Det norske Folks Historie/1/92
I Besiddelsen af hele Danevældet maatte Harald Gormssøn ogsaa føle Lyst til at erhverve alle de øvrige Lande, der havde tilhørt hans mægtige Forfædre, Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok. Fornemmelig maatte Viken staa ham for Hovedet, af hvilken nu de vestfoldske Konger og Harald Haarfagre saa længe havde været i uforstyrret Besiddelse. Fra Sviakongerne eller deres Sønner kan han neppe have ventet nogen Fare, da indbyrdes Uroligheder paa denne Tid synes at have hersket i Svithjod[1]. Derfor kunde han mere ubehindret efterhænge sine Planer mod Norge. Allerede i Faderens Levetid modtog han, som vi have seet, den fra Norge Utlæge Eyvind Skreyja, og gjorde ham til Landeværnsmand i Jylland. Vi have ligeledes ovenfor antydet de Grunde, som gjør det sandsynligt at Erik Blodøxe selv i ham har søgt en Støtte mod sine Brødre, og paa en vis Maade erkjendt hans Overhøjhed, idetmindste hvad Viken angaar. Derved lader og den Iver, hvormed Haakon Adelsteensfostre erkjendtes af det modsatte Parti, som man kunde kalde Uafhængighedspartiet, sig bedst forklare. En Tid lang synes imidlertid Forstaaelsen mellem Haakon og Danekongen at have været nogenlunde taalelig, maaskee saa længe som denne ikke følte sig mægtig nok til at begynde aabenbar Krig. Der tales endog om Sammenkomster, som Haakon og de øvrige Høvdinger i Norden holdt hver tredie Sommer paa Brennøerne, for at vedligeholde Freden, og mindeligt afgjøre de mellem dem opkomne Sager; ved hvilke Lejligheder en Mængde Folk fra de omliggende Lande samlede sig, og et stort Handelsmarked plejede at holdes[2]. Men denne fredelige Forstaaelse ophørte omsider. Efter Erik Blodøxes Død tyede Gunnhild, hans Enke, med sine Sønner til Harald Gormssøn. Han modtog dem venligt, og gav dem saa store Forleninger, at de godt kunde underholde sig selv og sine Mænd[3]. Den tredie af Gunnhilds Sønner, Harald, der bar hans Navn, knæsatte han og gjorde ham derved til sin Fostersøn; han blev saaledes opdragen inden Danekongens Hird[4]. De ældste af Brødrene, Gamle og Guthorm, droge paa Vikingetog først til Austerveg, siden til Norge, og herjede i Viken, understøttede af Danekongen. Andre Vikinger gjorde det samme, og foruroligede Landet meget. At de begunstigedes af Danekongen, skjønnes deraf, at de havde deres Smuthul i Brennøerne, Vardøerne, Myl og Mustresund, hvilke Steder alle ligge paa den hallandske Kyst; de kunde derfra med Lethed komme til hvilken som helst Deel af det sydlige Norge, de ønskede. Der siges ogsaa udtrykkeligt, at Daner deeltoge i disse Plyndringer[5].
Kong Haakons Brodersøn Tryggve, hvilken han allerede i hans Barndom havde udseet til Konge i Viken, var paa denne Tid i Vesterviking, og Haakon maatte derfor selv sørge før Landets Forsvar. Med en Skare Krigere drog han om Sommeren i sit 17de Regjeringsaar (952) til Viken, for at jage Vikingerne bort. Vistnok flygtede de strax ved hans Ankomst, deels til Halland, deels til Jylland, men han forfulgte dem lige til Jylland, hvor han til Gjengjeld for hvad de havde gjort i Norge, begyndte at herje. Jyderne flokkede sig sammen for at drive ham bort, men han overvandt dem i en heftig Fegtning, hvori han selv uden Hjelm eller Brynje stevnede frem i Spidsen for sin Hær. Derefter herjede han paa Fyen og Sjæland, og roede med to Snekker ind i Øresund, hvor han traf en Flaade af 11, eller efter andres Udsagn, af 12 eller 10 danske Vikingeskibe, angreb dem, og ryddede dem aldeles. Han herjede atter paa Sjæland, drog over til Skaane, hvis Kyst han ligeledes rensede ej alene for danske, men ogsaa for vendiske Vikingeskibe; han herjede i Landet selv, og tiltvang sig Skatter, saavel her, som langs Halland og i Vestergautland[6].
I Forbindelse med dette Tog til Danmark og Gautland staar ogsaa et Tog, Haakon foretog til Vermeland. Dette Landskab havde, som vi allerede ovenfor have seet, adlydt Harald Haarfagre og været ham skatskyldigt, men paa hans gamle Dage faldt det fra, og Skatterne bleve ikke betalte. Da Haakon havde befæstet sig i Riget, og sandsynligviis paa samme Tid, som han søgte at erhverve Herredømmet over Jemteland, prøvede han og at bringe Vermeland tilbage til det forrige Skatskyldighedsforhold, og sendte 12 Mænd til den daværende Jarl, ved Navn Arnvid, for at kræve Skatter af ham. Arnvid betalte Skatten, men da Skatkræverne skulde drage hjem, bleve de paa Eidskogen overfaldne af Stimænd, som dræbte dem alle tilhobe. Saaledes gik det endnu en Gang; Kongen sendte Skatkrævere, som virkelig fik Skatten udbetalt, men som paa Tilbagevejen bleve overfaldne paa Grændsen. Man talte derfor om, at det nok var Arnvid Jarl selv, som havde lagt titte Mænd i Baghold for Skatkræverne, og ladet dem dræbe, men selv beholdt den Skat, de skulde bringe Kongen. Denne besluttede dog endnu en tredie Gang at gjøre et Forsøg, og udsaa til en af Deeltagerne i denne farlige Rejse den forhen omtalte Lendermand Thorstein, Arinbjørn Herses Systersøn. Kongen var nemlig yderst misfornøjet med at Arinbjørn var traadt i Erikssønnernes Tjeneste, og viste sig meget unaadig mod hans Venner og Frænder; nogle, heder det, lod han dræbe, andre jog han ud af Landet eller behandlede dem haardt paa andre Maader. Ogsaa Thorstein fik nu sin Deel af Forfølgelsen, da Kongen sendte Folk til ham med den Befaling at han skulde drage med dem til Vermeland for at hente Skatten, eller ogsaa forlade Landet. Egil Skallagrimssøn opholdt sig just, som vi have seet, hos Thorstein. For ham klagede denne sin Vaande. Det var tydeligt, at Kongen enten vilde have ham dræbt eller forjagen, naar han sendte ham i en saa farlig Færd. Egil lovede ham, saavidt muligt, at rette paa Sagen. Han spurgte Kongens Sendemænd, om de ikke under alle Omstændigheder skulde rejse, hvad enten Thorstein var med eller ej. Da de bekræftede dette, forestillede han dem, at en Mand som Thorstein egentlig ikke var forpligtet til at drage i en saadan Færd, men alene til at understøtte Kongens Ærender efter yderste Evne, og, om det behøvedes, at sende flere Folk med dem. Sendemændene svarede hertil, at han maaskee havde Ret, og at de vilde være tilfreds, om han selv, Egil, i Thorsteins Sted fulgte dem. De troede nemlig at det vilde være Kongen kjært, om de paa denne Maade kunde faa Egil bragt af Dage. Egil lovede at følge dem i Thorsteins Sted. De vare 8, han selv tog 3 Mænd med, saa at de i alt bleve 12. Det var endnu fuld Vinter, og de droge afsted med Heste og Slæder. Vejene vare brudte, indtil de kom til henimod Eidskogen; da faldt der en Nat saa megen Sne, at de den følgende Dag ikke kunde se den rette Vej, og havde derfor den største Vanskelighed ved at komme frem. I Nærheden af en skovbevoxet Aas, over hvilken Vejen laa, foresloge Kongens Mænd en Aften, at Egil og hans tre Følgesvende skulde drage i Forvejen over Aasen til en Gaard, som tilhørte en rig Mand, ved Navn Aarmod Skegg, hvor de vilde blive gjestfrit modtagne, medens de selv vilde tage Natteleje hos en Bonde, der boede i Nærheden af det Sted, hvor de nu befandt sig. Egil gjorde, som de sagde. Men aldrig saa snart var han ude af Syne, førend Kongsmændene toge sine Ski, som de havde medbragt, vendte om og ilede saa hurtigt de kunde til Oplandene; derfra droge de nord over Dovrefjeld til Kongen, og fortalte ham hvorledes de havde ladet Egil og hans Mænd i Stikken. Disse kom med usigelig Møje over Aasen til Aarmods Gaard, og bleve her i Førstningen ret godt modtagne. Der blev sat store Kander fulde af Skyr (suur Melk) for dem, idet Aarmod beklagede, at han ikke havde Øl at give dem, og Egil og hans Mænd, der vare overvættes tørste, drak af alle Kræfter Da kaldte Aarmods Hustru, der sad paa Tverpallen, sin lille Datter til sig og hviskede hende i Øret, at hun skulde gaa hen til Egil og bede ham og hans Mænd være varsomme i at drikke Melk, da der var anden og bedre Kost i Vente. Hun adlød, og advarede Egil, hvorover hendes Fader blev saa vred, at han slog hende. Imidlertid havde Egil næsten tomt sin Kande. Melken blev nu borttagen og et Bord dækket med Gjestebudskost; derpaa kom Øl ind, af det sterkeste Slags; Aarmod var altsaa bedre forsynet, end han i Førstningen havde sagt. Men Aarsagen, hvorfor han havde benegtet at have Øl, var aabenbart den, at han ved at narre Egil og hans Mænd til at drikke en Mængde suur Melk desto snarere haabede at kunne faa dem berusede, hvorpaa han lagde an. Der blev nu drukket sterkt, og især passede man paa, at Egil og hans Mænd gjorde tilbørligt Besked. Egil drak tappert; da hans Følgesvende bleve uefterrettelige, som man let kunde forudse, drak han for dem, hvad de selv ikke formaaede, og saaledes gik det, indtil Bordene bleve borttagne. Da vare alle Folk i Stuen temmelig drukne. Imidlertid vedblev Aarmod at drikke Egil, og Huuskarlene Egils Mænd til. Egil drak fremdeles, baade for sig selv og for sine, men merkede dog tilsidst, at han ej længer kunde holde det ud. Han gik derfor tvertover Gulvet lige til Aarmod, lagde sine Hænder paa hans Skuldre, og klemte ham op mod Højsædesstolperne; i det samme kastede han op over ham, lige i Ansigtet, baade i Øjne, Næse og Mund, saa at Aarmod var nær ved at tabe Aandedrættet, og maatte ligeledes kaste op. Huuskarlene skjeldte Egil ud, fordi han bar sig saa svinsk ad, men Egil svarede, at han kun gjorde som Huusbonden, der jo ogsaa brækkede sig af alle Kræfter. Egil satte sig atter i sit Rum, forlangte mere at drikke, og gjorde fremdeles god Besked, men Aarmod gik ud. Endelig stode Egil og hans Mænd op, toge sine Vaaben, og lagde sig til at sove i en Lade, hvor deres Heste vare indsatte. Morgenen efter stode de op, gjorde sig rejsefærdige, og gik op paa Gaarden, for at se efter Aarmod. Egil spendte Døren til Sovekamret op, gik til Aarmods Seng, greb ham i Skegget og drog hans Hoved frem over Sengestokken med den venstre Haand, men drog Sverdet med den højre. Hans Kone og Datter sprang op og bønfaldt Egil om at skaane hans Liv. Egil svarede, at han skulde skjenke ham Livet for deres Skyld, skjønt han visselig havde fortjent Døden. Men han skar Skegget af ham, og rev Øjet ud paa ham. Egil maa vistnok have antaget, at Aarmods besynderlige Iver for at drikke ham og hans Følgesvende fulde kom af forræderske Hensigter; og det viste sig siden, at han havde Ret. Ved Dagverdtid kom Egil til en Bonde paa Eidskogen, ved Navn Thorfinn, hvor de hvilede med Hestene og gik ind for at spise Dagverd. Han erfarede her af Thorfinns Huuskarl, der om Natten havde været ude at hente Ved, at 6 af Aarmods Huuskarle vare dragne forud; og Thorfinn fortalte, at han ligeledes selv havde seet ti andre, sterkt bevæbnede Mænd drage forbi: det saa altsaa ud til, at flere Baghold vare lagte i Skoven paa Egils Vej. Under sit korte Ophold her var Egil her heldig nok til at helbrede Bondens Datter af en langvarig Sygdom, af hvilken hun laa til Sængs[7], og af Taknemmelighed herover tilstod Thorfinn ham reent ud, at han vidste, at Aarmod havde lagt sex Mænd i Baghold for ham, og at der endda var flere Baghold, om det første intet udrettede; men nu tilbød han sig at ledsage ham med sin Søn og to andre Mænd. Egil modtog Tilbudet. De vare nu 8, og da Aarmods sex Huuskarle saa dem saa mandsterke, vovede de ej at binde an med dem, men gjemte sig i Skoven. Nu vilde Egil ikke længer ulejlige Thorfinn, og denne vendte efter nogle Indvendinger tilbage med fine Mænd. Men ud paa Dagen stødte Egil, der nu kun havde tre Følgesvende, paa det andet Baghold, der ligeledes bestod af ser af Aarmods Huuskarle. Her kom det til en Kamp, i hvilken Egil fældte tvende, og jog de andre paa Flugten. Endelig kom Egil i god Behold gjennem Skoven, og tog ind til en gammel, rig Bonde ved Navn Alf, der var noget egen af sig og derfor kun havde faa Folk om sig, men viste Egil megen Gjestfrihed, talte med ham om de tidligere uheldige Skatterejser fra Norge, og roste just ikke synderligt Arnvid Jarl. Ved Afskeden gav Egil ham en lodden Kappe, og Alf bad ham venligt at besøge ham paa Tilbagevejen. Samme Aften kom han til Arnvid Jarls Bolig, hvor han blev meget vel modtagen. Den følgende Morgen fremførte han sit Ærende, nemlig at indkræve den Norges Konge tilkommende Skat, der ej var bleven betalt siden Arnvids Udnævnelse til Jarl. Jarlen svarede, at han allerede havde betalt Skatten til Kongens Sendemænd, men at han ej vidste, hvad de siden havde gjort ved den, om de havde bragt Kongen den, eller løbet af Landet; dog, siden Egil kunde fremvise sande Jerteiner fra Kongen, vilde han ingen Vanskeligheder gjøre ved ogsaa at udbetale Skatten til ham; men naar Egil havde modtaget den, vilde han ej videre være ansvarlig for den. Egil blev der en Stund, og fik før sin Afrejse Skatten udbetalt, deels i Sølv, deels i Graavare (Pelsverk). Ved Afskeden sagde Egil: „denne Skat skulle vi nok bringe Kongen, men vist er det, at det er langt mindre, end han troer at have Fordring paa; ej at tale om, at han sikkert anseer sig berettiget til Mandsgjeld af Eder for hans Sendemænd, som I efter Folks Sigende skulle have ladet dræbe“. Jarlen sagde, at det ej var sandt, og med denne Besked maatte Egil drage bort. Strax efter kaldte Jarlen til sig to Brødre, der begge hed Ulf, og bød dem at sætte efter Egil og dræbe ham, da han kunde forudse, at han ellers vilde omtale ham heel ilde for Kongen, siden han allerede havde vovet at paadutte ham de forrige Sendemænds Drab lige i hans Øjne. Han bad Brødrene at tage med sig saa mange Folk, som de troede at behøve, og gav dem det Raad at lægge sig i Vejen for ham paa Eidskogen. De medtoge 30 Mand, og da de kjendte hver Sti paa Skoven, var det dem en let Sag at komme Egil i Forkjøbet. Der gik to Veje gjennem Skoven; en kortere, over en brat Klev; en anden længere, over en Myr, hvori der var kastet store Træstammer; paa begge Steder kunde man alene gaa een for een. Brødrene lagde sig med 15 Mand hver i sit Pas, og oppebiede Egil. Denne kom om Aftenen til Alf Bonde, og gjorde sig rede til Rejsen. Alf undrede sig over at han hastede saa; det var bedre, meente han, at fare lidt i Mag og se sig noget for, da der vist laa Folk paa Luur for dem; selv havde han ej Mænd at sende med dem, og tilbød dem derfor at blive der til det var sikkert at drage gjennem Skoven. Egil lo dertil, og meente det ej havde nogen Nød. Alf bad ham da i det mindste at vende tilbage, hvis han saa Vejen optraadt, thi ingen havde faret der siden Egil drog østover, uden nogle, som vist havde til Hensigt at finde ham. Egil spurgte om deres Antal. Alf svarede, at efter Sporene at dømme, var det en heel Deel. Egil sagde at han ej var saa bange for lidt Folkemon, og drog afsted. Paa Vejen fandt de snart mange Spor af Folk og Heste, og Egils Følgesvende meente at de burde vende om. Egil svarede, at det ej var noget at forundre sig over, om Folk havde faret over Eidskogen, som var alfar Vej, og bød at man skulde drage videre. De mange Spor vedbleve fremdeles, indtil de kom til det Sted, hvor Vejen deeltes; der deeltes ogsaa Sporene, og det viste sig, at der var lige mange paa hver Kant. Egil maatte nu indrømme, at Alf havde haft Ret, og raadede sine Folk til at være beredte paa en Kamp. De kastede Kapperne og Løsklæderne af sig og lagde dem i Slæderne. Egil tog en lang Bastline, han efter Rejsendes sædvanlige Skik havde ført med sig, frem af Slæden, og surrede med den en stor Steenhelle fast foran Brystet og Maven paa sig, i det han viklede Linen om sig lige til Skuldrene. Forresten havde han og hans Mænd baade Skjolde, Hjelme, Hug- og Stikvaaben. Egil gik i Spidsen for dem, og tog den kortere Vej over Kleven. Da de vare midtvejs oppe i denne, kom syv Mænd frem af Krattet nedenfor, og begyndte at skyde efter dem, medens andre viste sig øverst oppe og kastede Steen ned paa dem. Egil bad nu sine Mænd vige tilside i Kleven og beskytte sig saa godt de kunde, medens han selv stevnede opad lige mod Angriberne. Han kom ogsaa op, men blev her omringet af dem, 8 i Tallet, dog fældte han dem alle, hvoriblandt Anføreren Ulf, gik derefter frem paa Bjerget, og kastede Steen ned paa de syv andre Forfølgere, hvoraf tre bleve liggende, men fire undkom saarede i Skoven. De skyndte sig strax hen til det andet Baghold, som nu, efter deres Beretning om hvorledes det første Angreb var løbet af, flyttede sig længer frem, for at angribe Egil baade for og bag, naar han kom ned af Aasen og skulde kjøre ad en smal Vej mellem en Klippevæg og Muren. Egil fortsatte imidlertid sin Vej uden at ane nogen ny Fare, indtil han kom til det Sted, hvor Bagholdet laa; her blev han først angreben i Ryggen, og da han havde vendt sig mod Angriberne, tillige af dem, der havde lagt sig foran Klippen. Dog kunde de intet synderligt udrette mod Egil, der i alt dræbte 11 Mænd, hvoriblandt den anden Ulf, medens hans Følgesvende forsvarede sig mod de 8; nu vendte han sig ogsaa mod disse, og dræbte tre; fem undkom, haardt saarede, til Skoven. Egil og hans Mænd havde vistnok ogsaa faaet mange Saar, men ingen store eller farlige; han forbandt sine Mænds Saar, og derpaa satte de sig i Slæderne og kjørte afsted, indtil de kom til Thorfinn som tog venligt imod dem. Her bleve Egils Saar forbundne, og de opholdt sig flere Dage hos ham for at udhvile sig. Ved Bortrejsen fulgte Thorfinn ham med sin Søn og nogle andre Mænd et Stykke paa Vejen for at staa ham bi, om Aarmod skulde ville efterstræbe ham, men denne, som havde hørt, mod hvilken Overmagt Egil nys havde kæmpet, vovede ej at angribe ham, og holdt sig hjemme. Ved Afskeden gav Thorfinn og Egil hinanden Gaver, og denne kom velbeholden til Thorstein, hvor hans og hans Mænds Saar bleve lægte. Egil opholdt sig hos ham til Vaaren, og gjorde sig rejsefærdig om Sommeren, for at forlade Norge for stedse. Langskibet, paa hvilket han var kommen fra Danmark, forærede han Thorstein, der ogsaa gav ham gode Gaver; men paa Kjøhmandsskibet sejlede han afsted, og kom i god Behold hjem til Borg. Thorstein sendte Skatten til Kongen som af Sendemændene fik nøjagtig Underretning om hvorledes Alt var gaaet til. Det blev ham nu klart, at Arnvid virkelig havde ladet de forrige Skatkrævere dræbe, og han besluttede at straffe ham alvorligt for denne Troløshed. Thorstein tog han til Naade igjen, gav ham Landsvist og skjenkede ham sit Venskab. Og om Sommeren, da han drog til Viken og hjemsøgte Danmarks og Gautlands Kyster, gjorde han ogsaa et Tog ind i Vermeland med en stor Hær. Arnvid, der allerede siden hans Mænd vare komne tilbage fra det uheldige Angreb paa Egil, havde ventet at dette Uvejr vilde komme over ham, flygtede bort, og synes fra denne Tid af at have levet som en fredløs Viking[8]. Kongen paalagde de Bønder i Vermeland, der havde gjort fælles Sag med Arnvid, store Udredsler, og indsatte en anden Jarl, der, lige saa vel som Bønderne, maatte stille ham Gisler[9]. Det lykkedes saaledes Haakon virkelig at lægge Vermeland, om end kun for en kort Tid, atter under Norges Kongedømme. Dette Tog til Vermeland omtales vel, som om det havde fundet Sted førend han tiltraadte Toget til Gautland, men det sandsynligste er dog, at han efter Tilbagekomsten fra Danmark først herjede Gautland, og derpaa drog op til Vermeland[10].
Haakon, som paa disse Tog havde gjort et stort Bytte, tilbragte Vinteren i Viken (951–952), for fremdeles at forsvare Landet mod Daner og Gauter[11]. Men den samme Vinter kom hans Brodersøn Tryggve Olafssøn tilbage fra sit Vikingetog til Irland og Skotland, og Haakon overdrog nu ham Kongedømmet i Viken, med den Forpligtelse, at forsvare Landet mod Ufred, men ogsaa med den Net, at beholde som sin Ejendom hvad han kunde skaffe sig af de Lande i Danmark, som Haakon Sommeren i Forvejen havde skatlagt. Selv drog han atter tilbage til det Nordenfjeldske. Og fra denne Tid synes han ganske at have ophørt at befatte sig med Viken, og Tryggve derimod at have hersket aldeles uafhængigt Vel er det muligt, ja endog sandsynligt, at Tryggve har betalt ham, eller skullet betale ham Skat, men det vilde heller ikke være at undres over, om Skatten i de urolige Tider, som nu paafulgte, ikke blev ordentligt inddreven[12].
- ↑ Det var paa denne Tid, at de Konger maa have hersket i Birk, om hvilke den danske Konge Sven Ulfssøn berettede Mag. Adam: nemlig Ring med hans Brødre Erik og Emund (I. 63), medens Bjørn den gamle, Erik Emundssøns Søn, herskede i Uppsala. Saa mange Konger herskede neppe samtidigt, uden at ligge i Strid med hverandre. Mag Adam siger og om dem, at i faa Aar herskede mange Konger blodtørstigt, og glemte næsten Christendommen.
- ↑ Laxdølasaga, Cap. 12.
- ↑ At disse Forleninger vare i Jylland, skjønnes deraf, at det siden, hvor Harald Gormssøn, for at svige Harald Erikssøn, bød ham Forleninger i sit Rige, heder hos Snorre (Ol. Tr. S. Cap. 11), at han bød ham de Forleninger, han tidligere havde haft, medens Fagrskinna (Cap. 42) udtrykkeligt siger, at han bed ham Jylland. Maaskee disse Forleninger havde staaet i Forbindelse med Erikssønnernes Nedstammelse fra Erik II i Jylland.
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 10.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 28, 30.
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 6–8. Fagrskinna, Cap. 30. Ágrip, Cap. 5. Egils Saga, Cap. 78. Denne sidste nævner 12 Skibe, Snorre 11, de øvrige 10. Snorre omtaler Toget altfor tidligt, længe før Forsøgene paa Christendommens Indførelse. Aarsagen er den, at han ogsaa sætter Erik Blodøxes Død altfor tidligt. Fagrskinna derimod henfører Toget udtrykkeligt til Kongens 17de Aar.
- ↑ Beretningen herom i Egils Saga, Cap. 24 indeholder et charakteristisk Exempel paa de Tiders Overtro, af hvilken der endnu i vore Dage findes enkelte Levninger. „Egil“, heder det, „saa et Fruentimmer ligge styg paa Tverpallen. Han spurgte Thorfinn, hvad det var for en Kvinde, som befandt sig saa ude. „Det er min Datter Helga“, siger Thorfinn, „hun har længe været daarlig og elendig, hun faar ikke Søvn nogen Nat, og det er ligesom hun var forbyttet (hamstjaalen)“. „Har man forsøgt Midler mod hendes Sygdom“, spurgte Egil. „Ja“, svarer Thorfinn, „Runer have været ristede af en Bondesøn her i Nærheden, men siden den Tid har hun vært meget værre end før. Men kan maaskee du gjøre noget ved slige Sygdomme, Egil“? „Jeg tror i det mindste“, svarede denne, „at det ej kan skade, om jeg forsøger“. Da Egil var mæt, gik han til Pigens Sæng og talte med hende, derpaa bød han dem allerførst at tage hende op og lægge rene Sængklæder under hende. Dette skete. Siden ransagede han Sængen, og fandt et Stykke Hvalsfin med Runer paa. Egil læste dem, telgede dem derpaa af, og skød Spaanerne i Ilden, brændte derpaa selve Hvalsfinstykket op og lod hendes forrige Sængklæder udlufte. Han kvad et Vers, hvori han sagde, at ingen skulde riste Runer, som ej ret forstod dem, at han paa Hvalsfinstykket havde fundet hemmelige Runestave, og at de voldte Pigens Sygdom. Derefter ristede han nye Runer og lagde dem under hendes Hovedpude. Da var det, som om hun vaagnede af en Søvn; hun sagde, at hun følte sig ganske frisk, skjønt hun endnu var svag af Kræfter“. Siden opdagedes det, som der fortælles, at den Bondesøn, der havde ristet hine skadelige Runer, havde friet til hende og faaet Nej, hvorfor han hevnede sig ved at riste Manruner (Elskovsruner).
- ↑ Njaalssaga Cap. 5 omtaler nemlig en Atle Arnvidssøn, Søn af Arnvid Jarl fra „Østergøtland“, tilføjende at denne Arnvid Jarl havde tilbageholdt Skatten for Haakon Adelsteensfostre og derfor været nødt til at flygte med sin Søn fra „Jemteland“ til Gautland; om Atle heder det siden, at baade Dane- og Svia-Kongen havde gjort ham utlæg. Da Jemteland først under Haakon forenedes med Norge, er det klart, at „Jemteland“ her maa være Skriv- eller Hukommelses-Fejl for „Vermeland“.
- ↑ Egils Saga, Cap. 73–78.
- ↑ Det er Egils S. (Cap. 78), tom omtaler Vermelandstoget førend Gautlandstoget, og dette før Toget til Danmark. Men i de samtidige Vers af Guthorm Sindre, anførte i Snorres Haakon den godes S. Cap. 6–8, og i Ol. Tryggv. S. Cap. 17, 18, nævnes først Jylland, derpaa Sjæland og Skaane, og endelig Gautland.
- ↑ Snorre, Haakon den godes S. Cap. 9.
- ↑ I Historia Norvegiæ fol. 8, b. omtales Tryggve omtrent som en uafhængig Konge. Det heder her, at han først herskede paa Raumarike, siden i Viken. Thjodrek Munk Cap. 4 (Langebeks Scriptores V. 316) kalder ham Konge paa Oplandene. Og rimeligviis har han foruden Viken ogsaa behersket en Deel af Oplandene, fornemmelig Raumarike.