Det norske Folks Historie/1/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon var hos Ædhelſtan bleven opdragen i den chriſtelige Religion. I England var Gejſtlighedens Anſeelſe paa denne Tid overordentlig ſtor, og den religiøſe Iver grændſede til Bigotteri. Det var derfor intet Under, at Haakon med Smerte ſaa Hedenſkabet herſke i Norge, og ſaa ſnart ſom muligt gjorde alvorlige Skridt til at indføre Chriſtendommen. Denne kan paa Haakons Tid ikke aldeles have ſavnet Tilhængere i Norge, da ſaa mange Vikinger paa deres Tog havde lært den at kjende, og, ſaaledes ſom vi læſe om flere af de ældſte Nybyggere paa Island, viſtnok ogſaa havde ladet ſig døbe; men Antallet af de døbte Nordmænd maa dog endnu have været ſaare lidet i Sammenligning med Hedningernes, og de døbte Vikingers Chriſtendom havde desuden ikke ſtort at betyde. Folket kan derfor neppe ſiges at have været modent til Chriſtendommens Indførelſe, og hvad der endnu mere maatte vanſkeliggjøre denne, var den Omſtændighed, at Sigurd Jarl, Kongens fornemſte Støtte og Raadgiver, ſelv, ligeſom hans Fader, var en ivrig Aaſadyrker og Blotmand[1]. Det var derfor ſaa langt fra, at Kongen kunde vente nogen Underſtøttelſe af ham, at han ſnarere maatte befrygte ved et uoverlagt Skridt i denne Sag at gjøre ham til ſin Fiende. Ikke deſto mindre beſluttede Haakon at gjøre et Forſøg. I Begyndelſen gik han meget forſigtigt tilverks. Han havde endog ſelv en Tid lang kun øvet Chriſtendommen hemmeligt, overholdende Søndagene, Højtidsdagene og Fredagsfaſten, og overladende Sigurd Jarl at foreſtaa Blotene i Templet ved Lade paa hans Vegne. Han ſatte det tillige i Loven, at Julen ſkulde begynde paa ſamme Tid, ſom de Chriſtnes Juul, ikke, ſom forhen, paa Hugge- eller Midvinter-Nat, omkring den 12te Januar; til dens Højtideligholdelſe ſkulde hver Mand under en beſtemt Bod have en Mæles-Øl, og Helgen ſkulde vedvare ſaa længe ſom de Chriſtnes Juul, ikke, ſom forhen, kun i tre Dage. Heri ſynes Folket at have fundet ſig; muligt er det vel og, at Sagnet har tillagt Haakon en Beſtemmelſe, der deels ſkriver ſig fra ſildigere Tider, deels i ſig ſelv indeholder Levninger fra Hedendommen, nemlig den i den ældſte Gulathingslov indførte Beſtemmelſe om den ſaakaldte Ølgerd[2], eller Forpligtelſe for Bønderne til, hvor i det mindſte trende Familier kunde komme ſammen, at holde Julegilde, hvortil enhver Huusbonde og enhver Huusfrue under en Bod af tre Mark Sølv ſkulde medbringe en Mæles Øl, det vil ſige, ſaa meget Øl, ſom kunde brygges af en Mæle Malt, og ſom ſkulde ſignes og drikkes til Chriſtus og Jomfru Maria for et godt Aar og Fred, ligeſom man ved de hedenſke Offringer tømte Odinsbægret til Sejr og Vælde for Kongen, og Njørds og Freys-Bægret for et godt Aar og Fred[3].

Medens Haakon ventede paa det belejlige Øjeblik til at rykke aabenbart frem med Chriſtendoms-Paabudet, ſøgte han at vinde ſine nærmeſte Omgivelſer og Omgangsvenner for Chriſtendommen. Af Venſkab for ham lode ogſaa mange ſig overtale til at lade ſig døbe, og flere ophørte i det mindſte med Blotene. Iſær ſøgte han at ſkaffe Chriſtendommen Tilhængere i Thrøndelagen, hvor Landets ſtørſte Styrke var, og opholdt ſig derfor her lange Stunder. Da han endelig troede at have ſikkret Chriſtendommen tilbørlig Underſtøttelſe blandt Landets eller Egnens Fornemſte, ſendte han Bud til England efter en Biſkop og andre chriſtelige Lærere, og da de vare komne til Norge, bekjendtgjorde han ude paa Nordmøre[4], at han nu vilde paabyde Chriſtendommen over det hele Land. Mørerne og Raumsdølerne henſkøde Sagen under Thrøndernes Afgjørelſe. Kong Haakon lod imidlertid nogle Kirker indvie ude paa Møre og ſatte Preſter til dem, men begav ſig derpaa ſtrax til Throndhjem, hvor han ſtevnede Bønderne til Things, og bød dem antage Chriſtendommen. De paa dette Thing forſamlede Bønder vilde heller ikke befatte ſig med denne vanſkelige Sag, men henſkøde den til Froſtathing, hvor Mænd fra alle Thrøndelagens Fylker vilde komme ſammen.

Kongen indfandt ſig paa Froſtathinget, og traf her en ſtor Forſamling af Bønder. Da Thinget var ſat, begyndte han ſtrax at tale til Folket og forkyndte ſit Bud og ſin Begjæring til Bønder og Bothegne, rige og urige, unge og gamle, formuende og fattige, Koner og Karle, at de alle ſkulde lade ſig døbe og tro paa een Gud, Chriſtus, Jomfru Marias Søn, men høre op med alle Blot og forſage de hedenſke Guder, at de ſkulde helligholde hver ſyvende Dag ved at lade alt Arbejde hvile, og at de ligeledes ſkulde faſte hver ſyvende Dag[5]. Da Kongen havde udtalt, blev der, ſom det fortælles, ſtort Knur blandt Bønderne over at Kongen vilde tage deres Arbejde og deres Tro fra dem. De ſagde, at naar de ej ſkulde arbejde, kunde Landet ikke bygges, og Arbejdsmænd og Trælle ſagde at de ikke kunde arbejde, naar de ej ſkulde faa Mad. Man udlod ſig ogſaa med at det var en arvelig Lyde paa Haakons hele Æt, at ſaavel han ſom hans Forfædre vare karrige paa ſin Mad, hvor gavmilde de end vare paa Guld[6]. Den mægtige Aasbjørn af Medalhuus i Gauldalen ſtod op og ſvarede ſaaledes paa Kongens Tale: „Da du, Kong Haakon havde holdt dit førſte Thing her i Throndhjem, og vi havde taget dig til Konge og faaet vor Odel af dig, troede vi at bare faaet Himlen ſelv i vore Hænder; men nu vide vi ikke, om vi virkelig have faaet Friheden, eller om du atter vil gjøre os til Trælle paa den underlige Viis, at vi ſkulle forſage den Tro, vore Fædre og alle deres Forfædre have haft før os, baade i Brændoldet og nu i Højoldet. De have været langt gjævere Mænd end vi, og endda har denne Tro duet nok ſaa godt for os. Vi have lagt ſaa ſtor Elſk til dig, at vi have ladet dig raade for Lov og Landsret med os. Nu have ogſaa vi Bønder den faſte Vilje og ſamdrægtige Beſlutning at overholde de Love, ſom du ſatte her paa Froſtathinget, og hvortil vi gave dig vort Ja; vi ville alle følge dig og have dig til Konge, ſaa længe en eneſte af os Bønder, der nu befinde ſig her paa Thinget, er i Live, derſom kun du, Konge, vil viſe noget Maadehold, og ikke forlange andet af os, end hvad vi kunne føje dig i, og hvad der ikke er utilbørligt for os at gjøre. Men derſom du vil tage denne Sag med ſaa megen Heftighed, at du endog vil prøve Magt og Styrke med os, da have vi beſluttet, alle at ſkilles fra dig, og tage os en anden Høvding, ſom kan hjelpe os til at vi frit kunne beholde den Tro, der behager os. Vælg nu, Konge, mellem disſe tvende Kaar;, førend Thinget opløſes“. Ved denne Tale yttrede Bønderne ſtor Bifaldstummel, og ſagde, at det ſkulde være ſom Aasbjørn havde ſagt. Da Tummelen ſagtnedes, og der blev Stilhed, ſagde Sigurd Jarl: „det er Kong Haakons Vilje, Bønder, at ſamtykke i Eders Ønſke, og aldrig lade Eders Venſkab fare“. Bønderne ſvarede, at de ønſkede at Kongen ſkulde blote for dem til et godt Aar og Fred, ligeſom hans Fader havde gjort: da ſtandſede Knurren og Thinget hævedes. Sigurd Jarl talte ſiden med Kongen og bad ham endelig ikke ganſke at vægre ſig ved at opfylde Bøndernes Ønſke, thi, ſagde han, „det nytter ikke andet end at føje ſig noget efter Bønderne. I hørte jo ſelv, Konge, at dette var Høvdingernes Vilje og ivrige Ønſke, og dermed ogſaa Folkets. Men vi ſkulle ſe til at finde paa et eller andet godt Raad“. Dette aftaltes nu mellem Kongen og Jarlen.

Høſten derefter, eller ved Vintrens Begyndelſe holdtes der Vinternatsblot og Gilde paa Lade, hvor ogſaa Kongen indfandt ſig. Hidtil havde han, naar han var tilſtede ved Blotfeſter, plejet at holde Maaltid med nogle faa Mænd i et lidet Huus for ſig ſelv; men nu klagede Bønderne over at han ej ſad i ſit Højſæde, naar den bedſte Folke-glæde herſkede. Jarlen raadede ham til at han denne Gang ikke ſkulde holde ſig borte, og det blev endelig ſaaledes, at Kongen ſad i ſit Højſæde. Da det førſte Bæger var ſkjenket, talte Sigurd Jarl for Skaalen, ſignede den til Odin, og drak af Hornet til Kongen. Kongen modtog Hornet, gjorde Korſets Tegn derover, og drak. Da ſagde en af Gjeſterne, ved Navn Kaar af Gryting: „hvorfor gjør nu Kongen ſaaledes, vil han endnu ikke blote“? Sigurd Jarl ſvarede: „Kongen gjør ſom alle de, der tro paa deres Magt og Styrke, nemlig at ſigne ſit Bæger til Thor, derfor gjorde han Hammer-Merke derover, førend han drak“. I denne Forklaring fandt Bønderne ſig, og det var roligt den Aften. Men næſte Dag, da man ſkulde gaa til Bords, flokkede Bønderne ſig om Kongen og ſagde at han ſkulde æde Heſtekjød. Dette betragtedes af den Tids ivrige Chriſtne med den ſtørſte Afſky, ſom Hedenſkabens Tegn, og Kongen vilde derfor ikke paa nogen Maade ſamtykke deri. De bade ham da at drikke Soddet. Dette vilde han heller ikke. Endelig bade de ham at ſpiſe af det ovenpaa flydende Fedt, men ogſaa herved vægrede han ſig. Da var det nær ved at Bønderne havde anfaldt Kongen, hvis Sigurd Jarl ikke havde lagt ſig imellem, og ſøgt at berolige dem. Han bad Kongen at gabe over Kjedelhadden, hvor Dampen af det kogte Heſtekjød havde lagt ſig, og ſom var bleven fedtet. Kongen tog en Liindug, viklede den om Hadden, gabede derover, og gik derpaa til ſit Højſæde. Men paa begge Sider var man ilde tilfreds. Og viſt er det, at Haakon i det mindſte denne Gang ej havde fulgt ſin Foſterfader Ædhelſtans Raad.

Den følgende Vinter var et Julegilde beredet for Kongen inde paa Mæren i Sparboen. Da det led hen mod Juul, holdt de 8 Høvdinger, der iſær raadede før Blotene i Thrøndelagen, et Møde med hinanden, og forbandt ſig med hinanden om at modarbejde Chriſtendommen og tvinge Kongen til at blote. Sagaen har opbevaret deres Navne, nemlig Kaar af Gryting (fra Orkedalen), Aasbjørn af Medalhuus (fra Gauldølafylke), Thorberg af Varnes (fra Stjordølafylke), og Orm af Lyren (fra Strindafylke); disſe fire hørte til Udthrønderne, de øvrige fire til Indthrønderne, nemlig: Botolf af Alveshaug (fra Skaun), Narve af Stav (fra Verdalen), Thrond Hake af Egg (fra Sparbyggjafylke), og Thore Skegg af Huſebø paa Inderøen (fra Eynafylke[7]). Det aftaltes, at hine fire udthrønderſke Høvdinger ſkulde tilintetgjøre Chriſtendommen ved at nedbryde de paa Møre byggede Kirker og dræbe Preſterne, medens de fire Indthrønder ſkulde ſøge at tvinge Kongen til at deeltage i Offringerne. Udthrønderne droge paa fire Skibe ſyd til Møre, brændte 3 Kirker og dræbte 3 Preſter. Indthrøndernes Høvdinger oppebiede Kongen ved Julegildet paa Mæren. Her var en ſtor Skare af Bønder forſamlede. Kongen og Jarlen kom begge med deres Hird. Allerede paa den førſte Gildesdag gik Bønderne haardt ind paa Kongen, og forlangte under Truſler, at han ſkulde blote. Sigurd Jarl ſøgte atter at forlige dem, og bragte det dertil, at Kongen ſpiſte nogle Stykker Heſtelever, og drak alle de Skaaler, Bønderne ſkjenkede i for ham, uden Kors. Men da Gildet var forbi, drog han med Jarlen ud til Lade, meget gram i Hu. Han vilde ſtrax forlade Throndhjem med alle ſine Folk, og ſagde, at han ſkulde komme mandſterkere tilbage og lade Thrønderne undgjelde det Fiendſkab, de havde viiſt ham. Sigurd Jarl bad ham ikke at have noget imod Thrønderne for dette, og ſagde at det ej vilde være godt for Kongen at true eller herje mod ſit eget Folk, hvor Landets ſtørſte Styrke var, ſaaledes ſom i Throndhjem. Men Kongen var ſaa vred, at han ikke vilde høre et Ord. Han drog ſyd til Møre, opholdt ſig der om Vinteren og ud paa Vaaren, og ſamlede henimod Sommeren en Hær, med hvilken han, ſom det hed, vilde drage mod Thrønderne.

Dette er den i Snorre Sturlaſøns Kongeſagaer givne Beretning om disſe Forhandlinger[8]. Den tilføjer, at det kun var Efterretningen om et Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget i den ſydlige Deel af Landet (hvorom nedenfor), der bragte ham til at afſtaa fra ſin Plan, at angribe Thrønderne. En anden Beretning ſætter derimod disſe Forhandlinger angaaende Chriſtendommen ikke i nogen Forbindelſe med Eriks Sønners Angreb, men henfører dem til hans ſextende Regjerings-Aar, eller Vintren mellem 950 og 951, medens den førſt omtaler Eriks Sønners Tog til Norge efter Kongens 17de Aar (952)[9]. Denne Beretning melder ogſaa ligefrem, at Kongen lod ſig true eller overtale til at blote. I ſit ſextende Riges Aar, heder det, havde han et talrigt Thing inde i Throndhjem paa Mæren, og paa dette Thing ſatte Thrønderne ham to Vilkaar, enten at blote efter de forrige Kongers Skik til Aar og Fred, og ſaaledes efterkomme den gamle Lov, eller at blive jagen af Riget. Kongen vægrede ſig, men hans bedſte Venner og mange andre Folk lagde ſig imellem, idet de foreſtillede Bønderne, hvor nyttig en Høvding han var for ſine Thegner, da han ſørgede ſaa godt for Lovgivningen og gode Sæder, og anraabte Kongen om at ſtandſe denne Knurren ved at gjøre Bønderne en Ubetydelighed efter deres Vilje, ſaa at Blotmændene ej ſkulde have det at ſige, at han var Skyld i Lovenes Omſtyrtning. Og, heder det, „formedelſt ſin Godmodighed og Kjærlighed til ſine Venner gjorde han efter deres Bøn og blotede“. Denne Beretning, der allerede i og for ſig ved den beſtemte Tidsangivelſe, hvormed den er ledſaget, vinder et ſtørre Udſeende af Paalidelighed, end den anden med al dens Vidtløftighed, beſtyrkes ogſaa, ſaavel ved visſe chronologiſke Data, hvorom der nedenfor vil blive handlet[10], ſom ved andre hiſtoriſke Skrifters Udſagn. Saaledes beder det i et gammelt, paa Latin forfattet Udtog af den norſke Kongehiſtorie: „Haakon, ſkjønt opdragen paa det omhyggeligſte af den ſaare chriſtelige Konge i England, faldt dog i en ſaa ſtor Vildfarelſe, at han var daarlig nok til at foretrække det forbigaaende jordiſke for det evige himmelſke Rige, og af Omhu for at vedligeholde ſin Kongeværdighed blev en Frafalden, og, undergiven Afgudernes Dyrkelſe, tjente flere Gilder og ikke een Gud[11]“. Og i et andet paa Norſk ſkrevet Udtog af Kongeſagaerne ſiges der, at han havde en hedenſk Kone og veg meget fra Chriſtendommen for hendes Skyld og for at gjøre det Chriſtendommen fiendſke Folk efter Behag. Der ſiges vel, at han ſkal have bidt i Heſtelever, dog ſaaledes at han ſvøbte en Dug om, og ikke blotede paa anden Maade; men tilføjes der, fra den Tid af gik alt ham tyngre end forhen[12]. I en Tale, der lægges Olaf Tryggvesſøn i Munden i denne Konges Saga, forekomme disſe Ord: „han (Haakon Adelſteensfoſtre) lod ſig af ſine Trælle kue til at forſage den ſande Tro, og forhaanede ſin Skaber og ſkjemmede ſig ſelv i den Grad, at han gik hen at blote“[13]. Beretningerne om hans Endeligt ere ogſaa enige øm at han paa det Yderſte viſte ſtor Anger over ſit ſaakaldte Frafald fra den ſande Gud, og erkjendte, at han havde levet ſom en Hedning. Det ſynes derfor neppe at kunne betvivles, at hans Deeltagelſe i Blotene har gaaet videre, end den af Snorre fulgte Beretning, der øjenſynlig ſøger at ſtille ham i det efter de daværende chriſtelige Begreber mindſt Ufordeelagtige Lys, har angivet.

Det var viſtnok ogſaa i ſig ſelv et højſt uoverlagt Skridt af Haakon, allerede nu al ville indføre Chriſtendommen, iſær i Thrøndelagen, hvor Aaſareligionen endnu havde ſine fleſte Tilhængere[14], og hvor den mægtige Sigurd Jarl underſtøttede den hedenſke Gudsdyrkelſe. Naar man opmerkſomt følger Beretningens Ord, faar man et ikke utydeligt Indtryk af, at Sigurd Jarl egentlig har ſpillet under Dække med Bønderne, og, om han end ikke ligefrem tog deres Parti, men oprigtigt ſøgte at værne om Kongens Sikkerhed, dog ſøgte at gjøre ham ſaa ængſtelig ſom muligt, og paa alle Maader ſøgte at overtale ham til aldeles at opgive ſin Plan. Paa denne Maade bedømtes ogſaa Sigurds Færd i hin ovennævnte Tale af Olaf Tryggvesſøn Det heder her: „Sigurd Jarl var den ſtørſte Gildre og Snare, Fortabelſe og Ødelæggelſe for Kong Haakon ved Siden af de andre Høvdingers Magtſprog og hans egen Veghed“.

Det var ſaaledes intet Under, at Haakons forhaſtede Beſtræbelſer bleve uheldige og endog bragte ham ſelv i Fare. Tiden var endnu ikke kommen, Folket endnu ikke modent til Chriſtendommens Indførelſe. Dertil kom, at de Uroligheder, der begyndte i Kong Haakons ſidſte Regjeringsaar, gave ham og Folket ſaa meget at tænke paa, at al Tale om Religionsforandring for det førſte maatte ophøre. Imidlertid kan man neppe betvivle, at den ſande Lære, ſom prædikedes ved Haakons Foranſtaltning, dog altid har vundet Indpas hos og ſlaaet an paa enkelte fromme Sjæle, og at Chriſtendommen virkelig fra denne Tid har vundet ſit førſte Fodfæſte i Landet.

  1. Paa den Iver, hvormed Sigurd tog ſig af Blotene, anfører Snorre i Haakon den godes Saga, Cap. 16, et Exempel; han gjorde nemlig et ſtort Offergilde Paa Lade, hvorved han ſelv beſtred alle Omkoſtninger, ſaa at Gjeſterne, efterſom Skalden Kormak i ſin Draapa om Sigurd melder, ikke behøvede at tage nogen Aſk eller Madpoſe med ſig.
  2. Ældre Gulathingslov, Cap. 6, 7.
  3. Stundom drak man og Bragebægret og Forfædrenes Minde, ſe Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 16, jvf. ovenfor S. 177 og 186.
  4. At det ſkede paa Nordmøre, ſees af hvad der ſenere nævnes i Beretningen.
  5. Nemlig hver Fredag.
  6. Saaledes Halfdan milde, og tildeels Harald Haarfagre, ſe ovenfor S. 379 og S. 607.
  7. Ved at betragte disſe Navne tilligemed de tilføjede Hjemſteder ſeer man, at det har været Sagafortællerens Henſigt at nævne en Høvding fra hvert af Thrøndelagens 8 Fylker. Hvor vidt dette er et Tegn paa Beretningens Troværdighed og ikke ſnarere paa at den har undergaaet en ſenere Bearbejdelſe og Udpyntning, ville vi ej driſte os til at afgjøre. Flere af Stedsnavnene ere i det mindſte beſynderligt afvigende fra den Form, hvori de ellers forekomme. I Orkedalen er et Grjote eller Grøte, ikke Gryting, paa Strinden Leren, ikke Lyren; i Verdalen findes Spor af et Gaardsnavn, Stav, i Stafs-Skeneyjar, nu Stubſkin ej langt fra Vuku, men Navnet ſelv exiſterer ikke; paa Inderøen findes Huusſtad, ikke Huſebø. Det er alene Navnene Varnes, (Værnes), Medalhuus (Meelhuus), Alveshaug (nu forvanſket til Alſtahaug) og Egg (Egge), ſom gjenkjendes i Diplomer og Jordebøger. Muligt at Stedsnavnene ſaa langt tilbage, ſom paa Haakons Tid, vare noget forſkjellige fra hvad de et Par Aarhundreder ſenere vare, dog indſees ikke nogen Grund, hvorfor de ſkulde være det. Forſkjelligheden ſynes derfor i og for ſig at indeholde etſlags Vidnesbyrd om en vis Uſikkerhed i Fortællingen.
  8. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 15—19. Jvf. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 21—23.
  9. Fagrſkinna, Cap. 29.
  10. Nemlig i § 42 og 43, hvor Haakons Krige med Danmark og Erik Blodøxes Sønner omtales.
  11. Historia Norvegiæ, fol. 7 b.
  12. Ágrip af Nor. Kon. Sög. Cap. 5.
  13. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 167.
  14. Det vil i det Følgende, hvor Olaf den helliges Hiſtorie omtales, viſe ſig, hvorledes endnu paa hans Tid, næſten hundrede Aar efter Haakon, Høvdingerne i Throndhjem, fornemmelig Indhered, holdt ivrigt ved Hedendommen, medens den paa de øvrige Steder i Landet for det meſte var afſkaffet.