Det norske Folks Historie/1/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den egentlige Landnamstid paa Island var nu forbi, thi man regnede at Landet var fuldbebygget i 60 Aar, altſaa omtrent mellem Aarene 875 og 935. De, ſom kom for at nedſætte ſig paa Island efter denne Tid, maatte ſædvanligviis kjøbe ſig Land; dog regnes flere af dem endnu i Landnamsmændenes Tal. Een enkelt ſaadan ſenere Nedſættelſe er af Vigtighed, ej alene fordi den vedkom Familier, der ſenere bleve de mægtigſte paa Øen, men ogſaa fordi den ſtaar i Forbindelſe med Begivenheder i Norge, hvilke i høj Grad tjene til at oplyſe Samfundstilſtanden i Landet paa hiin Tid.

I Surendalen i Norge levede Herſen Thorkell Skerauke med tre Sønner, Are, Giſle og Thorbjørn. Are var gift med Ingebjørg, en Datter af Iſe, der boede paa Fevelen i Aure paa Nordmøre; han havde faaet meget Gods med hende, og blandt dette ogſaa Trællen Kol, der havde været fangen i Krig, og var en ſtor og ſterk Mand. En Berſerk, ved Navn Bjørn blakke, fik Lyſt paa Ares Huſtru, og udfordrede ham til Holmgang hvis han ikke godvillig vilde overlade ham hende. Are modtog Udfordringen, og faldt. Bjørn gjorde nu Fordring ſaavel paa hans Gaard, ſom hans Gods og hans Huſtrue. Men Giſle, Ares Broder, udæſkede ham til Holmgang næſte Dag. Da Ingebjørg fik det at vide, raadede hun Giſke til at henvende ſig til hendes Træl Kol med Bøn om at denne vilde laane ham ſit ypperlige Sverd Graaſida, der, ſom man troede, ej kunde døves ved Trolddomskunſter, og ſom ſikkrede ſin Herre Sejren. Giſle gjorde ſaa, men Kol vilde i Førſtningen ikke ud med Sverdet af Frygt for ej at faa det tilbage igjen, naar Giſle havde overbeviiſt ſig om dets Fortrinlighed. Men Giſle lovede paa det helligſte, at han ſkulde give det tilbage, og fik det ſaaledes omſider. Han fældede nu Bjørn, egtede ſelv Ingebjørg og tiltraadte Gaarden efter Faderens Død, men gjorde ingen Mine til at levere Sverdet tilbage. Endelig forlangte Kol det. Giſle gjorde Udflugter, og bød ham Penge, Frihed og meget andet godt for det, men Kol vilde intet andet have end Sverdet, og det hjalp ikke, hvad Giſle bad eller bød. Da blev Giſle vred og ſagde reent ud, at han aldrig vilde give Sverdet fra ſig. Kol hævede forbittret ſin Øxe, Giſke drog Sverdet, og de hug til hinanden paa een Gang. Kols Øxe kløvede Giſles Hoved; Sverdet gik i Stykker mod Trællens jernhaarde Pandeſkal, men denne braſt dog og begge ſtyrtede døde ned.

Den tredie Broder Thorbjørn, overtog nu Gaarden og Godſet, giftede ſig[1], og fik fire Børn, Datteren Thordis, og Sønnerne Thorkell, Giſle og Are. Det var paa den Tid, da Haakon Adelſteensfoſtre kom til Norge, og Erik Blodøxe forlod Landet. De tre Brødre vare ſtørre og ſterkere end de fleſte af deres Jevnaldrende; Giſle var dog den dygtigſte af dem, og dertil meget øvet i alſlags Smedearbejde. Der boede to Brødre i Surendalen, Kolbein og Baard, af ſamme Alder ſom Thorbjørns Sønner. Kolbein var en god Ven af Thorkell, og kom ofte til hans Faders Gaard, men det viſte ſig at hans Beſøg end mere gjaldt Thordis, hvilket højligen mishagede hendes Fader, thi man troede at han blot ſøgte at bedaare hende, og ikke havde alvorlige Henſigter. Thorbjørn blev tilſidſt ſaa misfornøjet derover, at han klagede til ſine Sønner og bebrejdede dem deres Lunkenhed. Det var iſær Giſle, til hvem han rettede ſine Bebrejdelſer. Giſle advarede Kolbein, men forgjæves. En Dag havde Kolbein ſom ſædvanligt indfundet ſig og ſiddet paa Tverpallen hos Thordis og Thorkell, medens Giſle ſad i Stuen, beſkjeftiget med Haandarbejde; da endelig Kvelden nærmede ſig, og hine tre ſtode op for at gaa ud, begyndte Thorbjørn paa det bitterligſte at klage for Giſle, og ſagde at det var en ſtor Sorg for ham i hans Alderdom, ikke at have Sønner, der bedre kunde værne om Huſets Ære, og ulige hans Brødre Giſle og Are. Giſle ſagde at han ej ſkulde behøve at ophidſe ham mere, gik ud og indhentede Kolbein, der havde ſagt Thordis Farvel, men ledſagedes paa Vejen af Thorkell. Giſle bad Kolbein endnu engang om at afſtaa fra ſine Beſøg. Kolbein ſagde at det var ham umuligt. Da drog Giſle ſit Sverd og hug Kolbein Banehug. Thorkell lod meget ilde derover, men Thorbjørn blev meget glad, da han erfarede det, og ſagde at nu kunde han ſe at, han virkelig ogſaa havde Sønner, ikke Døttre alene.

Thorkell var ſaa misfornøjet over ſin Vens Drab, at han ikke kunde holde ud at være hjemme, men begav ſig til Kolbeins Frænde, der hed Skegge, og ſædvanligviis kaldtes Holmgangsſkegge, fordi han var en ſtor Holmgænger. Thorkell eggede Skegge ſterkt til at hevne Kolbein og egte Thordis, og fik ham til at indfinde ſig ſelv tyvende hos Thorbjørn for at bejle til hans Datter. Denne var nu halv om halv bortlovet til Baard, en anden ung Bonde i Egnen, og Skegges Frieri blev afviiſt. Derover blev han ſaa fornærmet, at han udfordrede Baard til Holmgang paa en Ø, kaldet Sara. Giſle ſpurgte Baard, om han tænkte paa at indfinde ſig til Holmgangen. Baard ſagde, at det ej var at tænke paa for ham. Da ſkammede Giſle ham ud for hans Frygtſomhed, og ſagde at han ſelv vilde gaa i Kampen. Giſle begav ſig til Saxer ſelv tolfte. Da var Skegge allerede kommen, havde fremſagt Holmgangsloven og haſlet Volden; men da han endnu ikke ſaa noget til Baard eller Giſle, bød han ſin Smed, der var i hans Følge, at indrette og opſtille to Menneſkefigurer i Baards og Giſles Lignelſe paa Stedet til evig Spot og Spee for dem. Dette hørte Giſle, ſom allerede var kommen i den nærliggende Skov, og raabte: „Andet nyttigere Arbejde kunne nok dine Huuskarle tage ſig til: her ſeer du den, ſom ikke er bange for at ſlaas med dig“. Derpaa gik de begge i Holmen, uden at have nogen til at holde Skjold for ſig, og Enden paa Kampen blev at Giſle hug den ene Fod af Skegge, ſom maatte løſe ſig af Holmen, og ſiden gaa med Træbeen. Thorkell fulgte nu hjem med Giſle, og Forſtaaelſen mellem Brødrene blev atter god. Giſle vandt ved denne Bedrift ſtor Anſeelſe.

Men Skegge havde to Sønner, Einar og Sigurd, der boede paa Flydrunes nordenfor Throndhjem. De vilde hevne ſin Fader, og ſamlede om ſig en Skare af henved 40 Mand, med hvilke de en Nat kom til Surendalen. De begave ſig førſt til Baards Huus, og ſatte ham to Vilkaar, enten at ledſage dem paa deres Færd, eller at miſte Livet. Baard ſagde, at han vel ikke havde noget udeſtaaende med Thorbjørn og hans Sønner, men at han dog heller ikke vilde lade ſig dræbe for deres Skyld; han gav ſig derfor i Brødrenes Følge med 10 Mand, ſaa at de i Alt vare 50; med denne Hob kom de uventet til Thorbjørns Gaard, og omringede ſaavel Skaalen ſom Stokkehuſet. Dette havde Giſle tømret nogle Aar i Forvejen, og meget hændigt indrettet det ſaaledes, at der i enhver af de fire Vægge var en Stok, i hvilken den nederſte Deel var løs og kunde tages ud, ſkjønt man udenfra intet kunde ſe dertil. Denne Nat opholdt Thorbjørn og hans Familie ſig i Stokkeburet. Der kunde ikke være Tale om at undløbe eller forſvare ſig mod Overmagten. De Angribende lod drage Ved foran Skaalen og Stokkeburet, og tændte Ild derpaa, for at indebrænde dem. En hvas Vind blæſte lige mod Stokkeburet, og lettede Ildspaaſættelſen. De Indebrændte havde ikke Vand, men der ſtod to ſtore Kar med Syre (ſuur Melk); denne ſloge de paa Ilden og det lykkedes dem tre Gange at ſlukke den, men omſider begyndte dog Huſet at brænde. Da gik Giſle til den Gavlvæg, der var lige over for Døren, og tog det løſe Midſtykke ud af Stokken, hvorved en Aabning fremkom, ſtor nok for et Menneſke til at kunne komme ud. Paa denne Side af Buret ſtod der heller ikke nogen af Fienderne, da alle pasſede paa Døren, ligeledes lagde al Røgen ſig til denne Side. Begunſtiget herved, ſnege alle de Indeſtængte ſig ud, fulgte Røgen ſaa langt ſom muligt fra Gaarden, og kom ubemerkede til Skoven, hvorfra de ſaa, hvorledes Bygningerne paa Gaarden opbrændtes i Bund og Grund. I Skaalen indebrandt 30 Mand. Deres Fiender, ſom ej forlode Gaarden, før den var forvandlet til Kul og Aſke, troede naturligviis at alle dens Beboere vare indebrændte. Giſle og hans Ulykkesfæller holdt ſig ſkjulte, indtil alle Fienderne vare borte. Da ſamlede de i al Stilhed Folk, og begave ſig med dem førſt til Baards Gaard, hvilken de brændte med alle dem, ſom vare inde. De vendte derpaa tilbage til den afbrændte Gaard, ſom de for et Syns Skyld begyndte at opbygge paany, medens Giſle ganſke hemmeligt byggede et Skib, thi deres Henſigt var at flytte over til Island. Om Vaaren ſolgte de Landejendommen, og gik ombord med Løsøret; de vare i alt tredive Mandfolk foruden Kvinderne. Førſt ſtyrede de til Havs, men lagde bi under nogle Udøer for der, ſom det hed, at vente paa Bør. Men en Godvejrsdag, medens de laa der, gik Giſle og Thorkell, hver med 9 Mand, paa hver ſin Baad og roede nordefter til Flydrunes for inden deres Afrejſe at tage Hevn over Skegges Sønner. Da de kom til Flydrunes, erfore de, at Einar og Sigurd vare dragne ud at indkræve Kong Haakons Landſkylder. Giſle og Thorkell lagde ſig i Vejen for dem, hvor de ventedes at komme, og angrebe dem, da de kom. Der blev en haard Kamp. Skegges Sønner og deres Mænd vare tilſammen femten; Giſle og Thorkell havde ſaaledes Overmagten. Giſle fældte med egen Haand fem, Thorkell tre, og deres Følgeſvende de øvrige. Derpaa vendte Giſke tilbage til Flydunes, gik ind i Skaalen, hvor Skegge laa, og hug Hovedet af ham, ranede alt Godſet og gjorde alt det Hærverk, han kunde. Derefter drog han tilbage til Skibet. De gik nu op paa den nærmeſte Ø og anſtillede et ſtort Blot til Guderne med Bøn om god Bør; Børen indfandt ſig ogſaa, og de kom heldigt til Island, hvor de landede ved Haukadalsoſen i Dyrafjorden, nordveſtligt paa Øen. Her var alt Land optaget, men Thorbjørn kjøbte ſig Land paa den ſøndre Strand ved Søbol i Haukadal, hvor Giſle byggede Gaarden, og hvor han tilligemed Thorkell blev boende hos Faderen. Den tredie Broder, Are, var bleven tilbage i Norge hos ſin Morbroder, hos hvem han var til Opfoſtring. Thorbjørn, der fik Tilnavnet Sur, enten nu, ſom det heder, fordi han havde forſvaret ſig mod ſine Fiender med Suren, eller, hvad der er rimeligere, fordi han var fra Surendalen, levede ikke længe efter Nedſættelſen paa Island, og hans Sønner toge ved Gaarden efter ham. De fik ſnart stor Anſeelſe, og beſvogredes med de bedſte Familier paa Veſterlandet. Gille egtede Aude, en Datter af Veſtein Vegeirsſøn, Vebjørn Sygnakappes Broder, om hvilken der ovenfor er talt[2]. Thorkell egtede Aasgerd, en Datter af Thorbjørn Selagnup paa Kvigandafell i Taalknafjorden. Og Thordis egtede Thorgrim, en Søn af den mægtige Thorſtein Thorſkabit paa Helgafell, Thorolf Moſtrarſkeggs Søn, ſom nedenfor ſkal omtales[3].

  1. Der er to Bearbejdelſer af den Saga, der omhandler disſe Begivenheder (Giſle Sursſøns), begge lidt forſkjellige indbyrdes. Den ene lader Thorbjørn ſaa ſin Huſtru fra Fridarø, hvilket man vel maa forklare ſom en Skrivfejl for Frædø; den anden derimod nævner Frøsøen i Jemteland ſom hendes Hjem, og har endog en temmelig vidtløftig, men formedelſt en Lakune ufuldendt Fortælling om et Æventyr, Thorkell beſtod paa Skovene ved Kjølen, da han vilde beſøge ſine Frænder paa Frøsø. Man tør ſaaledes ikke ſlet hen benegte Rigtigheden af denne Beretning Den beſtyrker Kongeſagaernes Udſagn om den Forbindelſe, ſom paa Kong Haakons Tid knyttedes mellem Jemteland og det øvrige Norge, og ſtemmer tillige med hvad der nævnes i den ældre Froſtathingslov (VII, 27) om Frøsø, ſom et Sted, til hvilket hyppige Handelsrejſer foretoges fra Throndhjem.
  2. Se ovenfor S. 543, og Landn. II. 26-27.
  3. Giſke Sursſøns to Sagaer. I nogle isl. Annaler henføres Thorbjørn Snes Ankomſt til Island urigtigt til 935, thi det er aabenbart, at den førſt har ſkeet imod Slutningen af Haakon den godes Regjering. Større Ret ſynes de at have, der henfører den til 953. Dette vil af det Følgende blive indlyſende.