Det norske Folks Historie/1/88

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 719-726).

Kong Haakon var hos Ædhelstan bleven opdragen i den christelige Religion. I England var Gejstlighedens Anseelse paa denne Tid overordentlig stor, og den religiøse Iver grændsede til Bigotteri. Det var derfor intet Under, at Haakon med Smerte saa Hedenskabet herske i Norge, og saa snart som muligt gjorde alvorlige Skridt til at indføre Christendommen. Denne kan paa Haakons Tid ikke aldeles have savnet Tilhængere i Norge, da saa mange Vikinger paa deres Tog havde lært den at kjende, og, saaledes som vi læse om flere af de ældste Nybyggere paa Island, vistnok ogsaa havde ladet sig døbe; men Antallet af de døbte Nordmænd maa dog endnu have været saare lidet i Sammenligning med Hedningernes, og de døbte Vikingers Christendom havde desuden ikke stort at betyde. Folket kan derfor neppe siges at have været modent til Christendommens Indførelse, og hvad der endnu mere maatte vanskeliggjøre denne, var den Omstændighed, at Sigurd Jarl, Kongens fornemste Støtte og Raadgiver, selv, ligesom hans Fader, var en ivrig Aasadyrker og Blotmand^[1]. Det var derfor saa langt fra, at Kongen kunde vente nogen Understøttelse af ham, at han snarere maatte befrygte ved et uoverlagt Skridt i denne Sag at gjøre ham til sin Fiende. Ikke desto mindre besluttede Haakon at gjøre et Forsøg. I Begyndelsen gik han meget forsigtigt tilverks. Han havde endog selv en Tid lang kun øvet Christendommen hemmeligt, overholdende Søndagene, Højtidsdagene og Fredagsfasten, og overladende Sigurd Jarl at forestaa Blotene i Templet ved Lade paa hans Vegne. Han satte det tillige i Loven, at Julen skulde begynde paa samme Tid, som de Christnes Juul, ikke, som forhen, paa Hugge- eller Midvinter-Nat, omkring den 12te Januar; til dens Højtideligholdelse skulde hver Mand under en bestemt Bod have en Mæles-Øl, og Helgen skulde vedvare saa længe som de Christnes Juul, ikke, som forhen, kun i tre Dage. Heri synes Folket at have fundet sig; muligt er det vel og, at Sagnet har tillagt Haakon en Bestemmelse, der deels skriver sig fra sildigere Tider, deels i sig selv indeholder Levninger fra Hedendommen, nemlig den i den ældste Gulathingslov indførte Bestemmelse om den saakaldte Ølgerd^[2], eller Forpligtelse for Bønderne til, hvor i det mindste trende Familier kunde komme sammen, at holde Julegilde, hvortil enhver Huusbonde og enhver Huusfrue under en Bod af tre Mark Sølv skulde medbringe en Mæles Øl, det vil sige, saa meget Øl, som kunde brygges af en Mæle Malt, og som skulde signes og drikkes til Christus og Jomfru Maria for et godt Aar og Fred, ligesom man ved de hedenske Offringer tømte Odinsbægret til Sejr og Vælde for Kongen, og Njørds og Freys-Bægret for et godt Aar og Fred^[3].

Medens Haakon ventede paa det belejlige Øjeblik til at rykke aabenbart frem med Christendoms-Paabudet, søgte han at vinde sine nærmeste Omgivelser og Omgangsvenner for Christendommen. Af Venskab for ham lode ogsaa mange sig overtale til at lade sig døbe, og flere ophørte i det mindste med Blotene. Især søgte han at skaffe Christendommen Tilhængere i Thrøndelagen, hvor Landets største Styrke var, og opholdt sig derfor her lange Stunder. Da han endelig troede at have sikkret Christendommen tilbørlig Understøttelse blandt Landets eller Egnens Fornemste, sendte han Bud til England efter en Biskop og andre christelige Lærere, og da de vare komne til Norge, bekjendtgjorde han ude paa Nordmøre^[4], at han nu vilde paabyde Christendommen over det hele Land. Mørerne og Raumsdølerne henskøde Sagen under Thrøndernes Afgjørelse. Kong Haakon lod imidlertid nogle Kirker indvie ude paa Møre og satte Prester til dem, men begav sig derpaa strax til Throndhjem, hvor han stevnede Bønderne til Things, og bød dem antage Christendommen. De paa dette Thing forsamlede Bønder vilde heller ikke befatte sig med denne vanskelige Sag, men henskøde den til Frostathing, hvor Mænd fra alle Thrøndelagens Fylker vilde komme sammen.

Kongen indfandt sig paa Frostathinget, og traf her en stor Forsamling af Bønder. Da Thinget var sat, begyndte han strax at tale til Folket og forkyndte sit Bud og sin Begjæring til Bønder og Bothegne, rige og urige, unge og gamle, formuende og fattige, Koner og Karle, at de alle skulde lade sig døbe og tro paa een Gud, Christus, Jomfru Marias Søn, men høre op med alle Blot og forsage de hedenske Guder, at de skulde helligholde hver syvende Dag ved at lade alt Arbejde hvile, og at de ligeledes skulde faste hver syvende Dag^[5]. Da Kongen havde udtalt, blev der, som det fortælles, stort Knur blandt Bønderne over at Kongen vilde tage deres Arbejde og deres Tro fra dem. De sagde, at naar de ej skulde arbejde, kunde Landet ikke bygges, og Arbejdsmænd og Trælle sagde at de ikke kunde arbejde, naar de ej skulde faa Mad. Man udlod sig ogsaa med at det var en arvelig Lyde paa Haakons hele Æt, at saavel han som hans Forfædre vare karrige paa sin Mad, hvor gavmilde de end vare paa Guld^[6]. Den mægtige Aasbjørn af Medalhuus i Gauldalen stod op og svarede saaledes paa Kongens Tale: „Da du, Kong Haakon havde holdt dit første Thing her i Throndhjem, og vi havde taget dig til Konge og faaet vor Odel af dig, troede vi at bare faaet Himlen selv i vore Hænder; men nu vide vi ikke, om vi virkelig have faaet Friheden, eller om du atter vil gjøre os til Trælle paa den underlige Viis, at vi skulle forsage den Tro, vore Fædre og alle deres Forfædre have haft før os, baade i Brændoldet og nu i Højoldet. De have været langt gjævere Mænd end vi, og endda har denne Tro duet nok saa godt for os. Vi have lagt saa stor Elsk til dig, at vi have ladet dig raade for Lov og Landsret med os. Nu have ogsaa vi Bønder den faste Vilje og samdrægtige Beslutning at overholde de Love, som du satte her paa Frostathinget, og hvortil vi gave dig vort Ja; vi ville alle følge dig og have dig til Konge, saa længe en eneste af os Bønder, der nu befinde sig her paa Thinget, er i Live, dersom kun du, Konge, vil vise noget Maadehold, og ikke forlange andet af os, end hvad vi kunne føje dig i, og hvad der ikke er utilbørligt for os at gjøre. Men dersom du vil tage denne Sag med saa megen Heftighed, at du endog vil prøve Magt og Styrke med os, da have vi besluttet, alle at skilles fra dig, og tage os en anden Høvding, som kan hjelpe os til at vi frit kunne beholde den Tro, der behager os. Vælg nu, Konge, mellem disse tvende Kaar;, førend Thinget opløses“. Ved denne Tale yttrede Bønderne stor Bifaldstummel, og sagde, at det skulde være som Aasbjørn havde sagt. Da Tummelen sagtnedes, og der blev Stilhed, sagde Sigurd Jarl: „det er Kong Haakons Vilje, Bønder, at samtykke i Eders Ønske, og aldrig lade Eders Venskab fare“. Bønderne svarede, at de ønskede at Kongen skulde blote for dem til et godt Aar og Fred, ligesom hans Fader havde gjort: da standsede Knurren og Thinget hævedes. Sigurd Jarl talte siden med Kongen og bad ham endelig ikke ganske at vægre sig ved at opfylde Bøndernes Ønske, thi, sagde han, „det nytter ikke andet end at føje sig noget efter Bønderne. I hørte jo selv, Konge, at dette var Høvdingernes Vilje og ivrige Ønske, og dermed ogsaa Folkets. Men vi skulle se til at finde paa et eller andet godt Raad“. Dette aftaltes nu mellem Kongen og Jarlen.

Høsten derefter, eller ved Vintrens Begyndelse holdtes der Vinternatsblot og Gilde paa Lade, hvor ogsaa Kongen indfandt sig. Hidtil havde han, naar han var tilstede ved Blotfester, plejet at holde Maaltid med nogle faa Mænd i et lidet Huus for sig selv; men nu klagede Bønderne over at han ej sad i sit Højsæde, naar den bedste Folke-glæde herskede. Jarlen raadede ham til at han denne Gang ikke skulde holde sig borte, og det blev endelig saaledes, at Kongen sad i sit Højsæde. Da det første Bæger var skjenket, talte Sigurd Jarl for Skaalen, signede den til Odin, og drak af Hornet til Kongen. Kongen modtog Hornet, gjorde Korsets Tegn derover, og drak. Da sagde en af Gjesterne, ved Navn Kaar af Gryting: „hvorfor gjør nu Kongen saaledes, vil han endnu ikke blote“? Sigurd Jarl svarede: „Kongen gjør som alle de, der tro paa deres Magt og Styrke, nemlig at signe sit Bæger til Thor, derfor gjorde han Hammer-Merke derover, førend han drak“. I denne Forklaring fandt Bønderne sig, og det var roligt den Aften. Men næste Dag, da man skulde gaa til Bords, flokkede Bønderne sig om Kongen og sagde at han skulde æde Hestekjød. Dette betragtedes af den Tids ivrige Christne med den største Afsky, som Hedenskabens Tegn, og Kongen vilde derfor ikke paa nogen Maade samtykke deri. De bade ham da at drikke Soddet. Dette vilde han heller ikke. Endelig bade de ham at spise af det ovenpaa flydende Fedt, men ogsaa herved vægrede han sig. Da var det nær ved at Bønderne havde anfaldt Kongen, hvis Sigurd Jarl ikke havde lagt sig imellem, og søgt at berolige dem. Han bad Kongen at gabe over Kjedelhadden, hvor Dampen af det kogte Hestekjød havde lagt sig, og som var bleven fedtet. Kongen tog en Liindug, viklede den om Hadden, gabede derover, og gik derpaa til sit Højsæde. Men paa begge Sider var man ilde tilfreds. Og vist er det, at Haakon i det mindste denne Gang ej havde fulgt sin Fosterfader Ædhelstans Raad.

Den følgende Vinter var et Julegilde beredet for Kongen inde paa Mæren i Sparboen. Da det led hen mod Juul, holdt de 8 Høvdinger, der især raadede før Blotene i Thrøndelagen, et Møde med hinanden, og forbandt sig med hinanden om at modarbejde Christendommen og tvinge Kongen til at blote. Sagaen har opbevaret deres Navne, nemlig Kaar af Gryting (fra Orkedalen), Aasbjørn af Medalhuus (fra Gauldølafylke), Thorberg af Varnes (fra Stjordølafylke), og Orm af Lyren (fra Strindafylke); disse fire hørte til Udthrønderne, de øvrige fire til Indthrønderne, nemlig: Botolf af Alveshaug (fra Skaun), Narve af Stav (fra Verdalen), Thrond Hake af Egg (fra Sparbyggjafylke), og Thore Skegg af Husebø paa Inderøen (fra Eynafylke^[7]). Det aftaltes, at hine fire udthrønderske Høvdinger skulde tilintetgjøre Christendommen ved at nedbryde de paa Møre byggede Kirker og dræbe Presterne, medens de fire Indthrønder skulde søge at tvinge Kongen til at deeltage i Offringerne. Udthrønderne droge paa fire Skibe syd til Møre, brændte 3 Kirker og dræbte 3 Prester. Indthrøndernes Høvdinger oppebiede Kongen ved Julegildet paa Mæren. Her var en stor Skare af Bønder forsamlede. Kongen og Jarlen kom begge med deres Hird. Allerede paa den første Gildesdag gik Bønderne haardt ind paa Kongen, og forlangte under Trusler, at han skulde blote. Sigurd Jarl søgte atter at forlige dem, og bragte det dertil, at Kongen spiste nogle Stykker Hestelever, og drak alle de Skaaler, Bønderne skjenkede i for ham, uden Kors. Men da Gildet var forbi, drog han med Jarlen ud til Lade, meget gram i Hu. Han vilde strax forlade Throndhjem med alle sine Folk, og sagde, at han skulde komme mandsterkere tilbage og lade Thrønderne undgjelde det Fiendskab, de havde viist ham. Sigurd Jarl bad ham ikke at have noget imod Thrønderne for dette, og sagde at det ej vilde være godt for Kongen at true eller herje mod sit eget Folk, hvor Landets største Styrke var, saaledes som i Throndhjem. Men Kongen var saa vred, at han ikke vilde høre et Ord. Han drog syd til Møre, opholdt sig der om Vinteren og ud paa Vaaren, og samlede henimod Sommeren en Hær, med hvilken han, som det hed, vilde drage mod Thrønderne.

Dette er den i Snorre Sturlasøns Kongesagaer givne Beretning om disse Forhandlinger^[8]. Den tilføjer, at det kun var Efterretningen om et Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget i den sydlige Deel af Landet (hvorom nedenfor), der bragte ham til at afstaa fra sin Plan, at angribe Thrønderne. En anden Beretning sætter derimod disse Forhandlinger angaaende Christendommen ikke i nogen Forbindelse med Eriks Sønners Angreb, men henfører dem til hans sextende Regjerings-Aar, eller Vintren mellem 950 og 951, medens den først omtaler Eriks Sønners Tog til Norge efter Kongens 17de Aar (952)^[9]. Denne Beretning melder ogsaa ligefrem, at Kongen lod sig true eller overtale til at blote. I sit sextende Riges Aar, heder det, havde han et talrigt Thing inde i Throndhjem paa Mæren, og paa dette Thing satte Thrønderne ham to Vilkaar, enten at blote efter de forrige Kongers Skik til Aar og Fred, og saaledes efterkomme den gamle Lov, eller at blive jagen af Riget. Kongen vægrede sig, men hans bedste Venner og mange andre Folk lagde sig imellem, idet de forestillede Bønderne, hvor nyttig en Høvding han var for sine Thegner, da han sørgede saa godt for Lovgivningen og gode Sæder, og anraabte Kongen om at standse denne Knurren ved at gjøre Bønderne en Ubetydelighed efter deres Vilje, saa at Blotmændene ej skulde have det at sige, at han var Skyld i Lovenes Omstyrtning. Og, heder det, „formedelst sin Godmodighed og Kjærlighed til sine Venner gjorde han efter deres Bøn og blotede“. Denne Beretning, der allerede i og for sig ved den bestemte Tidsangivelse, hvormed den er ledsaget, vinder et større Udseende af Paalidelighed, end den anden med al dens Vidtløftighed, bestyrkes ogsaa, saavel ved visse chronologiske Data, hvorom der nedenfor vil blive handlet^[10], som ved andre historiske Skrifters Udsagn. Saaledes beder det i et gammelt, paa Latin forfattet Udtog af den norske Kongehistorie: „Haakon, skjønt opdragen paa det omhyggeligste af den saare christelige Konge i England, faldt dog i en saa stor Vildfarelse, at han var daarlig nok til at foretrække det forbigaaende jordiske for det evige himmelske Rige, og af Omhu for at vedligeholde sin Kongeværdighed blev en Frafalden, og, undergiven Afgudernes Dyrkelse, tjente flere Gilder og ikke een Gud^[11]“. Og i et andet paa Norsk skrevet Udtog af Kongesagaerne siges der, at han havde en hedensk Kone og veg meget fra Christendommen for hendes Skyld og for at gjøre det Christendommen fiendske Folk efter Behag. Der siges vel, at han skal have bidt i Hestelever, dog saaledes at han svøbte en Dug om, og ikke blotede paa anden Maade; men tilføjes der, fra den Tid af gik alt ham tyngre end forhen^[12]. I en Tale, der lægges Olaf Tryggvessøn i Munden i denne Konges Saga, forekomme disse Ord: „han (Haakon Adelsteensfostre) lod sig af sine Trælle kue til at forsage den sande Tro, og forhaanede sin Skaber og skjemmede sig selv i den Grad, at han gik hen at blote“^[13]. Beretningerne om hans Endeligt ere ogsaa enige øm at han paa det Yderste viste stor Anger over sit saakaldte Frafald fra den sande Gud, og erkjendte, at han havde levet som en Hedning. Det synes derfor neppe at kunne betvivles, at hans Deeltagelse i Blotene har gaaet videre, end den af Snorre fulgte Beretning, der øjensynlig søger at stille ham i det efter de daværende christelige Begreber mindst Ufordeelagtige Lys, har angivet.

Det var vistnok ogsaa i sig selv et højst uoverlagt Skridt af Haakon, allerede nu al ville indføre Christendommen, især i Thrøndelagen, hvor Aasareligionen endnu havde sine fleste Tilhængere^[14], og hvor den mægtige Sigurd Jarl understøttede den hedenske Gudsdyrkelse. Naar man opmerksomt følger Beretningens Ord, faar man et ikke utydeligt Indtryk af, at Sigurd Jarl egentlig har spillet under Dække med Bønderne, og, om han end ikke ligefrem tog deres Parti, men oprigtigt søgte at værne om Kongens Sikkerhed, dog søgte at gjøre ham saa ængstelig som muligt, og paa alle Maader søgte at overtale ham til aldeles at opgive sin Plan. Paa denne Maade bedømtes ogsaa Sigurds Færd i hin ovennævnte Tale af Olaf Tryggvessøn Det heder her: „Sigurd Jarl var den største Gildre og Snare, Fortabelse og Ødelæggelse for Kong Haakon ved Siden af de andre Høvdingers Magtsprog og hans egen Veghed“.

Det var saaledes intet Under, at Haakons forhastede Bestræbelser bleve uheldige og endog bragte ham selv i Fare. Tiden var endnu ikke kommen, Folket endnu ikke modent til Christendommens Indførelse. Dertil kom, at de Uroligheder, der begyndte i Kong Haakons sidste Regjeringsaar, gave ham og Folket saa meget at tænke paa, at al Tale om Religionsforandring for det første maatte ophøre. Imidlertid kan man neppe betvivle, at den sande Lære, som prædikedes ved Haakons Foranstaltning, dog altid har vundet Indpas hos og slaaet an paa enkelte fromme Sjæle, og at Christendommen virkelig fra denne Tid har vundet sit første Fodfæste i Landet.

1. Paa den Iver, hvormed Sigurd tog sig af Blotene, anfører Snorre i Haakon den godes Saga, Cap. 16, et Exempel; han gjorde nemlig et stort Offergilde Paa Lade, hvorved han selv bestred alle Omkostninger, saa at Gjesterne, eftersom Skalden Kormak i sin Draapa om Sigurd melder, ikke behøvede at tage nogen Ask eller Madpose med sig.
2. Ældre Gulathingslov, Cap. 6, 7.
3. Stundom drak man og Bragebægret og Forfædrenes Minde, se Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 16, jvf. ovenfor S. 177 og 186.
4. At det skede paa Nordmøre, sees af hvad der senere nævnes i Beretningen.
5. Nemlig hver Fredag.
6. Saaledes Halfdan milde, og tildeels Harald Haarfagre, se ovenfor S. 379 og S. 607.
7. Ved at betragte disse Navne tilligemed de tilføjede Hjemsteder seer man, at det har været Sagafortællerens Hensigt at nævne en Høvding fra hvert af Thrøndelagens 8 Fylker. Hvor vidt dette er et Tegn paa Beretningens Troværdighed og ikke snarere paa at den har undergaaet en senere Bearbejdelse og Udpyntning, ville vi ej driste os til at afgjøre. Flere af Stedsnavnene ere i det mindste besynderligt afvigende fra den Form, hvori de ellers forekomme. I Orkedalen er et Grjote eller Grøte, ikke Gryting, paa Strinden Leren, ikke Lyren; i Verdalen findes Spor af et Gaardsnavn, Stav, i Stafs-Skeneyjar, nu Stubskin ej langt fra Vuku, men Navnet selv existerer ikke; paa Inderøen findes Huusstad, ikke Husebø. Det er alene Navnene Varnes, (Værnes), Medalhuus (Meelhuus), Alveshaug (nu forvansket til Alstahaug) og Egg (Egge), som gjenkjendes i Diplomer og Jordebøger. Muligt at Stedsnavnene saa langt tilbage, som paa Haakons Tid, vare noget forskjellige fra hvad de et Par Aarhundreder senere vare, dog indsees ikke nogen Grund, hvorfor de skulde være det. Forskjelligheden synes derfor i og for sig at indeholde etslags Vidnesbyrd om en vis Usikkerhed i Fortællingen.
8. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 15–19. Jvf. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 21–23.
9. Fagrskinna, Cap. 29.
10. Nemlig i § 42 og 43, hvor Haakons Krige med Danmark og Erik Blodøxes Sønner omtales.
11. Historia Norvegiæ, fol. 7 b.
12. Ágrip af Nor. Kon. Sög. Cap. 5.
13. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 167.
14. Det vil i det Følgende, hvor Olaf den helliges Historie omtales, vise sig, hvorledes endnu paa hans Tid, næsten hundrede Aar efter Haakon, Høvdingerne i Throndhjem, fornemmelig Indhered, holdt ivrigt ved Hedendommen, medens den paa de øvrige Steder i Landet for det meste var afskaffet.