Det norske Folks Historie/1/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Beſiddelſen af hele Danevældet maatte Harald Gormsſøn ogſaa føle Lyſt til at erhverve alle de øvrige Lande, der havde tilhørt hans mægtige Forfædre, Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok. Fornemmelig maatte Viken ſtaa ham for Hovedet, af hvilken nu de veſtfoldſke Konger og Harald Haarfagre ſaa længe havde været i uforſtyrret Beſiddelſe. Fra Sviakongerne eller deres Sønner kan han neppe have ventet nogen Fare, da indbyrdes Uroligheder paa denne Tid ſynes at have herſket i Svithjod[1]. Derfor kunde han mere ubehindret efterhænge ſine Planer mod Norge. Allerede i Faderens Levetid modtog han, ſom vi have ſeet, den fra Norge Utlæge Eyvind Skreyja, og gjorde ham til Landeværnsmand i Jylland. Vi have ligeledes ovenfor antydet de Grunde, ſom gjør det ſandſynligt at Erik Blodøxe ſelv i ham har ſøgt en Støtte mod ſine Brødre, og paa en vis Maade erkjendt hans Overhøjhed, idetmindſte hvad Viken angaar. Derved lader og den Iver, hvormed Haakon Adelſteensfoſtre erkjendtes af det modſatte Parti, ſom man kunde kalde Uafhængighedspartiet, ſig bedſt forklare. En Tid lang ſynes imidlertid Forſtaaelſen mellem Haakon og Danekongen at have været nogenlunde taalelig, maaſkee ſaa længe ſom denne ikke følte ſig mægtig nok til at begynde aabenbar Krig. Der tales endog om Sammenkomſter, ſom Haakon og de øvrige Høvdinger i Norden holdt hver tredie Sommer paa Brennøerne, for at vedligeholde Freden, og mindeligt afgjøre de mellem dem opkomne Sager; ved hvilke Lejligheder en Mængde Folk fra de omliggende Lande ſamlede ſig, og et ſtort Handelsmarked plejede at holdes[2]. Men denne fredelige Forſtaaelſe ophørte omſider. Efter Erik Blodøxes Død tyede Gunnhild, hans Enke, med ſine Sønner til Harald Gormsſøn. Han modtog dem venligt, og gav dem ſaa ſtore Forleninger, at de godt kunde underholde ſig ſelv og ſine Mænd[3]. Den tredie af Gunnhilds Sønner, Harald, der bar hans Navn, knæſatte han og gjorde ham derved til ſin Foſterſøn; han blev ſaaledes opdragen inden Danekongens Hird[4]. De ældſte af Brødrene, Gamle og Guthorm, droge paa Vikingetog førſt til Auſterveg, ſiden til Norge, og herjede i Viken, underſtøttede af Danekongen. Andre Vikinger gjorde det ſamme, og foruroligede Landet meget. At de begunſtigedes af Danekongen, ſkjønnes deraf, at de havde deres Smuthul i Brennøerne, Vardøerne, Myl og Muſtreſund, hvilke Steder alle ligge paa den hallandſke Kyſt; de kunde derfra med Lethed komme til hvilken ſom helſt Deel af det ſydlige Norge, de ønſkede. Der ſiges ogſaa udtrykkeligt, at Daner deeltoge i disſe Plyndringer[5].

Kong Haakons Broderſøn Tryggve, hvilken han allerede i hans Barndom havde udſeet til Konge i Viken, var paa denne Tid i Veſterviking, og Haakon maatte derfor ſelv ſørge før Landets Forſvar. Med en Skare Krigere drog han om Sommeren i ſit 17de Regjeringsaar (952) til Viken, for at jage Vikingerne bort. Viſtnok flygtede de ſtrax ved hans Ankomſt, deels til Halland, deels til Jylland, men han forfulgte dem lige til Jylland, hvor han til Gjengjeld for hvad de havde gjort i Norge, begyndte at herje. Jyderne flokkede ſig ſammen for at drive ham bort, men han overvandt dem i en heftig Fegtning, hvori han ſelv uden Hjelm eller Brynje ſtevnede frem i Spidſen for ſin Hær. Derefter herjede han paa Fyen og Sjæland, og roede med to Snekker ind i Øreſund, hvor han traf en Flaade af 11, eller efter andres Udſagn, af 12 eller 10 danſke Vikingeſkibe, angreb dem, og ryddede dem aldeles. Han herjede atter paa Sjæland, drog over til Skaane, hvis Kyſt han ligeledes renſede ej alene for danſke, men ogſaa for vendiſke Vikingeſkibe; han herjede i Landet ſelv, og tiltvang ſig Skatter, ſaavel her, ſom langs Halland og i Veſtergautland[6].

I Forbindelſe med dette Tog til Danmark og Gautland ſtaar ogſaa et Tog, Haakon foretog til Vermeland. Dette Landſkab havde, ſom vi allerede ovenfor have ſeet, adlydt Harald Haarfagre og været ham ſkatſkyldigt, men paa hans gamle Dage faldt det fra, og Skatterne bleve ikke betalte. Da Haakon havde befæſtet ſig i Riget, og ſandſynligviis paa ſamme Tid, ſom han ſøgte at erhverve Herredømmet over Jemteland, prøvede han og at bringe Vermeland tilbage til det forrige Skatſkyldighedsforhold, og ſendte 12 Mænd til den daværende Jarl, ved Navn Arnvid, for at kræve Skatter af ham. Arnvid betalte Skatten, men da Skatkræverne ſkulde drage hjem, bleve de paa Eidſkogen overfaldne af Stimænd, ſom dræbte dem alle tilhobe. Saaledes gik det endnu en Gang; Kongen ſendte Skatkrævere, ſom virkelig fik Skatten udbetalt, men ſom paa Tilbagevejen bleve overfaldne paa Grændſen. Man talte derfor om, at det nok var Arnvid Jarl ſelv, ſom havde lagt titte Mænd i Baghold for Skatkræverne, og ladet dem dræbe, men ſelv beholdt den Skat, de ſkulde bringe Kongen. Denne beſluttede dog endnu en tredie Gang at gjøre et Forſøg, og udſaa til en af Deeltagerne i denne farlige Rejſe den forhen omtalte Lendermand Thorſtein, Arinbjørn Herſes Syſterſøn. Kongen var nemlig yderſt misfornøjet med at Arinbjørn var traadt i Eriksſønnernes Tjeneſte, og viſte ſig meget unaadig mod hans Venner og Frænder; nogle, heder det, lod han dræbe, andre jog han ud af Landet eller behandlede dem haardt paa andre Maader. Ogſaa Thorſtein fik nu ſin Deel af Forfølgelſen, da Kongen ſendte Folk til ham med den Befaling at han ſkulde drage med dem til Vermeland for at hente Skatten, eller ogſaa forlade Landet. Egil Skallagrimsſøn opholdt ſig juſt, ſom vi have ſeet, hos Thorſtein. For ham klagede denne ſin Vaande. Det var tydeligt, at Kongen enten vilde have ham dræbt eller forjagen, naar han ſendte ham i en ſaa farlig Færd. Egil lovede ham, ſaavidt muligt, at rette paa Sagen. Han ſpurgte Kongens Sendemænd, om de ikke under alle Omſtændigheder ſkulde rejſe, hvad enten Thorſtein var med eller ej. Da de bekræftede dette, foreſtillede han dem, at en Mand ſom Thorſtein egentlig ikke var forpligtet til at drage i en ſaadan Færd, men alene til at underſtøtte Kongens Ærender efter yderſte Evne, og, om det behøvedes, at ſende flere Folk med dem. Sendemændene ſvarede hertil, at han maaſkee havde Ret, og at de vilde være tilfreds, om han ſelv, Egil, i Thorſteins Sted fulgte dem. De troede nemlig at det vilde være Kongen kjært, om de paa denne Maade kunde faa Egil bragt af Dage. Egil lovede at følge dem i Thorſteins Sted. De vare 8, han ſelv tog 3 Mænd med, ſaa at de i alt bleve 12. Det var endnu fuld Vinter, og de droge afſted med Heſte og Slæder. Vejene vare brudte, indtil de kom til henimod Eidſkogen; da faldt der en Nat ſaa megen Sne, at de den følgende Dag ikke kunde ſe den rette Vej, og havde derfor den ſtørſte Vanſkelighed ved at komme frem. I Nærheden af en ſkovbevoxet Aas, over hvilken Vejen laa, foreſloge Kongens Mænd en Aften, at Egil og hans tre Følgeſvende ſkulde drage i Forvejen over Aaſen til en Gaard, ſom tilhørte en rig Mand, ved Navn Aarmod Skegg, hvor de vilde blive gjeſtfrit modtagne, medens de ſelv vilde tage Natteleje hos en Bonde, der boede i Nærheden af det Sted, hvor de nu befandt ſig. Egil gjorde, ſom de ſagde. Men aldrig ſaa ſnart var han ude af Syne, førend Kongsmændene toge ſine Ski, ſom de havde medbragt, vendte om og ilede ſaa hurtigt de kunde til Oplandene; derfra droge de nord over Dovrefjeld til Kongen, og fortalte ham hvorledes de havde ladet Egil og hans Mænd i Stikken. Disſe kom med uſigelig Møje over Aaſen til Aarmods Gaard, og bleve her i Førſtningen ret godt modtagne. Der blev ſat ſtore Kander fulde af Skyr (ſuur Melk) for dem, idet Aarmod beklagede, at han ikke havde Øl at give dem, og Egil og hans Mænd, der vare overvættes tørſte, drak af alle Kræfter Da kaldte Aarmods Huſtru, der ſad paa Tverpallen, ſin lille Datter til ſig og hviſkede hende i Øret, at hun ſkulde gaa hen til Egil og bede ham og hans Mænd være varſomme i at drikke Melk, da der var anden og bedre Koſt i Vente. Hun adlød, og advarede Egil, hvorover hendes Fader blev ſaa vred, at han ſlog hende. Imidlertid havde Egil næſten tomt ſin Kande. Melken blev nu borttagen og et Bord dækket med Gjeſtebudskoſt; derpaa kom Øl ind, af det ſterkeſte Slags; Aarmod var altſaa bedre forſynet, end han i Førſtningen havde ſagt. Men Aarſagen, hvorfor han havde benegtet at have Øl, var aabenbart den, at han ved at narre Egil og hans Mænd til at drikke en Mængde ſuur Melk deſto ſnarere haabede at kunne faa dem beruſede, hvorpaa han lagde an. Der blev nu drukket ſterkt, og iſær pasſede man paa, at Egil og hans Mænd gjorde tilbørligt Beſked. Egil drak tappert; da hans Følgeſvende bleve uefterrettelige, ſom man let kunde forudſe, drak han for dem, hvad de ſelv ikke formaaede, og ſaaledes gik det, indtil Bordene bleve borttagne. Da vare alle Folk i Stuen temmelig drukne. Imidlertid vedblev Aarmod at drikke Egil, og Huuskarlene Egils Mænd til. Egil drak fremdeles, baade for ſig ſelv og for ſine, men merkede dog tilſidſt, at han ej længer kunde holde det ud. Han gik derfor tvertover Gulvet lige til Aarmod, lagde ſine Hænder paa hans Skuldre, og klemte ham op mod Højſædesſtolperne; i det ſamme kaſtede han op over ham, lige i Anſigtet, baade i Øjne, Næſe og Mund, ſaa at Aarmod var nær ved at tabe Aandedrættet, og maatte ligeledes kaſte op. Huuskarlene ſkjeldte Egil ud, fordi han bar ſig ſaa ſvinſk ad, men Egil ſvarede, at han kun gjorde ſom Huusbonden, der jo ogſaa brækkede ſig af alle Kræfter. Egil ſatte ſig atter i ſit Rum, forlangte mere at drikke, og gjorde fremdeles god Beſked, men Aarmod gik ud. Endelig ſtode Egil og hans Mænd op, toge ſine Vaaben, og lagde ſig til at ſove i en Lade, hvor deres Heſte vare indſatte. Morgenen efter ſtode de op, gjorde ſig rejſefærdige, og gik op paa Gaarden, for at ſe efter Aarmod. Egil ſpendte Døren til Sovekamret op, gik til Aarmods Seng, greb ham i Skegget og drog hans Hoved frem over Sengeſtokken med den venſtre Haand, men drog Sverdet med den højre. Hans Kone og Datter ſprang op og bønfaldt Egil om at ſkaane hans Liv. Egil ſvarede, at han ſkulde ſkjenke ham Livet for deres Skyld, ſkjønt han visſelig havde fortjent Døden. Men han ſkar Skegget af ham, og rev Øjet ud paa ham. Egil maa viſtnok have antaget, at Aarmods beſynderlige Iver for at drikke ham og hans Følgeſvende fulde kom af forræderſke Henſigter; og det viſte ſig ſiden, at han havde Ret. Ved Dagverdtid kom Egil til en Bonde paa Eidſkogen, ved Navn Thorfinn, hvor de hvilede med Heſtene og gik ind for at ſpiſe Dagverd. Han erfarede her af Thorfinns Huuskarl, der om Natten havde været ude at hente Ved, at 6 af Aarmods Huuskarle vare dragne forud; og Thorfinn fortalte, at han ligeledes ſelv havde ſeet ti andre, ſterkt bevæbnede Mænd drage forbi: det ſaa altſaa ud til, at flere Baghold vare lagte i Skoven paa Egils Vej. Under ſit korte Ophold her var Egil her heldig nok til at helbrede Bondens Datter af en langvarig Sygdom, af hvilken hun laa til Sængs[7], og af Taknemmelighed herover tilſtod Thorfinn ham reent ud, at han vidſte, at Aarmod havde lagt ſex Mænd i Baghold for ham, og at der endda var flere Baghold, om det førſte intet udrettede; men nu tilbød han ſig at ledſage ham med ſin Søn og to andre Mænd. Egil modtog Tilbudet. De vare nu 8, og da Aarmods ſex Huuskarle ſaa dem ſaa mandſterke, vovede de ej at binde an med dem, men gjemte ſig i Skoven. Nu vilde Egil ikke længer ulejlige Thorfinn, og denne vendte efter nogle Indvendinger tilbage med fine Mænd. Men ud paa Dagen ſtødte Egil, der nu kun havde tre Følgeſvende, paa det andet Baghold, der ligeledes beſtod af ſer af Aarmods Huuskarle. Her kom det til en Kamp, i hvilken Egil fældte tvende, og jog de andre paa Flugten. Endelig kom Egil i god Behold gjennem Skoven, og tog ind til en gammel, rig Bonde ved Navn Alf, der var noget egen af ſig og derfor kun havde faa Folk om ſig, men viſte Egil megen Gjeſtfrihed, talte med ham om de tidligere uheldige Skatterejſer fra Norge, og roſte juſt ikke ſynderligt Arnvid Jarl. Ved Afſkeden gav Egil ham en lodden Kappe, og Alf bad ham venligt at beſøge ham paa Tilbagevejen. Samme Aften kom han til Arnvid Jarls Bolig, hvor han blev meget vel modtagen. Den følgende Morgen fremførte han ſit Ærende, nemlig at indkræve den Norges Konge tilkommende Skat, der ej var bleven betalt ſiden Arnvids Udnævnelſe til Jarl. Jarlen ſvarede, at han allerede havde betalt Skatten til Kongens Sendemænd, men at han ej vidſte, hvad de ſiden havde gjort ved den, om de havde bragt Kongen den, eller løbet af Landet; dog, ſiden Egil kunde fremviſe ſande Jerteiner fra Kongen, vilde han ingen Vanſkeligheder gjøre ved ogſaa at udbetale Skatten til ham; men naar Egil havde modtaget den, vilde han ej videre være anſvarlig for den. Egil blev der en Stund, og fik før ſin Afrejſe Skatten udbetalt, deels i Sølv, deels i Graavare (Pelsverk). Ved Afſkeden ſagde Egil: „denne Skat ſkulle vi nok bringe Kongen, men viſt er det, at det er langt mindre, end han troer at have Fordring paa; ej at tale om, at han ſikkert anſeer ſig berettiget til Mandsgjeld af Eder for hans Sendemænd, ſom I efter Folks Sigende ſkulle have ladet dræbe“. Jarlen ſagde, at det ej var ſandt, og med denne Beſked maatte Egil drage bort. Strax efter kaldte Jarlen til ſig to Brødre, der begge hed Ulf, og bød dem at ſætte efter Egil og dræbe ham, da han kunde forudſe, at han ellers vilde omtale ham heel ilde for Kongen, ſiden han allerede havde vovet at paadutte ham de forrige Sendemænds Drab lige i hans Øjne. Han bad Brødrene at tage med ſig ſaa mange Folk, ſom de troede at behøve, og gav dem det Raad at lægge ſig i Vejen for ham paa Eidſkogen. De medtoge 30 Mand, og da de kjendte hver Sti paa Skoven, var det dem en let Sag at komme Egil i Forkjøbet. Der gik to Veje gjennem Skoven; en kortere, over en brat Klev; en anden længere, over en Myr, hvori der var kaſtet ſtore Træſtammer; paa begge Steder kunde man alene gaa een for een. Brødrene lagde ſig med 15 Mand hver i ſit Pas, og oppebiede Egil. Denne kom om Aftenen til Alf Bonde, og gjorde ſig rede til Rejſen. Alf undrede ſig over at han haſtede ſaa; det var bedre, meente han, at fare lidt i Mag og ſe ſig noget for, da der viſt laa Folk paa Luur for dem; ſelv havde han ej Mænd at ſende med dem, og tilbød dem derfor at blive der til det var ſikkert at drage gjennem Skoven. Egil lo dertil, og meente det ej havde nogen Nød. Alf bad ham da i det mindſte at vende tilbage, hvis han ſaa Vejen optraadt, thi ingen havde faret der ſiden Egil drog øſtover, uden nogle, ſom viſt havde til Henſigt at finde ham. Egil ſpurgte om deres Antal. Alf ſvarede, at efter Sporene at dømme, var det en heel Deel. Egil ſagde at han ej var ſaa bange for lidt Folkemon, og drog afſted. Paa Vejen fandt de ſnart mange Spor af Folk og Heſte, og Egils Følgeſvende meente at de burde vende om. Egil ſvarede, at det ej var noget at forundre ſig over, om Folk havde faret over Eidſkogen, ſom var alfar Vej, og bød at man ſkulde drage videre. De mange Spor vedbleve fremdeles, indtil de kom til det Sted, hvor Vejen deeltes; der deeltes ogſaa Sporene, og det viſte ſig, at der var lige mange paa hver Kant. Egil maatte nu indrømme, at Alf havde haft Ret, og raadede ſine Folk til at være beredte paa en Kamp. De kaſtede Kapperne og Løsklæderne af ſig og lagde dem i Slæderne. Egil tog en lang Baſtline, han efter Rejſendes ſædvanlige Skik havde ført med ſig, frem af Slæden, og ſurrede med den en ſtor Steenhelle faſt foran Bryſtet og Maven paa ſig, i det han viklede Linen om ſig lige til Skuldrene. Forreſten havde han og hans Mænd baade Skjolde, Hjelme, Hug- og Stikvaaben. Egil gik i Spidſen for dem, og tog den kortere Vej over Kleven. Da de vare midtvejs oppe i denne, kom ſyv Mænd frem af Krattet nedenfor, og begyndte at ſkyde efter dem, medens andre viſte ſig øverſt oppe og kaſtede Steen ned paa dem. Egil bad nu ſine Mænd vige tilſide i Kleven og beſkytte ſig ſaa godt de kunde, medens han ſelv ſtevnede opad lige mod Angriberne. Han kom ogſaa op, men blev her omringet af dem, 8 i Tallet, dog fældte han dem alle, hvoriblandt Anføreren Ulf, gik derefter frem paa Bjerget, og kaſtede Steen ned paa de ſyv andre Forfølgere, hvoraf tre bleve liggende, men fire undkom ſaarede i Skoven. De ſkyndte ſig ſtrax hen til det andet Baghold, ſom nu, efter deres Beretning om hvorledes det førſte Angreb var løbet af, flyttede ſig længer frem, for at angribe Egil baade for og bag, naar han kom ned af Aaſen og ſkulde kjøre ad en ſmal Vej mellem en Klippevæg og Muren. Egil fortſatte imidlertid ſin Vej uden at ane nogen ny Fare, indtil han kom til det Sted, hvor Bagholdet laa; her blev han førſt angreben i Ryggen, og da han havde vendt ſig mod Angriberne, tillige af dem, der havde lagt ſig foran Klippen. Dog kunde de intet ſynderligt udrette mod Egil, der i alt dræbte 11 Mænd, hvoriblandt den anden Ulf, medens hans Følgeſvende forſvarede ſig mod de 8; nu vendte han ſig ogſaa mod disſe, og dræbte tre; fem undkom, haardt ſaarede, til Skoven. Egil og hans Mænd havde viſtnok ogſaa faaet mange Saar, men ingen ſtore eller farlige; han forbandt ſine Mænds Saar, og derpaa ſatte de ſig i Slæderne og kjørte afſted, indtil de kom til Thorfinn ſom tog venligt imod dem. Her bleve Egils Saar forbundne, og de opholdt ſig flere Dage hos ham for at udhvile ſig. Ved Bortrejſen fulgte Thorfinn ham med ſin Søn og nogle andre Mænd et Stykke paa Vejen for at ſtaa ham bi, om Aarmod ſkulde ville efterſtræbe ham, men denne, ſom havde hørt, mod hvilken Overmagt Egil nys havde kæmpet, vovede ej at angribe ham, og holdt ſig hjemme. Ved Afſkeden gav Thorfinn og Egil hinanden Gaver, og denne kom velbeholden til Thorſtein, hvor hans og hans Mænds Saar bleve lægte. Egil opholdt ſig hos ham til Vaaren, og gjorde ſig rejſefærdig om Sommeren, for at forlade Norge for ſtedſe. Langſkibet, paa hvilket han var kommen fra Danmark, forærede han Thorſtein, der ogſaa gav ham gode Gaver; men paa Kjøhmandsſkibet ſejlede han afſted, og kom i god Behold hjem til Borg. Thorſtein ſendte Skatten til Kongen ſom af Sendemændene fik nøjagtig Underretning om hvorledes Alt var gaaet til. Det blev ham nu klart, at Arnvid virkelig havde ladet de forrige Skatkrævere dræbe, og han beſluttede at ſtraffe ham alvorligt for denne Troløshed. Thorſtein tog han til Naade igjen, gav ham Landsviſt og ſkjenkede ham ſit Venſkab. Og om Sommeren, da han drog til Viken og hjemſøgte Danmarks og Gautlands Kyſter, gjorde han ogſaa et Tog ind i Vermeland med en ſtor Hær. Arnvid, der allerede ſiden hans Mænd vare komne tilbage fra det uheldige Angreb paa Egil, havde ventet at dette Uvejr vilde komme over ham, flygtede bort, og ſynes fra denne Tid af at have levet ſom en fredløs Viking[8]. Kongen paalagde de Bønder i Vermeland, der havde gjort fælles Sag med Arnvid, ſtore Udredſler, og indſatte en anden Jarl, der, lige ſaa vel ſom Bønderne, maatte ſtille ham Giſler[9]. Det lykkedes ſaaledes Haakon virkelig at lægge Vermeland, om end kun for en kort Tid, atter under Norges Kongedømme. Dette Tog til Vermeland omtales vel, ſom om det havde fundet Sted førend han tiltraadte Toget til Gautland, men det ſandſynligſte er dog, at han efter Tilbagekomſten fra Danmark førſt herjede Gautland, og derpaa drog op til Vermeland[10].

Haakon, ſom paa disſe Tog havde gjort et ſtort Bytte, tilbragte Vinteren i Viken (951—952), for fremdeles at forſvare Landet mod Daner og Gauter[11]. Men den ſamme Vinter kom hans Broderſøn Tryggve Olafsſøn tilbage fra ſit Vikingetog til Irland og Skotland, og Haakon overdrog nu ham Kongedømmet i Viken, med den Forpligtelſe, at forſvare Landet mod Ufred, men ogſaa med den Net, at beholde ſom ſin Ejendom hvad han kunde ſkaffe ſig af de Lande i Danmark, ſom Haakon Sommeren i Forvejen havde ſkatlagt. Selv drog han atter tilbage til det Nordenfjeldſke. Og fra denne Tid ſynes han ganſke at have ophørt at befatte ſig med Viken, og Tryggve derimod at have herſket aldeles uafhængigt Vel er det muligt, ja endog ſandſynligt, at Tryggve har betalt ham, eller ſkullet betale ham Skat, men det vilde heller ikke være at undres over, om Skatten i de urolige Tider, ſom nu paafulgte, ikke blev ordentligt inddreven[12].

  1. Det var paa denne Tid, at de Konger maa have herſket i Birk, om hvilke den danſke Konge Sven Ulfsſøn berettede Mag. Adam: nemlig Ring med hans Brødre Erik og Emund (I. 63), medens Bjørn den gamle, Erik Emundsſøns Søn, herſkede i Uppſala. Saa mange Konger herſkede neppe ſamtidigt, uden at ligge i Strid med hverandre. Mag Adam ſiger og om dem, at i faa Aar herſkede mange Konger blodtørſtigt, og glemte næſten Chriſtendommen.
  2. Laxdølaſaga, Cap. 12.
  3. At disſe Forleninger vare i Jylland, ſkjønnes deraf, at det ſiden, hvor Harald Gormsſøn, for at ſvige Harald Eriksſøn, bød ham Forleninger i ſit Rige, heder hos Snorre (Ol. Tr. S. Cap. 11), at han bød ham de Forleninger, han tidligere havde haft, medens Fagrſkinna (Cap. 42) udtrykkeligt ſiger, at han bed ham Jylland. Maaſkee disſe Forleninger havde ſtaaet i Forbindelſe med Eriksſønnernes Nedſtammelſe fra Erik II i Jylland.
  4. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 10.
  5. Fagrſkinna, Cap. 28, 30.
  6. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 6—8. Fagrſkinna, Cap. 30. Ágrip, Cap. 5. Egils Saga, Cap. 78. Denne ſidſte nævner 12 Skibe, Snorre 11, de øvrige 10. Snorre omtaler Toget altfor tidligt, længe før Forſøgene paa Chriſtendommens Indførelſe. Aarſagen er den, at han ogſaa ſætter Erik Blodøxes Død altfor tidligt. Fagrſkinna derimod henfører Toget udtrykkeligt til Kongens 17de Aar.
  7. Beretningen herom i Egils Saga, Cap. 24 indeholder et charakteriſtiſk Exempel paa de Tiders Overtro, af hvilken der endnu i vore Dage findes enkelte Levninger. „Egil“, heder det, „ſaa et Fruentimmer ligge ſtyg paa Tverpallen. Han ſpurgte Thorfinn, hvad det var for en Kvinde, ſom befandt ſig ſaa ude. „Det er min Datter Helga“, ſiger Thorfinn, „hun har længe været daarlig og elendig, hun faar ikke Søvn nogen Nat, og det er ligeſom hun var forbyttet (hamſtjaalen)“. „Har man forſøgt Midler mod hendes Sygdom“, ſpurgte Egil. „Ja“, ſvarer Thorfinn, „Runer have været riſtede af en Bondeſøn her i Nærheden, men ſiden den Tid har hun vært meget værre end før. Men kan maaſkee du gjøre noget ved ſlige Sygdomme, Egil“? „Jeg tror i det mindſte“, ſvarede denne, „at det ej kan ſkade, om jeg forſøger“. Da Egil var mæt, gik han til Pigens Sæng og talte med hende, derpaa bød han dem allerførſt at tage hende op og lægge rene Sængklæder under hende. Dette ſkete. Siden ranſagede han Sængen, og fandt et Stykke Hvalsfin med Runer paa. Egil læſte dem, telgede dem derpaa af, og ſkød Spaanerne i Ilden, brændte derpaa ſelve Hvalsfinſtykket op og lod hendes forrige Sængklæder udlufte. Han kvad et Vers, hvori han ſagde, at ingen ſkulde riſte Runer, ſom ej ret forſtod dem, at han paa Hvalsfinſtykket havde fundet hemmelige Runeſtave, og at de voldte Pigens Sygdom. Derefter riſtede han nye Runer og lagde dem under hendes Hovedpude. Da var det, ſom om hun vaagnede af en Søvn; hun ſagde, at hun følte ſig ganſke friſk, ſkjønt hun endnu var ſvag af Kræfter“. Siden opdagedes det, ſom der fortælles, at den Bondeſøn, der havde riſtet hine ſkadelige Runer, havde friet til hende og faaet Nej, hvorfor han hevnede ſig ved at riſte Manruner (Elſkovsruner).
  8. Njaalsſaga Cap. 5 omtaler nemlig en Atle Arnvidsſøn, Søn af Arnvid Jarl fra „Øſtergøtland“, tilføjende at denne Arnvid Jarl havde tilbageholdt Skatten for Haakon Adelſteensfoſtre og derfor været nødt til at flygte med ſin Søn fra „Jemteland“ til Gautland; om Atle heder det ſiden, at baade Dane- og Svia-Kongen havde gjort ham utlæg. Da Jemteland førſt under Haakon forenedes med Norge, er det klart, at „Jemteland“ her maa være Skriv- eller Hukommelſes-Fejl for „Vermeland“.
  9. Egils Saga, Cap. 73—78.
  10. Det er Egils S. (Cap. 78), tom omtaler Vermelandstoget førend Gautlandstoget, og dette før Toget til Danmark. Men i de ſamtidige Vers af Guthorm Sindre, anførte i Snorres Haakon den godes S. Cap. 6—8, og i Ol. Tryggv. S. Cap. 17, 18, nævnes førſt Jylland, derpaa Sjæland og Skaane, og endelig Gautland.
  11. Snorre, Haakon den godes S. Cap. 9.
  12. I Historia Norvegiæ fol. 8, b. omtales Tryggve omtrent ſom en uafhængig Konge. Det heder her, at han førſt herſkede paa Raumarike, ſiden i Viken. Thjodrek Munk Cap. 4 (Langebeks Scriptores V. 316) kalder ham Konge paa Oplandene. Og rimeligviis har han foruden Viken ogſaa beherſket en Deel af Oplandene, fornemmelig Raumarike.