Det norske Folks Historie/1/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede ovenfor berørt, at Dronning Gunnhild tilligemed hendes Sønner toge deres Tilflugt til Danekongen Harald Gormsſøn, ligeſom allerede hendes Broder, Eyvind Skreyja, havde tyet derhen og fundet en venlig Modtagelſe. Dette tyder paa at der allerede da herſkede en venſkabelig Forbindelſe mellem Erik Blodøxes Huus og Danekongen, hvilket vinder Beſtyrkelſe derved, at et enkelt Oldſkrift, ſkjønt med Urette, udgiver Gunnhild for Kong Haralds Syſter[1]. Man kunde maaſkee ogſaa i denne Forbindelſe ſe en Grund mere til, at Erik kom paa en fiendtlig Fod med de engelſke Konger, ligeſom det ogſaa vækker en Anelſe om, at Erik allerede ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe i Norge har ſøgt en Støtte mod ſine Brødres Ærgjerrighed og Uvillighed til at lyde ham ved at ty til Danekongens Hjelp, og maaſkee erkjende ham for ſin Lensherre[2].

Det danſke Kongerige havde imidlertid hævet ſig til ſtor Magt og Anſeelſe efter den temmelig fortrykte Stilling, hvori det befandt ſig henimod Slutningen af det 9de Aarhundrede. Vi have ſeet, hvorledes de ſvenſke Konger af Bjørn Jernſides Æt udſtrakte deres Herredømme derover[3], og hvorledes Kongerne i Jylland af den veſtfoldſke Stamme herſkede ſaa godt ſom uafhængigt, medens de danſke Lodbrokinger maatte ſøge deres Lykke udenlands, og ſelv Hardeknuts Søn, Gudrød, var Konge i Northumberland, ikke i Danmark[4]. Hvo der fulgte Erik II, Harald Haarfagres Svigerfader, i Herredømmet over Sønderjylland vides ikke, lige ſaa lidt ſom naar Erik og Hardeknut døde[5]. I Aaret 873 nævnes to Konger, Brødrene Sigfred og Halfdan, der ſluttede Fred med den tydſke Kong Ludvig ved Eideren, og ſynes at have hørt til den veſtfoldſke Æt[6]; ligeledes nævnes noget ſildigere en Klakkharald Jarl[7], der upaatvivleligen hører til den ſamme Æt, ſiden ogſaa danſke Kongerækker nævne en Harald Klak ſom en af denne Æts Medlemmer, men henføre ham til en urigtig Tid. Nederlaget ved Løwen i Aaret 891 ſynes i høj Grad at have ſvækket de jydſke Kongers Magt, og gjort det lettere for de egentlige danſke Overkonger at underkaſte ſig deres Rige[8]. Efter dette Slag ſkal en vis Helge (Heiligo) en Stund have ført Regjeringen paa en retfærdig og for Folket behagelig Maade; men derpaa bemægtigede Olaf fra Sverige, ſandſynligviis en Søn af Bjørn paa Hange, tilligemed hans mange Sønner, ſig det danſke Rige; af disſe Sønner fulgte Gnup og Gyrd ham, og efter disſe kom en Sigerik, der igjen blev fordreven af Hardegon, Sveins Søn, der kom fra Norge eller Nordmændenes Beſiddelſer. Paa den Tid var der ſaamange Smaakonger i Danmark, at man ikke engang i de nærmeſt følgende Aarhundreder kunde ſinde Rede i dem[9].

Da var det, at Gorm, ſenere kaldet den gamle, Hardeknuts Søn, fremſtod og underkaſtede ſig det hele Rige. Man kjender lidet til, hvorledes det gik til hermed. Vi have allerede ovenfor (S. 628) fremſat Sandſynligheden af, at Gorm den gamle ingen anden er, end den northumbriſke Konge Gudrum, der ved Efterretningen om den Udſigt til at underkaſte ſig Danevældet, ſom efter Nederlaget ved Løwen aabnede ſig, er ilet hjem. Hvis hiin Gudrum er den ſamme, ſom den Gudrum, der ſiden kommer frem i Forliget med den engelſke Konge Edvard omkring 906, da bliver dette i ſaa Fald atter Gorm den gamle, der er vendt tilbage, for paa nu at forſøge ſin Lykke i England. Det bør dog her ikke overſees, at de fleſte danſke Kongerækker kort for Gorm den gamle opſtille en Gorm den engelſke, Hardeknuts Søn, og derimod ikke nævne den egentlige Gorm den gamles Fader[10]. De ere maaſkee juſt blevne vildledede deraf, at Gorm to Gange er fremſtaaet i Danmark, og have derfor gjort ham til to Perſoner. Gorm faar ogſaa af en danſk Hiſtorieſkriver Tilnavnet løgi (d. e. den løje), og ſkildres ſom en Mand, der kun var hengiven til Vellevnet og Fylderi[11]. Derimod ere alle Hiſtorieſkrivere deſto mere enige om at roſe hans Huſtru Thyre, den forhen omtalte Klakkharalds Datter, der formedelſt ſine Fortjeneſter af Riget, fornemmelig Gjenoprettelſen og Udvidelſen af Volden Danevirke, fik Navnet Danmarkarbot, og med hvis Haand han ſynes at have faaet en ſtor Deel af Sønderjylland i Beſiddelſe. Man maa ogſaa formode, at det har været Thyre, ſom vakte ham af hans Døſighed, og ſom bragte ham til at opmande ſig og begynde Erobringsverket[12]. Navnene paa et Par af de Konger, Gorm overvandt, ere opbevarede, og det heder, at han ødelagde alle Smaakonger lige til Slien[13]. Saa meget er viſt, at man efter hans Tid ej hører mere tale om Smaakonger i Danmark, medens hans Magt dog endnu ikke kan have været ſaa betydelig, ſom de følgende Danekongers. Man finder ikke Spor af, at han forſøgte at gjøre ſine Fordringer paa Viken gjeldende, og i ſine Krige med den tydſke Konge Henrik Fuglefænger var han uheldig. Som ivrig Hedning, uagtet hans Huſtru var chriſten, og uagtet han maaſkee ſelv havde ladt ſig døbe i England, forſøgte han dog at tilintetgjøre Chriſtendommen i ſit Rige, forjog Preſterne, og gjorde endog, underſtøttet af Slaverne, et Indfald i Saxland. Derfor bekrigede Henrik ham, og ydmygede ham ſaaledes, at han maatte bede om Fred og finde ſig i de ham af Henrik paalagte Betingelſer[14] (934). Ved denne Lejlighed ſynes den gamle gotiſke Offerkultus i Hleidra at være bleven tilintetgjort[15]. Der fortælles og, at Henrik ſkal have erklæret Slesvig for ſit Riges Grændſe, indſat en Markgreve her, og ladet ſaxiſke Nybyggere nedſætte ſig i Egnen[16]. Et Par Forfattere nævne ogſaa Knut, ſandſynligviis Gorms Søn, ſom den Fyrſte, med hvilken Kong Henrik fornemmelig kæmpede[17]. Gorms og Thyres ældſte Søn hed virkelig Knut, og der findes Antydninger til, at ſaavel Knut, ſom den yngre Søn, Harald, allerede i Faderens Levetid førte Regjeringen, enten tilſammen, eller over forſkjellige Dele af Riget[18], og at de kraftigt underſtøttede ham i hans Erobrings-Foretagender. Paa et Tog, ſom Knut og Harald i foretoge i Fællesſkab, efter nogle Beretninger til England, efter andre til Irland, efter atter andre til Auſterveg, faldt Knut, og ſom enkelte paaſtaa, i Kamp med ſin egen Broder, der misundte ham at han var Faderens Yndling[19]. Den alderſtegne Gorm overlevede ikke længe dette Tab, og efter hans Død (omkring 936) tiltraadte Harald Gormsſøn, der ogſaa fører Tilnavnet Blaatand, Regjeringen ſom Enekonge over hele Danevældet, fra Gautelven til Danevirke.

  1. Historia Norvegiæ fol. 7. a, b.
  2. Om alt dette findes der for lidet i Sagaerne og de andre Oldſkrifter, til at vi ſkulde vove at fremſatte det anderledes, end blot ſom en løs Antydning. Der er imidlertid meget, ſom taler for en ſaadan Betragtningsmaade af Forholdene. Vi ſe Erik og Gunnhild ved Haakons Ankomſt opholde ſig i Viken. Vi ſe de ſamme Konger i Norge, nemlig Haakon i det Nordenfjeldſke og Tryggve i Viken, hvis Arvefiender Eriks Sønner vare, ogſaa at forſvare Landet mod Danekongens Fordringer. Vi ſe Harald Eriksſøn ſiden ſelv knæſat af Danekongen, og hans Moder og Brødre ligeledes venligt modtagne og underſtøttede mod Norge. Vi vide, at Erik ſelv paa mødrene Side var af danſk Æt, og om end hans Morfader, Kong Erik, maa anſees ſom tilhørende en de danſke Overkonger fiendtlig Slægt, ſaa ſynes dog Forholdene efter hans Død at have forandret ſig, og Gorm den gamles Giftermaal med Thyre Danmarksbod at have knyttet Levningerne af den veſtfoldſke Kongeæt i Jylland til Gorm og Danekongerne. Der opſtaar endog en Formodning, hvilken vi dog ikke vove at opſtille i Texten mod Sagaernes eenſtemmige Vidnesbyrd, at Erik Blodøxe ikke engang med det Gode af Ædhelſtan er bleven forlenet med Northumberland, eller overhoved har haft noget med Ædhelſtan at beſtille, men at han ikke kom til England førend hiin Gang, der omtales hos de engelſke Chroniſter, da Northumbrerne faldt fra Kong Eadred (917) og toge Erik til deres Konge; at han da indfandt ſig tildeels med danſk Underſtøttelſe og ſom den danſke Konges Lensmand, og at dette har givet Anledning til hiint Udſagn af Mag. Adam, at Harald Gormsſøn ſendte ſin Søn Erik for at erobre Northumberland, idet nemlig flere, fornemmelig vildledede af Navnet Harald, ſom ogſaa Eriks Fader førte, antoge ham for en Søn af Harald Gormsſøn. Ædhelſtan kunde let i vore Sagaer være bleven forvexlet med en af ſine mindre berømte Efterfølgere.
  3. Se ovenfor S. 376, 377, 630.
  4. Se ovenfor S. 629, 684.
  5. Ifølge Mag. Adam (I. Cap. 39) ſynes det ſom om Erik var død før 876. Det paa Mag. Adam grundede Cap. 60 i Olaf Tryggvesſøns Saga lader ham dø lidt efter Ansgar, der døde 865. Sigfred og Halfdan, der maaſkee vare Eriks Efterfølgere, nævnes ved 873 i Fulda-Annalerne (hos Pertz I. S. 386, jvfr. ovenfor S. 636). Nykloſters Annaler lade ham (urigtigt) førſt dø 902. Han ſynes dog at maatte have været i Live, da Harald Haarfagre egtede hans Datter Ragnhild, hvilket ſynes at have fundet Sted ved 880, eller maaſkee endog noget ſildigere, da Erik neppe kan være fød før 883, efterſom han ellers ved ſin Død bliver meget for gammel.
  6. Se ovenfor S. 636.
  7. Det er de norſke Kongeſagaer, der nævne Klakkharald ſom Thyres Fader, de danſke derimod kalde den Konge, der i 826 lod ſig døbe, Harald Klak. At de norſke have Ret, ſynes viſt, ſe Langes Tidsſkrift 4de Bd. S. 167.
  8. Mag. Adam kalder Nederlaget Ved Løwen Clades Nortmannica, I. 50.
  9. Mag. Adam, I. Cap. 50, 54. Olaf fra Sverige er ſikkert den ſamme Olaf, Konge i Birk, ſom Rembert omtaler i Ansgars Liv (Cap. 7), og ſom maa have været Søn af Bjørn paa Hauge, ſe ovenfor S. 376, jvf. Langes Tidsſkr. IV. S. 173. Om Helge eller Heiligo, og Sandſynligheden af hans Forvexling med Helge hvasſe, er der allerede ovenfor handlet, ſe S. 406, 649. Gnupa (Chnob) er maaſkee den ſamme, ſom Saxos og Sven Aageſøns Ennignup (ſe ovenfor S. 375, Note 3), og Mag Adams Hardegon er enten en Forvanſkning af Harde-Gorm, d. e. Gorm fra Hardeſysſel, Gorm den helmſke (ſe ovenfor S. 375, Note 3), eller af Hardeknut, eller en Forvexling af Harde-Gorm eller Gorm den ældre med Gorm den yngre. Den Yttring, at der paa denne Tid var ſaa mange danſke Konger, fremſættes udtrykkeligt af Mag. Adam (l. c.) efter den danſke Konge Sven Ulfsſøns Autoritet.
  10. Se herom Langes Tidsſkrift IV. S. 173, 177 og ovenfor S. 629, Note 3. Saxo nævner (9de B. S. 408) førſt Gorm engelſke, der herſkede i England, men forlod det for at blive Konge i Danmark, hvorpaa Englænderne gjorde Opſtand; derpaa hans Søn Harald, og endelig Gorm, Thores Mand, hvis Faders Navn ej anføres. Rykloſters Annaler erklære endog uden videre, at Gorm den ældre blev døbt i England, (Langebeks Scriptt. I. p. 158). Naar man veed, hvor tilbøjelig Saxo er til at gjøre to eller flere Perſoner af een, vil man finde Sandſynligheden af Gorms Identitet med Gudrum ſaa meget ſtørre.
  11. Sven Aageſøn, Cap. 2 hos Langebek Scriptt. I. 1.
  12. Ogſaa Saxo antyder en vis Løjhed hos Gorm, 10de B. S. 179. Ifølge Saxo (10de B. S. 469) var Thyre en Datter af den engelſke Konge Ædhelred. Men da der paa den Tid ej var nogen engelſk Konge af dette Navn, er man berettiget til at antage, at han har læſt fejlagtigt Edelradus iſtedetfor Haraldus og at hans Anglia egentlig betyder Angel, eller den nordlige Deel af Sønderjylland og den ſydlige Deel af Nørrejylland. Her finde vi endnu flere Mindesmerker om Thyre (ej mindre end fem Runeſtene) og der er ſaaledes al Grund til at formode, at hun havde ſit egentlige Hjem i denne Egn, og at hun bragte den i Medgift til ſin Mand, eller at i det mindſte hendes Søn Harald arvede den efter hende. Mere derom i Langes Tidsſkrift IV. S. 176—178.
  13. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 63. Af de Konger, Gorm bekæmpede, kaldes den ene her Gnupa (Mag. Adams Chnob?), den anden Silfraſkalle. Langes Tidsſkrift, l. c. S. 175.
  14. Mag. Adam I. 57—59.
  15. Thietmar af Merſeburg, I. 9. Pertz, Mon. Germ. V. 739.
  16. Mag. Adam l. c.
  17. Thietmar kalder her den Konge, med hvilken Henrik kæmpede, Cnuto, hvilket har bragt de fleſte, og med Rette, til at tænke paa Gorms ældſte Søn Knut Dana-Aaſt, der maaſkee i Faderens Alderdom har ført Befalingen. Widukind (I. 40, Pertz. V. 435) fordrejer Navnet til Chnuba. Men Mag. Adam kalder ham Hardecnudth-Wrm, d. e. Gorm Hardeknutsſøn, I. 57.
  18. Ifølge Jomsvik. Saga, Cap. 2 og 4 fik Knut virkelig Holſten eller maaſkee rettere det ſydligſte af Slesvig, af ſin Beſtefader Klakkharald. Knytlingaſaga, Cap. 4, ſiger udtrykkeligt, at Harald Gormsſøn var Konge i 80 Aar, hvoraf 30 medens hans Fader levede og 50 efter hans Død. Er dette end en Overdrivelſe, ſaa er det dog et Vidnesbyrd om at Harald førte Kongenavn længe førend hans Fader døde, og viſt er det af andre Oplysninger, at Harald blev en meget gammel Mand. Ogſaa Mag. Adam af Bremen lader ham herſke i 50 Aar. Antaget, at han var henved 90 Aar, da han døde (mellem 980 og 988), er han ſandſynligviis fød omkring 900, og har maaſkee faaet Kongenavn ved 920.
  19. Saxo (10de B. S. 672) lader Knut falde ved Belejringen af Dublin. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 61 lader Knut og Harald herje paa Northumberland mod en Kong Ædhelbirht, der ſlog dem ved Cleveland; ſiden, heder det, ſejrede de ved Scarborough, men Knut faldt ved York. Jomsvikingaſaga, Cap. 4, lader Harald, hjemkommen fra et Herjetog i Auſterveg, overfalde og dræbe Knut.