Det norske Folks Historie/1/95

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af de mægtige Familier indenlands maa Hørde-Kaares paa Haakons Tid have haft den ſtørſte, eller i alle Fald meget ſtor Anſeelſe, thi den var beſlægtet med Kongen ſelv gjennem hans Moder Thora Moſterſtang, og til den hørte desuden hans Ven og Raadgiver Thorleif ſpake[1]. Ogſaa Vikinge-Kaares Ætlinger paa Oplandene og Vors ſynes at have haft ſtor Anſeelſe, thi vi erfare, at Kong Tryggve i Viken enten ſtrax før eller kort Tid efter Haakons Død egtede Aaſtrid, en Datter af Erik Bjodaſkalle paa Ofreſtad, Vikinge-Kaares Søn[2]. En anden Søn, eller, ſom det ogſaa etſteds heder, Sønneſøn af Vikinge-Kaare, ved Navn Vigfus, boede paa Vors og førte Herſenavn. Han var en god Ven af tvende Brødre, Reidar og Ivar, der boede tilſammen i Nærheden paa en Gaard ved Navn Nes; de ſtiftedes til at holde Julegjeſtebud hver ſin Vinter. Engang havde Reidar foretaget en Handelsrejſe til Eyjafjorden paa Island, hvor han blev kjendt med den unge Eyjulf, hvis Fader, Goden Ingjald, Helge magres Søn, boede paa Tveraa. Eyjulf fandt ſaadan Behag i Reidar, der var en raſk og hyggelig Mand, at han udvirkede ſin Faders Samtykke til at indbyde ham til at blive Vinteren over paa Tveraa. Reidar modtog Tilbudet, og forærede Ingjald af Erkjendtlighed et fuldt Sæt Tapeter til hans Gildeſkaale; da han vendte tilbage til Norge, fulgte Eyjulf med ham, for at ſe ſig om i Verden. Ved Ankomſten til Norge foreſlog Reidar ham at tage Tjeneſte hos Kong Haakon, men Eyjulf ſvarede, at han ej var ſkikket til at tjene Konger, og ſagde at han helſt miſtede at tilbringe Tiden hos Reidar. Denne gjorde Vanſkeligheder derved, og maatte paa Eyjulfs indſtændige Spørgsmaal endelig rykke Ud med Aarſagen, at hans Broder Ivar, der ſnart var ventende hjem fra Viking, ikke kunde lide Islændingerne, men plejede at ſpotte og forhaane dem ſaaledes, at de ej vel kunde opholde ſig der, iſær da ogſaa hans Mænd fulgte hans Exempel. Eyjulf fik herved juſt Lyſt til at blive, og Reidar kunde ikke vel negte ham det. Da Tiden led til at Ivar ſkulde komme, iførte Eyjulf ſig en loden Kappe, og ſad med den hver Dag ved Reidars Side. Da Ivar kom, og var bleven venſkabelig modtagen af Reidar, fik han Øje paa Eyjulf, og ſpurgte ſin Broder hvad for et Menneſke eller Dyr der ſad ved Siden af ham, thi det var, ſagde han, en temmelig ſtor Rue (hrúga, Dynge). Eyjulf ſagde, hvo og hvorfra han var, og at han agtede at forblive der om Vinteren, hvorover Ivar yttrede ſin Misfornøjelſe, og bebrejdede ſin Broder, at han ſkulde drage til det værſte Folk i Verden og bringe dem Mænd derfra paa Halſen at opvarte. Da han ſaa, at hans Broder tog ſig nær heraf, ſlog han ſig vel for det førſte til Taals, men paaſtod dog, at han vilde kalde Eyjulf med Tilnavnet Ruga, ligeſom han og hans Mænd ved hver given Anledning ſøgte at have ham til Bedſte. Julegjeſtebudet ſkulde denne Gang ſtaa hos Brødrene, og da Tiden nærmede ſig, gjorde Reidar ſig rede til at drage om og indbyde Gjeſter. Han vilde have Eyjulf med, fordi han ikke var vis paa, hvorledes Ivar og dennes Mænd vilde behandle ham, men Eyjulf ſagde at han ikke befandt ſig vel, og helſt ønſkede at blive hjemme. Reidar maatte drage afſted uden ham, og Ivars Mænd glædede ſig allerede til at have deres Morſkab med Rugen, ſom de kaldte Eyjulf. Men mod Formodning ſagde Ivar, at det vilde være højſt utaknemmeligt af ham mod hans Broder Reidar, der alene ſørgede for at ſtyre Huusvæſenet, om han tillod at dennes Gjeſt led Overlaſt; han forbød ſine Mænd at ſige et eneſte fornærmeligt Ord imod ham, og erklærede at om han end havde dræbt hans Broder, vilde han dog for Reidars Skyld ikke gjøre ham noget ondt. Han forbød dem ogſaa at kalde ham Ruge. Den følgende Morgen indbød Ivar Eyjulf til at gaa med dem ud i Skoven for at fornøje ſig med at fælde Træer. Han fulgte med, og kom her, idet han gik afſides, til at treffe en Bjørn, af hvilken han med ſit Sverd afhug Trynet oppe ved Øjnene, og tog det med ſig. Dette ſinkede ham, ſaa at de øvrige kom hjem før ham, til ſtor Sorg for Ivar, der ængſtedes over hans Udebliven og bebrejdede ſig ſelv og ſine Mænd, at de havde ladet den Fremmede gaa ene i den vildſomme, af Skadedyr vrimlende Skov. Dog, da de juſt vilde til at gaa ud og ſøge efter ham, kom han, og fremviſte Bjørnens Tryne, til ſtor Forbauſelſe for Ivar, der nu erkjendte, hvor uvittigt det var at ſpotte ukjendte Mænd, og yttrede Tvivl om, hvorvidt han eller nogen af hans Mænd kunde have gjort Eyjulf dette efter. Da Reidar kom hjem, ængſtelig for hvordan Behandling hans Ven havde lidt, glædede Ivar ham med den Forſikkring, at han herefter vilde viſe Eyjulf det ſamme Venſkab, ſom han ſelv, og at Eyjulf nu ſkulde ſidde ved hans Side. Da Gjeſterne kom og man ſkulde ſidde Tolvmenning, det vil ſige tolv og tolv ſammen i Buntetrad, blev der efter Skik og Brug kaſtet Lod om, hvo der ſkulde ſidde nærmeſt Vigfus Herſes Datter Aaſtrid, og Lodden traf Eyjulf, hvilket gav Anledning til at man allerede da talte om, at der nok torde blive et Par af dem.

De fire følgende Somre tilbragte Eyjulf i Viking, men opholdt ſig om Vinteren paa Vors hos begge Brødrene. Da kom der delt fjerde Vinter en paa Oplandene boſat Frænde af Brødrene, ved Navn Thorſtein, og klagede ſin Nød for dem, at en Berſerk ved Navn Aasgaut havde udfordret ham til Holmgang for at tiltvinge ſig hans Søſter. Uden Brødrenes Hjelp vovede han ej at binde an med ham, og bønfaldt dem derfor om at ſtaa ham bi. De kunde ikke afſlaa ham Begjæringen, og fulgte ham, tilligemed Eyjulf og flere af deres Mænd, tilſammen 30, til Oplandene. Da de kom til Kampſtedet, ſpurgte de deres Mænd, om nogen af dem havde Lyſt at tilkæmpe ſig en Kone, ved at træde i Holmgang med Aasgaut, men Ingen vovede det. De bade nu Eyjulf om at holde Skjoldet for Thorſtein i Kampen Men Eyjulf ſagde at han heller vilde kæmpe med Berſerken i hans Sted, og derved blev det. Brødrene takkede ham meget for dette Venſkabsbeviis, og Ivar tilbød ſig at holde Skjold for ham, men Eyjulf afſlog det med de Ord: „det gamle Ordſprog er ſandt, at egen Haand er huldeſt“. Da han traadte ud paa Holmen, ſagde Berſerken: „ſkal denne Klump ſlaaes med mig?“ Eyjulf ſagde roligt, at det ſtod daarligt til med ham, ſom frygtede en ſtor, og ſpottede en liden Mand. Berſerken fremſagde Holmgangsloven, at den ſaarede ſkulde løſe ſig med ti Merker af Holmen Eyjulf undrede ſig over at han ſelv vurderede ſig ſaa ringe, „thi i vort Land“, ſagde han, „vilde den Sum kun anſees for Trællegjeld“. Eyjulf ſkulde hugge førſt, og hug allerede i dette Hug den nederſte Deel af Skjoldet og den ene Fod af Berſerken, der ſaaledes maatte løſe ſig af Holmen, og ſiden levede ſom Krøbling. Thorſtein bød Eyjulf meget Gods for Hjelpen, men Eyjulf ſagde at han havde ydet den hverken for at faa Gods eller for at faa Pigen, kun af Venſkab for Brødrene. Efter Tilbagekomſten til Vors bejlede han til Aaſtrid Vigfusdatter; Ivar og Reidar talte hans Sag, og han fik hende. Hans Fader Ingjald var imidlertid død; han vendte derfor tilbage til Island med ſin unge Kone, for at overtage Gaarden og Godordet. Men han levede ikke mange Aar efter Hjemkomſten, efterladende Aaſtrid ſom Enke, med fire Børn, af hvilke den yngſte Søn, Glum, blev hjemme hos Moderen, medens de andre, da de bleve voxne, giftede ſig og flyttede bort. En mægtig Nabo, Landnamsmanden Thorkell høje, tilligemed dennes Søn Sigmund benyttede ſig af Aaſtrids forſvarsløſe Stilling til at fortrænge hende og Glum fra Fædrenegaarden Tveraa; de flyttede til en anden Deel af Ejendommen og byggede en ny Gaard, men ingenſinde fik de være i Fred, thi Thorkell og Sigmund tilegnede ſig de bedſte Jordſtykker, og ſøgte i alle Dele at gjøre dem Skade. Glum, der i Opvæxten havde viiſt ſig ſtille og indeſluttet i ſig ſelv, og ikke taget ſig ſynderligt af Gaardens Drift, men ſom forreſten var ſmuk og ſtor af Væxt, havde imidlertid naaet ſit femtende Aar, og ſagde at han vilde drage over til Norge for at prøve, om han kunde faa nogen Lykke hos ſine anſeede Frænder, thi han kunde ikke længer holde ud at taale Sigmunds Anmasſelſer. Han bad ſin Moder, ikke at ſælge Ejendommen i hans Fraværelſe, hvor trangt det end maatte vorde hende, og drog afſted.

Da Glum var kommen til Norge, begav han ſig op paa Vors, til Vigfus’s Gaard, hvor han ſtrax kunde ſe at man levede paa en ſtor Fod, thi der var en Mængde Menneſker og mangeſlags Lyſtighed og Leg. Han ſaa flere Mænd af et fornemt Udſeende, og vidſte derfor i Førſtningen ikke, hvo af dem var hans Morfader Vigfus, men endelig fik han Øje paa en ſtor, værdigt udſeende Mand i Højſædet, der var iført en blaa Kappe og legede med et guldbeſlaget Spyd: da kunde han ſkjønne at dette var Huſets Herre, gik hen til ham og hilſede ham. Vigfus modtog hans Hilſen venligt og ſpurgte hvo han var; han nævnte ſig da ſom en af hans Datter Aaſtrids Sønner, der var kommen for at beſøge ham. Vigfus ſvarede, at han ej ſaa lige kunde vide, om det var ſandt hvad han ſagde; han anviſte ham imidlertid Sæde paa den ydre Deel af den ringere Bænk, og gjorde ikke ſynderligt af ham; heller ikke blandede Glum ſig ſynderligt i de Øvriges Samtaler og Lyſtighed, men laa for det meſte i ſit Sengerum med en Kappe over Hovedet, og betragtedes ſom en underlig Skrue. Ved Vinternatstid ſkulde der være Diſeblot og Gjeſtebud paa Gaarden; alle ſkulde deeltage deri, men Glum ſad i ſit Rum og gik ej til Blotet Om Aftenen, da Gjeſterne vare komne, herſkede der langt mindre Lyſtighed, end man ſkulde have ventet, hvor ſaa mange vare tilſammen, og Beværtningen ſaa god. Glum, ſom hverken havde været ude at modtage Gjeſterne eller indbudt Nogen til at ſidde hos ſig, fik Aarſagen til denne Misſtemning førſt at vide, da de havde ſat ſig til Bords. Det blev ham nemlig ſagt, at en Berſerk ved Navn Bjørn Jernhaus var kommen til Gaarden ſelv tolfte; han havde for Skik at indfinde ſig ved ſtore Gjeſtebud og give ſig i Ordvexling med Folk, for at ſaa Anledning til at æſke dem til Holmgang, om de vovede at ſige det allermindſte, der mishagede ham. Vigfus bad at man vilde ſvare ham lempeligt, og ej lade det komme til nogen Voldſomhed, hvilket ogſaa lovedes. Bjørn kom nu ind i Skaalen, ſtillede ſig foran den Mand, der ſad yderſt paa den fornemmere Bænk, og ſpurgte ham, om han vel troede ſig at være hans Ligemand. Nej langt fra, ſvarede den Tilſpurgte; nu gjentog han Spørgsmaalet til den næſte, og fik omtrent det ſamme Svar; ſaaledes fortſatte han langs hele Bænken, uden engang at ſkaane Vigfus ſelv, der ſad i Højſædet Denne ſvarede, at det var uviſt om han i ſine yngre Dage, da han laa i Viking, kunde have maalt ſig med ham; nu, da han var gammel og ſvag, var det end mindre at tænke paa. Saaledes gik det langs begge Bænke, indtil Berſerken kom til Glum, der laa paa Pallen. Bjørn ſpurgte, hvorfor han laa, og ej ſad oppe. Sidemændene ſvarede at han var ſaa uvittig, at det ej var Umagen værd at agte paa ham. Bjørn ſpendte til ham med Foden, ſagde at han ſkulde ſidde oppe ſom andre, og ſpurgte om han vel anſaa ſig for hans Lige. Glum ſagde at han kunde lade ham være i Fred; hans Lige ønſkede han ej at være, da Folk ſom bare ſig ſaaledes ad, paa Island kun vilde kaldes Narre; i det ſamme ſprang han op, løb ind paa Bjørn, rev Hjelmen af ham, greb et Vedtræ, og ſlog ham Slag paa Slag mellem Skuldrene, ſaa at han faldt; da han vilde til at rejſe ſig, ſlog han ham i Hovedet, og blev ved dermed, indtil han havde faaet ham udenfor Døren. Da Glum vilde ſætte ſig paa ſin Plads igjen, var Vigfus kommen paa Gulvet, og hilſte ham med Glæde ſom ſin Frænde, „thi nu“, ſagde han, havde Glum beviiſt, at han var af hans Æt“. „Jeg har“, vedblev han, „i Førſtningen ikke gjort faa meget af dig, fordi jeg vilde at du førſt ſkulde føre dig i Ætten ved en eller anden raſk Daad; men nu ſkal jeg viſe dig al mulig Hæder“. Han ledede ham nu til Sæde hos ſig ſelv. Glum ſagde, at han nok gjerne havde modtaget det Sæde noget før. Dagen efter erfor man, at Bjørn har død. Vigfus tilbød Glum at blive der og arve hans Magt og Anſeelſe. Glum ſvarede at det vilde han gjerne, dog maatte han førſt ud til Island for at ſe til ſin Fædrenearv; men derefter ſkulde han ſaa ſnart ſom muligt komme tilbage. Vigfus ſagde, at under disſe Omſtændigheder ſaa det rimeligere ud til, at Glum vilde komme til at forøge ſin Æt og ſin Hæder paa Island. Da Sommeren kom, lod Vigfus udruſte et Skib for Glum, ſkjenkede ham fuld Ladning og meget Gods i Guld og Sølv, og gav ham til Afſkeden en Kappe, et Spyd og et Sverd, hvilke tre Ting han bad ham aldrig at ſkille ſig ved, da der var Lykke ved dem; „vi Frænder“, ſagde han, „have haft ſtor Tiltro til dem, og ſaa længe du har dem, haaber jeg at du ikke vil miſte din Anſeelſe“. Derpaa ſkiltes de ad, og ſaaes ikke oftere. Glum kom til Island, hvor hans Moder imidlertid havde lidt megen Overlaſt af Sigmund. Han holdt ſig rolig en Stund, men da Uvæſenet gik for vidt, dræbte han Sigmund, og forfulgte tillige hans Fader Thorkell med ſaadan Kraft til Thinge for hans Uretfærdighed og Vold, at han for at ſlippe Fredløshedsſtraf fandt ſig i at afſtaa Tveraa for den Priis, Glum ſelv beſtemte, og at forlade Heredet. Der fortælles, at Thorkell, da han ſkulde flytte, gik til Guden Freys Hov, medbringende en gammel Oxe, og ſagde: „Frey, du ſom ſaa længe har været min Trøſt og Støtte, og ſom har faaet ſaa mange Gaver af mig og lønnet dem vel; dig giver jeg denne Oxe for at Glum engang ſkal forlade Tveraa ligeſaa nødtvungen, ſom jeg nu; lad mig ſe et Tegn paa, om du modtager Gaven“. Oxen, heder det, brølede og ſtyrtede død ned, og Thorkell udlagde dette ſom et Tegn paa, at Frey havde modtaget Gaven. Paa ſin gamle Alder maatte Glum virkelig forlade Tveraa formedelſt de mægtige Brødre Gudmund rikes og Einars overlegne Indflydelſe, ſaaledes ſom det ſenere ſkal omtales; men i en lang Række af Aar var han den fornemſte Høvding i Eyjafjorden, og udmerkede ſig lige ſaa meget ved ſin Klogſkab, Lovkyndighed og Skaldedygtighed, ſom ved den Haandfaſthed og Tapperhed, hvormed han, naar det gjaldt, ſlog til og fældte ſine Modſtandere, hvis Drab gav Anledning til at man ſædvanligt kaldte vant Vigaglum (Drabs-Glum), under hvilket Navn han iſær er bleven bekjendt[3].

  1. Se ovf. S. 577, ſamt om Thorleifs Tilværelſe S. 408, 576.
  2. Om Vikinge-Kaares Herkomſt, Ætlinger og øvrige Frænder, ſe ovenfor S. 577. Ofreſtad laa paa Oplandene, dette ſiges udtrykkeligt baade i Ágrip (Cap. 14) og Historia Norvegiæ fol. 8l. h, men dets nærmere Beliggenhed kjendes ej nøjagtigt.
  3. Vigaglums Saga, Cap. 1—9. De islandſke Annaler henføre, uviſt efter hvad Autoritet, Sigmunds Drab til Aaret 942, hvorved altſaa Glum ſkulde være fød det allerſeneſte 936, hvilket er urigtigt, da det udtrykkeligt heder, at Haakon Adelſteensfoſtre herſkede i Norge, da Glums Fader Eyjulf blev gift. Sigmunds Drab falder ſnarere omkring 960.