Det norske Folks Historie/1/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Eriksſønnerne ſkulle have været paa Vikingetog i Auſterveg, førend de ret for Alvor begyndte deres Tog mod Norge. Den ældſte af dem hed Gamle, dernæſt fulgte Harald; de øvrige vare Ragnfred, Erling, Guthorm og Sigurd, med Tilnavn Sleva (Snog)[1]. Efter at have herjet i Auſterveg vendte de ſig mod Viken, hvor Tryggve var rede til at modtage dem, og holdt flere Slag med dem, hvori ſnart de, ſnart han ſejrede. Stundom herjede de i Viken, ſtundom han i Halland og Sjæland. Endelig lykkedes det Gamle og Guthorm[2] at overvinde ham ved Sotenes, hvor han blev nødt til at forlade ſine Skibe og frelſe ſig ved Flugten. De herjede derefter vidt og bredt i Viken, og en Mængde Folk underkaſtede ſig dem. Da Haakon hørte dette, havde han juſt, ſom der — dog neppe med Rette — fortælles, ſamlet Folk for at ſtraffe Thrønderne, fordi de havde tvunget ham til at blote, og han var allerede kommen ombord, men beſluttede ſtrax, heller at vende ſine Vaaben mod ydre Fiender. Han ſendte Bud til Sigurd Jarl og andre Høvdinger, at de ſkulde bringe ham flere Folk. Sigurd indfandt ſig ogſaa, og med ham de Thrønder, der tidligere meeſt havde tvunget ham til at blote; nu bleve de alle paa Jarlens Forbøn tagne til Naade. Da Haakon paa Sejladſen ſydefter kom forbi Stad, fik han høre, at Eriksſønnerne vare komne til den veſtligſte Deel af Agder; han fortſatte Rejſen, og traf Fienden ved Øen Karmt. Her gik man fra begge Sider i Land, og kæmpede med hinanden paa Agvaldsnes. Striden blev meget ſkarp, thi begge Parter havde en ſtor Hær. Kong Haakon ſøgte ivrigt frem og mødte Guthorm Eriksſøn, kæmpede med ham, og nedlagde ham med egen Haand. Guthorms Merke blev ogſaa nedhugget, og der faldt mange Folk om ham. Dette var Tegn til Flugt for Eriksſønnernes Hær, der ſkyndte ſig ned til Skibene, og roede ſydefter ſaa hurtigt ſom muligt, efter at have lidt et betydeligt Tab. Haakon ilede efter de Flygtende og forfulgte dem lige til Øſter-Agder, eller forbi det nuværende Chriſtianſand, hvor de ſatte til Havs og over til Jylland; da vendte han om, og drog atter nordefter[3].

Ifølge en enkelt Beretning ſkal ej alene Guthorm, men ogſaa to af hans Brødre, der rigtignok ikke nævnes andenſteds, nemlig Halfdan og Eyvind, være faldne i dette Slag[4]. Som Stedet, hvor det har ſtaaet, antager man den ſaakaldte Blodheid eller Blodteig nordveſtenfor Agvaldsnes Gaard, hvor der endnu findes ikke færre end 50 ſtørre eller mindre Gravhøje af forſkjellig Form [5].

Ifølge Snorre ſkal det have været efter dette Slag, at Haakon indførte Skibrede-Indretningen, og lod opføre Viter[6]. En anden Beretning lader det ſke ſenere[7]. Det heder, at Eriks Sønner nu holdt ſig rolige i Danmark en lang Stund; det kan dog ej have været ſaa længe, da Slaget paa Agvaldsnes, efter hvad der ovenfor er viiſt, forefaldt ſandſynligviis i Haakons 19de Regjeringsaar, og i alle Fald ikke tidligere end hans 18de (953), medens deres næſte Angreb allerede fandt Sted i hans 20de Aar (955) og i alle Fald ikke ſenere end i hans 21de (956)[8].

I dette Aar — efter de fleſtes Beretning det 20de — droge Eriksſønnerne med en talrig Hær fra Danmark, for paa ny at angribe Haakon. Deres Hær beſtod deels af deres egne Mænd, der plejede at følge dem i Viking, deels, og fornemmelig, af Hjelpetropper, ſom Kong Harald Gormsſøn gav dem. Som Anførere paa dette Tog nævnes Gamle, Harald og Sigurd Sleva[9]. De ſejlede ud fra Vendſysſel i Jylland[10], ſtyrede med gunſtig Vind over til Agder, og fortſatte derpaa Farten langs Landet Nat og Dag. Viterne bleve ikke antændte, deels fordi Eriksſønnerne denne Gang ikke, ſom ſædvanligt, havde begyndt ſine Plyndringer øſter i Landet, hvor man plejede at begynde Antændelſen; deels fordi de i den ſenere Tid oftere havde været antændte uden Grund, og ſtor Ulempe derved havde været forvoldt; man frygtede ſaavel for denne Ulejlighed, ſom for de ſtrenge Bøder, Kongen havde faſtſat for den, der kunde overbeviſes om at have tændt Varde uden ſkjellig Aarſag. Paa denne Maade gik det til, at Eriksſønnerne kom ubemerket lige til Ulveſund ved Vaagsøen i Nordfjord, hvor de laa i 7 Dage. Da ſendte de Omkringboende Budſkab over Ejdet (Dragseidet), Søndmøre og Raumsdalen, til Kong Haakon for at underrette ham om Fiendens Ankomſt. Kongen opholdt ſig dengang paa ſin Gaard Birkeſtrand, der ligger paa Øſtſiden af Frædøen paa Nordmøre[11]. Han havde ingen andre Folk hos ſig end ſin Hird, og de Bønder, ſom han havde indbudet til ſig. Ved Efterretningen om at Eriks Sønner allerede vare komne til Ulveſund, lod han de forſtandigſte blandt de Tilſtedeværende kalde til ſig, og æſkede deres Raad, om han ſkulde oppebie Fienden og ſtride med ham uagtet den ſtore Overmagt, eller drage nordefter for at ſamle flere Folk[12]. Blandt Gjeſterne var en gammel Bonde, ved Navn Egil Uldſerk; han havde i ſin Tid været en dygtig Stridsmand, og længe baaret Kong Harald Haarfagres Merke; han havde altid ønſket ſig den Død, at falde i et ſtort Slag. Han ſvarede nu: „jeg har været i flere Slag med din Fader, Kong Harald; han ſtred ſtundom mod en ſterkere, ſtundom mod en ſvagere Fiende, men han ſejrede altid; aldrig hørte jeg ham ſøge det Raad hos ſine Venner, at de ſkulde lære ham at fly, og heller ikke vi ville give dig dette Raad, thi vi tykkes at have en raſk Høvding i dig, og du ſkal ogſaa faa trøſtig Hjelp af os[13]. Mange andre underſtøttede hans Tale, og Kongen ſagde tillige ſelv, at han foretrak at ſtride med den Styrke, han kunde faa. Der blev da opſkaaret Hærør og ſendt til alle Kanter; det varede heller ikke længe, førend mange Folk ſamlede ſig om ham. Da ſagde Egil Uldſerk glad: „I denne lange Fredstid var jeg en Stund bange for, at jeg ſkulde dø af Ælde inde paa Bænkehalmen, jeg ſom intet heller ønſkede end at følge min Høvding og falde i Slag; men nu kan det dog nok være at jeg tilſidſt faar dette mit Ønſke opfyldt“. Eriks Sønner ſejlede med førſte gunſtige Vind nordefter; de havde flere end 20 Skibe, og lagde ſig paa den ſydveſtlige Side af Øen, veſtenfor Freidarbjerget, i Freidarſund, eller, ſom det ogſaa kaldtes, Fóeyarſund[14]. Haakon, ſom kun havde 9 eller 10 Skibe[15], lagde ſig paa den nordøſtlige Side af Freidarberget, ſendte Bud til Eriksſønnerne, og foreſlog dem at ſtride med dem paa Raſtarkalf (Sletten mellem Freidarberget og Roſteberget), hvor han havde ladet Vold haſle[16] paa Sletten nedenfor den Brink eller Hals, der danner den nordlige Afſkraaning af Freidarberget. De modtoge Tilbudet, gik over Halſen, og opſtillede deres Folk paa Raſtarkalf. Haakon opſtillede ogſaa ſine Folk, og havde ikke flere, end at man kunde regne ſex af Gamles Mænd mod hver af hans; han gjorde ſin Fylking ſaa lang ſom muligt, for ikke at omgaaes. Derpaa begyndte Striden, ſom blev meget heftig. Egil Uldſerk havde imidlertid ladet Kongen give ſig ti Mand med hver ſit Merke; med dem gik han ubemerket op under den Brink, der var bagenfor Eriksſønnernes Hær, og lod ſine Mænd rejſe Merkerne op og i nogen Afſtand fra hinanden indbyrdes gaa frem langs Brinken, ſaa at man fra Sletten alene kunde ſe Merkerne rage frem. Ved Synet heraf troede de, der ſtode øverſt i Eriksſønnernes Fylking, at det var en Hjelpehær, ſom vilde falde dem i Ryggen og afſkære dem fra Skibene. De begyndte derfor at raabe og advare de øvrige, og derpaa flygtede den hele Hær, ſaa at Høvdingerne maatte følge efter. Kong Haakon forfulgte de Flygtende, og nedlagde mange af dem. Da Gamle Eriksſøn kom op paa Halſen ſtrax nordenfor Freidarberget, ſaa han, at hans Folk vare blevne narrede ved et Krigspuds, og at de Forfølgendes Antal ej var ſtørre end før. Han gjorde derfor Holdt, lod atter blæſe til Angreb og fylkede ſine Mænd, men for ſilde, thi Mængden af Danerne flyede desuagtet til Skibene. Haakon havde nu Overmagten, og drev efter en ſkarp Strid Gamle og hans Mænd paa Flugten; nogle ſatte lige ned til Søen, andre op mod Bjerget, og endnu andre veſtover, til nogle bratte Fjeldhamre. Haakon ſatte efter dem og dræbte dem, for ſaa vidt de ikke omkom ved at ſtyrte ned af Fjeldhamrene; dog kom Gamle Eriksſøn ned til Fjæren, hvor han atter forſøgte at gjøre Modſtand, da nogle af hans Folk og hans Brødre ſamlede ſig om ham. Her blev han angreben af Egil Uldſerk, der med en Skare var ilet i Forvejen. Der blev en hidſig Kamp; Egil og Gamle ſkiftede Hug med hinanden, og Gamle fik ſtore Saar, dog maatte Egil og mange med ham bide i Græsſet. Nu kom Haakon ſelv til, og udbredte Ødelæggelſe til alle Kanter, ſaa at Eriks Sønner, der overalt ſaa ſine Mænd falde, atter maatte flygte til Skibene. Men her vare de tidligere Flygtninger komne dem i Forkjøbet, og havde lagt ud med flere Skibe; andre laa opfjærede paa Land, og der var ingen anden Udvej for de ſidſte Flygtninger, end at kaſte ſig i Vandet og forſøge at redde ſig ved Svømning. Derved druknede flere, hvoriblandt Gamle, der, haardt ſaaret baade af Egil og af Haakon ſelv, ſtyrtede ſig i Søen. Hans Brødre, Harald og Sigurd vare heldigere; de naaede Skibene. Under Forvirringen paa Stranden dræbte Haakons Mænd tre Skibes Beſætninger. Harald og Sigurd ſkyndte ſig med Levningerne af Hæren tilbage til Danmark, og Haakon forfulgte dem et Stykke Vej, men uden at kunne naa dem. Til Minde om dette Slag og til den tappre Egil Uldſerks Ære lod han de tre opfjærede Skibe drage paa Land, og Egils tilligemed alle ſine øvrige faldne Mænds Lig lægge deri, ſiden lod han Jord og Stene dynge derover, ſaa at de kom til at danne Gravhøje af det Slags, man kalder Skibshøje. Endog den Dag i Dag findes der flere Gravhøje der paa Stedet; i det 13de Aarhundrede vidſte man at paaviſe Egils Høj, kjendelig ved høje Bautaſtene[17].

Det er merkeligt nok, at det korte Udtog af Norges Kongehiſtorie, hvilket vi oftere have omtalt, fortæller om Gamles Endeligt paa en langt anden Maade. Ifølge dette flygtede Gamle ikke fra Landet, men derimod ind til Surendalen, og derfra over Surendalsſkoven til det Throndhjemſke, hvor han, forfulgt af Haakons Mænd, der tillige underſtøttedes af Almuen, blev dræbt i Gauldalen paa det Sted, ſom ſiden efter ham kaldtes Gamlaleir. Saa forſkjellige have Sagnene været. Dette ſidſte er dog ganſke eneſtaaende, medfører heller ikke nogen Sandſynlighed, og modſiges desuden af beſtemte ſamtidige Vidnesbyrd[18].

  1. Saaledes opregner Snorre (Har. Haarf. S. Cap. 46) og Olaf Tryggv. S. (Cap. 12) Eriks og Gunnhilds Sønner Fagrſk. (Cap.24) nævner de ſamme, men ſætter Erling foran Ragnfred. Ágrip derimod opregner: Gamle, Guthorm, Harald, Erling, Sigurd Sleva, Gudrød Ljome, Ragnfred, Halfdan, Eyvind og Gorm (Cap. 5). Historia Norvegiæ har (fol. 7 b) Harald, Gamle, Sigurd Ljome, Gudrød, Erling, Gorm. Af disſe Navne er iſær „Gamle“ merkeligt, thi det er ſaa uſædvanligt, at man næſten ſkulde antage det for en Opkaldelſe efter Danekongen Gorms Tilnavn; i ſaa Fald vilde det indeholde et ſterkt Vidnesbyrd om Eriks formodede Forbindelſe med Danekongens Huus. Hvis det forholder ſig rigtigt med Angivelſen af, at Erik ogſaa havde en Søn ved Navn Gorm, da vidner dette Navn ligeledes om en ſaadan Forbindelſe. „Ragnfred“ er en Erindring om de ældre ſønderjydſke Konger, Erik Blodøxes mødrene Frænder.
  2. Af Fagrſkinnas Yttring (Cap. 28), at Harald Eriksſøn fordetmeſte opholdt ſig inden Danekongens Hird, medens Gamle og Guthorm herjede, førſt i Auſterveg, ſiden i Norge, kan man ſlutte, at det fornemmelig var Gamle og Guthorm, der foreſtod dette Tog.
  3. Snorre, Haak. den godes Saga,Cap. 20. Ol.Tr. S. Cap. 24. Ágrip Cap. 5. Fagrſkinna omtaler ikke dette Slag, men lader, viſtnok urigtigt, Guthorm falde i Auſterveg (Cap. 35); den ſamtidige Guthorm Sindres Viſe, anført hos Snorre, antyder beſtemt, at en Fyrſte faldt i Slaget ved Agvaldsnes.
  4. Ágrip Cap. 5.
  5. Se Krafts Topogr. ſtatiſtiſk Beſkrivelſe over Norge, 4de B. S. 267, 268.
  6. Snorre, Haakon den godes S. Cap. 21.
  7. Fagrſkinna Cap. 32, der ſætter det efter Slaget paa Frædø, men viſtnok med Urette, da den Overraſkelſe, ſom her fandt Sted, netop ſkal have været bevirket ved Undladelſe af at tænde Viterne tilbørligt.
  8. Thjodrek Munk, ſom henfører Krigens Begyndelſe til Haakons 19de eller 20de Aar, maa regne det næſte Slag til det 20de eller 21de Aar. Ogſaa Snorre ſiger, at Slaget paa Frædø ſtod efterat Haakon havde herſket i 20 Aar. Fagrſk. ſætter det i hans 20de Aar; Ágrip „kortefter“ Slaget ved Agvaldsnes.
  9. Fagrſkinna Cap. 31. Snorre nævner ikke udtrykkeligt nogen anden end Gamle.
  10. En Beſtyrkelſe paa, at deres Len laa i Jylland.
  11. Hos Snorre og i flere Haandſkr. af Olaf Tryggv. Saga ſtaar fejlagtigt Søndmøre, men Øen Frædø med Gaarden Birkeſtrand ligger, ſom bekjendt, paa Nordmøre; og Nordmøre nævnes ogſaa udtrykkeligt i Fagrſkinna, Flatøbogen og Historia Norvegiæ.
  12. Saaledes beretter Snorre, hvis Fortælling vi her fornemmelig følge; Fagrſkinna afviger fra ham ved at lade Eriksſønnerne komme med deres Hær lige til Feeyjarſund eller Freidarſund paa Sydveſtſiden af Frædø nærved Freidarberg, uden at Haakon i Forvejen har faaet mindſte Nys derom.
  13. Ifølge Flatøbogen (Þáttr Hauks hábrókar c. 5, Fornm. Sögur S. 208), ſkulde det have været Egil Uldſerk, ſom raadede Kongen til at lade bytte Sengklæder under den døde Snefrid, ſe ovenfor S. 514.
  14. Strax udenfor Gaarden Flatſet paa den ſydøſtlige Side af Frædø ligger en liden Ø, der nu efter Flatſet kaldes Flatſet-Ø; det er denne, der i ældre Tider ſynes at have været kaldet Féey, og det nu ſaakaldte Flatſet-Sund Féeyjarſund. Længer mod Syd, nærmere Frædø Kirke, bliver Sundet bredere, og kaldes Freierſund (Freiðarsund), deraf rimeligviis den vaklende Skrivemaade mellem Féeyjarsund og Freiðarsund.
  15. Det vil ſige, afmerke med Hasſelſtænger, hvilket i de Tider ikke var ſaa ſjældent. Det var da ſandſynligviis en Æresſag at vælge en Plads, der ej frembød den Vælgende utilbørlige Fordele. Og naar Tilbudet var gjort, og Volden haſlet, var det tillige en Æresſag for den anden Part ikke at herje i Landet, førend efter Slaget, ſe Egils S. Cap. 52.
  16. Fagrſkinna og Flatøbogen nævne 10, Snorre og Ol. Tryggv. Saga kun 9 Skib.
  17. Snorre, Haak. g. Saga. Cap. 22—27. Fagrſkinna Cap. 31. Historia Norv. fol. 8. b. Denne melder kun i al Korthed, at Gamle og den ſtørſte Deel af hans Hær blev ſtyrtet ned i Havet fra et Forbjerg. De tre Skibshøje, kjendelige ved deres langagtige Form, findes endnu nederſt ved Stranden mellem Freidarberget og Flatſetſundet, hvor den ſidſte Kamp ſtod, og hvor Egil faldt, ſe Beſkrivelſe og Plan over Slaget i Klüwers „norſke Mindesmerker“ S. 115—119. Den ene af disſe Skibshøje er 50 Alen lang, de to andre hver 70. Derforuden findes ogſaa 5 runde Høje, og nordenom Bjerget endeel mindre Høje. Bautaſtenene findes ikke nu længer, idetmindſte ikke paa deres Plads, med Undtagelſe af en, der ſtaar mellem Frei og Flatſet, men ſom ej kan være Egil Uldſerks. Fagrſkinna ſiger, at hans Bautaſteen ſtod hvor han faldt, Snorre, at den ſtod ved hans Leje, begge Udſagn kunne rimeligviis forliges ſaaledes, at han begroves, hvor han faldt, hvilket ogſaa de tre Skibshøjes Beliggenhed beſtyrker.
  18. Ágrip, Cap. 5. Der har formodentlig været et Sted, ved Navn Gamlaleir, i Gauldalen — nu kan det, ſaavidt vides, ej paaviſes — ſom har givet Anledning til et ſenere Sagn om at Gamle ſkulde vare begraven der. Men om Rigtigheden af Snorres og Fagrſkinnas Beretning vidner tydeligt nok den ſamtidige Eyvind Skaldaſpilders Viſe, hvori det udtrykkeligt heder, at Kongen „farvede ſin Klinge i Gamles Blod, da han drev Eriks Sønner ud i Søen“. Se Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 32, Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 30, Fagrſkinna Cap. 35.