datter Thordis var allerede i Faderens Levetid bleven gift med den rige Hallorm, ſom med hende fik i Medgift Landet Kornsaa; deres Søn Thorgrim blev en mægtig Mand, der ogſaa erhvervede ſig et Godord, og derfor kaldtes Kornsaagode. Han fik en Søn med en Frille, og maatte efter ſin Huſtrues Ønſke ſætte Barnet ud. Juſt paa denne Tid beſøgte Thorſtein Ingemundsſøn ſin Broder Thore. Denne var belagt med den Ulykke, at Berſerksgangen, ſom det hed, Undertiden kom over ham, hvilket vel vil ſige det ſamme ſom at han undertiden var vanvittig. Da han fulgte Thorſtein paa Veje, ſpurgte denne ham, hvem han troede ypperſt af ham og hans Brødre „Du overgaae os alle i Raadſnildhed og Forſtand, Jakul i alſlags Haardførhed og Stridbarhed“, ſagde Thore; „men jeg er den daarligſte, thi jeg er plaget med Berſerksgangen, og ofteſt, naar jeg mindſt ønſker det; kunde ikke du, min Broder, med din Forſtand raade Bod herpaa for mig?“ Thorſtein ſvarer: „jeg har hørt at vor Syſterſøn Thorgrim har ladet et Barn udſætte efter ſin Kones Ønſke; der er ilde gjort; ligeledes anſeer jeg det for en ſtor Skade, at du ej er ſaaledes beſkaffen ſom andre“. Thore ſagde, at han gjerne vilde gjøre hvad det ſkulde være for at Ondet kunde forlade ham. Thorſtein ſvarede, at han vilde forſøge paa et Raad, men betingede ſig førſt at Thore ſkulde love at overdrage Godordet til Thorſteins Sønner. Det lovede Thore. „Nu“, ſagde Thorſtein, „vil jeg gjøre et Løfte til den, ſom har ſkabt Solen — thi jeg tror, han er den mægtigſte — forat dette Onde ſkal forlade dig, og ſkal jeg i dets Sted for hans Skyld forbarme mig over det udſatte Barn, for at den, der har ſkabt Menneſket, kan ſiden vende det til ſig“. De rede nu tilſammen hen til det Sted, hvor en af Thores Trælle havde fundet Barnet; det laa der endnu og de ſaa, at noget havde været lagt over Barnets Anſigt, hvilket det havde ſøgt at kradſe (kravle) bort; det var da Døden nær, men det blev nu bragt hjem til Thore, der opfødte det, og kaldte det Thorkell Kravla; ſiden den Tid kom Berſerksgangen aldrig over Thore[12]. Thorkell Kravla blev ſiden, ſom det nedenfor vil blive viiſt, en anſeet Mand, og den fornemſte Høvding i Vatnsdalen.

En Mand af langt andet Slags end Ingemund og Thorſtein var den urolige Skald Kormak, der ligeledes boede paa Nordlandet, ved Midfjorden. Hans Bedſtefader Kormak var en mægtig og højbyrdig Vikværing, der havde været med Kong Harald Haarfagre i mange Slag; dennes Søn Agmund havde ligeledes været en dygtig Kriger og en ſtor Viking, der egtede Helga, Datter af en Frode Jarl, efter at have overvundet Vikingen Aasmund i Holmgang, og tvunget ham til at løſe ſig af Holmen med Tabet af Foden og tre Mark Guld. Agmund kunde ikke bolde Venſkab med Erik Blodøxe og Gunnhild, og beſluttede ſig derfor, iſær efter Helges og deres Søns Død, til at flytte til Island; han kom til Midfjorden, hvor Skegge gav ham Land, og hvor han giftede ſig paany og fik Sønnerne Thorgils og Kormak. Kormak blev en af de berømteſte Skalde paa Island. Hans hele Liv var ſaa at ſige opofret den Kjærlighed, han fattede til den ſmukke Steingerd Thorkelsdatter, efterat han havde ſtiftet Bekjendtſkab med hende paa en Sæterrejſe. Paa Vejen til Sæteren tog han nemlig med en Følgeſvend Toſte ind paa Gnupsdal, hvor hun opholdt ſig. Han ſad juſt i Skaalen, da Steingerd tilligemed en Trælkvinde gik fra Dyngjen eller Fruerſtuen forbi Skaalens Dør. Ved at høre fremmede Folk tale derinde, foreſlog Trælkvinden, at de ſkulde titte paa dem gjennem Døren. Steingerd ſagde nej, men ſteg dog op paa Tærſkelen og tittede over Vedſtabelen, ſom ſtod tæt ved Døren. Hendes Fødder kunde ſees nedenfor Vedſtabelen, Kormak bemærkede det, og kvad en Viſe derom; hun drog ſig derfor længer tilbage i Krogen og kigede frem under den paa Væggen udhugne Hagbards Skeg. Toſte ſagde: „ſeer du de Øjne der under Hagbards Skeg, Kormak?“ Kormak kvad da atter et Par Viſer, hvori han priſede den ſmukke Piges brændende Øjne og udtrykte ſin Glæde over at disſe Øjne havde dvælet paa ham ved Hagbards Hals. Ogſaa Pigerne hviſkede nu med hinanden om de Fremmede, idet de gik ind i Skaalen, men Kormak hørte dog hvad de ſagde. Tjeneſtepigen fandt ham ſvart og ſtyg, Steingerd fandt ham derimod i alle Dele ſmuk, og havde kun at udſætte paa hans Haar, at det var kruſet i Panden. „Han har ogſaa ſvarte Øjne“, ſagde Pigen, „og det ſeer ikke godt ud“. Ogſaa herom havde Kormak en Viſe paa rede Haand. Næſte Dag gik Kormak hen at vaſke ſig, og derpaa til Stuen, hvor han hørte Stemmer indenfor: det var Steingerd med hendes Kvinder. Steingerd kæmmede ſit fagre Haar. „Der er den ſmukke Mand“, ſagde Pigen, idet Kormak kom ind. Kormak bad om at maatte laane Kammen, og fik den. „Du vilde nok give meget til at du havde en Kone med ſaa fagert et Haar ſom Steingerd“, ſagde Pigen. Kormak kvad en Viſe, hvori han ſagde, at ſligt Haar vel var fem Hundreder værd. „Du holder det dyrt“, ſagde Pigen. „Ja“, kvad Kormak, „jeg holder Steingerd værd lige ſaa meget ſom Island, Hunaland, Danmark, England og Irland tilſammen. Toſte opfordrede nu Kormak til at drage videre; han ſvarede at han langt heller vilde ſidde hos Steingerd, end ſøge efter Sauder over Fjeldheiderne. Toſte drog nu til Sæters, men Kormak ſad efter, ſpillede Tavl og talte med Steingerd. Saaledes opſtod en heftig Kjærlighed imellem dem begge. Kormak kom nu ofte til Gnupsdal for at beſøge Steingerd. Da hendes Fader Thorkell fik det at vide, lod han hende hente hjem til ſin Gaard Tunga. Men ogſaa hid kom Kormak, og det faldt Thorkell vanſkeligt at faa ham bort. Han fik Folk til at lægge ſig i Baghold for ham paa hans Vandringer, og ſtængte Steingerd inde, men Kormak dræbte eller bortjog ſine Angribere, og brød Døren op til den Stue, hvor Steingerd var indelukt. Steingerd bad tilſidſt Kormak formeligt at anholde om hendes Haand: han gjorde ſaa, og hun blev ham fæſtet, men den egenſindige Skald gjorde dog intet Alvor af at gifte ſig med hende. Derover bleve hendes Fader og Broder vrede, og bortgiftede hende mod hendes Ønſke og uden i Forvejen at underrette hende derom, med den tappre Holmgænger Berſe, ſom ſtrax red afſted med hende. Steingerd havde paa Bryllupsdagen ſøgt at faa Bud til Kormak om den ulykkelige Beſtemmelſe med hende; dog forgjæves; Kormak erfor intet om det Hele, førend Brylluppet var over og Berſe dragen afſted: han ilede efter dem, og ſprengte ſin Heſt, uden at kunne indhente dem. Siden udfordrede han Berſe til Holmgang om Steingerd, hvilket var denne meget imod. Kormaks Moder Dalla var meget yndet af den mægtige Skegge, Høvdingen i Midfjorden, og udvirkede at denne laante ham til Holmgangen ſit ypperlige Sverd Skafnung, ſom i ſin Tid havde tilhørt Rolf Krake, og hvilket han ſelv havde taget ud af dennes Høj[13]. Der var imidlertid mange Omſtændigheder, hvilke man ved Brugen af dette Sverd troede at maatte iagttage, naar det ej ſkulde ſvigte. Da Holmſtevnen kom, og begge Parter havde indfundet ſig, foreſlog Berſe Kormak ſom en ung og uprøvet Mand heller at prøve Eenvige[14], end Holmgang, da der ved denne var for mange Vanſkeligheder for den Uerfarne. Kormak vilde imidlertid intet høre herom, og fordrede Holmgang. Ved denne blev han let ſaaret i Tommelfingeren, og maatte derfor løſe ſig af Holmen; ſiden udfordrede Steinar, Kormaks Morbroder, Berſe til en ny Holmgang og ſaarede ham i Bagdelen, hvoraf Steingerd tog Anledning til at ſkilles fra ham. Hun blev imidlertid ikke ſiden gift med Kormak, men derimod med en vis Thorvald Tintein, der ligeledes var en Skald, og ſom hun nu ſynes at have foretrukket for Kormak. Kormak og hans Broder Thorgils forlode derpaa Landet og droge over til Norge, hvor Kong Haakon Adelſteensfoſtre tog vel imod dem. De opholdt ſig hos ham Vinteren over, men tilbragte Sommeren (961) paa Vikingetog, i hvilke Kormak udmerkede ſig ved ſin Tapperhed. Han kunde dog aldrig glemme Steingerd, men kvad ideligen om hende. Under ſit ſenere urolige Liv ſtødte han oftere ſammen med hende og frelſte hendes Liv, ſom det ſenere ſkal viſes, uden dog nogenſinde at faa hende i ſin Beſiddelſe. Dette tilſkrev man, ifølge de Tiders Foreſtillinger, Trolddom. En Kvinde, hvis Søn Kormak havde dræbt, da han efter Steingerds Faders Anmodning havde lagt ſig i Baghold for ham, ſkulde have foranſtaltet Seid i den Henſigt, at de aldrig ſkulde komme til at faa hinanden[15].

  1. Se ovenfor S. 525.
  2. Se ovenfor S. 526.
  3. Eyrbyggjaſaga, Cap. 9—11. Landn., II. 12.
  4. Med denne Gaaen under Jordſtrimmel (at ganga undir jarðarmen) forbandt vore hedenſke Forfædre et helligt Begreb; det anvendtes ogſaa ſom Gudsdom, ſe ovenfor S. 179, jvfr. Laxdølaſaga Cap. 18.
  5. Ved „Maaleſpyd“ forſtod man et Spyd med „Maal“ d. e. Trolddomsruner.
  6. Geirnaglen er den Nagle, der fæſtede Skaftet til Falen, eller den med Odden ſammenhængende Huulning.
  7. Giſke Sursſøns Sagaer.
  8. Det er forreſten heel uviſt, hvor vidt dette forholder ſig rigtigt. Mødet ſynes at have fundet Sted omkring 950.
  9. Se ovf. S. 748.
  10. Denne Muircertach kan ej være den Muircertach Nials Søn, der i Aarene 926 til 943 nævnes ſom Overkonge paa Irland, og ſom dræbtes af Blakar i Dublin; thi Laxdølaſaga omtaler ham endnu ſom levende efter 961. Det maa derfor have været en af de irſke Smaakonger af dette Navn, og viſt er det, at Annalerne virkelig omtale en Muircertach, dræbt 963.
  11. Laxdølaſaga Cap. 7—16.
  12. Vatnsdølaſaga Cap. 17—27. 37.
  13. Om Midfjord-Skegge og Sverdet Skafnung, ſe ovenf. S. 519, 520.
  14. D. e. Enekamp; eller Kamp mellem En og En alene. Ved Holmgang var der, ſom nedenfor (S. 795) viſes, flere Formaliteter, hvorimod det gik ſimplere til ved almindeligt Eenvige.
  15. Kormaks Saga.