Det norske Folks Historie/1/98

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 793-799).

Af de her skildrede Begivenheder kan man danne sig en ret tydelig Forestilling om, hvorledes Folkelivet i Norge og paa Island var beskaffent ved Midten af det 10de Aarhundrede, og paa hvilket Trin af Udvikling Nordmændene stode. Endnu var Forskjellen fra hvad der i de tidligere Aarhundreder var det sædvanlige, ikke meget stor. Endnu herskede Hedendommen: endnu var Leveskikken i det Væsentlige den samme, endnu vedvarede Vikingetogene. Men ganske uden Virkning kunne dog heller ikke de Bestræbelser have været, som Kongerne og de viseste Høvdinger gjorde sig for at oprette og overholde Orden inden Landets egne Enemerker. I Norge herskede Haakon den gode aabenbart med langt større Kraft, end man almindeligviis har villet tillægge ham. Naar det paa flere Steder heder, at i der i hans Regjeringstid var god Fred indenlands, og at den ene ikke skadede den anden, kan denne fredelige og lovlige Tilstand ikke ansees som tilfældig, men maa ene og alene tilskrives Kongens vise Foranstaltninger. Vistnok have vi seet enkelte Voldshandlinger af Bønderne mod hinanden indbyrdes omtalte paa hans Tid, og der har vel endog været endnu flere, som ej ere omtalte; men hvis hine Sagaens Ord skulle have nogen Betydning maa dog slige Voldshandlinger ansees som Undtagelser fra den almindelige Regel. Den blotte Nødvendighed af at lyde Kongens Forskrifter, der sigtede til Orden og Enighed, maatte omsider vænne Bønderne til at foretrække den lovlige for den lovløse Tilstand: de forskjellige Fylkers Indbyggere maatte vænne sig til at betragte hinanden som Landsmænd, og de Forsøg, der siden Harald Gormssøns Regjeringstiltrædelse gjordes fra dansk Side paa at fornye de gamle Fordringer paa en Deel af Norge, kunde ikke andet end skærpe Nordmændenes Nationalfølelse og deres Bevidsthed om at de dannede et eneste Folk, hvis Ære var afhængig af Landets Integritet. Det er derfor ogsaa fra denne Tid, at vi sinde de første Yttringer af Nationalstolthed hos Nordmændene lige over for Danerne^[1]. Og maa det end ansees som et Onde for Norden i det Hele taget, at der skulde opstaa National-Uvenskab mellem dens enkelte Hovedfolk, saa maa man dog paa den anden Side erkjende, at dette National-Uvenskab i Rigernes Barndomstid maaskee væsentligst bidrog til enkeltviis at give dem Sammenhold og indre Kraft, og at det saaledes endog maaskee var et nødvendigt Middel i Forsynets Haand til at hindre Nordens Folk fra at splitte sig i en forvirret Mangfoldighed, der omsider vilde have endet med Nationalitetens egen Undergang.

Der er vel heller ingen Tvivl om, at Christendommen, skjønt den endnu ikke havde formaaet at erhverve Herredømmet i Norge, allerede paa Forhaand udøvede en god Indvirkning paa Folkecharakteren. Ikke at tale om at Kong Haakons Foranstaltninger til Bedste for Lov og Ret strengt taget kunne siges at være udsprungne af hans christelige Anskuelser af en Konges Pligter og et Folks Behov, maa de Exempler, de Christne, saavel i Landet selv, som udenlands, gave Hedningerne paa et roligere, ordentligere, men ogsaa behageligere Liv, end Hedendommen medførte, have vakt Tvivl hos mange af disse, om Hedendommen dog overhoved var værd at holde paa, ligesom der i alle Fald umerkeligt maa have indsneget sig et vist Fritænkeri blandt Hedningerne og deres Agtelse for de hedenske Guder selv maa have været rokket saaledes, at mange af dem, for ikke at sige de fleste, befandt sig paa et vist Indifferentismens Standpunkt, og alene følte Betænkelighed ved at antage Christendommen, fordi de troede at dens Bud vilde være dem vanskelige at overholde, eller den Levemaade, den foreskrev, var mere blødagtig, end de vare vante til og de ansaa det for ønskeligt. Naar man i denne og den næst følgende Tid læser om saa mange, der troede paa deres Kraft og Styrke uden at skjøtte synderligt om Guderne, eller vare „gudløse“, som man kaldte det, og ej vilde blote^[2], naar man læser om andre, som vare „blandede i Troen“, og saavel om Harald Haarfagre selv, som senere om Thorstein Ingemundssøn, at de paakaldte den, som „havde skabt Solen, Verden og Menneskene“^[3]; naar vi ligeledes finde mange Exempler paa at Sejd og Trolddom vare forhadte: saa maa det ansees umiskjendeligt, at Hedendommen allerede befandt sig paa svage Fødder, og at en Overgang forberedtes. Heraf bærer ogsaa den Fremstilling af Aasa-Læren, der i de gamle Oldskrifter er os opbevaret, tydelige Spor; den afspejler naturligviis kun de paa Hedendommens sidste Tider gængse Forestillinger, i hvilte Guderne langtfra indtage det ophøjede Standpunkt, som i de gamle Eddadigte. I sit Haakonarmaal reflekterer Eyvind selv over Kong Haakons Forhold til den hedenske Religion, og lader det være sig magtpaaliggende at fortælle, at han sidder hos „de hedenske Guder“. Og den Maade, paa hvilken de ivrigste Blotmænd i denne sidste Tid dreve Blotene, bærer virkelig et vist Præg af fortvivlet og fanatisk Fasthængen ved Noget, der truer med at forsvinde, og som der skal mere end almindelige Bestræbelser til at holde fast.

Det er merkeligt nok, at man ingensinde hører mere Tale om Holmgang og Holmgængere af Profession, end netop paa denne Tid. Det kommer vel deraf, at vi savne Optegnelser derom fra tidligere Aarhundreder; imidlertid er det dog ogsaa heel sandsynligt, at de, der hidtil vare vante til den højeste Grad af Selvraadighed og til at bruge Sverdet, hvor de vilde have deres Vilje frem, nu efter Indførelsen af en bedre borgerlig Orden grebe til Holmgangen, som det eneste lovhjemlede, eller rettere af Loven tolererede Middel, der gav dem Anledning til at prøve deres egen Kraft og Styrke. Men de mange Formaliteter, der, i det mindste efter Beretningen i Kormaks Saga, vare forbundne med Holmgangen, synes næsten at have været opfundne for at gjøre den saa uskadelig som muligt. Det var Holmgangelov, heder det, at en Feld (Kappe), fem Alen mellem Skjøderne og med Lykker i Hjørnerne, skulde udspiles paa Jorden med Plugger, paa hvis øvre Ende der var et Hoved, og som kaldtes Tjasner; den, der gjorde Forberedelserne, skulde gaa til Tjasnerne saaledes, at han saa Himlen mellem sine Been, og holde i sine Ørelapper idet han fremsagde en Bøn, det saakaldte Tjasneblot; tre Retter (Afsatser) skulde være Uden om Felden, en Fod brede; udenfor Reiten skulde der være fire Stænger, de saakaldte Hasler, efter hvilke Volden sagdes at være haslet. Hver af de Kæmpende skulde have tre Skjolde, og naar de vare forhugne, skulde man træde ind paa Felden, om man end forhen var vegen tilbage derfra, og fra det Øjeblik skulde man alene forsvare sig med sine andre Vaaben; den Udfordrede skulde hugge først; blev en saaret, saa at der kom Blod paa Felden, behøvede man ej at stride længer; steg en Mand med den ene Fod udenfor Haslerne, kaldtes det at fare paa Hal (vige), men gjorde han det med begge, kaldtes det at rende (fly). Hver af de Stridende skulde have en til at holde Skjold for sig, og den, der blev meest saaret, skulde betale tre Mark i Holmløsning“. Dertil kom og, at Sejrherren strax efter Kampen skulde dræbe det færdigt staaende Blotnaut^[4]. Nævnes nu end ikke disse Formaliteter overalt, hvor Holmgang omtales, maa dette vel især forklares derved at Sagaskriveren har forudsat dem bekjendte; enkelte Afvigelser kunne vel og have fundet Sted, men i det Hele taget maa det dog vel have gaaet saaledes til, som det her er skildret, og deri viser der sig aabenbart en Bestræbelse for at gjøre Holmgangen saa lidet blodig, og give de Kæmpende saa liden Anledning til at gjøre Kneb, som muligt^[5]. Derfor var det vel og, at flere foretrak det mindre formelige Eenvige, hvor dette kunde komme til Anvendelse.

En af Hedendommens Skikke, som det især holdt haardt med at faa aflagt, uagtet den allerede under Hedendommen selv betragtedes af de meest Veltænkende med Ugunst, var Børne-Udsættelsen. Faderen havde Ret til at erklære, at han ej vilde opfostre sit nyfødde Barn, men derimod sætte det ud, og det kom da an paa andre Folks Godhed, om de vilde tage sig af det, eller det skulde dø. Der er vel ingen Tvivl om, at Haakon den gode har søgt at faa denne Uskik afskaffet, men før Christendommens Indførelse var det neppe at tænke paa at det kunde lykkes.

Vikingetogene selv vedbleve i hele dette Aarhundrede. Vi læse baade i vore egne Sagaer om Høvdinger og anseede Mænd, at de i deres Ungdom sædvanligviis i nogle Aar vare i Viking, og i fremmede Landes Aarbøger, at de fremdeles hjemsøgtes af Vikinger fra Norden. Men de større Vikingetog synes dog ikke at have været saa hyppige som forhen, og de af Vikingerne hjemsøgte Lande synes og bedre at have forsvaret sig, efter i at have optaget hele Vikinge-Kolonier i sit eget Skjød mod den Forpligtelse for disse, at overtage Landets Forsvar. Men kunde end den enkelte Viking derved holdes borte, saa blev det igjen, hvad Englands senere Skjæbne viste, lettere for de erobringslystne Konger i Norden at skaffe sig Fodfæste og Tilhæng i de saaledes allerede for en stor Deel af Nordboer besatte Lande, og det er derfor ikke at undres over, at Vikingetogene i det Store mere og mere antoge Charakteren af Erobringstog, foranstaltede af Landets Overkonger, saa meget mere, som Smaakongedømmernes Undergang og de større Rigers Oprettelse gjorde det vanskeligere for den Enkelte at krige paa egen Haand. De virkelige Vikinger bleve mere og mere, endog i Norden selv, en Gjenstand for Kongernes Forfølgelse. Det var forresten Danevældet, fra hvilket i denne senere Periode de fleste Krigstog til fremmede Lande udgik; det befandt sig endnu i den første Gjæring efter Erobringstiden; Norges største Gjærings- og Vikinge-Periode var allerede forbi. Ogsaa fra Sverige synes nye hyppige Krigsexpeditioner at have fundet Sted, men fornemmelig til Austerveg, hvor ligeledes nordiske Riger, som det senere skal berettes, havde dannet sig, og som for en Tid lang endog synes i en vis Grad at have afledet Danernes og Nordmændenes Opmerksomhed fra deres gamle Tumleplads, Vesterhavets Øer og Kystlande.

De tiltagende Forbindelser med Udlandet maatte visselig give vore Forfædre Smag paa mange Forfinelser og Forbedringer i det huuslige og selskabelige Liv, som de forhen ej kjendte til; men i Hovedsagen var dog deres hele Levemaade og deres huuslige Indretning den samme som hidtil. Man kjendte ikke Huse med mange Værelser; hvert Værelse dannede som oftest et Huus for sig selv, og en Gaard (Bø) udgjorde derfor en heel Klynge af Huse, af hvilke Skaalen, Hallen eller Stuen var den fornemste, og det daglige Opholdssted for Familien og dens Gjester. Skaalen var en langagtig Tømmerbygning, som oftest opført i østvestlig Retning med Hovedindgang i den ene Gavlvæg og med Sperreloft; langs ad Midten paa Gulvet gik den steenlagte Arne, hvor Ilden brandt, hvis Røg gik ud af Ljoren i Taget, hvilken ogsaa tilligemed Gluggerne paa Tagets nedre Deel tjente til Oplysning; langs begge Langvæggene vare Bænke (Langbænke), af hvilke den nordlige ansaaes som den fornemmere (œðri), den sydlige som den ringere (úœðri), hver med sit Højsæde eller Andvege, af hvilke det paa den fornemmere Bænk tilkom Huusbonden; bagenfor Bænkene, hvor Enhver havde sin bestemte Plads, var sædvanligviis hans Sengerum; foran den indre Gavlvæg gik der som oftest en Tverbænk eller Tverpall, hvor Fruentimmerne plejede at sidde, og bagenfor denne var der ofte lukkede Sænge-Alkover (Lokhviler). Foruden Skaalen fandtes og Ildhuus (Kjøkken), Dyngje (Fruerstue), Skemme (ligeledes et Slags Fruerstue, undertiden ogsaa Sovekammer), Trællehuus, Gjestestue (for fattigere Rejsende), og de nødvendige Udhuse, som Lade, Fjøs, Stokkebur eller Stavbur o. s. v. I Skaalen tilbragte man Dagen, de ugifte Mandfolk ogsaa Natten; ved de to Hovedmaaltider, Dagverd eller Døgurd (om Formiddagen) og Natverd (om Aftenen) bleve Bord satte frem langs Bænkene, og efter endt Maaltid atter borttagne; Drikken fortsattes sædvanligviis længer, og endtes oftest med et Ruus. Slige Drikkelag, krydrede ved venskabelig Samtale, ofte ved Vittighedskamp, der ej sjælden endtes med Slagsmaal, ved Skaldekvad og ved Bretspil, udgjorde den sædvanlige Fornøjelse inden Døre; uden Døre var det forskjellige Slags Lege, Hestekampe, Legems- og Vaaben-Øvelser, Jagt og Fiskeri, undertiden og Tømmerhugst, Haandverksarbejde og andre Sysler, som vi nu snarere vilde regne til haardt Arbejde^[6].

Af sjældnere Kunstfrembringelser, der skyldtes Udlandet, omtales paa denne Tid kostbare Tapeter eller Tepper til at hænge paa Væggene, og i Særdeleshed Klædningsstykker af sjældnere Stoffer, som fiint Linned, Silke, og Gudvef (maaske Purpur). Vaaben fik man ogsaa for en stor Deel udenlandsfra; Hornklove omtaler saaledes Landser fra Vestlandene og valske Sverd^[7]. Nordmændene dreve selv fremdeles meget paa Smedehaandverket, dog, som det synes, i denne Tid meest for at tilvejebringe det nødvendige Huusgeraad, thi de fortrinlige Vaaben, som Udtrykkeligt omtales, lade til for det meste at have været Arvegods fra tidligere Slægter, og der nævnes ikke synderligt om nye udmerkede Vaaben, smedede i Norden selv^[8]. I Guld-, Sølv- og Bronce-Arbejde synes derimod vore Forfædre paa hiin Tid, saavel efter de i Sagaerne givne Beskrivelser af enkelte Pragtstykker, som af de i senere Tider fundne Oldsager at dømme, at have bragt det meget vidt^[9]. Hvad Vaabnene selv angaar, da synes en større Mangfoldighed af Arter at have været brugelig. Man havde forskjellige Slags Stikvaaben, foruden Spydene og Geiren, som Brynthvaren, Kesjen, Fleinen (et let Kastespyd), Gaflaken (ligesaa); af Hugvaaben forskjellige Slags Øxer, langskjeggede, snagbjørnede, Taparøxen, Atgeiren (et Slags Hellebard) o. fl. Af Skjolde havde man mindre, som Targer, og større, saavel runde som aflange og spidse. Kunstsands og Kunstfærdighed synes overhoved slet ikke at have manglet Nordmændene paa denne Tid. Fornemmelig maa Skulpturen (Metal- og Træskæreri) allerede da have staaet temmelig højt iblandt dem, thi man finder den saare ofte bragt i Anvendelse. Saaledes vare Vølsungesagnene afbildede paa det Skjold, Ragnar Lodbrok forærede Brage Skald; lignende Afbildninger fandtes paa det Skjold, Haakon Jarl forærede Einar Skaalaglam (hvorom mere herefter)^[10]: i Stuen paa Gnupsdal, hvor Steingerd tittede paa Kormak under Hagbards Skeg, maa Hagbards og Signys Elskovshistorie, maaskee og flere af Heltesagnene, have været fremstillet i Udskæringer paa Væggebjelkerne: lignende Udskæringer fandtes, som senere skal omtales, paa Væggene i Olaf Paas Gaard Hjardarholt; og selv til Haan var det, hvad Beretningen øm Skegges og Gisle Surssøns Kamp (se S. 778) viser, ikke usædvanligt, at Billedstøtter af levende Mennesker oprejstes. Alt dette forudsætter nødvendigviis en ikke ubetydelig Grad af Færdighed. Særegne Mynter synes Norge paa Haakon den godes Tid allerførst at have faaet. Vel er det usikkert, hvor vidt en norsk Mynt, der endnu er til, og paa hvilken man tror at kunne læse Navnet Haakon, hidrører fra Haakon den gode og ikke snarere fra Haakon Jarl^[11], men vist er det, at der i England har været fundet Mynter fra den northumberlandske Konge Ragnvald (ved 943, s. ovf. S. 720), fra Erik Blødøxe, og fra en Kong Olaf (Anlaf), sandsynligviis Ragnvalds Broder (s. S. 729). Af disse Mynter fremstiller en af Eriks paa Fremsiden et Sverd af den bekjendte norske Form; Olafs fremstiller paa den ene Side tre Skjolde, paa den anden en trekantet Fane med Fryndser^[12]. Dog maa Antallet af de norske Mynter i det Hele taget have været saare lidet, og engelsk Mynt var, i Særdeleshed mod Slutningen af Aarhundredet og Begyndelsen af det følgende, det sædvanlige Betalingsmiddel, ligesom og de til Myntprægningen i Norge anvendte Folk, efter deres paa Mynterne anførte Navne at dømme, synes at have været Englændere.

1. Se ovf. S. 563.
2. Se ovf. S. 563.
3. Se ovf. S. 463. Ogsaa Thorkell Maane, Ingulfs Sønnesøn, lod sig ved sin Død (985) bære ud i Solskinnet, anbefalende sig til den Gud, der havde skabt Solen. Landn. I. 9.
4. Kormaks Saga, Cap. 32, Egils S. Cap. 68.
5. Kormaks Saga, Cap. 10, jvfr. Egils S. Cap. 67, 68, og ovf. S. 739, 740.
6. Om alt dette, se yderligere R. Keyser, om Nordmændenes Boliger og daglige Sysler i ældre Tider, i Langes Tidsskrift 1ste Bind S. 305), hvor denne Materie er udtømmende behandlet.
7. Se ovf. S. 485.
8. Saaledes Ketil Høngs Sverd Dragvandel, der tilhørte Egil Skallagrimssøn; Rolf Krakes Skafnung, der tilhørte Midfjordskegge, Ingemunds Ættartanga, o. fl. – Derimod var Haakon Adelsteensfostres Kvernbit af engelsk Arbejde.
9. F. Ex. i de smukke skaalformede Spander, der ere saa charakteristiske for Nordmændene; en af dem er afbildet i Worsaaes: Minder fra de Danske og Nordm., S. 320, og i Wilsons: Archæologia &primeval antiquities of Scotland, S. 523.
10. Egils Saga Cap. 81.
11. Se Skandin. Lit. Selskabs Skrifter Vol. XXI. p. 303 fgg.
12. Se Worsaae: Minder o. s. v. S. 80, 81.