Det norske Folks Historie/1/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den ſtørſte Deel af Kong Haakons Regjeringstid gik hen i Fred, og der ſiges udtrykkeligt at denne Fred var ſaa god, at Ingen gjorde Skade paa anden Mands Gods, eller brød Freden mod nogen anden[1]. Men hans ſidſte Aar foruroligedes iſær ved de Forſøg, Erik Blodøxes Sønner gjorde paa at vinde deres fædrene Rige i Norge tilbage, hvorved de underſtøttedes af Danekongen Harald Gormsſøn, der ligeledes havde Arvefordringer paa Viken.

Det er ovenfor omtalt, at Erik Blodøxe havde faaet Northumberland til Len af Kong Ædhelſtan, og havde opſlaaet ſin Bolig i York. Hans Forpligtelſe var at ſkulle forſvare Landet mod Daner og andre Vikinger. Hvis han, ſom vore Sagaer antyde, fik denne Forlening i Aaret 936, har han upaatvivlelig deeltaget i Brunanburgſlaget. Men Sagaernes Beretninger om Eriks Hændelſer efter hans Fordrivelſe fra Norge ere ſaa forvirrede og mangelagtige, at man ej kan ſtole paa deres Tidsangivelſer. Det er ſandſynligere, at Erik førſt i Ædhelſtans ſidſte Dage (mellem 939 og 941) er kommen til Northumberland, og at han heller ikke er bleven forlenet med hele dette Landſkab, men kun med York og det omliggende Diſtrikt[2]. Efter Snorre Sturlaſøns Fortælling forlod Erik efter Ædhelſtans Død (941) Northumberland, og begav ſig paa Vikingetog i Veſterhavet, i Følge med Arnkell og Erlend, Torv-Einars Sønner, fordi han vidſte at Eadmund, Kong Ædhelſtans Broder og Efterfølger, var ingen Ven af Nordmændene, og tænkte paa at indſætte en anden Konge i Northumberland. Han drog til Syderøerne, hvor flere Vikinger og Hærkonger forenede ſig med ham og ſejlede derpaa i Spidſen for denne Skare, førſt til Irland, hvor han endmere forøgede ſin Hær, derpaa til Bretland eller Wales, hvor han herjede, og endelig til det ſydlige England, hvor han driſtig gjorde Landgang og trængte langt frem under idelig Herjen, indtil han endelig maatte bukke under for den af Eadmund paa denne Kant indſatte Underkonge ved Navn Olaf, der mødte ham med en langt overlegen Hær, og efter en haardnakket Kamp fældte Erik med fem andre Konger, ved Navn Guthorm, dennes to Sønner, Ivar og Haarek, Sigurd og Ragnvald, tilligemed Torv-Einars Sønner Arnkell og Erlend. Denne Fortælling giver tydeligt at forſtaa, at Eriks Fald indtraf ſtrax efter Ædhelſtans Død[3]. En kortere, i Norge ſelv optegnet Fremſtilling af disſe Begivenheder lader Erik forlade Northumberland og drage i Veſterviking, fordi det ſtod ham for Hovedet, hvor ſtort et Rige og hvor mange Skatlande hans Fader havde haft, medens han ſelv nu maatte nøje ſig med et lidet Len; derfor, ſiges der, lagde han ſig paa Vikingetog og herjede i de veſtlige Lande. En Sommer, vedbliver Fortællingen, men uden at tilføje hvor længe efter at han havde forladt ſit Len, herjede han veſtenfor Skotland, om Irland og om Bretland, og ſtandſede ikke førend han kom til det ſydlige England, hvor han herjede ſom andenſteds, fordi Ædhelſtan da var død, og Eadmund var Konge; han havde en ſtor Hær og ledſagedes af ikke mindre end fem Konger, men vovede ſig dog uforſigtigt alt for langt op i Landet, og blev overmandet og fældt af Eadmunds Skattekonge Olaf[4]. Denne Fremſtilling er forſaavidt ſandſynligere, ſom den ikke udtrykkeligt henfører Eriks Fald til Tiden ſtrax efter Ædhelſtans Død, og tilmed, ved Udtrykket „en Sommer“, antyder at der laa nogle Aar imellem. Men at begge Beretninger i mangt og meget ere fejlagtige, ſees dog deraf, at de omtale en Skattekonge og det endog en ved Navn Olaf, i det ſydlige England eller Wesſex, de daværende engelſke Kongers egentlige Hovedrige, hvor der ingen Skattekonger var, og allermindſt nogen med det norſke Navn Olaf. Hvis Erik virkelig har gjort Landgang i et under en Skattekonge ſtaaende Landſkab, da maa det have været i Northumberland, hvilket ogſaa beſtyrkes af Skattekongens Navn, ligeſom det i ſig ſelv er rimeligt, at Erik har ſøgt med væbnet Haand at vinde det Rige tilbage, ſom han havde forladt eller fra hvilket han var fordreven. Hvor upaalidelige og fejlagtige disſe Beretninger ere i alt, hvad der ikke umiddelbart vedkommer Erik ſelv, og hvad der ej beſtyrkes ved ſamtidige, opbevarede Kvad, bliver ſaaledes indlyſende. Endog den Angivelſe, at Eadmund ſkulde have været Konge i England, da han faldt, maa betragtes ſom heel utilforladelig, da den i høj Grad bærer Præget af at være ſenere tillempet af Saganedſkriverne efter engelſke Krøniker, i hvilke de fandt det angivet, at Eadmund var Ædhelſtans Efterfølger, hvoraf de igjen ſluttede, at han ogſaa maatte have været Konge da Erik faldt. Der gives endnu en anden norſk Beretning, ſom aldeles afviger fra den ovenfor meddeelte, og ſom derved viſer, hvor forſkjellige Sagnene om Erik have været. Efter denne Beretning ſkulde Erik være bleven Ædhelſtans Jarl i Northumberland, men ved ſin Huſtru Gunnhilds Paavirkning have viiſt ſig ſaa grum og voldſom, at Northumbrerne ej kunde taale ham, men joge ham bort, hvorpaa han lagde ſig i Viking, og endelig faldt paa et Tog i Spanien[5].

Underſøge vi, hvad der af alt dette bekræftes af Kvad og ſamtidige Beretninger, bliver det kun, at Erik havde ſin Bolig i York[6], og at der i det Slag, hvor han fandt ſin Død, ogſaa faldt fem Konger med ham[7]. Sandſynligviis have ogſaa de med ham faldne Kongers Navne været opbevarede i de Kvad, der handlede om hans Død. Om Navnet Olaf paa den Konge, med hvem han kæmpede, er ligeſaa ſikkert, bliver mere tvivlſomt, thi der kæmpede og, ſom vi have ſeet, en Olaf i Brunanburgſlaget, hvor der ligeledes faldt fem Konger, og man kan ej være vis paa, om ikke de gamle Sagaſkrivere, der tidligt lærte de engelſke Krøniker at kjende, have forvexlet dette Slag med det, hvori Erik faldt. Imidlertid er det, ſom ſtrax nedenfor ſkal viſes, ikke uſandſynligt, at Erik ved ſin ſidſte Kamp i England virkelig ſtred mod en Konge ved Navn Olaf.

De engelſke Annaler og Krøniker, ſom med al deres Mangelagtighed dog have den Fordeel, at de indeholde Beretninger for ſtørſte Delen nedſkrevne ſamtidigt med Begivenhederne ſelv, maa her blive vor fornemſte Ledetraad. Det er ovenfor (S. 702) viiſt, hvorledes Olaf Godfredsſøn fra Irland, der efter Ædhelſtans Død (941) var bleven tagen til Konge af Northumberlænderne, efter en kortvarig Krig med Kong Eadmund bekvemmede ſig til et Forlig, hvorved han fik hele Landet øſtenfor Witlingaſtræt i Len, imod at lade ſig døbe, men at han kort efter døde (943), og at Eadmund derpaa fordrev to andre norſke Konger fra Northumberland, Ragnvald, Godfreds Søn, og Olaf, Sigtryggs Søn, og underlagde ſig hele Northumberland. Eadmund døde to Aar efter (946), og eſterfulgtes af ſin Broder Eadred, der ligeledes, ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe, drog over Northumberland, tvang det til Lydighed, og modtog Hylding af Erkebiſkop Wulfſtan tilligemed Northumberlands fornemſte Høvdinger ved Taddensſcylf (947)[8]. Men kort efter faldt de atter fra, og toge, ſom Krønikerne berette, Erik til deres Konge. Eadred drog nu ind i Northumberland med en Hær, herjede det, og opbrændte endog Kloſteret i Ripon, men blev ved Eriks Medvirkning ſlagen ved York, hvorfor han i Vrede ſagde, at han vilde vende tilbage igjen og aldeles ødelægge Landet; herover bleve Northumbrernes Høvdinger ængſtelige, forjoge Erik, og udredede Bøder til Kong Eadred for deres Frafald. Kort efter kom Olaf Kvaran, der ved den irſke Konge Congelaghs Hjelp havde opkaſtet ſig til Konge i Dublin, for ogſaa at forſøge ſin Lykke i Northumberland, og blev, ſom man maa formode, med Eadreds Samtykke, virkelig antagen; dog kort Tid efter uddreve Northumbrerne ham, og toge paany Erik, Haralds Søn, til Konge. Opbragt herover, lod Kong Eadred den urolige Erkebiſkop Wulfſtan, der altid holdt med Oprørerne, fængſle, og foranſtaltede tillige et ſtort Blodbad i Thetford, fordi Indbyggerne havde dræbt deres Abbed. Dette ſynes at have ſat Northumbrerne i Skræk, thi vi læſe, at de Aaret efter fordreve Erik, at Eadred gjenvandt Northumberland, og at Wulfſtan nu ſattes paa fri Fod, men forflyttedes fra York til Biſkopsdømmet Dorcheſter i det ſydlige England[9]. En Forfatter, der her ſynes at have haft ſelvſtændige Kilder, tillægger, at Erik i en øde Egn, kaldet Stamnor, ved Højgerefen Oſulfs (Aaſulfs) Forræderi blev dræbt af Makk, Olafs Søn, tilligemed ſin Søn Henrik og ſin Broder Ragnvald, hvorefter Northumberland ophørte at være Kongerige, men derimod bortforlenedes ſom Jarldømme til Oſulf og hans Efterkommere[10]. I Henrik og Ragnvald, hvilke her udgives for Eriks Søn og Broder, gjenkjender man utvivlſomt Sagaens Haarek og Ragnvald; Erik ſelv kaldes ligefrem Haralds Søn; han blev lokket langt ind i Landet, ligetil Stanmor, mellem Richmond, Weſtmoreland og Cumberland[11], ved Oſulfs Beſtræbelſer; dette Navn, Oſulf eller Aasulf, kunde nok i Tidens Løv forvexles med Olaf eller Aalaf, iſær da det ſynes, ſom om Erik ogſaa har haft en virkelig Medbejler og Fiende i Olaf Kvaran. Det ſynes altſaa umiskjendeligt at være Erik Blodøxes ſidſte Kamp, ſom de engelſke Krøniker her have beſkrevet, og det maa anſees ſom en Fejltagelſe, naar Sagaerne henføre den til Kong Eadmunds Tid. Derimod er det meget ſandſynligt, at de nærmere Omſtændigheder ved hans Endeligt, ſom f. Ex. hans Herjetog paa Skotlands, Irlands, Bretlands og Englands Kyſter, m. m. ere rigtigt beſkrevne, thi Sagatraditionerne dvælede gjerne ved Enkeltheder, hvilke derimod i de engelſke Annaler ſædvanligviis forbigaaes.

De engelſke Krøniker afvige indbyrdes i at beſtemme Tiden for Eriks Død. Nogle henføre den til 950, andre til 952, atter andre til 954[12]. Paalideligſt ſynes Henførelſen til 950 at være, da Wulfſtans Underſkrift ej findes under Diplomer mellem 949 og 955, og Oſulf allerede i Aaret 949 kaldes Højgerefa i Bainborough i Northumberland[13]. Men erkjendes dette, vinder Rigtigheden af at anſee de engelſke Krønikers Erik Haraldsſøn for Erik Blodøxe en ny Beſtyrkelſe i vore egne Sagaer. De ere nemlig alle enige om at fortælle, at Eriks Sønner efter hans Fald droge til Danmark, og at de nu derfra begyndte at forurolige Norge. Deres førſte Angreb paa Norge henføres deels til det 13de, deels til det 17de, og deels til det 19de Aar i Haakons Regjeringstid, altſaa til 950, 952 eller 954[14]. Det ſidſte Aar ſynes at have de fleſte Stemmer for ſig, og dette pasſer, ſom man vil ſe, paa det nøjeſte med de engelſke Tidsbeſtemmelſer for Eriks Død[15].

Ved at ſammenholde de norſke og engelſke Efterretninger ſættes vi ſaaledes iſtand til at danne os et nogenledes fuldſtændig og rigtig Foreſtilling om Eriks Bedrifter efter hans Forjagelſe fra Norge. Han tyede førſt til Orknøerne, hvor han i Nødstilfælde ſynes at have haft ſtadigt Tilflugtsſted. Derfra maa det være lykkets ham, maaſkee med det Gode, og paa den Maade, Sagaerne antyde, at erhverve en Forlening i Northumberland. Men fra denne er han efter Ædhelſtans Død rimeligviis bleven fordreven af Olaf God fredsſøn (941), og har heller ikke, ſaa længe Eadmund levede, vovet at komme tilbage til Northumberland, men har ſværmet om i Veſterviking medens hans Huſtru og Børn opholdt ſig paa Orknøerne, hvor han ogſaa ſelv maa have haft ſit Vinterſæde. Her egtede ogſaa Thorfinn Jarls Søn Arnfinn hans Datter Ragnhild. Men under Eadmunds Efterfølger, Eadred, der ogſaa var en Broder af Ædhelſtan, og derfor i Sagaerne let har kunnet forvexles med Eadmund, gjorde Erik, ſom vi ſe, fornyede Forſøg paa at vinde Northumberland tilbage, og lod ſig omſider ved Aasulfs Liſt lokke langt ind i Landet, lige til Stanmor, hvor han faldt (950) tillige med Thorfinn Jarls Brødre Arnkell og Erlend, og fem andre Konger, hvis Navne Sagaen har bevaret, og af hvilke den engelſke Chroniſt alene omtaler to, Haarek og Ragnvald, hvilke han gjør til hans Søn og Broder.

Efter Eriks Fald drog Gunnhild med ſine Sønner, ſom det i en Beretning heder, fra Northumberland til Orknøerne, hvor de en Tid forbleve og førte Herredømmet, idet de herjede paa de nærmeſte Kyſter. Efter den ſamme Beretning var det ogſaa førſt nu, at Arnfinn, Thorfinn Jarls Søn, egtede Eriks Datter Ragnhild[16]. Derpaa, vedbliver Beretningen, droge de ved Efterretningen om at der var udbrudt Ufred mellem Danmark og Norge, til Danekongen Harald Gormsſøn, ſom tog vel imod dem. Sandſynligere er den anden Beretning, der lader deres Rejſe ſke ſtrax efter Eriks Død, og henfører Giftermaalet mellem Arnfinn og Ragnhild til Tiden for Eriks ſidſte Tog til England[17].

Gunnhild lod efter Eriks Fald digte et Kvad om ham til hans Ære. Af dette Kvad, der kaldes Eriksmaal, er Begyndelſen endnu tilbage, og den lader os kun beklage, at vi ej kjende det i dets Heelhed. Hvad der er opbevaret lyder ſaaledes:

Odin:

Hvad er det for Drømme?.
Før Dag jeg tyktes opſtaa
Valhall at rydde
for Valens Flokke;
jeg vakte Einherjer,
bød dem at opſtaa,
Bænke at klæde,
Bordkar at ſkure;
ſom for en vældig Konge
Hiſt fra Verden
venter jeg Haulder,
gjæve Helte,
ſaa er jeg glad om Hjerte.

Hvad tordner hiſt, Brage,
ſom om Tuſinder bæved
eller mylrende Masſer?

Brage:

Bænktiljer brage,
ſom om Balder kom
atter til Odins Sale.

Odin:

Nu du taler uviiſt,
ædle Bragi,
ſkjønt du ellers veed om alt;
Valkyrjer Viin at bære,
for Erik det tordner,
ſom ind til os nu kommer,
Helten, til Odins Haller.

Sigmund og Sinfetle,[18]
rejſer Eder ſnarligen,
og ganger Gramen imøde;
ind ham byder,
om det Erik er,
ham, ſom I veed jeg venter.

Sigmund:

Hvi venter du Erik
mere end andre Konger?

Odin:

Jo, thi mange Riger
han har ryddet med Klingen
og blodigt Sverd baaret.

Sigmund:

Hvi undte du ham ej Sejren,
da han dog tyktes dig ſnild at være?

Odin:

Uviſt er
alt at vide;
griſk mod vor Flok den graa Ulv ſtirrer[19].

Sigmund:

Hil dig, Erik,
vær her velkommen,
gak i Sal til Sæde;
fritte dig vil jeg,
om der følger dig
Konger fra Kampens Tummel.

Erik:

Ja, Konger fem,
kjend her alle deres Navne,
jeg er den ſjette ſelv[20].
— — — — —
— — — — —

Af dette Brudſtykke ſeer man idetmindſte at hans Bedrifter vare ſtore og berømmelige nok til at begejſtre de ypperſte Skalde, thi Eriksmaals Digter maa have ſtaaet langt over de almindelige Draapedigtere. Eriks Charakteer ligger temmelig tydeligt for Dagen af hvad der er berettet om ham. Herſkeſyge og Grumhed ſynes at have udgjort dens meeſt fremtrædende Præg. Dog var allerede hans Samtid tilbøjelig til at give hans Huſtrus Paavirkning Skylden for hans værſte Handlinger. Snorre kalder ham en ſtor og ſmuk Mand, ſterk og mandig, en vældig Hærmand, ſejrſæl, hidſig af Sindelag, grum, ublid og faatalende. Det vækker imidlertid en Foreſtilling om at han ikke manglede perſonlige Elſkværdigheder, at den ædle Arinbjørn Herſe ſaa trofaſt hang ved ham. Thi han fulgte ham i hans Landflygtighed, og vendte førſt tilbage til Norge, da Eriks Sønner vare dragne til Danmark, hvor han dog, ſom det nedenfor vil ſees, ſnart atter opſøgte dem, og fulgte dem til ſin Død.

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 9.
  2. Hvis han havde været forlenet med hele Northumberland, havde de engelſke Beretninger upaatvivleligt omtalt ham, ligeſom ſenere, da han virkelig for en kort Stund kom i Beſiddelſe af dette Landſkab. Derimod kan det, ſom ovenfor antydet, meget vel tænkes, at han, ligeſom Olaf Sigtryggs Søn og Ragnvald Gudrøds Søn, har haft en mindre Forlening i Egnen, uden ſtrax at vare nævnt.
  3. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 4. Egils Saga lader ogſaa umiskjendeligt Erik falde ſtrax efter Ædhelſtans Død, thi efter at have ladet Egil Skallagrimsſøn finde Erik i York allerede 936, fortæller den at han ſiden paa engang erfarede Beretningen om Ædhelſtans Død og Eriks Fald.
  4. Fagrſkinna, Cap. 27, 28.
  5. Beretningen forekommer, med en ubetydelig Forſkjellighed, i Ágrip, (Cap. 7) og Historia Norvegiæ (fol. 7 b). I den førſte heiſer det: „Erik fik af Kong Ædhelſtan Jarlsrige i Northumberland, men blev ogſaa der ved ſin Huſtru Gunnhilds Paavirkning ſaa grum og ſlem mod ſine Folk, at de tyktes neppe at kunne taale ham. Derfor lagde han ſig i Viking ude i Veſterlandene, og faldt i Spanien paa Krigstog“. Historia Norvegiæ ſiger: „Venligt modtagen af ſin Broders Foſterfader og døbt, indſattes han til Jarl over hele Northumberland, og var yndet af alle, indtil hans ſlemme Huſtru Gunnhild kom; men hendes fordærvelige Aag kunde Northumbrerne ej taale, og afryſtede det. Han begav ſig da paa Vikingetog og faldt i Spanien“.
  6. York nævnes udtrykkeligt i Egil Skallagrimsſøns Höfuðlausn (ſe nedenfor) ſom det Sted, hvor dette Kvad blev fremſagt. Det heder nemlig i 2den Strofe:

    Kongen mig Adgang bød;
    kvæder jeg Sangen ſød,
    frembærer Odins Mjød
    i Englands Skjød.

    Og i den 18de:

    Frem af Hjerte-Bunden
    Bur jeg med Munden
    Odins Tale
    i Jorviks Sale.

    Og ligeledes i Arinbjørns Draape, Str. 3 —: Jeg havde paadraget mig den mægtige Konges Vrede, men beſøgte dog dumdriſtig Herſen, hvor Kongen ſad med barſk Mine, og med blodigt Sverd herſkede i York.

  7. Se det nedenfor meddeelte Stykke af Eriksmaal.
  8. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. p. 388.
  9. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 389.
  10. Math. af Weſtminſter, S. 369. Hertil ſigter ogſaa Howden hos Savile S. 423, Mon. hist. Brit. I. p. 687 not. d.
  11. Her lægger Camden i ſin „Britannia“ Stanmor.
  12. Nemlig Math. af Weſtminſter til 950, Simeon af Durham til 952. Chron. Sax. til 954.
  13. Se Kembles Cod. Dipl. ævi anglos. II. p. 292. I det ſamme Diplom kalder Eadgar ſig ogſaa Northumbrernes Overvinder og Herre.
  14. Fagrſkinna, ſom ikke omtaler Eriksſønnernes førſte Slag med Haakon paa Agvaldsnes, henfører Chriſtendomspaabudet og Thinget paa Mæren til hans 16de Aar (951), ſiger at de Angreb, Gunnhildsſønnerne og andre Vikinger gjorde paa hans Rige, var en Straf, fordi han havde blotet, henfører Tryggve Olafsſøns Udnævnelſe til Konge i Viken til Haakons 17de Aar, omtaler derpaa hans Tog til Danmark m. m., og henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar (95⅘). Thjodrek Munk (Langebeks Script. V. p. 315) lader Haakon herſke i 25 Aar, hvoraf de førſte 19 Aar i Fred; han henfører altſaa Eriksſønnernes førſte Tog til 953 eller 956; han lader Krigen med dem vare i 5 Aar (955—96061. Ágrip regner Haakons Kongenavn fra 936, henfører Slaget paa Agvaldsnes til det 15de Aar derefter (951) og Slaget paa Frædø til ſtrax efter hiint (952); ni Aar efter dette Flag lader det Slaget paa Stordø og Haakons Død indtreffe (961). Snorre Sturlaſøn, ſaavelſom Jon Loptsſøns Enkomiaſt lader Haakon herſke i 26 Aar, altſaa til 960 eller 961; hiin henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar, men lader (Cap. 20) en „lang Tid“ hengaa mellem Kampen paa Agvaldsnes og den paa Raſtarkalf. De fleſte Vidnesbyrd ere ſaaledes dog for at henføre Slaget paa Agvaldsnes til det 19de Aar, eller 954, og følgelig Eriksſønnernes ferſke Herjetog i Viken til 953, og Tryggves Udnævnelſe til 952.
  15. Om Mag. Adam af Bremens Beretning, at Harald Gormsſøn, Danmarks Konge, ſendte ſin Søn Hiring, Hiric eller Erik til England, og om hvorledes flere have antaget de engelſke Krønikers Erik, Haralds Søn, for denne Erik, ſkal nedenfor handles.
  16. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 5, 10.
  17. Fagrſk., Cap. 27, 28. Det falder af ſig ſelv, at Snorre, der urigtigt henfører Eriks Død til et af de førſte Aar efter Kong Ædhelſtans, ogſaa maa lade hans Sønner opholde ſig en rum Tid paa Orknøerne efter hans Død, førend de henimod Haakons 16de eller 17de Regjeringsaar kom til Danmark. Han maa derfor ogſaa lade Giftermaalet mellem Arnfinn og Ragnhild indtræffe efter Eriks Død. Men Fagrſkinna, hvis Tidsregning i det Hele taget er rigtigere, giver her ogſaa et godt Vink til at udfinde det rette ved udtrykkeligt at nævne Giftermaalet før Eriks Død, og ved at ſige, at Erik „en Sommer“, altſaa en ubeſtemt Tid efter hans Forjagelſe fra England, herjede her. Det bliver ſaaledes temmelig klart, at Erik ſelv, efter ſin førſte Forjagelſe fra Northumberland, hvilken i de engelſke Krøniker ej er omtalt, ſtrax har taget ſin Bopæl paa Orknø, at hans Familie er forbleven der under hans ſenere Forſøg paa at vinde Northumberland tilbage, og at Giftermaalet har fundet Sted før hans Død. Fagrſkinna omtaler viſtnok Gunnhild og Sønnerne ſom opholdende ſig i England, da han faldt, men det er heller ikke i mindſte Maade urimeligt, at de ved hans ſidſte Optræden, da han virkelig var i Beſiddelſe af York, have ledſaget ham. Ogſaa Egils Saga (Cap. 62) ſætter Ragnhilds Giftermaal før Eriks Død.
  18. Sigmund Vølſung og hans Søn Sinfetle eller Sinfjøtle, to af Vølſungeſagnenes fornemſte Helte, ſe ovenfor S. 226.
  19. Her ſigtes til den Fare der ved Ragnarøkk truede Æſerne, og iſærdeleshed Odin, fra Ulven Fenrer, ſe ovenfor S. 171.
  20. Hermed ender Brudſtykket, thi Nedſkriveren af Fagrſkinna, hvor det meddeles (Cap. 28) har kun villet beviſe ved denne ſamtidige Autoritet, at 5 Konger faldt tilligemed ham. At det har været meget længere kan ſkjønnes ſaavel af dets Charakter i og for ſig, ſom af Haakonarmaal, der udtrykkeligt ſiger at være digtet efter dette. Begyndelſen af Kvadet meddeles ogſaa i Snorre-Edda eller Skálda, Cap. 97.