Det norske Folks Historie/1/96
Den egentlige Landnamstid paa Island var nu forbi, thi man regnede at Landet var fuldbebygget i 60 Aar, altsaa omtrent mellem Aarene 875 og 935. De, som kom for at nedsætte sig paa Island efter denne Tid, maatte sædvanligviis kjøbe sig Land; dog regnes flere af dem endnu i Landnamsmændenes Tal. Een enkelt saadan senere Nedsættelse er af Vigtighed, ej alene fordi den vedkom Familier, der senere bleve de mægtigste paa Øen, men ogsaa fordi den staar i Forbindelse med Begivenheder i Norge, hvilke i høj Grad tjene til at oplyse Samfundstilstanden i Landet paa hiin Tid.
I Surendalen i Norge levede Hersen Thorkell Skerauke med tre Sønner, Are, Gisle og Thorbjørn. Are var gift med Ingebjørg, en Datter af Ise, der boede paa Fevelen i Aure paa Nordmøre; han havde faaet meget Gods med hende, og blandt dette ogsaa Trællen Kol, der havde været fangen i Krig, og var en stor og sterk Mand. En Berserk, ved Navn Bjørn blakke, fik Lyst paa Ares Hustru, og udfordrede ham til Holmgang hvis han ikke godvillig vilde overlade ham hende. Are modtog Udfordringen, og faldt. Bjørn gjorde nu Fordring saavel paa hans Gaard, som hans Gods og hans Hustrue. Men Gisle, Ares Broder, udæskede ham til Holmgang næste Dag. Da Ingebjørg fik det at vide, raadede hun Giske til at henvende sig til hendes Træl Kol med Bøn om at denne vilde laane ham sit ypperlige Sverd Graasida, der, som man troede, ej kunde døves ved Trolddomskunster, og som sikkrede sin Herre Sejren. Gisle gjorde saa, men Kol vilde i Førstningen ikke ud med Sverdet af Frygt for ej at faa det tilbage igjen, naar Gisle havde overbeviist sig om dets Fortrinlighed. Men Gisle lovede paa det helligste, at han skulde give det tilbage, og fik det saaledes omsider. Han fældede nu Bjørn, egtede selv Ingebjørg og tiltraadte Gaarden efter Faderens Død, men gjorde ingen Mine til at levere Sverdet tilbage. Endelig forlangte Kol det. Gisle gjorde Udflugter, og bød ham Penge, Frihed og meget andet godt for det, men Kol vilde intet andet have end Sverdet, og det hjalp ikke, hvad Gisle bad eller bød. Da blev Gisle vred og sagde reent ud, at han aldrig vilde give Sverdet fra sig. Kol hævede forbittret sin Øxe, Giske drog Sverdet, og de hug til hinanden paa een Gang. Kols Øxe kløvede Gisles Hoved; Sverdet gik i Stykker mod Trællens jernhaarde Pandeskal, men denne brast dog og begge styrtede døde ned.
Den tredie Broder Thorbjørn, overtog nu Gaarden og Godset, giftede sig[1], og fik fire Børn, Datteren Thordis, og Sønnerne Thorkell, Gisle og Are. Det var paa den Tid, da Haakon Adelsteensfostre kom til Norge, og Erik Blodøxe forlod Landet. De tre Brødre vare større og sterkere end de fleste af deres Jevnaldrende; Gisle var dog den dygtigste af dem, og dertil meget øvet i alslags Smedearbejde. Der boede to Brødre i Surendalen, Kolbein og Baard, af samme Alder som Thorbjørns Sønner. Kolbein var en god Ven af Thorkell, og kom ofte til hans Faders Gaard, men det viste sig at hans Besøg end mere gjaldt Thordis, hvilket højligen mishagede hendes Fader, thi man troede at han blot søgte at bedaare hende, og ikke havde alvorlige Hensigter. Thorbjørn blev tilsidst saa misfornøjet derover, at han klagede til sine Sønner og bebrejdede dem deres Lunkenhed. Det var især Gisle, til hvem han rettede sine Bebrejdelser. Gisle advarede Kolbein, men forgjæves. En Dag havde Kolbein som sædvanligt indfundet sig og siddet paa Tverpallen hos Thordis og Thorkell, medens Gisle sad i Stuen, beskjeftiget med Haandarbejde; da endelig Kvelden nærmede sig, og hine tre stode op for at gaa ud, begyndte Thorbjørn paa det bitterligste at klage for Gisle, og sagde at det var en stor Sorg for ham i hans Alderdom, ikke at have Sønner, der bedre kunde værne om Husets Ære, og ulige hans Brødre Gisle og Are. Gisle sagde at han ej skulde behøve at ophidse ham mere, gik ud og indhentede Kolbein, der havde sagt Thordis Farvel, men ledsagedes paa Vejen af Thorkell. Gisle bad Kolbein endnu engang om at afstaa fra sine Besøg. Kolbein sagde at det var ham umuligt. Da drog Gisle sit Sverd og hug Kolbein Banehug. Thorkell lod meget ilde derover, men Thorbjørn blev meget glad, da han erfarede det, og sagde at nu kunde han se at, han virkelig ogsaa havde Sønner, ikke Døttre alene.
Thorkell var saa misfornøjet over sin Vens Drab, at han ikke kunde holde ud at være hjemme, men begav sig til Kolbeins Frænde, der hed Skegge, og sædvanligviis kaldtes Holmgangsskegge, fordi han var en stor Holmgænger. Thorkell eggede Skegge sterkt til at hevne Kolbein og egte Thordis, og fik ham til at indfinde sig selv tyvende hos Thorbjørn for at bejle til hans Datter. Denne var nu halv om halv bortlovet til Baard, en anden ung Bonde i Egnen, og Skegges Frieri blev afviist. Derover blev han saa fornærmet, at han udfordrede Baard til Holmgang paa en Ø, kaldet Sara. Gisle spurgte Baard, om han tænkte paa at indfinde sig til Holmgangen. Baard sagde, at det ej var at tænke paa for ham. Da skammede Gisle ham ud for hans Frygtsomhed, og sagde at han selv vilde gaa i Kampen. Gisle begav sig til Saxer selv tolfte. Da var Skegge allerede kommen, havde fremsagt Holmgangsloven og haslet Volden; men da han endnu ikke saa noget til Baard eller Gisle, bød han sin Smed, der var i hans Følge, at indrette og opstille to Menneskefigurer i Baards og Gisles Lignelse paa Stedet til evig Spot og Spee for dem. Dette hørte Gisle, som allerede var kommen i den nærliggende Skov, og raabte: „Andet nyttigere Arbejde kunne nok dine Huuskarle tage sig til: her seer du den, som ikke er bange for at slaas med dig“. Derpaa gik de begge i Holmen, uden at have nogen til at holde Skjold for sig, og Enden paa Kampen blev at Gisle hug den ene Fod af Skegge, som maatte løse sig af Holmen, og siden gaa med Træbeen. Thorkell fulgte nu hjem med Gisle, og Forstaaelsen mellem Brødrene blev atter god. Gisle vandt ved denne Bedrift stor Anseelse.
Men Skegge havde to Sønner, Einar og Sigurd, der boede paa Flydrunes nordenfor Throndhjem. De vilde hevne sin Fader, og samlede om sig en Skare af henved 40 Mand, med hvilke de en Nat kom til Surendalen. De begave sig først til Baards Huus, og satte ham to Vilkaar, enten at ledsage dem paa deres Færd, eller at miste Livet. Baard sagde, at han vel ikke havde noget udestaaende med Thorbjørn og hans Sønner, men at han dog heller ikke vilde lade sig dræbe for deres Skyld; han gav sig derfor i Brødrenes Følge med 10 Mand, saa at de i Alt vare 50; med denne Hob kom de uventet til Thorbjørns Gaard, og omringede saavel Skaalen som Stokkehuset. Dette havde Gisle tømret nogle Aar i Forvejen, og meget hændigt indrettet det saaledes, at der i enhver af de fire Vægge var en Stok, i hvilken den nederste Deel var løs og kunde tages ud, skjønt man udenfra intet kunde se dertil. Denne Nat opholdt Thorbjørn og hans Familie sig i Stokkeburet. Der kunde ikke være Tale om at undløbe eller forsvare sig mod Overmagten. De Angribende lod drage Ved foran Skaalen og Stokkeburet, og tændte Ild derpaa, for at indebrænde dem. En hvas Vind blæste lige mod Stokkeburet, og lettede Ildspaasættelsen. De Indebrændte havde ikke Vand, men der stod to store Kar med Syre (suur Melk); denne sloge de paa Ilden og det lykkedes dem tre Gange at slukke den, men omsider begyndte dog Huset at brænde. Da gik Gisle til den Gavlvæg, der var lige over for Døren, og tog det løse Midstykke ud af Stokken, hvorved en Aabning fremkom, stor nok for et Menneske til at kunne komme ud. Paa denne Side af Buret stod der heller ikke nogen af Fienderne, da alle passede paa Døren, ligeledes lagde al Røgen sig til denne Side. Begunstiget herved, snege alle de Indestængte sig ud, fulgte Røgen saa langt som muligt fra Gaarden, og kom ubemerkede til Skoven, hvorfra de saa, hvorledes Bygningerne paa Gaarden opbrændtes i Bund og Grund. I Skaalen indebrandt 30 Mand. Deres Fiender, som ej forlode Gaarden, før den var forvandlet til Kul og Aske, troede naturligviis at alle dens Beboere vare indebrændte. Gisle og hans Ulykkesfæller holdt sig skjulte, indtil alle Fienderne vare borte. Da samlede de i al Stilhed Folk, og begave sig med dem først til Baards Gaard, hvilken de brændte med alle dem, som vare inde. De vendte derpaa tilbage til den afbrændte Gaard, som de for et Syns Skyld begyndte at opbygge paany, medens Gisle ganske hemmeligt byggede et Skib, thi deres Hensigt var at flytte over til Island. Om Vaaren solgte de Landejendommen, og gik ombord med Løsøret; de vare i alt tredive Mandfolk foruden Kvinderne. Først styrede de til Havs, men lagde bi under nogle Udøer for der, som det hed, at vente paa Bør. Men en Godvejrsdag, medens de laa der, gik Gisle og Thorkell, hver med 9 Mand, paa hver sin Baad og roede nordefter til Flydrunes for inden deres Afrejse at tage Hevn over Skegges Sønner. Da de kom til Flydrunes, erfore de, at Einar og Sigurd vare dragne ud at indkræve Kong Haakons Landskylder. Gisle og Thorkell lagde sig i Vejen for dem, hvor de ventedes at komme, og angrebe dem, da de kom. Der blev en haard Kamp. Skegges Sønner og deres Mænd vare tilsammen femten; Gisle og Thorkell havde saaledes Overmagten. Gisle fældte med egen Haand fem, Thorkell tre, og deres Følgesvende de øvrige. Derpaa vendte Giske tilbage til Flydunes, gik ind i Skaalen, hvor Skegge laa, og hug Hovedet af ham, ranede alt Godset og gjorde alt det Hærverk, han kunde. Derefter drog han tilbage til Skibet. De gik nu op paa den nærmeste Ø og anstillede et stort Blot til Guderne med Bøn om god Bør; Børen indfandt sig ogsaa, og de kom heldigt til Island, hvor de landede ved Haukadalsosen i Dyrafjorden, nordvestligt paa Øen. Her var alt Land optaget, men Thorbjørn kjøbte sig Land paa den søndre Strand ved Søbol i Haukadal, hvor Gisle byggede Gaarden, og hvor han tilligemed Thorkell blev boende hos Faderen. Den tredie Broder, Are, var bleven tilbage i Norge hos sin Morbroder, hos hvem han var til Opfostring. Thorbjørn, der fik Tilnavnet Sur, enten nu, som det heder, fordi han havde forsvaret sig mod sine Fiender med Suren, eller, hvad der er rimeligere, fordi han var fra Surendalen, levede ikke længe efter Nedsættelsen paa Island, og hans Sønner toge ved Gaarden efter ham. De fik snart stor Anseelse, og besvogredes med de bedste Familier paa Vesterlandet. Gille egtede Aude, en Datter af Vestein Vegeirssøn, Vebjørn Sygnakappes Broder, om hvilken der ovenfor er talt[2]. Thorkell egtede Aasgerd, en Datter af Thorbjørn Selagnup paa Kvigandafell i Taalknafjorden. Og Thordis egtede Thorgrim, en Søn af den mægtige Thorstein Thorskabit paa Helgafell, Thorolf Mostrarskeggs Søn, som nedenfor skal omtales[3].
- ↑ Der er to Bearbejdelser af den Saga, der omhandler disse Begivenheder (Gisle Surssøns), begge lidt forskjellige indbyrdes. Den ene lader Thorbjørn saa sin Hustru fra Fridarø, hvilket man vel maa forklare som en Skrivfejl for Frædø; den anden derimod nævner Frøsøen i Jemteland som hendes Hjem, og har endog en temmelig vidtløftig, men formedelst en Lakune ufuldendt Fortælling om et Æventyr, Thorkell bestod paa Skovene ved Kjølen, da han vilde besøge sine Frænder paa Frøsø. Man tør saaledes ikke slet hen benegte Rigtigheden af denne Beretning Den bestyrker Kongesagaernes Udsagn om den Forbindelse, som paa Kong Haakons Tid knyttedes mellem Jemteland og det øvrige Norge, og stemmer tillige med hvad der nævnes i den ældre Frostathingslov (VII, 27) om Frøsø, som et Sted, til hvilket hyppige Handelsrejser foretoges fra Throndhjem.
- ↑ Se ovenfor S. 543, og Landn. II. 26-27.
- ↑ Giske Surssøns to Sagaer. I nogle isl. Annaler henføres Thorbjørn Snes Ankomst til Island urigtigt til 935, thi det er aabenbart, at den først har skeet imod Slutningen af Haakon den godes Regjering. Større Ret synes de at have, der henfører den til 953. Dette vil af det Følgende blive indlysende.