Det norske Folks Historie/1/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I nogle Aar havde Haakon nu Fred for Eriks Sønner. Der fortælles ikke, hvorledes han tilbragte Tiden, men man maa formode at han nu, ſom tidligere, under idelige Rejſer omkring i ſin Deel af Riget har ſyſlet med Lovgivningsarbejder og overhoved med at ordne og ſtyrke de af ham indførte Foranſtaltninger. Om Chriſtendomspaabud var der, ſom det ſynes, ej længer nogen Tale, og heller ikke foregik der i Landet ſelv nogen Begivenheder af ſynderlig Betydenhed. Da han i 26 Vintre havde været Konge (961), var han under ſit Sommerophold paa Hordaland til Gjeſtebud paa ſin Gaard Fitje, nordligſt paa Storden[1]. Han havde ſin Hird og mange Bønder hos ſig. Blandt de Tilſtedeværende var hans Frænde, der nu for førſte Gang nævnes, Eyvind Finnsſøn, en Søn af Harald Haarfagres Datterdatter Gunnhild og Finn ſkjaalge, der igjen var en Søn af Eyvind Lambe og Thorolf Kveldulfsſøns Enke Sigrid paa Sandnes. Gunnhilds Fader var Halfdan Jarl, ſom havde egtet Kong Haralds Datter Ingebjørg[2]. Eyvind Finnsſøn var altſaa en ſtorættet Mand; han havde betydelige Ejendomme paa Helgeland, og var derhos en af de ypperſte Skalde paa den Tid; deraf fik han Tilnavnet Skaldeſpilder, fordi de øvrige Skalder ej kunde taale nogen Sammenligning med ham. Han hang med den ſtørſte Troſkab og Hengivenhed ved ſin Frænde Kong Haakon. Blandt Hirdmændene og Gjeſterne nævnes ogſaa tre Islændinger, den kæmpeſterke Thoralf Skolmsſøn fra Myrkaa i Horgaardal paa Nordlandet[3], Thorgeir Ormsſøn, Søn af Landnamsmanden Orm fra Stavanger, der boede ved Havn i Borgarfjorden[4], og Thore Thorſteinsſøn, en Sønneſøn af den forhen (S. 536) omtalte Landnamsmand Baard Bjørnsſøn[5]. Thoralf var kun 19 Aar gammel, men ſagdes dog at være den eneſte, der i Styrke kunde maale ſig med Kongen[6]; denne havde givet ham et Sverd, der, ſandſynligviis formedelſt ſin Brede, kaldtes Fetbreid (af en Fods Brede). Efter en enkelt Beretning ſkal Haakon juſt have været færdig til at foretage et Tog til Bjarmeland, og muligt er det, at han af den Grund havde ſamlet disſe Kæmper om ſig; dette maa, da det ej omtales andenſteds, ſtaa ved ſit Værd[7].

Da Kongen en Dag ſad ved Dagverdbordet, fik de udſtillede Vagtmænd Øje paa en heel Deel Skibe, ſom kom ſejlende ſøndenfra, og allerede vare temmelig nær ved Øen. Det var Eriks Sønner, hvem det atter var lykkets at komme ubemerkede til den Deel af Landet, hvor han opholdt ſig. Deels havde de ſelv holdt ſig ſaa langt ude i Søen ſom muligt, og kun ladet deres Mænd nu og da lægge til Land for at indhente Efterretninger om hvor Haakon opholdt ſig; deels vare Bønderne ogſaa denne Gang bange for at vække blind Allarm ved overilet Antændelſe af Viterne[8]. Vagtmændene, ſom havde opdaget Skibene, og ſom ikke tvivlede paa at disſe Skibe havde ondt i Sinde, vare ſelv bange for at melde Kongen det, ſaa ſtrenge Forbud havde han givet mod at ſige falſkt Hærſagn; og dog var det paa høj Tid, at han underrettedes derom. En af dem gik derfor ind Stuen og bad Eyvind Finnsſøn i Haſt at komme ud formedelſt en Sag af højeſte Nødvendighed. Eyvind gik ud med ham til det Sted, hvorfra Skibene kunde ſees, og ſaa ſtrax at det var en fiendtlig Flaade, ſom kom ſejlende. Han vendte ſtrax tilbage til Gildeſtuen, traadte frem for Kongen, og ſagde: „Liden er den Stund ſom lider, Herre, men lang er Maaltidets Stund“. „Hvad er da paa Færde, Skald“, ſpurgte Kongen. Eyvind kvad et Vers, hvori han ſagde at Blodøxes Hevnere nærmede ſig med fiendtlig Hu, at der nu var knap Tid til at ſidde; at det vel var en vanſkelig Sag at ſige Kongen Hærſagn, men at det dog nu ſkede til hans eget Bedſte, og at man ſnareſt muligt burde gribe til Vaaben. „Du er en god Dreng og forſtandig Mand, Eyvind“, ſagde Kongen, „ſom viſt ikke melder Hærſagn, uden at det er ſandt“. Nu bekræftede alle de Tilſtedeværende hans Udſagn, og ſnart overbeviſte Kongen ſig ſelv om, at det var Krigsſkibe, ſom kom ſejlende, og at de ikke havde langt til Øen. Han lod nu Bordene tage bort, kaldte ſine Raadgivere til ſig og ſagde: „her komme mange Skibe imod os, og vor Skare er kun liden; det er let at ſe, at vi nu ville faa at beſtille med en langt ſtørre Overmagt, end nogenſinde forhen, ſaa meget mandſterkere end Gunnhilds Sønner ved tidligere Lejligheder have været; nødig vilde jeg bringe mine bedſte Mænd i alt for ſtor Fare, men nødig vilde jeg ogſaa fly, hvis forſtandige Mænd ikke fandt det altfor urimeligt at oppebie Fienden“. Det varede en Stund, førend Nogen ſvarede. Endelig kvad Eyvind atter et Vers, yttrende at det ikke ſømmede ſig for en ſaa tapper Krigsmand at ſtyre nordefter med Skibene, nu, da Harald kom ſøndenfra med en vældig Flaade, men at man ſkulde gribe Vaabnene og vente ham[9]. „Mandigt er dette talt, og efter mit Sind“, ſagde Kongen, „dog vil jeg førſt høre Fleres Mening derom“. Og da de ſkjønnede hvorledes Kongen vilde have det, ſvarede de eenſtemmigt, at de heller vilde falde over hinanden, end at fly for Danerne. „Tak ſkulle I have for disſe Ord“, ſagde Kongen; „Enhver tage nu ſine Vaaben, ſaa gjør det intet til Sagen, hvor mange Daner der end ere om een Nordmand!“

Kongen iførte ſig nu ſin Brynje, ſpændte Sverdet Kvernbit om ſig, ſatte en guldbelagt Hjelm paa Hovedet, tog Spyd i Haanden og Skjold ved Siden, opſtillede ſine Folk, nemlig Hirdmændene og de indbudne Gjeſter, i een Fylking, og lod ſine Merker rejſe. Imidlertid vare Eriks Sønner komne i Land. De havde en ſtor Hær med ſig fra Danmark; deres Skibes Antal ſkal ikke have været mindre end 60[10]. Deres Høvding var nu efter Guthorms og Gamles Fald den tredie af Brødrene, Harald; men den egentlige Anfører ſynes at have været deres Morbroder Eyvind Skreyja[11], der allerede i en Række af Aar havde opholdt ſig i Danmark[12], og ſom ledſagedes af ſin Broder Alf Aſkmand. Begge beſkrives ſom ſtridbare Kæmper og ſtore Manddrabere. De fylkede deres Hær, og Folkemonen ſkal ogſaa denne Gang have været ſaa ſtor, at der var 6 Fiender for hver enkelt Mand i Haakons Hær[13]. Men Haakon var lige uforfærdet. Idet han opſtillede ſine Mænd, henkaſtede Eyvind et Halvvers, hvori han ſpøgte med at Kongen nu hilſede paa Eyvind Skreyjas Hær med ſkarpe Odde; og ſtrax udfyldte Kongen Verſet, idet han priſte ſine Mænd, der ſaa vel lønnede ham for de Klenodier og dyrebare Vaaben, han havde ſkjenket dem. Vejret var klart og ſolvarmt, ſaa at Brynjen blev Kongen beſværlig; han kaſtede den derfor af ſig, og eggede med en glad Mine ſine Mænd til Striden. Ved hans Side gik Thoralf Skolmsſøn, med Hjelm, Skjold, Spyd og Sverdet Fetbreid. Thore Thorſteinsſøn havde ingen Brynje, men tog en Oxehud, ſkar en Rift i den, ſtak Hovedet derigjennem og drog Huden over ſig; dette Slags Haſtverksbrynje ſkaffede ham ſiden Tilnavnet „Læderhals“[14]. Da Fylkingerne tornede ſammen, blev der en haard Strid. Da Pilene og Kaſteſpydene vare bortſkudte, tog man til Sverdene; da gik Haakon og Thoralf frem foran Merkerne, og hug til begge Sider; „han traf altid“, heder det i en gammel Beretning, „og dog bed Sverdet, ſom om han ikke traf“. Kong Haakon var let at kjende blandt de øvrige, iſær fordi det lyſte af hans gyldne Hjelm, naar Solen ſkinnede paa den. Da alle derfor rettede ſine Vaaben mod ham, tog Eyvind Finnsſøn en Hætte og drog ned over Hjelmen. Eyvind Skreyja, der gik i Spidſen for den fiendtlige Hær, og iſær ſøgte hen mod Kongens Merke, raabte nu: „Hvor er der blevet af Nordmændenes Konge? hvorfor ſkjuler han ſig, eller tør ikke viſe ſig’? Man ſeer jo ikke mere til Guldhjelmen’?“ „Hold frem, ſom du ſtevner, om du vil finde Nordmændenes Konge“, ſvarede Haakon, kaſtede Skjoldet til Side og greb Sverdet med begge Hænder, idet han løb frem foran Merket. Eyvind Skreyja og Alf Aſkmand ſtevnede ligeledes frem, huggende til begge Sider, ſom raſende. „Lad mig gaa imod Eyvind, Herre“, ſagde Thoralf Skolmsſøn. „Nej“, ſagde Kongen, „mig vilde han ſinde, og mig ſkal han ogſaa finde“. Da de mødtes, løftede Eyvind Sverdet, for at hugge til Kongen, men Thoralf ſkød ſit Skjold for, ſaa at Eyvind ravede. I det ſamme hævede Haakon Kvernbit med begge Hænder, og kløvede med eet Hug Eyvinds Hjelm og Hoved lige ned til Skuldrene[15]. Paa ſamme Tid faldt Alf Aſkmand for Thoralf. Haakon gik nu ſaa voldſomt frem, at alle maatte vige for ham. I dette Slag“, heder det, „var det ikke godt for frygtſomme Mænd at gjøre Modſtand, thi Styrken og Vaabnene og Angrebets Heftighed var uimodſtaaelig; af de Danſke priſede den ſig lykkeligſt, der var længſt borte, og de nærmeſte bleve ſnart lede deraf; det var ikke længe efter Eyvind Skreyjas Fald, førend Gunnhildsſønnernes Hær begyndte at flygte, og de ſelv maatte fly til Skibene. Kongen forfulgte dem i Spidſen for ſin Fylking, og dræbte alle dem de kunde naa. Blandt de Kæmper, der udmerkede ſig i Slaget, nævnes ogſaa Thorgeir Ormsſøn, ſom fik et Saar i Kinden, der ſkaffede ham Tilnavnet „Høggvinnkinne“ (den Kindhugne)[16]. Paa den Maade miſtede Eriksſønnerne mange Folk, baade paa Valpladſen, paa Flugten til Skibene, og nede paa Fjæren; mange druknede ogſaa, idet de vilde ſvømme ud til Skibene. Dog lykkedes det ikke ſaa Faa, og blandt dem Eriksſønnerne[17], at redde ſig ombord paa Skibene, med hvilke de ſtrax flygtede ſydefter, forfulgte af Haakons Mænd[18]. Han ſelv kunde ikke følge med, thi idet han forfulgte de flygtende Fiender ned til Stranden, og Spyd, Pile og alſkens Skudvaaben fløj ſaa tykt ſom Snedrev, var han bleven truffet i den højre Arm, lidt nedenfor Axlen, af en Piil, af det Slags ſom kaldtes Flein. Han lod ſig bringe ud paa ſit Skib, for at faa Saaret forbundet, men Blodet randt ſaa ſterkt, at det ej kunde ſtandſes, og da det led ud paa Dagen, begyndte han at blive afmægtig. Han ſagde nu til ſine Mænd, at han vilde til ſin Gaard Aalreksſtad, og de roede nordefter; men allerede da de kom til Haakonshellen, følte han ſit Endeligt ſaa nær, at han lod ſig ſætte i Land og et Telt opſlaa, for at tilbringe ſine ſidſte Øjeblik der, paa det ſamme Sted, hvor han førſte Gang ſaa Dagens Lys. Han kaldte ſine Venner og Raadgivere til ſig, for at ſige dem ſin ſidſte Vilje. Han efterlod ingen Sønner, og kun en eneſte Datter, ved Navn Thora, derfor overdrog han ſin Hird og hele Riget til Harald Eriksſøn og hans Brødre, beklagende at der havde været en ſaadan Uenighed mellem ham og hans Frænder. Han bød ſine Mænd bringe Eriksſønnerne dette Budſkab, med Bøn til disſe om at de vilde viſe Mildhed mod hans Venner og Frænder. Han angrede dybt, at han havde ladet ſig bevæge til at afvige fra Chriſtendommens Bud. „Vorder Livet mig forundt“, ſagde han, vil jeg alligevel drage af Landet til chriſtne Mænd, og bøde og bedre det, jeg bar forſyndet mig mod Gud; men dør jeg her i Hedendommen, ſaa begraver mig, ſom I ſelv ſynes“. Hans Venner tilbøde ſig at ville føre hans Lig over til England for at det kunde blive begravet ved en Kirke. Men han ſagde: „jeg er ikke det værd; jeg levede ſom en Hedning, og derfor ſkal man ogſaa begrave mig ſom en Hedning“. Kort efter døde han. Hans Venner førte Liget til Kongsgaarden Sæim paa Lygren i Nordhørdaland, hvor de opkaſtede en ſtor Hø og lagde ham deri indſluttet i en Steen-Tro, med hele hans Ruſtning og hans bedſte Klæder, men intet andet Gods. De talte over hans Grav, ſom Skik og Brug var blandt hedenſke Mænd, og viſte ham til Valhall[19].

Haakon var overordentligt elſket af ſine Mænd, og fortjente at være det. Ingen Konge kan have noget herligere Eftermæle, end hvad Sagaen med faa Ord ſiger om ham: „baade hans Venner og Uvenner græd over hans Død, og ſagde, at Norge aldrig vilde faa ſaa god en Konge igjen“[20], ligeſom det ogſaa paa et andet Sted heder: „Man kan ikke erindre, at Norge har været bedre end under ham, paa det nær, at det ikke var chriſtnet[21]. Og det tjener ikke mindre Bønderne til Ros, at de forſtode at ſætte Priis paa hans Fortjeneſter, uagtet disſe ikke egentlig vare af det efter de Tiders Anſkuelſer meeſt glimrende Slags, ja uagtet han ſelv juſt paa Grund af den Hengivenhed for Chriſtendommen, der havde givet hans Aand en mere fredelig Retning, var kommen paa en ſpendt Fod med flere af dem. De maa have følt, at hans fredelige Virkſomhed bidrog mere til at give Landet Styrke og Sammenhold, og til at ſikkre dets Frihed og Selvſtændighed, end glimrende Krigsforetagender. Vel omtale Sagnene kun med faa Ord hiin Virkſomhed, men ikke deſto mindre lader det ſig ane, at den har været Utrættelig, omfattende og gjennemgribende, at det er ham, ſom egentlig har lagt den Grundvold, hvorpaa Olaf den hellige og andre Lovgivere ſiden byggede, og at han altſaa med Rette kan kaldes Norges anden Stifter, ligeſom St. Olaf kan kaldes den tredie. Det er derfor meget uretfærdigt, ſom flere have gjort, at kalde Haakon en ſvag Mand, fordi han tilbagegav Odelen, og lod ſig afholde fra at drive ſine Omvendelſesplaner til det Yderſte. Haakon var en klog Mand, ſom ſkjønnede, hvor langt han kunde gaa; Odelens Tilbagegivelſe var en Nødvendighed, og pasſede desuden med hans hele Politik; og den Ordning af Landets indre Forholde, ſom det er tydeligt at ſe, han maa have ſat igjennem, Erhvervelſen af Jemteland, Underkaſtelſen af Vermeland, tildeels af Gautland, Landets kraftige Forſvar og Fredens lange Bevaring kunne i en Tid, ſom hiin, ej kaldes nogen ſvag Mands Verk. Haakon er i Sandhed en af de ædle, ophøjede Charakteren man ikke ſaa ofte møder i Hiſtorien, men ſom det derfor er deſto mere velgjørende at møde. I Norges Aarbøger vil hans Navn ſtedſe være uforglemmeligt og hans Minde hædret, ſom kun faa Kongers Minder ere blevne hædrede.

Den Kjærlighed, hvormed Folket omfattede Haakon, ſkaffede ham efter Døden Tilnavnet „den gode“. Det er heller ikke at undres over, at Sagnet tilſkrev hans Død onde Magters Indvirkning, fremmanet af hans Dødsfiende, Dronning Gunnhild. Der fortaltes, at hendes Skoſvend eller Kammertjener, Kiſping, havde været med i Slaget, og, medens de øvrige flygtede ned til Skibene, ſkal være løben frem med de Ord: „giv Rum for Kongens Bane“, og i det ſamme have afſkudt den dødbringende Flejn mod Kongen[22]. Endog den danſke Hiſtorieſkriver Saxo beretter, at man, da Haakon efter Sejren vendte tilbage til ſine Skibe, ſaa med Forbauſelſe en Flejn med uſikker Fart ſvæve hid og did i Luften, ſom om den udſøgte ſig et Sted at ſlaa ned paa, og endelig tage Farten mod Haakon, ſom den ſaarede til Døde. Han lægger til, at flere troede, at Haralds Moder Gunnhild havde forhexet Fleinen, for ſaaledes at hevne ſine Sønner.

Folkets Stemme ved Haakons Død udtaler ſig tydeligt i Kvadet Haakonarmaal, ſom Eyvind Finnsſøn digtede til hans Ære, og hvori han deels beſkriver Slaget og Haakons Modtagelſe i Valhall, deels ogſaa udtrykker ſin Sorg og Folkets Savn. Det er et af de ſkjønneſte Oldkvad, ſom Tiden har levnet os fuldſtændigt. Etſteds ſiges det udtrykkeligt, at Eyvind ved at digte det ſøgte at efterligne det over Erik Blodøxe digtede Eriksmaal, og viſt er det, at de begge have meget tilfælles. Haakonarmaal lyder omtrent ſaaledes[23]:

Gandul og Skagul[24]
ſendte Gautatyr[25]
at kaare blandt Konger,
hvo Yngves Ætling
ſkulde med Odin fare
og i Valhall være.

Der fandt de Bjørns Broder[26],
af Brynjen fare,
Kongen ſaa koſtelig
kommen under Gunn-Fanen.[27]
Skræk ſlog Fienden,
Spydene ryſtedes,
da var Hild[28] for Haanden.


Haaleyger egged’ han
og Holmryger;
Jarlers Bane
iled’ til Kampen
Godt Nordmænds Følge
den Gavmilde havde;
Ø-Daners Rædſel
ſtod under Ertshjelm.

Stridsklæder afdrog,
ſlængte ned Brynjen
Hirdmænds Herre,
før han Hærſtriden ypped;
legte med Lydmænd[29],
ſkulde Landet værge;
Gramen den glade
ſtod under gylden Hjelm.

Saa bed da Sverdet
i Siklingbaanden[30]
Valfaders Klæder,
ſom i Vand det droges;
bragede Brodde,
brødes Skjolde,
ſuſede Sverd
over Stridsmands Isſer.

Skjolde ſplitted,
og Skaller haarde
knuſte og kløved
Kongens Værge;
Slag ſtod paa Øen;
ſtænked’ Krigerne
blanke Skjold-Borge
med Blod af Dræbte.

Brandt Saar-Brande
i blodige Vunder,
luded Laag-Øxer,
for Liv at tage;
Saarhavet ſuſed
paa Sverdenesſet[31],
faldt Flein-Floden[32]
paa Fjæren af Stordø.

Skaguls Skyer
under Skjoldhimlen røde
ſammen ſtødte
og med Sverd leged;
Risled Odd-Fosſen
i Odins-Vejret,
da ſank ſaa Mange
for Sverde-Strømmen.

Da ſad Døglinger[33]
med dragne Sverd,
med ſkaarede Skjolde
og ſkudte Brynjer;
Fro var i Hu
da ej Hæren,
ſom var til Valhall paa Veje.

Det ſagde Gandul,
ſtøttet paa Geir-Skaft:

nu øges Æſers Følge[34],
da de Haakon have
med Hær ſaa vældig
hjem til ſig hentet.

Herſkeren hørte
hvad Valkyrjerne mælte,
glade, fra Gangernes Rygge;
hugfulde de ſyntes,
hjelmede ſad de
og havde Skjold ved Side.

Haakon:

Hvi monne du, Skagul,
ſaa ſkifte Kampen,
vare vi da ej Sejren værd?

Skagul:

Vi det voldte,
at du Valpladſen beholdt,
men Eders Fiender flygted.

„Ride vi nu ſkulle“,
kvad den rige Skagul,
„til Guders grønne Hjem,
Odin at ſige,
at den ædle Fyrſte
kommer, ham ſelv at ſe!“

„Hermod og Brage“,
kvad Hroptatyr[35],
„drager imøde Drotten;
thi den Konge,
ſom en Kæmpe er,
ſtevner til Hallen hid.

Kongen nu mælte,
var fra Kampen kommen,
ſtod heelt med Blod beſprængt:
„ublid tykkes os
Odin at være,
ſe vi hans ſtolte Hu!“

„Einherjer her
alle dig Velkomſt byde“,
drik du med Æſer Øl;
Jarletvinger,
du har inde her
aatte Brødre“[36], kvad Brage.

“Vor Krigsruſtning“,
kvad den gode Konge,
„ville vi ſelve have;
Hjelm og Brynje
bevarer vel;
godt er til Geir at tage“.

Da det kjendtes,
at Kongen havde
Helligdommen hædret,
da Haakon blev
hilſet ſaa venligt
af Verdens vældige Guder.[37]


Ja i en heldig Stund
den Herſker fødes,
ſom ſlig en Yndeſt naar;
hans Old
altid vorder
med Lov opløftet.

Ubunden
til Jordens Folk
Fenris-Ulven farer,
førend i Haakons
øde Fodſpor
jevngod Konge kommer[38].

Dør Fæ,
dø Frænder,
øde lægges Jord og Land;
ſiden Haakon drog
til hedenſke Guder,
har Folket Trældom og Tvang[39].

    videre, en Flaade af 60 Skibe, og til Hjelpere Eyvind (Revindus, her menes Eyvind Skreyja) og Karlhøfde (Karlhofthus, her menes Alf Aſkmand). I Slaget opfordrede Eyvind Haakon til at træde frem og møde ham, og da Haakon nærmere betegnede, hvor han var, hug han efter ham med en uſædvanlig ſtor Øxe, og vilde have truffet ham, hvis ikke en af Kongens Hirdmænd havde opofret ſig ved at optage Hugget. — Dette var ſaa heftigt, at Øxen uden at ſtandſe gik tvers igjennem ham, og ſank dybt i Jorden; da Eyvind maatte kaſte ſig paa Knæ for at faa den rykket op, gjennemboredes han af Haakon, der ſteg op paa den dræbte Hirdmands Lig. Imidlertid kom Thoralf, der af Haakon var lagt i Baghold for at falde Fienden i Ryggen, til, gjorde et Angreb, dræbte Karlhøfde, og drev Danerne paa Flugten. Men Haakons Fald opvejede de Andres Sejr.

  1. „I Nærheden af Biſkopsſtein“, tilføjer Ágrip Cap. 6.
  2. Se ovenfor, S. 575.
  3. Landn., III. 14.
  4. Landn. I. 17.
  5. Landn., III. 18.
  6. Ágrip Cap. 6.
  7. Det omtales i Landnáma I. 17, ſaaledes: Thorgeir var Kong Haakons Hirdmand; da denne var færdig til en Bjarmelandsferd, kom Harald med en ſtor Hær; da kvad Thorgeir en Viſe (her tillægges han den ſamme Viſe, der ellers, og viſtnok rettere, tillægges Eyvind Finnsſøn, hvori det ſiges ej at pasſe ſig for Kongen at drage nordefter). Maaſkee har man lagt den Betydning i dette „nordefter“, at det ſkulde ſigte til en Bjarmelandsferd, maaſkee det og virkelig ſigter dertil.
  8. Fagrſkinna, Cap. 32, der lader Skibrede- og Vite-Indretningen førſt indføres efter Slaget paa Frædø.
  9. Det er dette Vers, ſom i Landn. I. 17 tillægges Thorgeir.
  10. Dette fortæller Saxo, 10de Bog S. 478.
  11. Dette ſees, baade af den Rolle, der næſten overalt i de forſkjellige Beſkrivelſer over Slaget tillægges Eyvind Skreyja, deels af Eyvind Finnsſøns Udtryk i det Halvvers, han henkaſtede til Kongen.
  12. Om hans Forjagelſe fra Norge ſom vargr í véum ſe ovenfor. S. 599.
  13. Ágrip ſiger kun at der var fire mod een. Udtrykket „ſer mod een“ anvendes i Fagrſkinna allerede i Beſkrivelſen over Slaget paa Frædø; det maa vel neppe nogenſteds tages bogſtaveligt.
  14. Landnáma III. 18.
  15. Kampen med Eyvind beſkrives lidt forſkjelligt i Ágrip. Da denne Beſkrivelſe dog er meget livlig og charakteriſtiſk, ville vi her tilføje den: „Eyvind var en ſtor Kæmpe, ſtørre end andre; Jern bed neppe paa ham. Han gik ſaaledes om Dagen, at Ingen kunde ſtaa ſig mod ham, thi ingen kunde maale ſig med ham; ſaaledes foer han frem hylende og tudende, og ryddede idet han hug til baade Hænder, og ſpurgte, hvor Nordmændenes Konge var, hvi han nu ſkjulte ſig. Hold frem ſaaledes ſom nu, om du vil finde mig, ſagde Kongen; hiin ſtyrtede frem mod ham og hug til baade Hænder med en bred Øxe, faa at Huggene naaede Jorden. Da ſagde Thoralf den ſterke: Vil du, Herre, at jeg ſkal gaa imod ham? Nej, ſagde Kongen, mig vil han have fat paa, og mig ſkal han ogſaa ſinde“, kaſtede af ſit Hoved en Dølge-Hat, Skaldaſpilder havde ſat over Kongens guldbelagte Hjelm, for at han ſkulde være vanſkeligere at kjende end før, da han ellers var let at kjende af ſin Højde og ſit Udſeende. Siden gik Kongen frem foran Merkerne mod Kæmpen, i Silkeſkjorte, med Hjelm paa Hovedet, Skjold for ſig, Sverd i Haand, og ſyntes ſaaledes udruſtet alle at være prægtig at ſe til. Da vadede Kæmpen frem, hjelmet og brynjet, imod ham, løftede Øxen med begge Hænder, og hug til Kongen, men Kongen veg lidt til Side, faa at Kæmpen ikke traf, men hug ned i Jorden, og kom derved til at ſtupe lidt fremover, men Kongen hug ham med Sverdet iſønder i Brynjen, ſaa at Delene faldt hver ſin Vej“.
  16. Landnáma, III. 18.
  17. Ágrip, Cap. 6, og Historia Norvegiæ fol. 8. a. lader to af Eriks Sønner, Gorm og Erling, falde i Slaget.
  18. I Beſkrivelſen af Slaget have vi her fulgt Snorre (Haakon den godes Saga Cap. 28—31, og Fagrſk., Cap. 32, 33), hvilke bedſt ſtemme med hinanden indbyrdes og tillige med de ſamtidige Kvad, hvorfor de ſaaledes have det ſtørſte Paalideligheds-Præg. Afvigelſen i Ágrip, Cap. 6, er ovenfor berørt. Saxo (10de Bog, S. 477—479) beſkriver det og paa en noget afvigende Maade, og det er tydeligt at ſe, at han her har fulgt uafhængige Sagn, rimeligviis hjembragte til Danmark af de Daner, der deeltoge i Slaget, medens Sagaernes Fremſtilling rimeligviis grunde ſig deels paa Eyvind Finnsſøns og andre anſeede Nordmænds, deels paa de tre Islændingers Fortællinger. De Overeensſtemmelſer, der trods Kildernes Forſkjellighed og de øvrige Afvigelſer dog findes mellem Saxos og Sagaernes Fremſtillinger, vidne ſterkt om Paalideligheden af disſe i det Hele taget. Saxo lader Harald Gormsſøn, hjemkommen fra et Tog, møde Harald Eriksſøn og tilſige ham Hjelp mod Haakon, imod Løfte om at betale ham Skat, hvis han ſejrer. Harald fik, heder det
  19. Snorre, Haakon den godes S. Cap. 32. Fagrſkinna, Cap. 34. Ágrip Cap. 6. Det er dette, ſom tilføjer, at han lagdes i en Steentro.
  20. Snorre, Haak. den godes S. Cap. 32, jvfr. Fagrſkinna Cap. 34.
  21. Ágrip, Cap. 5.
  22. Snorre, Haakon den godes S. Cap. 31. Fagrſkinna veed intet derom; Ágrip derimod ſiger udtrykkeligt, at ved Gunnhilds Trolddom vendte en Madſvend ſig om paa Flugten med en Flein, ſagde: „giv Rum for Kongens Bane, lad Fleinen flyve“, og traf Kongen. Ogſaa Thjodrek Munk (Cap. 4, Langebeks Scriptores rer. D. V. 315), antyder det ſamme. Historia Norvegiæ ſiger derimod, efter at have berettet at en Dreng (puer) i den fiendtlige Hær afſkød en Flejn mod Kongen og ſaarede ham: „at dette var en guddommelig Straf, er indlyſende for Enhver, ſaaſom nemlig den, der havde vovet at fornegte Drengen Chriſtus, nu efter at have overvundet ſine Fiender, ſelv overvandtes af en ringe Dreng“.
  23. Haakonarmaal er heelt opbevaret i Snorre Sturlaſøns Haakon den godes Saga Cap. 33. Mange Vers findes og i Fagrſkinna, Cap. 33, 34.
  24. To af Valkyrjerne, ſe ovf. S. 171. .
  25. Gauternes Herre, d. e. Odin.
  26. D. e. Harald, Bjørn Farmands Broder.
  27. Gunn- (Krigs-) Fanen kaldtes ſaavel i Norden, ſom i det hele veſtlige Europa Hovedbanneret (gonfanon).
  28. Hild, Krigens Dis, her Krigen ſelv.
  29. D. e. de Kongen adlydende Krigere.
  30. Sikling, et Navn paa Fyrſter, ſe ovf. S. 206.
  31. Blodet kaldes her Saarhavet, og Sverdet ſammenlignes med et Nes.
  32. Flejn-Floden, og nedenfor Odd-Fosſen, Sverdſtrømmen, er ligeledes en poetiſk Omſkrivning af Blodet.
  33. Dags Efterkommere, ſe ovf. S. 200.
  34. Nemlig Einherjernes Skare, der ſkulde forſvare Guderne.
  35. Hroptatyr er et af Odins Tilnavne.
  36. Det ſees heraf, hvad ogſaa Fagrſkinna udtrykkeligt bemerker, at Eyvind regner 8 af Haakons Brødre ſom faldne før ham. Snorre regner egentlig flere, nemlig Halfdan Haalegg, Frode, Thorgils, Olaf, Bjørn, Sigfred, Guthorm, Halfdan hvite, Ragnvald og Erik Blodøxe. Men Thorgils er, ſom ovenfor viiſt, ved en Misforſtaaelſe kommen ind, og Frode er vel og en af de uſikkre.
  37. Eyvind ſøger her aabenbart at frigjøre Haakon fra den Beſkyldning, at han ikke ſkulde have holdt den hedenſke Gudsdyrkelſe tilbørligt i Agt og Ære.
  38. Hermed menes, at Ragnarøkk eller Verdens Undergang før vil indtræffe, førend Haakons Mage kommer.
  39. Her ſigtes til den Undertrykkelſe, Folket led under Gunnhilds Sønnen. Merkeligt er Udtrykket „de hedenſke Guder“, der allerede vidner om Chriſtendommens Udbredelſe, thi det er kun med ſtadigt Henſyn til Chriſtendommen, at en Hedning ſelv vilde kalde ſin Religion hedenſk.