Det norske Folks Historie/1/98

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af de her ſkildrede Begivenheder kan man danne ſig en ret tydelig Foreſtilling om, hvorledes Folkelivet i Norge og paa Island var beſkaffent ved Midten af det 10de Aarhundrede, og paa hvilket Trin af Udvikling Nordmændene ſtode. Endnu var Forſkjellen fra hvad der i de tidligere Aarhundreder var det ſædvanlige, ikke meget ſtor. Endnu herſkede Hedendommen: endnu var Leveſkikken i det Væſentlige den ſamme, endnu vedvarede Vikingetogene. Men ganſke uden Virkning kunne dog heller ikke de Beſtræbelſer have været, ſom Kongerne og de viſeſte Høvdinger gjorde ſig for at oprette og overholde Orden inden Landets egne Enemerker. I Norge herſkede Haakon den gode aabenbart med langt ſtørre Kraft, end man almindeligviis har villet tillægge ham. Naar det paa flere Steder heder, at i der i hans Regjeringstid var god Fred indenlands, og at den ene ikke ſkadede den anden, kan denne fredelige og lovlige Tilſtand ikke anſees ſom tilfældig, men maa ene og alene tilſkrives Kongens viſe Foranſtaltninger. Viſtnok have vi ſeet enkelte Voldshandlinger af Bønderne mod hinanden indbyrdes omtalte paa hans Tid, og der har vel endog været endnu flere, ſom ej ere omtalte; men hvis hine Sagaens Ord ſkulle have nogen Betydning maa dog ſlige Voldshandlinger anſees ſom Undtagelſer fra den almindelige Regel. Den blotte Nødvendighed af at lyde Kongens Forſkrifter, der ſigtede til Orden og Enighed, maatte omſider vænne Bønderne til at foretrække den lovlige for den lovløſe Tilſtand: de forſkjellige Fylkers Indbyggere maatte vænne ſig til at betragte hinanden ſom Landsmænd, og de Forſøg, der ſiden Harald Gormsſøns Regjeringstiltrædelſe gjordes fra danſk Side paa at fornye de gamle Fordringer paa en Deel af Norge, kunde ikke andet end ſkærpe Nordmændenes Nationalfølelſe og deres Bevidſthed om at de dannede et eneſte Folk, hvis Ære var afhængig af Landets Integritet. Det er derfor ogſaa fra denne Tid, at vi ſinde de førſte Yttringer af Nationalſtolthed hos Nordmændene lige over for Danerne[1]. Og maa det end anſees ſom et Onde for Norden i det Hele taget, at der ſkulde opſtaa National-Uvenſkab mellem dens enkelte Hovedfolk, ſaa maa man dog paa den anden Side erkjende, at dette National-Uvenſkab i Rigernes Barndomstid maaſkee væſentligſt bidrog til enkeltviis at give dem Sammenhold og indre Kraft, og at det ſaaledes endog maaſkee var et nødvendigt Middel i Forſynets Haand til at hindre Nordens Folk fra at ſplitte ſig i en forvirret Mangfoldighed, der omſider vilde have endet med Nationalitetens egen Undergang.

Der er vel heller ingen Tvivl om, at Chriſtendommen, ſkjønt den endnu ikke havde formaaet at erhverve Herredømmet i Norge, allerede paa Forhaand udøvede en god Indvirkning paa Folkecharakteren. Ikke at tale om at Kong Haakons Foranſtaltninger til Bedſte for Lov og Ret ſtrengt taget kunne ſiges at være udſprungne af hans chriſtelige Anſkuelſer af en Konges Pligter og et Folks Behov, maa de Exempler, de Chriſtne, ſaavel i Landet ſelv, ſom udenlands, gave Hedningerne paa et roligere, ordentligere, men ogſaa behageligere Liv, end Hedendommen medførte, have vakt Tvivl hos mange af disſe, om Hedendommen dog overhoved var værd at holde paa, ligeſom der i alle Fald umerkeligt maa have indſneget ſig et viſt Fritænkeri blandt Hedningerne og deres Agtelſe for de hedenſke Guder ſelv maa have været rokket ſaaledes, at mange af dem, for ikke at ſige de fleſte, befandt ſig paa et viſt Indifferentismens Standpunkt, og alene følte Betænkelighed ved at antage Chriſtendommen, fordi de troede at dens Bud vilde være dem vanſkelige at overholde, eller den Levemaade, den foreſkrev, var mere blødagtig, end de vare vante til og de anſaa det for ønſkeligt. Naar man i denne og den næſt følgende Tid læſer om ſaa mange, der troede paa deres Kraft og Styrke uden at ſkjøtte ſynderligt om Guderne, eller vare „gudløſe“, ſom man kaldte det, og ej vilde blote[2], naar man læſer om andre, ſom vare „blandede i Troen“, og ſaavel om Harald Haarfagre ſelv, ſom ſenere om Thorſtein Ingemundsſøn, at de paakaldte den, ſom „havde ſkabt Solen, Verden og Menneſkene“[3]; naar vi ligeledes finde mange Exempler paa at Sejd og Trolddom vare forhadte: ſaa maa det anſees umiskjendeligt, at Hedendommen allerede befandt ſig paa ſvage Fødder, og at en Overgang forberedtes. Heraf bærer ogſaa den Fremſtilling af Aaſa-Læren, der i de gamle Oldſkrifter er os opbevaret, tydelige Spor; den afſpejler naturligviis kun de paa Hedendommens ſidſte Tider gængſe Foreſtillinger, i hvilte Guderne langtfra indtage det ophøjede Standpunkt, ſom i de gamle Eddadigte. I ſit Haakonarmaal reflekterer Eyvind ſelv over Kong Haakons Forhold til den hedenſke Religion, og lader det være ſig magtpaaliggende at fortælle, at han ſidder hos „de hedenſke Guder“. Og den Maade, paa hvilken de ivrigſte Blotmænd i denne ſidſte Tid dreve Blotene, bærer virkelig et viſt Præg af fortvivlet og fanatiſk Faſthængen ved Noget, der truer med at forſvinde, og ſom der ſkal mere end almindelige Beſtræbelſer til at holde faſt.

Det er merkeligt nok, at man ingenſinde hører mere Tale om Holmgang og Holmgængere af Profesſion, end netop paa denne Tid. Det kommer vel deraf, at vi ſavne Optegnelſer derom fra tidligere Aarhundreder; imidlertid er det dog ogſaa heel ſandſynligt, at de, der hidtil vare vante til den højeſte Grad af Selvraadighed og til at bruge Sverdet, hvor de vilde have deres Vilje frem, nu efter Indførelſen af en bedre borgerlig Orden grebe til Holmgangen, ſom det eneſte lovhjemlede, eller rettere af Loven tolererede Middel, der gav dem Anledning til at prøve deres egen Kraft og Styrke. Men de mange Formaliteter, der, i det mindſte efter Beretningen i Kormaks Saga, vare forbundne med Holmgangen, ſynes næſten at have været opfundne for at gjøre den ſaa uſkadelig ſom muligt. Det var Holmgangelov, heder det, at en Feld (Kappe), fem Alen mellem Skjøderne og med Lykker i Hjørnerne, ſkulde udſpiles paa Jorden med Plugger, paa hvis øvre Ende der var et Hoved, og ſom kaldtes Tjasner; den, der gjorde Forberedelſerne, ſkulde gaa til Tjasnerne ſaaledes, at han ſaa Himlen mellem ſine Been, og holde i ſine Ørelapper idet han fremſagde en Bøn, det ſaakaldte Tjasneblot; tre Retter (Afſatſer) ſkulde være Uden om Felden, en Fod brede; udenfor Reiten ſkulde der være fire Stænger, de ſaakaldte Haſler, efter hvilke Volden ſagdes at være haſlet. Hver af de Kæmpende ſkulde have tre Skjolde, og naar de vare forhugne, ſkulde man træde ind paa Felden, om man end forhen var vegen tilbage derfra, og fra det Øjeblik ſkulde man alene forſvare ſig med ſine andre Vaaben; den Udfordrede ſkulde hugge førſt; blev en ſaaret, ſaa at der kom Blod paa Felden, behøvede man ej at ſtride længer; ſteg en Mand med den ene Fod udenfor Haſlerne, kaldtes det at fare paa Hal (vige), men gjorde han det med begge, kaldtes det at rende (fly). Hver af de Stridende ſkulde have en til at holde Skjold for ſig, og den, der blev meeſt ſaaret, ſkulde betale tre Mark i Holmløsning“. Dertil kom og, at Sejrherren ſtrax efter Kampen ſkulde dræbe det færdigt ſtaaende Blotnaut[4]. Nævnes nu end ikke disſe Formaliteter overalt, hvor Holmgang omtales, maa dette vel iſær forklares derved at Sagaſkriveren har forudſat dem bekjendte; enkelte Afvigelſer kunne vel og have fundet Sted, men i det Hele taget maa det dog vel have gaaet ſaaledes til, ſom det her er ſkildret, og deri viſer der ſig aabenbart en Beſtræbelſe for at gjøre Holmgangen ſaa lidet blodig, og give de Kæmpende ſaa liden Anledning til at gjøre Kneb, ſom muligt[5]. Derfor var det vel og, at flere foretrak det mindre formelige Eenvige, hvor dette kunde komme til Anvendelſe.

En af Hedendommens Skikke, ſom det iſær holdt haardt med at faa aflagt, uagtet den allerede under Hedendommen ſelv betragtedes af de meeſt Veltænkende med Ugunſt, var Børne-Udſættelſen. Faderen havde Ret til at erklære, at han ej vilde opfoſtre ſit nyfødde Barn, men derimod ſætte det ud, og det kom da an paa andre Folks Godhed, om de vilde tage ſig af det, eller det ſkulde dø. Der er vel ingen Tvivl om, at Haakon den gode har ſøgt at faa denne Uſkik afſkaffet, men før Chriſtendommens Indførelſe var det neppe at tænke paa at det kunde lykkes.

Vikingetogene ſelv vedbleve i hele dette Aarhundrede. Vi læſe baade i vore egne Sagaer om Høvdinger og anſeede Mænd, at de i deres Ungdom ſædvanligviis i nogle Aar vare i Viking, og i fremmede Landes Aarbøger, at de fremdeles hjemſøgtes af Vikinger fra Norden. Men de ſtørre Vikingetog ſynes dog ikke at have været ſaa hyppige ſom forhen, og de af Vikingerne hjemſøgte Lande ſynes og bedre at have forſvaret ſig, efter i at have optaget hele Vikinge-Kolonier i ſit eget Skjød mod den Forpligtelſe for disſe, at overtage Landets Forſvar. Men kunde end den enkelte Viking derved holdes borte, ſaa blev det igjen, hvad Englands ſenere Skjæbne viſte, lettere for de erobringslyſtne Konger i Norden at ſkaffe ſig Fodfæſte og Tilhæng i de ſaaledes allerede for en ſtor Deel af Nordboer beſatte Lande, og det er derfor ikke at undres over, at Vikingetogene i det Store mere og mere antoge Charakteren af Erobringstog, foranſtaltede af Landets Overkonger, ſaa meget mere, ſom Smaakongedømmernes Undergang og de ſtørre Rigers Oprettelſe gjorde det vanſkeligere for den Enkelte at krige paa egen Haand. De virkelige Vikinger bleve mere og mere, endog i Norden ſelv, en Gjenſtand for Kongernes Forfølgelſe. Det var forreſten Danevældet, fra hvilket i denne ſenere Periode de fleſte Krigstog til fremmede Lande udgik; det befandt ſig endnu i den førſte Gjæring efter Erobringstiden; Norges ſtørſte Gjærings- og Vikinge-Periode var allerede forbi. Ogſaa fra Sverige ſynes nye hyppige Krigsexpeditioner at have fundet Sted, men fornemmelig til Auſterveg, hvor ligeledes nordiſke Riger, ſom det ſenere ſkal berettes, havde dannet ſig, og ſom for en Tid lang endog ſynes i en vis Grad at have afledet Danernes og Nordmændenes Opmerkſomhed fra deres gamle Tumleplads, Veſterhavets Øer og Kyſtlande.

De tiltagende Forbindelſer med Udlandet maatte visſelig give vore Forfædre Smag paa mange Forfinelſer og Forbedringer i det huuslige og ſelſkabelige Liv, ſom de forhen ej kjendte til; men i Hovedſagen var dog deres hele Levemaade og deres huuslige Indretning den ſamme ſom hidtil. Man kjendte ikke Huſe med mange Værelſer; hvert Værelſe dannede ſom ofteſt et Huus for ſig ſelv, og en Gaard (Bø) udgjorde derfor en heel Klynge af Huſe, af hvilke Skaalen, Hallen eller Stuen var den fornemſte, og det daglige Opholdsſted for Familien og dens Gjeſter. Skaalen var en langagtig Tømmerbygning, ſom ofteſt opført i øſtveſtlig Retning med Hovedindgang i den ene Gavlvæg og med Sperreloft; langs ad Midten paa Gulvet gik den ſteenlagte Arne, hvor Ilden brandt, hvis Røg gik ud af Ljoren i Taget, hvilken ogſaa tilligemed Gluggerne paa Tagets nedre Deel tjente til Oplysning; langs begge Langvæggene vare Bænke (Langbænke), af hvilke den nordlige anſaaes ſom den fornemmere (œðri), den ſydlige ſom den ringere (úœðri), hver med ſit Højſæde eller Andvege, af hvilke det paa den fornemmere Bænk tilkom Huusbonden; bagenfor Bænkene, hvor Enhver havde ſin beſtemte Plads, var ſædvanligviis hans Sengerum; foran den indre Gavlvæg gik der ſom ofteſt en Tverbænk eller Tverpall, hvor Fruentimmerne plejede at ſidde, og bagenfor denne var der ofte lukkede Sænge-Alkover (Lokhviler). Foruden Skaalen fandtes og Ildhuus (Kjøkken), Dyngje (Fruerſtue), Skemme (ligeledes et Slags Fruerſtue, undertiden ogſaa Sovekammer), Trællehuus, Gjeſteſtue (for fattigere Rejſende), og de nødvendige Udhuſe, ſom Lade, Fjøs, Stokkebur eller Stavbur o. ſ. v. I Skaalen tilbragte man Dagen, de ugifte Mandfolk ogſaa Natten; ved de to Hovedmaaltider, Dagverd eller Døgurd (om Formiddagen) og Natverd (om Aftenen) bleve Bord ſatte frem langs Bænkene, og efter endt Maaltid atter borttagne; Drikken fortſattes ſædvanligviis længer, og endtes ofteſt med et Ruus. Slige Drikkelag, krydrede ved venſkabelig Samtale, ofte ved Vittighedskamp, der ej ſjælden endtes med Slagsmaal, ved Skaldekvad og ved Bretſpil, udgjorde den ſædvanlige Fornøjelſe inden Døre; uden Døre var det forſkjellige Slags Lege, Heſtekampe, Legems- og Vaaben-Øvelſer, Jagt og Fiſkeri, undertiden og Tømmerhugſt, Haandverksarbejde og andre Syſler, ſom vi nu ſnarere vilde regne til haardt Arbejde[6].

Af ſjældnere Kunſtfrembringelſer, der ſkyldtes Udlandet, omtales paa denne Tid koſtbare Tapeter eller Tepper til at hænge paa Væggene, og i Særdeleshed Klædningsſtykker af ſjældnere Stoffer, ſom fiint Linned, Silke, og Gudvef (maaſke Purpur). Vaaben fik man ogſaa for en ſtor Deel udenlandsfra; Hornklove omtaler ſaaledes Landſer fra Veſtlandene og valſke Sverd[7]. Nordmændene dreve ſelv fremdeles meget paa Smedehaandverket, dog, ſom det ſynes, i denne Tid meeſt for at tilvejebringe det nødvendige Huusgeraad, thi de fortrinlige Vaaben, ſom Udtrykkeligt omtales, lade til for det meſte at have været Arvegods fra tidligere Slægter, og der nævnes ikke ſynderligt om nye udmerkede Vaaben, ſmedede i Norden ſelv[8]. I Guld-, Sølv- og Bronce-Arbejde ſynes derimod vore Forfædre paa hiin Tid, ſaavel efter de i Sagaerne givne Beſkrivelſer af enkelte Pragtſtykker, ſom af de i ſenere Tider fundne Oldſager at dømme, at have bragt det meget vidt[9]. Hvad Vaabnene ſelv angaar, da ſynes en ſtørre Mangfoldighed af Arter at have været brugelig. Man havde forſkjellige Slags Stikvaaben, foruden Spydene og Geiren, ſom Brynthvaren, Keſjen, Fleinen (et let Kaſteſpyd), Gaflaken (ligeſaa); af Hugvaaben forſkjellige Slags Øxer, langſkjeggede, ſnagbjørnede, Taparøxen, Atgeiren (et Slags Hellebard) o. fl. Af Skjolde havde man mindre, ſom Targer, og ſtørre, ſaavel runde ſom aflange og ſpidſe. Kunſtſands og Kunſtfærdighed ſynes overhoved ſlet ikke at have manglet Nordmændene paa denne Tid. Fornemmelig maa Skulpturen (Metal- og Træſkæreri) allerede da have ſtaaet temmelig højt iblandt dem, thi man finder den ſaare ofte bragt i Anvendelſe. Saaledes vare Vølſungeſagnene afbildede paa det Skjold, Ragnar Lodbrok forærede Brage Skald; lignende Afbildninger fandtes paa det Skjold, Haakon Jarl forærede Einar Skaalaglam (hvorom mere herefter)[10]: i Stuen paa Gnupsdal, hvor Steingerd tittede paa Kormak under Hagbards Skeg, maa Hagbards og Signys Elſkovshiſtorie, maaſkee og flere af Helteſagnene, have været fremſtillet i Udſkæringer paa Væggebjelkerne: lignende Udſkæringer fandtes, ſom ſenere ſkal omtales, paa Væggene i Olaf Paas Gaard Hjardarholt; og ſelv til Haan var det, hvad Beretningen øm Skegges og Giſle Sursſøns Kamp (ſe S. 778) viſer, ikke uſædvanligt, at Billedſtøtter af levende Menneſker oprejſtes. Alt dette forudſætter nødvendigviis en ikke ubetydelig Grad af Færdighed. Særegne Mynter ſynes Norge paa Haakon den godes Tid allerførſt at have faaet. Vel er det uſikkert, hvor vidt en norſk Mynt, der endnu er til, og paa hvilken man tror at kunne læſe Navnet Haakon, hidrører fra Haakon den gode og ikke ſnarere fra Haakon Jarl[11], men viſt er det, at der i England har været fundet Mynter fra den northumberlandſke Konge Ragnvald (ved 943, ſ. ovf. S. 720), fra Erik Blødøxe, og fra en Kong Olaf (Anlaf), ſandſynligviis Ragnvalds Broder (ſ. S. 729). Af disſe Mynter fremſtiller en af Eriks paa Fremſiden et Sverd af den bekjendte norſke Form; Olafs fremſtiller paa den ene Side tre Skjolde, paa den anden en trekantet Fane med Fryndſer[12]. Dog maa Antallet af de norſke Mynter i det Hele taget have været ſaare lidet, og engelſk Mynt var, i Særdeleshed mod Slutningen af Aarhundredet og Begyndelſen af det følgende, det ſædvanlige Betalingsmiddel, ligeſom og de til Myntprægningen i Norge anvendte Folk, efter deres paa Mynterne anførte Navne at dømme, ſynes at have været Englændere.

  1. Se ovf. S. 563.
  2. Se ovf. S. 563.
  3. Se ovf. S. 463. Ogſaa Thorkell Maane, Ingulfs Sønneſøn, lod ſig ved ſin Død (985) bære ud i Solſkinnet, anbefalende ſig til den Gud, der havde ſkabt Solen. Landn. I. 9.
  4. Kormaks Saga, Cap. 32, Egils S. Cap. 68.
  5. Kormaks Saga, Cap. 10, jvfr. Egils S. Cap. 67, 68, og ovf. S. 739, 740.
  6. Om alt dette, ſe yderligere R. Keyſer, om Nordmændenes Boliger og daglige Syſler i ældre Tider, i Langes Tidsſkrift 1ſte Bind S. 305), hvor denne Materie er udtømmende behandlet.
  7. Se ovf. S. 485.
  8. Saaledes Ketil Høngs Sverd Dragvandel, der tilhørte Egil Skallagrimsſøn; Rolf Krakes Skafnung, der tilhørte Midfjordſkegge, Ingemunds Ættartanga, o. fl. — Derimod var Haakon Adelſteensfoſtres Kvernbit af engelſk Arbejde.
  9. F. Ex. i de ſmukke ſkaalformede Spander, der ere ſaa charakteriſtiſke for Nordmændene; en af dem er afbildet i Worsaaes: Minder fra de Danſke og Nordm., S. 320, og i Wilsons: Archæologia &primeval antiquities of Scotland, S. 523.
  10. Egils Saga Cap. 81.
  11. Se Skandin. Lit. Selſkabs Skrifter Vol. XXI. p. 303 fgg.
  12. Se Worsaae: Minder o. ſ. v. S. 80, 81.