Det norske Folks Historie/1/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon, der efter ſit Ophold hos Ædhelſtan ofte benævnes med Tilnavnet „Adelſteensfoſtre“, havde hos ham nydt en god Opdragelſe. Ædhelſtan havde ladet ham døbe, og, ſom det ſiges, oplære i den rette Tro, gode Sæder og alſlags Høviſkhed; han ſkal ogſaa have elſket ham fremfor andre. Blandt de Foræringer, han gav ham, nævnes et Sverd, hvis Haandtag og Hjalter vare af Guld, og hvis Klinge var ſaa god, at Haakon med den kunde hugge en Kvernſteen igjennem lige til Øjet. Dette Sverd kaldte han derfor Kvernbit, og bar det ſaa længe han levede[1]. Ædhelſtans Omhu for Haakon viſte ſig endog lige i Afſkedsſtunden, eller ſtrax efter Afſkeden; thi da Haakon allerede var kommen ombord, ſkal Ædhelſtan, ſom det fortælles, meget ivrigt have kaldt ham tilbage for at give ham det gode Raad, ikke at ſidde ſtuur og mørk ved feſtlige Lag, men viſe ſine Venner et muntert og oprømt Aaſyn[2]. Dette Raad ſynes Haakon ogſaa at have fulgt, undtagen ved et Par Lejligheder, ſom vi nedenfor ville komme til at omtale.

Haakon tilbragte den førſte Vinter, efter at han var tagen til Konge over hele Landet, i Throndhjem, men da han hvert Øjeblik kunde vente at Erik Blodøxe vilde gjøre Forſøg paa at vinde Riget tilbage, opholdt han ſig en Tid lang for det meſte i Midtlandet, nemlig Firdafylke, Sogn, Hordaland og Rogaland, og ſatte Sigurd Ladejarl til at beſtyre Thrøndelagen, ſaaledes ſom hans Fader Haakon allerede havde beſtyret det under Harald Haarfagre[3]. I Viken havde Haakon foreløbigt givet Tryggve Olafsſøn og Gudrød Bjørnsſøn Kongenavn, men da de endnu vare Børn, havde han indſat Formyndere for dem[4]. Saa vidt man gjennem de viſtnok temmelig ufuldſtændige Beretninger om Haakons førſte Regjeringsforanſtaltninger kan ſkjønne, iſær ved at ſammenholde hermed, hvad der ſenere fortælles om Partierne i Landet, ſynes man at maatte antage, at Haakons Magt over Viken og Oplandene endnu kun har været meget liden eller ſaa godt ſom ingen, og at tillige Danekongen atter har begyndt at gjøre ſin Ret gjeldende her. Haakons egen Saga nævner kun Tryggve og Gudrød ſom dem af hans Frænder, der fik Landſkaber i Forlening, men vi erfare andenſteds fra, at Sigurd Riſe, Snefrids Søns, og dennes Søn Halfdan førte Kongetitel paa Oplandene, og ſandſynligviis paa Hadafylke[5], at Ring, Kong Haralds og Alfhilds Søn, tilligemed Sønnen Dag ligeledes vare Konger paa Oplandene, fornemmelig Heinafylke[6], og at tillige andre Grene af Haralds Æt have holdt ſig her med arvelig Kongetitel[7]. Var nu end disſe Smaakongers Magt i Virkeligheden ikke ſtort ſtørre end anſeede Godsejeres, og havde de end ved Haakons førſte Gjennemrejſe erkjendt ham for deres Overkonge, ſaa var der dog i de Egne ſelv, hvor de boede, ingen mægtigere end dem, og Indbyggernes Hjerter maa, efter hvad der paa flere Steder i Sagaerne antydes, mere have hængt ved dem, end ved Overkongen ſom de maaſkee kun en eneſte Gang havde ſeet. Heller ikke omtales det, at Haakon ſenere opholdt ſig paa Oplandene, eller der ſaaledes, ſom andenſteds i ſit Rige, tog ſig af Lovgivningen Ved en enkelt Lejlighed forſvarede han Viken mod Danerne i Tryggve Olafsſøns Mindreaarighed eller Fraværelſe, men for Reſten ſynes Tryggve og Gudrød ſenere at have herſket her med ligeſaa ſtor Magt, ſom Kongerne i Norge paa denne Tid overhoved udøvede Den Deel af Landet, der ſtod under Haakons egentlige Beſtyrelſe, har altſaa kun været det Nordenfjeldſke, eller hvad der ej hørte til Viken og Oplandene. Og af det Nordenfjeldſke havde han igjen, ſom vi nys have viiſt, overladt Thrøndelagen til Sigurd Jarls umiddelbare Beſtyrelſe, medens Sunnmøre, Raumsdal og Nordmøre vel endnu ſtod under Thore Jarl. Hvad han nærmeſt forbeholdt ſig ſelv, var ſaaledes kun Midtlandet eller Fylkerne fra Rygjarbit til Stad.

Disſe Fylker, tilligemed Thrøndelagen ſøgte Haakon nu at give bedre Sammenhold ved at knytte dem til hinanden i ſtørre Thingforeninger, ligeſom hans Farfader Halfdan ſvarte havde ſammenknyttet Viken og Oplandene til een, Eidſivathingets. Hvad Sagaerne ſelv fortælle herom, er kun lidet og ufuldſtændigt. Det ſtaar: „Haakon var en meget forſtandig Mand, der lagde ſtor Vind paa Lovgivningen; han ſatte Gulathingslov med Thorleif Spakes Raad, og Froſtathingslov med Sigurd Jarls og de viſeſte Thrønders Raad; Eidſiva-Loven havde allerede Halfdan ſvarte ſat“[8]. Et andet Sted heder det: „Haakon ſatte førſte Gulathingslov og Eidſevislov fra Begyndelſen, før den Tid havde hver Konge ſin egen Lov, og det var næſten ſom om en egen Lov gik i hvert Fylke“[9]. Og endnu paa et tredie Sted: „Olaf den Hellige ſatte Sefsloven (Eidſevisloven); for Reſten er der tre Love i Norge, denne, Froſtathingsloven, og den Lov, Haakon Adelſteensfoſtre lod ſætte, nemlig Gulathingsloven“[10]. Man ſeer heraf, at medens der herſkede Uvished om, hvorvidt Haakon Adelſteensfoſtre havde noget med Froſtathingsloven og Eidſivathingsloven at beſtille, vare alle enige om at nævne ham endog ſom Ophavsmand til Gulathingsloven. Det er ſaaledes tydeligt, at han iſær maa have beſkjeftiget ſig med dennes Forbedring og Organiſation. Da vi nu af Fortællingen om Egil Skallagrimsſøns og Berg-Anunds Proces erfare, at Gulathinget umiddelbart før Haakons Thronbeſtigelſe kun vedkom de tre Fylker, Hørdafylke, Sygnafylke og Firdafylke, men derimod vide, at Gulathingslagen ſenere gjaldt for alle Fylkerne i Midtlandet, nemlig Egda-, Rygja-, Hørda-, Sygna-, Firda- og Sunnmøra-Fylker, altſaa det Rige, Haakon havde under ſin umiddelbare Beſtyrelſe, er det klart, at hans Hovedvirkſomhed med Henſyn til Gulathingsloven har været at bringe Egder-, Rygja- og Sunnmøra-Fylkerne tilligemed de nysnævnte Oplandsdiſtrikter til at ſlutte ſig ſammen med de tre oprindelige Gulathingsfylker til een Thingforening, ligeſom Halfdan ſvarte fik Viken og Oplandenes øvrige Dele til at forene ſig med de tre oprindelige Eidſivathings-Fylker[11]. At en ſaadan Forening tillige maatte medføre en Forandring og Omordning af enkelte Lovbeſtemmelſer, ſynes rimeligt, ſaa at man altſaa paa en vis Maade kan have Ret i at nævne Haakon ſom den egentlige Ophavsmand til Gulathingsloven, ſaadan ſom man i ſenere Aarhundreder kjendte den. Froſtathingets Forening har ligeledes indtil Haakons Tronbeſtigelſe rimeligviis kun omfattet Thrøndelagens 8 Fylker med Naumdal, men Haakon har ved ſine Beſtræbelſer bragt det dertil, at ogſaa Kyſtfolkerne, nærmeſt Nordmøre og Raumsdal, der hidtil ſynes at have dannet en egen Forening med Sunnmøre, ſluttede ſig til hine Fylker, ſaa at de med dem kom til at danne Froſtathings-Forening med fælles Froſtathings-Lov[12]. Det bliver herved deſto lettere at forſtaa, hvorfor Sigurd Jarl maatte tages paa Raad med, thi han havde Beſtyrelſen af det egentlige Thrøndelagen, medens Kyſtfylkerne derimod ſtode enten under Thore Jarls, eller, forſaavidt denne allerede var død, under Haakons egen Opſigt. Før Thore Jarls Død kan den hele Forandring enten for Gulathingets eller Froſtathingets Vedkommende, neppe være kommen iſtand, da han nemlig havde ſaavel Sunnmøre ſom Raumsdal og Nordmøre under ſin Beſtyrelſe, og ſaa længe de tilſammen ſtode under een Jarl, kunde man vel neppe tænke paa at ſkille dem ad ved at henlægge dem til to forſkjellige Thingforeninger[13]. Men Thore maa være død enten ſtrax for eller ſtrax efter Haakons Tronbeſtigelſe, da man under hele hans Regjering ej finder ham omtalt, hvilket dog en ſaa mægtig, og under Haakons Regjering ſaavel med Kongen ſelv ſom med Sigurd Jarl nærbeſlægtet Mand ellers vilde være blevet[14].

Man kan altſaa tillægge Haakon Adelſteensfoſtre den Fortjeneſte, at have givet Gulathingslagens og Froſtathingslagens Fylker et Sammenhold, ſom de hidtil ej havde haft, og i Virkeligheden kom derved det Nordenfjeldſke til at beſtaa af tvende, ej ſom hidtil af mange forſkjellige, Hoveddele. Men hvad der i hiin eneſtaaende Beretning fortælles om hans Virkſomhed med Eidſivathingslagen, er derimod aabenbart en Vildfarelſe, thi med Eidſivathingets Forening havde Haakon, hvad man tydeligt kan ſe, intet at ſkaffe, og det ſynes tvertimod, ſom om den Forening, Halfdan ſvarte her havde bragt iſtand, ved de nye Smaakonger under Harald Haarfagre og Haakon Adelſteensfoſtre atter var kommen tilbage i en halv opløſt Tilſtand, og ikke knyttedes faſt igjen, førend Olaf den Hellige varigt befæſtede det politiſke Baand, ſom forenede Norges forſkjellige Hoveddele.

Den vigtigſte ſtatsretlige Forandring, ſom ſkede ved Haakon Adelſteensfoſtres Regjeringstiltrædelſe, var, hvad Sagaerne kalde Odelens Tilbagegivelſe. Vi have ovenfor ſkildret, hvad der ſkal forſtaaes ved det ſaakaldte Tab af Odelen. Under Harald Haarfagre, nemlig den Ombytning af Odelsforfatningen med Feudalforfatningen, ſom var en umiddelbar Følge af Erobringsforholdet[15]. Tilbagegivelſen af Odelen vil altſaa ſige, at Kong Haakon atter indførte Odelsforfatningen, ved at give Slip paa den Ejendomsret over alt Jordegods i det hele Land, ſom Erobringen efter de oldgermaniſke Retsbegreber havde hjemlet hans Fader. Man kan betragte Haakons Tronbeſtigelſe og denne Forandring ſom ſkeet ved en formelig Overeenskomſt (Capitulation) mellem ham og Folket. Hvis ſkreven Lov og ſkrevne Dokumenter paa den Tid havde været brugelige i Norge, havde man maattet ſige, at Haakon ved ſin Tronbeſtigelſe undertegnede en Haandfeſtning. Da Haakon ſelv paa denne Tid var ung og uerfaren, og derhos fra Barnsbeen af opdragen i England, ſandſynligviis ukjendt med Landets Skikke og Sædvaner, maa man formode, at han ſelv har haft mindſt Deel i og mindſt Forſtand paa denne Statsforandring, men at den har været et Reſultat af Overlæg mellem Sigurd Jarl og de øvrige Stormænd i Landet, der ved at opſtille Haakon ſom Tronprætendent mod Erik Blodøxe allerletteſt banede ſig Vejen til at faa den forhadte Feudalforfatning afſkaffet[16]. Men det tjener Haakon til ſtor Hæder, at han, ſaa vidt man af de ſparſomme Efterretninger kan ſkjønne, oprigtigt og redeligt blev ſit Løfte tro, og paa denne Odelsforfatningens Grundvold byggede de Indretninger, hvorved han, ſaavidt ſke kunde, ſøgte at give Riget Sammenhold og ordne ſaavel dets Forſvarsvæſen mod ydre Fiender, ſom dets indre Forhold. Han maa imidlertid ogſaa have haft dygtige Raadgivere, ſom ved disſe Foranſtaltninger have gaaet ham til Haande. Sagaen nævner udtrykkeligt Sigurd Jarl og Thorleif ſpake. Hvad den ſidſte angaar, da er det allerede forhen paapeget, hvorledes den gamle Tradition ſatte hans Navn i Forbindelſe ſaavel med begge de Konger, hvilke Oprettelſen af to af Norges Hovedlovgivninger, Eidſivathingsloven og Gulathingsloven tillægges, nemlig Halfdan ſvarte og Haakon Adelſteensfoſtre, ſom med Ulfljot, der nævnes ſom Islands førſte Lovgiver; og at det derfor altid bliver noget tvivlſomt, hvorvidt Thorleif ſpake virkelig har været til, og ej blot er en Sagnfigur, hvilken man plejede at nævne i Forbindelſe med ethvert af de ældſte Lovgivningsforetagender. Men for ſaa vidt man ſkal antage Tilværelſen af nogen hiſtoriſk Thorleif ſpake, da maa dette blive den, ſom levede under Haakon Adelſteensfoſtre, thi om ham opgives der dog med etſlags Nøjagtighed andre Omſtændigheder, der oplyſe hans Levetid og Familieforhold[17].

Men uagtet Haakon Adelſteensfoſtres Indrømmelſer havde bragt den gamle Odelsforfatning tilbage, vare dog Ejendomsforholdene nu meget forandrede fra hvad de forhen havde været, og Kongens virkelige Magt blev i ſig ſelv ikke ſtort mindre end forhen. Det er ovenfor viiſt[18], hvorledes Jordegodſet efter Harald Haarfagres Erobring beſtod af tre Slags: i de forrige Odelsgaarde, der endnu beſaddes af de egentlige Ejere, men kun ſom ſtiltiende Len, ikke ſom Odel, — Lensgodſet, eller det Jordegods, hvormed Jarlerne og Lendermændene vare forlenede, og det virkelige Krongods. Af disſe trende Klasſer var det egentlig kun den førſte, der berørtes af Statsforandringen. Beſidderne fik nemlig ſin fuldkomne Ejendomsret igjen, deres Adkomſttitel udlededes ikke længer fra kongelig Forlening, men fra deres egen ældgamle Odelsret, og følgelig ophørte ogſaa ſaavel de Forpligtelſer, hvori de hidtil ſom Lensmænd havde ſtaaet til Kongen, nemlig til at betale ham Afgift og tjene i Krigen efter hans Opbud, ſom den Ret, Kongen ſom Overlensherre havde til at inddrage deres Gaarde under Kronen. Lensgodſet og Krongodſet derimod, hvilke tilſammen beſtode af alle de Ejendomme, der enten for Erobringen tilhørte Kongeætten, eller ved Erobringen var kommen i Kongens Hænder, og af hvilke en ſtor Deel bortforlenedes til Jarler og Lendermænd, medens det øvrige forblev Kronens umiddelbare Ejendom, rammedes ikke ved hiin Indrømmelſe, og Jarlerne og Herſerne vedbleve ſaaledes lige fuldt med Henſyn til deres Lehns- eller Veitſle-Gaarde at være Kongens Vaſaller. Som Exempel kunne vi anføre Beſidderne af Gaarden Sandnes; Thorolf Kveldulfsſøn beſad den endnu ved Arv ſom Ejendomsgaard, uden nogen ſæregen Forlening af Kongen, men dog ſaaledes, at denne her, ſom overalt i Norge, betragtedes ſom Overlensherre, og efter Behag kunde inddrage Gaarden. En ſaadan Inddragelſe fandt Sted, da Thorolf var bleven fældet. Kongen erklærede den, ſom det heder, udtrykkeligt for ſin Ejendom. Den gik derved over fra at være Privatgaard til at blive en Deel af Krongodſet. Da Kongen ſiden overlod den til Eyvind Lambe, blev den dog ikke derved Privatgaard, men en Deel af Lensgodſet, og ved at modtage den i Len blev Eyvind Kongens Lendermand. Eyvind havde Sønnen Finn ſkjaalge, der rimeligviis tiltraadte Sandnes ſom Lendermand efter hans Død. Ved Statsforandringen under Haakon Adelſteensfoſtre kan Finn ikke have faaet Odelsret over Sandnes, thi det var allerede traadt ud af Odelsgaardenes Række; han vedblev altſaa, ſom forhen, at beſidde Gaarden ſom kongeligt Len, og at være Kongens Lendermand. Lendermændenes og Jarlernes Pligter og Rettigheder bleve paa den Maade temmelig uforandrede, og Forfatningen i Norge blev en beſynderlig Blanding af Odelsvæſen og Lensvæſen. En anden Sag var det, at den Selvſtændighed de virkelige Odelsmænd nu atter erhvervede, ogſaa maatte bidrage til at gjøre Lendermændene, trods Lensforholdet, mere uafhængige af Kronen; thi ved Siden af deres Lens- eller Veitſle-Gaarde ejede de viſtnok i Regelen ogſaa Odelsgaarde, der ej kunde berøves dem.

Odelens Tilbageerhvervelſe var en ſaa vigtig Begivenhed i Norges Stats- og Rets-Hiſtorie, at Haakon Adelſteensfoſtres Navn derved fornemmeligen er blevet foreviget. Den Lovgivningsvirkſomhed, der tillægges ham, ſtaar i den nærmeſte Forbindelſe dermed[19]. Vel er temmelig ſandſynligt, at det taknemmelige Folk, for hvilket hans Navn ſtedſe ſtod i en klar Glands, behagede ſig i at tillægge ham andet og mere, end hvad han virkelig har udrettet, og at flere af de Foranſtaltninger, der tillægges ham, mere have udviklet ſig af ſig ſelv i Tidens Løb; men viſt er det, at Statsforandringen ſelv ej kan have fundet Sted paa nogen anden Tid, end under hans Regjering, og at han maa have været en Mand, der med den ſtørre Dannelſe, han ſkyldte ſin engelſke Opdragelſe, forbandt en vis Lyſt til at foretage Reſormer, og et ſtort Talent til, med det gode at ſkaffe ſine Ideer Indgang hos Folket. Hans Indvirkning paa Lovgivningen, iſær i hans egentlige Rige, Gulathingslagen, bliver derfor under alle Omſtændigheder meget ſtor, og den ſtørſte Deel af den ældre Gulathingslov i den Skikkelſe, hvori vi kjende den, ſkyldes derfor visſelig ham. Af enkelte Yttringer i Sagaerne ſeer man, at hans Lovgivningsſyſler maa have ſtrakt ſig gjennem en lang Række af Aar. Saaledes heder det om hans Forſøg paa at indføre Chriſtendommen, hvorom nedenfor ſkal berettes, „at han ſatte Beſtemmelſen om Julens Højtideligholdelſe i Loven“; om hans Foranſtaltninger til Rigets Forſvar ſiges der og, at han „ſatte de dertil ſigtende Beſtemmelſer i Loven“ efter det førſte Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget paa hans Rige. Hans hele Regjeringstid ſees ſaaledes at have været fornemmelig beſkjeftiget med Lovgivningsſyſler. Det er ogſaa i ſig ſelv rimeligt, at flere af hans Indretninger ere blevne fremkaldte ved ſæregne ydre Anledninger. Men desuagtet maa de have ſtaaet i den nøjeſte Sammenhæng med hinanden indbyrdes og for ſaa vidt enkelte af dem behøve en nærmere Omtale, bør i de helſt omhandles under Eet.

Det er iſær Haralds Forſvarsanſtalter, ved hvilke Sagaerne dvæle. Da Odelen nu atter tilhørte Bønderne, og Landet ikke længer var Kongens Ejendom, var det heller ikke længer Kongens udelukkende Pligt at forſvare det, men denne Pligt maatte nu ogſaa deles af Bønderne ſelv. Maaden, hvorpaa denne Pligt ſkulde udøves, maatte derfor nærmere beſtemmes, og Forſvarsvæſenet organiſeres. Det var fra Søſiden, at Norge fornemmelig kunde vente Angreb, og derfor maatte ogſaa fornemmelig Søforſvaret ordnes. Kong Haakon ſatte derfor, heder det, i Loven, at alle Bygder ved Søſiden over det hele Rige, og ſaa langt op i Landet ſom Laxen gik højeſt i Elven, ſkulde ordnes og inddeles i Skibreder. Ved en Skibrede forſtod man et Diſtrikt, hvis Bønder vare pligtige til at udrede, bemande og forøvrigt udſtyre et Krigsſkib. Han beſtemte, heder det end videre, hvor mange Skibreder der ſkulde være, eller hvor mange Skibe der ſkulde udredes af hvert Fylke, naar fuld Almenning var ude, og hvor ſtore disſe Skibe ſkulde være. Ved Almenning forſtod man den fuldtallige Udruſtning fra hver Skibrede. Til denne var man, tilføjes der, pligtig, naar en udenlandſk Hær var i Landet[20]. Den hele Udruſtning med Skibe, Mandſkab, Vaaben og Proviant, kaldtes tilſammen Ledingen (leiðangr). Af en anden Beretning om den ſamme Foranſtaltning erfarer man, at den, hvad der og efter det foregaaende er rimeligt, for det førſte kun omfattede Gulathingslagen og Froſtathingslagen, og at de førſte Skibe tilvejebragtes ved den af Harald Haarfagre indførte Næſeſkat (nefgildi), fra hvilken Bønderne nu ſandſynligviis ved en engang for alle given Sum løskjøbte ſig. Det heder nemlig: „De Nefgildes-Skatter, ſom Harald havde paalagt hele Landet, lod Haakon tage langs Kyſten og i Thrøndelagen, og anvende til Opførelſe af Skibe. Han gjorde og en Beſtemmelſe for hvert Fylke, hvor mange og hvor ſtore Skibe med Henſyn til Rumtal ſkulde udredes, med Henſyn til Mænd, Vaaben, og Proviant for en udenlandſk Hær, ſaa at enhver kampdygtig og fri Mand ſkulde eje Skjold, Keſje og Hugvaaben; thi fordi Kongen ofte kun havde ſaa Folk om ſig, ønſkede han at kunne ſaa Underſtøttelſe, hvor han var, naar det tiltrængtes, og en Hær var nødvendig; han havde da et fuldt udruſtet Skib med Mænd og Vaaben at tage til, hvor han behøvede det“[21]. De ved Nefgildes-Skatterne byggede Skibe ere altſaa blevne Bønderne overdragne til Vedligeholdelſe[22]. Skibrede-Indretningen maa temmelig tidligt være bleven udſtrakt til Haalogaland, og heller ikke ſaa længe derefter til Viken, da vi have en Fortegnelſe over, hvor mange og hvor ſtore Skibe hvert Fylke ſkulde udrede, forfattet, ſom det ſynes, meget tidligt, maaſkee allerede i det 11te Aarhundrede, og i hvilken Fortegnelſe baade Vikverjer og Haaleyger nævnes[23]. I Forbindelſe med Skibrede-Indretningen ſkal Kongen ogſaa have foranſtaltet, at der oprettedes Viter eller Varder paa Fjeldene, i ikke ſtørre Afſtand, end at man kunde ſe fra den ene til den anden; hvor en Fiende landede, ſkulde den nærmeſte Vite antændes, derpaa den næſte og ſaa videre. Viternes Antændelſe var Tegn til at Herør eller Krigsbudſtikken ſkulde gaa. Men for at Folket ej ſkulde foruroliges ved blind Allarm, faſtſatte Haakon ogſaa ſtore Bøder før Viternes Antændelſe uden Grund. Man regnede at Krigsbud paa denne Maade kunde gaa fra den ſydligſte Vite i Landet til det nordligſte Thinglag paa Haalogaland[24].

Ved Haakons Beſtræbelſer for at ordne Landets Lov og Ret og ſikkre det mod udvortes Fiender ved et vel indrettet Forſvarsvæſen, kom der til at herſke god Fred i Landet, baade mellem Bønderne indbyrdes og for de Kjøbmænd, der udenlands fra ſøgte til Riget. Der var og, ſiges der, gode Aaringer baade paa Sø og Land. Dette gjorde ham end mere yndet, og det ſpurgtes udenfor Landets Grændſer, at Norge var lykkeligt under hans Herredømme. Heraf benyttede han ſig til at faa Jemterne til at erkjende ham for deres Konge. Det er ovenfor (S. 334 og 570) viiſt, hvorledes Jemteland allerede var blevet opryddet og befolket paa Oplændingekongen Eyſteins Tid, og hvorledes dets Beboeres Antal forøgedes ved ſenere Nybyggere under Harald Haarfagre. Fra Jemteland var igjen den nordlige Deel af Helſingeland bleven bebygget, medens den ſøndre Deel derimod var bebygget fra Sverige. Dette Naboſkab med Sviarne og Sverige bevirkede, at Helſingerne gjorde ſine Kjøbferder til dette Rige, og at deres Land betragtedes ſom henhørende dertil. Jemterne derimod, ſom boede mellem Sverige og Norge, hørte en Tid lang ikke til noget af disſe to Riger, og ændſedes heller ikke af Kongerne. Men Haakon indledte fredelig Handel med dem, og ſøgte at vinde de mægtigſte Mænd iblandt dem, hvilket heller ikke blev ham vanſkeligt, da Jemterne hørte ſaa meget godt om ham. Han bragte det endelig dertil, at deres fornemſte Mænd kom til ham, hyldede ham ſom Konge, og forbandt ſig til at betale ham Skat, hvorimod han, ſom det ſiges, gav dem Love og Landsret. De vilde heller adlyde ham end Sviakongen, fordi de ſelv vare af norſk Æt. Ogſaa de Helſinger, hvis Herkomſt var fra Norge eller Jemteland, ſkal have fulgt deres Exempel[25].

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 43. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 9. Fagrſkinna, Cap. 25.
  2. Saxo, 10de Bog, S. 486.
  3. Egentlig ſtaar der hos Snorre i Haakon den godes Saga, Cap. 6: ſaaledes ſom han (Sigurd) og hans Fader havde haft det under Harald Haarfagre. Men Sigurd har under Harald neppe været Jarl over hele Throndhjem. Thi efter Haakon Jarls Død blev Halfdan ſvarte forlenet med Thrøndelagen, og vel har Sigurd da viſtnok ført Jarletitel og i ſig ſelv haft meget at ſige, men Enebeſtyrer er han neppe bleven førend under Haakon.
  4. Snorre, Haakon den godes Saga. Cap. 2.
  5. Sigurd Syr, Halfdans Søn, førte Kongetitel paa Ringerige, ſe og ovenfor S. 585.
  6. Olaf den Helliges Saga, Cap. 186, hos Snorre, Cap. 210.
  7. Nemlig Dags og Ragnars Æt.
  8. Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 11. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 20.
  9. Olafs helga Saga, Cap. 9. Hertil ſynes Fagrſkinna Cap. 39, at ſlutte ſig, hvor den ſiger at Haakon med Thorleifs og andre viſe Mænds Raad ſatte Lov over hele Norge, hvoraf Olaf den Hellige benyttede den meſte Deel.
  10. Den ældre Olaf den Helliges Saga udg. af Keyſer og Unger 1849, Cap. 31.
  11. Se ovenfor S. 401, 403.
  12. Se ovenfor S. 98, 99.
  13. Det ſiges udtrykkeligt, at Thore fik Faderen Ragnvalds Len, nemlig Nordmøre, Raumsdal og Søndmore, ſe Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 30, jvf. Cap. 12.
  14. Thore havde desuden allerede kort efter Hafrsfjordſlaget en voxen Datter, ſom blev gift med Ingemund den gamle.
  15. Se ovenfor S. 467, 468.
  16. Det er merkeligt nok, at ogſaa i Viken, hvor Haakon dog ikke egentlig regjerede, maa den ſamme Statsforandring have fundet Sted. Man kunde derved friſtes til at antage, at mange af disſe Foranſtaltninger mere ſkyldes en almindelig Bevægelſe over det hele Land, end nogen beſtemt Virkſomhed fra Kongens Side, og denne Bevægelſe turde ſnareſt være rettet mod Danevældet, ſe nedenfor § 40.
  17. Han ſkal have været Hørda-Kaares Søn og Ulfljots Morbroder, ſe ovenfor S. 576, jvf. 566.
  18. S. 571.
  19. Derfor heder det udtrykkeligt i Egils Saga, Cap. 62: „Haakon ſatte de Love i Landet, at enhver Mand ſkulde eje ſin Odel, medens hans Fader derimod havde gjort alle Mænd i Landet til ſine Trælle“.
  20. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 21.
  21. Fagrſkinna, Cap. 32.
  22. Af yngre Diplomer ſe vi, hvorledes Bønderne i Skibreden, naar nye Skibe maatte bygges, fordi de ældre vare udſlidte, fik Tilladelſe til at ſælge disſe til Hjelp ved Anſkaffelſen; f. Ex. Dipl. Norveg. I. No. 470.
  23. Ældre Gulathingslov, Cap. 315.
  24. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 21. Fagrſkinna, Cap. 32.
  25. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.