Det norske Folks Historie/1/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Mod Egil Skallagrimsſøn, der ſaa blodigt havde fornærmet Erik ved at dræbe hans Søn Ragnvald og rejſe Nidſtang over ham ſelv og Dronning Gunnhild, viſte han ſig ligeledes mere ædelmodig end man af en Mand af hans Charakteer ſkulde have ventet. Egil havde ſtrax efter ſin Hjemkomſt overtaget Beſtyrelſen af Gaarden Borg, da hans Fader Skallagrim nu var bleven meget gammel og affældig. Den ſamme Heſt døde Skallagrim pludſelig, medens Egil var fraværende paa et Gjeſtebud. Det fortælles, at da Egil ſkulde ſtige til Heſt og ride fra Gaarden, krævede Skallagrim af ham det Sølv, Kong Ædhelſtan havde givet ham i Erſtatning for Thorolfs Fald, men da Egil ſlog dette hen og red afſted uden at give noget beſtemt Svar, tog Gubben ſamme Aften en Kiſte og en Kobberkjedel, han ſelv ejede, begge fyldte med Sølv, red bort med dem, og ſtyrtede dem, ſom man troede, ned i den ſaakaldte Krumskilde, for at Egil ej ſkulde faa dem fat; den følgende Morgen fandt man ham ſiddende død paa Sengeſtokken og ſaa ſtiv, at ingen kunde røre ham af Stedet, men man maatte ſende Bud efter Egil, ſom fik bøjet Liget ned, lod bryde Hul paa Væggen for at føre det ud, og lod det højlægge med hans Heſt, Vaaben og Smederedſkaher paa Digranes i Nærheden af Borg. Egil tog nu Arven efter ſin Fader. Den følgende Sommer, den ſamme, i hvilken Haakon Adelſteensfoſtre og Erik Blodøxe ſtredes om Kongedømmet i Norge, kom der formedelſt Forbud mod alle Skibes Bortrejſe ingen Efterretninger til Island om de ſeneſte Begivenheder. Egil, ſom aldrig kunde have ret Ro paa ſig, begyndte om Vinteren at blive noget utaalmodig, og yttre Lyſt til at rejſe til England og beſøge Kong Ædhelſtan for at ſe de Løfter opfyldte, denne havde givet ham. Det hed, og man troede for viſt, at Dronning Gunnhild havde ladet anſtille Seid for at Egil aldrig ſkulde have Ro paa Island. Han udruſtede et Skib med 30 Mand, men kom ikke afſted førend henimod Høſten og den ſtormfulde Aarstid var indtraadt. Vinden var ham ugunſtig; omſider kom han til Orknøerne, men vilde ikke lande her, fordi han troede at Erik Blodøxe havde Herredømmet over dem[1]. Han ſejlede langs Skotlands Kyſt, og kom heldigt forbi, men Udenfor Englands Kyſt blev han overfalden af en Storm, der drev ham ind i Brændinger ved Humbermundingen, ſaa at han ikke ſaa ſin Redning i andet end at ſejle lige paa Land. Skibet ødelagdes, men Mandſkab og den ſtørſte Deel af Godſet reddedes. Af Folk, ſom de traf, fik de nu den betænkelige Efterretning, at Kong Erik og Gunnhild herſkede over den Egn, hvor de nu befandt ſig, at de begge ikke vare langt borte, nemlig oppe i York, og at Arinbjørn var hos Erik og i ſtor Yndeſt. Egils Stilling var betænkelig. Der var liden Udſigt for ham til at kunne liſte ſig ubemerket ud over Northumberlands Grændſer, hvor han var kjendt af ſaa mange. Nødig vilde han have den Skam at blive greben paa Flugten. Han tog derfor Mod til ſig, og beſluttede ſtrax at gaa lige til York og friſte Lykken. Fuldt bevæbnet red han afſted, med en ſid Hat over Hjelmen, kom til Byen, opſpurgte hvor Arinbjørn boede, red derhen, og lod Arinbjørn kalde ud til ſig, idet han ſagde hvo han var. Arinbjørn, der juſt ſad ved Bordet, bad ham at vente indtil Maaltidet var til Ende, gik derpaa ud til ham med ſine Huuskarle, bød ham velkommen, og ſpurgte hvorfor han havde vovet ſig did. Egil fortalte ham i Korthed ſit Uheld, og bad ham ſinde paa Raad. Arinbjørn ſpurgte nu om nogen havde kjendt ham, førend han kom der i Gaarden; da Egil benegtede det, lod han ſine Mænd væbne ſig og gik med dem og Egil lige til Kongsgaarden hvor han bankede paa og ſtrax blev indladt. Arinbjørn gik ind i Hallen med Egil og ti Mænd af Følget; han bød Egil omfavne Kongens Fødder og byde ham ſit Hoved[2], men lovede ſelv at ville tale hans Sag. Han gik ogſaa ſelv førſt frem for Kongen, ſagde at Egil var kommen langvejsfra, alene for at faa Kongens Tilgivelſe og Venſkab, og bad Kongen derfor viſe ſig ædelmodig og forſonlig, hvorved han ogſaa bedſt vilde ſørge før ſin egen Hæder. Kongen ſaa ſig om, kjendte ſtrax Egil, hvis Hoved ragede op over de andres, og ſpurgte ham, hvorledes han kunde være ſaa dumdriſtig at komme til ham. Egil, der forſmaaede at beſmykke ſig, gik hen, omfavnede Kongens Knæ, og ſagde at han havde faret den lange og beſværlige Vej for at beſøge Englands Konge, men at han nu uformodet var kommen til Egil. Denne ſagde, at han for ſine Misgjerninger fortjente Døden, og Dronning Gunnhild fordrede endog med Utaalmodighed, at han ſtrax ſkulde dræbes. Men Arinbjørn foreſtillede Kongen, at det var Nidingsdaad at dræbe nogen om Natten[3]. Kongen lod ſig derved bevæge til at give Egil Livsfriſt til den følgende Morgen. Arinbjørn bad Kongen betænke, om dog ikke ogſaa Egil kunde være at undſkylde paa Grund af den Overlaſt, han og hans hele Æt havde lidt af Erik ſelv og hans Fader. Han lovede imidlertid at pasſe paa ham om Natten, og begav ſig hjem med ham. Her gik Arinbjørn med Egil op i et Loftkammer, for nærmere at overlægge, hvad der var at gjøre. Han foreſlog Egil at ſidde oppe den hele Nat og digte et Hædersdigt om Kongen, ſaa at han kunde fremſige det den næſte Morgen; det ſamme havde hans Frænde Brage den gamle gjort, da Kong Bjørn i Sverige var bleven ham vred[4], og denne havde til Gjengjeld ſkjenket ham Livet[5]. Egil lovede at forſøge derpaa, hvor lidet han end var forberedt paa at digte Hædersdigt om Erik. Arinbjørn gik ned for at lade ham være ene, og lod Mad og Drikke bringe op til ham. En Stund efter, da man ſkulde gaa til Sængs, gik Arinbjørn op for at ſe, hvor langt det led med Digtet. Da havde Egil endnu intet gjort, fordi en Svale havde ſiddet ved Vinduet og ved ſin Skrigen forſtyrret ham den hele Tid. Arinbjørn gik ſtrax ud og op ad en Gang hvorfra man udentil kunde komme til Vinduet; her ſyntes han, at han ſaa en Hamløberſke fare ud af Huſet paa den anden Kant, men ſelv ſatte han ſig der og pasſede paa at intet forſtyrrede Egils Rolighed[6]. Og nu fik denne ogſaa hele Draapen digtet og fæſtet i ſin Erindring ſaa at han om Morgenen, da Arinbjørn kom til ham, kunde kvæde den for ham. De begave ſig Kongen, da denne havde ſat ſig ved Dagverdbordet med en Deel andre Mænd. Arinbjørn tog hele ſit bevæbnede Følge med, og gik ind tilligemed Egil og Halvdelen af ſin Skare, medens den anden Halvdeel blev ſtaaende uden for. Arinbjørn hilſede Kongen, og bad ham endnu engang paa det indſtændigſte at viſe ſig naadig mod Egil; han foreſtillede ham at denne ej havde forſøgt paa at undfly om Natten, og mindede ogſaa Kongen om, hvor meget han ſelv, Arinbjørn, havde opoffret for Kongens Skyld, ſaa at han nok burde kunne gjøre Regning paa at Kongen vilde opfylde den Bøn, han nu gjorde, om at han denne Gang vilde ſkjenke Egil Livet. Gunnhild bad Arinbjørn tie ſtille, og ſagde at han allerede havde faaet Løn nok for ſin Troſkab. Arinbjørn bad idetmindſte at Egil maatte faa en Uges Friſt for at kunne begive ſig bort, inden man forfulgte ham. Men heller ikke herom vilde Gunnhild høre noget, da Egil, ſom hun ſagde, paa en Uge let kunde komme til Kong Ædhelſtan. Da greb Arinbjørn til det ſidſte Middel, idet han erklærede, at han vilde forſvare Egil til det Yderſte, og ſagde, at Kongen vilde komme til at kjøbe Eriks Liv dyrt, naar Arinbjørn og alle hans Følgeſvende førſt vare dræbte: „jeg havde“, tilføjede han, „ventet mig andet af Kongen“. „Du tager dig“, ſagde Egil, „ſaa ivrigt af Egil, at du endog byder dit eget Liv for hans Skyld, og for den Priis vilde jeg nødig kjøbe hans Død, ſkjønt han visſelig har forſkyldt alt hvad jeg gjør ved ham“. Ved disſe Ord af Kongen gik Egil hen for ham, begyndte med en ſterk Skemme ſit Kvæde, og fik ſtrax Stilhed. Dette Kvæde er den berømte Höfuðlausn (Hovedløsningen), ſom er fuldſtændigt opbevaret, og er et af de ſjældnere Exempler paa enderimet Verſeart i den oldnorſke Digtekunſt; det røber tillige meget Herredømme over Sproget, men indeholder forreſten ikke ſtort andet end Beſkrivelſer over Eriks Krigsbedrifter, uden dog nøje at opregne disſe, kun dvælende ved de ſædvanlige Enkeltheder, ſaa at det i Grunden lige ſaa godt pasſer paa hvilke ſom helſt andre Krigeres Daad. Det begynder ſaaledes:

Veſtfra paa Voven jeg foer;
Vidres Drik i mig boer;
Skaldeſangen er
ſtedſe mig ſaa kjær.

Egen drog jeg ud
ved Iſens Brud,
Ladte med mægtigt Kvad
Mindets Skib ſaa glad.

Til Slutning heder det:

Brød jeg Tausheds Iis
til Kongens Priis,
mellem Mænd forſand
mæle vel jeg kan;

kvæder for Kongen jeg ſaa,
at mit Kvad nu maa
mange vel forſtaa,
mindes og nemme faa[7].

Kong Erik ſad oprejſt, med Øjnene ſkarpt fæſtede paa Egil, ſaa længe denne kvad. Men da han var færdig, ſagde Kongen: „Kvadet er ypperligt, og jeg har nu betænkt mig paa hvad jeg vil gjøre før Arinbjørns Skyld. Du, Egil, ſkal faa fare uſkadt herfra, da jeg ikke vil begaa det Nidingsverk at dræbe den, ſom uopfordret gav ſig i min Vold; jeg ſkjenker dig denne Gang dit Hoved; men fra det Øjeblik, du forlader denne Hall, ſkal du aldrig komme enten før mine eller mine Sønners Øjne, og heller ikke ſkal dette anſees ſom noget Forlig mellem dig og mig eller mine Sønner og Frænder“. Egil ſvarede:

Hovedet mit,
hvor hæsligt det er,
kjært er dog
af Kongen at tage.

Hvor er den, ſom fik
af en Fyrſtes
gjæve Søn
Gave der var bedre?

Arinbjørn takkede ogſaa Kongen paa det bedſte for den Ære og det Venſkab, han viſte ham, forlod Kongehallen, og fulgte Egil ſiden til Kong Ædhelſtan, hvor han blev vel modtagen og indbuden til at opholde ſig om Vinteren. Egils Skibsfæller forbleve derimod uden at lide nogen Ulempe i York, og begave ſig ikke til Egil førend mod Vinterens Ende.

Medens Egil endnu opholdt ſig i London hos Kong Ædhelſtan, efter at være ſluppen fra Erik Blodøxe i York, kom en Syſterſøn af Arinbjørn, ved Navn Thorſtein, til ham med Hilſen fra ſin Morbroder om at Egil vilde tage ſig af ham og anbefale ham paa det Bedſte til Kong Ædhelſtan, for at han ved dennes kraftige Biſtand kunde faa fremmet en ham ſaare vigtig Velfærdsſag. Thorſteins Fader, Lendermanden Erik Alſpak, der var gift med Arinbjørns Syſter Thora og havde ſtore Ejendomme paa Raumarike i Norge, var nemlig død, og de kongelige Aarmænd havde taget hans efterladte Ejendomme i Beſiddelſe i Kongens Navn, ventelig fordi Sønnen Thorſtein havde fulgt ſin Foſterfader Arinbjørn og Erik Blodøxe, da denne forlod Riget. Arinbjørn anholdt om at Kong Ædhelſtan vilde lægge et godt Ord ind for Thorſtein hos ſin Foſterſøn Kong Haakon, om at han maatte faa ſine Ejendomme tilbage. Ædhelſtan, der kjendte Arinbjørn ſom en brav Mand, og desuden yndede Egil, opfyldte ſtrax denne Bøn. Egil fik og Lyſt til at følge Thorſtein til Norge, for at ſe om han ej nu ſkulde være heldigere til at faa den ham efter hans Svigerfader tilkommende Arv. Ædhelſtan fraraadte ham Rejſen og bød ham ſtore Forleninger, men Egil vilde endelig afſted, og Kongen, ſom ſaa at det var umuligt at overtale ham til at blive, gav ham ved Afſkeden et godt Kjøbmandsſkib, ladet med Hvede, Honning og mange andre Slags Varer. Paa dette Skib ſejlede han og Thorſtein afſted, ſtyrede til Viken og ind ad Oslofjorden; da de havde landet inderſt i denne, droge de op paa Raumarike, hvor Thorſtein ſtrax fordrede at Aarmændene ſkulde aftræde ham hans retmæsſige Arv. De henſkøde Sagen til Kongens Afgjørelſe, men overlode Thorſtein imidlertid Beſiddelſen af Gaarden, hvor han og Egil nu tilbragte Vinteren i ſtor Lyſtighed. Mod Vinterens Ende droge de over Dovrefjeld til Throndhjem, hvor Kongen juſt opholdt ſig. Her foredrog nu Thorſtein ſin Sag, og Kongen indrømmede ham ej alene hans Ret, men gjorde ham og til Lendermand, ligeſom hans Fader. Nu frembar ogſaa Egil ſin ved Anbefaling fra Ædhelſtan underſtøttede Bøn om den ham, eller rettere hans Kone Aasgerd, tilkommende Halvdeel af Arven efter Bjørn Hauld, hvilken Eriks og Gunnhilds Uretfærdighed havde forholdt ham. Men i Førſtningen fik Følelſen af det arvelige Ættefiendſkab Overhaand hos den ellers faa retfærdige og velvillige Konge. Han ſagde, at Egil havde vovet ſig over ſine Kræfter, da han forſøgte at aftrodſe Erik og Gunnhild ſin Ret, og at han maatte være glad til at han ſelv ej blandede ſig i Sagen, hvor lidet Venſkab der end herſkede mellem ham og hans Broder Erik. Egil meente, at naar Kongen ellers ſaa ivrigt tog ſig af Lov og Ret i Landet, burde han heller ikke forholde ham hans Ret i en ſaa vigtig Sag ſom denne; han gjorde ham opmerkſom paa, at Kong Erik ved deres ſidſte Møde gav ham Lov til at fare i Fred, og ſluttede endelig med at tilbyde Kongen ſin Tjeneſte ſom haandgangen Mand. Kongen var imidlertid kommen til Beſindelſe; han ſvarede at han vel aldrig vilde tage ham i ſin Tjeneſte, thi dertil havde han og hans Frænder gjort Kongens Æt altfor ſtor Skade, og han raadede ham til ikke at tænke paa at boſætte ſig der i Landet, men ſagde at han dog for ſin Foſterfader Ædhelſtans Skyld nu vilde tilſtaa Egil Fred i Norge, og lade ham nyde Lov og Landsret. Egil takkede ham, og bad Kongen om Jerteiner[8] desangaaende til Thord paa Aurland og andre Lendermænd i Sogn og Hørdaland. Kongen gav ham dem, og derpaa drog Egil tilbage med Thorſtein. I Gudbrandsdalen ſkiltes de ad: Thorstein rejſte hjem, og Egil gjennem Leſje til Raumsdalen, for derfra til Lands og over Sundene at drage til Sogn. Paa Vejen gjennem Sunnmøre kom han til Øen Had (Hareidland) og drog derfra over til Blindheim[9], hvor han beſøgte Enken Gyda, en Syſter af Arinbjørn, ſom boede her med ſin unge Søn Fridgeir og en eneſte, meget ſmuk Datter. Denne Datter efterſtræbtes af den raa Berſerk Ljot den blege, ſvenſk af Fødſel, ſom var kommen der til Egnen, og ved at udfordre og fælde mange mægtige Bønder i Holmgang havde erhvervet ſtore Ejendomme, fordi Holmgangslovene tilkjendte Sejrherren den Faldnes Efterladenſkab i Løſt og Faſt. Ljot havde fattet Kjærlighed til Fridgeirs Syſter og udfordret ham til Holmgang om hende; da Fridgeir ikke var ſterk eller ſynderlig ſkikket til Kamp, forudſaa han ſin visſe Undergang, og der var ſtor Bedrøvelſe paa Gaarden. Fridgeir vilde dog af Gjeſtfriheds-Henſyn ikke aabenbare Egil Aarſagen til Bedrøvelſen, men Gyda kunde ikke bære det over ſit Hjerte at tie, betroede Egil Alt, og bad ham for Arinbjørns Skyld at kæmpe med Ljot i hendes Søns Sted. Egil lovede det med Glæde, og begav ſig næſte Dag med Fridgeir til Øen Varl[10], hvor Holmgangsſtedet var indhegnet med Stene, og hvor Ljot allerede var kommen. Ljot udæſkede ſelv i ſin Overmodighed Egil til at ſtride med ham iſtedetfor den ſvage Fridgeir, og mindede om Holmgangsloven, at den, der veg ud over Merkeſtenene, ſkulde kaldes Niding[11]. Ikke deſto mindre varede det ej ſaa længe, førend Egil ved Hug paa Hug nødſagede Ljot til at vige tilbage ud over Ringen, og forfulgte ham rundt om hele Sletten, indtil han bad øm at faa Hvile, hvilket Egil tilſtod ham; men da Kampen igjen fornyedes, hug Egil Foden af ham, og ſtrax efter opgav han Aanden. Efter Holmgangsloven var Egil nu Ljots Arving, og han overdrog til den taknenmielige Fridgeir at indtale i hans Navn de Ejendomme, Ljot havde efterladt. Selv fortſatte han ſin Rejſe til Fjordene og Sogn, hvor han beſøgte Thord paa Aurland, fortalte ham ſit Ærende og viſte ham Kongens Jerteiner. Efter at have opholdt ſig hos ham en Stund, drog han til Hørdaland paa et Rofartøj med 30 Mand, landede paa Fenring, og gik med 20 Mand op til Aſk, hvor han traf Berg-Anunds tredie Broder Atle den ſkamme (korte) og fordrede ſin Arvedeel. Atle ſvarede, at det havde været langt rimeligere, om Egil havde budt ham Bøder for hans Brødre, og vilde intet høre om Arven. Egil ſagde, at hans Brødre laa ugilde paa deres Gjerninger, men at han nu atter vilde byde Lov og Ret, og derfor ſtevnede ham at høre Dom paa Gulathing. Atle lovede at komme. Begge Parter indfandt ſig ogſaa paa Thinget, og Egil fremſatte ſit Krav. Atle tilbød Tylfter-Ed paa, at han intet Gods havde i ſin Varetægt, der tilhørte Egil[12]. Egil ſvarede hertil, at han ej vilde modtage hans Ed for ſit Gods, men bød ham Holmgang. Atle, der var en øvet Holmgænger, modtog Tilbudet, og det afgjordes, at de omtviſtede Ejendomme ſkulde tilhøre Sejrherren. Efter en temmelig langvarig Kamp, førſt med Spyd, ſiden med Sverd, løb Egil Atle ind paa Livet, greb ham med begge Hænder, kaſtede ham ned paa Ryggen, ſig ſelv over ham, og bed Struben iſønder paa ham, ſaa at han døde. En Tyr, det ſaakaldte Blotnaut, var, ſom ſædvanligt ved Holmgang, fremledet for at Sejrherren kunde fælde den ſom et Offer til Guderne; ſaaſnart Atle var død, rejſte Egil ſig, løb hen til Blotnautet, og vred Halſen om paa det, ſaa at det laa med Fødderne i Vejret. Egil tilegnede ſig derpaa alle de Jorder, han havde fordret i ſin Huſtru Aasgerds Navn, vendte tilbage til Sogn, og ordnede deres Forvaltning; derfra drog han til Thorſtein, opholdt ſig hos ham en Stund, og vendte om Sommeren tilbage til Island. Ljot den bleges Efterladenſkab fik han derimod ikke. Thi ved Siden af Holmgangsloven var der den Lov, ſom ogſaa gjaldt i Sverige og mange andre Lande, at Arv efter udenlandſke Mænd, der døde i Landet uden at have nogen indenlandſk Arving, tilhørte Kongen[13].

Egil havde forreſten al Grund til at være tilfreds med den Behandling, der fra Kongens Side var bleven ham til Deel. Ej alene havde han endelig ſelv faaet Lov og Ret, men hans egen Huſtrues og hans Ven Arinbjørns Frænde Thorſtein havde erholdt ſine Ejendomme tilbage, og var endog bleven ophøjet til Lendermand. Kongen kronede nu Verket, da han efter Eriks Død tillod Arinbjørn ſelv at komme tilbage, og tillod ham ej alene at tiltræde ſine Ejendomme, men gav ham tillige hans forrige Forleninger, og viſte ham den ſtørſte Yndeſt. En ſaadan Ædelmodighed vilde man forgjæves have ventet af Harald Haarfagre eller Erik Blodøxe, men Haakon blev ſig ogſaa heri lig, ſom i alt andet.

Denne Herlighed varede dog ikke længe, og Egil var naturligviis Skyld i at den ophørte. Han blev nemlig ikke mange Aar paa Island, førend han atter beſøgte Norge, thi da han erfarede Erik Blodøxes Død, og at Arinbjørn Herſe var kommen tilbage igjen til ſin Fædrenegaard, kunde han ikke modſtaa Lyſten til atter at beſøge Norge, og rimeligviis har han vel ogſaa fra førſt af tænkt paa Muligheden af at faa noget af Godſet efter Ljot den blege. Han kom heldigt over til Norge, og begav ſig ſtrax til Arinbjørn, der modtog ham med ſtor Glæde og indbød ham til at blive hos ham en Stund med ſine Mænd. Egil forblev der hele Vinteren, og indkrævede den følgende Sommer Landſkyld af ſine Gaarde i Sogn. Ogſaa den paafølgende Vinter tilbragte han hos Arinbjørn, ſom ved Julegildet forærede ham en prægtig guldbroderet Silkekaabe med Guldknapper, og derhos en heel ny Klædning af mangefarvet engelſk Klæde. Ikke deſto mindre begyndte Egil efter Julen at blive mørk og i ſlet Lune. Da Arinbjørn trængte ind paa ham for at erfare Aarſagen, tilſtod han at det var, fordi hans Ret til Ljot den bleges Efterladenſkab ſtod ham for Hovedet. Arinbjørn ſagde, at efter Loven havde Egil virkelig Ret dertil, men at det dog nu var vanſkeligt at gjøre denne Ret gjeldende, ſiden de kongelige Aarmænd havde taget Ejendommene i Beſiddelſe. Heller ikke formaaede han at yde ham nogen ſynderlig Hjelp, da hans eget Venſkab med Kongen ſtod paa temmelig ſvage Fødder; thi, ſagde han, „den Eg maa man frede, ſom man vil bo under“. Egil vilde imidlertid gjøre et Forſøg, ſiden det hed at Kongen var ſaa retfærdig, og overholdt ſaa vel Lov og Ret. Arinbjørn fraraadte ham det endnu engang, men da Egil ikke deſto mindre var paaſtaaelig, tilbød han ſig ædelmodigt ſelv at drage til Kongen for ham, da han alt for vel kjendte Egils Hidſighed og Ordhvashed, til at han ſkulde tillade ham ſelv at rejſe. Arinbjørn kom ſnart til Kongen, der paa den Tid opholdt ſig deels paa Rogaland, deels paa Hørdaland. Han fremførte Egils Begjæring. Men Kongen ſvarede langſomt og uvenligt, at han ej vilde have mere med Egil at beſtille, naar denne fremdeles vilde gjøre ſaadan Kvalm, ſom under hans Broder Erik; han udtrykte ſin Forundring over at Arinbjørn havde villet befatte ſig med denne Sag, og ſagde ligefrem, at han kun ſaa længe ſkulde have Tilladelſe til at opholde ſig i Landet, ſom han agtede Kongen og Kongens Ord højere end Udlændinger: ja han raadede ham endog til, ligeſaagodt førſt ſom ſidſt at rejſe til ſin Foſterſøn Harald Eriksſøn, til hvem hans Hu dog ſaa alligevel altid ſtod. Arinbjørn ſaa, at det ej nyttede at tale mere til Kongen om denne Sag, og vilde heller ikke ydmyge ſig for ham; han ſkyndte ſig derfor hjem og meldte, hvorledes det var gaaet. Egil blev meget ilde tilmode. Faa Dage efter kaldte Arinbjørn ham til ſig, lod en Kiſte lukke op, og fremtog deraf 40 Mark Sølv, hvilke han bad Egil modtage ſom en Erſtatning for hvad han ſkulde have haft efter Ljot, og ſom et Erkjendtlighedsbeviis for den Velgjerning, han havde viiſt hans Syſterſøn Fridgeir; „thi“, ſagde han, „du gjorde det for min Skyld, og det er min Pligt at ſørge for, at du ikke berøves din lovlige Ret i denne Sag“. Egil var ſvag nok til at modtage Gaven, og kom nu i det bedſte Lune. Vaaren efter drog Arinbjørn i Viking med tre Langſkibe og 300 Mand. Egil fulgte ham, efter førſt at have ſendt ſit Kjøbſkib, hvorpaa han var kommen fra Island, til Viken i Oslofjorden. Toget gjaldt førſt Saxland, derpaa Frisland, hvor de vandt meget Bytte, og hvor Egil ſom ſædvanligt udmerkede ſig ved Mod og Dumdriſtighed. Paa Tilbagevejen lagde Arinbjørn ind til Hals i Limfjorden, ſammenkaldte ſine Mænd, og meldte dem, at det var hans Agt, at begive ſig til Eriks Sønner, der, efter hvad han havde erfaret, nu vare komne til Danmark; han tillod dem, der ønſkede det, at drage hjem til Norge, og raadede Egil ligeledes til at drage til Norge og derfra til Island ſaa ſnart ſom muligt. De fleſte af Arinbjørns Folk forbleve hos ham, og han begav ſig nu til Eriks Sønner, blandt hvilte han fornemmelig ſluttede ſig til Harald. De af hans Mænd, der helſt vilde hjem, fulgte med Egil, der ſtyrede til Viken og ind i Oslofjorden til ſit Kjøbſkib. Thorſtein Eriksſøn indbød ham ſtrax til ſig med ſaa mange Mænd, han vilde. Han modtog Tilbudet, og forblev hos Thorſtein om Vinteren[14].

  1. Denne Bemerkning i Egils Saga viſer, at den tidligere fejler, Ved at lade Egils Rejſe foregaa allerede Aaret efter Erik Blodøxes Flugt, ſaavelſom ved at lade Erik allerede i 936 være Underkonge i Northumberland. Thi ſaa længe han endnu opholdt ſig i Norge, var hans Magt paa Orknø ikke af det Slags, at den kunde være Egil ſynderlig farlig: Jarlen var den egentlige Regent. Naar Egil altſaa troede at Erik raadede paa Orknø, maa han have erfaret at han allerede var flygtet derhen, og hvad han ikke havde erfaret, var altſaa kun at Erik havde erhvervet et Rige i Northumberland. Hans Afrejſe bør maaſkee derfor ſnarere henføres til 938 eller 939, end til 936.
  2. Det vil ſige, overgive ſig paa Naade og Unaade.
  3. Det anſaaes af vore Forfædre altid for en Nidingsdaad at dræbe eller lade dræbe nogen om Natten. Vi ville i det følgende ſe flere Exempler derpaa.
  4. Brage den gamle var, ſom ovenfor (S. 307) viiſt, en Morfader af Arnthrud, Arinbjørns Moder. Den her omtalte Begivenhed nævnes ingenſteds ellers i Sagaerne, det ſiges kun i Skaldefortegnelſen, at Brage opholdt ſig hos Kong Bjørn paa Hauge i Sverige.
  5. Eller ſom der egentlig ſtaar, ſkjenket ham ſit Hoved.
  6. Det er tydeligt nok, at Sagnfortælleren har antaget Svalen for Dronning Gunnhild ſelv, der ved ſin Hexekyndighed har forſtaaet at paatage ſig denne Skikkelſe for at forſtyrre Egil.
  7. Egils Saga, Cap. 64. Draapen beſtaar af 17 hele Strofer, fordeelte i fem Afdelinger (Stefjarmál), tilligemed fire Halvſtrofer, der danne Omkvæd, og en Ende-Halvſtrofe, hvilket alt tilſammen regnes for 20 Strofer (drápa tvitug); en ſaadan var det, Arinbjørn udtrykkeligt fordrede at han ſkulde digte; en ſaadan var det og, Brage den gamle havde digtet til Bjørn paa Hauge.
  8. Ved Jerteiner forſtodes de Merker, enten beſtaaende i visſe velbekjendte Klenodier, eller i Meddelelſen af en kun ellers for Afſenderen og Modtageren af et Budſkab bekjendt Hemmelighed, hvormed dette Budſkab ledſagedes, naar det overbragtes mundtligt, for at Overbringeren ſkulde nyde Tiltro.
  9. Blindheim er enten Blindheim paa Oxenøen, eller Blindheim paa Vigerøen. Efter Sagaen ſkulde det ſynes ſom om Gaarden laa paa Had, men Meningen er vel kun, at Egil førſt kom til Had og derfra ſatte over til Blindheim.
  10. Varl (Vörl, Varlarey, Vallarey) maa være den nu ſaakaldte Vallerø ved Aaleſund.
  11. Holmgangsloven bød derforuden: a) at Sejrherren ſkulde faa den Priis (sigrmál), der var Gjenſtand for Kampen og Udfordringen; b) at den, der overvandtes uden at dræbes, ſkulde løſe ſig, ſom det hed, af Holmen for en forud aftalt Pengeſum; c) at den, ſom faldt, ſkulde have forbrudt al ſin Ejendom, og at denne ſkulde tilhøre Sejrherren.
  12. Om Tylfter-Ed, ſom den Indſtevnte aflagde, med elleve af ſine Bekjendte, ſaaledes at disſe bevidnede, at de ej vidſte rettere end at han ſagde fandt, ſkal der yderligere handles, hvor Retsforfatningen fremſtilles.
  13. Egils Saga, Cap. 65—69. Den omtalte Beſtemmelſe ſtaar ikke udtrykkeligt i de nu forhaandenværende eldre norſke Lovbøger, men den forudſattes, hvad man af flere Omſtændigheder kan ſe, ſtiltiende ſom gjeldende.
  14. Egils Saga, Cap. 71, 72.